ANDET KAPITEL

Det blev alligevel heller ikke den næste Dag til noget med Pers Visit hos Oberst Bjerregrav. Da han om Morgenen vaagnede, følte han sig ikke vel. Han sov altid uroligt og havde om Natten kastet Tæpperne af sig, saa han var gennemisnet af Kulde.

Idet han rejste sig overende i Sengen, jog der ham et smertefuldt Sting gennem Brystet og samtidig en Angst gennem Sjælen. Den Smerte kendte han. Det var den samme, der havde foruroliget ham et Par Gange under hans Rejse, sidste Gang i Wien efter de anstrengende Baadfarter gennem Donaudeltaet. Af Mistillid til de udenlandske Læger og desuden af en vis Sky for at faa Sandheden at vide havde han hidtil ikke villet lade sig undersøge. Nogen Skyld heri havde ogsaa den lunefulde Paaholdenhed, der havde udviklet sig hos ham efter hans Ophøjelse, og som navnlig ytrede sig i Smaating. Men nu skulde der gøres Alvor af det. Han ringede paa Stuepigen og lod en af Københavns mest bekendte Hospitalsoverlæger kalde.

Der gik nogle Timer, før Lægen kom. Per fik i sin Ensomhed god Tid til at fantasere sig ind i den Forestilling, at disse gentagne og for hver Gang heftigere Sygdomsanfald kunde være Forbud paa Døden.

Dø allerede nu? Fireogtyve Aar gammel! Med sit Livsværk ufuldført, ja end ikke paabegyndt! Det vilde være ganske meningsløst, fuldkommen ulogisk — som Livet overhovedet var det.

Ja, det Standpunkt var forlængst tilbagelagt, da han overmodig trodsede Døden i den Indbildning, at Livet ikke kunde undvære ham, at hans Evner og Kræfter var nødvendige for Tingenes Opretholdelse. og Udvikling i hans Fædreland. Nu vidste han bedre, at Naturen var rig nok til at turde være ødsel, at der var gaaet endnu større Evner i Graven uden at have faaet sig udfoldet. Knokkelgæsten spurgte ikke om Forlov. Som Solen skinnede baade paa retfærdige og uretfærdige, greb han, Mørkemanden med de tomme Øjenhuler, iblinde mellem kaldede og ukaldede uden Hensyn til Nyttevirkningen.

Den Gru for Tilintetgørelsen, der havde siddet Per i Kroppen siden hin Dag, da han blev Vidne til den gamle Højbaadsmands uhyggelige Endeligt, og som var bleven fornyet ved Faderens Dødsleje, havde i den senere Tid igen fortaget sig noget. Som han laa der i den store Pragtseng, under et farvestraalende Silketæppe og beredte sig paa at |83| høre Dødsdommen udtalt over sig, var han forholdsvis rolig og fattet. Den Følelse, der mest opfyldte ham, naar han syntes at mærke Ømheden i Brystet brede sig, var en mild Medlidenhed med ham selv. Endog naar han ingen Smerter følte, var der Øjeblikke, hvor han i sin Træthed næsten forligede sig med Tanken om at gaa bort og befries for Livets formaalsløse Besvær. Vognlarmen paa Torvet udenfor, den evindelige Sporvognskimen, Tanken paa Mødet med Obersten og paa de forestaaende nye Forhandlinger med hovmodige og frække Pengespekulanter, — alt fyldte ham i saadanne Øjeblikke med en usigelig Lede.

Efterhaanden som Timerne gik, blev det ham dog stadig vanskeligere at holde Uhyggen borte fra sin Seng. Mere og mere knugedes han af sin Forladthed. Tænk, om han laa her og døde uden at have et Menneske hos sig!

For at adsprede Tankerne besluttede han sig til at læse. Han havde den foregaaende Dag naaet at faa udpakket de Bøger, han havde ført med hjem fra sin Rejse; og mellem de store, svære tekniske Værker fandtes ogsaa den Samling Skrifter af mere almendannende Art, som han havde anskaffet under det lange Vinterophold i Dresach og senere forøget i Rom. Ved Hotelpigens Hjælp fik han nu fat i et tysk Mønsterudvalg af græske og latinske Klassikere, der bl.a. indeholdt en Oversættelse af Platons »Fædon«. Han huskede, at |84| denne simple Beretning om Sokrates' og hans Venners frimodige Samtale om Døden umiddelbart før den store Hednings Henrettelse i sin Tid havde været ham til stor Beroligelse.

Han var dog ikke kommen langt i Læsningen, før Lægen kom. Denne — en lille graaskægget Mand — slog sig ned paa en Stol ved Siden af Sengen og holdt et formeligt Forhør over Per, inden han med aabenbar Mistænksomhed begyndte den egenlige Undersøgelse. Efter derpaa en forsvarlig Tid at have banket ham paa Bryst og Ryg sagde han:

»Er det de Lunger, som der skulde være noget i Vejen med? Det tror jeg nu inte noget paa. Det er jo komplette Smedebælge! ... Hvor, siger De, føler De særlig Smerterne?«

Per pegede paa et Sted foran paa den højre Side af Legemet, omtrent ved det underste Ribben.

»Er det der? Jamen, De sagde jo før, at det mere var herhenne paa venstre Side.«

»Ja det flytter sig.«

»Naa saadan. Gør det meget ondt, naar jeg — som nu — trykker paa det?«

»Nej, det kan jeg ikke sige.«

»De mærker inte noget særligt.«

»Nej.«

»Maaske har De slet ingen videre Smerter mere?«

Per maatte indrømme, at den pinagtige, sammensnærende|85| Fornemmelse i Brystet og Mellemgulvet næsten var forsvunden nu. Han kunde igen trække Vejret dybt, uden at det jog igennem ham.

Doktoren sagde ingenting men gav sig til at undersøge ogsaa Underlivet og Benene.

»Deres Lunger er der sgu inte noget i Vejen med,« gentog han, da han var færdig. »Dem skal De aldrig ønske at kunne bytte bort. Men Deres Muskulatur er noget slap og oppustet. Hjertet kunde ogsaa uden Skade være noget mindre ugideligt. — Sig mig, hvordan er Deres daglige Levevis? Gør De nogen ordenlig Gymnastik? Tager De et koldt Styrtebad hver Morgen? — Det skulde De virkelig ta' og gøre. Og Haandvægtsøvelser. Der er ingenting saa storartet som nogle raske Armsving med et Par Lispunds-Lodder paa fastende Hjerte. De maa se at faa Deres ærede Blod til at cirkulere lidt livligere; andet fejler De vistnok ikke, — men det er for den Sags Skyld ogsaa mere end nok i Deres Alder! Jeg kan inte noksom anbefale Dem at passe godt paa Dem selv og navnlig at vogte Dem for aandelig Overanspændelse. For trods den ubetinget mandlige Krop, De kan fremvise, har De aabenbart Disposition til — ja, hvad skal jeg nu med et pænt Ord kalde det? — naa, til saadan lidt Nervekvababbelse, som De har haft denne aarle Morgenstund. Sagen er i og for sig let nok |86| at forstaa. Se, først er De bleven godt gennemrystet paa en tre-fire Døgns Jernbanerejse, hvor De hverken har faaet ordenlig Søvn eller et roligt Maaltid; saa er De som De selv siger kommen hjem til Forretninger og Vrøvl og Selskabelighed; det er saamænd Forklaring nok, naar Talen er om en Konstitution af vor hjemlige sødsuppelige Art, selv om den ogsaa hører til Krafttypen.«

Han sagde det sidste med et lunt Glimt i sine smaa, lidt skelende Øjne, hvad Per dog ikke lagde Mærke til. Per hørte overhovedet knap paa ham mere. Efter at have faaet Sikkerhed for, at han ikke gik omkring med Spiren til en Lungesygdom, følte han sig helt vel og ønskede blot at blive den snaksomme Mand kvit.

Da han var gaaet, stod han straks op, skønt det var bleven ham tilraadet at blive liggende en Dagstid. Han vilde dog ikke gaa ud den Dag, og han skrev nu til Jakobe, at hun ikke skulde vente ham. For ikke at ængste hende gav han som Paaskud, at han var optaget af Forretninger. Sammen med Brevet sendte han hende — for første Gang i deres Bekendtskabstid — nogle Blomster. Han følte det virkelig som et Savn, at han ikke skulde se hende den Dag. Hun var jo dog nu det eneste Menneske i Verden, han brød sig om!

Efter iøvrig at have spist Frokost med temmelig god Appetit satte han sig til sit Arbejdsbord. |87| Ligesom den foregaaende Dag fik han sine Tegninger frem og desuden Maaleredskaber, Tabelværker og lignende Hjælpemidler. Han vilde benytte Dagen til et grundigt Gennemsyn af den hele Række Detajlplaner for saa vidt muligt at afværge begrundede Indvendinger fra Oberst Bjerregrav og andre.

Han havde just ordnet alt til Arbejdet, da han fik fat i den tyske Mønstersamling, som han, idet han kom ud fra Sovekammeret, havde kastet hen paa Bordet mellem Tegnerullerne. Bogen laa endnu opslaaet paa det Sted, hvor han havde læst, da han var bleven afbrudt af Doktorens Komme, og han kunde nu ikke lade være med at kigge i den, inden han lukkede den for at lægge den tilside. Hans Blik faldt paa det Sted i Begyndelsen af Fædons Beretning, hvor Sokrates taler om Legemet som den tunge og klæbrige Dejg, hvormed Sjælen er sammenæltet, og som gør, at Menneskene aldrig paa tilfredsstillende Maade kommer i Besiddelse af, hvad de eftertragter, forsaavidt dette da ikke er det lave og uædle.

»Thi Legemet foraarsager os tusinde Bryderier. Det opfylder os med Lyster og Begærligheder, med Frygt og mange Slags Skyggebilleder og Tant ... Penges Erhverv er Aarsag til al Ufred i Verden; men Penge behøver vi kun for Legemets Skyld, idet vi skal pleje det. Om vi endelig ogsaa har tilfredsstillet det i saa Henseende og bereder |88| os til at betænke noget af Vigtighed, er det os atter paa mange Maader til Besvær, opvækker Uro og Forvirring og forstyrrer os, saa vi for dets Skyld ikke formaar at skue det sande... Medens vi lever, vil vi kun da komme Erkendelsen nærmest, naar vi har saa lidt som muligt at skaffe med Legemet og ikke mere Omgang med det, end det er højst nødvendigt, og ikke lader os opfylde af dets Natur. —«

Per lod Bogen synke og saae en Tid tankefuldt hen for sig med sammentrukne Bryn. Besynderligt! — tænkte han. — Disse Ord, udtalt fire Hundrede Aar før Kristi Fødsel, var jo som skrevne ud af en kristelig Opbyggelsesbog!

Han læste Siden tilende og ogsaa den næste Side og een til ... han kunde ikke holde op igen. Denne dybsindige Fantasileg med det overnaturlige satte hans inderste og forborgneste Sjæleliv i Svingninger.

Det blev langt op paa Dagen, inden han fik fat paa sine Maaleredskaber og Tabelværker.

Den Beundring, hvormed han den foregaaende Dag havde genset de mange Tegninger fra Fortiden, tabte sig nu noget ved disses nøjere Prøvelse. Med den forøgede Indsigt, han havde vundet paa sin Rejse, var det ikke vanskeligt for ham at finde angribelige Punkter, ja ligefrem umulige Ting i dem, og denne Opdagelse gjorde ham efterhaanden nervøs. Hans Selvtillid, der i den sidste |89| Tid havde faaet saa mange slemme Stød, blev nu for Alvor rokket. For første Gang satte den rigtige, huløjede Tvivl sig foran ham og lod ham smage den Gru, der minder om Dødens.

Trods Lægens Formaning til ham om at vogte sig for aandelig Overanstrengelse, blev han siddende oppe det meste af Natten, mere og mere febrilsk i sin Iver for at ændre og forbedre. Der var tilsidst slet ingenting, der kunde staa for hans Kritik. Da han ud paa Morgenen endelig gik i Seng, var han naaet til det Resultat, at den hele Række Planer maatte omarbejdes fuldstændig, før der kunde være Tale om paany at fremlægge dem. Saa træt og ødelagt han ogsaa var, kunde han af den Grund aldeles ikke sove men laa og tumlede med alle Slags urimelige Tanker, indtil han med en Art Fortvivlelsens Ligegladhed strakte sig ud i fuldkommen Selvopgivelse.

Da kom han til at tænke paa den Professor Pfefferkorn i Berlin, der havde interesseret sig saa meget for ham under hans Ophold der. Han havde i sin Tid paa hans Opfordring sendt ham et Uddrag af sit Skrift i en selvlavet Oversættelse, og som Tak herfor havde den højt ansete Lærer tilskrevet ham et længere Brev, hvori han i det hele havde udtalt sig om hans Planer, særlig om hans Opfindelser paa Kraftindustriens Omraade. Per stod op for at søge efter dette halvglemte Brev |90| mellem sine Papirer og læste det derpaa i Sengen. Der stod blandt andet:

»— — Hvad nu først Deres hydrauliske Motor angaar, saa skal jeg udtale mig med Forsigtighed. De er jo her inde paa en ganske ny Vej, og det er da kun rimeligt, at de første Skridt er vaklende. Jeg har vist iøvrig under en af vore Samtaler sagt Dem, at man i Amerika har gjort Forsøg i lignende Retning, og at man der stadig arbejder paa at løse denne i Sandhed mægtige og tillokkende Opgave: at bringe ogsaa Oceanets uudtømmelige Kraft ind under Menneskesnillets Ledebaand. Det er Dem kun til Ære, at ogsaa De er bleven grebet af denne Tanke; men hvorvidt den Vej, De har anvist, vil kunne føre til Maalet engang, derom skal jeg, som sagt, ikke udtale mig. Derimod mener jeg, efter nu med Opmærksomhed at have sat mig ind i Deres ny System for Vindmotorers Regulering, at De her har haft et lykkeligt Indfald. Tanken med den indskudte Vægtstang og Formen for Afbalanceringen tiltaler mig særdeles. Der er sikkert her peget paa Midler, der i høj Grad fortjener Paaagtelse. At De just skulde have fundet den afgørende og endelige Løsning af dette store og vanskelige Problem, der er af den største Betydning særlig for alle bjerg- og strømfattige Lande, det mener De naturligvis heller ikke selv. Paa intet Omraade gælder det mere end paa det tekniske, at Fuldkomnnenheden |91| naaes gennem en Uendelighed af smaa Forbedringer, og De vil ganske sikkert ikke slaa Dem tiltaals med det allerede vundne Fremskridt. Som jeg overhovedet altid med Interesse vil følge Dem i Deres Udvikling, forsaavidt Forholdene sætter mig i Stand dertil, vil jeg særlig med Forventning imødese Resultaterne af Deres fortsatte Forsøg paa det her berørte Felt. Om Deres rige Evner er De jo ikke selv i Tvivl, og De vil sikkert ogsaa nok naa langt, især om det kunde lykkes Dem noget mere end hidtil at forene Deres mærkeligt aabne Blik for Tingenes store Linjer med den Fordybelse i Detaljen, som man i Ungdommen er tilbøjelig til at ringeagte, men hvorpaa i Virkeligheden det store og frie Overblik beror. Jeg tror at mindes, at det var Deres Agt paa Deres Studierejse at besøge ogsaa Nordamerika. Det vil vistnok være meget anbefalelsesværdigt. De vil der bedre end nogetsteds have Lejlighed til at berige Deres Erfaring i det rent praktiske, — og jeg mener hermed egenlig ikke udelukkende det tekniske; ogsaa paa andre Omraader er vi bleven den nye Verdens Lærlinge. Særligt vil De i dette de store Inventioners Land kunne lære, hvorledes de mægtigste Virkninger oftest er blevet naaet ved de tilsyneladende uanseligste Midler.«

Dette Brev, der ved Modtagelsen ikke havde betydet noget for Per, fordi det ikke havde syntes ham anerkendende nok, genoprejste nu hans Selvfølelse.|92| Det blev desuden bestemmende for ham med Hensyn til hans Planer for den nærmeste Fremtid. Han indsaae, at det var nødvendigt for ham hurtigst muligt at fortsætte sin afbrudte Studierejse og igen for en Tid at lægge Ordningen af sine Affærer i Ivans Haand og navnlig overlade til ham at genoptage mulige nye Forhandlinger med Spekulanterne, — forhaabenlig med Støtte af Oberst Bjerregrav. Imidlertid vilde han ganske stille rejse bort, direkte til Amerika, saa han ikke endnu engang udsattes for (som i Italien) at falde for den gamle Verdens Fristelser.

