Klokken slog fire paa Uret over Chiffonnieren i Sogneraadsformand Jensens himmelblaa Stadsestue ... en bitterkold Vintermorgen.
Lysene paa Spillebordet — skjønt i Nattens Løb to Gange fornyede — var atter brændt ned næsten til Stagen, og inde i Værelset ved Siden af, hvortil Døren stod aaben, klukkede en døende Hængelampe i den sidste Draabe Olie over et fedt dækket Bord, bag hvilket Sogneraadsformandens Kone — en lille forvoxet, udpyntet og forfængelig Skabning — nattebleg krøb sammen i et uldent Shavl ved Kakkelovnen.
De fire spillende — Dyrlægen, Skolelæreren, Byens Kjøbmand og Værten selv — var nu endelig ogsaa begyndt at blive møre. Den beklumrede Luft i Stuen, Osen fra Kakkelovnskullene og den tætte, blaa Tobaksdamp, i hvilken de nu paa syttende Time sad indespærrede, havde omsider formaaet at knække Fjedren i deres Lidenskab.
Der mæltes ikke et overflødigt Ord. Rent mekanisk, næsten som i en magnetisk Søvn, spillede man Kortene ud, tog sine Stik hjem og gav paa ny. Selv den lille Kjøbmand Villings smaa, stilkede Øjne, der ellers altid var paa Færde overalt for om muligt at udspejde et eller andet af de medspillendes Kort, hang ham stive og blodunderløbne ud af det fede Hoved som paa en død Flynder, og egenlig fortsattes Spillet kun, fordi man endog manglede den fornødne Kraft til at bestemme sig for et endeligt Opbrud.
Den eneste, der endnu holdt sig lige tapper, var Skolelærer Mortensen.
Men den Mand var nu i det hele ikke til at spille træt. Fra det Øjeblik, han udspilede sine lange Frakkeskjøder for at anbringe sig ved Spillebordet, og indtil man rent ud betydede ham, at det maatte være forbi, sad han lige strunk og biskoppelig med sit hvide, ærværdige Hoved og ulastelige Halsbind — skjulende den stille Feber, hvori Synet af Kort og Penge altid satte ham, bag et mildt, menneskevenligt Smil, medens kun en let Skjælven ved Mundvigene samt en uafbrudt Knirken af hans gamle tørre Støvler forraadte den Sindsbevægelse, hvori han befandt sig.
Nu og da strøg han sig ogsaa højtideligt med Lommetørklædet hen over sin høje Pande, der var varm og fugtig, og som i kritiske Øjeblikke perlede som i virkelig Feber. Paa Bordet foran sig havde han sine 10- og 25 Øre-Stykker omhyggelig opstablede i regelmæssige Tutter med en Krone i hver. Og naar han sagde: »Spurgt« eller især »Solo«, lukkede han gjærne Øjnene, som om han i sit stille Sind tilføjede et: i Jesu Navn!
Ved hans venstre Side sad Sogneraadsformanden selv og stred fortvivlet med Søvnen, der hvert Minut var paa Nippet til at overmande ham.
Han var en lille, ubetydelig Stump af en Bondemand med et tyndt, vandkæmmet Haar, Hovedet lidt paa Hæld og et skægløst, fladnæset Ansigt, hvis rødkantede Øjne — naar de var vaagne — beundrende hang ved enhver, der førte Ordet, og hvis Stemme — naar han en sjælden Gang opløftede den — klang saa forsagt og ubehjælpsomt, at man kun vanskeligt skulde formode, at man her havde Sognets rigeste Mand for sig.
Han var temmelig ny i Spillet og sad derfor almindeligvis og famlede raadvild med Fingrene i sine Kort, som han forsigtig optog et for et, efterhaanden som der blev givet. Naar han spillede ud eller havde stukket, saa' han regelmæssig rundt paa de andre, som for at erfare, om han mulig havde gjort en Dumhed; og naar Spillet var til Ende, vidste han sjælden ret, om han havde vundet eller tabt.
Han havde denne Aften tilmed ikke været heldig og sad derfor for anden Gang i Spillets Løb med blankt Bord foran sig. Men han var vant til at blive plukket. Ja, i Virkeligheden var det kun under denne stiltiende Forudsætning, man overhovedet havde optaget ham i Partiet.
Selv tog han det imidlertid med stor Sindsro og var i Hjærtet saare stolt og lykkelig over at have lært dette ædle og vanskelige Spil »Lummer«, hvilket i hans Øjne hævede ham højt over hans Standsfæller, og han gav med Glæde denne Tribut for den Triumf den næste Dag at kunne tale derom inde i Byen.
... Endnu en halv Timestid slæbte Spillet sig frem paa samme Maade.
Da begyndte med ét Skolelærer Mortensens gamle Støvler en Helvedes Knirkekoncert under Bordet, hans Ansigt skiftede Kulør, og under de buskede Bryn gled Blikket uroligt frem og tilbage mellem hans Kort og de fire sorte 25-Ører, hvortil Indsatskoppens Indhold imidlertid var reduceret. Der var aabenbart noget usædvanligt i Gjære.
»Solo paa Koppen,« sagde han endelig meget stille og med en Ydmyghed i Tonefaldet, der ligesom skulde bejle til Gudernes Gunst.
Det gav et Stød i de søvndrukne Kroppe. Dyrlægen, der var sunken hen i sløv, mørk Grublen, rejste sit tunge, buskede Hoved og fòr sig skudrende med Haanden gjennem sit tykke, stride, rødgraa Skæg.
»Hvad hedder han?« mumlede han.
»Kløver,« sagde Skolelæreren, næsten undskyldende.
