2

Om Eftermiddagen henimod Tretiden sad en stille Mand henne ved Vinduet i Sogneraadsformand Jensens vidtbekendte Stadsestue. Det var en høj, |21| mager og bleg Skikkelse, klædt i en mørk Dragt af det groveste hjemmegjorte Vadmel, med højt opstaaende Frakkekrave og snævre Ærmer. Hertil sluttede sig foroven en af disse sorte, stukne »Brystlapper«, ° som nu næsten var gaaet af Brug, og om Haandleddene et Par stramme Voksdugsmanchetter, der syntes at have presset alt Legemets Blod ud i de kæmpestore Hænder.

Han sad i en fremoverludende Stilling, med Armene hvilende paa sine Ben, Hænderne foldede mellem Knæene. Hans Hoved var lidt fladtrykt og i Forhold til Kroppens Længde paafaldende lille, Haar og Skæg rødgraat, Ansigtet skævt og overstrøet med lysegule Fregner.

Det grumsede Dagslys, der sneg sig ind over ham gennem de beduggede Ruder, den dybe Middagsstilhed, hvori hele Huset endnu hvilede, endelig hans egen fuldstændige Ubevægelighed og det glansløse Blik, hvormed han stirrede frem for sig under halvlukkede Øjelaag, — alt bidrog til at omgive hans Person med en egen Uhygge. Med sit flade, rødgraa Hoved, sin fortrukne Mund og sine opsvulmede Øjenrande mindede han om en lurende Los, der fra et Baghold i Urskovens Skygge stirrer tørstende ud over den endeløse Steppe.

Det var Væver Hansen.

Sogneraadsformandens himmelblaa Stadsestue, Skuepladsen for saa mange af Fortidens glade Gildelag, havde i de forløbne Aar fuldstændig ||212|| skiftet Karakter. Ganske vist stod de polerede Mahognimøbler endnu og lyste rødt langs Væggene, og oppe paa Chiffoniéren tikkede det lueforgyldte Taffelur ° aristokratisk mellem et Par let paaklædte Gibs-Hyrdinder; men paa Spillebordets Plads ved Vinduspillen, hvor i forrige Tider Dyrlæge Aggerbølle, Købmand Villing og den nu afdøde Jubelolding, Skolelærer Mortensen, tilligemed Værten selv havde muntret sig saa mangen Nat ved Kort og høje Toddyglas, hævede sig nu et papirbelæsset Skrivebord; ved en anden Væg stod en Reol, overfyldt med Regnskabsbøger, Protokoller og mægtige Avisbunker, hvilket altsammen gav Værelset Udseende af et alvorsfuldt Kontor.

Noget saadant var det i Virkeligheden ogsaa, og en ganske tilsvarende Forvandling var samtidigt foregaaet med Sogneraadsformanden selv.

Den stormende politiske Rejsning, som det folkelige Oplysningsarbejde efterhaanden havde affødt indenfor Bondestanden og i de sidste Aar forplantet over det hele Land, havde tilsidst ogsaa vakt denne Mands tungt indslumrede Samvittighed |23| og kaldt ham frem til Kampen for sin Stands Selvstændighed. Og da han ubestridt var Sognets rigeste Bonde og tilmed bekendt for en blandt Bønder usædvanlig Rundhaandethed i Pengesager, var han i Løbet af kort Tid kommen til at spille en fremtrædende Rolle i Egnens Liv. Da han desuden ejede en medfødt Evne til offentlig Optræden og hurtig viste sig i Besiddelse af en ikke almindelig Veltalenhed, havde han efterhaanden svunget sig op til at blive Egnens erklærede politiske Fører, hvem man til Stadighed kunde se omtalt rundt om i Landets Blade som »den bekendte Bondehøvding Hans Jensen fra Vejlby«. ¹

