I Pontoppidans levetid udkom otte udgaver af DET FORJÆTTEDE LAND; heraf indeholder de første fem bemærkelsesværdige rettelser, som skyldes Pontoppidan eller er accepteret af ham.
En del betydningsbærende rettelser er foretaget i 2.opl. (eller 2. udg.) af M og DfL (M2 1892 og DfL2 1893 1), men de afgørende ændringer ses i den forkortede étbindsudgave fra 1898 (3.udg.) af hele ro manværket. Siden fulgte de let ændrede ét bindsudgaver fra 1903 og 1918 (4.udg., 5.udg.). 6. udg. 1920 indeholder ændringer især i retskrivningen, som næppe skyldes forfatteren. Den udgave af romanen, som udgør 3. bind af Romaner og Fortællinger (1925), er identisk med 6. udg.; det samme gælder 7. udgave (1938). Dansklærerforeningens Det forjættede Land (1943) er stærkt forkortet, vistnok på grundlag af 1938-udgaven.
Af M2 og DfL2 er det M2, der har de betydeligste ændringer. Den væsentligste hensigt med dem er øjensynlig at få stilleje og persontegning til at svare nøjere til romanværkets andet bind, end det er tilfældet i 1.opl (M). Varianterne i DfL2 er relativt få og sjældent be tydningsbærende.
Man kan skelne groft mellem to grupper rettelser i M2. Den ene gruppe udgøres af de rettelser, der har formel eller praktisk karakter, men ikke har nogen afgørende indflydelse på indholdssiden. Dette gælder stilistiske og ortografiske finpudsninger, herunder konsekvens rettelser (fx udbrød > afbrød; Butiken > Butikken), rettelser af gammelmodige udtryk til mere moderne (ikkun Lyden af > ingen anden Lyd end). Til gruppen kan man også regne de tilføjelser, foretaget her og der, som formidler overgange i handlingen mere behændigt, end det sker i 1. opl.; fx redegøres der i M2s III Bog lidt mere omhyggeligt for det forøgede samkvem mellem Emanuel og Hansines familie efter hans andet besøg i hjemmet, hvad der gør hans spontane frieri på stranden mere sandsynligt. Den anden gruppe rettelser omfatter som nævnt de ændringer, der berører indholdssiden, fx stilleje, persontegning og handlingens indre logik. Det gælder sådanne stramninger af teksten, der bevirker en pointeret knaphed i stilen, fx udeladelsen af det lange afsnit, der følger efter Ragnhilds lykønskning, og som beskriver Emanuels sindstilstand (M s.128). En lille del af det udeladte afsnit bringes senere, og mere velindiceret, i for bindelse med beskrivelsen af Emanuels lykkerus under for lovelsesmiddagen i Hansines hjem. Ønsket om en mere klassisk, upyntet fortælleform frem for en bevægelig, 'impressionistisk' rytmik er nok grunden til, at en hel del tankestreger er fjernet. Overtydelighed er afløst af antydning, fx hvor teksten melder ud om købmandens bjergsomhed (jf. M s.147) og væverens skjulte hensigter (jf. M s.152).
Andre forkortelser fjerner sporene af den romantiske underholdnings stilpræg, som i nogen grad fandtes i M og i høj grad i »Ungdom«; det gælder beskrivelsen af Emanuels mimik under opgøret med provsten; i førsteudgaven kruses den unge mands læber på romantistisk heltevis af »et foragteligt Smil« - smilet er fjernet i M2. Patos og dramatik er i det hele taget søgt elimineret eller dæmpet ned (Emanuels »Forfærdelse« ved synet af gæsterne, der ankommer til provstens middag, er i M2 blevet til »Forskrækkelse«; Hansines chokerede »Skrig« ved Emanuels uventede opdukken i hendes hjem er blevet til et forskrækket »Raab«). Noget af sentimentaliteten - vel et krav i tiden til den underholdende roman - har lidt samme skæbne i den højspændte scene med Emanuel og Hansine på stranden (jf. M s.112-113; s.115).
Tilsvarende er den sofistikerede Ragnhild blevet befriet for en romantisk-tankefuld attitude med hånden under kind (M s.126) - »Ungdom«s temmelig plumpe Ragnhild-figur er i øvrigt her blevet yderligere forfinet. Det lysende og sensuelle indtryk af hende er fremhævet: hendes hud er nu ikke længere »sart« men »gennemskinnende«; i hendes værelse svæver en duft af »fin Viol-Essens« (mod før: »syrlige Essenser«, M s.59).
Interessante er de ganske små ændringer i portrætteringen af hovedpersonerne, der i forhold til »Ungdom« giver indtryk af en yderligere tendens eller ambition hos Pontoppidan i retning af en mere nuanceret, mindre skabelonagtig persontegning.
Det gælder især Hansine, som i M2, sammenlignet med Ms stadig lidt troskyldige bondepige, er blevet til en mere karakterfuld og original person, uudgrundelig for den naive Emanuel, hvad der dels sandsynliggør den gennemskuende evne og nøgterne handlekraft, hun udviser i DfL, dels kunne forklare Emanuels forelskelse som fascination af det for ham dybt fremmede. Eksemplerne er mange: hun er gjort »tankefuld« og besidder nu en »særegen Alvor«, hun »ler« ikke længere, men »smiler lidt« over lillebrorens leg med kattekillingen (jf. M s.67). Det indadvendte, sky, myndige og utilgængelige understreges (M s.104); hendes uro og åndsfravær ved forlovelsesfesten (jf. M s.141) kunne tyde på en instinktiv indsigt i, at noget er galt, foruden en nøgternhed, der også kunne forklare hendes i 2. opl. ikke blot »tillukkede«, men »næsten haarde« udtryk under bryllupsfesten (jf. M s.194); hun er gjort mere behersket end den »sanseløse« unge pige i 1. opl. (M s.134), et eksempel, der også viser en begyndende tendens til at lade en behaviouristisk personbeskrivelse afløse det traditionelle indresyn.
Tilsvarende præsenteres Emanuel i højere grad end før som en person, der på kompliceret vis er offer for drømme og selvbedrag. Det viser sig i hans sværmeri for det i hans øjne idylliske og rene bondeliv, en tilbøjelighed, som nu understreges stærkere (jf. M s.157). Også hans selvcensur markeres tydeligt i scenen, hvor han afviser sin egen irritation over, at Hansine løber kluntet (s.157) Ligeså betones det stærkere, at der er noget forceret i hans nedstigning til det lave, når han føler sig kaldet til at skrabe køerne rene i rumpen (jf. M s.159).
