Eberhards Besøg og Budskabet om Faderens Sygdom fik dog den Betydning for Per, at det gjorde en Ende paa den tankeløse Omflakken, hvormed han de sidste Uger havde søgt at glemme sit Nederlag hos Professor Sandrup. Endnu den samme Aften tog han sine Tegninger og Beregninger frem af Kommodeskuffen, og hele Natten sad han ved sit Bord med Hovedet mellem Hænderne og stirrede grundende ned paa sine Papirer, indtil Linjer og Streger dansede for hans Øjne og Hovedet var tungt af femsifrede Tal, der summede derinde som sværmelystne Bier i en Kube. Og han gjorde sig denne Nat højtideligt det Løfte ikke at helme, før han enten var bleven fuldt overbevist om Planens Uigennemførlighed eller havde overvundet alle Vanskeligheder og ført sin Tanke frem til Sejr.
Det varede nu ikke ret mange Dage, før det virkelig lykkedes ham ved Omlægning af sin Kanallinje at raade Bod paa den Grundskade, Professor Sandrup havde paavist. For at være sikker paa ikke igen at lade sig narre af en Regnefejl gjorde han dennegang en omstændelig Kontraprøve paa sin Strømhastighedsberegning, og da han saae, at hans Facit stemmede, udløstes hans Spænding og Glæde i en øreskingrende Fløjtetrille. Han følte atter fast Grund under Fødderne. Arbejdet var altsaa ikke spildt; de tusind Nætter, det havde kostet ham, var ikke bortødslede. — Holla! Der var maaske endnu Tid til at vinde Sejr, før Faderen derhjemme i Præstegaarden lukkede sine Øjne.
Sit Forhold til den neergaardske Arv fik han nu hurtig ordnet uden fornyede Skrupler. Han sagde til sig selv, at det dog ikke nyttede med for megen Finfølelse. Man maatte gøre sig haard overfor den Slags Fornemmelser, naar man skulde frem i Verden|108| med et Par bare Næver. Forresten viste det sig, at Summen ikke var saa stor som ventet. Ved hans Besøg hos Sagføreren meddelte denne ham, at Boet »var en Del belastet«, og med denne Erklæring lod han sig nøje uden at tænke paa at foretage nogen nærmere Undersøgelse. Et Par Tusind Kroner maatte der efter Sagførerens Mening dog sikkert blive til Rest, — det vilde altsaa sige, at han foreløbig havde sikret sig Arbejdsro i det mindste et Aar. Et Forskud fik han straks og meget beredvilligt udbetalt, saa han kunde afgøre sin Gæld.
Nu opgav han ogsaa sin Lærervirksomhed og den anden, nødtvungne Bibeskæftigelse for helt at kunne ofre sig for det store Værk. Utaalmodig som en ung Bjørn, der rejser sig af sit første Vinterhi, rystede han den lange Lediggangs Døsighed af sig og tumlede ud i sit Arbejde. Mens Foraaret drog henover Landet med Solskyer og sortblaa Hagelbyger, sad han hele Dagen og den halve Nat derinde i sit lille Kammer bøjet over sine Papirer, døv for Stærefløjtet derude i Træerne og for den rosenrøde Sne af Æbleblomster, der dryssede ned udenfor hans Vindu. Hver Morgen vækkedes han af Nyboderklokkens Klemten, og han sad allerede ved sit Arbejdsbord, naar Madam Olufsen viste sig udenfor i sin storblomstrede Nattrøje og med Sovekammermøblet under Forklædet for at vande Avriklerne i Haven.
Trods den forholdsvise Velstand, han nu havde opnaaet, foretog han ingensomhelst Forandring i sin Levevis, der snarest i endnu højere Grad blev præget af hans medfødte og tilvante Sparsommelighed. Derimod anskaffede han sig forskellige ret kostbare Plancheværker og andre tekniske Skrifter, som han havde Brug for til sit Arbejde, ligesom han begyndte at holde baade et tysk og et amerikansk Fagtidsskrift. Paa den polytekniske Skole viste han sig aldrig mere. Han havde en Anelse om, at hans forrige Medstuderende havde faaet Nys om Anledningen til hans Besøg hos Professor Sandrup og hvad dette havde aabenbaret, — og forresten ansaae han det for Tidsspilde længer at høre disse endeløse Forelæsninger af pedantiske Stuelærde, der talte om det praktiske Livs Krav som den Halte om en Springdans.
|109|Fru Engelhardt saae han ikke tiere. Han tænkte vel undertiden paa Muligheden af en Forsoning; men noget Skridt dertil havde han ikke gjort. Hvor flov han end vedblev at være over sin Optræden hin Nat, havde Oplevelsen alligevel efterladt en lille Mistro hos ham til det galante Eventyrs saa højt priste Glæder. Han havde spurgt sig selv, om de nu ogsaa virkelig var de mange dermed forbundne Besværligheder, det meget Komediespil og navnlig den store Bekostning værd. Hvergang Fristelsen til at forny Bekendtskabet med den forfarne Dame kom over ham, behøvede han blot at tænke paa den syndige Hoben Penge, hun havde kostet ham bare paa en Aften, — og det faldt ham da i Almindelighed ikke svært at glemme hende for sine Kanalprofiler og Vandstandsberegninger.
Naar Solen skinnede, stod hans Vinduer gerne aabne ud til det Fri. Sommerfugle og Humlebier forvildede sig da ind til ham ude fra Haven, uden at dette Syn dog stemte ham lyrisk. I det højeste kunde han give sig til at fløjte under Arbejdet, og da stak Højbaadsmanden undertiden sit kalotprydede Hoved ind ad Vinduet for at udtrykke sin Glæde over hans gode Humør; eller Madam Olufsen stillede en Kop rygende Kaffe ind paa Karmen og bad ham dog »unde sig Stunder til at trække Vejret«. Havde den gode Kone en Tid frygtet for, at hendes Logerende var kommen alvorlig paa Afveje, saa gik hendes Bekymringer nu snarest i modsat Retning.
»Tag nu og drik den Kaffetaar, mens den er varm,« kunde hun sige i den kommanderende Tone, hvormed hun gerne skjulte sine moderlige Følelser for ham.
Saa kastede Per sin Tusjpen eller Ridsefjer, tændte en lille Shagpibe og lagde sig hen i Vinduet for at slaa en Passiar af med de to Gamle, mens disse puslede om i den lille Stump Have, hvor Pladsen var saa indskrænket, at de to store Mennesker daarlig kunde bukke sig uden at støde sammen med den Del af Ryggen, hvorom Olufsen med en respektløs Hentydning til Skabelseshistorien plejede at sige, at den blev »klasket paa bagefter af alt det, der var tilovers«.
