ENOGTYVENDE KAPITEL

Den Tid var nu inde, da det københavnske Sommerliv mellem Villaerne langsmed Øresundskysten Dag for Dag udfoldede sig med lysere og festligere Farver. Den store Bys stærke Pulsslag forplantede sig ad Jernvejene milevidt ud i den livløse Natur. Store Dampere svingede ind til Landgangsbroerne, helt nedtyngede til den ene Side af deres levende Fragt. Jernbanetog af en kvart Kilometers Længde standsede ved Stationerne for at udspy et Menneskemylr, der tilhjuls og tilfods spredte Storstadens magtfulde Uro dybt ind i Nordsjællands Skove.

Over Livet paa »Skovbakken« hvilede der under alt dette en trykket Stemning. Philip Salomon og Fru Lea havde i denne Tid lange og mismodige Samtaler med hinanden om deres Børn.

Det var ikke alene Jakobe, hvis Fremtid fyldte dem med Bekymring; nu havde ogsaa Nannys Forhold givet dem Anledning til Overvejelser af den alvorligste Art. For det Nederlag, den unge Frues Forfængelighed havde lidt hos Per, havde hun søgt Oprejsning hos sin gamle Tilbeder Hansen-Iversen; og da hun virkelig dennegang trængte til at glemme, havde hun givet sig hen til sin dristige Flirt med en vis Lidenskab. Men nu viste det sig, at den forhenværende Kavalleriløjtnant med det flotte Overskæg ikke var saa staalsat en Karakter, som dette havde ladet formode. En Dag gik han hjem og skød sig en Kugle gennem Hovedet. Tilmed efterlod han sig et Brev, hvori han forklarede Verden sine Bevæggrunde og højtideligt sendte Nanny sin Forbandelse.

Takket være hendes Mands Stilling i Pressen blev Sagen dysset ned; og for yderligere at dække sin Kones Rygte viste Dyhring sig i de følgende Dage hyppigt offenlig med Nanny under Armen, ligesom han spøgende ytrede til sine Bekendte, at det i Grunden var en farlig Sag at have en Kone, hvis Øjne ikke alene lignede men ved Lejlighed ogsaa kunde virke som en Pistolmunding. Privat havde han imidlertid underkastet Nanny et indgaaende Forhør, hvilket var bleven afsluttet med et knaldende Ørefigen, som hun roligt havde taget imod. Hun fandt endog, at hun slap ganske billigt fra den Historie, der i første Øjeblik havde opskræmt hende frygteligt, — ja, hvad mere var, hun blev ved den Lejlighed for første Gang rigtig vellystfuldt betaget af sin Mand og var herefter igen en Tid hans ydmyge Slavinde, der villigt — og med forøget Erfaring — tjente hans kønslige Udskejelser.

Imidlertid kunde det dog ikke forhindres, at der sivede et og andet ud om Aarsagen til Løjtnantens Selvmord. Den københavnske Sladder, der ogsaa var flyttet paa Landet, fik tilmed Snu af det efterladte Brev; og naar Philip Salomon og hans Kone kørte deres sædvanlige Aftentur ud ad Strandvejen med deres kongelige Forspand, hilsende og hilst af Venner og Misundere, opstod der en ivrig Hvisken og Tisken rundtom i Villahaverne. Visse Folk havde aldrig rigtig kunnet tilgive Nanny hendes Skønhed, og alene af den Grund havde hendes Dyd altid hørt til de mest omtvistede i Bredgadekvarterets afsluttede lille Samfund, hvor man ligesom i de smaa Provinsbyer kendte hinanden indtil Underbukserne.

Forældrene selv bedømte deres Datters Opførsel meget strengt. Philip Salomon fandt sig endog beføjet til at gøre Dyhring en ligefrem Undskyldning paa Husets og Familjens Vegne. Den eneste af Nannys Paarørende, som tog hende en Smule i Forsvar, var mærkværdig nok Jakobe. Hun, som ellers altid havde været saa uskaansom i sin Dom over Søsteren, havde kun et Skuldertræk tilovers for den hele Affære, som hun ikke fandt nogen Grund til at tage saa højtidelig. Livet krævede nu engang Blod, naar det virkelig skulde leves, — sagde hun. Vilde man være med, maatte man være forberedt paa at blive en af dem, af hvem det tappedes!

|187|

Men Jakobe havde i det hele forandret sig meget i den sidste Tid. Ikke alene havde hendes Udseende igen tabt sig foruroligende; men der var i hendes Væsen kommet noget af den samme trætte og unaturlige Ligegyldighed, der havde været ejendommelig for hende i Fortiden. Naar Nogen spurgte til hendes Befindende, svarede hun regelmæssigt, at hun havde det godt. Om sin Kæreste talte hun bestandig sjældnere; dog gjorde hun heller ingen Indsigelser, naar Forældrene talte til hende om det forestaaende Bryllup. Men samtidig snakkede hun om, at hun tænkte paa igen at gøre sin Veninde i Breslau et Besøg, — der var Ingen, der rigtig kunde blive klog paa hende eller paa hendes Planer.

Der var i hvert Fald kun een, der forstod en lille Smule; det var Rosalie. Hun, som havde sit Værelse ved Siden af Jakobes, vaagnede en Nat og hørte Hulken derinde fra; og da hun mente, at Jakobe var bleven syg, skyndte hun sig at staa op. Men hun fandt Døren laaset, og Jakobe vilde ikke lukke hende ind. Den næste Morgen forklarede Jakobe, at hun havde haft Tandpine. Men Rosalie var ikke længer noget Barn. Hun var selv begyndt at jage i Kærlighedens hemmelighedsfulde Vildskov, ledet paa Vej af Nannys Fodspor. Hun havde endog haft Held til allerede at nedlægge et Bytte. Kandidat Balling havde for noget siden erklæret hende sin Kærlighed; og det morede hende nu at lade uforstaaende og se det lange Literaturværk pines af Frygt og Uvished. —

Hvad der gjorde Jakobes Sind saa fortvivlet nedtrykt, at hun undertiden tænkte paa at tage Livet af sig, var navnlig det, at hun ikke kunde bestemme sig til et endeligt Brud med Per. Endda hun forlængst havde forstaaet, hvor det hele bar hen, og skønt hun ogsaa godt anede, at der var en Kvinde med i Spillet, opsatte hun Afgørelsen fra Dag til Dag. Saa nedværdigende var Kærligheden! Saa skamløs var den Følelse, hun havde holdt for Livets helligste!

Det var hende under alt dette en Trøst, ja lidt af en Oprejsning, at hun ikke havde faaet betroet Per sin Tilstand. Sin dyreste Hemmelighed havde hun ikke udleveret ham. I sin Moderlighed vilde hun forblive ukrænket. Hun skulde forskaanes for den yderste Ydmygelse: at blive et Offer for hans Medlidenhed.

Hun havde igen en Tid ladet hans Breve ubesvarede, ja det var kun med Overvindelse, hun overhovedet havde faaet sig til at læse dem. Hans Optagethed af Præsten derovre fyldte hende med Medynk. I et af sine sidste Breve havde han ligefrem anbefalet hende at forskaffe sig denne Mands Skrifter (hvad hun iøvrigt allerede havde gjort), og da han nu paany nævnte disse Prækensamlinger i det tydelige Haab, at de skulde kunne vinde hende for den kristne Livsanskuelse, opæggede dette hende, saa hun bestemte sig til at svare. Der var her en Lejlighed, hvor hun kunde give sit Hjerte Luft uden at ydmyge sig. Og skønt hun ligesom i sit forrige Brev ikke med en Linje berørte deres personlige Forhold, følte hun, mens hun skrev, at hun dennegang med sine Ord forberedte det endelige Brud.

»Jeg har hidtil ikke følt nogen Trang til at følge den Opfordring, dine sidste Breve har givet, til at komme ind paa en Sag, som aabenbart paany optager dig meget, — jeg mener dit Forhold til Kristendommen. At min Tavshed dog ikke skyldes Mangel paa Deltagelse, har du maaske af dig selv forstaaet; men det er mere og mere bleven min Overbevisning, at der er Spørgsmaal, som det er frugtesløst at diskutere. Navnlig gælder det vist, hvor Talen er om Troessager, at vi ikke lader os paavirke af Ræsonnementer. Vi faar den Tro, som Omstændighederne skaber for os. Vort Organ for det religiøse udvikler sig ligesaa naturbestemt som Hjerte og Nyrer, og al kunstig Indgriben for at modvirke f. Eks. en arvelig Disposition har vist kun til Følge, at den hele Organisme svækkes.

»I dit sidst modtagne Brev læser jeg imidlertid mellem Linjerne et direkte Spørgsmaal til mig, og dette kræver et Svar, — om ikke af anden Grund, saa for at du ikke skal udlægge min Tavshed som en stiltiende Indrømmelse.

»Mit eget Forhold til Kristendommen er naturligvis i ikke mindre Grad end dit bestemt ved min Fødsel og min Opdragelse. Fra jeg var en ganske lille Pige, har den Forfølgelse, som den kristne Kirke indtil de seneste Tider har iværksat overfor det |189| Folk, jeg tilhører, vakt Hævnfølelser hos mig. Og dog tror jeg næsten, at jeg vilde være i Stand til at skrive alt dette i Glemmebogen, dersom jeg kunde faa Øje paa Kirkens Velgerninger overfor den øvrige Menneskehed. Men hvorsomhelst jeg læser i dens totusindaarige Historie, finder jeg under Fromhedens Maske den samme lumske og tyranniske Forfølgelseslyst, den samme koldblodige Ligegyldighed for Midlerne, naar blot Magtbegæret tilfredsstilles. Aldrig har nogen aandelig Bevægelse i den Grad taget de sletteste menneskelige Egenskaber i sin Tjeneste. Og derfor — udelukkende derfor — har den kristne Kirke vundet den store Udbredelse.

»Det er mig fuldkommen ubegribeligt, ja det ubegribeligste af alt, at retskafne Mennesker, der er i Stand til at læse og tænke, ikke væmmes ved dette Troessamfund, under hvis Vinger den hæsligste Undertrykkelse, den mørkeste Uvidenhed, de mest dyriske Afskyeligheder har fundet Beskyttelse eller i al Fald Overbærenhed, medens alt, hvad Tiden har fostret af sunde, stolte og modige Bestræbelser for at føre Menneskeheden fremad mod mere Lys, til større Retfærdighed og mere Lykke, i Kirken har haft sin misundelige og uforsonlige Fjende. Selv om Reformationen maaske har fremkaldt nogen Forbedring heri, saa er den dog ikke af stor Betydning; og de forskellige moderne Retninger, der synes at tilstræbe en forholdsvis velvillig Forstaaelse af anderledes tænkende, beroliger mig heller ikke. Tværtimod. Protestantismen har ogsaa sine Jesuiter, der i vanskelige Tider virker for Kirken ved et tilsyneladende Frisind, som tjener til Dække for dens nødtvungne Indrømmelser. Det er et Fænomen, der er saa gammelt som selve Kristendommen. Som denne allerede i sin Begyndelse med Snuhed skabte sig Fodfæste omkring i Landene ved at optage i sig de hedenske Vaner og Forestillinger, den ikke kunde faa Bugt med, saadan forstaar den i Nutiden behændigt at lempe sig efter Videnskabens eller Humanitetens Krav i samme Øjeblik, hvor et Nederlag truer. At den ikke desmindre vedvarende gør Paastand paa at sidde inde med den eneste, uforanderlige, gudindblæste Sandhed, er et Hykleri, hvortil Verden aldrig har set Mage.

|190|

»Og dog, — med alt dette er jeg ikke uforsonlig. Jeg vil endog tro paa Muligheden af en Forstaaelse med Kristendommen, som jo virkelig ejer selvstændige Sandhedselementer af Betydning for Menneskenes Ve og Vel. Men kun paa eet Vilkaar kunde jeg række Kirken Haanden. — det, at den gik i sig selv og blev ærlig. Og endnu dette: at den som Vidnesbyrd om sin Omvendelses Oprigtighed paalagde sig selv den samme Bodsgang, som den fordrer af sine enkelte Medlemmer. Lad den gamle Synder tilhylle sit Aasyn, som der staar skrevet, og for al Folkets Øjne tilstaa sin Brøde. Det maa være Begyndelsen! Paa Knæ for Menneskeheden, hvis Enfoldighed den har misbrugt, skal Kirken afbede sine Synder! Paa Knæ for Sandheden, som den har knægtet, for Retfærdigheden, som den har blindet, skal den søge Tilgivelse for sin Fortid! Først da — men ikke et Øjeblik før — kan den vente at vinde Tillid hos dem, der virkelig er Livets og Lysets Vogtere. — —«

*       *
*

Paa Kærsholm gled Dagene hen i den landlige Ensformighed, der gør Tiden saa flygtig og Livet saa kort. Det var allerede igen bleven Søndag, og Godsejerfamiljen kørte som sædvanlig til Bøstrup for at høre Pastor Blomberg præke.

