Natten mellem den niende og tiende Januar var der Nød paafærde nede i den lille schlesiske By Hirschberg nær Breslau, hvor Jakobe havde opholdt sig de sidste Maaneder for i Ensomhed og Stilhed at vente paa sin Nedkomst. Tidlig om Morgenen var der bleven telegraferet efter Veninden i Breslau, det eneste Menneske, til hvem hun havde betroet sin Hemmelighed. Senere paa Dagen var der ogsaa ved Telegram bleven hidkaldt en Læge derfra, og Jakobe havde gennemlevet et Rædselsdøgn, som hun, der dog var fortrolig med Lidelsen, bagefter ikke taalte at tænke paa. Barnet kom levende til Verden men døde umiddelbart efter Fødslen. Jakobe fik ikke engang Lov til at se det, fordi man havde været nødsaget til at lemlæste det for at frelse Moderens Liv.
I fire Uger derefter laa hun tilsengs. Det blev halvvejs Foraar dernede, før hun kom saa meget til Kræfter, at hun, vel indpakket, kunde sidde ude i sin Værtindes lille Have og se ud mod Schneekoppe og de andre hvidklædte Højder, der |106| løftede sig over det vaargrønne Landskab. Hun kunde dog slet ikke glæde sig over al den Skønhed, som omgav hende. Hun var saa fortvivlet over Tabet af sit Barn, følte sig saa tomhændet, saa unyttig og tilovers i Verden og dertil saa hjælpeløst svag, at hun bestandig maatte græde. Hun havde i de sidste Maaneder før Barnets Fødsel levet saa inderligt og fortroligt med det i sine Tanker, havde desuden rent legemligt følt det som mere end Halvparten af sig selv, at det nu var, som om der næsten ingenting var bleven tilbage af hende. At der samtidig var taget en stor Byrde fra hende, tænkte hun ikke paa. Skammen, Ydmygelsen, Forældrenes Sorg, Husvennernes Medlidenhed, alt, hvad der før havde tynget og naget, var efterhaanden bleven aldeles betydningsløst for hende i Sammenligning med den Glæde, hun ventede paa, og de Forhaabninger, hun knyttede til dette Barn, ved hvilket hun selv skulde faa nyt Liv.
Fra Hjemmet, hvor man stadig troede hende i Breslau, skrev baade Moderen og Faderen regelmæssig til hende om alt, hvad der skete i Familje- og Vennekresen. Hun fik saaledes at vide, at Eybert havde giftet sig med en ung Pige paa sytten Aar, at hendes Svoger, Dyhring, nu var bleven Rigsdagsmand, og at Nanny havde været paa Hofbal og var bleven forestillet for en af Prinserne. Men det var hende altsammen saa |107| ligegyldigt, saa uvirkeligt. Hun sad der i sin lille Have med en Pude bag Nakken og en Skammel under Fødderne og saae med lange Blikke efter Børnene, der gik forbi paa Gangstien udenfor.
Det var mest Fattigbørn, hun saae, — blege og forkomne Stakler af den Slags, hvoraf det vrimler i Fabriksbyer, selv i saadanne smaa og landsbyagtige, hvor Fortovene grønnes ved Foraarstid. To Gange om Dagen stormede de forbi paa Vejen til og fra Almueskolen, som laa der i Nærheden. Særlig havde hun lagt Mærke til en Purk paa en halv Snes Aar med en usund, blaalig Ansigtsfarve og store Kirtelsaar under Næsen og paa Kinderne. Han kom altid langt bag de andre, trissede afsted med sin Tavle under Armen paa et Par slæbende Trætøfler ligesom en gammel Mand. Da hun var kommen saa vidt til Kræfter, at hun kunde bevæge sig lidt udenfor Haven, standsede hun ham en Dag og tiltalte ham med et Par venlige Spørgsmaal. Drengen stirrede uforstaaende og sky op paa hende med et Par store, blaa, glædeløse Øjne og fortsatte saa sin trætte Gang uden at svare. Efter at have gaaet et halvhundrede Skridt skottede han ængstelig tilbage; og da han saae, at hun var bleven staaende og havde fulgt ham med Øjnene, skød han Ryggen i Vejret som for at dække sig mod en Fare. »Stakkels Fyr!« sagde hun ganske højt og gik tankefuldt videre; — der havde været noget ved |108| denne lille forsømte Dreng og hans tidlige Menneskefrygt, der fik Moderhjertet til at banke.
En Dag nogen Tid efter fulgte hun ham paa Afstand for at se, hvor han boede. Hun saae ham forsvinde ind i en af de almindelige, lange og lave Arbejderboliger med en Gadedør for hver to eller tre Fag Vinduer; og ved at høre sig for i Nabolaget lykkedes det hende at faa at vide, hvem hans Forældre var, og under hvilke Forhold Familjen levede. Det var den sædvanlige Fabriksarbejder-Tragedie. Baade Mand og Kone arbejdede ved Maskinerne og overlod Børnene til Forsynets Varetægt. I Hjemmet sultede de, i Skolen fik de Prygl, paa Gaden vogtede Politiets Øjne paa dem. Og under saadanne Forhold forhærdedes eller sløvedes de; blev til Eventyrere eller Døgenigte.
Paa Jakobe, der ikke før havde været Fattigdommen saa nær paa Livet, gjorde disse Tilstande et stærkt Indtryk. Hun skaffede sig Oplysninger om Fabrikernes Dagløn, om Arbejdstiden, om Boligernes Indretning, om Fabrikslokalernes hygiejniske Forhold, om Alderdomsunderstøttelsen o.s.v.; og af alt, hvad hun saaledes erfarede, rejste der sig et mægtigt Oprør i hendes Sind. Ordene »Kapitalmagtens moderne Barbari«, som hun saa ofte havde læst uden at lade sig overbevise af Udtrykkets Voldsomhed, saae hun pludselig for sig som trykt med Blod.
|109|Hun slog sig da heller ikke længe til Ro med en passiv Deltagelse for de Underkuede. Som ethvert stærkt Indtryk straks kaldte paa Virksomhedsaanden i hende, førte ogsaa denne nye Følelse hende uden lange Overvejelser ud i Handling. Med Bistand af sin Værtinde, en skikkelig Underoffieersenke, fik hun indrettet en Slags Marketenteri ude i Haven, hvor de forkomne Børn paa deres Vej til og fra Skolen gratis kunde faa et Maaltid Mad og en varm Drik. Den Sum af Ømhed og Opofrelsestrang, hun havde opsparet til sit eget Barn, kom nu denne Flok af Hjemløse tilgode, spredtes over et halvhundrede skurvede Hoveder og voksede dermed. Sagen vakte stor Opsigt i den lille By, hvorfor Børnene i Begyndelsen holdt sig tilbage; dog, Suppeduften, der trængte ud til dem gennem Stakittets Tralværk, og Synet af de altid dækkede Borde overvandt lidt efter lidt deres Skyhed. Endog den lille blaablege Knøs med de store Kirtelsaar sad en skøn Dag derinde i Haven og proppede sig.
For Jakobes Vedkommende førte dette Forsøg videre. Efterhaanden som hendes legemlige Kræfter vendte tilbage, udøvede det store Verdensrøre sin gamle Tryllemagt over hende. Hun, som for kort Tid siden kun ønskede sig Døden, følte atter med stormfyldt Hjerte, at Livet kaldte paa hendes Evne og Vilje. Hun skrev derom til sin Veninde i Breslau:
|110|»Har du nogensinde rigtig tænkt over, hvilken fortvivlet Lod vor Tid — vor store, virksomme Tid! — har beredt Børnene i fattige Forhold, og hvor ubarmhjertig lidt der fra Samfundets Side hidtil er gjort for at skabe dem en menneskelig (eller blot naturlig) Tilværelse? Fra et tomt Rum, der kaldes et Hjem, og hvor de sjelden ser hverken Mor eller Far, drives de smaa Stakler til en Skole, der for de fleste staar som en offenlig Straffeanstalt, og som i mange Tilfælde heller ikke er meget andet. Samfundet, hvortil de skulde lære at se hen med Tillid og Fortrøstning som deres usvigelige Forsorg og Beskytter, møder dem overalt i sin mindst tiltalende Skikkelse: som en ufordragelig Skolemester, et brutalt Politi, et nærgaaende Fattigforstanderskab, en Præst, der taler til dem om Død og Dom og Helvede. Hvor skal der under disse Omstændigheder kunne vækkes en Samfundsaand i dem, hvoraf engang i Tidernes Løb en virkelig, borgerlig Broderskabsfølelse kan udvikle sig? Paa en Befæstelse af det opløste Familjeliv nytter det vist næppe at tænke. Forældrehjemmet, der før var Samfundslivets Basis, er vistnok en Institution, der er dødsdømt af Udviklingen. Men hvad skal der da sættes i Stedet? — Dette Spørgsmaal optager mig i denne Tid, saa jeg holdes vaagen af det om Natten. For de Voksne har det Offenlige sørget. De har Kirke og Variete, Foredragssale og Ølknejper, Teater og |111| Bønnemøder. Men nu Børnene? Sig mig, hvor skal de smaa Stakler vende sig hen i deres Hjælpeløshed? Jeg ser ingen anden Løsning end den, at Skolen efterhaanden maa træde i Hjemmenes Sted. Men — naturligvis! — Skolen maa da langsomt omskabes, maa lidt efter lidt føres tilbage til sit Udspring og blive noget af, hvad Klostret i gamle Dage var, et Asyl, et Fristed, en altid aaben Tilflugt. Men den maa samtidig blive noget ganske andet. Den maa ved sit blotte Ydre, ved Lokalernes Udsmykning, ved Undervisningens Form virke paa eengang hjemligt og festligt paa et barnlige Sind. For der skal her gives Børnene det Grundfond af lyse og frugtbare Livsindtryk, som de senere hen kan have at tære paa, og som kan gøre dem mere modstandsdygtige i Tilværelseskampen end Fortidens og adskillig af vor egen Tids klosterligt optugtede Ungdom, der straks (I kender det ogsaa her i Tyskland!) ved enhver Skuffelse mister Troen til Livet, taber Tilliden til Lykken og ligesom Børn, der har stødt sig, søger Trøst i Skødet paa deres gamle, golde Amme, Kirken.
