OTTENDE KAPITEL

For at gøre sit Navn kendt af Offenligheden og derved fremme ogsaa sine Planer i det salomonske Hjem havde Per i nogen Tid tumlet med den Tanke at udgive et lille Skrift om sine Ideer. Det skulde være hans Svar til Oberst Bjerregrav, og Skriftet skulde formes som en Udfordring til det hele hjemlige »Ingeniørkleresi«, der havde villet kneble ham og støde ham ned i Mørket. De Herrer skulde faa at mærke, at der endnu var Liv i Rebellen.

Han vilde blandt andet udvikle Nødvendigheden af en fuldstændig Omordning af Landets Samfærdselsvæsen. Med Tal, som man nok skulde lade staa, vilde han godtgøre, hvor taabeligt det var for et brændselsfattigt, af Havet omflydt lille Land at begunstige Udviklingen af et kostbart Jernbanenet i Stedet for at lægge Hovedvægten paa et mangearmet Kanalsystem, der kunde bringe saa at sige hver eneste lille By i direkte Forbindelse med Verdenshavnene. Han vilde hermed først og fremmest slaa til Lyd for sit eget Projekt, hvoraf Bogen skulde indeholde en fuldstændig Beskrivelse ledsaget af Tegninger og Overslag.

Iøvrig var det hans Hensigt ogsaa at meddele Betragtninger af et videre Omfang. Ægget af de Ord, Jakobe hin Aften havde ladet falde om Ingeniørens naturlige Førerstilling i Nutidens Kulturkamp, besluttede han at udstyre Bogen med nogle kraftige Indledningsord, hvori han mere i Almindelighed vilde udtale sig om Landets Fremtidsopgaver.

Dette Kampskrift begyndte han nu at udarbejde. Saa uvant det end var ham at udtrykke sig med Pennen, og skønt Ortografi og Tegnsætning ikke var hans stærke Side, gav han sig |190| ufortrøden i Kast med Opgaven. I en Stil og Tone, der var farvet af hans Indtryk fra Dr. Nathans Skrifter, fastslog han først det dybe Forfald, hvori »det akademiske Spidsborgerskab« i Løbet af det sidste Hundredaar havde styrtet Nationen, og gav en mørk Skildring af den uophjælpelige Armod, hvori Landet tilsidst vilde synke ned, dersom man paa Trods af sund Fornuft og andre Landes Erfaringer ikke løsrev sig fra de overleverede Forestillinger om Smørrets og Flæskets Velsignelser og resolut skaffede Befolkningen nye Indtægtskilder. Som Modstykke udkastede han et livfuldt Billede af det Vidunderrige, hvortil en kraftig Industri forholdsvis hurtigt vilde kunne omskabe Landet. Mens Pennen tumlede henover Papiret, saae han i Aanden store Skibe dampe frem ad hans Kanalers blanke Vandveje, tungt ladede med fjerne Landes Raaprodukter. Han saae stolte Fabriker rejse sig langs alle rindende Strømmes regulerede Løb, hørte Lyden af summende Svinghjul og brusende Turbiner. Paa den golde, jyske Hede, hvor nu kun nogle magre Faar fandt en kummerlig Føde, saae han menneskemylrende Stæder, travle Nybyggerbyer, hvor ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsefrygt ind i Sindene, men som med elektriske Banstraaler jog Mørket og dets Aander paa Flugt.

En Dag, som han sad der og glødede af Inspiration, fik han et overraskende Besøg. Der blev slaaet et Par rappe Slag paa hans Dør med en Stokkeknap, og »Direktør« Delft aabenbarede sig i lys Pariserdragt, pomadiseret og parfymeret, med et blaaligt Seglas for det ene, stærkt skelende Øje.

»De har, ved Gud, skjult Dem godt,« sagde han uden nogensomhelst Indledning og saae sig mønstrende omkring i den lille mørke Bagstue, hvor det flød med Papirer og Tegneruller. »Saa her er det altsaa, De sidder og udsteder Deres falske Veksler paa Fremtiden! Det er virkelig ogsaa et Ideal af en Falskmøntnerhule. — For Guds Skyld! Jeg forstyrrer Dem dog vel ikke i Fabrikationen af nogle hundrede Tusinde? Ha, ha, ha!«

Per kendte hans ligefremme Udtryksmaade for godt til at fornærmes af den. Alligevel smilte han lidt tvungent. Han kunde ikke lide denne grimme Mand og følte sig ubehagelig tilmode |191| ved Besøget. Hvad kan den gamle Slubbert ville mig? tænkte han.

»Det forbavser Dem dog vel ikke at se mig?« spurgte Hr. Delft med paatagen Ængstelse, efter at han havde gjort sig det mageligt i den eenarmede Gyngestol, som Per havde budt ham Plads i. »Jeg har saamænd længe ligget paa Tur ud til Dem, Hr. Sidenius; men mine Forretninger har ikke levnet mig Tid før nu. De urolige Forhold i Kina og Forviklingerne i Indien skaffer vort Selskab et utroligt Bryderi. Jeg maa telegrafere den hele Dag. — Naa, men nu sidder jeg altsaa her for at passiare lidt med Dem — hen i Vejr og Vind, som man siger.«

Han gjorde her et lille Ophold i den tydelige Hensigt at spænde Pers Nysgerrighed. Men Per forholdt sig roligt afventende og spurgte ikke.

Der blev derfor en længere Pavse, hvorunder Hr. Delft paany gjorde den fattige Stue til Genstand for en nærgaaende Undersøgelse gennem sit Seglas.

»Har De nogensinde opholdt Dem i Kina, Hr. Sidenius? ... I Indien maaske? ... Men i Amerika har De dog vel været? ... Aa, der burde alle unge Mænd rejse over og tage sig et Kursus i den Kunst at kaste sig frem i Verden.«

Fornyet Pavse. Hvorefter Hr. Delfts Tone slog om og blev mere forsigtig.

»Skulde De, Hr. Sidenius, tilfældigvis kunne erindre en lille Samtale, vi havde med hinanden den første Gang, jeg havde den Ære at hilse paa Dem i min Svogers Hus? De var saa elskværdig at udtale nogle anerkendende Ord om min Niece, hvorfor jeg meget takkede Dem. Jeg tillod mig ved den Lejlighed at henlede Deres Opmærksomhed paa den Fornøjelse, De kunde skaffe Dem ved at studere de mange latterlige Personager, som de unge Piger trækker til Huset derhenne. Naa, har jeg ikke Ret? Er det ikke mangen Gang et virkelig komisk Syn? Der kommer de unge Fyre spankulerende og gør Haneben uden en lybsk Skilling i Lommen og med Ansigter saa uskyldige som en nyvasket Barnerumpe.«

Per tænkte ved sig selv, at havde det ikke været for Jakobes |192| Skyld, skulde den gamle Kavaler snart være kommen paa Hovedet ud af Døren.

»Og saa er det saa dansk ... ikke sandt? ... saa ægte pæredansk,« blev Hr. Delft ufortrøden ved, idet han kastede et nyt, medynksfuldt Blik om paa Stuens Kummerlighed. »I andre Länder vilde saadan noget være en Umulighed ... lod sig ganske ikke tænke! I Amerika f.Eks. —.«

Han gav sig til at fortælle om, hvad han engang havde oplevet i New-York med en ung Mand, der »machte en stor Karrier« og snappede en Milliardærdatter væk for Næsen af fødte Grever og Baroner, endda han var en fattig Djævel, der spiste sin Middag i en Saloon.

»Det unge Menneske hed Stadlmann, en Østerriger. Han var saadan en Slags Geni eller Charlatan, man kalder det; han vilde lave Sødmælk og Butter af Præriegræsset, uden at det først gik gennem Køer. Storartet Ide! Saa var det paa en Laboratorium, han gik der og eksperimenterte og blev bekendt med en Søn af Samuel Smith — De har nok hørt det Navn — en af Børsens Matadorer i Fifth Avenue, en Mand paa sine syv-otte Hundrede Millioner — Dollars, forstaar De! Og Samuel havde en eneste Datter paa tyve Aar, og, Gud forlade mig, gaar hun ikke hen og forliber sig i denher Stymper og vil partu gifte sig med ham. Hvad gi'er De mig! Naa, Fyren kom jo paa Hovedet ned ad Trapperne — naturligvis. Dersom en Mand som Samuel havde saadan rent ud foræret sin Datter bort, var han bleven til Grin i hele Unionen. Men nu var vi nogle Stykker, der havde observeret detteher og fulgt Sagens Gang, som det hedder; og vi sidder en Dag i vor Klub og bliver enige om, at der maa kunne laves Forretning ud af den Historie. Og saa dannede vi med det samme et Aktieselskab.«

»Et Aktieselskab? ... Paa hvad?« spurgte Per, der var begyndt at lytte.

