Naar man paa Vejen fra Oddesund til Thisted er kommen forbi Ydby med dens mange dystre Kauer og Daase og herfra søger vestover til den kønne lille By Vestervig med Liden Kirstens Grav og videre mod Nord, kommer man til et fattigt, vejrpisket Land, hvor Faarene selv ved Midsommertid har ondt ved at bjerge Føden. Det er en Klit- og Sumpegn, ens Vinter og Sommer, blaagrøn af Marehalm eller rødlig af Skavgræsser og Lyng, der alene modstaar Havgusens Saltlud. Ufarbare Kærstrækninger tvinger Vejene ud i store Buer, og naar det en sjælden Gang er stille Vejr, driver der en tung Røg henover dem som over en Brandtomt.
Hist og her ligger der en lille Gaard eller en lyngtækket Hytte; men der er ofte flere Kilometer mellem Husene, og Byer findes ikke. Et enkelt Sted ses dog Begyndelsen til en Sammenflytning. I en Lavning, hvor der har dannet sig lidt Eng paa begge Sider af et Moseafløb, ligger fire Huse, af hvilke det ene er en Skole. I det |252| andet bor en Engmester. I det tredje en Skomager. Det fjerde er tomt.
Fra dette sidste bar man fornylig Liget af en midaldrende Mand, der i en Aarrække havde beskæftiget Sindene deromkring. Han var en Fremmed paa Egnen og havde aldrig skøttet om at fortælle om sin Fortid. Ellers var han ikke egenlig ordknap, omend lidt but, og han havde mange Venner rundt omkring og ingen Uven. Han var ugift og havde levet ene i sit temmelig store Hus sammen med en gammel Husholderske, en gammel Hest og noget Fjerkræ. I hans Stuer var der altid rent og lyst og hyggeligt; han kunde, som Folk sagde om ham, lokke Solen ind gennem sine Vinduer paa en Graavejrsdag, saadan elskede han den. Skønt han var en ulærd Mand havde han mange Bøger og købte stadig nye, men sin meste Tid tilbragte han ene med sig selv og sine Tanker ude paa Landevejen, naar han i Embeds Medfør kørte rundt med sin stridhaarede norske Fjordhest, der var næsten blind af Ælde. Manden var Vejassistent, og aldrig havde Distriktets Veje været i saa god Stand som i hans Tid.
Trods sin Ensomhed, og skønt han i mange Aar havde haft et svagt Helbred, der nødte ham til en streng Regelmæssighed i sin hele Livsførelse og navnlig til at forsage saadanne haandfaste Nydelser, som forsonede andre her med Livets |253| Genvordigheder, syntes han altid rolig og tilfreds. Dette undrede Folk og foruroligede dem tillige, saa meget mere som han ikke søgte Trøst i Religionen, aldrig gik i Kirke, endsige til Herrens Bord, og derfor af Præsten blev betegnet som en af de ulykkelige, der var hjemfalden til den evige Fortabelse. Og endda skulde han — efter hvad man havde faaet oplyst ad anden Vej — have været gift engang og haft baade Hjem og Børn, ja, der var dem, som mente at vide, at han desuden havde været meget rig, hvad det lange Udenlandsophold, han ved enkelte Lejligheder havde talt om, ogsaa nok kunde tyde paa.
En af dem, paa hvem hans Personlighed havde gjort stærkest Indtryk, var hans Genbo, Skolelæreren, en yngre Mand med en nyvakt Aand.
