|[5]|

ANDEN DEL

|[7]|

Ellevte Kapitel.

Berlin, 12te Oktb.

— — —

Men nu maa jeg fortælle Dig om min egenlige Debut i den store Verden; den var ikke fri for et Skær af Komik. Du kender jo Rejsen her til Berlin og veed, at den ikke er videre opmuntrende. Jeg tilstaar ærlig, at jeg tilsidst drattede i Søvn og ikke vaagnede, før vi buldrede ind paa »Stettiner Bahnhof«. Saa tumlede jeg ud til en Droske, fik min Kuffert udleveret og gav Kusken Ordre: »Hotel Zimmermann, Burgstrasse«, — det er et Hotel som din Onkel har anbefalet mig. Men Kusken glor paa mig og gentager i sin Berlinerdialekt: »Bu'straasse? Bu'straasse?« Saa ryster han paa sit tykke Ølhoved og siger: »Kenn's nicht!« Et Par andre Droskekuske kom til; der samlede sig efterhaanden et helt lille Opløb. »Bu'straasse? Bu'straasse?« sagde de allesammen og rystede paa deres tykke Hoveder. »Kenn's nicht.« Der stod jeg! Men saa rækker pludselig en af dem en Finger i Vejret og udbryder: »Ah! .... Burrrrrrgstrrrrrraasse!« Og med denne raske Trommehvirvel af r'er blev jeg først rigtig |8| vaagen. Nu følte jeg, at jeg var kommen hjemmefra, og mit første Rejseudbytte blev Erkendelsen af, at selv en Jyde, der vil bevæge sig i Udlandet, maa udvikle sin Sans for Konsonanter.

Men hør nu videre! Da Vognen holdt udenfor Hotel Zimmermann (i Parentes bemærket en gammel Skiddenkasse med en altertümlich »Freitreppe« helt ud paa Fortovet) kom en skødskindsklædt Hausknecht ud for at tage imod mig. Men hvad sker? Knap har han lukket Vogndøren op, før han aldeles bestyrtet løber ind igen i Huset og brøler: »Hr. Zimmermann! Hr. Zimmermann! ... Ein dekorirter Herr!« Hele Huset kommer paa Benene, Værten stormer til og løber med bart Hoved helt ned paa Gaden til mig. Tableau! Jeg havde imidlertid kastet et forbavset Blik ned paa mit Frakkeopslag: her sad i Knaphullet en lille, henvisnet Rest af den Rose, som du stak deri i Morges, da vi skiltes. Kære Ven, at din sidste Gave til mig skulde volde en saadan Malheur! For du kan vist tænke dig til den Modtagelse, jeg fik, da man opdagede Sammenhængen. Men du kan tro, jeg skaffede os begge Oprejsning! Da jeg var kommen op paa mit Værelse, blev jeg ved at ringe og skælde som en veritabel Storkorsridder, og da Opvarteren kom med Fremmedbogen, kunde jeg ikke dy mig men satte flot et »von« foran mit Navn. Ryst ikke paa Hovedet! Du skulde set, hvor det hjalp! Da jeg gik ud, stod Værten i Forstuen og bukkede, som om han vilde kysse sine Støvlesnuder. Egenhændig slog han Døren op for mig med et allerydmygst »Hr. Baron!« Dette er da den anden Erfaring, jeg har gjort min første Rejsedag, at et Adelskab maaske slet ikke var til at kimse af. Det har forresten ogsaa din Onkel allerede sagt mig. Det er naturligvis latterligt; men en af |9| Betingelserne for at kunne vinde Magt over Menneskene er vistnok den, at man har Mod til at udnytte deres Daarskaber.

Jeg har nu set mig lidt om paa Unter den Linden og sidder i Øjeblikket inde hos Bauer og skriver dig dette til. Ude fra Gaderne lyder en Summen og Brusen, der ikke lader mig i Tvivl om, at jeg befinder mig i et Verdenscentrum. Jeg har en Fornemmelse, som om jeg sad midt inde i et kæmpemæssigt Vandhjul. Og hvad er vel disse Millionbyer andet end uhyre Turbiner, der suger Menneskestrømmene til sig og udspyer dem igen efter at have berøvet dem deres Energimængder? Hvilken Koncentration af levende Kraft! Der er virkelig noget opløftende ved saaledes at fornemme Gulvet under Ens Fødder dirre af to Millioner Menneskers udladede Energi. Hvad vil vi ikke kunne udrette i det kommende Aarhundrede, naar vi har lært at akkumulere Arbejdsværdier, i Sammenligning med hvilke de, vi nu tumler med, er for bare Barneleg at regne!

Men nu nok for idag. — —

17de Oktb.

Jeg har lejet et Par Værelser i Karlsstrasse 25 (Adresse: Frau Kumminach, zweite Treppe links). Jeg har besluttet mig til foreløbig at blive her i Berlin. Der er noget ved Livet og Larmen her, der elektriserer mig indvendig. Jeg kan ligefrem fornemme, hvordan jeg i denne Storstadsluft bliver ladet med Lyn og Torden. Herrrrrrich! Hvilket Donnerwetter jeg faar Lyst til at sende hjem over Østersøen til vore lumre Kalveboder! Sete herfra tager Forhold og Mennesker derhjemme sig dobbelt landsbyagtige ud. Folkene her, lige ned til Gadefejerne, har et ganske anderledes|10| Snit paa sig. Om det saa er vores Østergade-Løver, bliver der ved at hænge noget over dem af et Guds Ord fra Landet. Eller sammenlign vore Løjtnanter med en tysk Officer i hans lange Kappe med de store, blodrøde Opslag, saa ligner de Gud hjælpe mig uniformerede Seminarister.