Efter Pers Udtalelser forleden efter Folkemødet havde Hofjægermesterinden i Grunden ventet, at han dennegang vilde tage med. Paa en Maade manglede han heller ikke Lyst, — ogsaa fordi han rimeligvis ved denne Lejlighed igen vilde møde Inger. Men til at deltage i en formelig Gudstjeneste med Salmesang og Fadervor og Velsignelse kunde han alligevel ikke bekvemme sig. Han havde Aftenen i Forvejen modtaget Jakobes Brev, hvis lidenskabelige Tone havde gjort et vist Indtryk paa ham, saa han igen var bleven usikker.

Da Vognen var kørt, følte han sig meget ene paa Kærsholm. Han gik ud i Haven, op paa en kunstig dannet Udsigtshøj i dennes Udkant, hvor han satte sig paa en Bænk og saae ud over Egnen.

|191|

Rundtomfra fjern og nær kaldte Kirkeklokkerne til Andagt. I den stille Luft førtes Lyden milevidt over Engene. Ogsaa Kirken i Bøstrup kunde han tydeligt høre. Den kaldte ikke forgæves. Ude paa Landevejen, som førte i en Bue udenom Gaarden, saaes den ene Vogn efter den anden med søndagsklædte Bønder, der alle kørte ad Bøstrup til. Per fulgte dem med Øjnene, indtil de forsvandt deroppe bag den høje Borup Bakke. Da den allersidste var borte, følte han det, som om Egnen laa uddød foran ham; som om Befolkningen var draget bort til et fremmed Land og havde ladet ham ene tilbage.

Denne Søndagens Fredløshed, som han huskede saa godt fra Fortiden, havde han ikke kendt siden den Dag, da hans Svigerforældres Hus aabnede sig for ham og han førtes ind i den Verden, hvorover ingen Kirkeklokker ringede. Alligevel følte han i dette øjeblik slet ikke Længsel efter »Skovbakken«. Han tænkte uden Misundelse paa det Rykind af glade og pyntede Verdensmennesker, som der udgjorde Dagens festlige Indhold.

En efter en tav Klokkerne. Stadig stærkere grebes han af denne uhyggelige Følelse af Forladthed. Lyden af en Vogn langt borte paa ukendte Veje fremkaldte en helt fantastisk Fornemmelse hos ham af Hinsidighed. Han følte sig som en Afdød, der i Skyggernes Rige hørte Menneskelivet røre sig over hans Grav.

Han tænkte igen paa Jakobes Brev, — han vidste nu, hvad han vilde svare hende. Denne højtidsfuldt stille Formiddag, disse festklædte Bønder i deres fint pudsede Vogne, de Tusinder og atter Tusinder af Hjem Verden over, hvorfra Mennesker i denne Time med Fortrøstning søgte til Kirkerne for at hente nyt Mod og ny Styrke i Tilværelseskampen, — det var jo Livets egen overbevisende Protest mod hendes Ord. Lad saa være, vilde han skrive, at Kirken havde frygtelige Synder paa sin Samvittighed, — og det mente han ogsaa selv — saa blev de dog vist rundeligt opvejede af det gode, den havde bragt Menneskene. I hvert Fald — som Pastor Blomberg rigtigt havde sagt det forleden i sin Tale i Skoven — Nordboerne, i det hele Germanerne, havde en særlig Grund til i det mindste at vise Kristendommen Ærbødighed, |192| da det dog var den, der havde udfriet dem af Barbariet. Den havde formet Stammens Aand saa at sige fra Barnsben; den var dens aandelige Modermælk, som aldrig vilde kunne rinde den helt af Blodet.

Men hvad Behov havde man iøvrigt for historisk Bevis? Det var jo netop, hvad der var gaaet op for ham hin Nat paa Dampskibet over Kattegat, at der med Kristendommen maatte være aabnet Mennesket en ny Kraftkilde, siden den havde kunnet indgive hans gamle, værkbrudne Moder en saa mægtig Offervilje. Følte han ikke ogsaa for sit eget personlige Vedkommende stærkere og stærkere Umuligheden af i Længden at holde Livsmodet og Livskræfterne oppe uden Bistand fra det Hinsidige? Og bragte ikke snart sagt hver Dag nye Vidnesbyrd rundt om fra Tidens mange Ensomme om den samme Trang til en Gud, en himmelsk Trøster?

Blandt de Bøger og Ugeskrifter, hvormed Hofjægermesterinden stadig havde forsynet ham, var ogsaa Poul Bergers »En Jakobskamp«, som han havde hørt saa meget om i København, men først nu havde faaet læst. Det store Bekendelsesskrift, der var skrevet i en kunstnerisk eftergjort, gammeltestamentlig Stil, havde grebet ham stærkt. I et af de Kapitler, hvori Forfatteren direkte tog Sigte paa den aandelige Bevægelse, som særlig ved Nathan var bleven indført fra det Fremmede, sammenlignede han den med en Foraarsregn, der fik ogsaa det ufrugtbare Korn til at skyde tilvejrs og gav den sandede Mark et bedragerisk Udseende af Frodighed.

»Men naar Sommertørken kommer, og Høsten er nær — hvor er I da henne, I rodløse Vildskud, der prangede langs alle Vejene og spredte tusind Farver over Jorden som en Forjættelse om Paradisets Herligheder? Ak, Eders tomme Aks anklager Eder. Den Sol, der skænkede de sunde Spirer Vækstens Fylde, udtørrede Eder; og før Høsten kommer, vil Stormen vejre Eder hen, — thi Syndens Sold er Døden. — Vel den, der i Foraarets Grødetid ydmygt sænker sine Rødder i Urgrunden, hvor de evige Livskilder rinder!«

Det var navnlig disse Ord, der havde slaaet ned i ham, og |193| som han endnu huskede udenad. Da han læste dem første Gang, virkede de paa ham, som om han havde læst en Gravskrift over sig selv. For det var jo netop en saadan sjælelig Henvisnen, han havde følt i de sidste Aar, — et gradvis, uafhjælpeligt Svind af Kraft og Evne. Han havde bare aldrig rigtig villet tilstaa det for sig selv.

»Saa Farvel da, golde Tid! Min Ørkenvandring er tilende. Mine Fædres Paradishjem har aabnet sig for mig, og, blændet af Lys, knæler jeg paa dets Porttærskel i Anger og Bøn.«

Han havde lagt Hovedet ned i sine Hænder og sad en Stund ganske stille. Han spurgte sig selv, om det længer var andet end falsk Stolthedsfølelse, der holdt ham tilbage fra at søge Forsoning med sine Fædres Gud. Var det ikke bare det, at han ikke kunde faa sig til at bøje den stive Nakke og anerkende en Magt, han engang havde fornægtet? — Ydmyghed! Det var igen et af disse tunge Bibelord, hvis livsafgørende Betydning han begyndte at fatte. At være ydmyg det var altsaa den sidste Vanskelighed. Det var Himlens Pris for at skaffe Sjælen Fred.

Han løftede Hovedet. Endnu lød Klokken henne i Borup Kirke. Afstanden dertil var knap to Kilometer, — der vilde han altsaa endnu kunne komme tidsnok, tænkte han.

Han blev dog siddende endnu et Par Minutter. Men saa rejste han sig besluttet. Hastigt gik han bort bag om Haven og Parken.

Det lykkedes ham ogsaa at naa Kirken, inden Præsten var kommen paa Prækestolen. Gennem Vaabenhusets Dør lød Salmesangen ud til ham, og han blev staaende lidt og lyttede.

Han befandt sig i en egen Ophidselse, som i Grunden ikke havde synderligt med Andagt at gøre, endsige med Ydmyghed. Endnu da han stod med Haanden paa Dørklinken for at aabne, betænkte han sig. Der maatte i sidste Øjeblik en Viljesakt til. Han maatte ligesom trodse sin Omvendelse igennem for at faa Ende paa den.

Han søgte ind paa den bageste Bænk nærmest Døren; og da han først var kommen til Sæde og de spredt siddende Kirkegængere havde tilfredsstillet deres Nysgerrighed ved nogle Gange at vende sig om og kigge paa ham, faldt han hurtig til Ro.

|194|

Det var nu heller ikke en Forsamling, der var egnet til at holde Højtidelighedens Spænding vedlige hos ham. Præsten stod for Alteret og pudsede sin Næse med megen Omstændelighed. Han vendte Ryggen til Menigheden, der ialt bestod af en halv Snes Personer, hovedsagelig ældre Folk af lidet opvakt Udseende. Især var Sværdsiden meget tyndt besat. Heller ikke Salmesangen skulde let opvække Andagt. Foruden Degnens Røst hørtes kun et Par klynkende Gammelkonestemmer. Selve Kirkens Indre var et lavt, kælderagtigt Rum med store Fugtskjolder og Grønskimmel paa Væggene, der lugtede surt af Hvidtning. Paa Pulten foran ham laa et tæt Lag Kalkstøv.

Men nu kom Præsten op paa Prækestolen, og først i dette Øjeblik gik det op for Per, at det jo var den berygtede Pastor Fjaltring, han her vilde faa at høre. Han stod deroppe under den blaamalede Lydhimmel, — en smuk, bleg Mand med regelmæssige Træk og et sølvgraat, vandkæmmet Haar tilbagestrøget fra Panden. Der var ikke det mindste af det diabolske, Per havde troet at skulle finde hos ham. Hans Ansigt var glatraget, Munden bred, men fint formet, Øjnene store og mørke. Hans Bevægelser var rolige, Holdningen fornem; kun gik der nu og da uvilkaarlige og — som det syntes — smertefulde Rykninger gennem Skuldrene op over Ansigtet.

Efter en kort Indledningsbøn tog han Alterbogen for at oplæse Dagens Tekst. Da han i det samme fik Øje paa Per, standsede han og betragtede ham en Tid med tydelig Forundring, ... indtil han greb sig i sin Aandsfraværelse og begyndte Oplæsningen.

Saa fulgte Talen, der varede det meste af en Time. Den blev holdt i den sædvanemæssige Præketone og indeholdt intet udover de forskriftsmæssige Talemaader om Synd og Naade og Forløsning og atter om Synd og Helvedes evige Pine. Per blev mere og mere utaalmodig. Hans Stemning var uoprettelig ødelagt. Han indsaae nu, at han, naar han dog ikke havde villet tage med til Bøstrup, burde være bleven hjemme.

Han var glad, da Gudstjenesten omsider var forbi, saa han kunde slippe ud. Skamfuld og ærgerlig tilmode skyndte han sig |195| hjemad. Han følte sig inderlig flov ved dette Resultat af sin første Kirkegang og lovede sig selv ikke at omtale den for nogen.

Af Trang til at forkorte Tiden, indtil Hofjægermesterens kom tilbage, gik han ind til Forvalteren for at sludre lidt ved en Pibe Tobak. Blandt de landlige Vaner, han havde lagt sig til her paa Kærsholm, var ogsaa Smagen for lange Piber med store Hoveder, der kunde ryge en Timestid uden at omstoppes. Han havde et saadant Dampapparat hængende inde i Forvalterstuen, hvor han stadig tilbragte en Timestid om Middagen.

»Sig mig, hvad det er, De har at udsætte paa Pastor Blomberg?« spurgte han, da de en Tid havde snakket om andre Ting.