Tønnesen-figuren er nuanceret lidt. Den pompøse højkirkelige patriark er blevet en smule mere menneskelig: under opgøret med Emanuel ser han nu på den unge med et »Blik af Forfærdelse, blandet med dyb Medlidenhed« (mod før: »et Blik af dyb Forfærdelse, blandet med Medlidenhed«, M s.122), og han lægger ikke sin hånd »tungt« - som lovens hånd - men »varsomt« på Emanuels skulder (i 3.udg. (s.132) er han endog blevet »helt bevæget«). I nuanceringen af Tønnesens holdning til Emanuels drømme og dispositioner - som er yderligere tydelig sammenlignet med det raseri mod den forvorpne ungdom, som den nærmest parodierede gejstlige udfolder i »Ungdom« - kunne man se ansatsen til den diskussion om drøm og selvbesindelse, som pater Rüdesheimers monologer senere bliver et indlæg i (DD, fx s.442 f.).
Omarbejdelserne i den forkortede étbindsudgave, 3.udg., er betydelige, sammenlignet med ændringerne i 2. opl. Pontoppidans forord til udgaven, som er dateret »Avg. 98«, lyder:
I Aarene 1891-92-95 udgav jeg de tre sammenhørende Fortællinger, som nu er samlede i dette Bind. Tiltrods for den lange, figurrige Billedrækkes noget skitsemæssige Udførelse og dens - med Hensigt valgte - kølige og tyndt paastrøgne Farver, hvis Anvendelse den Gang ikke var saa almindelig som nu, vandt Skriftet en efter vore Forhold ret udbredt Læsekres. Da der derfor blev Tale om endnu et nyt Optryk af det, følte jeg Trang til at eftergaa Figurernes Omridslinjer og - uden at berøve Billedet Karakteren af et Maleri al fresco - at udføre lidt mere i det enkelte, hvad der af indre Træk kun var antydet. I den Bearbejdelse er det, at Fortællingen foreligger her. Det er mit Haab, at den ikke maa have tabt i Liv og Friskhed, hvad den vistnok har vundet i Afrundethed og Fasthed.
I et brev til Georg Brandes 25. september 1898 siger Pontoppidan om udgaven, som Brandes vil modtage »om et Par Dage«: »Den melder sig nok i Forordet som en ny Bearbejdelse, men er det egentlig kun for enkelte Partiers Vedkommende, som i sin Tid af personlige Grunde blev skrevne ligesom med påholden Pen.« Man kan hævde, at 3.udg.s omarbejdelser i almindelighed er mere radikale, end både hans redegørelse i forordet og brevet til Brandes bebuder. Derimod er det vanskeligt at fastslå, hvorvidt Pontoppidan i 3.udg. har skrevet friere - altså uden »påholden Pen« - end i de tidlige udgaver, når det fx gælder brug af modeller, omtaler af lokale forhold og personlige erfaringer.
Om initiativet til den »billige standardudgave«, som den kaldes i en annonce, vides ikke meget. Et brev fra Pontoppidan til Ernst Bojesen 3. februar 1899, som indeholder en anmodning til forlæggeren om at få udsat gennemgangen af novelleproduktionen 2, tyder på, at forfatteren har gennemført opgaven med en del uoplagthed; anmodningen ledsages af følgende: »Omarbejdelsen af »Det forjættede Land« har gjort mig så led ved at rode med mine gamle, døde Hjernefostre, at der må gå nogen Tid, før jeg får den vamle Ligstank ud af Næsen og kan tage fat igen, [...]«.
Ændringerne fra trilogien belyses af Flemming Behrendt i det nævnte speciale, der har særdeles interessante iagttagelser af tendenser i ændringerne - som grundlag har Behrendt dog i stedet for 3.udg. brugt 4.udgaven fra 1903 (4.udg.), der kan betragtes som en finpudset version af den foregående. 3
I det følgende skal der ikke foretages en udtømmende beskrivelse af ændringerne, men blot gives eksempler på nogle typer forandringer og tendenser i dem.
Foruden formelle rettelser, der gælder en - ganske vist ikke konsekvent - modernisering af ortografien (eks.: mylrende > myldrende, Hjærte > Hjerte, Benauelse > Benovelse, men også spadsere > spasere), er der tale om ret omfattende beskæringer, men desuden om adskillige mindre tilføjelser, og hele afsnit er skrevet om. Desuden er mange detaljer ændret, fx beskrivende adjektiver. - Udeladelserne og de øvrige ændringer har i mange tilfælde ændret fortællestilen.
Der er flyttet om på større og mindre afsnit, hvorved der dog kun i et par tilfælde er grebet afgørende ind i kompositionen, herom nedenfor. Visse enkeltheder fra førsteudgaverne af M og DfL, der var udeladt i 2. oplag, er genindført. De øvrige ændringer og udbygninger i 3.udg. gælder især fortælleteknik, ændringer i komposition og persontegning.
I 3.udg. har Pontoppidan udeladt trebindsudgavens undertitel Et Tidsbillede. Det er et spørgsmål, om man kan sige, at bogens indhold er tilsvarende ændret. - Hovedsagen for Pontoppidan har nok været at betone, at bogen skulle sælges og læses som andet og mere end et tidsbillede, eller rettere: han har formentlig villet undgå at påføre publikum, forlæggere og anmeldere en sådan begrænsende, men også provokerende synsvinkel, jf. det røre, alle tre romanbind vakte ved udgivelsen på grund af deres samtidskritik (afsnittet Modtagelseskritikken). - I udeladelsen af undertitlen kan ligge et ønske om, at bogen først og fremmest skulle blive læst som for tællingen om en menneskeskæbne 4.
Alligevel er det muligt at finde eksempler på forandringer og udeladelser, der - måske lidt søgt - kunne forklares ved, at tidsbilledet ikke længere skulle være afgørende for tilegnelsen af bogen, fx udeladelsen af enkelte folkloristiske detaljer 5, af nogle reportageagtige glimt, der giver indtryk af urostemningen omkring grundlovsbruddet (DfL s.259-260 vs. 3.udg. s.285,a.3; DfL s.270 vs. 3.udg. s.297,a.2) samt af enkeltheder, der angår aktuelle personer fra de år. Det sidste gælder portrætterne af de højskolefolk og teologer, der drøfter liberalteologi og venstregrundtvigianisme på Sandingehus. Her er udeladt enkelte persiflageagtige karakteristikker, såsom den »larmende Veltalenhed«, der udmærker Vilhelm Pram (DD s.383), men samtidig er der tilføjet nye, bl.a. taler 3.udg. om pastor Magensens »hysteriske Grebethed« og »stumpede Person« (s.422,a.2 og 3); det ville være en usikker påstand, at Pontoppidan skulle have censureret sig selv, for at bogen skulle støde mindre an i offentligt rum; man kunne snarere finde eksempler på, at han, når det gælder satire, af æstetiske grunde har disciplineret sin stil og fjernet nogle grovheder, overflødigheder og overdrivelser (fx forlydendet om pastor Magensens drømme (DD s.384), som kunne forekomme læseren at være 'for meget')
I øvrigt har Pontoppidan ved at forkorte og skrive om naturligvis først og fremmest villet opnå den stramning af romanen, der skulle ændre et trebinds romanværk til et étbinds. Det har ført til, at enkelte overgange i étbindsudgaven forekommer lidt hovedkulds, det gælder især overgangen mellem Emanuels afrejse fra Vejlby og tilbagekomsten til egnen to år efter - et tidsrum, der svarer nogenlunde til den tid, der oprindelig faktisk hengik mellem udgivelsen af DfL2 og af DD. - Men som helhed gælder det, at de hele afsnit fra 1891-95-udgaven, der er strøget i 1898, ikke netop er overflødige, men kan undværes, da de ikke i afgørende grad bringer handlingen videre. Emanuels sejltur over fjorden i begyndelsen af Ms V Bog 6, Niels Gaardskarls erotiske fantasier i DfL og kapitlet om friskole lærer Povelsen i DD er eksempler på det - det sidste kan være strøget, fordi man ved udgivelsen af DD kan have opfattet kapitlet som møntet på en autentisk person og dermed for ondskabsfuldt (se også Modtagelseskritikken).