Jeg har idag gjort Dr. Nathan en Visit. Han boer meget net i Nærheden af Kønigsplatz og synes — trods forskellige ret bitre Udtalelser — at befinde sig ganske vel i sin frivillige Landflygtighed. Han modtog mig meget venligt, men forresten vil jeg ærlig tilstaa, at han ikke behagede mig. Jeg søgte at give ham en Forestilling om Indholdet af min Bog; men tekniske Spørgsmaal har han aabenbart ikke fjerneste Begreb om. Hvert Øjeblik afbrød han mig med de horribleste Spørgsmaal. Han vidste knap nok, hvad en Turbine var for noget. Hele vor Samtale var et »Goddag, Mand! — Økseskaft!« Det var mig en stor Skuffelse. I det hele, det er besynderligt med saadanne Folk som Nathan, der vil skabe et nyt Kultursamfund paa Middelaldernes ¹ romantiske Ruiner, — de forstaar saagu ikke selv, hvad de har begyndt paa. De minder mig om den Slags akademisk uddannede Arkitekter, der kan udkaste en i kunstnerisk Henseende maaske højst tiltalende Tegning til en Nybygning men ikke bekymrer sig om, ja endogsaa føler en vis Ringeagt for Spørgsmaal som, hvorfra Tømmeret skal tages, hvor Stenene skal brændes o.s.v. Her maa andre Kræfter til! Saadanne Mænd som Nathan er nu bare i Vejen! Jeg husker, at der i en af de Bøger, du i Sommer laante mig — var det maaske i en af Nathans egne? — stod den upaatvivlelig rigtige Bemærkning, at Forudsætningen for det femtende Aarhundredes Renaissance var Kompassets|11| Opfindelse, der muliggjorde Amerikas Opdagelse og lettede Udnyttelsen af de allerede kendte Kolonier, hvis Rigdomme strømmede ind over det forarmede Evropa og fornyede den af Præster og Munke forknyttede Menneskehed, genvakte Modet, Handlekraften, Eventyrlysten o.s.v. Men ganske paa samme Maade — mener jeg — er Udviklingen af de moderne Kraftmaskiner Betingelsen for det næste store Kulturfremskridt; og den, der uden Forstaaelse heraf profeterer om Fremtiden, blæser Sæbebobler til Forlystelse for Poeter og andre Umyndige. — —

19de Oktb.

— — Nej, jeg har endnu ikke gjort min Opvartning hos din Moders Onkel. Jeg har med Vilje opsat det, indtil jeg blev lidt stivere i Tysken. Forleden kom jeg forbi hans Villa i Thiergartenstrasse; det er jo et komplet Slot. Der siges her, at han er en Mand paa et halvt Hundrede Millioner. Du maa tjene mig i at instruere mig lidt om, hvordan jeg skal forholde mig. Hvad er »Geheimecommercienrath«? Jeg mener, skal han tituleres Ekscellence? Fortæl mig ogsaa lidt om Familjeforholdene. Der er en Kone (Gemahlinn??) og en Datter. Er der flere Børn? — —

21de Oktb.

Da jeg idag kommer ind til Bauer, — hvem ser jeg da sidde der med en Røverhat bag i Nakken og en Knortekæp mellem de fremstrakte Ben? Fritjof! Jeg havde forresten nær ikke kendt ham, han er bleven svært gammel i den sidste Tid, Skægget er graanet, Øjenlaagene røde og svulne. Men med alt det er han endnu en ganske stolt Karl at se til; selv her i Berlin vækker han Opsigt.|12| Han er kommen hertil i Anledning af nogle Malerier, som han har udstillet hos en Kunsthandler. Ogsaa som Kunstner gør han Lykke hernede, og Bladene skriver meget om ham. Jeg forstaar mig ikke paa de Dele, men han trak mig jo bagefter derhen, for at jeg skulde beundre, og der er vist ogsaa flere brillante Ting imellem. Navnlig var der et Par store Stykker fra Vesterhavet med et vældigt Bølgeslag i. Mens jeg stod og saae paa dem, kunde jeg ikke lade være med at tænke fremad paa den Tid, da mine Tusind-Tons Jernbøjer (du husker dem nok fra min Bog) vil garnere Jyllands Vestkyst og — vel fortøjede — ligge og vugge derude i Brændingen og malke den for dens Kraftindhold. Jeg spurgte da ogsaa Fritjof, om han aldrig, naar han havde siddet paa Stranden og malet disse Kæmpebølger, var bleven vemodig stemt ved at tænke paa den Mængde herlig Arbejdskraft, der her gik tilspilde og i Aartusinder var gaaet tabt for Menneskene og Kulturen. Men saa begyndte han jo straks at buldre løs med den stakkels gamle Jeremiade om Industrisjælenes Gemenhed og Naturens Vanhelligelse. Jeg spurgte ham saa, om han virkelig slet ikke fandt noget tiltalende ved den Tanke at gøre alle disse spildte Hestekræfter nyttige for Samfundet, at sprede dem ved Ledninger ud over Landet, fordele dem til de jyske Byer, ja føre dem ind i ethvert Hjem, saa at f.Eks. en Sypige i Holstebro kunde holde sin Maskine igang eller en Moder i Viborg lade sit Barns Vugge træde af Vesterhavets Bølger. Du skulde have set det Ansigt, han satte op! »Hvadfornoget?« brølede han, saa Folk i Salen vendte sig om. »Vil I, Slubberter, gøre mit Hav til et Trældyr!«