»Jeg?«

»Ja, jeg synes at huske noget om, at De engang fortalte en Ondskabsfuldhed om ham.«

Forvalteren grinede i sit krøllede Skæg.

»Gud bevare min Mund for at sige noget om Hs. Ufejlbarlighed! Jeg er da ikke tosset.«

»Ja, De sagde nu noget alligevel.«

»Naa, jeg kan maaske ha'e undret mig lidt over, at han saadan kan la' sin gamle Fa'er gaa og spasere for Lud og koldt Vand.«

»Lever Pastor Blombergs Fa'er?«

»Det gør han nok. Ovre paa Sælland et Sted. Og han skal nok være næsten som et Fattiglem at regne. Baade luset og fnattet. — Jeg synes nu, at Blomberg godt kunde ta' ham til sig og gøre lidt for ham i hans Alderdom.«

»Der er vel noget i Vejen med den Fa'er. Han er maaske fordrukken. Eller Pastor Blomberg har ikke Raad til at koste noget paa ham.«

»Blomberg ser sgu ellers ikke saa nøje paa Skillingerne. Han veed jo altid, hvor han kan faa nogen, dersom han kommer til at mangle. For Folk her hænger jo ved ham li'som et Barn ved Patten.«

»Hvordan ... faa nogen?«

|196|

»Jo, som nu forleden Aar, da han skulde ha'e sig et Par nye Køreheste. Saa lod han et Ord falde om, at nu kunde han ikke godt forsvare for sine Børn at blive her længere, han maatte til at søge om et federe Embede. Saa blev Folk jo forskrækkede og skillingede sammen baade til Wienervogn og Bæster. Og det var endda knap nok, at han sa' Tak for det. Han syntes sagtens, at det var saadan Folks Skyldighed. — Har De hørt, hvad Pastor Fjaltring kalder ham?«

»Nej.«

»Grossereren.«

»Hvad skal det sige?«

»Ja, jeg forstaar det heller ikke. Men — løjerligt nok — jeg synes alligevel, at det passer.«

Per sad en Tid tavs og saae ud paa Røgen fra Piben.

»Hvad synes De om hans Datter?« spurgte han saa.

Forvalteren grinede igen.

»Jeg finder hende rigtig pæn.«

»Ikke mere?«

»Saa siger vi altsaa sød.«

»Præmieværdig? Er det ikke det Udtryk, De plejer at bruge?«

»Naa ja, — efter min Mening er Frøken Blomberg alligevel en Kende for højrumpet.«

Per trak uvilligt Brynene sammen. Forvalterens Tone stødte ham idag. Fyren var dog vist mere ondsindet, end han havde troet. Hans Omtale af Pastor Blomberg maatte jo være en ren og skær Bagvadskelse.

I det samme hørte de Herskabsvognen køre ind gennem Porten. Per rejste sig og gik bort uden Farvel.

Hofjægermesterinden modtog ham inde i Dagligstuen med et højstemt Udbrud.

»De veed ikke, hvad De er gaaet glip af, Hr. Sidenius! Pastor Blomberg talte idag aldeles vidunderligt.«

Men Per hørte ingenting. Ved Siden af hende stod nemlig Inger. Og hans Overraskelse og Glæde over at se hende var saa stor, at han blev helt forlegen derved.

»Og nu tilbords!« sagde Hofjægermesterinden, idet hun lagde

|197|

sin Arm om Ingers Liv med et Blik til Per, som vilde hun udæske hans Skinsyge. »Min Mand sidder allerede derinde.«

*       *
*

Det havde mod Sædvane været ret vanskeligt at overtale Inger til at følge med til Kærsholm. For at berolige sin Moder, som forleden efter Hjemkomsten fra Folkemødet i Skoven havde talt til hende om Per paa en Maade, der tydelig nok skulde tjene hende til Advarsel, havde hun stillet som Betingelse, at hun maatte være hjemme igen i god Tid inden Aften. Der var saa bleven truffet den Aftale, at Præstefolkene selv vilde afhente hende her i Løbet af Eftermiddagen.

Naar hun overhovedet havde kunnet faa sig til at besøge Kærsholm, saa længe Per endnu var her, skyldtes det udelukkende de glemte Handsker, som hun ikke vovede ligefrem at sende Bud efter og dog absolut ønskede at faa tilbage. Det havde været hende en virkelig Lidelse at tænke paa, at hun havde en Hemmelighed sammen med denne fremmede Mand, at noget, der tilhørte hende, var i hans Besiddelse, laa fremme paa hans Bord eller maaske var gemt i hans Lomme som et Fortrolighedspant.

Hun var da heller ikke saa saare bleven ene med ham et Øjeblik, før hun busede ud med sit Forlangende.

Per saae lidt paa hende. Han havde i Grunden tænkt at udbede sig Tilladelse til at beholde det betroede Gods som en Erindring, men han kunde ikke faa det sagt. Hun saae saa alvorlig ud, og der var i det hele noget over hendes Væsen, der fik alle Galanterier til at slaa Klik paa Tungen.

Saa bukkede han tavs og gik bort for at hente Handskerne i sin Stue.

Da han kom tilbage og endnu fandt hende ene — Hofjægermesterinden havde straks efter Frokosten gjort sig usynlig — dristede han sig til at foreslaa hende en Spaseretur i Haven. Inger overvejede et Øjeblik og kom til det Resultat, at hun ikke kunde sige nej uden at være uhøflig. Imidlertid sørgede hun for, at de ikke fjernede sig længere fra Verandaen, end at Hofjægermesterinden kunde se dem, naar hun kom tilbage.

|198|

Nogen egenlig Samtale blev der ikke ført; dertil var de hver for sig for optaget af deres egne Tanker. I samme Øjeblik, Per havde set Inger, var det bleven ham klart, at han var forelsket i hende, og dette gjorde hans Væsen indesluttet, næsten lidt barskt. Inger paa sin Side tænkte over noget, som Hofjægermesterinden havde talt om under Kørslen hertil, nemlig, at Hr. Sidenius havde været i saa daarligt Humør de sidste Dage, og at denne nedtrykte Sindsstemning uden Tvivl stod i Forbindelse med hans ulyksalige Forlovelse. Hun havde et Par Gange under Frokosten set over paa ham, og hun syntes ogsaa nok, at han saae daarlig ud. — Det gjorde hende i Grunden ondt for ham. Hun kunde ikke tænke sig noget forfærdeligere end at være bunden til En, man ikke holdt af og maaske ikke engang respekterede.

»Mon der ikke skulde være lidt friskere Luft derude paa Marken?« spurgte Per og standsede ved en Laage i Havegærdet, der vendte ud til det Fri. »Der er saa trykkende under Træerne idag. Fluerne herinde generer Dem ogsaa, kan jeg se.«

Det sidste var nu rigtigt nok, og Inger gjorde heller ingen Indvendinger. Hun havde opgivet Hofjægermesterinden, ja hun tænkte i Grunden ikke mere paa hende. Desuden: der var noget i den verdensmandsmæssige Høflighed, hvormed Per aabnede Laagen for hende og traadte til Side, som hun ikke modstod.

De kom ud paa en lille Græsmark, der skraanede ned imod Engene. Det var begyndt at blæse lidt op. Der dansede en Støvhvirvel frem og tilbage ude paa Landevejen. Skyerne havde spredt sig, men Luften var endnu tung af Varme.

»Er De ikke bleven træt?« spurgte Per. »Vil De ikke sætte Dem? Græsset er ganske tørt. Og her lufter det da lidt.«

Inger, der opdagede, at hun — virkelig var noget træt, blev lidt betænkelig, men tog dog tilsidst Plads paa Skraaningen, idet hun omhyggelig tildækkede Fødderne med sin Kjole.

Denne lille kyske Bevægelse virkede paa Pers Forelskelse ligesom det Aandepust, der bringer en ulmende Ild i Flammer. I dette Øjeblik gik det rigtig op for ham, hvor stærk og dyb |199| hans Følelse for hende allerede var, hvor ganske eneraadigt hendes lyse Jomfruskikkelse beherskede hans Fantasi.

Inger sad med et Græsstraa i Munden og saae ud over Engene. Hun havde bundet sin Store, bløde Straahat ned om Ørene, saa den sluttede omkring Hovedet næsten som en Kyse. Det var sket af Hensyn til Blæsten; men forresten vidste hun godt, at det klædte hende. Hendes egen Fader havde engang i Spøg sagt, at hun med en saadan Hat blot manglede en blomstersmykket Stav og et lille hvidt Lam i Ledebaand for at ligne en forklædt Prinsesse i en Hyrdescene, — og for den Slags Udtalelser havde hun altid en god Hukommelse.

Per havde slaaet sig ned et lille Stykke fra hende. Han tvang sig pludselig til at se til den anden Side.

Jeg maa rejse, — og helst straks, sagde han til sig selv. Jeg vil ikke gøre mig latterlig ved at gaa her og blive Offer for en haabløs Forelskelse.

Efter at de var kommen til at sidde ned, var Samtalen helt gaaet istaa. For Ingers Vedkommende var det ikke sket, fordi hun just ængstedes ved at være alene med ham; hun havde Ingen Samvittighedsskrupler længer ja, naar hun tænkte paa Moderens Advarsel, var hun ikke fri for at føle sig en Smule krænket over den paa Pers Vegne; han opførte sig jo virkelig mønsterværdig korrekt. Men den hele Situation var hende alligevel saa uvant dristig, at hun havde en Fornemmelse af at svæve i Luften.

Per gav sig til at underholde hende med sine Rejseoplevelser, dem han gerne greb til, naar han ikke vidste andet at sige. Men Inger hørte slet ikke paa ham. Hun var igen falden i Tanker over noget, som Hofjægermesterinden engang havde sagt om ham. Det var, at han vistnok var en stor Kvindeven, og at det var denne Lidenskab, som havde ført ham paa Afveje. Hun forstod disse Ord saaledes, at hans Forlovede foruden at være meget rig ogsaa var meget smuk, — og saadan havde hun i Grunden ogsaa altid tænkt sig hende. Hun vidste ikke hvorfor; men hun kunde ikke tro om ham, at han havde taget hende alene for Pengenes Skyld.

|200|

Per havde igen stjaalet sine Øjne hen paa hende. Hun sad stadig med Græsstraaet i Munden og stirrede ud over de blomsterbrogede Enge. Hun havde bøjet sig lidt forover og løftet det ene Knæ en Kende, saa hun kunde hvile Armen paa det. Øjnene var halvlukkede og missede i Solen.

»Keder jeg Dem?« sagde han efter nogen Tavshed.

Hun foer let sammen ved igen at høre hans Stemme. Hun blev ogsaa en lille Smule rød.

I det samme hørte de en Vogn køre ind i Slotsgaarden.

»Det kan dog vel ikke allerede være Deres Forældre?« udbrød han forskrækket.

»Det er det vist,« sagde hun og rejste sig. »Jeg maa gaa ind.«

Hun viste dog ingen særlig Skyndsomhed paa Tilbagevejen gennem Haven. Da hun ved Siden af Laagen fik Øje paa nogle smukke Margeriter, standsede hun endog for at plukke dem.

Der var heri en Smule Trods mod Moderen. Men først og fremmest var det et Udslag af hendes Retskaffenhed. Hun var sig intet urigtigt bevidst; men det skulde i hvert Tilfælde ikke skjules for Forældrene, med hvem hun havde spaseret.

Per fulgte ikke med ind. Han havde i Øjeblikket slet ingen Lyst til Selskabelighed. Nedenfor Verandatrappen forlod han hende, hvorpaa han gik ind i sin Stue, der havde egen Indgang fra Gavlen.

Her gav han sig til at gaa frem og tilbage over Gulvet for at bringe lidt Ro i sit Sind. Der skulde nu gøres Alvor af Opbruddet. Men hvor skulde han rejse hen? Kunde han efter dette vende tilbage til Jakobe? Var det ikke hans Pligt aabent at tilstaa for hende, at han var kommen til at holde af en anden? Og hvad saa? ...

