Da Provst Tønnesen vendte tilbage gennem Dagligstuen, gik Frøken Ragnhild omkring her og satte i Orden for Natten, lukkede Klaveret, lagde et Klæde over Papegøjens Bur, gav de sidste Ordrer til Pigerne og aabnede Kakkelovnsdøren, alt som en erfaren og betænksom Husmoder. Saa satte hun sig paa sin forrige Plads i en Gyngestol ved Bordet under den røde Lampeskærm og gav sig atter i Færd med sit Stramajbroderi.

Imidlertid havde Provsten stoppet sin Pibe inde i Halvmørket hos sig selv og begyndte nu dampende at vandre frem og tilbage gennem begge Stuerne. Nu og da kastede han i Forbigaaende et stjaalent Blik hen paa sin Datter. Det var, som om der svævede ham et Spørgsmaal paa Læben, han ikke rigtig vidste, om han turde komme frem med.

Om den fulde Sandhed skal siges, var det nemlig ikke alene for sin egen eller Embeds Skyld, at Provst Tønnesen havde bragt hin unge Mandsperson her til Huset. Ogsaa Hensynet til Datteren havde her været medbestemmende; thi nægtes kunde det jo ikke, at hun ikke længer var helt ung, og af alle Ubegribeligheder var for Provst Tønnesen denne den største, at Ragnhild trods alle sine Fuldkommenheder endnu ikke — saa vidt han vidste — havde haft et passende Tilbud. Han tilskrev dette udelukkende denne Afkrog, hvori de var fordømte til at leve, og følte det til sidst som sin Pligt at give hende Lejlighed til at stifte Bekendtskab med en ung Mand af hendes egen Stand og af passende Stilling.

Endelig tog han Mod til sig og standsede foran Datteren.

»Naa, lille Ragn!« udbrød han helt muntert og sendte en Røgsky op under Loftet. »Hvad siger saa du om vor ny Gæst? Tror du ikke, lille Ven, at han kan blive ganske flink at have her i Huset. Han er aabenbart en beskeden, uanfægtet ung Mand.«

Frøken Ragnhild havde holdt op at sy og anbragt sig i sin Yndlingstilling med Albuen støttet med Stolens Armlæn, Pegefingeren under Kinden, seende tænksomt ud imod et Hjørne af Stuen, et Billede paa Forstandighed og Ynde.

»Jeg synes,« vedblev Provsten usikkert, da hun ikke straks svarede, »jeg synes, han gør et ganske godt Indtryk, ikke sandt? Man maa jo ikke glemme, at Forholdene her er ham ny og fremmede ... Jeg mener ... man maa bære over med ham i Begyndelsen, indtil han bliver lidt mere fortrolig med sin Plads.«

»Jeg synes,« sagde hun endelig langsomt, uden at forandre Stilling og med et lidt syngende Tonefald, omtrent som et lille Orakkel, »det er vel ikke godt at bedømme et Menneske efter et saa kort Bekendtskab.«

»Nej ... Gud, mit Lam! Jeg mener blot, at det første Indtryk ...«

»Desuden er han jo saa tilbageholdende. Jeg tror næppe, jeg har hørt ham sige tyve sammenhængende Ord.«

»Ja, han synes at være noget indesluttet. En tavs Melankoliker maaske. Hvem ved, maaske bærer han paa en eller anden Sorg, paa en eller anden smertelig Erindring, som lidt venlig Omgang kan lindre for ham. Jeg tror nok, han har levet i noget ulykkelige Familieforhold, et lidt forstyrret Hjem ... Moderen var, saa vidt jeg ved, en Smule exalteret ... af meget anset og fornem Slægt, men vistnok ligefrem med en Skrue løs af en eller anden Slags.«

»Hvad der maaske er gaaet i Arv til Sønnen?«

»Nej, kære! Han har et fuldt Laud til Attestats!« udbrød Provsten med en Beundring, der lod formode, at Ordet Laud vakte »smertelige Erindringer« hos ham selv. — »Hans Fader er, som du ved, den bekendte Oberst Hansted, der gjorde sig berømt under Krigen ... i det hele en meget anset og aristokratisk Familie.«

»Og ruineret, ikke sandt?«

»Aa, aa! ... nej, det tør man virkelig slet ikke sige, Ragn! Hr. Obersten har, saa vidt jeg har hørt, nok levet paa en lidt stor Fod og maaske handlet lidt hensynsløst med den ikke ubetydelige Formue, han nok fik med Konen ... men om en virkelig Ruin kan der slet ikke være Tale ... paa ingen Maade Tale!«

»Naa, det er jo egenlig heller ikke noget, der vedkommer os. Og hvad Kapellan Hansted selv angaar, saa maa han jo ogsaa have Lov til at være, som han selv lyster. Det afgørende med Hensyn til ham, er jo dog alene — ikke sandt — om han kan gøre Fyldest i sit Kald, og før vi har haft Lejlighed til at bedømme dette, kan vi jo egenlig slet ikke tale om ham.«

»Fuldkommen rigtigt, min Skat! Det er netop aldeles mine Tanker! Jeg er virkelig glad ved, at vi i det Punkt mener det samme. Du er en rigtig flink og forstandig lille Pige, er du.«

Frøken Ragnhild modtog Faderens Hyldest uden Bevægelse, som en Tribut, hun vidste tilkom hende, og som hun var vant til daglig at inkassere. Da han lidt efter bøjede sig ned over hende og næsten ængstelig kyssede hende paa Panden til Godnat, slog hun til Gengæld barnligt begge sine Arme om hans Hals og klyngede sig ind til hans Kind.

