Det var mørk Aften og øsende Regn, da Emanuel kom hjem til Præstegaarden og i Selskab med en anden Mand steg op ad Hovedbygningens høje Flisetrappe. Inde i den herskabelige Forstue, hvis lange Mahogni-Knagerække i sin Tid var bleven oplivet af Provst Tønnesens store Bjørneskindspels og Frøken Ragnhilds slørbehængte Havehatte, og hvor sirlige Kokusmaatter havde dækket Gulvets sort-hvide Marmortavl foran Dørene, brændte nu en simpel Staldlygte; Knagerækken var overfyldt af en Samling jævne Mandfolkehuer, og paa Flisegulvet stod der opstillet en hel Flaade af snavsede Træsko i alle Former, lige fra store, klodsede Husmandsbarkasser med Jærnbaand om og en Halmvisk indeni indtil smaa, halvlakerede Fruentimmertrætøfler med forsirede Næser og rødt Flonelsfor.
Husets sædvanlige Aftengæster, der et Par Gange om Ugen samledes her efter endt Arbejde for i Fællesskab at opbygges ved Samtale, Oplæsning og Sang, havde allerede indfundet sig og sad inde langs Væggene i den store Have- og Spisesal, der tarveligt belystes af en eneste Petroleumslampe. Intet i dette store Rum, uden netop Stukkaturarbejderne under det røgsværtede Loft og de landskabelige Dekorationer over Dørene, mindede længer om den Salon, hvori Frøken Ragnhild havde udfoldet sine ekstravagante Toiletter mellem bløde Tæpper, Damaskes Gardiner og indlagte Møbler. Langsmed Stuens fire nøgne Vægge løb en ganske simpel Træbænk, ovenover hvilken Murenes |214| blaa Farve var afslidt indtil Mands Skulderhøjde. De fire høje Vinduer — to Fag paa hver Side af den om Vintren tilskoddede Havedør — var foroven dækkede med en smal Kappe af mørkerødt Sirts. Henne under det ene Par Fag stod et langt, hvidskuret Egebord. Desuden fandtes der i Stuen et Par Straastole og — ligesom i Hansines Barndomshjem — en gammeldags Armstol henne ved Kakkelovnen, endvidere et grønmalet Hjørneskab ved Siden af Døren til Køkkenet og en seksarmet Lyseholder af Blik, der hang ned fra Midten af Loftet.
Denne Stue — Storstuen eller »Hallen«, som Egnens Folk holdt af at kalde den, fordi den i sin strenge Simpelhed mindede dem om de gammelnordiske Boliger — udgjorde Familiens egentlige Opholdsrum. Husets øvrige Værelser med Undtagelse af den forhenværende Dagligstue, der nu var Familiens Sovekammer, stod enten ganske tomme eller anvendtes til Opbevaring af Sæd, Uld, Foderstoffer og lign. Emanuel havde vel til eget Brug taget det Værelse i Arv, der i Provstens Dage var kendt og frygtet under Navn af »Studerekantoret«; men hele Bohavet bestod her af et Par støvede Reoler og en Voksdugssofa, og det hørte til de store Sjældenheder, at han opholdt sig der mere end netop den halve Time, da han tog sig en lille Lur efter Middagsmaden. Sine Prækner og Foredrag udarbejdede han altid ude bag Ploven eller paa sine Vandringer rundt til Sognets syge og fattige; thi — som han plejede at sige — han havde vendt sine Reoler Ryggen, efter at han havde fornummet, at man af Fuglene under Himlen, ja selv af Køerne i sin Stald kunde lære større Livsvisdom end af Alverdens sprænglærde Bøger.
