|[1]|

FØRSTE KAPITEL

|[3]|

Den lille Betuttelse, der havde grebet Per, da det begyndte at gaa op for ham, at det ikke længer var Nanny men hendes Halvsøster Jakobe, han elskede, fortog sig hurtig. Ligesom den forvovne Bjærgbestiger, der har naaet den lokkende Tinde men herfra ser en endnu højere Top løfte sig snehvid over Skyerne, brød han ud i stolt Jubel ved at øjne dette nye og dristigere Maal for sin Ærgerrighed.

Ganske vist var Nanny baade yngre og — hvad Penge angik — efter al Sandsynlighed et bedre Parti end Jakobe (og det var navnlig denne Omstændighed, der havde vakt de første øjeblikkes Betænkelighed hos ham); men man behøvede kun een Gang at have set de to Søstre paa en af Forældrenes store Modtagelsesaftener for at faa øje for, at Jakobe ikke desmindre var den af dem, der vakte størst Opmærksomhed og var Genstand for den betydningsfuldeste Hyldest. Mens Nanny foer overgiven gennem Stuerne med sin Hale af smægtende Kunstnere og andre Narre, samlede Jakobe trods sit afmaalte, til Tider af |4| visende Væsen alle Selskabets Koryfæer om sin Stol, de virkelige Berømtheder, Universitetsprofessorerne og de mange højtansete Læger, der udgjorde et saa vægtigt Led i Hovedstadens hastigt voksende Fremskridtsparti. Per havde ofte paa fjemvejen hørt saadanne Folk udbryde i de varmeste Lovtaler over hendes Aand og Kundskaber og højlig bek lage, at hun ikke syntes tilsinds at gøre nogen Mand lykkelig. »Men hvem skulde hun forresten gifte sig med?« havde en af dem engang sagt. »Hun, der i sit Væsen har saa meget dronningeagtigt, burde jo i det mindste have en født Prins. Denne kedelige Eybert er dog virkelig ikke noget for hende,« — — Ord, der, skønt udtalte halvt i Spøg, nu virkede som Storm-pust paa den lille Kærlighedslue, der hin Aften var bleven tændt i Pers Sjæl.

Dertil kom, at han heller ikke var blind for Betydningen af det rent personlige Udbytte, han kunde høste af hendes mangeartede Viden ligesom af hendes Fortrolighed med det højere Selskabslivs Tone og Omgangsformer. Den Indflydelse, hun i saa Henseende allerede havde haft paa ham, værdsatte han langtfra ringe. Han forstod nu fuldtvel den ligesom instinktsmæssige Trang, han allerede paa et tidligt Tidspunkt havde følt, til at besejre hendes Kulde og overvinde sit eget Ubehag ved hendes Person.

— — —

|5|

En Dag, da Per sad hjemme og med genfødt Iver arbejdede paa sit store Projekt, modtog han et overraskende Besøg, nemlig af »Direktør« Delft, Jakobes og Nannys Morbroder. I en lys Pariserdragt og med en blaa Monocle for sit mest skelende øje aabenbarede den grimme lille Mand sig i Døren efter at have slaaet et Par rappe Slag paa den med sin Stokkeknap.

»Saa fandt jeg Dem endelig? ....Ved Gud De har skjult Dem godt!« udbrød han uden nogensomhelst Indledning og blev staaende med Hatten paa Hovedet og saae sig omkring i den lille, mørke Bagstue, hvor Tegneruller og Tuschkopper og beskrevne Papirer flød imellem hinanden paa Borde og Stole. »Naa — saa her er det altsaa, De sidder og udsteder Deres falske Veksler paa Fremtiden! Det maa man lade Dem, — det er virkelig en Ideal af en Falskmøntnerhule, De har indrettet Dem her! Per amor di Dio! Jeg forstyrrer Dem dog vel ikke i Udarbejdelsen af nogle hundrede Tusinde? Ha, ha, ha!«

Per kendte Onkel Heinrichs Udtryksmaade for godt til at fornærmes over denne Tiltale. Derimod følte han sig lidt ilde berørt af selve Besøget. Han havde lagt Mærke til, at den gamle, ondskabsfulde Herre i den senere Tid paa en fordægtig Maade havde omkreset ham under hans Besøg i det Salomonske Hjem, og var derfor overbevist om, |6| at han maatte have en eller anden lumsk Hensigt med nu at have opsøgt ham.

»Det forbavser Dem dog vel ikke at se mig?« spurgte Hr. Delft med paatagen Ængstelse efter at have taget Plads i Gyngestolen, som Per havde skubbet frem til ham, og anbragt sin Silkehat paa det overlæssede Bord.

»Paa ingen Maade .... Hvorfor mener De forresten?«

»Nej, naturligvis! Jeg tænkte det nok! Berømte Mænd er jo vant til at blive rendt paa Døren af nysgerrige, ... og jeg vil ikke gøre mig til bedre, end jeg er. Jeg har længe ligget paa Tur herud til Dem, Hr. Sidenius ... for at passiare lidt med Dem i Fortrolighed,« tilføjede han efter et lille Ophold, idet han kneb sit ene øje sammen. »Det glæder mig særdeles, at De altsaa ikke finder mig paatrængende.

Hvad Pokker kan den gamle Slubbert ville mig, — tænkte Per, mens Hr. Delft i den tydelige Hensigt at spænde hans Nysgerrighed til det yderste gav sig til at vifte sig med sit duftende Silkelommetørklæde og snakke om Vejret. Samtidig gjorde han paany den fattige Stue med dens lave Loft og tarvelige Bohave til Genstand for en nærgaaende Undersøgelse gennem sin Monocle. Og pludselig lod han denne falde ved at løfte øjenbrynene og sagde:

»Veed De, hvad jeg sidder og kommer til at |7| tænke paa, Hr.Sidenius? ... . Skulde De tilfældigvis endnu kunne erindre Dem den lille Samtale, vi havde med hinanden den første Gang, jeg havde den Ære at hilse paa Dem i min Svogers Hus? ... . Kan De huske? De var saa elskværdig at udtale nogle anerkendende Ord om mine Niecer, hvorfor jeg meget takkede Dem. Kan De ogsaa huske, at jeg tillod mig at anbefale Dem ved Lejlighed at gøre Dem en billig Fornøjelse ved at lægge Mærke til, hvormange latterlige Personer de unge Piger trak til Huset, ... mangen Gang ganske unge Fyre uden en lybsk Skilling i Lommen og med et Ansigt saa uskyldigt som en nyvasket Barnerumpe. Der sidder en saadan forsulten Styverfænger oppe paa et Tagkammer og drømmer om at blive Philip Salomons Svigersøn paa sit ærlige Kristennavn! Har jeg ikke Ret? Er det ikke en virkelig komisk Syn?«

Per sagde til sig selv, at havde det ikke været for Jakobes Skyld, skulde den gamle Kavaler ihast være kommet paa Hovedet ud af Døren.

»Og saa er det saa dansk ... saa ægte pæredansk!« vedblev Hr. Delft og saae sig medynksfuldt om paa Stuens sprukne og tomme Vægge. »I andre Länder vilde saadanne Dummkopfe være en Umulighed ... lod sig ganske ikke tænke! I Amerika f.Eks. ... De har ikke været i Amerika, Hr. Sidenius? Aa, derovre burde alle unge Mænd tage sig et Kursus i den Kunst at kaste sig frem |8| i Verden. — — Jeg kommer til at tænke paa, det kunde kanske interessere Dem, Hr. Sidenius, at høre om en Tilfælde, jeg oplevede engang i New York med en ung Mand, der gjorde sin Karriere og snappede en Millionærdatter væk for Næsen af baade Grever og Baroner, endda han var en fattig Djævel, der spiste sin Middag i en Saloon. Man kan jo aldrig vide«, tilføjede han, idet han paany med en Grimace kneb det ene øje sammen:

»De kunde kanske engang selv komme i en lignende ubehagelig Situation, — hvadbehager?«

Mens den lille Mand brød ud i sin giftigste Latter, bed Per sig i Overskægget; — han kunde næsten ikke længer styre sig.

»Jeg husker,« vedblev Hr. Delft, »det unge Menneske, jeg taler om — han hed Stadlmann og var en østerriger, Søn af en sølle Skomager, troer jeg. Han var nu ogsaa saadan et Slags Geni; han vilde lave Sødmælk og Butter af Præriegræsset, uden at det først gik gennem Køer. Jeg be'er Dem ... Saa var det paa et Laboratorium, hvor han gik og eksperimenterte, at han blev bekendt med en Søn af Samuel Smith, De har vist nok hørt det Navn ... en af Børsmatadorerne i Fifth Avenue, en Mand paa sine firsindstyve Millioner, — Dollars, forstaar De! Nu, denneher østerriger var en ung Fyr af den Slags, som Fruentimmerne over hele Verden er gale efter .. saadan med Slagterskuldre og øjne |9| som Kul ... som Kul, naar det gløder! Og Samuel havde en Datter paa 20 Aar, og hun gaar, Gud forlade mig, hen og forlieber sig i Stymperen. Hvad mener De? ... Komplet gal! Naa, Samuel havde jo sit øje paa Pigebarnet, og da han formærkede, det trak op til Skandal', saa — vupti! —Fyren ned ad Trapperne i en Fart. Der er ikke noget at sige til det. Hvad skulde han vel gøre andet? Om en Mand som Samuel havde givet sin Datter bort til en, der logerede paa et Tagkammer og spiste sin Middag i en Saloon, var han bleven til Grin i hele Unionen ... naturligvis. Men nu kommer det, jeg egentlig vilde fortælle. Vi var nemlig nogle Stykker, der havde observeret detteher og fulgte Sagens Gang, som det hedder; og som vi nu en Dag sidder i vor Klub, saa blev vi enige om, at der maatte kunne gøres Forretning ud af den Affære. Vi snakkede lidt frem og tilbage og lavede saa et Slags Aktieselskab paa den.«

»Et Aktieselskab ... paa hvad?« spurgte Per, der efterhaanden havde bidt sit Raseri i sig og var bleven opmærksom.

»Paa hvad? Paa den unge Mand naturligvis ... paa hans Chancer, mener jeg. Vi dannede et Grundfond, ... først paa fem, siden paa ti tusind Dollars, for at han kunde etablere sig som en ung Levemand i New York, leje sig en flot Lejlighed paa Broadway, holde Tjener og Ridehest og |10| give Soupers for Journalisterne og blive omtalt i Bladene, . . kort at sige, efter Forløb af to Maaneder var hans Navn kendt over hele The Street. Saa kørte han en Dag hen og friede hos Samuel.