»Paa hvad? Paa den unge Mand naturligvis ... paa hans Chancer altsaa. Vi samlede en Aktiekapital ... først paa fem, siden paa ti Tusind Dollars, for at han kunde etablere sig som en ung Levemand i New-York, leje sig en flot Lejlighed paa |193| Broadway, holde Tjener og Ridehest og give Soupers for Journalisterne og blive omtalt i Bladene ... kort at sige, efter Forløb af to Maaneder var hans Navn bekendt over hele The Street. Saa kørte han en Dag hen og friede hos Samuel.«

»Naa. Og fik hende?«

»Nej, ikke saa meget som en afklippet Negl af hende. Samuel havde sin egen Spekulation med Pigebarnet. Han var selv en Skarnkørers Søn og vilde derfor partu have sin Datter gift med en Adelsmand.«

»Men hvordan gik det saa med Aktieselskabet?«

»Det gik meget godt. Det blev en Forretning paa sine Tohundrede Procent.«

»Det forstaar jeg ikke. Naar Faderen kun vilde give Datteren til en Adelsmand —«

»Ja, vi skaffede naturligvis Fyren det Adelskab. Det kostede os fire Tusind Dollars. Men saa var det ogsaa et af Evropas ældste og fineste Navne. Det gik meget nemt. Fyren leverte os Adressen paa en gammel Enkegrevinde von Raben-Rabenstein i hans Hjemegn, en fattig Djævel, som levede af at have Pensionat for unge Piger. Vi sender hende en lang Skrivelse med Billet til New-York og Retur og udbeder os hendes ærefulde Nærværelse ved den højtidelige Aabning af et nyt Børneasyl, som vi havde oprettet i filantropisk Øjemed, — det var tre Unger fra Gaden og en gammel, fordrukken Negerkælling, som vi havde engageret for tre Maaneder, — men det fortalte vi naturligvis ikke. Asylet skulde bære Kejserindens Navn, skrev vi, og være særlig beregnet paa Børn af østerrigske Forældre, ... den kunde hun jo ikke staa for! Det var en guddommelig Komedie! Ved hendes Ankomst med Dampskibet mødte hele Interessentskabet med Blomsterbuketter og kørte hende i en Karet med fire Heste til en Galladinner paa Hotel Netherland, hvor hun blev præsenteret for Journalisterne som Hr. Stadlmanns kødelige Tante, — det stod altsammen at læse i Bladene Dagen efter. Saa viste vi hende et lovformeligt opsat Adoptionsdokument og viftede hende lidt for Næsen med en Tusinddollar-Check indtil hun besvimede. Seks Maaneder efter blev den nybagte Greve von Raben-Rabensteins|194| Bryllup fejret med fyrstelig Pragt i Overværelse af hele Unionens Aristokrati. Jeg kan tale med derom, for jeg var selv blandt de Indbudne og havde den Ære at føre den unge Hertuginde af Catania født Simpson tilbords.«

Per sad foroverbøjet og snoede nervøst sit Overskæg. Hr. Delft havde med sin Fortælling stukket til hans ømme Sted: hans Pengeforlegenhed. Det var daarlig nok, at hans Midler slog til for hans personlige Fornødenheder i denne Tid. Hvorledes han skulde skaffe sig Penge til at faa sin Bog trykt — det Spørgsmaal havde kostet ham meget Hovedbrud.

Han havde siddet ganske rolig og med et fremkunstlet Smil hørt paa den vidtløftige Fortælling, der iøvrig ganske lignede de Røverhistorier, Hr. Delft plejede at give tilbedste efter Middagen i sin Svogers Hus. Han var kommen til at tænke paa, at det muligvis vilde være klogt at holde gode Miner med denne gamle Hyæne, og han overvejede nu, om ikke denne skulde kunne benyttes til at skaffe et Laan tilveje paa ikke altfor ublu Betingelser.

»Det er i Grunden ingen daarlig Tanke — saadan at lave et Aktieselskab paa en ung Mands Udsigter. Veed De hvad, Hr. Direktør, den Trafik skulde De se at faa indført herhjemme. Jeg har bare een Indvending. Hvorfor netop spekulere i Ægteskabs-Chancer? De hører dog i Almindelighed til de mest uberegnelige. Hvorfor ikke hellere spekulere i en anden af de mangfoldige Muligheder, der kan aabne sig for en dygtig og energisk ung Mand? Hvad siger De f.Eks. om en Ingeniør med en eller anden god Ide ... et originalt Vandbygningsprojekt f.Eks. ...?«

»Jeg indrømmer Dem,« svarede Hr. Delft med et ubarmhjertigt Smil, »paa Navnet kommer det mindre an, naar det ellers er velklingende. Det Interessentskab, jeg talte om, hed saaledes »Company til kunstig Fremstilling af Sødmælk og Fløde«. Et fortræffeligt Navn! Vi fik paa det et Par godtroende Spækhøkere til at tegne sig som Garanter.«

»Bien! De mener altsaa, at der kunde være Mulighed for at faa dannet et lignende Konsortium her, naar en Mand f.Eks. fremlagde Beregninger og nøjagtige Overslag, der tilfulde godtgjorde,|195| at hans Plan — om den gennemførtes med Energi — engang vilde kunne indbringe Millioner?«

»Ja — hvorfor ikke?«

Svarets overraskende Ligefremhed gjorde Per mistænksom. Han vil lokke mig i en Fælde, tænkte han. Han kender mine Planer, og nu er det hans Mening at jeg skal udlevere mig, saa han bagefter kan prostituere mig for Jakobe og hendes Familje.

Han trak sig atter ind i sig selv og tav. Men da Hr. Delft nu tog til sin Hat, som vilde han gaa, blev han alligevel urolig. Han sagde til sig selv, at han jo dog vilde være nødt til at gribe til en eller anden fortvivlet Udvej for at skaffe Penge, og han besluttede at vove sig i hvert Fald endnu et lille Stykke frem. Men pludselig faldt der en stor Lede over ham. Han følte sig saa nedværdiget af disse uendelige Pengebekymringer. Han harmedes ved saaledes stadig at maatte gaa Snigveje og hykle og lyve for at skaffe sig, hvad han skulde bruge. I en Slags Desperation brød han med alle Betænkeligheder og sagde:

»Hr. Direktør — skal vi ikke lade al Forstillelse fare? Jeg kan forstaa paa Dem, at De kender min Tilbøjelighed for Deres Niece, og jeg gør Dem gerne den Indrømmelse, at det er noget ubesindigt af mig i min nuværende Stilling at gøre mig Forhaabninger overfor en Dame med saa mange udmærkede — baade indre og ydre — Fortrin.«

»Meget smukt talt. Meget smukt.«

»Nu vel. De har selv bragt Sagen paa Bane, og De har derved givet mig nogen Berettigelse til at gøre Dem følgende ligefremme Spørgsmaal: Vil De, Hr. Direktør, sætte Dem i Bevægelse for til Gunst for mig at faa dannet et saadant Interessentskab som det, vi før talte om?«

»Jeg?« udbrød den lille Mand og rejste sig i hyklet Bestyrtelse halvt op fra Stolen.

»Ja, netop De!« vedblev Per. »Jeg tilstaar, jeg er for Tiden i stærk Forlegenhed. Jeg maa have Penge ... Jeg skal have Penge, om jeg saa skal stjæle dem.«

Hr. Delft, der iøvrig troede, at det stadig var Nanny, Pers Planer galdt, var nu kommen derhen, hvor han vilde. Pers sidste Udtalelse syntes han godt om. Den bestyrkede ham i høj Grad i Troen paa, at Per sad inde med Betingelser for at gøre Karriere og opnaa en Samfundsstilling, der anstod sig hans Søsters Datter.

Han lo pludselig helt fornøjet.

»De er ikke ueffen. Tror jeg ikke, De foreslaar mig en Geschæft om min egen Niece. Naa — Tanken respekterer jeg. Men jeg gør ikke Privatforretninger mere. Heller ikke med unge Piger. Men nu skal jeg sige Dem, hvorfor jeg er kommen. Jeg har Tillid til Dem, unge Mand! Jeg har Tro paa Deres Fremtid, og jeg vil hjælpe Dem. De trænger til Penge. De skal faa dem. Men jeg siger Dem straks — her bliver ikke Tale om at betale nogen Rente eller saadan noget. Det er altsaa ingen Forretning, forstaar De — saa kan De ellers kalde det, hvad De vil. Kender De David Griesmann, Overretssagføreren? Han boer i Klosterstræde. Hos ham kan De hæve, hvad De foreløbig har Brug for, mod Sikkerhed i — nu ja, i det forventede Udbytte af Deres eminente Opdagelser, naturligvis. Men — jeg siger Dem — jeg vil have mit Navn holdt udenfor. Dersom Nogen spørger mig, om det er mig, der forstrækker Dem, siger jeg rentud nej. At De forstaar mig!«

Per svarede ingenting. Hr. Delfts Tone og overlegne Beskyttermine gjorde ham det umuligt at fortsætte Forhandlingen; og desuden havde han ingensomhelst Tillid til Paalideligheden af dette altfor uegennyttige Tilbud.

