Skønt Provst Tønnesens Forflyttelse i Virkeligheden maatte betragtes som en Forfremmelse, og skønt han selv langtfra søgte at give den Udseende af andet, opfattede Skibberupperne den straks som en Sejr for deres Parti. Væver Hansen havde holdt sit Ord; om faa Uger vilde Provsten være ude af Vejlby Præstegaard. Sandheden var da ogsaa den, at Bispen havde maattet anvende hele sin diplomatiske Kløgt for uden større Ophævelse at sætte sin Vilje igennem overfor den stædige Provst, der i det første Øjebliks Ophidselse bestemt havde afslaaet det farisæiske Tilbud. Efterhaanden havde Tønnesen dog indseet, at han baade for sin egen og navnlig for sin Datters Skyld burde benytte denne Lejlighed til paa en tilsyneladende hæderfuld Maade at blive udløst af et Forhold, der efterhaanden var bleven dem bægge til daglig Lidelse; og det havde desuden smigret ham lidt at mærke sin pædagogiske Fortid erindret og sine administrative Evner anerkendte.
|181|I Skibberup fik man travlt med at smede, mens Jærnet glødede. Der blev straks sendt en Deputation ind til Bispen med en Adresse, hvori der udtaltes Haabet om, at der »ved Embedets Nybesættelse vilde blive taget Hensyn til de Ønsker, der i saa Henseende næredes af Befolkningens Flertal«. Emanuels Navn nævntes vel ikke i Adressen; men denne var forfattet paa en saadan Maade, at dens egentlige Mening ikke kunde misforstaaes. Bispen modtog Deputationen og særlig dens Ordfører, Væver Hansen, med største Velvilje; han berørte den forestaaende Omregulering af Embedet, der foreløbig vilde nødvendiggøre en længere Vakance, og udtalte forøvrig, at han altid med største Glæde søgte at imødekomme Menighedernes berettigede Ønsker. Derpaa blev Deputationen indbudt til Frokost, og bagefter drak man Kaffe med Hs. Højærværdighed ude i dennes Have.
Faa Dage efter kunde Byens Avis meddele, at Bispen endelig havde besluttet sig til ved det forestaaende Folketingsvalg at lade sig opstille som Demokratiets Kandidat i Amtets tiende Kreds, hvortil Vejlby og Skibberup Sogne netop hørte.
Imidlertid gik Frøken Ragnhild hjemme i Præstegaarden og ventede i Utaalmodighed paa den Dag, da hun kunde forlade den for stedse. Skønt hun følte sig for gammel til at turde vente noget af Fremtiden, brændte hun af Længsel efter at komme bort fra denne Afkrog, hvor hun havde forspildt sin Ungdom, og hvor der ikke fandtes en Plet, ikke et Menneske, som hun vilde skilles fra med Sorg. Særligt havde den nødtvungne Omgang med Kapellanen i den sidste Tid været hende en ligefrem Pine. Hun fandt ham latterlig i hans anstrengte Bestræbelser for at tilegne sig et bredt, »folkeligt« Væsen. Hun fandt, at han var bleven skødesløs med sit Ydre, at hans Haar og Klæder lugtede af Stald og Sved, saa hun kunde mærke det tværs over Bordet, naar han en enkelt Gang spiste i Præstegaarden; og hun var enig med sin Fader i, at der samtidig var foregaaet en tilsvarende Forandring med hans Indre.
»Det er ejendommeligt for de Folk herhjemme, der vil uddanne sig til Profeter, — altid tager de vore Seminarister til |182| Forbillede,« havde Provsten sagt. »Mens man andre Steder dog søger sin mystiske Visdom i gamle Skrifter, henter man her sin Inspiration fra Røgtere og Stalddrenge. Inden et Aar er gaaet, vil Hr. Hansted ogsaa aandelig talt gaa med Træsko; hans hele Tankegang er allerede plump som en Bondes.«