Det varede dog sjelden længe, før han fik Uro paa sig. Og |110| atter sad han bøjet over sine Tegninger og saae i Aanden Hakker og Skovle blinke i Solen, saae, hvordan Høje jævnedes og Moser og Kær fyldtes, og hørte det dumpe Drøn af Miner, der rystede selve Jordens Grundvold ved et Tryk af hans Finger. Han havde igen paa forskellig Maade omformet og udvidet sit Projekt. Saaledes havde han — i nøje Tilknytning til Kanalnettet — udkastet Grundplanen til en stor, ny Havn paa Jyllands Vestkyst, en Verdenshavn, der skulde kunne optage Kampen med Hamborg og Bremen. Og ikke nok dermed. Under sin Syslen med denne Opgave var han bleven ført ind paa den Ide at udløse Vesterhavsbølgernes Energimængder ved Hjælp af store Bøjer af sammennittede Jernplader, der skulde udlægges i Brændingen, og hvorfra Kraften igen førtes gennem Ledninger ind til industrielle Anlæg paa Stranden. Ogsaa Vindens Arbejdskraft tænkte han sig udnyttet gennem Motorer, der skulde være i Stand til at opsamle og ligesom nedpakke Energien, hvorved der vilde være tilvejebragt Betingelser for at omskabe hele Landet til et Fabriksland af allerførste Rang.
Om Aftenen, naar Vejret var smukt og hans Hoved var svimmelt af Dagens Arbejde, satte han sig ud til Højbaadsmanden paa en Bænk, der var anbragt ved Plankeværket under et Par sammenslaaede Lægter med en Stump gammel Sejldug over. Det var det saakaldte »Lysthus«, hvorfra man efter de Gamles Mening havde det bedste Overblik over det samlede Haveanlæg. Undertiden kiggede saa en, saa en anden af Husets gamle Venner ind til dem, enten det nu var den mosbegroede Obertømmermand Bendtz, der kom rokkende ved sin Stok for at beklage sig over sin Lændegigt, eller det var den immerglade Bolteslager Fuss med sit kirsebærfarvede Ansigt og hvide Gorillaskæg. Madam Olufsen blandede da gerne en Romtoddy til hver af dem, og Trine maatte løbe hen i Krokodillegade til Bolteslagerens for at hente hans Guitar. Ovre i Salslejligheden i Huset bagved boede der nemlig en ung Overkanoner, der spillede smukt paa Humle. Hver Aften sad han ved sit aabne Vindu med det lange, hjemmelavede Instrument foran sig, og naar nu Bolteslageren faldt ind med sin Guitar, blev det til en hel Koncert, der vakte |111| Glæde i det ganske Hjertensfrydkvarter. Rundt om i Nabohusenes Vinduer rakte Folk sig frem for at lytte; Børnene i de omliggende Smaagaarde standsede deres Leg og kravlede op paa Plankeværkerne for at komme til at se noget, — ja, om det saa var Spurvene, der havde sat sig til Ro for Natten oppe i Trætoppene, svang de sig — ugletyst — hen paa Tagryggene og sad deroppe med Hovedet paaskæve som smaa, andægtige Tilhørere.
En saadan Musikaften fik Per Øje paa en nydelig ung Pige, der stod bag et aabent Salsvindue i et af Nabohusene. Hun havde lagt begge Armene paa Ryggen, tilsyneladende ganske optaget af at høre paa Koncerten og samtidig betragte Aftenhimlens drivende Skyer. Dog, Kindernes stadig tiltagende Rødme forraadte, at hun ikke var helt uvidende om det Par dristige Mandfolkeøjne, der iagttog hende ovre fra Højbaadsmandens Lysthus.
Huset derinde tjente som Embedsbolig for en af Nyboders Rangspersoner, Mester Jacobæus, hvis Kone kaldtes Frue i hvert Fald af Mandens Underordnede. Per fik bagefter at vide af Madam Olufsen, at den unge Pige var denne Mands Broderdatter, og at hun nylig var kommen her til Byen for at lære Skrædersyning.
Efter denne Aften tilbragte han mere regelmæssig Solnedgangstimen ude paa Bænken ved Siden af Højbaadsmanden for herfra at holde Øje med Nabohusets Vinduer; og det slog kun sjelden fejl, at Pigebarnet kom tilsyne i et af dem og gav sig noget at bestille ved Blomsterne eller Fugleburet. Undertiden lukkede hun ogsaa et Vindu op, flyttede Urtepotterne tilside og lænede sig ud for at lade Blikket glide henover Tagryggene eller ned i Genbogaarden eller op mod Himlen — kort sagt alle andre Steder hen end netop ned i Højbaadsmandens Have.
Noget Blik blev der i det hele taget ikke vekslet imellem dem, hvor meget Per end anstrengte sig for at aabne det stumme Sprog en Telegrafforbindelse over Plankeværket. Saa en Morgenstund, da han kom ud af Gadedøren, saae han hende første Gang udenfor Huset. Hun skraaede netop over Gaden fra Bagerboden|112| — iført grønne Plydses Hjemmesko og med en Hankekurv i Haanden. Han kunde ikke lade være med at smile, da han saae, hvor ulykkelig, ja næsten forbitret hun blev over, at han skulde møde hende under saa beskæmmende Omstændigheder; men denne Skamfuldhed gjorde hende kun endnu mere indtagende i hans Øjne, og han bestemte sig til at løfte paa Hatten. Hun lod, som hun ikke saae ham; og endnu samme Dags Eftermiddag skaffede hun sig en glansfuld Oprejsning. Per vendte just hjem fra en af sine smaa raske Spasereture paa Langelinje, da hun kom ud af Farbroderens Dør i en fiks, lys Foraarsjaket, med en stor Silkesløjfe under Hagen og slørombølget Hat. Et Øjeblik blev hun staaende paa Dørflisen for at knappe den sidste Knap i et Par skinnende nye, sorte Handsker; hvorpaa hun langsomt, med begge Hænder i Jaketlommerne, gik ned imod Volden — uden at have saa meget som kastet et Strejfblik til den Side, hvorfra Per kom. Men ogsaa dennegang maatte Per smile. Han havde nemlig forinden skimtet hendes Ansigt oppe i Mester Jacobæus' Gadespejl, og han gissede nu, at hun havde set ham gaa ud, og at hun havde staaet deroppe i al sin Puds for at vente paa hans Tilbagekomst.
Men Per havde nu faaet Blod paa Tanden, og han besluttede sig til en dristigere Tilnærmelse. Han lod Trine skaffe ham Underretning om Beliggenheden af den Systue, hvor hun undervistes, og hvornaar hun plejede at gaa derfra, og en Eftermiddag ved Syvtiden overraskede han hende ved Nørrevold, bedst som hun stod og saae ind ad et Butiksvindu.
