TREDJE KAPITEL

Den Tid var nu inde, da det københavnske Sommerliv mellem de hvide Villaer langsmed Øresundskysten Dag for Dag udfoldede sig med lysere og festligere Farver. Den forøgede Træghed, som Sol og Stille skabte paa det »rigtige« Land, sporedes ikke her. Den store Bys stærke Pulsslag forplantede sig ad Strandvejen ud i det grønne, og Telegrafens og Telefonens Nervetraade holdt Dagen igennem Livets Kræfter i Aande derude i den livløse Natur. Store Dampere svingede ind til Landgangsbroerne, helt nedtyngede til den ene Side af deres tusindhovedede Fragt, og Jernbanetog af en halv Kilometers Længde standsede hvert Øjeblik ved Stationerne for i mindre end et Minut at opsluge eller udspy et bølgende Menneskemylr, der tilhjuls og tilfods spredte Storstadens magtfulde Uro dybt ind i Nordsjællands Skove.

Over Livet paa »Skovbakken« hvilede der under alt dette en trykket Stemning. Philip Salomon og Fru Lea havde i denne Tid lange og mismodige Samtaler med hinanden om deres Børn.

Det var ikke alene Jakobe, hvis Fremtid fyldte dem med Bekymring; nu havde ogsaa Nannys Forhold givet dem Anledning til Overvejelser af den alvorligste Art. For det Nederlag, den unge Frues Forfængelighed og Ødelæggelseslyst havde lidt hos Per, havde hun søgt Oprejsning hos sin gamle Tilbeder Hansen-Iversen; og da hun dennegang virkelig trængte til at glemme, havde hun givet sig hen til sin dristige Flirt med en vis Lidenskab. Men det havde nu vist sig, at den forhenværende Kavalleriløjtnant ikke var saa mandig og overlegen en Karakter, som hans flotte Overskæg lod formode. Efter et Stævnemøde, hvor Nanny var kommen for Skade at aabenbare sin Mangel paa reelle Hensigter, var han gaaet hjem og havde skudt sig en Kugle gennem Hovedet og havde tilmed i et højtideligt Brev efterladt Verden sine Bevæggrunde og Nanny sin Forbandelse.

Takket være hendes Mands indflydelsesrige Stilling i Pressen var Sagen bleven dysset ned; og for yderligere at dække sin Kones Rygte viste Dyhring sig i disse Dage hyppigt for Offenligheden med Nanny under Armen, ligesom han spøgende ytrede til sine Bekendte, at det i Grunden var en farlig Sag at have en Kone, hvis Øjne ikke alene lignede men ved Lejlighed — og ganske uforvarende — ogsaa kunde virke som en Pistolmunding. Han gjorde det ikke for Nannys Skyld; men |123| det galdt for ham at forhindre, at hans Navn netop i Øjeblikket indblandedes i en Skandalsag, idet hans Herre og Stormester havde stillet ham et Rigsdagsmandat i Udsigt som det næste Skridt op mod Ærens og Berømmelsens Tinder. Privat havde han imidlertid underkastet Nanny et indgaaende Forhør, hvilket var bleven afsluttet med et knaldende Ørefigen, som hun roligt havde taget imod. Hun fandt endog, at hun slap ganske billigt fra den Historie, der i første Øjeblik havde opskræmt hende frygteligt, — ja, hvad mere var, hun blev ved den Lejlighed for første Gang rigtig vellystfuldt betaget af sin Mand og var herefter igen en Tid hans ydmyge Slavinde, der villigt — og med forøget Erfaring — tjente hans kønslige Udskejelser, endda hun var fuldt overbevist om, at han for sit Vedkommende gjorde rundelig Brug af den erotiske Frihed, de begge havde betinget sig paa deres Bryllupsdag.

Imidlertid kunde det ikke forhindres, at der sivede et og andet ud om Aarsagen til Løjtnantens Selvmord. Den københavnske Sladder, der ogsaa var flyttet paa Landet, fik endda Snu af det efterladte Brev; og naar Philip Salomon og hans Kone kørte deres sædvanlige Aftentur ud ad Strandvejen med deres kongelige Forspand, hilsende og hilst af Venner og Misundere, opstod der en ivrig Hvisken og Tisken rundtom i Villahaverne. Visse Folk havde aldrig rigtig kunnet tilgive Nanny |124| hendes Skønhed, og alene af den Grund havde hendes Dyd altid hørt til de mest omtvistede i Bredgadekvarterets afsluttede lille Samfund, hvor man ligesom i de smaa Provinsbyer kendte hinanden indtil Underbukserne.

Forældrene selv bedømte deres Datters Opførsel meget strengt. Philip Salomon fandt sig endog beføjet til at gøre Dyhring en ligefrem Undskyldning, hvad denne straks udnyttede paa den Maade, at han fik Svigerfaderen til som en Slags Skadeserstatning at forstrække ham med en halv Snes Tusind Kroner til Dækning af en Veksel.

Den eneste af Nannys Paarørende, som tog hende en Smule i Forsvar, var mærkværdig nok Jakobe. Hun, som ellers altid havde været saa uskaansom i sin Dom over Søsteren, havde kun et Skuldertræk tilovers for den hele Affære, som hun ikke fandt nogen Grund til at tage saa højtideligt. Livet kræveue nu engang Blod, naar det virkelig skulde leves, — vilde man være med, maatte man være forberedt paa at blive den, af hvem det tappedes.

Men Jakobe var nu i det hele bleven saa forandret i den sidste Tid. Ikke alene havde hendes Udseende igen tabt sig foruroligende; men der var i hendes Væsen kommet noget af den samme trætte og unaturlige Ligegyldighed, der havde været ejendommelig for hende i Fortiden. Naar Nogen spurgte til hendes Befindende, svarede hun |125| regelmæssigt, at hun havde det godt; men forresten viste hun sig sjælden i Familjen uden netop ved Maaltiderne. Om sin Kæreste talte hun bestandig sjældnere; dog gjorde hun heller ingen Indsigelser, naar Forældrene talte til hende om det forestaaende Bryllup. Men samtidig snakkede hun rigtignok om, at hun tænkte paa igen at gøre sin Veninde i Breslau et Besøg, — der var Ingen, der kunde blive klog paa hende ellers paa hendes Planer.

Der var i hvert Fald kun een, der forstod en lille Smule; det var Søsteren Rosalie. Hun, som havde sit Værelse ved Siden af Jakobes, vaagnede en Nat og hørte Hulken derinde fra; og da hun mente, at Søsteren pludselig kunde være bleven syg, skyndte hun sig op. Men hun fandt Døren laaset, og Jakobe vilde ikke lukke hende ind; og den næste Morgen forklarede hun saa, at hun havde haft Tandpine. Men Rosalie var ikke længer noget Barn. Hun var selv begyndt at finde sig tilrette i Kærlighedens hemmelighedsfulde Vildskov, ledet paa Vej derind af Nannys Fodspor. Hun havde endog haft Held til allerede at nedlægge et Bytte. Kandidat Balling havde for noget siden erklæret hende sin Kærlighed i nogle bombastiske Romanvendinger; og det morede hende nu at lade uforstaaende og se det lange Literaturværk pines af Frygt og Uvished. —

Hvad der gjorde Jakobes Sind saa fortvivlet |126| nedtrykt, at hun undertiden tænkte paa at tage Livet af sig, var navnlig det, at hun ikke kunde bestemme sig til et endeligt Brud med Per. Endda hun forlængst forstod, hvorhen det hele bar, og skønt hun ogsaa godt anede, at der maatte være en Kvinde med i Spillet, opsatte hun Afgørelsen fra Dag til Dag. Saa nedværdigende var Kærligheden! Saa skamløs var den Følelse, hun havde holdt for Livets helligste!

