FJERDE KAPITEL

Der var ikke gaaet mange Dage, før det gik op for Per, at han trods det »Ja«, han havde faaet fravristet Jakobe ikke var naaet saa særdeles meget videre, end han var i Forvejen For det første fordrede baade Jakobe og hendes Forældre — de sidste endog »paa det bestemteste« — at Forlovelsen foreløbig skulde holdes hemmelig, i hvert Fald kun betroes de allernærmeste. Dernæst var Jakobes Opførsel overfor ham præget af en Lunefuldhed, der ikke sjælden grænsede til aabenbar Foragt. Det hændte saaledes et Par Gange, naar han kom ud til »Skovbakken«, at hun sletikke lod sig se men blev oppe paa sit Værelse under det Paaskud, at hun ikke befandt sig vel; og det bødede kun lidt herpaa, at hun ved enkelte Lejligheder, naar de var ene sammen i en mørk stue eller ude i Skoven, ikke blot tillod, at han kyssede hende, men ogsaa selv kunde give sig ret lidenskabeligt hen i hans Favn. Han var Kvindekender nok til at forstaa Forbindelsen mellem saadanne ubegrundede ømhedsudbrud og de regelmæssigt paafølgende Anfald af fornærmende Kulde; og han indsaae tillige, at han frem for alt |110| ikke turde vise sig svag, idet en fortsat Eftergivenhed let kunde blive skæbnesvanger.

Efter en Ugestids Forløb forandrede han derfor saa smaat sin Opførsel overfor hende, viste sig en Smule ligegyldig, indfandt sig med mindre Regelmæssighed og udeblev tilsidst ganske i nogle Dage.

Den første Dag følte Jakobe hans Bortebliven som en Befrielse. Den anden Dag var hun forundret, den tredje Dag urolig. Hen paa Eftermiddagen bestemte hun sig til at skrive til ham; men næppe var hun kommen op paa sit Værelse og havde faaet Pennen i Haanden, hørte hun hans Stemme nede i Haven. Hendes Hjerte kom til at banke heftigt; og dog gik hun ikke ned til ham. Paa det Papir, hun havde bestemt for ham, gav hun sig til at skrive et ligegyldigt Brev til en udenlandsk Veninde; og da en af hendes smaa Søskende lidt efter kom op for at melde hans Ankomst (Fru Salomon vogtede sig vel for at benytte nogen af Tjenestefolkene til det Ærinde), lod hun svare, at hun havde Hovedpine og ikke kunde komme ned.

Mere end en Timestid varede hendes Standhaftighed dog ikke. Hun krøllede de smaa Haarlokker over Ørene og viste sig noget før Tetid nede i Stuerne. Det var imidlertid bleven mørkt. Overalt var Lamperne tændte. Faderen og Moderen var ene i Dagligstuen; Per, Ivan og Onkel |111| Heinrich opholdt sig inde i det tilstødende Billardværelse og syntes at more sig fortræffeligt. Ved Lyden af hendes Stemme lagde Per dog øjeblikkeligt Køen. Med et muntert Smil kom han ind og hilste; men han gav ingensomhelst Forklaring paa sin lange Fraværelse. Det var næppe nok, at han huskede med lidt Bekymring at spørge til hendes Befindende.

Efter et Par Øjeblikkes Ophold trak hun sig derfor igen tilbage; hvorefter Herrerne fortsatte deres Spil.

Den Nat blev bestemmende for hendes Forhold til Per. Timevis gik hun frem og tilbage i sit Kammer og kæmpede med sig selv. Hun sagde, at nu vilde og maatte hun bryde denne unaturlige og uværdige Forbindelse, der ikke alene havde forstyrret hendes Forhold til Forældre og gamle Venner men var paa Veje til at berøve hende den sidste Rest af Selvagtelse. Henimod Morgen satte hun sig til sit Skrivebord for at meddele ham sin Beslutning. Men da hun skulde nedskrive Afskedsordene, formaaede hun det ikke. Kærlighedstrangen fyldte panny hendes forpinte Hjerte; hun kastede Pennen og blev siddende ubevægelig med Hænderne for sit Ansigt.

Fra dette Øjeblik var han hendes Herre. Fra denne Nat fortabte hun sig i sin Ulykke, saaledes som man synker hen i det uafvendelige. Med |112| Afmagtens Lidenskab gav hun sig til at grunde over denne fremmede Mand, der var bleven hendes Skæbne. Egentlig kendte hun ham jo sletikke. Hvad andet vidste hun om ham end det højst upaalidelige, som Ivan og Onkel Heinrich og han selv havde fortalt? Hvad skjulte hans Fortid? Hvorover dækkede det mørke, kolde Had til Hjem og Slægt, som han hin Dag i Skoven havde aabenbaret hende? ...

Ofte i disse Dage følte hun Trang til at tale med nogen af hans Familje for at faa Lys over alt dette uopklarede i Pers Forhold, som nu mere end noget skræmmede og ydmygede hende, og som hans egne utroværdige Fortællinger blot gjorde bestandig dunklere. Hun vidste, at en af hans Brødre, der var Jurist, havde Ansættelse paa et offentligt Kontor et Sted i København; Per havde selv for faa Dage siden talt om, at han havde truffet ham paa Gaden og da i Samtalens Løb meddelt ham sin Forlovelse. Hos ham — tænkte hun — vilde hun sikkert kunne faa Svar paa sine Spørgsmaal; og da Per nu atter gjorde sig usynlig et Par Dage, besluttede hun en søvnløs Nat, at nu vilde hun gøre Alvor af det og opsøge Broderen.