Den ovennævnte type beskæringer har blandt andet ramt forskelligt stof, der har karakter af digressioner, fx anekdotiske historier med lokalkolorit. Udeladt er således historien om tvangsauktionen i præstegården (M s.18) og beretningen fra kapertiden om de fire Skibberupfiskeres raske dåd (M s.87-88).
At nogle afsnit med ganske markante pointer herved er forsvundet, er et af vore argumenter for, at trilogien er valgt som trykgrundlag for nærværende udgave. Man studser fx over, at étbindsudgaven har udeladt et hib til højskolekulturen og dens hang til hjemmegjort pseudo-danefæ: den folkevise om Hr. Bure, som ungdommen synger under samværet efter Emanuels foredrag, bliver i M (s.108) benævnt som Sandingeforstanderens produkt. Det bliver den ikke i 3.udg., hvor man desuden, i forbindelse med Emanuels foredrag om det fordærvelige storbyliv, kan savne følgende bemærkning, der siger lidt om Emanuels dobbeltholdning til det mondæne: »Med en Sagkundskab, som kun faa vilde have tiltænkt ham, gav han et helt Maleri af en Dame i Selskabsdragt« (M s.96, sml. »M«3.udg., s.102). Bemærkningen er dog med, let ændret, i 4.udg., idet her er genindført det afsnit i Emanuels foredrag fra M, der beretter om »Livet i et velstaaende Hovedstadshjem« (»M«4.udg. s.102). Afsnittet er slettet igen i 5.udg.
Udeladt er også scenen, der viser Anders Jørgens forfjamskelse over at være taget på fersk gerning i at arbejde på en søndag - et træk, Højskolebladets anmelder Valdemar Brücker fandt urealistisk (se afsnittet Modtagelseskritikken). Den vigtige scene, hvor Ragnhild højmodigt ønsker Emanuel tillykke med forlovelsen (M s.128), er desuden skåret væk, hvad der dog kan hænge sammen med 3.udg.s reviderede billede af Ragnhild, som her er blevet en noget mere kølig, erotisk magtglad person. At Emanuel afviser det ubehag, han føler ved at observere, at Hansine ikke løber kønt (M s.157 og især M2, s.298), får vi heller ikke med i 3.udg. - Den meget sigende tvist mellem Anders Jørgen og Else om bryllupsudgifterne (M s.190) er i 3.udg. blevet til et kort omtalt mellemværende mellem Hansine og moderen.
Pontoppidan har udeladt et sammenstød i DfL mellem Emanuel og Hansine kort efter Ragnhilds og Gerdas besøg. Anledningen er Hansines påståede manglende diplomati, og episoden kunne tolkes som udtryk for Emanuels irritation, vakt af Ragnhild-fascinationen, over Hansines lidet polerede væsen i almindelighed og hendes optræden under den intrikate visit i særdeleshed (DfL s.327 vs. »DfL«3.udg., s.361,a.8)
En udeladelse i 3.udg., der profilerer et element i bogen tydeligere end før, bemærkes i scenen på heden i »DD«3.udg., II Bog: I førsteudgaven opdager pater Rüdesheimer til sin fortrydelse, at Ragnhilds håb om at møde Emanuel er den egentlige årsag til hendes overraskende insisteren på at gøre en udflugt med pateren i ødemarken (se 3.udg. s.489 vs. DD s.445). Ved at stryge denne detalje i 3.udg. har Pontoppidan nedtonet et jalousimotiv hos den galante pater med den skarpe tunge og derved opnået, at denne nu står klarere som tidsfænomenet Emanuels saglige kritikus (jf. de kritikhistoriske afsnit om anmeldernes og den senere Pontoppidanlitteraturs vurdering af pateren som muligt 'talerør') - men samtidig er altså en interessant psykologisk tvetydighed hos figuren svækket.
Der er skåret i nogle af de visualiserende scener, blandt andet i beskrivelser af Frøken Ragnhilds toilettepragt (M s.172) og i visse naturbeskrivelser (fx M s.165 og 181-182; DfL s.269); der er flere eksempler på, at Pontoppidan har genbrugt detaljer fra slettede naturbeskrivelser andetsteds i udgaven (fx i »DD«3.udg. s.525 a.1, hvor det ildevarslende ved den trykkende hede skal understreges og dommedagsstemningen før Sandingemødet og Emanuels sammenbrud anslås: »Hver Morgen flængede Solen Nattedisens Slør ligesom med Guldklinger«; jf. M s.181).
Foruden at foretage helt neutrale forkortelser af afsnit har Pontoppidan strammet og omskrevet. Han har desuden dramatiseret både med henblik på spænding og for at gøre pointerne tydeligere; det sidste sker tit ved op klarende eller præciserende tilføjelser.
Det gælder kapitlerne omkring opgøret med Niels Gaardskarl og højskoleforstanderens død og begravelse, to begivenheder, der nu kommer til at hænge nøjere sammen og handlingsmæssigt set få højere intensitet. Beretningen går i 3.udg. raskere, er fx ikke forsinket af scenen med fru Aggerbølles dødsleje (DfL s.348-351), som er strøget, og det skønt man ikke kan udelukke, at indtrykket af Aggerbølles fortvivlede udbrud i DfL om byboens lod, når han forsøger sig som landbo, af forfatteren var tænkt som medvirkende årsag til Emanuels senere valg.