Der var denne Aften samlet henved et halvt hundrede Mennesker af bægge Køn; og trods »Hallens« sparsomme Belysning herskede der den hyggeligste og fornøjeligste Stemning. De unge Piger havde Plads langs den ene korte Endevæg, hvor de sad som en lang Blomsterrække med de mørke og blonde Hoveder bøjede ned over et eller andet fint Hæklearbejde, som de havde Møje med at holde fast mellem deres stive, røde Fingre. Konerne derimod havde deres faste Stade henne paa Bænken nærmest Kakkelovnen, hvor de sindigt »mokkede« paa store Strikketøjer, |215| mens de i den vanemæssige Grædetone, som Bønderkoner almindeligvis benytter i Omgang, snakkede med deres Naboer om Husholdning og Mælkeri. Her sad ogsaa Hansine — paa sin vante Plads i Armstolen — og spandt paa Rok. Hun var paaklædt ganske som de andre, i en tarvelig Hvergarnskjole og et tærnet Bomuldsforklæde, og havde paa Hovedet en lille sort Hue, foran hvilken hendes mørkebrune Haar efter Egnens Skik var glattet frem i to smaa, nøjagtigt formede Tunger over hver Tinding. Hun deltog ikke synderligt i de andres Samtale, og der var ofte noget ganske fraværende i det Blik, hvormed hun langsomt saae op fra sin Traad, naar Døren aabnedes og en gammel Husmand i Uldskjorteærmer eller et Par rundkindede Piger traadte ind med et Nik og et bredt Godaften. Rundt om det lange Egebord under Vinduerne havde de unge Karle forsamlet sig. De sad der fuldt belyste af Lampen, som stod midt imellem dem ved Siden af en stor Vandkrukke med Trælaag. Her gik Passiaren livligst, og den blaa Røg fra Tobakspiberne samlede sig som en bestandig tættere Sky over deres langhaarede Hoveder.
Paa en Plads for sig selv inde i Stuens allermørkeste Krog saaes et Par Personer, hvis Udseende og Adfærd tydeligt røbede, at de ikke var vant til at komme her. Ved sin Indtrædelse hilste Emanuel ogsaa paa dem med særlig Hjertelighed, idet han trykkede dem bægge i Haanden og ønskede dem velkommen. Det var to ynkeligt udseende Skikkelser, klædte i fattige Pjalter og saa gennemblødte af Regnen, at der havde dannet sig smaa Søer paa Gulvet omkring deres Hosesokker. Den ene var lang og tynd som en Brøndstage, den anden lille, tykladen og flenskallet og havde en nævestor Knude over det ene Øje. Bægge sad de med Hænderne paa Knæene og saae forlegne mod Gulvet; men i Ny og Næ, naar de troede sig ubemærkede, skævede de forsigtigt til hinanden og undertrykte samtidig et Smil.
Det var to i Egnen velbekendte Personer, Svend Øl og Per Brændevin. De tilhørte den faste Stok af Sognets Udskud, der hver Morgen samledes udenfor Købmand Villings Dør, hvor de — med Finkeldunken skjult under Klæderne — i Utaalmodighed ventede paa, at Butikken skulde blive aabnet. Sammen med en |216| Del andre af Egnens Fattigfolk boede de i en Samling Lerhytter, de saakaldte Mosekærshuse, ude ved Sognets fjærne Vestgrænse. Den ene af dem var Træskomager, den anden Tækkemand; men efter den almindelige Mening forskaffede de sig deres væsentligste Indtægt ved i maanemørke Nætter at stjæle af Bøndernes Kartoffelkuler, klippe Ulden af tøjrede Faar o.lign. ... ja, der var dem, der stærkt mistænkte dem for at have endnu langt uhyggeligere Gerninger paa deres Samvittighed. Disse Forhold var ikke Emanuel helt ubekendte. Han havde overhovedet ikke været længe paa Egnen, før han fik Øjet aabent for, at Fattigdommen ogsaa ude paa Landet avlede megen Elendighed og aandelig Forfald; og fra tidlig Tid havde hans Bestræbelser i særlig Grad været rettede imod med Menighedens Bistand at drage disse forvildede og forsømte tilbage til det menneskelige Samfund. Derfor blev han nu ogsaa dobbelt glad ved Synet af de to Mosekærsmænd. Han huskede nemlig i Øjeblikket ikke paa, at han for kort Tid siden som Formand for Sognets »frie Fattigkasse« havde fornyet en Pengehjælp til bægge disse Personer, og kunde derfor endnu mindre ane, at deres Tilstedeværelse her skulde opfattes som en Art Kvittering for den nydte Understøttelse.
