3

Det var mørk Aften og øsende Regn, da Emanuel kom hjem til Præstegaarden og i Selskab med en fremmed Mand steg op ad Hovedbygningens høje Flisetrappe.

Inde i den herskabelige Forstue, hvis lange Mahogni-Knagerække i sin Tid var bleven oplivet af Provst Tønnesens store Bjørneskindspels og den unge Frøkens slørbehængte Havehatte, og hvor sirlige Kokusmaatter havde dækket Gulvets sort-hvide Marmortavl foran Dørene, brændte nu en simpel Staldlygte; Knagerækken var overfyldt af en Samling jævne Mandfolkehuer og brogede Kvindetørklæder, og paa Flisegulvet stod der opstillet en hel Flaade af snavsede Træsko i alle Former, lige fra store, klodsede Husmandsbarkasser med Jærnbaand om og en Halmvisk indeni indtil smaa, halvlakerede Fruentimmertrætøfler med forsirede Næser og rødt Flonels For.

Husets sædvanlige Aftengæster, der nogle Gange om Ugen samledes her efter endt Arbejde for i Fællesskab at opbygges ved Samtale, Oplæsning og Sang, havde allerede indfundet sig og sad inde langs Væggene i den store Have- og Spisesal, der tarveligt belystes af en eneste Petroleumslampe.

Intet i dette store Rum, uden netop Stukkaturarbejderne under det røgsværtede Loft og de landskabelige Dekorationer over Dørene, mindede længer om den Salon, hvori Frøken Ragnhild havde udfoldet sine ekstravagante Toiletter mellem bløde Tæpper, Damaskes Gardiner og indlagte Møbler. |40| Langs med Stuens fire nøgne Vægge løb en ganske simpel Træbænk, ovenover hvilken Murenes blaa Farve var afslidt indtil Mands Skulderhøjde. De fire høje Vinduer — to Fag paa hver Side af den om Vintren tilskoddede Havedør — var foroven dækkede med en smal Kappe af mørkerødt Sirts, og henne under det ene Par stod et langt, hvidskuret Egebord, bag hvis øverste Ende Bænken havde faaet Form af et Slags Højsæde. Desuden fandtes der et Par Straastole og — ligesom i Hansines Barndomshjem — en gammeldags Armstol henne ved Kakkelovnen, endelig et grønmalet Hjørneskab ved Siden af Døren til Køkkenet og en seksarmet Lyseholder af Blik, der hang ned fra Midten af Loftet.

Denne Stue — Storstuen eller »Hallen«, som Egnens Folk holdt af at kalde den, fordi den i sin strenge Simpelhed var et Udslag af Emanuels gammelnordiske Tilbøjeligheder — udgjorde Familiens egentlige Opholdsrum. Alle Husets øvrige Værelser med Undtagelse af den forhenværende Dagligstue, der nu var Familiens Sovekammer, stod tomme og ubeboede eller anvendtes til Opbevaring af Sæd, Uld og Foderstoffer. Emanuel havde vel til eget Brug taget det Værelse i Arv, der i Provstens Dage var kendt og frygtet under Navn af »Studerekantoret«; men hele Møblementet her bestod af |41| et Par støvede Reoler og en Voksdugssofa, og det hørte til de store Sjældenheder, at ¹ han opholdt sig her mere end netop den halve Time, da han tog sig en lille Lur efter Middagsmaden. Sine Prækner og Foredrag udarbejdede han altid ude bag Ploven eller paa sine Vandringer rundt til Sognets Syge og Fattige; thi — som han plejede at sige — han havde vendt sine Reoler Ryggen, efter at han havde fornummet, at man af Fuglene under Himlen, ja selv af Køerne i sin Stald kunde lære større Livsvisdom end af Alverdens sprænglærde Bøger.

... Der var denne Aften samlet henved et halvt hundrede Mennesker af bægge Køn og næsten af alle Aldre; og trods »Hallens« sparsomme Belysning herskede der den hyggeligste og fornøjeligste Stemning.