Forstanderens død er tydeligere markeret som symbol på, at en epoke er ude, og at tidligere tiders tillid til højskolebevægelsen er afmattet: »Endnu sang man vel med fuldt Bryst de gamle frejdige Sange, men det var ikke vanskeligt paa Tonen at spore Virkningen af den Modgang, det hele Vennesamfund i den sidste Tid havde haft« (3.udg. s.382,a.1). Det er desuden markeret, at utilfredsheden med Emanuel som idealiseret, samlende figur blandt andet er en følge af den efterhånden udbredte tvivl på folkesagen og en almindelig pessimisme. Mismodet bryder ud som fjendtlighed imod ham, foranlediget af de sladderhistorier om ham, som Niels i 3.udg. udspreder: »de [skibberupperne] havde nok tænkt sig, at Emanuel ikke kunde være saa »fuldkommen«, som han gerne vilde have givet det Udseende af« (3.udg. s.381,a.0) - Niels' betydning som intrigant med en politisk rolle er betonet stærkere end i DfL. Striden med ham fører i 3.udg. til, at Emanuel gør sig så upopulær i sognet, at han ikke kan få folk til høsten, men må bede om hjælp til høsten hos sognekongen, hvad der forstærker den almindelige animositet mod præsten.
Befordrende for oplevelsen af spænding er også visse ændringer omkring dramatiske forløb, hvorved det tydeligere markeres, hvad der er på højkant; sml. fx Dfls ret neutrale optakt til mødet hos sognerådsformanden (s.213) med 3.udg.s omtale af »Øjeblikkets stærkt spændte politiske Situation« og af forestående »betydningsfulde Forhandlinger« (s.232,a.1). Desuden lancerer 3.udg. en overraskende udgang på frøken Gerdas erotisk-religiøse sværmeri for Emanuel, der indvarsles i DfL; hun er nu blevet religiøs leder med Messiasvisioner, og hendes eksalterede udfoldelser er med til at forhøje dramatikken i fremstillingen af den tumult, der opstår, da Emanuel føres bort til hospitalet.
Til gengæld for, at Pontoppidan i 3.udg. har bestræbt sig på at få handlingen til at rulle raskere og med forhøjet spænding, har han skåret ned på nogle dramatiske effekter, der kan hævdes at tilhøre en ældre fortælletradition. Allerede i romanens indledende kapitel bemærker man, at den patetiske historie om drukneulykken mangler. Flere andre steder er tonen dæmpet ned; især bemærker man det i »M«3.udg.s frieriscene, hvis tidligere teatralske virkemidler er yderligere nedtonet i forhold til M2, hvor Hansine står som »ramt af et slag«, »kalkhvid« i ansigtet og med et »forvildet« blik. I 3.udg. står hun tavs og »som lammet«. Der er i denne udgave også mere måde med Hansines krampegråd her og i de senere optrin i hendes hjem.
Sproget er som helhed i ret stort omfang strammet og ændret med henblik på prægnans og rytmik, forbedring af talesprog m.m.
I et vist omfang, men slet ikke konsekvent, har Pontoppidan fornyet sin fortælleform sådan, at det traditio nelle indresyn hos personerne er forladt til fordel for mere behaviouristiske iagttagelser, formentlig for at gøre skildringen mere overbevisende. Nogle eksempler:
(M s.26:) »og disse Mænd var det, der havde genkendt Provstens Agestol og derfor blev ved med at raabe: / »I kan vel bie [...]« > (3.udg. s.21,a.2:) »og disse Mænd var det, der havde standset Slæden ved i Munden paa hinanden at raabe: / »I maa bie lidt [...]«
(M s.71:) »Han [Emanuel] blev mere og mere bleg. Den dumpe Harme, som nys havde rørt sig hos ham over for de unge Karle inde i Byen, begyndte atter at kæmpe sig frem i hans Bryst og gjorde hans Tale stammende. > (3.udg.,s.74,a.5:) »Emanuels Ansigt havde herunder langsomt mistet al sin Farve; han var ligbleg.«
(M s.141:) »Alle opfattede, hvad der var sket, som en Slags Æresoprejsning« > (3.udg.,s.155,a.4:) »Alle opfattede øjensynlig, hvad der var sket, som en Slags Æresoprejsning«.
(DfL s.266:) »Bag Doktorens Guldlorgnet kom der et Glimt af den Medlidenhedsfølelse, som han aldrig helt havde formaaet at skjule over for Emanuel. > (3.udg. s.293,a.5:) »Bag Doktorens Guldlorgnet viste der sig et hastigt, stikkende Glimt. Det saae ud, som om han - trods al Medfølelse - havde ondt ved at skjule sin Forargelse.«
Den ændring i rækkefølgen af visse afsnit, der er sket i 3.udg., har i det fleste tilfælde ikke det store at sige for handlingen.
En del detaljer er flyttet ind i en for handlingsgang og forståelse mere hensigtsmæssig og logisk sammenhæng. Det gælder også nogle lidt længere afsnit. Bl.a. har Pontoppidan i 3.udg, sikkert for at gøre situationen mindre debatagtig abstrakt og mere sandsynlig, flyttet en vigtig samtale mellem Emanuel og Ragnhild fra scenerne omkring det første gensyn (DfL s.295-296) frem til et psykologisk set rimeligere tidspunkt, hvor de to kan have vænnet sig lidt til konfrontationen med fortiden. I dialogen forsvarer parterne hver deres syn på, hvordan erotisk tiltrækning opstår: sker det ved »nervesympati« eller ved modsætningernes møde? - et højspændingsfyldt emne, som to mennesker, der har et gammelt, uudtalt erotisk mellemværende, næppe kaster sig over straks ved det første møde efter syv års adskillelse - og som da også i 3.udg.s fremstilling har en tydeligere virkning på Ragnhild end i de tidlige udgaver; - hun bliver »bleg omkring Munden« (3.udg. s.356,a.5).
Tilsvarende har Pontoppidan forflyttet Emanuels frihedsdrømme (»Det var som [...] i Drømme at høre fjerne Stemmer kalde og sagte dø hen. Hvorfor sørge? syntes de at sige. [...] Kast din tunge Pilgrimsstav og kom herud, hvor Glæden bor [...]« (DfL s.282; 3.udg. s.369,a.2). De melder sig nu, efter at han har oplevet det foruroligende gensyn med Ragnhild, og ikke før, som i DfL.
Placeringen af tre større afsnit, hvori væveren har en væsentlig rolle, er i 3.udg. ændret, og i hvert fald den ene af omrokeringerne kan hævdes at have en vis betydning for romanens komposition: Mens Emanuel i DD modtager »tegnet« på indvielsen fra væveren (s.467), før Ragnhild afviser ham, skal det forhold, at Emanuel i 3.udg. går ukritisk i væverens garn, efter at han er blevet afvist af begge kvinder, måske fortælle, hvor fortabt han er uden kvindernes hengivenhed eller rettere: uden troen på den. Og efter at det erotiske er mislykkedes for ham her på jorden, støtter han sig til det kvindelige i et ujordisk kærligheds- og tillidsforhold til hallucinationerne om den afdøde mor (mod før: synet af »en fremmed Skikkelse [...] indhyllet i et hvidt Lin«, DD s.490) og til søsteren, hvis sårbarhed efter to nærtståendes død han udnytter, om end næppe bevidst. Han er altså illuderet både i henseende til kærlighed og til den kaldstanke, han forfølger. En pointe, der ikke er trukket så tydeligt op i DD.
