4

Samme Aften sad Købmand Villing og hans Kone inde i deres lille, lummert opvarmede Dagligstue ved Siden af Butiken. En højfodet Lampe brændte midt paa Bordet under en rød Papirskærm og kastede et hyggeligt Skær ned over Fruen, der sad midt i Sofaen og strikkede, mens Villing indtog Pladsen i Lænestolen paa den anden Side af Bordet, hvor han sad og læste højt af en Avis.

Ude i Butiken var der tomt og stille. En nedskruet Lampe hang og osede under Loftet mellem Strigletøjer og Seglgarnsbundter, og henne i den dybe Skygge bag et stort Brændevinsanker sad den gengangeragtige Butiksdreng, der regelmæssigt hvert andet eller tredie Aar blev fornyet inde fra Hovedstaden, men som ikkedesmindre altid var det samme magre, sky og kirtelblege Væsen, som Folk nu i henved tyve Aar havde set fare fortumlet omkring bag Villings Disk. Han var i dette Øjeblik falden i Søvn med Hovedet op ad Væggen og vidtaaben Mund og havde stukket bægge Hænder saa dybt ned i sine Lommer, som var det sket med det inderligste Ønske om aldrig mere at behøve at tage dem op igen. I de sidste Par Timer havde nu heller ingen forstyrret ham. Villings Butik, der i gamle Dage altid havde været fuld af Kunder, stod nu den største Del af Dagen ganske tom. Hans folkelige Omvendelse var kommen forsilde; af Egnens Omsætning havde Skibberups store »Forbrugsforening« efterhaanden kun levnet ham Skillingshandelen med Byens Fattigfolk, lidt Forretning med Kul samt Udsalg af Brændevin og bajersk Øl.

Saa tungt nu disse Prøvelsens Aar havde hvilet baade paa Villing og hans Kone, havde de dog ikke taget synderligt paa deres Udseende. Hans egen lille Person med det brede Hoved og de smaa lyse Bakkenbarter var snarere taget til i rosenrød Fedme; og vistnok maatte Fruen bruge Briller, naar hun haandarbejdede, men hendes Ansigt havde bevaret sit ungdommelige, nonneblide Udtryk og vidnede om, at ogsaa hun havde fundet Hvile i Troen paa, hvad hendes Mand gudhengiven kaldte Faguddannelsens Overlegenhed og endelige Sejr. Nu havde de rigtignok ogsaa søgt at bøde paa Butiksforretningens Tilbagegang ved hemmeligt at laane Penge ud mod betryggende Sikkerhed og solide Renter. Adskillige af Omegnens Folk havde, naar de var i Bekneb, modtaget, hvad Villing kaldte »en Haandsrækning«, af ham. Og paa Grund af Tidernes Magerhed og Bøndernes stigende Optagethed af aandelige Spørgsmaal, der noget formindskede Omsorgen og Ærbødigheden for Jorden og Stalden, havde han i de sidste Aar gjort gode Affærer med sin lille Kapital.

Den Avis, Villing sad og læste højt af, var et reaktionært Hovedstadsblad, der særlig var bekendt for sine udførlige »Personalia« fra Residensstadens højere og højeste Selskabskrese. Fra tidlig Tid havde dette Blad været Ægteparrets kæreste, ja egentlig eneste Læsning, og skønt det i disse bevægede Tider ikke var ufarligt for dem at have et saa ildeset Regeringsblad i deres Hus, og trods det udbredte Spioneringssystem, som Væver Hansen stadig holdt ilive her, kunde de ikke tænke sig at undvære det. Dog abonnerede de ikke selv paa Bladet men lod sig det hemmeligt tilstille gennem en Forretningsven i Form af Indpakningspapir ved Vareforsendelser.

