Skibberup laa nede i en Lavning, omgiven af en Krans af mægtige Bakker, der kun aabnede sig mod Øst ud mod den nærliggende Fjord. Hvad der straks vakte Kapellanens Forbavselse, var den ualmindelige Mængde smaa Huse og uanselige Halvgaarde, hvoraf Byen hovedsagelig bestod. Der saaes næppe en eneste virkelig stor Bondegaard; men rundt om et vidtstrakt Gadekær, der midt i den hvide Sne spejlede Stjernehimlen i sit mørke Vand, laa henved et halvt hundrede Hytter malerisk grupperede under Bakkerne, nogle gravede ind i selve Skrænterne, ligesom en Sæterby omkring en Fjeldsø. Forøvrigt var Byen halvt usynliggjort af de uhyre Snemasser, som Stormen havde ført herind ude fra Fjorden. Af flere Hytter stak kun et Par Rygtræer og en sodet Skorstenspibe op. Enkelte Steder skinnede der endnu Lys ud gennem Vinduerne. Paa en Dørflise stod en gammel Mand med en Krykke og svingede muntert med sin Hue, idet Kapellanen foer forbi.
Slæden holdt udenfor en Halvgaard, der laa lidt for sig selv i Byens sydlige Udkant. De tjærede Portfløje var slaaet op, og inde under Loftet i Portrummet hang en døsig Lygte og drejede sig langsomt rundt i en Snor. Under denne Lygte maatte Kapellanen stige af; thi Gaardspladsen var saa pakfuld af Sne, at Slæden |25| ikke kunde komme frem. Ad en smal Sti, der var kastet gennem Driven, begav han sig op til det lave Vaaningshus. Overalt var der dødsstille. Kun henne fra Stalden hørtes en svag Raslen som af et Jerntøjr, og et Sted bag en Mur gik en Kat og mjavede. Men idet han traadte ind i Forstuen, hørte han en Dør indenfor blive aabnet og en dæmpet Kvindestemme sige hastigt:
»Jeg syntes, jeg hørte Klokkerne ... Provsten er her vist!«
Han bankede paa Døren og befandt sig et Øjeblik efter inde i en lav og dyb, gammeldags udstyret Stue med smaa Vinduer, Bjælkeloft og mørkt Lergulv. Et tyndt Talglys stod og brændte med krum Tande for Enden af et svært Egebord, og herfra rejste sig ved hans Indtrædelse en lille, halvgammel Mand med strid, graasprængt Haarmanke og et Par irrede Messingbriller paa en bred Klumpnæse. Manden havde siddet og læst i en Avis, som han nu — synlig betuttet — skyndte sig at gemme inde under Bordet; og da han i det samme kom til at huske paa sine Briller, rev han disse fra Øjnene med en forlegen Mine, som om han var bleven greben i en Naragtighed. Men idet han derpaa vilde nærme sig den formentlige Provst, gik han pludselig bagover af Forskrækkelse og stirrede med maabende Mund paa den fremmede Mand, der stod der ved Døren og med venlig Stemme hilste Godaften.
»Bliv dog ikke bange!« vedblev Kapellanen og nærmede sig. »Jeg er Provstens Stedfortræder — hans Kapellan — og kommer til Dem efter hans Anmodning — —«
I det samme aabnedes Døren inde fra Sideværelset, og et sværtbygget, midaldrende Fruentimmer med staalgraat Haar og lyse, udhvælvede Øjne traadte ind. Ogsaa hun standsede straks i stum Forbavselse og maalte et Øjeblik den fremmede Præst med et ikke just venligt Blik. Men med et fløj et lyst Smil over hendes Ansigt, og idet hun uden Forlegenhed nærmede sig og rakte Kapellanen sin kødfulde Haand, sagde hun med en ejendommelig blød og hjertensgod Stemme:
»Det er da ikke muligt, at det er vor ny Kap'lan? ... Nej, saa skal De da have ret saa mange hjertelige Velkommen! ... Nu har jeg aldrig tænkt mig det saa godt! ... Saa De er virkelig |26| kommen hertil! ... Nej, det var da det fornøjeligste, det ... saa det er virkelig vor ny Præst! ... Og saadan er det altsaa, at De ser ud! ... Ja, det havde jeg jo netop tænkt mig ... Nej, det var da det fornøjeligste, det ...«
Hun havde stillet sig op et Stykke fra ham med begge sine Hænder hvilende paa den svære Mave og blev ved at gentage sine Udbrud, mens hun henrykt betragtede ham fra Hoved til Fod.
Kapellanen, der tilsidst følte sig lidt generet af denne Mønstring, gav sig til at spørge om den syges Befindende.
Men hun kunde ikke komme sig af sin glade Overraskelse eller løsrive sig fra sin Beskuen. Først da Manden bagfra havde rykket hende et Par Gange i Skørtet, besvarede hun Kapellanens Spørgsmaal.