»Naa — og saa fik han hende?«

»Pst! Ikke Røgen engang! Samuel havde sin egen Spekulation med Pigebarnet ... naturligvis. Han havde svoret paa aldrig at give sin Datter til nogen, der ikke bar et adeligt Navn.«

»Av!«

»Hvorfor siger De Av til det? Det er ogsaa saa dansk straks at sige Av, bare man skraber Næsen. Hvad skulde her være at tabe Vejret over?«

»Nu — hvad gjorde De da?«

»Vi skaffede ham naturligvis et adeligt Navn. Hvad andet vel? ... Det gik meget nemt. Gennem en Prokurator i den unge Mands Hjemland satte vi os i Forbindelse med en gammel Enkegrevinde von Raben-Rabenstein, en fattig Djævel, der levede af at have Pensionat for unge Piger. Hun fik fem hundrede Dollars og fri Rejse til New York og retour ... for ved sin Nærværelse at kaste Glans over den højtidelige Aabning af et nyt, tysk Børneasyl, som vi skrev til hende. Den kunde hun jo ikke staa for! ... Det var en guddommelig Komedie! Ved Ankomsten mødte hele Interessentskabet ved Dampskibet med Blomsterbuketter |11| og kørte hende i en Karet med fire Heste til Hotel Netherland, hvor hun blev præsenteret for Journalisterne som Hr. Stadlmanns kødelige Tante, — det stod altsammen at læse i Bladene Dagen efter. Saa klemte vi hende en Dag ned i en Stol og viftede hende for Næsen med en Tusinddollar-Check, og efter en længere Besvimelse underskrev hun et Dokument og adopterede Hr. Stadlmann og gjorde ham til sin Arving. Tre Manneder efter blev den unge Grev von Raben-Rabensteins Bryllup fejret med fyrstelig Pragt i Overværelse af hele Unionens Aristokrati. Jeg kan tale med derom, da jeg selv var blandt de indbudne og ved den Lejlighed havde den Ære at føre den unge Hertuginde af Catania født Simpson tilbords.

»Og Aktieselskabet?« spurgte Per efter en kort Tavshed.

»Aktieselskabet? Det opløste sig naturligvis; vi fik jo vore Penge. Det blev en Forretning paa sine tresindstyve Procent.«

Under fortsat Tavshed sad Per og snoede nervøst paa sit Hageskæg. Hr. Delft havde med sin Fortælling berørt ham paa hans ømmeste Sted. Hans Pengeforhold var i øjeblikket aldeles fortvivlede; hans Stilling vilde blive ganske haabløs, dersom han ikke hurtig skaffede Hjælp. Skønt han ikke var klar over Hr. Delfts Hensigt med at fortælle ham denne Røverhistorie, tænkte han |12| derfor paa, om han ikke vilde handle klogt i at holde gode Miner med den gamle Hyæne, der maaske virkelig med lidt Snildhed kunde lade sig benytte til at tjene hans Planer.

»Det var virkelig en ganske morsom Historie!« begyndte han forsigtig, idet han Slog Sagen hen i Spøg. »Den Ide at danne et Aktieselskab paa en ung Mands Udsigter er ikke ilde. Hør, Hr. Direktør, kunde De ikke faa den Trafik indført herhjemme. Den vilde sikkert i adskillige Tilfælde kunne give smukke Procenter ogsaa her. Jeg har bare een Indvending at gøre. Hvorfor netop spekulere i Ægteskabs-Chancer, — de hører dog i Almindelighed netop til de mest uberegnelige. Hvorfor ikke lige saa gerne spekulere i en anden af de mangfoldige Muligheder, der kan aabne sig for en dygtig og energisk ung Mand, .... f.Eks. for en Ingeniør med en eller anden god Ide ... et Vandbygningsprojekt f.Eks. ...?«

»Jeg indrømmer Dem, — paa Navnet kommer det mindre an, naar det ellers er velklingende,« svarede Hr. Delft med et ubarmhjertigt Smil. »Det Interessentskab, jeg før talte om, hed saaledes »Company til kunstig Fremstilling af Sødmælk og Fløde«. Et fortræffeligt Navn? Vi fik saamænd paa det et Par godtroende Spækhøkere til at tegne sig som Garanter.«

»Bien! De mener altsaa virkelig, at der kunde være Udsigt til at faa dannet et lignende Konsortium|13| her, naar en Mand f.Eks. fremlagde Beregninger og nøjagtige Overslag, der tilfulde godtgjorde, at hans Plan — om den gennemførtes med Energi — engang vilde kunne indbringe Millioner.

»Jeg anser det ikke for umuligt, — aldeles ikke.«

Svarets overraskende Ligefremhed gjorde Per yderligere mistænksom. Skulde han ville lokke mig i en Fælde? tænkte han og blev atter tavs.

Han befandt sig dog i den Henseende i en Vildfarelse. Hr. Delft, der iøvrig endnu troede, at det var Nanny, Pers Planer galdt, havde virkelig opsøgt ham for at yde ham en Haandsrækning i hans Kamp for at naa sit dumdristige Maal. Den erfarne Onkel havde sagt til sig selv, at Nanny nu, da hun var bleven nitten Aar, næppe vilde vente længe med at kaste sig i Armene paa en af de mange unge Labaner, der overalt omkresede hende; og ved at foretage en endelig Mønstring af »den hele forsultne Bande« var han kommen til den Overbevisning, at Per var den eneste af dem alle, der ejede Betingelser for virkelig at gøre Karriere og opnaa en Samfundsstilling, der anstod sig et Medlem af den berømmelige Delftske Slægt. Da nu Søstersønnen, Ivan, en Dag var kommen til ham og havde anmodet ham om at være ham behjælpelig med at tilbyde den forgudede Ven Penge til dennes paatænkte|14| store Udenlandsrejse paa en saadan Maade, at han ikke fik at vide, fra hvem de kom, havde han derfor villig paataget sig Kommissionen, ogsaa fordi han ikke havde noget imod at optræde som Velgører, naar det ikke kostede ham noget. Desuden vilde han herved kunne stille Svogerhusets tilkommende Svigersøn i et Taknemmelighedsforhold til ham og derved tilsikre sig Herredømmet over den unge Galgenfugl ogsaa i Fremtiden, — til Betryggelse for det Delftske Familienavns Ære og de Salomonske Millioner.

Per sad længe tvivlraadig; han vidste ikke, hvor langt han turde vove sig frem. Men da Hr. Delft nu tog til sin Hat som for at gaa, blev han urolig. Han sagde til sig selv, at da han dog vilde være nødt til at gribe til en eller anden fortvivlet Udvej for at skaffe sig Penge, kunde han lige saa godt løbe den Risiko at falde i Hr. Delfts Fælde, især da han dog altid havde den Udvej bagefter at slaa det hele hen i Spøg. Pludselig brød han da med alle Betænkeligheder og sagde:

»Hr. Direktør — skal vi ikke lade al Forstillelse fare! Der er dog ingen Mening i at sidde her og spille Komedie for hinanden. Jeg kan forstaa Paa Dem, at De kender min Tilbøjelighed for Deres Niece; og jeg gør Dem gerne den Indrømmelse, at det er noget ubesindigt af mig i min nuværende Stilling at nære Forhaabninger med |15| Hensyn til en Dame med saa mange udmærkede Fortrin.«

»Deri har De sikkert Ret.«

»Nu vel. De har nu selv bragt Sagen paa Bane, og De har derved givet mig nogen Berettigelse til aabent at gøre Dem følgende Spørgsmaal: Vil De, Hr. Direktør, sætte Dem i Bevægelse for at faa dannet et saadant Interessentskab som det, vi før talte om?«

»Jeg?« udbrød den lille Mand og rejste sig i hyklet Bestyrtelse halvt op af Stolen.

»Ja, netop De!« vedblev Per i en Slags Desperation. »Jeg tilstaar, jeg er for Tiden i en stærk Forlegenhed. Jeg maa have Penge ... Jeg skal have Penge, om jeg saa skal stjæle dem!«

Mens Hr. Delft paatog sig en dybt fornærmet Mine, smilte han indvendig. Pers sidste Udtalelse syntes han godt om. Den bestyrkede ham i høj Grad i hans gode Tro til det unge Menneskes Evne og Vilje til en Gang i Tiden at gøre det Delftske Familienavn Ære.

»De maa ganske have misforstaaet mig,« sagde han fornemt afvisende. »Jeg gør ikke mere Forretninger, ... i hvert Fald ikke i det smaa ... og allermindst om mine Niecer. Hvor falder De paa den forrykte Tanke, Mand! ... En anden Ting er det, at jeg — muligvis — ikke vil nægte Dem min Understøttelse indenfor rimelige Grænser. Jeg antager, at min Anbefaling vil være tilstrækkelig|16| til at aabne Dem en endog ret vidtstrakt Kredit hos — — naa, hos Folk, hvem det er en Glæde at understøtte Ungdommen. Men kun paa een Betingelse vil jeg hjælpe Dem: at det er noget der bliver mellem os. Jeg vil ikke have snakket om det. Hvad jeg af den Slags gør, skal ikke saadan — puh! — blæses ud for alle Vinde. Det kan jeg ikke lide! ... Sig mig, kender De David Griesmann, Overretssagføreren; han boer i Klosterstræde? Naa! Til ham skal jeg med et Par Ord anbefale Dem, og De vil da sikkert hos ham kunne hæve, hvad De foreløbig behøver, som et rentefrit Laan mod Sikkerhed i ... nu ja, i det forventede Udbytte af Deres eminente Kanalprojekt, naturligvis! Læg vel Mærke til det Ord: rentefrit! Det er altsaa ingen Forretning for nogen, og jeg vil — som sagt — holdes ganske udenfor det hele. Dersom nogen spørger mig, om det er mig, der forstrækker Dem, saa siger jeg rentud nej. At De forstaar mig!«

Per svarede ikke. Han havde ingensomhelst Tillid til Paalideligheden af dette altfor overraskende og uegennyttige Tilbud; og desuden umuliggjorde Hr. Delfts Tone og overlegne Beskyttermine al yderligere Forhandling.

