1

Der gik en Mand og pløjede oppe paa de store Agre norden for Vejlby. Det var en yngre, højtbygget Skikkelse i en lappet Sækkelærreds Kittel, med røde Muffediser om Haandleddene og plumpe Skaftestøvler, hvorfra Stropperne stak op paa bægge Sider af Benklædernes Knæposer. Paa hans Hoved sad en falmet Plyshat, under hvis kvarterbrede Skygge der hang et langt, af Sol og Vind bleget Nakkehaar, og ned over hans Bryst bølgede et stort lyst Skæg, der undertiden af Blæsten førtes hen over den ene Skulder. Hans Ansigt var magert, Panden høj og udadhvælvet, Øjnene store, lyse, milde.

En halv Snes Alen over hans Hoved kredsede en Flok Krager, hvoraf snart et, snart et andet Par slog sig ned i den friske Plovfure bag ham og dér en Tidlang fulgte ham næsten lige i Hælene; de gjorde blot et lille forsigtigt Hop ud til Siden, hver Gang han ved et Ryk i Tømmen |4| søgte at fremskynde sine to magre og tungt ludende Plovhestes sindige Gang.

Denne Mand var Sognepræsten til Vejlby og Skibberup — Emanuel, som han slet og ret lod sig kalde af sine Sognebørn, »den moderne Apostel«, som nogle mindre venligt sindede Kolleger i Nabosognene spydigt plejede at benævne ham.

Trods Dragten og det uplejede Haar og Skæg var det ogsaa let at se, at han ikke var nogen almindelig Bondemand. Dertil var hans Skikkelse for leddeløs, Skuldrene for smalle og lavthængende. Hænderne var nok blaarøde og svulne, men de havde ikke den uforholdsmæssige Størrelse, som de faar hos Folk, der fra Barnsben har maattet tumle med svære Byrder. Heller ikke havde Ansigtet den rette, ensfarvet mørke, læderagtige Bondehud men var skjoldet og oversaaet med smaa hvide Pletter.

Det var en raakold Formiddag i Begyndelsen af Marts. En stødvis Vind fra Vest førte usammenhængende Taagemasser hen over Landet. I det ene Øjeblik indhylledes Egnen i en uldgraa Damp saa tæt, at man ikke kunde se fra den ene Ager til den anden; i det næste kunde et eneste Vindstød drive Dunsterne langt bort og kun efterlade en lav Røg, der krøb afsted langs med Agerfurerne. |5| Undertiden blev Markerne endog overgydt af et blegt Sollys, der langsomt trængte sig frem mellem Himlens tunge og sorte Skyer.

I saadanne Øjeblikke kunde man fra den højtliggende Præstegaardsmark overse hele Sognet lige ud til den ensomme Fjordkirke, der skimtedes fjernt i Syd paa sit bratte Næs som et Taagespøgelse. Noget nærmere øjnedes mellem to Bakker et Stykke af den skumprikkede Fjord. Vestlig herfor hævede sig Skibberups tre mørke Muldhøje, og over disse blinkede et lille teglstensrødt Lyspunkt, der betegnede det Sted, hvor en takket Gavl af Egnens nye og store Forsamlingshus kiggede solbelyst op over Bakkekammen.

Emanuel var imidlertid alt for optaget af sine Tanker til at give Agt paa denne urolige Skiften af Landskabets Udseende. Selv naar han nu og da standsede for at lade Hestene puste lidt, gled hans Blik ud over Egnen uden at se. I syv Aar havde han daglig vandret mellem disse bølgeformede Bakker; hans Øje var blevet saa hjemmevant her, at Solblink og Regntykning kunde skifte omkring ham, uden at han mærkede det.

Først henimod Middagstid blev han vækket op af sine Tanker ved Lyden af en lille Menneskekaravane, |6| der nærmede sig paa Markvejen inde fra Byen.