»Men jeg ser et stort Udraabstegn i dit Ansigt. Hvorfor
fortæller hun mig alt dette? spørger du. Og du
har Grund til at forundres. Men jeg maa sige det, som det
er. Der er her i min Ensomhed ligesom gaaet en ny Verden op
for mig, og jeg er vistnok endnu lidt fortumlet deraf. Veed
du, jeg tænker for Alvor paa at gøre et
For
Ved Foraarstid bestod Per sin Eksamen med Ære; men hans Glæde herover formindskedes ved, at han næsten lige fra Eksamensbordet maatte spasere hen i en Kaserne og krybe i Soldatertrøjen. Det var igen en af Fortidens Forsømmelser, han her maatte bøde for. Han havde Aar efter Aar søgt Udsættelse for Opfyldelsen af sin Værnepligt i det Haab, at han ved Hjælp af |113| Philip Salomons Indflydelse helt skulde kunne unddrage sig den. Han var bleven udtaget til Ingeniørrekrut, og hele Sommeren maatte han marsjere ude paa de københavnske Fælleder og grave Løbegrave og flette Skansekurve sammen med et Par Hundrede unge Mennesker, der i hans Øjne kun var halvvoksne Drenge. Hvad der pinte ham mest derved, var ikke den legemlige Anstrengelse, saa uvant den end var ham, men den aandelige Sløvhed, hvortil det hele Kaserneliv førte. Han havde medbragt nogle Bøger i det Haab, at han i sin Fritid skulde faa Lejlighed til at læse en Del; men udenfor Geleddet fik han nok at gøre med at tilfredsstille Legemets Krav; Maden og Søvnen blev hans Herrer; og desuden vænnedes han saaledes til at udføre alt paa Kommando, at det tilsidst syntes helt unaturligt at foretage sig noget frivilligt.
Allerede om Efteraaret udløstes han af denne aandelige Død. Som sædvanlig bistaaet af Lykken fik han ved Lodtrækningen efter Rekruttidens Ophør et af de meget faa Numre, der fritog for Vintertjeneste, ja endog for al senere Indkaldelse. I de sidste Dage af September rejste han frisk paa Sjæl og Legeme til Jylland, hvor hans og Ingers Forlovelse nu blev højtidelig kundgjort. Hofjægermesteren var i Mellemtiden død; men dette havde snarere fremmet end hæmmet Forhandlingerne om Strømreguleringen. og Forberedelserne var da |114| ogsaa nu naaet saa vidt, at Per til sin store Glæde straks kunde begynde paa Arbejdet.
Allerførst tog han dog fat paa at indrette sig en Bolig i den lille Villa i Udkanten af Stationsbyen, som Hofjægermesterinden allerede i Julen havde udset til ham, og som endnu stod ledig. Der var fem smaa Værelser foruden Køkkenlejlighed og et Par Loftskamre. Foreløbig anskaffede han kun Møbler til de to af Værelserne og indrettede sig endda ganske tarveligt her. Med den Mangel paa Evne og Trang til at skabe Hygge om sig, der havde præget alle hans Boliger baade herhjemme og i Udlandet, købte han paa en Avktion efter en Landsbykøbmand et Par malede Borde, en Voksdugssofa, nogle Træstole og lignende Ting; og naar han lod sig nøje med et saadant Pluksammen, var det ikke — som han selv troede — udelukkende af økonomiske Grunde, for saa hurtig som muligt at kunne tilbagebetale, hvad han skyldte sine Søskende og Philip Salomon, men ogsaa fordi han som den Sidenius, han nu engang var, inderst inde husede en middelalderlig Klosterbroder, for hvem asketisk Levevis og haardføre Vaner havde noget skjult tillokkende. Til Husholderske havde hans Svigermoder skaffet ham et gammelt Tyende, der engang havde tjent i Præstegaarden, og en Dag i Oktober, mens Sommerens sidste Efterladenskaber fløj for Vinden, satte han for første Gang Foden under eget Bord.
Selve Byen — Rimalt hed den, — var en af de sædvanlige Nybyggerpladser, som hastig og derfor med et Præg af Tilfældighed danner sig omkring en Jernbanestation i en befolket Egn. Der var en Kro, en Realskole, et Apotek, nogle Købmænd og Haandværkere, derimod hverken Kirke eller Præstegaard. Et Stykke fra Stationen førtes Banen over Aaløbet ved en anselig Bro, og det var Togets hule Dundren paa denne, som Per i sin Tid havde hørt over Engene helt ude ved Kærsholm. I to Miles Omkres stillede Folk deres Ure efter den.
Paa begge Sider af denne Bro laa hans Arbejdsfelt. Det strakte sig langsmed Aaen, en Mil ad den ene, en halv Mil ad den anden Kant, og indbefattede Englodderne i Rimalt, Bøstrup og Borup Sogne. Hver Morgen kørte han ud i sin lille Gig for at optage Kort, udstikke Afløbslinjer, rette Raamærker o.s.v., og han kom herved efterhaanden i personlig Berøring med de fleste af Egnens Bønder. De vandt ikke hans Hjerte ved disse Underhandlinger. Taget saaledes enkeltvis gjorde de et ganske andet og langt mindre tillidvækkende Indtryk paa ham, end da han hin Sommerdag saae dem i sluttede Rækker ved det store Folkemøde i Skoven. Da han manglede Forudsætninger for at kunne bedømme dem som Individer, virkede de allesammen ganske ens paa ham. Han saae overalt væsenlig Standsejendommelighederne: Pengegriskheden,|116| det smaalige Rethaveri, den skamløse Seen paa Fingrene, alle disse uædle Egenskaber, der fremavles i snevre og afsidesliggende Samfund under fattige Kaar. Han bestyrkedes her i en Erfaring, han havde gjort allerede som Soldat. Der havde i hans Kompagni været baade Købstadhaandværkere og Bønder, særlig Vestjyder; og det havde slaaet ham, hvor frisk og virksom Medfølelsen ofte kunde ytre sig hos de første, endda de fleste af dem tilhørte den københavnske Bærme, medens Bønderne var aldeles blottede for Kammeratskabsfølelse, ja end ikke syntes at have nogen klar Forstaaelse af dens Væsen. De levede ikke i Ufred med Nogen, holdt endogsaa godt sammen indbyrdes; men aldrig faldt det dem ind at gøre Nogen en Tjeneste uden at være sikker paa en Gentjeneste; aldrig vovede de selv at anmode om en Haandsrækning uden at tilbyde et Vederlag.
Per kunde komme helt nedslaaet hjem om Aftenen, naar han — som det undertiden hændte — havde spildt det meste af sin Arbejdsdag, fordi et Par Naboer, som endog var gode Venner, ja Troesbrødre og politiske Meningsfæller, ikke havde kunnet blive enige om Ejendomsretten til en Straasbred Grøftejord, der kunde køres bort i et Par Trillebøre.
Nogen synderlig Oplivelse fandt han heller ikke i Omgangen med sine Standsfæller hjemme |117| i Rimalt. Hver Aften efter Postens Ankomst samledes Realskolebestyreren, Apotekeren, Stationsforstanderen og et Par Købmænd i Kroens Sofastue til en Slags Klub, hvortil ogsaa han var bleven indbudt. Her sad man omkring et Bord under en søvnig Hængelampe og røg Tobak og læste Aviser og drak Toddy. Af og til kom der en Samtale igang, idet man drøftede Avisernes Indhold; og næppe noget Sted paa Jorden blev Verdensbegivenhederne behandlet med større Overlegenhed end ved dette Aftensæde i den jyske Landsbykro. Realskolebestyreren var Klubbens prægende Aand. Han var en Mand paa et halvhundrede Aar, et godt Hoved med en Del spredte Kundskaber, som han i en Diskussion forstod at anvende med stor Slagfærdighed. Han var gammel Student og cand. phil., havde ogsaa engang gjort et mislykket Forsøg paa at spille en Rolle som Politiker og var nu havnet i denne Afkrog af Landet som Leder af en Drengeskole med fyrretyve Elever. Det var for denne Mand en personlig Tilfredsstillelse med filosofisk Ophøjethed at kunne forringe Betydningen af, hvad der havde haft det Held at vække Opmærksomhed omkring i Verden. Krigsforviklinger, Nordpolsrejser, betydningsfulde Begivenheder i Videnskabens eller Kunstens Verden, Fagforeningsbevægelsen og Arbejderstandens vældige Opmarsj, alt vakte kun hans overbærende Medynk. Selv Tidens |118| store tekniske Fremgang, som dog Bønderne fulgte med barnlig Undren, imponerede ham aldeles ikke.
»Nu ja«, sagde han en Aften, da Aviserne havde bragt en Meddelelse om den nylig opfundne Telefon, om hvis Indretning og Virkemaade Per havde maattet give en nærmere Forklaring. »Det er egenlig ufatteligt, at en saadan Opfindelse ikke er gjort for længe siden. Det er i Grunden aldeles latterligt, at jeg ikke kan sidde her og ganske rolig samtale med en Mand i Kina, ja ikke alene tale med ham, men se ham, føle ham, lugte ham. Og saadan er det jo paa alle Omraader. Vi er syv Døgn om at naa fra Evropa til Amerika. Det er jo aldeles beskæmmende! Vi burde højst være syv Timer om det Stykke Vej. Vi burde med andre Ord kunne komme fra København til New York mellem Frokost og Middag. Først naar vi er naaet saa vidt, tager jeg min Hat af for Naturvidenskaben.«
Ogsaa Apotekeren holdt af at høre sig selv tale, skønt han gerne standsede midt i sine Sætninger, fordi han ikke vidste, hvad han vilde sige. Stationsforstanderen, en afskediget Officer, underholdt sig derimod mest med sit Glas, mens de to Købmænd var andægtige Tilhørere til de boglærde Herrers Udviklinger.