Turde han udsætte sig for et Brud med Jakobe og hendes Familje? Han skulde jo skaffe Penge. Han maatte have Penge! Disse dumme, modbydelige, smudsige Penge! Planen om at rejse en Sum hos Hofjægermesteren havde han maattet opgive. Han havde ganske vist ikke ligefrem anmodet om et Laan; men han havde dog engang slaaet paa sin Pengeforlegenhed med en saadan Tydelighed, at Hofjægermesteren maatte have forstaaet Hensigten, om han havde villet det.

|201|

Han var standset ved det ene Vindu og stod der med Hænderne tungt paa Ryggen og saae ud paa Lysets Bølgen i Kastanietræernes mørke Løvmasser.

I hvert Fald maatte han altsaa tilbage til København. Og her — det gik først rigtig op for ham nu — her truedes hans Forhold til Jakobe af en Fare fra en anden Kant. Han vilde jo altsaa igen træffe Nanny. Og hvad saa? — Nanny havde ganske vist ikke ofte været i hans Tanker her paa Kærsholm; men hans Sanser havde dog ikke glemt hende. Mer end een Gang var han vaagnet om Natten, tung i Hovedet af sanselige Drømme; og til sin Beskæmmelse havde han maattet tilstaa for sig selv, at det var af Nannys Arme, han havde følt sig krystet.

Det Kys, hun hin Dag paa Skøgevis havde henslængt paa hans Mund, spøgede ham endnu i Blodet, og han havde ingen Grund til at stole for sikkert paa sin Modstandskraft. Naar han tænkte paa hende, saadan som hun plejede at komme ham imøde med sin uskønne, vrikkende Gang, sin lystne Hunkøns-Logren, — forjættelsesfuldt smilende, seende til Siden med dette Blik, der virkede som et skamløst Kærtegn, — det var da, som om han allerede hørte hendes Silkeskørter hviske til ham med fræk Fortrolighed, at hos hende var der Glemsel at finde for den Kærlighed, han ikke turde nævne.

Han lagde med en knugende Bevægelse Haanden over Øjnene. — Som en Række mørke Bølger saae han de kommende Dage rulle ham imøde og tilsidst lukke sig fraadende over hans Hoved ...

Han vendte sig fra Vinduet og begyndte igen at maale Gulvet med vaklende Skridt. Hænderne havde atter fundet Hvile bag paa Ryggen, Hovedet ludede, — der var noget træt, slapt, selvopgivende over hele Skikkelsen.

Henne paa Bordet laa en opslaaet Bog. Det var Poul Bergers Bekendelse — denne Bog, hvortil han stadig paany førtes tilbage, fordi den syntes ham saa forunderligt at tolke hans egen Sjælstilstand i disse Dage.

Han tog Bogen, kastede sig i en af de store Armstole, slog op et Sted, hvor der laa et Mærke, og læste:

|202|

»Jeg er som den Hungrige, der ikke vil mættes; som den Syge, der ikke vil søge Lægen. — Se det er Aften, og Vindene er stille, men mit Hjerte er uroligt. Jeg sidder paa Højen og ser mod Solen, der langsomt synker i Havet. Som en Klokke af Guld hænger den derude over det blaanende Lysspejl og fylder Luften med Klang. Hør, det toner fra Himlen! Det er Englenes Sang! — Hvorfor bøjer jeg ikke mit Hoved? Hvorfor folder jeg ikke mine Hænder? Hvorfor knæler jeg ikke ned og beder: Fader? — — Men endnu formaar jeg det ikke. Og dog tror jeg, ja, jeg veed det, for min Sjæl har sagt mig det, at hos Gud alene er Trøst. Ja, føler du dit Liv henvisne, glædeløst og goldt, han vil skænke det Frugtbarhedens Fylde. Sukker du saa hjertetrangt under Dagenes Byrde, han vil forvandle Verdens tunge Aag til Vinger paa dine Skuldre — —.«

*       *
*

Det havde været Præstefolkenes Hensigt kun at gøre en kort Visit; men Hofjægermesterinden fik dem uden store Vanskeligheder overtalt til at blive til Middag. Nu var de alle gaaet en Tur udover Markerne for at se paa Sæden. Inger var ogsaa med, — hun havde mod Sædvane slaaet Følge med sin Moder, ja gik hele Tiden med hende under Armen.

Per lod sig stadig ikke se; og hverken Pastor Blomberg eller hans Kone havde endnu talt om ham.

Det var dog ikke, fordi de havde glemt ham. Pers fortsatte Ophold paa Kærsholm var endog begyndt at vække nogen Opmærksomhed paa Egnen. Der snakkedes en Del om, at den unge Mand havde vundet stor Indflydelse hos Herregaardsfamiljen, ikke alene hos dens Damer, men ogsaa hos selve Godsejeren.

En lille Smule Sandhed var der i dette sidste, og hermed forholdt det sig saaledes:

I flere Aar havde Hofjægermesteren omgaaedes med Planer om at afvande en større Kærstrækning, der laa klemt inde mellem Bakkerne paa hans Mark. Under en Kaffepassiar efter Middagen var han kommen til at nævne dette for Per og havde sagt, at han |203| nu vilde gøre Alvor af at faa Landinspektøren herud for at opmaale og nivellere Terrænet. Af Trang til Beskæftigelse, og tillige for at yde en Smule Gengæld for nydt Gæstfrihed, havde Per tilbudt at udføre dette Arbejde, og Hofjægermesteren, der var Bonde nok til gerne at ville spare (og da især paa Skillingen), havde med Henrykkelse taget imod Tilbudet.

De nødvendige Maaleredskaber fandtes paa Gaarden, og i Løbet af et Par Formiddage var det ret omfattende Arbejde allerede færdigt.

Men under dette havde Per faaet Ideen til en fuldstændig Omregulering af Vandafledningen ikke alene paa Kærsholms Jorder men paa det hele omliggende Engareal, der udgjorde flere Tusinde Tønder Land. Halvt for Spøg — dog ogsaa med den Bagtanke at understøtte det Forsøg paa at rejse et Laan, der senere faldt saa uheldigt ud — opridsede han en Aften sin Plan for Hofjægermesteren, der trods sin alt andet end hurtige Opfattelsesevne ikke havde været længe om at indse dens Fordelagtighed. Med den frodige Opfindsomhed, der var Blomsten af Pers Evne, og som i lykkelige Øjeblikke gjorde ham genial, havde han forstaaet ved et Par snildt udtænkte Omlægninger af Aalejet at skabe Betingelser for at sænke Egnens Grundvandshøjde flere Tommer, hvorved store Strækninger af sur og svampet Bløde med forholdsvis ringe Bekostning vilde kunne forvandles til frugtbart Agerland.

Med prangeragtig Snuhed havde Hofjægermesteren foreløbig stillet sig ganske afvisende til Tanken, endda den optog ham, saa han daarlig kunde falde i Søvn for den om Aftenerne. Jo dybere han tænkte over Sagen, des bedre forstod han, hvad den kunde komme til at betyde ikke alene for Kærsholm men for den hele Egn. Og — hvad der i Særdeleshed tiltalte ham ved den — det forekom ham nu ganske bestemt, at han engang selv havde haft en ganske lignende Ide, saa han altsaa i paakommende Tilfælde med fuld Ret vilde kunne tilskrive sig Æren for den. —

Præcis paa Slaget seks blev der kaldt tilbords ved Larmen af en Gongon. Iøvrigt prægedes Middagen af den samme Formløshed, der i det hele kendetegnede Livet paa Kærsholm. Trods |204| Præstefamiljens Nærværelse, og skønt det var Søndag, satte Hofjægermesteren sig tilbords i sin sædvanlige Spændejakke og med højhalset Vest. Hans Kone var ganske vist i Silkekjole, endog en med mange Puffer og Sløjfer; men det saaes altfor tydeligt, at det var en gammel Selskabsdragt, der skulde slides op. Heller ikke selve Bordopdækningen var synderlig festlig, knap nok rigtig proper. Der var ikke sas meget som en Blomst paa Bordet, og Glas og Porcellæn var af den tarveligste Art.

Hofjægermesteren talte til en Begyndelse ikke meget men spiste desmer og drak ogsaa megen Vin. Desuden gjorde han sig en Fornøjelse af lumskelig at fylde Pastor Blombergs Glas, hvergang denne vendte sig bort og ikke mærkede det. Følgen heraf var, at de to Herrer efterhaanden blev noget røde i Hovedet, og da nu ogsaa Baronessen — der plejede at optræde som totalafholdende, men hvis Ansigt allerede før Bordet havde glødet mistænkeligt gennem Sminken — »lod sig overtale« til at tømme et Par Glas af Sherryen, blev Snakken omkring Bordet i det hele godt højrøstet.

I Ly af denne Livlighed fik Per Lov til at sidde temmelig upaaagtet med sine egne Tanker. Kun Inger kunde ikke undgaa at mærke hans sære Aandsfraværelse. Hun havde faaet Plads ved Siden af ham, og da hun havde sin Fader paa den anden Side, var hun saa at sige henvist til hans Underholdning.

Skraas overfor sad Moderen, hvis Øjne bevogtede dem i Smug, indtil Præstens Oprømthed gav hendes Aarvaagenhed en anden Retning.

Pers Adspredthed vakte en uvilkaarlig Munterhed hos Inger. Hun anede intet som helst om Grunden til hans forandrede Væsen og kunde ikke lade være med ganske barnligt at more sig over den øjensynlige Anstrengelse, det voldte ham at samle sine Tanker til en saa ligefrem Ting som at række hende et Saltkar eller tage mod en Syltetøjsassiet. Under hele den første Del af Maaltidet var hun meget livlig, og hendes Tungespids var idelig paafærde med den lille hastige Bevægelse henover Overlæben, der vanemæssig ledsagede hendes Smil.

Saa faldt det hende ind, at han i Mellemtiden kunde have faaet |205| en eller anden ubehagelig Meddelelse med Posten ... maaske fra sin Forlovede, tænkte hun videre (og Tungespidsen viste sig pludselig ikke mere).

Henimod Maaltidets Slutning slog Per til almindelig Forbavselse paa sit Glas og udbad sig Tilladelse til at lægge Beslag paa Opmærksomheden et Øjeblik; han vilde, sagde han, gerne benytte denne Lejlighed til at takke for den store og overbærende Gæstfrihed, han saa længe — altfor længe — havde nydt paa Kærsholm.

»De vil da ikke rejse!« afbrød Hofjægermesterinden ham helt forskrækket og med et Blik paa Inger.

»Desværre! Jeg tør nu ikke længer overhøre Pligtens Stemme, der kalder paa mig ovre fra den anden Side af Atlanterhavet! Desuden har jeg vistnok allerede trukket lovlig store Veksler paa Taalmodigheden her — —.»

»Aa, Passiar! Hvor kan De nu komme med saadan noget! De skal blive!« ivrede Hofjægermesterinden, omsider bistaaet af et grødet Ekko fra sin Mand, der var begyndt at blive noget omtaaget.

Per takkede med en Hovedbøjning men fortsatte:

»Saa svært det end falder mig at forlade dette Sted, som er bleven mig saa kært og hjemligt, er det nu ganske nødvendigt, at jeg gør Alvor af at bryde op. Men jeg kan ikke tage herfra uden at have udtalt, at Minderne fra mit Ophold paa Kærsholm altid vil være mig dyrebare, — og jeg tør maaske i denne Forbindelse rette en Taksigelse ogsaa til Bøstrup Præstegaard. Særlig tillader jeg mig at bringe Hr. Pastor Blomberg en ærbødig Tak for berigende Samtaler, hvis Betydning for mig jeg her ikke skal komme nærmere ind paa, men som jeg visselig ikke skal glemme.«

Trods denne sidste Forsikring var Hofjægermesterinden alvorlig skuffet. Det var ikke en saadan Afslutning, hun havde tænkt sig. — Men det maatte ogsaa forhindres, at han rejste. Hun vilde senere tale med ham derom. Hun vilde ikke give Afkald paa den Triumf for den blombergske Tro, hun saa længe havde arbejdet paa. Kun ved en virkelig fuldbyrdet Omvendelse her paa Kærsholm vilde hun føle sig tilfredsstillet.

|206|

Og Lønnen havde hun jo i Beredskab, — tænkte hun med et nyt og kærlighedsfuldt Blik paa Inger.