Han hilste hende med stor Ærbødighed og udbad sig Tilladelse til at forestille sig for hende, og til hans Forundring viste hun sig ikke fornærmet over hans Paatrængenhed. Det saae ud, som om hun med provinsiel Enfoldighed fandt det ganske naturligt, at to Naboer, der mødtes i den store By, gav sig i Samtale og gjorde hinanden Følgeskab. Helt oprigtig var denne Troskyldighed imidlertid ikke. Hun røbede det selv, da de nærmede sig Nyboder, idet hun pludselig standsede og erklærede, at han nu ikke maatte følge hende længere. Og Per, som vidste, at Mester Jacobæus var en nidkær Mand, der var sig Ansvaret for den |113| unge Broderdatter fuldt bevidst, forlangte da heller ikke nogen Forklaring men tog Afsked med Ønsket om et »snarligt Gensyn«.
I den følgende Tid mødtes de nu hyppig paa samme Maade og fulgtes et Stykke hjemad. Ved en stiltiende Overenskomst lagde de dog af Forsigtighedshensyn Vejen om ad Kongens Have og Rosenborg-Gartnerierne, hvor de var mindre udsat for at møde Nybodersfolk; og desuden forlængede Per hver Gang Vejen med et lille Stykke, uden at hun gjorde Indsigelse derimod.
Fransisca (saadan hed den unge Pige) var af Middelhøjde, blond, slank, nærmest mager, men meget velbygget. Mest ejendommeligt var hendes Fodskifte, der tydede paa noget rankt og »sikkert« i Karakteren. Naar hun gik ned ad Gadens Fliserække med Hænderne i sine Jaketlommer og det unge Bryst kækt fremskudt, veg Folk uvilkaarlig tilside for hende, og Per morede sig over at se de slugne Blikke, Herrerne sendte hende. Det røde og hvide Ansigt havde gerne et mut Udtryk, Brynene var dystert sammentrukne, — hvad dog slet ikke betød noget, det var bare hendes Maade at hævde sig paa i de fremmede Omgivelser. Hun vilde med denne udfordrende Mine lade de gode Københavnere vide, at der ogsaa fandtes Folk i Kjerteminde.
Hendes tilsyneladende saa dristige Forhold til Per skyldtes just den samme skjulte Frygt for at blive anset for et Guds Ord fra Landet. Og Per mistydede ikke denne Frimodighed, dertil var den for nær beslægtet med hans egen jyske Selvhævdelsestrang.
Overhovedet havde det, at de begge var fra Provinsen, i høj Grad fremmet den gensidige Forstaaelse, — ja selve Pers Optagethed af hendes Person kunde føres tilbage til Fortidsindtryk hos ham, idet hun baade ved sin Skønheds Art, sine Manerer og sit ukøbenhavnske Sprog vakte hans Erindring om Hjemstavnens lysblonde, skjoldmøagtige Borgerdøtre, hvortil hans første erotiske Fornemmelser havde knyttet sig.
Det faldt nu til al Ulykke ind med en Række ualmindelig smukke Sommeraftener, lyse, store og farvestraalende — ret som skabte til at vække Uro i to unge, ledige Hjerter. De havde |114| efterhaanden forlænget deres Spasereture helt udenom Søerne, og altid gik de hjem gennem det romantiske Anlæg bagved den endnu staaende Rest af Byens østre Fæstningsvold, i hvis højtliggende Alle af gamle, bredkronede Træer de tilsidst gik frem og tilbage adskillige Gange, før de kunde overvinde sig til at skilles.
Hvad de talte om paa disse lange Vandringer? Om Vejret og om de Folk, de mødte; om fælles Nybodersbekendte og Dagens Nyt, — aldrig om Kærlighed. Per gjorde end ikke nogensinde Tilløb dertil. I Begyndelsen afholdt han sig derfra for ikke at skræmme hende. Siden undgik han Emnet for sin egen Skyld, — af Frygt for den Magt, hun mere og mere fik over ham.
Han havde oprindelig nærmet sig hende uden nogen bestemt Hensigt, havde rent vanemæssigt søgt Adspredelse ved at gækkes med en ung Kvinde. Hans Arbejde havde saa fuldstændigt opslugt al hans Interesse, og hans anspændte, blodoverfyldte Hjerne havde tæret saaledes paa hans Legemskraft, at der blev Brug ogsaa for det Forstærkningsfond, der i Ungdommen skaber de erotiske Trængsler. Men just dette, at han imod Sædvane intet begærede af Forholdet; og saa denne lyse Feststemning, hvori Naturen Aften efter Aften klædte sig, dette straalende Gyldenskær, der — netop som de mødtes — omskabte Byen og dens Omgivelser til et Eventyrets Land; endelig denne store Hemmelighedsfuldhed, hvori de for Fransiscas Skyld maatte mødes, den Uro og Ængstelse, hun ikke formaaede at skjule for ham længer, naar de skiltes, — alt dette havde efterhaanden givet deres Forhold en ham ukendt, ja uanet Fortryllelse, og en skøn Dag gjorde han den Opdagelse, at han aldrig før rigtig havde forstaaet, hvad Kærlighed var.
Og han havde Ret.
Virkelig elskede han nu for første Gang. Han, som i enkelte Retninger var saa langt forud for sin Alder, havde i Følelsernes Rige levet som et Barn eller en Vild. Nu gik han omkring med en halvt benauet Følelse af, at der foregik en mystisk Fødsel i hans Indre, at en hel ny Verden var i Færd med at aabenbare |115| sig for ham. Han, som ellers overfor Kvinder havde søgt at gøre Vejen fra Ord til Handling saa kort som mulig, blev i Forholdet til denne unge Pige Nænsomheden selv, saa ridderlig i sin Færd, saa angst for at saare, at det f.Eks. varede længe, før han ved Afskeden fik Mod til at bede hende om et Kys. Og da hun tilstod ham det og han saae Rødmen skylle hen over hendes Ansigt, var han ikke langt fra at fortryde sin Dristighed. Det var med en Følelse af at begaa Helligbrøde, at han berørte hendes jomfruelige Mund og stjal Varmen af hendes Læber.