Alle de unge Piger havde Plads langs den ene korte Væg, hvor de sad som en lang Blomsterrække med de mørke og blonde Hoveder bøjede ned over et fint Hæklearbejde, som de havde Møje med at holde fast mellem deres stive, røde Fingre. Konerne derimod havde deres faste Stade henne paa Bænken nærmest Kakkelovnen, hvor de sindigt »mokkede« paa store Strikketøjer, mens de i den vanemæssige Grædetone, som Bønderkoner almindeligvis benytter i Omgang, snakkede med deres |42| Naboer om Husholdning og Mælkeri. Her sad ogsaa Hansine, paa sin vante Plads i Armstolen, og spandt paa Rok. Hun var paaklædt ganske som de andre, i en tarvelig Hvergarnskjole og et tærnet Bomuldsforklæde, og havde paa Hovedet en lille sort Hue, foran hvilken hendes mørkebrune Haar efter Egnens Skik var glattet frem i to smaa, nøjagtigt formede Tunger over hver Tinding. Hun deltog ikke synderligt i de andres Samtale, og der var ofte noget ganske fraværende i det Blik, hvormed hun langsomt saa' op fra sin Traad, naar Døren aabnedes og en gammel Husmand i Uldskjorteærmer eller et Par rundkindede Piger traadte ind med et Nik og et bredt Godaften.

Rundt om det lange Egebord under Vinduerne havde de unge Karle forsamlet sig. De sad dér fuldt belyste af Lampen, som stod midt imellem dem ved Siden af en stor Vandkrukke med Trælaag. Her gik Passiaren livligst, og den blaa Røg fra Tobakspiberne samlede sig som en bestandig tættere Sky over deres langhaarede Hoveder.

Paa en Plads for sig selv inde i Stuens aller mørkeste Krog saas et Par Personer, hvis hele Udseende og Adfærd tydeligt røbede, at de ikke var vant til at komme her, og som Emanuel ogsaa ved sin Indtrædelse hilste paa med særlig |43| Hjærtelighed, idet han trykkede dem bægge i Haanden og ønskede dem velkommen. Det var to ynkeligt udseende Skikkelser, klædte i fattige Pjalter og saa gennemblødte af Regnen, at der havde dannet sig smaa Søer paa Gulvet omkring deres Hosesokker. Den ene var lang og tynd som en Brøndstage, den anden lille, tykladen og flenskallet og havde en nævestor Knude over det ene Øje. Bægge sad med Hænderne paa Knæene og saa' med forlegen Mine mod Gulvet; men i Ny og Næ, naar de troede sig ubemærkede, skævede den ene forsigtigt til den anden og undertrykte samtidigt et Smil.

Det var to i Sognet velbekendte Personer, Svend Øl og Per Brændevin, som hørte til den faste Stok af Egnens forfaldne Subjekter, der hver Morgen samledes udenfor Købmand Villings Dør, hvor de — med Flasker skjult under Klæderne — i Utaalmodighed ventede paa, at Butikken skulde blive aabnet. Sammen med en Del Ligesindede boede de i en Samling Lerhytter, de saakaldte Mosekærshuse, ude ved Sognets fjerne Vestgrænse. Den ene af dem var Træskomager, den anden Tækkemand; men deres væsentligste Indtægt forskaffede de sig efter den almindelige Mening ved i maanemørke Nætter at stjæle af Bøndernes Kartoffelkuler og klippe Ulden af tøjrede Faar ... ja der |44| var adskillige, der stærkt mistænkte dem for at have endnu langt uhyggeligere Gærninger paa deres Samvittighed.

Disse Forhold var ingenlunde Emanuel ubekendte. Han havde overhovedet ikke været længe her paa Egnen, før han fik Øjet aabnet for, at Fattigdommen ogsaa ude paa Landet avlede megen Elendighed og aandeligt Forfald; og hans Bestræbelser havde fra tidlig Tid i særlig Grad været rettede imod med Bistand af Menigheden at afhjælpe Nøden og ved Mildhed og Overbærenhed at vinde de Forvildedes Tillid for at bane dem Vejen tilbage til det menneskelige Samfund. Han havde i saa Henseende ikke skyet nogen personlig Opofrelse, og det havde været hans eneste store Skuffelse i alle disse Aar, at det hidtil saa daarligt var lykkedes ham at overvinde den fjendtlige Skyhed, hvormed disse Ulykkelige straks fra Begyndelsen havde betragtet hans og Menighedens Omsorg for deres Vel.

Derfor blev han ogsaa dobbelt glad, hver Gang han — som i dette Tilfælde — mente at se Tegn paa en begyndende Forsoning. Han huskede ikke i Øjeblikket, at han som Formand for Sognets »Fri Fattigkasse« for kort siden havde fornyet en Pengehjælp til bægge disse Personer, og han kunde derfor endnu mindre ane, at deres Tilstedeværelse |45| i Aften var at opfatte som en Art Kvittering for Understøttelsens Modtagelse.