Da »Direktøren« nu atter tog til sin Hat for at gaa, søgte han derfor ikke længer at holde ham tilbage. Derimod anstreugte han sig for at |17| lægge sit Ansigt i muntre Folder, og ved Afskeden sagde han med en tvungen Latter:

»Ja, jeg behøver vel ikke at forklare mig, Hr. Delft? De forstod vel nok, at mine Ord før kun var ment i Spøg. De smittede mig virkelig med Deres amerikanske Historier! Jeg opfatter derfor ogsaa Deres sidste Bemærkninger som —«

»Gudbevares, Hr. Ingeniør!« afbrød Hr. Delft ham med et dybt Buk efter et øjeblik at have set uforstaaende op paa ham. »De har altfor ringe Tillid til min Opfattelsesevne; den fejler ellers ikke noget, vil jeg sige Dem. Imidlertid ... skulde De ved Lejlighed føle Lyst til at fortsætte Spøgen, saa ved De nu, hvor Hr. Griesmann boer. Han har Kontortid mellem ti og fire, og jeg kan forsikre Dem, han har megen komisk Sans ... megen komisk Sans! Jeg anbefaler mig!«

Han havde allerede fattet om Dørklinken, da han atter vendte sig om mod Per, der var bleven staaende ved Bordet

»Det er sandt! Endnu et Ord, Hr. Sidenius! Jeg husker, De har engang til min Søstersøn Ivan omtalt en Enkebaronesse Bernt-Adlersborg eller saadan noget Undskyld mig mit Spørgsmaal ... kender De noget nøjere til denne Dame?«

»Nej, egentlig ikke. Hun har engang gjort mig et Besøg, det er det hele. Jeg kendte en |18| Smule til hendes afdøde Broder. Men — tillad mig — hvorfor ...?«

»Det er en ældre Dame, ikke sandt? Og vistnok saadan lidt ... lidt forstyrret i Hovedet, har jeg hørt.«

»Det er muligt. Men maa jeg spørge ... «

»Og De har haft et Brev fra hende forleden, ... et venligt Brev fra Udlandet. Hun havde bedt Dem om at komme og besøge hende i hendes Hjem i Sommer, og hun beklager nu, at hun gennemgaar en Kur og først vender tilbage til Vinter ... Ivan har fortalt mig det altsammen.«

»For Pokker« udbrød Per, der endelig tabte Taalmodigheden. »Hvorfor gør De mig alle de Spørgsmaal?«

Men uden at lade sig forskrække gik det lille Mandfolk ham tæt ind paa Livet, løftede sig paa Taaspidserne og saae ham ind i øjnene.

»Jo — jeg skal sige Dem,« sagde han: »der kunde muligvis ogsaa her i Landet tænkes Folk, der kun vilde gifte deres Døtre bort til Mænd med et adeligt Navn. — Adjø!«

Ganske fortumlet blev Per staaende og saae mod Døren, som Hr. Delft med stort Rabalder slog i efter sig.

*       *
*

|19|

Salomons var allerede i Midten af Maj flyttet ud til deres Sommerbolig »Skovbakken«, en højtliggende Villa umiddelbart ved Kysten, en lille Times Rejse fra København. Allermindst een Gang om Ugen tog Per derud om Eftermiddagen og lod sig da undertiden overtale af Ivan til at blive der Natten over, saa de kunde følges til Byen den næste Morgen. At ikke alle i Familjen var lige glade ved hans Besøg, og at navnlig Nanny oftere viste ham sin Ryg end sit Ansigt, efter at det var gaaet op for hende, at hun var forsmaaet, bekymrede ham ikke. Fra det øjeblik, han var kommen til den Overbevisning, at det var Søsteren, han elskede, og havde gjort sig det klart, at han ikke forringede sine Fremtidsudsigter ved i dette Tilfælde at følge sin Tilbøjelighed, havde hans Blik og Tanke udelukkende kreset omkring Jakobe. Det undrede ham ikke engang længer, at han var kommen til at elske hende, endskønt hun med sin store Næse, sin Bleghed og sit trætte, lidende Udtryk var saa grundforskellig fra, hvad han hidtil havde anset for Idealet af Kvindeskønhed. Det Ord »dronningeagtig«, som han hin Aften havde hørt anvendt paa hende, havde ogsaa i den Henseende gjort Underværker. Han kunde sidde stille i en Krog og fortabe sig i Beundring over hendes Holdning eller hendes Bevægelsers eksotiske Ynde. Han følte en forfængelig Glæde ved Synet af hendes Haands og Fods Lidenhed,|20| af hendes sikre og dog næsten lydløse Gang eller af den rovdyrsagtige Ladhed, hvormed hun pludselig kunde lægge sig i en lænestol eller et Sofahjørne. Om det saa var hendes nervøse Maade at pudse Næsen paa, henrykte den ham ved sin Fornemhed, medens Nanny mere og mere baade ved sit Ydre og sit Væsen paa en ubehagelig Maade mindede ham om Fru Engelhardt.

Nu var der uheldigvis ikke foregaaet en tilsvarende Stigning i Jakobes Følelser for Per. Tværtimod. Alt det Ubehag og den Uhygge, som hans skulderbrede Skikkelse med de lyse, kolde Bastard-Øjne straks ved deres første Møde havde indgydt hende, men som efterhaanden var bleven noget formindsket under Samværet i København, hvor de ham uvante Omgivelser i det rige Hjem uvilkaarlig havde lagt en Dæmper paa hans Friskfyrvæsen, var herude paa Landet vokset op i forøget Styrke. Herude i det Fri var han atter bleven helt sig selv, lutter drengeagtig Selvsikkerhed, lutter Kraftnatur. Paa Spadsereturene ude i Skoven sprang han over alle Vejbommene og opfordrede de andre Herrer til at gøre ham det efter; ... var de ude at ro, tog han straks begge Aarerne for at gøre sig til af sine Armkræfter. Dertil gik han nu i Sommertiden med en egen Slags dybt udringet Sportslinned, der blottede ikke alene hans røde, muskelsvære Hals men tillige det øverste |21| af Brystet og gav ham en vis, utækkelig Lighed med den Slags unge Mennesker, der lever af Glædespigernes Kærlighed. Engang ved en af Familjens sædvanlige smaa Søndagsmiddage, da han sammen med et Par andre Herrer var gaaet i Vandet før Bordet, havde han sat hele Huset i Skræk ved at svømme saa langt bort fra Badehuset, at ingen kunde øjne ham. Der var bleven gjort Anskrig, en Fiskerbaad blev sat ud; og bag-efter havde han været ganske stolt af sin Bedrift og drevet Spot med den Bestyrtelse, han havde vakt.

Dette fik endda være, hvad det var. Langt værre var det i Jakobes øjne, at han i den senere Tid — opfyldt som han i stigende Grad var bleven af sin Deltagelse i den store aandelige Bevægelse, der rundtom betegnedes som selve Aarhundredets Frigørelseskamp — havde faaet en Tilbøjelighed til at optræde som Foredragsholder og Forkynder. Efter at have læst en halv Snes Bøger af Dr. Nathan og ligesindede Forfattere følte han sin Viden grundfæstet og greb enhver Lejlighed til at udbrede sig, næsten at præke om Menneskehedens kommende Stortid og »den ny Renaissance«, — paa en Maade, der ofte vakte Smil og Forlegenhed hos dem, der hørte paa ham. Engang efter et større Middagsselskab, hvor han endog i en Skaaltale havde berørt sit eget Kanalprojekt, sagde Jakobe i en ærgerlig Tone til sin Broder Ivan, sekonderet |22| af Nannys hoverende Latter: »Kan Du dog ikke faa Hr. Sidenius til at tie stille« — han prostituerer sig jo for alle Mennesker!«

Naar Jakobe overhovedet fandt sig i hans Nærværelse og endog ved enkelte Lejligheder havde taget ham i Forsvar overfor andres skaanselsløse Kritik, var det, fordi der — trods alt — stadig var noget ved ham, der tiltvang sig om ikke hendes Sympati, saa dog hendes Overbærenhed. Ikke at det paa nogen Maade interesserede hende at tale med ham, eller at hun havde mindste Tro paa den store Fremtid, som Ivan saa begejstret spaaede ham. Hvad der halvvejs besejrede hende og endnu vedligeholdt en Slags Forhold mellem dem, var stadig dette ene: hans uforsonlige Had til Kirken og det kristne Samfund. Hun havde fra første Færd ikke tillagt hans uforbeholdne Udtalelser i denne Retning synderlig Betydning; dertil havde hun for ofte set Broderens Venner — og navnlig de af dem, der havde raset allerdrabeligst mod det himmelske Tyranni — pludselig omskifte Jakobinerhuen med en Landsbydegns Kalot. Men saa hændte det engang paa en af de store Familje-Spadsereture, at hun var bleven siddende paa en Bænk inde i Skoven, fordi hun var træt og ikke kunde vinde med længer. Han var da kommen tilbage til hende og havde sat sig ved Siden af hende paa Bænken og ganske uopfordret givet sig til at fortælle om sin Barndom|23| og om sit Forhold til Forældrene og Hjemmet. Han havde — sagde han — længe følt Trang til at lukke noget af sit Inderste op for hende; og hun havde under hans iøvrig saa rolige, undertiden spøgefulde Fortælling modtaget Indtrykket af en dybt rodfæstet lidenskab. Skønt hun i Forvejen gennem Ivan havde hørt noget om de Forhold, han berørte, maatte hun et Par Gange i Forbavselse se op paa ham og forvisse sig om, at det virkelig var det samme Menneske, der kort forinden i barnlig Kaadhed havde fanget Sommerfugle i sin Hat. Saa ærligt og uudslukkeligt hendes eget Had til Kristendommen var, blev hun næsten skræmmet af den dystre Hævngerrighed, han aabenbarede med sine Ord. I sin mosaiske Ærefrygt for Hjemmet og Slægten stødtes hun desuden tilbage af hans Oprør mod Forældrene og saaredes navnlig af den fuldkomne Ufølsomhed, hvormed han omtalte Faderens langvarige Sygdom og nærforestaaende Endeligt. Hun var tilsidst ikke fri for at blive lidt uhyggelig tilmode ved at sidde ene med ham midt i den store, mørke Skov. Hun mindedes pludselig den vilde Røver-Præst af hans Slægt, som Eybert engang havde fortalt om, og følte det som en Befrielse, da der hørtes Stemmer inde fra Tykningen og de andre kom tilbage.

Hun havde siden den Dag haft en dyb Medfølelse for Per men samtidig en forøget Rædsel |24| for ham. Da det nu tilmed begyndte at gaa op for hende, at det var hende selv og ikke Nanny, hans Efterstræbelser galdt, vidste hun ikke, hvad hun skulde stille op med ham. Hun sørgede for aldrig mere at blive ene med ham; og hun ønskede Inderligt — ogsaa for hans egen Skyld — at det snart maatte blive til Alvor med hans saa længe paatænkte Udenlandsrejse.

*       *
*

Den Salomonske Familje sad ude paa den brede, grusbelagte Terrasse foran Villaen og nød Aftenkøligheden efter en Julidags Lummerhede. Man havde nylig rejst sig fra Middagsbordet og sad endnu ved Kaffen. Det var midt i Blomstertiden, og ved hvert Vindpust strøg en fin Vellugt — en sød Rosenaande — henover Terassen oppe fra de tætte Ranker, der dækkede Villaens hvide Mure. Paa de øverste Trin af den monumentale Marmortrappe, der førte ned til Vandet, krøb og sad Familjens mindre Børn i hvide Dragter og store Solhatte.