Henpaa Eftersommeren rejste Fransisca hjem til sine Forældre paa et længere Besøg. Trods den Regelmæssighed, hvormed de i den sidste Tid havde mødtes, og den Uforsigtighed, de havde begaaet ved at henlægge deres stadig ømmere Afskedsscene til Nyboders umiddelbare Nærhed, var der endnu ingen, der kendte deres Forhold, — ingen uden Trine. Med den næsten synske Fantasi, der stod til dette lille svaghovedede Pigebarns Raadighed, saasnart det galdt Per, havde hun længe vidst Besked om alt; og forresten havde Per engang set sig nødsaget til at gøre hende til sin Fortrolige for at faa et vigtigt Brev bragt over i Nabogaarden, — hvilket vanskelige og slet ikke ufarlige Hverv hun havde udført, som var det en guddommelig Sendelse. Under det selvopfundne Paaskud at skulle hente en Klemme, der var blæst over Plankeværket, skaffede hun sig Adgang til Mester Jacobæus' velbefæstede Hus og overbragte ogsaa lykkelig og vel sit hemmelige Budskab i de rette Hænder. Men bagefter, da Per var gaaet, havde hun listet usædvanlig stille og bleg omkring og havde saa hyppig maattet søge Tilflugt ovre i Nødtørftshuset, at Madam Olufsen troede hende syg og tilsidst kommanderede hende i Seng og lagde hende et kraftigt Sennepsplaster paa Maven.
Efter Fransiscas Tilbagekomst i Oktober naaede hendes og Pers Følelser for hinanden snart en saadan Inderlighedsgrad, at der nødvendig maatte handles. Per var fuld af Uro. Den Tanke at lade sine Følelser munde ud i Forsøget paa en Forførelse viste han afgørende fra sig. Paa den anden Side kunde han |116| rigtignok heller ikke tænke sig at ophøje deres Forstaaelse til en regelret, officiel Forlovelse; men det var uden Tvivl alene en saadan Udgang af Sagen, Fransisca havde i Tankerne og utaalmodig gik og ventede paa. Hun havde et Par Gange — ganske uopfordret — sat ham ind i sine Familjeforhold, havde endog ved en enkelt Lejlighed ladet en lille Bemærkning falde om sin Faders ganske gode Formuesomstændigheder. Men at gifte sig med en Sadelmagerdatter fra Kjerteminde — det stod for ham som ganske uforeneligt med det Livsmaal, han havde sat sig. Hvergang Fristelsen kom over ham, saae han Neergaard for sig og mindedes de Ord om Svinedrengeprinsen, der engang før havde lyst for ham i Flammeskrift som et spottende Mene-Tekel.
Da hændte der noget, som hidførte en uformodet og hovedkulds Afgørelse.
Allerede i nogen Tid havde Mester Jacobæus haft Mistro til Paalideligheden af de Fortællinger, hvormed hans Broderdatter forklarede Grunden til sin stadig senere Hjemkomst fra Systuen, og en Dag foresatte han sig at anstille en Efterforskning. Denne førte til et Forhør, hvorunder han tilsidst aftvang Pigen en fuldstændig Tilstaaelse.
Dagen efter indfandt Mester Jacobæus sig hos Per og spurgte ham kort, endog uden først at sige, hvem han var, om det var hans Hensigt at gifte sig med hans Broderdatter. Per prøvede i Begyndelsen at snakke sig fra Sagen, bad ham tage Plads og lod halvt uforstaaende. Men med et Hovedkast bad den vrede Mand sig fritaget for Talemaader og fordrede klar Besked. Et Ja eller et Nej vilde han have — intet andet.
Per tøvede endnu med Svaret. Han tænkte paa, at dersom han nu sagde nej, vilde han rimeligvis aldrig se Fransisca mere — og hans Hjerte blev tungt derved. Han saae hende for sig, saadan som hun nu rimeligvis gik derinde i Huset ved Siden af og i Angst og Spænding ventede paa Udfaldet. Og virkelig foer i dette Øjeblik den Tanke ham som en Lysning gennem Sjælen at lade alle tvivlsomme Storheds-Drømme fare, at holde fast paa denne ene, sikre lille Lykke-Spurv, han holdt i sin |117| Haand, og glemme Guldfuglene højt paa Tage og Tinder. Men atter dukkede Neergaards nøgne Hoved op for ham. Og han rettede sig i Vejret og svarede aabent Nej.
Og nu forefaldt der en Scene, som han ikke siden kunde tænke paa uden at bide sig i Læben af Skam. Med begge Hænder i Bukselommerne traadte Mester Jacobæus ham i to tunge Skridt saa nær ind paa Livet, at han kunde føle Haar af hans graa Fuldskæg kildre ham i Ansigtet. Og den fremmede Mand kaldte ham en Flab, en Lømmel og en Gadedreng og lod ham vide, at dersom han endnu en eneste Gang nærmede sig hans Broderdatter, skulde han blive gennempryglet og lempet ud af Nyboder som en skabet Hund.
Per var bleven kridhvid af Raseri; men han rørte sig ikke, svarede heller ikke. Dog var det ikke Mandens Trusler, der gjorde ham tavs. Han havde før været ude for et Par knyttede Næver, og hans første Tanke, da han saae Manden nærme sig, havde da ogsaa været at gribe ham i Kværken og sætte ham op imod Væggen og holde ham fast der, indtil han havde faaet Galskaben sprællet af sig. Men da han stirrede ned i dette blege, fortrukne Ansigt med den dirrende Mund, der endnu tydeligere end hans fremstammede Tale viste, hvor nær den hele Sag var gaaet ham, hvor alvorligt den havde græmmet og ydmyget ham, rørte der sig i Dybet af hans Sind en Følelse af Skyld, der holdt hans Haand nede og hans Mund lukket.
Bagefter, da Mester Jacobæus var gaaet, maatte han rigtignok spørge sig selv, hvormed han egenlig havde forbrudt sig. Han havde jo ikke villet Fransisca noget ondt. Dersom han fra Begyndelsen havde anet, at der skulde udvikle sig Kærlighed imellem dem, vilde han endda helt have holdt sig fra hende; men forresten havde han jo ikke misbrugt hendes Tillidsfuldhed. De Kys, de i Uskyldighed havde vekslet, kunde da for Pokker ikke kaste nogen Skygge over hendes Fremtid. Men hvad Skade var der saa sket?
Det var altsaa igen hans »Samvittighed«, der havde overlistet ham, — dette ubestemmelige, spøgelseagtige noget, der pludselig satte En et Troldespejl for Øjnene, hvori han saae sig selv |118| i hæslig forvrænget Skikkelse. Han, som havde troet sig fri for alle Slags Pukler og Knyster paa Sjælen, stod atter her beskæmmet som en Nar, — og Ærgrelsen herover var nær ved at faa ham til at glemme baade Francisca og Adskillelsen fra hende.