Denne ledende Stilling havde han imidlertid ikke kunnet opnaa uden Forbigaaelse af den Mand, der var det egentlige Ophav til hele den folkelige Bevægelse i Menigheden, nemlig Væver Hansen. Der havde derfor i Begyndelsen været adskillige, der med nogen Ængstelse betragtede Sogneraadsformandens hurtigt stigende Indflydelse, idet man havde Grund til at formode, at den stridsindede Væver ikke roligt vilde finde sig i en saa grov Tilsidesættelse. Men til almindelig Forbavselse viste Væveren i dette Tilfælde en ham ganske uvant Fredsommelighed; og større endnu |24| blev Forundringen, da man efterhaanden erfarede, at det fornemmeligst ° var Væveren selv, der havde skyndet Sogneraadsformanden til Deltagelse i det offentlige Liv, idet han — endog meget alvorligt — skulde have foreholdt ham, at han i sin uafhængige Stilling ligefrem skyldte Kredsen at stille sig til dens Tjeneste, naar dens nuværende ||213|| Folketingsmand, den gamle Bisp — hvad venteligt var — inden ret lang Tid trak sig tilbage.

Det saa' i det hele ud, som om Væveren nu, da Kampens Farer og Spænding var forbi og Folkesagen endelig var ved at bære Sejren hjem, frivilligt lod de andre høste Æren og Lønnen for hans aarelange Arbejde. Med en Uegennytte, der vakte Menighedens beundrende Paaskønnelse, havde han Aar for Aar trukket sig mere tilbage i sit Væsens Sneglehus og givet Afkald paa selv den ringeste af de Æresposter, der i rigt Maal var bleven ham tilbudt som en Anerkendelse af hans Fortjenester. Samtidigt paatog han sig af egen Drift den beskedneste Invalidegærning i Fremskridtets Tjeneste. Han besørgede frivilligt al Slags simpel Budtjeneste og var de mange forskellige Bestyrelser behjælpelig med deres Regnskaber og Brevføring; ja han vedblev lige trofast — endog, som det syntes, med forøget Aarvaagenhed — at forrette |25| sin gamle Polititjeneste i Menigheden ved bestandig at dukke op med sit skæve Smil, hvor man mindst ventede ham, og sætte sig forover paa Stolene med sine store, røde Hænder for Munden for under Samtalens Gang at skele sig til Titlen paa den Avis, man holdt i Haanden, eller Navnet paa de Papirsposer, Husmoderen lagde ind i Krydderiskabet.

... Klokken blev næsten halv fire, før alle de til Mødet sammenkaldte Personer var samlede. Det var de saakaldte »Tillidsmænd«, — seks af Menigheden valgte Mænd, der særlig havde det Hverv at varetage dens politiske Interesser, foranstalte Valgmøders Afholdelse, hidkalde politiske Talere, kontrollere Valglisterne og føre Forhandlingerne med Amtets øvrige demokratiske Vælgerkomiteer.

Først en Stund efter at de andre var ankomne, traadte Sogneraadsformanden ind fra Sideværelset — i hvide, strøgne Skjorteærmer, æblegrøn Plysses Vest med Guldkæde og en stivet Brystkrave, der under Middagssøvnen havde bulet sig ud over Vestens Udskæring. Med et højlydt »Goddag og velkommen« til hver især gik han rundt og gav Haanden, hvorefter man paa hans Opfordring |26| tog Plads omkring et ovalt Bord i Midten af Stuen.

Stemningen blandt Raadets Medlemmer var præget af en ualmindelig Højtidelighed. Man havde forinden Sogneraadsformandens Ankomst søgt Oplysning hos Væveren om Anledningen til Mødets Afholdelse; og af dennes undvigende Svar havde man forstaaet, at der forestod betydningsfulde Afgørelser.

Som Komiteens Formand indtog Værten selv Sædet ved den øverste ||214|| Bordende. Hans sværlemmede Skikkelse med det krusede Haar og den store, glatragede Hage tog sig paa denne Plads helt statelig ud. Rigtignok hang Næsen endnu lige kalkunblaa i det rødblussende Ansigt — som et kedeligt Minde om hans Fortid; men til Gengæld havde hans Holdning, hans Bevægelser og hele hans Maade at føre Ordet paa vundet den overlegne Anstand og brede, elskværdige Utvungenhed, der udvikles ved livlig Deltagelse i det offentlige Liv.