Forrest gik en lille, kraftigt bygget Pige paa fire-fem Aar, der ved Hjælp af et Rebstykke, som hun havde lagt over sin ene Skulder, trak afsted med en gammel Kurvevogn, hvori der laa et Skødebarn. Under Anstrengelserne for at trække Vognen gennem Vejens dybe Ælte var hendes Kyse gleden bagad over hendes forblæste, gulbrune Haar, og hvert Øjeblik maatte hun slippe Rebet med den ene Haand for at hale op i sine røde Strømper, der bestandig faldt hende ned over Træskoene. Bagfra blev Vognen skubbet frem af et andet Barn, en Dreng, der havde en strikket Klaphue trykket ned over Hovedet, og hvis ene Kind var dækket af et stort Vatstykke, der var stoppet ind under Huens ene Øreklap.

Et ungt og rankt Bondefruentimmer sluttede Toget. Hun gik et Stykke bag de andre, helt ude paa Vejkanten, med Hovedet indhyllet i et blomstret Klæde, hvis Snipper smældede i Blæsten. Uden at løfte Øjnene fra et Strikketøj, som hun holdt mellem de brune Hænder, gik hun og smaanynnede hen for sig, idet hun af og til — ligesom i Tanker — sang en enkelt Tone ganske højt.

Det var Hansine og hendes tre Børn, Emanuels samlede Familie.

Da Karavanen var naaet hen til Enden af den Ager, hvor Emanuel pløjede, slap de to Børn Vognen og satte sig hen paa en Sten ved Siden af Vejen, hvorfra de gav sig til at betragte Faderen, der netop var paa Vej hen imod dem fra den anden Ende af Ageren. De var bægge ganske blaa i Ansigtet af Kulde og vaade under Næserne. Som de dér sad med deres slidte Træsko og lappede Klæder, lignede de overhovedet ganske Byens sædvanlige Gadeungdom. I hvert Fald vilde ingen finde paa at henføre dem til den paladsagtige Præstegaard, hvis røde Tegltag og høje Poppelpark hævede sig dernede over Byens skifertækkede Bøndergaarde.

Allerede paa lang Afstand havde Emanuel hilst dem ved muntert at svinge sin store Hat over Hovedet; og da han nu naaede Forpløjningen, en Snes Alen fra Vejen, standsede han sine dampende Heste og raabte:

»Ikke noget nyt, Hansine?«

Hansine var bleven staaende ude paa Vejen, hvor hun med den ene Fod holdt Barnevognen i en sagte frem- og tilbagegaaende Bevægelse for |8| at berolige den Lille, der var bleven utaalmodig over, at Kørslen standsede.

Hun talte Maskerne paa den ene Pind og svarede derefter paa sit uforfalskede Bondemaal:

»Nej, ikke det jeg véd af ... Ja, det er dog sandt, Væveren var indenom Døren nys. Han vilde ha'e snakket med dig, sa'e han.«

»Ja saa,« sagde Emanuel adspredt og saa' sig tilbage over Marken for med Øjet at maale det Stykke, han havde faaet pløjet. »Hvad havde han vel paa Hjærtet?«

»Ja, det snakkede han ikke noget om. Jeg skulde bare sige, om du vilde komme til et Møde henne hos Sogneraadsformanden i Eftermiddag Kl. 3.«

»Naa, det er vel Fattigkassen,« henkastede han. »Eller kanske Menighedsraadet. Snakkede han ikke noget om det?«

»Nej, han sagde ingen Ting. Han sad bare og kiggede sig lidt omkring i Stuen. Saa gik han igen.«

