2

Om Eftermiddagen henimod Tretiden sad en stille Mand henne ved et af Vinduerne i Sogneraadsformand Jensens vidtbekendte Stadsestue. Hans høje og magre Skikkelse var klædt i en mørk Dragt af det groveste hjemmegjorte Vadmel med højt opstaaende Frakkekrave og snævre Ærmer. Han sad i en fremoverludende Stilling, med Armene støttet paa sine Ben og Hænderne foldede mellem Knæene. Det blege, fregnede Ansigt, som foroven blev næsten linjeret afskaaret af det kortklippede, |230| rødgraa Haar, indrammedes forneden af et tyndt Fuldskæg, der hang udover en sort Halsklud og en af disse stukne »Brystlapper«, som næsten var gaaet af Brug. Omkring Haandleddene sluttede et Par stramme, sorte Voksdugsmanchetter, der syntes at have presset alt Legemets Blod ud i de store, blaarøde Hænder. Det var Væver Hansen.

De Folk, han havde sat Stævne her, var de saakaldte »Tillidsmænd« — seks af Menigheden valgte Mænd, der særlig havde det Hverv at varetage dens politiske Interesser, foranstalte Valgmøders Afholdelse, hidkalde politiske Talere og føre Forhandlingerne med Amtets øvrige demokratiske Vælgerkomiteer. Det grumsede Dagslys, der sneg sig ind over ham gennem de beduggede Ruder, den dybe Middagsstilhed, hvori hele Huset endnu hvilede, endelig hans egen fuldstændige Ubevægelighed og det glansløse Blik, hvormed han stirrede frem for sig under halvlukkede Laag — alt bidrog til at omgive hans Person med en sær Uhygge. Med sit flade, rødgraa Hoved, sin fortrukne Mund og sine betændte Øjenrande mindede han om en lurende Los, der fra et Baghold i Urskovens Skygge spejder ud over den endeløse Steppe.

Sogneraadsformandens himmelblaa Stadsestue, Skuepladsen for saa mange af Fortidens glade Gildelag, havde i de forløbne Aar fuldstændig skiftet Karakter. Ganske vist stod de polerede Mahognimøbler endnu og lyste rødt langsmed Væggene, og oppe paa Chiffonieren tikkede det lueforgyldte Taffelur aristokratisk mellem et Par letpaaklædte Gibs-Hyrdinder; men paa Spillebordets Plads ved Vinduspillen, hvor i forrige Tider Dyrlæge Aggerbølle, Købmand Villing og den nu afdøde Jubelolding, Skolelærer Mortensen, tilligemed Værten selv havde tilbragt saa mangen munter Nat ved Kort og høje Toddyglas, tronede nu et papirbelæsset Skrivebord; ved en anden Væg stod en Reol fuld af Regnskabsbøger, Protokoller og mægtige Avisbunker, hvilket altsammen gav |231| Værelset et saare alvorsfuldt Udseende og fik det til at minde om et Kontor.

Noget saadant var det i Virkeligheden ogsaa, og en ganske tilsvarende Forvandling var samtidig foregaaet med Sogneraadsformanden selv.

Den politiske Rejsning, som det folkelige Oplysningsarbejde efterhaanden havde affødt indenfor Bondestanden over det hele Land, havde omsider ogsaa vakt denne Mands tungt indslumrede Samvittighed og kaldt ham frem til Kamp for sin Stands Frigørelse. Og da han ubestridt var Sognets rigeste Bonde og tilmed bekendt for en blandt Bønder usædvanlig Rundhaandethed i Pengesager; da han desuden ejede en medfødt Evne til offentlig Optræden og hurtig viste sig i Besiddelse af en ikke almindelig Veltalenhed, havde han i Løbet af kort Tid svunget sig op til at blive Egnens erklærede politiske Fører og omtaltes bestandig rundt om i Landets Blade som »den bekendte Bondehøvding Hans Jensen fra Vejlby«. Denne ledende Stilling havde han imidlertid ikke kunnet opnaa uden ved Forbigaaelse af den Mand, der var det egentlige Ophav til den hele folkelige Bevægelse i Menigheden, nemlig Væver Hansen. Der havde derfor i Begyndelsen været dem, der med nogen Ængstelse iagttog Sogneraadsformandens hurtigt stigende Indflydelse, idet man havde Grund til at formode, at den stridsindede Væver ikke roligt vilde finde sig i en saa grov Tilsidesættelse. Men til almindelig Forbavselse viste Væveren i dette Tilfælde en ham ganske uvant Fredsommelighed; ja man erfarede efterhaanden, at det var Væveren selv, der fra først af havde skyndet Sogneraadsformanden til Deltagelse i det offentlige Liv og endog meget alvorligt foreholdt ham, at han i sin uafhængige Stilling ligefrem skyldte Menigheden at stille sin Tid og sine Talegaver til dens Tjeneste.