Per fandt ingen Behag i disse Sammenkomster og mødte kun sjelden. Til Bøstrup Præstegaard |119| kunde han ikke komme hver Aften; dertil var Vejen for lang. Hans Hest skulde hvile, og det var saa sin egen Sag efter en anstrengende Dag at gaa de tre Fjerdingvej frem og tilbage i al Slags Vejr og Føre. Men hjemme hos ham selv var der ensomt og trist. Ganske vist havde han sine Bøger at holde Selskab med, og til dem tyede han da ogsaa i de lange Aftener, som nu var nærved at overskride Dagen i Længde. Til for Alvor at genoptage Arbejdet paa sin Opfindelse fandt han dog foreløbig ingen Ro; dertil færdedes hans Tanker for stundesløst paa Vejen til og fra Præstegaarden. Først naar han virkelig fik fæstet Bo og kunde høre Inger gaa og nynne omkring ham, vilde han faa Fred i Sindet til en regelmæssig ordnet Hjemmesyssel.
Allerede ved Juletid begyndte han derfor at snakke om Bryllup. Svigerforældrene vilde først ikke høre Tale derom, fordi Inger var saa ung. Heller ikke ansaae de endnu hans Fremtid for tilstrækkelig betrygget. Inger selv gik ogsaa kun modstræbende ind paa Tanken; men efter en Del langvarige og for Per undertiden ret ydmygende Forhandlinger satte han dennegang sin Vilje igennem, og det blev bestemt, at Bryllupet skulde finde Sted i Maj.
Ved Siden af Ensomhedens Tryk og Savnet af et virkeligt Hjem havde han nu ogsaa haft en tredje (men hemmelig) Grund til at fremskynde |120| Giftermaalet. Han kunde ikke rigtig komme ud af det med sin Svigerfader. Hans Udvikling havde efterhaanden ført ham saa langt bort fra den blombergske Livsopfattelse, at denne næsten var bleven ham imod. Forestillingen om en saadan bedsteborgerlig Vorherre, der under almindelig tilslutning styrede Verden under de fortrinligst anerkendte, humanististke Principper, virkede nu halvvejs komisk paa ham. I de uvejrsagtige Stemninger, som var gaaet ham gennem Sindet i det sidste Aar, havde han anet en Verdensvilje af en mægtigere Art, med et vældigere Maal. Ogsaa hans daglige Omflakken der paa Egnen og den forøgede Livsindsigt, den gav ham, havde fjernet ham fra den blombergske Gudfadertro. Fattigdommen i Husmandshytterne, Sygdommens og Vankundighedens Ødelæggelser, den hele — menneskelig set — fortvivlende Uretfærdighed i Livsgodernes Fordeling fremdrev Trangen til fornyet religiøs Erkendelse, til en dybere Indtrængen i Tilværelsens mysteriøse Logik; og da dette ikke længe forblev ubemærket af Svigerfaderen, gav det Anledning til adskillig Misstemning. Pastor Blomberg, der saa frisindet tillod Folk at mene om Vorherre og Verdensordenen omtrent, hvad de fandt for godt, var derimod meget nøjeseende med, hvilke Tanker man gjorde sig om ham selv; og han var fra sine Omgivelser saa vant til bestandig at høre Ekkoet af sin egen Røst, at |121| han tog enhver Modsigelse som Tegn paa Vrangvilje og ondt Sind. Han, som sjelden viste synderlig Respekt for andres Meninger, ja som undertiden ikke var bange for at spøge ret ungdommeligt med andres religiøse Overbevisning, optraadte, saasnart han selv blev angrebet, med en kirkefaderlig Myndighed, hvori han ikke gav nogen født Sidenius det mindste efter. Per maatte ofte tænke paa, hvad Jakobe engang havde sagt eller skrevet til ham om den selvbedrageriske Nidkærhed, hvormed Kirken fra Arilds Tid under Fromhedens Fane havde tilfredsstillet et selvsygt Magtbegær.
Det var da ogsaa ved ganske andre Kilder, hos en hel anden Slags Personligheder, han i denne lange Vinters Ensomhed søgte Næring for sin Aand og uddybede sin Forstaaelse af Livets gaadefulde Tale.
Han var med Aarene bleven et Stykke af en Bogelsker. Hans Øjne blev uvilkaarlig tiltrukket af ethvert trykt Bind, der kom indenfor hans Synskres. Noget af det første, han saae efter, naar han kom ind i Bøndernes Stuer, var de smaa Boghylder, som i Reglen fandtes der, og han gik sjelden bort uden at have efterset deres Indhold. Dette var iøvrig næsten overalt det samme: Biblen, et Par historiske Romaner af Ingemann, der i Almindelighed var meget slidte, Holbergs Komedier, som derimod syntes ulæste, et Bind populær Naturvidenskab, et Par Landmandsskrifter, |122| noget af den saakaldte Skolelærerliteratur eller dens Fortsættelse Kapellan- og Højskolepoesien, desuden en Række egenlige Opbyggelsesskrifter, særlig naturligvis de blombergske. Enkelte Steder kunde man ogsaa finde et tilfældigt opbevaret Eksemplar af gamle Dages religiøse Literatur, smaa, tykke, storstilede Bøger med de besynderligste Titler. En hed »Frelsens Olje«. En anden »Liden gylden Skatkiste«. En tredje »Fire Bøger om Kristi Efterfølgelse«. En fjerde »Jesu blodige Vunder og Saar som det sikreste Tilflugtssted for alle i Nød bestedte Syndere«. Folk blev næsten lidt forlegne, naar man fandt dem i Besiddelse af saadanne pietistiske Skrifter fra en uoplyst Tidsalder; og da i Virkeligheden heller Ingen læste i dem længer, havde det ikke været svært for Per at erhverve nogle Stykker af dem til sin Bogsamling. Han havde anskaffet dem alene for Snurrighedens Skyld; men som han en Aften sad og bladede i en af dem, idet han særlig eftersøgte saadanne Steder, der var stærkest mærkede af Fortidens Læsning, gjorde han den Opdagelse, at disse gamle Folkeskrifters naive, snart platte, snart svulstige Tone, der i Grunden var ham imod, alligevel paa en sær Maade betog ham.
Og dette førte videre. Med sin uophørlig voksende Trang til at komme tilbunds i sig selv, til at forstaa sit eget Væsen endog i dets flygtigste Fornemmelser, tog han fat paa en historisk Undersøgelse|123| af det religiøse Liv i det Tidsrum, hvorfra Størsteparten af disse Skrifter stammede. Han førtes ved dette Studium helt tilbage til Pietismen under Kristian den Sjette og herfra atter fremad gennem Oplysningstidens herrnhutiske Separatisme til den mærkelige Lægmandsbevægelse i Aarhundredets Begyndelse, hvoraf Samtidens store, folkelig-religiøse Vækkelse langsomt var vokset frem. Skildringerne af hine fynske og jyske Bondesønner og Landsbyhaandværkere og deres støtte og stædige Kamp mod Datidens rationalistiske Rettroenhed fængslede ham stærkt. Disse Ensomme, der paa Apostelvis vandrede fra By til By og vidnede, og som af den Grund bespottedes af Mængden, forfulgtes af Præsterne og kastedes i Fængsel af Øvrigheden; disse smaa Menigheder rundtom med deres evangeliske, fra Verden helt bortvendte Liv, — det var jo selve den hellige Historie gentaget paa hjemlig Grund.
En Illustration til disse Fortidsskildringer havde han desuden fundet her i Svigerfaderens eget Sogn. I et lille hvidkalket og velholdt Hus paa Bøstrup Mark boede en Træskomager og hans Familje, der levede ganske for sig selv uden at søge Omgang med Egnens øvrige Befolkning. Manden kørte en eller to Gange om Aaret ind til Købstaden med et Læs af sine Trævarer og solgte dem til de Handlende; ellers holdt han sig ved Hjemmet, over hvis Indgangsdør der paa et Bræt |124| var malet de Ord: »Jeg og mit Hus vi ville tjene Herren«. Per var uforvarende dumpet derind engang, da han havde været paa Rundtur i Omegnen for at sikre sig nogle flinke Faskinbindere til Sommerens Arbejde i Marken. Inde i Stuen fandt han en yngre Kone ved en Vugge; et Par Smaabørn sad paa Gulvet og legede stille. Døren til Værkstedet ved Siden af stod aaben, og derinde sad Manden overskrævs paa sin Skærebænk og snittede. Ved Synet af Per rejste han sig og kom ind i Stuen med forlegen Mine. Det var en midaldrende Mand, høj og lidt ludende. Hans skægløse, meget blege Ansigt med de halvt nedslagne Øjne huede ikke Per. Heller ikke Konen, der henne fra Vuggen skottede til ham med et næsten fjendtligt Blik, gjorde noget rigtig tiltalende Indtryk paa ham. Manden bød ham vel at sidde ned, men det skete uden al Gæstevenlighed. Forslaget om at lade sig hverve for Sommeren til Arbejde paa Aareguleringen afviste han øjeblikkelig og paa en Maade, der ligesom fjernede den hele Sag langt fra ham. Alligevel blev Per siddende lidt. Der var trods alt noget fængslende for ham ved denne lille huslige Scene og ved den hele Stue, hvor der herskede en Renlighed og Orden, som langt fra var almindelig i saadanne Smaakaarshjem. Her raadede aabenbart en Gudsfrygt, der ikke bare var en Stemning for festlige Lejligheder, men som virkelig havde formaaet at omskabe et Par Mennesker indtil |125| selve deres Væsens Grund. Blot i den Maade, hvorpaa Manden i Samtalens Løb tog et af Børnene op paa sit Skød og tørrede det under Næsen, var der en egen fremmedartet, højtidelig Blidhed, som slet ikke virkede latterlig.
Henne i Præstegaarden var Per bagefter bleven oplyst om, at Familjen hørte til en Sekt, der kaldte sig selv »de Hellige«, og som i den senere Tid havde fundet nogen Udbredelse flere Steder i Landet. Svigerfaderen havde rent ud kaldt dem nogle Hældører og sagt, at han betragtede deres Tilstedeværelse som en Skam for Menigheden.