»Ja saa,« lo Emanuel. »Ja, han har jo sine Egenheder ... Hør, Hansine!« afbrød han derpaa sig selv i forandret Tone. »Kan du huske, jeg har snakket til dig om denne herre nye Gødningsmetode, som jeg for nogen Tid siden læste |9| om i Landbobladet. Jo mere jeg spekulerer over den, des mer fortræffelig synes jeg, at den vistnok maa være. Egentlig er det da ogsaa langt naturligere — ikke sandt? — saadan at køre Møget ud i frisk Tilstand og straks at pløje det ned, i Stedet for at samle det sammen i disse Møddingkuler, hvor saa meget af den bedste Kraft dunster bort og oven i Købet forpester Luften omkring vores Boliger. Kan du huske, der stod i Bladet, at Landet aarligt tabte mindst tre Millioner ved vores Møddinger. Tænk dig, Hansine — tre Millioner! Det var sandelig en artig Skilling for os Bønder at indvinde, og den vilde justemænd komme rigtig pænt tilpas for Fremtiden, hvor vi sikkert vil faa mangen gammel Samfundsskade at bøde paa. Og alt saadan noget koster Penge, du! — — — Én Ting bare har jeg hidtil ikke rigtig kunnet forstaa, og det er, at man ikke for længe siden har fundet paa noget saa simpelt ... for egentlig ligger det jo dog lige for Haanden, ikke sandt? Men véd du, hvad jeg i Dag er kommen til at tænke paa, ... ja, hvad jeg næsten er ganske sikker paa? Jeg tror, at disse Møddinger, dem har Fortidens Bønder anlagt af pur og sørgelig Nødvendighed, ganske simpelt paa Grund af Hoveriet til Herregaardene — forstaar du? Da de alle Tider først |10| skulde udrette Herremandens Arbejde, før de fik Lov til at tænke paa deres egne Sager, har de været tvungne til Dag for Dag at opsætte og lægge til Bunke hjemme hos dem selv, indtil de endelig kunde stjæle sig en Dags Frihed til at skøtte deres egen Bedrift ... og da denne Oprindelse til vore Møddinger efterhaanden er gaaet i Glemmebogen, har man naturligvis ment, at der maatte stikke en særlig dyb Mening i Bevarelsen af dem, og derfor ikke haft Mod til at skaffe sig dem fra Halsen ... kort og godt: disse stinkende Gødningskuler, de er simpelt hen en Arv fra Trældommens Dage, ganske ligesom saa megen anden gammel Raaddenskab, som vi nu er ved at frigøre Samfundene for? Er det ikke morsomt, Hansine? ... Hvor er det i det hele ikke en velsignet Tid at leve i! Saadan at være Vidne til, hvordan vor Tids Oplysning, dens overalt vaagnende Sandheds- og Retfærdighedstrang lidt efter lidt, i stort som i smaat, bryder Trældommens Aag og bereder Menneskene en lysere og gladere Fremtid!«

Hansine skiftede en Pind og svarede med et halvt fraværende Smil. Hun kendte Emanuels let vakte Begejstring for Tidens nye Idéer og var vant til at være den stumme Tilhører ved hans |11| Udvikling af de store Resultater, han altid ventede sig af dem.

»Naa ... det er nok for Resten Tid at faa fraspændt,« afbrød han atter sig selv, da han havde set paa sin store Sølvklokke og efter Bønders Vane holdt den op for Øret. Han kastede Tømmerne hen over de ludende Heste og tilføjede: »Aa hør, Gutten min! Kan du komme og give Fa'er en Haand!«

Disse Ord galdt Drengen, som stadig sad ved Siden af sin Søster paa den store Sten. Her var han imidlertid falden saa dybt i Tanker under Betragtning af Kragesværmen, der havde slaaet sig ned paa Pløjejorden et Stykke borte, at han ikke hørte Faderens Tilraab. Han sad ganske ubevægelig, med Haanden under sit vatbelagte Øre, og stirrede hen for sig med det højtidelige Ansigtsudtryk, hvormed Børn i Erindringen tilbagekalder sig nys overstaaede Lidelser.

Han var lidt lille af sin Alder, og skønt han var det ældste af Børnene, havde han en spinklere Bygning end den et Aar yngre Søster, der var i fuld Besiddelse af Landsbyungdommens sædvanlige kraftige Former og livlige Farver paa Kinder og i Øjne. For øvrigt var han Emanuels udtrykte Billede. Han havde den samme høje, |12| tænksomme Pande, den samme Mildhed i sit Blik; havde ogsaa ganske arvet Emanuels rødblonde, svagt krusede, silkeagtige Haar, hans blaanende Aarenet i Tindingerne og de store lyse, i Solen næsten farveløse Øjne.

