4

Paa denne Aften sad Købmand Villing og hans Kone inde i deres lille, lummert opvarmede Dagligstue ved Siden af Butiken. En højfodet Lampe |55| brændte midt paa Bordet under en rød Papirsskærm og kastede et hyggeligt Skær ned over Fruen, der sad midt i Sofaen og strikkede, mens Villing indtog Pladsen i Lænestolen paa den anden Side af Bordet, hvor han sad og læste højt af en Avis.

Ude i Butiken var der tomt og stille. En nedskruet Lampe hang og osede under Loftet mellem Strigletøjer og Seglgarnsbundter, og henne i den dybe Skygge bag et stort Brændevinsanker sad den gengangeragtige Butiksdreng, der regelmæssigt hvert andet eller tredie Aar blev fornyet inde fra Hovedstaden, men som ikke des mindre altid var det samme magre, sky og kirtelblege Væsen, som Folk nu snart i tyve Aar havde set fare fortumlet op og ned bag Villings Disk. Han var i dette Øjeblik falden i Søvn med Hovedet op ad Væggen, vidt aaben Mund og Hænderne stukket saa dybt ned i Lommerne, som var det sket under det inderligste Ønske om aldrig mere at behøve at tage dem op igen.

I de sidste Par Timer havde heller ingen forstyrret ham i hans Drømmerier. Villings Butik, der i gamle Dage altid havde været overfyldt af Kunder, stod nu den største Del af Dagen ganske tom. Af Egnens Omsætning havde Skibberups store »Forbrugsforening« efterhaanden kun levnet ham |56| Skillingshandelen med Byens Fattigfolk, lidt Forretning med Kul samt Udsalg af Brændevin og bajersk Øl.

Det saa' dog ikke ud til, at disse trange Aar havde hvilet synderlig tungt hverken paa Villing eller hans Kone. Hans egen lille Person med det brede Hoved og de smaa gule Bakkenbarter var snarere tiltaget i rosenrød Fedme; og vistnok maatte Fruen bære Briller, naar hun haandarbejdede, men hendes Ansigt havde bevaret sit blide og hengivende Udtryk og vidnede om, at ogsaa hun havde fundet Hvile i Troen paa, hvad hendes Mand plejede at kalde Faguddannelsens Overlegenhed og endelige Sejr.

Den Avis, Villing sad og læste højt af, var et konservativt Hovedstadsblad, hvis udførlige Beretninger om alle Slags Tildragelser i Hovedstadens Liv fra tidlig Tid havde været Ægteparrets kæreste og egentlig eneste Læsning. Allerede i flere Aar havde de dog af Forsigtighedshensyn ikke abonneret paa Bladet men ladet sig det hemmeligt tilstille gennem en Forretningsven i Form af Indpakningspapir ved Vareforsendelser.

Der var til i Aften forbeholdt dem en særlig Nydelse, nemlig Beskrivelsen af en glimrende Hoffest, der havde samlet alt, hvad Residensstaden |57| ejede af Fornemhed og Pragt, og Villing, der under disse Oplæsninger aldrig sparede paa den højtidelige Stemme-Bæven, hvormed ustuderede Folk gærne udtrykker deres Ærefrygt for det trykte Ord, havde grebet denne Lejlighed til Udfoldelsen af hele sit deklamatoriske Talent. Med det faste Tag i sin ene Bakkenbart, der hos ham var uadskilleligt fra enhver ophøjet Sindsbevægelse, oplæste han følgende Skildring:

»Med den Præcision, som en aandrig Forfatter har kaldt Fyrsternes Høflighed, ankom de allerhøjeste og højeste Herskaber paa Slaget ni, fulgt af et i Ordets sande Betydning stateligt Følge. Den feagtigt oplyste Riddersal afgav i dette Øjeblik det mest glimrende Skue. Herrernes brogede Uniformer og stjærnebedækkede Brystopslag, men frem for alt Damernes pragtfulde Toiletter, funklende af Diamanter, Rubiner og Safirer, var af en overvældende Virkning. — — Ja det maa have været storartet, ikke sandt?« afbrød han sig selv og kastede et betaget Blik over paa sin Kone. »Det havde været værd at se paa!«

