Per følte sig det første Aar ikke lykkelig i sit Ægteskab. Hans Haab om at kunne vække Inger til et mere selvstændigt aandeligt Liv gik ikke i Opfyldelse. Hun med sin ligevægtige, helt for det praktiske anlagte Natur og med sin urokkelige Overbevisning om, at hendes Fader var Kristenhedens sidste store Profet, begreb slet ikke Hensigten med hans Overtalelsesforsøg. Ligesom sin Fader opfattede hun vedblivende denne Modsigelseslyst og navnlig hans Optagethed af Pastor Fjaltring som et ungdommeligt Forsøg paa at gøre sig interessant.
Nu havde unægtelig det Dobbeltliv, Per levede, og de ulige Paavirkninger, han udsattes for, efterhaanden bragt ham saaledes i Vilderede med Hensyn til sig selv, at han undertiden gjorde et ret forstyrret Indtryk. Han mærkede det tilsidst selv og søgte ængstelig efter et Holdepunkt.
Han fandt det, hvor han før havde fundet det, paa Natursiden af sin Tilværelse; og den, som førte ham dertil, var netop Inger. Hun var |162| paa den Tid højtfrugtsommelig; og som saa mange unge Mødre havde hun ikke Tanke for meget andet end den forestaaende Nedkomst og Forberedelserne dertil. Ikke desmindre var hun fuldkommen fattet; og denne Ro og den modne Sjælsstyrke, hvormed hun i al sin Umyndighed gik der og ventede paa sin store Time, opfyldte Per med Beundring og gav ham meget at tænke paa.
Saa fulgte Fødselsnattens Sindsbevægelser, Ingers Sygeleje, Bekymringen baade for hende og for Barnet, dertil Faderglæden og den forstærkede Ansvarsfølelse, som denne vakte — alt tilsammen plantede ham atter solidt paa Virkelighedens Grund.
Helt at holde sig borte fra Borup Præstegaard formaaede han alligevel ikke. Det store, halvmørke Studereværelse med det smalle Løbetæppe og Pulten mellem de to lave Vinduer bevarede endnu en vis Tryllemagt over ham; men han stjal sig derhen med daarlig Samvittighed som en Dranker til Kroen, og Besøgene blev stadig sjældnere, indtil de pludselig ophørte af sig selv, idet der skete noget forfærdeligt, som længe skulde blive det staaende Samtaleemne der paa Egnen.
En Dag i Høsten opskræmtes Folk af Rygtet om, at Pastor Fjaltring var forsvunden. Han havde for et halvt Aarstid siden mistet sin Kone; men i Stedet for at føle dette som en Befrielse var han bleven endnu mere dagræd og menneskesky. Da han nu savnedes, anede man straks |163| en Ulykke. Per satte sig øjeblikkelig i Bevægelse for at lede Efterforskningen. Han sendte Mandskab ud for at gennemsøge Skovene og satte andre til at bundskrabe Aaen og alle Mosehuller deromkring. Tilsidst fandt man Præsten oppe paa hans eget Loft, hvor han havde hængt sig inde i et stort, gammelt, tomt Klædeskab.
Per havde i de sidste Aar været den eneste, Pastor Fjaltring havde været glad ved at se, og overfor hvem han havde udtalt sig med nogen Aabenhjertighed. Endnu faa Dage før hans Forsvinden havde Per siddet flere Timer hos ham og ved den Lejlighed netop beundret den tilsyneladende Ro og Sjælsstyrke, hvormed han talte om sig selv og sin Enkemands-Ensomhed. Med sine legemlige Lidelser spøgte han endog. For Smerter skulde man være taknemlig, havde han sagt; de bevarede Sindets Friskhed. Og han havde givet en humoristisk Historie tilbedste om, hvorledes han engang var kommen for Skade at nedsynke saa dybt i Grublerier over Arvesyndens Mysterium, at han havde været paa Nippet til at gaa fra sin Forstand.
»Men saa skænkede en naadig Trækvind mig i det samme en forfærdelig Tandpine, et rigtig godt og velsignet Kindtandsmartyrium, — og Pokker tog ved baade Arvesynd og andet saadant Djævelskab, saa jeg gerne havde givet selve min Daabsattest for en god Krydderpose.«
|164|Nu, da han var borte og ved sit uhyggelige Endeligt selv havde vidnet om sin Livsfilosofis bristende Bærekraft, fik Per en lignende Fornemmelse af lykkelig undsluppen Livsfare som dengang, da han modtog Efterretningen om Løjtnant Iversens Selvmord. Ved hans feberhede Haand var han bleven ført dybt ind i mørke, øde og vilde Egne af Aandens Verden, hvis skuffende Ørken-Luftsyn og Hildringer længe paa Afstand havde lokket ham. Og dog! Han vilde altid mindes den ulykkelige og ensomme Mand med Taknemlighed og Kærlighed. Endnu i sin Død var han bleven ham en Lærer og Befrier.
Derfor harmede det ham ogsaa at være Vidne til den hoverende Medlidenhed, som kom tilorde rundtom hos Folk, der sad hyggelig beskærmet af deres egen Lidenskabsløshed og aldrig havde følt nogen titanisk Drift til at kæmpe med Dæmonerne. Særlig opbragte Svigerfaderen ham med sin overbærende Hovedrysten.
»Ja, saadan maatte det jo ende! Det var næsten til at forudse. Hvad andet skal det vel føre til, naar man ikke kan naa til Forligelse med sig selv? Jeg har altid haft oprigtig ondt af ham, stakkels Mand!«
Der kilrede Per et hvast Svar paa Tungen; men som saa ofte før gemte han for Ingers Skyld sine Følelser hos sig selv og tav.
Nu gik der igen et Aar, og et til, og endnu tre, der alle forsvandt med den særegne, umærkelige Hast, som Tiden har paa Landet, hvor den enkelte Dag kan krybe langsomt nok afsted, men hvor Aarene flyver. I den lille Villa-Idyl under Rimalts grønne Banker tumlede allerede tre Børn, en fem Aars Dreng og to Smaapiger, ægte Sidenius'er, lysblaaøjede og brunlokkede. Den store Aaregulering var for længe siden heldig afsluttet, og Per havde ofte talt om at søge andetsteds hen; men Inger vilde nødig bort fra Egnen; hun elskede sit nye Hjem, som hun før havde elsket det gamle, og satte sin Stolthed i at gøre sin lille Husholdning til et Mønster paa Orden og Hygge.
Per havde iøvrig heller ikke selv rigtig Mod til at bryde op fra de tilvante Forhold. Dagene gled saa fredeligt hen her, Børnene trivedes, og Inger var saa rørende glad og taknemlig, fordi hun fik Lov til at blive boende i Nærheden af Forældrene og sine gamle Venner. Udenfor sit eget Hjem følte han sig rigtignok stadig som en Fremmed; men trods sin Ensomhed havde han faaet Egnen kær. Særlig havde hans egen lille Jordstump med Hus og Have vokset sig saa fast til hans Hjerte, at der aldrig behøvedes megen Overtalelse for at faa ham til at opgive Tanken om et Opbrud. Saa havde han nu ogsaa hidtil — i hvert Fald indtil den allersidste Tid — haft tilstrækkeligt at gøre der paa Egnen med |166| Landmaalervirksomhed og mindre Vej- og Broarbejder, som havde givet ham et godt Underhold. Han var endog omsider bleven en gældfri Mand.
Med hans Opfindelse var det derimod ingen Vegne kommen. Han havde bestandig sjeldnere følt nogen Lyst til at beskæftige sig med den, og med Lysten syntes ogsaa Evnen at være svunden. I hvert Fald fødte hans Hjerne ingen Ideer længer, og han havde nu afgørende lagt Sagen paa Hylden. Oppe paa Højen bagved Huset, hvor han i sin Tid havde tænkt sig sin Forsøgsmølle rejst, stod nu en Udsigtsbænk, og her sad han og Inger ofte sammen og saae paa Solnedgangen og smaasnakkede om Dagens Hændelser, mens Børnene legede i Græsset omkring dem.
Det var som oftest Inger, der førte Ordet. Han, den meget talende, var med Aarene bleven ordknap. I enkelte Øjeblikke og navnlig i sit Forhold til Børnene kunde han dog til Gengæld blive næsten overgiven. I det hele skiftede hans Sindsstemning saa hyppig og med en saadan Pludselighed, at det til Tider foruroligede Inger. Allerbedst som de sad og talte sammen i god Forstaaelse, kunde han blive tavs og fraværende, som om hans Tanker var bleven indfangede af et eller andet, som han ikke gerne talte om. I Timer, ja i Dage kunde denne Indesluttethed vare, og da maatte man helst lade ham gaa og passe sig selv og ikke forsøge at trænge ind paa ham med Spørgsmaal.
|167|I det første Aar af deres Ægteskab havde Inger — ligesom sine Forældre — opfattet denne Mangel paa Sindsligevægt som en Frugt af hans Bekendtskab med Pastor Fjaltring. Senere havde hun ment, at det var den ulyksalige »Opfindelse«, som plagede ham. Dengang han endnu arbejdede paa den, havde han bestandig været misfornøjet, havde aldrig kunnet faa Ro nok men ladet sig forstyrre af den ringeste Støj i Huset og stadig beklaget sig over Rengøringen og Vinduespudsningen, der — som han havde paastaaet — altid forjog ham fra hans Værelse, naar han følte sig allerbedst oplagt. Hun havde derfor ogsaa gjort sit til, at han endelig slog Sagen af Tankerne. Nu var hun mest tilbøjelig til at sætte hans Stemningers Uberegnelighed i Forbindelse med hans legemlige Sygelighed, der paa samme Maade ytrede sig anfaldsvis, og som i det hele gjorde ham ømtaalig og pylret. Anden Forklaring gav han da heller ikke selv.
Det var nu igen bleven Høst; i Haven modnedes Bærfrugterne, og Inger havde travlt med at sylte og koge hen.