Det saae i det hele ud, som om Væveren nu, da Kampens Farer og Spænding var forbi, uegennyttig lod de andre høste Æren og Lønnen for hans lange og |232| taalmodige Arbejde. Aar for Aar havde han trukket sig mere tilbage i sit Væsens Sneglehus uden iøvrigt derfor paa nogen Maade at være bleven ligegyldig for den Sag, som han havde viet sit Liv. Tværtimod. Samtidig med, at han afslog at modtage selv den ringeste af de Æresposter, der i rigt Maal blev ham tilbudt som en Anerkendelse af hans Fortjenester, paatog han sig af egen Drift den beskedneste Invalidegærning i Fremskridtshærens Tjeneste. Han besørgede frivilligt al Slags Budtjeneste, var de mange forskellige Bestyrelser behjælpelig med deres Regnskaber og Brevføring, ja vedblev lige trofast — endog, som det syntes, med forøget Aarvaagenhed — at forrette sin gamle Spion- og Polititjeneste i Menigheden. Endnu dukkede han op med sit skæve Smil overalt, hvor man mindst ventede ham, og satte sig forover paa Stolene med sine røde Hænder foran Munden for under Samtalens Gang at skele sig til Titlen paa den Avis, man holdt i Haanden, eller til Købmandens Navn paa de Papirsposer, Husmoderen lagde ind i Krydderiskabet.

Skønt det Møde, hvortil han idag med sin sædvanlige Punktlighed havde indfundet sig, var berammet til Klokken tre, og skønt det paa Grund af Øjeblikkets stærkt spændte politiske Situation var at formode, at der forestod betydningsfulde Forhandlinger, slog Uret paa Chiffonieren fire, før alle de tilkaldte Personer var samlede.

Som Komiteens Formand indtog Værten selv Sædet ved den øverste Ende af det ovale Bord, hvorom Raadet tog Plads. Hans sværlemmede Skikkelse med det krusede Haar og den store, glatragede Hage tog sig helt imponerende ud i æblegrøn Plydses Vest og hvide, nystrøgne Skjorteærmer. Rigtignok skinnede Næsen endnu lige kalkunblaa i det rødblussende Ansigt som et uforgængeligt Minde om hans mindre heldige Fortid; men til Gengæld havde hans Holdning og hele Optræden vundet den brede Overlegenhed og elskværdige Utvungenhed, |233| der erhverves ved livlig Deltagelse i det offentlige Liv. Tilhøjre for ham sad Emanuel (der nu havde ombyttet sin Arbejdskittel med en Frakke af lysegraat Multum) samt en lille mavesvær Vejlbybonde med buskede Øjenbryn og barnligt røde Kinder. Tilvenstre sad to yngre, blonde Skibberup-Gaardmænd og den høje Tømrer Nielsen, hvis mørke Vikingeskæg i Aarenes Løb var blevet endnu et Par Tommer længere og næsten naaede ham ned til Bæltestedet. Pladsen ved den nederste Bordende indtoges af Væver Hansen, der ikke havde villet lade sig indvælge i selve Raadet men derimod tilbudt at bistaa ved dets Møder som en Slags Sekretær.

»Saa er vi altsaa samlede,« begyndte Sogneraadsformanden med sin larmende Stemme, idet han lod Blikket glide rundt om Bordet. »Vi har idag en meget vigtig Meddelelse at gøre jer, Venner! ... Ja værsgo', begynd kun, Jens Hansen!«

De sidste Ord var henvendt til Væveren, som nu trak et stort Stykke Papir frem af sin indvendige Brystlomme og omhyggeligt udfoldede det foran sig paa Bordet. Langsom og med monoton Stemme oplæste han derefter følgende Skrivelse:

Fortroligt!

