9

Da Skolelærer Mortensen laa hjemme i sin bløde Dunseng, foldede han Hænderne over Dynen og bad sit Fadervor. Ved Siden af ham laa hans Kone og vendte sin store, tunge Krop i Halvsøvne, saa Sengebunden knagede under hende.

Endelig blev hun saa vaagen, at hun med snøvlende Stemme kunde sige:

»Vandt du noget, Mortensen?«

Mortensen bad uforstyrret sit Fadervor til Ende og svarede derpaa:

»Tolv Kroner, min Bedste!« — hvorpaa han mildt og fredeligt slumrede ind.

|55|

Imidlertid var ogsaa Købmand Villing naaet hjem til sin Bod, der laa omtrent midt i Byen i Nærheden af Gadekæret. Han havde gaaet og ||36|| halvsovet paa Vejen; men idet han nu traadte ind i Butikken og fornam den vante, blandede Duft af Sæbe, Rosiner, Kaffe og Skraatobak, gjorde denne ham med ét lysvaagen. Han blev et Øjeblik staaende i Mørket med spidsede Øren og lyttede til en tryg Snorken, der lød inde fra et lille Aflukke bag ved Kramboden, hvor Butiksdrengen sov. Derpaa tændte han en Lysestump, der stod og ventede ham paa Disken, eftertalte lydløst Bytte-Skillingerne i Pengeskuffen, undersøgte Svedske- og Rosinkasserne, kiggede op gennem Loftslemmen og stak Lyset ned i Kælderrummet. Først da han paa denne Maade havde forvisset sig om, at der intet mistænkeligt forefandtes, gik han ind i Sovekammeret.

Her rejste hans unge Kone sig i det samme over Ende i Sengen, gned sine Øjne og begyndte straks paa en omstændelig Beretning om alt, hvad der i Dagens Løb var hændet i Butiken; om Mølleren, der havde været der med Gryn, om Hans Jensen, der havde købt et Anker Brændevin, om gamle Søren Skrædder, som hun havde krediteret for et Pund Kandis o.s.v. Hun var en lille |56| buttet Skabning med et kønt, rundt Barneansigt, indrammet af en stor, fornuftig Natkappe.

Villing klædte sig imidlertid hastig af og gav nu og da lydeligt sit Bifald til Kende. »Godt ... meget godt, lille Sine ... fuldkommen rigtigt gjort, lille Ven,« indskød han uafbrudt, mens han sprang om paa Gulvet i Hosesokker og Underbenklæder, som om han var paa Jagt efter sin egen Skygge, der snart krøb sammen som en Tudse henne i en Krog, snart strakte sig som et Spøgelse op ad det lille Kammers lave Vægge.

Endnu længe efter, at de havde slukket Lyset, blev de ved at snakke nede under Dynen om Kaffepriser, Mel og Kredit. Selv i deres ømmeste Øjeblikke kunde disse to fornuftige Mennesker ikke slippe deres Butik og Forretning af Tankerne. Under de varmeste Omfavnelser kærtegnede de hinanden med forhaabningsfulde Beregninger over Indtægt og Fortjeneste; deres Kys var Beseglingen paa vellykkede Forretninger, og naar de omsider faldt i Søvn, og deres runde Hoveder laa dér ved Siden af hinanden paa Puden, med halvaabne Munde ligesom to Sparebøsser, fyldtes deres Drømme med skønne Syner af lange Talrækker, store Varelagre og vægtige Kassebøger. —

|57|

Dyrlæge Aggerbølle var den af de tre Nattevandrere, der havde længst til sit Hjem.

Han beboede et forsømt Hus en halv Fjerdingvej ° fra Byen, paa Vejen ud imod Kysten. I længst forsvunden Tid — for femten Aar siden, da han ||37|| som nygift flyttede her til Egnen — havde han med Forsæt valgt sig dette afsides liggende Sted for her i romantisk Ensomhed at nyde sin Kærlighedslykke. Fra Vinduerne var der en vidt strakt Udsigt over Fjorden og Stranden, og mangen stille Foraarsaften og mangen maaneklar Høstnat havde han og hans unge Hustru sværmet her mellem de tavse Bakker, Arm i Arm og Kind mod Kind, mens Hjærterne bankede af Fryd og sommerlyse Haab.

Nu bandede han mangen Gang den lange Vej, naar han i mørke Nætter — ør af Drik og Spil — tumlede hjemad til Fods gennem Pløre og Sne. Hans ¹ Gig blev nemlig gærne staaende Natten over paa det Sted, hvor han i Dagens Løb var strandet, da han i Almindelighed ved Hjemfartstid var i en saadan Tilstand, at man ikke turde betro ham Styret af en Hest.