Hvergang Per siden læste om Skomagersvenden Ole Henrik Svane, om Kristen Madsen paa Fyen eller de andre Lægprædikanter fra den religiøse Genopvækkelses Tid, saae han for sig den lille, søndagsstille Stue derude paa Bøstrup Mark. Flere af de Præster, hvis Navne han hyppigst stødte paa under Læsningen, kendte han desuden hjemmefra gennem sin Faders Omtale; et Par af dem tilhørte endda hans egen Slægt; og alt dette tilsammen gjorde Skildringerne saa levende for ham, Skikkelserne saa nærværende.
Men samtidig naaede han herigennem til en nedslaaende Erkendelse. Ved at sammenligne saadanne Menneskers begejstrede Forsynstro med sin egen følte han, at han hverken var eller havde været eller nogensinde vilde kunne blive en virkelig troende|126| Kristen. Ja, han kunde ikke engang længer ønske at blive det.
Det var endda mindre den strenge Verdensforsagelse, der skræmmede ham tilbage. Tilfredsstillelsen ved et saadant indadvendt, verdensfjernt Liv forstod han netop bedst. Det var Lidenskaben i deres Bønner, Arten af deres Forhaabninger, som forfærdede ham. Han havde i de sidste Aar selv bedt ofte, undertiden flere Gange daglig, naar han følte Trang dertil. Men Bøn og Andagt havde for ham væsenlig tjent som et Styrkelses- og Renselsesbad for Sjælen, en Flugt fra jordisk Urenhed og Begær. Dog forstod han ogsaa dem, som tiltroede Bønnen Magt til virkelig at afværge Ulykker og bringe Hjælp i Farens og Nødens Stund. Men gennem hine, virkelig fromme Kristnes Bønner gik der som et Suk efter Trængsel og Smerte. I deres Sky for Verden, i deres Angst for Fristelsen, med deres Opfattelse af den Kristnes Liv som en uophørlig Pilgrimsgang nedbad de selv Vanheld og Forfølgelse over deres Hoveder.
»Bespis mig, o Herre, med Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal af Taarer at drikke. Dig overgiver jeg mig og alt, hvad mit er, til Tugt og Beskæmmelse. Din Revselse tynge paa mig, og din Svøbe belære mig. Thi det er Naade for din Ven, at han af Kærlighed til dig skal lide og plages. Jeg takker dig, at du ikke har skaanet mine Synder, men tugtet mig med haarde Slag.«
|127|Naar han traf paa saadanne Ord, gik der ham det samme uvilkaarlige Gys gennem Sjælen, som dengang han havde læst Moderens efterladte Brev. For en saadan brændende Tro, der fortærede selve Blodets Grunddrifter, veg hans naturlige Menneske tilbage.
»Sandelig, det er en Elendighed at leve paa Jorden,« skrev Thomas a Kempis i sin Bog om Kristi Efterfølgelse. »At spise, drikke, vaage, sove, hvile, arbejde og at være de øvrige Naturens Fornødenheder underkastet er sandelig en stor Elendighed og Plage for det gudfrygtige Menneske. O, gid der ikke var andet at gøre end at lovprise Herren vor Gud; da vilde du være langt lykkeligere end nu, hvor enhver af dine Fornødenheder gør dig til Kødets Tjener.«
Noget, der ganske særlig foruroligede ham ved disse Undersøgelser, var den stadig klarere Forstaaelse af — hvad der allerede for Aar tilbage havde dæmret for ham under hin tilfældige Fordybelse i en Oversættelse af Platons »Fædon« — at Kristendommen var langt ældre end Kristus, i hvem den kun havde fundet sin Fuldkommengørelse, i hvert Fald foreløbig; at han altsaa ikke længer kunde trøste sig med, at den vilde være bleven et rent forbigaaende Fænomen, dersom ikke Stats- eller Fyrstemagt havde set sin Fordel ved at hjælpe den op paa Aandens Højsæde. Den syntes at have sine Rødder i selve den menneskelige|128| Urgrund, at suge sin Næring fra et Instinkt, der laa udenfor Naturen, og som, hvor det i det hele taget fandtes, overvandt denne.
»Thi Legemet foraarsager os tusinde Bryderier, opvækker Uro og Forvirring og forstyrrer os, saa vi for dets Skyld ikke formaar at skue det sande. Medens vi lever, vil vi kun da komme Erkendelsen nærmest, naar vi har saa lidt som mulig med Legemet at skaffe og ikke mere Omgang med det, end det er højst nødvendigt, og ikke lader os opfylde af dets Natur.«
Saaledes talte selve Sokrates. Og Buddha? Der var et løsrevet, buddhistisk Citat, der sad indbrændt i hans Hjerne som en Fosforskrift og lyste, hver Gang der blev mørkt i hans Indre:
»Den, som Intet elsker her paa Jorden og Intet hader og Intet attraar, kun han har ingen Lænker og er uden Frygt.«
Fra alle Verdenshjørner det samme Svar! Ned gennem alle Tider den samme Fordring: Selvets Fornægtelse, Jeg'ets Udslettelse; thi Lykke var Forsagelse. Men fra Verdens Side lød det omvendt: Selvhævdelse, Egenkærlighed, Legemets Kraft og Viljens Mod; thi Lykke var Tilegnelse. Her fandtes da ingen bærende Bro over Svælget. Aandens Gilding eller Legemets — her stod Valget! Denne Afgørelse kom man ikke udenom, naar man ikke, som hans Svigerfader og saa mange andre, besad en lykkelig Evne til selvbedragerisk |129| at lukke Horisonten med en lyrisk Stemningstaage. Man maatte tage Standpunkt, vælge Parti, sværge til en Fane, — og ikke nølende og ængsteligt, men med tillidsfuld Beslutsomhed, ja Begejstring.
Saaledes endte han igen ved Troen som Livets opholdende og retfærdiggørende Kraft. Men en saadan Tillid havde han ikke længer, hverken til Himlen eller til Jorden. Med Verdens Børn vilde han ingen Forligelse, og mellem Kristne hørte han heller ikke hjemme. Og allermindst kunde han vende tilbage til den blombergske Uskyldighedstilstand og som et Barn plukke Blomster paa Randen af Afgrunden uden at se den eller dog uden at føle Dybets dæmonisk dragende Magt.
En Graavejrsmorgen i Begyndelsen af Marts holdt Pers forspændte Gig udenfor hans Dør og ventede. Da han endnu ikke selv havde Staldrum, maatte han anbringe sit Køretøj paa Kroen, og det var Kroens Karl, som stod der ved Hesten og smaabandede, mens han slog Armene over hinanden for at holde Varmen. Han havde allerede ventet over et Kvarter.
Endelig tumlede Per søvndrukken ud i sin store Kavaj, steg tavs tilsæde, tog Tømmen af Karlens Haand og skumplede afsted. Han havde som sædvanlig siddet oppe den halve Nat og læst, |130| og da han var kommen i Seng, havde Tankerne holdt ham vaagen, saa han først var falden i Søvn hen paa Morgenstunden. Nu viftede den friske Blæst ham hurtig Drømmetaagen fra Øjnene. Vognen var just heller ikke egnet til at lure i; det var en gammel, udslidt Jumpekasse, ligeledes et Avktionsudbytte, saa mør i Værket, at Fjedrene slog sammen ved den mindste Ujævnhed i Vejen. Til Gengæld var Hesten en paalidelig norsk Fjordhest, der blot havde den Vane af lutter Forsigtighed at løbe i Bugter fra den ene Grøftekant til den anden, saasnart Vejen hældede en Smule. Den havde et Par Øjne saa fintmærkende som et Nivellerinstrument, opdagede den mindste Afvigelse fra det vandrette Plan. For sin Kuskeæres Skyld havde Per i Begyndelsen ment at maatte plukke disse Unoder ud af den ved Hjælp af Pisken; men han havde snart fattet Kærlighed til det lille fromme og fodsikre Dyr, der Dag for Dag slæbte ham gennem Egnen i al Slags Vejr og Føre, og han lod den nu helt og holdent raade.
Saavidt det var ham muligt, indrettede han sig saaledes, at han kunde lægge Vejen om ad Bøstrup for i Forbifarten at sige Godmorgen til Inger. Han vidste, at hun paa den Tid gerne opholdt sig i Haven for at kunne spejde efter ham, og alene af den Grund fik disse Morgen-Udfarter fra Hjemmet en egen stor og festlig Stemning over sig. Men ogsaa selve Kørslen var ham paa denne Tid |131| af Dagen til megen Nydelse, navnlig en saadan Morgen med friskt Vejr, naar Skyerne jog lavt henover Jorden og Flokke af skrigende Krager vuggede paa Stormen. Der var i saadanne Øjeblikke intetsomhelst sværmerisk i hans Forhold til Naturen. Han havde ikke — som i sin Tid, da han laa og fiskede paa Aaen ved Kærsholm — nogen Fornemmelse af mysteriøse Aabenbarelser. Det var atter ligesom i hans Drengeaar et rent legemligt Velbehag, han følte ved Synet af den flyvende Skyhimmel og de svajende Trætoppe. Det var, som om Naturen umiddelbart skænkede ham af sin Kraft; hans Muskler svulmede, Blodet fik Fart, Hjertet bankede.
Naar han da tænkte tilbage paa, hvad der havde holdt ham vaagen om Natten, og hvorledes han havde syntes, at han ikke vilde kunne faa Fred i sin Sjæl, før han havde udgrundet Verdensgaaden, maatte han næsten smile. I disse Øjeblikke, mens Eftertanken endnu blundede, og før Dagens mange Smaafortrædeligheder havde plumret hans Sind, aabnede dette sig atter tillidsfuldt for Verden og dens naturlige Tillokkelser. Alt dunkelt og tvivlsomt i Tilværelsen blev ham saa betydningsløst i Sammenligning med det ubestridelige Faktum, at han sad her ung og sund i sin egen Vogn, paa Vej til sin Kæreste for at indvie Dagen med et Kys paa hendes søde Mund. Han priste den Gud, han knap nok længer troede paa, lovede |132| Livet med dets Lyst og Sorg og Møje, der altsammen syntes ham Tak værd, hvortil det saa end førte. Hvorfor da gruble? Selvgjorte Plager var Fandens Værk. Det var i Grunden blot farisæisk Selvophøjelse ikke at ville lade sig nøje med de Bekymringer, Livskampen skabte. Om to og en halv Maaned skulde hans Bryllup staa. Den 20. Maj, Ingers Fødselsdag, skulde han hjemføre hende som blomstersmykket Brud, og hans triste Ensomhedsaar var endte!