Der blev kjøbt i Tavshed. Mortensen havde tre Matadorer smaat fjerde i Trumf, dertil Konge, Dame, tredje i Hjærter samt to smaa Spadere. Han havde tillige Forhaanden, og som en forsigtig General sendte han først Hjærter Dame i Ilden.
Dyrlægen, som var renonce, smagte lidt paa den og saa' prøvende op paa Spilleren.
»Det er vist en Farisæer,« brummede han derpaa og stak med Trumf.
Paa Skolelærer Mortensens blege Pande begyndte allerede de første klare Perler at springe frem.
Dyrlægen spillede en lille Spader. Sogneraadsformanden stak først med Ruder, derpaa med Trumf og endelig, da han blev gjort opmærksom paa Fejltagelsen, med Spader Konge. Skolelæreren bekjendte.
Men nu kom der — rent tilfældig — Hjærter igjen fra Sogneraadsformanden. Mortensen vilde fordele Stikkene og gik under med sin lille Hjærter. Men Dyrlægen stak igjen med Trumf og spillede derpaa Spader Dame ud.
Nu forstod Skolelærer Mortensen, at han var fortabt. Hans Støvler holdt med ét op at knirke og hans Hænder skjælvede.
Da lod han ubemærket sin lille Spader falde ned i sit Skjød og derpaa glide mellem Knæerne ned paa Gulvet, hvor han behændigt satte Foden over den. Og da denne lille Uregelmæssighed lykkeligt var sat i Scene, stak han Damen med sin lille Trumf.
Men nu kom de tre Matadorer hurtig efter hinanden ud paa Bordet og tilsidst Hjærter Konge, og da smed Dyrlægen foragtelig sine Kort og brummede mørkt:
»Aa — gaa ad Helvede til!«
Dermed var Spillet endelig forbi.
I det samme slog Uret ogsaa fem smaa mindelige Slag oppe fra Chiffonnieren. Og mens Skolelærer Mortensen fromt og ligesom adspredt smilende samlede sine Pengestabler sammen og derpaa puttede den vel spækkede Læderpung i sin dybe Buxelomme og omhyggeligt knappede over den, lænede de andre sig et Øjeblik i Tavshed tilbage i Stolene, idet de som med en dump Følelse af Skamfuldhed stirrede frem for sig i den tykke, blaa, røgopfyldte Luft, der indhyllede dem.
Nu var det egenlig ganske tilgiveligt, om man endelig følte Trang til en Vaabenhvile; thi de sidste otte Døgn havde været mere end almindelig anstrengende selv for disse fire Kæmper, der dog ellers var vant til Dysten. Den foregaaende Søndag havde de tilfældigt truffet hinanden inde hos Kjøbmanden, og siden havde de hver Dag — snart hos den ene, snart hos den anden — taget Kampen op paa ny med stedse større Hidsighed. Saaledes gik det dem i det hele almindeligt, at naar de først havde faaet Blod paa Tanden, kunde intet længer holde dem fra hinanden, og de hælmede sjældent, før Vaabnene saa at sige sank dem ud af Hænderne af Udmattelse.
Pludselig rejste Dyrlægen sig med en frygtelig Ed og et Næveslag i Bordet.
Bedst som han sad, var han kommen til at huske paa en syg Ko fra Øverrød, som han havde lovet at se til, og som allerede i flere Dage havde ventet hans Hjælp. Da han ved Middagstid satte sig her ved Spillebordet, havde det været med det bestemte Forsæt at bryde op inden Solnedgang, for at han kunde naa derhen før Mørkets Frembrud. Men i Spillets Løb var dette komplet gaaet ham af Minde.
Sligt hændte forøvrigt ikke saa sjældent Dyrlæge Aggerbølle.
Regelmæssig hver Formiddag drog han ud fra sit Hjem i en lille overstænket Gig med et gammelt, musøret Øg og selv udstyret med Rejsepels, Faareskindshue, Medicinkasse og store Lufvanter, som om han havde bestemt sig for en Nordpolsfart. Men han kom sjældent meget længere end til den første Gaard, hvor der var Mulighed for et Slag Kort; og naar han stampede ind med sine tunge Kravestøvler, der lugtede surt af harsk Tran, vidste Folk, hvad Klokken var slaaet. Sjavs, Firkort, Polskpas, Piber og Trommer, Brus, Napoleon, Sexogtreds og L'hombre ... det var ham altsammen lige meget, blot Pengene kom paa Bordet, og det hele gik lidt villigt fra Haanden og uden for meget Vrøvl og Snak. Selv tog han aldrig udenfor sin egen Stuedør uden et gammelt, fedtet Spil Kort i hver Baglomme. Han foragtede Sommeren som en ørkesløs Dvaletid, der kun var skabt til virksomme Menneskers Plage; men onde Tunger vilde ogsaa paastaa, at han Vinterdage bragte mere hjem fra Spil og Dobbel end fra sin egenlige Haandtering.
... Inde fra Nabostuen kom Sogneraadsformandens Kone nu til Syne i Døren og bød Herrerne ind »til en lille Forfriskning.«
Man fulgte Opfordringen; men der var ingen Lyst til Mad. Først da Skolelærer Mortensen med den gode Samvittigheds sunde Appetit og urokkelige Sindsligevægt gav sig i Kast med et Stykke grønsaltet Flæsk og et Par Spejlæg, mente man for Skams Skyld at maatte gjøre ham Selskab.
Et Par røgede Sild, et Stykke Flæskesylte, en varm Bøf, en Ende Medisterpølse og lidt Røræg samt nogle Snapse og lidt Øl — det var det hele.
Tillige tog man en Kop Kaffe med et Par Kognakker og tilsidst paa Falderebet en Flaske Portvin samt en Bittersnaps med Kandissukker, hvorpaa man stiltiende tog Afsked og gik hver til sit.