Til højre for ham sad Emanuel — der nu havde ombyttet sin Arbejdskittel med en Frakke ° af lysegraat Multum ° — samt en lille mavesvær Vejlbybonde med buskede Øjenbryn og barnligt røde Kinder. Til venstre sad to yngre, blonde Skibberup-Gaardmænd og den høje Tømrer Nielsen, |27| hvis mørke Vikingeskæg i Aarenes Løb var blevet endnu nogle Tommer længere, saa det naaede ham næsten ned til Bæltestedet. Pladsen ved den nederste Bordende indtoges af Væver Hansen, der ikke hørte med til selve Raadet men fungerede ved dets Møder som en Slags Sekretær.

»Saa er vi altsaa allesammen samlede,« begyndte Sogneraadsformanden med sin larmende Stemme, idet han lod Blikket glide rundt om Bordet. »Vi har idag en meget vigtig Meddelelse at gøre jer, Venner! ... Ja værsgo', begynd kun, Jens Hansen!«

De sidste Ord var henvendt til Væveren, som nu trak et stort Stykke Papir frem af sin Baglomme og omhyggeligt udfoldede det foran sig; hvorefter han med langsom og monoton Stemme oplæste følgende Skrivelse: °

Fortroligt!

Fra ledende Mænd blandt vore Meningsfæller paa Rigsdagen er der paa dertil af os given Foranledning tilstillet nærværende Hovedbestyrelse for Amtets samtlige demokratiske Vælgerforeninger en Række Oplysninger til Bedømmelse af de foruroligende politiske Rygter, der i den sidste Tid |28| har fundet Vej til forskellige af Landets Blade. I Betragtning af Øjeblikkets Alvor og Sagens Betydning har man fundet det rigtigst uden Tøven at bringe de erholdte ° Oplysninger til de ærede Sognebestyrelsers Kundskab.

Disse gaa ud paa, at det i Virkeligheden ikke skal ligge udenfor Mulighedernes Grænse, at der imellem Regeringen og det konservative Parti ° i bægge Ting foreligger Aftaler og drøftes Planer, der ere vel egnede til at vække enhver frisindet Mands dybe Harme og Bekymring. Dog kan ||215|| selvfølgeligt endnu intet vides med Sikkerhed, da alle Forhandlinger mellem de bestemmende Partier føres i størst mulig Hemmelighed; men ses blandt andet hen til samtlige Ministres pludselige Utilbøjelighed til selv i Ubetydeligheder at fravige det en Gang indtagne Standpunkt i Rigsdagsdebatten, ¹ og tages samtidigt andre lige saa betegnende Træk i tilbørlig Betragtning, synes det ikke helt utænkeligt, at Regeringen virkelig omgaaes med Planer om endnu en Tid at byde den samlede Folkevilje Trods og yderligere, end allerede sket er, at bekæmpe Menigmands Indflydelse paa Statsstyrelsen ved en egenmægtig Ophævelse af den almindelige Valgret. Enhver frihedstro Mand i Landet vil vide |29| at bedømme en slig Handlemaade. Vi opfordre derfor herved de ærede Sognebestyrelser til, hver i sin Kreds, at samle Meningsfællerne og — til Støtte for vore valgte Mænd paa Tinge — at fremkalde en kraftig Tilkendegivelse af Befolkningens uforandrede Vilje til indtil det yderste at bekæmpe vore Magthaveres Færd. Angaaende Bestemmelsen af de nærmere Foranstaltninger, der hertil anses nødvendige, overlade vi alt til de ærede Sognebestyrelsers bedste Skøn. Kun skulle vi efter Samraad med vore Venner paa Rigsdagen henstille,

at der gives Meningsfællerne Lejlighed til Vedtagelsen af en, helst enslydende Resolution, som »tilsiger vore Tillidsmænd paa Tinge vedvarende kraftig Bistand i Kampen for Folkets ubeskaarne Frihed og Ret«. ¹

En lignende Opfordring udgaar i disse Dage til samtlige Kredsbestyrelser, og er det vort Haab, at en saadan Forhaands-Protest, et saadant tusindstemmigt Varsko, tilraabt vore Modstandere fra hvert Sogn i det hele Land, endnu skal kunne bringe dem til Fornuft og faa dem til at afstaa fra deres forbryderiske Forehavende.

