4

De skulde just til at rejse sig fra Bordet, da Husets gamle, halte Pige stak Hovedet ind fra Køkkenet og meldte, at der udenfor Porten holdt en Slæde med en Person, der absolut skulde tale med Provsten.

»Paa denne Tid af Døgnet!« udbrød denne og rynkede ildevarslende sine Bryn. »Hvad kan han ville, Lone?«

»Ja, det kan en anden jo ikke vide,« svarede det gamle Tyende surt. »Men for Resten sagde han, at det var til en, der var saa meget syg, at han skulde hente Provsten!«

»Til en syg! I dette Vejr! Og nu ved Nattetid! ... Hvem kan det Menneske være, Lone?«

|15|

»Ja, det kender en anden jo ingenting til. ... Men ellers siger han, at han er Anders Jørgens Søn fra Skibberup.«

»Hm! Ja saa! ... Herregud! Saa er det altsaa den gamle Anders Jørgen, der skal bort nu. Hvor er Budet henne?«

»Jeg viste ham ind paa Kantoret.«

Provsten drak ud af sin Kop, tørrede sig med Servietten om Hagen og rejste sig.

Paa Vejen ind gennem Dagligstuen fremdrog han af Baglommen en sort Silkekalot, med hvilken han plejede at bedække sit Hoved, forinden han fremstillede sig for sine Sognebørn. Efter tillige at have forberedt sin Tilsynekomst ved en kraftig Rømmen traadte han ind i Studereværelset — eller »Studerekantoret«, som Folkene i Sognet gerne kaldte det.

Her, i Halvmørket henne ved Døren, stod en lille Skikkelse i en alt for stor Slagkavaj, hvorfra kun en lys Haartop, to blaarøde Hænder og et Par Fødder i hvide Uldsokker stak frem.

»God Aften!« sagde Provsten og slog ud med Haanden. »Er det dig, der ønsker at tale med mig?«

Som Svar kom først et Hik og derpaa et frygtsomt hvisket Ja.

»Hvad er dit Navn, min Ven?« vedblev Provsten opmuntrende.

Man hørte et Øjeblik kun Fyrens Tænder klapre. Endelig kom det hæst og hurtigt:

»Ole Kristian Julius Andersen.«

»Er du en Søn af gamle Anders Jørgen i Skibberup?«

»Ja.«

»Saa var det altsaa dig, jeg havde til Konfirmationsforberedelse ifjor, ikke sandt?«

»Jo.«

»Og nu kommer du for at anmode mig om at tage hen og berette din gamle Fader. ... Jeg synes |16| jo nok, jeg har hørt, at han har skrantet i nogen Tid.«

Ved disse Ord gik der et Ryk gennem Knøsen. Han begyndte at trippe uroligt paa Sokkerne, og Skindhuen løb som et Hjul mellem hans Hænder.

»Det er jo rigtignok noget sent paa Aftenen og under vanskelige Forhold,« vedblev Provsten uforstyrret. »Men i Betragtning af Sagens Alvor skal jeg dog ikke vægre mig. ... Hvad er der? Har du ellers noget paa Hjertet? Føret er vel nogenlunde fremkommeligt nu? Er Sognevejen kastet?«

»Jo — men —«

»Er der ogsaa ryddet nede under Aasen?«

»Snekasterne er derude —« ¹

»Godt! Gaa saa ud til dine Heste og hold dig parat! Jeg skal da straks være færdig.«

Med disse Ord hilste Provsten atter med Haanden og vendte tilbage til Dagligstuen — uden at give Agt paa det Par raadvildt opspilede Øjne, hvormed Drengen fulgte ham henne fra Døren.

Da Tønnesen traadte ind i Dagligstuen og her fik Øje paa Kapellanen, der i det samme tilligemed Frøkenen kom ind fra Spisestuen, gik der som en Lysning over hans Ansigt.

»Hør, jeg faar en Ide!« udbrød han livfuldt. »De hørte jo nok, Hr. Hansted, at her var Bud fra en ældre, syg Mand i vort Anneks, der ønsker at berettes. Sandelig — jeg kan ikke tænke mig en bedre Lejlighed for Dem til at begynde Deres Gærning her end netop denne. Jeg kender godt den gamle — det har altid været en særdeles agtværdig og stræbsom Mand, for hvem et Par almindelige Trøsteord sikkert vil være tilstrækkelige. Jeg er overbevist om, at det hele ikke vil volde Dem ringeste Vanskelighed.«

Provstens Anmodning satte den unge Gejstlige i synlig Forlegenhed. Farven paa hans Kinder skiftede et Par Gange, og han begyndte at fremstamme Undskyldninger. |17| Provsten havde — sagde han — lovet at staa ham bi i den første Tid, indtil han havde opnaaet nogen Øvelse; desuden var han ganske uforberedt. —

Men Provsten afbrød ham hastigt:

»Aa, det har saamænd ingen Verdens Ting at betyde. De kan jo paa Vejen derhen tænke over det Par Ord, De vil sige. Det gør jeg altid selv, og — som sagt — nogle almindelige Trøsteord er i dette Tilfælde alt, hvad der er fornødent. Vær blot ved godt Mod, kære Ven, saa gaar det hele saamænd nok. Det gælder blot om at have Ritualet klart i Hovedet og ikke lade sig konfundere. Gaa De med Gud, kære Ven! Og stol altid trygt paa hans Velsignelse!«

Kapellanen gjorde efter disse Ord ikke flere Indvendinger. Han forlod stille Stuen og gik op paa sit Værelse for at iføre sig Ornatet.