Da »Direktøren« nu igen tog til sin Hat, holdt han ham derfor ikke længer tilbage. Han sagde blot med et Smil — for at give en Slags Forklaring:

»Ja, naturligvis opfatter jeg Deres Tilbud som et muntert Indfald. Forhaabentlig forstod De ogsaa nok, at mine Ord var ment i Spøg. De smittede mig virkelig med Deres amerikanske Historie.«

Hr. Delft saae først lidt overrasket paa ham. Derpaa smilte han med sit aller ubarmhjertigste Smil.

»Gudbevares, Hr. Ingeniør! De har altfor ringe Tillid til min Opfattelsesevne. Den fejler ellers ikke noget, vil jeg sige Dem. |197| Imidlertid ... skulde De ved Lejlighed faa Lyst til at fortsætte Spøgen, saa veed De nu, hvor Hr. Griesmann boer. Han har Kontortid mellem ti og fire. Og jeg kan forsikre Dem, han har megen komisk Sans ... megen komisk Sans! Jeg anbefaler mig!«

Han stod allerede med Haanden paa Dørklinken, da han atter vendte sig om mod Per, der var bleven staaende ved Bordet.

»Endnu et Ord, Hr. Sidenius! De har til min Søstersøn omtalt en Enkebaronesse von Bernt-Adlersborg, ikke sandt? Undskyld mig mit paatrængende Spørgsmaal ... kender De noget nøjere til den Dame?«

»Nej. Jeg kendte en Smule til hendes afdøde Bror. Men hvorfor vil De —?«

»Undskyld mig! Det er en ældre Dame, ikke sandt? Og vistnok saadan lidt ... lidt morsch i Hovedet?«

»Maaske. Men maa jeg spørge — —?«

»Og De havde forleden et Brev fra hende, ... et venligt Brev fra Udlandet. Ivan har fortalt mig det. Hun havde bedt Dem om at besøge hende i hendes Hjem i Sommer, og hun beklager nu, at hun gennemgaar en Kur og først kommer tilbage til Vinter. Er det ikke rigtigt?«

»Men for Pokker!« udbrød nu Per utaalmodig og slog Knoen i Bordet. »Hvorfor gør De mig alle de Spørgsmaal?«

Men uden at lade sig forskrække gik den lille grimme Mandsling ham tæt ind paa Livet, løftede sig paa Taaspidserne og sagde:

»Jo — jeg skal sige Dem — der kunde muligvis ogsaa her i Landet tænkes Folk, der kun vil gifte deres Døtre bort til Mænd med et adeligt Navn. Adjø!«

Salomons var allerede i Slutningen af Maj flyttet ud til deres Sommerbolig »Skovbakken«, en Villa ved Kysten en Times Rejse fra København. Per tog gerne derud om Søndagen, naar der var aabent Hus, men viste sig ogsaa til andre Tider under Paaskud |198| at at ville raadføre sig med Ivan om Bøgers Trykning og lignende Ting, der angik hans Pjece. At ikke alle i Familjen var lige glade ved hans Besøg, og at navnlig Nanny oftere viste ham sin Ryg end sit Ansigt, efter at det var gaaet op for hende, at hun var bleven vraget, bekymrede ham ikke. Fra det Øjeblik, han var kommen til den Overbevisning, at det var Søsteren, han holdt af, og at han næppe forringede sine Fremtidsudsigter ved at følge sin Tilbøjelighed, søgte han under sine Besøg udelukkende Jakobes Selskab.

Nu var der ulykkeligvis ikke foregaaet en tilsvarende Stigning i Jakobes Følelser for ham. Tværtimod. Noget af den Uhygge, hans Person havde indgydt hende ved deres allerførste Møde, var igen bleven levende hos hende efter hin Aftensamtale i København, hvor han havde betroet hende sit Forhold til Forældre og Søskende. Saa oprigtigt hendes eget Had til Kristendommen end var, stødtes hun tilbage af den tilsyneladende Ro og Ufølsomhed, hvormed han havde omtalt den hele Sag. I sin mosaiske Ærefrygt for Hjemmet og Slægten skræmmedes hun af en saadan Uforsonlighed overfor de Nærmeste.

Saa var der desuden kommen noget i selve hans Optræden, der virkede ubehageligt paa hende. Efterhaanden som han overvandt sin selskabelige Usikkerhed, der hidtil havde lagt en Dæmper paa hans Selvfølelse, ytrede der sig blandt andet en uheldig Tilbøjelighed hos ham til at tale i Tide og Utide. Efter at have læst en halv Snes Bøger af Dr. Nathan og ligesindede Forfattere følte han sin Viden tilstrækkelig grundfæstet og kastede sig med provinsiel Frejdighed ind i enhver Diskussion om Tidens store Frigørelseskamp. Navnlig efter Middgsbordet, ¹ hvor han gerne drak tæt, gav han sig uforknyt til at forkynde, ja næsten præke om Menneskehedens kommende Stortid og Naturvidenskabens Evangelier — paa en Maade, der undertiden vakte Smil og Forlegenhed hos dem, der hørte ham.

Han vilde absolut paa enhver Vis udmærke sig. Paa Spasereturene ude i Skoven sprang han over alle Vejbommene og opfordrede de andre Herrer i Selskabet til at gøre ham det efter. Var de ude at ro, tog han straks begge Aarerne for at gøre sig til |199| af sine Armkræfter. — Ogsaa med sin Paaklædning stødte han an. Efter tarvelig Mode sad hans Klæder meget stramt omkring ham og fremhævede næsten uanstændigt hans kraftige Legemsformer. Dertil havde han nu til Sommerbrug anskaffet sig en egen Slags dybt udringet Linned, der ikke alene blottede hans muskelsvære Hals, men tillige aabenbarede det øverste af Brystet, hvad der gav ham en vis utækkelig Lighed med den Slags unge Mennesker, der ernærer sig af Glædespigernes Kærlighed. Nanny hoverede regelmæssig, hver Gang han havde været der i Besøg. Hun plejede at sige: »Naar han en skønne Dag revner af Vigtighed, er jeg bange for, det bliver over Bagpartiet.«

Jakobe havde trods alt nærmest ondt af ham. Men da det endelig begyndte at gaa op for hende, at det var hende selv og ikke Søsteren, hans Efterstræbelse galdt, og at det var for at tækkes hende, han saadan slog om sig med sin Kraftnatur, vidste hun ikke længer, hvad hun skulde stille op med ham. Hun sørgede for aldrig mere at blive ene med ham, og hun talte til sin Broder om, at han maatte se at faa ham til at gøre Alvor af den Udenlandsrejse, der havde været talt om. Det gik ikke an, sagde hun, at han blev ved at komme der i Huset, før han i det mindste selv indsaae sin Mangel paa Kulturafslibning; og hertil vilde et Ophold blandt Fremmede vistnok hurtigst hjælpe ham.

Tilsidst blev Bevidstheden om hans Hensigter hende uudholdelig, og en Dag var det nær gaaet galt. Det var i Begyndelsen af Juli. Familjen sad ude paa den brede, gruslagte Terrasse foran Villaen og nød Aftenkøligheden efter en lummerhed Dag. Man havde nylig rejst sig fra Middagsbordet og sad endnu ved Kaffen. Paa den monumentale, togrenede Marmortrappe, der førte ned til Vandet mellem Rosenbuskadser, løb og krøb de mindre og mindste Børn op og ned i hvide Dragter og store Solhatte. Det var midt i Blomstringstiden. Buskene blussede af Farver, og ved hvert Vindpust gled en Vellugtsbølge henover Kaffebordet og blandede sig med Duften af Philip Salomons Havannacigar.

Der var ingen andre Fremmede end Husvennen, Hr. Eybert, som Dagen i Forvejen var kommen hjem fra sin aarlige Baderejse|200| med en ny, umærkelig lille Isseplade fra Gossec i Paris. Den fyrretyveaarige Mand tog sig helt ungdommelig ud, som han sad der, brunet af Sydfrankrigs Sol, og fortalte om sine Alpeudflugter og om fælles Bekendte, han havde truffet undervejs. Philip Salomon, der havde rykket sig lidt bort fra Bordet for at gennemløbe Aftenaviserne, indskød nu og da et Spørgsmaal eller meddelte Ivan en Børsnyhed. Uden Vanskelighed fulgte denne Mand to-tre forskellige Samtaler samtidig med, at han multiplicerede femcifrede Tal i Hovedet og opskrev Facit et eller andet Sted i sin Hukommelses mægtige Kopibog. Og alligevel var der ingen af dem alle, der mere bevidst end han nød Aftenens Fred og Rosenduften og det hele Hjemmelivs Tryghed og Glæde.

Nanny var ikke hjemme. Umiddelbart efter Bordet var hun taget bort for sammen med en Veninde at overvære en Sommerkoncert paa Klampenborg, hvortil hun var bleven indbudt af Dyhring — Journalisten.