Endnu en anden sjælden Gæst havde indfundet sig denne Aften, nemlig Dyrlæge Aggerbølle. Det var ham, der var kommen ind sammen med Emanuel. Han sad og smilte henrykt henne paa en Bænkeende ved Siden af den tilskoddede Havedør, med Armene korslagte over sit brede Bryst, — uden at agte paa, at han netop i denne Stilling ubarmhjærtigt blottede en dyb Flænge i Frakken under Armhulen. Hans Haar og Skæg var blevet fuldstændigt hvidt og strittede uklippet ud til alle Sider; Øjnene stirrede frem som et Par Glaskugler, og hele den ubeskæggede Del af hans Ansigt var oversaaet med byldeagtige Udvækster.

Det kunde i det hele være Tvivl underkastet, hvem der gjorde det mest beklagelsesværdige Indtryk, enten denne af Skæbnen saa forunderligt omtumlede Mand eller de to Gavtyve fra Mosekærshusene. Ganske vist havde Dyrlægen baade Blanklæders Sko med Elastiker, Manchetter og Hvidt i Halsen, ja endog en Næseklemmer stukket ind bag Opslaget paa sin tæt tilknappede Selskabsfrakke. Men selve dette Udstyrs hjærteskærende Medtagethed og hele hans krampagtig opretholdte Skikkelse |46| vidnede om en saa dyb og haabløs Fornedrelse, at den maatte kunne vække et Fattiglems Medynk.

Trods hans Anstrengelser for at give det Udseende af, at han befandt sig overordentlig behageligt i dette Selskab, formaaede han kun daarligt at skjule en indeklemt Forbitrelse. Det var da heller ingenlunde med sin gode Vilje, at han i Aften befandt sig paa dette Sted. Naar han sad her imellem disse »Hængetryner«, som han i sit Hjærtes Had og Foragt havde døbt Samtidens aandeligt vakte Bønder, skyldtes dette alene et af disse uforudseelige og ulykkelige Sammentræf, hvormed hans — som det syntes — uforsonlige Skæbne vedblev at forfølge ham gennem Livet. Efter at han hele denne lange, triste Graavejrsdag havde siddet indespærret i sit faldefærdige Hus ude paa den øde Mark og lidt under Synet af sit uophjælpeligt undergravede Hjem, fordi han af visse Aarsager ikke turde møde Købstadbageren, der i Dag havde været paa Egnen med sin Brødvogn, havde han endelig ved Aftenstid vovet sig ud i det Fri. Under Paaskud af at skulle se til en Patient havde han bevæget kysset sine Børn paa Panden og taget den oprivende Afsked med sin syge Hustru, uden hvilken han aldrig kunde forlade hende, om blot for en Time; hvorefter han havde begivet sig paa Vej hen til |47| sin gamle Ven og hemmelige Meningsfælle Købmand Villing for dér at søge lidt Trøst og mulig finde, hvad han holdt af at kalde »lidt Glemsel«. Nu skulde imidlertid det Uheld indtræffe, at han netop lige udenfor Præstegaardens Port mødte Emanuel, der straks i glad Overraskelse klappede ham paa Skuldren og udbrød:

»Det var virkelig kønt af dig, kære Ven, at du endelig en Gang igen vilde besøge os. Vi har sandelig ogsaa længe savnet dig. Hjærtelig velkommen, kære!«

Bragt til det yderste af den lange Dags Fortvivlelse vilde Aggerbølle just tage Mod til sig og erklære, at han var paa Vej hen til en Patient, da Emanuel i det samme kom til at nævne, at han kom fra et Møde henne hos Sogneraadsformanden. Da kølnedes hans Mod ved Tanken om, at Væver Hansen rimeligvis ogsaa var i Farvandet; og under disse Omstændigheder fandt han det raadeligst straks at opgive alle Udflugter.

Nu sad han med sit krampagtig tilkæmpede Smil og sitrede af et Raseri, der gjorde Bylderne i hans Ansigt ganske blaa. Af alle de Ydmygelser, han i disse Aar paa Grund af sin Fattigdom havde maattet lide, forekom ingen ham saa |48| ubarmhjærtig og nedværdigende som den, der denne Aften overgik ham. Han spurgte sig selv, om da al Retfærdighed var forsvunden fra Verden, siden han skulde finde sig i at sidde her som en Skoledreng, paa Bænk sammen med Korøgtere, Malkepiger og stinkende Stalddrenge. Eller var det da lutter Pral og Deliriumsdrømme, at han var en Herredsfogeds Søn, at han selv var en studeret Mand, og at disse selvsamme Hængetryner, som nu kujonerede ham og det hele Land, i sin Tid havde staaet foran ham med Hatten ærbødigt i Haanden og betragtet det som en Ære, naar han bød dem ind i sin Stue?

