3

Endelig i Midten af Juli kunde Tønnesens pakke deres Sager sammen og rejse. Nogle af Vejlbybønderne og Egnens tre Proprietærer havde haft isinde til Afsked |206| at hædre Provsten med et Festmaaltid og en Sølvkaffekande, hvad han dog — med Tak, men meget bestemt — havde bedt sig fritaget for. Uden andre end de allernødvendigste Formaliteter, men tilsyneladende ogsaa uden særlig Bitterhed, skiltes da Provsten fra sin Menighed. Kun overfor Emanuel røbede han en Gang sin sande Sindsstemning, da han ved Afskeden koldt trykkede hans Haand og sagde, at det vel var overflødigt at ønske de Folk tillykke, der var saa heldige at have »Tidens Vind« i deres Sejl.

Saasnart Provstens var borte, flyttede Emanuel ned fra sit Kvistkammer med sine faa Møbler og indrettede sig i Tønnesens Studereværelse og i et af Soveværelserne. Hele den øvrige Lejlighed kom til at staa tom, undtagen Pigekammeret, hvor den gamle, halte Lone foreløbig blev boende i Egenskab af Emanuels Husholderske. Der var forresten ingen, der havde anmodet hende derom; men hun lod, som om hun hørte med til Husets mur- og nagelfaste Inventar, og Emanuel var godmodig nok til at gaa ind paa hendes Betragtningsmaade. »Maren« derimod havde fulgt Provsten tilligemed Hestene og Kaleschevognen, og nogen ny Karl var der ingen Anledning til at anskaffe sig, idet Præstegaardsjorden — til Emanuels store Sorg — var bortforpagtet til en af Vejlbybønderne og ikke før om et Aarstid vilde blive gjort fri.

Han tilbragte derfor nu som før det meste af den Tid, hans Præstegerning levnede ham, i Skibberup hos Svigerforældrene, hvor han daglig deltog i al Slags Arbejde. Han pløjede, lugede Roeplanterne og kørte Gødning ud paa Brakmarken. Om Aftenen sad han sammen med Hansine ude paa Havediget og saae paa Solnedgangen og talte om Fremtiden. Hansine lænede nu helt fortroligt sit Hoved mod hans Skulder; og mens Skumringens blaalige Dis bredte sig over Marker og Enge, drog han hende i overstrømmende Lykkefølelse tæt ind til sit bankende Hjerte.

Da Høsten kom med sit brogede Liv over de gulnende Agre, med Leernes Blinken og Strygespaanernes klingende Musik, kastede han sin Frakke og drog i Spidsen for Anders Jørgens Folk ud i Marken med sit Mejerede over Skulderen. Og da han havde gjort sit første Bed til Svigerfaderens Tilfredshed, var han mere stolt, end da han i sin Tid bar sit Laud hjem fra Attestats.

Saaledes gik Tiden lykkeligt, indtil Efteraaret meldte sig med korte, stormfulde Dage og lange, mørke Nætter.

Da blev det Emanuel for hver Aften mere svært at sige Hansine Godnat og tage bort fra Svigerforældrenes lune og hyggelige Stue for at vandre den lange Vej ad vaade Stier hjem til Præstegaardens store og tomme Rum, hvor han ofte holdtes vaagen af de mange uforklarlige Lyd, som ved Nattetid spøger i ubeboede Huse. En Nat, kort efter at han var falden isøvn, blev han vækket af et langtrukkent Klagehyl, som han længe ikke kunde forklare sig. Med eet gik det op for ham, at det var Brandhornets Tuden. Han sprang straks op af Sengen og havde næppe faaet nogle Klæder paa, før han hørte Støj i Huset; Døren gik op, og den halte Lone viste sig i Vadmelsklokke og med et tændt Lys mellem sine kramperystende Hænder.

»Hr. Pastor! ... Der er Ild!« skreg hun, ganske blaa i Ansigtet. Ligesom alle de andre, der havde oplevet Vejlbys Brand, kunde hun ingensinde høre Brandhornet uden at blive helt forvildet af Skræk.