Han er ganske uforbederlig. Jeg fik ordenlig |13| Medlidenhed med ham. Da jeg saae ham staa der med Bulehatten og Knortekæppen og Flagreslipset og sin Vildmands-Indignation, sagde jeg til mig selv: »Den sidste Artist!« Om tyve Aar vil man putte den Art Mennesker ind i Galeanstalterne, og naar de dør, vil man udstoppe dem for at anbringe dem i Museerne mellem Fortidens Mammutdyr og trepuklede Kameler. — —

23de Oktb.

Jeg havde igaar en stor Dag. Forleden læste jeg i Aviserne om et Forsøg med en ny Slags Flodspærring, der i Overværelse af en Del indbudte Ingeniører skulde foretages ved en lille By, Berkenbrück, et Par Timers Rejse herfra. Da jeg nok havde Lyst til at være med ved den Affære, gik jeg op i det danske Gesandtskabskontor, fordi jeg mente, at man der vilde føle sig forpligtet til at være mig behjælpelig med at faa en Indbydelse. Men aldrig har jeg set et Par Øjne saa kuglerunde af Forbavselse som dem, der gloede paa mig, da jeg rykkede frem med min Anmodning. Mennesket maatte formelig lægge sig helt tilbage i Stolen for at faa Vejret igen. Han erindrede, sagde han, at man engang havde skaffet en tilrejsende Skuespillerinde Friplads i det kongelige Skuespilhus og lettet nogle danske Videnskabsmænd Adgangen til Bibliotekets Haandskriftsamlinger, — men dette!! En ældre Herre, der kom ind fra det tilstødende Værelse (det var vistnok Gesandten i højstegen Person) maalte mig med endnu større Forfærdelse og lod mig i faderlige Vendinger vide, at man sandelig ikke maatte vente saadanne Begunstigelser i et fremmed Land, allermindst i Tyskland, hvor man overhovedet ikke var til tilbøjelig til at begunstige Udlændinge. I hvert Fald |14| maatte Gesandtskabet, før det kunde gøre noget for mig i denne Sag, konferere med Ministeriet hjemme, og jeg vilde derfor have at fremsende et skriftligt Andragende i to ligelydende Eksemplarer tilligemed fornødne Anbefalingsskrivelser, Attester og Eksamensbeviser fra de forskellige Undervisningsanstalter, jeg siden Syvaarsalderen havde besøgt, o.s.v. — kort sagt, jeg mærkede, at jeg pludselig igen befandt mig i mit kære, gamle Danmark, i Vrøvlets Himmerige. Saa besluttede jeg at forsøge Lykken paa egen Haand. Igaar Morges tog jeg med første Tog til Berkenbrück og søgte straks Overingeniøren, som øjeblikkelig udstedte et Indbydelseskort til mig, ja endog takkede mig for min Interesse for Foretagendet og stillede alle Oplysninger om Forarbejderne til min Disposition.

Jeg skal forsøge at give dig en Forestilling om, hvad jeg fik at se. Først maa jeg da fortælle, at hvad det drejede sig om, var at tørlægge en Strækning af Flodlejet for at kunne foretage Reparation af en Bropille. Først havde man forsøgt paa almindelig Vis at lægge en Fangdæmning tværsover Floden, men Strømmen var for stærk, de kunde ikke faa Dæmningen lukket uden at anlægge en Omløbskanal, hvad der under de givne Forhold vilde være for omstændeligt og kostbart. Saa havde man fundet paa (og dette er det ny og sindrige ved Sagen) at lade Strømmen selv besørge Lukningen, idet man lod en kolossal Tømmerkiste, nøjagtig af Størrelse som Dæmningsaabningen, drive ned derimod, styret fra Land og med passende Belastning. Det hele forløb udmærket. Idet Tømmerkisten tørnede (og nogen Tid forinden) bragede det lidt foruroligende i Dæmningsfløjene, og Vandet steg stærkt; men Strømmen|15| førte den nok saa nydelig paa Plads, og tilsidst sad den der, drevet ind i Dæmningen som en Prop i en Flaskehals. Det var et virkelig gribende Øjeblik. Jeg kunde ønske, du havde været tilstede. Virkningen forhøjedes ved, at der samtidig lød et Par Mineskud noget derfra, hvor man ved en Gennemgravning skaffede Flodvandet et midlertidigt Afløb ud til en Mose med en Sø.