... Rundt om langs Stuens Vægge var Samtalen lidt efter lidt stillet af, og tilsidst forstummede den næsten helt. Man sad og ventede paa, at Emanuel eller en anden af de Tilstedeværende skulde give nogen Underholdning tilbedste, oplæse en Fortælling, udlægge et Æventyr el.lign.

Dette Tidspunkt greb Præstegaardskarlen Niels, der havde Plads ved Bordet mellem de andre unge Karle, til et Forsøg paa at henlede Emanuels Opmærksomhed paa sin Person, idet han med forsigtig Haand trak sit »Folkeblad« saa meget frem af sin indvendige Brystlomme, at et Stykke af det blev synligt ovenfor Frakken. Det hændte nemlig |49| undertiden, at man — i Mangel af andet Underholdningsstof — foreslog at oplæse en eller anden god Artikel af Dagens Blade, der kunde give Anledning til en Diskussion.

Emanuel lagde imidlertid slet ikke Mærke til hans Anstrengelser. Efter en Tid at have slaaet sig ned snart hist, snart her paa Bænkene mellem Gæsterne og deltaget i deres Samtaler havde han med sin Pibe taget Plads i Højsædet ved Bordets øvre Ende og var efterhaanden her falden hen i en usædvanlig dyb Aandsfraværenhed. Det var Mødet hos Sogneraadsformanden, der endnu satte hans Sind i Bevægelse og fik hans Tanker til at flyve Fremtiden i Møde i stormende og skælvende Forventning.

»Skal vi da slet ikke tage os noget til i Aften?« sagde endelig en kæk Stemme henne fra Pigernes Bænk.

Dette utaalmodige Udbrud og den lille Latter, som det rundt om fremkaldte, vakte endelig Emanuel af hans Tanker. Han saa' op og sagde smilende:

»Det har du Ret i, Abelone! Lad os se at faa noget i Gang! ... Har ikke du noget at fortælle os i Aften, Anton?« henvendte han sig til en |50| brunskægget, hvidslipset og kalotbærende, i det hele ganske pastoragtig lille Mand, der med Hænderne foldede over sit Pibehoved sad tilbagelænet i en gammel Kurvestol ved den anden Bordende.

Denne Mandsling var Sognets nye Skolelærer, den bekendte Anton Antonsen, en forhenværende »Frilærer«, der efter Sogneraadets Indstilling var bleven gamle Mortensens Efterfølger. Som Svar paa Emanuels Spørgsmaal pressede han først sine brede Læber sammen og udsmældede Tobaksrøgen i smaa Portioner gennem den ene Mundvig, saa den fór ud som Krudtskyer fra en Kanonmunding. Derpaa lagde han med et Smil Hovedet skælmsk paa Siden og sagde langsomt og med bred Dialekt:

»Nej, i Aften tror jeg nok, at jeg vil sige, som det hedder med et godt gammelt Ord: Jeg tier og tygger sammen.«

Den Munterhed, der fra alle Sider fulgte dette Ordspil, næsten før han havde udtalt, var betegnende for den Folkeyndest, hvorved denne Mand kunde glæde sig. Med sin lille pudsige Person i Forbindelse med et vist tørt Lune var han bleven Menighedens oplivende Element, hvis smaa Skæmtetaler, Ordsprogsramser og humoristiske Oplæsninger |51| efterhaanden var bleven en næsten uundværlig Afslutning paa Egnens Folkefester og Foredragsmøder.

»Ja men hør dog, Anton!« sagde en Karl, der endnu ikke var bleven helt færdig med at le. »Du kunde dog gærne læse lidt for os i Aften. Nu er det svært længe, siden vi fik noget. Du glemmer vist, at du skylder os den om Stine, der kommer paa Højskole.«

»Aa ja — lad os faa den! — Anton, vær nu god i Aften!« bad straks mange Stemmer.

Skolelæreren lukkede sit ene Øje og saa' sig omkring med et Smil, der blev bredere, efterhaanden som Bestormelserne steg i Styrke.

