2

Inde i Provstens Studereværelse sad paa denne Aften en ung, fremmed Mand, som Dagen forud var naaet hertil midt under Snestormens vildeste Rasen.

|7|

Det var en høj, slankt bygget Skikkelse i sorte Klæder og med et hvidt Slips i Halsen. Fra et blegt Ansigt stirrede et Par ganske lyseblaa Øjne frem med et barnligt aabent Blik. Over Panden, der var høj og stærkt udadhvælvet, bølgede et smukt blond, i Enderne svagt kruset Haar; paa Spidsen af Hagen og langs den nederste Rand af Kinderne groede fine, lyse Dun.

Lige over for ham sad Provst Tønnesen i en gammeldags Lænestol med Øreklapper og Nakkepude. Han var en smuk, kæmpebygget Prælatskikkelse med et mægtigt formet Hoved og et snehvidt, kort studset Haar, under hvilket man overalt skimtede den rosenrøde Hovedbund. Bag et Par langt nedhængende, endnu ganske sorte Bryn lyste to mørkegraa Øjne, der tilligemed Næsens og Læbernes fyldige Former gav det skægløse Ansigt et halvt sydlandsk Udseende. Hans Paaklædning, lige fra det skinnende hvide Kammerdugs Halstørklæde til hans mønstrede Silkevest og de blankt pudsede Støvler, aabenbarede en hos Landsbypræster usædvanlig aarvaagen Sans for den ydre Anstand. Ogsaa hans Holdning, og Maaden, hvorpaa han nu og da i Talens Løb nippede til en langskaftet Kulpibe med tykt Rav-Mundstykke, røbede den selvbevidste Verdensmand.

|8|

Ved Siden af ham stod Fløjdøren aaben ind til Dagligstuen, et stort, herskabeligt udstyret Rum, hvor Husets Datter, en rødblond Dame, sad og syede ved en højstammet Lampe med søgrøn Silkeskærm.

Alt var stille rundt om. Det var, som om al Lyd var druknet i Snehavet deruden for. Foruden Provstens tonende Bas hørtes kun Kakkelovnsildens Buldren og den ensformige Eftersnakken af en Papegøje, der sad i et Bur inde hos Frøkenen i Dagligstuen.

Den unge Fremmede var Provstens nye Kapellan, hvis Ankomst man ikke alene i Præstegaarden men overalt i Sognet havde ventet i største Spænding. Især havde Provst Tønnesen i den sidste Tid gaaet usædvanlig tankefuld omkring og forberedt sig paa at modtage sin unge Lærling og Medhjælper; og ikke saa saare havde man i Dag rejst sig fra Middagsmaaltidet, før de to Præster trak sig tilbage til Studereværelsets grønlige Halvskumring, hvor de nu sad paa fjerde Time og drøftede allehaande Ting, deres fælles, ansvarsfulde Gærning vedrørende.

Det var saa godt som udelukkende Provsten, der havde Ordet. Kapellanen var endnu en ganske ung Mand paa seks og tyve Aar, og det var ikke |9| mere end faa Dage siden, han af Bispen havde modtaget den højtidelige Indvielse til sin Sjælehyrdegærning. Han følte sig øjensynligt ogsaa endnu lidt trykket af sin nye Værdighed. Hver Gang Provsten henvendte sig til ham under Tiltaleformen »Hr. Pastor«, blev han rød i Kinderne og saa' forlegent ned paa sin Støvlesnude.

Provst Tønnesen havde begyndt sit Foredrag i en roligt belærende Tone, hvori han lidt unødigt dvælede ved Ordene, som om han selv i Stilhed nød sin Stemmes ualmindelige Velklang og sine Sætningers Formfuldendthed. Det faldt ikke ofte i hans Lod at have en saa intelligent Tilhører, og han modstod derfor ikke Fristelsen til at give sin Veltalenhed en noget vid Tumleplads. Efterhaanden som han kom ind paa en nærmere Omtale af Nutidskirkens Stilling, og især da han kom til at berøre Tidens forskellige stridende Strømninger inden for Kirken, blev hans Tone dog mindre rolig, hans Sprog langt mindre behersket. Tilsidst bøjede han sig helt fremover og sagde med kraftigt Eftertryk, idet han saa' Kapellanen stift i Øjnene:

»Hvad jeg derfor, Hr. Pastor Hansted, i denne Sammenhæng særligt og alvorligt har ønsket at sige Dem, er da i faa Ord dette: Det er ikke alene Præstens Ret men hans hellige og ubrydelige |10| Pligt over for den Herre, som han tjener, og hvis Rige her paa Jorden han under Ansvar forvalter ... jeg siger, det er Præstens uafviselige Pligt ved enhver Lejlighed at hævde Kirkens ubetingede Myndighed. Det skønne gamle patriarkalske Forhold, der forhen bestod mellem Sjælehyrden og Menigheden er — desværre! — snart en Saga blot. Og hvis er Skylden? Hvem er det, der nu i Aaringer systematisk har undergravet Kirkens Avtoritet og nedbrudt Folkets nedarvede Respekt for dets guddommeligt indsatte Lærere? Er det de saakaldte Fritænkere? De aabenbare, frække Gudsfornægtere? Saaledes siges der vel. Men tro det ikke! Nej, det er inden for Kirkens egne Rammer, at Fordærvelsen har fundet Næring. Det er disse ulykkesvangre Strømninger, der under Navn af demokratiske Friheds- og Lighedsbestræbelser er stegne op fra Folkedybet, og som nu har fundet Vej ogsaa til Kirkens hellige Haller ... og ikke alene ved enkelte ungdommelige Brushoveder, men — desværre! — i den sidste Tid endog ved Kirkens højeste Tillidsmænd. Jeg behøver vist ikke at forklare mig nærmere. De véd sikkert, hvortil jeg her sigter. ... Men hvorledes skal dette ende? Er det ikke at tage selve Antikristen, Verdens gamle Oprørsaand, i sin Sold? Hvad er |11| vel disse saakaldte Grundtvigianere med deres Vennemøder og deres Højskoler, som i den sidste Tid understøttes endog af Staten? Og hvad er dette Kolportør-Uvæsen, disse prækende Skomagere og Skræddere, ganske uvidende Personer, der — læg vel Mærke hertil! — af Præster sendes ud i Landet med Myndighed til at vidne i den hellige Kirkes Navn? Jeg begriber ikke den Blindhed, der har slaaet visse af vore Embedsbrødre, at de ikke indser, hvor nedbrydende en saadan Fremfærd er for den Værdighed, den Avtoritet, som vi — det nytter dog ikke mellem os at nægte det — sandelig ikke kan undvære overfor den menige Mand, der umuligt er i Stand til at vurdere den sande Overlegenhed og rettelig bedømme aandelige Egenskaber. Det er denne skæbnesvangre Mangel paa Disciplin, der for Tiden hersker inden for den danske Præstestand, hvorom slige Udskejelser bærer sørgeligt Vidne. Og hvad bliver Følgen? Ser vi ikke allerede Frugterne? Disse Skomager- og Skræddervidner — er de ikke i Menigmands Øjne Vidundere af Veltalenhed, halve Profeter, som man alle Vegne flokkes om, og hvis Floskler og Fraser demoraliserer Menigheden, saa den tilsidst næppe længer har Øre for en ordentlig gennemtænkt Præken eller Sans for Gudstjenestens Højtidelighed. |12| ... Det er saamænd ikke mere end faa Dage siden, at et saadant forløbent Individ præsenterede sig for mig her som en »Kollega« og oven i Købet havde den Frækhed at anholde om Tilladelse til at benytte Kirken til sine Præstationer. Dertil er vi komne! Landstrygere paa Prækestolen, Forbrydere for Alteret! Skomagersvende og Læredrenge som Folkets aandelige Formyndere! Saaledes er Kirkens Glans blegnet! Dertil er dens Anseelse sunken! ... Hvor skal dette ende? Jeg spørger Dem, Hr. Pastor Hansted, hvor skal dette ende?«

Provst Tønnesen havde talt sig op i en bestandig voldsommere Lidenskab. Hans Ansigt var blevet askegraat, hele hans Legeme sitrede. Ved de sidste Ord rejste han sig op i sin fulde Højde og rettede sin Kæmpekrop, som om han paa Stedet vilde udfordre til Kamp.

Fra sin Stol betragtede Kapellanen ham i stum Forbavselse, og inde i Dagligstuen vendte selv den unge Dame Hovedet, mens Papegøjen begyndte at skrige og baske med Vingerne.

Ganske ude af sig selv af Sindsoprør gav Provsten sig til at vandre frem og tilbage over Gulvet med Skridt, der gav Genlyd i Stuen. Da han efter et Par Minutters Forløb vendte tilbage, |13| stillede han sig op foran Kapellanen og betragtede ham med et gennemtrængende Blik, der flammede under de mørke Brynduske som Lyn bag en Uvejrssky.