Det var hende under alt dette en Trøst, ja lidt af en Oprejsning, at hun ikke havde faaet betroet Per sin Tilstand. Sin dyreste Hemmelighed havde hun ikke udleveret ham. I sin Moderlighed var hun forbleven ukrænket. Hun kunde da haabe paa at forskaanes for den Ydmygelse ogsaa at blive Offer for hans Medlidenhed.

Hun havde igen en Tid ladet hans Breve ubesvarede, ja det var kun med Overvindelse, hun overhovedet havde faaet sig til at læse dem. Hans Optagethed af Præsten derovre og dennes udvandede Kristendom fyldte hende med Medynk. Men da han nu i sit sidste Brev ligefrem anbefalede hende at forskaffe sig denne Mands Skrifter (hvad hun iøvrigt allerede havde gjort) og fremhævede et Par Prækensamlinger i det tydelige Haab at kunne vinde hende for sin nye Livsanskuelse, opæggede dette hende, saa hun bestemte sig til at svare. Der var her en Leilighed, hvor hun kunde |127| give sit Hjerte Luft uden at ydmyge sig. Og skønt hun ligesom i sit forrige Brev ikke med en Linje berørte deres personlige Forhold, følte hun dog, mens hun skrev, at hun dennegang med sine Ord forberedte det endelige Brud.

»Jeg har hidtil ikke følt nogen Trang til at følge den Opfordring, dine sidste Breve har givet, til at komme ind paa en Sag, som aabenbart paany optager dig meget, jeg mener dit Forhold til Kristendommen. At min Tavshed dog ikke skyldes Mangel paa Deltagelse, har du maaske af dig selv forstaaet; men det er mere og mere bleven min Overbevisning, at der er Spørgsmaal, som det er frugtesløst at diskutere. Navnlig gælder det vist, hvor Talen er om Troessager, at vi ikke lader os paavirke af Ræsonnementer. Vi faar den Tro, som Omstændighederne skaber for os. Vort Organ for det religiøse udvikler sig lige saa naturbestemt som Hjerte og Nyrer, og al kunstig Indgriben for at modvirke f.Eks. en arvelig Disposition har vist kun til Følge, at den hele Organisme svækkes.

»I dit sidst modtagne Brev læser jeg imidlertid mellem Linjerne et direkte Spørgsmaal til mig, og dette kræver et Svar, — om ikke af anden Grund, saa for at du ikke skal udlægge min Tavshed som en stiltiende Indrømmelse.

»Mit eget Forhold til Kristendommen er naturligvis i ikke mindre Grad end dit bestemt ved |128| min Fødsel og mine Oplevelser. Fra jeg var en ganske lille Pige, har den morderiske Forfølgelse, som den kristne Kirke indtil de seneste Tider har iværksat overfor det Folk, jeg tilhører, vakt Hævnfølelser hos mig. Og dog tror jeg næsten, at jeg nu vilde være i Stand til at skrive alt dette i Glemmebogen, dersom jeg kunde faa Øje paa Kirkens Velgerninger overfor den øvrige Menneskehed. Men hvorsomhelst man læser i dens totusindaarige Historie, røber sig under Fromhedens Maske den samme Forfølgelsesmani, den samme lumske Ødelæggelseslyst, den samme koldblodige Ligegyldighed for Midlerne, naar blot Magtbegæret tilfredsstilles. Aldrig har nogen aandelig Bevægelse saaledes taget de sletteste menneskelige Egenskaber i sin Tjeneste. Og herpaa — udelukkende herpaa — grunder sig den kristne Kirkes store Udbredelse.

»Det er mig derfor fuldkommen ubegribeligt, ja det ubegribeligste af alt, hvorledes retskafne Mennesker, der er i Stand til at læse og tænke, kan hendrages til dette Troessamfund, under hvis Vinger de hæsligste Laster har fundet Beskyttelse, eller i al Fald Overbærenhed, medens alt, hvad de sidste Tidsaldre har fremavlet af sunde, stolte og modige Bestræbelser for at føre Menneskeheden fremad mod mere Sandhed, til større Retfærdighed og mere Lykke, i Kirken har haft sin misundelige og uforsonlige Fjende. Om maaske Reformationen |129| har fremkaldt nogen Forbedring heri, saa er den dog ikke af stor Betydning; og de forskellige moderne Retninger, der synes at tilstræbe en forholdsvis velvillig Forstaaelse af anderledes tænkende, beroliger mig heller ikke. Tværtimod. Protestantismen har ogsaa sine Jesuiter, der — maaske blot noget mindre bevidst end de katolske — i vanskelige Tider virker for Kirken ved et tilsyneladende Frisind, som tjener til Dække for dens nødtvungne Indrømmelser. Det er et Fænomen, der er saa gammelt som selve Kristendommen. Som denne allerede i sin Begyndelse med Snuhed skabte sig Fodfæste omkring i Landene ved at optage i sig de hedenske Vaner og Forestillinger, den ikke kunde faa Bugt med, saadan forstaar den i Nutiden behændigt at lempe sig efter Videnskabens eller Humanitetens Krav i samme Øjeblik, hvor et Nederlag truer. At den ikke desmindre vedvarende gør Paastand paa at sidde inde med den eneste, uforanderlige, gudindblæste Sandhed, er et Hykleri, hvortil Verden aldrig har set Mage.

»Og dog, — med alt dette er jeg ikke uforsonlig. Jeg vil endog tro paa Muligheden af en Forstaaelse med Kristendommen, som jo virkelig ejer selvstændige Sandhedselementer af Betydning for Menneskenes Ve og Vel. Men kun paa eet Vilkaar kunde jeg række Kirken Haanden, — det, at den gik i sig selv og blev ærlig. Og endnu dette: at den paalagde sig selv den Bodsgang, som |130| den fordrer af sine Medlemmer som Garanti for deres Omvendelses Oprigtighed. Lad den gamle Synder tilhylle sit Aasyn, som der staar skrevet, og aabent — for al Folkets Øjne — tilstaa sin Brøde. Det maa være Begyndelsen! Paa Knæ for Menneskeheden, hvis Enfoldighed den har misbrugt, skal Kirken afbede sine Synder! Paa Knæ for Sandheden, som den har knægtet, for Retfærdigheden, som den har blindet, skal den søge Tilgivelse for sin Fortid! Først da — men ikke før — kan den genvinde Tilliden hos dem, der virkelig er Livets og Lysets Tjenere. — —«

*       *
*

Paa Kærsholm gled Dagene hen i den landlige Ensformighed, der gør Timerne saa flygtige og Livet saa kort. Det var allerede igen bleven Søndag, og Godsejerfamiljen kørte som sædvanlig til Bøstrup for at høre Pastor Blomberg præke. Efter Pers Udtalelser forleden efter Folkemødet havde Hofjægermesterinden i Grunden ventet, at han dennegang vilde tage med. Og paa en Maade manglede han heller ikke Lyst, — ogsaa fordi han rimeligvis ved denne Lejlighed igen vilde møde Inger, hvem han ikke havde set siden hin Dag i Skoven. Men til at deltage i en formelig Gudstjeneste med Salmesang og Fadervor og Velsignelse kunde han alligevel ikke bekvemme sig. |131| Han havde desuden Aftenen i Forvejen modtaget Jakobes Brev, hvis lidenskabelige Tone havde gjort et vist Indtryk paa ham, saa han igen var bleven noget usikker.

Da Vognen var kørt, følte han sig meget ene paa Kærsholm. Forvalteren vilde han ikke besøge; han havde i de sidste Dage saa vidt muligt undgaaet dette Menneske, der nu forekom ham lovlig børsteagtig. Han gik da ud i Haven og op paa en beplantet Jordhøj i dennes Udkant, hvorfra der var en smuk og vid Udsigt. Her satte han sig paa en Bænk og saae ud over Egnen.