»Det skulde jeg mene! ... Men læs videre, lille Ven!«

»Hs. Majestæt Kongen, hvis trods Alderen lige ungdommelige Udseende vakte almindelig Glæde og |58| Beundring, bar Gardens Generalsuniform, prydet med Elefantordenens blaa Baand. Hds. Majestæt Dronningen, der saa' ualmindelig oplivet ud og mere ungdomsfrisk end nogensinde, var iført hvid Kniplingskjole og lyslilla Brokadesrobe med 5 Alen Slæb; dertil Opalsmykker om Hals og Arme og en lyslilla Fjerpompon paa Haaret. — — Tænk dig, Sine! Lyslilla Brokade med 5 Alen Slæb! Regner vi blot 12 Alen almindelig Bredde à — lad os sige 45 Kr., gør 540 Kr. alene for Stoffet!«

Fru Villing, der havde lagt Kinden ned paa sin ene Strikkepind og i denne Stilling løftet sit Blik over Brillekanten og fæstet det paa et Punkt i Loftet, tilføjede:

»Og femten Alen Kniplinger à 25 Kr. gør 375 Kroner.«

»Tilsammen altsaa 915 Kroner!«

»Mindst.«

»Alene for Stoffet! Det kan man kalde et Pragtstykke, hva'? Men lad os høre videre! — Hds. kongelige Højhed Kronprinsessen« —

»Naa, nu skal vi høre!« udbrød Fruen og satte sig til Rette med sit Strikketøj. »Dér har sikkert været noget at se efter.«

»Hds. kongelige Højhed Kronprinsessen« — gentog Villing med forstærket Stemme — »bar |59| nedskaaren Kjole af lyseblaat Atlask, Roben indvævet med Sølvliljer. — Ah! Lyseblaat Atlask med Sølvliljer, du! — Paa Haaret et Diadem af lynende Brillanter, desuden en sand fyrstelig Overflod af funklende Stene paa Hals, Bryst og Arme samt i Kjolens Ophæftninger. Særlig beundrende Opsigt vakte et Par Ørensmykker af Brillanter saa store som Spurveæg. — — Har du kendt Mage, Sine! Brillanter saa store som Spurveæg. Det vil sige saa meget som at have en hel Herregaard, ja en hel Landsby hængende ved hvert Øre. Det maa være en storartet Følelse, hva'!«

Her afbrød han sig selv og løftede Hovedet med et lyttende Udtryk. Ovre fra den anden Side af Gadekæret lød muntre Stemmer, og en Flok Piger hørtes at fjerne sig syngende ind igennem Byen.

»Nu er nok Skvaldermødet forbi for i Aften,« sagde han og saa' op paa Uret over Piedestalen. »Det var saamænd ogsaa paa Tide, Klokken er over ni. Naa, lad os ikke lade os forstyrre. Hvortil var det nu, vi kom? Naa her! Altsaa! — Af Toiletterne blandt de aristokratiske Gæster bemærkede vi særlig følgende: Hs. Ekscellence Konsejlspræsidentens Frue« — —

I dette Øjeblik gav den skrattende Klokke ude over Butiksdøren sig til at lyde. Villing lukkede |60| hurtigt Avisen sammen, parat til i et Nu at gemme den i Bordskuffen.

Fra Butiken hørtes et Par mumlende Stemmer og nogen Flaskeklirren; hvorpaa Klokken atter lød, og Døren derude lukkedes.

»Elias!« raabte Villing med Tordenrøst og stak Haanden med Avisen bag paa Ryggen.

Butiksdrengens spøgelseblege Ansigt viste sig i den halvt aabnede Dør med Haaret hængende i Tjavser ned over de forsovede Øjne.