Paa Præstefolkene havde Pers Tale gjort et godt Indtryk. Om det saa var Fruen, begyndte hun at formildes. Uvilkaarligt bedømte hun ham mindre strengt nu, da hun følte sig beroliget ved at vide, at han snart vilde være borte.

Inger var bleven helt befippet, dengang Per rejste sig. Hvad nu? tænkte hun. Hans mørke Tankefuldhed havde efterhaanden gjort hende lidt nervøs, — hun var bleven grebet af den Slags Uhygge, man føler ved Siden af en ladt Kanon. Da det gik op for hende, at han vilde holde Tale, beroligedes hun forsaavidt, som hun nu mente at forstaa Grunden til hans Aandsfraværelse. Men samtidig blev hun Bytte for en ny Nervøsitet. Under hele den første Del af hans Tale sad hun med Hjertet i Halsen at Angst for, at han skulde gaa i Stykker i den, — og der gik en Befrielsens Varmebølge igennem hende, da hun mærkede, at han valgte sine Udtryk med Takt og Smag.

Selve Pers Meddelelse overraskede hende ikke. Hun havde længe tænkt, at han dog vist snart maatte rejse. Alligevel følte hun sig ganske overbevist om, at det var Brevet fra hans Forlovede, der havde foranlediget denne pludselige Bestemmelse om Opbrud. Maaske var der ligefrem kommen Ordre til ham om at vende tilbage til København. Denne Jødedame havde ham naturligvis fuldstændig i sin Vold. Rimeligvis var hun ikke alene meget smuk og meget rig men ogsaa meget koket, saadan som den Slags Damer gerne var det. Hun huskede, hvordan Hofjægermesterinden engang havde slaaet paa, at han vist var kommen ret uforskyldt ind i det ulykkelige Forhold.

Hofjægermesterinden bød nu Velbekomme, og man rejste sig fra Bordet.

Per bukkede ceremonielt for Inger, der besvarede hans Hilsen med tilsyneladende Ligegyldighed. Men derpaa vendte hun sig om mod Faderen, og — ganske imod, hvad hun ellers havde for Skik — slog hun Armene om hans Hals og kyssede ham.

Under den almindelige Middagstilfredshed var der ingen, der lagde Mærke til dette usædvanlige Ømhedsudbrud. Faderen selv |207| klappede hende godlidende paa Haaret med et »Velbekomme, Ingermo'er!« Kun i Per slog Synet ned med en Magt, der standsede hans Hjerte i nogle Sekunder.

Aldrig et øjeblik var den Tanke faldet ham ind, at hans Kærlighed kunde være bleven besvaret. Men dette lille Optrin vakte en Anelse, der paa engang aabnede baade for Himmerigs og Helvedes Porte ...

Kaffen blev anrettet ude i Haven, hvor der kort efter forefaldt noget, der foranledigede Præstefolkene til et hastigt Opbrud. Hofjægermesteren havde forlangt Kognak og Likør bragt derud; og skønt Præsten, der til sin Skam bemærkede, at han havde drukket mere, end han rigtig taalte, bestemt frabad sig mere at drikke, skænkede Hofjægermesteren op i hans Glas og skød lumskelig Bakken over imod ham. Da han nogen Tid efter saae, at Glasset var tomt, klukkede det i ham af Fornøjelse, — han vidste i sin Omtaagethed ikke, at det var ham selv, der i Talens Løb havde stukket ogsaa det andet Glas ud. Hans Henrykkelse var saa stor, at han tilsidst formelig fniste, og hans blakkede Øjne søgte besværligt over til Per paa den anden Side af Bordet for at finde et forstaaende Vidne til hans Triumf. Men Per hverken saae eller hørte, hvad der foregik omkring ham.

Præstefolkene havde givet Ordre til at spænde for; og Hofjægermesterinden, der var fortvivlet over sin Mand og vidste, hvorledes det vilde ende med ham, opfordrede dem ikke til at blive. Præsten var alvorlig fortørnet. Naar han alligevel ikke lod sig mærke med noget, var det, fordi han engang for alle havde sat sig det Standpunkt at lukke Øjnene for Hofjægermesterens moralske Skavanker. Han havde gjort dette dels af Hensyn til Hofjægermesterinden, dels fordi han som den praktiske Mand, han var, ikke underkendte den Betydning, det havde for ham og hans Stilling der paa Egnen, at han havde Ord for at være en Slags Forsyn for det godsejerlige Hjem.

Tjeneren meldte, at Præstens Vogn var kørt for Døren.

Damerne var i Forvejen gaaet ind. Inger havde overhovedet slet ikke været tilstede ved Kaffedrikningen. Hun havde opholdt |208| sig et helt andet Sted i Haven under Paaskud af at søge efter Firkløver men i Virkeligheden af Ulyst til at være sammen med nogen. Hun viste sig nu ogsaa meget utaalmodig efter at komme afsted.

Skønt Per hjalp hende tilvogns, saae hun ikke en eneste Gang paa ham. Hun havde heller ikke givet ham Haanden, da hun sagde Farvel, endda baade hendes Moder og navnlig hendes Fader havde taget en hjærtelig Afsked med ham.

Ved Bortkørslen stod Hofjægermesteren oppe paa det øverste Trappetrin og balancerede paa sin lange Ben. I Overgivenhed viftede han med sit Lommetørklæde og smilte uhyre tilfreds, fordi han mente at have gjort den Iagttagelse, at Præsten ikke var sikker paa Benene.

Per gik ind til sig selv. Han var ganske svimmel af Sindsbevægelse. Han maatte straks sætte sig, da han var kommen ind i sin Stue. Herinde var der allerede næsten mørkt. Et blodrødt Aftenskær sigtedes gennem Kastanierne derudenfor og kastede et Genskin op over Loft og Vægge.

Han lod sig falde ned i en af de store Armstole ved Bordet og lagde Hovedet i Haanden. Hans Sind var i et Oprør, han aldrig før havde kendt. Han søgte først at indbilde sig, at han havde forstaaet fejl. Han vilde slaa fast, at det hele var en taabelig Indbildning af ham. Men han lod sig ikke berolige. Den blotte Forestilling om at være genelsket af Inger gjorde hans Tanker vilde. Det var som at fange et Glimt af Paradisets Herlighed netop i det Øjeblik, da Mørket for evigt lukkede sig omkring ham!

Han pressede Haanden mod Øjnene og maatte kæmpe med Graaden. Ja, Straffens Time var kommen nu! Gudsdommen var fældet over ham! Kains Fredløshed, Ensomhedens Ørkenliv, — det var det Helvede, hvortil han var hjemfalden! Men han havde jo ingenting at beklage sig over. Med fuldt Forsæt havde han solgt sin Sjæl til denne Verdens Guder. Den Pagt med Lykken, han havde levet paa, det var et Forbund med Djævlen, med Satan. Og denne havde jo redelig betalt ham efter Overenskomsten. Guld og Ære og Vellystens Glæder — alle denne |209| Verdens Herligheder havde han strøet for hans Fod. Han behøvede jo endnu blot at række sig frem og gribe til!

Han sprang op med Hænderne om Hovedet. Nej, nej! Gud kunde ikke være saa ubarmhjertig. Saa dybt havde han ikke forsyndet sig. Han erkendte at have fejlet, — og han var rede til at gøre Bod. Med koldt Overlæg havde han solgt sit Hjertes Fred og Tryghed, solgt sin Moders Kærlighed, sin Faders Velsignelse, sin Sjæls Hjemstavnsret, ofret sit hele aandelige Fællesskab med Land og Folk og Slægt paa Forfængelighedens og Begærlighedens blodbestænkte Altre. Og ikke nok dermed! Han havde ved sin vilde Jagt efter et Blændværk kastet Skygge ogsaa over andres Liv, havde været sine Forældres Sorg, sine Søskendes Bekymring, sine Venners og Velynderes Skuffelse og Skam. Ogsaa Jakobe havde han bedraget!

Han kunde ikke længer staa sin dødelig opskræmte Samvittigheds Tilskyndelser imod. Han sank ned paa Sengekanten og skjulte hulkende Ansigtet i sine Hænder:

»Gud! Aa, Gud! ... Jo, jo! Jeg har fortjent det altsammen! Det altsammen! ... Det alt alt sammen!«

*       *
*

Denne Aften og Nat brød han afgørende med sin Fortid. Hele Natten laa han søvnløs, og mens han i Tankerne gennemgik sit Liv, følte han sig bestandig mere brødefuld. Og Syndsbevidstheden avlede den Ydmyghed, han endnu om Formiddagen havde manglet. Og af denne fremgik tilsidst Bønnen.

Først henimod Morgen faldt han lidt til Ro. Da Tjeneren kom ind med Te, sov han.

Hans første Tanke, da han vaagnede, galdt Jakobe og det Brev, han nu maatte skrive til hende. For ogsaa det var blevet ham klart i denne Nat, at det nu var hans absolute Pligt at bryde et Forhold, som aldrig kunde afføde andet end Sorg og Ufred for begge Parter. Nogen lang Forklaring vilde ikke engang |210| være nødvendig. Jakobes sidste Breve røbede jo tydeligt nok, at hun var forberedt paa Bruddet, ja i Grunden selv ønskede det.

Saasnart han var bleven paaklædt, satte han sig ved Bordet og fik sine Skrivesager frem. Det viste sig nu ikke at være saa let for ham at faa bragt sin Tilstaaelse paa Papiret. Om sit Gudsforhold kunde han ikke faa sig til at skrive udførligere; det var endnu saa nyt for ham og skulde bevares helligt. Han nøjedes med nogle almindelige Talemaader om Savnet af den Overensstemmelse i Livsanskuelse, uden hvilket intet lykkeligt Samliv i Længden var muligt, og forøvrigt bad han hende tro paa, at det kun var efter lange Kampe og med tungt Hjerte, at han sønderrev det Baand, der havde været ham saa dyrebart. I den Hensigt at skaane hende for enhver unødig Krænkelse valgte han sine Ord med største Omhyggelighed og lagde hele Skylden for den Vildfarelse, der i sin Tid havde ført dem sammen, over paa sig selv.

Ud paa Eftermiddagen, efter at Brevet var afsendt, sad han i et af Lysthusene ude i Haven sammen med Hofjægermesterinden, der var beskæftiget med Broderiarbejde. Hofjægermesterinden havde givet ham noget Vindegarn at holde, og efter at de en Tid havde talt om ligegyldige Ting, følte Per Trang til at betro sig til hende og fortalte da rent ud, at hans Forlovelse var bleven hævet.

Hun ønskede ham til Lykke og sagde, at det kun var, hvad hun havde ventet.

»Og hvad tænker De nu paa at gøre?« spurgte hun efter en kort Tavshed. »De giver jo nemlig derved Afkald paa en betydelig Formue, ikke sandt?«

Per svarede, at denne Omstændighed naturligvis paa mange Maader vilde gribe ind i hans Forhold og kræve Forandringer. Blandt andet havde han, besluttet at opgive sin Amerikarejse, — i det mindste foreløbig.

»Det gør De vist fornuftigt i,« sagde Hofjægermesterinden. »Den Rejse har aldrig rigtig tiltalt mig. De har jo flakket tilstrækkelig om i det sidste Aar. Veed De, hvad jeg har tænkt |211| at foreslaa Dem? De har jo talt til min Mand om et nyt Vandafledningssystem her paa Egnen ... en Omregulering af Aaløbet, eller hvad det nu er. Saavidt jeg veed, interesserer min Mand sig for Deres Tanke, og det var vel ikke saa helt umuligt, at vi kunde faa den realiseret. Kunde det i saa Fald ikke tiltale Dem selv at forestaa Arbejdet og altsaa slaa Dem ned her, indtil der viser sig noget større og bedre for Dem? De holder jo af Egnen, ... og De har Venner her, som vil være glade ved at kunne beholde Dem.«

Per skottede til hende med et lysende Blik. Han forstod hendes Ord som en ufrivillig Tilstaaelse om Ingers Følelser for ham. Hun var jo hendes Fortrolige, og hun vilde næppe have foreslaaet noget saadant, dersom hun havde vidst, at Inger helst ikke saae ham her.