Han havde denne Dag et Besøg at gøre, der længe havde optaget ham. Blandt de Engskifter, der vilde blive berørt af hans Strømregulering, var der ogsaa et Par, der tilhørte Præstegaarden i Borup, og det var hertil, han i den Anledning agtede sig hen. Han havde ikke talt med Pastor Fjaltring siden hint tilfældige Sammentræf i Høladen under Tordenvejret for godt halvandet Aar siden. Han havde et Par Gange kørt ham forbi, naar den sære Mand i Skumringen gik sine ensomme Spasereture paa afsides Veje, og han havde da ogsaa regelmæssigt hilst ham, dog — som det syntes — uden at blive genkendt. Men overalt paa Egnen havde han hørt Folk snakke om ham og om hans ulykkelige Familjeliv. Navnlig gik der de utroligste Historier om hans Kone; hun skulde ikke alene være ganske ødelagt af Drik men desuden i sine yngre Dage have begaaet kønslige Udskejelser af den groveste Art, ligesom hun |133| nok ved sin Skødesløshed og Dovenskab tildels bar Skylden for, at han gentagne Gange havde vaklet paa Fallitens yderste Rand. Alt dette havde vakt Pers Deltagelse for Manden. Naar han ikke desmindre havde udsat sit Besøg hos ham saa længe, var det, fordi han tænkte sig, at han som Pastor Blombergs Svigersøn næppe vilde faa nogen synderlig venlig Modtagelse, al den Stund Svigerfaderen havde erobret Størsteparten af hans Menighed og dermed tillige berøvet ham en Del af hans haardt fornødne Indtægter.
Vejen sænkede sig i et stort Sving ned mod Bøstrup By, og nu lyste der et Smil i hans Ansigt. Derhenne over Præstegaardens Havelaage øjnede han Inger, der stod med et Sjal over Hovedet og kiggede efter ham. — — —
Henimod Middagstid, efter at have tilbragt nogle Timer ude i Engene med sit Vinkelinstrument, kørte han ind i Borup Præstegaard.
Pastor Fjaltring var hjemme og modtog ham i sit Studereværelse. Det var et stort, halvmørkt Rum, næsten en Sal, med et bart Gulv og nøgne Vægge. Skønt der var en Del Møbler derinde, saae der tomt ud. Ved Pillen mellem den store Stues to eneste Vinduer stod en Pult med en opslaaet Bog; og herfra traadte den besynderlige Huleboer ham imøde, saasnart han var kommen indenfor Døren. Der var i Præstens Væsen den samme sære Blanding af Forlegenhed, Nyfigenhed og |134| Selvfølelse, som havde slaaet Per allerede hin Dag i Kirken. Han blev staaende i nogle Skridts Afstand fra ham og hilste yderst høflig men i Tavshed og med Hænderne bag paa Ryggen. Hvorvidt han genkendte ham eller ej, var det ikke let at blive klog paa. Da Per havde forestillet sig, gjorde Præsten en Haandbevægelse henimod Sofaen, tog selv Plads i en Armstol noget derfra og spurgte forretningsmæssigt, hvormed han kunde være ham til Tjeneste.
Per fremførte sine Spørgsmaal, der angik Uddybningen af nogle Grøfter i Præstegaardens Englod. Præsten svarede, at han i Grunden ikke havde Lov til paa egen Haand at træffe Bestemmelser om Embedsjorden; men da det her kun drejede sig om Ubetydeligheder, turde han vel nok paatage sig Ansvaret. Kun vilde han bede om, at der til mulig fremtidig Bevisførelse maatte blive udfærdiget en kort, skriftlig Fremstilling af de Ændringer, der ønskedes foretagne; hvilket Per beredvilligt lovede.
Den hele Forhandling stod kun paa i nogle faa Minutter og efterfulgtes af en længere Pavse. Præsten sad bøjet frem over sine sammenlagte Hænder og ventede aabenbart blot paa, at Per skulde gaa. Da Per nu virkelig gjorde Mine dertil, syntes det, som om han alligevel blev noget ængstelig for at have været uhøflig. Han spurgte ham, hvor han boede, og hvad han syntes om |135| Egnen; og da han hørte, at Per havde opslaaet sin Bolig ved Stationen, sagde han, at han altsaa ikke kunde savne Omgang; der var jo efterhaanden opvokset en hel lille Købstad dernede ved Rimalt. Og han nævnede Realskolebestyreren og Apotekeren og et Par andre af Egnens Folk. Svigerfaderen eller Hjemmet i Bøstrup Præstegaard omtalte han derimod ikke med et Ord.
Per, som fra hint Uvejrs-Møde havde bevaret et ret betydeligt Indtryk af Præstens Personlighed, følte sig lidt skuffet af disse almindelige Talemaader, hvori han dennegang bevægede sig. Saa krænkede det ham ogsaa, at han saaledes udenvidere blev slaaet i Hartkorn med Medlemmerne af Toddy-Klubben derhjemme, saa meget mere som Præsten selv — efter hans Tone at dømme — ikke værdsatte de Folk synderlig højt. Han sagde derfor med en vis Vægt, at han ingen Omgang havde der i Byen men tværtimod levede meget ensomt i Selskab med sine Bøger.
Præsten løftede Hovedet lidt. Han saae stadig ikke paa ham; men der kom et opmærksomt, ligesom lyttende Udtryk i hans lille gulblege, skægløse Ansigt.
»Naa ja,« sagde han. »Det tilbagetrukne Liv i Tankens Verden kan sagtens ogsaa have sin Tilfredsstillelse. Og sin Hygge. Man tør maaske sige sin Velsignelse.«
Og han tilføjede med et lille Smil, at Ensomheden|136| jo undertiden var meget selskabelig. Naar man med tilstrækkelig Grundighed søgte ind i sig selv, fik man ofte en ganske skuffende Fornemmelse af at have Fremmede hos sig.
Per, der følte sig personlig ramt af Bemærkningen, sagde med et Forsøg paa at fortsætte Lignelsen, at saadanne Fremmede desværre ofte var ret besværlige Gæster, der skabte Uro og Uhygge.
Atter gled det flygtigt studsende, ligesom lyttende Udtryk henover Præstens bortvendte Ansigt. Han gik dog ikke nærmere ind paa Emnet, tilføjede blot som en Afslutning, at man jo ogsaa gerne tyede til andres Tanker for at forjage sine egne. Bøger virkede saa rart afledende. De Betragtninger, Folk førte tilbogs og lod trykke, var i Almindelighed ikke opskræmmende.
Der blev igen en Pavse. Præsten var aabenbart her kommen ind paa noget, hvorom han ikke ønskede at udtale sig nærmere. Per forstod, at han var paa sin Post overfor ham, og at der ikke kunde komme nogen Samtale i Gang. Han rejste sig derfor, og Præsten gjorde sig ikke dennegang nogen Anstrengelse for at holde ham tilbage. Dog var han ingenlunde uhøflig. Ved Afskeden rakte han ham endog sin Haand — en besynderlig tør og hed Haand — og gjorde verdensmandsmæssig en Undskyldning, fordi han af Frygt for Træk ikke fulgte ham ud i Forstuen.
Saa kort og lidet betydende dette Møde havde |137| været, var Per dog ikke saa lidt opfyldt af det; og da han sad ved Aftensbordet i Bøstrup Præstegaard, gav han sig til at tale om sin Oplevelse paa en Maade, som Svigerforældrene tydeligvis ikke syntes om. Saasnart han mærkede det, tav han ogsaa. Hvorpaa Svigerfaderen ytrede med en Vending, han sædvanlig brugte, naar hans Nabopræst kom paa Tale:
»Ja, det er et stakkels beklagelsesværdigt Menneske! Jeg har oprigtig ondt af ham. Han skulde blot aldrig have været Præst!«
Straks den næste Dag satte Per sig til at udfærdige den Redegørelse, Pastor Fjaltring havde anmodet om. Han gjorde sig megen Umage med den, renskrev den tilsidst paa et stort Ark tykt Papir og tilføjede ovenikøbet et omhyggelig udført Grundrids af hele Præstegaardens Engtilliggende.
En Ugestid senere, da hans Vej en Dag igen førte ham ad Borup til, kørte han ind i Præstegaarden for at aflevere Dokumentet. Præsten, der var saa lidt vant til, at man viste ham Opmærksomheder, blev ganske rørt ved Synet af det smukke Arbejde og takkede ham hjertelig; og da Per straks vilde gaa, blev han helt ulykkelig og bad ham undskylde, dersom han ved hans forrige Besøg maaske havde været noget uoplagt. For at faa ham til at blive trykkede han ham egenhændig ned i sin Sofa, og det varede nu ikke længe, før |138| der kom en Samtale igang af en ret aabenhjertig Karakter.
Det var selve det medbragte Dokument, der blev Udgangspunktet for den. Per meddelte Præsten den Oplysning, at der var Brændtørv i Præstegaardsengen, endog i ganske betydelig Mængde. De laa temmelig dybt under Jordoverfladen og var lidt vanskelige at komme til; men sandsynligvis var de just af den Grund særlig gode. Han var overbevist om, ytrede han, at det vilde kunne lønne sig at anskaffe en lille Pumpemølle, som kunde holde en Udgravning tør, og saa forme Massen som Æltetørv.