Nu viste det sig desuden, at Mester Jacobæus' Trusler havde været ganske overflødige. Allerede Dagen efter rejste nemlig Fransisca efter sit eget Ønske hjem til Fyen. To Dage senere modtog Per med Posten nogle Smaating, han nu og da havde foræret hende. Hun tilbagesendte dem uden at ledsage dem med et eneste Ord, endsige nogen Bebrejdelse; men hver enkelt Ting i Pakken var omhyggelig indsvøbt i rosenrødt Silkepapir. Og som Per nu stod med dem i Haanden, overgik der ham en ny Ydmygelse. Hans Øjne begyndte at fugtes. Han kunde ikke afværge det. Ja, havde han ikke skyndt sig at lukke det hele ned i en Skuffe, kunde der let være overgaaet ham den endnu større Skam, at han virkelig var kommen til at græde.
Men atter var Lykken ham huld. Ikke mange Dage efter skete der noget, der ikke alene fik ham til at glemme den bratte Udstødelse af Kærlighedens Paradis, men næsten tog sig ud som selve Skæbnegudens opmuntrende Vink til ham — en Belønning for hans Standhaftighed. Havde han længe ligget og kæmpet i Dødvande og biet paa en gunstig Vind for sin Eventyrsejlads gennem Livet, saa rejste der sig nu en Storm af Begivenheder omkring ham, der bar ham ud paa det aabne Hav.
Allerede for noget siden var han naaet saa vidt med Arbejdet paa sit Projekt, at han havde ment igen at turde forelægge en Avtoritet det til Bedømmelse. Han havde dennegang henvendt sig til Formanden for Ingeniørforeningen, en pensioneret Ingeniøroberst, hvem han oftere havde hørt omtale som en fordomsfri Mand og en indsigtsfuld Tekniker, der sad inde med betydelig Indflydelse, blandt andet var han Hovedredaktør af Foreningens|119| meget ansete Maanedsskrift. Per havde sendt ham sine Oversigtsplaner tilligemed et Brev, undertegnet »P. Sidenius, Ingeniør«, hvori han havde givet en sammentrængt Fremstilling af sine forskellige Ideer og frimodig udtalt Haabet om, at Obersten vilde erkende de fremsatte Tankers Betydning og anbefale dem til Offentliggørelse i Maanedsskriftet.
I et Par Uger havde han gaaet og ventet paa Svar, og han havde tilsidst opgivet Haabet om overhovedet at faa noget. Men nu var det, at der kom Brev fra Obersten, der skrev, at han »med særdeles Interesse« havde gjort sig bekendt med hans Udkast og bad om ved Lejlighed at se ind til ham i hans Kontortid og medbringe de Detailplaner, han havde omtalt, for at de kunde forhandle nærmere om Sagen.
Straks da Per havde fløjet Skrivelsen igennem, bankede han med Bagen af sin Haand op paa Loftet, hvilket var Tegn til Trine om at komme ned.
»Kald paa de Gamle!« kommanderede han.
Derpaa tog han en Flaske med en Rest svensk Punsj frem fra Bunden af sit Klædeskab, opstillede tre Glas i Række paa Bordet og fyldte dem.
»Hvad er der paa Færde?« spurgte Madam Olufsen og stak sit papillotprydede Hoved ind, mens Højbaadsmanden hørtes at stolpre besværligt ned ad Stigetrappen.
»Nyheder, Madam Olufsen! ... Kom og gratuler mig!«
»Min Gud, Hr. Sidenius, er De bleven forlovet?«
»Ikke dengang, sa'e Kællingen. Bedre op, Madam Olufsen!« »Har De vundet i Lotteriet da?«
»Saamænd, det kan man gerne kalde det ... Ligemeget! Skaal, gamle Venner! Og Tak for alt godt! Skaal, Højbaadsmand! ... Og bliv nu ikke altfor forskrækket, dersom De skulde høre noget om mig med det første!«
Allerede den næste Dag stod Per udenfor Oberstens Dør med sine Tegneruller under Armen. En Pige lukkede op for ham, og efter at have ventet lidt i en Slags Forstue, mens Pigen bragte hans Kort ind, blev han ført ind i et stort, trefags Arbejdsværelse med klart Lys fra en udenfor liggende Have. |120| En lille, blussende, purhaaret Mand rejste sig fra Skrivebordet og gik ham livlig imøde med en Næseklemmer i Haanden. Men midt paa Gulvet standsede Manden, satte Lorgnetten paa Næsen og saae et Par Gange op og ned ad Per med alle Tegn paa at være bleven ubehageligt overrasket.
»Hvorledes?« spurgte han. »Er det ... Hr. Ingeniør Sidenius?«
»Ja.«
»Men — du gode Gud! — De er jo et purt ungt Menneske.«
»Aa,« sagde Per lidt stødt. »Jeg er da fyldt toogtyve.«
»Ja-men ... ja-men ... saa er det hele jo en — —.«
Han vilde tydelig nok have sagt »en Misforstaaelse« men tog sig i det og stod en Tid og vendte sig paa Hælen som et Menneske, der ærgrer sig over at have begaaet en Dumhed og ikke kan blive enig med sig selv om, hvordan han bedst skal dække over den.
»Nu ja ... sæt Dem ned,« sagde han endelig, temmelig uvillig. »Vi kan jo i alt Fald tale om Sagen.« — Og efter med en Haandbevægelse at have anvist Per Plads i en lille Rørsofa ved Siden af Skrivebordet og anbragt sig selv i en bred Armstol foran dette, fortsatte han i samme Tone: »Som jeg altsaa meddelte Dem, har jeg — mellem en Bunke Urimeligheder for ikke at sige Galskaber — fundet et og andet i Deres fremsendte Planer, som — maaske — kunde fortjene nogen Paaagtning. Det vil rigtignok sige, selve Deres Ide om et storartet, jysk Kanalanlæg og hvad De har sat i Forbindelse dermed finder jeg — mildest talt — altfor ungdommeligt. Den Ting lader jeg altsaa rolig ligge. Hvad derimod Tanken om en Omregulering af de østlige Fjordindløb angaar, saa hviler den jo i hvert Fald paa et nogenlunde fornuftigt Grundlag ... ligesom Maaden, hvorpaa De har tænkt Dem Sagen udført, jo virkelig røber delvis nye Synspunkter og nye Iagttagelser.«
Mens han talte, drejede han langsomt en Lineal rundt i sin Haand og betragtede Per med et skarpt Blik over sin Lorgnet, der sad i en næsten vandret Stilling helt ude paa den rødlige Næse. Hans Tone var lidt efter lidt bleven noget mindre afvisende.|121| Pers sunde, skulderbrede Skikkelse tiltalte øjensynlig den gamle Militær. Og pludselig standsede han midt i sin Tale for i fornyet Overraskelse og med begge Hænderne plantet i Siden at udbryde:
»Men — for al Landsens Ulykke! — hvordan er De, unge Mand, kommen paa den forrykte Ide at lave hele dette taabelige Projekt? Nogen praktisk Betydning kan det jo dog umulig have for Dem. Og De ser mig, ærlig talt, mere ud til at have haft smukke Pigebørn og den Slags Ting i Hovedet end Logaritmer og Jordareal-Beregninger.«
Per fandt det rigtigst at smile af Bemærkningen, skønt den ikke tiltalte ham. Og nu fortalte han ganske aabenhjertig, hvorledes han i en Aarrække havde syslet med Opgaven, der paa en Maade havde beskæftiget ham lige fra hans Drengetid. Og da han først havde faaet Munden paa Gang, blev han hurtig veltalende og udtrykte sig med ret ubehersket Selvfølelse om Sagens Betydning. Idet han blandt andet støttede sig paa Henvisninger til Udlandet, erklærede han det for sin Overbevisning, at Avtoriteterne herhjemme, siden vi var begyndt at bygge Jernbaner, i utilgivelig Grad havde forsømt Udviklingen af Landets naturlige Samfærdselsveje, Vandløbene, der overalt henlaa næsten ubenyttede og efterhaanden vilde gro ganske til, til største Skade for Landets Trivsel og Befolkningens Vel.