Straks den næste Formiddag tog hun ind til Byen.

Det Kontor for Fængselsvæsenet, hvori Eberhardt Sidenius nylig havde faaet Ansættelse og |113| trods sin Ungdom opnaaet en højtbetroet Plads, var beliggende i en skummel, skidengraa Bygning tæt ved Kanalen. Jakobe foer vild i en Række øde Gange og fandt omsider en Budstue, hvor to søvnige Mænd sad med Ryggen opad Væggen og saae ned paa deres Støvlenæser. Paa hendes Spørgsmaal om, hvor hun kunde finde Hr. Ekspeditionssekretær Sidenius, fik hun det lakoniske Svar:

»Første Sal, tredje Dør tilhøjre.«

Jakobe følte sig grumme ilde tilmode ved Tanken om at skulle forestille sig selv for en fremmed Herre; og Spændingen for Udfaldet af den forestaaende Samtale gjorde hende yderligere nervøs. Det skulde nu hellerikke bidrage til at styrke hendes Sikkerhed, at hun ved Bortgangen fra Budstuen hørte de to Mænd i flegmatisk Tone veksle disse Bemærkninger:

»Sikken et Næb!«

»Ja, det var en Jødetøs.«

Oppe paa første Sal fandt hun den anviste Dør og kom ind i en tofags, halvmørk Stue, der vendte ud til en Gaardsplads med nogle grønne Træer. Hele Møblementet bestod af en Række Reoler med store Protokoller, et Par Træstole og en Fyrretræs Skrivepult henne ved det ene Vindue. Her stod Eberhardt i en langskødet, sort Frakke, der var blankslidt paa Ryggen, og med Benklæderne opsmøgede over et Par klodsede Sko.| 114|Skønt han havde besvaret hendes Banken, blev ban staaende uden at vende sig og fortsatte i nogle øjeblikke uanfægtet sit Arbejde.

Dels af denne Aarsag, dels paa Grund af hans Klædedragt antog Jakobe ham for en Skriver og bad om at faa Ekspeditionssekretæren i Tale. Først da han med megen Værdighed lagde Pennen fra sig og hun mødte Blikket fra hans blege, vandkolde øjne, saae hun med en Gysen Familjeligheden med Per.

Hun sagde sit Navn og tilføjede med sænket Stemme, idet hun rødmede let:

»Jeg veed, at Deres Broder — Per — har talt til Dem om mig.«

Eberhardt gjorde tavs en embedsmandsmæssig Haandbevægelse henimod en af Stolene.

»Grunden til, at jeg har opsøgt Dem, vil De rimeligvis af Dem selv kunne forstaa,« vedblev hun lidt usikkert og stammende efter at have taaet Plads. »Jeg veed jo, at Deres Broder — min Forlovede — i længere Tid har været noget fremmed baade for Dem og for sin øvrige Familje. Jeg kan — naturligvis umuligt allerede nu bedømme de dybere liggende Aarsager til denne Misstemning; men netop derfor har jeg gerne villet tale med Dem derom. Jeg behøver næppe at forsikre Dem, at jeg er oprigtig bedrøvet over disse Forhold.«

Eberhardt, der havde stillet sig op ved Pulten |115| i en noget kunstlet Stilling, med Hovedet støttet til sin udspilede Haand paa en saadan Maade, at denne skyggede for øjnene, lod rolig Jakobe tale ud. Skønt ikke en Trækning i hans Ansigt røbede det, var han maalløs af Forbavselse. Han havde betragtet Pers Fortælling om sin Forlovelse med Philip Salomons Datter slet og ret som et taabeligt Skryderi. Han vidste, at Philip Salomon regnedes for en af Byens rigeste Mænd, hvis Formue taltes i Millioner.

Hans første Tanke nu var derfor den, at dette Parti for enhver Pris maatte forhindres. Det var ingenlunde Skadelyst, der indgav ham Tanken; mindst af alt Misundelse. Men han forstod, at med denne Forbindelse vilde Broderens oprørske Trods triumfere og ethvert Haab om hans Redning atter være udelukket for lange Tider. Langt nøjere, end Per anede, havde hans Familje i de forløbne Aar paa Frastand fulgt hans Færd; og den havde netop nu saa sikkert troet det Tidspunkt nær, da han — tvunget af Nød og Vanære — endelig vilde vende tilage til Fædrehjemmet og angerfuld søge Tilgivelse for sit Liv.

»Tør jeg spørge Dem,« sagde Eberhardt, da Jakobe var bleven tavs. »Er det kun Dem, der har ønsket denne Samtale om min Broders Forhold?«

»Ja.«

|116|

»Min Broder har maaske sletikke vidst, at De vilde søge mig?«

»Nej.«

»De handler her ganske paa egen Haand?«

Ubehagelig berørt af hans forhørsmæssige Tone svarede Jakobe kort afvisende:

»Som sagt — det er mig, der har ønsket denne Samtale, ikke Per.«

»Jeg kunde tænke det. Det er jo nemlig — desværre — kun altfor sandt, at min Broder i en Aarrække, ja egentlig lige fra sin Barndom har stillet sig i et afgjort fjendtligt Forhold til sin Familje. Det kan vistnok siges, at han systematisk har forhærdet sig paa dette Punkt og følt en sørgelig Glæde ved at løsrive sig fra alt, hvad der knytter ham til hans Hjem. Disse Løsrivelsesforsøg har jo i den sidste Tid endog strakt sig til selve Navnet. Jeg hørte, at De kaldte ham for Per. Maaske veed De sletikke engang af, at det er et selvgjort Navn. Peter Andreas blev han kaldt i sin Daab.«