*       *
*

Den samme Dag, hen paa Eftermiddagen, tog Per ud til Skovbakken. Jakobe var i Haven, da han kom. Hun sad paa en Bænk i Solen udenfor det store Bjælkelysthus, hvor hun var skjult af det tætte Buskads.

Skønt hun godt hørte Pers Stemme oppe fra Terrassen, blev hun rolig siddende og gav heller ikke ved noget Raab tilkende, hvor hun var. Da han endelig fandt hende, rakte hun ham blot Haanden og lod ham kysse hendes Kind, skønt han tydelig nok havde søgt hendes Mund. Hun kunde heller ikke faa sig selv til at sige ham Tak for de Blomster, han den foregaaende Dag havde sendt, især ikke, fordi hun kunde mærke paa ham, at han ventede det.

Hun havde de sidste Dage gaaet om i en anstrengt, villet Døs under Forsøget paa at glemme den lidte Ydmygelse. Hun, som ellers elskede Klarhed, var i sit Forhold til Per ogsaa paa den Maade bleven sig selv utro, at hun bestandig, saavidt det overhovedet var muligt, lukkede Øjnene for Sandheden, hvor den truede hendes Kærlighedslykke. Ligesom En, der er vaagnet af en straalende Drøm og lægger sig om paa den anden Side i Haab om at drømme videre, gav hun sig endda med en Art Vellyst hen i sit Selvbedrag.

Per tænkte nu ikke videre over hendes forandrede Væsen, — ja han mærkede det knap. Han var i Øjeblikket selv temmelig utilgængelig og saae aandsfraværende og anstrengt ud. Han begyndte da ogsaa med at sige, at han kun kunde være hos hende en Timestid, han skulde hurtigst muligt tilbage til sit Arbejde.

Jakobe saae straks mistænksom paa ham og spurgte, hvad det dog var, han havde saa forfærdelig travlt med i disse Dage. Men af Angst for at faa et Svar, der kunde bestyrke hendes Mistanke, slog hun øjeblikkelig selv Spørgsmaalet hen ved med et Smil at sige, at han saamænd ikke skulde staa Skrifte for hende.

Per sagde da ogsaa blot, at han var beskæftiget med et kritisk Gennemsyn af sine Tegninger, som han nu i saa lang Tid ikke havde haft mellem Hænder hvorfor der var en og anden Ting, som |94| han mente at kunne gøre bedre. Han kunde ikke faa sig til straks at sige hende den fulde Sandhed. Det havde heller ikke været ganske let for ham at tage Beslutningen om at rejse. Han var i Grunden træt af det omstrejfende Liv, han i det sidste Aarstid havde ført, og vilde helst have slaaet sig til Ro straks. At han havde saa vanskeligt ved at gøre sig forstaaelig i fremmede Sprog, af hvilke kun Tysk faldt ham nogenledes let i Munden, gjorde sit dertil. Det var desuden svært for ham at tænke paa at skulle skilles fra Jakobe nu, da de netop havde fundet hinanden igen og i fuldbaaren Kærlighed. At hun var frugtsommelig, havde han dog stadig ingen Anelse om. Jakobe havde heller ikke forleden Aften nede ved Søen faaet Mod til at betro ham det, fordi hun var bleven angst for, at han ikke skulde blive rigtig glad derover.

Som han nu sad der ved Siden af hende paa Bænken og tænkte paa, hvorledes han bedst skulde faa sagt hende, at de igen maatte skilles, saae han, at hun hastig viskede noget fra sin Kind. Det kunde se ud, som om hun med Haanden slog en Flue væk; men Per havde faaet Tid til at opdage, at det var en Taare.

Han blev helt betuttet derved. Han havde aldrig før set hende græde.

»Men, kæreste Ven!« sagde han. »Hvad er der i Vejen? Er der gaaet dig noget imod?«

»Nej, slet ikke ... Det er blot Nervøsitet,« svarede hun og førte hans Haand bort, da han i sin Forbavselse vilde lægge den om hendes Liv.

»Men er du da ikke rask?«

»Jo vist er jeg. Som jeg siger dig, det har ikke noget at betyde ... Skal vi ikke gaa lidt? Jeg tror, jeg er kommen til at fryse.«

Hun rejste sig i det samme for at frigøre sig for ham, da hans omsorgsfulde Tilnærmelser nu pinte hende lige saa meget som hans Selvoptagethed før. Per gik en Tid lang tavs ved hendes Side. Det slog ham nu, hvor medtaget hun saae ud, — og Rejsebeslutningen begyndte at vakle hos ham.

Da skød der en Tanke frem af hans Stemning som en altforgyldende Solstraale gennem en Sky: Jakobe kunde jo følge med ham! De kunde gifte sig allerede nu og saa rejse sammen for Guds og alle Menneskers Øjne. At han ikke havde tænkt paa det før! Rejsens Besværligheder, Hoteluhyggen, Ensomhedsfølelsen, alt, hvad der nys havde skræmmet ham, forvandledes med eet til Lyst og Glæde. Han vidste jo af Erfaring, hvilken fortræffelig Rejsekammerat Jakobe var, saa opofrende, saa fordringsløs, saa moderlig omsorgsfuld, — og dertil behagelig hjemmevant i alle fremmede Sprog.

»Jakobel Jakobel« — han standsede midt paa Havegangen, og før hun kunde forhindre det, slog |96| han Armene omkring hende. Mens de derpaa Arm i Arm steg ned mod Udsigtsbænken ved Søen, tilstod han for hende alt, hvad han havde gennemlevet og gennemlidt, siden de saaes, og hvilke Planer han havde udklækket for dem begge.

Jakobe gik en Tid med Hovedet paa hans Skulder, aldeles overvældet, ganske svimmel af en egen, selvblindet Lykke. Da jog det igennem hende med en Forfærdelse, der drak Blodet af hendes Kinder og Læber: hun kunde jo slet ikke følge ham nu! Det var ganske umuligt for hende i hendes nuværende Tilstand at rejse saa langt bort. Per talte om at være borte et halvt Aar, og paa kortere Tid kunde han absolut heller ikke faa noget virkeligt Udbytte af Rejsen; men hun vilde da kun blive ham til Byrde og Bekymring.

»Du siger ingenting,« sagde Per, da de havde anbragt sig paa deres Yndlingsplads med den frie Udsigt over Sundet til den solbeskinnede svenske Kyst. »Synes du ikke om mit Forslag?«

»Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige,« svarede Jakobe, hun sad foroverbøjet og halvt bortvendt med Albuen paa Knæet og Hagen støttet mod Haanden; den anden Haand havde Per ikke villet give slip paa. — »Jeg forstaar saa godt, at du maa ud og rejse igen. Jeg har selv tænkt paa, at det vistnok var nødvendigt for dig ... Men, min Ven, mig faar du ikke med over Atlanterhavet!«

»Men hvorfor? Naar jeg er med dig, kan du jo være ganske tryg. Jeg skal sandelig nok passe paa dig. Eller er det Sørejsen, du er bange for?«

»Aa ja, ogsaa for den. Derfor bliver jeg hjemme ... og venter paa dig. Og jeg skal nok være taalmodig. Men naar du foreslaar, at vi skulde gifte os, inden du rejser, saa tror jeg, du har Ret. Det vil af flere Grunde være praktisk.«

»Og saa, med det samme vi holdt Bryllup, skulde vi skilles. Er det din alvorlige Mening, eller driver du bare Løjer med mig? For det vilde jo dog være det skrækkeligste Barbari. Jeg kender dig ikke igen, Jakobe. Men det kan jo ogsaa kun være Spøg, ikke sandt?«

Hun rystede tavs paa Hovedet.

»Jeg tror dig ikke, Jakobe. Du er bleven saa underlig, saa lunefuld i den sidste Tid. Du ligner ikke dig selv. ... Hvad gaar du og gemmer paa?«

»Ikke paa noget, min Ven!« sagde hun og knugede i det samme febrilsk hans Haand. Hun kunde nu mindre end nogensinde faa sig til at sige ham den fulde Sandhed. Hun turde det ikke. Hun levede jo ikke længer i Indbildninger med Hensyn til hans Karakter, og hun var nu bange for, at han skulde benytte hendes Tilstand som et Paaskud for at opsætte sin Rejse eller maaske for helt at opgive den.

Men det vilde hun paa ingen Maade have paa Samvittigheden. Hun indsaae godt, hvor betydningsfuldt netop et Amerikaophold vilde kunne blive for ham, og det var hende nu langt mere end før om at gøre, at han dreves fremad. Havde hun tidligere kunnet tænke sig at være tilfreds med hans blotte Kærlighed, saa søgte hun uvilkaarlig nu paa anden Led Erstatning for, hvad denne paa det sidste havde tabt i Værdi for hende.

De vedblev endnu længe at tale om Sagen; men Jakobe modstod standhaftig alle Pers Forsøg paa Overtalelse.

»Hør nu her!« sagde hun tilsidst i et pludseligt Udbrud. »Nu har jeg en Ide. Du kan jo rejse over England, saa vil jeg følge dig saa langt. Vi er otte Dage i London, og otte Dage et Sted paa Landet eller ved Stranden. Og i Liverpool skilles vi. — Hvad siger du til det?«

»Naturligvis, lidt er bedre end ingenting. Jeg kan jo saa haabe paa, at du i Liverpool kommer paa andre Tanker.«

»Det skal du ikke. Allermindst for din egen Skyld, min Ven. Husk ogsaa paa, vi kan dog ikke bo paa Hotel, naar du kommer tilbage, vi skal dog have vor egen Lejlighed. Med at indrette den vil jeg faa nok at bestille, mens du er borte.«

»Det er sandt. Du har Ret, Jakobe — som altid. Aa, du dejlige Ven, hvor jeg glæder mig til at komme tilbage! ... Tænk at faa vort eget |99| Hjem! ... Det behøver jo slet ikke at være særlig storartet; det skal vel ogsaa helst ligge lidt udenfor Byen, i frie Omgivelser, saa vi kan have det hyggeligt og roligt! Vi to!«

Han havde i sin Henrykkelse draget hende ind til sig, og hun hvilede igen sit Hoved paa hans Skulder i en Art lykkelig Selvbedøvelse.

»Veed du, hvad jeg i de sidste Dage har tænkt saa meget paa,« fortsatte han, efterat de nogle Øjeblikke havde siddet tavse. »Alt det, som vi Mennesker — i alt Fald vi Mandfolk — saa hidsigt efterstræber og undertiden sælger baade Sjæl og Krop for at naa: Navn, Ære, Rigdom o.s.v., hvor er det dog i Grunden altsammen betydningsløst og ligegyldigt i Sammenligning med Livets virkelige Goder, der er saa at sige ens for alle og groer ud af Tilværelsen saa selvfølgeligt som Frugter paa et Træ. Det har aldrig slaaet mig som forleden Aften i Selskabet her, hvor bagvendt Livsværdiernes Rangforordning er ogsaa indenfor det moderne Samfund, og hvor uhyggelig Tomheden af den Grund overalt gaber frem under den straalende Overflade. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg i Tide fik reddet mig ud af Elendigheden. For jeg var sandelig nær bleven stikkende i den, — det ser jeg nu!«

Jakobe var bleven lidt urolig under denne Tale. Skønt det i Grunden var hendes egne Ord ja netop dem, hvorom hun havde drømt, at han engang|100| vilde gøre dem til sine, opskræmte de hende nu, da hun hørte dem af hans Mund. Men hun havde jo i Mellemtiden ogsaa selv til en vis Grad ændret sine Meninger om de sande Livsværdier.

»Nu ser du dog vist for sort paa Forholdene,« sagde hun.

»Det tror jeg ikke. Det er absolut min Erfaring, at Egennytte, Forfængelighed, Brutalitet, Herskesyge o.s.v. endnu er lige saa grundfæstede Magter i det nye Samfund som i det gamle. Det er hip som hap. Men det var dog vel oprindelig ikke Meningen.«

»Ja hvorfor tror du egenlig?«

»Hvorfor?«

»Ja, — den Slags Egenskaber, som du nævner, er nu engang de Drivkræfter, der fører Menneskene og Verden fremad. Derfor kan de vist heller ikke være slet saa fordømmelige, som man gerne gør dem til.«

»Naa, du mener kanske, at de ligefrem tør kaldes paaskønnelsesværdige?«

»Jeg veed ikke. Er det dog ikke simpelt hen dem, hvorpaa Menneskenes Velfærd beror?«

Per kom til at le.

»Du er storartet, Jakobe! Er det ikke, som jeg siger, — du vil absolut være stridig idag, om du saa skal opponere mod dine egne Meninger. Men du er sød, som du er! ... Og nu maa jeg desværre gaa, eller rettere sagt løbe, ellers kommer |101| jeg for sent til Toget. Farvel, min Ven! Og tænk nu nærmere over, hvad vi har talt om. Jeg kommer igen imorgen.«

*       *
*

Der var i disse Dage iøvrig foregaaet følgende: Max Bernhardt havde straks efter Bruddet med Per gjort Alvor af at sætte sig i Forbindelse med den Ingeniør Steiner, der uden Blufærdighed havde tilegnet sig Pers Ide og i sin Tid henvendt sig til den mægtige Overretssagfører med en noget ændret Kopi af hans vestjyske Frihavnsprojekt og udgivet det for sit eget selvopfundne. Max Bernhardt havde været saa omsigtsfuld ikke at knytte sin Agitation for Sagen specielt til Pers Planer; han havde saaledes ikke nogensinde nævnet Pers Navn udenfor de særlig Indviedes Kres, saa Personskiftet kunde foregaa uden at vække Opsigt.

Hr. Steiner var en halvgammel Eventyrer, født Holstener, der havde tumlet sig omkring i Verden og endelig var havnet i København, hvor han var godt kendt fra Gaden paa Grund af et uhyre Overskæg, som han havde ladet vokse for Reklamens Skyld. Nogen større Anseelse havde han hidtil absolut ikke nydt i Teknikerkrese, før »Borgerbladet« nu pludselig kastede hans Navn paa Markedet. Under en — som det lod — tilfældig Omtale af jyske Havneforhold udnævnte |102| Bladet ham til »en højt anerkendt Sagkyndig« paa Vandbygningskunstens Omraade.