Ved Otte-Tiden dukkede Per pludselig op. Han var i slet Lune. Tvunget af Nøden og i Grunden uden at vente nogetsomhelst Resultat deraf havde han om Formiddagen opsøgt den Overretssagfører Griesmann, til hvem Hr. Delft med saa mystiske Ord havde henvist ham; og til sin Forbavselse havde han straks faaet udbetalt en større Sum alene ved at nævne sit Navn og udstede en Kvittering. Men til Trods for, at han herved for lang Tid var bleven befriet for den eneste, virkelige Sorg, han endnu kendte og anerkendte, var han gaaet utilfreds og urolig hjem. Med en Fornemmelse af paa uværdig Maade at have solgt sig havde han laaset Seddelbunkerne inde i sin Kommodeskuffe uden engang at ville eftertælle dem.

Synet af den hjemvendte Medbejler, som sad der forynget ved Jakobes Side, forbedrede ikke hans Sindsstemning. I den Sum af meget blandede Følelser, der udgjorde Pers Kærlighed til den unge Dame, var Forfængeligheden en af de mest fremtrædende; og selv et mindre mistænksomt Øje end hans vilde straks have kunnet se, at hun ikke var saa lidt optaget af Hr. Eyberts Tilbagekomst.

Med beregnet Skødelsløshed hilste han paa sin Rival; men |201| kom uheldigvis til at overdrive i en Grad, saa den ganske forfejlede sin Virkning og fik Hr. Eybert til at smile.

»Jeg tror, jeg har været saa uheldig at gøre mig den unge Mand til Fjende,« bemærkede han paa Fransk halvhøjt til Jakobe, der undlod at svare.

Imidlertid opfattedes Ordene ogsaa af Per, og hans Ansigt falmede. Trods gentagne Opfordringer til at tage Plads blev han staaende. Selv da Ivan skød en Stol helt hen til ham, satte han sig ikke. Han anbragte blot Haanden paa dens Ryg, og i denne Stilling blev han ved at se over paa Eybert med et uforskammet Blik. Der blev nogen Uro mellem de andre. Men i det samme kom der heldigvis nye Besøgende, og en Skandale blev afværget.

Jakobe forvandt dog ikke hele Aftenen disse Øjeblikkes angstfulde Ophidselse. Og hun lovede sig selv, at hun nu ikke længer vilde finde sig i denne taabelige Drengs Anmasselser. Hun havde aabenbart allerede vist ham en altfor stor Overbærenhed. Dersom han endnu en eneste Gang vovede at vise en saadan Opførsel, vilde hun bede Faderen forbyde ham Huset. Den dumme, indbildske Knægt! Hvad maatte Eybert tænke.

Da de Fremmede var gaaet og Moderen og Jakobe nogle Øjeblikke havde siddet alene paa Terrassen uden at sige noget, gav den første sig til at tale om Eybert.

»Jeg tror, han var lidt urolig for sin lille Astrid. Hun er nok igen ikke rigtig flink.«

»Saa—aa,« sagde Jakobe og blev langsomt rød. »Det har jeg ikke hørt ham tale om. Det er dog vel ikke noget slemt?«

»Det tror jeg egentlig ikke; men det var dog vist at den Grund, han tog saa tidlig hjem. Han har jo ingen stor Tillid til sin Husholderske, veed du. Han er virkelig rigtig ilde stillet, stakkels Mand.«

Det sidste syntes Jakobe at overhøre. Hun lænede sig tilbage i Kurvestolen med Hænderne samlede i Skødet og saa ¹ ud over Sundet, der laa blankt og mælkefarvet under en stor og tom og stjerneløs Aftenhimmel. Ovre paa Svenskekysten brændte Ruderne endnu i Solnedgangsskæret.

Det var ikke nogen Hemmelighed for hende, at Forældrene |202| gerne saae hende gift med Eybert. Navnlig i den allersidste Tid havde Moderen røbet megen Iver for at paavirke hende i den Retning, hvad der forresten havde opbragt hende en lille Smule, fordi det havde været saa ganske overflødigt. Hendes Tanker havde i den sidste Maaned ganske af sig selv søgt ham hyppigere end nogensinde før i deres lange Bekendtskabstid. Hun havde under hans Fraværelse for første Gang for Alvor savnet hans Selskab. Hun havde næsten daglig længtes ... ikke alene efter deres fortrolige Meningsudvekslinger om alt det mistrøstende, der skete rundt om i Verden, men efter selve hans personlige Nærværelse, efter hans lyse Smil, hans kloge Øjne, efter den hele afklarede Ro, der prægede hans Væsen, og som virkede saa velgørende paa hende. Naar hun før var kommen til at rødme, var det paa Grund af det stærke Indtryk, det gjorde paa hende at høre om hans lille Datters Sygdom. Hun havde i det Øjeblik med Undseelse grebet sig i halvvejs at betragte sig som hans Børns Moder.

At hun ikke elskede ham saaledes, som hun før havde elsket andre, vidste hun godt; men herover gjorde hun sig ingen Skrupler. Nu i sin modne Alder foretrak hun denne tillidsfulde Tryghed, hun følte ved hans Side, for den store Lidenskabs hærgende Feber. Hun sagde til sig selv, at var han ikke et saadan stolt og herligt Sandhedsvidne, som hun engang i sin Ungdoms Overmod havde drømt om at skænke Hvile og Glæde ved sit Bryst, saa var han dog en Mand med en alvorlig Overbevisning. Og var han ikke længer helt ung, saa skæmmedes han til Gengæld ikke af den Ufærdighed og den forlorne Mandighed, der ofte gjorde unge Mænd saa usmagelige.

Og saa var der altid en saadan ren og god Lugt ved hans Person, — hvad der betød uendelig meget for hende, der ikke kunde være sammen med Nogen uden at modtage et ganske bestemt Lugtindtryk af Vedkommende og lang Tid efter til sin store Plage forfølges deraf, undertiden som en ulidelig Hallucination. — Per sporede hun i over tre Alens Afstand paa den Fattigdommens Stank af Hengemthed og daarlig Vadsk og gammel Tobak, der hang ved hans Klæder.

|203|

Endelig besad Eybert et Fortrin, der havde beskæftiget hende, endog før han paa nogen Maade var bleven hende sympatisk. Han var af en anset Familje, og med sine gode Formuesforhold og sin akademiske Fortid (han var statsvidenskabelig Kandidat) var han hurtig bleven en af den fremblomstrende københavnske Liberalismes ledende Mænd med Sæde i Tinget og en ikke helt ringe Indflydelse paa sit Partis Politik. Folk, der morede sig med at sammensætte Ministerlister for det Tilfælde, at frisindede Anskuelser engang skulde blive repræsenterede i Regeringen, nævnte gerne hans Navn i første Række; og en saadan Udsigt til Højhed og Magtbesiddelse havde bestandig haft noget tillokkende for hende. Den Ligegyldighed for selskabelig Rang og ydre Udmærkelse, som hun bar tilskue, var ikke helt naturlig; den var et Nødskjul, som Klogskab og Stolthed paabød hende. I flygtige Øjeblikke kunde endnu Drømme om i selve Hoffets Sale at faa Oprejsning for alle Ydmygelser og ved Kongers og Kejseres Arm at triumfere over sit Blods Forhaanere faa hendes Kinder til at gløde. Dersom ikke hendes nøgterne Forstand hurtig havde overbevist hende om Fantasteriet i slige Tanker, skulde hun visselig ikke have ladet den stakkels Eybert gaa saalænge og sukke forgæves.

*       *
*

For Pers Vedkommende fik Sammenstødet med Eybert den Betydning, at han besluttede sig til at fri snarest mulig. Nu, da han var kommen til Penge, vilde han nemlig gøre Alvor af at rejse bort et Aarstid for at gøre praktiske Studier rundtom i Udlandet — baade i Evropa og Amerika. Men forinden vilde han sikre sig Jakobe. Han turde ikke udsætte sig for, at Hr. Eybert eller en anden omluskende gammel Ræv snappede hende bort under hans Fraværelse.

At Jakobe just ikke opmuntrede ham men endog temmelig tydeligt undgik hans Selskab, nedslog ikke hans Haab. Han havde fra første Færd været klar over, at han maatte gaa lempelig tilværks, saa at sige erobre hende Stykke for Stykke, ... og |204| forresten mente han allerede at være rykket hendes Hjerte saa nær, at han kunde høre det banke. Den forøgede Skyhed, hvormed hun i den sidste Tid omgikkes ham, opfattede han netop som et godt Tegn. Nu vilde han holde sig lidt paa Afstand og give hende Ro og Tid til at overveje, forinden han skred til Handling.

En Dag fik han et Ekspresbrev fra Ivan, der glædestraalende meddelte ham, at den Artikel, Dyhring havde lovet at skrive om hans Ideer, nu var gaaet i Trykken og rimeligvis vilde komme i »Falken« allerede den næste Dag.