Det andet større afsnit, der er flyttet, har Pontoppidan nok ladet skifte plads for at undgå brud på stil og på et vigtigt handlingsforløb. Den hjerteskærende historie i DD om Emanuels sammenbrud ved Sandingemødet og siden på heden er fortalt i et andet stilleje end scenen med væverens tørre, bidende tale til de pikerede højskolemennesker. I DD kommer væveren på talerstolen lige efter Emanuel; først derefter finder vi Emanuel på heden. I 3.udg. er Emanuel-historien i slutningen af IV Bog ubrudt, og væverens tale kommer først i begyndelsen af V Bog.
Det bør endelig nævnes, at scenen med Emanuels og væverens møde i DfLs IV Bog er blevet flyttet i 3. udg., sådan at Emanuel forud for besøget i Mosekærshusene, og ikke som i DfL på hjemvejen fra det, møder væveren og må døje nogle nålestik, der gælder præstens opblussende interesse for Ragnhild (og hendes miljø). Meningen kunne være den, at Emanuels modstandskraft over for Svend Øls ondskabsfuldheder derved skulle blive nedsat; men ændringen kan ikke uden videre hævdes at være en kompositorisk forbedring.
Visse mindre afsnit er åbenbart flyttet af snævert æstetiske hensyn; som nævnt er fx et glimt fra Ms beskrivelser af den hede, tørre sommer flyttet til »DD«3.udg., hvor det får klar symbolværdi.
3.udg. betoner kraftigere end de tidligere udgaver Emanuels forestilling om at have et kald som afgørende for hans selvforståelse. At hans ide om at være en udvalgt nu er tydeligt understreget fra første færd - og især er mærkbart i »DfL«3.udg. sammenlignet med DfL - kan skyldes et ønske hos Pontoppidan om at få Emanuelfiguren og hele handlingsforløbet til at hænge mere organisk og logisk sammen, end det blev tilfældet i trebindsværket. Drømmen om at være kaldet til at forløse folket åndeligt er på færde i begyndelsen af 3.udg. med Emanuels drømme om »ved Kærlighed at tilkæmpe sig disse Menneskers [dvs. skibberuppernes] Forstaaelse og derigennem finde Vejen til deres Hjerter« (3.udg. s.67,a.2), hvor M kun taler om, at Emanuel erkender nødvendigheden af at finde årsagen til misstemningen mod ham (M s.65). Kaldstanken er tydeliggjort i 3.udg.s fremstilling i III Bog af scenen lige før Emanuels møde med Hansine på stranden. Her er indført en bøn fra Emanuel til Gud, hvem han i sin forladthedsfølelse beder om sjælsstyrke til at udholde den ensomhed, der er den udvalgtes lod: »O lad mit ensomme Jordelivs Kamp være en Lovsang til din Ære [...] mæt du min hungrige Sjæl med din Velsignelse. Da skal jeg være glad. - Amen!« (»M«3.udg. s.121,a.4). Yderligere betones det, at Emanuel kæmper og lider for »Sandhedens Sag« - dvs. den evangeliske sandheds sag og ikke som i M for folkesagens frihed og lykke - idet folkesagen i 3.udg. efterhånden på grundtvigsk vis forbindes med Guds sag - det danske folk ses som Guds udvalgte folk (jf. 3.udg., fx s. 344,a.1, se dog også DfL s.313).
I »M«3.udg. er Emanuels ide om hans evangeliske kald klart fremlagt i det religiøse foredrag, han i begyndelsen af V Bog holder på Sandinge Højskole om »Guds Børn og Kristi Efterfølgelse«, og »i hvilket han betonede, at man kun med Sandhed kunde kalde sig det første, naar man af al sin Evne søgte at blive det sidste.« (3.udg. s.201,a.1). I Ms tilsvarende scene gentager Emanuel blot succesforedraget om bycivilisationens onder, som han først (i Ms III Bog) holdt i Skibberup Forsamlingshus.
I »DfL«3.udg. træder tanken om at være kaldet som en Kristi efterfølger tiere frem end før. Tydeligst i scenen, hvor Emanuel falder for fristelsen til at besøge det hassingske hjem. I DfL blev det berettet ganske ligefremt, at Emanuels motiv hertil er uviljen mod, at Ragnhild skulle kunne triumfere over hans angst for at møde det gamle miljø og rapportere herom til hans familie; desuden hedder det, at han drives af nysgerrighed, af lyst til spænding og til at fortsætte den afbrudte (erotisk ladede) samtale med Ragnhild. I »DfL«3.udg. er Emanuel fremstillet som totalt illuderet, idet han mener sig drevet, ikke af jævne menneskelige motiver, men af »sin Forpligtelse til at optage Kampen med Gudsrigets triumferende Fjender ogsaa udenfor sin vante Virkekres«(s.323,a.3). Året er 1885, grundlovsbruddets år, og fjenderne kunne måske være de konservative sejrherrer, som det er tilfældet med »Guds Fjender! ... Aandens frække Snigmordere!« ved mødet hos sognerådsformanden (»DfL«3.udg. s.235,a.7). Dog tænkes vel snarere på de besiddende klasser i almindelighed og især på dyrkerne af den sækulariserede, materialistiske og dekadent-hedonistiske ånd, som dr. Hassing og hans hus repræsenterer for Emanuel. Han mener at gribe en chance for at retlede disse »vankundige«, »sørgeligt vildledte« mennesker og desuden en lejlighed til at lade sig prøve af Gud endnu en gang og med bedre held end under sin krise omkring Guttens død (3.udg. s.323 ff.). Den påfølgende skamfuldhed over Ragnhild-fascinationen og hans bøn til Gud om tilgivelse for sin svaghed vidner også om hans tro på at være en udvalgt.
Den krise, Emanuel gennemlever i forbindelse med sønnens sygdom og død, omfatter i 3.udg. selvbebrejdelser hos faderen, fordi han havde svigtet i troen og tilkaldt læge i stedet for at overlade til Gud at træffe de rette beslutninger. I de tidligere versioner består krisen i et regulært savn af drengen og i en tvivl på Guds forsyn - det sidste er en anfægtelse, som fører hans længsler på afveje.
Talen, som Emanuel holder ved højskoleforstanderens begravelse, kan i DfL tolkes (og bliver af væveren tolket) klart politisk som en opfordring til at forlige sig med de konservative kræfter. I »DfL«3.udg. handler Emanuels tale mere prædikenagtigt om ydmygt at gå i sig selv, hvad der ikke er noget for Skibberupperne - de vil ikke høre på moraliseren, men på lurtoner og kampråb (jf. »M«3.udg., s.390,a.3); væveren møder da også talen med omtrent de samme ord som i DfL.