Fra ledende Mænd blandt vore Meningsfæller paa Rigsdagen er der tilstillet nærværende Hovedbestyrelse for Amtets samtlige demokratiske Vælgerforeninger en Række Oplysninger til Bedømmelse af de foruroligende politiske Rygter, der i den sidste Tid have fundet Vej til forskellige af Landets Blade. I Betragtning af Øjeblikkets Alvor og Sagens Betydning har man fundet det rigtigst uden Tøven at bringe de erholdte Oplysninger til de ærede Sognebestyrelsers Kundskab.

Disse gaa ud paa, at det i Virkeligheden ikke skal ligge udenfor Mulighedens Grænse, at der imellem Regeringen og det reaktionære Parti i bægge Ting foreligger Aftaler og drøftes Planer, der ere vel egnede til |234| at vække enhver frisindet Mands dybe Harme og Bekymring. Dog kan selvfølgeligt endnu intet vides med Sikkerhed, da alle Forhandlinger mellem de bestemmende Partier føres i størst mulig Hemmelighed; men ses blandt andet hen til samtlige Ministres pludselige Utilbøjelighed til selv i Ubetydeligheder at fravige det een Gang indtagne Standpunkt i Rigsdagsdebatten, og tages samtidigt andre lige saa betegnende Træk i tilbørlig Betragtning, synes det ikke helt utænkeligt, at Regeringen virkelig omgaaes med Planer om endnu en Tid at byde den samlede Folkevilje Trods og yderligere, end allerede sket er, at bekæmpe Menigmands Indflydelse paa Statsstyrelsen ved en egenmægtig Ophævelse af den almindelige Valgret. Enhver frihedstro Mand i Landet vil vide at bedømme en slig Handlemaade. Vi opfordre derfor herved de ærede Sognebestyrelser til, hver i sin Kres, at samle Meningsfællerne og — til Støtte for vore valgte Mænd paa Tinge — at fremkalde en kraftig Tilkendegivelse af Befolkningens uforandrede Vilje til indtil det yderste at bekæmpe vore Magthaveres Færd. Angaaende Bestemmelsen af de nærmere Foranstaltninger, der hertil anses nødvendige, overlade vi alt til de ærede Sognebestyrelsers bedste Skøn. Kun skulle vi efter Samraad med vore Venner paa Rigsdagen henstille,

at der gives Meningsfællerne Lejlighed til Vedtagelsen af en, helst enslydende Resolution, som »tilsiger vore Tillidsmænd paa Tinge vedvarende kraftig Bistand i Kampen for Folkets ubeskaarne Frihed og Ret.«

En lignende Opfordring udgaar i disse Dage til samtlige Kresbestyrelser, og det er vort Haab, at en saadan Forhaands-Protest, et saadant tusindstemmigt Varsko, tilraabt vore Modstandere fra hvert Sogn i det hele Land, endnu skal kunne bringe dem til Fornuft og faa dem til at afstaa fra deres forbryderiske Forehavende.

Leve Friheden og Retfærdigheden! Leve Mindet om vor uforglemmelige Folkekonge, Grundlovens for tidligt hensovede Giver, Kong Frederik Folkekær!

Endnu før Oplæsningen var helt tilende, udbrød Emanuel bleg og dirrende af Sindsoprør:

»Men det er jo aabenbart Lovbrud! ... Det er jo Landsforræderi!

"Hør!« lød det som et mørktklingende Ekko inde fra Tømrerens Skægvildnis.

»Ja, deri har du ganske Ret ... anderledes kan ingen ærekær Mand kalde det,« istemte Sogneraadsformanden, der under Oplæsningen havde ladet en Kasse Cigarer gaa rundt. Og med en Haandbevægelse, der erindrede stærkt om Talerstolen, fortsatte han: »Men det viser os, Venner, at vi har handlet fuldkommen rigtigt i at gøre skarp Front mod et sligt Parti, hvis eneste Formaal er at klamre sig til Magten, selv om det kun kan ske ved at sætte Landets Velfærd og Fremtid paa Spil. Saadanne Folk er ikke længer vore Landsmænd ... de er Danmarks Fjender!«

»Og Guds Fjender! ... Aandens frække Snigmordere!« vedblev Emanuel endnu ganske ude af sig selv. »Men dertil maatte det komme i Egenkærlighedens Samfund! Det er dets sidste, forbryderiske Selvforsvar før dets endelige Undergang! ... Jeg foreslaar, at vi endnu iaften sammenkalder alle Meningsfæller og aabenbarer for dem, hvad der staar paa Spil. Ogsaa vi vil ruste os! Overfor Lovløshedens Kanoner stiller vi Guds Tordenbud — —«