Der var nu til denne Aften forbeholdt dem en særlig stor Nydelse. Avisen indeholdt nemlig en spaltelang Beskrivelse af en glimrende Hoffest; og Villing, |252| der under sine Oplæsninger aldrig sparede paa den præstelige Stemme-Bæven, hvormed ustuderede Folk saa ofte udstyrer deres Tale, saasnart de kommer i Berøring med det trykte Ord, havde grebet denne Lejlighed til Udfoldelsen af hele sit deklamatoriske Talent. Med det faste Tag i sin ene Bakkenbart, der hos ham var uadskilleligt fra enhver ophøjet Sindsbevægelse, læste han følgende:

»Med den Præcision, som en aandrig Forfatter har kaldt Fyrsternes Høflighed, ankom de allerhøjeste og højeste Herskaber præcis paa Slaget ni, fulgt af et i Ordets sande Betydning stateligt Følge. Den feagtigt oplyste Riddersal afgav i dette Øjeblik det mest glimrende Skue. Herrernes brogede Uniformer og stjernebedækkede Brystopslag, men fremfor alt Damernes pragtfulde Toiletter, funklende af Diamanter, Rubiner og Safirer, var af en overvældende Virkning. — — Ja det maa have været storartet, ikke sandt?« afbrød han sig selv og kastede et betaget Blik over paa sin Kone.

»Det tror jeg! ... Men læs videre, lille Ven!«

»Hs. Majestæt Kongen, hvis trods Alderen lige ungdommelige Udseende vakte almindelig Glæde og Beundring, bar Gardens Generalsuniform, prydet med Elefantordenens blaa Baand. Hds. Majestæt Dronningen, der saae ualmindelig oplivet ud og mere ungdomsfrisk end nogensinde, var iført hvid Kniplingskjole og lyslilla Brokadesrobe med fem Alen Slæb; dertil Opalsmykker om Hals og Arme og en lyslilla Fjerpompon om Haaret. — — Tænk dig, Sine! Lyslilla Brokade med 5 Alen Slæb! Regner vi 12 Alen almindelig Bredde à — lad os sige 50 eller bare 45 Kr., gør 540 Kr. alene for Stoffet!«

Fru Villing, der havde lagt Kinden ned paa sin ene Strikkepind og i denne tænksomme Stilling løftet sit Blik over Brillekanten op mod Loftet, tilføjede:

»Og femten Alen Kniplinger à 25 Kr. gør 375 Kr.«

»Tilsammen altsaa 915 Kroner!«

»Mindst.«

»Alene for Stoffet! Det kan man kalde et Pragtstykke, hva'? Men lad os gaa videre! — Hds. kongelige Højhed Kronprinsessen —«

»Naa, nu skal vi høre!« udbrød Fruen og satte sig tilrette med sit Strikketøj.

»Hds. kongelige Højhed Kronprinsessen« — gentog Villing med forstærket Stemme — »bar nedskaaren Kjole af lyseblaat Atlask, Roben indvævet med Sølvliljer ... ¹ Lyseblaat Atlask med Sølvliljer, du! ... Paa Haaret et Diadem af lynende Brillanter, desuden en sand fyrstelig Overflod af funklende Stene paa Hals, Bryst og Arme samt i Kjolens Ophæftninger. Særlig beundrende Opsigt vakte et Par Ørensmykker af Brillanter saa store som Spurveæg. — — Har du kendt Mage, Sine! ¹ Brillanter saa store som Spurveæg. Det vil sige saa meget som at have en hel Herregaard hængende ved hvert Øre. Det maa være en storartet Følelse!«

Han afbrød atter her sig selv, idet han løftede Hovedet med et lyttende Udtryk. Ovre fra den anden Side af Gadekæret lød muntre Stemmer, og en Flok Piger hørtes at fjerne sig syngende ud af Byen.

»Nu er nok Skvaldermødet forbi for iaften,« sagde han og saae op paa Uret over Piedestalen. »Klokken er jo ogsaa ni. Naa — hvortil var det nu, vi kom? Altsaa! — Af Toiletterne blandt de aristokratiske Gæster bemærkede vi særlig følgende: Hs. Ekscellence Konsejlspræsidentens Frue — —«

I dette Øjeblik gav den skrattende Klokke ude over Butiksdøren sig til at lyde. Villing lukkede ihast Avisen sammen, parat til at gemme den i Bordskuffen. Fra Butiken hørtes mumlende Stemmer og nogen Flaskeklirren. Derpaa lød Klokken atter, og Døren derude lukkedes.

»Elias!« raabte Villing med Tordenrøst.

Butiksdrengens forsovede Ansigt viste sig i den halvaabne Dør.