Obersten, i hvis Ansigt der under hele denne Tale havde spillet et Smil, brød efter denne sidste Tirade uvilkaarlig ud i Latter.
»Hør, De er — ved Gud! — et modigt Mandfolk! Tror jeg ikke, Deres Projekt ovenikøbet skal være en Udfordring til os gamle Parykker, der saa skammeligt har vanrøgtet Landets Interesser! Og saa forlanger De tilmed at faa Lov til at kritisere og forhaane os i vort eget Tidsskrift. Det maa jeg sige, det er le comble! ... Er det Deres Detailpianer, De medbringer der? Lad mig se dem!«
Per udrullede sine Tegninger, een efter een, og lagde dem foran ham paa Skrivebordet.
|122|»Du godeste Gud!« udbrød Obersten forskrækket. »Det er jo et helt Arkiv! Hvor har det dog kunnet falde Dem ind. Det er jo det rene, skære Vanvid, kære! ... Og med alt dette ser jeg endnu ikke det Udkast til Fjordreguleringerne, vi talte om. Det interesserer mig unægtelig mest.«
Per udrullede sin sidste Tegning, en mægtig Karton, der næsten dækkede hele Bordet. Det var Resultatet af et halvt Aars Jernflid, som forelaa paa dette Blad. Det var Omrids og Tværsnit og Parallelværker, Indbygninger, Faskinbeklædninger, Støttemure o.s.v., alt omhyggeligt, næsten pertentligt udført lige til Maalestokkene og de ligesom prentede Overskrifter.
Obersten satte sin Lorgnet fastere paa Næsen og tog en Passer frem af sit Bestik.
»Som De maaske ved,« ¹ — ytrede han efter en Tavshed, hvormed han ufrivillig tilkendegav, hvor imponeret han var, »som De maaske veed, tænkte man for en halv Snes Aar siden virkelig paa en Uddybning af netop dette Fjordindløb og en Ombygning af Havnen. Jeg blev dengang selv raadspurgt i den Anledning ... og muligvis var det tildels paa Grund af de Erindringer, der vaktes hos mig gennem Deres Projekt, at det ... at jeg .. Naa, tag nu en Stol og flyt Dem herhen .. og fortæl mig saa, hvordan De har tænkt Dem det.«
I mere end en Time sad de to Mænd ved Siden af hinanden, fordybede sig i Udmaalinger og Beregninger. Gang efter Gang kastede Obersten Passeren fra sig og erklærede det hele for Galmandsværk; men et Øjeblik efter kunde han saa igen udtale sig med varm Anerkendelse om et eller andet lykkeligt Fund, en klog Terrænbenyttelse, en vel afpasset Funderingsmetode eller lignende. Per var hele Tiden fuldkommen rolig, viste sig i Modsætning til den Ældre som Koldblodigheden selv. Med klog Beregning gav han efter paa alle mindre væsenlige Punkter for med des større Virkning at fastholde sin Mening der, hvor Hovedangrebene paa hans Arbejde blev ført. Den lange Forhandling udviklede sig efterhaanden til en Slags Holmgang mellem den unge og den gamle Ingeniør, hvorunder den sidste mer end een Gang blev bragt til Tavshed, undertiden endog til Indrømmelser.|123| Ja, saa ivrig blev tilsidst den gamle Oberst, at ogsaa det før saa haanligt affejede Kanalprojekt med dets Sluseværker og store Vestkysthavn blev taget frem til nøjere Undersøgelse.
Ganske rød af Anstrengelse skød han pludselig alle Papirerne fra sig og sagde:
»Lad mig beholde alle disse Ting en otte Dages Tid. Vi maa jo se at faa noget bragt ud af det, ... at skille Klinten fra Hveden, den forskrækkelige Masse Klinte! Før der kan være Tale om at faa det frem i Maanedsskriftet, maa det hele jo sammentrænges ... jeg skal forsøge, hvad jeg kan udrette. Nu, da jeg bedre forstaar Deres Tanker, indrømmer jeg, at Planen bør ses i Sammenhæng, maa fremstilles i sin Helhed for at komme til sin Ret. Som et rent Tankeeksperiment betragtet er den jo i hvert Fald ganske morsom og vil sikkert interessere i Tekniker-Krese. De har Ideer, unge Mand! ... Hvor gammel var det, De sagde, De var?«
»Toogtyve.«
»En lykkelig Alder! ... Altsaa, kom til mig om en Ugestid.«
Obersten trykkede hjertelig og kollegialt Pers Haand til Afsked.
»Det er dog Pokker til Øjne, De har« sagde han pludselig, idet han blev ved at holde om hans Haand. »Hvor har De faaet dem fra? De ser paa Folk ligesom en sulten Ulv. Naa god Jagt!« endte han leende og slog endnu engang sin Haand i hans.
Da Per traadte ud paa Gaden, syntes Verden ham forvandlet. Luften var saa mild, Himlen var bleven højere og Menneskene saa underlig smaa.
Nu bare rolig! tænkte han og tvang sig til at se ganske nøgternt paa Sagen. Herregud — det hele var jo kun kommet, som han havde vidst, at det maatte komme engang. Naar Tidsskriftheftet forelaa, vilde han ikke engang sende det til nogen, heller ikke til Forældrene eller andre af Familjen, — det kom dem saamænd nok ihænde alligevel. Og det havde jo altsammen foreløbig ingenting at betyde. Dette var bare det allerførste, lillebitte Skridt ad Navnkundighedens Bane. Nu galdt det om at samle sig til det næste og større. Hvad der forestod, var den |124| langt vanskeligere Opgave at føre Ideerne ud i Livet, at skabe Stemning for dem, at vinde dem Tilhængere baade blandt de Styrende og ude i Befolkningen.