»Naa, ja, ja, Børn,« sagde han, da tilsidst ogsaa Konerne ved Kakkelovnen begyndte at tigge. »Naar der virkelig ikke er andre, der har noget paa Hjærte, skal jeg saamænd ikke holde mig tilbage. For jeg vil skam ikke ha'e paa min Samvittighed, at Stine ikke kommer paa Højskole!«

»Men skal vi ikke ha'e en Sang først,« lød igen den raske Stemme henne fra Pigerne.

Den tilhørte den kønne Abelone, Præstegaardens Tjenestepige, en kraftig Skikkelse paa tyve Aar, med sorte Baand i et hvidblond Haar, en stor Rose i Barmen og med Højskoleelevens |52| Kendemærke, det blanke Læderbælte, spændt fast omkring Livet.

»Ja, lad os synge!« istemte Emanuel. »Lad os faa en Fædrelandssang! Det kan vi trænge til i disse Tider! ... Hvad for en skal vi synge?«

»Du Kæmpegrav ved Havets Bred,« foreslog En.

»Nu ja, lad os synge den. Vi kan den vel nok udenad. Syng du for, Abelone!«

Saa snart Sangen var tilende, blev der ganske stille i Stuen. Karlene satte sig til Rette med bægge Armene lagt op paa Bordet, og Pigerne lod Haandarbejdet synke eller puttede det helt ned i Kjolelommen under Forklædet og foldede Hænderne i Skødet for ufravendt at kunne betragte Anton, mens han læste.

Som Oplæser og folkelig Fortæller var Skolelæreren nemlig enestaaende, kunde i hvert Fald kun sammenlignes med selve den gamle Højskoleforstander ovre i Sandinge. Men mens denne, naar han fortalte sine Folkeæventyr og gammelnordiske Sagn, ved sin aandeløse Betagethed ligesom løftede Taget over Tilhørernes Hoveder og med sin mærkelige Hanegalsstemme, der skingrede i Foredragshallerne som en Hejmdalslur, manede alle Sagnenes Kæmper, Trolde og Valkyrier saa lyslevende frem for alles Øjne, at |53| det var, som om man saa' dem fare forbi som en lynknitrende Asgaardsreje, havde Skolelærer Antonsen sin Styrke i den jævne, moraliserende Hverdagsfortælling, som i den sidste Tid var kommen paa Mode i Literaturen. Han forstod mesterligt at gengive især de komiske Personers forskellige Maade at tale og bevæge sig paa og kunde benytte hele sin lille pudsige Person til Fremstillingens Levendegørelse paa en Maade, der ikke før var bleven set her.

Herved havde han bidraget væsentligt til, at den nyere Tids folkelige Digterværker ved disse Aftensammenkomster mere og mere fortrængte den gamle, romantiske Poesi, for hvilken særlig Emanuel havde søgt at vække Interessen, men som aldrig havde formaaet at vinde Tilhørernes fulde Bifald. Emanuel havde i Begyndelsen ikke ret kunnet forstaa sine Venners Mangel paa Beundring for de gamle Digteres livssvulmende Poesier, som han selv skyldte mange af sin Ungdoms bedste Timer. Men efterhaanden som han selv mere og mere optoges af Hverdagslivet og dets Kampe, indsaa' han bedre, at denne ganske hensigtsløse Fantasileg med Nattergale, Elverpiger og Maaneskin i Grunden laa Nutidsmenneskers Følelser og Forestillinger temmelig fjernt. Desuden havde han faaet Øjet aabnet for |54| den ganske hedenske Aand, hvori Kærlighedsforholdet mellem Mand og Kvinde næsten som Regel forherligedes af alle de gamle Digtere. Gang efter Gang havde han følt sig stødt af den Ublufærdighed, hvormed de idelig lovpriste Kvindelegemets Ynder og de sanselige Glæder, ... og at det var en lignende Følelse, der havde bidraget til Vennernes Kølighed over for dem, forstod han nu paa den Undselighed, hvormed de ofte omtalte dem.

I den ny Tids Digterværker derimod, i disse sanddru og alvorlige Virkelighedsbilleder, ofte forfattede af Mænd, der var udgaaet af Folkets egen Midte ... dog især i de store norske Digteres mægtige Samfundsskildringer genoplevede de deres egne, daglige Kampe og Sindsstemninger. Her fandt de ogsaa den sædelige Alvor, det folkelige Grundsyn, det Sandhedskrav og den Retfærdighedstrang, der fik de dybeste Strenge til at klinge i deres Bryst.