»Jeg troer, jeg har hørt det«

»Jeg vil nu hellerikke skjule for Dem, hvad der er min bestemte Mening — og De har jo udtrykkelig ønsket en aaben Udtalelse — at ogsaa hans Forlovelse med Dem er et saadant overlagt Oprør mod Hjemmet, en bevidst Fornægtelse af dets Aand — —.«

Jakobe saae op med sammentrukne Bryn.

|117|

»Hvorledes mener De?«

»Behøver jeg virkelig at forklare mig nærmere? Peter Andreas er udgaaet fra et kristeligt Hjem. Han veed, at for hans Forældre som for hans Søskende er Kristendommen den enebestemmende Livsmagt, og at de ikke anerkender nogen Lykke, hvor glimrende den end i verdslige Øjne kan tage sig ud, naar den ikke hviler paa den kristne Tro.«

Jakobe bøjede Hovedet og bed sig i Underlæben, saa det smertede. Bag alle Eberhardts Talemaader hørte hun tydeligt det samme Haansord, der nylig havde lydt for hende ude paa Gangen, og som hele hendes Liv havde forfulgt hende: Jødetøs!

Hun havde helst rejst sig med det samme for at vise ham sin Foragt. Men Trangen til at høre mere om Per var for stærk, — og hun beherskede sig.

»At Deres Broder ikke deler sin Familjes Syn paa det religiøse, har jeg vidst,« sagde hun. »Men jeg tilstaar ... det dømmer ham i mine øjne ikke.«

»Jeg kan tænke det.«

»Jeg mener, at dersom Per ikke paa anden Maade har forbrudt sig mod sit Hjem, synes han mig at kunne undskyldes. At han har faaet et andet Syn paa Kristendommen, kan dog forklares uden netop at forudsætte ond Vilje; og at han aabent bekender det istedetfor at hykle — hvad sikkert i mange Tilfælde kunde have været ham |118| til Fordel — det kan dog kun tjene til hans Ros.«

»Jeg troer ikke, Frøken Salomon, at det nytter at begynde en Meningsudveksling om dette Emne. Jeg skal derfor indskrænke mig til at sige, at der for mig — og jeg taler her i min Familjes Navn ikke findes ringeste Undskyldning for noget Menneske, der lukker sine Øren for Sandhedens Røst, allermindst naturligvis for saadanne, der som Peter Andreas har haft den Lykke at udgaa fra et Hjem, hvor den har lydt til dem fra den tidligste Barndom.«

Hertil svarede Jakobe intet. Hun sad endnu med bøjet Hoved og saae stift ned i sit Skød. Men paa hendes Kinder skiftede Farverne, som naar hendes Sind var i det højeste Oprør.

Imidlertid misforstod Eberhardt hendes Stilling saavelsom hendes Tavshed. Han troede at have naaet, hvad han fra først af havde tilsigtet med sin Tale: at ydmyge denne stolte Millionærdatter, i hvis Blik han straks havde ment at se et Glimt af Ringeagt, og hvis Silkedragt og lyse Handsker og Parfumeduft yderligere havde opægget hans Sideniuske Selvhævdelsestrang.

Nu, da han troede sin Hensigt naaet, forandrede han Tone. Hensynsfuldt, næsten deltagende sagde han:

»Jeg vil nødig saare Deres Følelser, men jeg føler det som min Pligt at sige Dem, at min |119| Broders Liv ogsaa i andre Henseender er et sørgeligt Vidnesbyrd om, i hvor høj Grad han har mistet Grunden under sine Fødder. Det er jo i det hele en stor Vildfarelse at tro, at det religiøse Liv alene skulde ytre sig i Forholdet til det himmelske og ikke sætte sit dybe Præg paa vor hele Personlighed. Jeg skal iøvrigt ikke komme nærmere ind paa dette Punkt for Peter Andreas Vedkommende; der er jo ogsaa Ting, man vanskelig kan tale med en Dame om. Dog tør jeg ikke skjule for Dem, at —«

»Jeg kan tænke mig, hvad De vil sige,« afbrød Jakobe ham hurtigt. »Men netop Pers usædvanlige Stilling til sine Nærmeste, og det Samkvem, hvortil han i adskillige Aar udelukkende har været henvist, kan mener jeg — baade forklare og undskylde en Del. Og selv bortset herfra, saa synes jeg, at hellerikke de her berørte Forhold berettiger til en saa haard Fordømmelsesdom.«

»De tager fejl, Frøken Salomon. Vi fordømmer ikke min Broder, men alene hans Gerninger, kun hans Liv, hans —«