I de følgende Dage drev han igen en Del omkring paa Billardstuerne for at faa Tiden til at gaa og døve sin Utaalmodighed, indtil han paany kunde vise sig hos Obersten. Saaledes kom han en Aften ind i en Kafe ved Kongens Nytorv og stødte her paa Fritjof, hvem han ikke havde set siden hin Samtale efter Orgiet i »Gryden«, da den lodne Kæmpe i Drukkenskab havde aabenbaret sig som en spag og skælvende Konfirmand. Nu tronede han atter her i al sin Kunstnermajestæt som det talende Midtpunkt i en Kres af unge, tavse Skønhedsdyrkere, der alle ligesom han var klædt i Selskabsdragt og sad og drak Sodavand og Kognak efter en Grosserermiddag. Han havde skubbet sin store, graa Rubenshat bag ad Nakken og hvilede Hænderne paa Knappen af en frygtindgydende Bambusstok, der var plantet mellem hans fremstrakte Ben.
»Guds Død! Er det ikke Salomons unge Aladdin!« udbrød han ganske højt, da Per kom ind, og hilste ham med en naadig Haandbevægelse. »Hvor har Lampens Aand haft Dem henne i saa lang Tid? — Sid hos!«
Men Per følte ingen Lyst til at blive optaget i det Selskab og tog Plads for sig selv ved et Bord ved Siden af. Paa Fritjofs fornyede Spørgsmaal om, hvorfor han havde været usynlig saa længe, svarede han kort, at han havde været optaget af Arbejde.
Fra Fritjofs store Legeme udrullede en olympisk Latter.
»Ja, det er sandt! De hører jo ogsaa til disse moderne Nytte-Mennesker, som Nathan er begyndt at gøre Skrabud for. Jeg takker! — Saa har De maaske været beskæftiget med at tappe Vandet af en eller anden af vore uskyldige Smaasøer — hva'? Eller De har maaske fundet paa at hugge Møens Klint op i Skærver og lave Mørtel af den? Eller paa hvilken anden Maade har De gjort Dem fortjent af Fremskridtet og bidraget til vort Fædrelands Forskønnelse og Forbedring?«
Per saae ud over Kredsen af de unge Kunstnere, der sad i højtidelig Dvaskhed og hang over Stoleryggene, som rugede de |125| over indre Aabenbaringer. Og han henkastede, idet han tændte sig en Cigar:
»Det er dog vist ganske godt, at vi ikke allesammen fødes med Geni til at skabe Paradiser — paa et Stykke Lærred.«
»Nej, naturligvis! Leve Industrien! Op med de stinkende Fabriksskorstene, og Vorherre forbedre vort Kloaksystem! Sig mig, unge Mand, har De nogensinde rigtig set, hvordan den ser ud, en saadan nymodens Lyksalighed, fabrikeret paa Maskine? Tjen mig i en Dag at ulejlige Dem ind i en af vore Smaagader og se paa den kælderblege Yngel, der vrimler der som Midder i en raadden Ost. Eller spankuler ind i de fine Røverkvarterer, gaa op til Millionær-Jøderne med deres fede Fruentimmer Raaddenskab over det hele, min Ven! Aa, Gud hjælpe os! Og det skal kaldes for Fremskridt! Det skal være Videnskabens Velsignelser! Gud hjælpe os, si'er jeg! — Nej, saa priser jeg dog hellere et troskyldigt Fæ af en Bondemand, der synger velfornøjet bag Ploven og lader sin »Vorherre« om Verdensforbedringen. Han er alligevel mere Menneske end alle det moderne Fremskridts Jøde-Trompetere tilsammen. — Hvad mener I?« henvendte han sig til sine tavse Bordfæller, der svarede med en bifaldende Mumlen.
Paa Grund af Fritjofs lidt omtaagede Tilstand forundrede Per sig slet ikke over Udtalelsen, der mindede om hans Ord hin Nat i »Gryden«. Derimod forstod han ikke disse idelige, haanske Hentydninger til Dr. Nathan, af hvem Fritjof før havde været en saa højrøstet Beundrer. Men han fandt det ikke Umagen værd at fortsætte Samtalen og gav sig med et Skuldertræk til at læse i en Avis.
I det samme blev Døren ud til Gaden revet op. Damer i Teatertørklæder og Herrer med Overfrakkerne hængende løst over Skuldrene stormede ustandselig ind og optog i Løbet af faa Minutter hver Siddeplads i den før næsten tomme Kafe. Der havde fundet en Førsteopførelse Sted paa den kongelige Scene denne Aften, og alle disse Mennesker førte med sig ligesom Luftningen af en bevæget Femteakts Sindsophidselse og Spænding. Det summede om Ørene med Forfatterens og Skuespillernes Navne; Rollerne|126| drøftedes, og Stykkets Mening vakte mange Steder en lidenskabelig Diskussion. Men ogsaa Fritjof og de andre Kunstnere, af hvilke flere trods deres Ungdom allerede havde et almenkendt Navn, vakte efterhaanden megen Opmærksomhed mellem Gæsterne. Rundt om ved Bordene stak man Hovederne sammen, pegede og hviskede. Henne for sig selv i en Krog sad en ung, bleg Mand, der ligeledes samlede mange Øjne om sin mefistofeliske Skikkelse. Det var Digteren Povl Berger, en af den store Enevoldsens mange Elever og almindelig betragtet som literær Arvtager efter denne Sprogets Forfiner, der nylig var død under Udarbejdelsen af en Eftersætning. Per hørte nogle Damer ved Nabobordet tale interesseret om ham og hans Digte. Selv huskede han ham nu ogsaa fra Fritjofs store Bakkanal i »Gryden«. Det var ham, der var sprunget op paa en Stol for at udbringe Dr. Nathans Skaal og tilsidst i fjollet Vildskab havde knust Glasset mellem sine Fingre.