Der var da i Øjeblikket ikke mindre end tre store Frihavnsforslag, for hvilke man underhaanden søgte at skabe en Stemning i Forretningsverdenen; og Max Bernhardt syntes saaledes at skulle naa sin oprindelige Hensigt: at splitte Interessen for Sagen til Skade for det københavnske Projekt, der var det eneste, som virkelig havde Udsigt til at gennemføres, og med hvis Ophavsmænd og Stiftere han laa i Krig. Disse Folk begyndte da ogsaa at blive nervøse. Det var i sig selv et voveligt Foretagende, de havde givet sig ikast med; der skulde tilvejebringes store Kapitaler til det, og »Borgerbladets« Anseelse og Indflydelse i Børsverdenen var imod al Forventning i stadig Stigen under den nye Ledelse. Ogsaa andre af de Aviser, som Max Bernhardt havde faaet under sit Herredømme, gjorde Mine til at mistænkeliggøre Sagen som Forretning. For ikke at risikere et Nederlag, naar Tiden for Aktieindbydelsen var kommen, besluttede da de store Herrer at krybe til Korset overfor den forhadte Overretssagfører og tilbyde ham Plads i den forberedende Direktion. Han modtog Tilbudet med et spøgefuldt Smil; og ved en offenlig Festlighed, der tilfældig fandt Sted i de samme Dage, blev Forsoningen mellem ham og hans gamle Modstander, den forhen almægtige Bankdirektør beseglet idet |103| denne paa en iøjnefaldende Maade drak et privat Glas med ham, — en Begivenhed, som Dagen efter stod udførlig omtalt i alle Byens Aviser, i Borgerbladet endog under Overskriften: »Et historisk Øjeblik«.

For Max Bernhardt var den vundne Sejr nu afgjort betydningsfuld. Det var lykkedes ham at slaa fast, at man ikke kunde gaa uden om ham; at selv Børsens Matadorer intet formaaede uden at have sikret sig hans Bistand. Ivan tabte næsten Vejret, da han erfor Nyheden. Han mente nu ethvert Haab for Pers Planer sønderbrudt for lange Tider. I et hysterisk Udbrud af Fortvivlelse raabte han op om Forræderi og snigmorderiske Anslag, da han forstod, at Max Bernhardt kun havde benyttet Vennens Nationalværk i et Intrigespil som en Indsats, der paa Forhaand var bestemt til at ofres.

Per triumferede.

»Hvad sagde jeg!« ytrede han overfor Jakobe, der ogsaa var bleven en Del opskræmt af Begivenheden. »Vil du nu indrømme mig, at din Hr. Max er en samvittighedsløs Bandit, og at det var et Held, jeg itide fik Færten af hans Rævekage. Jeg havde ellers nu staaet der pænt som en afblanket Nar! ... Nej, det er, som jeg siger, der maa rejses en Bevægelse herhjemme for at udrydde den Slags Skadedyr af det offenlige Liv. |104| Ellers gaar tilsidst al Hæderlighed tilbunds i Uføret.«

Det rykkede i Jakobe; men hun opgav at svare. Det nyttede ikke at fortsætte Diskussionen om det Spørgsmaal foreløbig. Hun satte nu sit Haab til hans Amerikaophold; og iøvrig kuede hun sig selv og sin vakte Kritik overfor ham, fast bestemt paa at vedblive at holde af ham, som han nu engang var.

Ivans mistrøstige Syn paa Pers Udsigter delte hun ikke, — hvor forskrækket det end i Øjeblikket gjorde hende, at Max Bernhardt var bleven vundet for det københavnske Projekt. Nogen aabenbar Grund til i den Anledning at opgive alt Haab var der i Virkeligheden heller ikke. Max Bernhardts nye og store Sejr havde vakt forøget Liv blandt hans mange Misundere og hemmelige Fjender, især blandt dem, der som Proprietær Nørrehave betragtede sig som forraadt af ham i denne Sag. Tilligemed Overretssagfører Hasselager og de andre spekulerende Tilhængere af Pers Plan blev han netop særdeles virksom for den; og til disse Mænd sluttede sig nu uden alt Forbehold og med gennembrydende Ild og Varme: Oberst Bjerregrav.

Der var for hans Vedkommende ikke længer Beregning med i Spillet. Det var Retfærdighedsfølelsen og Fædrelandskærligheden, der endelig overvandt Skinsygen og Hævngerrigheden hos den |105| gamle Mand. Han tilstod nu aabent, at Pers Projekt i al sin Ufuldkommenhed og med sine enkelte Urimeligheder var langt at foretrække for det københavnske, der — som han udtrykte sig — var en taabelig Tanke tarvelig udført, medens det første var et Værk af et virkeligt, et født Geni. Dertil kom, at Mas Bernhardts fornyede Held hos ham ogsaa havde faaet Jødehadet til at blusse, — en Følelse, der hos denne gamle Kriger ligeledes bundede i hans sværmeriske Fædrelandskærlighed. Han betragtede enhver noksaa hjemmedansk Jøde som en kun halvt naturaliseret Tysker med hemmelige Sympatier for Arvefjenden. Han paastod — hvad forøvrig ikke var usandt — at Størsteparten af de københavnske Mosessønner, der kaldte sig Grosserere, simpelt hen var Agenter for tyske Firmaer, ligesom det hovedsagelig var med Penge fra jødiske Banker i Hamburg og Berlin, at den hele moderne Omformning af Hovedstaden var foretaget. Ogsaa til Provinserne, ja, helt ud til Bondelandets gældbetyngede Gaarde havde de tyske Millioner fundet Vej og fortsatte her indenfra, paa underjordisk Vis, den Erobring af Landet, som Kanonerne havde indledet.

Hvad der derfor altid ganske særlig havde tiltalt ham ved Pers Havneplan, var, at denne endelig var et Forsøg paa at hævde Landets merkantile Selvstændighed overfor den store Nabostat. Medens en københavnsk Frihavn efter hans |106| Mening kun kunde blive en betydningsløs »Andedam«, der umuligt kunde drage Verdenstrafiken til sig, vilde et vestjysk Havneanlæg paa det paapegede Sted og med den foreslaaede Forbindelseskanal i Ryggen kunne blive de nordtyske Handelsstæder en farlig Medbejler.

Han havde nu taget den heroiske Beslutning selv at gøre det første Skridt til en Forsoning med Per. Han havde sagt til sig selv, at han, som i sin Tid havde uds at sit Liv for Fædrelandets Skyld og ofret det to Ribben og et Stykke af sin Lever, skulde vel ikke betænke sig paa at tilsætte en Smule Stolthed i en Sag, der galdt Landets Velfærd. Endnu havde han alligevel ikke kunnet faa sig til ligefrem at søge Per og tilbyde ham sin Bistand. Det pinte ham bestandig lidt at mindes det udfordrende Ord, hvormed Per (hvad denne iøvrig selv forlængst havde glemt) ved hint skæbnesvangre Sammenstød paa hans Kontor havde profeteret, at naar de næste Gang mødtes, vilde det være Obersten, der søgte ham. Men det gjorde ikke Per ringere i hans Øjne, at han allerede dengang — toogtyve Aar gammel — saa klart havde forstaaet sin egen Betydning.

Per anede intet om denne nye og store Triumf, der saaledes forberedtes ham. Tanken paa Obersten fyldte ham endog med en vis Uro, naar han sad derhjemme paa Hotellet og syslede med sine Tegninger. Der var saa et, saa et andet i deres |107| Detaljer, som fik ham til at frygte for, at de ikke skulde kunne staa for den gamle Praktikers Kritik.

Det var stadig hans Hensigt at faa fuldført de nødvendigste Ændringer, inden han rejste bort, i det mindste forsaavidt disse berørte selve Havneplanen, der jo foreløbig var den, hvorom Opmærksomheden udelukkende var bleven samlet. Han havde fra først af troet at kunne gøre Arbejdet i Løbet af et Par Dage; men der var nu gaaet en Uge, og endnu kunde han ikke rigtig se Ende paa det. Han var flittig nok; han havde vel overhovedet aldrig arbejdet mere samvittighedsfuldt. Han stod tidlig op og var hjemme næsten hele Dagen. Men der kom trods alle Anstrengelser ingen Flugt i hans Tanker. Det var ikke som i fordums Dage, da ethvert Kort over et Aaløb eller et Rids af en gammel Havn straks rejste en Storm i hans Hjerne. Vanskeligheden for ham bestod dengang mest i at vælge med Omsigt mellem det Mylr af Indfald, der bestandig under Arbejdet skød frem som ved Knopskydning. Nu havde han ofte ondt nok ved at holde Tankerne samlede om sin Pen eller Ridsefjer. Alleslags uvedkommende Ting, ethvert Raab paa Gaden, enhver Klokkelyd i Hotellet forstyrrede og adspredte ham.

Undertiden hændte det ogsaa, at han i Stedet for en Logaritmetabel tilfældig fik fat i et af de |108| historiske eller populær-filosofiske Skrifter fra det lille Dresach-Bibliotek, der laa opstablet mellem hans andre Bøger paa Arbejdsbordet. Han kunde da aldrig lade være med at blade i det, og i Almindelighed endte det med, at han lod sig fængsle af et eller andet Emne, der laa hans Havneplaner saare fjernt. Da var der aldrig Tale om, at Gadelarmen eller Hotelklokkerne forstyrrede ham. Han kunde sidde timevis uden en eneste Gang at løfte Blikket fra Bogens Sider.

Et Par Gange var han bleven overrasket af et Besøg af Jakobe; men forresten tog han regelmæssig hver Dag henimod Aften ud til »Skovbakken«. Han søgte der saavidt muligt kun at træffe Jakobe og kom derfor sjelden til Maaltiderne. Ikke alene skyede han Nanny, der tydelig lagde an paa at krydse hans Veje derude og at komme paa Tomandshaand med ham. Ogsaa Svigerforældrene og Husets Venner undgik han helst. Det blev ham for hvert Besøg mere klart, at han aldrig vilde komme til at føle sig hjemme i de Menneskers Atmosfære. Med Svigerfaderen talte han i det hele ikke mere, og det trykkede og ydmygede ham efterhaanden at skylde ham Taknemlighed for laante Penge. Skønt Philip Salomon aldrig med et Ord havde berørt den Sag, spekulerede han dog stadig paa Midler til at løse sig ud af dette Afhængighedsforhold; og da han tilmed nu var nødt til igen at rejse et større Laan for over |109| hovedet at kunne komme til Amerika, var han for Alvor begyndt at tænke paa at udnytte sit Bekendtskab med den gale Baronesse Adlersborg, der jo havde tilbudt ham enhver Støtte. Han sagde til sig selv, at han maatte have frit Spil nu. Det kunde i Øjeblikket paa mange Maader blive af den største Betydning for ham at kunne raade over en anselig Pengesum; og Baronessen havde jo endog talt om at ville sælge en af sine Gaarde til Fordel for hans Fremtid.

Foreløbig indskrænkede han sig dog til at meddele hende med et Par Ord, at han var kommen hjem, hvilket han havde maattet love hende ved Afskeden i Italien. Han modtog straks en ottesidig Svarskrivelse, hvori hun i overspændte Udtryk mindede ham om det andet Løfte, han ved samme Lejlighed havde gjort, nemlig, at han efter sin Hjemkomst vilde besøge hende og Søsteren paa Kærsholm, hvor de endnu begge opholdt sig og agtede at tilbringe Sommeren. Hofjægermesterinden havde i et Par tilføjede Linjer elskværdigt gentaget Indbydelsen paa sin Mands og egne Vegne.

Per talte foreløbig slet ikke til Jakobe om denne Brevveksling, som han heller ikke endnu havde fortsat. Paa Grund af dens skjulte Formaal følte han sig noget ilde ved den. Han kunde stadig ikke komme bort fra, at det Herredømme, han — ganske vist oprindelig uden |110| al Beregning, ja mod sin Vilje — over den svaghovedede gamle Dame, dog grundede sig paa den Indbildning hos hende (i hvilken han ikke var helt uden Skyld), at han var hendes afdøde Broders Søn.

Og nu optoges han desuden af en Række Begivenheder, der for nogle Dage førte hans Tanker ud i en helt anden Retning.

TREDJE KAPITEL

En Morgen bankede det paa Pers Dør. Skønt Klokken ikke var mere end ni, sad han allerede ved sit Arbejdsbord. Han havde siddet med Haanden under Kinden og læst i en Bog; men i det samme han hørte det banke og genkendte Ivans Kno, slog han hastig Bogen i; og inden Døren gik op, havde han faaet den skjult under nogle Papirer paa Bordet.

Det var nemlig igen en af Dresach-Bøgerne, der havde fristet ham og holdt ham fangen. Da Ivan styrtede ind, sad han tilbagekastet paa Stolen, smilende af Forvirring og Skamfuldhed som en, der er bleven overrasket under Udøvelsen af en hemmelig Last.

»Hvad nyt?« raabte han Svogeren imøde, endnu før han havde lagt Mærke til dennes fordrejede Ansigtstræk.

»En ny Kæltringestreg! Et Bedrageriforsøg af første Rang! ... Se her!«

Ivan fremdrog af sin Dokumentmappe (der var bleven som uadskillelig fra hans Person) Dagsnummeret|114| af et af Byens mindre men ogsaa mindre betydningsfulde Blade.

»Læs der!«

Under Overskriften »Nyt Land« stod der en længere, saglig Spidsartikel om Danmarks Søfartsforhold. Den var, som det straks meddeltes, fremkaldt af Rygterne om det københavnske Frihavnsprojekt, hvilket derpaa blev gjort til Genstand for en sønderknusende Kritik. Med megen Varme tog Forfatteren derimod Ordet for en Plan, der gennem hele Artiklen kaldtes »Det steinerske Projekt«, men som i Virkeligheden var Pers med nogle faa og uvæsenlige Ændringer.

Forklaringen var den, at det var Hr. Steiner selv, der havde skrevet Artiklen, og som for grove Ord og en ringe Betaling havde faaet Bladet til at optage den. Efter at være bleven svigtet af Max Bernhardt vilde han som ærlig Holstener forsøge paa egen Haand at tiltrumfe sig Ejendomsretten til Pers Ide.

»Naa! Hvad siger du til det?« spurgte Ivan og saae med Spænding paa Per, der under Læsningen var bleven mere og mere bleg. »Det er jo slet og ret Tyveri! ... Kender du noget til dette saakaldte »steinerske« Projekt? Eller til dets Ophavsmand.«

Per rystede paa Hovedet.

»Han maa øjeblikkelig afsløres!« vedblev Ivan. »Tager jeg ikke fejl, blev hans Navn nævnt med |115| Anerkendelse i »Borgerbladet« for nogen Tid siden. Skurken gaar naturligvis rundt til alle Redaktionerne og stikker dem Blaar i Øjnene ... Hvad tænker du paa at gøre?«

»Ingenting,« svarede Per stolt og rakte ham besluttet Bladet tilbage.

»Det mener du da ikke? Manden maa dog uskadeliggøres. Han skal dog afsløres som den Bedrager, han er!«

»Det maa andre om. Med den Slags Personer bemænger jeg mig ikke.«

»Men det gaar dog virkelig ikke an; du maa forsvare dig, du maa hævde din Ret —«

»Forsvare mig?« sagde Per opbrusende. »Mod en gemen Tyveknægt!«

»Ja — undskyld, at jeg siger det — men du skulde ikke tage saa let paa denne Sag. Den kan blive farlig for dig. Husk paa, du har mange Fjender, som bare vil glæde sig over at se dig skubbet tilside for en anden, der tiltager sig Æren for dit Arbejde og dit Geni.«

»Aa, det har ingen Nød! Saa let kommer man mig heller ikke tillivs! — Og selv om saa var!« tilføjede han under en Eftervirkning af den Stemning, hvoraf han ved Ivans Komme skræmtes op, (og der drog sig i det samme en Skygge nedover hans Ansigt). »Jeg er snart træt af at slaas med Skidtet. Dersom det virkelig er nødvendigt overalt at gøre fælles Sag med Gemenheden, spørger man |116| tilsidst sig selv, om ogsaa det hele Spil er Omkostningerne og Ulejligheden værd. — For altsaa at tale om noget andet: veed du, at din Søster og jeg tænker paa at gifte os med det allerførste?«

»Fader og Moder har snakket lidt derom.«

»Naa ja, rent ud sagt, saa optager den Sag mig i Øjeblikket mere end Alverdens Avisvrøvl.