Bagefter blev der serveret Champagne i et Telt, der var rejst paa Pladsen, og ved denne Lejlighed blev der holdt en Række Taler. Tilsidst (fald nu ikke ned af Stolen!) udbragte ogsaa jeg en Skaal, nemlig for den tyske Teknikerstand, der her igen havde givet Verden et glimrende Bevis for sin Overlegenhed. Det gik meget godt. Naturligvis kneb det lidt med Sproget; men hvor jeg manglede et Ord, klarede jeg mig med en udtryksfuld Haandbevægelse. Talen vakte stor Begejstring, fra alle Sider omringede man mig for at trykke min Haand, og en tilstedeværende Reporter underkastede mig paa Hjemturen et Interview. Du vil da ogsaa kunne finde mit Navn i »Tageblatt« for idag.

Iøvrigt stiftede jeg ved samme Lejlighed Bekendtskab med en Mand, en Professor Pfefferkorn, der ogsaa kan være mig til megen Nytte her. Han er Lærer ved Berlins tekniske Højskole og viste sig — saa lille er Verden! — at være en god Bekendt af Aron Israel derhjemme og har derigennem faaet lidt Interesse for danske Forhold. Han bad mig ved Afskeden om at besøge ham.

24de Oktb.

— — Du bebrejder mig, kære Ven, mine Udtalelser forleden om Nathan og synes næsten lidt fortrydelig paa hans Vegne, fordi jeg ikke kan |16| betragte ham som Fører. Jeg skal dertil sige, at ogsaa jeg naturligvis har den Mand meget at takke for — det erkender jeg beredvilligt! Men som det Universitetsprodukt, han er, vil han altid blive en uforbederlig Æstetiker uden Forstand paa, ja uden nogen Interesse for, hvad det praktiske Liv kræver. Da jeg forleden vilde forsøge paa at give ham et Begreb om mit Projekt, var det knap nok, han lod mig komme tilorde. Han blev ved at snakke om et Teaterstykke, han havde læst, og om de politiske Forhold hjemme og Gud veed hvad. Alt, hvad han havde at sige om mit Projekt, var, at det »forekom ham temmelig fantastisk«. Nu be'r jeg dig! Og den Mand skal jeg anerkende som Fører! Han er i Virkeligheden ikke synderlig mere fremsynet end Fritjof, har ikke ringeste Gnist af Anelse om, hvilke Undere Fremtiden bærer i sit Skød, og at disse vil vende op og ned paa Verdensordenen, ogsaa den politiske. Fantastisk! Jeg vil sige dette, at jeg ved at leve hernede er bleven end yderligere bestyrket i den Mening, at intet vil være mere »fantastisk« af os derhjemme, end om vi — med vore naturlige Rigdomskilder — fortsætter den ængstelige og beskedne Askepottilværelse, der af de Styrende betragtes som den bedste Borgen for vor nationale Selvstændighed og den naturlige Jordbund for vor Kultur. Jeg holder for, at vi i vor Lidenhed i hvert Fald kun har eet Middel til at hævde os mellem Staterne: Penge. Som jeg har skrevet i min Pjece: »Et saa lilleputagtigt Land som det danske er i sig selv en Absurditet; et saa lille og saa fattigt Land er i Længden en Umulighed i vore Dage.« Vi maa skaffe os Respekt ved vor Overflod. Løsnet skal være Penge, Penge og atter Penge. Det er Guldets Glans, der skal kaste det |17| »Lys over Landet«, som Nathan og de andre snakker saa meget om. Fattigdommens Kultur bliver altid tilsidst en Smaus for Præsterne.

Jeg tænker ofte paa Venezia, der kun var en ringe Stad og dog svang sig op til at blive en Verdensmagt. Byer som Hjerting eller Esbjerg har paa Nutidens nordevropæiske Trafikomraade en lignende central Beliggenhed som Datidens Lagunestad. Jeg gaar hernede og drømmer om et Fremtidens Hjerting, hvor Handelspaladser med gyldne Kupler hæver sig over brede Kajer, mens smaa elektriske Gondoler stryger som Svaler henover Kanalernes blanke Vande. — —

25de Oktb.

Idag blot to Ord i Hast. Jeg kommer lige fra Geheimecommercienrathen og har overbragt Hilsnerne. Jeg traf Fruen og den unge Frøken hjemme og fik en meget venlig Modtagelse. Din Halvkusine er jo en fuldkommen Skønhed og dertil paafaldende jævn i sin Optræden, næsten lidt forlegen. Men hun er jo endnu saa ung. Ellers var jo Tonen noget fornem. Der stod en Groom opstillet ved hver Dør, jeg kom igennem, og Modtagelsen fandt Sted i Vinterhaven, som du jo kender. Vi talte mest om Jer, skønt jeg naturligvis ikke nævnede vort Forhold men kun optraadte som en god Ven af dine Forældres Hus. De skal iovermorgen have stor musikalsk Soirée, hvortil jeg blev indbudt. Der skal være udstedt henved tre Hundrede Indbydelser.

Jeg sidder med Overtøjet paa, da jeg skal ud og træffe Fritjof. Vi tilbringer ikke saa sjelden Aftenerne sammen, og trods al vor Uenighed kommer vi meget godt ud af det med hinanden. Han kan virkelig være i høj Grad indtagende. |18| Han har ført mig sammen med nogle af sine tyske Kunstbrødre, halvgale Fyre ligesom han selv, men flinke og gemytlige. Er det forresten ikke løjerligt, nu er det flere Gange hændet, at disse Folk har fundet Lighed mellem Fritjof og mig. Engang blev jeg endog spurgt, om jeg ikke var en yngre Broder til ham. Begriber du det? — —

27de Oktb.