Der var ikke andre fremmede den dag end Husvennen, Hr. Eybert, som nylig var kommen hjem efter sin aarlige Baderejse med en ny, umærkelig lille Isse-Plade fra Gossec i Paris. Den fyrretyveaarige Mand tog sig helt ungdommelig ud, som han sad der, brunet af Sydfrankrigs Sol, |25| med det lyse Haar skilt i Nakken, Moustachen vifteformigt opadstrøget, Hageskægget spidst tilklippet. Da det var hans første Besøg efter Tilbagekomsten, var han desuden usædvanlig livlig, fortalte om sine smaa Alpeudflugter og om fælles Bekendte, han havde truffet undervejs. Phillip Salomon, der havde rykket sig lidt bort fra Bordet for at gennemløbe Aftenaviserne, henkastede nu og da en Bemærkning til ham eller meddelte Ivan en Børsnyhed. Uden Vanskelighed fulgte denne Mand to-tre forskellige Samtaler samtidig med, at han med Opmærksomhed studerede en Kursliste, og endda bevarede han Aandsnærværelse nok til at multiplicere femsifrede Tal i Hovedet og opskrive Facit paa et sikkert Sted i sin Hukommelses mægtige Kopibog.

Nanny var ikke tilstede. Hun var straks efter Bordet taget bort for efter Indbydelse af Dyhring — Journalisten — at overvære en Sommerkoncert paa Klampenborg-Anstalten sammen med en Veninde.

Ved Otte-Tiden indfandt Per sig i slet Lune. Tvungen af Nøden havde han samme Formiddag endelig opsøgt denOverretssagfører Griesmann, som Hr. Delft med saa mystiske Ord havde henvist ham til, og virkelig hos denne Mand faaet udbetalt en større Sum blot ved at nævne sit Navn og udstede en Kvittering. Men skønt han herved for lange Tider var bleven befriet|26| for den eneste Sorg, han endnu kendte og anerkendte, Pengesorgen, var han gaaet utilfreds og urolig hjem. Med sin jyske Naturs Forsigtighed havde han overvejet længe, før han havde kunnet faa sig selv til at indlade sig med Onkel Heinrichs navnløse Konsortium; og den Lethed, hvormed nu Sagen straks var bleven ordnet, og selve Summens for ham svimlende Størrelse havde yderligere vakt hans Mistænksomhed. Med en Fornemmelse af paa uværdig Maade at have solgt sig havde han lukket Seddelbunkerne inde i sin Bordskuffe uden engang at ville eftertælle dem.

Synet af den hjemvendte Medbejler, som sad der forynget ved Jakobes Side, forbedrede ikke hans Sindsstemning, især da Forholdet mellem de to Herrer i Forvejen ikke var det bedste. I den Sum af meget blandede Følelser, der udgjorde Pers Kærlighed til Jakobe, var Forfængeligheden hurtig bleven den fremherskende;

og selv for et umistænksomt øje var det ikke svært at se, at den unge Dame var en hel Del optaget af Eyberts Tilbagekomst.

Mens Per gik rundt og gav alle de andre Haanden, hilste han blot paa Rivalen med et Buk, hvis Skødesløshed han imidlertid havde det Uheld saaledes at overdrive, at Virkningen blev en ganske anden end den tilsigtede.

»Jeg tror, jeg er kommen for Skade at gøre mig den unge Mand til Fjende,« hviskede Eybert |27| smilende til Jakobe, der — opbragt over Pers Opførsel — undlod at svare.

Uheldigvis opfangede Per hans Ord. Trods gentagne Opfordringer til ham om at tage Plads blev han staaende med den ene Haand paa Ryggen af en Stol, som Ivan havde skudt frem til ham, den anden knyttet i Siden og stirrede i denne Stilling ufravendt over paa Eybert med et Blik, der lyste af udfordrende Foragt. Der blev efterhaanden nogen Uro mellem de andre. Det saae ud, som ventede han blot paa endnu et Ord fra Eybert for at slynge ham en Fornærmelse i Ansigtet.

For ikke ved sin Nærværelse at give Anledning til Skandale rejste Jakobe sig tilsidst og gik ind i Villaen. Hendes Sind var i det heftigste Oprør. Hun var formelig kommen til at ryste. Hun vilde ikke længer finde sig i dette gale Menneske, som hun havde vist altfor stor Overbærenhed. Du gode Gud! Hun risikerede, at han en Dag gik hen og kompromiterede hende for hele Byen! ... Den dumme Dreng! ... Hvad maatte Eybert tænke?

Da hun en Timestid senere igen viste sig i Haven, var der tomt paa Terrassen. Kun Moderen sad endnu i sin Kurve- Flugtstol og hæklede ved det svindende Dagskær.

»Er Eybert gaaet?« spurgte hun.

»Ja«, svarede Moderen med et lidt utilfreds |28| Blik op paa hende. »Jeg skal hilse dig fra ham. Han var lidt urolig for sin lille Astrid. Hun er nok igen ikke rigtig flink.«

»Saa-aa,« sagde Jakobe og blev langsomt rød. »Det talte han ikke om før.«

»Naa, jeg tror heller ikke, det har noget videre at betyde; men han vilde dog ikke være for længe borte fra Barnet. Han har jo ingen stor Tillid til sin Husholderske, veed du. Han er virkelig i saa Henseende rigtig ilde stillet, stakkels Mand!«

Hun sagde de sidste Ord med en Betoning, som var Jakobe velbekendt, og hvis Hensigt hun godt forstod. Det var ikke nogen Hemmelighed for hende, at Forældrene grumme gerne saae hende gift med Eybert. Navnlig i den allersidste Tid havde Moderen røbet megen Iver for at paavirke hende i den Retning, hvad der havde opbragt hende en Smule, ... saa meget mere, som det havde været ganske overflødigt. Hun havde i den sidste Maaned ganske af sig selv beskæftiget sig mere med ham end nogensinde før i deres lange Bekendtskabstid. Hun havde under hans Fraværelse for første Gang for Alvor savnet ham. Hun havde daglig følt Længsel ... ikke alene efter deres fortrolige Mørknings-Samtaler om alt det mistrøstige, der skete rundt om i Verden, men efter selve hans personlige Nærværelse, efter hans stille, lyse Smil og den velgørende Ro, |29| der prægede hele hans Væsen. Naar hun nu var kommen til at rødme over det stærke Indtryk, det gjorde paa hende at høre om hans lille Datters Sygdom, var det, fordi hun i dette Øjeblik med Undseelse følte, at hun allerede halvvejs betragtede sig som hans Børns Moder.

At hun ikke elskede ham saaledes, som hun i sin Ungdom havde elsket andre, vidste hun godt; men derover gjorde hun sig ingen Skrupler. Under Indflydelse af den stigende Uhygge, som Livet og Menneskene — og ikke mindst Mændene —indgød hende, foretrak hun den tillidsfulde Tryghed, hun følte ved hans Side, for den store Lidenskabs fortærende Feber. Hun sagde til sig selv, at var han ikke det stolte og frygtløse Sandhedsvidne, som hun i sine overmodige Ungdomsdrømme havde forbeholdt Pladsen ved sit hvide Bryst, saa var han dog en Mand med en alvorlig Overbevisning; og var han ikke længer helt ung, saa skæmmedes han til Gengæld heller ikke af den Ulærdighed og den forlorne Mandighed, der saa ofte gjorde unge Mænd saa usmagelige. Og saa var der endelig en saadan ren og god Lugt ved ham, hvad der betød uendelig meget for hende, der ikke kunde sidde bare to Minutter overfor et Menneske uden at modtage et bestemt Lugt-Indtryk afVedkommende og lang Tid efter til sin store Plage bevare det i Erindringen, saa det undertiden forfulgte hende som en ulidelig Hallucination.|30| — Per sporede hun i over tre Alens Afstand paa den Stank af gammel Tobak og Blanksværte, der altid hang ved hans Klæder.

Desuden besad Eybert et Fortrin, der havde beskæftiget hende, endog før han paa nogen Maade var bleven hende sympatisk. Paa Grund af sit ansete Familjenavn, sine gode Formuesforhold og sin akademiske Fortid (han var statsvidenskabelig Kandidat) var han hurtig bleven en af den fremblomstrende københavnske Liberalismes ledende Mænd med Sæde i Tinget og en ikke ringe Indflydelse paa sit Partis Politik. Folk, der morede sig med at sammensætte Ministerlister for det — just ikke sandsynlige — Tilfælde, at frisindede Anskuelser engang skulde blive repræsenterede i Regeringen, nævnede gerne hans Navn i første Række; og denne Udsigt til Storhed og Magtbesiddelse, saa ringe og fjern den end var, havde altid haft noget fristende for Jakobe. Den overlegne Ligegyldighed for selskabelig Bang og ydre Udmærkelse, som hun bar tilskue, var ikke helt naturlig; den var et Nødskjul, som Klogskab og Stolthed paabød hende. Den Brand i hendes Sjæl, der i Skoletiden havde faaet hende til Gang efter Gang forgæves at indsmigre sig hos Admiralsdatteren og de to Komtesser for at vinde deres Venskab, var endnu ikke slukket. Glimrende Drømme om i selve Hoffets Sale at skaffe sig Oprejsning for alle lidte Ydmygelser og ved Kongers |31| og Kejseres Arm at triumfere over sit Blods Forhaanere kunde endnu til Tider faa hendes Kinder til at gløde. Dersom ikke hendes nøgterne Forstand bestandig havde vist hende Fantasteriet i slige Tanker, skulde hun visselig ikke have ladet den stakkels Eybert gaa saa længe og sukke forgæves.

|[33]|

ANDET KAPITEL

|[35]|

Per havde nu lagt en udførlig Plan for sin Virksomhed i den nærmest kommende Tid. Han havde blandt andet besluttet at udgive en Pjece, i hvilken han vilde fremstille sin Ide om en fuldstændig Omordning af Landets Samfærdselsvæsen og med Tal og Tegninger godtgøre, hvor urimeligt det var for et bjergløst, brændselfattigt og af Havet omflydt Land at begunstige Udviklingen af et bekosteligt Jernbanenet i Stedet for at lægge Hovedvægten paa et vidtforgrenet Kanalsystem, der kunde bringe hver eneste lille By i direkte Forbindelse med Verdenshavnene, Desuden agtede han at udstyre Bogen med nogle kraftige Indledningsord, en Art Forkyndelse, hvori han mere i Almindelighed vilde udtale sig om Landets Fremtidsopgaver.