Han havde holdt meget af at smutte overtil »Assistenten« om Aftenen for at faa sig en Passiar med ham om alvorlige Ting, og han havde (med lidt belagt Samvittighed forresten) altid følt sig særdeles vel tilpas hos ham trods hans ofte gudsbespottelige Tale. Skolelæreren var en Mand, der endnu ejede sin Barnetro ubeskaaren, og da han tillige beflittede sig paa i alle Forhold at leve som et ærligt og redeligt Menneske, mente han at turde haabe paa engang at faa Del i den evige Salighed. Ikke desmindre havde han mange triste og nedslaaede Timer, og han havde ikke kunnet skjule for sig selv, at hans gudløse Genbo |254| syntes lykkeligere end han. Da han engang havde taget Mod til sig og tilstaaet dette ogsaa for Assistenten, havde denne paa sin rolige Maade svaret, at han i saa Fald ikke havde fundet sit naturlige Voksested, hvor han alene vilde kunne lære den højeste Menneskelykke at kende: at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst. Men da Skolelæreren derefter spurgte ham, hvorledes man bar sig ad med at søge dette Voksested, svarede han, at herom kunde det ene Menneske ikke meddele det andet Raad, her maatte enhver frygtløst give sig det Selvudfoldelsens Instinkt i Vold, der var nedlagt i alt det skabte.
En anden Gang trængte Skolelæreren ind paa ham for at faa ham til at udtale sig om, hvorledes denne »højeste« Lykke da føltes; men herpaa vilde han heller ikke indlade sig nærmere. »Spørg Deres Præst!« havde han mumlet ironisk. Bagefter havde han saa sagt, at hvad det for ethvert Menneske kom an paa, var at bringe sig i saa vidt mulig selvstændig og umiddelbar Forbindelse med Tingene i Stedet for at sanse dem gennem andres Organer, saaledes som f.Eks. ogsaa de gjorde det, der levede paa overleverede Forestillinger. Et saadant virkelig levende Forhold til Livet var den nødvendige Forudsætning for at kunne høste frisk Erkendelsesglæde af enhver forefaldende Begivenhed, den mindste saavel som den største, ja selv af den smerteligste. Den, |255| der ikke af Erfaring kendte den Lykke, som det var, naar en — omend nok saa lille og betydningsløs — hidtil uoplukket Afkrog af Tankens eller Virkelighedens Verden oplodes for En, vidste overhovedet ikke, hvad det var at leve.
Disse Ord havde Skolelærer Mikkelsen ofte maattet tænke paa i Assistentens sidste Leveaar, hvor denne trods frygtelige Kræftlidelser holdt Modet oppe uden fremmed Trøst. Under selve Smerteanfaldene kunde han være ynkelig nok og jamre sig saa vildt, at man i de tre omliggende Huse maatte gaa omkring med Bomuld i Ørene. Men naar man bagefter kom ind til ham, laa han med et Udtryk i sit Ansigt som En, der har haft en rig og dyb Nydelse; ja engang, da han havde været næsten smertefri i et Par Uger, havde han halvt spøgende sagt, at han begyndte at længes efter Pinebænken. At Livet virkelig intet Øjeblik havde syntes ham helt uudholdeligt, viste sig efter hans Død, da man fandt en ladt Revolver skjult i hans Natbordsskuffe.
De sidste Dage laa han stille hen og vilde Ingen se. Heller ikke for sin Sygdom og dens Ødelæggelser rundt om i hans Legeme havde han længer nogen Interesse. Først da han mærkede Dødskulden i sine Ben, slog han Øjnene op, og lidt efter bad han om et Spejl for at se Udtrykket i sit Ansigt. Men det var forsilde; han havde allerede mistet Synet. Kort efter begyndte Dødskampen.|256| Det var ved Aftenstid, og Vinduet var tildækket. Den gamle Husholderske holdt hans Haand. Et Lys brændte ved Sengens Hovedgærde. Paa Væggen tikkede Faderens store Sølvur.
»Det er snart forbi,« hviskede han pludselig med næsten klar Stemme og som i barnlig Angst. To Minutter efter sank hans Hoved til Siden. Konen hørte kun et lille Suk, og han var død.
Til Begravelsen mødte et efter Forholdene jævnstort Følge. I det skønneste Oktobervejr med blaa Himmel og næsten stille Luft blev han sænket i den sandede Jord, medens Hovederne blottedes. Der blev sunget et enkelt Salmevers, men nogen Tale blev der ikke holdt, og Kirkeklokken hang stum i sin tjærede Galge. Saadan havde den Afdøde selv bestemt det. Til den Fanfare, han havde forlangt at faa blæst over sin Grav, havde Præsten til Gengæld nægtet Tilladelse.
