Imidlertid var den unge Kapellan allerede kommen et godt Stykke paa Vejen ad Skibberup til. Den Benouelse, der i første Øjeblik havde grebet ham ved Provstens uventede Anmodning, var efterhaanden forsvunden. Han var ved godt Mod og havde lænet sig tilbage i den store Agestol, hvorfra han overrasket betragtede det vidtstrakte Vinterlandskab. Luften var efter Solnedgang bleven blikstille. Himlen var mørkeblaa og oversaaet med Stjerner. Kun langsmed Horisonten i Vest laa endnu en Mindelse om det bortdragne Uvejr i |20| Form af en langstrakt Skybanke, hvorover Maanens gyldne Horn krummede sig.
Paa Kapellanen virkede hele dette Syn næsten som en Drømme-Aabenbaring. Han var et Købstadbarn og kendte kun Vinteren fra Byens Kulos, Taage og Søle. Endnu for halvandet Døgn siden havde han vandret omkring i de københavnske Gaders tommetykke Smuds, bedøvet af Droskernes Rumlen, af Sporvognenes Klingren og Muslingesælgernes hæse Raab, — og nu sad han her i Provstens store Bjørneskindspels og gled hen gennem et Eventyrland, et luftigt Ferige, hvor Træer og Buske ragede op over Markerne som hvide eller blaalige Koraller, mens Slæden foer frem i en lydløs Vuggen, som svævede den paa lange, bløde Vinger.
Han blev med-et stærkt bevæget. Hans afdøde Moders Billede steg op for hans Sjæl og fyldte hans Øjne med Taarer. Han vidste, det havde været hendes højeste Ønske at opleve denne Dag; og han følte det i dette Øjeblik stærkere end nogensinde, hvorledes hun — næst Gud — havde været den, der havde givet ham Mod til at følge Kaldet som det hellige Ords Forkynder. ... Det nyttede nu ikke længer hans kære Fader Etatsraaden at ryste paa Hovedet af hans »vilde Ide«. Loddet var kastet! Hans muntre Broder Garderløjtnanten kunde nu gaa paa Gaden uden Frygt for at komme til at møde ham med en Hat, der ikke netop var efter nyeste Mode, eller med en Bekendt, der »ikke hørte til Selskabet«. Og hans gode lille Søster, Fru Generalkonsulinden, — heller ikke hun behøvede nu længer at fælde Taarer over hans Mangel paa Selskabstone og slebne Manerer ... Emanuel var rejst, »Seminaristen« var borte, og han vilde sikkert ikke saa snart vende tilbage.
Nej, han vilde sikkert ikke vende tilbage. Han saae sig lykkelig omkring over de vidtstrakte, blaaligt skimrende Snemarker, og han havde en Fornemmelse, som om han fra en mørk og dyb Brønd var stegen op |21| til et Land, der laa Himlen ganske nær. Rundt om paa Markerne saaes smaa, rødlige Skær fra Hytternes oplyste Vinduer, der blinkede i Sneen som nedfaldne Stjerner. Over den hele Natur hvilede en overjordisk Fred. Der hørtes under Himmelbuen ingen anden Lyd end af Hestenes rustne Bjælder; men i den uendelige Stilhed lød denne Kimen med en tusindstemmig Klang, som om Luften hang fuld af usynlige Klokker.
Han foldede Hænderne i sit Skød og faldt hen i Tanker. ... Her var altsaa nu hans Hjem! Over disse Marker skulde han vandre, ind i disse Hytter skulde han træde som Herrens udkaarne Tjener! ... O, at han dog maatte blive værdig til den store Gerning, der var ham betroet! At han dog maatte faa Naade til at sprede Velsignelse og bringe Gudsfred, om ogsaa blot i en eneste Fattigmandsstue!