»Saa sagte, Emanuel ... saa sagte!« sagde Sogneraadsformanden og lagde Haanden beroligende paa hans Arm, mens Væveren henne ved den anden Bordende paa en udtryksfuld Maade vendte sig bort og snød |236| Næsen mellem sine Fingre. »Lad os fremfor alt ikke forivre os! Allerførst maa vi ikke glemme, at vi jo foreløbig ikke veed noget med Bestemthed ... og man skal ikke kaste Bøssen til Kinden, før man ser Bjørnen, siger et gammelt Mundsprog. Og jeg for min Del har nu en Mistanke om, at det altsammen kan være Rygter, som Regeringens Venner selv har sat i Omløb for at skræmme vore Mænd paa Tinge, kanske ogsaa saadan en bitte Prøveballon, som de har sendt tilvejrs for at vejre Stemningen ude i Landet!«

»Men dersom det nu ikke er tomme Rygter ... dersom man virkelig skulde gøre Alvor af Truslerne ... sende Folkets valgte Mænd hjem og sætte Magten i Rettens Sted ... hvad saa? ... hvad saa?«

Sogneraadsformanden saae et Øjeblik misbilligende paa Emanuel. Derefter sagde han langsomt og med overdreven Værdighed, idet han lod sin Haand synke tungt ned paa Bordpladen:

»Dersom sligt skulde ske — hvad Gud forbyde! — saa rejser der sig Landet over tre hundrede tusinde Landboere og siger: Nu er det nok! ... Nu er det nok! siger de. Har jeg ikke Ret?«

Ved de sidste Ord vendte han sig mod de tre Skibberuppere, der alle svarede med kraftige »Hør«, medens den lille tykke Vejlbybonde ovre fra den anden Side af Bordet ivrigt tilnikkede ham sit Bifald.

»Jeg foreslaar nu,« — vedblev han — »at vi sammenkalder til et Møde førstkommende Søndag Aften i Forsamlingshuset. Her skal jeg gærne paatage mig at udvikle Situationen, saaledes som den til den Tid foreligger, hvorefter vi vedtager den foreslaaede Resolution. Desuden er jeg af den Formening, at det vil være bedst indtil videre at bevare de indhentede Oplysninger som fortrolige Meddelelser, for ikke alt for meget — og kanske ganske unødigt — at opskræmme Gemytterne. Saadan har den ærede Hovedbestyrelse aabenbart ogsaa tænkt sig det. I det hele tvivler jeg |237| ikke om, at vore gode Modstandere nok skal betages Lysten til at gaa paa nye Eventyr, naar de nu gennem vore Møder faar lært Landets Stemning rigtig at kende! ... Mener I ikke ogsaa det, Venner?«

De fire af Raadets Medlemmer udtrykte atter deres fulde Tilslutning; og denne urokkede Frimodighed paavirkede tilsidst Emanuel, saa han blev roligere. Han var iøvrigt ikke vant til at tage Ordet under de politiske Forhandlinger. Hans Syn for Betydningen af Folkesagens politiske Side var sent og vanskeligt bleven vakt; og det var alene paa Grund af hans store Fortjenester paa ganske andre Omraader, at Menigheden havde hædret ham med Indvælgelse i dens politiske Raad. Han havde endnu bestandig ondt ved at fatte Interesse for de daglige Debatter paa Rigsdag og i Aviser eller for denne »Taktik«, som Sogneraadsformanden og de andre tillagde saa stor Betydning. Han kunde aldrig faa sig selv til at tvivle om, at Retten — som der stod i Salmen — »jo vandt sin Sejr, naar Gud det saa behaged«; og han havde ingen synderlig Tillid til, at selv de snildeste Paafund eller Fortolkninger formaaede enten at fremskynde eller forhale den.

Paa Forslag af den ene Skibberupgaardmand vedtoges det dernæst, at man — for at give Mødet forøget Betydning — skulde indbyde et Par fremmede Talere. Et Øjeblik tænkte man paa at henvende sig til Kresens egen Folketingsmand, den gamle Bisp. Men skønt denne under de senere Tiders stormende Rigsdagsdebatter flere Gange havde røbet, at han under Fløjelsornatet og Diplomatfrakken endnu bar sin Ungdoms røde Garibaldiskjorte temmelig ubleget, havde han hidtil ikke været at formaa til at forlade, hvad han med et Smil kaldte sit »arkimediske« Standpunkt udenfor Partierne; og man blev derfor hurtig enig om at opgive denne Plan som frugtesløs. Derimod mente man at have Haab om at kunne formaa et Par andre fremragende demokratiske Rigsdagsmænd til at give |238| Møde, og det vedtoges straks at sende Hovedbestyrelsen en Forespørgsel derom. Sogneraadsformanden tilbød uopfordret baade at hente Gæsterne ved Stationen med sin Vogn og at bespise dem, hvilken Offervillighed belønnedes med en anerkendende Mumlen.