»Tjen mig nu i« — skrev han — »at gøre Dyhring en Visit. Jeg veed, han vil sætte Pris derpaa. Betænk, at det vil kunne blive af Betydning for Dem at overvinde den Uvilje, De mulig føler ved at foretage et saadant Skridt. Dyhring vil paa mange Maader kunne gøre Dem Tjenester baade nu og i Fremtiden. Som jeg før har tilladt mig at sige Dem, kære Sidenius — Pressens Bistand er i vore Dage en uomgængelig Nødvendighed!!«

Per sov ikke meget den Nat. Ivan havde for en Ugestid siden igen ført ham sammen med den ansete unge Journalist, og Per havde ved den Lejlighed endelig givet efter for Vennens Bønner og lukket lidt op for sine Hemmeligheder. Forøvrig havde han selv anset det for ganske klogt saaledes at berede Vejen for sit Skrift, og han var nu spændt paa for første Gang at se sit Navn og sine Tanker forkyndt for den undrende Verden.

Det blev dog kun til Skuffelse og Ærgrelse for ham. I Stedet for den ledende Artikel, han havde ventet, fandt han paa Bladets tredje Side en halv Spalte trykt med Petit og underskrevet med et af Dyhrings mange Mærker S'il vous plait. At Artiklen var holdt i en spøgefuld Tone, mærkede han endda slet ikke. Endog Overskriften »Millionærer søges« optog han i fuldeste Alvor. Derimod var han højlig misfornøjet med ikke et eneste Sted at finde sit Navn men gennem hele Artiklen at se sig ubestemt betegnet som »Planens unge, talentfulde Ophavsmand« eller lignende. Ogsaa var han dybt forarget over den overfladiske|205| Behandling af Bekostningsspørgsmaalet, og navnlig blev han aldeles rasende over en fejlagtig Anbringelse af et Komma i en Decimalbrøk, der efter hans Mening ganske vilde forvirre Begreberne om Værkets Karakter og Betydning.

Det havde ellers været langt fra hans Hensigt at give efter for Ivans Ønske om, at han skulde gøre Hr. Dyhring en Takkevisit; han fandt, at det snarere maatte være denne, som var ham Tak skyldig for Stof til en opsigtsvækkende Artikel. Men nu betragtede han det som sin ligefremme Pligt at bekvemme sig til dette Besøg for at faa den kompromitterende Decimalbrøk rettet hurtigst mulig. Endnu samme Formiddag søgte han derfor Dyhring paa hans private Bopæl, — en elegant Ungkarlelejlighed i et af Byens flotteste Kvarterer.

Skønt Klokken var næsten tolv, var Dyhring endnu ikke paaklædt. Hans Husholderske nægtede ham af den Grund hjemme; men Sovekammerdøren blev i det samme aabnet lidt, og Journalistens gyldenblonde Hoved kiggede frem med en Silkepapirspapillot viklet om hver af Mustachespidserne.

»Ah, er det Dem!« — Tonen lød lidt skuffet — »Naa ja, gaa De kun ind. Min Frisør er i Øjeblikket hos mig. Jeg skal straks være til Tjeneste.«

Per fik god Tid til at se sig omkring i Dyhrings Stuer, om hvis udskejende Luksus der gik saa mange overdrevne Rygter. Elegant var der uimodsigeligt. Silkebetrukne Møbler i Arbejdsværelset ... Gobelinstapet ... Malerier ... Stabler af Bøger og Tidsskrifthefter henkastede paa Stolene. Et Harem af Dameportrætter paa Skrivebordet. — Inde i den tilstødende Spisestue, hvortil Døren stod aaben, saaes et festlig dækket Frokostbord med en skinnende hvid Dug, Vinkaraffe, Blomster og Frugter.

Per kunde ikke lade være med i sit stille Sind at anstille en Sammenligning mellem dette Hjem og sine egne to smaa, mørke Kamre — og han grebes af en ham ellers uvant Utaalmodighed. Det var ikke, fordi han paa nogen Maade misundte et Menneske som Dyhring, der i hans Øjne var en halvt foragtelig Person, en Slags Alfons hos den store Skøge Bysladderen eller |206| den offenlige Mening. Men det harmede ham, at en saadan ussel Avisskriver allerede havde naaet en Uafhængighed og Magtstilling, som han selv endnu kun kunde drømme om.

Endelig kom Dyhring ind: lille og spændstig, — en Taagænger — klædt i chokoladefarvede Benklæder, Safianstøfler og en kort, kraprød Hjemmejakke med sorte Silkeopslag.

»Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste, Hr. Sidenius?« spurgte han som den, der var vant til at modtage Ansøgere. »Vil De ikke tage Plads.«

Disse to omtrent jævnaldrende unge Mænd, der satte sig der overfor hinanden, hver i sin himmelblaa Silkelænestol, og kastede Benene overkors, havde trods al ydre Ulighed ikke saa lidt tilfælles. Otto Dyhring var ligesom Per et hjemløst Barn. Han var Søn af en forgældet og udsvævende Officer, der efter faa Aars Ægteskab havde lagt sin Kone i Graven og siden var død for egen Haand. Slægtninge i Provinsen havde givet ham Naadsensbrød, og atten Aar gammel var han kommen til København som Student, fattig og forsømt, men — ligesom Per — opfyldt af de dristigste Forventninger og fast besluttet paa for enhver Pris at gøre sin Lykke og skaffe sig Oprejsning for Barndomstidens Afsavn og Ydmygelser. Med en soldatermæssig Koldblodighed, der ikke kendte til Anfægtelser, og med en instinktsikker Fornemmelse af, hvor Aladdinslampen for Tiden laa skjult, havde han kastet sig ind i Journalistiken, der netop i de Aar efter udenlandsk Mønster havde brudt Politikens Overmagt og lagt Hovedvægten paa et mangfoldigt, literært bearbejdet Nyhedsstof. Uden særlig mærkelige Evner som Skribent men med de Uinteresseredes vevre Smidighed havde han — støttet af et Ydre, der behagede Kvinderne — hurtig opnaaet en indflydelsesrig Stilling ved et af Hovedstadens toneangivende Blade og udnyttede den hensynsløst, ganske ubekymret af Borgerskabets Fordømmelse. Allerede fra sit enogtyvende Aar havde han haft en Aarsindkomst, der nærmede sig en Ministergage. Teaterdirektørerne kappedes om at spille hans Farcebearbejdelser; Bogforlæggerne tilkøbte sig hans Bevaagenhed ved at udgive hans Oversættelser, som besørgedes af en eller anden fattig Sproglærer; |207| Skuespillere og Varietesangerinder, unge Digtere og graanende Jubilarer, Bitterfabrikanter og Cirkusdirektører, ... alle bejlede de til hans Gunst, viste ham alleslags Opmærksomheder, for Kvindernes Vedkommende oftest ved Ydelser in natura. Som en ung Gud tronede han højt i sin uanfægtelige Sorgløshed — tilbedt og afskyet, misundt og foragtet — levende kongeligt paa Menneskenes Dumhed, Forfængelighed, Fejghed og Hykleri.

Artiklen om Pers Projekt havde han alene skrevet for at tjene Ivan Salomon, der undertiden var ham behjælpelig med at anbringe en Veksel. Per selv interesserede ham ikke det bitterste, og for hurtig at blive af med ham lovede han straks at ville indføre de begærede Rettelser i det næste Nummer af »Falken«. Men naar Per først var begyndt at tale om sit Værk, var han ikke let at standse. Dyhring blev fortvivlet. Han sad tilsidst og gabede ganske ugenert bag sin kvindelig hvide Haand. Desuden ventede han et Damebesøg. Foruden Artiklen om Per havde han i Dagsnummeret af Bladet en lyrisk Lovprisning af en Balletdame, der for Tiden optraadte i Cirkus, — og han ventede nu den ham tilkommende Tribut.

Endelig brød Per op, og Dyhring gik ind i sin Spisestue, hvortil Døren under Besøget var bleven lukket af en usynlig Haand. Idet han stod paa Tærskelen, gik han bagover af Forbavselse, ... derhenne paa Stolen foran hans Opdækning sad Nanny Salomon med bredskygget, hvid Kniplingshat paa Hovedet og en halvfortæret Radise i Haanden. Hendes sædvanlige Følgeveninde, den lille skæve Olga Davidsen, stod henne ved Vinduet, sprudrød af forlegen Munterhed.

»Maa jeg spørge ... hvordan i Alverden er de ærede Damer sluppen herind? Jeg har ikke hørt det ringe.«

»Hvorfor skulde vi ringe? Jeg har jo Deres Entrenøgle,« svarede Nanny med en Dristighed, der bragte Veninden til formelig at snappe efter Vejret. »Forresten stod Døren aaben ... Deres Madamme var ved at feje derude. Hun fortalte os, at der var Nogen inde hos Dem, og saa bad vi hende vise os herind ... Det er ellers rigtig gode Radiser, De holder.«

Hun udsøgte sig omhyggelig en ny af Asiettens Beholdning, |208| dyppede den i Saltkarret og satte sine skinnende hvide Tænder i den.