Pastor Fjaltring, som var bleven staaende foran ham paa et smalt Løbetæppe, der laa midt henad det ellers nøgne Gulv, rystede blidt paa Hovedet med et sygeligt Smil. Den Sag maatte han overlade til sin Eftermand, sagde han. Hans Helbred var ikke af den Beskaffenhed, at han turde regne med Fremtiden.
»Desuden,« føjede han til. »Om ogsaa Døden vil skænke mig Frist, veed jeg jo slet ikke, hvorlænge Kirkemyndighederne og mine nidkære Embedsbrødre vil give mig Lov til at præke for tomme Stolestader.«
Per blev rød og forsøgte høflig en Indvending; men Præsten lod ham ikke komme tilorde.
»Jeg gør mig ingen Illusioner. Vor Tid har gjort Religionen til en Markedsvare, og man kan |139| ikke fortænke Folk i, at de søger de Boder, hvor de køber Afladen billigst.«
Per vendte Øjnene bort. Han fandt ikke Anklagen saa meget uretfærdig men følte sig for Skams Skyld forpligtet til at tage sin Svigerfader i Forsvar. Han sagde da, at de nyere religiøse Bevægelser i Folket, hvor overfladisk de end i Almindelighed virkede, dog vakte Sansen for aandelige Ting og saaledes forhaabenlig forberedte en ny Kulturperiode. Han havde ogsaa paa sine Rejser gjort den Erfaring, at danske Bønder i Henseende til Aandslivlighed og Modtagelighed ragede højt op over deres Standsfæller i Udlandet, særlig i de katolske Lande. Men hertil svarede Pastor Fjaltring, at et saadant velvilligt, halvt beskyttende eller maaske bare nysgerrigt Forhold til Kirken og de store Livsspørgsmaal i hans Øjne var værre end slet intet Forhold. Troen var en Passion, og hvor den ikke var det, drev man Abespil med Vorherre. Ad kunstig Vej at opdrive en vis Aandslivlighed hos Folket var saa langt fra at berede Jordbunden for en alvorlig og oprigtig Tro — eller blot for en alvorlig Tvivl — at sligt tværtimod dræbte de Spirer til et virkeligt Gudsforhold, der var nedlagt i enhver Menneskesjæl.
Han var gaaet et Par Gange frem og tilbage paa Løbetæppet men standsede pludselig helt henne i den anden Ende af Stuen. Det saae ud, som vilde han minde sig selv om ikke at vove |140| sig for langt ud. Men det var for silde. Meddelelsestrangen i ham var bleven vakt. Ensomhedens Tankemylder trængte sig paa, og han kunde ikke længer holde Ordene tilbage.
Han sagde til Per, at den moderne Ingeniørvidenskab ikke kunde fritages for en Del af Ansvaret for den Udadvendthed og Overfladiskhed, som var Nutidsmenneskenes Forbandelse. Det var Maskinindustriens Jag, der nu ogsaa havde smittet det religiøse Liv. Som man paa alle Omraader var bleven vænnet til at faa sine Livsfornødenheder tilfredsstillede med saa lidt personligt Arbejde som muligt, saadan krævede man nu ogsaa af Troen, at den lod sig erhverve uden for megen Kraft- og Tidsspilde. Og hos Ordets Forkyndere — det være sig nu Præster eller Lægfolk — skortede det jo gennemgaaende ikke paa Villighed til at imødekomme Kravet. Med Stolthed pegede vi Højskoler, der jo ogsaa efterhaanden havde udviklet sig til formelige Etablissementer, hvor en garanteret Livsanskuelse tilvirkedes fabriksmæssigt i Løbet af tre-fire Maaneder. Det saae ud som et Mirakel, og var dog bare et Bedrag. For at opnaa den forlangte Simplifikation og Prisbillighed erstattede man ganske simpelt Religionen med Poesi, gav Tilværelsen et poetisk Overtræk, en skuffende Fernis. Udbyttet af den sidste Menneskealders saakaldte folkelig-religiøse Vækkelsesarbejde herhjemme havde efter |141| hans Mening ikke været andet end en saadan ferniseret Materialisme.
Pastor Fjaltrings udæskende Tone overfor ham forstemte Per lidt. Dog kunde han ikke faa sig til rent ud at tilstaa, at Præsten kun udtalte hans egne Anskuelser. Pastor Fjaltring var desuden ikke længer til at standse.
Om Menneskets Sjæl og Vilkaarene for dens Trivsel — fortsatte han — vidste man ganske vist kun sørgelig lidt; men det syntes dog temmelig sikkert at fremgaa af Historiens som af mange Enkeltmenneskers Vidnesbyrd, at som alt andet krævede ogsaa Sjælen Tid og Modstand for at udfolde sig. Det var vel ogsaa almindelig erkendt, at Lykke i verdslig Forstand gjorde Mennesket goldt. Sjælens rette Element var Sorgen, Smerten, Savnet. Glæden var en Levning af Dyret i os; derfor var det sagtens ogsaa, at Folk saa let i Medgangsdage forfaldt til allehaande Abenoder og Paafuglevaner, mens de i Sorgens Timer, naar de søgte ind i sig selv, ind til Personlighedens guddommelige Kilde, kunde faa et helt forklaret Udseende. Ganske vist, Kristendommen meldte sig i Verden som det glade Budskab; men skulde dette Ord tages bogstavelig, blev man stikkende i en uopløselig Modsigelse. En Tro, der meddelte Fred, Tryghed og Glæde, tilstoppede Sjælens Ernæringskilder, udslukte det aandelige Liv, helbredede den syge Menneskeslægt ved at dræbe den. Selve Ideen |142| om et hinsidigt Paradis som en Fuldkommenhedens Bolig lod sig ogsaa vanskeligt forlige med vor nuværende religiøse Indsigt. Det Ord om det udelukkede Haab, som Dante havde anbragt over Nedgangen til sit Helvede, syntes med nok saa megen Føje — og i langt frygteligere Betydning — at kunne indridses over Porten til et saadant Himmerige, hvor der ikke længer var nogen Mulighed for Selvudvikling. Ja, for den indskrænkede Menneskeforstand tog det sig ud, som om det i det lange Løb maatte blive mellem de Uforløste, hos de evigt eller midlertidigt Fordømte, at man fandt de rene og lutrede Sjæle og den sande Salighed, opfattet som religiøs Erkendelse.
»Men rimeligvis har vi endnu slet ikke forstaaet Guds Mening med Evangeliet. Og i saa Fald forklares herved igen den Kendsgerning, at Kristendommen efter to Aartusinders Forløb trods store Ord og Løfter ikke har faaet Held til at udrette mere for Menneskeslægtens Fremgang. Visse Teologer benægter jo rentud Kristi guddommelige Fødsel, og i Virkeligheden er Familjeligheden mellem ham og det gamle Testamentes Gud heller ikke let at faa Øje paa. Man kunde vel næsten uden stor Overdrivelse sige, at den ene er den andens fuldkomne Modsætning, ja Vrængebillede. Som bekendt var Kristus jo ogsaa Jøderne en Forargelse. Men naar Kristus saaledes ikke er Guds Søn — hvem borger os saa for, at Vorherre ikke |143| lod ham fødes og pines og lide en forsmædelig Død, for at han skulde tjene os til afskrækkende Eksempel?«
Pastor Fjaltring standsede atter brat sin Gang over Løbetæppet, ligesom ængstet af sine egne Ord. Hans Pande var under den lange Tale bleven ganske rødflammet, og der jog uafladelig nervøse Trækninger fra Skuldrene op over Ansigtet.
»Ja, De forstaar forhaabenlig, at jeg ikke siger dette for at spotte. Jeg mener kun, at skal Kristusskikkelsen og dens Mission endelig gøres til Genstand for kritisk Værdsættelse — og dertil er Tiden sikkert kommen — saa lad det blive grundigt, uden Fordomme. Om saa vort Salighedshaab skal sættes paa Spil derved«
Per vidste intet at sige til disse vidtsvævende Tanker; og Pastor Fjaltring havde øjensynlig ikke selv nogen Fornemmelse af, hvor langt han var kommen bort fra Udgangspunktet. Heller ikke mærkede han det nu, at en Dør bagved ham aabnedes, og at hans Kone kom ind. Først da Per rejste sig og bukkede, vendte han sig om og blev i det samme tavs.
Per gjorde i Stilhed Folkesnakken den Indrømmelse, at den ikke havde overdrevet i sin Skildring af Pastorindens Ydre. Hun var uformelig tyk og havde et stort, kobberrødt Drankeransigt med et Par dødt stirrende Øjne, der syntes næsten|144| hvide mod Ansigtshuden. Hendes Sjuskethed var saa meget mere iøjnefaldende, som hun aabenbart havde pyntet sig. Forhaaret var i Hast bleven glattet med Vand, og hun havde en temmelig ordenlig Kjole paa; men under den skævt siddende Kappe sad Resten af Haaret som Stopningen i en Pude, og under Kjolekanten saaes et Par udtraadte og ubørstede Sko.
Da hendes Mand havde forestillet Per, smilte hun meget indladende.
»Hr. Sidenius vil maaske gøre os den Fornøjelse at spise Frokost med os? Maden staar paa Bordet.«
Per vidste ikke, hvad han skulde svare. Medfølelsen med den ulykkelige Mand knugede ham under Hjertet. Han havde helst sagt Nej til Indbydelsen men frygtede for, at han skulde krænke ved et Afslag.
Det overraskede ham nu, at der ikke i Pastor Fjaltrings Væsen overfor Konen ytrede sig nogen alvorligere Misstemning. Han var ganske vist en Del forlegen og temmelig adspredt; men under hele Maaltidet var hans Optræden overfor hende ganske den hensynsfulde Ægtemands, opmærksom, ja galant. Selv havde hun øjensynlig ikke den mindste Forstaaelse af sin Skænsel. Hun var endog den, som førte Ordet, idet hun — temmelig forvirret — talte om København og om sine Erindringer fra Nordsjælland, hvor hendes Fader havde |145| været Præst. Da hun tilmed havde den Vane aldrig at høre efter, hvad andre sagde, men blev ved at lade Munden løbe, var hun tilsidst den eneste, der talte.