Sig mig, siden du nu er her kender du noget nærmere til, hvad det er for Attester, der skal skaffes tilveje, for at man kan blive anstændig gift her tillands?«

»Har du ikke faaet de Ting ordnet? Jeg troede —.«

»Ja, det er vist ogsaa forkert af mig. Jeg har glemt det, ... eller rettere, du: jeg har ikke kunnet faa mig selv til at rende rundt paa disse offenlige Kontorer hvor jeg bliver gal i Hovedet over den Storsnudethed, man allevegne møder der, og som faar mig til at lave Skandale. Kunde du ikke gøre mig den Tjeneste at ordne den Affære for mig? Jeg veed, at man f.Eks. skal henvende sig paa et af Magistratskontorerne. Saa skal der vist ogsaa tinglæses nogensteds. Det er en Fandens Kommers!«

Ivan, der var vant til, at Per ved alle Lejligheder benyttede ham som Løbedreng, sagde Ja uden lang Betænkning. Til Gengæld tog han det Løfte af ham, at han vilde holde et vaagent Øje med den fordægtige Hr. Steiner og skride ind, |117| dersom denne endnu blot en eneste Gang nævnedes offenlig som det vestjyske Frihavnsprojekts Fader.

Han havde allerede taget sin Dokumentmappe under Armen og stod ved Døren for at gaa, da han igen vendte sig om mod Per, der var bleven siddende ved Skrivebordet, og sagde:

»Det er sandt ... Sig mig, er der nogen af din nærmere Familje, der hedder Kirstine Margrete? En Præsteenke her i Byen.«

Det gav et Sæt i Per. Han huskede, at det var hans Moders Fornavne.

»Nej!« sagde han med et næsten maabende Udtryk. »Hvorfor spørger du forresten?«

»Aa,« — svarede Ivan, lidt forlegen, som han gerne blev, naar han en sjelden Gang talte til Per om hans Familjeforhold. »Jeg saae imorges i Berlingske Tidendes Dødsannoncer tilfældigt Navnet Sidenius. Forresten mente jeg jo nok at vide, at du ikke har Paarørende her i Byen. — Naa, farvel altsaa! Vi ser dig vel i Eftermiddag.«

Endnu et Par Minutter efter at Døren havde lukket sig bag Ivan, sad Per bleg i sin Stol uden at have rørt sig. Da han endelig rejste sig for at gaa hen til den elektriske Klokkeknap, mærkede han, at det sortnede for hans Øjne. Men samtidig gik der Tanker gennem hans Hoved af næsten ærgerlig Art. Det manglede blot, at nu ogsaa det skulde ramme ham! Og netop nu! ... Han var dog virkelig en plaget Mand!

»Vil De bringe mig Berlingske Morgenavis,« sagde han til Stuepigen, der kom ind paa hans Ringning.

Da han kort efter stod med det udfoldede Blad mellem Hænderne og i den lange Række Dødsanmeldelser fik Øje paa Moderens fremhævede Navn, blegnede han igen. Der stod:

»Vor kære Moder, Kirstine Margrete Sidenius, Enke efter Præsten Johannes Sidenius, indgik idag til den evige Fred.«

Bekendtgørelsen var underskrevet: »De efterladte Børn.« Disse Ord blev han ved at stirre paa, indtil det flimrede for hans Øjne og Bogstaverne flød ud i et Syn, der gjorde Benene bløde under ham, saa han maatte sætte sig. Han saae alle sine Søskende staa omkring Moderens Dødsseng, saaledes som de i sin Tid havde været samlede omkring Faderens: Sigrid, Eberhardt, Thomas, Ingrid og alle de yngre. Af Moderens elleve Børn manglede kun han. Hans Navn var vel ikke engang bleven nævnet. Moderen havde rimeligvis ikke kunnet taale at høre det. Hun kunde jo ikke vide, hvad han selv først nu helt forstod, at han dog aldrig ganske havde opgivet Troen paa og Haabet om en Forsoning.

Endnu for faa Dage siden havde han gentaget hint natlige Besøg udenfor Moderens Bolig. Det gøs nu i ham ved at tænke paa, at hun maaske den Nat havde ligget paa sit yderste. Der havde |119| ogsaa dengang været Lys bag et af Vinduerne, og han havde set Skygger bevæge sig paa Rullegardinet.

Naa ja — sagde han trøstende til sig selv, idet han igen rejste sig — hvortil havde det vel gavnet, om han havde været tilstede? Til en virkelig Forstaaelse, endsige til Indrømmelser af den Art, som alene havde kunnet tilfredsstille Moderen, vilde det dog ikke være kommet. Derfor var det netop godt, at hun havde troet ham saa langt borte, ligesom det var heldigt for ham selv, at han intet havde vidst om hendes Tilstand. Han havde maaske ellers kunnet ladet sig forlede til af Hensyn til Moderens Sjælefred at opføre en hykkelsk Scene, som han bagefter havde maattet skamme sig over. Stakkels Moder! Hun hørte nu engang til de livsskræmte. De lange Aar indenfor Sygeværelsets nedrullede Gardiner havde forvandlet hendes Væsen til Bekymring. For hende havde Døden sikkert været en Befrielse. Han huskede, hvordan endog Solskin havde kunnet gøre hende ængstelig; ja om Fuglesang og Blomsterduft havde hun kunnet tale med Sky — som om noget, der indeholdt skjulte Farer.

Han var begyndt at gaa op og ned ad Gulvet med faste Skridt for at tvinge sit Sind i Ligevægt. Han var ikke vant til disse stærke Sindsbevægelser, som han instinktmæssig frygtede. Pludselig standsede han. Han kom til at tænke paa Jakobe, |120| der jo vilde vente ham paa »Skovbakken« ved sædvanlig Tid; men han følte, at han ikke denne Dag vilde blive oplagt til at tage derud og sidde og tale om Forberedelserne til deres Rejse, eller hvad andet Jakobe og han kunde være fælles om. Han havde desuden en daarlig Samvittighed, fordi han ikke endnu havde faaet sagt til hende, at hans Familje var flyttet til København.

Han satte sig nu ned og skrev et Brev til hende. Hun skulde ikke vente ham, skrev han beklagende og gav atter Travlhed som Paaskud for Udeblivelsen. I Brevets Slutning meddelte han saa ganske kort, at hans Moder »ifølge Avertissement i Berlingske« var død her i Byen.

Efter igen at have ringet paa Pigen og faaet Brevet besørget ved Ekspresbud blev han grebet af Stundesløshed. Han gav sig i Lag med sine Tegninger, — nu skulde der for Alvor tages fat paa Dagens Gerning. Men det var ham ikke muligt at samle Tankerne om sine Kurver og Talrækker. Skønt han tilsidst sad med Hænderne presset omkring Hovedet for at tvinge det til at arbejde, kom han ikke af Stedet. Billedet af Moderen, Minder fra Barndommen, hans Savn ved intetsomhelst at vide om Moderens sidste Dage, Trangen til overhovedet at tale med et Menneske, der havde kendt hende, alt dette magtstjal ham ganske.

Saa opgav han Arbejdet for den Dag, klædte sig paa og gik ud paa Gaden. Han satte sig ind |121| i den første den bedste Restavration for at spise Frokost. Siden gik han ind i en af de offenlige Haver for at adsprede Tankerne ved at se paa Menneskene og høre paa et Militærorkester, der spillede derinde.

Da han endelig ud paa Eftermiddagen kom tilbage til Hotellet, meddelte Portneren ham, at der sad en Dame oppe paa hans Værelse og ventede. Blodet strømmede ham voldsomt til Hjertet. Han tænkte straks, at det maatte være en af hans Søstre, der paa en eller anden Maade havde faaet at vide, at han var vendt hjem, og nu havde opsporet hans Adresse for at meddele ham Dødsfaldet.

At det kunde være Jakobe, faldt ham ikke ind. Hun var i dette Øjeblik saa langt borte fra hans Tanker, at han ligefrem havde ondt ved at kende hende, da hun ved hans Indtrædelse langsomt rejste sig fra en Stol henne ved et af Vinduerne.

Overraskelsen og Skuffelsen stod saa tydelig malet i hans Ansigt, at Jakobe ikke kunde undgaa at se det. Men hun havde været forberedt paa at faa en ugæstfri Modtagelse. Hun kendte nu sin Per. Hun havde før mødt denne mutte Bryskhed, bag hvilken han forskansede sig, naar hans Hjerte var uroligt. Hun vidste ogsaa, hvor lempeligt og ad hvor mange Lønveje man i et saadant Tilfælde maatte trænge ind i hans Fortrolighed, og hvor uhyre vanskeligt det var selv |122| for hende at faa ham til at aabne sig med fuld Oprigtighed og Tillid, saasnart Talen var om hans Familjeforhold.

Hun gik ham dog nu fortrøstningsfuldt imøde, lagde sine Hænder om hans Hoved, kyssede ham og sagde:

»Du kan nok forstaa, at jeg ikke kunde holde ud at sidde hjemme, efter at jeg havde faaet dit Brev. Jeg maatte se dig. — Du kære Ven, hvor jeg forstaar din Bedrøvelse. Jeg har selv maattet græde. For jeg synes, det er en Sorg, der rammer os begge.«

Per skottede mistroisk ned til hende og mumlede nogle Ord om, at hans Moder jo i Virkeligheden havde været død for ham længe. Der var saaledes for hans Vedkommende i Grunden ingen Forandring sket.

»Aa ja, det er saadan noget, vi siger, min Ven, for at trøste os. Jeg veed godt, hvad du har mistet. Hvorfor skal vi skjule det for hinanden? ... Og at din Moder har boet her i Byen! Og at du ikke har sagt mig det! Aa Per, hvornaar vil du dog holde op med at gemme dig for mig, naar vi netop har hinanden allermest behov? Eller vidste du det ikke?«

Per svarede, idet han frigjorde sig for hendes Hænder, at han hele Tiden havde haft i Sinde at fortælle hende det; men hver Gang de havde |123| været sammen, var de straks bleven optaget af at drøfte helt andre Ting, og han havde saa glemt det.

»Saa lad os da tale ud engang!« udbrød hun. »Kom, vi vil sætte os! Jeg synes, der igen er saa forfærdelig meget, jeg maa have at vide af dig.«

Hun skilte sig af med sit Overstykke og lagde ogsaa baade Handsker og Hat.

»Vidste du, at din Moder var syg?«

»Jeg vidste ingenting. Men hun har jo i mange Aar været svag.«

»Du har altsaa ikke søgt hende, ... heller ikke set nogen af dine Søskende?« spurgte hun ivrig og saae forskende paa ham henne fra den Krog af Sofaen, hvor hun havde slaaet sig ned.

»Nej,« svarede Per, der var beskæftiget med at hænge hendes Overstykke op paa Dørstolpen.

»Men hvordan fik du at vide, at de var flyttet her til Byen?«

»Jeg saae det en Dag tilfældigt i en Avis, hvor mine Søstre havde averteret om Spilleelever.«

»Tænk, er de musikalske, ... det har du aldrig fortalt.«

»Og forresten var Sagen allerede paa Tale ved min Faders Begravelse. De vilde flytte herover af Hensyn til et Par af mine yngre Brødre, der havde faaet Ansættelse her. Rimeligvis har de kun været her fra Flyttedag. Og Moder har vel ikke kunnet taale Rejsen.«

Der blev nogle Øjeblikkes Tavshed, hvorunder |124| Per tog Plads i en Stol et Stykke borte fra Jakobe. Hun sad tankefuldt med Haanden under Kinden og saae gennem Vinduet op paa den røgfarvede Himmel.

»Veed du hvad —?« sagde hun saa uden at tage Øjnene fra Skyerne. »Jeg tror, at dersom jeg havde vidst, din Moder var mig saa nær, jeg havde ikke kunnet lade være med at gaa hen til hende. Især ikke dengang, da jeg lige var kommen hjem fra Rejsen og følte mig saa forfærdelig ene og trængte til et Menneske, med hvem jeg rigtig kunde tale om dig. Tror du, hun vilde have modtaget mig?«

»Jeg veed det ikke.«

»Aa jo, det vilde hun nok. Jeg er overbevist om, at hun vilde det, ... og at hun tilsidst havde forstaaet os.«

»Kan du huske, det troede du ogsaa, dengang du i lignende Hensigt gjorde Eberhardt et Besøg. Og det blev dog kun til Skuffelse for dig.«

Det varede lidt, før Jakobe svarede. Det var ikke, fordi hun ikke mindedes sit Møde med Pers Broder. Dertil havde hans blege Øjne og hans Tales uanfægtelige Selvretfærdighed gjort for stærkt et Indtryk paa hende. Erindringen om hin bevægede Scene i det uhyggelige, kolde og nøgne Kontor havde netop i den allersidste Tid meget hyppigt opfyldt hende og vakt hendes hemmelige Bekymring, fordi hun mere og mere hos Per fik Øje for Familieligheden med denne Broder.

»Naa ja — med Søskende er det en anden Sag,« sagde hun saa og strøg en Haarlok bort fra Panden, som om hun med det samme bortjog en pinefuld Tanke. »Det kender jeg fra os selv. Men af sin Moder beholder man nu altid om ogsaa kun en Lillefinger, — hvor langt man saa end fjerner sig fra hende. Jeg kan derfor ikke komme bort fra, at din Moder og jeg i hvert Fald vilde have kunnet tale sammen, skønt vi vistnok i et og alt var saa forskellige, som det overhovedet er muligt at være.«

»Det var I sikkert.«

»Og jeg kan heller ikke tro andet, end at vi tilsidst kunde være kommen til Forstaaelse med hinanden. Af det lidt, du nu og da har fortalt om hende, har der dannet sig et Billede hos mig, som jeg er kommen til at holde af. Jeg synes,jeg kan se hende ganske tydeligt for mig. Hun var lille, ikke sandt? Og hun havde ikke jeres Øjne, ... de var mørkere. I har vist i det hele ikke lignet hende saa meget. — Saa gik hun jo med Stok, naar hun overhovedet kunde bevæge sig oven Senge. Det gjorde ogsaa min Bedstemoder; derfor er det maaske, at jeg ser hende saa tydeligt. — Og hvor hun dog med al sin legemlige Svaghed maa have haft en stærk Vilje! Jeg synes, det er saa beundringsværdigt og saa rørende, at hun saadan i aarevis styrede hele det store Hus fra sin Seng og midt i sin egen frygtelige Ulykke vaagede over |126| jer allesammen og endog var saa nøjeregnende med, at der ingenting gik tilspilde. Tænk, hvilken Skæbne for en Moder med saa mange smaa Børn at ligge lænket til Sengen i otte Aar! Tilmed har du jo sagt, at din Fader var en vanskelig og uskaansom Mand. Og det var han vist ogsaa. Velstand var der jo heller ikke i Huset. Og dog aldrig en Klage! Jeg kan huske, du engang fortalte, hvordan din Moder havde sagt til En, der havde beklaget hende: »Beklag ikke mig; beklag min Mand og mine Børn!« — Jeg synes, det var saa kønt og saa stort.«

Per havde under denne Tale siddet foroverbøjet med Albuerne paa Knæene og stadig mere urolig knipset med den ene Haands Fingre mod den andens Knoer. Nu rejste han sig ligesom besværligt og gik henover Gulvet.

»Naa ja, lad det nu være godt,« afbrød han hende. »Borte er borte. Hvad der kunde være sket, nytter det jo ikke længer at tale om.«

Han stillede sig hen ved det ene Vindue og saae ud over Torvet, hvor Husenes Skygger allerede var bleven lange. Fuldt belyst af Aftenskæret stod den gamle Voldmølle paa sin Fæstningse stump, hvorfra den ligesom med aaben Favn hilste Solen i dens Nedgang.