I »DD«3.udg. er kaldstanken, som også var tydelig i DD, fremhævet ved, at Kristus- identifikationerne er mere gennemført end tidligere. - Ikke mindst i det sproglige, med Emanuels brug af bibelske Kristusord og -vendinger, er sådanne identifikationer bogen igennem mere mærkbare end før i 3.udg. »Min Gud, Min Gud, hvor er du?« lyder Emanuels fortvivlede udbrud (3.udg. s.292,a.2), da han i mørket venter på lægens ankomst til Guttens sygeleje (mod i DfL: »Det er altfor forfærdeligt!«, s.266). I »DD«3.udg. er Emanuels Kristus- inspirerede talemåder fra tidligere suppleret med udtryk som »Sandelig, jeg siger dig« (»DD«3.ud g. s.507,a.0) og »Du gør dig saa mange Bekymringer, Betty. Kun eet er fornødent!« (s.532,a.13).
Bogen igennem og især i »DD« markerer 3.udg. i forhold til de tidligere den forestilling i Emanuels forkyndelse af den evangeliske Kristi efterfølgelse, der omfatter et bud om at leve som himlens fugle og markens liljer i tillid til forsynet og ikke bekymre sig om den fysisk-materielle sikkerhed - en fast forestilling, som bliver skæbnesvanger for ham.
Emanuel er i 3.udg. generelt gjort til et mere naivt og forsvarsløst offer for egne illusioner. Det viser måske især de sidste kapitler af »DfL« ;3.udg., hvor han endnu mere blindt end før fornægter, hvor stærkt han er draget mod sine kulturelle rødder, og i hvor høj grad dette forhold vil spærre for en mulig genoptagelse af familielivet med Hansine - hun er nu tydeligere end før fremstillet som den, der må sørge for, at der bliver truffet realistiske beslutninger; blandt andet er det hende og ikke Emanuel selv, der foreslår, at han vender tilbage til sin familie og faderens hus i stedet for at sætte nyt bo i København (»DfL «3.udg. s.399,a.3-400,a.0, sml. DfL s.366).
Hvor før det kammeratlige forhold mellem Emanuel og Ragnhild betonedes, er i 3.udg. det erotiske spændingsforhold tydeligere markeret. Det kommer op til tekstens overflade i scenen i den hassingske dagligstue, hvor Emanuel betages af andet og mere end broderlige følelser ved sanseindtrykket af den klaverspillende Ragnhild (»DfL«3.udg. s.339,a.0; sml. DfL s.309- 310, der kun betoner erindringen om søsteren og hjemmet). Siden bruger han turen ud til Mosekærshusene som påskud for at møde hende (3.udg. s.369,a.1), mens det i DfL (s. 330) blot er »Trang til Ensomhed«, der får ham af sted.
Historien i DD om Emanuels fristelser ved familiefesten hos søsteren er, modsat det tidligere, antydede forløb, i 3.udg. fortalt uden omsvøb som et sammenstød, hvor Emanuel har gjort tilnærmelser til Ragnhild og er blevet afvist - hans efterfølgende anger over for Kristus kan måske læses som en projektion af nederlagsfølelsen (3.udg.s.455,a.1 vs. DD s.414 og s.408). Hans senere drøm om den lutrede broder- søsterkærlighed og hans appel til hende herom er en tand mere eksalteret end i den tidlige udgave, ligesom hendes afvisning er tilsvarende mere desperat (3.udg.s.513,a.12 vs. DD s.473).
På samme måde er den erotiske gnist i Ragnhilds forhold til Emanuel fremhævet stærkere end før i 3.udg. Ragnhild, der her er 21 år og ikke 24 ved det første møde mellem dem, er desuden blevet noget mere magtudstrålende og selvbevidst - der er nu ikke så lidt erotisk forfængelighed blandet i hendes følelser for Emanuel. I scenen ved frokostbordet efter Emanuels mislykkede søndagsprædiken i Skibberup kirke iagttager hun ham »paapassende« og ikke »opmærksomt [...] med søsterlig Deltagelse« (»M«3.udg., s.45,a.3 vs. M s.47). Vel for at demonstrere sin uafhængighed af Emanuel spiller hun nu ligegyldig ved provstens kritiske omtale af hans tilsyneladende vantrivsel mod før at se tankefuldt ud ad vinduet; hun svarer faderen »kort« og ikke »roligt«.
At de erotiske følelser har fået tag i hende, synes at komme for en dag ved meddelelsen om Emanuels forlovelse, hvor hendes kinder i 3.udg. bliver »rosenrøde helt op til Tindingerne«. At hun, den forkastede, siden ønsker revanche i, hvad der for hende er et socialt og erotisk magtspil, viser sig tydeligt i en tilføjelse i 3.udg. s.340-341 (»I syv lange Aar havde hun gemt paa et dybt Had til Emanuel [...] Nu [...] brændte hun af Utaalmodighed efter at triumfere over den, der havde ydmyget hendes Fader og hende selv [...]«. Desuden er det kammeratlige i hendes adfærd over for Emanuel ved gensynet i DfLs III Bog tonet ned til fordel for et mere dobbeltbundet og træsk væsen (»Hun rakte ham halvt kammeratligt sin [...] Haand« (DfL s.285) vs.»Hun rakte ham forekommende sin [...] Haand« (»Dfl« 3.udg. s.312,a.4); og hendes »eftertænksomme Smil« er afløst af »lumsk Eftertænksomhed« i scenen, hvor de to diskuterer kærlighed og nervesympati (DfL s.295 vs.»DfL«3.udg. s.354,a.7). Hendes drillerier er nu ledsaget af et »fornemt« smil og ikke et »muntert« (»DfL«3.udg. s.321,a.1 vs. DfL s.293).
At 3.udg. lægger stærkere vægt på, at Ragnhild åbenlyst, men modvilligt synes at tiltrækkes af Emanuel, viser en ytring fra Betty sidst i »DD«3.udg. (s. 539,a.7): »Du elsker Emanuel! Jeg ser det paa dig!« hvad Ragnhild undgår at svare på.
Kedsomheden, det indelukkede og ulevede hos Ragnhild er trukket klarere op i 3.udg. Blandt andet i scenen i Ragnhilds værelse, hvor påklædningsceremonien bliver beskrevet som en lejlighed for hende til at trøste sig »for Savnet af det Liv og den Verden, hvorfra hun var udestængt« (»M«3.udg. s.61,a.0, sml. M s.59- s.60). Et enkelt sted i 3.udg. har Pontoppidan indført et overrumplende maliciøst prædikat, som relativerer billedet af den ellers gennem aristokratiske, stilfuldt beherskede dame, nemlig i Bettys vurdering af venindens dristighed i påklædning, som hun kalder småpinligt »provinsiel« (»DD«3.udg. s.448,a.10 sml. DD s.408), hvad der kunne antyde noget skævtvoksende, ufrivilligt komisk i Ragnhilds skuffede uudfoldethed - men selvfølgelig også kan forklares som udslag af bornerthed hos Betty.