Han var saa opfyldt af disse Tanker, at han slet ikke lagde Mærke til, hvorledes den unge Fyr, der var hans Kusk, gentagne Gange vendte sig halvt om imod ham, som om han vilde tiltale ham, og derpaa igen dukkede hurtigt ned i sin store Kavaj, som om han alligevel ikke turde. Men pludselig blev han vækket af et højt, mangestemmigt Raab. Slæden var kommen ned i en Hulvej, hvor Sneen havde samlet sig i saa mægtige Driver, at Hestene maatte bevæge sig Skridt for Skridt gennem de alenhøje Snemure, der var opkastede til begge Sider. Kusken holdt øjeblikkelig Hestene an, og i Skæret fra den sidste Stump af Maanen, der endnu tittede op over Skybanken i Vest, saae Kapellanen et halvt hundrede Alen forude en Flok Snekastere i travlt Arbejde. Noget nærmere, kun en Snes Skridt borte, stod en anden Skare Mænd, som støttede sig til deres Skovle; og disse Mænd var det, der havde standset Slæden ved i Munden paa hinanden at raabe:
»I maa bie lidt ... Sneen er skreden her ... Vi er klar om et Øjeblik ... Hvem er I for Resten?«
»Jeg er Præsten!« raabte Kapellanen tilbage — |22| lidt forlegen, fordi det var første Gang, han nævnede sin ny Titel højt. »Vi er paa Vejen til en syg.«
Lyden af hans Stemme bragte Mændene til at se op. De gav sig til at stikke Hovederne sammen, hviske og strække Hals.
Tilsidst gik en af dem hen foran Hestene, hvorfra han begyndte at snakke sagte med Kusken; og snart kom der Bevægelse i hele Flokken. Tøvende nærmede man sig Slæden fra begge Sider. De fleste af Mændene var smaa, tætbyggede Skikkelser, hvis Øjne lyste som Sildeskæl i de røde Ansigter. Nogle vraltede frem i store Søstøvler, andre havde Træsko og lange hvide Uldstrømper, der var trukne uden paa Bukserne og naaede højt op over Knæene. Størsteparten bar store, lodne Huer med Klapper ned over Ørene; en enkelt havde Sydvest.
Kapellan Hansted følte sig lidt underlig tilmode ved pludselig at se sig omringet af denne Skare nysgerrigt stirrende fremmede. Han tænkte paa, om han skulde tiltale dem. Det var dog aabenbart hans Sognebørn.
Da traadte en høj, sværtbeskægget Mand frem af Flokken — en Kæmpe at se til imellem de andre og tydeligt nok ogsaa den, der var vant til at tage Ordet imellem dem. Med sine hvide, kraftige Tænder trak han en stor Tommel-Vante af sin højre Haand og sagde derpaa med stærk Stemme:
»Undskyld vos ... vi er de Bymænd fra Skibberup, og vi hører, at det skal være vores nye Kap'lan ... og saa maa vi dog have Lov til at tillade os at byde Dem velkommen her. — Velkommen, Hr. Pastor Hansted!«
Nu traadte ogsaa de andre hastigt til, — og før Kapellanen fik sig besindet, saae han sig omgivet af en halv Snes store, røde Næver, der raktes frem imod ham med trohjertige »Velkommen.«
Han blev et Øjeblik lidt forvirret. Han vilde gerne |23| have sagt noget og mærkede ogsaa, at Mændene ventede det. Men det hele var kommet ham saa uforvarende; han kunde ikke finde paa andet at sige end at gentage sit »Tak — Tak«, mens han hjerteligt trykkede de fremstrakte Hænder.
I det samme blev der raabt henne fra Rydningsarbejderne, at Vejen var farbar. Kusken rykkede i Tømmerne, og Slæden satte sig i Bevægelse.
Da fandt han i sidste Øjeblik paa at sige:
»Farvel, Venner ... og Tak for jeres Velkomst! Jeg priser mig lykkelig over at have fundet saadanne Mænd til at rydde Vejen for mig! Det er mit Haab, at vi skal komme godt ud af det med hinanden!«
»Det vil vi nok!« svaredes der tilbage fra mange Munde.
»Og vi trænger til det!« raabte en dyb, truende Røst bagest i Flokken — efterfulgt af en bifaldende Mumlen.
Disse Ord og navnlig Tonen, hvori de udtaltes, bragte Kapellanen til at studse. Hvad mon de egentlig mente dermed? — tænkte han, mens Slæden atter fløj vuggende hen over Sneen. Da randt Provstens Ord om Urostifterne i Menigheden ham ihu; og han overfaldtes af en let Sørgmodighed. Altsaa var der ogsaa her Strid og Tvedragt!
Ikke længe efter naaede Slæden Skibberup By. Ved Synet af de første Huse foer han forskrækket op ... han havde undervejs ganske glemt den syge Mand og endnu ikke faaet overvejet, hvad han skulde tale til ham om. Men han beroligede sig snart. Mødet med Snekasterne havde i saa Henseende gjort ham fortrøstningsfuld. Han tvivlede ikke om, at jo Vorherre paany i det afgørende Øjeblik vilde lægge ham de rette Ord i Munden.