Heller ikke denne Nat havde Sogneraadsformanden villet udlevere ham hans Køretøj, skønt Luften var lys paa Grund af Sneen, og Vejen |58| desuden kastet næsten helt ud til hans Bolig. Men Aggerbølle fulgte rigtignok heller ikke Vejen. I store Buer svinglede han ud over Markerne, i Sne til op over sine store Knæstøvler, standsede hvert Øjeblik med en høj Veklage, bankede sig med den knyttede Haand paa Panden og udstødte Forbandelser mod sig selv og hele Verden. Aldrig — syntes han — havde Skæbnen været ham saa grum som netop i Dag! Aldrig — syntes han — havde han elsket sin Kone og sine Børn saa hjærteoprivende som just nu, da alle Sunde lukkede sig for ham! I Morgen vilde Bageren komme for tredje Gang med sin Regning. Allerede sidste Gang var han bleven truet med Foged og Stævning. Hvor skulde han nu finde en Udvej? Han ejede jo næppe nok en Strikke til at hænge sig i! ... Han standsede igen i en stor Snedrive, knappede sin Frakke op, tog med sine valne Fingre ned i sin Vestelomme og fremtog herfra nogle Smaamynter, som han lagde ned i sin hule Haand. En Stund stod han og gennemtalte dem nøje. Saa drog han atter et højt, hylende Suk, knyttede Hænderne og svinglede videre.

Da han endelig naaede Hjemmet og havde fundet Laagen i det halvt nedtraadte Havestakit, |59| gjorde Frygt og Skamfuldhed ham — som sædvanligt — et Øjeblik ganske ædru. Inde i Forstuen trak han forsigtigt sine tunge Skaftestøvler af Fødderne, hvorefter han paa Strømpesokker listede sig ind i Sovekammeret. I dette, der var opfyldt af Barnesenge, brændte en nedskruet Natlampe paa en Stol henne ved hans Hustrus Hovedgærde.

Han udstødte et Gisp af Lettelse. Hans Kones Øjne var tillukkede, hendes magre Haand laa let krummet under den blege Kind; hun syntes at ||38|| sove trygt. Men næppe var han begyndt at afklæde sig, før han hørte hende bevæge Hovedet paa Puden, og idet han saa' derhen, mødte han Blikket fra hendes store, mørke Øjne, hvis blanke Glans tydeligere end Ord fortalte, at heller ikke for hende havde Natten haft Søvn.

»God — god Aften, lille So-fie!« hikkede han kærligt, idet han støttede sig til Sengestolpen.

»God Morgen!« svarede hun roligt.

»Hæ! Naa, ja —« sagde han med et Forsøg paa en frejdig Latter. »Det er nok ogsaa blevet noget sent ... eller tidligt, hæ! ... Men det er denne Mortensen ... du véd nok ... han er en ren Hund ved et Spillebord ... en ren Hund!«

Hun svarede ham ikke, lukkede blot atter Øjnene tungt i, aabnede dem derpaa igen og sagde:

|60|

»Her har været ridende Bud fra Anders Jensen i Egedet. ° Du havde nok lovet at komme derhen til en syg Ko.«

»Jeg?« udbrød han, blussende rød, og søgte at se hende stift i Øjnene. »Det véd jeg ikke noget om ... det maa være en Fejltagelse!«

Hun vedblev uforstyrret:

»Buddet skulde blot bringe den Besked, at det nu kunde være det samme, for Koen var død. Men du skulde heller ikke for Fremtiden gøre dig den Ulejlighed at se derhen, lagde han til.« ¹

Dyrlæge Aggerbølle blev tavs. Han stod lænet op mod Sengestolpen og saa' mod Gulvet, — med blaat opsvulmede Aarer i Panden og sammenpressede Læber.

Paa én Gang rettede han sig i Vejret med en frysende Bevægelse, fór sig med Haanden gennem sit buskede Haar, gik derpaa med faste Skridt hen til sin Hustru og rakte den højre Haand ud imod hende.

»Her har du mit Haandslag paa, Sofie, at det denne Nat er sidste Gang, jeg har rørt ved et Spil Kort .... Du kan stole paa mit Ord denne Gang .... Jeg sværger dig til, at jeg fra denne Dag skal blive et andet Menneske .... Hører du, Sofie .... Du skal stole paa mig .... |61| Du skal stole paa mig denne Gang,« blev han ved at gentage, mens Graaden begyndte at presse sig frem. »Jeg sværger dig til ... det skal altsammen blive godt. Og jeg skal lønne dig, Sofie — jeg skal lønne dig for alle de onde Dage ... for alt, hvad du har lidt for min Skyld ... for Børnenes Skyld ... for — — Aa Gud! Aa Gud!«

Rusen havde atter taget ham. Han sank ned paa Knæ ved sin Hustrus Seng og begravede Hænder og Hoved i Dynen som et Barn, mens en forfærdelig ||39|| Hulken gennemrystede hans svære Legeme.

Hun laa et Øjeblik ganske stille, med fast tillukkede Øjne. Saa løftede hun sin matte Haand fra Dynen og lod den stryge hen over hans Haar; — hun kunde ikke lade det være, skønt hun mere end hundrede Gange havde hørt den samme oprivende Angergraad og ladet sig skuffe ° af de samme dyre Løfter. Til sidst fyldtes ogsaa hendes Øjne med Taarer, og idet hun lagde bægge sine Hænder om hans store Hoved, trykkede hun det ind til sit indfaldne Bryst.

»Min stakkels — stakkels Bernhard!«

|62|