»Hører du ikke, min Dreng ... Fa'er kalder paa dig,« sagde Hansine, da han forblev ubevægelig.

Ved Lyden af Moderens Stemme rev han hastigt Haanden ned fra Øret og vendte sit blaanæsede Ansigt om imod hende med et lille forstilt Uskyldssmil, der vakte hendes Opmærksomhed.

»Gør det endnu lidt ondt i Øret, min Dreng?« spurgte hun forsigtigt.

»Nej, slet ikke,« forsikrede han ivrigt. »Jeg kan slet ikke længer mærke noget.«

»Kommer du saa, Gutten min!« raabte igen Emanuel ude fra Ploven.

Purken rejste sig øjeblikkeligt. Med afmaalte Skridt gik han over Forpløjningen hen til Hestene, hvor han straks gav sig til at løse Plovhammelen og opbinde Skaglerne — saa alvorligt og samvittighedsfuldt som en lille udlært Avlskarl.

Denne Dreng var Emanuels Øjesten og desuden — paa Grund af sit for Bønder fremmedartede Udseende og sin store Godmodighed — hele Menighedens Fryd. Han var opkaldt efter Hansines |13| gamle Fader, Anders Jørgen; men baade i Hjemmet og omkring i Sognet kaldtes han aldrig andet end »Gutten«, et Navn, som Emanuel havde givet ham allerede ved hans Fødsel, og hvis Fjældklang alle havde fundet et saadant Behag i, at hans Døbenavn efterhaanden var gaaet helt i Glemme.

Ved Synet af Vatlappen under hans Hueklap udbrød Emanuel:

»Hvad er det, min Ven? ... Har det nu været galt fat med Øret igen?«

»Ja — lidt,« svarede Drengen sagte og næsten som skamfuld.

»Det er dog ogsaa rigtig kedeligt med det Øre. Men det er vel ikke noget videre — hva'?«

»Nej, det er helt forbi nu ... jeg kan slet ikke længer mærke noget.«

»Naa, det var Ret, min Dreng! Lad mig se, du er en kæk Gut og ikke gi'er dig over for saa lidt. Skrællinger — véd du nok — bliver aldrig til noget her i Verden ... ikke sandt?«

»Jo.«

»Og saa husker du jo nok, at vi i Dag skal køre til Mølle efter Middag. Vi to har skam ikke Tid til at være syge ... vel?«

Ude paa Vejen var Hansines Strikkepinde |14| kommen i livligere Bevægelse. Da de andre tav, sagde hun:

»Jeg tror nu rigtignok, det var bedst, om Gutten blev hjemme i Dag, Emanuel! Han har rigtig slet ikke haft det godt hele Formiddagen.«

»Jamen, kære ... du hører jo, at det er helt forbi nu. Han siger selv, at han slet ikke længer kan mærke noget. Og véd du hvad, den friske Luft kan da kun gøre ham godt. Den friske Luft er Vorherres Lægemiddel, siger jo et gammelt Ord! ... Gutten har igen siddet for meget inde og kukkeluret, derfor er han bleven lidt blegnæbet i den sidste Tid. Det er hele Sagen!«

»Jeg tror nu alligevel, det var bedst, om vi farede lidt varsommere med ham, Emanuel. Og allerbedst var det maaske, om vi endelig en Gang gjorde det til Alvor med at snakke til Doktoren om ham. Nu har han gaaet med det Øre snart i to Aar, og det kan dog vist aldrig ha'e sin Rigtighed.«

Emanuel svarede ikke straks. Det var et Emne, der før var debatteret imellem dem.