Rundtomfra — fjern og nær — kaldte Kirkeklokkerne til Andagt. I den stille Luft, under den graatunge Himmel, hørtes de milevidt over Engene. Og de kaldte ikke forgæves. Ude paa Landevejen, som førte i en Bue udenom Gaarden, saaes den ene Vogn efter den anden med søndagsklædte Bønder, der alle kørte ad Bøstrup til. Per fulgte dem med Øjnene, idet de en efter en forsvandt bag den høje Bakke foran Borup By. Og det var ham tilsidst, som om den hele Egn laa uddød foran ham; som om Befolkningen var draget bort til et fremmed Land og havde ladet ham ene tilbage.

Denne Søndagens Fredløshed, som han huskede saa godt fra Fortiden, havde han ikke kendt siden hin Dag, da hans Svigerforældres Hus aabnede |132| sig for ham og han førtes ind i den (saa længe forønskede) Verden, hvorover ingen Kirkeklokker ringede. Han følte dog nu slet ikke nogen Længsel efter »Skovbakken« eller dens Søndagsfestligheder. Han tænkte uden Misundelse paa den Strøm af glade og pyntede Mennesker, som i Løbet af Dagen vilde gæste den. Kun Jakobe savnede han. — Kunde han dog bare rive hende ud af det Helvede!

En efter en tav Klokkerne. Dobbelt ensomt strakte Engenes Øde sig henunder den lave Graahimmel. Og paany grebes han af denne underlige Følelse af Forladthed. Lyden af en Vogn langt borte paa ukendte Veje fremkaldte tilsidst en helt fantastisk og uhyggelig Fornemmelse hos ham af Hinsidighed ... af at være en Afdød, der i Skyggernes Rige hørte Menneskelivet røre sig over hans Grav.

Han tænkte igen paa Jakobes Brev, — han vidste nu, hvad han vilde svare hende. Denne fredhelligede Formiddag, disse højtidsklædte Bønder i deres fint pudsede Vogne, de Tusinder, ja Millioner af Hjem, hvorfra i denne Time fortrøstningsfulde Mennesker Verden over søgte til Kirkerne for at hente nyt Mod og ny Styrke i Tilværelseskampen, — det var jo Livets egen overbevisende Protest mod hendes Ord. Lad saa være, vilde han skrive, at Kristendommen havde frygtelige Synder paa sin Samvittighed, de blev dog vistnok rundelig opvejede af det gode, den |133| havde bragt Menneskene. Det var jo netop, hvad han havde følt den Nat paa Dampskibet over Kattegat, at der med Kristendommen var aabnet Mennesket en ny Kraftkilde, der kunde indgive selv en værkbruden gammel Kvinde Heltemodets Styrke. Og — som Højskoleforstanderen forleden havde sagt i sin Tale i Skoven — Nordboerne, i det hele Germanerne, havde jo en særlig Grund til i det mindste at vise Kristendommen Ærbødighed, da det dog var den, der havde udfriet dem af Barbariet. Den havde formet Stammens Aand saa at sige fra Barnsben; den var den aandelige Modermælk, som aldrig vilde kunne rinde den helt af Blodet.

Hvad behøvedes der mere Bevis? Selv om man ogsaa gik ud fra, at de kristne Forjættelser var lutter Opspind eller Indbildning, de havde dog tilstrækkelig godtgjort deres Betydning for Menneskenes Velfærd. Men hvorfor forresten vedblivende tvivle? Følte han ikke selv Umuligheden af i Længden at holde Livsmodet og Livskræfterne oppe uden Bistand fra det Hinsidige?

Blandt de Bøger og Ugeskrifter, hvormed Hofjægermesterinden stadig havde forsynet ham, var ogsaa Poul Bergers »En Jakobskamp«, som han havde hørt saa meget om i København men først nu havde faaet læst. Det store Bekendelsesdigt, der var skrevet i en fuldtonende, gammeltestamentlig Stil, havde grebet ham stærkt. I en af |134| de Sange, hvori Forfatteren direkte tog Sigte paa den aandelige Bevægelse, som særlig ved Nathan var bleven indført fra det Fremmede, sammenlignede han denne med en frugtbargørende Foraarsregn, der fik ogsaa de spildte Korn til at skyde tilvejrs og gav den sandede Mark et bedragerisk Udseende af Frodighed.

»Men naar Sommertørken kommer, og Høsten er nær — hvor er I da henne, I rodløse Vildskud, der prangede langs alle Veje og spredte tusind Farver over Jorden som en Forjættelse om Paradisets Herligheder? Ak, Eders tomme Aks anklager Eder. Den Sol, der skænkede de sunde Spirer Vækstens Fylde, udtørrede Eder; og før Høsten kommer, vil Stormen vejre Eder hen, thi Syndens Sold er Døden. — Vel den, der i Foraarets Grødetid ydmygt sænkede sine Rødder i Urgrunden, hvor de evige Livskilder rinder!«

Det var navnlig disse Ord, der havde slaaet ned i ham. Da han læste dem første Gang, virkede de paa ham, som om han havde læst en Gravskrift over sig selv. Det var netop en saadan sjælelig Henvisnen, han havde følt i de sidste Aar, — et gradvis, uafhjælpeligt Svind af Kraft og Evne, — han havde bare aldrig rigtig villet tilstaa det for sig selv.

»Saa Farvel da, golde Tid! Min Ørkenvandring er tilende. Mine Fædres Himmerig har aabnet sig for mig, og, blændet af Lys, knæler |135| jeg for dets Porttærskel i Anger og Bøn. Min himmelske Faders Stemme har jeg hørt, og jeg følger hans kærlige Kalden.«

Han havde lagt Hovedet ned i sine Hænder og sad en Stund ganske stille. Han spurgte sig selv, om det længer var andet end falsk Stolthedsfølelse, der holdt ham tilbage fra at søge Forsoning med sine Fædres Gud. Var det ikke bare det, at han ikke kunde faa sig til at bøje den stive Nakke og anerkende en Magt, han engang havde fornægtet? Ydmyghed! Det var igen et af disse livstunge Bibelord, hvis skæbneafgørende Betydning han begyndte at fatte. At være ydmyg — det var altsaa den sidste Vanskelighed. Det var Himlens Pris for at skænke Sjælen Fred.

Han løftede pludselig Hovedet og saae paa sit Ur. Han var kommen til at tænke paa, at han endnu maatte kunne komme tidsnok til Gudstjenesten i Borup Kirke. Afstanden var knap to Kilometer, og han havde lagt Mærke til, at det netop var Borup Kirkeklokke, der tav sidst af dem alle. Men han maatte i saa Fald ikke tøve ....

Alligevel blev han siddende endnu et Par Minutter. Saa rejste han sig stille og gik bort bag om Haven og Parken.

Heller ikke det første Stykke af Vejen forhastede han sig. Men pludselig gik han rask og |136| besluttet til og naaede da ogsaa Kirken, inden Præsten var kommen paa Prækestolen. Gennem Vaabenhusets Dør lød Salmesangen ud til ham, og han blev staaende lidt og lyttede med bankende Hjerte, førend han gik derind.

Han befandt sig i en egen Ophidselse, som i Grunden ikke havde synderlig med Andagt at gøre, endsige med Ydmyghed. Endnu da han stod med Haanden paa Dørklinken for at aabne, tænkte han paa at vende om. Der maatte i sidste Øjeblik en Viljesakt til for at opflamme det nye Menneske i ham. Han maatte ligesom trodse sin Omvendelse frem for at faa Ende paa den. Der kom derfor noget næsten udfordrende i hans Holdning og i hele den Maade, hvorpaa han efter at være kommen indenfor Døren saae sig om efter Plads.