Igen en indholdsrig Dag. Skrev jeg ikke til dig om en Professor Pfefferkorn, der er Lærer ved den tekniske Højskole her, og som havde indbudt mig til at besøge ham? Idag var jeg hos ham, han bor ude i Charlottenburg lige ved Siden af Skolen, der er et helt Palads med Søjler og Statuer, den skal have kostet en halv Snes Millioner. Professor Pfefferkorn viste mig selv rundt, jeg saae Forelæsningssalene, Laboratorierne og nogle interessante Forsøgsværksteder, der er knyttet til Skolen. Allermest optoges jeg dog af en Samling brillant udførte Modeller af Verdens betydeligste Ingeniør-Foretagender, Broanlæg, Sluseværker, Fundamenteringsarbejder o.s.v., et Museum, hvortil der næppe findes Mage. Pfefferkorn lovede at skaffe mig Tilladelse til at studere der, hvad nok ellers er vanskeligt at opnaa; jeg er naturligvis henrykt over det. Det er jo et sandt Skatkammer! Jeg tænker iøvrigt paa at høre nogle Forelæsninger hernede, her er en Professor Freitag, en yngre Mand, der har vundet stort Ry ved et Værk om Elektromotorer. I det hele, min Ven, jeg skal ikke ligge paa den lade Side. Mine Fingerspidser ligefrem klør efter igen at faa fat i en Logaritmetabel. Min Bog er ingenting, i hvert Fald altfor lidt! Men vent! Tju! Pedanten Sandrup og hans smaa, fingerklamme Kontorister |19| kan snart gaa hjem og lægge sig. Om ti Aar skal der se anderledes ud derhjemme!

Jeg stod forleden sammen med Fritjof oppe ved Raadhustaarnets Flagstang, 250 Fod over Gadens Niveau. Det var lige ved Solnedgang, men Luften var klar, jeg kunde vistnok se henved et Par Mil til alle Sider. Og overalt var der høje Huse og lange Gader, hvor Lygterne allerede var tændte, og Telegraftraade og Skorstensrøg og elektrisk oplyste Banegaards-Haller, hvorfra Togene foer ud og ind, — og yderst ude var der spredtliggende Fabriksanlæg, der syntes at fortsætte Byen i det uendelige. Saa tænkte jeg paa, at her laa for bare et Par Menneskealdre siden en forholdsvis uanselig Smaastad med Tranlygter, Diligencebefordring o.s.v., og jeg grebes af en Stolthed ved det at være Menneske, saa jeg — til Fritjofs store Forargelse — gav mig til at svinge min Hat. Herre Jesus, disse Folk med deres »Kunst« paa malede Lærreder! Jeg holder for, at Synet af et saadant elektrisk oplyst Banegaardsterræn er mere betagende end alle Rafaels Madonnaer tilsammen. Dersom jeg troede paa noget Forsyn — jeg vilde hver Morgen knæle ned og besmudse mine Bukseknæ af Taknemlighed over at være født i dette stolte Aarhundrede, da Mennesket omsider blev sig sin Almagt bevidst og begyndte at omskabe Verden efter sit Tykke — og i en Storhed, hvorom ingen Gud har drømt i sine vildeste Drømme! — —

*       *
*

Efter Pers Bortrejse havde Jakobe, nu da hun ikke længer paavirkedes umiddelbart af hans Person, og da yderligere Udsigten til en aarelang |20| Adskillelse slappede Livsnerven i hende, haft et lille, forbigaaende Tilbagefald af Mismod over sit Forhold til ham. Straks da hun modtog hans allerførste Brev, men navnlig da hun selv skulde til at skrive, mærkede hun, hvor fremmed han i Løbet af faa Dage igen var bleven hende. Hun havde pludselig saa lidt at sige ham. Hendes Kritik var atter vaagen, Anfægtelserne meldte sig paany. Det var hende igen en ydmygende Lidelse at læse hans ungdommelige Breve, der indeholdt saa meget om ligegyldige Ting, men saa lidt om hans Kærlighed, slet intet om hans Længsel.

Men saa hændte det efter et Par Ugers Forløb, at Ivan traf Aron Israel paa Gaden, og Aron viste ham et Brev, som han om Morgenen havde modtaget fra en gammel Ven i Berlin, Professor Pfefferkorn, der heri udtalte sig meget rosende om Per. Ivan bad om Lov til at laane Brevet, og efter at have læst det højt for Forældrene i Dagligstuen sendte han det op til Jakobe i en stor, lukket Konvolut med Paaskriften: »Vive l'empereur!« Der stod i Brevet:

