Skibberup Kirke laa næsten en halv Mil fra Skibberup By — ensomt, paa Toppen af en nøgen Banke, der rejste sig et Stykke ude i Fjorden. Blot en lav og smal Tange forbandt »Kirkenæsset« med det øvrige Land, og mellem dets Grus og Sten voksede kun lidt blegt Græs, lidt Lyng og nogle jordkrybende Tjørn. Selve Kirken var en ældgammel, stærkt forfalden Kampestensbygning med et senere tilbygget Murstenstaarn. Hele Pladsen gjorde i sin øde Forladthed et ret uhyggeligt Indtryk. Rundt om mellem de vejrblæste Grave laa nedstyrtede Teglsten, Kalkbrokker og Rudeskaar; og traadte man ind i Kirkens halvmørke Indre, slog der En en isnende Klamhed imøde fra de fuldkomment nøgne Kalkmure, der selv midt om Sommeren var ganske grønne af Fugtighed, og som om Vinteren gemte paa en saa bitterlig Kulde, at Vandet undertiden bundfrøs i Døbefonten, mens Præsten maatte staa paa Prækestolen i Sivsko og store Bælgvanter.
Paa Hverdagene laa Kirken hen i uforstyrret Fred, kun besøgt af den lange, skindmagre Klokker — »Døden«, som man kaldte ham — der med sine lange Knokkelarme |41| lagt dybsindigt overkors bag paa Ryggen vandrede herud fra Byen hver Morgen og Aften for at røre den rustne Taarnklokke og lade nogle basdybe Toner runge ud over Rævene, som luskede omkring mellem Tjørnene, og over Degnens Faar, der gik og græssede tungsindigt udenfor Kirkegaardsmuren, — nu og da ogsaa over en enlig Fiskermand, der laa med sin Baad inde under de stejle Skrænter og drog Agn.
Om Søndagen derimod — især paa de store Højtidsdage — var her Liv og Fest. Da myldrede det paa Vejen herud fra Skibberup af helligdagsklædte Fodgængere og blankt pudsede Køretøjer; og rundt om Næsset kom Fiskerfamilierne sejlende i Baade og lagde til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bar Kvinderne iland paa deres Arme. Kvinderne havde alle sorte Kirkehætter paa Hovedet og bar paa Armen Moskranse eller Blomsterkors, som de lagde hen paa de vejrblæste Grave, forinden de i Gaasegang gik ind i Kirken. Henne paa et Hjørne af Kirkegaardsmuren stod »Døden« paa Udkig. Ubevægelig stirrede han ud over Vejlbyvejen, hvorfra Præstens Vogn skulde komme; og saasnart den buklede Kaleschehimmel skimtedes derude mellem Bakkerne, ilede han med lange Skridt tværs over Gravene og ind i sit Taarnrum. Og mens nu ogsaa Mændene, der havde samlet sig i samtalende Grupper udenfor Kirkeporten, langsomt trak sig ind i Kirken og under andagtsfuld Hosten og Snøften tog Plads under de genlydende Hvælvinger, gav Klokken i Taarnet sig til at bamle, saa Kirkens tykke Mure begyndte at ryste derved.
Dog — alt dette var igrunden nu en halvforglemt Saga. Siden Provst Tønnesen var kommen her til Sognet, havde Kirken mangen Gang staaet øde ogsaa paa Helligdagene; den rustne Klokke havde bamlet over mennesketomme Veje; inde i Stolestaderne hostede blot et Par fattige Tiende-Skyldnere, der ikke turde udsætte sig for Provstens Vrede; og endda var det netop paa Tønnesens |42| Foranstaltning, at der for nogle Aar siden var bleven anbragt en Kakkelovn i Kirkerummet og lagt tykke Sivmaatter paa Gulvet inde i Stolestaderne.
Men det var inde i Skibberup By, at Menighedens oprørske Hoveder fortrinsvis havde samlet sig, ligesom det var der, at den berygtede Væver Hansen havde sit Standkvarter. Intet Under derfor, at Synet af disse tomme Stolerader hver Søndag hensatte Provst Tønnesen i helligt Raseri. Han kunde under Prækenen tale sig op i en flammende Lidenskab og hugge sin Haand i Pulten med en saadan Kraft, at selve Sct. Peder, der sammen med de andre Apostle fandtes udskaaren i Træ paa Prækestolens Sider, en Gang bogstaveligt tabte baade Næse og Mund af Forskrækkelse.