Denne Kampstemning holdt sig dog ikke længe. Han havde søgt ind paa den bageste Bænk nærmest Døren; og da han først var kommen til Sæde og de spredtsiddende Kirkegængere havde tilfredsstillet deres Nysgerrighed ved nogle Gange at vende sig om og kigge paa ham, faldt han hurtig til Ro.

Det var nu heller ikke en Forsamling, der var egnet til at holde Højtidelighedens Spænding vedlige hos ham. Præsten stod for Alteret og pudsede sin Næse med megen Omstændelighed. Han vendte Ryggen til Menigheden, der ialt bestod af en halv Snes Personer, hovedsagelig ældre |137| Folk af lidet opvakt Udseende. Især var Sværdsiden meget tyndt besat. Heller ikke Salmesangen skulde let opvække Andagten. Foruden Degnens Røst hørtes kun et Par af disse klynkende Gammelkonestemmer, der minder om Kattens, naar den faar Killinger. Selve Kirkens Indre var et lavt, kælderagtigt Rum med store Fugtskjolder og Grønskimmel paa Væggene, der lugtede surt af Hvidtning. Paa Pulten foran ham laa et tæt Lag Kalkstøv.

Men nu kom Præsten paa Prækestolen, og først i dette Øjeblik gik det op for Per, at det jo var den berygtede Pastor Fjaltring, han her vilde faa at høre. Han stod deroppe under den blaamalede Lydhimmel, — en smuk, bleg Mand med regelmæssige Træk og et sølvgraat, vandkæmmet Haar tilbagestrøget fra Panden. Der var ikke det mindste hos ham af det diaboliske, Per havde troet at skulle finde. Hans Ansigt var glatraget, Munden bred men fint formet, Øjnene store og mørke. Hans Bevægelser var rolige, Holdningen fornem; kun gik der nu og da uvilkaarlige og — som det syntes — smertefulde Rykninger gennem Skuldrene op over Ansigtet.

Efter en kort Indledningsbøn tog han Alterbogen for at oplæse Dagens Tekst. Da han i det samme fik Øje paa Per, standsede han udenvidere og betragtede ham en Tid med tydelig Forundring,|138| ... indtil han greb sig i sin Aandsfraværelse og begyndte Oplæsningen.

Saa fulgte Talen, der varede næsten en hel Time. Den blev holdt i den sædvanemæssige Præketone og indeholdt intet udover de forskriftsmæssige Talemaader om Synd og Naade og Forløsning og atter om Synd og Helvedes evige Pine. Per blev mere og mere utaalmodig. Hans Stemning var uoprettelig ødelagt, og han indsaae nu, at naar han dog ikke havde villet tage med til Bøstrup, burde han hellere være bleven hjemme.

Alligevel manglede nu Prækenen ikke en vis bunden Inderlighed; og besynderligt var det for Per at lægge Mærke til, hvorledes Præsten i Talens Løb bevægedes af sine egne, fattige Ord. Mens selve Menigheden tydeligt nok sad og smaasov i Skjul af de højkarmede Stole, reves han mere og mere hen. Han stod ubevægelig med foldede Hænder og med Blikket opadvendt og blev ustandselig ved at tale. Det var, som om han egenlig ofte vilde men ikke kunde holde op igen. Tilsidst tabte han ganske Herredømmet over sin Sindsbevægelse, saa da han endelig naaede til Slutningspaakaldelsen — der i Modsætning til Indledningsbønnen blev meget lang — var hans Kinder vaade af Taarer.

Per blev uhyggelig tilmode ved denne nervøse Eksaltation. Manden er jo vitterlig gal, tænkte |139| han, dersom da ikke det hele er et modbydeligt Komediespil, tænkte han videre, idet han gentog en Formodning, som Hofjægermesterinden engang havde udtalt for ham.

Han var glad, da Gudstjenesten omsider var forbi, saa han kunde slippe ud. Men mens han skyndte sig hjemad, veg Uhyggen hurtigt for en Fornemmelse af Skamfuldhed og Ærgrelse. Han følte sig inderlig flov ved dette Resultat af sin første Kirkegang og besluttede ikke at omtale den for nogen.

Han havde ikke været længe hjemme, da han hørte Herskabsvognen komme tilbage. Han opholdt sig inde paa sit Værelse og trykkede sig lidt ved at vise sig for de andre.

Pludselig hørte han Stemmer ude i Haven. Hvad var det? Det var jo — — ja, han kunde ikke tage fejl. Den Stemme kendte han allerede kun altfor godt. Det var Ingers.

I det samme kom Tjeneren ind for at kalde til Frokostbordet.

Hofjægermesterinden modtog ham inde i Dagligstuen med et højstemt Udbrud.

»De veed ikke, hvad De er gaaet glip af,« sagde hun mildt bebrejdende. »Pastor Blomberg talte idag aldeles vidunderligt.«

Inger stod ved Siden af; derfor hørte Per knap, hvad hun sagde, og svarede ingenting.

»Og nu tilbords!« fortsatte hun, idet hun lagde |140| sin Arm om Ingers Liv — med et Blik til Per, som vilde hun prøve at udæske hans Skinsyge. — »Min Mand sidder vist allerede derinde.«

*       *
*

Det havde som sædvanlig ikke været vanskeligt at overtale Inger til at følge med til Kærsholm; dog havde hun dennegang stillet en Betingelse, — hun havde anmodet om at maatte være hjemme igen i god Tid inden Aften. Dette havde hun gjort for at berolige sin Moder, som forleden efter Hjemkomsten fra Folkemødet i Skoven havde talt til hende om Per paa en Maade, der tydelig nok skulde tjene hende til Advarsel; og Aftalen var nu bleven, at Forældrene selv hentede hende her i Løbet af Eftermiddagen.

Naar hun overhovedet havde kunnet faa sig til at besøge Kærsholm, saa længe Per endnu var her, skyldtes det udelukkende de glemte Handsker, som hun ikke vovede ligefrem at sende Bud efter og dog absolut vilde have tilbage. Det havde været hende en virkelig Lidelse at tænke paa, at hun havde en Hemmelighed med denne fremmede Mand, og at noget, der tilhørte hende, var i hans Besiddelse, maaske var gemt i hans Lomme eller laa fremme paa hans Bord. Paa den anden Side kunde hun ikke faa sig til at betragte Handskerne som tabte og lade ham beholde dem. |141| De var en Fødselsdagsgave fra hendes Søskende, som hvert Øjeblik kunde spørge om dem; og de var desuden de fineste, mest dameagtige Handsker, hun endnu havde ejet, hvad der ligeledes gjorde dem til lidt af et Klenodie for hende. Det havde da ogsaa været en utilgivelig Letsindighed af hende at bruge dem første Gang til en almindelig Skovfest; og at hun var nødt til at tilstaa for sig selv, at det var Udsigten til at træffe sammen med den fremmede Københavner, der havde forledt hende til denne Forfængelighed, — det var især det, der græmmede og ydmygede hende.

Hun var da heller ikke saa saare bleven ene med Per et Øjeblik, før hun busede ud med sit Forlangende.

Per saae lidt paa hende. Han havde haft til Hensigt at udbede sig Tilladelse til at beholde det betroede som en Erindring, men han kunde ikke faa det sagt. Hun saae nu ogsaa saa alvorlig ud. Og — som han før havde mærket det — der var noget over hende, der fik alle Galanterier til at slaa Klik paa Tungen.