»— — Forresten lever jeg i Øjeblikket i ganske intimt Samkvem med dit Land gennem en ung Mand, en Ingeniør Sidenius, der, efter hvad han har fortalt mig, er en personlig Bekendt af dig, en mærkelig Naturbegavelse, af hvem den danske Nation vistnok har Lov til at vente sig noget ualmindeligt. Jeg har underholdt mig med ham et Par Gange og haft Lejlighed til at gøre mig bekendt med de Ideer, hvormed han sysler, og som har interesseret mig. Jeg har sjælden truffet noget Menneske, der besad en saa umiddelbar, frisk og levende Opfattelse af Naturen og dens Fænomener. Jeg vil ikke netop paastaa, at hans Betragtningsmaade tiltaler mig stærkt; dertil er den mig for |21| jordvendt; men den hører sikkert Fremtiden til, og det hjælper næppe, at vi Ældre sukker derover. Hver Tid har sine Idealer; og naar jeg hører din unge Landsmand uden Svimmelhed eller Anfægtelse tumle med de dristigste Planer til en Samfundsomskabelse, fremkaldt ved en stadig fuldkomnere Undertvingelse af Naturmagterne, synes jeg at se for mig en Prototype for det tyvende Aarhundredes handlestærke Menneske. — —«

Med flammende Kinder og bølgende Bryst havde Jakobe læst disse Linjer. Og nu hændte der hende noget højst usædvanligt: hun kom til at græde. Hun græd ikke alene af Glæde men ogsaa af Skamfuldhed over, at hun havde gaaet her, opfyldt af Tvivl og Uro, og paany forraadt Per i sine Tanker. »Det tyvende Aarhundredes Menneske«. Ja, det var netop Ordet, der belyste de store Modsigelser i hans Væsen, undskyldte dets Skrøbeligheder, forklarede dets Kraft. Han var som det første, formløse Udkast til en kommende Gigantslægt, den, der (som han selv havde skrevet) endelig skulde tage Jorden i Besiddelse som retmæssig Herre og omskabe den efter sit Behov, — en Forløber, vokset op i lummer Stueluft under Trykket af al Slags smaaborgerlig Klejnmodighed og Overtro og Underkuelse og derfor ubændig, selvraadig og pietetsløs, uden Tro paa andre lykkebringende Magter end saadanne, der kunde faa et Staalhjul til at snurre. Og var det i Grunden underligt? Det nittende Aarhundredes Guldalderdrøm, dets skønne Tro paa at kunne opbygge et Lykkens og Retfærdighedens Rige alene ved Aandens Myndighed og Ordets overtalende Magt, — hvor var den blegnet!

Allerede forinden Pers Bortrejse havde hun forsøgt at skaffe sig et Indblik i Matematikens og |22| Mekanikens Mysterier; men det havde dengang bare været en forelsket Kvindes Lune, et Udslag af hendes urolige Trang til at følge Per paa alle hans Veje, og Tilegnelsens Vanskeligheder havde ogsaa temmelig hurtig faaet hende til at opgive Forsøget. Nu kastede hun sig paany og med hele sin semitiske Energi over Studiet af Naturvidenskaberne. Det blev hende klart, at uden et grundigt Kendskab til disse manglede man den nødvendigste Forudsætning for at forstaa det moderne Samfund og Lovene for dets Udvikling. Paa hendes Bord, der før havde været oversvømmet af skønliterære Værker, og hvor Enevoldsens »Skabelsen« som oftest havde ligget opslaaet (med Digterens Billede gemt mellem Bladene), var der nu fuldt af Lærebøger i Fysik, Geometri, Dynamik; og i sine Breve til Per aflagde hun nøjagtig Regnskab over sin Fremgang og søgte hans Raad og Vejledning.

Forholdet imellem dem var saaledes paa engang bleven vendt om. Jakobe, der hidtil havde betragtet sig selv som den aandeligt overlegne, hvis lidt pinlige Pligt det var at staa sin umyndige Forlovede bi ved at hjælpe paa hans forsømte Udvikling, var pludselig bleven Eleven, der trængte til hans Bistand og Overbærenhed. Ligesom i sin Forelskelses første Dage havde hun ti Gange i Døgnet Pennen i Haand for at skrive til ham, undertiden blot for at nedkaste en eneste Linje, enten et Udbrud af Glæde over den pludselige Forstaaelse af en vanskelig geometrisk Opgave eller et Suk af Sorg over ikke at have ham hos sig, naar hun trængte til hans Hjælp.

Endnu havde nemlig Kærligheden en større Part i hendes Iver, end hun rigtig selv vidste af. Alt, hvad der hændte hende i Dagens Løb, selv den |23| flygtigste Tanke, der gik hende gennem Hovedet, følte hun Trang til at meddele ham, og det skønt Pers Breve til hende stadig lod baade Fortroligheden og Ømheden ubesvaret. Men paa dette Punkt havde hun efterhaanden slaaet sig tiltaals. Hun forstod nu, at hun havde krævet af ham, hvad Naturen havde nægtet ham; og hun var endog taknemlig, fordi han ikke forsøgte at hykle men ærlig viste sig for hende, saadan som han nu engang var.