Og med eet faldt der en dyb Mistrøstighed over Per, mens han saae ud over denne Staahej. Han kunde ikke lade være med at tænke paa, at hvor meget det saa end lykkedes ham at udmærke sig paa sit Omraade, vilde han dog aldrig kunne gøre sig Haab om at opnaa en Berømmelse som saadan en Smule Versemager, hvis Navn øjeblikkelig kom paa alles Læber. Naar hans Ideer nu blev offenliggjorte, vilde hans Navn næppe trænge udenfor Teknikernes snevre Kres. Mens Aviserne ofrede Spalter paa at anmelde den første den bedste Kærlighedsnovelle, vilde de rimeligvis bare omtale hans Værk i en lille Petit-Notits. Ja, dersom han havde skrevet et Digt om Havet eller malet et Vandløb i Stedet for at udkaste Kanalprojekter — —
Idet han rejste sig for at gaa, kunde han ikke lade være med at vende sig mod Fritjof og sige:
»Jeg synes forresten ikke, de Herrer Skønaander har noget at beklage sig over hertillands. De ser selv, hvilken Ravage en stakkels Teaterpjes kan afstedkomme. I otte Dage vil hele Byen snakke om denne store Begivenhed.«
»Naa ja! Hvad Djævlen vil De i Grunden ha'e, Folk ellers skal interessere sig for i dette Land?«
|127|Per følte sig slaaet af Ordet. Han saae et Øjeblik tavs paa ham.
»De kan have Ret,« sagde han. Og idet han derpaa saae ud over Kunstnerkresen med et hvast Blik, der ligesom tilslyngede den en Udfordring, føjede han til: »Men vent — det skal snart blive anderledes!«
»Igen en gal Mand!« sagde Fritjof, da han var gaaet, og drak ud af sit Glas. Og avtomatisk greb hans Bordfæller ogsaa deres og mumlede bifaldende.
Per styrede ikke sin Utaalmodighed længer end akkurat de otte Dage, Obersten havde forlangt til Betænkningstid. Men da han den niende Dag atter stod i dennes Arbejdsværelse, fandt han en helt anden Mand end den interesserede Kollega, med hvem han Ugen før havde taget en saa opmuntrende Afsked. Obersten hverken gav ham Haanden eller bød ham tage Plads. Med en bulderbasagtig Bryskhed, som dog aabenbart dækkede over nogen Forlegenhed gav han ham straks alle hans Tegninger tilbage, idet han sagde, at han ved nærmere Undersøgelse alligevel ikke fandt disse Forsøg egnet til Optagelse i Tidsskriftet.
»Det hele er for umodent. Men De er ogsaa altfor ung til saaledes at gaa paa egen Haand ... Og De har jo ikke engang taget Deres Eksamen ... er ikke Kandidat, efter hvad jeg hører.«
Naa saadan! — tænkte Per. Han har været forsigtig og anstillet Undersøgelser ... rimeligvis forhørt sig hos selve Professor Sandrup. Ja, vent!
Obersten havde imidlertid stillet sig hen foran Porcellænsovnen i den anden Ende af Stuen og mønstrede herfra med Mistænksomhed hans Person og Paaklædning lige ned til Støvlerne, — ja kastede endog et undersøgende Blik hen paa hans Hat, som Per ved sin Indtræden havde lagt fra sig paa en Stol ved Døren.
»Deres Navn er Sidenius,« sagde han efter nogen Tavshed. »Er De maaske af den bekendte Præsteslægt af dette Navn?«
|128|Som altid, naar Per fik dette Spørgsmaal, lod han, som om han overhørte det. Og nu begyndte han i ret udfordrende Tone at ironisere over Oberstens saa pludselig ændrede Dom over hans Arbejdes Værd. Men Obersten afbrød ham hastig og noget nervøst med at sige, at en fortsat Diskussion var ganske unødvendig og fuldstændig ørkesløs. Hans Anskuelser om denne Sag, sagde han, lod sig ikke rokke.
Det var let at se, at han ønskede at blive Per kvit hurtigst muligt. Det saae næsten ud, som om han ikke vilde lade ham komme til Orde — af Frygt for igen at paavirkes til Gunst for ham.
»Jeg beklager,« sagde han tilsidst i en mere velvillig Tone og traadte igen nogle Skridt frem, »jeg beklager, i Fald jeg med mine Ord forleden skulde have vakt falske Forhaabninger hos Dem; men jeg tvivler iøvrig ikke om, at jeg ved mit Afslag handler i Deres egen velforstaaede Interesse. Jeg frakender Dem ikke Evner; men foreløbig trænger De først og fremmest til en klarere Erkendelse af, hvad De mangler. Naar man er toogtyve Aar, skal man overhovedet ikke have anden Ærgerrighed end den, der gaar ud paa at lære. I hvert Fald har vort Tidsskrift ikke til Opgave at tage sig af unge Menneskers umodne Forsøg.«
Efter disse Ord vendte han sig bort med en Haandbevægelse, der skulde tilkendegive, at Avdiensen var sluttet.
Men Per blev staaende.
»Hvor affældig mener Obersten, jeg skal være for at kunne gøre mig Haab om at faa mit Arbejde anerkendt?«
Krebserød i Ansigtet vendte den gamle Militær sig med en Hastighed, saa Gulvtæppet slog Folder omkring hans Fødder.
»Er De gal!« brød han ud — men ved Synet af Pers dirrende, dødblege Kinder betvang han sig. Han saae, at det trak op til Haandgribeligheder, og af Frygt for at faa Skandale nøjedes han med paany at lade ham vide, at han fandt det ørkesløst at fortsætte Samtalen.
»Jeg har dog endnu et Ord at sige Dem, Hr. Oberst,« sagde Per. »De vil komme til at fortryde, at De har vist mig Døren.«
|129|»Jeg tror, De vover at true mig!«
»Kald det, hvad De vil. Men næste Gang, vi mødes, er det Dem, der søger mig! ... De har taget fejl af mig, Hr. Oberst ... og jeg af Dem. Havde jeg kendt Dem bedre, skulde jeg saavist ikke have ulejliget Dem. Paa Gensyn!«
Den gamle Militær havde under denne Tiltale staaet og kogt af Raseri. Men han svarede ikke. Der stod en Strid i hans Indre. Da Døren lukkede sig efter Per, gik der et Ryk igennem ham, som vilde han kalde ham tilbage. Men med et »Aa, den Dreng —« vendte han sig om og gik tilbage til Skrivebordet, hvor han i sin Forbitrelse gav sig til at rode frygtelig om i nogle Papirer.
Lidt efter kom hans Frue ganske forskrækket ind fra Dagligstuen ved Siden af og sagde:
»Hvad var dog det for et Menneske, der var inde hos dig? Du gode Gud! Han slog Entredøren i efter sig, saa der faldt et stort Stykke af Loftsgesimsen.«
»Ja saa! ... Ja, han vil vist komme til at gøre Ulykker paa mere end Loftsgesimser, den Fyr!«
»Men hvad var det da for En?«
»Ja, sig mig det, du! En Forrykt, antager jeg. Eller en Charlatan! ... Maaske et Geni! ... Tiden vil vise det.«