En Dag i Begyndelsen af September sad hun ude paa en Bænk under det store Valnøddetræ i Haven, hvor hun gerne tilbragte en Timestid om Eftermiddagen, mens Børnene fik Lov til at tumle sig udenfor paa Marken under Barnepigens Opsigt. Ordenskær, som hun var overholdt hun saavidt |168| muligt en bestemt Tidsinddeling af Dagen; og denne Time under Valnøddetræet var for hendes Vedkommende viet til Eftertanke, Planlæggelser og Betragtninger. Hun havde et stort Smækkeforklæde paa og holdt i Skødet et Lerfad fuldt af mørkerøde Kirsebær; et tomt Fad stod ved Siden af hende paa Bænken, og heri lagde hun Bær ved Bær efter først omhyggeligt at have udtaget Stenene af dem med en Naal. Som i alt, hvad hun foretog sig, var der noget let og yndefuldt i den Maade, hvorpaa hun med sikre smaa Bevægelser udførte Behandlingen, mens den pragtfuldt røde Saft dryppede fra de hvide Fingre. I Løvet over hendes Hoved viste sig de første høstlige Tegn. Et dødt, blegt Blad grinede hist og her frem mellem de grønne. Selv var hun midt i sin Højsommer, fuldmoden, yppig, næsten lidt matroneagtig trods sine kun syvogtyve Aar. Den legemlige Svaghed, der havde hæmmet hendes Udvikling under Opvæksten, var forsvunden med Giftermaalet. Hun følte sig kærnestærk og havde til sin Glæde og Stolthed selv kunnet amme sine Børn.
I Grunden var hun ogsaa lykkelig i sit Ægteskab, omend rigtignok paa en anden Maade, end hun havde tænkt at blive. Trods sit Sinds Ustadighed var Per en baade kærlig og omhyggelig Ægtefælle; men den galante Riddersmand, hun havde drømt om, var han ikke bleven. Til Tider undrede hun sig da ogsaa over, at hun alligevel |169| holdt saa meget af ham, som hun gjorde. Selv med hans Luner bar hun over, fordi de talte til hendes Moderlighed. Under disse stadig tilbagevendende Anfald af mørke Stemninger — der tilmed var bleven hyppigere og langvarigere med Aarene — betragtede hun ham som en syg Mand, med hvem man ikke maatte gaa i Rette. Og desuden saae hun godt, at han altid selv var den, som led mest under dem.
Han havde netop for Tiden en af sine vanskelige Perioder. Det havde Dagen før været den lille Hagbarths Fødselsdag, og Per havde endnu om Formiddagen været i sin allerfornøjeligste Stemning. Han var tidlig om Morgenen gaaet ud for at plukke Markblomster til at pynte Huset med, og da Børnene var kommen op, havde han leget »Kuk« og »Saltebrød« med dem ude i Haven. Børnene var henrykte, og hun havde bag Sovekammervinduet selv moret sig over at se ham krybe paa alle fire bag om Buskene for at skjule sig. Saa var Posten kommen, og Legen hørte op. En Timestid efter, da hun kom ind til ham i hans Stue, saae hun straks, at han ikke længer var den samme. Han sad henne ved Vinduet med Avisen i Skødet, og der var kommen disse sorteblaa Skygger under Øjnene, som hun kun altfor godt kendte. Ved det festlig dækkede Middagsbord havde han til Børnenes tydelige Forbavselse og Skuffelse næsten ikke sagt et Ord; |170| og da Bedsteforældrene ved Kaffetid kom kørende for at ønske til Lykke, havde han grebet et Forretningsanliggende som Paaskud til at tage bort og var ikke vendt tilbage før til Aftensmaden.
Der var noget i den Pludselighed og Voldsomhed, hvormed disse tungsindige Stemninger overfaldt ham, som i den sidste Tid paa en uhyggelig Maade havde mindet hende om den afdøde Hofjægermester. Ogsaa hos denne havde Sindets sygelige Ømfindtlighed sikkert staaet i Forbindelse med hans legemlige Svaghed, maaske med den Kræft, der blev hans Død. Hun havde da ogsaa gjort sig selv det Løfte engang at tale alvorligt til Lægen derom.
Men nu vaktes hun op af sine Tanker ved et Glædesraab oppe fra Højen. Det var den lille Hagbarth og hans ældste Søster Ingeborg, der var kravlet derop for at holde Udkig efter Faderen og som nu havde faaet Øje paa ham og »Blakken« ude paa Vejen. Uden Tanke paa Gaarsdagens Skuffelser viftede de med deres Hatte og raabte Hurra.
Inger rejste sig og gik ind med sine Fade for at give Pigen Ordre til at sætte Pers Middagsmad frem. For ikke at gøre Brud paa Husets Orden havde Per selv bestemt, at der ikke skulde ventes paa ham, naar han ikke kunde være hjemme til sædvanlig Spisetid. Nu blev der i Hast dækket Bord. Inger havde personlig sat Portionerne af til ham — det var Sødgrød med hjemmebrygget |171| Øl og røget Aal med stuvede Kartofler — og hun havde ikke øst op med en Teske. Per havde været borte siden om Morgenen, havde blot haft nogle Stykker Smørrebrød med i Lommen, og hun vidste, at han efter et saadant daglangt Ophold i det Fri vendte hjem med Ulvehunger. Det var ogsaa aldeles som med Hofjægermesteren, hos hvem Sindets Nedtrykthed heller aldrig havde angrebet Appetiten. Tværtimod. Hun huskede endnu, hvorledes han i sit allersorteste Humør næsten havde været umættelig.
Per og »Blakken« holdt nu udenfor i Gaarden, omringet af Børnene og Hønsene og Barnepigen; kort efter kom desuden Gaardskarlen. Ogsaa Per var bleven fyldig i de forløbne Aar; men han havde ikke Ingers sunde Ansigtsfarve, og det vildt groende Skæg og hans i det hele lidt forsømte Ydre gjorde ham ældre af Udseende, end han var. Fra Barnepigens Arm rakte »Stumpen« sig op imod ham for at faa et Kys, og de to ældste var allerede kravlet op ad hver sit Hjul og sad paa Sædet ved Siden af ham og sloges om Pisken. Inger stod inde bag det aabne Køkkenvindu og betragtede Scenen med moderlig Henrykkelse.
Lidt ublidt frigjorde Per sig tilsidst for de mange ivrige Barnearme og steg ned af Vognen, idet han gav Karlen en Ordre med Hensyn til Hesten.
|172|»Har her været Nogen?« spurgte han, da han var kommen til Sæde i Spisestuen og — uden at tænke paa, hvad han spiste — havde sat de første, forsvarlige Mundfulde tillivs.
»Nej, vi har været ganske ene,« svarede Inger; hun havde taget Plads ved Bordet med et Strikketøj for at underholde ham.
»Var der noget med Posten?«
»Nej, kun Avisen.«
»Der er vel ikke noget Nyt i den?«
»Jeg veed det saamænd ikke. Jeg har ikke læst den«. ¹
Der blev et lille Ophold.
»Læste du heller ikke Avisen igaar?« spurgte han ligesom tøvende.
»Igaar? Det tror jeg ikke. Var der noget i den?«
»Naa — næ — der var bare igen et Referat af Forhandlingerne paa det Ingeniørmøde i Aarhus.«
»Du burde vist have været med til det Møde, Per. Det interesserer dig dog.«
»Hvad skulde jeg der? Jeg kender ingen af de Folk ... Desuden er jeg jo heller ikke Ingeniør.«
»Kommer der da ikke ogsaa Landmaalere?«
»Det tror jeg ikke.«
»Men du er dog optaget af, hvad de forhandler.«
»Aa ja — engang imellem.«
»Hvad stod der da i det Referat, du taler om?«
|173|»Aa — det var forresten bare en Forhandling om et vestjysk Kanal- og Frihavnsprojekt med Hjertingbugten som Basis. Det er det, som rundtom i Aviserne gaar under Navn af det Steinerske Projekt. Forresten er det — som du maaske husker — den samme Ide, jeg selv engang har haft.«
»Ja, var det ikke derom, du skrev din Bog?«
»Jo — det var derom, jeg skrev min Bog.«
»Er der da nu Tale om, at Planen skal udføres?«
»Det tror jeg ikke. Det københavnske Frihavnsprojekt er jo nu en fastslaaet Ting. Det var med det, at det andet konkurrerede.«
»Men saa er det da underligt, at de bliver ved at snakke om det.«
»Aa, det er den jyske Lokalpatriotisme, der skal ha'e Luft engang imellem. Og for Hr. Steiner er det vist meget fordelagtigt, at Diskussionen holdes gaaende. Han gør da ogsaa, hvad han kan, for at holde Liv i den. Det er jo en storartet Reklame for hans Navn. Det lader da ogsaa til, at han har været Genstand for formelige Ovationer ved Mødet. Ved den store Middag forleden — Champagnen har rimeligvis flydt lidt rigelig, — blev han i en Skaaltale kaldt for Danmarks Lesseps. — — Har du noget mere Grød?«
»Nej — det er kedeligt — vilde du have haft fler'? Men der er rigeligt af Eftermaden.«
»Ja, — Tak — saa er det godt.«
|174|»Du skal forresten ikke spise dig for mæt. Husk paa, vi skal til Apotekerens iaften.«
Per skar en fortrædelig Grimace.
»Det er sandt! Det havde jeg glemt! — Hør, skulde vi ikke snart begynde at sige Nej til de Indbydelser? Vi har dog ingen Fornøjelse af den Slags Selskabelighed.«
»Nej synderlig morsomt bliver der vist ikke. Og jeg blev saamænd ogsaa helst hjemme. Men det kan dog ikke gaa an, at vi fornærmer Folk. Heller ikke for Fa'ers Skyld. Han vilde ikke synes om det. Folk finder vist, at vi allerede afsondrer os mere, end vi har Lov til.«
Herpaa fik hun ikke noget Svar, men Per spiste videre i Tavshed. Bagefter fulgtes de ind til Kaffen, som imidlertid var bleven bragt ind i hans Stue.
Denne laa paa den anden Side Gangen og var et temmelig indsnevret og mørkt Rum med et Gavlvindu ud til Markerne og en Tapetdør, der førte ind til Sovekammeret. Pers oprindelige — store og solrige — Arbejdsværelse havde han, efterhaanden som Familjen forøgedes, maattet afstaa til Børnene; og i Grunden befandt han sig ogsaa nok saa godt i dette mere beskedne, stille og afsidesliggende Kammer, som mindede ham om hans Ungdoms Enebo paa Frederiksberg og i Nyboder. Det fandt end ikke altid Paaskønnelse hos ham, naar Inger søgte at live lidt op derinde |175| med nogle friske Blomster eller et Par Potteplanter. Han taalte ikke godt Blomsterduft. Og Naturens lysmættede Farver harmonerede i Almindelighed kun daarligt med de Stemninger, i hvilke han holdt mest af at hygge sig inde.