»Hvem var det?«

»Det var Svend Øl og Per Brændevin, ... de skulde ha'e en Pot.«

»Godt. Saa kan du lukke og gaa i Seng. Men glem ikke at slukke dit Lys, Dreng! — Godnat!«

Saa snart Døren havde lukket sig, tog Villing atter Avisen frem og fortsatte sin Oplæsning.

»Af Toiletterne blandt de aristokratiske Gæster bemærkede vi særlig« —

Atter blev han afbrudt af Butiksklokkens Skratten. Denne Gang aabnedes Døren hurtigt og larmende, man hørte Diskeklappen blive slaaet op og en Mand blive indladt.

Villing, der var bleven ganske bleg, havde næppe faaet Avisen kastet ned i Bordskuffen, før Dagligstuedøren aabnedes.

»Naa, det er Dem!« sagde han med et Lettelsens Udbrud, da han saa' Dyrlæge Aggerbølles brede Skikkelse træde ind, dryppende af Regn. »Det havde vi sandelig ikke ventet ... Hvor i Alverden kommer De fra paa denne Tid af Aftenen?«

»Jeg? ... Hm! Jeg kommer fra en Patient,« mumlede Aggerbølle og saa' sig om efter et Sted, hvor han kunde anbringe Hat og Stok. »Et Hundevejr! Rigtig et Helvedesvejr! Ikke til at jage et Menneske ud i. Og et Pløre! Man kan jo næsten ikke være bekendt at komme ind i ordentlige Folks Stuer, saadan som man ser ud! Men jeg syntes dog, jeg skulde kigge lidt indenfor« —

»Det var virkelig pænt af Dem, Aggerbølle,« sagde Fruen, idet hun kastede et formanende Blik over paa sin Mand, der ikke havde gjort sig synderlig Umage for at skjule sin Gnavenhed over Besøget. »De véd, vi sidder saa meget alene nu og er altid glade ved at se Dem. Vi sad saamænd netop og talte om Dem, da De kom. Værsgo' tag De kun Plads! ... Naa, hvordan gaar det saa ude hos Dem i al den Slud og Regn, vi har haft i den sidste Tid?«

Aggerbølle lod, som om han overhørte hendes Spørgsmaal. Han tog Plads paa en Rørstol ved Siden af Bordet, hvor han med en mørk og besynderlig |62| fraværende Mine vedblev at fremmumle Forbandelser over Vejret. Man hørte kun enkelte Ord som »Hundekulde«, »Siberisk Vinter«, »Feber i Blodet«, og samtidig sad han og rodede nervøst i sin højre Bukselomme, som om det egentlig var med noget dérnede, at hans Tanker rumsterede.

Med ét trak han ¹ Haanden op af Lommen og kastede et Tokronestykke hen paa Bordtæppet.

»Gi'er De varmt Vand og en Cigar, Villing, saa gi'er jeg Kognak. Jeg synes, man trænger til at faa noget styrkende i Livet paa denne Aftenstund.«

Købmanden og hans Kone vekslede spørgende Blikke, og der blev et Øjebliks Tavshed. Derefter rejste Fruen sig og gik ud i Køkkenet, mens Villing, med et ham ejendommeligt Kunstgreb, tog Tokronen med den ene Haand og vippede den over i den anden, hvorefter han puttede den ned i sin Portemonæ.

Med et sky og ligesom modstræbende Blik fulgte Aggerbølles Øjne Pengestykket paa dets Vandring, indtil Villings store Læderpung lukkede sig over det. Saa saa' han ned mod Gulvet og sad et Øjeblik tavs.

»Naa, hvordan gaar det saa, kære Ven?« spurgte Villing, idet han bøjede sig frem og venskabeligt klappede ham paa Knæet.