Leve Friheden og Retfærdigheden! Leve Mindet |30| om vor uforglemmelige Folkekonge, Grundlovens for tidligt hensovede Giver, Kong Frederik Folkekær! °

Indholdet af denne Skrivelse vakte den største Bevægelse blandt alle Raadets Medlemmer. Endnu før Oplæsningen var helt til Ende, udbrød Emanuel ganske bleg af Ophidselse:

»Men det er jo Oprør! ... Det er jo Landsforræderi!«

»Ja, deri har du ganske Ret ... anderledes kan ingen ærekær Mand kalde ||216|| det,« istemte Sogneraadsformanden. Og med en Haandbevægelse og et Tonefald, der erindrede stærkt om Talerstolen, fortsatte han: »Men det viser os, Venner, at vi har handlet fuldkommen rigtigt i at gøre skarp Front mod et sligt Parti, hvis eneste Formaal er at klamre sig til Magten, selv om det kun kan ske ved at sætte Landets Velfærd og Fremtid paa Spil. Saadanne Folk er ikke længer vore Landsmænd ... de er Danmarks Fjender!«

»Hør!« drønede det som et hultklingende Ekko inde fra Tømrerens Skægvildnis.

»Aldrig ... aldrig vil det danske Folk finde |31| sig i en saadan Skændsel!« vedblev Emanuel ude af sig selv. »Jeg foreslaar, at vi endnu i Aften sammenkalder alle Meningsfæller og aabenbarer for dem, hvad der staar paa Spil. Her er ingen Tid at spilde. Vi vil rejse os som én Mand og vise, at vi af yderste Evne vil forsvare vor Ære og Ret!«

»Saa sagte, Emanuel ... saa sagte!« sagde Sogneraadsformanden og lagde Haanden beroligende paa hans Arm. »Lad os frem for alt ikke forivre os! Bare rolig ... dermed kommer man længst i Politiken! Allerførst maa vi ikke glemme, at vi jo foreløbig ikke véd noget med Bestemthed ... og man skal ikke kaste Bøssen til Kinden, før man ser Bjørnen, ° siger et gammelt Mundsprog. Og jeg for min Del har nu en egen Mistanke om, at det altsammen kan være Rygter, som Regeringens Venner selv har sat i Omløb for at skræmme vore Mænd paa Tinge, kanske ogsaa saadan en bitte Prøveballon, som de har sendt til Vejrs for at vejre Stemningen ude i Landet! ... Vi maa huske, at den Slags Ting hører nu en Gang med i Politiken!« vedblev han belærende og opløftede Haanden. »Derfor gælder det først og fremmest om, at man gennemskuer sine Modstanderes Taktik, før man selv handler. Lad os aldrig glemme det, Venner!«

»Men dersom det nu ikke er tomme Rygter ... dersom man virkelig skulde gøre Alvor af Truslerne — sende Rigsdagen hjem og sætte Magten i Rettens Sted ... hvad saa? ... hvad saa?«

Sogneraadsformanden saa' et Øjeblik fast paa Emanuel. Derefter sagde han langsomt, med rolig Selvfølelse, idet han lod sin Haand synke tungt ned mod Bordpladen:

»Dersom sligt skulde ske — hvad Gud forbyde! — saa rejser der sig Landet over tre hundrede tusinde Landboere og siger: Nu er det nok! Nu skal det for Alvor gælde et Livtag om, hvem der er Herrer her i Landet, jer eller os! ... Har jeg ikke Ret?«

Ved de sidste Ord vendte han sig mod de tre Skibberuppere, der alle svarede med kraftige »Hør«, medens den lille tykke Vejlbybonde ovre fra ||217|| den anden Side af Bordet ivrigt tilnikkede ham sit Bifald.