Et eneste Kunstværk saaes der i Stuen; det var et stort Marmorhoved, som var anbragt oppe paa den velfyldte Reol og knap fandt Plads der under det lave Loft. Det forestillede en ung, næsten skægløs Mand med kruset Haar, en bred og kraftig Pande, en regelmæssig Næse og en smukt formet Mund, der — ligesom paa klassiske Byster — stod en lille Smule aaben for at forhøje Indtrykket af Liv. Hovedet drejede stærkt til Siden, hvorved der forekom et virkningsfuldt Muskelspil paa den svære Nævefægterhals. Fra Panden trak en dyb Viljesfure sig ned mellem de omtrent sammenvoksede Bryn; Blikket var bydende, Smilet lyste som i et Overmaal af Mod og Ungdomskraft.
Det var hint idealiserede Ungdomsportræt af Per, som paa Bestilling af Baronessen var bleven modelleret under hans Ophold i Rom. Hofjægermesterinden, der havde set sig nødt til at indløse det paa sin Søsters Vegne, sendte det i sin Tid til Inger som Bryllupsgave. Men Inger fandt Bysten i enhver Henseende afskyelig og vilde sætte den op paa Loftet. Tilsidst fik den Lov til at staa ovenpaa et Hjørneskab i Spisestuen, hvor den |176| ikke faldt i Øjnene. Men Per, som efterhaanden fattede en sær Kærlighed til den, havde en Dag taget den ind til sig selv; og trods Ingers Forsikringer om, at det ikke passede sig at have sit eget Billede i sin Stue, havde han ikke siden villet af med den.
Mens nu Mørket faldt paa inde og ude, sad de hver i sin Ende af Stuen og talte om Børnene og Husholdningen. Per havde tændt sig en Cigar og sat sig hen til Vinduet med sin Kaffekop. Det var stadig Inger, som førte Ordet, idet hun samtidig passede sit Strikketøj. Blandt andet fortalte hun om, hvordan den lille Hagbarth ganske af sig selv havde fundet paa at lave en Dukkevogn til sin Søster af en gammel Træsko. Han havde altid saa mange morsomme Indfald, den Dreng. Og saa sad der et Par Hænder paa ham, der ikke gav tabt overfor nogen Vanskelighed.
Per var bleven opmærksom.
»Ja, han kan blive flink,« sagde han, mest som til sig selv, og faldt i Tanker.
Et Øjeblik efter snurrede Inger Garnet omkring sine Pinde og gik ind i Sovekammeret for at klæde sig om til Selskabet. Per blev siddende, og da hun var gaaet, strakte han sig frem mod sit Arbejdsbord for at tage en sammenlagt Avis, som laa skjult der under nogle Bøger og Tegneruller. Men da han i det samme hørte hende komme |177| tilbage, trak han hurtig Haanden til sig og gav sig til at se op paa de røde Aftenskyer.
Apoteker Møller var Rimalts største Skatteyder. Han holdt nok af at minde herom i Samtaler paa Tomandshaand, og naar han havde indbudt til Selskab, satte han en Ære i at vise, at han kendte en velstaaende Mands Forpligtelser overfor sine mindre begunstigede Medborgere. Da Gæsterne ved Syvtiden var bleven samlede, førtes de ind til et Bord med tre Glas foran hver Dækning og smaa, friskbagte Brød inde i Servietterne. Værten havde da ogsaa den Tilfredsstillelse at høre, hvorledes man rundt om ret højrøstet slog fast, at hans Bord ubestrideligt var Egnens bedste.
At Maden ikke just var tilberedt af nogen Mesterkok, og at Vinflaskernes Indhold paa ingen Maade svarede til de fornemme Navne paa Etiketterne, forringede ikke Nydelsen for Nogen. Det var ikke Folk med kræsne Ganer. De bedømte Retterne væsenlig efter deres Masse, svælgede i Synet af Overfloden og gav sig ubekymret hen til den Opgave at tilegne sig saa meget af den, som de kunde rumme.
Ogsaa i sin personlige Optræden hævdede Apokeren sit Ry som en fortræffelig Vært, idet han |178| ikke lod det skorte paa Opfordringer til at fylde sig. Uafladelig hørte man hans Stemme gennem Gaffellarmen:
»Mine Damer og Herrer! De maa virkelig lade disse farcerede Duer vederfares Retfærdighed ! — — Hr. Stationsforstander! Jeg haaber, denne Chateau Beychevelle gefaller Dem. — — Min Frue! Sauternes er Damevin! Behag at drikke! — — Hr. Sidenius! Har Deres Glas fornærmet Dem? De drikker ikke noget. Maa jeg have den Ære —! Mine Herrer! Denne London Club 1879, som jeg har ladet omskænke, bør drikkes med Andagt. Jeg beder Dem tage for Dem og sige mig Deres Mening.«
Efter med Kendermine at have indsnuset Vinens Buket tømte Herrerne Glassene, smækkede velbehageligt med Tungen og brød ud i oprigtig mente Lovtaler.
»Hvad jeg vil kalde en passende Middelfylde,« erklærede Dyrlægen.
»Falder fortrinligt paa Tungen,« ytrede Stationsforstanderen.
»En Gudedrik!« lød det fra den nye Realskolebestyrer, Kandidat Balling, der i det samme rejste sig for at udbringe Værtens Skaal.
Denne Mand var den tre Alen lange Balling med Løvemanken, som Per i sin Tid havde truffet i Philip Salomons Hus. Han lignede, hvad det Ydre angik, ganske sig selv fra gamle Dage; og |179| skønt hans indre Menneske i Mellemtiden var bleven døbt, var han lige saa krigersk sindet som dengang; kun bekæmpede han nu, hvad han før havde besunget. Han havde de sidste Aar i høj Grad haft Lykken med sig. Efter at alt var slaaet fejl for ham inde i Hovedstaden, havde han søgt Trøst i Provinsen og her hurtig fundet den saa længe og heftig attraaede Paaskønnelse. Han galdt nu for en Mand af Betydning ikke alene her i Rimalt, hvor man var stolt af at have en virkelig Skribent i sin Midte, men ogsaa rundt om i Landet, ja selv i København. Hans Navn var bleven bekendt gennem forskellige af de store Provinsblade, i hvilke han optraadte som Literaturbedømmer; og som en af Verdensborgeraandens nioghalvfemsindstyve Frafaldne var han særlig af Højskolen bleven modtaget med større Varme end nogen trofast, som ikke havde haft Omvendelse behov. Hans Ungdoms stolte Drøm var gaaet i Opfyldelse, han var bleven en Bannerfører, en Holger Danske, og den opvoksende Slægt svor i god Tro til hans Navn. Her i Rimalt og Omegn var han nærved at stille selve Pastor Blomberg i Skygge. Ingers Veninde, Justitsraad og Godsforvalter Clausens ældste Datter, den djærve, fuldbarmede Gerda med de varme Øjne, Egnens i enhver Henseende solideste Parti, havde øjeblikkelig forelsket sig i ham, og for fjorten Dage siden havde de holdt Bryllup.
|180|Endnu en anden, betydningsfuld Tilvækst havde det rimaltske Selskab i den senere Tid faaet, men af en ganske anden Karakter og fra en helt anden Side af Samfundet. En Milsvej fra Stationen, paa den modsatte Kant af den, ad hvilken man kom til Bøstrup, Borup og Kærsholm, laa Herregaarden Budderuplund. Ejeren, Etatsraad Brück, var en ældre Mand af gammel bekendt holstensk Storproprietærslægt. Han var meget velhavende og havde kun en eneste Søn, der havde levet en Række Aar i Udlandet for sin Uddannelses Skyld men nu var kommen hjem for at overtage Driften af den store Ejendom.
Det var en køn, kraftfuld Mand i Trediveaarsalderen med et stille, noget forlegent Væsen, der var paavirket af, at han stammede. Per havde straks følt sig stærkt tiltrukket af ham. Til Trods for, at deres Forhold og Interesser var saare forskellige — Hr. Brück var blandt andet en ivrig Jæger og Hestebetvinger og havde sin egenlige Omgang i Godsejerkrese — havde Per endog haabet at kunne knytte en virkelig Venskabsforbindelse med ham, og det havde derfor gjort ham ondt at mærke, at Sympatien ikke var gensidig. Samtidig gik det op for ham, at det var en varm Interesse for Inger, der havde ført ham ind i denne Kres, hvor han i Grunden slet ikke hørte hjemme. De to havde kendt hinanden fra Barneaarene; men Inger kunde ikke lide ham |181| og røbede det undertiden paa en næsten stødende Maade. Nogen bestemtere Grund for sin Uvilje vidste hun ikke at give. Paa Pers gentagne — lidt mistænksomme — Spørgsmaal derom svarede hun altid det samme, nemlig at han allerede som Dreng havde været hende imod. Per lagde da ogsaa Mærke til, at Hr. Brück, der havde faaet Plads skraas overfor hende, ikke havde Held med sine Forsøg paa at knytte en Samtale med hende over Bordet. Inger besvarede hans Henvendelser med en eller anden ligegyldig Talemaade og saae saa til den anden Side.
Efter Bordet fordelte Selskabet sig paa sædvanlig Provinsmaner saaledes, at Damerne blev i Dagligstuen, mens Herrerne trak sig ind i Kontoret for at kunne ryge Tobak og give Snakken løsere Tøjler. Her frigjorde man sig i al Magelighed for den sidste Rest af Selskabstvang, fortalte Historier, drak Likører, nød sine Opstød eller smaablundede.
Per var kommen til at sidde saaledes, at han fra sin Plads kunde holde Øje med, hvad der foregik i Dagligstuen. En Hængelampe med mørkerød Skærm lyste over Divanbordet, og rundt om dette sad Damerne som i et Brandskær og hæklede eller broderede. Ogsaa derinde fløj Ordene frit fra Læben; og det var ikke svært at se, hvorom Talen drejede sig. Kun Husholdningsbesværligheder og Tjenestefolk var i Stand til at |182| fremkalde en saa almindelig Livlighed. Selv Inger havde trods al sin ydre Ro faaet røde Kinder af Iver.
