Der er nu forløbet et Par Aar siden denne Dag. Endnu hersker Pastor Madsen med Ild og Sværd i Vejlby og Skibberup, ja langt ud over Sognets Grænser strækker sig efterhaanden hans myndige Magt. Endog ovre i Sandinge sporer man stadig tydeligere hans Indflydelse samtidig med, at Højskolens Tiltrækning for Befolkningen synes i langsomt men ustandseligt Aftagende.
Dog har heller ikke Højskoleforstander Sejling ligget paa den lade Side. For Alt, hvad Vennesamfundet |276| i de senere Aar har tabt i Udbredelse og Indflydelse i Folkets brede Lag, har han ihærdigt søgt Erstatning i ydre Magt og Anseelse gennem Opnaaelsen af de højere Samfundskredses ||515|| Anerkendelse. Og han har i saa Henseende virkelig været overraskende heldig. Den før saa latterliggjorte Menighed er i Øjeblikket paa Veje til at blive fashionable, dens Kristendomsopfattelse i Færd med at blive ophøjet til Statsreligion, og Forstander Sejling er nylig bleven benaadet med ° Ridderkorset.
Denne uformodede Medgang synes at skulle blive skæbnesvanger for den Vilh. Pramske Fraktion, der truer med at gaa en snarlig Opløsning i Møde. Allerførst svigtede Fru Gylling, der meget hurtigt efter Kultusministerens betydningsfulde Besøg paa Sandinge Højskole var begyndt at komme til Erkendelse af, at hun havde handlet i Overilelse ved at yde det reformivrige Parti sin vægtige Støtte, — et Resultat, som Forstander Sejling efter Skumleres Mening just havde paaregnet og endog lagt særligt an paa, da han udførte det dristige Kup at indbyde Ekscellensen.
Ogsaa den elskelige Kandidat Boserup har nu — Gud været lovet! — endelig faaet Ro for sine Tvivl. Genfødt og lutret er Vennesamfundets forlorne Søn vendt tilbage til det hjemlige Skød |277| og har ydmyg modtaget den længe opstaldede Fedekalv i Form af et godt Præstekald.
Ja, om det saa er den lille skikkelige Pastor Magensen, har han, skønt sikkert uden Beregning, ja vistnok med blødende Hjærte, set sig nødsaget til at forlade sit yderliggaaende Standpunkt. I et nyt, opsigtsvækkende Skrift om Helvedstraffene har han aabent tilstaaet, at hans forrige Opfattelse beroede paa en Misforstaaelse, en Oversætterfejl, idet Sprogforskningens allersidst ankomne Resultater uomstødeligt godtgør, at det omstridte Bibelsted alligevel rettest bør udlægges i Overensstemmelse med den officielle Kirkes Opfattelse.
Hvad Vilh. Pram selv angaar, saa fortsætter han vel med usvækket Lidenskab sin Kamp mod Kirkemyndighederne og Troen paa Skriftens Avtoritet; men det er, som om selv hans Venner begynder at finde ham lidt ensformig. Han opfylder aabenbart ikke de Forventninger, man har næret til ham. For nylig angreb saaledes en af hans egne Tilhængere ham offentlig i en Avis og bebrejdede ham, at han nu i alt for lang Tid »ikke var fremkommen med noget Nyt.« — —
Imidlertid skrider Dagene jævnt og stille i den lille Bindingsværks-Halvgaard i Skibberup By, hvor nu Hansine og hendes Broder uindskrænket |278| regerer, efter at den gamle Else endelig har lukket sine Øjne. I Porten hænger endnu den rustne Staldlygte og drejer rundt i sin Snor, ganske som i Hansines og Ole Kristians unge Dage. Men ude i Haven, paa Marken og i Stalden løber nu den opvoksende Slægt, Sigrid og den ||516|| lille Dagny, rødmossede og tilfredse.
Det hænder jo nok endnu en Gang imellem, at Sigrid i Skumringen — eller naar der er gaaet hende Noget imod — sætter sig hen i en Krog og længes efter København. Men hun faar aldrig Lov til at synke dybt i Stemninger. Moderen er straks over hende og sætter hende i Arbejde. Hun er nu saa stor, at hun maa begynde at gøre Gavn. Hun har Hønsegaarden at passe og de smaa Grise og Faar og Lam, — og Hansine tillader ingen Efterladenhed.