»Du har Ret,« sagde Jakobe efter en ny Tavshed. »Borte er borte! ... Sig mig blot, har du noget imod ved Lejlighed at lade mig læse nogle |127| af dine Forældres gamle Breve til dig? Vi har jo saa sjælden talt om din Familje; men jeg føler det som et Savn ikke at vide mere navnlig om din Fader og Moder, end jeg gør.«

Per lod først, som om han overhørte hendes Spørgsmaal. Da hun saa gentog det, sagde han kort og uden at forandre Stilling:

»Jeg har jo ingen Breve.«

»Nej, jeg veed godt, at du ikke i de senere Aar har staaet i Brevveksling med din Familje; men jeg tænker paa Fortiden, paa de første Aar, du var her i København. Dengang skrev jo i alt Fald din Moder undertiden til dig. Saadan har du da sagt. Og det er de Breve, jeg saa gerne engang vilde have Lov til at læse sammen med dig.«

»Det kan du ikke, ... for jeg har dem ikke.«

»Jeg har brændt dem.«

»Brændt dem!«

»Ja — saasnart jeg havde læst dem, blev de puttet i Kakkelovnen.«

»Aa, Per — hvor kunde du dog nænne —«

Hun fik ikke udtalt. Per havde taget sit Lommetørklæde frem og tørrede sig ned over Ansigtet dermed, som om han var bleven varm; men hun saae nu, som han stod der belyst af Solnedgangsskæret, at der blinkede noget vaadt i hans Øjenhaar; og hun forstod, at han var kommen til at græde og vilde skjule det.

Indtrykket af denne Graad gjorde hende længe tavs. Det var første Gang, hun havde set nogen Følelse saa ganske betage ham. Hendes øjeblikkelige Indskydelse var derfor den at gaa hen og slaa Armene om hans Hals. Men hendes Forstand og Erfaring sagde hende betids, at hun ikke skulde gøre det men lade, som om hun ingenting havde set. Der var tillige noget i denne stærke Grebethed, der gjorde hende eftertænksom, idet det vakte en Anelse om Fare, ja flygtig kaldte paa hendes Skinsyge.

Hun blev da siddende ganske stille, indtil Per af sig selv forlod Vinduet. Saa gik hun hen og tog ham under Armen. Og i nogen Tid gik de nu tavse frem og tilbage paa Gulvet, mens hun — med Hovedet paa hans Skulder — sank tilbage i de angstfulde Tanker, hvoraf Pers Brev om Formiddagen havde vakt hende op.

Ak ja, hun følte det godt, hun var i denne Tid kun daarlig skikket til at bringe andre Trøst. Hun var selv saa usikker, saa modløs. Med hendes Standhaftighed var det helt forbi, naar hun tænkte paa den lange Adskillelse. Om hun saa endda havde turdet betro sig til Per! Hun maatte daglig kæmpe en fortvivlet Kamp med sig selv for ikke at røbe noget for ham; maatte holde sig for Øje, hvormeget der blev sat paa Spil, dersom hun gjorde ham delagtig i sin store Hemmelighed, før Atlanterhavet skilte dem.

Og det var ikke alene selve den forestaaende Fødsel, der gjorde hende ængstelig og urolig. Hun begyndte ogsaa at blive lidt nervøs ved Tanken om den Sladder, der vilde opstaa i Anledning af det tidlige Tidspunkt for hendes Nedkomst. Der var i den Henseende sket en Forandring med hende, siden Per var kommen hjem. Hun havde før den Tid været altfor stolt af sin Kærlighed til at bryde sig synderlig om, at hendes ulovmæssige Hengivelse ikke vilde kunne dølges. Nu, da hun saae mere nøgternt paa sin Brudgom, var det just hendes Stolthed, der led ved Tanken om i dette Forhold at blive Genstand for Folkesnakken.

Endda var det mindre for Sin egen Skyld end af Hensyn til Forældrene, at hun havde bestemt sig til ikke at rejse hjem igen, naar hun havde fulgt Per til England, men at tage til et eller andet Sted i Tyskland, maaske til sin Veninde i Breslau, og der føde sit Barn. Men naar hun saa kom til at tænke paa, at hun jo maatte vente mere end et halvt Aar paa Begivenheden, var hun igen nærved at fortvivle. — — Og dog skulde hun have baaret det altsammen uden et Kny, dersom hun blot endnu havde haft den samme fulde Tillid til Per, som dengang de for halvtredje Maaned siden tog Afsked med hinanden i Tyrol. Men siden Historien med Nanny var hun bleven utryg og anede Farer allevegne. Og hun kunde nu mindre end nogensinde tænke paa at slippe ham. Med |130| alt det, at hun nu saae ham i hans hele Skrøbelighed, holdt hun ikke en Smule mindre af ham, end da hendes Kritik endnu slumrede. Til Ydmygelse for sin Selvfølelse maatte hun tilstaa, at hun kun levede, naar hendes Tanker var hos ham. Hendes Længsel efter ham kunde til Tider være saa stærk, at hun selv fandt den sygelig. Derfor gik hun i Almindelighed nu mere skjult med sine Følelser. Hendes Væsen overfor ham var bleven mere tilmaalt, ogsaa naar de var alene. Hun kunde i enkelte Øjeblikke endog synes lunefuld. Men samtidig beherskede han hende saa fuldkomment, saa ganske eneraadigt, at det ofte syntes hende, som var der ikke længer den Ting, hun ikke vilde kunne tilgive ham.

— — Per standsede deres Gang og saae paa sit Ur.

»Mon du ikke skal passe paa Toget? ... Ja, det er ikke Meningen, at jeg vil jage dig bort. Jeg er dig virkelig taknemlig for, at du er kommen. Men du holder jo ikke af at komme for sent hjem. Og Klokken er otte nu.«

Hun saae op paa hans Ansigt, der stadig var blegt og fortrukkent.

»Og hvad vil saa du?«

»Jeg maa til mit Arbejde ... Som du ser, derhenne paa Bordet ligger der fuldt op af Ting, som skal besørges. Jeg maa benytte Tiden.«

»Nej, nej«, sagde Jakobe pludselig og lagde |131| Armene ligesom beskyttende omkring ham. »Du maa ikke sidde her alene. For iaften maa du lade Arbejdet hvile. Hvad skulde det ogsaa hjælpe til? Du vil ikke komme bort fra de triste Tanker, saalænge du sidder her for dig selv.«

»Vil du da blive hos mig?«

»Nej — ikke idag,« sagde hun og rødmede. »Men du skal tage hjem med mig — hører du? Og blive der inat. Her er saa uhyggeligt for dig. Du veed, at Gæstekamrene derhjemme altid staar parate. Du vil ikke gøre mindste Ulejlighed, og Fader og Moder vil sætte Pris paa, at du selv meddeler dem din Moders Død. Det synes jeg ogsaa, du skylder dem. — Kom! Kom, Per! — Saa har vi jo ogsaa hinanden saa meget længere, ikke sandt? Og imorgen ganske tidlig vil vi gaa en lang Tur sammen i Skoven og glemme alle vore Sorger!«

Per lod sig tilsidst overtale. Jakobe hjalp ham med at pakke en Haandtaske, og de kom afsted. —

*       *
*

Det var til et pragtfuldt Solskinsvejr, at Jakobe og Per den næste Dag vaagnede derude paa »Skovbakken«. Den tidlige Morgenvandring, de havde aftalt med hinanden, blev der alligevel ingenting af. Klokken var endda temmelig mange, da de mødtes ved Tebordet nede i Spisestuen og — efter |132| et hastigt Maaltid — forsvandt Arm i Arm ned i Haven.

Der var ingen af dem, der havde kunnet falde isøvn den foregaaende Aften. Bevidstheden om at være hinanden saa nær holdt dem begge vaagne i den lyse Foraarsnat. Tilsidst havde de da ogsaa fundet hinanden, mens alle andre i Huset sov. I et Par stille Timer havde de ved hinandens Side tildrukket sig den forønskede Glemsel for alle deres Sorger.

Nu spaserede de der i den lysegrønne Have, hvor det dryppede af Dug fra Kviste og Blade. Her herskede der i Formiddagstimerne, naar hele Familjen undtagen Fru Lea var taget ind til Kontorerne og Skolerne i Byen, en næsten paradisisk Stilhed og Fred. Ogsaa ovre i Skoven, hvor de bagefter tyede hen, var der en hel anden Stemning end senere paa Dagen, naar Vejene støvede af Køretøjer og alle Sladrebænkene var tæt besatte. Der hørtes ingen anden Lyd end Fuglesang. Paa hele deres Tur mødte de kun en gammel Mand, der blev skubbet frem i en Rullestol, hvorfra han nikkede gudfaderlig til dem, idet de gik forbi. Jakobe var da ogsaa næsten overstadig i sin Glæde over at have Per hos sig. Uden selv at vide af det gik hun om med Taarer i Øjnene af Taknemlighed og Lykke.

Per derimod havde efterhaanden faaet Uro paa sig. Allerede da de gik inde i Haven, var han |133| begyndt at blive fraværende og at ymte om, at han nødvendigt maatte tage til Byen inden Klokken tolv, fordi han til Brug for sit Arbejde skulde søge nogle Oplysninger i et af de offenlige Kontorer, hvor der lukkedes Klokken tre.

Da Klokken var bleven elleve, turde Jakobe derfor ikke holde paa ham længer. Hun fulgte ham næsten helt til Stationen og tog ved Afskeden det Løfte af ham, at han vilde komme tilbage til Middagstid.

Da Per naaede Byen, satte han sig straks i en Droske og kørte hen til det Administrationskontor, hvor hans Broder Eberhardt havde Ansættelse. Han gav her Kusken Ordre til at vente paa ham og forsvandt derefter ind gennem Porten i den store, skiddengraa Bygning ved den plumrede Kanal.

Siden Jakobe for et Aarstid tilbage gik gennem den samme Port, var Eberhardts Duelighed, hans samvittighedsfulde Pligtopfyldelse og navnlig hans rette embedsmandsmæssige Tænkemaade bleven belønnet af hans Overordnede med endnu en lille Forfremmelse paa Myndighedernes hundredtrinnede Rangstige. Paa hans forrige Plads ved Pulten i det fremmerste Værelse stod nu en anden ung, haabefuld Bevarer af Overleveringen i det mægtige Statsmaskineri, medens han selv havde faaet en egen lille Kontorstue ved Siden af med et rigtigt Skrivebord og en Armstol. Den mærkeligt kortærmede sorte Frakke, der var blank Paa Albuerne |134| og Ryggen af Aaringers hæderfulde Slid — en Levning fra Studentertidens Garderobe — havde han ikke derfor skilt sig ved. Og hverken hans Halskrave eller hans Sko var bleven pynteligere efter hans Ophøjelse.

Han sad just der ved Bordet og spidsede et Blyant med den overordenlige Optagethed og Omhyggelighed, hvormed den Slags Arbejder udføres i offenlige Kontorer. Men idet han nu (uden dog at genkende Stemmen) hørte sit Navn nævnet inde i Stuen ved Siden af, hvortil Døren stod paaklem, gemte han i Hast sin Kniv og greb et stort Dokument fra Bordet.

I en stærkt tilbagelænet Stilling og med Dokumentet for Øjnene afventede han derpaa den Fremmedes Indtrædelse.

»Kom ind!« sagde han med Strenghed, da der blev rørt ved Døren. Samtidig løftede han Øjnene akkurat saa højt, at Blikket naaede op over Papirets Rand.

Hans Overraskelse ved Synet af Per var saa stor, at han end ikke forsøgte nogen Forstillelse. Med et Udtryk som en, der tror at se et Genfærd, rejste han sig op fra Stolen, og i henved et halvt Minut stod de to Brødre overfor hinanden uden at sige noget, idet de maalte eller udforskede hinanden med et stedse mere forventningsspændt Blik.

Siden Per sidst saae sin Broder, havde denne anlagt Briller af den Slags med blaalige Glas, som |135| ogsaa Faderen i sin Tid havde baaret, dog en Kende lysere i Farven. Det slog nu Per, mens han saae ham staa der let dirrende af Sindsbevægelse og støtte sig til Bordpladen med en udspilet Haand, i hvor høj Grad han i sit Ydre var et Genbillede af Faderen. Det stramme Træk om den skægløse Mund, de gammeldags smaa Bakkenbarter, de rødkantede Øjne; dertil Blikkets døde Stivhed og denne stejle Holdning, — alt genkaldte hos ham Faderens Skikkelse, saaledes som denne fra Barneaarene stod indbrændt i hans Erindring.

Han havde af sig selv trukket Døren til bag sig, for at de kunde tale sammen uden Tvang. Og de tog nu begge to Plads, Per i en Slags Sofa, der stod langsmed Væggen lige overfor Døren.

»Du kan vel tænke dig Grunden til, at jeg søger dig,« begyndte han. »Jeg har set i Avisen, at Moder er død.«

»Ja,« svarede Eberhardt med tydelig Overvindelse. — »Vi troede dig forresten i Udlandet.«

»Jeg kom tilbage for et Par Uger siden.«

»Naa saadan! — Maaske vidste du ikke, at Moder var flyttet her til Byen?«

»Jo ... jo, jeg vidste det.«

Der fulgte efter disse Ord en — dyb Stilhed. Saa spurgte Per, om Moderen havde været længe syg.

Eberhardt lod ham vente en Tid paa Svaret. |136| Endelig meddelte han med en Beslutning, der syntes Resultatet af en længere Række Overvejelser — at Moderen var død pludselig og uventet for dem alle.

»Moder blev, Gud ske Lov, sparet for legemlige Lidelser. Udover hendes gamle Svaghed var der ikke noget at mærke paa hende, før umiddelbart inden Døden. Hun havde nok i nogen Tid talt om Aandedrætsbesværligheder og været noget urolig om Nætterne; men det var jo ogsaa kun, hvad der lod sig forklare af hendes Tilstand, saaledes som vi nu havde kendt den gennem mange Aar. Om Morgenen, da Signe redte hendes Haar, bad hun hende lidt utaalmodig om at skynde sig; hun følte sig saa træt, sagde hun, og vilde prøve paa at sove. Da Signe en Snes Minutter senere saae ind til hende, kunde hun allerede ikke tale. Hun aabnede blot et Par Gange Øjnene som til Farvel og sov saa stille hen.«

»Saa var altsaa kun Signe hos hende, da hun døde?«

»Ja, der var ingen andre hjemme paa den Tid. Saasnart Signe saae, hvor det bar hen, sendte hun Ilbud efter os andre; men inden vi kom hjem, var det jo forbi.«

Han sagde de sidste Ord i en vis Aandsfraværenhed. Efter at Overraskelsen og den første, forventningsfulde Ophidselse havde sat sig, var han i det skjulte begyndt at gøre Pers Person til |137| Genstand for en mere indgaaende Mønstring. I Ly af sine blaa Briller havde han saaledes i Talens Løb ladet smaa, skæve Sideblikke optage en Undersøgelse af Broderens meget elegante og moderne Klædedragt. Han betragtede nu hans silkeforede Frakke, hans ganske nye Handsker, hans langnæsede Pariserfodtøj, indtil han ved Synet af de store Diamantknapper i hans Skjortebryst pludselig tog Øjnene til sig og blev rød.

»Naturligvis« fortsatte han derpaa »helt uforberedt paa, at Moder kunde gaa bort, var vi Børn jo ikke, lige saa lidt som hun selv var det. Dertil havde hun for længe været svag. Det synes endog, som om hun har haft en Forudanelse om sin nære Død. Hun har ikke alene efterladt nøjagtige og udførlige Bestemmelser angaaende Begravelsen og om Fordelingen af Hjemmets Indbo. Hun har ogsaa skrevet Afskedsbreve til alle dem af os Søskende, hvem hun ikke daglig havde om sig. Der findes saaledes ogsaa et Brev til dig, Peter Andreas.«

Han sagde det sidste efter en lille Kunstpavse, og samtidig saae han igen hen til Per for at iagttage Virkningen af sin Meddelelse. Da nu Per tydelig blev bleg, rettede han sig lidt. Og der fløj som en Haabets Lysning over hans Ansigtstræk.