Ogsaa om Politik, sit gamle Yndlingsemne, skrev hun til ham i sine Breve, især om de forskellige Arbejderbevægelser, der stod i saa nøje Sammenhæng med Teknikens moderne Udvikling. Hun havde hidtil aldrig helt forstaaet sig selv i sin Interesse for disse idelige Lønstridigheder og Magtspørgsmaal, der i saameget var hendes aristokratiske Fornemmelser imod. Hun havde følt sig utryg overfor disse murrende Arbejdermillioner, hvis Krav ofte syntes hende at indeholde en Fare for alt det, som hun selv skattede højst i Livet. Men gennem sin langsomt erhvervede Forstaaelse af Per var hun nu ogsaa kommen til Klarhed over denne dunkle, modvillige Følelse af Samhørighed med den sodede, forkuede, for Lys og Luft og Menneskelighed kæmpende Arbejderhær — det tyvende Aarhundredes Mænd!

Imidlertid fløj Dagene for Per nede i Berlin, hvor han delte Tid og Kræfter nogenlunde ligeligt mellem sine Studier og Storbyens Adspredelser. Han gjorde daglig nye Bekendtskaber og blev vel modtaget overalt. Det gik ham her ligesom derhjemme: hans aabne, frejdige og smilende Ansigtsudtryk, hans hele Væsens tilsyneladende |24| Umiddelbarhed vandt ham Hjerterne — tildels ved at lade ane elskværdige Egenskaber, som han i Virkeligheden ikke besad. Denne Evne til at indtage Folk ved sin Personlighed blev ham egenlig først her i Berlin fuldt ud bevidst, og uden iøvrigt at gruble over, hvori den stak, udnyttede han den med klog Beherskelse. Samtidig tilegnede han sig ved ihærdig Agtpaagivenhed en stadig mere skuffende Verdensmandsskik for sin ydre Optræden; og forresten gik det ham, som det ofte gaar Folk i Udlandet, at hans ganske private Uvaner af de Fremmede opfattedes som nationale Ejendommeligheder, for hvilke han altsaa ikke kunde gøres ansvarlig, ja som endda forøgede den umiddelbare Tiltrækning, han øvede, ved at vække en Slags etnografisk Interesse.

Ved den store musikalske Aftenunderholdning hos Gehejmecommerceraadens druknede hans Skikkelse vel mellem Mængden af straalende Uniformer og dekorerede Kjoleopslag; men der var dog et Øjeblik, da han blev Genstand for den almindelige Opmærksomhed, idet Husets Frue i en Pavse under Koncerten lod ham kalde til sig og viste ham den Ære at underholde sig med ham, indtil Musiken igen begyndte. Den aldrende Dame, der var stærkt nedringet og kraftigt sminket, havde en Svaghed for unge Mænd med vel udviklede Legemsformer og gjorde sig ikke synderlig Umage for at skjule det. Per selv havde imidlertid kun Øje for Husets Datter, en nittenaarig Rødtop, der ganske var en Modsætning til Moderen: en stille, fin, yndefuld lille Skabning, der næsten med Skyhed iagttog enhver Mand, som nærmede sig hende. Hun var ligesom Moderen pragtfuldt klædt og skamløst blottet, saadan |25| som Hofmoden fordrede det; men hun syntes selv trykket af sin Halvnøgenhed og dækkede saa vidt muligt Barmen med sin Vifte.

Per havde kun akkurat haft Lejlighed til at bukke for hende ved Modtagelsen, og han var ikke engang sikker paa, at hun havde genkendt ham. Siden havde hun uafbrudt været belejret af uniformerede og fornemt udseende Kavalerer, og han havde tilsidst helt opgivet at nærme sig hende. Men under Koncerten greb han hende to Gange i at betragte ham i Smug, og at hendes Blik virkelig ikke helt tilfældigt var kommen til at hvile paa ham, røbede hun selv den sidste Gang ved den hastige Maade, hvorpaa hun tog Øjnene til sig. Ja, Per mente bestemt at kunne se, at hun blev lidt rød.

Da han ud paa Natten — i en let Champagnerus — gik hjem fra Selskabet, snurrede det i hans Hoved af de dristigste Tanker. Skulde der her være en Chance for ham? ... Han mindedes Onkel Heinrichs Fortælling om den fattige Østerriger i New York, der vandt den amerikanske Petroleumkonges Datter og nu var en af den nye Verdens regerende Pengefyrster. Den unge Pige her var Arving til mindst halvtresindstyve Millioner. Halvtresindstyve Millioner og en henrivende Brud! Det kunde nok friste til et Forsøg! ... Snak! Vanvid! ... Og dog! Han havde jo hidtil haft Lykken med sig i alt, hvad han for Alvor havde villet. Han havde endnu ikke gjort Ivans Profeti tilskamme: Kommer, ser, sejrer.

Rigtignok var der Hensynet til Jakobe — han havde ingenlunde glemt det, — og det var naturligvis en alvorlig Hindring. Men han vilde dog |26| spørge, om man absolut var nødt til at lade sig binde af sin Fortid, naar der uanet aabnede sig saa glimrende Udsigter for En. Ja, havde han Lov til at give Afkald paa en saadan Fremtid? Kunde han forsvare det for den Sag, han havde viet sin Kraft? Ved Gud, han holdt meget af Jakobe. Hendes udmærkede Egenskaber forstod han fuldt ud at skatte, og det vilde gaa ham forfærdelig nær til Hjertet at forlade hende. Men alle personlige Følelser maatte underordne sig Hensynet til det almene Vel, — det vilde Jakobe sikkert selv forstaa og billige. Halvtresindstyve Millioner! En saadan Sum vilde i et lille Land som Danmark skaffe sin Mand en sand kongelig Magt. Hvad vilde han ikke kunne udrette derhjemme med de Penge! Hvilken Hjælp i den store Frigørelseskamp, som jo netop Jakobe mere end Nogen ønskede Held og Fremgang! — —