Per, der ved mange Lejligheder kunde være saa stolt af sin Kone, ikke alene for hendes Skønheds Skyld, men ogsaa fordi hendes medfødte Takt og Smag hævede hende et Hoved op over hendes kvindelige Omgivelser, blev til Gengæld dybt forstemt, naar han saae hende sidde saa veltilpas i et Selskab som dette. Skønt hun selv gerne paastod det modsatte, følte hun sig i Virkeligheden fuldkommen hjemme mellem den Slags Folk. Først naar Sladderen førtes udenfor Ærbarhedens Grænser, trak hun sig tilbage i sig selv. Af den undertiden noget frie Tone, der var i Brug mellem de rimaltske Damer, naar de sad alene sammen, havde hun ikke ladet sig smitte. Med den Korrekthed i Væsen og Tænkemaade, der havde kendetegnet hende allerede i hendes Pigedage, lukkede hun ogsaa i sin Fruestand Øjne og Øren for alt, hvad der kunde støde hendes kvindelige Finfølelse. Der var heri noget af den blombergske Farisæisme. Hvad hun ikke ønskede at vide, det hørte hun ikke. Hvad det faldt hende ubelejligt at tro paa, det troede hun ikke paa. Derfor kunde hun være Veninde baade med Apotekerens og Stationsforstanderens Frue, skønt det var en offenlig Hemmelighed, at den første var Kæreste med den sidstes Mand, og at de samtidig|183| begge var forelskede i Kandidat Balling. Derfor kunde hun med en af sin Faders Vendinger tale om »det forvorpne og ugudelige Hovedstadsliv« til Trods for, at hele Livet omkring hende meget tydeligt kun var et formindsket og fortrukkent Spejlbillede deraf, og at der baade i de idyllisk udseende Bøndergaarde og i de medynksvækkende Husmandshytter temmelig aabenlyst foregik de uhyggeligste Ting.
Per følte en Haand lægge sig tungt paa hans Skulder. Bag hans Stol stod en ældre, rødnæset, lidt vaklende Herre, der ved Øjenblinken og stumme Tegn bad ham følge med udenfor. Det var Hr. Hummelgaard, en af Realskolens Lærere, som altid paa et tidligt Tidspunkt overvældedes af Bordets Nydelser. Da Per ikke straks forstod ham, hviskede Manden ham hemmelighedsfuldt og indsmigrende ind i Øret, at han meget ønskede en Samtale med ham under fire Øjne.
Per følte selv Trang til lidt frisk Luft og fulgte ham. Men næppe var de kommen ud i Haven, der laa foran dem i et pragtfuldt Maaneskin, før den berusede Mand faldt ham grædende om Halsen og kaldte sig det ulykkeligste og mest forladte Guds Barn paa Jorden. Per blev ikke videre overrasket; han havde engang før været Offer for disse den halvgamle Pebersvends Ømhedsanfald, hvormed der overalt blev gjort saa mange Løjer. Han søgte i Hast at frigøre sig |184| for den ubehagelige Omfavnelse, men det var slet ikke saa let at holde sig ham fra Livet; Per maatte lægge alle sine Kræfter i for at vriste hans lange, magre Arme fra sin Hals.
»Nu skal De gaa hjem, Hummelgaard,« sagde han bydende. »De kan ikke vise Dem igen for Selskabet i den Tilstand. Se nu at komme lidt til Dem selv, saa skal jeg følge Dem.«
Manden adlød og fulgte ham som en Hund.
De havde kun et halvhundrede Skridt at gaa. Hr. Hummelgaard boede til Leje i et lille Hus skraas overfor Apoteket. Per vilde hjælpe ham op ad den to Trin høje Trappe; men heraf benyttede han sig straks til et nyt Forsøg paa en kærlighedsfuld Tilnærmelse. Det var med Nød og næppe, Per undgik et af hans berygtede vaade Kys. Saa blev Manden staaende aldeles utrøstelig opad Dørstolpen med Hænderne for Ansigtet og vilde ikke gaa ind. Det var et Fif, han sædvanlig brugte for at faa de Folk, der fulgte ham hjem, til at behandle ham som et hjælpeløst Barn og følge ham ind i hans Stue, klæde ham af og lægge ham i Seng. Men Per vendte sig med Væmmelse fra ham og gik tilbage til Selskabet.
Her var Kandidat Balling i Mellemtiden bleven kaldt ind til Damerne for at underholde dem; de andre Herrer var i Færd med at fordele sig ved Spillebordene, og Per blev anbragt paa et L'hombreparti sammen med Stationsforstanderen og Dyrlægen.|185| Inde i Dagligstuen blev der i Aftenens Løb nu og da musiceret lidt af Værtinden. En anden Dame lod sig efter megen Tøven overtale til at synge en Romance; og da hun først var begyndt og havde gjort Lykke, kunde man ikke faa hende til at holde op igen.
Saaledes slæbte Timerne sig hen til Klokken halv elleve, da Desserten blev bragt ind. Blege og rødøjede af Søvnighed sad de gode Husfruer paa deres Pladser omkring Divanbordet og gjorde sig ikke engang længer nogen Umage for at tage sig ud. Enkelte af dem gabede endda ret ugenert bag deres arbejdsmærkede Haand. Selv Ingers Øjenlaag var bleven tunge og drømmende. Hos Værtinden og hos Stationsforstanderens Frue sporedes derimod en stærk nervøs Uro. Kandidat Balling havde nemlig sammen med sin unge Kone trukket sig tilbage til det tomme Kabinet, hvor der i Øjeblikket kun brændte en svagt lysende Ampel. Ikke mindre end fire Gange havde man forgæves kaldt dem ind til Desserten; og da de endelig kom, fremstillede Gerda sig med et Par Kinder og et Haar, der røbede, hvad hun aabenbart heller ikke brød sig om at lægge Skjul paa.
Kort efter brød man op. Gruppevis fulgtes man hjemad gennem den lille maanebelyste By og samledes igen foran de forskellige Havelaager for at tage en omstændelig Afsked.
Inger gik sammen med Stedets Læge en midaldrende,|186| forstandig Mand, som havde kendt hende fra Barnsben. De gik et Stykke bagved de andre og talte alvorligt sammen om Per.
»Lagde De Mærke til, Doktor, at min Mand var usædvanlig tavs iaften?«
»Aa ja — nu, De siger det. Er der gaaet ham noget imod?«
»Det tror jeg ikke. Men — ja, jeg maa sige det, som det er — De veed jo, at min Mands Humør i det hele er lidt tungt. Jeg er i den sidste Tid virkelig bleven lidt ængstelig derfor. Tror De, han kan gaa med en eller anden skjult Sygdom?«
Lægen betænkte sig lidt og sagde saa:
»Jeg er glad ved, at De selv spørger mig. Jeg har netop tænkt paa, at jeg vistnok burde tale med Dem derom.«
Inger blev heftig forskrækket over Lægens alvorlige Tone og standsede.
»Doktor!« næsten raabte hun og greb om hans Arm.
»Nej, kære — bliv ikke bange. Det var ikke saadan ment. Deres Mand er jo nok en Del nervøs. Og disse Anfald af Svimmelhed og de Sidesting, han undertiden klager over, kan jo være ubehagelige nok maaske. Men nogen Grund til Bekymring giver de ganske sikkert ikke.«
»Men hvad er det da, Doktor? De mumler saa underlig i Skægget.«
|187|»Ja ... altsaa ... jeg mener ... ja, det er sært at sige det, men tror De ikke, Deres Mand har for lidt at bestille?«
»Men han er jo næsten daglig paa Farten fra Morgen til Aften. Det veed De jo godt.«
»Jamen, er det noget Arbejde, der rigtig optager ham? Jeg har i hvert Fald tænkt mig, at han kunde trænge til en større, mere omfattende Virksomhed, der ikke levnede ham Tid til at beskæftige sig saa meget med sig selv.«
»Jeg har undertiden tænkt paa det samme,« sagde Inger efter et lille Ophold. »Men nogen Udsigt til her at faa en saadan Virksomhed er der jo ikke.«
»Nej, — det er der desværre ikke.«
»Vi maatte altsaa flytte herfra — ind til en By, maaske til København —.«
»Det maatte De sikkert. Og det vilde være et stort Savn for os, der blev tilbage. Men jeg tør dog ikke derfor ønske, at De vil betragte mig som en slet Raadgiver.«
»Jeg har, som sagt, selv tænkt derover,« sagde Inger. »Men jeg er overbevist om, at min Mand netop har bedst af at leve i Ro paa Landet. Det mener han ogsaa selv. Med de mange Hensyn, han maa tage til sit Helbred, vilde han slet ikke kunne overkomme nogen anstrengende Beskæftigelse.«
»Jeg gad vidst, om De i dette Stykke ogsaa |188| bedømmer Deres Mand helt korrekt. Med alle sine Smaaskrøbeligheder er han dog ikke saa lidt af en Kraftnatur, som vist kræver noget tungt at tumle med. Og — ja, da jeg nu engang er begyndt, lad mig saa snakke ud. Jeg veed jo, at Deres Onkel i Fiume et Par Gange har haft Bud efter Deres Mand og tilbudt ham en Ansættelse ved Værftet dernede. Kunde De slet ikke tænke Dem at flytte ned til Adriaterhavets højt besungne Kyst —?«
»Og blive brændt inde af Røvere?«
»Ja, Egnen skal jo rigtignok være lidt usikker. Men Klimaet vilde passe Deres Mand udmærket. Det er Sol og Varme, han trænger til. Jeg er overbevist om, at nogle Aars Ophold i fremmed Luft vilde gøre Underværker.«
Inger var bleven tavs. Hun havde uvilkaarlig trukket sig lidt bort fra ham og saae ikke op. Kort efter standsede ogsaa Doktorens Tale af sig selv, idet de naaede hans Hus, hvor det øvrige Selskab allerede en Tid havde staaet og ventet paa ham for at sige Farvel.