»Hvordan det gaar?« sagde Dyrlægen og rettede sig med en brat Bevægelse, som om han havde mest Lyst til at frigøre sig for den andens Venskabsytringer. »Skidt naturligvis! Hvordan skulde det vel ellers gaa?«

»Ja, saadan maa des værre ogsaa vi Forretningsfolk klage. Overalt Flovhed i Omsætningen og Nedgang i Priserne! Hvad skal det blive til? ... Jeg sagde det netop til min Kone forleden. Hvor det er kedeligt, sagde jeg, at man altid skal være nødt til at handle mod kontant. Hvor ganske anderledes behageligt er det ikke for en Købmand, naar han kan tilbyde sine Kunder lette Afviklingsvilkaar. Jeg vil nu slet ikke tale om den Glæde, man vilde kunne have af at hjælpe gamle Venner og gode Kunder i en øjeblikkelig Forlegenhed, i det hele hjælpe med Daad som med Raad, hvor der trænges. Men hvad skal man gøre, naar man selv har ondt ved at svare hver sit? Jeg véd saamænd i Øjeblikket slet ikke, hvor jeg skal faa Midler fra til at klare mig i næste Termin. Det er virkelig haardt, kan De tro, naar man er kommen i min Alder, og har henved tyve Aars — jeg tør sige hæderlige — Anstrengelser at se tilbage paa. Jeg er i Øjeblikket aldeles blottet, aldeles blottet!«

Dyrlægen, der syntes at kende denne Tale og tilfulde at fatte Meningen med den, brummede nogle uforstaaelige Ord i Skægget og kastede utaalmodige Blikke hen til Køkkendøren.

Endelig viste Fruen sig med Anretningen paa en Bakke; Aggerbølle tog straks et Glas, dækkede akkurat Bunden af det med Vand og fyldte op med Kognak; og uden at afvente enten nogen Klinken eller Skaalen førte han det med rystende Haand til sine Læber og tømte det halvt. Derefter bed han Spidsen af en Cigar, som Villing imidlertid havde budt ham, tændte den over Lampeglasset og kastede sig dampende tilbage i sin Stol med Armene over Brystet.

»Naa,« udbrød han i denne sin Yndlingsstilling, øjeblikkelig gjort snakkelysten af Spiritusen. »Lad os høre, er der ikke noget nyt at fortælle?«

»Noget nyt? Lad mig se!« sagde Villing, der sad og rørte samvittighedsfuldt rundt i sit Glas. »Ja, der er det nye, at der har været Møde hos Sogneraadsformanden i Dag.«

»Kalder De det nyt? Fanden heller! Jeg synes saamænd, de holder Møde her hver evige Dag ... naar de da ikke holder to! Bønderbæsterne har jo ikke andet at bestille i vore Dage! Mælken sender de til Andelsmejerierne og Svinene |65| til Fællesslagterierne ... saa kan de saa dejlig gaa hjemme og vigte sig! Nej, det var s'gu anderledes i gamle Dage, Brødre!«

»Det skal nok have været Tillidsmændene, som var samlede.«

»Tillidsmændene,« fo'r Aggerbølle op. »Skal vi maaske igen trækkes til politisk Halløj! Det er jo ikke mere end otte Dage siden, vi havde Møde her! ... Ja, er det ikke det, jeg siger!« vedblev han tænderskærende og knyttede sin Haand. »Kan man dog ikke ærgre sig Leveren ud af Kroppen, naar man tænker paa, hvad de Hængetryner har lavet sammen her i Landet! Det er ikke nok med, at de har myrdet — ja, jeg siger myrdet! — den sidste Rest af god gammel dansk Gemytlighed ... man skal oven i Købet være nødt til at sidde og høre paa al deres forbandede Brage-Kragegylp! Det skulde gamle Didrik Jacobsen have vidst, at hans Efterkommere vilde blive saadanne Lammehaler! Kan De huske gamle Didrik Jacobsen, Villing? Det var en Stadskarl, ikke sandt! Og hans store Julegilder ... med de gode gammeldags 3 Lispunds Skinkestege med Rødkaal og Snaps og gammelt Godtøl og en god Kaffepunsch, der kunde trøste En lidt for Livets Skuffelser og Sorger. Og Fastelavnsugen, hvor vi |66| ikke fik Søvn i Øjet fem Nætter i Træk! Det var en Tid at leve i, skulde jeg mene!«