Saa bukkede han tavs og gik bort for at hente Handskerne i sin Stue, hvor han omhyggelig havde forvaret dem i sin Kuffert.

Da han kom tilbage og endnu fandt hende ene — Hofjægermesterinden havde straks efter Frokosten gjort sig usynlig — tillod han sig at |142| foreslaa hende en Spaseretur i Haven. Hun kunde ikke godt sige nej uden at være uartig. Pers indesluttede Væsen og rolige Høflighed gjorde hende nu ogsaa mere tryg. Alligevel sørgede hun for, at de ikke fjernede sig længere fra Verandaen, end at Hofjægermesterinden kunde se dem, om hun skulde komme tilbage.

Forresten var de hver for sig for optaget af egne Tanker til at kunne føre en virkelig Samtale. Inger tænkte blandt andet paa noget, som Hofjægermesterinden havde talt om under Kørslen hertil, nemlig, at Hr. Sidenius havde været i saa daarligt Humør de sidste Dage, og at denne nedtrykte Sindsstemning uden Tvivl stod i Forbindelse med hans ulyksalige Forlovelse. Hun havde et Par Gange under Frokosten set over paa ham, og hun syntes ogsaa nok, at han havde forandret sig og saae daarlig ud. Det gjorde hende i Grunden ondt for ham. Hun kunde ikke tænke sig noget forfærdeligere end at være bunden til en, man ikke holdt af og maaske ikke engang respekterede.

»Hvad siger De om at forsøge, hvorvidt der skulde være lidt friskere Luft derude paa Marken?« spurgte Per, da de et Øjeblik var kommen lidt langt fra Verandaen og stod ved en Laage i Havegærdet, der vendte ud til det Fri. »Der er saa trykkende under Træerne idag. Fluerne herinde generer Dem ogsaa, kan jeg se.«

Det sidste var nu rigtig nok, og Inger gjorde da heller ingen Indvendinger. Hun havde nu opgivet Hofjægermesterinden, ja tænkte i Grunden ikke mere paa hende. Desuden: den verdensmandsmæssige Maade, hvorpaa Per havde aabnet Laagen for hende og derefter med en Hovedbøjning var traadt til Side for at lade hende gaa først igennem, — der var noget heri, hun ikke modstod.

De kom ud paa en blomsterbroget Græsmark, der skraanede ned imod Engen. Det var begyndt at blæse lidt op — der dansede en Støvhvirvel frem og tilbage ude paa Landevejen — Skyerne havde spredt sig, men Luften var tung af Varme.

»Er her ikke prægtigt!« sagde Per, — han standsede og gjorde en Haandbevægelse udover det solsmilende Landskab med en Stolthed, som var det altsammen noget, der tilhørte ham personlig, og samtidig dog med en skjult Fortvivlelse, som udsprang af Bevidstheden om, at det hele snart skulde være en fjern Drøm for ham. »Er det ikke omtrent saadan, man tænker sig Paradiset? ... Jeg tror ikke, jeg nogetsteds i Udlandet — end ikke i Italien — har set noget skønnere .... Men er De ikke bleven træt, Frøken? Vil De ikke sætte Dem? Græsset er ganske tørt. Og her lufter det da lidt ordenlig.«

Inger, der opdagede, at hun virkelig var noget |144| træt, tog efter en kort Betænkning Plads paa Skraaningen, idet hun omhyggelig tildækkede Fødderne med sin Kjole.

Denne lille kyske Bevægelse virkede paa Pers Kærlighed som det sidste Aandepust, der bringer en ulmende Ild i Flammer. At han virkelig var forelsket i Inger, havde han følt i samme Nu, han gensaae hende; men først nu forstod han rigtig, hvor stærk og dyb denne Følelse allerede var bleven, hvor mægtig hendes lyse Skikkelse i sin jomfruelige Urørlighed beherskede hans Fantasi.

Det var første Gang i sit Liv, han havde følt noget lignende, og han blev grebet af Angst, saa han næsten ikke turde se paa hende.

Inger sad med et Græsstraa i Munden og saae ud over Engene. Hun havde allerede inde i Haven bundet sin store, bløde Straahat ned om Ørene, saa den sluttede omkring Hovedet næsten som en Kyse. Det var sket af Hensyn til Blæsten; men forresten vidste hun godt, at det klædte hende. Hendes egen Fader havde engang i Spøg sagt til hende, at med en saadan Hat manglede hun blot en blomstersmykket Stav og et lille hvidt Lam i Ledebaand for at ligne en forklædt Prinsesse i en Hyrdescene, — og for den Slags Udtalelser havde hun altid en god Hukommelse. Inde under Hatteskyggen legede Vinden nu ogsaa ligesom forelsket med nogle vildfarne |145| Haarlokker, der — gennemildnede af Solen — blev svungne frem og tilbage over Panden.

Per havde taget Plads et Stykke fra hende og tvang sig til at se til den anden Side.

Jeg maa rejse, og helst straks, sagde han til sig selv. Jeg vil ikke gøre mig latterlig ved at gaa her og blive Offer for en haabløs Forelskelse.

Samtalen var gaaet istaa. Efter at de var kommen til at sidde ned, var der pludselig ingen af dem, som vidste noget at sige mere. For Ingers Vedkommende var det ikke, fordi hun just ængstedes ved at være alene med ham; hun havde ingen Samvittighedsskrupler — ja, naar hun tænkte paa Moderens Advarsel, var hun ikke fri for at blive en Smule krænket paa Pers Vegne, men den hele Situation var hende alligevel saa uvant dristig, at hun til en Begyndelse havde en Fornemmelse af at svæve i Luften.

Saa blev de begge omtrent samtidig opmærksom paa en Kaag, der ude fra Øster blev staget op ad Aaen; og herom vekslede de nu nogle Bemærkninger. Kaagen var saa langt borte, at de akkurat kunde se en Mast med en Stump Sejl stikke op over Engen; men trods Afstanden kunde de tydelig høre hvert enkelt af Stagemændenes Træskotrin paa Trædeplankerne.

Per tog af dette Syn Anledning til at underholde hende med nogle af sine Rejseoplevelser, dem han |146| gerne greb til, naar han ikke vidste andet at sige. Han fortalte lidt om sine Farter i Donaudeltaet og langs Sortehavskysten, dengang han et Par Uger havde eventyret sig frem i aabne Sandbaade, oftest i et forrygende Vejr og med Fare for at blive nappet som Spion.

Det var forsaavidt et uheldigt Indfald af ham, som Inger ved disse Fortællinger kom til at mindes noget af det, Moderen havde meddelt om ham, nemlig, at han i alle Henseender skulde være en uvederhæftig Person, hvis Ord aldeles ikke stod til troende. Hun vidste ikke, hvorfra Moderen havde sin Viden; men hvad han her fortalte, lød unægtelig ret utroværdigt, og saa havde han ovenikøbet fortalt hende det engang før. Hun kom derved til at tænke paa, hvad stort Hofjægermesterinden i Grunden kunde se i ham, — for hun talte jo stadig om ham som et saa begavet Menneske, hvis Udvikling blot havde faaet en skæv Retning. Hun syntes nu, naar hun sammenlignede ham med ... hun vilde aldeles ikke tænke paa sin Fader ... men med de andre betydelige Mænd, der kom hjemme i Præstegaarden, at han da gjorde et endog meget uselvstændigt Indtryk. — Men han var vist et Menneske med voldsomme Lidenskaber; og saavidt hun havde kunnet forstaa paa Hofjægermesterinden, var det ogsaa det, der havde ført ham paa Afveje. Hun havde derfor ofte tænkt paa, at hans |147| Forlovede vistnok maatte være meget smuk, foruden at hun jo var saa meget rig. Hun vidste ikke hvorfor; men hun kunde ikke tro om ham, at han havde taget hende alene for Pengenes Skyld. Og han behøvede det jo heller ikke, dersom han virkelig var saa dygtig, som der blev sagt, og som han uden Tvivl ogsaa selv mente.