Per og Inger havde længst hjem og maatte deltage i den hele Række Afskedsscener. Inger havde stille stukket sin Arm ind under Pers, og da de endelig blev ene, trykkede han den ind til sig med et Udbrud af den heftige Længsel, der kunde opstemmes hos ham en saadan Aften mellem Fremmede. Inger smilte glad og lagde sin |189| Kind til hans Skulder. Og saadan gik de nu langsomt mod Hjemmet i den stille, klare Maanenat. Engang standsede de endog helt i Skyggen af et af Vejens Træer for at udvekslet et Bebudelsens Kys.
Da de kom hjem, skulde Inger ulykkeligvis ud i Køkkenet i et Husholdningsanliggende. Hun var kommen til at tænke paa nogle Agurker, som Kokkepigen skulde lægge i Lage, og hendes husmoderlige Pligtfølelse tillod hende ikke at gaa til Ro, før hun havde forvisset sig om, at hendes Ordre var efterkommet. Saa saae hun med det samme indenfor i Barnekammeret for at forhøre hos Pigen, hvorledes Aftenen var gaaet.
»Tænk, Ingeborg har igen haft daarlig Mave,« sagde hun, da hun kom ind til Per, der imidlertid havde tændt Lampen i sin Stue. Han sad ved Arbejdsbordet med en Bog foran sig og lod, som om han læste.
»Ja saa,« sagde han blot og vendte et Blad.
Hun kendte Tonen. Nu saae hun ogsaa, at han havde tændt sig en ny Cigar.
»Vil du blive siddende oppe?« spurgte hun.
»Ja, jeg er ikke søvnig.«
Hun gjorde ikke noget Forsøg paa at tale ham tilrette. Hun vidste, hvor frugtesløst det var at ville indvirke paa hans Stemninger ved Ord. Fuldkommen rolig — for ærekær og kysk til paa nogen Vis at røbe sin Fortrydelse — gik hun hen |190| til ham, strøg Haaret fra hans Pande og kyssede ham paa den ene Tinding.
»Godnat, min Ven.«
»Godnat,« sagde han uden at røre sig.
Da hun var gaaet, skød han Bogen fra sig og sad nogen Tid med Haanden under Hovedet og saae ind i den sydende Lampeflamme. Saa tog han den sammenlagte Avis, han havde holdt skjult under nogle Bøger og Tegneruller, og bredte den ud foran sig paa Bordet. Det var Gaarsdagens Avis — et af Jyllands større Provinsblade — med Referat fra Teknikermødet i Aarhus. Hans Blik slog straks ned paa et Sted i anden Spalte, hvor der stod:
»Eftermiddagsmødets Hovedforhandling drejede sig om det bekendte Steinerske Havneprojekt, der er vore Læsere bekendt gennem forskellige Meddelelser her i Bladet. En særlig Interesse knyttede sig til Forhandlingen derved, at denne indlededes af selve Planens navnkundige Ophavsmand, som baade ved sin Tilsynekomst paa Talerstolen og efter sit instruktive Foredrags Slutning lønnedes med et demonstrativt Bifald.«
Aarenettet i Pers Tindinger var svulmet op under Læsningen. »Den frække Karl!« stødte han frem mellem Tænderne. Det havde i de senere Aar næsten ikke været muligt at tage en Provinsavis i Haanden uden at støde paa hans Navn. Denne »smarte« Herre var paa vej til at blive en slags jysk Nationalhelt. Overalt var paafærde, |191| holdt Foredrag, lod sig interwieve af Bladmænd, iscenesatte i det hele en planmæssig Forherligelse af sig selv og sin »Mission«.
Der var bleven nattestille rundt omkring Per. En dugbetynget Rosengren slog udefra blødt mod Vinduesruden. Inde i Dagligstuen paa den anden Side Gangen hørte han Uret slaa Tolv.
Han trykkede Haanden ind mod Øjnene og sad længe saaledes uden at røre sig. Denne »sideniuske« Arv — den havde dog alligevel været hans Livs Forbandelse! Om den maaske ogsaa havde frelst ham fra at gaa til Grunde i Verdslighed som en Dyhring eller en Løjtnant Iversen, — var det da bedre eller mindre forsmædeligt at sidde her afmægtig og langsomt fortæres af en gildingsagtig Livshunger? Hans Liv var spildt, hans Kraft forødt! Han var som et Ur, hvoraf man Stykke for Stykke havde udpillet Fjeder, Kæde, alle Værkets Drivkræfter, og af hvilket det alligevel forlangtes, at det skulde vise Tiden.
Han løftede langsomt Øjnene op til sin Reol, hvor Marmorbysten lyste i Halvmørket under Loftet. Ved dette Billede, som han engang havde ønsket at kunne sønderslaa, hang hans Blik nu ofte med et næsten ømt Udtryk. Han var paa Vej til at blive forelsket i sin egen Ungdom. Om han ogsaa dengang havde været en uforstaaende, fripostig og indbildsk Knægt, maaske i mangt en Nar, i andet en Lømmel, i et og alt en sjælløs |192| Krop, det var dog Livets egen Musik, der havde sunget i hans Blod og fortonet sig i hans Drømme. Nu var der bleven stille og genlydende tomt i hans Indre. Kun en enlig Skalmeje var bleven tilbage af det store Orkester, som havde larmet disharmonisk derinde. Den klang saa klagelig henover Ødet.
Den, som var ene og forladt, den, der sad og frøs paa Livets Skyggeside, han havde det vel mangen Gang ondt nok; og dog kunde netop Bevidstheden om at være forurettet og forskudt blive ham en Trøst i Nøden; altid havde han enten sit Haabs eller sin Harmes Ild at varme sig ved. Aldrig var han saa ynkværdig som den, der midt i Solskinnet gennemisnedes af Dødens og Gravens Kulde; som sad til Højbords ved Livets kongelige Taffel og fortæredes af Sult; som daglig saae alle sine Længsler og Drømme blive levendegjort omkring ham og dog angstfuld maatte fly. Men netop denne Skæbne havde været hans.
Hjemmet, Arnen, Freden; det var, hvad han nu havde tilbage. Tre Skæpper og et Fjerdingkar Jord var der bleven levnet ham af den Verden, han i sin Ungdoms lykkelige Overmod havde villet erobre. I Ingers Kærlighed, i Børnenes Livsglæde, i Hjemmets Hygge og Fred var der givet ham Erstatning for, hvad der manglede. Og — han vidste det godt — paa en vis Maade var han ikke bleven forurettet. Han følte det selv |193| som en dyb Utaknemlighed af ham at beklage sig. Han kunde blot ikke glemme, at han engang havde holdt et Scepter i sin Haand.
Derfor maatte Inger heller ingenting vide om alt dette, hvori hun var saa ganske uskyldig. Hun vilde nu ikke engang kunne forstaa hans Savn, — det havde han kun altfor tydeligt mærket de Gange, da deres Samtaler var kommen til at krese om det. Og var det i Grunden saa underligt? Han forstod jo ikke selv tilbunds sin uovervindelige Afmagt. At han havde faaet sit lille Hjem kært, at Inger nødig vilde bort fra sin Barndomsegn, at han ogsaa selv med Aarene var bleven noget af et Vanemenneske — det forklarede altsammen ikke den trolddomsagtige Magt, hvormed denne Jordplet trods hans ofte knugende Ensomhedsfølelse holdt ham fangen. Frygten for, at han ikke andetsteds skulde kunne forsørge Familjen, var det heller ikke, der holdt ham tilbage. Foruden Indbydelsen fra Ingers Onkel, som aldrig havde fristet ham, havde han afslaaet forskellige andre, ganske lokkende Tilbud, og han havde desuden faaet en Velynder i selve Amtmanden, som havde været meget optaget af hans Aaregulering og flere Gange ganske uopfordret havde lovet at anbefale ham baade til Indenrigsministeren og til Vandbygningsdirektøren, der begge var Mandens personlige Venner.
Allermindst var det hans Helbred, der ængstede|194| ham. Naar han overhovedet tog Hensyn til sin Sundhed, var det mest for Ingers og Børnenes Skyld. Den Dødsfrygt, der i hans Ungdom havde blæst ham Marven ud af Knoklerne, saasnart han fejlede noget, havde han forlængst overvundet. Det var snarere med en Følelse af Misundelse, han nu ved Begravelser saae Kisten forsvinde i Jordens Mørke, og der var Tider, da ingen Lyd syntes ham saa forjættelsesfuld som de smaa, hule Drøn, der lød op fra Graven, naar de tre Skovlfulde Jord faldt paa Kistelaaget, — Dødsrigets Ekko, Intethedens Svar og trøsterige Forsikring.
Undertiden havde han spurgt sig selv, om det ikke vilde være det allerbedste ogsaa for Inger, i Fald han døde. Hun var jo endnu ung og smuk. Rimeligvis vilde hun da gifte sig igen, og hun vilde saa nok blive fuldt ud lykkelig. Han havde ofte maattet tænke paa, om der ikke i hendes Uvilje mod den unge Proprietær Brück skjulte sig en instinktmæssig, ubevidst Frygt for hans Beundring, maaske ogsaa for hans mandige Skønhed og Kraft. Der var saa meget i Inger, der endnu slumrede, og som han for sit Vedkommende ikke havde haft Taalmodighed og maaske heller ikke Evne til at vække. Heri søgte han ogsaa nu Forklaringen paa hendes stadig lige barnlige Vedhængen ved Forældrene og Hjemmet. For den Umyndighed, hvorover han havde beklaget sig, bar han selv Ansvaret; han havde ikke formaaet |195| at bryde hendes Sjæls Jomfruelighed, og rimeligvis var det ogsaa derfor, hun altid havde haft saa ringe Tillid til hans Evner og Duelighed overhovedet. Den Spore, en Kvindes lidenskabelige Beundring kunde være for en Mand, havde han maattet savne. Og Inger manglede dog slet ikke Ærgerrighed. Han tog vist ikke fejl i, at hun engang imellem følte sig lidt trykket af at være en slet og ret Landmaalers Kone, ja han havde nogen Grund til at tro, hun i Stilhed gik og haabede paa, at han engang ved hendes Faders Indflydelse skulde kunne blive Justitsraad ligesom Godsforvalter Clausen.