Villing og Frue vekslede vemodsfulde Blikke. Ogsaa hos dem vakte Aggerbølles Ord kære Erindringer. Det var nemlig i deres Butik, at saa mange af de gode Sager var bleven købt, og det havde hørt til deres Samlivs lykkeligste Øjeblikke, naar de Aftenen efter et saadant Gildelag, hvor undertiden over hundrede Personer havde spist og drukket tæt, satte sig sammen i Sofaen over den store Hovedbog og med en ny Staalpen udskrev den vidtløftige Regning og sammentalte de alenlange Talrækker.

»Og Søren Himmelhund, som vi kaldte ham,« vedblev Aggerbølle, ganske henreven af sine Minder. »Kan De huske, Villing, — den Gang han slagtede en hel Fedetyr til sit Brændevinsgilde! ... Hvad faar man vel nu? Ikke en Gang et ordentligt Sulebord til et Bryllup! Bare en Slat lunken Kaffe med en Sukkerkringle til ... og for Resten Gimle-Sange og Gammens-Tale og Venne-Ord og svedige Haandtryk! Det er saamænd et net Eksempel at give den opvoksende Slægt. I Stedet for at arbejde, som de Gamle gjorde, og at more sig, som de Gamle gjorde, sidder de dér og synger sig fede og vender Øjne, saa det er |67| væmmeligt at se paa. Og det skal være det nye Fremskridtsfolk? Det skal være Landets Marv! Ned med det Rak! Ned med de Hallunker, siger jeg!«

Erindringen om den to Timer lange Kval, han nys havde maattet udstaa i Præstegaarden, havde gjort ham ganske ude af sig selv af Forbitrelse. Villing tyssede helt bestyrtet paa ham, og efter sine sidste Ord syntes han ogsaa selv at blive noget betænkelig ved sin Dristighed. Han holdt pludselig inde, og der var i nogle Øjeblikke saa stille i Stuen, som om Væver Hansens Skygge usynlig havde sneget sig gennem Rummet.

»Hvorledes har Deres Familie det, kære Aggerbølle?« spurgte Fruen paany efter en flere Minutter lang Pavse for at lede Samtalen ind i et andet Spor.

Dyrlægen gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden og vendte Hovedet bort med den smertelige Grimace, hvori hans Ansigt altid fortrak sig, naar nogen talte til ham om hans Kone.

»Lad os ikke tale om det, Fru Villing! Det opriver mig saa frygteligt! ... Det er dog min Trøst, at hvad jeg paa Grund af Tidernes Ugunst og — lad mig kun tilføje det — paa Grund af min egen Svaghed maa lide, lider jeg for min |68| stakkels Kone og mine uskyldige smaa Børn. Havde det ikke været for deres Skyld, havde jeg for længe siden rejst mig som en Mand og spyttet disse Hallunker min Foragt lige i Øjnene! Derom kan De være ganske overbevist, min kære Fru Villing! Men det har jeg én Gang for alle lovet mig selv, at min lille Kone og mine stakkels smaa Børn, dem vil jeg bringe dette Offer ... for dem vil jeg tømme denne bedske Skaal til Bunden! — Nej, sandelig! Deri tager De fejl, min bedste Fru Villing! En saa haardhjærtet Bøddel er jeg da heller ikke, at jeg for min Stoltheds Skyld skulde lade min lille Sophie lide mere, end hun allerede gør« —

»Men kære Hr. Aggerbølle, jeg har jo slet ikke sagt —« indvendte Fru Villing spagfærdigt.