»Foreløbig har Signe opbevaret dit Brev,« vedblev han (og hans Stemme havde med eet faaet mere Varme). »Vi troede dig, som sagt, i Udlandet, |138| og har derfor ikke ment at turde gøre noget Forsøg paa at bringe dig det ihænde. Nu veed jeg ikke, om du maaske selv vil afhente det. Du vil jo i disse Dage træffe os alle samlede derhjemme. Ogsaa Ingrid og Thomas er kommen hertil for at være med at lægge Moder i Kiste. Iøvrig skal Moder naturligvis begraves ovre ved Siden af Fader. Det er Meningen, at hun skal føres derover med et Skib, der gaar herfra i Morgen Eftermiddag. Forinden vil vi saa derhjemme af holde en lille Familjehøjtidelighed omkring Kisten, og nu, da vi veed, at du er her i Byen, vilde det jo gøre os særlig ondt, om vi skulde savne dig ved den Lejlighed, — det kan jeg her trøstig sige paa alles Vegne. Om Aftenen rejser vi saa alle dertil over Land — med Jernbanen; det har Moder saadan bestemt af Hensyn til Signe og Ingrid, som ikke taaler Sørejsen, og hun har villet, at vi alle skulde være samlede. Vi kommer jo ogsaa paa den Maade saa tidligt derover, at vi kan være tilstede ved Modtagelsen af Moders Lig og desuden træffe alle nødvendige Forberedelser til Jordfæstelsen. Kisten føres direkte fra Skibet ud til Kapellet, hvorfra Begravelsen foregaar Dagen efter i al Stilhed. Det er saaledes Moders Ønske.«

Per sagde stadig ingenting. Heller ikke røbede hans Mine længer noget af, hvad der bevægede sig i ham. Der blev i nogen Tid i det hele ikke |139| talt. Men da Per nu gjorde Forberedelser til at gaa, kom der Uro over Eberhardt. Han spurgte, næsten mildt:

»Hvorledes har du det selv? Er det din Hensigt nu at blive her i Landet?«

»Ikke straks. Jeg rejser om kort Tid til Amerika paa Besøg. Jeg har noget at udrette derovre. Forresten skal jeg forinden have Bryllup. Som du jo veed, er jeg forlovet med en Datter af Philip Salomon.«

Nu var det Eberhardt, der ikke svarede. Han tog igen Øjnene til sig, efter at de uvilkaarlig paany havde søgt Diamantknapperne i Pers Skjortebryst, — og det begyndte at sitre om hans Mund.

Per stod op.

»Jeg fik ikke sagt dig,« — sagde da Eberhardt med fornyet Viljesanstrengelse, idet han kort efter ligeledes rejste sig — »at den lille Mindefest, jeg omtalte, har vi fastsat til Klokken 3½. Skulde du altsaa have i Sinde at samles med os, saa —«

Per rystede paa Hovedet.

»Helt bortset fra, at jeg jo ikke er meget for Højtideligheder af den Art, saa tror jeg, det er bedst, at jeg holder mig borte. Jeg vilde da heller ikke synes om at være tilstede uden at have min Forlovede med. Og hun vilde paa den anden Side næppe passe ind i det hele, ja maaske ikke engang være velkommen ved den Lejlighed.«

Hertil svarede Eberhardt heller ingenting. Hans Ansigt havde igen faaet en Maskes Stivhed og forraadte intet af den Forfærdelse, han følte ved den blotte Tanke om en jødisk Verdensdames Tilstedeværelse ved Takkesangen omkring Moderens Baare.

Og de to Brødre skiltes nu i Tavshed.

Nede i den store, aabne Port stødte Per paa et Par unge Mennesker, der paa Grund af den Pludselighed, hvormed de midt under en taktfast, soldatermæssig Marsj veg tilside for ham, fik ham til at se op. Det var to halvvoksne Knøse paa sejsten-sytten Aar af et provinsielt, ja landligt Udseende med langt Haar under bredskyggede Grundtvigianerhatte.

Han genkendte dem straks: det var to af hans yngre Brødre — Tvillingerne — der var paa Vej op til Eberhardt. At de ogsaa havde kendt ham, røbede de selv meget tydeligt. De saae forskrækkede paa hinanden og var bleven røde i Hovederne.

Per kunde ikke lade være med at standse dem. Der havde været noget i den sky Maade, hvorpaa de var gaaet tilside for ham, der gik ham nær til Hjertet, ja beskæmmede ham. Han var endnu forsonlig stemt. Han havde ikke hos Eberhardt faaet frigjort sin halvt ubevidste Trang til ved en Tilnærmelse overfor sine Søskende at udsone, hvad Skyld han maatte have haft overfor sin Moder.

»Goddag,« sagde han og rakte dem Haanden, som de nølende og forlegne modtog.

Han saae fra den ene til den anden og blev grebet af en stærk Bevægelse. Hvad der endnu under Samtalen med Eberhardt havde været af Modvilje og Stridbarhed i hans Sind, smeltede hen overfor disse to unge Brødre med de klare, blaa Øjne, der her traadte ham imøde som det endnu ukunstlede og uforbenede Udtryk for Barndomshjemmets Uskyld og lykkelige Enfold. Trods deres halvt bondeagtige og i alt Fald udpræget sideniuske Udseende — ja netop paa Grund af dette — droges han til dem af en opblussende Følelse, der næsten lignede Forelskelse.

»I skal vel op til Eberhardt?« spurgte han.

»Ja,« — svarede de i Kor.

»Jeg kommer netop oppe fra ham«.

»Naa,« sagde de og skævede til Pers Dragt, ganske med samme Blik som Eberhardt før. Ogsaa den ventende Droske udenfor Porten og Kusken, der stod i en ærbødig Stilling ved den opslaaede Vogndør, optog dem øjensynlig meget.

»Det er i Anledning af Moders Død, jeg har været her,« fortsatte Per og ønskede inderligt, at han kunde tage dem om Hovedet og kysse dem paa deres Barnekinder.

Men ved disse Ord slog de begge Øjnene ned; og den ene af dem gav sig til at skrabe med Foden mellem Portgulvets Brosten.

Denne Uskyldighedens tavse Anklage blev ikke ubemærket af Per. Med al sin Trang til Fortrolighed og Venskab vidste han pludselig intet mere at sige dem. De stod der uhjælpelig fremmede overfor hinanden og følte sig trykket af hinandens Selskab.

Saa sagde Per kort Farvel, slog ud med Haanden og gik bort.

Men da han sad i Vognen, overvældedes han helt af sine Følelser. Trods sit Løfte til Jakobe vilde han ikke tage tilbage til Skovbakken. Han var kommen i Vildrede med Hensyn til sig selv, og Jakobe kunde i dette Tilfælde ikke hjælpe ham. Han vilde blive her i Byen og se at komme til Ro ved sit Arbejde. Eller han vilde kaste sig ud i Forlystelser og om fornødent sløve Hjernen ved Drik for at blive sig selv kvit en lille Tid.

Som den Lykkens Fostersøn, han nu engang var, fik han imidlertid paany en Haandsrækning af sin guddommelige Beskytterinde. Hjemme paa Hotellet ventede der ham en Overraskelse, der virkede som en Sprængbombe paa hans Stemning. Portneren bragte ham et Visitkort, hvorpaa der stod: C.F. Bjerregrav, Ingeniøroberst.

»Har den Herre været her?«

»Ja, det er vel en Timestid siden. Han skrev vist noget bag paa.«

Per vendte Kortet. Der stod: »En gammel Veteran ønsker Dem Held og Lykke til Deres patriotiske Kamp.«

Han kom til at smile. Skønt han selv intet huskede om den Profeti, han i sin Tid i Overmod havde udslynget, svimlede det et Øjeblik for ham. Det var ikke svært for ham at sætte sig ind i, hvor stor en Overvindelse det maatte have kostet Obersten at gøre dette Skridt; og han kunde derfor ogsaa forstaa, hvilken betydningsfuld Ære der her var vist ham.

Og han blev nu igen helt sig selv. Efter at have klædt sig om tog han straks ud til »Skovbakken«. Han kunde ikke vente med at triumfere over Jakobe og de andre derude, der havde kritiseret hans Optræden ved Mødet hos Max Bernhardt.

»Kan du huske,« sagde han, saasnart han var bleven ene med Jakobe, sat du i sin Tid bebrejdede mig mit Forhold til Oberst Bjerregrav og kaldte det vanvittigt eller saadan noget —.«

»Nu vil vi ikke tale mere om det,« afbrød hun ham urolig.

»Jo, vi skal netop tale derom! Du sagde, at det vilde have været klogt af mig at bøje mig for, hvad du kaldte Nødvendigheden, og gøre Obersten den forlangte Indrømmelse. Kan du huske, jeg sagde, at jeg ikke vilde gaa et eneste Skridt for at komme ham eller nogensomhelst anden imøde, — og det fandt du meget ungdommeligt af mig. Du vilde endogsaa have, at jeg skulde gøre Pressekannibalerne min Opvartning for at stemme dem gunstig for mig.«

»Men det er jo dog ogsaa nu din Mening at søge Obersten, inden du rejser, — ikke sandt? Det sagde du da forleden.«

»Naa ja det er rigtigt. Men husk paa, at jeg i den mellemliggende Tid har modtaget en ligefrem Undskyldning fra ham gennem din Onkel. Og nu har han personlig givet mig fuld Oprejsning. Se her!«

Han rakte hende Oberstens Kort.

»Har han været hos dig?«

»Ja.«

»Idag?«

»Ja. Naa, hvad siger du saa?«

Jakobe vidste virkelig ikke, hvad hun skulde sige. Hun var saa sært bedøvet af Overraskelse. Det var næsten frygtsomt, at hun endelig saae op paa ham og med Haanden paa hans Skulder sagde:

»Du underlige Mand!«

*       *
*

Per gik den næste Morgen ned til Havnen og opsøgte det Skib, hvormed Moderen efter hans Antagelse skulde føres over til Jylland. Ved at henvende sig til Styrmanden fik han at vide, at der virkelig var anmeldt et Lig som Fragtgods, og til hvilken Tid dette ventedes.

I Huset ligeoverfor Skibets Anlægsplads var der en tarvelig Kafe i en høj Stueetage. Om Eftermiddagen,|145| noget før det angivne Klokkeslet, forsvandt Per derind og anbragte sig ved et Bord umiddelbart ved et af Vinduerne. Han bestilte sig et Glas Øl; og skjult bag en fedtet Avis afventede han med bankende Hjerte Ligvognens Komme.

Udenfor faldt en strid Sommerregn. Ikke desmindre herskede der et travlt Røre paa den brede Havneplads, som var opfyldt af Pakkasser, Tønder og Sække. Der var kun nogle faa Timer, til Skibet skulde sejle. Fra alle Sider kom der tunge Vogne kørende, som trængte sig om Slisken for at blive aflæssede. Dampspillet klirrede og hvæsede uden Ophør. Store Trækasser, Jernbjælker, Melsække og Petroleumstønder blev revet op fra Vognbundene, holdtes et Øjeblik svævende i Luften ret over Lastelugen og sank saa ned i den altslugende Skibsvom. Ogsaa en stor Gris skulde bringes ombord, hvad der voldte megen Kval. To Mand trak den i Ørene, mens en tredje ihærdigt drejede dens Halekrølle som Svinget paa en Lirekasse; og alligevel vilde den ikke af Stedet. Regnen og Travlheden gjorde Folk muntre, og man havde megen Morskab af dette stridige Dyr, der skreg, som om det anraabte alle himmelske og jordiske Magter om Beskyttelse. Endelig fik man da Grisen over Landgangen, og i kort Galop forsvandt den ind over Fordækket. Saa opstod der et Skænderi mellem et Par Kuske, der imidlertid|146| var kommen til at køre mod hinanden midt inde mellem de opstablede Varedynger. De kunde nu hverken komme frem eller tilbage med deres Vogne og blev af den Grund mere og mere krakilske. Det saae næsten ud, som om det kunde være bleven til Slagsmaal, dersom ikke en Politibetjent var kommen tilstede og havde skaffet nogle Tønder trillet tilside, saa der blev Plads.

I henved en Time sad Per bag sin Avis og adspredte sine urolige Tanker ved at iagttage saadanne Optrin af det bevægede Havneliv. Regnen havde efterhaanden sagtnet; men Himlen hang endnu lavt over Byen med sorte Skyer, under hvis frynsede Rande man akkurat kunde skimte de røde Pakhustage ovre paa Kristianshavnssiden.

Da saae han en enspændig, lukket Rustvogn af den Slags, der anvendtes til at overføre Lig fra Hjemmene til Kirke eller Kapel, komme kørende med et Par arbejdsklædte Mænd paa Bukken og standse udfor Skibet. Bagefter den fulgte en lukket Droske, af hvilken der nu udsteg fire Personer, hans fire Brødre. Først saaes Eberhardt i floromviklet Silkehat og med opsmøgede sorte Bukser samt en Paraply, som han straks slog op, skønt det i Øjeblikket ikke regnede. Efter ham kom den rødmossede Thomas, Kapellanen, og endelig de to unge Brødre. Disse sidste tre bar grundtvigianske Uldhatte og havde ingen Paraplyer.

Henne foran Dampspillet var man just ifærd med at ophejse den sidste Vareballe fra en Arbejdsvogn; og idet denne nu kørte bort, satte Kusken paa Ligvognen straks sin Hest i Bevægelse for at komme til. Men et Raab fra Styrmanden, der oppe fra Kommandobroen ledede Indladningen, standsede ham. Han fik Ordre til at vente lidt. Der var en uvan ung Hest, der først skulde bringes ombord, og dette tog Tid. Man forsøgte først at lede den over Landgangen ligesom Grisen før, hvad der i Begyndelsen ogsaa syntes at skulle lykkes. Skønt den rystede og prustede af Angst, saa der sprang Blod af dens Næsebor, havde man faaet den til at sætte begge Forbenene op paa Brædtet, da uheldigvis en af de smaa Slæbedampere, der ustanselig pilede frem og tilbage i Havnen, i det samme stødte i sin Dampfløjte. Saa blev den aldeles ustyrlig; og der var tilsidst ikke andet at gøre end at hisse den ombord paa lignende Vis som det døde Gods. Skibets Svingkran drejedes ud over Havnepladsen, hvor Dyret imidlertid var bleven trukket ind i en mandshøj Fold eller Tremme-Kasse af stærke Planker, som netop var stor nok til at rumme det. Et Par forsvarlige Jernbøjler, der ragede op over Kassens øverste Rand, tjente til Befæstelse for Kranens Kætting; og efter at denne var bleven anbragt, sattes Dampspillet i Bevægelse, og Dyret — der i samme Øjeblik, det løftedes fra Jorden, stivnede som ved |148| et Nerveslag — førtes nu langsomt i en Bue henover Hovederne paa de forsamlede Arbejdere og blev sat ned paa Skibets Fordæk.

Per havde, mens dette stod paa, ikke haft Øjnene fra Rustvognen. Den hele Scene, som dog havde samlet en Del interesserede Tilskuere, var overhovedet slet ikke bleven ham bevidst. Men nu blev der givet Tegn til Kusken, at han skulde køre frem. Eberhardt og de andre Brødre fulgte bagefter tilfods.

Den anden arbejdsklædte Mand, der havde siddet paa Bukken, var i Forvejen gaaet hen til Slisken foran Lastelugen, hvor han sammen med et Par andre Mænd tumlede med en tre Alen lang, kuffertlignende Bræddekasse, paa hvis Laag der var malet et stort Fragtmærke. I Hast blev nu Rustvognen aabnet, og den lave, blomsterløse Kiste kom tilsyne. De to Havnearbejdere vilde træde til for at hjælpe; men Thomas holdt dem tilbage; hvorpaa han selv og de andre Brødre varsomt satte Kisten ned i den aabnede Bræddekasse, som den næsten ganske udfyldte. Efter at der var stoppet til med Halm rundt om den, blev saa Laaget paasat og fastgjort med Skruer.