»Men ogsaa i hans Gerninger er der dog meget, der taler til hans Gunst. Han har viist baade Evne og alvorlig Vilje til at dygtiggøre sig i sit Fag. Under vanskelige — til Tider vistnok ret fortvivlede — Forhold har han i en ung Alder vakt Opmærksomhed for sig blandt sine Fagfæller og er paa Veje til at skabe sig et Navn.« |120| »Jeg kan høre paa Dem, at De ikke selv troer derpaa. Jeg veed jo nok, at en Avis har skrevet noget om et Kanalprojekt, han skal have udarbejdet, og gjort et Forsøg paa at tillægge det nogen Betydning. Jeg veed ogsaa, at han selv betragter sig som en Banebryder, en Omvælter. Der er jo for Tiden i en vis Del af Ungdommen opkommen en Trang til at gøre Oprør, — hvad der kun vilde være til at smile af, dersom den ikke afstedkom saa megen Ulykke paa svage og ubefæstede Sjæle. Det er jo i det hele det betænkelige ved en saadan aandelig Storm som den, der for Tiden gaar gennem den danske Ungdom, at det altid bliver de letteste og uselvstændigste Elementer, der — ligesom Avnerne for Kasteskovlen — hvivles højest tilvejrs og videst bort. Og hvad Peter Andreas angaar, saa er jo dog Sandheden den uimodsigelige og sørgelige, at han efter seks lange Studiesar endnu ikke har taget nogen af sine Eksaminer eller paa anden Maade givet Bevis for en Udvikling, som staar i noget rimeligt Forhold til de store Ofre, der fra Hjemmets Side er bleven bragt. Men — jeg gentager det — vi hverken fordømmer eller forkaster Peter Andreas, kun hans Handlinger, hans Liv. Vi har tværtimod alle den inderligste Medlidenhed med ham; og trods alt opgiver vi ikke Haabet om, at det gode engang skal vinde Sejr hos ham. Hvor Vejen til Oprejsning for ham efter vor Anskuelse |121| alene gaar, det behøver jeg sikkert ikke nærmere at forklare, og for det Tilfælde, at det skulde have nogen Betydning for Dem at vide det — og jeg forudsætter jo stadig, at De har henvendt Dem til mig for at faa et aabent og utilsløret Svar — saa vil jeg ligesaa godt straks sige Dem, hvad De forhaabentlig nu heller ikke vil forundres over eller misforstaa, at der fra mine Forældres Side ganske sikkert ikke vil kunne ventes nogen Billigelse af Peter Andreas Forbindelse med Dem.«

»Det har jeg allerede forstaaet,« sagde Jakobe og rejste sig; — hun havde i de sidste fem Minutter siddet og rystet paa Stolen af Opbragthed. Og i en halvt bortvendt Stilling og støttende sig til Stoleryggen tilføjede hun med en Skuldertrækning:

»Jeg tilstaar, jeg var kommen her med et lille Haab om at kunne indlede en Forsoning. Det var — det ser jeg nu — grumme naivt af mig. Alligevel fortryder jeg ikke, at jeg søgte Dem. Jeg har faaet de Oplysninger, jeg ønskede. Og — jeg kan ikke lade være med at sige Dem det — jeg gaar lykkeligere herfra, end jeg kom hertil.«

Uvis om, hvad hun mente, vilde Eberhardt, der overhovedet langtfra var færdig, atter tage Ordet. Men hun gjorde tavs en Hovedbøjning og gik hastigt bort.

Da hun stod ude paa Gaden, blev hun grebet af en saa heftig Trang til at se Per, at hun uden |122| at tænke paa, hvad hun udsatte sig for, dersom nogen af hendes Bekendte fik det at se, steg ind i en Droske og kørte ud til Nyboder. Hun maatte endnu i denne Time gøre ham afbigt for sin skammelige Mistro, bede ham om Tilgivelse for det Forræderi, som Besøget hos Broderen (hun saae det nu!) i Grunden var. — — Aa, hvor godt hun forstod ham nu! Det havde under Eberhardts Tale været for hende, som om Slør for Slør blev trukket tilside for hans Fortid lige til hans tidligste Barndomsdage i Faderens Præstegaard; som om et gravklamt Pust fra dette Selvretfærdighedens Hjem var strøget hende isnende forbi. »Hvor ondt han maa have haft det!« tænkte hun, og en varm Strøm af moderlig Medfølelse fik hendes Hjerte til at banke og fyldte hende med stormfuld Længsel efter at trykke ham til sit Bryst. Hvad spurgte hun nu om hans Fremtidsudsigter! Hvad bekymrede hun sig længer om hans uslebne Væsen, hans Ungdom eller Manglerne ved hans Dannelse. Hun var kun opfyldt af Tanken om, hvad han havde haft at kæmpe imod, og at han i hendes Favn engang skulde faa hundredfold Erstatning for den Kærlighed, han havde maattet savne.

Da hun naaede ud i Hjertensfrydsgade, var Per netop gaaet bort. Den lille Trine tog imod hende med store øjne og førte hende ind i hans Værelse, hvor graalige Røgstrimer af hans Cigar |123| endnu bølgede under det lave Loft. Jakobe blev helt sørgmodig stemt; og i sin Trang til at give sine overstrømmende Følelser Udtryk satte hun sig ned ved Bordet for i det mindste at efterlade en skriftlig Hilsen.