Et Par Dage senere sad de ved Eftermiddagskaffen inde i Pers Værelse, Inger med noget Sytøj i Sofahjørnet, Per henne ved Vinduet med en Cigar. Efterat der i nogen Tid ikke havde været talt, spurgte Inger:
»Skal jeg gaa?«
»Nej — hvorfor det?«
»Du ser ud, som om du helst vilde være alene.«
»Nej, slet ikke. Jeg er netop glad ved, at du sidder her.«
»Der er nu ogsaa noget, jeg gerne vilde tale lidt alvorligt med dig om.«
»Hvad er det, min Pige?«
|196|»Ser du — jeg har tænkt paa, om det alligevel ikke vilde være rigtigst af os at komme herfra, før vi ligefrem tvinges til det. Du har jo selv talt om, at det begynder at blive lidt smaat med Fortjenesten. Det er vel ogsaa umuligt, at der i Længden kan blive tilstrækkeligt Arbejde for dig her.«
Per betragtede hende overrasket.
»Hvordan er du kommen til at tænke paa det netop nu?«
»Aa, vi har jo da talt om det saa ofte, Per.«
»Det har vi ganske vist. Men at du falder paa de Tanker netop nu.«
Hans Blik blev ved at hvile forskende paa hende. Hun sad bøjet over sit Sytøj og saae ikke op. Og han kom til at tænke paa, at hun havde været saa underlig stille de sidste Dage — ja, netop siden Selskabet hos Apotekeren. Blodet stormede til hans Hjerte. Skulde Frygten for Proprietær Brück være bleven hende bevidst?
»Hvor mener du saa, vi skulde flytte hen?« spurgte han.
»Det veed jeg ikke. Men Amtmanden har jo lovet at hjælpe dig til en Ansættelse.«
»Amtmanden har vist nærmest tænkt sig en eller anden Stilling ved Administrationen i København. Han kender nok Indenrigsministeren. Men til København vil du jo nødig.«
»Vil? Jeg vil i den Henseende kun, hvad du |197| anser for det rigtigste. Det er netop, hvad jeg bebrejder mig, at jeg maaske kan have holdt dig for meget tilbage. Det har jo altid været mest for Børnenes Skyld. Naar jeg tænkte paa, at vi maaske kunde komme til at bo oppe paa en Fjerdesal, hvor Børnene vilde føle sig som i et Bur, saa syntes jeg jo, det var Synd for dem. Men jeg tror nu, at det alligevel nok kan gaa. En Tid af Sommeren kan de jo være herovre hos Far og Mor og blive rigtig brunede; saa vil de med Guds Hjælp nok kunne nøjes med Byluften Resten af Aaret.«
»Og du selv, Inger?«
»Jeg?« — Hun saae op med et aabent, skyldfrit
Blik, der væltede en kvælende Tyngsel fra Pers
Bryst; han havde i de sidste Minuter siddet med
sammensnøret Strube og følt sig som en
Druknende, for hvem det sidste Dagskær slukkes.
— »Aa, for mig skal du ikke have Bekymringer. Jeg er
jo stærk nu; og selv om vore Forhold derovre — i
hvert Fald i Førstningen — vel sagtens bliver
noget indskrænkede — for andet end en
Fireværelserslejlighed gaar det da vist slet ikke an
at begynde med — saa er det jo sagtens bare noget, man
skal vænne sig til. Jeg har netop tænkt paa, at
vi vel nok bliver nødt til at sige Laura op. Hun
egner sig ikke til Byen og er desuden saa sen. Og saa vil
det vistnok ogsaa være
Per hørte hende knap længer. Han havde lagt Cigaren fra sig og sad med Albuen paa Vindueskarmen og Haanden under Hovedet. Han følte sig ganske mat efter den Angst, der var faret ham gennem Hjertet. Blodet bankede endnu rundtom i hans Krop, og som altid under stærke Sindsbevægelser gennemjoges hans højre Side af flygtige Smertefornemmelser.
»Der er kun een Ting, som bekymrer mig,« vedblev Inger paa sin rolige Maade.
»Hvad er det?« spurgte Per, og hans Øjne hvilede inderligt paa hende.
Det varede lidt, før hun fortsatte. Per betragtede imens Haanden med Synaalen, der løftedes og sænkedes med saa nydelige Bevægelser.
»Jeg har forresten længe tænkt paa at tale med dig derom. Men du har jo været saa utilnærmelig i den senere Tid.«
»Har jeg? Nu forveksler du vistnok mig med dig selv,« sagde han spøgefuldt afledende. »Det er jo netop dig, som har gaaet saa fordægtig omkring de sidste Dage. Hvad er det saa, du har haft paa Hjerte?«
»Jeg har villet spørge dig, Per, om du ikke tror, du kunde gøre dig Umage for at være noget mere for Børnene. Jeg veed naturligvis godt, at du holder af dem; men jeg kan mærke paa dem — og særlig paa Hagbarth naturligvis — at de føler det som et Savn, at du ikke tager dig noget mere af dem.«
»Hvad skal det sige, Inger? Tager jeg mig ikke af Børnene?«
»Ja, jeg veed, hvad du mener. I Øjeblikke, naar du er oplagt til det, kan det more dig at lege med dem. Og det er de jo ogsaa altid glade for. Men til andre Tider viser du dem fra dig paa en Maade, som de ikke forstaar, — og det gør dem usikre og ufrimodige overfor dig. Og nu er det, jeg er bange for, om vi skulde komme til København, hvor du sagtens vil blive meget mere beskæftiget udenom, at Børnene saa skal blive helt fremmede for dig, — og du for dem.«
»Men jeg begriber det virkelig ikke. Jeg synes dog, at jeg altid — —.«
»Du veed vist ikke rigtig, hvor meget du gaar for dig selv, Per,« afbrød Inger ham med et undertrykt lille Suk. »Naturligvis tænker du heller ikke paa det, naar du saadan altfor tydeligt lader Børnene mærke, at de er dig til Besvær. Men for den Slags har selv smaa Børn en fin Fornemmelse, kan du tro. Jeg synes derfor, at du ogsaa for din egen Skyld skulde passe lidt paa. Og siden vi nu er kommen til at tale om det, saa maa jeg fortælle dig, hvad Hagbarth sagde til mig forleden Aften, da du blev vred, fordi han havde taget din Papirsaks. Han havde store Taarer|200| i Øjnene og sagde helt trodsig: »Far bryder sig ikke om mig, — det veed jeg godt«. ¹ Du bliver jo ikke fornærmet, fordi jeg fortæller dig det. Og nu vilde jeg som sagt ønske, Per, dersom vi skulde komme til København — eller hvor vi nu kommer hen i Verden — at du saa vil tage dig lidt af Hagbarth, bare spasere en Tur med ham engang imellem og tale lidt med ham om, hvad I træffer paa. Han er jo virkelig en klog lille Dreng og saa mærkelig optaget af alt, hvad der sker omkring ham. Jeg veed nok, det er netop alle disse mange barnlige Spørgsmaal, som plager dig; men den Slags Ting maa man da virkelig bære over med.«
Per havde siddet tavs, med Øjnene mod Gulvet, og fingret i sit Skæg. Ingers Ord havde opskræmt ham. Hendes stilfærdige Anklage ramte dybere, end hun kunde ane, fordi den rørte ved hans egne Barndomsminder, hvorom han af Pietet for Forældrenes Minde aldrig mere talte.
Da Inger nu tav, rejste han sig og gik hen og tog hendes Hoved mellem sine Hænder, løftede hendes Ansigt op imod sig og kyssede hende under dyb Bevægelse paa Munden.
»Kære — trofaste Inger!«
Saa gav han sig til at gaa frem og tilbage skraas over Gulvet, og der var i lang Tid ingen af dem, som talte.
»Jeg rejser imorgen til København,« sagde han |201| tilsidst uden at standse sin Gang. »Endnu i Aften skriver jeg til Amtmanden og minder ham om hans Løfte. — Jeg har vel mit Tøj i Orden? Lad Laura straks imorgen tidlig hænge mine Selskabsklæder ud i Luften og give dem en god Gennembankning. Ogsaa Kjolen — for det Tilfælde, jeg skal til Avdiens hos Ministeren. Og hvordan er det med Støvler?«
Inger blev helt fortumlet. Saadanne hovedkulds Beslutninger var slet ikke noget for hende. Hun bad ham om dog at give sig Tid til at tænke Spørgsmaalet rigtig igennem. Det havde jo ingen Hast, og de maatte da i hvert Fald først overlægge Sagen med hendes Forældre. Men derom vilde Per ikke høre tale. Han kunde bedst tage sig fri i disse Dage, sagde han, og desuden var Spørgsmaalet bleven drøftet ofte nok, ogsaa med hendes Forældre.
»Lad os nu faa en Afgørelse. Snakker vi længere om det, gaar det maaske som alle de andre Gange, og vi kommer aldrig til noget Resultat. Aa, Inger! Vi skal endnu engang tage et Basketag med vor Skæbne! Jeg længes selv efter det.« — Hans Skridt var bleven stadig stærkere, og han ligesom voksede under sin Tale. »Veed du forresten, at jeg selv i disse Dage har gaaet og tumlet med Tanker, der gaar i ganske samme Retning. Nu kan jeg fortælle dig om det. Du husker nok ham Ingeniør Steiner, den store Humbugsmager, |202| som jeg har talt til dig om. Det har unægtelig ærgret mig ikke saa lidt, at den Fyr saadan har tilegnet sig, ja rent ud stjaalet mine gamle Ideer og slaaet sig op paa dem. Kan du tænke dig, han skal forleden have proklameret i Aarhus, at det nu var hans Agt efter at have underlagt sig Provinserne at erobre ogsaa København for sin — altsaa for min — Vesthavnsplan. Det stod i Avisen igaar, og han skal nok virkelig allerede have indbudt til et Møde derinde i næste eller næstnæste Uge. Jeg kunde nu nok have Lyst til at benytte Lejligheden til at spille den frække Karl et Puds og staa op ved det Møde og rolig forklare Forsamlingen Sagens Forhistorie. Jeg har nogen Grund til at tro, at det ikke vilde falde mig vanskeligt at gøre min Ret gældende overfor et københavnsk Publikum. Man kender ham vist godt nok derinde som den Charlatan, han er; og jeg tænker, at der baade mellem de Teknikere og de Pressemænd, der møder op ved en saadan Lejlighed, kan være dem, som endnu vil kunne huske min Pjece.«
»Aa, hvad vil du nu grave op i saadanne gamle Sager for? Det faar du saamænd ingen Glæde af.«
»Du synes ikke om det? Ja ja — vi faar nu se!« sagde Per, han gik med Hænderne paa Ryggen og knipsede med Fingrene.