To af hans Søskende havde indfundet sig til Begravelsen. Det var Departementschef Eberhard Sidenius og Provsten Thomas Sidenius, begge uden Uniform. Efter Jordfæstelsen blev hans Testamente aabnet, og til de to Brødres overbærende Beklagelse havde han taget den Bestemmelse, at hans Efterladenskaber skulde tilfalde »Jakobe Salomons konfessionsløse Skolehjem« i København. Det var en Virksomhed, ingen af dem fandt fortjenstfuld. Det viste sig, |257| at der foruden Bohavet ogsaa var et Par Sparekassebøger og adskillige Kontanter, tilsammen til en Værdi af henimod en Snes Tusinde Kroner. Den strengt regelmæssige og asketiske Levevis, som den Afdødes svage Helbred havde paabudt ham, og som iøvrigt passede godt for hans Tilbøjeligheder, havde tilladt ham at henlægge henved Halvdelen af sin Aarsløn foruden al Ekstrafortjeneste, deriblandt Afstaaelsessummerne for et Par smaa Opfindelser, han ved Lejlighed havde gjort.
Brødrene var forbavsede.
»Tyve Tusinde Kroner — det er virkelig en betydelig Sum,« sagde Departementschefen betænkelig.
»Ja, det er virkelig en ikke ringe Kapital,« sagde Provsten i samme Tone.
»Forhaabenlig er han kommen redelig til dem.«
»Derom har vi visselig ikke Lov til at tvivle.«
Da Departementschefen var vendt tilbage til København, drev en vis Nysgerrighed ham til personlig at overbringe Frøken Salomon Meddelelsen om den hendes Skolehjem tilfaldne Arv.
En Dag gik han ud paa Nørrebro, hvor Frøkenen havde opført sit meget omdisputerede |258| »Børnenes Hus« midt i Fattigkvarteret. En Portnerske førte ham over en stor, sollys Legeplads med Træer og Bænke, og da det viste sig, at Bestyrerinden i Øjeblikket var beskæftiget ved Undervisningen, benyttede han Lejligheden til at se sig lidt om i den store og smukke Bygning.
En ung Lærerinde kom hen imod ham og tilbød at vise ham rundt.
Til den ene Side laa en højloftet, lys og festlig Spisesal, hvor den ene Halvdel af Børnene netop fik Mad, mens den anden var paa Skolen, som laa i Bygningens anden Ende. Ved Siden af var der et Par Systuer, hvor Børnene — baade Drengene og Pigerne — lærte at bøde deres Tøj, stoppe deres Strømper, lappe deres Sko. Ovenover var en Række luftige Badekamre. Hver tredje Dag fik Børnene et Bad — forklarede hans Ledsagerske. Lys, Luft, Vand og regelmæssige Maaltider var overhovedet de Midler, hvormed Skolen opdrog Børnenes moralske Sans, og som altsaa skulde erstatte Religionsundervisningen. Børnene boede ikke paa Skolen; det var netop Meningen, at de med deres rene Kroppe, deres velholdte Klæder og gode Manerer skulde virke rundtom i Hjemmene som smaa Missionærer for Troen paa Renlighed, Orden og Tugt. Men Skolen stod aaben fra tidlig om Morgenen, naar Fabriksarbejdet begyndte, og Børnene fik deres fulde Forplejning|259| der for en Betaling, som ikke var helt ringe men iøvrigt afpassedes efter Forældrenes Evne.
Ja, tænkte Departementschefen ved sig selv. Alt dette kunde jo være meget godt, men —.
I det samme kom der Bud om, at Bestyrerinden ventede ham inde paa Kontoret.