Med Byens Folk holder den lille Familje foreløbigt ikke megen Omgang. Dog kigger af og til en af de gamle Venner indenfor for at faa sig en lille Snak mellem Væg og Dør ° om Dagens Nyt. Endog Væver Hansen gør en Gang imellem en højtidelig Besøgelse. Den slagne Mand lever nu stille og roligt og ernærer sig af sin Væv og giver sig i hvert Fald Udseende af at have opgivet al Agitation. Rigtignok fortælles der, at han har |279| begyndt at holde til hos Svend Øl og Per Brændevin og det øvrige uhyggelige Selskab nede i Mosekærshusene. Men spørger man ham derom, lader han, som om han ikke hører det, og giver sig til at tale om andre Ting.
Hver Lørdag Eftermiddag, naar Vejret blot er taaleligt, drager Hansine og Børnene ud til Kirkegaarden med Rive og Vandkande for at hæge Familjens Begravelsesplads. ° For Børnene er disse Vandringer efterhaanden bleven en Slags Forlystelse, en Indledning til Søndagens glade Højtid. For Hansine derimod vedbliver denne Time, hvori hun stille gaar og pusler om sin Mands, sin Søns og sine Forældres Grave, at være Ugens egentlige Andagts- og Opbyggelsestime, i hvilken hun gennem Minderne finder Erstatning for, hvad Livet nægtede hende. Først nu, da Emanuel er borte, og hun kan tænke paa ham uden Uro, uden Bekymring og uden Bitterhed, — først nu synes hun rigtigt at eje ham, at turde give ham sin fulde Fortrolighed og hele sin Kærlighed. Ja, ogsaa »Gutten« har ligesom faaet nyt Liv for hende nu, da Fortidens Skygger er vegne fra hans Billede.
— — Men der er ogsaa Andre, der besøger Emanuels Grav. Ikke saa sjælden hænder det, at en eller flere Baade med sortklædte Mænd og |280| Kvinder kommer sejlende over Fjorden og lægger til ved Strandens store Sten, hvorfra Mændene bærer Kvinderne i Land paa deres Arme. Tavse stiger de op paa Kirkegaarden og staar længe aldeles ubevægelige omkring Graven, hensunkne i Bøn.
Det er Emanuels gamle Venner ovre fra Sandinge Leje, der nu efter ||517|| hans Død vier ham en formelig Tilbedelse. De har dannet et eget Samfund derovre, en Sekt, der gaar fuldstændig op i at leve i Mindet om hans Liv og Gerning. »Guds Lam« kalder de sig, og efter Sigende skal de allerede have vundet en ikke ringe Udbredelse. De lever Alle stille og fredsommeligt, idet de ydmygt stræber efter at blive Emanuel lig i alle hans Fuldkommenheder, i Mildhed, Alvor og Verdens Forsagelse. Hver Søndag Eftermiddag forsamles de til Møder for at tale sammen om ham, opbygges af hans Ord og lytte til Fortællinger om hans underfulde Liv. Og mindst én Gang om Aaret gør de — i Ensomhed eller i Følge — en Valfart til hans Grav.
Om hans Fødsel og Opvækst skal der allerede gaa mange mærkelige Sagn. Saaledes fortælles der, at hans fromme Moder, mens hun bar ham under Hjærtet, en Nat i en Drøm følte Guds Hænder lægge sig velsignende paa hendes Hoved. |281| Ligeledes paastaas det, at han som Dreng hver Dag gik ned paa Gaden og uddelte sin Mad til de Fattige. Dog, om disse og andre lignende Fortællinger hersker der allerede nogen Uenighed. Derimod nærer ingen af dem Tvivl om, at han døde som et Offer for Verdens Forfølgelse, og efter Forlydende skal en af Sektens ledende Mænd, en forhenværende Skolelærer, for Tiden være beskæftiget med at forfatte en paa mundtlige Vidnesbyrd støttet Beretning om hele hans Livs Martyrium, for at hans Ord og Gerning kan bevares for Efterverdenen til taknemlig Ihukommelse. —
Her ender Fortællingen om det forjættede Land.