»De er virkelig modig, Frøken Nanny! Veed De, hvem det var, der i dette Øjeblik forlod mig?«

»Ja, det var jo Hr. Sidenius. Hans Stemme tager man virkelig ikke fejl af.«

»Og det siger De saadan ganske rolig. Sæt nu, at De var kommen blot to Minutter senere, — saa var De løbet lige i Armene paa ham.«

»Nu ja, det havde maaske været ganske behageligt.«

Dyhring truede smilende ad hende med Fingren.

»Slemme — letsindige — henrivende Frøken Nanny! Hvad skal man dog tænke om Dem?«

»Aa —,« sagde hun og gav sig til at mønstre alle Retterne paa Bordet. »De skal tænke, at jeg er gruelig sulten, og at jeg kunde have den største Lyst til at spise Frokost hos Dem ... her er saa mange lækre Sager. Ym ... Gaaseleverpostej! Min Livret ... Naa, men lad os komme til Forretningerne,« afbrød hun sig selv, viskede sig om Munden med hans Serviet og rejste sig. »Veed De, at det idag er sidste Dag, »Bakken« er aaben for i Sommer? Og skammer De Dem ikke en lille Smule over ikke en eneste Gang at have tilbudt to unge uskyldige Piger Deres Gelejdelse derop? De veed dog, vi maa ikke gaa der alene for vore Mama'er.«

»Men Herregud, hvad vil De paa Bakken?«

»Hvad vi vil der? ... Olga, hører du! Hr. Dyhring er naiv, han spørger, hvad vi vil der! Vi vil more os, naturligvis! Vi vil høre paa Lirekasserne og køre paa Karussel og spise varme Vafler og se paa Ildmanden og paa den fede Dame —.«

»Naa, ikke lidt mere?«

»Jo, saa vil vi høre paa Syngepigerne og danse paa den aabne Estrade ... Men først og fremmest vil jeg have en Skrigeballon. En rigtig rød og væmmelig Skrigeballon, der kan sige Bæ—æh! At De veed det!«

Dyhring, der med sammenknebne Øjne havde betragtet den unge Piges svulmende Bryster og hvide Arme, som skimtedes |209| under Kjolelivets klare Sommerstof, var imidlertid gaaet hende ganske nær og sagde nu med halv Stemme, for at Veninden ikke skulde høre det:

»Det er meget betænksomt af Dem, Frøken Salomon, at De altid tager en Sauvegarde med Dem. De er virkelig saa forførende i den Dragt der, at — —.«

Han fik ikke talt ud.

»Olga,« sagde Nannny ¹ vendt mod Veninden. »Nu gaar vi. Hr. Dyhring begynder at blive upassende ... Tjenerinde!«

Hun trak med to Fingre ud i sit Kjoleskørt og nejede. Saa gik hun stoltserende ud af Stuen med Armen om sin Ledsagerskes Liv.

Men i Døren standsede hun, saae sig tilbage over Skuldren og sagde:

»Er det altsaa en Aftale, at vi mødes Klokken syv ved Klampenborgstationen? ... Men det vil jeg sige Dem, at dersom De sladrer af Skole og fortæller Mama, at vi har været heroppe, saa siger jeg, at De lyver, og saa faar De aldrig mere Lov til at kysse mig — undtagen paa Munden.«

»Men Nanny, du er dog helt tosset idag,« hviskede Veninden, idet hun skyndsomst trak hende med sig.

Mens Dyhring nød sit ensomme Maaltid, tømte han et Par Gange tankefuldt sit Sherryglas og sank hen i alvorlige Betragtninger. Den unge Levemand var i den sidste Tid begyndt at beskæftige sig med Ægteskabsplaner. Han havde en Dag sammentalt Summerne paa sine løbende Veksler og var kommen til det Resultat, at han ikke længer turde opsætte at gøre et godt Parti. Af de forskellige unge Rigmandsdøtre, overfor hvem han i den Anledning havde indledet et noget skødesløst Kurmageri, var Nanny Salomon ikke netop den guldvægtigste og derfor heller ikke den, han hidtil nærmest havde haft i Kikkerten. Derimod var hun ubetinget den smukkeste, den kvikkeste, den dristigste, kort sagt den, der mest lignede den Slags Kvinder, han holdt af at omgive sig med.

Men nu ringede det igen paa hans Dør. Og skønt han havde givet Husholdersken strenge Ordrer til ikke at indlade andre |210| end en vis Cirkusdame med ildrødt Krushaar, hørte han et Mandfolk tale højt ude i Forstuen og sætte en Stok i Paraplystativet. Døren blev slaaet op, og paa Tærskelen stod en ældre, strengt udseende Herre med et blussende Ansigt — Oberst Bjerregrav.

»Jeg tænkte nok, du var hjemme alligevel. Bliv bare siddende ... Jeg ser, jeg forstyrrer dig i dit Arbejde.«

»Min ærbødige Hilsen, Onkel! ... Vil du gøre mig den Ære at tage Plads ved mit Bord?«

»Du skal have Tak, jeg holder ikke af at spise paa offenlig Bekostning. Desuden har jeg spist Frokost for mere end to Timer siden.«

»Et Glas Vin maaske?«

»Du skal ingensomhelst Ulejlighed gøre dig. Det er i det hele ikke for min Fornøjelses Skyld, jeg er kommen.«

»Jeg kan næsten tænke det. Du maa rimeligvis have noget alvorligt paa Hjerte, siden du har kunnet overvinde dig til at se herind.«

»Deri tager du ikke synderlig fejl, min Ven! Nogen Længsel efter at gense dig har i hvert Fald ikke drevet mig. For altsaa at gaa lige til Sagen: jeg saae tilfældig imorges paa min Barberstue det Smudsblad, du skriver i, og fandt deri en Artikel om et saakaldt Vandbygningsprojekt ... en Artikel, som du rimeligvis kender noget til ... i hvert Fald mente jeg at kunne genkende din flabede Stil. Maa jeg spørge, hvad er Meningen med den Artikel? Det er mig ikke bekendt, at du paa noget Tidspunkt af dit Liv har beskæftiget dig med alvorlige Ting, altsaa heller ikke med Vandbygningsvæsenet; og skønt jeg ikke tvivler om, at du i Almindelighed skriver om Forhold, du ikke har ringeste Forstand paa, saa finder jeg Anledning til i dette enkelte Tilfælde at advare dig mod at fortsætte dine dumme Skriverier.«

»Ja, jeg har allerede hørt det, ... der skal nok være indløbet et Par Misforstaaelser,« sagde Dyhring smilende.

»Misforstaaelser? Det hele er en kolossal Taabelighed, min Ven, som du for din egen Skyld skulde vogte dig for oftere at røre op i. Og du tager storlig fejl, dersom du mener at gøre |211| den unge Mand nogen Tjeneste dermed, — du opnaaar ¹ i det højeste at gøre ham endnu mere storforrykt, end han er i Forvejen.«

»Du kender ham altsaa?«

»Kender ... og kender! Fyren har jo rendt mig paa Døren med det taabelige Projekt. Han er jo aldeles løbsk!«

»Saa du mener ikke, han duer til noget?«

»Nu, det vil jeg ikke netop sige. Men han er ganske umoden, har ikke haft Taalmodighed til at lære noget og bilder sig ikke desmindre ind at kunne kritisere andre ... ja at have en Mission som Fornyer. Mindre kan ikke gøre det! Og nu vil han udgive en Pjece, skriver du.«

»Gør jeg det?«

»Naturligvis! Der skal laves Spektakler, gøres Optøjer! Det er denne Jødedoktor, der har sat Ungdommen Fluer i Hovedet. Der skal luftes ud, som det saa stort hedder. Der skal paa alle Omraader reformeres og revolutioneres — —.«

»Men sig mig, Onkel, trænges der egenlig ikke til det? Jeg synes at erindre, at du ofte selv har udtalt dig ret kraftigt om den nationale Søvnagtighed og vore hjemlige Ingeniørers Mangel paa Initiativ. Ja — hvordan er det? — du har jo selv engang udgivet en Pjece, som nok skal have været temmelig skrap i Tonen.«

»Det er en ganske anden Sag ... og jeg skal have mig meget frabedt, at du drager den Slags Sammenligninger,« sagde Onkelen og blev rød helt op over Skaldepanden. »De Anker, jeg i sin Tid efter samvittighedsfuld Overvejelse tillod mig at rette mod Administrationen, var alle fuldt berettigede og vel begrundede. Dengang, ser du, var Oppositionen ikke et Udslag af drengeagtig Forvorpenhed men af alvorlige og fædrelandskærlige danske Mænds Bekymring for Landets Fremtid. Det gør en Forskel, min Far!«