Der fandtes imidlertid hverken Brevpapir eller Konvoluter; Trine maatte løbe hen til Høkeren for at skaffe begge Dele, og Jakobe benyttede Ventetiden til at se sig omkring i den lille, mørke Bagstue, der straks ved Indtrædelsen havde gjort et uhyggeligt Indtryk paa hende. Med næsten sky Mine stod hun længe midt paa Gulvet og saae paa de nøgne Vægge, paa den itubrudte Gyngestol og den lille, sorte Voksdugspuf, der mindede om en Barne-Ligkiste. Hun havde dog ikke troet, at han boede saa fattigt, saa umenneskeligt trist! ... Og atter var det for hende, som faldt der nyt Lys over ham i hans hensynsløse Higen efter at naa om paa Livets Solskinsside; og hun følte en ny, øm Glæde ved at vide sig rig nok for dem begge. Hun tog nogle af de Smaating, der laa paa hans Arbejdsbord, og betragtede dem med Forelskelsens Ærbødiglied, bladede lidt i hans Bøger og gik tilsidst omkring i Stuen for ret at lade det triste Billede af dette hans Ungdoms Arbejds-Fængsel indpræges i hendes Erindring. Idet hun kom forbi en gammel Slobrok, der hang paa Væggen ind til Sovekammeret, strøg hun Haanden kærtegnende nedad den og lagde derpaa et øjeblik |124| Kinden tæt ind til den for at indsuge den Duft af hans Legeme, som hun — skønt hun før havde afskyet Tobakslugt — nu saa lidenskabeligt kunde længes efter.

Men nu kom Trine tilbage, rød og forpustet af det hastige Løb. Den enfoldige Pige havde øjeblikkeligt forstaaet, hvem den fremmede Dame var, og hun blev nu staaende henne i Vindueskrogen og stirrede ufravendt paa Jakobe, mens denne satte sig ved Bordet og skrev:

»Min Ven! Min Ven! Hvorfor ser jeg dig ikke? I tre Dage har du ikke været hos mig. Jeg venter dig iaften. Jeg længes efter dig. Jeg har saa meget at tale med dig om, saa meget at bede dig om Tilgivelse for.
Din
Jakobe.«

Lidt efter at hun var kørt bort, stødte Madam Olufsen med sin Stok i Sovekammergulvet ovenover for at fra Trine derop og afgive Melding. Den gamle Kone laa nu mest tilsengs. Siden Mandens Død var hendes Kæmpelegeme faldet sammen, og hun bevægede sig kun med Besvær. Dog havde hun ikke kunnet styre sin Nysgerrighed, da hun hørte en fremmed tale nede i Forstuen, men var staaet op af Sengen og var humpet hen til Køkkendøren for at lytte, og oppe i Gadespejlet foran Salsvinduet havde hun bagefter fulgt den |125| bortrullende Droske, lige til den forsvandt om Hjørnet ved St. Kongensgade.

Trine hørte godt hendes Banken. Men højtidelig grebet, som hun var bleven ved Synet af sin Herres nye Elskede, listede hun sig over i Nødtørftshuset for her uforstyrret at give sig hen i sin sorg.

Da Per hen paa Eftermiddagen kom hjem og læste Jakobes Brev, kneb han muntert det ene øje sammen. Se — se! Kuren synes jo at være probat, tænkte han. Men netop derfor burde den sikkert ikke afbrydes for hurtigt.

Han lod Trine løbe ind til Byen med et Telegram, der lød:

»Desværre umuligt iaften. Er i denne Tid meget optaget.
Sidenius.«

Da Jakobe et Par Timer senere modtog dette Budskab, stivnede hun af Angst. Var alt forbi? Havde hun i sit Hovrnod stødt ham fra sig? ... Nej, nej! Det maatte ikke ske! Hun vilde have ham tilbage, om hun saa skulde tigge ham om Tilgivelse paa sine Knæ.

Hun satte sig ned for at skrive til ham. Hun vilde forklare ham alt, fortælle ham alt.

I det samme aabnede Døren, og Nanny stak Hovedet ind.

»Der er kommen en Herre. Jeg skulde bede |126| dig komme ned,« sagde hun og forsvandt med det samme.

Eybert! — foer det gennem Jakobe.

Hendes gamle Frier var igen begyndt at vise sig der i Huset. Havde han anet et forestaaende Brud? tænkte hun nu. Var hans Komme et ulykkeligt Varsel?

Da hun noget efter kom ned i Dagligstuen, sad Forældrene paa deres vante Pladser i Sofaen bag det runde Bord, hvor Lampen var tændt. I en Lænestol, med Ryggen til Døren, sad en Herre, der hastigt rejste sig, idet hun traadte ind. Det var Per.

Han havde alligevel ikke kunnet modstaa længer. Kort efter at han havde afsendt sit Telegram, var han taget herud med Toget.

Ved Synet af ham svimlede det et øjeblik for Jakobe. Hun troede at se et Syn. Saa kastede hun sig med et højt Udbrud om hans Hals.

»Det er dig!«

I et halvt Minut laa hun sanseløs ved hans Bryst. Saa tog hun sig pludselig sammen, skamfuld over at have givet sig saa ubehersket hen i Forældrenes Paasyn. Dog vedblev hun at holde ham krampagtig om Haanden, som var hun bange for igen at miste ham, mens hun fra Siden saae paa ham med et taknemligt Blik, der straalede gennem et Par store Taarer.

Lidt efter gik de sammen ud i Haven, hvor |127| der endnu ikke var helt mørkt. Philip Salomon og hans Kone saae efter dem og derfra hen paa hinanden.

»Her maa vi nok lade Skæbnen raade, Lea!« sagde han.