Saaledes som den umalede og uhøvlede Kasse nu stod der paa Stenbroen med sit dyrebare Indhold, lignede den saa meget andet af det Dampskibsgods, der var stillet hen paa den regnvaade Brygge. Navnlig efter at Rustvognen var kørt |149| bort, skulde Ingen let falde paa, at disse Brædder med det paamalede Fragtmærke indesluttede et Menneske, en Moder, en udslukt Verden, hvis Liv tilmed havde været rigere og dybere bevæget end de flestes. Og nu lagde Arbejderne en Jernkætting omkring Kassen, ganske som de havde gjort ved Melsækkene og Petroleumstønderne; og ved et Tegn til Dampspillet hævedes den op fra Jorden. Lige over Lastelugen holdtes den nogle Øjeblikke svævende i Luften, indtil der lød et nyt Varskoraab. Under Kættingraslen og Prusten af Dampkraft sænkedes saa den gamle jyske Præstekone ned mellem Ølkasserne, Brændevinsankrene og Sukkerfustagerne.

Inde bag Kafeens Rude var Pers Ansigt bleven mere og mere farveløst. Opvarteren, der allerede nogen Tid havde holdt Øje med ham, fordi han var saa stille og havde ladet sit Øl staa urørt, sprang i dette Øjeblik ganske forskrækket hen til ham og spurgte:

»Er Herren bleven syg?«

Per saae paa ham med et helt forstyrret Blik. Han havde glemt, hvor han befandt sig, og følte pludselig Gulvet løfte sig med ham og Væggene falde ind i Stuen.

»Ja, — lidt. Giv mig en Kognak.«

Han drak to Glas, det ene umiddelbart efter det andet; og der kom igen lidt Blod i hans Kinder, der havde været hvide som Kalk. Men han havde ogsaa i Løbet af nogle Minutter udstaaet|150| en Række Sjælslidelser, om hvis Frygtelighed han aldrig havde drømt. I det Nu, han saae sin Moder hænge der og svaje i Luften som en Vareballe, var det bleven Nat omkring ham, og ligesom ved Glimtet af et Lyn havde han set Tilværelsens Grund afdækket i al sin triste, ørkenøde, hæsligt spottende Nøgenhed.

Da han igen saae over paa Skibet, var Arbejdet med Tønder og Sække atter i fuld Gang.

Midt paa Bryggen stod Brødrene tilligemed den bluseklædte Mand, der havde siddet ved Siden af Ligvognskusken og bagefter bistaaet ved Kistens Indpakning. Manden stod med en fremstrakt Haand, hvori Eberhardt med stor Samvittighedsfuldhed optalte en Sum Penge; og efter at have modtaget Pengene blev han endnu nogle Øjeblikke staaende forventningsfuld, øjensynlig i Haab om en Drikkeskilling, som imidlertid udeblev. Hvorpaa Brødrene gik bort med ensartede, taktfaste Skridt.

Per blev siddende. Hans Blik gled tilbage til Skibet med et endnu halvt forvildet Blik. Skønt han efterhaanden godt mærkede, at han var bleven Genstand for en nærgaa en de Opmærksomhed fra de andre Gæster i Lokalet, kunde han ikke faa sig selv til at gaa bort. Han vilde blive her i Moderens Nærhed indtil det sidste. Det var ham altfor uhyggeligt at tænke paa, at hun skulde ligge dernede saa alene, saa helt forladt midt i dette larmende Arbejdsrøre.

Og med eet jog den Tanke forløsende igennem ham, at han jo slet ikke behøvede at skilles fra hende allerede her. Han kunde jo følge Moderen paa Rejsen, uden at nogen fik det at vide, ... ledsage hende som en hemmelig Æresvagt paa Nattefarten over Kattegat og gaa iland ved et af de Stoppesteder i Fjordmundingen derhjemme, hvortil Skibet vilde komme den næste Dag i de tidlige Morgentimer. Han vilde derfra kunne naa en Station paa den østjyske Bane i Løbet af Formiddagen og være tilbage i København om Aftenen.

Han saae paa sit Ur. Der var knap to Timer igen til Skibets Afgang; der kunde følgelig ikke være Tale om at naa ud til Jakobe, som var den eneste, der behøvede at vide om denne Rejse. Han maatte altsaa nøjes med at skrive til hende.

Han kaldte paa Opvarteren og bad om Papir og Skrivetøj.

Men da han havde faaet dyppet Pennen, følte han, hvor vanskeligt det vilde være for ham at forklare sig ordenlig i et Brev; og efter nogen Overvejelse forlangte han en Telegramblanket. Han maatte hellere sende en ganske kort Meddelelse, der oplyste det nødvendigste. Saa vilde Jakobe nok af sig selv forstaa Resten.

Paa Vejen hjem til Hotellet fik han et nyt Indfald. Naar han dog nu kom til Jylland, tænkte han, vilde det jo være urimeligt, om han ikke |152| med det samme fik afgjort det tilrettelagte Besøg hos Baronessen og Hofjægermesterinden paa Kærsholm, selv om Rejsen derved forlængedes en Dagstid eller to. Saa lidet oplagt han end var til Forretninger, besluttede han lige saa godt straks at gøre Alvor af at faa rejst det Pengelaan hos Baronessen, fordi han nu mere end nogensinde følte det som en Nødvendighed at frigøre sig for ethvert personligt Afhængighedsforhold til sine Svigerforældre, der var og altid vilde blive ham fremmede. Men ogsaa en anden, en inderligere Trang havde netop nu ført ham de to moderlige Veninder fra Rom i Tankerne. Særlig Hofjægermesterindens storladne Skikkelse og deres fortrolige Samtaler dukkede pludselig mærkeligt levende og dragende frem af hans Erindring.

Hjemme paa Hotellet gav han sig straks ifærd med Indpakningen. Der var ingen Tid til nærmere at overveje, hvad han skulde tage med sig; paa maa og faa pakkede han Klæder og Bøger ned i en stor Haandkuffert. Da stod han pludselig forskrækket stille med et Par Støvler i Haanden. Han var kommen til at tænke paa Oberst Bjerregrav.

Efter al Sandsynlighed havde Obersten allerede denne Dag ventet hans Genbesøg. At opsætte dette blot et Par Dage længere vilde være en Uhøflighed, der let igen kunde ødelægge Forholdet imellem dem. Hvad var her at gøre? ... Han |153| maatte skrive til ham. »Paa Grund af en uopsættelig Rejse, —« skrev han.

Kort efter var han i en Droske paa Vej til Dampskibet.

*       *
*

Da Pers Telegram naaede »Skovbakken«, var Jakobe oppe paa sit Værelse. Hun sad for aaben Altandør ved sin lille Skrivepult og var i Færd med at skrive Brev.

Uden at ane noget om, hvad der havde optaget Per den hele Dag, var hun efter Frokosttid taget til Byen for at gøre nogle Indkøb og havde saa ogsaa søgt ham paa Hotellet. Men da hun af Portneren fik at vide, at han ikke var hjemme, var hun bleven skamfuld og havde hverken efterladt Besked eller Kort. Derefter havde hun en Tid fartet om paa Gaderne i Haab om at møde ham og samtidig i en vis Angst derfor, fordi hun vidste, at Per ikke kunde lide saadanne tilfældige Sammemtræf, ... indtil Regnen havde drevet hende hjem.

Men heller ikke herhjemme faldt hun til Ro.

Der var i de sidste Dage kommen en Rastløshed over hende, som drev hende til al Slags unyttig og utidig Beskæftigelse. Og bestandig var det Forberedelserne til Pers og hendes Englandsrejse, der opfyldte hende. For alt, hvad der laa paa den anden Side af denne »deres anden Bryllupsrejse«, |154| som hun i Fortrolighed kaldte den, tillukkede hun saa vidt muligt sine Tanker, at ingen Angst, ingen Uro eller Bekymring skulde kaste Skygge over deres fornyede Forening. I de to stakkels korte Uger, deres Samliv kunde vare, skulde de kun leve og aande for deres Kærlighed. Dybt, dybt vilde hun slukke sin brændende Livstørst, inden Trængslernes Dage kom.

Alligevel, hendes israelitiske Forstandighed og praktiske Omsigt fornægtede sig ikke ganske. Hun sad just der og skrev til sin Veninde i Breslau for allerede saa smaat at forberede hende paa sit Komme, da Pers Telegram blev bragt ind ad Døren.

Herregud! klynkede hun straks ved sig selv: Nu bliver han vel borte igen idag!

Men da hun havde læst Telegrammet, blegnede hun grebet rent instinktmæssig af en angstfuld Anelse, til hvilken hun i det næste Øjeblik ikke længer helt forstod Grunden. I Virkeligheden var der jo intetsomhelst paafaldende i, hvad Per her havde gjort. Hun sagde til sig selv, at det jo dog kun var naturligt og kønt, naar han havde villet vise sin Moder den sidste Ære. Om et Par Dage vilde hun have ham her tilbage.

Men efter at hun anden Gang havde læst Telegrammet, greb Frygten hende igen. Og for hver Gang hun nu paany gennemsaae det, syntes hun at kunne læse stadig mere ud af den knappe Meddelelse.|155| Samtidig fremkaldte de tyve Ord lige saa mange Spørgsmaal hos hende. Hvornaar kunde han være kommen paa den Tanke? Han havde jo den foregaaende Dag ikke nævnet det mindste derom. Havde han maaske talt med nogen af sin Familje? Men hvorfor havde han da først telegraferet i sidste Øjeblik? Hvorfor var han rejst uden Afsked?

Hun havde sat sig hen i Sofaen og sad her med Haanden under Kinden og Telegrammet i sit Skød. Det var begyndt at mørkne udenfor; og Skumringen, der groede ud af det lille Kammers mange Kroge, gjorde nu sit til at kaste en bestandig tungere og mere truende Alvor ind i hendes anelsesfyldte Stemning.

Hun begyndte tilsidst at tænke paa, om hun maaske aldrig skulde se Per mere ... Og hun spurgte sig selv, om det ikke i hvert Fald vilde være bedst for dem begge to, at de afgørende brød med hinanden. Hun var i Grunden forfærdelig træt af Kampen med denne fremmede, skjulte, spøgelseagtige Magt, der Gang paa Gang røvede ham fra hende, og netop naar hun troede ham aller fastest omsluttet af hendes Kærlighed. Hun var ikke engang sikker paa, at hun denne Gang vilde have Kræfter til at vinde ham tilbage. Og paa hans egen Modstandskraft stolede hun stadig mindre. Hun saae ham jo nu, som han virkelig var. Den Side af hans Væsen, hun overhovedet|156| ejede Forudsætninger til at overskue og bedømme, kendte hun nu tilbunds; og hun lod sig i Øjeblikke som disse ikke længer bedrage af Kærlighedens Trang til at smykke og bekranse. Hun vidste nu, at han i al sin Naturkraft var et Menneske uden Lidenskab, uden Selvopholdelsesdrift, eller rettere: at han kun besad Lidenskabens negative Egenskaber, dens kolde Natside: Trodsen, Selviskhed, Hævngerrigheden, men ikke dens stormende Higen, ikke dens uovervindelige Længsel, ikke dens hærdende og lutrende Glød og Flamme.

Var det da ikke haabløst at fortsætte Kampen? ... Naar hun tænkte paa, hvor meget han trods alle hendes Bønner om Aabenhed og Tillid endnu stadig hemmeligholdt for hende; hvor lidt hun til Tider vidste om, hvad han foretog sig, hvad han tænkte paa, hvad der optog ham, — hun maatte da spørge sig selv, om det nogensinde vilde kunne lykkes ham blot at overvinde dette skjulte, tillukkede og troløse i sin Karakter, der havde voldt hende saa megen Pine. Hun havde i den senere Tid ofte maattet mindes, hvordan han engang halvt for Spøg havde sammenlignet sig med hin Børneæventyrets Bakketrold, der var krøben op gennem en Muldvarpetue for at leve mellem denne Verdens Børn men daarlig taalte Solens Lys og idelig af Frygt tyede tilbage til sit lille Jordhul. Hun vidste nu, at der var en dybere Selverkendelse |157| heri, end hun dengang havde forstaaet eller vilde have tiltroet ham.

Ja, han tilhørte dybest inde en anden Verden, en anden Sol. Hvor forskellig fra de fleste andre af sine Samtidige han end kunde synes at være og altid selv havde følt sig, han var dog netop Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind, ... Bakketroldene, der ikke kunde se mod Solen uden at komme til at nyse, men som i Skumringen satte sig paa deres lille Jordtue for med Fedel eller ved et fromt Klokkespil at fremkogle straalende Syner i Aftenskyen over de dampende Enge til Opbyggelse for det betrængte Sind ... et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder men et Barns kraftløse Lemmer ... et Tusmørkefolk der kunde høre Græsset gro og Blomsterne sukke, men som forputtede sig i Jorden, hvergang Morgenhanen galede.

— — —

Nede i Havesalen gik det paa samme Tid meget muntert til. Familjen havde faaet Besøg af nogle Bekendte blandt de omboende Landliggere, og Underholdningen besørgedes af Nanny, der altid bragte saa mange morsomme Historier med fra Byen. Hun selv lo ustanselig men med en noget anstrengt Latter, der var som tvunget |158| frem af hendes Skuffelse over igen ikke at have truffet Per.

Hun havde i saa Henseende været meget uheldig i den sidste Tid, da hans Besøg paa »Skovbakken« var bleven saa uregelmæssige. Skønt hun i Forvejen havde anstillet alle Slags Sandsynlighedsberegninger, for at han ikke skulde kunne undgaa hende, var hun enten kommen derud, netop som han var rejst, eller hun havde været nødt til at tage bort, umiddelbart før han ventedes. Derfor var hun nu bleven halvt syg af Utaalmodighed efter at se ham, og hun søgte ikke længer at indbilde sig, at det kun var for at faa Lejlighed til at skaffe sig Oprejsning. Hun tænkte ikke mere paa Hævn, ... navnlig ikke, efter at hun paa Jakobes hele Væsen overfor hende havde kunnet mærke, at han intet havde røbet om hendes Ydmygelse. Med denne Fortielse, som hun tilskrev en Hensynsfuldhed mod hende, der igen forudsatte en dulgt Ømhed, havde han vundet hendes Smule Hjerte helt. Fra dette Øjeblik tilstod hun det aabent for sig selv, at hun var forelsket i ham, betaget af ham, — grænseløst, sanseløst.

Den Tanke at sætte sit Ægteskab og de Forhaabninger, hun knyttede dertil, i Vove for hans Skyld var hende ikke længer saa helt fremmed. Hun vilde heller ikke vige tilbage for i fuldt Alvor at optage en Kamp med Søsteren om ham. At hun |159| havde hørt om deres Giftermaalsforberedelse, gjorde hende blot endnu lidenskabeligere opsat paa igen at komme paa Tomandshaand med ham. Hun undte ikke Jakobe denne dejlige, stærke Mand med den røde Mund. Erindringen om hans store Læbers fugtige Varme havde til Tider kunnet gøre hende ganske vild af Længsel.

Og saa kom han heller ikke idag!

Nanny var ikke den eneste, der havde ventet ham med Utaalmodighed. Indtil for kort siden havde Ivan spaseret rastløs frem og tilbage ude paa Terrassen og hvert andet Øjeblik set paa sit Ur.