»Tror du, at den Tids Magthavere netop havde den Opfattelse af jer?«

»Ja, det tror jeg ... men forresten er det aldeles ikke min Agt at indlade mig i nogen Diskussion med dig om de Ting. |212| Jeg har blot for din egen Skyld villet advare dig mod at støtte en Projektmager, som kun kan gøre dig og dit Blad latterlige i alle sagkyndige Folks Øjne. Du veed, at jeg absolut ikke er nogen Beundrer af din Virksomhed, men den Ros maa jeg dog give dig, at du hidtil har undgaaet at gøre dig ligefrem til Nar. Og — da jeg nu engang er her — lad mig saa med det samme sige dig noget, som jeg længe har haft Lyst til at tale til dig om, naar jeg læste dine Artikler. Det har undret mig, Otto, at du med din Forstand og dine — jeg kan godt sige — ikke almindelige journalistiske Evner ikke har indset, hvor du staar dig selv i Lyset ved at arbejde ved det ryggesløse Blad.«

»Har du maaske noget bedre at tilbyde mig, Onkel?«

»Det siger jeg ikke. Men det kunde maaske være. — Du veed vist, at Redaktør Hammer ved »Dannevang« hører til mine gode Bekendte. Vi har oftere talt sammen om dig. Han anerkender, som jeg, dit stilistiske Talent men beklager, at du anvender det i en saa slet Sags Tjeneste. Jeg vilde ikke anse det for usandsynligt, ... ja, jeg har Lov at sige, at der sikkert kunde stilles dig en fordelagtig Ansættelse ved Bladet i Udsigt, dersom du vilde føre dig lidt skikkelig op.«

»Dannevang! Jamen, det er jo reaktionært, Onkel! Og tilmed patentpatriotisk og militærbegejstret og skrupgudeligt. — Du vil da ikke, jeg skal svigte min Overbevisning?«

»Din Overbevisning! Hør, min Dreng, overfor mig kan du spare dig al Maskering. Jeg kender dig! Og nu vil jeg sige dig endnu en Ting. Jeg vil gøre dig en ny Indrømmelse. Du har i sin Tid valgt din Levevej med et Fremblik, som jeg maa yde min Anerkendelse. Journalistiken synes virkelig at skulle blive som et Springbræt for dem, der vil tilvejrs i Samfundet. Du har naturligvis set, at Redaktør Lille er bleven udnævnt til Gesandt i Washington. Nylig sprang jo en anden Journalist op til at blive Amtmand. Det være nu af det onde eller af det gode, saa er det altsaa et Faktum, at Regeringen yder den anstændige Presse sin Anerkendelse ogsaa ved Embedsbesættelser og det tilmed paa den fordomsfrieste Maade. Den Ting synes mig værd at betænke for dig, Otto! Husk paa, at overalt, hvor dine Kolleger|213| har Chancer, har du det i ganske fortrinlig Grad. Du bærer et Navn, der er vel anset i Hæren og som saadant ogsaa skattet ved Hoffet. At jeg er din Onkel og gerne støtter dig i enhver hæderlig Stræben, kan maaske ogsaa blive af en Smule Betydning for dig. Og endelig mangler du jo heller ikke selv Egenskaber, der vil kunne være dig til Gavn f.Eks. paa den diplomatiske Løbebane. Hvem veed? Maaske afhænger det kun af dig selv, min Dreng, om du engang skal blive Hr. Lilles Afløser paa Gesandtskabsposten i Washington.«

Dyhring, der havde smilet under denne Tale, gjorde sine Øjne smalle og sagde ud i Luften:

»Washington? ... Ja, hvorfor ikke? ... De amerikanske Damer skal jo være højst bedaarende. Og Køkkenet er vistnok i de højere Stænder ligesaa meget fransk som engelsk. — Jeg skal tænke over det, Onkel.«

Men nu havde Obersten nok. Han røg op med glødende Ansigt.

»Og saadan vover du at svare mig!«

»Ja, du maa undskylde mig, Onkel. Jeg kan nu engang ikke tage Livet saa højtideligt.«

»Nej — det er sandt,« sagde den gamle Militær efter et Ophold, og hans Stemme slog over af Bevægelse. »Du kan ikke tage Livet højtideligere. For dig og dine materialistiske, fædrelandsløse og gudløse Lige er jo Livet intet andet end en god eller daarlig Spøg. Fædrelandets Trængsler, Befolkningens Nød, politiske Ulykker, Krig og Pest og Brand — alt er for jer kun Underholdningsstof, Spalteføde, et Rov for jeres lejede Penne. Nej, I kan ikke tage Livet højtideligt. Men derfor vil Livet heller ikke bruge jer. Vær vis paa det! Livet vil forkaste jer spænde jer ud som unyttigt Skrammel, der er dømt til Tilintetgørelse! Vær vis paa det!«

Dyhring sad med fremstrakte Ben og Hænderne hægtede til Lommerne ved Tommelen. Han saae stadig ud i Luften med sine slangeagtig tilknebne Øjne.

»Tiden vil vise det, Onkel!«

*       *
*

|214|

Ude paa »Skovbakken« var Jakobe denne Eftermiddag ene hjemme. Fru Salomon var efter Frokosten gaaet over i Skoven med de yngste Børn, og Nanny var stadig i Byen. Jakobe opholdt sig i denne Tid mest paa sit Værelse. Hun havde igen faaet en af sine slemme Nedstemthedsperioder, led af stærke Hovedsmerter og laa søvnløs Nat efter Nat, holdt vaagen dels af sine legemlige Plager, dels af urolige og lidelsesfulde Tanker, fremkaldt af et nedværdigende, sanseligt Begær. Udmattet efter en saadan gennemvaaget Nat havde hun lagt sig hen paa sin Langstol og laa der sammenkrøben med halvaabne Øjne og Hænderne under Kinden. Værelset laa paa første Sal, og gennem den aabne Altandør havde hun Udsigt over nogle Trætoppe til et stort Stykke blaa Himmel med mange smaa, dunformede Skyer. Den dybe Stilhed omkring hende, gennemvævet som den var med Bladesuset derude fra Haven, dyssede hende nu og da ind i det nervøse Halvblund, hvorunder Legemet sover, uden at Bevidstheden tabes. Ved den mindste Lyd slog hun Øjnene op og var lysvaagen.

»Jakobe! Er du deroppe? ... For Pokker, er der Ingen hjemme i dette Forstyrrelsens Hus!«

Det var Onkel Heinrichs Stemme nede fra Haven. Hun rejste sig langsomt, sad nogle Øjeblikke med Hænderne trykket for Ansigtet og gik saa derned. Hun fandt Onkelen i Havesalen. Først beklagede han sig med sædvanlig Ubeherskethed over at have maattet vente, derpaa trak han en Pakke Papirer op af sin Brystlomme og kastede den hen paa et Bord.

»Der!« sagde han.

I Jakobes trætte Ansigt lyste det pludselig op. »Du har købt!«

»Jeg har fulgt din Ordre, ... jeg siger dig det nok engang; jeg vil ikke have noget Ansvar! Jeg har advaret dig tilstrækkelig mod det Fluepapir. I Længden er det noget Snavs.«

»Jeg kan høre paa dig, at de er gaaet op igen idag. Hvad sagde jeg?«

»Hvad sagde jeg ... hvad sagde jeg,« vrængede han efter hende. »I Fruentimmer er tossede! Har I spillet heldig engang, bilder I jer straks ind, at I forstaar jer paa Forretning. Saa er |215| din Søster dog lidt fornünftigere, hun lader sig dog sige ... løber ikke bestandig grassat.«

Jakobe trak kækt paa Skuldren, tog Papirerne — nogle usikre Sukkerandele — og puttede dem til sig. Baade hun og Nanny drev i al Hemmelighed lidt Børsspil med deres Paaklædningspenge, og Onkelen var den betroede Mellemmand ved disse Omsætninger. Begge spekulerede de med en vis Lidenskab; men medens Nanny alene dreves af Udsigten til Fortjeneste og altid foretrak det beskedne Udbytte af en forsigtig Jobben med solide Papirer, var det hovedsagelig Spillets Spænding, der fristede Jakobe, tilligemed den Triumf, det var for hende, naar hun stik imod Onkelens eller Avisernes Advarsler var bleven ved at vove paa en »Hausse« og slap heldig derfra.

Hr. Delft havde imidlertid faaet fat i Dagsnummeret af »Falken«, der laa paa Bordet sammen med Dagens andre Aviser. Han stod lidt og kiggede i den og sagde saa:

»Du har vel læst Dyhrings Artikel om ham, denne Sidenius? Jeg tror sgu, han slaar sig op, den Fyr!«

»Aa, Dyhring gør jo i Grunden bare Løjer med ham.«

»Løjer — hm. Veed du hvad, min Pige, det kunde saamænd gerne hænde, at de Løjer blev til Alvor engang. Han har Lykken med sig, den Knægt! Ved Gud, de snakker allerede om ham paa Børsen.«

Det sidste var nu pure Opspind; men Hr. Delft havde i den senere Tid grebet enhver Lejlighed til at holde Lovtaler over Per. Efter at det var gaaet op for ham, at det var selveste Jakobes Haand, Per efterstræbte, havde han faaet meget høje Tanker om hans Mod og søgte efter Evne at understøtte ham i hans dristige Foretagende. Dertil kom, at han nærede et ganske specielt Had til Eybert, hvem han trods ihærdig Bagvaskelse ikke havde været i Stand til at fortrænge af Familjens Gunst; og den blotte Tanke om endelig engang at se denne Mand ydmyget kunde faa Øjnene til at spille i Hovedet paa ham af Skadefryd.