»Nej, nej, min bedste Frue! De kender ikke min Sophie ... det er Sagen! De har ikke som jeg elsket hende gennem snart tyve Aars bitre Sorger og Trængsler. Saa lærer man at takke Gud for en god og trofast Ægteviv ... og det har min Sophie været mig! Et Mønster paa en Hustru og Moder, tør jeg sige ... ædel, altopofrende, en Engel i Taalmodighed og saa smuk, saa yndig endnu paa sit Smertensleje ... —«

Kognaken var begyndt at gøre sin sædvanlige |69| Virkning paa ham. Han satte sine Næseklemmer for sine stive Øjne, for at skjule Taarerne, der var ved at bryde frem. Hans Stemme var bleven tilsløret, hans Ord og Minespil røbede den fyrige Lidenskab, hvormed han stadig tilbad sin Hustru, og som undertiden gjorde et helt uhyggeligt Indtryk paa dem, der kendte den lille hensvindende Rest af et Menneskeliv, som kaldtes Fru Aggerbølle.

»Min stakkels Kone er i denne Tid aldeles medtaget!« vedblev han, idet han opgav længer at bekæmpe sin Sindsbevægelse. »De véd, hun lider af disse skrækkelige Syner, disse Hallucinationer, saa snart hun er ene. De kan tro, det er forfærdeligt for mig at tænke paa! For hun er jo da aldeles hjælpeløs! Vi bor jo saa afsides ... det er skrækkeligt! Forleden Aften, da jeg kom hjem her fra Dem ... det var blevet noget sent, tror jeg ... saa saa' jeg allerede paa lang Afstand, at der var tændt Lys inde i Sovekammeret. Jeg tænkte nok, at der maatte være noget i Vejen, og da jeg kommer derind — aa, jeg vil aldrig glemme det Syn! — finder jeg min lille Kone siddende oprejst i Sengen, saa hvid som et Lagen og med Tænderne klaprende i Munden. Jeg styrter hen til hende og tager hende i mine Arme; men hun kunde i Begyndelsen slet ikke tale, hele hendes |70| Legeme rystede, som om hun havde Krampe. Min elskede Sophie, raabte jeg — hvad er der dog sket? Hvad er der dog sket? Langt om længe fik hun Kræfter til at sige, at hun havde hørt nogen pusle rundt om Huset og set skrækkelige Ansigter paa Ruderne, og at man havde raabt ind til hende, at man vilde dræbe hendes Børn ... lutter Feberfantasier naturligvis; men alligevel saa forskrækkeligt, saa forfærdeligt at være Vidne til!«

Han formaaede ikke længer at beherske sig. Taarerne rullede ned i hans stride Skæg, og han bøjede sig forover og lagde Panden i sin Haand.

»Men bedste Hr. Aggerbølle,« bad Fruen, mens Villing opmuntrende klappede ham paa Knæet og sagde: »Vær dog ikke saa utrøstelig, kære Ven! De skal se, Sommervarmen vil nok hjælpe Deres kære Hustru. Naar Foraaret kommer, glemmer vi allesammen Vintrens Besværligheder.«

Men han hørte ikke deres Ord. Han var sunken hen i den mørke Sløvhedstilstand, der dannede et af Drukkenskabens Stadier hos ham.

Paa én Gang saa' han op. Hans Ansigt, der ved hans Indtrædelse havde været blaablegt, var efterhaanden blevet ganske ildrødt og dampede af Spiritus.

»Men véd De, hvad jeg tror?« sagde han |71| med underlig fremmed Stemme og saa' fra den ene til den anden, idet han opløftede sin Haand. »Der er noget Troldskab i Luften her ude paa Landet ... noget Djævelskab et eller andet Sted —«

»Men Hr. Aggerbølle dog!« klynkede Fruen. »Det sagde De ogsaa forleden. De gør os jo saa uhyggelig til Mode.«

»Forlad mig, bedste Fru Villing ... men De forstaar mig ikke! Jeg tror hverken paa Spøgelser eller Nisser eller paa Genfærd med grinende Hoveder under Armen ... den Slags Tossehistorier overlader jeg til Hængetrynerne at give til Bedste! Men jeg siger, der er noget andet Troldpak i Luften her ude, noget, som stjæler Livskraften fra os, Fru Villing, som malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa dem, hvis Vugge ikke har staaet her ude under den store Himmel. De kan stole paa mit Ord! Jeg har selv følt det, Fru Villing! ... Hvorfor skulde det vel ellers være gaaet min stakkels Sophie og mig saadan, som det er!«

Han skjulte atter Ansigtet i sine Hænder og faldt hen i en kort Hulken, der lød som en hul Stønnen af Smerte.