»Ja, naturligvis, Hansine ... dersom du virkelig ønsker det, kunde det selvfølgelig ikke falde mig ind at modsætte mig det. Men du véd, at jeg for min Part ikke har synderlig Tillid til det |15| Doktorvæsen. Og særlig hvad Doktor Hassing angaar, — ja saa kender du min Mening om ham. Desuden ... saadan lidt Ørehistorie er jo saa almindelig hos Børn og fortager sig af sig selv, naar man bare giver Naturen Ro og Tid til selv at udbedre Skaden. Det siger ogsaa din Moder, og hun har dog mange Aars Erfaring, ikke sandt? ... Aa, tag den Line, min Dreng! ... Jeg kan nu i det hele aldrig komme til at tro, at Vorherre skulde have skabt Menneskenaturen saa ufuldkommen, at den altid behøver Doktorfingre for at komme i Lave igen, saa snart den er bragt lidt i Uorden. Kan du huske, jeg har fortalt dig den Historie om mine to Skolekammerater, der bægge havde faaet daarlige Øjne ... efter Mæslinger, tror jeg. Den ene af dem blev behandlet af en Doktor, oven i Købet en Professor, der i den hellige Videnskabs Navn pinte og plagede den stakkels Fyr med Penslinger og Indsprøjtninger og jeg véd ikke hvad, indtil han blev fuldstændig blind! Hos den anden derimod fik Naturen Lov til i Ro at skøtte sig selv, og inden kort Tids Forløb fik han et Par Øjne, som enhver kunde have misundt ham. Den Historie burde være os en Lære, synes jeg! For Resten ... vi har jo mere af den Olie, som Maren Nilen havde faaet af den gamle Grete |16| ovre paa Strynø. Den hjalp jo Gutten saa godt sidst. Lad os dog i det mindste vente, indtil der viser sig at være noget virkeligt i Vejen, og ikke ængstes for hver Smule Forkølelse, ikke sandt? ... Kom saa her, Stumpen min!«

Med de sidste Ord tog han Gutten under Armene og løftede ham op paa Ryggen af den nærmer Hest.

Hansine tav. I disse smaa Skærmydsler angaaende Børnene beholdt Emanuel altid det sidste Ord. Han var hende for overlegen i Ordskiftet, havde saa let ved at udtrykke sine Tanker og kunde give saa mange Grunde for sin Opfattelses Rigtighed, at hun, selv om han ikke altid overbeviste hende, blev bragt til Tavshed af hans Veltalenhed.

... Taagen rullede atter som en uldgraa Masse ind fra Vest, mens den lille Familie-Karavane drog tilbage til Byen.

Forrest red Gutten med Hestene; derefter kom Emanuel med Barnevognen, som han smaaluntende skød foran sig med den ene Haand, mens han oppe paa Skuldren bar Datteren Sigrid med Tilnavnet »Tyksak«. Hun havde taget Hatten af hans Hoved, og idet hun hurraraabende svang den i Luften, gjorde hun alle Slags Løjer for |17| at more den Lille, der da ogsaa skreg i vild Glæde i sin Vogn.

Et Stykke bag de andre fulgte Hansine med sit Strikketøj.

Hun holdt sin lille Skikkelse lige saa rank som i sine Pigedage, bevægede sig ogsaa med de samme sikre, afmaalte Skridt. Derimod havde Udtrykket i hendes mørkladne Ansigt forandret sig noget; det var blevet endnu mere indadvendt og ligesom lidt fortrykt. Som naturligt var, havde hendes snart syv Aar lange Ægteskab med dets tre Barnefødsler heller ikke ladet hendes før saa ungdomsfriske Udseende helt uberørt. Kinderne var blevne lidt smalle, de alvorlige Øjne endnu mere dybtliggende. Dog var hun endnu en ualmindelig køn Kone, der efter Landsbyforhold bar sine 25 Aar med sjælden Ære; og det var ikke til at undres over, at man i hendes Hjemby Skibberup endnu var ganske stolt af hende. Rigtignok var der ogsaa adskillige — og med hvert Aar flere — der havde ondt ved at forlige sig med hendes Indesluttethed, hvilken de gærne vilde udlægge som Hang til Stolthed; og i Stilhed blev det saa smaat beklaget, at Emanuels Øjne var faldne netop paa hende, da han i sin |18| Tid fandt paa at fæste sig en Brud af Menighedens Midte.