Endnu en anden sjælden Gæst var tilstede denne Aften, nemlig Dyrlæge Aggerbølle. Han sad midt paa Bænken henne under Vinduerne med Armene korslagte over sit brede Bryst, — uden at agte paa, at han netop i denne Stilling ubarmhjertigt blottede en dyb Flænge i Frakken under Armhulen. Hans Haar og Skæg var bleven fuldstændig hvidt og strittede uklippet ud til alle Sider; de blege, stirrende Øjne traadte frem af Hovedet som et Par Glaskugler, og hele den ubeskæggede Del af Ansigtet var oversaaet med byldeagtige Udvækster. Det var i det hele ikke let at afgøre, hvem der gjorde det mest beklagelsesværdige Indtryk, enten den af Skæbnen saa ublidt omtumlede Mand eller de to Gavtyve fra Mosekærshusene. Ganske vist havde Dyrlægen baade Blanklæders Sko med Elastiker, Manchetter og hvidt i Halsen, ja endog en Næseklemmer stukket ind bag Opslaget paa sin tæt tilknappede Selskabsfrakke. Men selve dette Udstyrs |217| hjerteskærende Medtagethed og hele hans krampagtig opretholdte Standsmæssighed maatte vække selv et Fattiglems Medynk.
Det var nu langtfra med sin gode Vilje, at han befandt sig paa dette Sted. Naar han sad her mellem »Hængetrynerne«, som han i sit Hjertes Had og Foragt havde døbt Samtidens aandelig vakte Bønder, skyldtes det et af disse »Omstændighedernes ulyksalige Sammentræf«, som han plejede at sige, hvormed hans — som det syntes — uforsonlige Skæbne vedblev at forfølge ham gennem Livet. Under Paaskud af at skulle se til en Patient havde han ved Aftenstid bevæget kysset sine Børn paa Panden og taget den oprivende Afsked med sin syge Hustru, uden hvilken han aldrig forlod hende om ogsaa blot for en eneste Time, og havde begivet sig paa Vej hen til sin gamle Ven og hemmelige Lidelsesfælle Købmand Villing for hos ham at søge Trøst i sin Elendighed og mulig bekomme, hvad han holdt af at kalde »lidt Glemsel«. Da skulde netop det Uheld indtræffe, at han lige udenfor Præstegaardens Port mødte Emanuel, der straks i glad Overraskelse tog ham under Armen og udbrød:
»Det var virkelig kønt af dig, kære Ven, at du endelig engang igen vilde besøge os. Hjertelig velkommen, kære!«
Nu sad han her paa Bænken mellem »Korøgtere og stinkende Stalddrenge« — som han tænkte ved sig selv i et Raseri, der gjorde Bylderne i hans Ansigt ganske blaa. Rundtom langs Stuens Vægge var Samtalen stilnet af, og tilsidst forstummede den næsten helt. Man sad og ventede paa, at Emanuel eller en anden skulde give nogen Underholdning tilbedste, oplæse en Fortælling, udlægge et Eventyr el.lign. Emanuel lagde imidlertid slet ikke Mærke til denne Tavshed. Efter at have hilst paa hver især af de tilstedeværende og givet dem Haanden, havde han taget Plads ved den øverste Bordende, hvor han efterhaanden var falden hen i en dyb Aandsfraværenhed. Det var Mødet hos Sogneraadsformanden, der endnu satte hans Sind i Bevægelse og fik hans Tanker til at flyve Fremtiden imøde i skælvende Forventning.
»Skal vi da slet ikke tage os noget til iaften?« sagde endelig en kæk Stemme henne fra Pigernes Bænk.
|218|Dette utaalmodige Udraab og den lille Latter, som det rundtom fremkaldte, vakte ham endelig. Han saae op og sagde:
»Du har Ret, Abelone! Lad os se at faa noget igang! ... Har du ikke noget at fortælle os iaften, Anton?« henvendte han til en brunskægget, præsteagtig lille Mand med hvidt Slips og Kalot, der sad tilbagelænet i en gammel Kurvestol ved den anden Ende af Bordet med Hænderne foldede omkring et stort Træpibehoved. Denne Mandsling var Sognets nye Skolelærer, den bekendte Anton Antonsen, en forhenværende »Frilærer«, der efter Sogneraadets Indstilling var bleven gamle Mortensens Efterfølger. Som Svar paa Emanuels Spørgsmaal lagde han Hovedet skælmsk paa Siden og sagde langsomt og med bred Dialekt:
»Nej, iaften tror jeg nok, at jeg vil sige, som det hedder med et godt gammelt Ord: Jeg tier og tygger sammen.«
Den Munterhed, der fra alle Sider fulgte dette Ordspil, næsten før han havde udtalt, var betegnende for den Folkeyndest, hvorved denne Mand kunde glæde sig. Hans pudsige lille Person i Forening med et vist, saakaldt »folkeligt« Lune havde gjort ham til Menighedens oplivende Element, hvis smaa Skemtetaler, Ordsprogsramser og humoristiske Oplæsninger efterhaanden var bleven en næsten uundværlig Afslutning paa Egnens Folkefester og Foredragsmøder.