Dette Forord var han allerede begyndt at udarbejde. I en Stil og Tone, som han tildels havde laant fra Dr. Nathans Stridsskrifter, havde han søgt at fastslaa det dybe Forfald, hvori »det akademiske Spidsborgerskab« i Løbet af det sidste Hundredaar havde styrtet Nationen. Han havde |36| udkastet en trøstesløs Skildring af den uophjælpelige Armod, hvori Landet tilsidst vilde synke ned, dersom man ikke gjorde Alvor af at bryde med de nedarvede, falske Forestillinger om den hjemlige Muldjords »gyldne Aks« og resolut skaffede Befolkningen nye Indtægtskilder. Paavirket bl.a. af, hvad han denne Sommer havde set og lært i det rige, jødiske Købmandshjem, havde han villet vise, hvorledes en romantisk Tids Dyrkelse af den enfoldige Bonde i Forening med en hysterisk Tilbedelse af Naturen havde faaet de danske til paa Trods af al sund Fornuft og andre Landes Erfaringer at opretholde en Degne-Overtro paa Ploven og Smørret og Flæsket, der vilde føre Landet til den sikre Undergang.

Som Modstykke hertil var det hans Hensigt at fremtrylle et Billede af det Eventyrrige, hvortil Industrien i Forbindelse med hans eget Storværk engang vilde kunne forandre Landet helt ind til de mørkeste og goldeste Hedestrækninger, hvor nu kun et Par magre Faar fandt kummerlig Føde. Han var paa dette Punkt fuldtud troende. Den Tanke, Jakobe hin Aften i København havde givet Udtryk, om Ingeniørvidenskaben som den naturlige Banebryder for Menneskehedens kommende Stortid, havde slaaet mægtig ned i hans Sind og genvakt skønne Drømme fra den halvforglemte Tid, da han som glathaget Yngling første Gang betraadte den polytekniske Skole med en højtidelig Forestilling om |37| at træde ind i det Aandens hemmelighedsfulde Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke smeddedes under elektrisk Lyn og Torden. Naar han i de lange, solhede Dage stod og svedte over sit Tegnebræt, fantaserede han ikke længer udelukkende om sin egen Forherligelse eller Magtfuldkommenhed. Mens Tuschpennen gled henover Papiret og tegnede Kanalkurver og opridsede Sluseværker, saae han i Aanden mægtige Skibe dampe frem ad de brede Vandveje, tungt ladede med fjerne Landes Raaprodukter. Han saae statelige Fabriker rejse sig langs de rindende Vandes regulerede Løb, hørte for sit Øre Lyden af summende Svinghjul og brusende Turbiner. Han saae de menneskemylrende Storstæder, som engang vilde dække den skumle Lyngørken ... travle Fremtidsbyer, hvorover ingen Kirkeklokker i Midnatstimen ringede Spøgelsefrygt ind i Sindene, men som med deres elektriske Banstraaler jog Mørket og dets Aander paa Flugt. Ja, endog til Kunsten havde han faaet Plads i sit Vidunderland, paavirket som han ogsaa i den Henseende var bleven af det Salomonske Hjem. Paa Byernes Torve tænkte han sig skønne Marmortempler, helligede Sandheden, Modet, Retfærdigheden o.s.v. Udover Heden strøede han med rund Haand herlige Lystparker med Statuer, Springvand, Obelisker ...

Naar Pjecen var skreven færdig og bleven flot |38| trykt paa det »hemmelige Konsortiums« Bekostning, vilde han gøre Alvor af at rejse bort et Aarstid for at give den Tid til at virke og for samtidig at udvide sine praktiske Erfaringer ved Studier rundtom i Udlandet — i Evropa og Amerika. Men forinden vilde han sikre sig Jakobe. Han turde ikke løbe den Risiko, at Hr. Eybert eller en anden omluskende gammel Ræv snappede den gyldne Fugl bort under hans Fraværelse.

At Jakobe just ikke opmuntrede ham men endog temmelig tydeligt undgik hans Selskab, nedslog ikke hans Haab. Han havde fra første Færd været klar over, at han vilde blive nødt til at gaa varsomt tilværks, saa at sige erobre hende Stykke for Stykke, ... og forresten mente han allerede at være rykket hendes Hjerte saa nær, at han kunde begynde at høre det banke. Den forøgede Skyhed, hvormed hun omgikkes ham, opfattede han netop som et godt Tegn. Det galdt blot om at vise Udholdenhed og Fasthed

Ved den sidste Søndags- Middag, hvor de var komne til at sidde skraasoverfor hinanden ved Bordet men i en saadan Afstand, at de ikke kunde tale sammen, havde han uafbrudt fikseret hende; og skønt hun ikke en eneste Gang havde set over paa ham, havde han tydeligt kunnet spore Virkningen af sit Blik. Først havde hun siddet nervøst og smuldret sit Brød paa Dugen; saa havde hun flyttet sig uroligt paa Stolen og |39| var tilsidst bleven ganske sort under Øjnene og skiftevis rød og bleg paa Kinderne. Senere, efterat de andre Gæster var gaaet, havde han set hende staa alene ude ved Terrassens Balustrade og stirre udover Vandet. Det var dengang begyndt at mørkne; og som hun stod der i sin hvide Dragt, luftig som et Drømmesyn, med Skumringens blaa Skygger i Nederdelens Folder og med en svag Guldglans over sit sorte Haar, var han bleven saa betagen af hende, at han — noget paavirket af Middagsbordets Vin, som han endnu var — havde besluttet sig til en dristigere Tilnærmelse. Hun havde ikke hørt det, da han stille nærmede sig over Gruset; men idet hun mærkede ham bag sig, vendte hun sig hastig om og standsede ham med et Lynblik.

»Hvad vil De mig?« sagde hun med sin mest »dronningeagtige« Mine men med tydelig Angst i Stemmen.

Trods sin Overraskelse over dette ubeherskede Udbrud havde Per haft Aandsnærværelse til ihast at finde paa en reddende Udflugt. Idet han rakte hende en Markblomst, som han tilfældigt havde i Haanden, sagde han

Undskyld, Frøken Jeg vilde blot vise Dem et ret mærkeligt Eksemplar af Hundetunge, som jeg fandt paa Spasereturen før. ... Iøvrig, »vedblev han, da hun intet svarede og heller ikke modtog Blomsten, »vilde jeg blot sige Dem Farvel«. ¹

|40|

Han blottede Hovedet med udsøgt Ærbødighed og forlod hende. — —

 

En Eftermiddagsstund et Par Dage senere ilede Ivan ud til Nyboder for at fortælle Per, at den Artikel, som Dyhring for længe siden havde lovet at skrive om hans Projekt, nu var gaaet i Trykken og rimeligvis vilde komme i »Falken« den næste Dag. Da han ikke traf Per hjemme, efterlod han et Brev med en Meddelelse om den store Nyhed foruden en særdeles indtrængende Efterskrift, der var dikteret af hans Bekymring over Pers formentlige, stolte Ligegyldighed for alt, hvad der kunde være ham til personlig Fordel.

»Tjen mig nu i« — skrev han — »at gøre Dyhring en Visit. Jeg veed, han vil sætte Pris derpaa. Betænk, at det vil kunne blive af Betydning for Dem at overvinde det Ubehag, som De mulig føler ved at foretage et saadant Skridt. Dyhring vil paa mange Maader kunne gøre Dem Tjenester baade nu og i Fremtiden. Som jeg før har sagt Dem — Pressens Bistand er i vore Dage uomgængelig nødvendig!

Per sov ikke meget den Nat, og ganske tidlig den næste Morgen sad han nede i sin gamle Kælderbeværtning, hvor han trods sine forandrede Kaar for Nemheds Skyld — tildels ogsaa af Sparsommelighedshensyn — endnu som Regel spiste |41| sin Frokost i Selskab med Droskekuske og Bybude. Paa den tredje Side af det endnu vaade Blad fandt han under Overskriften »Millionærer søges« en Halvspalte-Artikel trykt med Petit og underskrevet med et af Dyhrings mange Mærker: S'il vous plaît.

At Artiklen var holdt i en let spøgefuld Tone, mærkede han sletikke. Endog Overskriften optog han i rammeste Alvor. Derimod blev han højlig skuffet ved ikke et eneste Sted at finde sit Navn men gennem hele Artiklen at se sig ubestemt betegnet som Planens »unge, talentfulde Ophavsmand«. Ligeledes var han dybt misfornøjet med den overfladiske Behandling af Bekostnings-Spørgsmaalet, om hvilket han dog i sin Tid paa Ivans Anmodning selv havde meddelt Dyhring vidtløftige skriftlige Oplysninger, og navnlig blev han aldeles rasende over en fejlagtig Anbringelse af et Komma i en Decimalbrøk, der efter hans Mening ganske vilde forvanske Opfattelsen af Værkets Karakter og Betydning.

»Den Torsk!« udbrød han ganske højt.

Han blev enig med sig selv om, at alene for at faa Lejlighed til at gøre Indsigelse og forlange de begaaede Fejl rettede vilde han følge Ivans Anvisning og aflægge Dyhring en Visit; — men iøvng iøvrig var han hverken saa blind eller saa ligegyldig for Pressens Betydning, som hans Ven troede, og som han selv gerne gav det Udseende af. Endnu |42| samme Formiddag befandt han sig udenfor Dyhrings Dør.

Den unge, knap treogtyveaarige Journalist, der ved sin Levevis var et Forargelsens Tegn for de letopskræmte Københavnere, ja hvis Navn rundtom i Landet var bleven ensbetydende med, hvad man i borgerlige Krese kaldte den moderne, evropæiske Fordærvelse«, beboede en flot Førstesalslejlighed i et af Byens bedste Kvarterer. Skønt Klokken var næsten tolv, da Per ringede paa hos ham, var han først ifærd med at staa op, og hans Husholderske vilde netop nægte ham hjemme, da en Dør henne i Gangen blev aabnet paaklem, og Dyhrings gyldenblonde Hoved viste sig i Halvmørket med en Silkepapirspapillot om hver af Moustachespidserne.

»Ah, er det Dem!« sagde han; Tonen lød lidt skuffet. »Naa ja, ... gaa De kun ind. Min Frisør er i øjeblikket hos mig. Jeg skal om to Minutter være til Tjeneste.«

Per fik ikkedesmindre god Tid til at se sig omkring i Dyhrings Stuer, om hvis udskejende Luksus der rundt i Byen løb saa mange overdrevne Beretninger. Elegant var der dog uimodsigeligt: silkebetrukne Møbler i Arbejdsværelset, Gobelinstapet, Malerier; Stabler af Bøger og Tidsskrifthefter henkastede i Stolene; dertil et Harem af Dameportræter paa Skrivebordets Ibenholtsplade. Inde i den tilstødende Spisestue, hvortil Døren |43| var aaben, stod et fint dækket Frokostbord med skinnende hvid Dug, Vinkaraffe, Blomster og Frugter.