»Dersom De altsaa vil give mig Tilladelse dertil,« — vedblev Hofjægermesterinden — »skal jeg tale med min Mand om Sagen. Og da det maaske er rigtigst, at De slet ikke bliver blandet ind i den, før de forskellige interesserede Parter er kommen overens, skal De nu faa Lov til at rejse. Jeg haaber, som sagt, at alt vil gaa i Orden, saa vi ret snart ser Dem her igen.«

Per fastsatte sit Opbrud til den næste Morgen.

Han vilde dog ikke tage direkte til København. Han følte Trang til at lægge Vejen om ad sin Hjemby for at indvie sit nye Liv med et Besøg ved Forældrenes Grave og derigennem ligesom give sig selv et Bevis for, at der var Alvor og Oprigtighed i hans Sinds Omvendelse. Samtidig tog han Beslutning i en anden Sag, som allerede i nogen Tid havde beskæftiget hans Tanker. Det var begyndt at trykke ham, at han ikke havde nogen Eksamen. Han havde indset, at uden en officiel Dygtighedsattest vilde han meget vanskeligt kunne opnaa en saadan fast og betrygget Stilling, som han nu ønskede for i Ro at kunne arbejde med sine Opfindelser. Særlig nu, da hans Person ikke længer omstraaledes af Glansen fra de Salomonske Millioner, vilde han ikke kunne undvære den Anseelse, en Eksamen gav.

For saa vidt muligt at raade Bod paa Fortidens Forsømmelser bestemte han sig da til at tage Landmaalereksamen, eller rettere |212| at underkaste sig den Tillægsprøve, han som halvt udlært Polytekniker kunde nøjes med for at opnaa Bestalling som Landinspektør. Forberedelserne til denne Prøve mente han med en Kraftanstrengelse at kunne tilendebringe i et halvt Aars Tid, og Midlerne til sit Underhold tænkte han at skaffe sig ved et Laan eller et Forskud hos Overretssagfører Hasselager eller en anden af de Forretningsmænd, der interesserede sig for hans Planer.

Om Eftermiddagen gik han en lang, ensom Spaseretur for at tage Afsked med Egnen. Det havde flere Dage været lummert, og man ventede et Uvejr. Himlen var overtrukken, og ude i Nordvest bulnede Solen brandrød mellem sorte Skyer ligesom et osende Lys, der brænder ned i Stagen.

Mens han stod oppe paa en Høj, hvorfra han kunde øjne Bøstrup Kirke og Præstegaardshaven, overraskedes han af Regnen. Et Par store, tunge Draaber smeldede pludselig paa hans Hattepuld. Han saae op, og med en skrattende Lyd sønderreves i det samme Skydækket af et blaaligt Lyn, der rystede Jorden under ham. Et Øjeblik efter strømmede Vandet ned som fra en Sluse. Der var ikke Tale om at løbe fra Uvejret; Afstanden til Kærsholm var for stor. Saa søgte han Ly i en af de halvaabne Lader, der stod ude paa Engen og benyttedes under Høbjergningen. Med Bygen i Hælene løb han tværsover en Mark og naaede akkurat under Tag samtidig med, at et nyt Tordenskrald slog ham om Ørene.

Det viste sig, at han ikke var den eneste, der havde søgt Tilflugt her. Inde i Skurets Halvmørke opdagede han en høj, mager Mand i en langskødet, graa Frakke og med Hovedet dækket af en gammeldags, højpuldet Kasket med stor Skygge. Det var Pastor Fjaltring.

Per hilste overrasket, og der veksledes et Par Bemærkninger om Vejret. Præsten var aabenbart meget ilde tilmode ved dette Sammentræf. Han stod hele Tiden halvt bortvendt og førte Haanden til Hagen med den uvilkaarlige Bevægelse, der er ejendommelig for Folk, som føler sig trykkede af, at de ikke er bleven barberede. Efterhaanden som Pers Øjne vænnedes til Mørket derinde, opdagede han ogsaa, at Præstens Kind og Hage |213| var ligesom skimlet af Skægstubbe. I det hele saae han i høj Grad forsømt ud. Med særlig Forundring betragtede Per hans Hoved; det var fuldstændig ombundet med et sort Silketørklæde, som bagtil kunde sees under Kaskettens Kant.

Ude i Vest blaanede Skyerne af et nyt Lyn, og faa Sekunder efter rystedes Jorden igen af et mægtigt Tordenbulder.

»Det slog vist ned ovre ad Bøstrup til,« udbrød Per noget ængstet.

»De er ikke helt fremmed paa Egnen kan jeg høre,« sagde Præsten.

»Jeg har opholdt mig her et Par Uger.«

»Tager jeg fejl i, at jeg igaar saae Dem i Borup Kirke?«

Per forestillede sig nu og fortalte, at han var Gæst hos Hofjægermesterfamiljen paa Kærsholm.

»Jeg troer, jeg har hørt det. De er Ingeniør, ikke sandt?«

Per bekræftede det. —

»Ja, vi lever jo i en Tidsalder, der tilhører Polyteknikeren, Tusindkunstneren, frit oversat. Det er forbavsende, hvor Jernbaner og Dampskibe allerede har gjort vor Klode uanselig endogsaa for os selv. Afstanden mellem Landene mindskes Dag for Dag og uds!ettes vel tilsidst saa at sige ganske.«

»Sandsynligvis.«

»Maaske vil det engang lykkes os at række baade Maane og Stjerner med vore Maskiner, ... nogen fysisk Umulighed er det vist ikke, og da vil selve, Verdensrummet blive os fortroligt som en Bukselomme. Men Afstanden mellem Næse og Mund kan vi med alt dette ikke forandre,« tilføjede han efter et lille Ophold.

Mod sin Vilje kom Per til at smile. Han følte Medynk med Manden, der gjorde Indtryk af at være lidt forstyrret.

Saa talte de igen en Tid om Vejret, om den Pludselighed, hvormed det var kommen op, om Barometerstanden o. lign. Da Emnet tilsidst var udtømt og Regnen vedblev at plaske ned, greb Præsten panny til at tale om Teknikernes Overherredemme i Tiden.

»Der var ogsaa engang Tanker fremme om at lave en Jernbane her igennem Sognet. I vore Dage skal der jo helst løbe et Par |214| Skinner udenfor hver Mands Dør. Og helt er Planen vist ikke skrinlagt, saavidt jeg veed.«

Per svarede kort, at en tidssvarende Udvikling af Samfærdslen var en Livsbetingelse i vore Dage.

Præsten grundede lidt. Han stod stadig halvt bortvendt og saae ud paa Regnen.

»En Livsbetingelse,« sagde han med et egent, ligesom afbleget Smil. »Ja, hvad er ikke bleven Livsbetingelse i vore Dage? Læger og Ingeniører, Pædagoger og Militære — hver møder med sine. Bare det ikke kommer til at gaa os som visse Apoplektikere, der dør af for meget Blod.«

»Den Fare løber i hvert Fald vi danske næppe for det første. Vi har vist foreløbig nok at gøre med at erstatte, hvad vi mistede i 64.«

»Erstatte,« gentog Præsten langsomt og stirrede uforanderligt fremad med et Blik, hvori der lyste som flakkende Genskin af Lynene, der vedblev at illuminere Skyerne i Vest. »Jeg mener tværtimod, at vi endnu lever og opretholdes af den Aandens Kraft, der fremkaldtes i Folket i hine Trængselsdage. Der var virkelig dengang et Øjeblik, da det var ved at gaa op for os, at der ikke gives andre Livsbetingelser for Nogen end Vorherres Naade.«

Per svarede lidt forlegen med det gamle Ord: »Hjælp dig selv, saa hjælper Gud dig.« Men Præsten rystede paa Hovedet.

»Guds Hjælp — det er netop ingen Hjælp.«

»Da kom vi dog over Krisen dengang.«

»Hvem har fortalt os, at det var ved Guds Bistand? Skal der sluttes efter, hvad der siden er sket her i Landet, kunde man vel være mest tilbøjelig til at tilskrive det Djævlens Hjælp.«

Per fandt det i Grunden urimeligt at indlade sig i Diskussion med denne halvgale Mand. Men der var noget i hans Fordømmelse af Tiden, som rørte ved det nye Menneske i ham, og han følte paany Trang til at aflægge et Vidnesbyrd.

Han sagde, at den Gudfrygtighed, der havde opretholdt det danske Folk i Ulykkens Tid og skabt Helte af svage (og han tænkte her igen bevæget paa sin Moder), den havde ikke forladt |215| det i Fredens Dage men været den skabende Kraft under Landets Genoprejsning, i hvert Fald udenfor Hovedstaden.

Men Præsten afbrød ham ret hvast ved at sige, at et Ord som Gudfrygtighed kunde man slet ikke anvende om de Kristne i vore Dage, hvor man kammeratligt tog Vorherre under Armen og med beskyttende Mine eller, naar det kom højt, i barnagtig Forelskelse kastede sig om hans Hals. Med tydelig Adresse til Pastor Blomberg spottede han over »vor gemytlige Vartovskristendom«, der var i Færd med at blive Landets Nationalkristendom, og som med sit Ammestuesprog og sin poetiske Kælenskab jo virkelig var som skabt for et Folk som det danske, der ogsaa i det religiøse søgte til Idyllen og erstattede Troens Lidenskab med Lyrik.

»De nævnede Krigsaaret før. Ja, De er nu vel for ung til at kunne huske de Dage. Ellers vilde maaske ogsaa De engang imellem med et lille Længselssuk tænke tilbage paa hine store Trængselstider med de mange blege Ansigter. Har man oplevet de Dage ... har man været Vidne til det Troesmod, den Offervillighed, den Selvhengivelsens Martyrglæde, som Undergangsrædslen dengang fremavlede selv i de slappe Sind ... ja, saa forstaar man ... eller man aner dog, hvad vor Folkeaand havde kunnet udvikle sig til, og man kan kun beklage, at det ikke dengang blev til Alvor med vor Udslettelse af Nationernes Tal. Nu maa vi vel vente, indtil Gud i sin Naade løser op for hele den germanske Slægt, i hvilken vi sagtens efterhaanden helt forsvinder. For det er jo med Nationernes Sjæl som med det enkelte Menneskes, at først Døden udfrier den. Engang spøgte Grækeraanden blandt Menneskene som Guds udvalgte Tolk. Siden blev det Israels Faarehyrde-Visdom, vi lyttede til som gudbeaandet Tale. Engang tilkommer det sagtens den nordisk-germanske Race med vort lutherske Barbari at aabenbare en Flig af den Eviges Klædebon.«

Per saa overrasket paa ham, og da Præsten mærkede dette, stoppede han pludselig op i sin Tale, — næsten ligesom lidt ængstet eller fortrydelig over at have ladet sig rive hen til saa uforbeholdne Udtalelser. Han brød da ogsaa brat af. Skønt det stadig regnede temmelig godt, sagde han kort Farvel og skyndte sig afsted.

Endnu ved Aftensbordet var Per en Del optaget af dette Møde og spurgte Hofjægermesterinden nærmere ud om Pastor Fjaltring. Blandt andet vilde han have at vide, hvad det var for en mærkelig Hovedbedækning, Præsten gik omkring med under Kasketten.

»Han lider nok meget af Nakkesmerter,« forklarede Hofjægermesterinden. »Og han har den Indbildning, at han gaar med en stor Svulst i Hjernen. — Han er i et og alt en Stakkel.«

TOOGTYVENDE KAPITEL

Jakobe havde lukket sig inde paa sit Værelse. Hun sad ved sin lille Skrivepult med Haanden under Hovedet og saae gennem Vinduet ud paa Havens Trætoppe, der svajede for Blæsten. Hendes Øjne var store og skinnende, Brystet bølgede. Foran hende paa Pulten laa Pers Brev, som hun netop havde modtaget med Formiddagsposten.