Igen ved Middagsbordet blev »Falken«s Artikel bragt paa Bane, dennegang af Ivan, der var vendt hjem fra Byen opfyldt |216| af fantastiske Forestillinger om den Opsigt, den havde vakt. Han havde paa Vejen til Stationen været inde paa Redaktionskontoret hos Dyhring, der — uden at nævne noget bestemt Navn — havde fortalt om Onkelens Besøg og i det hele ladet ham forstaa, at han havde vovet sig meget langt ud ved at tjene ham i denne Sag og derfor haabede at kunne gøre Regning paa en Gentjeneste ved Lejlighed.

»De gamle Parykker begynder at blive bange!« jublede Ivan ud over Bordet. »De vil paa Forhaand knuse Sidenius ved at tvinge Bladene til Tavshed! Men det skal ikke lykkes dem!

Og faar han først Luft! Gud, hvor de vil hyle!«

Hverken Philip Salomon eller Fru Lea svarede noget hertil; navnlig den sidste iagttog i den senere Tid en paafaldende Tavshed, hvergang Pers Navn nævnedes. Jakobe sagde heller ingenting men syntes ganske optaget af at hjælpe en af de smaa Søskende, der havde Plads ved Siden af hende. Dog var hun hverken saa uopmærksom eller saa ligegyldig, som hun gav det Udseende af. Broderens Fortælling om de foregivne Trusler mod »Falken«s Redaktion drev hende endog et Øjeblik Blodet til Kinderne. Hun kunde nu engang ikke høre Tale om nogen Slags Tvang eller Forfølgelse uden straks at flamme op. Ivans overdrevne Forherligelse af Vennen afkølede hende dog hurtig, og det var tilsidst med et Udtryk af Lede, hun hørte paa hans triumferende Forkyndelser.

Da de sad ved Kaffebordet ude paa Terrassen, fik de Besøg af Eybert; og i samme Nu forsvandt Onkel Heinrich. Han kunde — som han med en hæslig Sigtelse plejede at sige — »ikke aande samme Luft som den Kviksølvæder.« Ogsaa Nanny tog kort efter bort for at køre til Stationen, mens Ivan allerede straks efter Bordet var ilet dertil — utaalmodig efter at erfare, om Aftenaviserne skulde indeholde noget om »Falken«s Artikel.

Eybert havde lejet sig Sommerbolig der i Nærheden og var i denne Tid næsten daglig Gæst paa »Skovbakken«. Alligevel kom han dennegang halvt bagpaa Jakobe. Da hun hørte Hundene gø, havde hun været overbevist om, at det var Per, der kom. Lige siden hun læste Artiklen om ham, havde hun ventet at |217| se ham. Hun kunde ikke tænke sig, at han skulde lade Dagen hengaa uden at fremstille sig her med sine friske Lavrbær, — og hun havde paa Forhaand følt Ubehag ved Synet og ynket ham. I sin glade Overraskelse gengældte hun Eyberts Hilsen med et usædvanlig varmt Haandtryk.

Det var overhovedet ikke grundløst, naar den aldrende Frier i denne Tid saae forhaabningsfuld ud. Jakobe gav ham for hver Dag mere talende Beviser paa, at hun betragtede deres Forlovelse som en halvvejs afgjort Sag. Blandt andet var hun begyndt at gaa med en østerlandsk Ring, han engang havde givet hende til en Fødselsdag, og som hun aldrig før havde villet bære; og naar hans to Smaapiger kom der i Besøg, sendte hun gerne Barnepigen hjem og tilbragte halve Dage alene med dem ude i Haven.

Nu fulgtes de ned til Stranden, hvor de en Tid gik samtalende frem og tilbage i Alleen langsmed Bolværket. Som saa ofte, naar de var alene, faldt deres Tale paa Politik. Det var dennegang Stormagternes Kolonierhvervelser og de dermed forbundne Krigsudrustninger, de kom ind paa; og Eybert udtalte Haabet om, at man herhjemme vedblivende vilde være saa forstandig at afholde sig fra al Slags Eventyrpolitik. Han tilhørte som Statsmand den nøgterne Skole; det var hans Ærgerrighed at repræsentere Ædrueligheden i dansk Politik, og trods sin sociale Stilling og sin Verdensmandsdannelse følte han sig naturlig knyttet til det brede, frisindede Landbodemokrati, der altid havde været Udtryk for Besindigheden i Nationen. I sine Samtaler med Jakobe gav han dog gerne sine Ord et noget dristigere, mere revolutionært Sving for at dække over Ulighederne i deres Karakterer. Hun havde paa alle Omrader ¹ en Forkærlighed for de yderliggaaende Standpunkter. Derfor fandt hun det ogsaa meget uklogt, om Landet paa Forhaand opgav al Kappestrid med Handelens og Industriens Stormagter og ikke i Tide søgte at sikre sig Handelspladser og Afsætningsmarkeder i de fjerne Fremtidslande. Som hun plejede at sige: Et saa lilleputagtigt Land som det danske var i sig selv en Urimelighed, et saa lille og saa fattigt Land var i Længden en Umulighed. Hun vilde have, |218| at der skulde rejses en Bevægelse herhjemme for at faa Folk til at forstaa, at kun ved Rigdom, ja ved Overflod befæstede en lille Stat sin Tilværelse og skabte sig Respekt hos de store.

Det var imidlertid begyndt at smaaregne. Ved Solnedgang blev Himlen ganske overtrukken, og de maatte søge under Tag. Inde i Havesalen var der bleven tændt et Par Lamper, og paa Fru Salomons Opfordring satte Eybert sig til Klaveret og spillede et Par Lieder ohne Worte, hendes Yndlingsmusik. Blandt mange andre fortræffelige Egenskaber besad Eybert ogsaa den at være musikalsk. Han spillede godt og navnlig korrekt og dertil med megen Følelse. Særlig denne Aften lagde han en saadan Ømhed i Foredraget, at Hensigten ikke let kunde misforstaaes.

Imidlertid stod Jakobe henne i den aabne Havedør med Skuldren støttet til Karmen og saae ud paa Regnen, der nu styrtede ned spandevis. Hun var ganske umusikalsk og blev hurtig fraværende, naar der spilledes. Aldeles uden Virkning listede Eybert sin smægtende Kærlighedserklæring ind i hendes Øre. Hun stod og tænkte paa, at Per alligevel ikke havde vist sig. I dette Tilfælde havde hun altsaa gjort ham Uret. Og hun følte sig nu lidt skamfuld derved. Dagens megen forherligende Tale om ham var i det hele ikke gaaet hende ganske sporløst forbi. Hun spurgte sig selv, om hun maaske havde værdsat ham for ringe og muligvis derfor ogsaa havde bedømt hans Væsens Egenart for strengt. Maaske var han virkelig en Naturkraft, der engang skulde rydde Skranker og rejse Kamp. I hvert Fald syntes han at eje lidt af de fødte Høvdingers Evne til at vinde Vaabenfølge. At tænke sig, at han havde faaet selve Onkel Heinrich lænket til sin Triumfvogn! — Naa, hun var jo endelig ikke selv helt ukendt med den Uhyggens Magt, der udgik fra hans lyse, havkolde Øjne. Mod manglede han jo heller ikke. Hun skulde ikke let glemme den Søndag Middag, da han havde sat dem alle i Skræk ved en dumdristig Svømmetur. Hun havde dengang tilfældig staaet her i Døren og set udover Vandet og hørt Kandidat Ballings og nogle andre Herrers barnligkaade Pjasken og Skrigen nede omkring Badehuset, som laa skjult |219| af Haven. Da saae hun pludselig hans mørke Hoved langt ude i den oprørte Sø. Hun tænkte i Begyndelsen slet ikke paa, at det kunde være et Menneske, endsige, at det var ham. Først idet der blev gjort Anskrig fra Badehuset, forstod hun det, ... og hun kunde endnu fornemme det Skrækkens kolde Gys, der i det samme jog hende nedover Ryggen fra Nakke til Hæl.

Hun havde unægtelig tænkt sig Fremtidens Helte af et renere og ædlere Stof. Hun havde drømt om et genfødt Aristokrati, et Aandens Adelskab, der skulde fuldbyrde Menneskehedens Frigørelse ved Retfærdighed og Skønhed. Men maaske var det netop de brede Næver og de plumpe Skuldre, der nu skulde til. Maaske var der ingen anden Udvej end en grufuld Sprængning af det forbryderisk skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag, der rensede Verden ved Blod og Ild.