»Jo, ellers Tak,« sagde hun da i forandret Tone og saae hen imod Døren, som hun havde ladet staa paaklem efter sig. »Nu er det da, Gud være lovet, blevet noget mildere. ... Men ved Middagstid var det ellers grumme simpelt, og da saa Vejret bedrede sig, saa syntes vi jo, at det var rigtigst at skikke Provsten Bud. ... Men kanske skulde vi hellere have ladet det være, for der er da vistnok nu ingen Fare længer ... og det er jo ingen Plaser for Præsten saadan at tage ud ved Nattens Tid og i et saadant Vejføre ...«
»Aa, tag Dem ikke det nær!« afbrød Kapellanen hende. »For min Skyld har det ingenting at sige. De maa tilkalde mig naarsomhelst, og jeg skal altid være tilrede. ... Og dersom De nu synes det, og dersom alt er beredt inde hos den syge, skal vi saa ikke — —«
Konen aabnede varsomt Døren ind til Sideværelset, og alle tre traadte stille ned i et aflangt, svagt oplyst Kammer, der laa et Trin lavere end Dagligstuen. Ved Hovedgærdet af en bred Seng, der optog den ene korte Væg, stod et lille Bord med en Natlampe, en Medicinflaske og en Salmebog. I Sengen laa en brunhaaret ung Pige med tungt tillukkede Øjelaag og en mørk Feberrødme paa Kinderne.
Den unge Præst vendte sig forvirret omkring og udbrød:
|27|»Men ... hvad er det?«
»Det er vores Datter,« svarede Konen og saae forundret paa ham.
»Hvorledes? ... Men Provsten sagde jo« — Kapellanen begyndte at stamme. Han vendte af Undseelse stadig Ryggen til Sengen; thi den unge Pige laa paa Bondevis i det blotte Linned og havde i Feberheden kastet begge de nøgne Arme op paa Dynen. »Det var jo en ældre Mand, der var syg. ... Provsten sagde, at det var ... hed han ikke Anders Jørgen?«
»Mig?« udbrød Manden ved Lyden af sit Navn og saae fortumlet op med sine smaa, halvblinde Øjne. »Jeg takker for Forespørgslen ... men jeg er ellers rigtig frisk.«
»Jamen, saa maa jo det hele bero paa en Misforstaaelse ...«
»Ja, det er vor Datter Hansine,« vedblev Konen roligt og gav sig til at fortælle om, hvorledes Sygdommen for tre Dage siden var begyndt med Smerter i Ryggen og over Lænderne. I Begyndelsen havde de ikke troet, det havde videre at betyde; men saa var Smerterne gaaet op i Nakken, og forrige Nat var Datteren pludselig bleven saa daarlig, at de havde maattet hente Doktor. Doktoren havde rystet paa Hovedet, og endnu i Middags havde han sagt, at det kunde blive til, hvad det skulde være. ... Men nu troede de alligevel nok, at det værste var forbi.
Under denne Fortælling havde Kapellanen faaet Tid til nogenlunde at genvinde Fatningen. Han følte endog en vis Skamfuldhed over sin Forvirring, og idet han nu med Magt samlede alle sine Tanker om den hellige Handling, der forestod, nærmede han sig atter Sengen.
I det samme vaagnede den syge og opslog et Par mørkeblaa Øjne, der i Febervildelsen fæstede sig paa den fremmede Mand med et stift og uforstaaende Blik. Moderen bøjede sig ned over hende og fortalte, hvem han var; ... og da drog den unge Pige et langt, ligesom lettende Suk og lukkede atter Øjnene i med et Udtryk, som om hun vilde sige, at hun havde længtes og var beredt.
Moderen lagde varsomt Dynen tilrette omkring hende, tog Salmebogen fra Bordet og satte sig paa en Stol ved Hovedgærdet |28| for at være hende behjælpelig, naar hun skulde drikke af Kalken. Den gamle Fader havde stillet sig andægtig op bag Sengens Fodende, og i sidste Øjeblik klemte ogsaa den unge, lyslokkede Knøs sig ind ad Døren, hvor han blev staaende op ad Karmen, med Læberne bævende af tilbagetrængt Sindsbevægelse, mens han med runde Øjne stirrede hen paa Naadebrødet og den lille Sølvkalk, som Kapellanen imidlertid havde taget frem af Etuiet og stillet paa Bordet under Lampen.
Alt var stille. Der hørtes kun Lyden af et tungt dikkende Perpendikel-Ur henne fra Krogen og den syges anstrengte Aandedræt.
Den unge Præst var traadt hen til Sengen og foldede Hænderne til Bøn.
Men enten det nu skyldtes Synet af den unge Pige eller den Sindsbevægelse, hvori den hellige Handling satte ham ... eller om Grunden var den pludselige Overgang fra den friske Frostluft til den beklumrede Sygestue ... han kunde ikke samle en forstandig Sætning i sin Hjerne. En forunderlig Svimmelhed greb ham mere og mere, Tungen vilde ikke tale, og han følte, hvorledes den kolde Sved begyndte at prikle frem paa hans Pande. En Dødsens Angst betog ham. ...
Da kom han til at mindes et lille Vers, en Aftenbøn, som hans Moder havde lært ham, da han var ganske lille. I mange Aar havde dette Vers været ude af hans Erindring. Nu steg det ned til ham som en frelsende Engel fra Himlen. Han havde en Fornemmelse, som om nogen stillede sig ved hans Side og tog ham ved Haanden. Næsten som en fremmed hørte han sig selv tale varme, følte Ord om Naaden fra Herren, om Guds Algodhed, om Jesu Død for Menneskers Synder. Endog Ritualets kendte Sætninger blev ligesom ny og levende i hans Mund, og idet han tilsidst lagde sin Haand paa den syges Pande for at tildele hende Syndsforladelsen, fornam han med hele sin bævende Sjæl, at Guds almægtige Aand i dette Øjeblik meddelte sig igennem ham.