Hun vidste ikke, hvad hun mest skulde ynke, enten den Anstrengelse, det øjensynligt havde kostet ham at udarbejde disse mange hensynsfulde Vendinger, eller det Hykleri, hvormed han søgte at skjule baade for sig selv og for hende, hvad der dog var den egenlige Aarsag til, at de maatte skilles. — At han lige til det sidste skulde vise en saadan Mangel paa Evne og Mod til at se Sandheden fast i Øjnene! Hvad vilde hun ikke have givet for, at han denne ene Gang havde været fuldt ærlig og aabent tilstaaet, at han var kommen til at holde af en anden. Men nej! Troldenaturen sad ham for uafrystelig i Kødet. Sin Lysskyhed formaaede han ikke at overvinde. Det var det egenlig »sideniuske« ved ham, at hans naturlige Følelser absolut skulde udsmykkes. Som i sin Tid hans Fremtidsideers nationale Betydning havde skullet pynte hans Egenkærlighed, saadan skulde nu Religionen tjene som Dække for hans Forsagthed, hans fattige Hjemlængsel.

Naa! — hun rejste sig op, løftede Hænderne over Hovedet og trykkede dem ned mod Haaret. Hvad vilde hun nu plage sig mer med den Slags Grublerier? Hendes Tanker havde jo nu Lov til at slippe ham. De havde ikke længer noget at gøre i de skumle Egne, hvor hans Aand færdedes. Hun var fri. Punk |218| tum'et var sat for hendes Hjertes Forvildelser. Hendes stakkels forkomne Kærlighedseventyr var tilende.

Der stod nu kun tilbage at underrette Forældrene. Og saa bort herfra! Jorden brændte under hende. Efter al Sandsynlighed vilde Per komme tilbage til København for at ordne sin Affærer, og hun vilde ikke udsætte sig for at løbe ham paa Ærmet derinde paa Gaderne. Desuden kunde hun nu ogsaa vanskelig skjule sin Tilstand længer. Hun havde en Anelse om, at Moderen igen var begyndt at fatte Mistanke, og hun vilde absolut undgaa enhversomhelst Forklaring — i det mindste foreløbig. Derfor vilde hun rejse allerede den næste Dag. Alt var jo forberedt, saa der var ikke noget at bie efter.

Hun kom til at huske paa, at hun netop nu vilde kunne træffe sin Moder alene. Rosalie var i Bad sammen med de Smaa, og Faderen og Ivan var forlængst taget til Byen.

Nede i Dagligstuen sad Moderen ved sin Symaskine mellem Bjerge af Lagenlærred, som hun var i Færd med at sømme.

»Altid i Aktivitet, lille Mo'er,« sagde Jakobe og kyssede hende paa Panden. »Finder man dig ikke ved dine Regnskaber, har du noget andet besværligt for.«

Hendes Tone gjorde straks Moderen mistænksom. Men uden at lade sig mærke med noget klappede Fru Lea sin Datter paa Kinden og sagde:

»Ja, min Pige, Arbejdet var min Tids Middel til at holde Livet ud. — Og forresten tror jeg ikke, at der gives noget andet.«

Saa tog hun atter fat paa Hjulet og lod Maskinen snurre.

Fru Lea var begyndt at bruge Briller, naar hun arbejdede, — hun var i det hele ældet stærkt det sidste Aar.

Jakobe gik en Tid omkring i Stuen, kiggede lidt i en Avis, lagde den igen og satte sig derpaa hen i en Lænestol i Nærheden af Moderen.

»Mo'er,« sagde hun, »jeg talte forleden til dig om, at jeg kunde have Lyst til igen at se ned til Rebekka i Breslau. Jeg tror virkelig, jeg gør Alvor af det nu. Men mine Penge er sluppen for tidlig op i Aar. Kunde du ikke bede Fa'er om lidt Forstærkning.«

|219|

»Det kan jeg endelig nok,« svarede Moderen lidt nølende. »Hvornaar tænker du at rejse?«

»Saasnart som muligt. Maaske imorgen.«

Moderen standsede sin Maskine og saae dennegang lige paa hende.

»Du rejser altsaa alene?«

»Ja.«

»Og dit Bryllup?«

Jakobe havde bøjet sig forover. Hun udholdt ikke Synet af Moderens Øjne, der blev saa uhyggelig store og sorte bag de slebne Brilleglas.

»Ja — se,« sagde hun, mens hun samlede og skilte sine udspilede Hænder. »Jeg kan jo lige saa godt sige det med det samme, — min Forlovelse er hævet.«

Der blev en lang Stilhed.

»Det er altsaa derfor, du har gaaet og været saa utilgængelig i den sidste Tid?«

»Har jeg været det? — Saa maa I tilgive mig det.«

Moderen rejste sig. Hun gik hen til Jakobe, tog hendes Hoved mellem sine Hænder og løftede hendes Blik op imod sig.

»Er der andet, du holder skjult for os, mit Barn?« spurgte hun.

»Det har du ingen Ret til at spørge om,« svarede Jakobe med Taare i Øjnene. »Om sine Kærlighedsanliggender skal man være tavs, — det har du selv lært mig.«

Moderen stod et Øjeblik tvivlraadig. Saa tog hun sine Hænder til sig og gik bort.

»Hvor mange Penge mener du at faa Brug for?« Hun var gaaet hen i den anden Ende af Stuen, hvor hun havde givet sig til at gøre i Orden paa et Bord. Det var, som om hun ikke længer havde Ro til at sidde ned.

Jakobe nævnede en større Sum.

Moderen saae atter op: »Du mener altsaa at ville blive borte i længere Tid?«

»Ja, du kan jo nok forstaa, Mo'er, at der ikke vil blive synderlig behageligt for mig herhjemme efter det, der nu er sket. |220| En hævet Forlovelse giver jo altid Anledning til saa megen Sladder. Det gør mig saa ondt, at jeg skal udsætte dig og Fa'er for al den Ubehagelighed — men det maa I ogsaa se at tilgive mig.«

»Vi har jo aldrig været synderlig glade for den Forbindelse. Alligevel syntes vi jo nu —,« begyndte Moderen, men da hun mærkede Tegn paa Utaalmodighed hos Datteren, fortsatte hun ikke. Og de talte nu en Tid kun om praktiske Ting vedrørende Rejsen og hendes Udstyrelse.

Saasnart Jakobe igen var kommen op paa sit Værelse, gav hun sig i Færd med at lægge sine Sager frem til Indpakning og at samle og gemme hen, hvad der skulde efterlades. En væsenlig Del at dette Arbejde var iøvrigt gjort i Forvejen. Allerede i nogen Tid havde hun i Stilhed gjort Forberedelser til dette nye Opbrud fra Hjemmet, som maaske skulde blive hendes sidste. Blandt andet havde hun omhyggelig ordnet sine Venindebreve, indpakket og forseglet dem og skrevet Afsendernes Nvane udenpaa, at intet skulde komme i urette Hænder, dersom hun ikke mere vendte tilbage. Nu gjorde hun det samme med Brevene fra Per. Og da hun skrev Navnet Sidenius udenpaa Pakken, kom hun trods sin triste Stemning til at smile. Saa skulde hun altsaa dog forskaanes for at bære dette barbariske Navn!

Kort før Middag blev hun kaldt ned til Faderen, der ventede hende for lukkede Døre inde i Biblioteksværelset. Han kyssede hende tavs paa Panden og gav sig straks til at tale om hendes Pengesager. Per omtalte han ikke med et Ord.

»Hvormeget er det, du mener at faa Brug for?« spurgte han og tog sin Notitsbog frem.

Jakobe nævnte en Sum, der ikke var saa lidt mindre end den, hun havde talt om til Moderen. Hun havde ikke Mod til paany at udsætte sig for Spørgsmaal om Rejsens Varighed.

Faderen sagde ingenting og indførte Summen, idet han dog af sig selv fordoblede den.

»Jeg skal bringe dig et Kreditiv imorgen.«

Ved Middagsbordet gjorde Jakobe sig Umage for at være livlig, og i Grunden var hun ogsaa gladere og frimodigere nu, |221| end hun havde været det længe. Den kvalmende Taage, som Uvisheden havde lagt om hendes Bevidsthed, var i Færd med at svinde. Havde hun blot kunnet frigøre sig for Forestillingen om, at hun rejste Døden imøde, vilde hun have følt sig næsten lykkelig.

Men Dødsanelserne havde nu engang bemægtiget sig hendes Fantasi. Som en hidsende Feber jog de hende hvert Øjeblik Kuldegysninger gennem Sjælen. Derfor var det ogsaa, hun ikke vilde betro sig til sin Moder. Hun vilde ikke, at ogsaa denne skulde ængstes; og det var hendes Haab, at hun ved sin Livlighed skulde kunne betage hende enhver Mistanke.

Baade Faderen og Moderen lod da ogsaa temmelig rolige. Derimod var Ivan aldeles sønderknust. Han, der ellers talte om tyve Ting mellem hver Mundfuld, sagde under hele Maaltidet ikke et Ord.

Efter Bordet gik han ind i Biblioteksværelset til Faderen, der allerede sad derinde og skrev.

»Forstyrrer jeg?«

»Nej, du kommer just tilpas. Jeg vilde netop have sendt Bud efter dig. — Har du noget paa Hjerte?«

»Det samme maaske som du. Jeg har faaet et Brev fra Sidenius — nogle Linjer blot, — i Anledning af hans og dit pekuniære Mellemværende. Han beder mig om at sige dig, at det naturligvis er hans Hensigt at tilbagebetale dig Pengene. Han ønsker blot lidt Henstand.«

Hertil svarede Philip Salomon ingenting. Han kunde ikke faa sig til at tage Pers Navn i Munden.

»Det var noget andet, jeg vilde dig,« sagde han og tog den Skrivelse, han netop havde udfærdiget. »Gør mig den Tjeneste at tage til Byen straks med detteher. Og sørg for at faa det trykt saa hurtigt som muligt. Som du vil se, er det en Meddelelse til vor Omgangskres, — du kan paa Vejen selv regne ud, hvormange Eksemplarer vi har Brug for. Men de maa være færdige saa betids, at de kan omsendes senest imorgen med Aftenposten.«

Paa Papiret stod blot de Ord: »Philip Salomon og Hustru |222| meddeler herved, at deres Datter Jakobes Forlovelse med Hr. Ingeniør P. Sidenius er hævet.«

*       *
*

Samme Eftermiddag som denne Efterretning spredtes rundt i den salomonske Familjes store Bekendtskabskres, kom Per tilbage til sin Barndomsby ved de store, stille Enge. Uigenkendt og uden selv at søge nogen af sine gamle Bekendte tilbragte han et Døgn her alene med sine Minder. Og det gik ham ikke dennegang, som da han sidst gensaae Byen ved Faderens Død, og da den i sin provinsielle Uanselighed, med sine krogede Gader og fattige Butiker, havde forekommet ham halvt komisk og vakt hans Medynk. Efterhaanden som det fortrinsvis var bleven Barndomsindtrykkene, der nærede og formede hans Følelsesliv, havde hans Forhold til Byen antaget en halv religiøs Karakter. Fra Berlin og Tyrol, fra Rom og København havde hans Tanker gjort Pilgrimsfarter til denne Afkrog af Verden, hvor hans Skæbnes Traade løb sammen og tabte sig i Evigheden. Den lille Engby ved Foden af de høje Banker var for ham bleven Verdens Indgang og Udgang, hvorigennem Vejen gik tilbage til alle Tings Ophav.

Da han ved Aftentid kom tilbage fra Kirkegaarden og sad inde i Hotellets Kafelokale med noget Smørrebrød, bragte Opvarteren ham nogle Blade, deriblandt en af Byens egne Aviser, hvis Navn og Skikkelse han huskede fra Præstegaarden, og som han af den Grund først kiggede i. Paa Bladets første Side stod et længere »Hovedstadsbrev«, der meddelte forskelligt af Øjeblikkets Samtalestof i København. Mellem Nyt fra Hoffet og Teaterverdenen, fra Tivoli og Cirkus, fandt han ogsaa en udførlig Beretning om et »opsigtsvækkende Selvmord« i det gode Selskab. En ung, haabefuld Mand, en forhenværende Kavalleriofficer, havde taget sig af Dage under meget romantiske Omstændigheder. Han havde — stod der — elsket og ment sig genelsket af en ung, nygift Frue, der tilhørte det jødiske Pengearistokrati; og da hans Forhaabninger skuffedes havde han umiddelbart |223| efter Hjemkomsten fra et ham tilstaaet Stævnemøde skudt sig en Kugle gennem Hovedet.

