4

Der er nu forløbet et Par Aar siden denne Dag. Endnu hersker Pastor Madsen med Ild og Sværd i Vejlby og Skibberup, ja langt udover Sognets Grænser — endog over til Sandinge — strækker sig hans myndige Magt.

Men hellerikke Højskoleforstander Sejling har ligget paa den lade Side. For alt, hvad Vennesamfundet i de senere Aar har tabt i Udbredelse og Indflydelse i Folkets brede Lag, har han ihærdigt søgt Erstatning i ydre Magt og Anseelse gennem Opnaaelsen af de højere Samfundskreses Anerkendelse. Og han har i saa Henseende virkelig været overraskende heldig. Den før saa latterliggjorte Menighed er i Øjeblikket paa Veje til at blive fashionable, dens Kristendomsopfattelse ifærd med at blive ophøjet til Statsreligion, og Forstander Sejling selv er nylig bleven benaadet med Ridderkorset.

Denne uformodede Medgang synes at skulle blive skæbnesvanger for den Vilh. Pramske Fraktion, der truer med at gaa en snarlig Opløsning imøde. Allerførst svigtede Fru Gylling, der meget hurtigt efter Kultusministerens betydningsfulde Besøg paa Sandinge Højskole var begyndt at komme til Erkendelse af, at hun havde handlet i Overilelse ved at yde det reformivrige Parti sin vægtige Støtte. Ogsaa den elskelige Kandidat Boserup har endelig faaet Ro for sine Tvivl. Genfødt og lutret er Vennesamfundets forlorne Søn vendt tilbage til det hjemlige Skød og har her ydmyg modtaget den længe opstaldede Fedekalv i Form af et godt Præstekald.

Ja, om det saa er den lille skikkelige Pastor Magensen, har han, skønt sikkert uden Beregning, ja vistnok med blødende Hjerte, set sig nødsaget til at forlade sit yderliggaaende Standpunkt. I et nyt opsigtvækkende Skrift om Helvedstraffene har han aabent tilstaaet, at hans forrige Opfattelse beroede paa en Misforstaaelse, en Oversætterfejl, idet Sprogforskningens allersidst ¹ ankomne Resultater uomstødeligt godtgør, at det omstridte Bibelsted alligevel rettest bør udlægges i Overensstemmelse med den officielle Kirkes Opfattelse.

Hvad Vilh. Pram selv angaar, da fortsætter han vel med usvækket Lidenskab sin Kamp mod Kirkemyndighederne og Troen paa Skriftens Autoritet; men det er, som om selv hans Venner begynder at finde ham lidt ensformig. Han opfylder aabenbart ikke de Forventninger, man har næret til ham. Fornylig angreb saaledes en af hans egne Tilhængere ham offentlig i en Avis og bebrejdede |487| ham, at han nu i altfor lang Tid »ikke var fremkommen med noget nyt.« — —

Imidlertid skrider Dagene jævnt og stille i den lille Bindingsværks-Halvgaard i Skibberup By, hvor nu Hansine og hendes Broder uindskrænket regerer, efterat den gamle Else endelig har lukket sine Øjne. I Porten hænger endnu den rustne Staldlygte og drejer rundt i sin Snor, ganske som i Hansines og Ole Kristians unge Dage. Men ude i Haven, paa Marken og i Stalden løber nu den opvoksende Slægt, Sigrid og den lille Dagny, rødmussede og tilfredse.

Det hænder jo nok endnu engang imellem, at Sigrid i Skumringen — eller naar der er gaaet hende noget imod — sætter sig hen i en Krog og længes efter København. Men hun faar aldrig Lov til at synke dybt i Stemninger. Moderen er straks over hende og sætter hende i Arbejde. Hun er nu saa stor, at hun maa begynde at gøre Gavn. Hun har Hønsegaarden at passe og de smaa Grise og Faar og Lam, — og Hansine tilgiver ingen Efterladenhed.

