Efter nogle Dage med afvekslende mildt og regnfuldt Vejr rejste der sig om Søndagen ved Solnedgang en heftig Storm fra Nord. Hansine sad om Aftenen alene hjemme hos Børnene, der var kommen tidlig til Ro. Emanuel og Tjenestefolkene saavelsom Husets sædvanlige Aftengæster var taget til det store Protestmøde i Skibberups Forsamlingshus, hvortil der i Løbet af Dagen var strømmet Folk sammen fra det hele Herred. Ligefra om Formiddagen havde Vognene rullet gennem Byen med udensogns Meningsfæller, og mange af dem havde standset udenfor Præstegaarden og efterladt Folk, der benyttede Lejligheden til at hilse paa Emanuel og deltage i Gudstjenesten i Vejlby Kirke. Desuden havde de to indforskrevne Rigsdagstalere — et Par vestjyske Bønder — været der i et langt Besøg, og om Eftermiddagen var der kommen en Samling Elever ovre fra Sandinge Højskole med Bud og Hilsen fra den gamle, nu mest sengeliggende Forstander. Og alle disse Mennesker skulde enten have Kaffe eller noget at spise, saa der havde den hele Dag været et Rykind og en Travlhed som i en Gæstgivergaard paa en Markedsdag.
|264|Hansine havde glædet sig til disse stille Aftentimer efter den lange og urolige Dag. Det faldt ikke ofte i hendes Lod at have det saa uforstyrret, — og hun delte slet ikke Emanuels Henrykkelse over altid at se Huset fuldt af fremmede. Hun ønskede tvertimod ofte, at han vilde aabne Dørene lidt mindre højt for de mange Venner, der efterhaanden havde vænnet sig til at gaa ud og ind i Præstegaarden næsten som i deres eget Hjem. Da hun nu endelig var bleven ene, og Børnene var bragt tilsengs, og da hun havde faaet Lampen tændt og sat sig hen ved det lange Bord i Storstuen med noget Stoppearbejde, følte hun sig alligevel lidt uhyggelig tilmode ved at sidde saa forladt i det tavse og tomme Hus, med hvis store Rum og hele Indretning hun overhovedet havde ondt ved at blive fortrolig. Skønt hun nu snart i syv Aar havde haft sit Hjem her, havde hun bestandig vanskelig ved helt at frigøre sig for en Fornemmelse af selv at være en fremmed, en ukaldet Gæst i disse højloftede Sale. Ofte grundede hun over, hvordan Emanuel kunde føle sig saa vel tilpas her og i det hele være saa tilfreds, endskønt deres Samliv i Aarenes Løb var blevet saa ganske anderledes, end de i sin Tid bægge havde tænkt sig det. Selv sendte hun mangen Gang — og især efter en urolig Dag som denne — en vemodig Tanke til det lille hybenbevoksede Boelssted ude ved Bækken mellem Egedets grønne Bakker, som de i deres Forlovelsestid havde tænkt paa at købe; og idet hendes Fantasi udmalede for hende, hvor godt og lunt og fredeligt de kunde have haft det derude i de smaa hyggelige Stuer, borte fra de mange Mennesker og med den vide Strand til Nabo, trængte Præstegaardens store Øde sig dobbelt koldt og knugende omkring hende.
Dertil kom nu den stigende Larm af Stormen, der susede over Huset og førte al Slags Smaastøj ind til hende ude fra Udbygningerne. Ovre i Ladelængen stod |265| en Loftsluge og slog, og paa den stærke og vedholdende Rykken i Forstuedøren kunde hun mærke, at Niels igen havde glemt at lukke Portfløjene. Fra Stalden hørtes nu og da en dyb Brummen af en af Køerne, — og alle disse Lyd vakte hendes husmoderlige Bekymringer. Hun kom til at tænke paa, om Abelone ikke skulde have glemt at malke Vejrløse-Kvien, ¹ inden hun gik, og om der var bleven set godt efter i den Køkkenaske, der om Eftermiddagen var kastet ud paa Møddingen. Abelone var bleven saa adspredt i den sidste Tid og havde faaet saa besynderlig travlt med at kigge ud af Bryggersvinduet, saasnart Niels gik over Gaarden ... Bare Niels ikke blev for stor paa det over al den Stads, der blev gjort af ham, siden han var begyndt at skrive i Aviserne. Han var allerede bleven svært efterladende med sit Arbejde, syntes hun.