Per anstillede uvilkaarlig en Sammenligning mellem dette Ungkarlehjem og sine egne to smaa, fattige Nyboderstuer, — og han grebes af en ham ellers uvant Utaalmodighed. Ikke fordi han paa nogen Maade misundte Dyhring — han delte ganske den borgerlige Opfattelse af Journalisterne som halvt foragtelige Personer, en Slags Alphonser hos den store Skøge Bysladderen eller den offentlige Mening — men det ærgrede ham at tænke paa, at en saadan Avisskriver allerede havde naaet en Magt og Uafhængighed, som han selv endnu kun kunde drømme om.

Først efter over et Kvarters Forløb viste Dyhring sig, lille og spændstig, klædt i et Par posede, lysegraa Benklæder, Laksko og en kort, kraprød Hjemmejakke med sorte Silkeopslag. Han ytrede aldeles ingen Overraskelse over Pers Besøg men sagde — som sandt var — at han havde ventet ham, Saa almindelig Fordømmelsesdommen over ham og den moderne Journalistik end var, hændte det ham nemlig saare sjælden, at han berømmede nogen i sin Avis, uden at vedkommende straks indfandt sig hos ham for at gøre en allerunderdanigst Takkevisit.

Den flotte Lejlighed og den lange Ventetid havde dog tilsidst gjort Per saa fortrædelig, at |44| han næsten glemte at takke og straks begyndte i ret udfordrende Tone at kritisere »Falkens« Artikel og beklage sig over dens Meningsløsheder.

Dyhring hørte en Stund ganske ligegyldig paa ham og bad ham derpaa med den elskværdigste Haandbevægelse at tage Plads.

Disse to, omtrent jævnaldrende unge Mænd, der satte sig der overfor hinanden, hver i sin himmelblaa Silkelænestol, og kastede Benene overkors, havde trods al ydre Ulighed — en hel Del tilfælles, ligesom deres Livsforhold oprindelig ikke havde været synderlig forskellige. Otto Dyhring var — ligesom Per — et hjemløst Barn, Søn af en forgældet og udsvævende Officer, der efter et Par Aars Egteskab havde lagt sin Kone i Graven og siden var død for egen Haand. Efter at være bleven opdraget hos nogle Slægtninge i Provinsen var den unge Otto i Attenaarsalderen kommen til København som Student, fattig og forsømt men — ligesom Per — fast besluttet paa for enhver Pris at gøre sin Lykke og skaffe sig Oprejsning for Barndomstidens Afsavn og Ydmygelser. Uden Anfægtelser af nogen Art og med en instinktmæssig Fornemmelse af, hvor Aladdinslampen for Tiden laa skjult, havde han kastet sig ind i Journalistiken, der netop i de Aar efter udenlandsk Mønster havde brudt Politikens Overmagt og lagt Hovedvægten paa et mangfoldigt, literært bearbejdet Nyhedsstof. Uden at eje nogen stor |45| Begavelse men med Evne til at føre en letløbende Pen havde han — støttet af et smidigt Væsen og et Ydre, der bedaarede Kvinderne — hurtig opnaaet en indflydelsesrig Stilling ved et af Hovedstadens toneangivende Blade og udnyttede den hensynsløst, ganske uanfægtet af Borgerskabets Dom. Allerede fra sit enogtyvende Aar havde han haft en Aarsindkomst, der i Størrelse nærmede sig en Ministergage. Teaterdirektørerne kappedes om at spille hans Farce-Bearbejdelser; Bogforlæggerne tilkøbte sig i dyre Domme hans Bevaagenhed ved at udgive hans af andre besørgede Oversættelser; Skuespillere og Varietéesangerinder, unge Digtere og graanende Jubilarer, Bitterfabrikanter og Cirkusdirektører, ... alle bejlede de til hans Gunst, viste ham alleslags Opmærksomheder, undertiden i Form af Gaver eller (for Kvindernes Vedkommende) ved Ydelser in natura. Som en ung Gud skred han frem i sin uanfægtelige Sorgløshed — tilbedt og afskyet, misundt og foragtet — levende højt paa Menneskenes Dumhed, Forfængelighed, Fejhed og Hykleri.

Artiklen om Pers Projekt havde han alene skrevet af Hensyn til Ivan Salomon, der undertiden var ham behjælpelig med at skaffe Navn paa en Veksel. Per selv interesserede ham ikke det bitterste, og i Haab om hurtig at blive ham kvit lovede han straks at indføre de begærede Rettelser i det næste Nummer af »Falken«. Ikkedesmindre|46| slap han ikke for at høre Per holde et af sine sædvanlige Foredrag om sit Værks nationale Betydning, og han sad tilsidst og gabede ganske ugenert bag sin velplejede Haand. Han fandt ham uudholdelig kedsommelig, og desuden ventede han Damebesøg. Foruden Artiklen om Per havde han nemlig i Dagsnummeret af Bladet ogsaa en lyrisk Lovprisning af en ung, henrivende Balletdame, der for Tiden optraadte i Cirkus, —og han ventede desaarsag nu den ham tilkommende Tribut. — — — — —

Da Per endelig var gaaet, og Dyhring traadte ind i sin Spisestue, hvortil Døren under Besøget var bleven lukket som af en usynlig Haand, gik han bagover af Forbavselse, ... derhenne paa Stolen foran hans Opdækning sad Nanny Salomon med bredskygget, hvid Kniplingshat paa Hovedet og en halvfortæret Radise i Haanden. Hendes sædvanlige Følgeveninde, den lille Olga Davidsen, stod henne ved Vinduet, sprudrød af forlegen Munterhed.

»Hvad skal jeg opleve!« udbrød han og slog Hænderne sammen. »Maa jeg spørge, hvordan er dog de ærede Damer sluppet herind? Jeg har ikke hørt det ringe.«

»Hvorfor skulde vi ringe? Jeg har jo Deres Entrénøgle,« svarede Nanny med en Dristighed, der fik Veninden til formelig at snappe |47| efter Vejret. »Forresten stod Døren aaben, ... Deres Madamme var ifærd med at feje derude, og da hun fortalte os, at der var nogen inde hos Dem, bad vi hende om at vise os herind ... Det er ellers rigtig gode Radiser, De holder.«

Hun udsøgte sig med Omhu en ny af Assiettens Beholdning, dyppede den i Saltkarret og satte sine skinnende hvide Tænder i den.

»De er virkelig modig, Frøken Nanny! Veed De, hvem det var, der for et øjeblik siden forlod mig?«

»Ja, det var jo Hr. Sidenius. Hans Stemme tager man virkelig ikke let fejl af.«

»Og det siger De saadan ganske rolig. Sæt nu, at De var kommen blot to Minutter senere, — saa var De løbet lige i Armene paa ham.«

»Nu ja, det havde maaske været ganske behageligt.«

Dyhring truede smilende ad hende med Fingren.

»Slemme — letsindige — ryggesløse Frøken Nanny! Hvad skal man dog tænke om Dem?«

»Aa —«, sagde hun og gav sig til at mønstre alle Retterne paa Bordet. »De skal tænke, at jeg er gruelig sulten, og at jeg kunde have den største Lyst til at spise Frokost hos Dem ... her er saa mange lækre Sager. Ym ... Gaaseleverpostej! Min Livret! ... Naa, men lad os komme til Forretningerne«, afbrød hun sig selv, viskede |48| sig om Munden med hans Serviet og rejste sig. »Veed De, at det idag er sidste Dag, at »Bakken« er aaben for i Sommer; og skammer De Dem ikke en lille Smule over ikke en eneste Gang at have tilbudt to unge uskyldige Piger Deres Gelejdelse derop? De veed dog, vi maa ikke gaa der alene for vore Mama'er.

»Men Herregud, hvad vil De paa Bakken?«

»Hvad vi vil der? ... Olga, hører du Hr. Dyhring er naiv, han spørger, hvad vi vil der! Vi vil more os, naturligvis i Vi vil høre paa Lirekasserne og køre paa Karussel og spise varme Vafler og se paa Ildmanden og paa den fede Dame og paa Tyrolerferdinands brunøjede Datter —«

»Naa — saa det vil De!«

»Ja, og saa vil vi høre paa Syngepigerne og danse paa den aabne Estrade og spasere i Maaneskin over Engen og synge »Herlig en Sommernat . .« — Men først og fremmest vil jeg have en Skrigeballon. Jeg ligefrem længes efter at faa en Skrigeballon. Nu veed De det!«

Dyhring, der med skinnende øjne havde betragtet den unge Piges dejlige Hals og hvide Arme, som skimtedes under Kjolelivets klare Sommerstof, gik hende pludselig ganske nær og sagde med halv Stemme, for at Veninden ikke skulde høre det:

»Frøken Nanny! Det er meget betænksomt af |49| Dem, at De altid tager en Sauvegarde med Dem. De er virkelig saa forførende i den Dragt der, at jeg ikke vilde svare for — —«

Men han fik ikke udtalt.

»Olga,« sagde Nanny vendt mod Veninden og med en let Rødme paa Kinderne. »Nu gaar vi. Hr. Dyhring begynder at blive upassende .... Tjenderinde!«

Hun nejede dybt og gik ud af Stuen med Armen om sin Ledsagerskes Liv.

Men i Døren vendte hun sig om og sagde:

»Er det altsaa en Aftale, at vi mødes Klokken syv ved Klampenborgstationen? .. Men det vil jeg sige Dem, at dersom De sladrer af Skole og fortæller Mama, at jeg har været heroppe, saa siger jeg, at De lyver, og saa faar De aldrig mere Lov til at kysse mig — uden paa Munden.«

 

»Men, Nanny, du er dog helt tosset idag,« hviskede Veninden, idet hun skyndsomst trak hende med sig. | Mens Dyhring nød sit ensomme Maaltid, tømte han gentagne Gange tankefuldt sit Sherryglas og sank tilsidst ganske hen i Betragtninger.. Denunge Levemand var i den sidste Tid begyndt at beskæftige sig med Ægteskabsplaner. Han havde en Dag sammentaltSummerne paa sine løbende Veksler og var kommen til det Resultat, at han nu ikke længere turde opsætte at gøre et godt |50| Parti. Af de forskellige unge Borgerdøtre, overfor hvem han i den Anledning havde indledet et noget skødesløst Kurmageri, var Nanny Salomon ikke netop den rigeste og derfor heller ikke den, han hidtil nærmest havde haft i Kikkerten. Derimod var hun ubetinget den smukkeste, den kvikkeste, den dristigste, kort sagt den, der mindede ham mest om den Slags Kvinder, hvis fuglefrie Kærlighed han var bleven vant til og ingenlunde længtes bort fra ...

Det ringede igen paa hans Dør. Og skønt han havde givet Husholdersken Ordre til ikke at indlade andre end en vis, tyndlivet ung Dame med et ildrødt Krushaar, hørte han et Mandfolk tale højt ude i Forstuen og sætte en Stok i Paraplystativet. Døren blev slaaet op, og ind trandte med streng og krænket Formyndermine hin pensionerede Ingeniøroberst Bjerregrav, til hvem Per i sin Tid uden Resultat havde henvendt sig med sit Projekt.

