En sludfuld Efteraarsdag et Par Maaneder senere snoede et Ligtog sig langsomt op ad den bugtede Vej, der fra Skibberup Sande steg op til den gamle, ensomt liggende Næsse-Kirke, der knejsede ude over Fjorden. Det var Emanuel, der nu stedtes til Hvile.
Skønt hans Efterladte havde ønsket, at Begravelsen skulde foregaa i al Stilhed, havde der baade fra Vejlby og Skibberup samlet sig et anseligt Følge. Vejen var sort af Vogne og Fodgængere; kun de haardeste Halse blandt Egnens »hellige« havde holdt sig borte, fordi det var bleven bekendt, at der efter Hansines Ønske ikke skulde holdes nogen Tale ved Graven.
Der saaes saa godt som alle de gamle Ansigter, der i sin Tid stadig havde omgivet Emanuel; hans sidste Dages Ulykker havde faaet dem til at glemme fordums Strid. Endog »Vikingen«, Tømrer Nielsen med det mægtige Skæg, var kommen tilstede, om han end holdt sig allerbagest i Følget ligesom for dermed at antyde, at han ikke var der helt med god Vilje. Paa hans alvorsfulde Ansigt stod der ogsaa tydeligt at læse, at det ingenlunde havde været uden Betænkeligheder, han havde besluttet sig til at deltage i denne Ceremoni. Han hørte nu til Helvedprædikantens svorne Mænd og nød megen Anseelse i Menigheden paa Grund af sin store Hellighed. Paa Dril havde Væver Hansen slaaet |483| Følge med ham, hvad der øjensynligt i høj Grad generede ham. Gentagne Gange havde han gjort Forsøg paa at blive ham kvit, havde forandret Plads i Toget, givet sig i Snak med andre o.lign.; men Væveren blev ved at hænge paa Siden af ham som en Burre og gottede sig ret ved at mærke den Opsigt, deres Kompagniskab vakte rundtomkring.
Ogsaa forhenværende Dyrlæge Aggerbølle saaes i Følget, skønt nærmest som en Skygge af sig selv, bleg og slunken, med en ynkværdig Frakke og luvslidt Cylinderhat, men stadig lige strunk af Holdning og med Næseklemmeren foran sine store, stift fremadstirrende Øjne. Den af Skæbnen saa ublidt omtumlede Mand var nu endelig endt som Fattiglem. Rigtignok vilde han paa ingen Maade selv indrømme det. Af Barmhjertighed mod ham — og desuden af en vis, uovervunden Ærefrygt for, hvad han selv kaldte sin »Rang« — havde man nemlig ladet ham blive boende i sit gamle Hjem og lod ham i det hele den offentlige Understøttelse tilflyde under saa hensynsfulde Former som muligt. Derfor paastod han ogsaa haardnakket — og troede efterhaanden selv derpaa — at Fattigforstanderen blot godhedsfuldt »forvaltede hans Midler«, og indrømmede i det højeste, at han stundom modtog frivillige Gaver, som hans Æresfølelse ganske vist krympede sig ved, men som han af Hensyn til sine elskede Børn dog ikke mente at have Ret til ganske at afvise.
Blandt dem, der havde holdt sig borte fra Begravelsen, og hvis Fraværelse blev bemærket, var først og fremmest Købmand Villing og hans Kone. De havde ikke turdet udsætte sig for deres »hellige« Kunders Mishag og var derfor bleven hjemme, skønt det særlig for Hr. Villing ingenlunde havde været let at give Afkald paa en Lejlighed til at repræsentere og være højtidelig og tale bevægede Ord om Døden, Skæbnen, Livets forunderlige Omskiftelser o.s.v. Det vindskibelige Ægtepar havde forøvrigt atter faaet en travl og gylden Periode. Villings standhaftige Tro paa Faguddannelsens Overlegenhed og endelige Sejr var ikke bleven gjort tilskamme. Under de sidste Aars stærke Optagethed af allehaande aandelige Spørgsmaal havde Menigheden hverken haft tilstrækkelig Sans eller Lejlighed til med nogen Energi at opretholde |484| den »Forbrugsforening«, som Væver Hansen i sin Tid havde grundlagt til Styrkelse af Menigmands Selvstændighed, og Villings lille Butik var derfor atter bleven det sædvanlige Samlingssted, der fra Morgenstunden stod fuldt af købslaaende Folk, og hvor de Vejlby Bønder mindst en Gang om Dagen søgte hen for at fordrive en ledig Time med Bysnak og Tobak.
