Imidlertid var den unge Kapellan allerede kommen et godt Stykke paa Vejen ad Skibberup til. Den Benauelse, der i første Øjeblik havde grebet ham ved Provstens uventede Anmodning, var hurtig forsvunden. Han var ved godt Mod og havde lænet sig mageligt tilbage i den store Agestol, hvorfra han overrasket betragtede det vidtstrakte Vinterlandskab omkring ham. Luften var efter Solnedgang bleven blikstille. Himlen var mørkeblaa og oversaaet med Stjerner. Kun langs med Horisonten i Vest laa endnu en Mindelse om det bortdragne Uvejr i Form af en langstrakt Skybanke, hvorover Maanens gyldne Horn krummede sig.
Paa Kapellanen virkede hele dette Syn som en Drømme-Aabenbaring. Han var et Købstadbarn og kendte kun Vinteren fra Byens Kulos, Taage og Søle. Endnu for halvandet Døgn siden havde han vandret omkring i de københavnske Gaders |32| tommetykke Smuds, bedøvet af Droskernes Rumlen, af Sporvognenes Klingren og Muslingesælgernes hæse Raab — og nu sad han her i Provstens store Bjørneskindspels og gled hen gennem et Æventyrland, et luftigt Ferige, hvor Træer og Buske ragede op over Markerne som hvide og blaalige Koraller, mens Slæden fór frem i en lydløs Vuggen, som svævede den paa lange, bløde Vinger.
Han blev med ét heftigt bevæget. Hans stakkels afdøde Moders Billede steg op for hans Sjæl, og han ønskede inderligt, at hun kunde se ham i dette Øjeblik. Han vidste, det havde været hendes højeste Ønske at opleve denne Dag; og han følte i denne Stund stærkere end nogen Sinde, hvorledes han skyldte hende mere end nogen anden, at han havde faaet Mod til at følge Kaldet som det hellige Ords Forkynder. Og hvor var han hende ikke taknemlig derfor! .... Det nyttede nu ikke længer hans kære Fader Etatsraaden at ryste paa Hovedet af hans »vilde Idé«. Loddet var kastet! Hans muntre Broder Garderløjtnanten, den vordende Kammerjunker, kunde nu ogsaa for Fremtiden spare sig den Ulejlighed at dreje om ad Sidegaderne af Frygt for at møde ham med en Hat, der ikke netop var efter nyeste Mode, eller med en Ven, der »ikke hørte til Selskabet«. |33| Og hans gode lille Søster, Fru Generalkonsulinden, — heller ikke hun behøvede nu længer at fælde Taarer over hans Mangel paa Selskabstone og slebne Manerer ... Emanuel var rejst, »Seminaristen« var borte, og han vilde sikkert ikke saa snart vende tilbage.
Nej, han vilde sikkert ikke vende tilbage. Han saa' sig lykkelig omkring over de vidtstrakte, blaaligt skimrende Snemarker, og han havde en Fornemmelse, som om han fra en mørk og dyb Brønd var stegen op til et Land, der laa Himlen ganske nær. Rundt om paa Markerne saaes smaa, rødlige Skær fra Hytternes oplyste Vinduer, der blinkede i Sneen som nedfaldne Stjerner. Over hele Naturen hvilede en overjordisk Fred. Der hørtes under Himmelbuen ingen anden Lyd end af Hestenes rustne Bjælder; men i den uendelige Stilhed lød denne Kimen med en tusindstemmig Klang, som om Luften hang fuld af usynlige Klokker.
Han faldt hen i Tanker .... Her var altsaa nu hans Hjem! Over disse Marker skulde han vandre, ind i disse Hytter skulde han træde som Herrens udkaarne Tjener! .... Han saa' sig allerede siddende derinde i de smaa, lavloftede Hjem, mellem lyttende, fattigt klædte Mænd og Kvinder, og han følte, hvorledes han vilde elske dem, hvorledes |34| han, selv i den usleste Vraa, — ja netop i den, — vilde føle sig hundrede Gange mere lykkelig end i sin Faders Pragtgemakker ...