Da de to Mænd kom tilbage til Studereværelset, følte Per straks, at deres afbrudte Samtale ikke længer lod sig genoptage. Præsten var bleven tavs, og han saae paa hans Afskedsforberedelser uden at opfordre ham til at blive. Dog fulgte han dennegang Per helt ud i Forstuen, takkede ham paany for den Opmærksomhed, han havde vist ham, og sagde, at det altid vilde være ham en Glæde at se ham, naar hans Vej faldt der forbi.
Per blev glad for Opfordringen og gjorde sig i den følgende Tid hyppigt Ærinde i Præstegaarden i Anledning af Grøftegravningen i Engen. Tilsidst kom han der uden nogetsomhelst Paaskud og følte sig dog altid velkommen. Ved Gudstjenesten i Borup Kirke viste han sig derimod aldrig, og det var ikke alene Hensynet til Svigerfaderen, der holdt ham borte. Det Indtryk, han havde bevaret af Pastor Fjaltrings Præken fra den eneste Gang, han havde hørt ham tale, fristede ikke til en Gentagelse. Paa en Prækestol gjorde Pastor Fjaltring en underlig Mester-Jakel Figur. Han var en Sandhedssøger, ingen Stemningsvækker, endsige nogen Forkynder. Man skulde søge ham i hans Enebo. Og selv der kunde han undertiden ved et uformodet Besøg flagre besynderlig forlegent og ubehersket|146| omkring ligesom et Møl, der pludselig træffes af Lyset. Enten følte han sig trykket ved Tanken om sin Paaklædning, der sjelden var beregnet paa at ses af Fremmede, eller han var et Offer for sin indbildte Sygdom og flyttede sig hvileløs fra Stol til Stol eller sad sammenkrøben med Haanden under sit indbundne Hoved. Overfor Per fortog dog denne Skyhed sig i Almindelighed ret hurtig, og havde han først overvundet den, kunde han tale i Timer uden at trættes.
I Bøstrup Præstegaard nævnte Per aldrig sin fortsatte Forbindelse med den forkætrede Præst. Heller ikke for Inger omtalte han den. Han vidste, at hun paa Faderens Vegne vilde føle sig krænket af den, og han kunde foreløbig ikke gøre hende sin Optagethed af dette nye Bekendtskab forstaaelig, fordi hun endnu paa ganske barnlig Vis troede paa sin Faders Ufejlbarlighed. Det maatte vente, indtil de altid kunde være sammen. De enkelte Gange, hvor det var kommen til en lille Ordstrid mellem ham og Svigerfaderen om religiøse Spørgsmaal, havde hun været meget vred paa ham bagefter og temmelig tydelig ladet forstaa, at hun opfattede det som en ungdommelig Vigtighed af ham saaledes at ville sætte sin Mening op imod Faderens.
Den Hemmelighedsfuldhed, som herved kom til at hvile over hans Besøg hos Pastor Fjaltring, satte lidt efter lidt sit Mærke paa de Indtryk, han |147| bragte med derfra, forlenede dem med et Skær af Mystik. Men hertil bidrog ogsaa Pastor Fjaltrings mærkelige og mangeartede Viden. Per stiftede her for første Gang Bekendtskab med saadan noget som den middelalderlige Teologi. Han førtes ind i Skolastikernes byzantinske Tanketempler, indviedes i de førreformatoriske Sværmeres gotisk-fantastiske Drømmesyner, hørte om Mænd som Mester Eckart, Johannes Tauler, Ruysbrock og Gerhard Groot, hvis Personligheder aabenbart havde fristet Pastor Fjaltring til vidtløftige Studier. Men forresten syntes ingen Lærebygning eller Troesretning i Fortid og Nutid at være ham fremmed. Selv med visse uhyggelige Udslag af en forvendt religiøs Fantasi som Satansdyrkelsen, Rosenkreuzerordenen og den sorte Messe var han overraskende fortrolig. Han gengav ofte ordret efter Hukommelsen lange Stykker af saadanne Lønsamfunds Forfattere og tog dem undertiden i Forsvar mod Kirkefædrenes Angreb.
Hvad der dog stadig optog Per mest under disse Besøg, var Pastor Fjaltrings egen Personlighed og det Præg af Selvoplevelse, han satte paa alt, hvad han talte om. Som han var fortrolig med alle Tankegange, syntes han at kende enhver menneskelig Lyst og Smerte af personlig Erfaring. Selv naar han talte om Helvede, skete det paa en Maade og med et sygt Blik, som om han havde været der og i Erindringen paany gennemlevede|148| Rækken af dets Kvaler. Men ogsaa et Himmerig kunde i lykkelige Øjeblikke afspejle sig i hans fine, saa levende og skiftende Træk. Der kunde glide et Udtryk henover hans blodløse Ansigt, som om han pludselig opfangede Toner af Sfærernes Musik. Per maatte da altid tænke paa, hvad han engang havde sagt om det nordiske Vintermørke med dets fortvivlende, ugelange Storme, at til Gengæld et eneste Solglimt paa den Tid kunde forgylde hele Tilværelsen for os. Overhovedet kunde han som Faa glædes ved Smaating. Tilsynekomsten af en lille Bille, der kom løbende over Gulvet, kunde faa ham til at stoppe op i sin ivrigste Tale. Med den mest optagne Mine iagttog han da Dyrets Bevægelser, forbavsedes over dets Stedsans eller morede sig over dets Raadvildhed, hvad saa altsammen bagefter satte hans Fantasi i Bevægelse og gav ham Anledning til forskellige spøgefulde eller mistrøstige, dybsindige eller vittige, floue eller ophøjede Betragtninger.
Naar Per bagefter sad i Bøstrup Præstegaard og hørte sin rødmossede Svigerfader tale, følte han i endnu højere Grad end tidligere, hvor ringe Værd en saadan billigkøbt Frejdighed havde i Sammenligning med en Tro, ja selv med en Tvivl, der havde kostet Kamp og Blod. Særlig faldt Modsætningen ham i Øjnene engang ved et af de saakaldte Privatkonventer, der et Par Gange |149| om Aaret afholdtes i Præstegaarden, og hvor Egnens frisindede Gejstlighed samledes for under Svigerfaderens Forsæde at drøfte Øjeblikkets kirkelige Stridsspørgsmaal. Selv i Pastor Fjaltrings mest gudsbespottelige Tale syntes der ham at være mere sand Fromhed end i den lutherske Gabmundethed og den hele friskfyragtige Spillen Kammerat med Vorherre, hvori disse Folk behagede sig. Naar han saae dem sidde der — gemytlige, adspredte eller prægede af den skuespilleragtige Selvoptagethed, som Folkemøderne fremavlede — og forhandle om Syndsforladelsen eller Bønhørelsen med en velstoppet Pibe i Munden; naar han hørte dem overbyde hinanden i Frisindethed og Billighedsfølelse og frejdig Imødekommen af Tidens Forventning om en Religion til nedsat Pris, saa forstod han baade det Navn »Grossererne«, som Pastor Fjaltring havde heftet paa dem, og dennes Betegnelse af det lyrisk bevægede Stemningsliv som en »ferniseret Materialisme«.
Ogsaa paa Svigerfaderens Karakter havde han faaet mere og mere at udsætte. Særlig var hans Kritik af den bleven vakt, efter at han ved et Tilfælde havde faaet Rede paa hint besynderlige Forhold til den gamle Bedstefader, som allerede Forvalteren paa Kærsholm i sin Tid havde omtalt for ham. Den Gamle boede ganske rigtig under kummerlige Forhold et Sted paa Fyen, og naar Sønnen havde lukket sit Hus for ham, var |150| Grunden den, at han engang som en allerede ældre Mand havde forsyndet sig mod det sjette Bud og faaet et Barn med sin Tjenestepige. Pastor Blomberg, der viste saa stor Fordomsfrihed i alle religiøse Spørgsmaal, forstod til Gengæld ikke Spøg, naar det galdt Moralen. I Lighed med adskillige af sine Kaldsbrødre tog han i det hele paa Sædernes Omraade Oprejsning for, hvad Kirken i den senere Tid nødtvungent havde ofret til Fornuften. Ikke desmindre havde Per en lille Mistanke om, at Svigerfaderen i Grunden var ganske glad ved at have faaet dette Paaskud til at holde sig den besværlige, nu næsten blinde Olding fra Livet. Der havde nok aldrig bestaaet noget særlig hjerteligt Forhold mellem Fader og Søn, og Offervilligheden hos Pastor Blomberg var overhovedet ikke stor. Mens han selv førte et rigt Hus og gentagne Gange temmelig ugenert havde krævet Menighedens Paaskønnelse bevidnet med klingende Mønt, var han meget paaholdende, hvor det galdt en Haandsrækning til andre. Per havde allerede mere end een Gang haft Lejlighed til at høre, hvorledes han affandt sig med Fattigfolk, der var kommen til ham om Hjælp, ved Løftet om at »indeslutte dem varmt i sine Bønner«.
Naar Per søgte at opgøre for sig selv, hvilken Betydning hans Bekendtskab med Pastor Fjaltring foreløbig havde haft for ham, fandt han den særlig deri, at han hos denne havde fundet Trøst for |151| den Tvedelthed i sin Natur, den Mangel paa Evne til at falde til Hvile i en bestemt formet Livsanskuelse, som forhen saa ofte havde gjort ham modløs. I sin Tale kom Pastor Fjaltring netop altid tilbage til Tvivlen som Troens nødvendige Forudsætning, dens »vellystfulde, evigt undfangende Moderskød«. Som Dagen fødtes af Natten og denne igen af Dagen, og som alt Liv paa Jorden fremkaldtes af dette Vekselspil mellem Mørke og Lys, saadan betingedes ogsaa det religiøse Liv af et uafhjælpeligt Modsætningsforhold, der ved sine Brydninger vedligeholdt Sjælens Uro. En Tro, som ikke bestandig fornyedes gennem Tvivl, var en livløs Ting, et Kosteskaft, — en Krykke, ved hvis Hjælp man maaske nok for en Tid kunde glemme sin Lamhed; men en virkelig, livsopholdende Kraft var den ikke.