*       *
*

Trods Beslutningen om at holde Forlovelsen hemmelig overfor alle andre end de allernærmeste varede det ikke længe, før der rundtom i Byen snakkedes ganske aabenlyst om den. Det laa kun daarligt for Jakobe at lægge Skjul paa sine Følelser, navnlig nu, da hun ikke længer skammede sig over dem. Hun følte sig som en, der havde født i Dølgsmaal og nu turde bære sin Lykke frem for Alverden. Endnu sagde hun dog »De« til Per, naar der var fremmede tilstede; men Blikket og Smilet talte et dristigere Sprog og røbede hurtigt deres Forhold for enhver, der var i Stue sammen med dem. Selv naar Per slet ikke var tilstede, forraadtes hun af sit Udseende, sin Holdning, og af det fraværende Blik, i hvis Dyb de lønlige Tanker legede som Guldfisk i en Skovdam.

Det varede da hellerikke længe, før Per mærkede, at man begyndte at beskæftige sig med ham omkring i Byen. Mere end een Gang, naar han kom ind i en af Kafeerne omkring Kongens Nytorv, |128| hvor han nu udelukkende søgte, saae han Folk stikke Hovederne sammen og hviske. Rundtom i Selskabsilvet vakte den mærkelige Forbindelse den største Opsigt, og der fortaltes allerede de eventyrligste Ting om den unge Lykkeridder, der først havde arvet den ulykkelige Neergaard og nu havde »hugget sig« den ene af Philip Salomons Millioner.

Størst Bevægelse vakte Rygtet om Forlovelsen dog blandt Pers fordums Studiefæller paa den polytekniske Læreanstalt, hos hvem allerede »Falken«s Artikel om ham havde vakt et ikke ringe Røre. Alle de urolige Hoveder, der ligesom han fandt Luften for kvalm i Professor Sandrups »Udrugningsanstalt for tekniske Kontorister«, og alle Døgenigterne, der greb enhver Kritik af Skolen som en Undskyldning for deres Dovenskab, kaarede ham til deres Talsmand og Fører. Til Gengæld skabte hans Held ham en Række misundelige Fjender i de »vordende Kancelliraader«, der hidtil havde betragtet ham med medlidende Ringeagt. Navnlig gjaldt dette en vis Marius Jørgensen, en rødhaaret Præstesøn fra Fyen, der iøvrigt altid havde hadet ham. Han var en hæderlig Slider og Professor Sandrups øjesten, en lille opblæst og saare højtidelig Person, der gik med Jernsinker under skoene og sled Bagen af to Par Bukser mellem hver Gang, han undte sig Bad, — kort sagt en fuldblods Sidenius. Per havde i sin Tid |129| givet ham Øgenavnet »det gudvelbehagelige Tabelværk«; og han forberedte sig nu i Stilhed paa at tage Hævn over ham ved en offentlig Erklæring, der skulde fremkomme, saasnart Pers bebudede Pjece var kommen ud.

I den Salomonske Familje begyndte man saa smaat at forlige sig med Forestillingen om Per som Husets tilkommende Svigersøn. Onkel Heinrich var næsten den, der nu lod mindst veltilfreds. Han optraadte stadig overfor Per som Velgøreren og Formynderen og lod ham i fortrolige Samtaler vide, at han foreløbigt kun var naaet det første og mindst betydende Skridt fremad, og at der jo ikke kunde blive Tale om at deklarere Forlovelsen, før han havde faaet sig en Stilling og vundet sig et Navn — »og helst et andet Navn«, som han gerne tilføjede. Han tænkte ved disse Ord paa den gale Enkebaronesse Bernt von Adlersborg, paa hvem han overhovedet idelig ledte Samtalen hen. Og Per, der havde faaet Blod paa Tanden nu, forstod fuldtud Meningen dermed og gik i Stilhed ganske ind paa hans Tankegang. Han vidste, at Baronessen endun befandt sig paa en sydtysk Kuranstalt, og det var nu hans Agt at lægge sin Rejse deromad for at gøre hende et Besøg. Intet skulde være ham kærere end for bestandig at bortslænge det forhadte Sidenius-Navn, dette latterlige Stykke Degnelatin, der overalt forraadte hans Udspring, — »Troldesvansen«,|130| som han for sig selv plejede at kalde det, Baron Per von Adlersborg. Det Navn huede ham!

Til Jakobe sagde han dog intet om denne Del af sin Rejseplan, idet han mente, at hun var ganske ligegyldig for den Slags Ting og derfor ikke vilde synes om den. Han anede ikke, at hun i sine Drømme byggede endnu langt mere højtflyvende Planer for ham og deres fælles Fremtid. Han havde en Aften oplæst Fortalen til sin Pjece for hende; og nu, da hun hørte paa ham med Kærlighedens ømt forstaaende øre, fornam hun som brusende Vingeslag over sit Hoved, mens han læste. Men hun var klog nok til ikke at fortælle ham det. Saa brændende forelsket hun var, hun blev dog stadig ikke blind for hans Skrøbeligheder og forstod saare vel, at der endnu var meget at ophjælpe, før han stod fuldt rustet til den Kamp, hvortil Skæbnen havde bestemt ham.