Efterat endelig Forsamlingstiden var bleven fastsat, og efterat Væver Hansen havde udfærdiget en Protokoltilførsel om de stedfundne Forhandlinger, hævede Formanden Mødet.

»Værsgo', mine Herrrrer!« sagde han muntert og rejste sig. »Nu kan vi vist trænge til at faa lidt for Tanden, ikke sandt?«

Med disse Ord hentydede han til den i dette Hus uundgaaelige »lille Forfriskning«, der imidlertid var bleven anrettet inde i Sideværelset, hvortil Døren nu blev aabnet af et omfangsrigt Bondefruentimmer med Gyldenstykkes Hue, Ørnenæse og en tre-etages Hage — Sogneraadsformandens Husholderske. Under en allerede tændt Hængelampe stod det fedt besatte Bord, paa hvis Opdækning af solide Flæske- og Røgevarer der i Øjeblikket udfægtedes en hidsig Kamp mellem Lampens brandgule Lys og det endnu højt rødmende Aftenskær. I den mangefarvede Belysning tog Anretningen sig dobbelt indbydende ud, og Gæsterne satte sig ved Tallerknerne med en af det timelange Møde fuldskærpet Appetit.

Endog Emanuel kom efterhaanden i en lysere Sindsstemning. Han saae sig omkring paa denne Skare bredskuldrede Mænd, der trods alt, hvad der truede deres Fremtid, sad der saa rolige og fortrøstningsfulde, saa trygge i deres Tillid til deres Sags Retfærdighed og Forsynets Beskærmelse; og han fyldtes paany af Beundring for denne uforstyrrelige Sindsligevægt, den mandige Selvbeherskelse, hvormed disse Folk bestandig bar enhver Tilskikkelse, og som han selv havde saa vanskeligt ved at tilegne sig. Fadene tømtes flittig og ny blev bragt ind af »den store Sidse«, der havde styret Sogneraadsformandens |239| Hus, siden han for nogle Aar tilbage var bleven Enkemand. Dette kødrige Fruentimmer blev stille beluret af Væver Hansen, der under hele Maaltidet næppe talte et Ord. Da hans Sidemand vilde skænke for ham af Brændevinskaraflen, lagde han med et kattevenligt Smil sin store Haand over Glasset, — han var fornylig bleven Totalafholdsmand, og trods Sogneraadsformandens muntre Stiklerier var han ikke at formaa til i Dagens Anledning at gøre nogen Undtagelse fra sin Regel. Da Maaltidet var tilende, og Kaffen kom paa Bordet; og da Sogneraadsformanden paany lod sine Cigarer gaa rundt, rejste han sig. Under Paaskud af at have et Besøg at gøre inden Aften tog han Afsked, idet han samvittighedsfuldt trykkede hver enkelt af Selskabet i Haanden, og gik bort gennem Køkkenet, hvor han et Øjeblik blev staaende midt paa Murstensgulvet og fikserede Husholdersken med et Blik, der pludselig fik denne Fedtmasse til at blegne og sitre.

»Men Herregud, Jens Hansen ... hvorfor ser du saadan paa mig?« sagde hun og holdt i Forskrækkelse et Viskestykke afværgende ud for sig.

Uden at svare satte han sin Hat paa Hovedet og bortfjernede sig med Haanden paa Ryggen.

Udenfor var det dyb Mørkning. Blæsten havde lagt sig; det var ganske stille. Fra en ubevægelig Skyhimmel neddalede store, hvide Snefjer, der smeltede i Jordens Søle. Under et bestandig tættere Drys, der efterhaanden gik over til en fin Regn, vandrede Væveren hjemad paa den ensomme Marksti, der førte over Bakkerne ud til Skibberup. Hans Ansigt fortrak sig i pludselige Smil, og hans røde Øjne saae fremad med det stive Blik, som de altid fik, naar han i Enrum udrugede sine Krigsplaner.