»Jeg haaber,« sagde han med endnu stærkt skælvende Stemme, »jeg haaber, Hr. Pastor Hansted, at De tilfulde forstaar mine Bekymringer med Hensyn til den Sag, jeg her nævnede. Jeg haaber, De med mig deler de Betænkeligheder, som enhver samvittighedsfuld Gejstlig maa nære over for disse Bevægelser. ... Jeg vil ikke skjule for Dem, at ogsaa her i Sognet har jeg begyndt at spore en Gæring, en udskejende Tendens, som det gælder om uden Skaansel at kvæle i Fødslen. En vis Væver Hansen, en lige saa uvidende som fræk Person, der er det sørgelige Produkt af denne saakaldte Højskolebevægelse, har i de sidste Aaringer forsøgt at skabe en Slags Revolutionsparti her i Menigheden, en Flok af Skrydere og Ignoranter, der vover aabenlyst at sætte sig op imod mig og ved alle Slags Optøjer søger at forstyrre Freden i Menigheden. Men jeg taaler ikke sligt! Jeg føler det som min Pligt med ubønhørlig Strenghed at kue denne Oprørsaand, og jeg haaber, Hr. Hansted, at jeg fremtidig tør stole ogsaa paa Deres Bistand i saa Henseende. Det er i det |14| hele mit Haab, Hr. Pastor Hansted, at vi i alt væsentligt skal kunne forstaa hinanden, saa vor fælles Virken her kan blive Gud vor Herre til Ære og Menigheden til Velsignelse!«

»Jeg har intet højere Ønske,« svarede den unge Mand stille og saa' mod Gulvet.

»Derom var jeg ogsaa overbevist,« vedblev Provsten, synlig tilfreds med Kapellanens Svar. »Alligevel er jeg glad ved at høre Bekræftelse derpaa af Deres egen Mund. ... Jeg tvivler i det hele ikke om, at vi ved gensidig Imødekommenhed nok skal komme til Rette med hinanden.«

Efter dette Ordskifte genvandt Provst Tønnesen snart sin forrige Ligevægt. Han gik hen og stoppede sin Pibe i en Krog af Stuen, tændte den ved en Fidibus og tog atter Plads i sin Lænestol for at fortsætte sit afbrudte, saglige Foredrag.

Idet han gik over til, hvad han selv halvt spøgende kaldte »et lille Kursus i den praktiske Teologi,« gav han sig til at gøre Rede for de mere specielle Opgaver for den gejstlige Virksomhed. Han omtalte Fremgangsmaaden ved Barnedaabshøjtideligheden, ved Nadvertjenesten baade i Kirken og ved Sygesengen; gav dernæst sin unge Elev Vejledning med Hensyn til Prækenernes passende Længde, til Messen, Altertjenesten o.s.v., |15| og meddelte sluttelig forskellige praktiske Vink angaaende den rent ydre Anstand, »hvilken heller ingenlunde turde forsømmes«.

»Der er nu f.Eks. dette med Hænderne, hvilket ofte i Begyndelsen volder unge Prædikanter Bryderier. Som De véd, er der nogle Præster, der ynder at gestikulere meget stærkt, medens andre foretrækker at holde Hænderne roligt foldede. Det sidste giver unægtelig mere Inderlighed og er derfor navnlig paa sin Plads f.Ex. ved Brudevielser, hvor man i Almindelighed mere søger at tale til de blide Følelser end just at vække Tilhørernes Skyldbevidsthed. Ved andre Lejligheder mener jeg derimod, at en passende Gestikuleren er ganske tjenlig. Ved Ord som f.Eks. Herrens Forbandelse, Himmelens Vrede, Helvedes evige Pine, o.s.v. er det dog ret naturligt, at man ledsager sine Ord med en Hævning af Armen, en Knytten af Haanden eller lignende, for at tildele dem mere Kraft. ... En Ting maa jeg bede Dem endelig at lægge Dem paa Sinde, kære Ven — —«

I dette Øjeblik slog Klokken otte paa et fint klingende Taffelur inde i Dagligstuen. I det samme viste Provstens Datter sig i Døren og bad Herrerne ind til Te.

|16|

»Ja, saa maa vi lystre!« afbrød Provsten livfuldt og rejste sig. Og idet han lagde sin Haand paa Kapellanens Skulder, tilføjede han spøgende: »Som De maaske allerede har lagt Mærke til, Hr. Hansted, er det nemlig min Datter, der regerer her i Huset — og jeg vil sige Dem, hun er en striks Kommandant! ... Naa, vi kan jo altid fortsætte ved Lejlighed. Kom nu ind og tag til Takke med et landligt Nadverbord.«