»Hvem var det?«

»Det var Svend Øl og Per Brændevin, ... de skulde ha'e en Pot.«

»Godt. Du kan lukke nu og gaa i Seng. Men lad ikke dit Lys brænde for længe, Dreng! — Godnat!«

Da Døren var bleven lukket, og de havde forvisset sig om, at Drengen virkelig havde fjernet sig, tog Villing atter fat paa Avisen for at fortsætte Oplæsningen. Men paany blev han afbrudt af Butiksklokkens Skratten. Denne Gang aabnedes Døren derude hurtigt og larmende; man hørte Diskeklappen blive slaaet op og en Mand blive indladt. Villing havde næppe faaet Avisen kastet ned i Bordskuffen, før Dagligstuedøren aabnedes.

»Naa, det er Dem!« sagde han med et Lettelsens Udbrud, da han saae Dyrlæge Aggerbølles brede Skikkelse træde ind, dryppende af Regn. »Hvor i Alverden kommer De fra paa denne Tid af Aftenen?«

»Jeg? ... Hm! Jeg kommer fra en Patient,« mumlede Aggerbølle mørkt og saae sig om efter et Sted, hvor han kunde anbringe Hat og Stok. »Et Hundevejr! Og en Pløre! Man kan næsten ikke være bekendt at komme ind i ordentlige Folks Stuer, saadan som man ser ud!«

»Det var pænt af Dem at se ind til os,« sagde Fruen venligt og kastede et formanende Blik over paa sin Mand, der ikke gjorde sig synderlig Umage for at skjule sin Gnavenhed over Besøget. »Vi sidder jo saa meget alene nu og er altid glade ved at se vore Venner ... Naa, hvordan staar det saa til ude hos Dem i al den Slud og Regn, vi har haft i den sidste Tid?«

Aggerbølle lod, som om han overhørte hendes Spørgsmaal. Han tog Plads paa en Stol ved Bordet, hvor han med dyster Mine gav sig til at fremstøde halvhøje Forbandelser over Menneskene og Verdensordenen. Saadan plejede han at te sig, naar han kom for at laane Penge eller for at forsøge paa at faa sin |255| udløbne Kredit forlænget, og Villing forholdt sig derfor tavs; Fruen ligeledes. De havde fornylig taget Pant i den sidste Rest af Dyrlægens Bohave og vidste, at der nu ikke var mere at udrette hos ham.

Pludseligt slængte han sig i et Anfald af Galgenlystighed tilbage i Stolen og sagde:

»Gi'er De lidt varmt Vand iaften, Villing? Jeg synes, man kan trænge til at faa noget styrkende i Livet i det Hundevejr.«

Købmanden og hans Kone vekslede spørgende Blikke, og der blev et Øjebliks Tavshed. Saa rejste Fruen sig og gik ud i Køkkenet.

»Naa, hvordan gaar det?« spurgte Villing med den Medlidenhed, man saa villig yder sit udplyndrede Offer, og klappede ham venskabeligt paa Knæet.

»Skidt naturligvis! ... Hvordan skulde det ellers gaa?«

»Ja, saadan maa desværre ogsaa vi Forretningsfolk klage. Overalt Flovhed i Omsætningen og Nedgang i Priserne! Hvad skal det blive til? ... Jeg sagde det netop til min Kone forleden. Hvor det er kedeligt, sagde jeg, at man ikke kan tilbyde sine Kunder lettere Afviklingsvilkaar. Jeg vil nu slet ikke tale om den Glæde, man vilde kunne have af at hjælpe gamle Venner og gode Kunder i en øjeblikkelig Forlegenhed, i det hele hjælpe med Daad som med Raad, hvor det tiltrænges. Men man har i disse Tider selv ondt nok ved at svare hver sit. Jeg veed saamænd i Øjeblikket slet ikke, hvor jeg skal faa Midler fra til at klare mig i næste Termin. Det er virkelig haardt, kan De tro, naar man er kommen i min Alder, og har henved tyve Aars — jeg tør sige hæderlige — Anstrengelser at se tilbage paa. Jeg er i Øjeblikket aldeles blottet, aldeles blottet!«

Dyrlægen, der havde hørt denne Tale før og tilfulde forstod Meningen med den, brummede nogle uforstaaelige Ord i Skægget og kastede utaalmodige Blikke |256| hen til Køkkendøren. Han havde virkelig indfundet sig her i Haabet om at kunne laane et Par Kroner men havde i Øjeblikket ikke Tanke for andet end den forestaaende Selvbedøvelse.