Jakobe Salomon var nu en Dame paa et Par og Fyrre; men til Trods for, at hun havde bevaret sin ranke, knejsende Holdning, saae hun ikke saa lidt ældre ud. Man kunde se paa hende, at den Virksomhed, hun her havde skabt med en saa mægtig Energi og under saa megen Modstand og Mistænkeliggørelse fra forkellige Sider, havde kostet hende mere end hendes Formue. Den Kampens Lod, hun i sin ungdom havde ønsket sig, var i fuldt Maal bleven hende til Del. Det Ansigt, som hendes Beundrere i sin Tid havde kaldt et Ørneansigt, hendes Uvenner og Misundere et Papegøjefjæs, var nu ubestridelig rovfugleagtigt. Med sit allerede næsten hvide Haar, sin gullige Hud, sine store, mørke, opspilede Øjne, sin høje Hals, sin enkle, brune Kjole, blot pyntet med en bred, hvid Krave, lignede hun en Kondor, der fra en Fjældtinde skuer milevidt ud over Sletten.
Da Departementschefen kom ind, gik hun ham hurtigt imøde henne fra sit Skrivebord.
»Jeg kan tænke mig, at De kommer i den elskværdige Hensigt at meddele mig Deres Broders |260| Død. Jeg har dog allerede faaet Underretning derom gennem andre, der havde set Dødsanmeldelsen i en Avis.«
»Hvis jeg ikke havde haft anden Anledning, skulde jeg dog ikke have ulejliget Dem med et Besøg. Saa meget mindre som jeg veed, at min Broder eller hans Skæbne ikke kunde gøre Krav paa nogen Deltagelse fra Deres Side.«
»Deri tager De fejl,« svarede hun, mens en stærk men flygtig Rødme strøg henover hendes Kinder. »Jeg skylder Deres Broder mere, end han selv har haft Forstaaelse af. Paa Afstand har jeg da ogsaa fulgt ham, saa godt jeg kunde. Vi gled jo i Aarenes Løb i mere end een Henseende længere og længere bort fra hinanden., Om hans sidste Leveaar veed jeg slet intet. Nu maa De fortælle mig derom. — Tag Plads, Hr. Departementschef. — Og fortæl mig om hans Sygdom og Død. Det har været mig saa underligt slet intet at vide.«
Men Departementschefen vilde ikke sætte sig. Den ligefremme Tone, som denne noget tvivlsomme Dame tillod sig overfor ham, fik ham til at stramme Munden, hvorved hans store, uskønne Underbid blev endnu mere fremtrædende. Alligevel kunde han ikke lade være med at kigge sig lidt omkring i Stuen med et af sine smaa, skæve Sideblik; men da han mellem de store Portræter af Tidens berømte Mænd, der prydede |261| Væggene, opdagede Dr. Nathans livslysende Satyransigt, tog han sky Øjnene til sig, idet han samtidig søgte at smile overbærende.
»Jeg skulde, som sagt, ikke have ulejliget Dem, dersom jeg ikke havde haft en ganske særlig Anledning. Men jeg skal fatte mig i al Korthed. Deres Formodning om, at min afdøde Broder mere og mere havde fjærnet sig fra Dem ikke alene i bogstavelig Forstand men ogsaa med Hensyn til Anskuelser og Tænkemaade, synes — De vil forstaa, at jeg for mit Vedkommende maa sige det med Beklagelse — ikke at være rigtig. I hvert Tilfælde har han i sit Testamente, mod hvis Lovformelighed der næppe kan rejses begrundede Indvendinger, indsat Dem eller rettere Deres ... Deres Institution, eller hvad man nu skal kalde det ... til Universalarving. Det drejer sig om en Kapital paa henved tyve Tusinde Kroner, om hvis Oprindelse jeg imidlertid ikke ser mig i Stand til at oplyse noget. Jeg har fundet, at det var min Skyldighed personlig at underrette Dem derom. Ogsaa for af Deres egen Mund at erfare, om De overhovedet ønsker at modtage denne Arv.«
Jakobe Salomon stod foran ham ved en Stol og lænede sig med Albuen til dens Ryg. Hun var dybt greben. Ungdomsminderne strømmede ind over hende. Hun, hvem kun faa Mennesker havde set græde, kunde i dette Øjeblik ikke holde Taarerne tilbage.