»Jeg synes, du skulde lade Fortiden hvile, Per. |203| Jeg veed ikke, hvad du tænker dig, der skulde kunne komme ud af, at du gav dig til at protestere nu saa længe efter. Men du gør det saamænd heller ikke, min Ven.«
»Hvad der skulde komme ud af det? Kære, jeg forbeholder mig min Førstefødselsret, intet andet. Ingen veed, hvad den kan komme til at betyde for os i Fremtiden.«
»Jeg er sikker paa, Per, du vilde bare skaffe dig endnu flere Ærgrelser. Du siger jo selv, at den Hr. Steiner er en raa Person, som ikke skyr noget Middel for at komme sine Modstandere tillivs. Og du er jo slet ikke vant til at optræde offenlig, saa —.«
»Jeg tror, den lille Frue allerede har Lampefeber paa sin Mands Vegne,« sagde Per smilende og standsede foran hende for at give hende endnu et Kærtegn, hvad hun dog dennegang lempelig afværgede. »Ja ja, vi faar se! Vi faar, som sagt, se! — Men hvor er Børnene? Hvor er Hagbarth?«
»Han er ude i Haven hos de andre.«
»Vi skal saa sandelig have en krabat Saltebrød idag!«
»Jeg synes, du skulde hellere spasere en lille Tur med Hagbarth. Han gaar her hele Dagen saa ubeskæftiget. Vil du ikke følge med ham ud til Kristen Madsens? De har der det nye Damp-Tærskeværk i disse Dage. Det vil more ham. Han har saa megen Interesse for den Slags Ting.«
»Til Kristen Madsen? Men der er jo ved en saadan Lejlighed saa mange Mennesker.«
»Ja, netop derfor. Desmere er der for Drengen at se paa. Og, dersom du kan, forklar ham saa Maskinens Indretning. Han var saa optaget af den, da den forleden kørte her forbi. Men jeg kunde jo ingen rigtig Besked give ham.«
»Ja ja, jeg skal gøre det. Men hør, Inger! Skal vi ikke have en Flaske Vin paa Aftensbordet idag? Jeg synes, vi skulde have lidt Fest i Anledning af vor store Beslutning. Og saa drikker vi en Skaal for vort gamle Hjem — og for vort nye!«
En Timestid efter kom han tilbage og tog straks fat paa Forberedelserne til sin Rejse. Men da han vilde hente Kufferten ned fra Loftet, var det igen, som om en usynlig, spøgelseagtig Haand holdt ham tilbage. Dog, det var dennegang kun en rent forbigaaende Fornemmelse. En anden og stærkere Angst drev ham ud mod Livets Røre. Han følte, at han nu stod ved sin Livsbanes sidste Korsvej. Lykkedes det ham ikke dennegang at flygte bort fra sig selv og sit Tungsind, vilde han komme til at dele Pastor Fjaltrings Skæbne, og Rimalt blev hans Grav.
Den næste Dag rejste han.
Per havde kun været i København een Gang, efter at han for mere end seks Aar siden var flyttet bort fra Byen. Et halvt Aarstid efter Bryllupet havde Inger og han gjort en Fornøjelsesrejse derover og opholdt sig der et Par Uger; men allerede dengang havde han følt sig fremmed og utilpas i den store By. Larmen paa Gaderne, de klamme Hotelsenge, Restavrationsmaden, Drikkepengene, de store Afstande og saa dette altid at skulle være i Søndagstøjet og bære Handsker og være friseret, hvad Inger bestemt havde fordret, det havde efter faa Dages Forløb faaet ham til at længes hjem til sine smaa, stille Stuer og Landlivets Utvungenhed.
Det gik ham nu ikke stort anderledes dennegang. I de allerførste Dage var han dog en hel Del optaget af den store Udvidelse, Byen havde faaet i Løbet af de senere Aar. Han var straks den første Morgen ude for at se paa det nye Havneanlæg, der nu var under Arbejde, senere gennemstrejfede han de nye Bydele og de helt eller delvis ombyggede Kvarterer i den indre By, hvorom han havde læst saa meget i Bladene. Men efter at hans Videbegærlighed overfor alt dette var tilfredsstillet, blev han uhjælpelig et Bytte for den samme provinsielle Forladthedsfølelse, som havde grebet ham for sytten Aar siden, da han første Gang kom hertil fra Forældrehjemmet.
|206|Nu var det just Byens alleruroligste Tid, da Sommer og Vinter mødtes og fremkaldte forøget Liv baade ude og inde. Endnu mens Tivoli om Aftenen slyngede sine Raketter op over Byen og Hornorkestre skrattede i alle Forlystelseshaverne, var Teatrene bleven aabnede, og Sommerens tyske og svenske Gæster fyldte endnu Kafeerne, da disses Stamgæster efterhaanden indfandt sig ude fra Landet, højst ubehagelig berørt af at se deres Sofahjørner optaget af Fremmede. Hvert Jernbanetog og hvert Dampskib spredte Skarer af hjemvendende Feriefolk ud over Byen, og trods alle højtlydende Beklagelser over den altfor hurtig svundne Sommer røbede deres uvilkaarlige Gensynsglæde, at de i Hjertet havde længtes derude paa deres romantiske Skovskrænter og i de idylliske Fiskerlejer. Grossereren og Embedsmanden, Kontoristen og Butiksfrøkenen, Studenten og Kunstneren — alle havde de haft Hjemve efter Byen med dens hidsende Liv under Gassole og i elektrisk Maaneskin.
Per følte sig ganske udenfor al denne Livlighed, som i hans Øren og Øjne kun var Larm og Grimace. Idet han saae paa disse travle Mennesker, der mylrede frem paa Gaderne, sprang ind og ud af Sporvogne, rullede gennem Byen i aabne Drosker, sad i Restavrationerne som i deres egen Stue, spiste Frokost med en Avis i Haanden eller afgjorde Forretninger ved et Glas Øl og aldrig syntes at unde sig en stille Besindelsens Time, |207| gik det afgørende op for ham, at saadanne Folks Liv aldrig mere kunde blive hans. Ja, naar han befandt sig midt i Mylret, kunde der komme en Slags Missionsiver op i ham, en pludselig Trang til at tilraabe disse Mennesker et advarende: Stands!
Han havde altsaa taget fejl af sig selv, naar han derhjemme havde troet at kunne finde Redning for Levningerne af sin Livslykke i en ny Kamptummel. Han forstod det slet ikke nu, hvorledes han havde kunnet tænke paa at søge Tilflugt i et Samfund, som engang før havde beredt ham saa dybe Skuffelser. Endnu efter fem Dages Forløb havde han derfor heller ikke kunnet faa sig til at søge Foretræde hverken hos Indenrigsministeren eller Vandbygningsdirektøren. Hver Gang han havde villet gøre Skridt dertil, holdtes han tilbage af en overbevisende Fornemmelse af, at han stod i Begreb med at begaa et Mord paa det bedste i sig.
Ikke sjelden hændte det, at han i den forbiglidende Mængde fik Øje paa gamle Bekendte fra Philip Salomons Hus. Fra Taget af en Sporvogn saae han engang Ivan, der ganske som før pilede travlt afsted paa sine smaa Ben, og dette Syn fik hans Hjerte til at banke. Den, hvem han ivrigst og ængsteligst spejdede efter, var Jakobe. Han vidste, at hun levede der i Byen og havde oprettet en Fattigskole, en Slags Kloster, hvorom der i sin |208| Tid var bleven skrevet en Del i Aviserne. Han havde flere Gange forgæves søgt at skaffe sig nærmere Oplysninger om denne Skole og hendes Formaal med den; i Provinsaviserne havde der bare staaet om den, at den var en »lidt vel udfordrende Kaprice af en jødisk Rigmandsdatter«.
Iøvrig stødte han — selv uigenkendt — paa flere af sine gamle Studiekammerater fra den polytekniske Skole. De var nu alle velansete Mænd, tildels i indflydelsesrige Stillinger. Han havde gennem Aviserne nøje fulgt deres Fremgang. Men nu, da han saae dem, misundte han dem ikke. Ogsaa i den Henseende havde han taget fejl af sine Følelser. For Værdien af den medborgerlige Anseelse havde han aabenbart alligevel ikke den rette Fornemmelse. Stakkels Inger! Hun vilde aldrig blive Justitsraadinde!