Overalt i Byen var man kommen op af Sengene og løb hid og did med Lygter ude paa Gaden. Det viste sig dog snart, at det blot var et lille Hus ovre i Nabosognet, der brændte; og da Sprøjten var kommen vel afsted sammen med fornødent Mandskab, faldt Byen atter til Ro.

Men den vakte Uro og Synet af de andres Skræk |208| havde yderligere forøget Emanuels Følelse af Uhygge ved Ensomheden, saa han endnu samme Nat besluttede at gøre Alvor af at gifte sig hurtigst muligt. Straks den næste Dag talte han med Hansine om Sagen. Hun blev i første Øjeblik temmelig forskrækket. Hun havde i Stilhed haabet paa, at Emanuel i det mindste ikke i det første Aar vilde tale om at holde Bryllup. Jo dybere hun havde set i sine nye Forhold, navnlig efter at der havde aabnet sig Udsigt til, at Vejlbys store Præstegaard vilde blive hendes fremtidige Hjem, des ængsteligere var hun bleven for, at hun ikke skulde kunne gøre Fyldest paa den Plads, hvorpaa hendes Giftermaal vilde stille hende. Men da hun saae, hvor glad og forhaabningsfuld Emanuel bestandig var, og hvor meget det var ham om at gøre at fremskynde Brylluppet, nænnede hun ikke at modsætte sig hans Ønske eller blot at forurolige ham med sine Bekymringer, og efter at ogsaa Forældrene var bleven raadspurgte, fastsloges det i et Familieraad, at Vielsen skulde finde Sted den sjette Oktober, der var den afdøde Folkekonges Fødselsdag.

Men nu opstod der en lille Tvist, hvis Udfald man rundt om i Byen afventede i Spænding. Mens Hansine ønskede, at Brylluppet skulde foregaa i al Stilhed, var det Moderens Mening, at de skyldte baade sig selv og Emanuel at fejre Dagen med saa megen Højtidelighed, som de med deres beskedne Midler kunde overkomme; og hun fandt heri Tilslutning fra en Kant, hvorfra hun mindst havde ventet det.

En Søndag Eftermiddag gjorde Købmand Villing med Frue en højtidelig Visit for at ønske tillykke i Anledning af Forlovelsen. Der var nemlig samme Dag bleven »lyst« første Gang i Kirken, og Forbindelsen var saaledes nu fuldt ud officiel. Fruen var i Silkekjole og Krepsjal og bar et forklaret Smil i sit nonneblide Ansigt; Villing havde sort Cylinderhat, Figurfrakke med udstoppede Skuldre og hvid Vest med kuglerunde |209| Glasknapper. Siden Forbrugsforeningens Oprettelse havde Villings ikke sat deres Fødder i Skibberup; men de sidste Tiders Begivenheder havde paa en overraskende Maade formildet deres Sind. De var endelig kommen til den Erkendelse, at de havde bedømt Skibberupperne uretfærdigt; og da det — som de i Munden paa hinanden sagde — var deres Natur ganske imod at leve i Uvenskab med noget Menneske, havde de tilladt sig at benytte denne Lejlighed til at jævne alle Misforstaaelser.

Kun Else og Anders Jørgen var tilstede under Besøget, og Samtalen drejede sig ellers i Begyndelsen om forskellige ligegyldige Ting. Men pludseligt henkastede Købmanden et Spørgsmaal angaaende det forestaaende Bryllup, og da Else nu med sin sædvanlige Aabenhjertighed ogsaa berørte den lille Uenighed om dets Festligholdelse, foer han ligesom forskrækket op og begyndte at blive veltalende.

Han maatte bekende, — sagde han — at han ikke forstod Hansines Standpunkt i denne Sag. Det forekom ham, at en saa betydningsfuld Begivenhed absolut burde fejres paa standsmæssig Maade, ja at det ligefrem var en Ærespligt for Anders Jørgens Hus at gøre Dagen til en Jubelfest for alle Folkesagens Venner. Han vidste, tilføjede han, at man i hele Egnen havde en stærk Trang til ved denne Lejlighed at lægge sine venlige Følelser for Brudeparret for Dagen, og han var overbevist om, at Befolkningens Deltagelse vilde give Højtideligheden Karakteren af en sand Folkefest.