Hun var efterhaanden gleden saa langt bort i sine egne Tanker, at hun ikke længer hørte paa Per; selv da han tav, mærkede hun det ikke. Han havde igen stjaalet sine Øjne hen paa hende, — hun sad som før med Græsstraaet i Munden og stirrede ud paa Kaagen, der sneglelangsomt nærmede sig. Hun havde bøjet sig lidt forover og løftet det ene Knæ en Kende, saa hun kunde hvile Armen paa det. Øjnene var halvlukkede og missede i Solen.

»Frøken!« sagde han.

Hun foer let sammen ved igen at høre hans Stemme. Hun blev ogsaa en lille Smule rød.

Han havde besluttet at fortælle hende, at det rimeligvis var sidste Gang, de saaes her paa Kærsholm; — men i det samme hørte de en Vogn køre ind i Slotsgaarden.

»Det er dog vel ikke allerede Deres Forældre, der kommer?« udbrød han næsten angstfuldt.

»Jo, det er det vist,« sagde hun og rejste sig.

Der blev ikke talt mere derom, men hun røbede ingen særlig Skyndsomhed paa Tilbagevejen over |148| Marken og gennem Haven. Da hun ved Siden af Havelaagen fik Øje paa nogle smukke Margeriter, standsede hun endog for at plukke dem.

Der var heri en Smule Trods mod Moderen, foruden at det var et Udslag af hendes ædruelige Retskaffenhed, den Ærefrygt for Sandheden, der fra Barnsben var bleven hende indpodet. Hun var sig intet urigtigt bevidst; men det skulde i hvert Tilfælde ikke skjules for Forældrene, med hvem hun havde spaseret.

Per fulgte ikke ind med. Han havde i Øjeblikket slet ingen Lyst til Selskabelighed. Nedenfor Verandatrappen bukkede han for hende, hvorpaa han gik ind i sin Stue, der havde egen Indgang fra Gavlen.

Her gav han sig til at gaa frem og tilbage over Gulvet for at bringe sit Sind i Ro. At der nu skulde gøres Alvor af Opbruddet herfra, var han stadig ganske klar over. Men hvor skulde han rejse hen? Kunde han vende tilbage til Jakobe? Var det ikke hans Pligt aabent at sige hende, at han var kommen til at holde af en anden? Og hvad saa? .... Og dersom han undertrykte Sandheden og tav? Ja, saa styrtede han sig hovedkulds tilbage i den Uredelighedens Pøl, hvoraf han — ved en god Skæbnes Styrelse — var begyndt at redde sig op.

Og dog var han nødsaget til at gøre netop dette. Saa fortvivlende det var, — han kunde umuligt |149| nu udsætte sig for et Brud med Jakobe og hendes Familje. Han skulde jo skaffe Penge. Han maatte have Penge. Disse dumme, modbydelige, djævelske Penge! Sin Plan om at rejse en Sum hos Hofjægermesteren havde han maattet opgive som aldeles haabløs. Han var ganske vist ikke naaet saa vidt som til ligefrem at anmode om et Laan; men han havde dog engang slaaet paa sin Pengeforlegenhed med en saadan Tydelighed, at Hofjægermesteren maatte have forstaaet Hensigten, om han havde villet det. Der var nu ikke andet for ham at gøre end paany at henvende sig til Svigerfaderen. Men han vilde, at Sagen dennegang skulde ordnes rent forretningsmæssig som et Laan eller som et Forskud paa Jakobes Arv. Og han vilde bestemt forlange at betale Renter af Beløbet.

Han var standset ved det ene Vindu og stod der med Hænderne paa Ryggen og saae ud paa Lysets Bølgen i Kastanietræernes mørke Løvmasser.

Altsaa maatte han tilbage til København. Og her — det gik først op for ham nu — her truedes hans Forhold til Jakobe af en Fare fra en anden Kant. Han vilde jo altsaa igen træffe Nanny. Og hvad saa? — Nanny havde ganske vist ikke ofte været i hans Tanker siden Moderens Død; men hans Sanser havde ikke glemt hende. Mer end een Gang her paa Kærsholm var han |150| vaagnet om Natten, tung i Hovedet af sanselige Drømme; og han havde hvergang til sin Beskæmmelse maattet tilstaa for sig selv, at det var af Nannys Arme, han havde følt sig krystet. Det Kys, hun hin Dag paa Skøgevis havde henslængt paa hans Mund, spøgede endnu i hans Blod; og han havde ingen Grund til at stole for sikkert paa sin Modstandskraft, — maaske allermindst netop nu. Naar han tænkte paa hende, saadan som hun plejede at komme ham imøde med sin uskønne, vrikkende Gang, sin lystne HunkønsLogren, — forjættelsesfuldt smilende, seende til Siden med dette Blik, der virkede som et skjult Kærtegn, — det var da, som om han allerede hørte hendes Silkeskørter hviske til ham med fræk Fortrolighed, at hos hende var der Glemsel at finde for den Kærlighed, han ikke turde nævne.

Han lagde med en træt Bevægelse Haanden over Øjnene. Ja, Fredens gyldne Tid var tilende nu! Som en Række mørke Bølger saae han de kommende Dage skride ham truende imøde for at lukke sig over hans Hoved ...

Han vendte sig fra Vinduet og begyndte igen at maale Gulvet med langsomme Skridt. Hænderne havde atter fundet Hvile bag paa Ryggen, Hovedet sad lidt paaskraa, — der var noget slapt, selvopgivende ved hele Skikkelsen.

Henne paa Bordet laa en Bog, som hans Øjne flere Gange havde søgt. Han standsede nu og |151| bladede lidt i den, og tilsidst satte han sig med Ryggen til Lyset i en af de store Armstole og gav sig til at læse. Det var Poul Bergers Digt — denne Bog, hvortil han stadig paany førtes tilbage, fordi den syntes ham saa forunderligt at beskrive hans egen Sjælstilstand i disse Dage:

»Jeg er som den Hungrige, der ikke vil mættes; som den Syge, der ikke vil søge Lægen. — Se, det er Aften, og Vindene er stille, men mit Hjerte er uroligt. Jeg sidder paa Højen og ser mod Solen, der langsomt synker ned i Havet. Som en Klokke af Guld hænger den derude over det blaanende Spejl og fylder Luften med Klang. Hør, det toner fra Himlen! Det er Englenes Sang! Hvorfor bøjer jeg ikke mit Hoved? Hvorfor folder jeg ikke mine Hænder? Hvorfor knæler jeg ikke ned og beder: Fader? — — Men endnu formaar jeg det ikke. Og dog tror jeg, ja jeg veed det, for min Sjæl har sagt mig det, at hos Gud alene er Trøst. Ja, føler du dit Liv henvisne, glædeløst og goldt, han vil skænke det Frugtbarhedens Fylde. Sukker du saa hjertetrangt under Dagenes Byrde, han vil forvandle Verdens Aag til Vinger paa dine Skuldre. — — «

*       *
*

Det havde været Præstefolkenes Hensigt kun at gøre en kort Visit; men Hofjægermesterinden |152| fik dem ud en store Vanskeligheder overtalt til at blive til Middag. Nu var de alle gaaet en Tur udover Markerne for at se paa Sæden. Inger var ogsaa med, — hun havde trods Hofjægermesterindens Tilstedeværelse slaaet Følge med sin Moder og gik hele Tiden med hende under Armen.

Per lod sig stadig ikke se; og hverken Pastor Blomberg eller hans Kone havde endnu talt om ham.