Ellers lod hun sig foreløbig ganske beherske af sin Lidenskab. Det voldelig opstemte ømhedsvæld i hendes Bryst, den svulmende Hengivelsestrang, der allerede i hendes Barneaar havde kostet hende saa bitre Taarer, kunde nu endelig give sig Udbrud. Dag og Nat var hendes Tanker hos Per. Hver Morgen sendte hun friske Blomster til hans Stue. Hun overvældede ham med alleslags unyttige Foræringer, sendte Bøger og Blade, anspændte daglig sin Opfindsomhed for at udtænke noget, der kunde glæde ham. |131| Hun havde da hellerikke ladet Forældrene i Fred, før hun fik dem overtalt til — tidligere end sædvanlig — at bryde op fra »Skovbakken« og flytte ind til Byen, saa at hun oftere kunde se ham, vente hans Komme hvert øjeblik paa Dagen, og om Natten vide ham blot firehundredogtredive Skridt fra hendes Side. Men selv dette var hende ikke nok. En Time efter, at han havde forladt hende, kunde hun sætte sig ned og skrive til ham. Bestandig var der noget, hun nødvendigt straks maatte sige ham, eller noget, hun frygtede for ikke at have sagt paa rette Maade, eller noget, hun havde sagt men nu fortrød og vilde bede ham glemme — altsammen halvt ubevidste Paaskud for at sige ham dette ene og eneste: at hun elskede ham, og at hun talte Minutterne og sit Hjertes Sekundslag, til hun saae ham igen.

»Bon jour, Monsieur!« skrev hun til ham en Morgen, da Solen skinnede ind ad hendes Vindue. »Mon du skulde komme her i Formiddag? I saa Fald kunde jeg jo spare mig denne Epistel. Men du er saa upaalidelig. Hvorfor kom du ikke iaftes? Havde du travlt, min Ven? Jeg ventede til Klokken ti, gik saa iseng i daarligt Humør og hadede dig af et oprigtigt Hjerte til Klokken elleve. Idag tilgiver jeg dig for det prægtige Solskinsvejrs Skyld. — Kunde du nu ikke for denne Dag lade dine Korrekturer og Tegninger hvile og komme her ved To-Tiden; saa er kun Moder og |132| jeg hjemme. Jeg veed jo nok, at vi skal begynde at være fornuftige (maaske var det derfor, du udeblev igaar?) Men, min Ven, husk paa, at fra den Dag, du rejser, gaar jeg i Kloster igen. Ak, vi vil begge faa kun altfor god Tid til at vinde vor Fornuft tilbage!«

Per gik under alt dette omkring med en Paschafornemmelse og tog i fjorten Dage tolv Pund til i Vægt. Alligevel — den eksotiske Atmosfære, hvormed Jakobes Kærlighed omgav ham, kunde til Tider blive ham lidt for hed. Han kunde nok selv flamme dygtig op men afkøledes altid hurtigt. Jakobes evigvarende Blussen var ham fremmed og i Længden lidt anstrengende. Med sit fra Barndommen forkrøblede eller forvoksede Følelsesliv, beklippet for alle andre Rørelser end saadanne, der trives i Skyggen og opelskes af den barske Vind, var han overhovedet endnu ikke moden for Jakobes solglødende og vidtfavnende Elskov. Under hendes stærke Udbrud kunde han sidde halvt forlegen og undgaa hendes Blik og var i det hele mangen Gang en ret kejtet Elsker.

En Dag i Mørkningen, da de sad alene paa en Puf inde i Kabinettet, sagde Jakobe, idet hun lagde begge sine Arme om hans Hals:

»Har du egentlig nogensinde tænkt paa, Per, at du endnu aldrig har sagt mig, at du elsker mig?«

|133|

»Men du veed det jo.«

»Ja, men det er mig ikke nok. Jeg vil høre dig sige det. Jeg maa dog een Gang høre, hvordan det lyder, naar min Kæreste siger mig, at han elsker mig. — Gør det, Per!«

»Men kære, jeg har da virkelig ofte sagt dig, at — —«

»Ikke med de Ord, Per! Og det er netop dem, jeg vil høre. Husk paa, at det er de tre Ord, vi Kvinder hører lyde i vore Drømme, lige fra vi kommer hjem fra vort første Bal. Sig dem, Per! ... Skal jeg maaske hjælpe dig paa Gled? Altsaa — nu gentager du mine Ord — Jeg —«

»Jeg«, gentog Per.

»Elsker —«

»Nej vist ikke, min Pige,« indvendte Per, rød i Hovedet, og holdt Haanden for hendes Mund. Og da hun blev ved at tigge, gjorde han sig næsten vred og frigjorde sig for hendes Arme.

— — —

Og dog — hvor lettet han virkelig ofte følte sig, naar han om Aftenen, efter den sidste, stormfu1de Afsked ude i Forstuen, kom ud paa Gaden og tændte sig en Cigar — han havde dog aldrig Lyst til straks at gaa hjem, endmindre til som i gamle Dage at drive ind paa en Kafe. Han kunde blive ved at gaa omkring i Gaderne, helst i de stille og mennesketomme, for at give sig hen i |134| den Sindstilstand, der endnu var ham saa ny og forunderlig: den stemningsfulde. Ligesom hin første Gang, da han uforvarende var kommen til at drikke af Evighedens Kilde, havde han en svimlende Fornemmelse af; at der var ved at aabne sig en Eventyrverden i hans Indre. Men medens den Kærlighedens Paradishave, han ved den brave Fransiscas Side havde faaet et lille Indblik i, var en lille hyggelig Urtegaard med Reseda og Levkøj og velpassede Køkkenbede, stirrede han nu — næsten forskrækket — ind i en susende Palmelund, stor og højtidelig som et Tempel. Han begyndte under disse ensomme Nattevandringer at ane en højere Lykke, en større og renere jordisk Lyst end den, han hidtil saa hidsigt havde eftertragtet Han begyndte for Alvor at forstaa, at Livet kun blev rigt ved en Kvindes Kærlighed. Han fattede først nu den fulde Sandhed af sine egne, letfærdigt mente Ord: at Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Edens Have.