Han havde haft en meget vigtig Meddelelse at gøre ham. Han havde om Eftermiddagen modtaget et Brev fra Overretssagfører Hasselager, hvori denne anmodede om at faa Pers Adresse opgivet, da han og Proprietær Nørrehave og nogle andre Mænd gerne ønskede en Sammenkomst med ham allerede den næste Dag. Ivan havde ment, at han paa denne Tid af Dagen sikrest vilde træffe Per her; men da han fik at vide, at der var kommen Telegram til Jakobe, forstod han, at det betød Afbud fra ham; og han havde da skyndt sig til Jernbanestationen for mulig at finde ham inde i Byen.

Det var imidlertid bleven næsten mørkt i Stuen. Husjomfruen kom ind og lukkede Havedøren; |160| hvorefter der blev stillet tændte Lamper omkring paa Borde og Konsoller.

Jakobe havde ikke vist sig. Heller ikke da Teen blev budt rundt, kom hun tilstede, skønt der udtrykkelig var bleven kaldt paa hende. Nanny, der ogsaa havde hørt om Telegrammet, tog dette for et godt Varsel. Det blev saamænd ikke til noget med det Giftermaall Forældrene talte jo ogsaa saa lidt som muligt derom, saa de havde vist ikke heller stor Tillid til det.

Der blev nu musiceret en Timestid, og da Klokken var bleven elleve, lavede Gæsterne sig til at gaa. Nanny derimod dristede sig for dennegang til at trodse Dyhrings bestemte Forbud og blive der om Natten, idet hun haabede paa, at Per vilde komme den næste Morgen.

I dette Øjeblik vendte Ivan tilbage fra Byen med sit mest forstyrrede Ansigt paa. Da de Fremmede var gaaet, spurgte han, idet han vendte sig mod Forældrene og Nanny:

»Har Jakobe ikke været nede iaften?«

»Nej, ... hvorfor?«

»Sidenius er rejst.«

»Rejst? Hvorhen?«

»Det er nok til Jylland. De sagde paa Hotellet, at han vilde blive borte i flere Dage.«

»Naa, hvad saa? Han er vel taget derover til Begravelsen,« sagde Moderen. »Saa er det derom, han har telegraferet til Jakobe.«

»Jamen, det er alligevel saa underligt, ... saadan at rejse væk uden at sige noget. Og netop nu!« sagde Ivan og fortalte om det Brev, han havde modtaget fra Hasselager, og om Oberstens Visit, der endnu ikke var bleven gengældt.

Fru Salomon saae spørgende paa sin Mand. Men han sagde ingenting. Han havde gjort sig til Regel ikke at udtale sig om sin tilkommende Svigersøn. Han rystede blot paa Hovedet og sagde derefter:

»Naa, lille Børn! Skal vi saa gaa i Seng!«

*       *
*

Det Skib, hvorpaa Per befandt sig, var forlængst naaet ud i aaben Sø.

Som en svømmende Kæmpesarkofag gled det store, sorte Skibsskrog henover den rolige Havflade i den disede, halvlyse Nat, mens Kulrøgen bølgede som et Sørgeflor henover Kølvandets tavse Følge. Himlen var skydækket og laa tung og sort langs Kimingen. Men hist og her var der dog en Rift i Skyerne, hvorigennem en bleg Stjerne kiggede ned som et Engleøje, der syntes at følge den højtidelige Ligfærd.

Per sad ensomt paa det øvre Midterdæk, indsvøbt i sin Kappe, og saae udover Vandet.

Alle Skibets andre Passagerer var efterhaanden gaaet til Ro. Hverken fra Fordæksrummene eller Kahytterne hørtes længer Stemmer.

Ude paa Kommandobroen, der var forbunden med det øvre Dæk ved en lille Trappe og et Løbebrædt, gik den vagthavende Styrmand frem og tilbage med hurtige Skridt; og henne fra Agterstavnen lød med visse Mellemrum et Log-Urs korte Klingren. Ellers hørtes der over hele det store Skib ingen anden Lyd end Maskinens og Skruens ihærdige Stampen og nu og da nede fra Dybet en Raslen af Fyrbødernes Skovle.

Nede i Sydvest var Fyret paa Hesselø dukket op over Synskresen.

Da Skibet en Timestid senere naaede ret ud derfor, afløstes Vagten baade paa Broen og ved Rattet; og Per lagde Mærke til, at første og anden Styrmand ved denne Lejlighed forhandlede om noget, der fik dem til at sænke Stemmerne.

Kort efter var alt igen dyb Ro og Stilhed rundt omkring ham ...

Saa mange Billeder fra Barndomshjemmet der gled ham forbi i denne Nat, mens han sad der næsten ubevægelig og stirrede ud over Havfladen! Han havde egenlig aldrig før dannet sig en samlet og ordnet Forestilling om sin Moder. Som hun i Livet var bleven stillet i Skygge af den myndige Fader, var hans Erindring om hende bleven formørket af det absolute Ubehag, hvormed han endnu stadig mindedes denne. Han huskede hende bedst fra hendes lange Sygeleje. Naar hans Tanker i de senere Aar havde beskæftiget sig med hende |163| — og det var sket hyppigere, end han selv rigtig vidste af — havde han bestandig set hende i Sengen, i det halvmørke Sovekammer med det altid nedrullede, mørkegrønne Gardin, hvor enten han selv eller en af hans Søskende sad ved Sengens Fodende og gned hendes syge Ben. Men i de sidste Dage var der dukket stadig flere Minder op for ham fra den Tid, da hun endnu færdedes i Huset derhjemme med et Barn paa Armen og et Par Stykker hængende ved Skørtet, og da hun Aften og Morgen vaskede og klædte de mindste, stoppede og lappede om de større, læste Lektier og skrev Stile med de allerstørste, og da hun hver Nat gik omkring i Barnekamrene i lange, hvide Klæder, lagde en Pude tilrette hist, klappede en Dyne til her, og med sin mærkeligt bløde Haand strøg dem over Haaret, naar de i Halvsøvne slog Øjnene op og vendte sig.

Bedst huskede han fra den Tid Krigsaaret, hvis Ulykker han havde været for lille til at forstaa, og hvis Uro og Uregelmæssigheder derfor havde henrykt ham. Byen havde i Maaneder været besat af tyske Tropper, der daglig drog gennem Gaderne med fuld Musik og vældige Tamburmajorer i Spidsen for at stille til Revy paa Torvet eller Ridebanen. I selve Præstegaarden var der altid fuldt af larmende Soldater, ofte henved en Snes Stykker foruden syv-otte Heste, der var opstaldet i Tørvehuset og hver Morgen blev trukket |164| ud i Haven for at strigles under en Officers Opsigt. Der var kun bleven levnet Familjen nogle faa Værelser, hvori de mange Børn maatte stuves sammen paa maa og faa, hvad der ogsaa havde moret ham meget. Og saa havde de faaet Sirup paa Maden i Stedet for Smør! — — Under alt dette maatte Moderen (hvad han nu kunde udregne) have gaaet og ventet sin Nedkomst. Ventet sit tolvte Barn. Ventet den tolvte vaandefulde Kamp med Døden. Og ikke nok dermed. Aogle af Børnene var bleven syge, og et at dem, en lille Pige paa tre Aar, døde under svære Lidelser. Som han siden havde hørt det fortælle: netop som et hannoveransk Regiment var rykket ud af Byen og et andet ventedes, udaandede hun i Moderens Arme.

Var det egenlig saa underligt, at hendes Væsen tilsidst var bleven lutter Bekymring? Ja var denne Bekymringsfuldhed ikke Udslag af en Klarskuen, der skyldtes dyrekøbt Erfaring, en Synskhed, som øjnede Farerne, hvor andre — af Livet mindre prøvede — endnu ikke saae dem. Den yngre Slægt, der var vokset op i en Tid, som i ydre Henseende havde formet sig saa fredelig, saa sindsberoligende, viste sig vist af den Grund ofte uretfærdig mod Utryghedsfølelsen og Modløsheden hos de Ældre, og da navnlig hos dem, der havde udstaaet Krigens Lidelser og Ydmygelser. Maatte man ikke snarest forbavses over, at Moderen ikke |165| helt var bukket under? Jakobe, som dog selv havde gennemgaaet en Del, havde jo ogsaa forleden undrende spurgt, hvorfra dog Moderen havde faaet denne næsten overmenneskelige Kraft til med sit svage Legeme at bære alle Skæbnens tunge Tilskikkelser uden engang at klage.

Ja, hvorfra havde hun faaet den? Ved hvilken indre Magt havde i det hele den ældre Slægt bjerget sig saa nogenlunde frelst gennem Datidens Ulykker, gennem Krigsaarenes frygtelige Ophidselse og den dødlignende Lamhedstilstand, der fulgte efter, ... gennem hele denne blodige Sammenstyrtning, paa hvilken Moderens Lidelseshistorie var som et Sindbillede?

For sit eget Vedkommende havde Moderen jo ikke været i Tvivl om Svaret. Han huskede et Ord, hvortil hun i Samtaler stadig kom tilbage:

Det er jo dog, o Herre Krist!
min Ære ej. men din forvist!

... Han rejste sig med en pludselig Kuldefornemmelse og gik et Par Gange op og ned ad den lange Løbemaatte, der var lagt langsad Dækket. Men hans Ben var for tunge, hans Hoved saa træt af de sidste Dages Sindsbevægelser. Han satte sig derfor igen paa Bænken og gav sig til at se ud over Vandet.

Skibet havde et Par Gange under sin Fart passeret nogle store, ensartet byggede Fiskerbaade, |166| der laa og vuggede med slappe Sejl i det stille Vejr. Nu dukkede der frem af Halvmørket en hel Flaade af saadanne Fartøjer, som drev for Takkel og Tov paa den sydgaaende Strøm. Det var Flynderfiskere fra Anholtsbankerne, Folk fra Lejerne paa Sjællands Nordkyst, der var paa Hjemvejen med deres Fangst.

Saaledes forklarede i alt Fald Styrmanden, der for lidt siden, netop som Per havde rejst sig, var gaaet ned fra Kommandobroen og derefter havde stillet sig op i Nærheden af ham i den tydelige Hensigt at finde Lejlighed til at indlede en Passiar.

Per svarede kort: »Ja saa.«

Han var kommen til at tænke paa det Brev, som Moderen havde efterladt ham, og paa Pakken, der rimeligvis indeholdt Faderens Ur. Han vidste ikke, hvorledes han skulde faa Mod til at læse det Brev. Han vilde saa gerne kunne tro, at Moderen dog ikke havde været helt uforstaaende overfor ham; og han frygtede nu for, at Brevet kunde tilintetgøre dette Haab, hvormed han søgte at berolige sin Samvittighed. Der havde været noget i Eberhardts Blik den foregaaende Dag, som ikke syntes at varsle godt.

Han rejste sig igen, paany grebet af en Uro, der gennemisnede ham, saa han ikke kunde være stille.

»De skulde hellere ta' og lægge Dem,« sagde nu Styrmanden og gik ham tættere ind saa Livet |167| med Hænderne i Lommerne. »Det er Fanneme for koldt at slibe den af her ovendæks.«

Den respektløse Tone og Mandens hele Holdning fik Per til at rette sig. Han havde just et kraftigt Svar paa Læben, da det gik op for ham, at han paa Grund af sin Utilgængelighed og Tankefuldhed var bleven mistænkt for at sidde i Selvmordstanker. Rimeligvis havde man hele Tiden holdt et vaagent Øje med ham oppe fra Kommandobroen; og det var vel saa i den Anledning, at der før under Afløsningen var bleven vekslet nogle sagte Ord mellem Styrmændene.

Han henkastede et kort og overlegent Spørgsmaal derom, og Styrmanden svarede:

»Naar De selv siger det, saa vil jeg ikke fragaa, at vi har haft en lille Tanke henad den Kant til. Saadan noget hænder vos jo, skal jeg sige Dem, og det er vi jo natyrlig helst fri for, begrundet især paa det meget Vrøvl, det gi'er bagefter med Forhør og den Slags. Det er saamænd ikke længer siden end nu i Høsten, at vi havde det Uheld med en Mand, der sprang overbord for vos netop i det her Farvand.«

»Hvad var det for en Mand?«

»Det var en Dækspassager. Han skal have været fra Horsens. Det var nok gaaet den forkerte Vej for ham, sa' de. Han havde spillet Fallit med sit Arvegods, og saa har han ikke vidst bedre Raad tilsidst end at smage paa Bundvandet. |168| Vi saae ikke andet af ham end hans Hat; og han har ikke ladet høre fra sig siden. Saa han er nok gaaet i Makrellerne.«

Per havde sky taget sine Øjne til sig. Nu kastede han hastigt et udfordrende Blik langsmed Horisonten og sagde, idet han vendte sig:

»Vi skal nok have mere Regn, ... Godnat.«

Mens Styrmandens Ord blev ved at Iyde i hans Øre, gik han ned ad Trappen til Agterskibet; og han havde en gysende Fornemmelse i Ryggen, fordi han kunde mærke, hvordan Manden blev staaende derhenne og fulgte ham med Øjnene, indtil han var forsvunden under Dækket.

I et Par Timer laa han derpaa nede i den beklumrede Salon mellem en Samling prustende og stønnende Mennesker og kunde ikke falde i Søvn. Tankerne vilde ikke hvile. Han følte det godt selv nu, hvorledes der denne Nat fuldbyrdedes en længe forberedt Omvæltning i hans Indre. Det var, som om der i Mulm og Taage var ved at oplade sig en ny Verden for ham, hvori han endnu kun daarligt kunde skimte Vej. Hvad der laa bag ham, svandt hen i Intethed. I en gammel værkbruden Præstekones Skikkelse havde der aabenbaret sig for ham en Kraft, mod hvilken selv en Cæsars kongelige Vælde nu syntes ham ringe, en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelsen.

Men dermed gled ogsaa Grunden bort under |169| hele hans forgangne Liv. Dermed var Dommen afsagt over al hans hidtidige Digten og Tragten.

Han laa med Hænderne bag Hovedet og saae med vidtaabne Øjne ud i Halvmørket under en urolig Forudfølelse af de Sjælekampe, der nu forestod ham. Som de mere overfladiske Bævninger, der bebuder et kommende Jordskælv, rørte Skyldfølelsen sig allerede ret vaandefuldt i ham. Alligevel var han ikke nedslaaet. Han følte intet af den Rædsel, som den ubesmykkede Virkeligheds nøgne og kolde Øde glimtvis havde fremkaldt hos ham den foregaaende Dag, da han saae Moderen hænge der i Luften over den gabende Lasteluge som over en hæsligt grinende Mund. Til sin egen Forundring misundte han slet ikke de Mennesker, der laa her og prustede og snorkede og svedte rundt om ham underVirkningen af en rolig Samvittigheds Sovedrik. Der var i hans vaagnende Anger og Smerte noget af det samme underfuldt betagende som i en fødende Kvindes Veer, der er Tegnet paa, at et nyt Liv er i Frembrud med nye Forhaabninger og nye Forjættelser.

I Daglysningen gik Per fraborde ved det første Landingssted i Fjordens Munding, hvor Skibet stoppede op. Fra Toppen af en Banke fulgte han det med Øjnene paa dets langsomme Fart gennem Fjordens mange Krumninger i det milebrede Engdrag den samme Vej, ad hvilken han selv |170| for syv Aar siden stævnede ud i Verden med et saa ungdommeligt Mod og saa sollyse Forhaabninger. Syv Aar! Og han havde jo virkelig haft »Lykken« med sig. Han havde jo omsider vundet det Kongerige, han havde eftertragtet, og til hvis Krone han havde følt sig baaret. Men var han da nu lykkelig? — —

Mens Duggen satte sig i hans Øjenhaar som regnbuefarvede Taarer, blev han ved at stirre efter den store, bortglidende Sarkofag derinde over de blomstervrimlende Enge, indtil den forsvandt for ham i den gyldne Morgentaage som et Syn, der lukkedes ind i Himmelens Riger.