»Min kære Ven« — skrev han til hende — »jeg vil hellere straks forberede dig paa, at jeg rimeligvis vender hjem med uforrettet Sag. Om Aarsagen dertil kan jeg ikke forklare meget i et Brev; jeg vil blot sige dette, at jeg for hver Dag, der gaar, klarere føler, at Forholdene herovre ikke passer mig en Smule bedre nu end for syv Aar siden; tværtimod. Dog, kære Ven, lad os ikke være mistrøstige. Eet Sted i Verden maa jeg vel høre hjemme, og jeg skal ikke blive træt af at søge efter det. Ikke heller betragter jeg selv min Rejse som ganske spildt. Jeg har nu paa |209| afgørende Maade faaet bekræftet, at den Følelse, som i sin Tid — og dengang maaske ret uoverlagt — drev mig bort fra Hovedstadslivet, bunder dybt i min Natur. Jeg har derved fundet mere Sammenhæng i mit Liv, og alene i dette er der en stor Tilfredsstillelse. Det er da ikke, som jeg undertiden i mismodige Øjeblikke har troet, det blinde Tilfælde, der har raadet for min Skæbne. En indre, skjult Magt, hvilken det nu er, har haft Styret over min Livsbaad, selv naar denne tilsyneladende har drevet om for Vind og Vove, — det har jeg da ogsaa før meget tydelig følt. Jeg vil nu tro paa, at naar jeg blot vedblivende lader dette (om jeg saa maa sige) avtomatiske Styreapparat bestemme Kursen, kommer jeg nok tilsidst derhen, hvor jeg skal. — I ser mig altsaa snart hjemme igen. Maaske vil du spørge, hvorfor jeg ikke lige saa godt kommer straks, da min oprindelige Hensigt med Rejsen dog er opgivet; og jeg maa da tilstaa, at det er en vis Skamfølelse, der holder mig tilbage. Jeg forlod dig med saa store Løfter og kommer saa sørgelig tomhændet tilbage. Men jeg veed, du vil være overbærende; og synderligt meget længer holder jeg det heller ikke ud her. Jeg længes usigeligt.« —
Samme Dag, som han om Morgenen havde afsendt dette Brev, sad han i en af Eftermiddagstimerne ved et Kafevindu paa Hjørnet af Østergade og Kongens Nytorv og læste i en Avis, da |210| han nede fra Gaden hørte en Stemme, som han syntes at skulle kende. Dernede paa Fortovet stod Dyhring og talte med en ung, meget smuk og elegant paaklædt Dame, der saae ud til at være Skuespillerinde. Hans Udseende var endnu ret ungdommeligt. Med sin blanke Silkehat, sin Nakkeskilning, sit store Slips og det blomstersmykkede Knaphul var han stadig Typen paa den københavnske Levemand. Han vakte tydelig en Del Opsigt. Hveranden velklædt Herre, der gik forbi, hilste paa ham, og Damerne stødte til hinanden med Albuen. Selv var han tilsyneladende alene optaget af den unge smukke Skuespillerinde, som paa sin Side aabenbart heller ikke var ligegyldig. Hun lo ustandselig — med en Latter, der var som kildret frem af hans dristige Blik.
Per erindrede at have læst i en Avis, at Dyhring nylig var vendt hjem fra Paris, hvor han efter Indbydelse havde overværet Indvielsen af et eller andet offenligt Institut og ved den Lejlighed var bleven forestillet for Republikens Præsident og havde faaet en Orden. I Provinsbladene — som iøvrig langtfra altid omtalte ham i den respektfuldeste Tone — havde der engang staaet, at der var Tale om at aabne ham en diplomatisk Løbebane, foreløbig ved en Ansættelse hos Gesandtskabet i London. Der syntes da virkelig at være noget af en Verdenserobrer i dette Menneske,|211| for hvem Livet bare var en Narrespøg. Uovervindelig i sin guddommelige Sorgløshed gik han stadig frem i Rigdom, Magt og Anseelse — misundt og foragtet, tilbedt og afskyet — levende højt paa Menneskenes Fejghed og Dumhed, Forfængelighed og Hykleri.
Han tog nu Afsked med Damen, trykkede varmt hendes Haand og steg saa ind i en aaben Droske, der havde ventet ude paa Gaden. Hundreder af Øjne fulgte ham, mens han kørte ud over det solbeskinnede Torv; og stadig saae man den blanke Silkehat blive løftet til Hilsen over hans gyldne Hoved, der lyste i Solen.
Ogsaa Pers Blik blev hængende ved dette Hoved. Selv efter at det var forsvunden, fulgte hans Tanker det. Han saae denne moderne Aleksander i et uendeligt Triumftog, ... gennem Hoffernes Sale og Danserindernes Paaklædningsværelser, hos Ministre, Lærde og Kunstnere, paa Herregaarde og ved Badesteder, i sydlandske Orangehaver og i norske Fjeldstuer ... en Række grove og fine, skumle og glimrende Nydelser. Og saa tilsidst? Hospitalet, Operationsbordet, et friseret Lig.
Han ligesom kastede ham ud af sine Tanker og vendte tilbage til sin Avis.
I en Timestid sad han derefter og læste, mens Gæsterne kom og gik omkring ham. Foran ham paa Bordet laa et af de store Avertissementsblade, |212| paa hvis tredje Side han havde opdaget en Bekendtgørelse, hvorfra han nu ikke kunde faa sine Øjne bort. Det var en med smaa Bogstaver trykt officiel Meddelelse om en ledig Vejassistentpost i et af de yderste Vestkystdistrikter oppe ved Aggertangen, og han stirrede ned paa den med et saa vedholdende og dog fraværende Blik og tillige med et saa besynderligt Udtryk, at det tilsidst vakte Opmærksomhed blandt de nærmest siddende Gæster. Det var nu ikke, fordi han tænkte paa at søge Pladsen. Ikke alene var Lønningen saare fattig, men Inger, der var saa meget for alt, hvad der var fredeligt, lunt og frodigt, vilde aldrig kunne trives i denne nøgne Klitegn, hvor Vesterhavsstormen og den saltmættede, isnende Havgus uophørlig stod ind i al sin vilde, knugende Barskhed. Hvad der gjorde ham saa tankefuld, var, at Pladsen ikke desmindre havde en sær Tiltrækning for ham og — som det efterhaanden var gaaet op for ham — netop paa Grund af Egnens øde Forladthed. Her var igen bleven tændt et nyt Ledelys for ham under den lidenskabelige Selvransagelse, hvortil disse urolige Dages Oplevelser havde ført ham. Han syntes med eet, at han aldrig havde set saa langt ind i sig selv som i dette Øjeblik. Det var, som saae han selve sit Væsens Grund afdækket nu. Han forstod, at naar han trods al den Medgang, han havde haft, ikke var bleven lykkelig, saa var det, fordi han |213| ikke vilde være lykkelig i almindelig Forstand. Han følte, at naar han længtes hjem til Rimalt, saa var det ikke alene Inger og Børnene eller Hjemmets Fred, som drog ham. Den usynlige, spøgelseagtige Haand, der havde villet holde ham tilbage fra denne Rejse — og som var den samme, der gennem hele hans Liv havde grebet ind i alle afgørende Øjeblikke for at lede hans Skridt, — det var hans instinktmæssige Fornemmelse af, at det var i Ensomheden, hos Savnet og Smerten, hans Sjæl havde hjemme.
»Bespis mig med Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal af Taarer at drikke.«
Nu forstod han den paa eengang dragende og ængstende Magt, saadanne underlige Ord kunde have over ham. Den store Lykke, han i Blinde havde søgt, det var den store Lidelse, det var hint vilde, ulægelige Savn, som hans fordums Lærer, Pastor Fjaltring, saa ofte havde prist for ham som Guddommens sande Naadesbevisning.
Han løftede endelig Hovedet, — og det var med en Fornemmelse af at vaagne af et Mareridt, at han saae udover den solbeskinnede Plads med dens brogede Liv af Vogne og Fodgængere. Lidt efter rejste han sig og gik gennem Smaagaderne hjem til sit Hotel ved Vestervold. Men da han naaede Porten, vilde han ikke derind. Han gik videre, skraaede over Gaden og søgte ind i Ørstedsparken, hvor han plejede at gaa om Morgenen,|214| mens her endnu kun var faa Spaserende. Ogsaa nu i Byens Middagstid var der fredeligt. Børnene og Ammerne var draget hjem. Bænkene var tomme. Lange og brede Skygger strakte sig henover Plæner og Gange, mens Solen endnu skinnede paa det gulnende Løv og de mange irgrønne Broncestatuer.
Han tog Plads paa en Bænk i en af Midtergangene; og mens han sad der uforstyrret og tegnede med sin Stok i Gruset, skød paany den Tanke op i ham, at det vilde være en Lykke baade for Inger og Børnene, om han døde eller paa anden Maade gled ud af deres Tilværelse. Maaske især for Børnene. Han tænkte paa, hvad Inger forleden havde fortalt om Hagbarth. Han havde forresten ogsaa selv i nogen Tid mærket, at der var kommen noget skjult i Drengens Væsen overfor ham; han havde blot ikke før kunnet forklare sig Aarsagen. Saaledes havde han en Dag overrasket ham i en ret uskyldig Jagt efter en Fugl ude i Haven, og det Udtryk, der var kommen i Drengens Øjne, da han opdagede ham, havde isnet ham dybt ind i Sjælen. Det havde været for ham, som om han saae sig selv som Barn staa foran Faderen og paa eengang angst og fripostig gribe til alle Slags uværdige Udflugter for at dække over en Forseelse. Men Hagbarths klare Pande maatte intet Kainsmærke formørke! Den Forbande]se, der hvilede |215| over hans Liv, og som havde gjort ham fremmed og fredløs her paa Jorden, maatte ikke gaa i Arv til hans Børn. Og Inger! Nu, da han var bleven sig selv og sin uovervindelige Livsskyhed fuldt bevidst, hvor kunde han da længer forsvare at lade hende dele hans Skæbne? Stakkels Barn! Hun kendte endnu ikke selv sin Ulykke. Hun forstod endnu ikke, at hun var bundet til en Skifting, en Underjordisk, som blev blind i Lyset og dræbtes af Lykken. Og selvom hendes Øjne engang skulde blive aabnet ved Kærligheden til en anden, vilde hun, saa længe han endnu levede, sikkert lukke over sin Hemmelighed som over en Dødssynd, visne hen og dø uden endog at have tilstaaet den for sig selv.
Halvt svimmel rettede han sig i Vejret for at gaa videre. I det samme faldt hans Øje paa en Statue, der løftede sig over Græskanten paa den anden Side af Gangen. Det var en Silen med Dionysosbarnet i sine Arme. Støttet til en Træstamme stod den gamle, senestærke Satyr med et lille Smil i Øjenkrogene. Det skæggede Ansigt var bøjet over den uvornt sprællende Dreng og skinnede af rolig og stolt Fosterfaderglæde. Pers mørke Blik blev hængende ved den yndefulde Gruppe, der var som en Forherligelse af Sorgløsheden, — og det begyndte at bæve om hans Mund. Han kunde ikke lade være med at tænke paa, hvormeget der vilde være bleven anderledes |216| for ham, dersom et saadant vejrbrunet, kraftig skægget Ansigt og et saadant Solskinssmil havde lyst over ham som Barn; dersom ikke Livet fra hans tidligste Ungdom var bleven mistænkeliggjort for ham, baade i Hjemmet og paa Skolen, og allermest af de to, der havde sat ham ind i det. Men han var bleven indviet til Livet ved et Kys af Dødens Mund. Gravens Korsmærke blev tegnet paa hans Pande og Bryst samme Dag, han første Gang saae Lyset.