»Godnat, mit Barn, min lille Ragn ... min søde lille Engel,« sagde han, ganske rørt over hendes Godhed, tog til sidst hendes Haand og kyssede den med øm Tilbedelse.

Da Frøken Ragnhild var bleven ene, lænede hun sig tilbage i Gyngestolen, lagde Armene samlede over Brystet og blev længe siddende saaledes, ubevægelig og henfaldt i drømmende Overvejelser.

Om den fulde Sandhed skal siges, havde ogsaa hun i sine hemmelige Tanker sat Kapellanens Ankomst i Forbindelse med sin egen Fremtid. Thi ogsaa hun følte i sit Hjerte, at den Tid begyndte at nærme sig, da det gjaldt om at skride til Handling. Det kunde vel ikke siges, at hun følte sig skuffet af Livet. Dertil var hun endnu alt for forhaabningfuld og troede alt for meget paa sin egen Tiltrækningskraft. Alligevel — noget havde det unægtelig forundret hende, at Livet hidtil ikke havde formet sig anderledes for hende. Hun vidste jo dog, at i Præstegaardenes unge Døtre havde den danske Kvinde sat sine huldeste Blomster, besunget af alle Digtere, Genstand for alle Ynglinges ømme Længsler. Specielt om sig selv havde hun alt for ofte hørt om sin Uimodstaaelighed, og lige siden sin Konfirmation havde hun derfor gaaet som i en stille, sød Forventning, beredt paa at modtage den Hyldest, der tilkom hende.

Da hun endnu var ganske ung, gik hun i Sommertiden halve Dage nede i Haven med Haaret hængende i to lange Fletninger ned ad Ryggen, med lyse Halvhandsker paa Hænderne og en Rose i Brystet, mens hun snart satte sig hen at drømme i Skyggen under et Træ, snart steg op paa Diget ud mod Vejen og med Armen skyggende over Øjet stirrede ud over det solflimrende Landskab, som om hun hver Dag for Alvor ventede, at to fodrejsende Studenter pludselig skulde dukke op i Horisonten. Hun forestillede sig levende, hvorledes de begge saa ud, og hvorledes alt vilde gaa til; hvorledes de, støvede og solbrændte, vilde kigge ind ad Havelaagen, og hvorledes Faderen da i det samme vilde komme ud fra Verandaen og byde dem ind; hvorledes de vilde blive røde og forlegne, naar han præsenterede dem for hende, og hvorledes de vilde blive der om Aftenen og synge bellmanske Sange ved Klaveret og Fædrelandssange ude i Maaneskinnet i Havens Gange; hvorledes til sidst den ene — ikke den lystige, men den stille, med det alvorlige Blik — ved Afskeden vilde trykke hendes Haand og stamme nogle forvirrede Ord om ikke at glemme ham og senere sende hende glødende Digte og endelig efter Aars Forløb vende tilbage som Kandidat med bedste Karakter og anmode Faderen om hendes Haand.

Men der kom aldrig Turister til denne Afkrog af Landet, og Sommer efter Sommer gik, uden at Æventyret viste sig.

Senere da hun blev modnere, var det andre Skikkelser, der fyldte hendes Fantasi. Hendes Drømme beskæftigede sig med sporeklirrende Helteskikkelser i straalende Uniformer og med drejede Snurbarter, vilde Løver, som hun tæmmede med sit fromme Blik. En Sommer havde nemlig en Afdeling af Hæren holdt Øvelser her i Egnen, og ved denne Lejlighed havde Præstegaarden haft i Indkvartering en Oberst og dennes Adjudant, hvilken sidste havde været en høj, smuk og fornem Skikkelse, en fuldendt Hofkavaler med lange, smalle Fødder og en Monocle i Øjet. Det havde været en Henrykkelsens Tid for Ragnhild og hele Præstegaarden. Mens Faderen om Aftenen underholdt Obersten inde ved Tobaksbordet, opholdt Ragnhild sig med Adjudanten ude paa Verandaen og fordrev Tiden med at søge Stjernebilleder og tale om Himmelklodernes Gang, mens Roserne duftede, og Nattergalene slog rundt omkring dem. Til hendes Forundring rejste han imidlertid uden at erklære sig, og heller ikke siden hørte hun det mindste fra ham.

Da Frøken Tønnesen blev 25 Aar, fattede hun pludselig en levende Interesse for Enken efter en Proprietær, der boede ikke langt fra Vejlby, og som hun til sin Skam opdagede hidtil ikke at have skænket videre Opmærksomhed. I Løbet af et Aar var der næsten et dagligt Rykind fra Præstegaarden til Proprietærfamilien eller omvendt, og da den sidste var meget velhavende, gik det ofte livligt nok til der. Men efter at Enkens eneste Søn havde forlovet sig med Datteren af en Forpagter der i Nærheden, indsaa Frøken Ragnhild, at det alligevel ikke var passende Selskab for hende, og at navnlig Sønnen var en Stud, der ganske manglede Sans for aandelig Overlegenhed, hvorpaa hun foragtelig vendte dem Ryggen.

Saaledes var hun da nu paa enhver Maade beredt paa Modtagelsen af sin Faders Kapellan, og ret naturligt havde hun paa det sidste været bestandig mere utaalmodig efter at erfare, hvilket Menneske han var.

Hun maatte nu indrømme, at det første Indtryk ingenlunde havde været ugunstigt. Han var ingen Skønhed, men hans Indesluttethed fandt hun interessant, og han havde noget fint og aristokratisk over sig, der tydeligt nok røbede ham som en Dattersøn af en Gehejmeraad.