3

Spisestuen var — ligesom de fleste af Præstegaardens Værelser — et højt, herskabeligt Rum med Gibsstukkatur under Loftet og Landskabs-Dekorationer over Dørene. Skønt Vejlby og Skibberup Sognekald langtfra hørte til de fede, var hele Præstegaarden med tilhørende Udbygninger opført i en Stil, der mindede mere om en Storproprietærs Herresæde end om en Bolig for en Kirkens Tjener.

Provst Tønnesens Formand i Embedet havde nemlig været en hovedrig Mand, hvis første Gærning |17| i Sognet bestod i at nedrive den gamle Præstegaardsbygning til Grunden og i dennes Sted for egen Regning at lade opføre dette Palæ, hvis Kostbarhed den Gang havde givet Anledning til formelige Valfarter fra hele Amtet. Sin Formue havde han erhvervet ved Giftermaal med en ældre, pietistisk Baronesse, der havde taget det Løfte af ham, at han — i det mindste til sit halvtredsindstyvende Aar — vilde vedblive at være Præst; og skønt Baronessen var død faa Aar efter Bryllupet, havde han trofast opfyldt hendes Ønske, indtil den aftalte Aldersgrænse var naaet. Der gik endnu de fabelagtigste Fortællinger om den Letsindighed, hvormed han bortødslede sine Penge. Kom en Bonde til ham og beklagede sig over Uheld med Kreaturerne eller Brand i Sæden, straks slog han en Streg over hans Tiendeskyld og stak ham endda undertiden en Halvhundrededalerseddel i Haanden, naar han tog Afsked. Til Gengæld fordrede han blot, at man lod ham i Fred mellem hans Bøger og Kunstgenstande; og da Egnens Befolkning altid havde haft adskillig mindre Sans for Religionens Skatte end for mere haandgribelige Goder, havde der i de femten Aar, »Millionpræsten« residerede her, hersket den bedste Forstaaelse mellem Menigheden og dens Overhoved.

|18|

Imidlertid havde Provst Tønnesen god Grund til bittert at beklage sig over sin Formand, der ved sin Fremfærd ganske havde forplumret Begreberne hos Menigheden. Alle havde i den Grad vænnet sig til at betragte baade Tiende og Offerpenge som noget, de kunde give eller lade være med at give efter Forgodtbefindende, at da Tønnesen forlangte ordnede Tilstande genindførte og endog med Strenghed fordrede de forskellige Ydelsers punktlige Erlæggelse, betragtedes dette som en for en Gejstlig usømmelig Pengegriskhed og gav Anledning til et Mytteri, der blev den første Begyndelse til det spændte Forhold, som siden uafbrudt havde bestaaet mellem Præstegaarden og en vis Del af Menigheden.

Dette fjendtlige Sindelag mod Provsten havde netop i de sidste Dage givet sig et nyt og karakteristisk Udslag; og Erindringen herom var den særlige Grund til det Udbrud af Heftighed, der nys havde overfaldet ham under Samtalen med Kapellanen. Da nemlig de sammensvorne Bønder igen havde nægtet at betale Offer, og da Provsten i den Anledning lod pante hos dem, havde de alle efter forudgaaende Aftale ladet deres gamle Møgvogne og Gumpekarrer udskrive som Pantegods, hvorpaa de en Dag i et højtideligt Optog kørte disse |19| Genstande hen foran Præstegaarden, hvor Tvangsavktionen skulde afholdes. Her tilbagekøbte de under stor Munterhed deres Ejendele, som de derefter atter kørte bort i et hoverende Triumftog.

Havde Provst Tønnesen saaledes skellig Grund til at være misfornøjet med sin Formands Forhold til Menigheden, var han ham til Gengæld dobbelt taknemlig for den fyrstelige Bolig, han havde efterladt ham. Denne svarede just til, hvad der efter hans Forestilling var en passende Residens for vor Herre Kristi Statholder i Vejlby og Skibberup Sogne; og den var da heller ikke uden Skyld i, at han endnu hensad i dette — i Forhold til hans Alder og Anciennetet — temmelig tarvelige Embede. Hertil bidrog dog ogsaa en formentlig Krænkelse, der var bleven ham tilføjet fra højere Steder, og som han antog skyldtes personligt Nag hos hans nærmeste Overordnede, den saavel i kirkelig som politisk Henseende sjælden frisindede Bisp, til hvis Udnævnelse han for et Øjeblik siden i sin Samtale med Kapellanen havde hentydet. Det var nemlig ikke Provst Tønnesens Fejl at værdsætte sig selv for ringe; og da han et Par Gange var bleven forbigaaet ved Besættelsen af Landets større Embeder, betragtede han dette som en bevidst Forurettelse og besluttede ikke oftere at søge om |20| Forflyttelse under sin nuværende Bisp — en Beslutning, som hans Husstands Lidenhed og Renterne af en lille Privatformue havde sat ham i Stand til at gennemføre uden større Selvfornægtelse.