Han havde ingen Lyst til at gaa hjem og drev ned gennem Unter den Linden, hvor der endnu var livligt i Kafeerne og paa Vinstuerne. Han plejede ellers saa vidt muligt at undgaa disse elegante Strøg-Restavrationer, der gav saa Pokkers lidt for Skillingen. Med al sin Trang til at optræde som Verdensmand havde han en indgroet Ulyst til at give Penge ud, og i Grunden befandt han sig altid bedst i Fritjofs Kunstnerknejpe, hvor han fik en Halvpunds-Bøf med Spejlæg, et nævestort Rundstykke, en Skive Ost, to Krus Øl og et mildt Smil af Kelnersken, altsammen for to Mark. Men i denne Nats Champagnestemning strøg han trodsigt alle smaaborgerlige Fornemmelser af sig og gik ind i en af de fornemste Officers-Vinstuer i Nærheden af Hovedvagten.

Ved en halv Flaske isafkølet »Vix Bara« og |27| under et livligt Rykind af silke- og sabelraslende Par fortsatte han her sine Selvovertalelser. Den Barontitel, hvorpaa Onkel Heinrich havde givet ham Anvisning, spøgte ham især i Hovedet. Nu vilde den virkelig kunne blive ham til Gavn! Uden et fornemt Navn opnaaedes der næppe noget i disse Krese. Men var han først Baron, frygtede han intet Medbejlerskab. — — Ganske vist, han havde endnu kun lidt at bygge paa, bare et stjaalent Sideblik. Men havde han haft mere, ja havde han blot haft saa meget, da han i sin Tid kastede sine Øjne paa Jakobe? Han skulde blot frygtløs stole paa sin Pagt med Lykken. Og saa blive sit Valgsprog tro: Jeg vil!

Klokken blev over tre, inden han naaede hjem, og han kunde i sin Optagethed ikke falde i Søvn. Han kastede sig i Sengen, drak det ene Glas Vand efter det andet og kunde ikke holde Tankerne i Ro. Dog var det ikke udelukkende disse eventyrlige Fremtidsfantasier, der holdt ham vaagen. Her i Ensomheden og Mørket dukkede andre Tanker frem og hidsede Blodet.

Under hele sit Ophold i Berlin havde han været forfulgt af en Uro, der ligesom hin Skygge i Fabelen kun gav sig tilkende, naar der blev stille og ensomt omkring ham. Det var Tanken om hans Fader og dennes mulige Død, han ikke kunde blive kvit. Det vil sige: om Dagen, naar han var i Virksomhed eller sad paa Kafeerne med sine Venner, beskæftigede Spørgsmaalet ham ikke; men saasnart han blev alene med sig selv i den fremmede By, og navnlig om Aftenen, naar han kom hjem til sine tomme og uhyggelige Stuer her i Carlsstrasse, viste Skyggen sig for ham. Hver Nat, naar han stod i Skjorteærmer ved sin |28| Seng og trak sit Ur op, spurgte han sig selv: »Mon Far skulde være død idag?«

Saadan ogsaa denne Nat.

Henimod Morgen — just som han endelig var ved at falde hen — foer han let sammen. Fra et eller andet Sted i Værelset havde han hørt en Lyd, der i hans Øre lød som en tre Gange gentaget Banken. Han blev igen lysvaagen. Og skønt han vidste sig fri for al Slags Overtro, kunde han ikke siden slippe den Tanke, at Faderen i hint Øjeblik var gaaet bort.

Om Formiddagen telegraferede han en Forespørgsel hjem til Eberhard, og ved Middagstid modtog han det korte Telegramsvar: »Fader døende«. Han saae paa sit Ur. Om to Timer gik Eksprestoget til Hamborg. Den næste Formiddag kunde han være hjemme, og om Aftenen vilde han igen kunne rejse derfra. Blot to Døgns Fraværelse — og hans Samvittighed vilde være bleven beroliget.

Han stod et Minut med Uret i Haanden. Saa nikkede han besluttet og gav sig til at pakke en Haandkuffert.

Han havde ikke selv nogen helt klar Forstaaelse af, at hvad der drev ham hjem, ikke alene var Frygten for engang at komme til at fortryde, at han ikke havde sagt sin Fader Farvel, endda Muligheden for en virkelig Forsoning jo var ganske udelukket. Ad skjulte Veje stod hans Beslutning i Forbindelse ogsaa med de andre Tanker, der havde holdt ham vaagen denne Nat, og der var igen her en lille Rest af uovervunden Spøgelsefrygt med i Spillet. Ligesom de første kristnede Hedninger i Smug blotede til de gamle Afguder foran store Afgørelser, saadan følte han |29| Trang til at forsone sine Fædres Gud ved et Offer nu, da han stod i Begreb med at ruste sig til den sidste, forvovne Kamp for Lykkens gyldne Kongekrone. —

Et Par Timer efter sad han i Toget og rullede nordpaa.