Med Byens Folk holder den lille Familje foreløbig ikke megen Omgang. Dog kigger af og til en af de gamle Venner indenfor for at faa sig en Snak mellem Væg og Dør om Dagens Nyt. Endog Væver Hansen gør den engang imellem en Besøgelse. Den slagne Mand lever nu stille og roligt og ernærer sig af sin Væv og giver sig i hvert Fald Udseende af at have opgivet al Agitation. Rigtignok fortælles der, at han har begyndt at holde til hos Svend Øl og Per Brændevin og det øvrige uhyggelige Selskab nede i Mosekærshusene. Men spørger man ham derom, lader han, som om han ikke hører det og giver sig til at tale om andre Ting.

Hver Lørdag Eftermiddag, naar Vejret blot er taaleligt, drager Hansine og Børnene ud til Kirkegaarden med Rive og Vandkande for at hæge Familjens Begravelsesplads. For Børnene er disse Vandringer efterhaanden bleven en Slags Forlystelse, en Indledning til Søndagens glade Højtid. For Hansine derimod vedbliver denne Time, hvori hun stille gaar og pusler om sin Mands, sin Søns og sine Forældres Grave, at være Ugens |488| egentlige Andagts- og Opbyggelsestime, i hvilken hun gennem Minderne finder Erstatning for, hvad Livet nægtede hende. Først nu, da Emanuel er borte, og hun kan tænke paa ham uden Uro, uden Bekymring og uden Bitterhed, — først nu synes hun rigtigt at eje ham, at turde give ham sin fulde Fortrolighed og sin hele Kærlighed. Ja, ogsaa »Gutten« har ligesom faaet nyt Liv for hende nu, da Fortidens Skygger er vegne fra hans Billede.

— — Men der er ogsaa andre, der besøger Emanuels Grav. Ikke saa sjelden hænder det, at en eller flere Baade med sortklædte Mænd og Kvinder kommer sejlende over Fjorden og lægger til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bærer Kvinderne i Land paa deres Arme. Tavse stiger de op paa Kirkegaarden og staar længe aldeles ubevægelige omkring Graven, hensunkne i Bøn.

Det er Emanuels gamle Venner ovre fra Sandinge Leje, der nu efter hans Død vier ham en formelig Tilbedelse. De har dannet et eget Samfund derovre, en Sekt, der fuldstændig gaar op i at leve i Mindet om hans Liv og Gerning. »Guds Lam« kalder de sig, og efter Sigende skal de allerede have vundet en ikke ringe Udbredelse. De lever alle stille og fredsommeligt, idet de ydmygt stræber efter at blive Emanuel lig i alle hans Fuldkommenheder. Hver Søndag Eftermiddag forsamles de til Møder for at tale sammen om ham, opbygges af hans Ord og lytte til Fortællinger om hans underfulde Liv. Og mindst een Gang om Aaret gør de — i Ensomhed eller i Følge — en Valfart til hans Grav.

Om hans Fødsel og Opvækst skal der allerede gaa mange mærkelige Sagn. Saaledes fortælles der, at hans fromme Moder, mens hun bar ham under Hjertet, en Nat i en Drøm følte Guds Hænder lægge sig velsignende paa hendes Hoved og hørte en Stemme i Mørket sige: »Du skal føde Menneskene en Frelser.« Endvidere paastaas det, at han allerede som Dreng ofte fastede og daglig gik ned paa Gaden og delte sin Mad med de fattige. Dog om disse og andre lignende Fortællinger hersker der allerede nogen Uenighed. Derimod næres ingen Tvivl om, at han døde som et Offer |489| for Verdens Forfølgelse, og en af Sektens ledende Mænd, en forhenværende Skolelærer, skal for Tiden være beskæftiget med at forfatte en paa mundtlige Vidnesbyrd støttet Beretning om hans Martyrium, for at hans Liv og Gerning kan bevares for Efterverdenen til taknemlig Ihukommelse. —