Lidt Balsam for sit Saar tog han dog imod, da han for et Par Aar siden lod sig udnævne til Provst — eller »Amtsprovst«, som han haardnakket fordrede sig kaldt af sine Sognebørn. I denne Stilling fik hans opsparede Handlekraft endelig en passende Tumleplads, og hans Selvfølelse tog her Oprejsning for alle lidte Krænkelser. Han levede og aandede fra den Dag i gamle Reskripter og Lovparagrafer, udarbejdede med lidenskabelig Omhu arkelange Forestillinger til Stiftsøvrighed og Amtsraad, tilstillede ved enhver Lejlighed de ham undergivne Præster vidtløftige Forespørgsler og var i Særdeleshed en Skræk for Provstiets Skolelærere, hvem han forfulgte med en Uendelighed af Indberetningslister og Skemaer, hvis Udfyldelse blev dem paalagt med Tilhold om den punktligste Nøjagtighed. Thi navnlig overfor Skolevæsenet havde han i høj Grad skærpet den gejstlige Kontrol, og paa dette Omraade betragtede han sig ikke uden Grund som særlig sagkyndig, idet han i sine yngre Dage i en længere Aarrække havde været ansat som Adjunkt ved en af Landets lærde Skoler.

|21|

Med alle disse organisatoriske Foranstaltninger underholdt han nu ved Tebordet sin Kapellan, idet han lod forstaa, at naar han allerede nu havde søgt Medhjælp til sin kirkelige Gærning her i Sognet, var det hovedsageligt for med des større Kraft at kunne vie sig til disse mere ledende Opgaver.

Kapellan Hansted forholdt sig bestandig tavs og hørte stille paa sin Foresatte, mens han i Tanker smuldrede sit Brød paa Dugen uden at nyde noget. I det hele havde han i det Døgn, han nu havde tilbragt her i Præstegaarden, saa godt som intet spist. Alligevel gjorde han slet ikke Indtryk af at befinde sig ilde her. Tværtimod var der et Udtryk af Glæde og Taknemlighed i hans lyse, milde Øjne, naar han nu og da løftede Blikket og lod det glide rundt i Stuen for tilsidst at lade det dvæle et Øjeblik ved Husets Datter, der stod bag den dampende Selvkoger i Færd med at tilberede Teen.

Frøken Ragnhild Tønnesen var — ligesom Faderen — en statelig Skikkelse og i det hele dennes udtrykte Billede. Hun havde de samme store, udtryksfulde Øjne — kun en Kende lysere —, den samme sydlandsk formede Næse og yppige Mund. Men hendes Figur var slank, næsten indtil |22| Magerhed, og ikke heller havde hun arvet Provst Tønnesens sunde, mørkladne Ansigtsfarve. Tværtimod var hendes Hud saa gennemskinnende og bleg — næsten maaneskinsagtig — som havde den aldrig været udsat hverken for Sol eller Blæst. Derimod var hendes fornemme Holdning og afmaalte Væsen atter ganske Faderens, ligesom Familieskabet kunde spores i den ualmindelige Omhu for den ydre Person, som røbede sig gennem hendes smagfuldt elegante og ganske moderne Klædedragt.

Frøken Ragnhild var fire og tyve Aar gammel og Provst Tønnesens eneste Barn. Naar hun i første Øjeblik maaske gjorde et noget ældre Indtryk, laa det til Dels i hendes Optræden, der bar Vidne om, at hun allerede længe havde haft Styret i sin Faders Hus. Endnu mens hun var Barn, havde Provst Tønnesen mistet sin Hustru; og det var just under det overvældende Indtryk af dette Tab, at han i sin Tid havde besluttet sig til at afbryde sin lovende pædagogiske Løbebane og flytte ud i en stille Præstegaard paa Landet for dér at søge Trøst og Ro for sig selv og sit Barn.