Per var under Læsningen skiftevis bleven hvid og rød. Skønt der ikke var nævnt noget Navn, og skønt han intet havde hørt om, at Løjtnant Iversen var død, kom han hurtig paa det rene med, at det var denne Mand og Nanny, Beskrivelsen galdt, ... Nanny, hvis nøgne Arme for ikke mange Uger siden havde omslynget hans egen Hals! Med en Fornemmelse, som gled der ham en Giftslange ned ad Ryggen, læste han Beretningen tilende. Paa tidsvarende Vis var selve den blodige Begivenhed vidtløftig afmalet. Den samvittighedsfulde Brevskriver skaanede ikke Læserne, hverken for et Billede af det tilsølede Gulv, hvor man havde fundet Liget, eller en Beskrivelse af Sofaen, hvorfra det var trillet ned, eller af Bordtæppet, der var bleven oversprøjtet med Hjernemasse; ja selve Indholdet af et Brev, den Afdøde havde efterladt, antydedes paa en Maade, der uden at angribe Privatlivets lovbeskyttede Fred behændigt tilfredsstillede Almenhedens Nysgerrighed.

Per søgte op paa sit Værelse. Her gik han op og ned ad Gulvet og kunde længe ikke forvinde Indtrykket. Det svimlede for ham, naar han tænkte paa, hvor nær han selv havde været ved at blive hængende i denne elendige Kvindes Garn, at det lige saa godt kunde være bleven ham, der havde maattet tjene som Offer for skandalegriske Journalisters Penne, dersom ikke — —.

Ja — dersom!

Han standsede. Det var, som om der ved dette Ord aabnedes en Skodde i Dybet af hans Sjæl; og under det indstrømmende Lys jog halvglemte Billeder fra hans forgangne Liv ham skyggeagtigt forbi. Han saae sig selv hin Nat for længe siden, da han flyede bort fra Fru Engelhardts Seng, grebet af Væmmelse ved de Glæder, som Skøgerne skænker. Han mindedes en anden Gang endnu længere tilbage i Tiden, i hans Drengeaar, da han fristedes af den sortøjede Tiggertøs fra Riisagers Gaard men i det afgørende Øjeblik frelstes af den Blu, han følte ved det fordærvede Barns skamløse Ord og Lader. Og han tænkte paa de mange andre Gange, hvor han vilde være bleven |224| Selvødelæggelsens sikre Bytte, dersom — — ja, dersom han ikke i sit Inderste havde baaret paa en instinktmæssig Sky for Synden, dersom han ikke gennem sine Forældre — og da vel særlig gennem sin Fader og hans Aarhundreder gamle Præsteslægt — havde staaet i lønlig Pagt med de livsbevarende Magter, han i sin Ungdoms Overmod havde villet trodse. Den »sideniuske« Arv, som han havde kaldt sit Livs Forbandelse, den var netop den Amulet, det signede Tegn, han havde baaret paa sig i det skjulte, og som han kunde takke for, at det dog ikke var gaaet ham værre, end det var.

Men denne medfødte Kraft til Frigørelse, denne Selvopholdelsens Drift i Sjælen, der havde virket ganske uafhængig af alle Troeslærdomme, hvad var den andet end Guds egen Aand, Biblens »hellige Aand«, den Kristnes Fylgje, der usynlig vogtede hans Fod for Fald og førte ham frelst gennem alle Forvildelser? ...

Han havde sat sig hen til Vinduet, der vendte ud mod en stille, mennesketom Gyde. Han boede lidt tilvejrs og saae ud over en Vrimmel af røde Tage og hvide Skorstenspiber, bag hvilke Solen just gik ned.

Det var, som om han først nu helt forstod sig selv og hvad der var foregaaet med ham de sidste Dage. Vistnok var han allerede paa Kærsholm bleven sig sin Kristendom bevidst; men det havde dog mere været den opskræmte Samvittigheds Magtsprog, han der havde bøjet sig for, end Hjertets og Forstandens overbevisende Vidnesbyrd. Først i disse Øjeblikke opgik Troen for ham som et Erkendelsens Lys, der gennembrød alle Stemningstaager. Mens han sad der med Haanden under Kinden og saae ud mod den gulrøde Aftenhimmel, fuldbyrdedes i hans Sjæl det store Under, den ny Menneskefødsel, der saa længe havde været forberedt.

Den næste Morgen tidlig gik han igen paa Kirkegaarden. Han tog Plads paa den lille Bænk derinde ved Hækken omkring Forældrenes Grave. Det var en dejlig, solrig og blikstille Augustmorgen, og han var ganske alene. Der var ikke et Menneske at se eller høre paa hele den store, murindhegnede Begravelsesplads. Overalt i Luften flimrede den flyvende Sommers Spind. Hække og Buske var som overdragne med Sølvmor, og hvert |225| Blomsterbæger og hvert Straa var tungt af gyldne Draaber. øverst oppe i de gamle, taarnhøje Popler, som dannede en bred Alle gennem Kirkegaarden, susede det svagt; men nede over Gravene rørte der sig ikke et Blad, og Stilheden var saa dyb, som strømmede den ud fra selve Evigheden.

I over en Time fik han Lov at sidde der ganske uforstyrret i en lykkelig bevæget, højtidsfuld Stemning, helt opgaaet i den ham saa fremmede og forunderlige Følelse af Hvile og indre Fred. Endogsaa Erindringen om Inger trængtes i disse Øjeblikke tilbage i hans Sind. Derimod tænkte han undertiden paa Jakobe. Nu, da han selv havde fundet Frelsens Vej, maatte han tænke paa dem, som ikke vidste Raad for deres Ve. For Jakobe var der dog næppe noget Haab. Hun tilhørte jo et Folk, der havde gjort sig Frafald og Fornægtelse til Livsprincip. Men for den vildledte danske Ungdom maatte sikkert den Tid være nær, hvor den vilde lade sig magtfuldt gribe af en Solopgangsstemning som den, der nu gennemlysnede og gennemglødede ham. Han mindedes nogle profetiske Ord af Poul Bergers Bekendelsesdigtning:

»Natten og Mørket er svunden; Guds Dag oprinder paany med Fred og Lykke for alle, der vil bede. Som Vildandeflokken, der strækker Halsene, naar den paa sit lange Træk over øde Bjerge øjner Havet i det Fjerne; som vansmægtende Soldater, der efter daglang Marsch, forbrændte af Solen, hvide af Landevejens Støv, kaster sig ned ved Bækken for at drikke, — saaledes, o Menneskehed, skal du stille din Tørst ved Naadens genfundne Kilde!«

*       *
*

Bruddet mellem Jakobe og hendes Kæreste vakte den største Opsigt i den salomonske Familjes store Bekendtskabskreds. Endog paa Børsen blev Begivenheden diskuteret. For anden Gang opnaaede Per ved sin Forbindelse med det salomonske Hus at blive en omtalt Person i København. Nanny, der var begyndt at forvinde Forskrækkelsen efter |226| Løjtnant Iversens Selvmord, var travlt paafærde for at lade sig udfritte. Hun havde hurtig gættet Sammenhængen og fandt en oprigtig Glæde ved at fortælle, at det var Jakobe, den Stakkel, der var bleven skammelig bedraget. I et paradisisk Sommerkostume med uskyldshvide, langt nedhængende Florsærmer og Englevinger paa Hatten foer hun ud og ind hos Venner og Bekendte og betroede dem som en Hemmelighed, de endelig ikke maatte lade gaa videre, at Søsterens Forlovede — det Afskum! — i Stedet for at rejse til Amerika havde forelsket sig i en Bondepige. Tænk! En almindelig Malkekomtesse! Med himmelvendte Øjne deklamerede hun:

»Han slukked' sin Sorg og fandt sin Trøst

paa Bunden af Sagosuppen.«

Blandt dem, til hvem Rygtet naaede ad Omveje, var Oberst Bjerregrav. Den gamle Krigsmand havde virkelig været fast bestemt paa at støtte Per i Kampen for hans store Fremtidsværk, ja i fornødent Fald at træde personlig i Skranken for det imod det københavnske Projekt. Men efterhaanden som Dagene gik, uden at han saae noget til ham, var han igen bleven betænkelig. Han harmedes over den Ufornuft, hvormed Per havde lagt sig paa Græs just nu, da hans Nærværelse var allermest nødvendig. I Begyndelsen havde han anset det for et nyt Udslag af hans ungdommelige Overmod; men efterhaanden gik det op for ham, at der maatte være noget alvorligt i Vejen, og da nu Efterretningen om den hævede Forlovelse naaede ham, blev han yderligere forstemt.

Jakobe var imidlertid i al Stilhed taget bort. Endnu før Per naaede København, var hun paa Vej til Berlin. Efter sin lange, fængselsagtige Ensomhed paa Landet følte hun endog den kedsommelige Jernbanerejse som en Befrielse; og da hun om Aftenen kørte fra Stettinerbanegaarden hen til Central-Hotellet, var det med noget af en Vellystfornemmelse, hun følte Verdensbyen lukke sig om hende som en brusende Brænding. Friederichsstrasses Menneskemylr i det elektriske Eventyrlys, de lange Droskerækker, Hestehovenes Klapren paa Asfalten, de oplyste |227| Forretningspaladser, Stadsbanens Tog, der buldrede henover hendes Hoved, endelig selve det kæmpemæssige Hotel, hvor travle Folk fløj ud og ind som Bier i en Kube, mens alle Slags fremmede Tungemaal hørtes paa Trapper og i Korridorer, — det fik altsammen hendes forpinte Hjerte til at svulme af smertelig Livslængsel.

Hun følte sig som En, der er kommen hjem til sit eget. I dette sydende og lysstraalende Menneskehav følte hun sig tryg. Hun vidste godt, hvor meget ondt det gemte i sit mørke Dyb, hvor mange stakkels Skibbrudne det daglig bundfældede og begravede i sit Slam. Hun kendte de store Verdensstæders uhjælpelige Skarer af Fattige, denne graablege og huløjede Armod, i Sammenligning med hvilken Smaabyernes eller Landets rødmossede Fattigdom tog sig ud som Velstand. Og alligevel! Selv saadanne hjemløse og forkomne Storstadsstodderes Liv syntes hende i dette Øjeblik hundrede Gange rigere end Bondens betryggede Muldvarpetilværelse, og hun forstod saa godt, at de trods Sult og Elendighed blev ved at klamre sig til Stenbroen, indtil Døden bortskyllede dem. En saadan Millionby ejede noget af Havets Fortryllelse. Der var noget af Bølgens eventyrlige Dragning i denne morderiske Tilværelseskamp, i denne vilde Omtumlen, i dette uophørlige Op og Ned, der lige til Undergangens Øjeblik blev ved at lokke med nye og grænseløse Muligheder.

Som bestandig i denne Tid havnede hendes Tanker tilsidst hos det Barn, hun skulde føde til Verden. Hun vilde haabe, ifald det skulde komme til at slægte sine nordiske Forfædre paa, at det da ikke maatte blive af disse Muldjordsmennesker, disse hjemstavnsbundne Trælle, for hvem Verden eller dog Lykken hørte op, saasnart de ikke længer kunde øjne Røgen fra deres Moders Skorsten. Hun vilde haabe, at hendes Barn i saa Fald maatte blive en Havets Ætling, en Vikingenatur, besat af den kamplystne Udve, der var i Slægt med Uroen i hendes eget jødiske Blod, med Vandredriften og denne hvileløse men maalbevidste Higen, der havde gjort saa mange af hendes Stammes Mænd og Kvinder til Menneskehedens Førere.

For det blev hende mere og mere den endegyldige Livsvisdom, at kun i Kampen var der Lykke, — om ikke af anden Grund, saa fordi den skænkede den dybeste Glemsel. Det forholdt sig med Livet som med den egenlige Krig; de, der befandt sig midt i Slagets Tummel, tænkte mindst paa Faren, gruede mindst for Blodet. Det var altid Efterluskerne, der havde Mavekneb. Det var paa Marodørernes blege Ansigter, at Kampens Rædsler stod afmalet.