»Ja, men hør dog, Anton!« sagde en Karl, der endnu ikke var bleven helt færdig med at le. »Du kunde dog gærne læse lidt for os iaften. Nu er det svært længe siden, vi fik noget. Du glemmer vist, at du skylder os den om Stine, der kommer paa Højskole.«
»Aa ja — lad os faa den! — Anton, vær nu god iaften!« bad straks mange Stemmer.
Skolelæreren lukkede sit ene Øje til og saae sig omkring med et Smil, der blev bredere og mere lattervækkende, efterhaanden som Bestormelserne steg i Styrke.
»Naa, ja, ja, Børn,« sagde han, da tilsidst ogsaa Konerne ved Kakkelovnen begyndte at tigge. »Naar der virkelig ikke er andre, der har noget paa Hjerte, skal jeg saamænd ikke holde mig |219| tilbage. For jeg vil skam ikke ha'e paa min Samvittighed, at Stine ikke kommer paa Højskole!«
»Men skal vi ikke ha'e en Sang først,« lød igen den kække Stemme henne fra Pigerne.
Den tilhørte den kønne Abelone, Præstegaardens Tjenestepige, en kraftig Skikkelse paa tyve Aar med sorte Baand i et hvidblond Haar, en stor Rose i Barmen og med Højskoleelevens Kendingsmærke, det blanke Læderbælte, spændt fast omkring Livet.
»Ja, lad os synge!« istemte Emanuel. »Lad os faa en Fædrelandssang! Det kan vi trænge til i disse Tider!«
Saasnart Sangen var tilende, blev der stille i Stuen. Karlene satte sig tilrette med bægge Armene oppe paa Bordet, og Pigerne lod Haandarbejdet synke eller puttede det helt ned i Kjolelommen under Forklædet for rigtig at kunne iagttage Anton og følge Minespillet, mens han læste. Som Oplæser og Fortæller var Skolelæreren i disse Folks Øjne enestaaende, kunde i hvert Fald kun sammenlignes med selve den gamle Højskoleforstander ovre i Sandinge. Men mens denne, naar han fortalte sine Eventyr og gammelnordiske Sagn, ved sin egen aandeløse Betagethed ligesom løftede Taget over Tilhørernes Hoveder og med sin mærkelige Hanegalsstemme manede alle Sagnenes Kæmper, Trolde og Valkyrier saa lyslevende frem for alles Øjne, at det var, som saae man dem fare forbi som en lynknitrende Asgaardsreje, havde Skolelærer Antonsen sin Styrke i den jævne, moraliserende Hverdagsfortælling, som i den sidste Tid var kommen paa Mode i Literaturen. Især forstod han at gengive de komiske Personers forskellige Maade at tale og bevæge sig paa og kunde benytte sin pudsige lille Person til Fremstillingens Levendegørelse paa en Vis, som man hidtil ikke havde kendt her.
Herved bidrog han mægtigt til, at denne Hverdagspoesi mere og mere fortrængte den gamle, romantiske Digtning, for hvis Storhed især Emanuel havde søgt at vække Sansen, men som aldrig rigtig havde formaaet at vinde Tilhørernes Bifald; den havde nærmest gjort dem forlegne paa Grund af den Frihed, |220| hvormed de gamle Digtere idelig priste Kvindelegemets Ynder og de sanselige Glæder. I den ny Tids Digterværker derimod, i disse snart følelsesfulde, snart humoristiske, altid nøgterne Virkelighedsbilleder, ofte forfattede af Skolelærere og andre af Folkets Midte udgaaede Mænd, genoplevede de deres egne, daglige Kampe og Sindsstemninger. Her fandt de desuden den sædelige Alvor, det folkelige Grundsyn, det Sandhedskrav og den Retfærdighedstrang, der fik de dybeste Strenge til at klinge i deres Bryst.