Endelig viste Fruen sig med Anretningen paa en Bakke; Aggerbølle tog straks et Glas, dækkede akkurat Bunden af det med Vand og fyldte op med Kognak; og uden at afvente enten Klinken eller Skaalen førte han det med rystende Haand til sine Læber og tømte det halvt.

»Naa,« udbrød han lidt efter, hurtig gjort snakkelysten af Spiritusen, og anbragte sig i sin Yndlingsstilling med Armene korslagte over Brystet. »Lad os høre, er der ikke noget nyt at fortælle?«

»Noget nyt? Lad mig se!« sagde Villing, der sad og rørte samvittighedsfuldt rundt i sit Glas. »Ja, der er det nye, at der har været Møde hos Sogneraadsformanden idag.«

»Kalder De det nyt! Fanden heller! Jeg synes saamænd, de holder Møde der hver evige Dag! Bønderbæsterne har jo ikke andet at bestille i vore Dage! Mælken sender de til Andelsmejerierne, og Svinene til Fællesslagterierne ... saa kan de saa dejlig gaa hjemme og vigte sig! Nej, det gik anderledes til i de forrige Dage, Brødre!«

»Det skal nok have været Tillidsmændene, som var samlede.«

»Tillidsmændene?« foer Aggerbølle op. »Skal vi maaske trækkes rundt til politisk Halløj igen! Det er jo ikke mere end otte Dage, siden vi havde Møde her! ... Ja, er det ikke det, jeg siger! Kan man dog ikke ærgre sig Leveren ud af Kroppen, naar man tænker paa, hvad de Hængetryner har lavet sammen her i Landet! Hvordan har de ikke myrdet ... ja, jeg siger myrdet!« gentog han med hævet og knyttet Haand — »myrdet og begravet den sidste Rest af god gammel dansk Gemytlighed med al deres forbandede Lammebrægen! |257| Det skulde gamle Didrik Jakobsen have vidst! Kan De huske gamle Didrik Jakobsen, Villing? Det var en Stadskarl! Hans store Julegilder, hva' ... med Skinkestege paa to-tre Lispund og Rødkaal og Snaps og gammelt Godtøl og en god Kaffepunsch, der kunde trøste En lidt for Livets Skuffelser og Sorger! ... Og Fastelavnsugen, Villing, hvor vi ikke fik Blund paa Øjet fem Nætter itræk! Det var en Tid at leve i!«

Villing og Frue vekslede vemodige Blikke. Ogsaa hos dem vakte Aggerbølles Ord kære Erindringer. Det var nemlig i deres Butik, at saa mange af de omtalte gode Sager var bleven købt, og det havde hørt til deres Samlivs lykkeligste Øjeblikke, naar de Aftenen efter et saadant Gildelag, hvor undertiden over hundrede Personer havde spist og drukket tæt, satte sig sammen i Sofaen over den store Hovedbog og med en ny Staalpen udskrev den vidtløftige Regning og sammentalte de alenlange Talrækker.

»Og Søren Himmelhund,« vedblev Aggerbølle, mere og mere henreven af sine Minder. »Kan De huske, Villing, — den Gang han slagtede en hel Fedetyr til sit Brændevinsgilde! ... Hvad faar man vel nu? Ikke en Gang et ordentligt Sulebord til et Bryllup! Bare en Slat lunken Kaffe med en Sukkerkringle til ... og for Resten Gimle-Sange og Gammens-Tale og Venne-Ord og svedige Haandtryk! Og det skal være det nye Fremskridtsfolk? Det skal være Landets Ungdom! Ned med det Rak! Ned med de Hallunker, siger jeg!«

Erindringen om den to Timer lange, ydmygende Kval, han nys maatte udstaa i Præstegaarden, havde gjort ham ganske ude af sig selv. Villing tyssede helt bestyrtet paa ham, og tilsidst syntes han ogsaa selv at blive noget betænkelig ved sine Ords Dristighed. Han holdt pludselig inde, — og der blev et Øjeblik saa uhyggelig stille i Stuen, som om Væver Hansens Skygge usynlig havde sneget sig gennem Rummet.

»Hvorledes har Deres Familje det, kære Aggerbølle?« spurgte nu Fruen for at give Samtalen en anden Retning.