»Men kæreste Hr. Aggerbølle!« udbrød paa én Gang Hr. og Fru Villing med oprigtig Medfølelse |72| og søgte at tale ham til Fornuft. Villing rejste sig endog op, klappede ham paa Skuldren og sagde:

»Lad Dem dog for Guds Skyld ikke saaledes henrive, bedste Ven! ... Lav Dem et lille Glas til og se at komme paa lidt andre Tanker. Vi skulde vel ogsaa have os vor lille Sjavs i Aften. Vi kan saamænd alle tre trænge til en Smule Opmuntring.«

Ligesom vaagnende op af Drømme løftede Aggerbølle sit tunge Hoved og fo'r sig med Haanden gennem Haaret under den heftige Skudren, der var ham egen. Med et mørkt Blik skelede han først op paa Villing, derefter hen til Uret paa Piedestalen.

»Jeg skulde vel egentlig tænke paa ... jeg tror, jeg lovede min Kone — —« mumlede han.

»Nej, véd De hvad, kære Ven ... i den Sindsstemning, hvori De for Øjeblikket befinder Dem, faar De virkelig ikke Lov til at gaa hjem og smitte Deres Kone med Deres Tungsindighed. Det kan vi virkelig paa ingen Maade tillade. Husk ogsaa paa, at jeg vandt tre og halvtredsindstyve tusinde Kroner fra Dem forleden. De maa dog virkelig have Revanche! ... Lille Sine, tag Kortene frem og bland Hr. Aggerbølle et halvt Glas endnu.«

Synet af Kortene overvandt hurtigt Aggerbølles Modstandskraft.

Men heller ikke for Ægteparret Villing var disse smaa Spillepartier saa stor en Opofrelse, som de gærne vilde give det Udseende af. Rigtignok havde de efterhaanden maattet opgive at spille om Penge, fordi Aggerbølles i Reglen totale Bankerot tilintetgjorde ethvert Haab om Gevinst; men deres Interesse for Spillet var bleven genvakt, efter at de var kommen paa den lykkelige Idé alligevel at føre et Slags Regnskab og paa dette at opføre Bêterne med Summer af svimlende Størrelse, der kunde sætte deres Fantasi i Bevægelse og tilfredsstille deres Lidenskab for Tal og Addition.

Efter at Villing havde gjort et Slag ud i Butiken for at forvisse sig om, at Læredrengen virkelig sov, satte man sig til Rette omkring Bordet og gav Kortene rundt til en saakaldt »flyvende Sjavs«.

»Jeg melder,« brummede Aggerbølle straks.

»Jeg be'r ogsaa om Forlov,« nynnede Fruen.

»Aa, ... jeg tør vel nok vove at byde over en Gang,« istemte Villing og vilde tage de to Købekort, der laa paa Bordet.

Men Aggerbølle lagde sin svampformede Haand over dem og udbrød:

»Væk fra Fadet ... jeg spiller paa dem, jeg har!«

»Hold paa Skibet, Skipper, vi ruller jo!« lo Villing. »De er nok kommen paa Lykkepladsen i Dag, Dyrlæge!«

Aggerbølle paasatte sig den Næseklemmer, som han for et Par Aar siden havde anskaffet sig for med den at hævde sin Aands- og Dannelsesoverlegenhed overfor »Hængetrynerne«. Han lo over hele sit ildblussende Ansigt og hørte end ikke, at Uret bag ham slog ti manende Slag.

Da han havde vundet sit Spil, og endog gjort sine Modstandere »Jan«, plantede han bægge Hænderne i Siden, saa' lykkeligt fra den ene til den anden og sagde:

»Hør, Brødre! ... Her sidder vi for Resten rigtig fornøjeligt!«