Det var dog ikke, fordi de havde glemt ham. Pers fortsatte Ophold paa Kærsholm var tværtimod begyndt at vække nogen Opmærksomhed rundt om paa Egnen. Der snakkedes en Del om, at den unge Mand havde vundet stor Indflydelse paa Herregaardsfamiljen, ikke alene paa dens Damer, men ogsaa paa Godsejeren selv.

Nu var det virkelig Tilfældet, at denne i den sidste Tid var bleven ikke saa lidt optaget af Per, og hermed forholdt det sig saaledes:

I flere Aar havde Hofjægermesteren omgaaedes med Planer om at afvande en større Mosestrækning, der laa gemt inde mellem Bakkerne paa hans Mark. Under en Kaffepassiar efter Middagen kom han engang til at nævne dette for Per og sagde, at han nu vilde gøre Alvor af at faa Landinspektøren herud for at opmaale og nivellere Terrænet. I Trang for Beskæftigelse, og tillige for at yde en Smule Gengæld for nydt Gæstfrihed, tilbød nu Per at udføre dette Arbejde, |153| noget, Hofjægermesteren ikke modsatte sig, ja som han — der var Bonde nok til navnlig at elske den sparede Skilling — i Virkeligheden netop havde tilsigtet med sin Meddelelse.

De nødvendige Maaleredskaher fandtes paa Gaarden, og i Løbet af et Par Formiddage var det ret omfattende Arbejde allerede færdigt.

Under dette havde saa Per faaet Ideen til en fuldstændig Omregulering af Vandafledningen ikke alene paa Kærsholms Jorder men paa det hele omliggende Engareal, der udgjorde flere Tusinde Tønder Land. Halvt for Spøg og dog med den Bagtanke at bane Vej for det Forsøg paa at rejse et Laan, der senere faldt saa uheldig ud opridsede han sin Plan for Hofjægermesteren; og trods sin alt andet end hurtige Opfattelsesevne havde denne ikke været længe om at indse, hvor fordelagtig den foreslaaede Ordning vilde kunne blive for ham. Endda var Fordelene ved den langt betydeligere, end han saadan straks var i Stand til at begribe. Med den frodige Opfindsomhed, der var Blomsten af Pers Evne, og som i lykkelige Øjeblikke hævede ham til Geni, havde han forstaaet ved et Par snildt udtænkte Omlægninger af Aalejet paa Steder, hvor der i Tidens Løb havde dannet sig en Holm i Løbet, at skabe Betingelser for at sænke Egnens Grundvandshøjde flere Tommer, hvorved store Strækninger af sur og svampet |154| Bløde med forholdsvis ringe Bekostning vilde kunne forvandles til frugtbart Agerland.

Planen havde foreløbig kostet Hofjægermesteren adskillige Timer af hans Nattesøvn. Jo dybere han tænkte over den, des bedre forstod han, hvad dens Udførelse kunde komme til at betyde ikke alene for Kærsholm men for den hele Egn. Og — hvad der i Særdeleshed tiltalte ham ved den — det forekom ham nu bestemt, at han engang selv havde haft en ganske lignende Ide, saa han vilde med fuld Ret kunne tilskrive sig en Del af Æren for den.

Alligevel havde han endnu ikke omtalt den til et Menneske uden til sin Kone, og han havde sine store Betænkeligheder ved at gøre det, idet han indsaae, at han, der havde ligget i Proces med alle sine Naboer, vilde blive mødt med Mistro, dersom han optraadte med et saadant Forslag til Samarbejde. Da han nu ikke paa nogen Maade vilde have, at en anden tog Førerskabet i Sagen, havde han besluttet at holde Planen strengt hemmelig, og det beroligede ham i saa Henseende at mærke, at Per allerede syntes at have glemt den og i hvert Fald ikke mere talte om den. —

Middagen fandt Sted præcis paa Slaget seks men prægedes iøvrig af den Formløshed, der i det hele særtegnede Livet paa Kærsholm. Trods Præstefamiljens Nærværelse, og skønt det var Søndag, gik Hof.jægermesteren tilbords i sin sædvanlige|155| Spændejakke og med højhalset Vest. Hans Kone var ganske vist i Silkekjole, endog en med mange Puffer og Kniplinger; men det var altfor tydeligt en gammel Selskabsdragt, der skulde slides op, og den gjorde et alt andet end pynteligt Indtryk. Heller ikke selve Bordopdækningen var synderlig festlig, knap nok rigtig proper. Der var ikke saa meget som en Blomst paa Bordet, og Glas og Porcellæn var af den borgerligste Art.

Hofjægermesteren talte til en Begyndelse ikke meget men spiste desmer og drak ogsaa megen Vin. Pastor Blomberg, der ellers var særdeles maadeholden baade med Mad og Drikke, lod sig af sit gode Humør forlede til at følge hans Eksempel. Han vilde — som han spøgende ytrede, da han tog det tredje Stykke Steg ikke staa tilbage men være lige saa meget af et Mandfolk som Hofjægermesteren, der herunder med et lumsk Smil paany fyldte hans Glas.

Følgen heraf var, at de to Herrer efterhaanden blev noget røde i Hovedet. Og da nu ogsaa Baronessen der plejede at optræde som totalafholdende, men hvis Ansigt allerede før Bordet havde glødet mistænkeligt gennem Sminken — »lod sig overtalea til at tømme et Par Glas af Sherryen, blev Snakken omkring Bordet i det hele godt højrøstet.

I Ly af denne Livlighed fik Per Lov til at |156| sidde temmelig upaaagtet med sime egne Tanker. Kun Imger kunde ikke undgaa at mærke hans sære Aandsfraværelse. Hun havde — forresten langtfra med sin gode Vilje — faaet Plads ved Siden af ham; og da hun havde sin Fader paa den anden Side, var hun saa at sige henvist til hans Underholdning.

Skraas overfor sad Moderen, hvis tankefulde Øjne i Smug bevogtede dem, indtil Præstens Oprømthed gav hendes Aarvaagenhed et andet Virkefelt.

Der havde nu heller ikke været nogetsomhelst at iagttage hos dem. Pers Høflighed var saa tvungen, at Inger — om han ikke i Forvejen havde indtaget hende netop ved sin Hensynsfuldhed — vilde have haft god Grund til at føle sig krænket. Nu vakte hans Adspredthed nærmest en lille Munterhed hos hende. Hun kunde ikke lade være med at more sig over at se, hvilken Anstrengelse det undertiden voldte ham at samle sine Tanker om en saa ligefrem Ting som at række hende et Saltkar eller tage mod en Syltetøjsassiet. Under hele den første Del af Maaltidet var hun ualmindelig livlig, og hendes Tungespids var idelig paafærde med den lille hastige Bevægelse henover Overlæben, der vanemæssig ledsagede hendes Smil.

Saa faldt det hende tilsidst ind, at han maatte have faaet en eller anden ubehagelig Meddelelse, |157| siden de skiltes ude i Haven, .... maaske fra sin Forlovede, tænkte hun videre (og Tungespidsen viste sig pludselig ikke mere). Saadanne Verdensdamer skulde jo kunne være saa lunefulde og plage deres Ofre paa det skammeligste. Hun havde virkelig ondt af ham. Men hun begreb da heller ikke, at han saa tankeløst havde kunnet kaste sig ud i noget, som dog aldrig kunde blive til andet end Ulykke for ham. — Men maaske var Forklaringen den, at hans Forlovede foruden at være meget smuk og meget rig ogsaa var meget koket. Det var nok en meget almindelig Egenskab hos jødiske Damer, — og i Grunden var han vist ikke saa lidt godtroende. Hun huskede nu ogsaa, hvordan Hofjægermesterinden engang havde slaaet paa, at han var kommen ret uforskyldt ind i det Forhold.