Dyrlægen gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden og vendte Hovedet bort med den smertelige Grimace, hvori hans Ansigt altid fortrak sig, naar nogen talte til ham om hans Kone.

»Lad os ikke tale derom, Fru Villing! Det opriver mig saa frygteligt! ... Det er min Trøst, at hvad jeg paa Grund af Tidernes Ugunst og — lad mig kun tilføje det — paa Grund af egen Svaghed nu maa lide, lider jeg for min stakkels Kone og mine uskyldige smaa Børn. Havde det ikke været for deres Skyld, sandelig — jeg havde for længe siden rejst mig som en Mand og spyttet de Hallunker min Foragt lige i Øjnene! Men det har jeg en Gang for alle lovet mig selv, at min lille Kone og mine stakkels smaa Børn, dem vil jeg bringe dette Offer ... for dem vil jeg tømme denne beske Skaal til Bunden! — Nej, sandelig, min bedste Fru Villing — deri tager De fejl. En saa haardhjertet Bøddel er jeg da heller ikke, at jeg for min Stoltheds Skyld skulde lade min Sophie lide mere, end hun allerede gør —«

»Men kære Hr. Aggerbølle, jeg har jo slet ikke sagt —« indvendte Fru Villing spagfærdigt.

»Nej, nej, min bedste Frue! De kender ikke min Sophie ... det er Sagen! De har ikke som jeg elsket hende under snart tyve Aars bitre Sorger og Trængsler. Saa lærer man at takke Gud for en god og trofast Ægteviv ... og det har min Sophie været mig! Et Mønster paa en Hustru og Moder, tør jeg sige ... ædel, altopofrende, en Engel i Taalmodighed og saa smuk, saa yndig endnu paa sit Smertensleje ...«

Kognaken var begyndt at gøre sin sædvanlige Virkning paa ham. Han satte sin Næseklemmer for sine stift stirrende Øjne for at skjule Taarerne, der var ved at vælde frem. Hans Stemme var tilsløret af Bevægelse, |259| og Ord og Ansigtsudtryk røbede den uformindskede Lidenskab, hvormed han stadig tilbad sin Hustru, og hvis Fyrighed kunde gøre et helt uhyggeligt Indtryk paa dem, der kendte den lille hensvindende Rest af et Menneskeliv, som kaldtes Fru Aggerbølle.

»Min stakkels Kone er i denne Tid frygtelig medtaget!« vedblev han, idet han opgav længer at kæmpe mod sin Sindsbevægelse. »De veed, hun lider af disse skrækkelige Syner, disse Hallucinationer, saasnart hun er alene. De kan tro, det er forfærdeligt for mig at tænke paa! Forleden Aften, da jeg kom hjem fra et Sygebesøg ... det var bleven noget sent, troer jeg ... saae jeg allerede paa Afstand, at der var tændt Lys inde i Sovekammeret. Jeg forstod, at der maatte være noget ivejen, og da jeg kommer derind — aa, jeg vil aldrig glemme det Syn! — finder jeg min lille Kone siddende oprejst i Sengen, hvid som et Lagen og rystende over hele Legemet som i Dødskrampe. Jeg styrter hen til hende og tager hende i mine Arme; men hun kunde i Begyndelsen slet ikke tale. Min elskede Sophie, raabte jeg — hvad er der sket? Hvad er der sket? Endelig fik hun Kræfter til at fortælle mig, at hun havde hørt nogen pusle udenfor omkring Huset og set skrækkelige Ansigter paa Ruderne, og at man havde raabt ind til hende, at man vilde trænge ind og dræbe hendes Børn ... lutter Feberfantasier naturligvis, men alligevel saa forskrækkeligt, saa forfærdeligt at være Vidne til!«

Han formaaede ikke længer at beherske sig. Taarestrømme stod ham ud af Øjnene, og han bøjede sig frem og lagde Hovedet i sin Haand.

»Men bedste Hr. Aggerbølle,« udbrød samtidigt Hr. og Fru Villing med oprigtig Medfølelse. Og idet Villing opmuntrende klappede ham paa Knæet fortsatte han: »Vær dog ikke saa utrøstelig, kære Ven! De skal se, Sommervarmen vil nok hjælpe Deres kære Hustru. Naar |260| Foraaret kommer, glemmer vi allesammen den lange Vinters Plager.«

Men han hørte intet længer. Han var sunken hen i den mørke, grublende Fortvivlelse, der dannede et af Drukkenskabens Stadier hos ham.