»Jeg tænkte nok, du var hjemme alligevel. Bliv bare siddende ... Jeg ser, jeg forstyrrer dig i dit Arbejde.«

»Min ærbødige Hilsen, Onkel! ... Vil du gøre mig den Ære at tage Plads ved mit Bord?«

»Du skal have Tak, jeg holder ikke af at spise paa offentlig Bekostning. Desuden har jeg spist Frokost for mere end to Timer siden.«

»Et Glas Vin da?« |51| »Du skal ingensomhelst Ulejlighed gøre dig. Det er i det hele ikke for min Fornøjelses Skyld, jeg er kommen.«

»Jeg kan næsten tænke det. Du maa rimeligvis have noget alvorligt paa Hjerte, siden du har kunnet overvinde dig til at se herind.«

»Deri tager du ikke synderlig fejl, min Ven! Nogen Længsel efter at gense dig har i hvert Fald ikke drevet mig. For at gaa lige til Sagen:

jeg saae tilfældigt imorges paa min Barberstue det Smudsblad, du skriver i, og fandt deri en Artikel om et saakaldt Vandbygningsprojekt, en Artikel, som du rimeligvis kender til ... i hvert Fald mente jeg at kunne genkende din flabede Stil. Maa jeg spørge, hvad er Meningen med den Artikel? Det er mig ikke bekendt, at du paa noget Tidspunkt af dit Liv har beskæftiget dig med alvorlige Ting, altsaa heller ikke med Vandbygningsvæsenet; og skønt jeg ikke tvivler om, at du i Almindelighed skriver om Forhold, du ikke har ringeste Forstand pan, finder jeg Anledning til i dette enkelte Tilfælde paa det bestemteste at advare dig imod at fortsætte dine Skriverier.«

»Ja, jeg har allerede hørt det ... der skal nok være indløbet nogle Misforstaaelser,« sagde Dyhring smilende.

»Misforstanelser? Det hele er en Dumhed, min Ven, som du for din egen Skyld skulde vogte |52| dig for oftere at røre ved. Og dersom du mener at gøre den unge Mand nogen Tjeneste ved din Reklame, tager du storlig fejl. Du vil blot opnaa at gøre ham endnu umuligere i alle sagkyndige Folks øjne, end han allerede er.«

»Du kender ham altsaa?«

»Kender ... og kender! Fyren har jo løbet os alle paa Dørene med sit taabelige Projekt. Han er aldeles forskruet ... komplet forrykt!«

»Der er dog vist dem, der ser en hel Del i ham, troer jeg.«

»Naturligvis! Naar en Mand er gal, er der altid nogle skørhovedede, der gør ham til et miskendt Geni, ... det kender vi nok!«

»Du anser ham virkelig for et rent Nul?«

»Nu, det vil jeg ikke netop sige! Han har Ideer. Det Forslag, du nævner, — til en forøget Anvendelse af de bundne Kræfter i vore Vandløb, i Bølgeslaget og Luftstrømmene — det viser jo, at han nogenlunde har forstaaet, i hvad Retning Udviklingen gaar. Men han er ganske umoden, har ikke haft Taalmodighed til at lære noget og bilder sig ikke desmindre ind at kunne kritisere andre ... ja at have en Mission! Mindre kan ikke gøre det! ... Og nu vil han udgive en Pjece, skriver du.«

»Gør jeg det.«

»Naturligvis! Der skal laves Spektakler, gøres Optøjer! Det er denne Jødedoktor, der har sat Ungdommen Fluer i Hovedet. Hidtil har dog |53| Galskaben holdt sig til Literaturen, hvor den har været forholdsvis uskadelig, — nu er Tiden aabenbart kommen til de praktiske Livsomraader. Der skal luftes ud, som det saa stort hedder. Der skal reformeres og revolutioneres — —«

Men sig mig, Onkel, trænges der egentlig ikke til det? Jeg synes at erindre, at du ofte selv har udtalt dig ret kraftigt om den nationale Søvnagtighed og vore hjemlige Ingeniørers Mangel paa Initiativ. Ja — hvordan er det? — har ikke ogsaa du engang udgivet en Pjece, der var temmelig skarp i Tonen?«

»Det er en ganske anden Sag ... og jeg skal have mig frabedt, at du drager den Slags Sammenligninger,« sagde Onkelen afvisende men blev rød helt op over Skaldepanden. »De Anker, jeg i sin Tid i moden Alder og efter alvorlige Overvejelser tillod mig at rette mod Administrationen, var alle fuldt bereftigede og vel begrundede ... men forøvrig har det aldeles ikke været min Agt at indlade mig i nogen Diskussion med dig om disse Spørgsmaal. Jeg har blot for din egen Skyld villet advare dig mod at fortsætte den sottise, du er begyndt paa. Du veed, at jeg absolut ikke er nogen Beundrer af din Virksomhed; men den Ros maa jeg dog give dig, at du hidtil har undgaaet at gøre dig ligefrem latterlig. Jeg siger dig derfor endnu en Gang: prostituer dig ikke ved vedblivende at reklamere for denne |54| Charlatan — denne uopdragne Knægt — med hans Kanalbyggeri og Pjeceskriveri. Den Slags Fænomener møder en anstændig Presse med Tavshed, — og du har ved din Artikel idag allerede udsat baade dig selv og dit Blad tilstrækkeligt.«

»Jeg skal gøre, som du byder, Onkel! Du aner ikke, hvor medgørlig jeg i det hele er. — —«

*       *
*

Ude paa »Skovbakken« var Jakobe denne Eftermiddag ene hjemme. Fru Salomon var efter Frokosten gaaet over i Skoven med de yngste Børn, og Nanny var i Byen. Jakobe formaaede bestandig daarligere at tage Del i de andres FriIuftsliv; hun opholdt sig for det meste oppe paa sit Værelse. Hun led af heftige Nakkesmerter og laa i denne Tid søvnløs Nat efter Nat, holdt vaagen dels af sine legemlige Plager, dels af den tidlige Morgendæmring og af sine hvileløse Tanker. Udmattet og sjælelig nedtrykt efter en saadan Nat laa hun henne paa sin Chaiselongue med begge Hænder under Kinden og saae med et lidende Udtryk gennem den aabne Altandør op paa Himlens drivende Solskyer. Den dybe Stilhed omkring hende, og Bladesuset nede fra Haven dyssede hende af og til ind i det nervøse Halvblund, hvori Legemet sover, uden at Bevidstheden tabes. Under en Slags Vellyst lod |55| hun sig ligesom favntage af Søvnen, mærkede, hvorledes den listede sig over hende nede fra Fødderne, lukkede hendes øjne og strøg Smerterne fra Hovedet. Men ved den mindste Lyd slog hun øjnene op og var lysvaagen.

»Jakobe! Er du deroppe? ... For Pokker, er der ingen hjemme i dette Forstyrrelsens Hus!«

Det var Onkel Heinrichs Stemme nede fra Haven. Jakobe rejste sig langsomt og gik med Besvær ned i Stuerne. I Havesalen fandt hun Onkelen, der efter med sædvanlig Ubeherskethed at have givet sin Forbitrelse Luft, fordi han havde maattet vente, tog en Pakke Papirer frem af sin Brystlomme og stak dem til hende med en Grimace.

»Du har altsaa købt!« sagde hun med pludselig Livlighed.

»Jeg har fulgt din Ordre, .. jeg siger dig det nok engang: jeg vil ikke have noget Ansvar! Jeg har advaret dig tilstrækkeligt. Hold dine Fingre fra det Fluepapir, har jeg sagt! I Længden er det noget Snavs!«

Jakobe smilte triumferende.

»Jeg kan høre paa dig, at de er gaaet op igen idag. Hvad sagde jeg?«

»Hvad sagde jeg ... hvad sagde jeg,« vrængede han efter hende. »I Fruentimmer er tossede! Har I spillet heldig bare en eneste Gang, bilder I jer straks ind, at I forstaar jer paa Forretning. |56| Saa er din Søster dog lidt fornuftigere, hun lader sig dog sige ... løber ikke bestandig gal.«

Jakobe trak paa Skuldren. Hun havde sat sig hen ved et af de høje Vinduer for at gennemse Papirerne, nogle usikre Sukkerandele. Baade hun og Nanny drev til Stadighed lidt Børsspil med deres Paaklædningspenge, og Onklen var den bestaltede Mellemmand ved disse Transaktioner. Begge spekulerede de med en vis Lidenskab; men medens Nanny udelukkende dreves af Udsigten til Fortjeneste og altid foretrak det beskedne Udbytte af en forsigtig Jobben med solide Papirer, var det selve Spekulationens Spænding, der fristede Jakobe, tilligemed den lille forfængelige Tilfredsstillelse, det var hende, naar hun stik imod alles Raad var bleven ved at vove paa en »Hausse« og slap heldig derfra.

Hr. Delft havde imidlertid taget Dagnummeret af »Falken«, som han i Forvejen havde opsøgt og lumskelig henlagt paa Bordet. Efter at have kigget lidt i det sagde han henkastende

»Har du læst Dyhrings Artikel her om ham, denne Sidenius? Det er latterligt; men jeg troer sgu, han slaar sig op, den Fyr!«

»Aa, det er jo bare Løjer,« sagde Jakobe kort og haanligt.

»Løjer — hm. Veed du hvad, min Pige, det kunde saamænd gerne hænde, at de Løjer blev til Alvor engang. Han har aabenbart Lykken |57| med sig, den Knægt! Og han er ikke bange af sig, — han gaar paa med krum Hals! Jeg hørte, man snakkede om ham paa Børsen idag. Artiklen synes ved Gud at skulle vække Røre. Det skulde slet ikke undre mig, om han tilsidst fik rejst Pengene til sine Galskaber.«

Alt dette var nu pure Opspind; men Hr. Delfts Iver for at bistaa Per i hans forvovne Anslag mod Svogerens Millioner var bleven til noget af en Lidenskab, efterat det var gaaet op for ham, at det var Jakobe, den unge Mands Efterstræbelser galdt. I første øjeblik havde Opdagelsen rigtignok gjort ham noget nedslaaet, fordi han under disse Omstændigheder maatte betragte Sagen som ganske haabløs; men den giftige Skadefryd, som den gamle Hyæne følte ved den blotte Tanke om at se Hr. Eybert blive ydmyget, havde efterhaanden svækket hans Syn for Vanskelighederne. Han nærede fra gammel Tid et ganske specielt Had til denne Mand, som han trods ihærdig Bagvaskelse ikke havde formaaet at fortrænge af Familjens Gunst, — et Had, der dels skyldtes den Overlegenhed, hvormed Hr. Eybert bestandig behandlede ham, dels den Omstændighed, at han ansaae ham for Medvider i den »Uagtsomhed«, han i sin Ungdom havde begaaet, idet det var hos Hr. Eyberts Fader, han dengang havde været ansat, og om hvis højmodige Tilgivelse han havde maattet trygle paa sine Knæ. |58| Jakobe sad ved Vinduet — halvt bortvendt, med Haanden under Hagen — og saae tankefuldt udover Vandet.