|262|»Hvorfor skulde jeg dog ikke modtage Arven?« sagde hun stille. »Jeg kunde vanskelig tænke mig en mere kærkommen Gave. Deres Broder og jeg var meget forskellige, og jeg har ofte tænkt paa, at jeg vist i Grunden kun daarligt har forstaaet en Natur som hans. Men des taknemligere er jeg for den Hilsen, han her har sendt mig.«
»Tør jeg maaske i denne Forbindelse — Frøken Salomon! — minde Dem om en Samtale, vi havde med hinanden for en sejsten-sytten Aar siden. Jeg anvendte ved den Lejlighed omtrent de samme Ord om Deres og min Broders Forhold som De nu. Jeg tror, De nu maa indrømme mig, at det havde været bedst for alle Parter, om De dengang havde haft mere Tillid til min Dømmekraft.«
Hun løftede Hovedet og saae stolt paa ham.
»De tager igen ganske fejl, Hr. Departementschef! Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod nu som en stor Lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Baade ved den Glæde og den Sorg, han gav mig, fik mit Liv først rigtigt Indhold. Det Værk, De her ser omkring Dem, er i Grunden lige saa meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham taknemlig.«
»Ja, herom kommer De og jeg jo næppe til nogen Forstaaelse. Jeg skal derfor heller ikke opholde Dem længere. Farvel!«
En Aften en Ugestid efter Begravelsen opholdt Skolelærer Mikkelsen og Engmester Nielsen, der tillige var Stedets Sognefoged, sig inde i den Afdødes ellers vel tillukkede Hus for efter hans bortrejste Brødres Anmodning at udfærdige en Fortegnelse over det efterladte Indbo. Hvad der havde været af Værdipapirer, Breve og lignende Ting, havde Brødrene taget med sig; men i et Bord, der tilfældig havde staaet med Skuffen vendt ind mod Væggen, fandt man nu et tykt Hefte, næsten en lille Protokol, fuld af Optegnelser, skrevne med Assistentens halvt ulæselige Haand.
Skolelærer Mikkelsen kunde ikke dy sig for straks at kigge i den. Mens Sognefogden gik rundt i de andre Værelser med Lampen og skrev op paa sin Liste, sad han inde i Soveværelset ved et Lys, der var stukket i en Flaskehals, og gennembladede Bogen.
Det var en Slags Dagbog, som Assistenten havde ført i alle de Aar, han havde boet der paa Egnen, og hvori han havde nedskrevet sine Tanker og i det hele ligesom ført Samtaler med sig selv om alt, hvad der var hændt ham. Paa et af Bogens første Blade stavede Skolelæreren sig besværligt gennem følgende:
»Saalænge vi er unge, stiller vi saa ubeskedne
Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil,
at de skal aabenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens
Slør, hvorunder de
virker,
Skolelærer Mikkelsen var forbavset, kan ¹ kendte ikke sin Mand igen i disse mistrøstige Linjer. Men idet han nu søgte fremefter i Bogen for at komme til de Optegnelser, der skrev sig fra de senere Aar, stødte han paa et Brev, som havde ligget gemt mellem Bogens Blade. Han saae paa Udskriften. Der stod »Hr. Vejassistent P. Sidenius«, og af Stemplet paa Frimærket kunde han se, at Brevet kun var et Par Maaneder gammelt.
Efter en kort Samvittighedskamp trak han Papiret ud af Omslaget. Det var en Damehaand. Som Adresse stod der øverst paa første Side »Budderuplund«, og Brevet lød:
»Jeg hører, at du er syg, meget syg. Jeg bryder derfor den Tavshed, du har paalagt mig, jeg kan ikke blive rolig i mit Sind, før jeg faar sagt dig min uendelige Tak for alt, hvad du har ofret for min Lykkes Skyld. Jeg forstaar dig nu helt, forstaar, at du kun har villet mit Bedste, og jeg kan aldrig takke dig nok derfor. Fra vore tre Børn kan jeg bringe Hilsen, de har det godt, ligesom mine yngste to. Hagbarth er nu Student, han vil være Ingeniør og har efter alles Sigende ualmindelige Evner, er dertil en kæk og stærk |266| Dreng, saa han vil nok komme frem i Verden. Ingeborg blev konfirmeret sidste Høst; hende og lille Lise har jeg endnu herhjemme. De kender dig jo ikke du har jo villet det saadan, og det er maaske ogsaa rigtigst. — Endnu engang min inderligste Tak for alt. Gud give dig Kraft til at bære, hvad der maatte komme!
