Klokken var næsten ti, og Hansine sad atter inde i Storstuen og stoppede Børnenes Strømper, da Emanuel kom hjem.
»Guds Fred herinde!« sagde han med den Indtrædelseshilsen, som han havde optaget efter de gamle Bønder, og blev et Øjeblik staaende henne i Halvmørket ved Døren. Han holdt en slukket Lygte i den ene Haand, en Egekæp i den anden; det lyse Skæg bølgede forblæst ned over hans mørke, kutteagtige Vadmels-Kavaj, hvis Hætte han havde slaaet op over Hovedet. »Er Niels kommen hjem?«
»Nej, jeg har ikke hørt nogen.«
»Heller ikke Abelone?«
»Nej.«
»Stakkels Barn! Hun vil faa Møje med at kæmpe sig op mod Blæsten. Det er jo blevet en halv Orkan ... og et Mørke, saa man ikke kan se Haanden for sig. Nede under Aasen blæste min Lygte ud; jeg havde sandelig nær ikke fundet Vejen. — Naa, alting frist', Hjemmet bedst!«
Han satte Lygten fra sig paa Bænken ved Døren og skilte sig af med Stok og Kappe.
»Og nu kan du tro, jeg har nyt at fortælle dig!« fortsatte han oprømt, idet han nærmede sig og pustede paa sine blaafrosne Fingre. Først da han naaede helt hen til hende og vilde lægge Hænderne om hendes Hoved for at trykke Genkomstkysset paa hendes Pande, lagde han Mærke til hendes urolige og fraværende Ansigtsudtryk.
»Men hvad er der, bedste Ven? Der er da ikke hændet noget?«
Hun søgte sig en anden Strømpe ud af Bunken, der laa foran hende paa Bordet, og sagde i et Tonefald, hvori der sporedes en tilbageholdt Anklage:
|269|»Aa, det er igen Gutten, Emanuel!«
»Gutten? Hvad er der med ham? Han er da ikke bleven borte? Jeg saae ham ikke hele Eftermiddagen.«
»Nej, den Ting fik jeg jo opklaret; ... jeg fandt ham oppe paa Loftstrappen, da du var gaaet. Det var igen galt fat med Øret, saa jeg maatte bringe ham iseng. Jeg veed ikke, hvad det er, der er ivejen med ham; jeg har aldrig set ham saa underlig som iaften.«
»Men hvad er det, du siger! Lad mig se ham!«
Han vilde tage Lampen fra Bordet, men hun holdt hans Haand tilbage.
»Det behøves ikke. Den kunde vække ham; ... jeg har tændt Natglasset derinde.«
Hun rejste sig og fulgte efter ham ind i Sovekammeret, hvor Gutten endnu laa og sov, svagt belyst af det rødlige Skær fra en lille Flamme, der svømmede ovenpaa et brunt Oljelag i et Vandglas bag hans Hovedgærde. Med bægge Hænder under Kinden og optrukne Knæ laa han ganske stille. Ikke en Linje i hans Ansigt røbede i dette Øjeblik andet end den sundeste og tryggeste Hvile.
»Men han sover jo som en Dagtærsker!« sagde Emanuel. »Der kan umuligt være noget ivejen med ham! Du har ladet dig skræmme, Hansine!«
»Jeg forstaar det ikke ... før snakkede han helt som i Vildelse og raabte saa fælt. Det kommer saadan stødvis over ham.«
»Aa, det er Foraarsluften, kan du tro! Den gør gerne Børns Søvn urolig. Du skal se, imorgen er han med Guds Hjælp frisk igen.«
»Men jeg synes alligevel, Emanuel, at vi nu skulde —«
»Saa køn han ser ud!« vedblev han stille smilende. Som de fleste Folk, der gerne hører sig selv tale, overhørte han i Almindelighed andres Bemærkninger. Han havde lagt sin Arm om Hansines Liv og betragtede med |270| et Blik fuldt af Faderlykke det lille rødlokkede Hoved, der laa der saa dybt nedsunket i de hvide Puder. »Ganske som en lille Engel i Vorherres Skød. Er det ikke et yndigt Syn! ... Kan du i det hele forstaa, Hansine, at Folk, der har Børn, kan være Gudsfornægtere? For mig ligger der et saa tydeligt Genskin af det hinsidige Lys, en saa yndig Bebudelse af den himmelske Fryd og Fred over et saadant sovende Barns Træk. — — Naa,« afbrød han sig selv og slap Hansine. »Hvordan staar det saa til med de andre to Smaatrolde? Med dem har der vel ikke været noget ivejen? Man kan da høre Tyksakken snorke, saa det er en Lyst.«
Mens han talte, bevægede han sig rundt om Sengene og bøjede sig ned over sine »tre Tønder Guld«, som han ofte spøgende kaldte sine Børn. Ved hver Seng tog han en Kommenskringle frem af sin Baglomme og puttede den halvt ind under Hovedpuden, saa at Børnene straks maatte se den om Morgenen, naar de vaagnede.