Omsider løftede han sit tunge Hoved.

»Veed De, hvad jeg troer?« sagde han med en hæs, ligesom fremmed Stemme, idet ogsaa han opløftede sin Haand. »Der er noget Troldskab i Luften herude paa Landet ... noget Djævelskab et eller andet Sted —«

»Men Hr. Aggerbølle dog!« klynkede Fruen. »Det sagde De ogsaa forleden. De gør os jo saa uhyggelig tilmode.«

»Forlad mig, bedste Fru Villing ... men De forstaar mig ikke! Jeg troer hverken paa Spøgelser eller Aander eller paa Genfærd med Hovedet under Armen ... den Slags Tossehistorier overlader jeg til Hængetrynerne at give tilbedste! Men jeg siger, der er noget andet Troldpak herude ... noget, som stjæler Livskraften fra os, Fru Villing, ... som malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa dem, hvis Vugge ikke har staaet herude under den store Himmel ...«

»Hør nu, Aggerbølle,« afbrød Villing ham, »lad Dem for Guds Skyld ikke saaledes henrive, bedste Ven; ... lav Dem et lille Glas til og se at komme paa lidt mindre triste Tanker. Vi skulde vel ogsaa have vor lille Sjavs iaften. Vi kan saamænd alle tre trænge til en Smule Opmuntring i disse tunge Tider.«

Ligesom vaagnende af Drømme rettede Aggerbølle sig op og foer sig med bægge Hænder gennem Haaret under den hæftige og vedholdende Skudren, der var ham egen. Med et usikkert Blik skelede han op til Uret paa Piedestalen og mumlede:

»Jeg skulde vel se at komme hjem ... Jeg troer, jeg lovede min Kone — —«

»Nej, veed De hvad, kære Ven ... i den Sindsstemning, |261| hvori De for Øjeblikket befinder Dem, faar De virkelig ikke Lov til at gaa hjem; De vil bare smitte Deres Kone med Deres Tungsindighed. Husk ogsaa paa, at jeg forleden vandt tretten tusinde Kroner fra Dem. De maa dog have Revanche! ... Lille Sine, tag Kortene frem og bland Hr. Aggerbølle et halvt Glas endnu.«

Ved det blotte Syn af Kortene var det ude med Aggerbølles Modstandskraft.

Men heller ikke for Ægteparret Villing var disse smaa Spillepartier saa stor en Opofrelse, som de gærne vilde give det Udseende af. Rigtignok havde de paa Grund af Aggerbølles totale Bankerot maattet opgive at spille om Penge; men deres Interesse for Spillet var bleven genvakt, efterat de var kommen paa den lykkelige Ide alligevel at føre en Slags Regnskab og paa dette at opføre Beterne med Summer af svimlende Størrelse, der satte deres Fantasi i Bevægelse og tilfredsstillede deres Lidenskab for Tal og Addition.

Snart sad man omkring det ryddede Bord og gav Kortene rundt til en saakaldt »flyvende Sjavs«.

»Jeg melder,« sagde straks Aggerbølle, der havde Forhaanden.

»Jeg ogsaa,« nynnede Fruen.

»Aa, ... jeg tør vel vove at byde over en Gang,« istemte Villing og strakte Haanden ud for at tage de to Købekort, der laa paa Bordet.

Men Aggerbølle kom ham i Forkøbet. Han strøg med sin svampede Næve Kortene tilside og erklærede, at han spillede paa dem, han havde.

»Hold paa Skibet, Skipper, vi ruller jo!« lo Villing. »De er nok kommen paa Lykkepladsen iaften, Dyrlæge!«

Aggerbølle paasatte sig den Næseklemmer, som han for et Par Aar siden havde anskaffet sig for med den at hævde sin Aands- og Dannelsesoverlegenhed |262| overfor »Hængetrynerne«. Hans Ansigt, der ved hans Indtrædelse havde været blaablegt, var efterhaanden bleven ildrødt og dampede af Spiritus. Da han havde vundet sit Spil og endog gjort sine Modstandere »Jan«, plantede han bægge Hænderne i Siden, saae smilende fra den ene til den anden og sagde:

»Hør, Brødre! ... Her sidder vi forresten rigtig fornøjeligt!«