Inger.«Skolelærer Mikkelsen nikkede hen for sig og puttede derpaa stille Papiret ind igen i Omslaget. Hvad det dog har været for en sær Mand! tænkte han. Hvad kan der nu have været de to imellem?
Den sidste Del af Dagbogen bestod mest af udaterede Smaastykker, som næsten alle endte med den samme Sætning, der hist og her var understreget. Den lød: Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig! Paa disse Steder genkendte Mikkelsen let baade Tanker og Udtryk fra sin Vens Tale. Saaledes i et Stykke som dette:
»Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt ud mod Virkelighedens eller ind mod Tankens eller op mod Drømmens Verden, og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. Derfor priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, der kaldte paa denne Drift og styrkede dette |267| Mod. Ellers var jeg bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle mine Dage.«
Eller et andet Sted:
»Kristi Liv og Historie lærer os i Virkeligheden intet ud over dette (som er en gammel Visdom), at der kun er eet, der overvinder Lidelsen, og det er Passionen.«
Paa et tredje Blad stod der:
»Ære være min Ungdoms store Drømme! Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa. Ja, Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig.«
Et Sted læste han disse Linjer:
»Aviserne meddeler idag, at Hr. Steiner er bleven udnævnt til Etatsraad. Hvordan? For et helt Liv, hæsblæsende forspildt i Svindel; for saa megen Løgn og saa mange ynkelige Skrabud — bare en Etatsraadstitel! Verden er en slet Betaler. Stakkels Hr. Steiner! Om De anede, hvor jeg i min Navnløshed føler mig kongeligt fri og ukrænkelig, vilde De forstaa, at det er Dem, som blev den narrede. Men nu aner De det ikke og er glad. De lykønsker Dem selv og drikker stolt Deres Berømmelses Skaal i Champagne. Thi Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig.«
Et Sted stod der følgende under Overskriften »Om Gud«.
»Der tillægges Voltaire det Ord, at dersom |268| Gud ikke var til, maatte man opfinde ham. Jeg finder mere Sandhed i Sætningen, naar den vendes om. Dersom der virkelig skulde være nogen Gud til, maatte man se at faa ham afskaffet, og dette ikke af Frygt for vore onde Gerninger og deres Straf, men for at opelske Mennesker, der gør det gode for det godes egen Skyld. Hvor kan man med rent Hjerte give en Tigger en Almisse, naar man tror eller har Interesse af at tro, at der sidder en regnskabsførende Gud i Himlen og ser derpaa og nikker bifaldende?«
Nedenunder stod der under Overskriften »Mere om Troen«.
»Vi omgiver os i Livet med saa mange Ting, som er bleven vor Ejendom ved et Tilfælde. Vi opdager en Dag, at vi trænger til en Kommode, gaar saa ind til en Snedker og køber en, der tilfældig staar fremme. Vi mønstrer den med Ligegyldighed, den er maaske ikke engang efter vor Smag, men i samme Øjeblik, vi har besluttet os til at købe den og den er bleven vor, foregaar der en hemmelighedsfuld Forvandling med den og med os. Varsomt stryger vor Haand henover Polituren, med Kærlighed og Ængstelse følger vort Øje den, naar Flyttefolkene bærer den ned ad Trapperne, og bliver vi senere i Livet nødsaget til at skille os af med den, er det for os, som om vi mistede en Del af os selv. Dette er Besiddelsens Mysterium. Er det ikke ogsaa Troens?«
|269|Fra hans sidste Leveaar skrev sig en Optegnelse, der havde Overskriften »Det store Spøgelse«, og som var indført med svag og rystende Haand.