Efterat Kapellan Hansted var kommen til Sognet, var der imidlertid igen indtraadt en Forandring i disse Forhold, og en Søndag i Slutningen af Marts — paa Aarets første Foraarsdag — lød Salmesangen fra Kirken atter mangestemmigt ud over Fjorden og blandede sig her med Skriget af Maagerne, der kredsede udenfor Kysten.
Ude paa Vejen foran Kirkegaardsmuren holdt en lang Række Køretøjer og ventede paa, at Gudstjenesten skulde være forbi. Nogle af Kuskene sad oppe i Agestolene og halvsov med Hovedet i Hænderne. Andre laa nede i Vejgrøften og fordrev Tiden med at røge Tobak og passiare. Forrest i Vognrækken, lige foran Kirkegaardsporten, holdt Provstens Kalesche med en højt svævende Buk, paa hvilken en gammel, fruentimmeragtig Kusk tronede i en stor, blaa Slagkavaj.
Blandt de ventende Bønderkarle var det Skik at drive Løjer med Provstens Kusk — »Maren«, som han gerne kaldtes efter sin afdøde Kone, hvem man til Gengæld (og ikke uden Grund) havde tildelt hans eget Døbenavn Rasmus. Ogsaa idag stod en fire-fem muntre Fyre omkring ham med Hænderne i Lommerne og lo.
»Hør, Maren!« sagde en af dem. »Hvad bliver |43| det egentlig til med jeres Frøken og ham Kap'lanen? Nu synes jeg, de maa ha'e kigget længe nok paa hinanden, saa de snart kunde skrive Redelighed.«
»Aa, jeg skal sige dig noget,« sagde en anden, der skødesløst stod lænet op til Kirkeporten. »Det maa ikke gaa for hastigt til mellem fine Folk. Det er med disse hersens Frøkner ligesom med Hønsene — de skal altid vrikke lidt med Gumpen, før de gi'er sig over. Er det Løgn, hvad jeg siger, Maren?«
Den tiltalte sad ubevægelig paa sin høje Buk og stirrede stift udover Hestenes Øren uden at svare. Han fandt det ganske uforeneligt med sin gejstlige Stilling at indlade sig i Passiar med slige Gudsbespottere, der forhaanede Provstens Kusk og tog Frøken Ragnhilds Navn forfængeligt.
I det samme sluttede Salmesangen inde i Kirken, Døren til Vaabenhuset aabnedes, og Folk begyndte at strømme ud.
Blandt de Mænd, der efterhaanden samlede sig foran Indgangen for her at oppebie Kirkestævnet, var der en, som fra alle Sider var Genstand for en særlig Opmærksomhed. Det var en midaldrende, bondeklædt Mand, høj, mager, noget ludende, med lange, fremoverhængende Arme og et paafaldende lille Hoved. I dette lille, noget fladtrykte Hoved sad et ejendommeligt Katteansigt — klogt og aarvaagent — med to rødrandede Øjne og et tyndt, rødligt Fuldskæg. De fleste af Mændene gik hen og rakte ham Haanden og saae samtidigt op paa ham med et bekymret spørgende Blik, hvilket han regelmæssigt besvarede ved at trække Munden op til et skævt Smil.
Pludseligt delte Menneskemassen sig foran Kirkedøren, og i denne viste sig Kapellan Hansteds præsteklædte Skikkelse.
Skønt han allerede havde præket adskillige Gange, baade her og i Vejlby, saae han bleg og anstrengt ud og hilste med tydelig Forlegenhed paa den forsamlede |44| Mængde, der da ogsaa temmelig trevent blottede Hovederne, idet han gik forbi. Manden med Katteansigtet rørte endog slet ikke Hatten men blev staaende med sin skævt optrukne Mund, mens et spottende Blik fra hans halvt tillukkede Øjne fulgte den ungdommelige Præsteskikkelse lige til Vogndøren, hvor »Døden« stod med Hatten i Haanden og krummede sig i Støvet som en Orm.
Saasnart den gamle Kusk havde sat Hestene i Bevægelse, sank Kapellanen tilbage i Vognhjørnet og lagde med et lidende Udtryk den ene Haand op paa Issen. Sin bløde, bredskyggede Plyshat havde han straks kastet fra sig paa Bagsædet, som om den brændte ham om Panden. Og mens nu Kaleschen knirkende og knagende skumplede hen ad den ujævne Vej, blev han siddende saaledes med tillukkede Øjne og fast sammenpresset Mund, — som om han havde ondt ved at lade være med at græde.