Som helhed kan man betragte 3.udg.s Ragnhild-figur som en smule reduceret i retning af en type, når man sammenligner med tegningen af den karakterfulde, respektindgydende og sammensatte person i de tidlige udgaver. Det samme gælder måske Emanuel-figuren, men han kan hævdes at hænge bedre sammen i 3.udg. end i de tidlige udgaver, idet Emanuels udvikling i DD kunne synes mangelfuldt forklaret i forhold til det stade, figuren befandt sig på i M og DfL.
Hansine, som er blevet et år ældre i 3.udg., er ikke radikalt ændret fra de tidlige udgaver. Som nævnt optræder hun under og efter frieriet noget mere fattet, navnlig sammenlignet med M. Det er logisk, at jo mere verdensfjern og hjælpeløs Pontoppidan gør Emanuel-figuren, desto mere handlekraftig må han lade Hansine blive. Det er berørt, at hendes gennemskuende evne og beslutsomhed i forbindelse med afgørelserne omkring Emanuels opbrud nu er yderligere markeret. Desuden er hun fremhævet som den, der må støtte Emanuel under det sammenbrud, han får i 3.udg. efter væverens store spottetale mod ham (»DfL«3.udg. s.394,a.6, sml. DfL s.361). Lignende småændringer er sket, og den reviderede Hansine-figur svarer godt til Pontoppidans udsagn om, at han har villet trække personernes konturer op og udføre mere af det i indre træk antydede.
Af de tre hovedfigurer ser det altså ud til at være Emanuel- og Ragnhildskikkelserne, der især er ændret om end ikke ligefrem omformet i forhold til trebindsudgaverne. Der er sket en polarisering, så de fra først til sidst står hinanden fjernere end før. Derved er måske også tiltrækningen mellem dem gjort stærkere og mere problematisk.
Hvis Ragnhild er blevet tegnet om som en følge af eller i takt med ændringerne i Emanuel-figuren, kunne forklaringen være den, at Pontoppidan for det første har ønsket at understrege kraften i den tiltrækning, som Emanuels yderliggående religiøsitet øver på den modvillige Ragnhild - som nok af hensyn til en konservativ samfundsorden er (høj)kirkelig, men ikke betragter sig som religiøs af gemyt. Denne tiltrækning er ikke ulig den ambivalens, der i Lykke-Per - hvis udgivelse begyndte 1898 - præger Pers forhold til religiøsiteten 7.
For det andet er nu Ragnhilds 'femme fatale'-virkning fremhævet, en æstetisk-erotisk tiltrækning, som hun øver på den ikke mindre modvillige Emanuel. Af senere kvindeskikkelser hos Pontoppidan minder den højt begavede Ragnhild i sin sammensathed og uforløsthed (men ikke ved sine erotiske strategier) nok mest om De Dødes Riges 14 år yngre figur Jytte Abildgaard. Fortsætter man alligevel sammenligningen med personer i Lykke-Per på grund af denne romans samtidighed med 3.udg., kunne man påstå, at Ragnhild i de tidlige udgaver har både noget af den jødiske overklassekvinde Jakobes retsindige, kloge og stolte væsen og noget af hendes mere vulgære søster Nannys evne til og magtsyge ønske om at forføre. Det sidste foregår dog på et mere forfinet plan end Nannys, idet slaget for den højborgerlige Ragnhild står om den gamle, æstetisk højtudviklede borgerlige kultur, som hun elsker og føler truet, og hvis overtalelseskraft hun mobiliserer. - Mens i 3.udg. forførersken i Ragnhild har fået mere at sige og ikke altid bruger lige forfinede midler (jf. måske hendes »provinsielle« udmajning).
Væveren, Emanuels modstander og bogens 'skurk', er ejendommelig ved, at han både frastøder læseren ved sin træskhed og sætter sig i respekt ved sin forstandighed og seje retfærdighedstrang. Enkelte detaljer, der angår væverfiguren, er ændret i 3.udg., men han har ikke på afgørende måde ændret konturer, og det sker heller ikke i de senere udgaver. Karakteren synes altså i 1898 at ligge fast; til gengæld blev der føjet dimensioner til den i løbet af trilogiens fremkomst 1891-95. Det er der grund til kort at opholde sig ved her, hvorefter 3.udg.s justeringer kan vurderes.
Vi husker fra afsnittet Tilblivelsen, at væveren i »Ungdom« er fremstillet som en ung person, der ganske vist i første omgang frastøder Emanuel med sit hånligt-svedne smil (Tillæg II), men som viser sig at have sympatiske træk; der er antydet en lederfigur (måske endda en romantisk/romantistisk helt) med en vision og en for de fattige skibberuppere nødvendig civilcourage.
I M er væveren, som her, at dømme efter DDs tidsfæstelse (s.452), må være 30-40 år, fremstillet som kløgtig, men lidet sympatisk. Hans diskrete udtryk for reservation i kontrast til den almindelige jubel både efter Emanuels Skibberup- foredrag og ved brylluppet kunne fortælle, at han er en klog gennemskuer. Men hans afmålthed kan også tolkes som udtryk for misundelse. Og M understreger samtidig hans katteagtige lumskhed og hans sans for at skaffe sig magt ved diskret at holde sig underrettet om, hvad der rører sig rundt om, frem for at tiltage sig rollen som tribunehelt, jf. scenen med det folkelige samvær på stranden, hvor han sidder tilbagetrukket i samtale med et par gamle koner og lader tømreren lede arrangementet. - I DfL optræder væveren fremdeles som en person, der skaffer sig magt ved blandt andet at udspionere; men i DfLs IV Bog bliver han forklaret som et offer for samfundets uret, idet Emanuel prøver kærligt at forstå ham (s.336). Emanuel ved, at væveren som dreng så sin far, der tjente på et gods, blive mishandlet af herremanden, og at episoden menes at have givet væveren det afgørende motiv for hans retfærdighedskamp - men dette omfatter et hævnmotiv, hvad Emanuel, der mener selv at stride Den Gode Strid, sørger over.
Hævntrangen kan være være forklaringen på den skadefryd, hvormed væveren bringer magtens folk i fedtefadet, når deres time er kommet. Det gælder også den folkelige bevægelses hovedpersoner i det øjeblik, han mener, de er blevet korrupte, og deres rolle som frihedens forkæmpere er stivnet i en magtposition. Det sidste kommer til at ramme både sognerådsformanden og Emanuel.
I DD er andre træk end skurkagtigheden endnu tydeligere føjet til billedet af den bondesnu væver; først leveres de af Katinka Gude, om hvem vi hører, at hun respekterer hans nøgternhed. Siden får man et indblik i hans erindring om sin livsafgørende oplevelse af faderens ydmygelse; i forlængelse heraf hans mismodige tanker om sin mangeårige kamp for »sin Stands Selvstændighed og Oprejsning« og dens fallit over for en »krumrygget Lydighed og støvslikkende Underkastelse« hos et folk, der »i alle Forhold syntes at have taget til Valgsprog: Jo galere, des bedre!« (s.452). Endelig kan man dårligt opfatte hans kritik på mødet af grundtvigianernes svigt over for småkårsfolk som andet end velindiceret også i Pontoppidans øjne. En respektindgydende side hos væveren, som »Ungdom« strejfer, synes at være trukket op i DD, han står nu klarere som underklassens forkæmper, men rummer en modsætning.
