Et Kvarterstid efter var Kapellanen taget af Sted, og Præstegaarden faldt atter tilbage til sin sædvanlige Stilhed og Fred. Frøken Ragnhild gik omkring inde i Dagligstuen og satte iorden for Natten. Hun lukkede det store Flygel, der stod i et Hjørne under en lavrbærkranset Beethoven-Buste, samlede Noderne ind i et Skab og kløede den allerede halvt indslumrede Papegøje lidt i Nakken, inden hun hængte det sorte Klæde over dens Bur. Saa satte hun sig paa sin vante Plads ved Bordet under Lampens søgrønne Silkeskærm og gav sig atter i Færd med sit Stramajbroderi.
Imidlertid havde Provsten stoppet sin Pibe inde hos sig selv og begyndte at vandre frem og tilbage gennem begge Stuerne. Nu og da skottede han hen til Datteren, mens han udstødte svære Røgskyer gennem sin tilspidsede Mund.
|18|Omsider standsede han foran hende og sagde med en noget kunstlet Munterhed:
»Naa, lille Ragnhild! Hvad synes saa egentlig du om vor ny Gæst?«
Den unge Dames Ansigt fik et endnu mere tillukket Udtryk. Spørgsmaalet berørte hende øjensynlig ubehageligt.
»Aa — han gør jo et ganske flinkt Indtryk,« sagde hun ligegyldigt.
»Ja, ikke sandt? Det forekommer ogsaa mig, at der er en velgørende Umiddelbarhed ... noget barnlig friskt over ham, hvilket i vore Dage virkelig er en Sjældenhed. Nutildags er unge Mennesker paa tyve Aar jo allerede gamle livstrætte Oldinge ... Det glæder mig virkelig, Ragnhild, at ogsaa du synes om ham. Han er jo dog fra nu af vor daglige Husfælle.«
Den unge Dames Bryn trak sig sammen.
»Det vigtigste er jo,« sagde hun kort, »om han har de rette Evner til sin Gerning; det vil jo nu vise sig.«
»Naturligvis! Naturligvis!« udbrød Provsten og fortsatte sin Gang over Gulvet. »Deri er jeg ganske enig med dig — ganske enig! — — Hm! — — Naa!« — afbrød han sig selv, idet han saae paa sit Ur. »Jeg ser, at Klokken er bleven mange. Det er nok paa Tiden, jeg kommer til mit Arbejde.«
Han kyssede sin Datter paa Panden til Godnat og gik ind i sin Stue.
Næppe havde han lukket Døren efter sig, før Døren ind til Spisestuen knirkede, og den gamle halte Tjenestepiges tørvebrune Ansigt viste sig i Aabningen. Da hun saae, at Frøkenen var alene, sneg hun sig ind i Stuen, hvor hun gav sig noget at bestille henne ved Kakkelovnen, mens hun idelig drejede Hovedet tilbage og ivrigt betragtede Ragnhild med et forslagent og nysgerrigt Blik. Tilsidst humpede hun paa sine Strømpefødder hen til Bordet, hvor Frøkenen sad.
|19|»Naa« — sagde hun her med hviskende Stemme og kneb Øjnene polisk sammen. »Hvad tykkes Frøkenen saa om ham?«
»Om hvem?« spurgte Ragnhild, idet hun løftede Hovedet og saae stift paa det gamle Tyende.
»Ih! Natyrlig ham — Kap'lanen!«
Fra Frøken Ragnhilds blaagraa Øjne foer et Lyn, der bebudede en artig Torden. Men i det samme betænkte hun sig, slog sin Vrede hen, tvang sig endog til at smile og svarede hurtigt og ligesom i hjertelig Overgivenhed:
»Jo, Tak skal du have, lille Lone! Jeg synes rigtig udmærket godt om ham. Jeg er allerede helt forelsket i ham. I Morgen forlover jeg mig med ham, og paa Torsdag tænker vi at holde Bryllup. Dersom lille Lone paa Søndag otte Dage vil gøre os den Fornøjelse at komme til Barselstads hos os og holde vor førstefødte over Daaben, vil baade min Mand og jeg være dig meget taknemlige. — Er du saa tilfreds?«
Den gamle Pige stak fornærmet sin store Underkæbe frem og trak sig smaamumlende tilbage mod Døren.