»Jeg foreslaar nu,« — vedblev han — »at vi sammenkalder til et Møde førstkommende Søndag Aften i Forsamlingshuset. Her skal jeg gærne paatage mig at udvikle Situationen, saaledes som den til den Tid foreligger, hvorefter vi vedtager den foreslaaede Resolution. Desuden er jeg af den Formening, at det vil være bedst indtil videre at |33| bevare de indhentede Oplysninger som fortrolige Meddelelser, for ikke alt for meget — og kanske ganske unødigt — at opskræmme Gemytterne. Saadan har den ærede Hovedbestyrelse aabenbart ogsaa tænkt sig det. For Resten tvivler jeg ikke om, at vore gode Modstandere nok skal betages Lysten til at gaa paa nye Æventyr, naar de nu gennem vore Møder faar lært Landets Stemning rigtig at kende! ... Mener I ikke ogsaa det, Venner?«

De fire af Raadets Medlemmer udtrykte atter deres fulde Tilslutning; og denne Frimodighed smittede tilsidst Emanuel, saa han blev beroliget. Han var for øvrigt ikke vant til at tage Ordet i de politiske Forhandlinger. Hans Syn for Betydningen af Folkesagens politiske Side var sent og vanskeligt bleven vakt, og det var nærmest paa Grund af hans store Fortjenester paa ganske andre Omraader, at Menigheden havde hædret ham med Indvælgelse i dens politiske Raad. Han havde endnu bestandig ondt ved at fatte Interesse for de daglige Debatter paa Rigsdag og i Aviser ... for ikke at tale om denne »Taktik«, som Sogneraadsformanden og de andre tillagde saa stor Betydning. Han kunde aldrig faa sig selv til at tvivle om, at Retten — som der stod i Salmen — »vandt sin Sejr, naar Gud det saa behaged«; ° og han havde |34| ingen synderlig Tillid til, at selv de snildeste Paafund eller Fortolkninger formaaede enten at fremskynde eller forhale den.

Paa Forslag af den ene Skibberupgaardmand vedtoges det dernæst, at man — for at give Mødet forøget Betydning — skulde indbyde et Par fremmede Talere. Et Øjeblik tænkte man paa at henvende sig til ingen ringere end Kredsens egen Folketingsmand, den gamle Bisp. Men skønt denne under de senere Tiders stormende Rigsdagsdebatter flere Gange havde røbet, at han under Fløjelsornatet ° og Diplomatfrakken ° endnu bar sin Ungdoms røde Garibaldiskjorte ° lige ubleget, havde han hidtil ikke været at formaa til at forlade, hvad han med et Smil kaldte sit »arkimediske« Standpunkt ° udenfor Partierne. Man blev derfor hurtig enig om at opgive denne Plan som frugtesløs. Derimod mente man at kunne have Haab om at formaa et Par andre fremragende demokratiske Rigsdagsmænd til at give Møde, og det vedtoges straks at sende Hovedbestyrelsen en Forespørgsel ||218|| derom. Sogneraadsformanden tilbød baade at hente Gæsterne ved Stationen med sin Vogn og at bespise dem, hvilket Tilbud blev modtaget med en anerkendende Mumlen.

Efter at endelig Forsamlingstiden var bleven fastsat, og efter at Væver Hansen havde udfærdiget en |35| Protokoltilførsel om de stedfundne Forhandlinger, hævede Formanden Mødet.

»Naa, saa fik vi altsaa den Gris slagtet,« sagde han muntert og rejste sig. »Værsgo', mine Herrer! ... Nu kan vi vist trænge til at faa lidt for Tanden!«

Med disse Ord hentydede han til den i dette Hus uundgaaelige »lille Forfriskning«, der imidlertid var bleven anrettet inde i Sideværelset, hvortil Døren nu blev aabnet af et omfangsrigt Bondefruentimmer med Gyldenstykkes ° Hue, Ørnenæse og en tre Etages Hage — Sogneraadsformandens Husholderske.

Under en allerede tændt Hængelampe stod det sædvanlige fedt besatte Bord, paa hvis Opdækning af solide Flæske- og Røgevarer der i Øjeblikket udfægtedes en hidsig Kamp mellem Lampens brandgule Lys og det endnu højt rødmende Aftenskær. I den mangefarvede Belysning tog Anretningen sig dobbelt indbydende ud, og Gæsterne satte sig ved Tallerknerne med en af det timelange Møde fuldskærpet Appetit.