De småændringer, der i 3.udg. er sket i scenerne med væveren, kan godt opfattes som egaliseringer af figuren og neddæmpninger af det skurkagtige med henblik på troværdiggørelse af billedet i DD af en mand, der er en hævner, men også må agtes for sit mod, sin klogskab og konsekvens i kampen for retfærd. Tre eksempler: I Ms scene, hvor Skibberupperne venter på Emanuels foredrag, hedder det om væverens uskrømtede skadefryd og magtglæde, at han »havde levet i en salig Fryd ved at tænke paa, hvilken krigerisk Allarm det ville vække, naar det Dagen efter blev bekendt i hele Egnen, at Provstens egen Medhjælper havde været Foredragsholder i hans Forsamlingshus« (s.90). Denne passus er strøget i 3.udg. - Optrinnet med væverens manøvre i DD ved højskole mødet, hvor han hurtigt går på talerstolen for at aflede opmærksomheden fra skandalen med Emanuel, er som nævnt ændret i 3.udg. til, at han holder sin tale dagen efter, den er ikke på samme måde fremstillet som et taktisk greb, men begrundes kun med hans ønske om at give forsamlingen en fortjent afskedssalut. - I DD gør væveren sig som nævnt tanker om, hvordan oprørsånden er afløst af folks krumryggede lydighed og støvslikkende underkastelse. I 3.udg. nøjes han, lidt mindre tænderskærende, med karakteristikken »krumrygget Lydighed«. - På den anden side: Alle de tre nævnte omarbejdelser er måske kun eksempler på 3.udg.s tidligere omtalte ændringer i fortælleteknik, smag og stil.
I 4.udg. (1903) er der ingen afgørende ændringer i forhold til 3.udg. - blot finpudsninger af stilistisk og ortografisk art samt ganske få udeladelser og tilføjelser; et længere afsnit af Emanuels Skibberup-foredrag er som nævnt let ændret og genindført fra trebindsudgaven jf. ovf.
5.udg. (1918) er især bemærkelsesværdig ved sine beskæringer. Forlaget har øjensynlig ønsket en forkortet udgave, som kom til at indgå i en samlet udgivelse af de tre store romaner. Et nyt publikum var måske interesseret, efter at Pontoppidan var blevet nobelpristager. Litteraten Vilhelm Østergaard blev bedt om at besørge udgaven. I et brev til Pontoppidan 4.jan.1918 nævner Østergaard den orientering, han har fået fra forlaget om forkortelserne, hvis art Pontoppidan øjensynlig har accepteret: »Hensigten skulle altsaa være at foretage Forkortelser paa saadanne Punkter, hvor Betragtninger eller Diskussion i en vis Forstand kan siges at »tynge« Stoffet, men selvfølgelig saaledes, at det intet Sted gaar ud over Udviklingen af Handling og Karakteristik [...]. Men hvor jeg kan være i Tvivl om Forkortelserne, vilde jeg gærne have Deres Sanktion dertil.« Pontoppidan svarer i et brev (dateret 7.12.1918, nok fejl for 7.1.), at han ved et tilfældigt besøg på Gyldendal fornylig har fået
Planen til en samlet Udgave forelagt, og det faldt mig derfor ikke ind, at det var Hensigten straks at tage fat paa Udførelsen. Ellers havde jeg naturligvis selv skrevet til Dem og anmodet Dem om Bistand. Sagen er den, at jeg ikke tror mig i Stand til selv at foretage et fornuftigt Gennemsyn af »Det forjættede Land«. Det er snart en Menneskealder siden, jeg skrev Bogen, og Emnet - tildels også Behandlingsmåden - er jeg kommen så langt bort fra, at jeg frygter for at komme til at ødelægge i Stedet for at forbedre, dersom jeg begyndte at flikke på den. [...] Hvor jeg ikke helt kan støbe Stoffet om, er jeg gerne ret hjælpeløs.
Vilhelm Østergaard kunne allerede d. 8. jan. foreslå en række forsigtige ændringer, som især gælder romanens debatter og betragtninger, hvad der skulle give dem »noget mindre Bredde« og derved »gøre dem lettere tilgængelige ogsaa for den store Kreds af Læsere.« Pontoppidans reaktion var: »Jeg tror, at vi kan blive færdige med vore Drøftelser, mens De ryger en Cigar.« Bortset fra en enkelt indvending accepterede han fuldt Østergaards forkortelsesforslag. - Østergaard har altså haft ret stor indflydelse på omarbejdelserne i 5.udg., som er den udgave, der er gået videre og er almindelig kendt.
I 5.udg. er det ovenfor nævnte afsnit fra Skibberup-foredraget igen udgået foruden et par mindre om det kunstige og usædelige i den mondæne kultur. Ud over at værket i almindelighed er forkortet, bemærker man, at aftalen om at skære i afsnit med »Betragtninger eller Diskussion« er effektueret. Man kunne få indtryk af, at der er lagt en pointe i to af sådanne beskæringer, idet de har ramt de afsnit, der blandt andet omhandler Emanuels (»grundtvigske«) overvejelser om det danske folk som det udvalgte »Gudsfolk« (afsnit af Emanuels tankerække efter markvandringen med Hansine og af hans ordrige søndagsprædiken (4.udg. s.310,a.1 og s.346,a.0 - vendingen »Guds Riges Venner« forekommer dog stadig i 5.udg. s.339). Man kan desuden fremhæve de beskæringer, der gælder forstander Sejlings og Vilh. Prams teologiske skænderier 8 (som i sin tid bekymrede Gustav Philipsen, jf. afsnittet om tilblivelsen), et mindre afsnit af Emanuels lange indlæg i diskussionen hos Hassings om folkestyret (4.udg. s.333-334), Ragnhilds lidt platte tankeslutning vedrørende bønders valgret (»Og Faaret og Studen gav man dog ikke nogen Stemmeret«, M s.187, 4.udg.s.343,a.1) og et afsnit af paterens monolog i DDs V Bog. - Herudover har 5.udg. ligesom den foregående en række stilistiske og ortografiske småjusteringer.
Pontoppidan har givet tilladelse til de omfattende beskæringer i Dansklærerforeningsudgaven Det forjættede Land (1943) Dens omfang er på under det halve af étbindsudgaven, og den består af centrale tekstafsnit, kædet sammen af formidlende resuméer. Udgiveren Aage Bertelsen har ifølge forordet valgt afsnittene ud med henblik på at give størst muligt indtryk af tidsskildringen og af sammenhæng i persontegningen.