... Da Emanuel og Børnene kom ind gennem Præstegaardens hvælvede Port, sad Gaardskarlen Niels henne paa Kanten af det store Sten-Vandingstrug under Posten midt i Gaarden, tilsyneladende ivrigt beskæftiget med at studere Egnens »Folkeblad«, som han havde udbredt paa sine Knæ. Han var en mørkhaaret Fyr paa godt en Snes Aar, middel af Vækst, sværskuldret og bredbaget, med en opadtrykket, saakaldet Kig-herind-Næse og tykke, røde Kinder, der krusedes af et begyndende Skæg.

I det store Gaardsrum, hvor der i gamle Dage — i Provst Tønnesens Tid — altid havde hersket en nøjeregnende Orden og en Stilhed, der erindrede om Stedets Forhold til Kirken, saa' der nu ganske ud som i en almindelig Bondegaard. Paa maa og faa henkastede Avlsredskaber, spredte Halmbunker, aabentstaaende Stalddøre og en vedholdende Brølen af Kvæg, der ventede paa deres Middagshø, vidnede om Dagens Travlhed. Paa den ujævne Stenbro var der hist og her — efter gammel Skik — henlagt Sildelage for at kvæle Ukrudtspirerne; og udenfor Bryggersdøren gik Hønsene og skrabede i udkastet Køkkenaffald.

»Hvad er det, du er saa fordybet i, Niels? Er der noget nyt i Bladet i Dag?« spurgte Emanuel, da han havde sat Sigrid fra sig og løftet Gutten ned fra Hesteryggen.

Karlen saa' langsomt op fra sin Avis og svarede ved at trække Munden ud i et unaturligt bredt Smil.

»Aa haa, Filosof! Har du nu igen været paa Krigsstien? ... Naa, mod hvem har du saa rettet din Landse i Dag, Niels? ... Kom lad mig se!« sagde han, da han havde faaet Seletøjet strøget af Hestene.

Karlen lettede sig lidt fra sit Sæde og rakte ham Bladet, som Emanuel gav sig til at læse i, mens Gutten trak Hestene hen til Stentruget for at lade dem drikke.

»Hvor staar det? ... Naa her! »Om Højskolerne og de sædelige Krav« ... Ej, ej! ... Lad os se! ... Naa, ja, Begyndelsen er jo ikke ilde ... Meget godt virkelig ... Ja saamænd, deri har du ganske Ret ... Naa, du er saamænd ikke bange, Niels! ....«

Henne fra Hjørnet af Vandingstruget fulgte Karlen med spændt Agtpaagivenhed sin Husbonds Minespil under Læsningen, og hver Gang Emanuel ved et Nik eller et lille Udbrud tilkendegav sit |20| Bifald, forhøjedes den spillende Glans i hans smaa sorte, af Kinderne halvt begravede Øjne.

»Den Artikel har du virkelig Ære af,« sagde Emanuel tilsidst, idet han ¹ smilende rakte ham Bladet tilbage. »Du uddanner dig jo til en hel Skribent, Niels! ... Ja, ja; pas bare paa, du ikke helt drukner i Blækhuset, min Ven! Det sorte Blækstads kan være en farlig Gift at lege med!«

Han blev afbrudt af Hansine, der havde taget Vejen hjem gennem Haven, og som nu viste sig oppe paa Stuehusets høje Flisetrappe for at kalde ind til Middagen.

»Saa maa vi skynde os at komme ind med Øgene, min Dreng,« henvendte han til Gutten. »Aa hør, Niels ... spring ud og kald paa gamle Søren. Han er ude i Vænget og jævne Roekulerne.«