Endog Emanuel kom efterhaanden i en hel oplivet Sindsstemning. Han saa' omkring paa denne Skare bredskuldrede Mænd, der trods alt, hvad der truede deres Fremtid, sad dér lige rolige og tillidsfulde |36| — saa trygge i Bevidstheden om deres Sags og Kamps Retfærdighed. Han fyldtes paa ny af Beundring for denne uforstyrrelige Sindsligevægt, hvormed disse Folk bestandig bar enhver Tilskikkelse. Aldrig havde han set dem blot et Øjeblik tabe Fatningen. Endog under Skæbnens haardeste Slag havde de bevaret den velgørende Ro, den mandige Selvbeherskelse, som han selv havde saa ondt ved at tilegne sig.

Fadene tømtes flittigt og nye blev bragt ind af »den store Sidse«, der havde styret Sogneraadsformandens Hus, siden han for nogle Aar tilbage var bleven Enkemand. Dette kødrige Fruentimmer blev hele Tiden stille beluret af Væver Hansen, der under hele Maaltidet næppe talte et Ord og lod baade Mad og Drikke staa næsten urørt. Da hans Sidemand vilde skænke for ham af Brændevinskaraflen, lagde han med et kattevenligt Smil sin store Haand over Glasset, — han var for nylig bleven Totalafholdsmand, ° og trods Sogneraadsformandens muntre Stiklerier var han ikke at formaa til i Dagens Anledning at gøre en Undtagelse fra sin ||219|| Regel.

Emanuel derimod drak sin Snaps sammen med de andre, saadan som han plejede ved slige Lejligheder ... ikke fordi Brændevin egentlig smagte |37| ham, men han vilde nødigt paa noget Punkt skille sig ud fra sine Omgivelser. Og han kunde for den Sags Skyld ogsaa med rolig Samvittighed følge Skik selv med Vejlbybønderne, der nu var blevne langt mere maadeholdne i deres Sædvaner, end de havde været i gamle Dage. I det hele havde han i de forløbne Aar, snart bevidst, snart ubevidst, lagt sig en god Del Bondevaner til. Han havde endog overvundet sin gamle Afsky for Tobak; og da Maaltidet var til Ende og Kaffen kom paa Bordet, og da Sogneraadsformanden lod sine Cigarer gaa rundt, trak han en Træpibe frem af sin Frakke og stoppede den af en Kardus saakaldet »Posemelange«, ° som han overalt førte med sig i sin Bukselomme.

Paa dette Tidspunkt rejste Væveren sig. Under Paaskud af at have et Besøg at gøre inden Aften tog han Afsked, idet han trykkede hver enkelt af Selskabet samvittighedsfuldt i Haanden; hvorefter han trak sig tilbage gennem Køkkenet.

Her ude blev han staaende midt paa Murstensgulvet, med Hovedet lagt paa Siden og halvt nedsænkede Øjelaag, og fikserede Husholdersken med et Blik, der pludselig fik denne Fedtmasse til at blegne og sitre.

»Men Herregud, Jens Hansen ... hvorfor ser |38| du saadan paa mig?« sagde hun i grædefærdig Tone og holdt i Forskrækkelse et Vidskestykke afværgende ud for sig.

Væveren satte roligt sin Hat paa Hovedet og bortfjernede sig uden et Ord.

Udenfor var det dyb Mørkning. Blæsten havde lagt sig; det var ganske stille. Fra en ubevægelig Skyhimmel neddalede store, hvide Snefjer, der straks smeltede i Jordens Søle. Under et bestandig tættere Drys, der efterhaanden gik over til en fin Regn, vandrede Væveren med Hænderne paa Ryggen hjemad paa den ensomme Marksti, der førte over Bakkerne ud til Skibberup.

Hans Ansigt fortrak sig i pludselige Smil, og hans røde Øjne saa' fremad med det stive Blik, som de altid fik, naar han i Enrum udrugede sine Krigsplaner.