Han var saa opfyldt af disse Tanker, at han slet ikke lagde Mærke til, hvorledes den unge Fyr, der var hans Kusk, gentagne Gange vendte sig halvt om imod ham, som om han vilde tiltale ham, og derpaa igen dukkede hurtigt ned i sin store Kavaj, som om han alligevel ikke turde. Men pludseligt blev han vækket af et højt, mangestemmigt Raab forude paa Vejen. Slæden var kommen ned i en dyb Hulvej, hvor Sneen havde samlet sig i saa mægtige Driver, at Hestene maatte bevæge sig Skridt for Skridt mellem de alenhøje Snemure, der var opkastede til bægge Sider. Kusken holdt øjeblikkeligt Hestene an, og i Skæret fra den sidste Stump af Maanen, der endnu tittede op over Skybanken i Vest, saa' Kapellanen et halvt hundrede Alen forude en Flok Snekastere i travlt Arbejde. Noget nærmere, kun en Snes Skridt borte, stod en anden Skare Mænd, som støttede sig til deres Skovle, og disse Mænd var det, der havde genkendt Provstens Agestol og derfor blev ved at raabe:
»I kan vel bie lidt, hvem I saa er .... I ser vel nok, at Sneen er skreden her .... Vi er klar om et Øjeblik .... Hvem er I for Resten?«
|35|»Jeg er Præsten!« raabte Kapellanen tilbage — lidt forlegen, fordi det var første Gang, han nævnede sin nye Titel højt. »Vi er paa Vejen til en Syg.«
Lyden af hans Stemme bragte Mændene til at studse. De saa' alle paa én Gang op, gav sig til at stikke Hovederne sammen, hviske og strække Hals. Tilsidst gik en af dem hen foran Hestene, hvorfra han begyndte at snakke sagte med Kusken; og snart kom der Bevægelse i hele Flokken. Tøvende og ligesom med ængstelig Nysgærrighed nærmede man sig Slæden fra bægge Sider. De fleste af Mændene var smaa, tætbyggede, bredt smilende Skikkelser, hvis Øjne lyste som Fiskeskæl i de røde Ansigter. Nogle vraltede frem i store Søstøvler, andre havde Træsko og lange hvide Uldstrømper, der var trukne uden paa Bukserne og naaede højt op over Knæene. Størsteparten bar store, lodne Huer med Klapper ned over Ørene; en enkelt havde Sydvest.
Kapellan Hansted følte sig lidt underlig til Mode ved pludselig at se sig omringet af denne Skare nysgærrigt stirrende fremmede. Han tænkte paa, om han skulde tiltale dem. Det var dog aabenbart hans Sognebørn.
Da traadte en høj, sværtbeskægget Mand frem |36| af Flokken — en Kæmpe at se til imellem de andre og tydeligt nok ogsaa den, der var vant til at tage Ordet mellem dem. Med sine hvide, kraftige Tænder trak han en stor Tommel-Vante af den højre Haand og sagde derpaa med stærk Stemme:
»Undskyld vos .... vi er de Bymænd fra Skibberup, og vi hører, at det skal være vores nye Kap'lan .... og saa maa vi dog have Lov til at tillade os at byde Dem velkommen her. — Velkommen, Hr. Pastor Hansted!«
Nu traadte ogsaa de andre hastigt til, — og før Kapellanen fik sig besindet, saa' han sig omgivet af en halv Snes store, røde Næver, der raktes frem imod ham med trohjærtige »Velkommen«.
Han blev et Øjeblik ganske forvirret. Han følte, at han maatte sige noget, og mærkede ogsaa, at Mændene ventede det. Men det hele var kommet ham saa uforvarende, og han kunde intet andet finde paa at sige, end at gentage sit »Tak — Tak«, mens han hjærteligt trykkede de fremstrakte Hænder.
I det samme blev der raabt henne fra Rydningsarbejderne, at Vejen var farbar. Kusken rykkede i Tømmerne, og Slæden satte sig i Bevægelse.
Da fandt han i sidste Øjeblik paa at sige:
|37|»Farvel, Venner .... og Tak for jeres Velkomst! Jeg vilde prise mig lykkelig, om jeg altid fandt saadanne Mænd til at rydde Vejen for mig! Det er mit Haab, at vi skal komme godt ud af det med hinanden!«
»Det vil vi nok!« svaredes der tilbage fra mange Munde.
»Og vi trænger til det!« raabte en dyb, truende Røst bagest i Flokken — efterfulgt af en bifaldende Mumlen.
Dette Ord og navnlig Tonen, hvori det udtaltes, bragte Kapellanen til at studse. Mens Slæden atter fløj vuggende hen over Sneen, hensank han i forundret Grublen over, hvad Manden egentlig havde ment.
Saa længe sad han og tænkte herpaa, at Slæden naaede Skibberup By, uden at han anede det. Ved Synet af de første Huse fór han forskrækket op, ... han havde undervejs ganske glemt den syge Mand og endnu ikke faaet overvejet, hvad han skulde tale til ham om. Men han beroligede sig snart. Mødet med Snekasterne havde gjort ham fortrøstningsfuld, og han tvivlede ikke om, at Vorherre atter i det afgørende Øjeblik vilde lægge ham de rette Ord i Munden.