Da Villing mærkede, at hans Ord gjorde Indtryk, blev han ved at tale. Og det viste sig nu, at han havde et helt Festarrangement fuldt færdigt i sit Hoved.

Han anbefalede at rejse et stort Telt paa Vænget bagved Gaarden, hvor der kunde spises; desuden foreslog han dem at søge Tilladelse til at gøre Brug af Forsamlingssalen, der da burde festligt dekoreres og benyttes til at danse i. Af Omkostningerne skulde de |210| endelig ikke lade sig skræmme; dersom de vilde gøre ham den Ære at lægge Ledelsen i hans Haand og betro ham at gøre de forskellige Indkøb, skulde han love dem, at Udgifterne ikke kom til at overstige nogle faa hundrede Kroner. Han vidste jo nok, at Skibberupperne i de senere Aar havde unddraget ham deres Tillid; men han ønskede at benytte denne Lejlighed til at vise, at de havde taget fejl af ham, og at baade han og hans Kone var deres sande og uegennyttige Venner, — en Udtalelse, hvortil Fru Villing sluttede sig ved at lægge sin Haand blidt paa Elses Arm og betragte hende med et Blik fuldt af trofast Hengivenhed.

Dagen efter talte Else endnu en Gang med sin Datter om Sagen, hvorefter Hansine faldt tilføje og lod Moderen raade.

Villing havde nu virkelig haft Ret. Der var overalt i Sognet en voksende Trang til ved denne Lejlighed at hædre Emanuel, som ved sit milde Væsen, sin Ligefremhed og sin altid redebonne Vilje til at imødekomme alles Ønsker efterhaanden havde indtaget endog Vejlbybønderne, saa disse hver Søndag fyldte Kirken indtil sidste Plads. Selv en Mand som Sogneraadsformand Jensen begyndte at gøre ham ærefulde Tilnærmelser, og Dyrlæge Aggerbølle havde allerede for længe siden erklæret ham for at være en herlig ung Mand og »en Satans dejlig Prædikant«.

Men eet Menneske var der dog, der endnu ikke havde ladet sig formilde. Det var Maren Smeds, — den lille hæslige Kone, der i sin Tid optraadte ved Emanuels første Møde i Forsamlingshuset. Hendes Livshistorie var i korte Træk følgende:

Paa Grund af, at hun i sin Ungdom havde tjent som Køkkenpige paa en Herregaard, var hun i lange Tider bleven benyttet som Kogekone ved alle Egnens større Gilder, indtil den Beskæmmelse overgik hende, at hun kom for Skade at brandsvide Grøden ved en stor Barselfærd, hvor henved hundrede af Egnens Mænd |211| og Kvinder var forsamlede. Skønt hendes dalevende Ægtefælle, der ved den samme Lejlighed gjorde Tjeneste som Skaffer, for Selskabets Øjne havde givet hende et forsvarligt Munddask, lod Folk sig ikke formilde men tog fremtidig deres Kogekoner inde fra Staden.

Herfra stammede det hekseagtige Samfundshad, der havde gjort dette stakkels Kvindemenneske til Egnens Skræk, og efter hint Møde i Forsamlingshuset var hendes Forbitrelse navnlig gaaet ud over Emanuel. Men Hansine, der i disse Dage havde en underlig Trang til at forsone, og som i sin bange Lykke gerne vilde sprede enhver Sky, der kunde komme til at formørke hendes Fremtids Himmel, gik en Eftermiddag ud til den faldefærdige Rønne langt ude i Egedet, hvor Maren boede, for at bede hende om at koge til hendes Bryllup. Den arme Kone blev som sønderknust af Rørelse. Under høj Graad bøjede hun sig — til Hansines store Forskrækkelse — ned i Knæene og kyssede hendes Haand.