Af Emanuels Familje var kun Fru Betty og hans Broder Garderofficeren tilstede, den sidste civil. Den gamle Etatsraad havde ikke vovet at udsætte sig for Rejsens Besværligheder. Han var meget svag og nedbøjet, og man ventede ikke, at han levede Vinteren over.
Det var Emanuels eget Ønske, som man opfyldte ved at stede ham til Hvile paa Skibberup Kirkegaard omkring den ensomme Næsse-Kirke. Han havde saa ofte talt om sin Kærlighed til dette øde, forladte Sted med den frie Udsigt over Fjorden, — talt om, hvor dejligt det maatte være engang at sove der ved »Guttens« Side, omgivet af den dybe, højtidsfulde Stilhed, som kun Bølgebruset og Maageskrigene gennembrød. Endnu under sin Sygdom havde han bestandig fantaseret om den gamle Kirke, hvortil saa mange af hans Livs lykkeligste Minder knyttede sig. I sine lyse Øjeblikke havde han fortalt Sygeplejersken om sin Bryllupsdag, om det lange, pyntede Brudetog, om Bispen, der modtog det ved Indgangen i fuldt Ornat, og om den natlige Hjemfart, da Præstebjærget pludseligt løftede sig op paa luende Søjler. Ogsaa om Vejlby Præstegaard havde han altid gerne villet fortælle, men Sygeplejersken havde i Almindelighed maattet standse ham, fordi Minderne angreb ham for stærkt. Han kunde ofte falde i krampagtig Hulken eller synke hen i en dyb, stum Fortvivlelse over sin forspildte Lykke, og han havde tilsidst næsten ingen anden Tanke, intet andet Ønske, ingen anden Begæring haft end at faa sin Hustru og sine Børn at se. Da man ved Dødens Nærmelse omsider indvilligede i hans Bøn og sendte Bud efter dem, var det forsilde. Allerede om Natten døde han. Med sine sidste, svigtende Kræfter bad han da sine Omgivelser sige til Hansine, hvad han selv vilde have sagt hende, at han takkede og velsignede hende. Med Sygeplejerskens Haand i sin, og mens den gyldne Dag sejrrigt |485| brød frem derude bag det nedrullede Hospitals-Gardin, udaandede han i et langt og smertefuldt Suk.
... Over det langsomt dragende Ligtog rungede Kirkeklokkens basdybe Stemme, denne enstonende Lyd, der dog har Udtryk for alle Menneskehjertets dybeste Rørelser fra den gladeste Bryllupsfryd til Adskillelsens Smerte. Kirkegaardsporten aabnedes, og mens en Flok opskræmte Maager gav sig til at skrige ude over Stranden, som vilde ogsaa de være med at bringe deres ulykkelige Ven den sidste Hilsen, skred Toget ind mellem de vejrblæste Grave.
Da Følget var samlet omkring den gamle Anders Jørgens Begravelsesplads, og medens den blomstersmykkede Kiste langsomt sænkedes i Jorden, søgte Blikkene uvilkaarligt Hansine. Hun stod der i sin Enkedragt ved Siden af Graven og holdt den lille Sigrid i Haanden. Mens Barnet hulkende gemte sit Ansigt i Moderens Kjole, syntes Hansine selv fuldkommen rolig. Men sporløst var de sidste Tider ikke gaaet hen over hende. Hun var tydeligt nok begyndt at ældes, og hun var saa mærkeligt lille at se til i sin sorte Dragt.
Efterat en Salme var sunget, traadte Helvedprædikanten med mørk Mine frem ved Graven.
Det var en lille, tætbygget Mand med sort, studset Fuldskæg, tykke, blodrøde Læber og fanatisk mistænksomme Øjne. Han forrettede Jordpaakastelsen med ilter Haand og myndig Stemme; og som en Erstatning for den Tale, han ikke havde faaet Lov til at holde, gjorde han den »stille Bøn« saa lang, at enkelte utaalmodigt satte Hattene paa og drev bort.
Saa var Højtideligheden tilende, og Følget spredtes langsomt.