Hun blev afbrudt i sin Tankegang ved en klynkende Lyd inde fra Sovekammeret, hvortil Døren stod paaklem. Det var Gutten, der laa og klagede sig i Søvne. Hans Fader havde om Formiddagen taget ham med til Skibberup, for at han under Gudstjenesten kunde løbe og lege med Aalefiskerens Børn nede ved den friske Strand; men efter Hjemkomsten var han pludselig forsvunden og havde ikke været til at opraabe hele Eftermiddagen. Først i Mørkningstiden, efterat Emanuel var gaaet, havde hun fundet ham oppe paa det øverste af Loftstrappen, hvor han havde siddet med Hænderne for sit syge Øre, ganske ophovnet i Ansigtet af Graad. Hun havde straks bragt ham tilsengs og heldt nogle Draaber af gamle Stryne-Grethes »Høreolie« ned i Øret, hvorefter han ogsaa hurtig var falden i Søvn. Men endnu under Søvnen vedblev han af og til at klage sig; og dette fornyede Udbrud af Guttens gamle Lidelse bidrog sin Del til den lidt modfaldne Sindsstemning, hvori hun iaften befandt sig.
Hun havde aldrig ret kunnet forlige sig med |266| Emanuels Lyst til i al Slags Vejr at tage Børnene med sig overalt, hvor han færdedes; og endnu mindre kunde hun forstaa, at han rolig gav dem Lov til saa frit at tumle sig mellem alle Gadens Børn, hvor de dog udsattes for saa meget, der ikke var af det gode. Hun huskede fra sin egen Barndom de mange stygge Ting, der gik i Svang netop mellem Fattigbørnene, og hver Gang hun saae Gutten og Sigrid løbe om imellem dem, ganske som hun selv en Gang havde gjort det, med Træsko og lappede Klæder, havde hun ondt ved at undertrykke lidt Bitterhed og Mismod under en forstærket Følelse af, hvor forskelligt Emanuels og hendes Samliv var blevet fra det Billede af et Liv i Aandens Verden, som hun i sin Tid havde dannet sig paa Højskolens Bænke. Gang efter Gang havde hun foresat sig at tale indtrængende til Emanuel om Børnenes Forhold; men endnu havde hun ikke kunnet faa den rette Frimodighed dertil. Saasnart hun saae ham træde ind i Stuen, altid glad og tryg og saa opfyldt af sin store Gerning, mistede hun Tilliden til sig selv. Overfor hans urokkelige Fortrøstningsfuldhed og den glade Selvopofrelse, hvormed han gav sig hen i sit Kald, kunde hun aldrig finde Ord for, hvad hun vilde sige, og følte sig skamfuld over sine dagligdags Smaabekymringer.
... Inde fra Sovekammeret hørtes pludselig en Række smaa Skrig. Hurtig lagde hun Arbejdet bort og rejste sig. Men da hun naaede ind til Guttens Seng, fandt hun Drengen i tilsyneladende fuldkommen rolig Søvn. I den Tro, at hun havde hørt fejl, vilde hun just vende tilbage til Stuen, da han i det samme kastede sig om paa Ryggen, skurede Tænderne imod hinanden og paany udstødte tre angstfulde Skrig.
»Men Barn dog! ... Hvad er der ivejen?« raabte hun og rejste ham op i Sengen for at faa ham vaagen.
Purken gned sig med bægge Hænder ind i Øjnene, |267| saae sig derpaa omkring i dyb Forundring og sagde endelig:
»Jeg har det godt.«
»Men hvorfor raaber du da saadan? ... Har du drømt noget slemt? Eller gør det ondt noget Sted?«
Han syntes ikke at høre hende. Hans Øjne voksede sig underligt store og stirrede ret frem med et Udtryk af levende Optagethed blandet med Bestyrtelse.
»Mo'er!« sagde han.
»Ja, hvad er der, min Dreng? Du gør mig saa forskrækket.«
»Der er kommen en Flue ind i mit Hoved.«
»Som du snakker, Barn! Det er noget, du har drømt, kan du nok forstaa. Læg dig nu roligt ned og sov, saa gaar det nok over.«
»Nej, det er virkelig sandt ... Jeg kan mærke den hele Tiden. Den kan vist ikke komme ud, Mo'er.«
Ved de sidste Ord fortrak hans Ansigt sig, og efter en kort Kamp med Stoltheden kastede han sig i Angst ind til Moderen og begyndte at græde. Hun klappede ham beroligende paa Haaret; og med sin sædvanlige Godmodighed tørrede han da ogsaa snart sine Øjne og puttede sig ned under Dynen. Med et lille Suk lagde han bægge Hænderne under Kinden og faldt et Øjeblik efter isøvn.
Men Hansine blev staaende ved Sengen. Drengens Ord og besynderlige Adfærd havde gjort hende for Alvor ængstelig; hun vidste ikke, hvad hun skulde tro. Og som hun nu stod og betragtede ham ved Lysskæret fra Natlampen, tog hun et Løfte af sig selv. Hun vilde nu ikke tøve længer med at faa Klarhed over Drengens Tilstand. Endnu samme Aften vilde hun tale alvorligt med Emanuel derom, og hun vilde denne Gang ikke give tabt, før Doktoren var bleven hentet og hans Mening hørt.