»Et Sted ovre paa Mors forefaldt der for en Del Aar siden følgende Begivenhed. En Herremand havde to Sønner, to Smaadrenge, af hvilke den yngste var en mut lille Fyr med et trodsigt Sind, som Faderen vilde bøje. En Dag i Drengens tiende Leveaar, da han igen havde forset sig og derfor skulde tugtes, søgte han Tilflugt oppe i et højt Træ i Haven. Ør af Ophidselse og — som det paastaas — af for megen Vin (han var netop kommen hjem fra en Jagtfrokost i en Nabogaard) stod Faderen nedenunder med sin Ridepisk og befalede ham at komme ned. Men hvor meget han end raabte, og hvor stærkt han end truede, blev Drengen deroppe, krøb tilmed i sin Angst stadig højere tilvejrs, tilsidst saaes han helt oppe i Toppen. Saa hørtes pludselig et Skrig. Den Gren, hvorpaa han havde søgt Fodfæste, knækkede, og Drengen styrtede til Jorden.
Han blev Krøbling for Livstid, og Samvittighedsnag gjorde Faderen vanvittig, han sad indtil sin Død indespærret i en Galeanstalt. Imidlertid voksede Sønnerne op. Den ældste blev en sund og rødmosset ung Junker, ret hvad man kalder en Kærnekarl, der giftede sig med en køn Pige, satte et Kuld raske Børn i Verden. drev Ejendommen |270| op til at blive en Mønstergaard og i det hele gjorde sin Skyldighed som velvoksent Mandfolk. Imens laa Broderen bleg og stille paa sin Baare ude i Parken, omsværmet af sine Venner Fuglene, som aad af hans Haand. Han følte sig slet ikke ulykkelig, pintes kun af dumme Menneskers Medynk og af Tanken paa Faderens Elendighed. Jeg har selv set ham. Han var vel dengang en atten-nitten Aar, og jeg har aldrig kunnet glemme det forklarede Udtryk i hans Ansigt. Det var, som stod der en Lysglans om hans hele hjælpeløse Skikkelse. Til Erstatning for den Førlighed, der var bleven ham berøvet, havde han faaet hin sjette Sans, der skænker Sjælen dens dybeste Nydelser. Den kluntede Dreng med den mutte Trold i Øjet var bleven — ja, en Stakkel, hverken Mand eller Kvinde, hverken Barn eller Voksen, men et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro. Og jeg maatte tænke paa hans Fader, hvem Samvittigheden, dette hæslige Spøgelse, havde drevet ind i Mørket, fordi han ikke havde ejet Troen, den sande Tro, Troen paa Naturen, den rige, den vise og miskundelige, som veed Raad for alt, som gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden, som — —.«
Skolelæreren blev afbrudt at Sognefogden kom ind.
|271|»Ja, saa er vi vist færdige, Mikkelsen. Hvad er'et, De der sidder med?«
»Det er bare den Bog, vi fandt her i Skuffen. Hvad skal vi gøre ved den? Det er jo skrevne Sager, saa den kan da ikke gaa til Avktionen, og til at brændes er den da egenlig for god. Tror De ikke, Nielsen, at jeg med god Samvittighed kan ta' og beholde den? Saa havde jeg dog en Slags Minde om Assistenten. For — sandt at sige — saa vil jeg mangen Gang komme til at længes efter ham; og her staar netop saa meget om det, vi har siddet her og passiaret om, saa det er, ligesom jeg opfriskede det altsammen.«
»Ta' De den bare, Mikkelsen. For skrevne Sager har vi ingen Ansvar. Og den har jo ingen Pengeværd.«
Saa tændte Sognefogden en Lygte. Lampe og Lys blev slukket, og de to Mænd traadte ud af det tomme Hus og lukkede det omhyggelig efter sig.
En ny, gennemset, lidt forkortet Udgave af Fortællingerne om Lykke-Per vil udkomme efter Nytaar. Forfatteren anmoder om, at denne nye Udgave maa blive lagt til Grund ved mulig Bedømmelse af det samlede Værk.