»Ja — Mod mangler han jo ikke,« sagde hun en god Stund efter, at Onkelen havde talt. Hun sad og tænkte paa den Søndag, da Per havde sat hele Huset i Oprør ved sin dumdristige Svømmetur; hun havde dengang tilfældigt staaet ude paa Altanen og set udover Vandet og havde herfra hørt Kandidat Ballings og de andre Herrers barnlige Pjasken og Skrigen nede omkring Badehuset, som laa skjult af Havens tætte Løvmasser. Da saae hun pludselig hans mørke Hoved langt ude i den oprørte Sø. Hun tænkte i Begyndelsen sletikke paa, at det kunde være ham, ja vidste end ikke bestemt, at det var et Menneske. Først da der blev gjort Anskrig, forstod hun det ... Og hun kunde endnu fornemme det Skrækkens kolde Gys, der i det øjeblik havde gennemisnet hende og længe efter holdt sig som en Snurren i alle Fingerenderne. Ved Middagsbordet blev »Falkens« Artikel atter bragt paa Bane, denne Gang af Ivan, der var vendt hjem fra Byen opfyldt af fantastiske Forestillinger om den Opsigt, den havde vakt. Han havde paa Vejen til Stationen været oppe paa Redaktionskontoret hos Dybring, der havde fortalt ham om sin Onkels Besøg og med livlige |59| Farver skildret hans Forbitrelse. Dette havde den menneskekyndige Journalist gjort af klog Beregning i den Hensigt at fremstille den Tjeneste, han havde gjort ham ved at skrive sin Artikel, som en selvopofrende, ret vovelig Handling; og Ivan, der henrykt havde hørt paa hans Beretning, idet han i den gamle Obersts Ophidselse saae det afgørende Bevis for sin beundrede Vens banebrydende Geni, havde da ogsaa i sin Glæde straks skrevet bagpaa en ny Veksel, som Dyhring ved Bortgangen havde forevist ham.

»De gamle Parykker begynder at blive bange!« jublede han nu udover Bordet. »De vil paa Forhaand knuse ham ved at tvinge Bladene til Tavshed. Men det skal ikke lykkes dem! ... I skal bare se, naar hans Bog kommer! Gud, hvor de vil hyle!«

Hverken Phillip Salomon eller Fru Lea, til hvem hans Ord særlig var henvendte, svarede noget hertil; navnlig den sidste iagttog i den senere Tid en betydningsfuld Tavshed, hver Gang Pers Navn nævnedes. Nanny skottede over Bordet hen til Jakobe, der imidlertid syntes ganske optaget af at hjælpe sine smaa Søskende. Hun var dog hverken saa uopmærksom eller saa ligegyldig, som hun gav sig Udseende af. Broderens For-tælling om den truende Oberst havde endog et øjeblik drevet hende Blodet til Kinderne; .... hun kunde nu engang ikke høre om noget, der bare |60| mindede om Tvang og Forfølgelse, uden at hendes Hjerte flammede op. Men Ivans overdrevne Forherligelse af Vennen afkølede hende hurtigt, og det var tilsidst med et Udtryk af Lede, hun hørte paa hans triumferende Forkyndelser.

Da de sad ved Kaffebordet ude paa Terrassen, indfandt Hr. Eybert sig; og i samme Nu forsvandt Onkel Heinrich. Han kunde — som han med en hæslig Sigtelse plejede at sige — »ikke aande samme Luft som den Kviksølvæder.« Ogsaa Nanny gjorde sig inden ret længe usynlig for ikke at komme for sent til sit Stævnemøde, medens Ivan allerede straks efter Bordet var ilet til Posthuset — utaalmodig efter at erfare, om Aftenaviserne skulde indeholde noget om »Falkens« Artikel.

Eybert havde lejet sig en Sommerbolig der i Nærheden og var derfor i denne Tid en daglig Gæst paa »Skovbakken«. Alligevel kom han denne Gang halvt bagpaa Jakobe. Da hun hørte »Flot« gø udenfor Porten, havde hun været overbevist om, at det var Per, der kom. Lige siden hun om Formiddagen læste Artiklen om ham, havde hun ventet ham; hun kunde ikke tænke sig, at han skulde kunne lade Dagen hengaa uden at fremstille sig her med sine friske Lavrbær. Det var derfor med et Udtryk af befriende Overaaskelse, at hun saae Eybert træde ind i Haven; og i sin |61| Glæde gengældte hun uvilkaarligt imod Sædvane hans Hilsen med et varmt Haandtryk.

Det var i det hele ikke uden Grund, at Eybert denne Sommer trods sine fyrretyve Aar havde været saa ung og spænstig at se til, — Jakobe havde givet ham stedse tydeligere Beviser paa, at hun betragtede deres Forlovelse som en halvvejs afgjort Sag. Saaledes gik hun i den senere Tid med en Safir-Ring, han engang havde givet hende til en Fødselsdag, og som hun aldrig før havde baaret; og naar hans to Smaapiger kom der i Besøg, sendte hun gerne Barnepigen hjern og kunde tilbringe halve Dage med dem ude i Haven.

Nu fulgtes de ned til Stranden, hvor de en Tidlang opholdt sig ganske alene i den lukkede Alle langsmed Bolværket og talte om det, der i Almindelighed udgjorde Emnet for deres Samtaler: Politik. De læste begge daglig et par af de store Verdensblade; og i hvert Fald Jakobe f'ulgte med fuldt saa stor Opmærksomhed de engelske Valgkarnpe og Arbejderrejsningen i Tyskland som den hjemlige, endeløse Strid om en Paragraf i Forfatningen. Talen faldt denne Gang paa Stormagternes Koloni-Erhvervelser og de dermed i Forbindelse staaende Krigsrustninger; og Eybert udtalte Haabet om, at man herhjemme vedblivende vilde være saa forstandig at afholde sig fra alslags Æventyrpolitik. Han tilhørte som Statsmand den nøgterne Skole; det var hans Ærgerrighed i den hjemlige Politik at |62| repræsentere den sunde Fornuft, det uhildede Blik. Hans Farfader havde været sjællandsk Landsbydegn, hans Oldefar fynsk Bonde; og trods sin sociale Stilling, sin akademiske Dannelse og sin fritænkerske »Evropæisme« følte han sig med sit lille Parti naturligt knyttet til det brede Landbodemokrati, der hidtil alene havde repræsenteret Frisindet og navnlig Besindigheden i Nationen. I sine Samlaler med Jakobe gav han dog gerne sine Ord et noget dristigere mere revolutionært Sving for at dække over Ulighederne i deres Karakterer. Hun bevægede sig nemlig med Forkærlighed i Yderligheder, drømte den ene Dag om et nyt Aristokrati, et genfødt Adelskab, der i Aand og Skønhed skulde fuldbyrde Menneskehedens Frigørelse, og sank den næste Dag ned i træt, altopgivende Haabløshed, hvori hun ikke saae anden Udvej end en grufuld Sprængning af det hele skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag, der vilde rense Verden ved Blod og Ild.

Det var imidlertid begyndt at smaaregne; efter Solnedgang blev Himlen ganske overtrukken og umuliggjorde Opholdet i det fri. Inde i den store Havesal blev der tændt et Par Lamper, og paa Opfordring af Fru Salomon satte Eybert sig til Klaveret og spillede et Par Lieder ohne Worte, hendes Yndlingsmusik. Blandt mange andre fortræffelige Egenskaber besad Eybert ogsaa den at være musikalsk. Han spillede godt |63| og navnlig korrekt og lagde denne Aften i de følelsesfulde Partier en ømhed i Foredraget, der var som en fornyet Kærlighedserklæring til den højtelskede, en Forsikring om den taknemlige Lykke, som fyldte hans Sjæl.

Imidlertid stod Jakobe henne i den aabne Havedør med Skuldren støttet til Karmen og Armene korslagte under Brystet og saae ud paa Regnen. Hendes Opmærksomhed var temmelig hurtig gleden bort fra Musiken; — ganske virkningsløst listede Eyhert sine indsmigrende Toner ind i hendes øre. Hun stod og tænkte paa, at Per altsaa alligevel ikke havde vist sig; og hun var nu nærved at føle et lille Savn derved. Hun havde ikke set ham siden det Middagsselskah, da hans opførsel ved Bordet endelig havde faaet hendes Taalmodighed overfor ham til at briste; og hun havde i de mellemliggende Dage for Alvor tænkt paa at anmode Faderen om at forbyde ham Huset. Nu var hun alligevel glad ved, at hun ikke havde gjort det. Saa langt hun end var fra at dele sin Broders og Onkelens Beundring for ham, saa var dog denne Dags megen forherligende Tale om ham ikke bleven ganske uden Indflydelse paa hende. Hun begyndte at erkende, at hun vistnok havde værdsat ham for ringe ... maaske derfor ogsaa bedømt hans Væsens Egenartethed for strengt. Maaske var han virkelig en Naturkraft, der engang|64| skulde bryde Skranker og rejse Kamp. I hvert Fald syntes han jo at eje en mærkelig Evne til at vinde Folk for sig og sin Sag, siden han endog havde faaet Onkel Heinrich lænket til sin Triumfvogn! ... Iøvrig, hun var jo heller ikke selv ganske ukendt med den Uhyggens Magt, der laa i hans kolde, hvidblaa øjne. Hun huskede nok den Dag da han inde i Skoven havde fortalt hende sin triste Livshistorie og sat hende i Skræk med sit hensynsløse Had til Hjem og Slægt. — — Hun havde rigtignok tænkt sig Fremtidens Helte af et renere, finere, ædlere Stof. Men hvem kunde vide? Maaske var han en af de Urettens mørke Hævnere, der engang skulde lægge Dynamit under den frønnede Samfundsbygning ....«

Hun foer ganske let sammen. Eybert havde endt sit Spil og rejste sig nu fra Flygelet. I det samme hørtes der ude fra Forstuen en Lyd, der mindede om et Barns fortvivlede Graad, og et øjeblik efter viste Nanny sig i Døren — dyngvaad af Regnen, med en Hætte over Hovedet og en oppustet Skrigeballon i hver af de højt løftede Hænder.

Dermed var Freden forbi, og Eybert sagde kort efter Godnat. Jakobe fulgte ham denne Aften helt ud i Forstuen og trykkede atter ved Afskeden varmt hans Haand.