I et af sine spøgefulde Øjeblikke havde han sagt:
»Dersom det er rigtigt, at Vejen til Helvede er brolagt med vore gode Forsætter, saa maa jo nødvendigvis Vejen til Himlen været banet med vore slette.« Og han havde derpaa udviklet, at der maaske var mere Sandhed heri, end det i første Øjeblik kunde se ud til; thi — sagde han — ligesom det menneskelige Legemes Gang »noksom bekendt« var et bestandigt men betids afbrudt Fald, saadan var ogsaa vor Aands Udvikling hen imod Fuldkommenheden et uafladeligt Syndefald, af |152| hvilket vi oprejstes ved en instinktmæssig virkende Selvopholdelsens Kraft, der var af guddommelig Oprindelse.
Idet Per saae tilbage paa sin egen Udvikling, syntes han, at den næsten var som en forbilledlig Anskueliggørelse af disse Ord. Og han saae igen Fremtiden i Møde med Haab og Fortrøstning.
I Bøstrup Præstegaard havde man allerede travlt med Forberedelserne til Bryllupet. Symaskinen summede den hele Dag, og Fru Blomberg tog hver Mandag ind til Købstaden, hvor Størsteparten af Udstyret blev bestilt. Ord som Drejl, Nøddetræ, Satin, Mellemværk, Reps, Bolster, Grenadine, Krølhaar, Dowlas slog Per om Ørene fra det Øjeblik, han kom ind ad Døren. Ogsaa Ingers Tanker syntes mere optaget af Snedker og Sadelmager end af den Kærlighedens Indvielsesfest, der forestod; og Per følte sig mere og mere tilovers i Præstegaarden.
Selv gik han iøvrig derhjemme i sit Hus og beredte det i Stilhed til at modtage hende. Han havde allerede ganske gode Indkomster. Foruden sin Hovedbeskæftigelse med Strømreguleringen havde han paataget sig forskellige Smaaarbejder rundt om i Egnen, hvorved han havde en klækkelig Fortjeneste. Han havde da ogsaa fuldtud |153| tilbagebetalt, hvad han skyldte sine Søskende, Ja han havde endog begyndt at lægge tilside til det første Afdrag paa sin Gæld til Philip Salomon og Ivan.
Nu lod han det temmelig forfaldne Hus istandgøre udvendig og indvendig, fik nye Tapeter paa Væggene og erstattede det gammeldags, kolde Murstensgulv i Køkkenet med et Bræddegulv. Hans mærkelige Opfindsomhed, som ikke fornægtede sig selv ved saadant Pusleri, gav sig Udslag i forskellige smaa praktiske Indretninger til Forbedring af Skorstenstrækket, af Vandafløbet o.s.v. Han vidste, at intet vilde glæde Inger mere end et velindrettet Køkken, et køligt og luftigt Spisekammer, en friskkalket Kælder, et let tilgængeligt og velfyldt Brændselsrum. Hun havde arvet sin Moders Sans for Orden og Renlighed og kunde henrykkes af en skinnende Tallerkenrække eller af noget nypudset Kobbertøj omtrent som andre af et Kunstværk.
Nu gik det, som det plejer at gaa, at Udbedringen af den ene Ting aabnede Øjnene for Manglerne ved andre. Da Køkkenlejligheden stod færdig, syntes Per, at ogsaa Dagligstuen nødvendigvis maatte have et nyt Gulv, og hertil medgik den lille opsparede Sum, han ellers havde bestemt for Philip Salomon. Uden at han rigtig selv mærkede det, smittedes han efterhaanden af Forberedelsesfeberen i Præstegaarden. Til Besøg |154| hos Pastor Fjaltring blev der ikke længer Lejlighed. Af lutter Frygt for, at Tiden ikke skulde slaa til, var han tilsidst — ligesom Inger — endog nær ved at ønske, at Bryllupet kunde blive udsat et Par Uger.
Da saa de nye Møbler begyndte at komme fra Byen og skulde stilles paa Plads, meldte der sig andre Bekymringer. Et Klædeskab viste sig at være for stort til den Væg, for hvilket det var bestemt. En Gardinstang var til Gengæld bleven for kort, og — hvad der et Øjeblik gjorde Inger helt utrøstelig — det nye Tapet i Dagligstuen stod ikke saa smukt til Tæppet og Møbelbetrækket, som hun havde ventet. Hvergang han kom til Præstegaarden, fløj hun ham imøde med bekymrede Spørgsmaal om en Vinduspilles Bredde eller Størrelsen af et Gulv; og naar han gik, glemte hun undertieen helt at besvare hans Kys for lutter Paamindelser og Overvejelser.
Lige op til selve Højtidsdagen varede denne travle Flyttedagsuro; ja et Par Dage før Bryllupet steg den pludselig paa Grund af et Uheld til formelig Panik. Alle de bestilte Møbler var efterhaanden kommen; kun manglede endnu Sengene, som man havde ventet paa Uge efter Uge. Der var bleven sendt Bud paa Bud til Snedkeren i Byen med Forespørgsler, og denne havde stadig lovet at sende dem. Inger og hendes Moder talte |155| næsten ikke om andet end disse Senge, som stadig udeblev. Per følte sig lidt forlegen derved; han forstod ikke rigtig den Frimodighed, hvormed Inger, hvis Væsen ellers var saa overdrevent korrekt, gav sine Ængstelser Luft, ikke alene overfor ham, men ogsaa overfor alle andre, der kom i Præstegaarden. Spændingen forplantede sig tilsidst ud Byen. Overalt talte man om disse Senge, og det kom som en Befrielse for alle, da det Dagen før Bryllupet blev bekendt, at de nu endelig var der.
Paa Festdagen skinnede Sommersolen ned over en flagsmykket By, og alle Folk var paa Benene, da Bryllupstoget drog til Kirke. Inger sad i en aaben Vogn ved Siden af en smuk, ældre Herre med bomuldsagtigt Fipskæg og en Rose i Knaphullet, hendes Morbroder. Hun saae nydelig ud men vidste det maaske lidt for godt selv. Hendes Tanter, som havde pyntet hende, Veninderne, som havde sat Sløret og Myrtekransen paa hendes Hoved, Pigerne og Konerne i Præstegaarden, som havde fulgt hende tilvogns, alle havde de fortalt hende, at skønnere Brud var ingensinde kørt til Bøstrup Kirke.
Blandt Gæsterne var der ogsaa to af Pers Søskende, Eberhard og Signe. Iøvrig saaes der alle Egnens kendte Folk, Justitsraad Clausens, Hofjægermesterinden, Højskoleforstanderen, flere Præster, Ombudsmænd for Menigheden, desuden enkelte Udvalgte|156| fra Rimalt, ialt over et halvt Hundrede Personer.
Under Middagen i Præstegaarden trængte Nysgerrige ind i Haven for at høre Talerne gennem de aabenstaaende Vinduer. Bagefter blev der dækket Borde til dem ude under Træerne; alle Tilskuere skulde beværtes, og efterhaanden som Mængden strømmede til, fik Bryllupsgildet Karakteren af en Folkefest. — — —
Den næste Formiddag rejste de fremmede Gæster, ogsaa Eberhard og Signe. Kun Morbroderen blev tilbage. Han var en ret mærkelig Mand, lidt af en Eventyrer, der havde tumlet sig en Del omkring i Verden og tilsidst var havnet som handelskyndig Chef for et stort og meget anset Skibsværft i Fiume, hvor han endnu boede. Han havde nu grebet den Anledning, som Søsterdatterens Bryllup gav ham, til at gense sit Fædreland og havde opholdt sig en Ugestid i Bøstrup. Mens han med sit fremmede Væsen og sine udenlandske Vaner havde haft lidt vanskeligt ved at komme tilrette med Præstegaardens egne Beboere, og da særlig med Pastor Blomberg, der rentud kaldte ham en Laps, havde han fundet stort Behag i Per. Han havde et Par Gange gjort ham Følgeskab paa hans Rundture til de nu paabegyndte Udgravninger i Engene; og skønt han ikke var Tekniker af Fag, havde han meget godt forstaaet at bedømme Arbejdets Værd og havde bagefter overfor|157| Søsteren og Svogeren udtalt sin Beundring, endog med Ord, der — forsigtigt — antydede, at han fandt deres Svigersøn alt for god til at gaa her paa Landet og grave Grøfter for Bønderne.
Kort efter Middag rejste nu ogsaa han. Fru Blomberg, der hele Dagen havde været meget adspredt, havde herefter ikke længer Ro paa sig men kørte med ham til Stationen for med det samme at se indenfor hos de Nygifte.
Hun fandt dem ved et forsinket Middagsmaaltid, hvor der herskede en alt andet end hyggelig Stemning. Per var forfjamsket, Inger bleg, tavs, harmfuld. Imidlertid lod Fru Blomberg, som om hun ingenting mærkede. Hun anede, hvad der var forefaldet, og smilte lidt ved sig selv, — det var for hende, som om hun genoplevede sin egen Bryllupsmorgen for toogtyve Aar siden. Saa drak hun Kaffe sammen med de Unge og talte om Festen og de bortdragne Gæster. Bagefter fulgtes hun og Inger ud i Køkkenet og Spisekammeret for at ordne lidt paa Stellet. Per gik ind i sit eget Værelse og opholdt sig der under Resten af Svigermoderens Besøg.
Han sad derinde ved Vinduet med Haanden under Kinden og saae ud over Markerne. Han vidste godt, at der ingen større Ulykke var sket. Han tvivlede ikke om, at Ingers Skyhed lidt efter lidt vilde fortage sig. Men han følte sig alligevel alvorligt skuffet og nedslaaet. Hvad der skulde have |158| været hans Livs højtideligste Minde, var bleven et Optrin, hvorfra hans Tanker altid vilde vende sig med Skamfuldhed og Ubehag. Var han maaske selv Skyld deri? Var det igen for sin Fortid, han her maatte bøde — —