»Jeg kiggede et Øjeblik indenfor hos Bageren. Jeg syntes, at jeg skulde ikke komme helt tomhændet hjem til dem en Dag som denne. Se saa! Nu er det vist ogsaa bedst, vi lader dem have Ro. Og jeg har jo saa meget nyt at fortælle dig iaften. Lad os komme ind!«
De vendte tilbage til Stuen, hvor han straks gav sig til at vandre frem og tilbage over det store Gulv for udførligt at berette om alt, hvad der var foregaaet i Skibberup Forsamlingssal. Hansine hørte dog kun efter med det ene Øre. Hun havde ikke sluppet sit Forsæt og var endnu fast bestemt paa at benytte den første Lejlighed til atter at lede Samtalen hen paa Gutten.
»Men veed du, hvad der blev hele Mødets Glanspunkt?« udbrød Emanuel og standsede midt paa Gulvet med Hænderne i Siden og fremoverbøjet Overkrop. »Prøv engang at gætte, Hansine?«
|271|»Det nytter vist ikke noget, ... sig du det hellere,« sagde hun.
»Din Fa'er!«
Hansine saae op fra sit Stoppearbejde.
»Fa'er?«
»Ja — ingen anden end din kære gamle, blinde Fa'er!«
»Talte Fa'er?«
»Javist! ... Aa, jeg vilde ønske, jeg rigtig kunde give dig en Forestilling om den Begejstring, ja ligefrem Jubel, hans Fremkomst vakte. Det var i Sandhed hjertegribende!«
»Men kan Fa'er da tale?« spurgte Hansine i stigende Forbavselse.
»Ja, det var ikke saa meget Ordene, du! Det var hele hans Fremtræden og hans mægtige Sindsbevægelse ... Ser du, Sogneraadsformanden havde netop talt — lidt langt og lidt for vidtsvævende, saadan som han jo desværre har for Vane — og Resolutionen skulde til at oplæses, da din Fader, der havde Plads tæt under Talerstolen, rejste sig op for bedre at kunne høre, hvad der blev sagt. Men rundt om i Salen blev hans Bevægelse misforstaaet; man troede, han vilde sige noget, og fra alle Sider begyndte man at raabe: Op paa Talerstolen! Op paa Talerstolen! Kort og godt — før din Fader kunde faa sig forklaret, blev han af to Mænd ledet fra sin Plads op paa Tribunen. Han gjorde nu heller ikke stor Modstand ... og du kender jo hans Undselighed, saa du kan deraf slutte dig til hans og hele Mødets Stemning. Jeg vil i hele mit Liv ikke glemme det Øjeblik!«
»Men ... men ... hvad sa'e han da?«
»Ja, som sagt, det var ikke saa meget Ordene ... det var selve Synet af den gamle, blinde Mand med det store, hvide Haar, der dukkede op der som et endnu levende Vidne fra Trældommens Dage, som han jo virkelig selv næsten har oplevet. Det var som |272| at høre en Røst fra Gravene, da han opløftede sin Haand og med rystende Gammelmandsstemme raabte: »Er det Træhesten, vi skal ha'e igen? Er det Meningen? Skal vi Bønder igen være Kvæg for Herremanden?« — ja, andet sagde han egentlig ikke; men du skulde have hørt det tordendrønende »Nej, nej! Det skal aldrig ske!«, der rungede gennem Salen efter hans Ord. Jeg vilde blot ønske, at Folkefrihedens Fjender havde været tilstede og fornummet den Malmklang af hærdede Viljer, der var i det Raab; de skulde da nok have indset, hvor haabløs deres Modstand er. Jeg tror det nu ganske sikkert ... Umenneskelighedens Tider er uigenkaldelig forbi. Tusindaarsriget vil oprinde med sin Herlighed og Fryd. Fred paa Jorden og mellem Menneskene! Saaledes skal det lyde mod alle Verdenshjørner ..... Aa ja, hvor er jeg dog et lykkeligt Menneske!« udbrød han og gik hen og lagde sine Hænder om Hansines Hoved. »Aldrig kan jeg takke Vorherre nok for, at der skulde times mig dette. Hvor var det dog paa høje Tid, han viste mig Vejen ud af det Sodoma, hvor Livet nu er en stakket Kamp med Døden og Forraadnelsen. Hvor dejligt det er at aande her, hvor alt er i Udspring, hvor alt er Foraar, Morgengry og Lærkesang! Tænk, at du og jeg og vi alle har faaet Lov til efter fattig Evne at bygge med paa Fredens og Sandhedens og Retfærdighedens evige Rige! ... Naar jeg mindes mig selv fra Fortidens Dage, saa synes jeg, at jeg er bleven som et helt nyt Menneske nu, at jeg har afkastet en gammel, skrumpen, hæslig Troldeham. Og for al denne Lykke skylder jeg, næst Gud, dig den største Tak, min Ven! ... Ja, ja! Nu slaar du Øjnene ned og bliver rød. Men det er dog saa, at du blev den Prinsesse, uden hvem jeg aldrig havde vundet mit halve Kongerige!«