Det var en Nat efter Hjemkomsten fra en saadan timelang Vandring, at han tilskrev Jakobe disse Linjer:

»Der var en Mand, der engang i Spøg kaldte mig for »Lykke-Per«. Nu, jeg har egentlig heller aldrig selv betragtet mig som Stedbarn her i Livet. Maaske i enkelte, mismodige øjeblikke har jeg |135| kunnet beklage mig over den Skæbne, der lod mig fødes i det Land, hvor Præstens Søn Adam engang i Tidernes Morgen giftede sig med Degnens Datter Eva og efterhaanden opfyldte Jorden med to Millioner Sideniusser. Og dog! Først nu, naar jeg ser tilbage paa de forløbne Aar, føler jeg at en Skytsaand har fulgt mig gennem Livet. Skønt jeg mangen en Gang har været paa Vildspor, og skønt jeg ofte har grebet fejl og jaget efter uægte Glimmer, saa staar jeg nu med Sejrens Guldæble i min Haand: dig og din Kærlighed. Jeg indser det nu meget godt, at det ikke er min egen Vilje eller min egen Forstand, men et lykkeligt Instinkt jeg kan takke for mit Held. Min Fortjeneste indskrænker sig til, at jeg fulgte dets Indskydelser.

Jeg føler Trang til endnu engang, inden jeg gaar til Ro, at indeslutte dig i mine Tanker og takke dig. Du var min gode Skytsaand fra den Dag, jeg første Gang betraadte dine Forældres Hus, det vil sige fra den Dag, der betegner det store Vendepunkt i mit Liv. Hvad jeg forleden ikke kunde komme over at sige, da jeg sad Ansigt til Ansigt med dig og du bad mig derom, det tilhvisker jeg dig nu i denne stille Nattetime, mens jeg kysser dine Hænder, dine øjne og din Mund:

Jeg — elsker — dig.«

Brevet havde en Efterskrift, der lød:

»Det er dog en Pokkers Tid, det tager med |136| det Trykkeri. Heller ikke idag har jeg faaet nogen Korrektur. Det er nok det Par Tegninger, der forsinker; de skal jo skæres i Træ. Veed du forresten, at jeg tænker paa at forandre Bogens Titel. »Nye Tider« lyder saa almindeligt. »Fremtidsstaten« vil jeg kalde den. Lyder det ikke godt?«

*       *
*

Man var nu naaet ind i Oktober. Uge efter Uge havde Per opsat sin Afrejse, og Jakobe havde ikke skyndet paa ham. Men nu fandt ogsaa hun, at han ikke godt kunde tage Udsættelse længer.

Det var hans Hensigt først at tilbringe nogen Tid i Prøjsen og besøge et bekendt teknisk Institut, der havde gjort sig Vandbygningsvæsenet til Specialfag. Derefter vilde han tage sydpaa og bese et af de store Kanalforetagender, som lededes af Verdensfirmaet Blackbourn & Gries, til hvilket hans Svigerfader havde lovet at skaffe ham Anbefaling. Senere agtede han sig til Paris, London og New-York. I det hele vilde han være borte et Par Aar.

Jakobe gjorde ingen Indvendinger herimod, skønt hun ikke fattede, hvorledes Tiden skulde gaa for hende. Det var endogsaa hende, der havde faaet det ene Aar lagt til. Per selv havde |137| ment, at han vilde kunne nøjes med den halve Tid. Men Jakobe bad ham indtrængende om at give sig god Tid og overalt at se sig godt og grundigt om; og hun fandt i dette Punkt Medhold hos sin Fader, der en Dag kaldte Per ind paa sit Kontor og her overgav ham en smuk Signetring, Tegnet paa hans Tillid, samt et Akkreditiv paa titusinde Kroner.

Mens Rejseforberedelserne stod paa, modtog Per en Dag et Brev fra Broderen, Eberhardt, der skrev til ham, at da det var kommet ham for øre, at han stod i Begreb med at tage til Udlandet, vilde han ikke undlade at gøre ham bekendt med, at deres Faders Tilstand nu var en saadan, at en Katastrofe kunde ventes hver Dag. Selv agtede han med det første at rejse hjem for ikke at savnes ved hans Dødsleje, ved hvilket i det hele alle de borteværende Søskende ventelig vilde samles.

Per gik efter Modtagelsen af dette Brev en halv Dag op og ned ad sit Gulv i tvivlraadige Tanker. Brevets Tone havde været usædvanlig hensynsfuld, og Lykken havde gjort ham forsonlig stemt. Ingen vilde jo nu kunne mistænke ham for at vende tilbage som den forlorne Søn — tænkte han.

Og dog! Endnu var hans Triumf ikke fuldstændig. Endnu kunde hans Tilbagekomst ikke |138| blive saadan, som han altid havde tænkt sig den. — Var hans Bog endda udkommen! ...

»Lad da den gamle Mand dø i Fred!« sagde han.

Han brændte Brevet sammen med en Del gamle papirer, som han ryddede ud af sine Skuffer, og talte sletikke til Jakobe om det.

Et par Dage efter rejste han til Tyskland.


|[139]|

Om kort Tid udkommer:

HENRIK PONTOPPIDAN

LYKKE-PER

I DET FREMMEDE