Henimod Maaltidets Slutning slog Per til almindelig Forbavselse paa sit Glas og rejste sig. Han udbad sig Tilladelse til at lægge Beslag paa Opmærksomheden et Øjeblik, — han vilde gerne benytte denne Lejlighed til at takke Hofjægermesteren og Hofjægermesterinden for den store og overbærende Gæstfrihed, han saa længe havde nydt her paa Kærsholm.

»De vil da ikke rejse fra os?« afbrød den sidste ham helt opskræmt og med et uvilkaarligt Blik paa Inger.

»Desværre! Jeg tør nu ikke længer overhøre |158| Pligtens Stemme, der kalder paa mig ovre fra den anden Side af Atlanterhavet! Desuden har jeg vistnok allerede trukket lovlig store Veksler paa Taalmodigheden her — —.«

»Aa, Passiarl Hvor kan De nu komme med saadan noget. De skal blive her!« ivrede Hofjægermesterinden, omsider bistaaet af et Ekko fra sin Mand, der forresten var begyndt at blive noget omtaaget.

Per takkede i Tavshed med en Hovedbøjning men fortsatte:

»Saa svært det end falder mig at forlade dette Sted, som er bleven mig saa kært og hjemligt, er det nu ganske nødvendigt, at jeg gør Alvor af at bryde op. Men jeg kan ikke tage herfra uden at have udtalt, at Minderne fra mit Ophold paa Kærsholm altid vil være mig dyrebare, — og jeg tør maaske i denne Forbindelse rette en Taksigelse ogsaa til Bøstrup Præstegaard. Særlig tillader jeg mig at bringe Hr. Pastor Blomberg en ærbødig Tak for berigende Samtaler, hvis Betydning for mig jeg her ikke skal komme nærmere ind paa, men som jeg visselig ikke skal glemme.«

Trods denne sidste Forsikring, der øjensynlig var fuldt oprigtig ment, var Hofjægermesterinden dybt skuffet. Det var ikke en saadan Afslutning, hun havde tænkt sig. Men det maatte ogsaa forhindres, at han rejste. Hun vilde senere tale med ham derom. Hun vilde ikke bedrages for |159| den Triumf for den blombergske Tro, hun nu saa længe havde arbejdet paa. Kun ved en virkelig fuldbyrdet Omvendelse her paa Kærsholm vilde hun føle sig tilfredsstillet.

Og Lønnen havde hun jo i Beredskab, — tænkte hun med et nyt og kærlighedsfuldt Blik paa Inger.

Paa Præstefolkene havde Pers Tale gjort et godt Indtryk. Om det saa var Fruen, begyndte hun at formildes, — hun var nu engang svag overfor enhver Anerkendelse af hendes Mand, selv naar den hidrørte fra en Vantro — og desuden dømte hun uvilkaarlig mindre strengt nu, da hun var bleven beroliget ved at vide, at Per snart vilde være borte.

Inger var bleven højst betuttet, dengang Per rejste sig. Hvad nu? tænkte hun og blev ganske bleg. Hans underlige Væsen havde efterhaanden foruroliget hende, — hun var tilsidst bleven grebet af den Slags Uhygge, der bemægtiger sig En ved Siden af en ladt Kanon. Efterat det var gaaet op for hende, at han vilde holde en Tale, beroligedes hun forsaavidt, som hun saa mente at forstaa Grunden til hans Aandsfraværelse. Men samtidig blev hun Bytte for en ny Nervøsitet. Under den første Del af hans Tale sad hun med Hjertet i Halsen af Angst for, at han skulde gaa i Stykker i den, — og der gik en Befrielsens Varmebølge igennem hende, da hun mærkede, at |160| han ikke alene valgte sine Udtryk med Takt og Smag men talte flydende og sikkert som den, der er vant til at føre Ordet.

Selve Pers Meddelelse lod hende ret uberørt, — hun havde jo længe tænkt paa, om han dog ikke snart skulde rejse, og undret sig over, at han, som efter Hofjægermesterindens Sigende havde saa store Planer for, kunde tage sig saa lang en Ferie. At det maatte være et Brev fra hans Forlovede, der havde foranlediget hans pludselige Bestemmelse (som jo endog kom Hofjægermesterens overraskende), var hun nu ganske sikker paa. Maaske var der ligefrem kommen en Ordre derom, hvilken han da øjeblikkelig efterkom. Stakkels Mand! — hun havde ham naturligvis ganske i sin Magt. Det var nok alligevel ikke blot for Talens Skyld, han havde siddet saa urolig hele Tiden. Hun havde virkelig Medlidenhed med ham. Hans Ansigt røbede absolut heller ingen stor Længsel efter Gensynet. Maaske var der endda en anden, han holdt af. Ja, det var der naturligvis!

Hendes Kinder kom med eet til at blusse. Ja, det var der naturligvis! gentog hun i Tankerne. At hun ikke havde tænkt paa det før!

I det samme bød Hofjægermesterinden Velbekomme, og man rejste sig fra Bordet.

Per bukkede ceremonielt for Inger, der besvarede hans Hilsen med et flygtigt Nik. Derpaa |161| vendte hun sig hurtigt mod Faderen, og ganske imod, hvad hun havde for Skik slog hun Armene om hans Hals og kyssede ham.

Under den almindelige Given-Haanden blev der ikke lagt Mærke dertil. Heller ikke Faderen selv tænkte videre over Datterens usædvanlige Ømhedsudbrud men klappede hende godlidende paa Haaret med et »Velbekomme, lngermo'er«. Kun Pers Opmærksomhed gled det lille Optrin ikke uænset forbi, — og han blev paa samme Tid ganske sort under Øjnene.

Det var indtil dette Øjeblik ikke faldet ham ind, at hans ulovlige Kærlighed kunde være bleven besvaret af den unge, fromme Præstedatter. Nu vaktes der i hvert Fald en Anelse hos ham, — og mere behøvedes der ikke for at aabne ham paa engang baade Himmerigs og Helvedes Porte.

I Stedet for at følge med de andre ud i Haven, hvor Kaffen blev anrettet, gik han ind til sig selv, idet han gennem Tjeneren lod sig undskylde hos Selskabet, — han havde (foregav han) nogle nødvendige Breve at skrive.

Hans Sind var i et Oprør, han aldrig før havde kendt. Han var ganske svimmel. Gulvet gyngede under ham som et Skibsdæk. Han maatte straks sætte sig, da han kom ind i sin Stue.

Han søgte en Tid at indbilde sig, at han havde forstaaet fejl, at det hele var en taabelig Indbildning|162| af ham. Men det lykkedes ham ikke at berolige sig dermed. Den blotte Mulighed af, at han var — eller kunde være bleven — genelsket af lnger, gjorde hans Tanker vilde. Det var som at fange et Glimt af Paradisets lyse Herlighed paa Vejen ned gennem Skyggerigets mørke Gab. Han pressede Hænderne om sit Hoved og kæmpede med Graaden. Ja, Straffens Time var kommen nu! Gudsdommen var fældet over ham. Kains Forbandelse havde ramt ham. Et tomt, goldt og vansmægtende Liv i Ensomhedens Ørken, — det var det Helvede, hvortil han var hjemfalden. Men hvad havde han at beklage sig over? Med fuld og klar Bevidsthed havde han solgt sin Sjæl til Verdens Afguder, og disse havde jo redelig betalt ham efter Overenskomsten. Guld og Berømmelse, Sansernes Nydelse og Triumfens Tillokkelser havde de lagt for hans Fod, — han behøvede blot at række sig frem og gribe til. Ja, havde de ikke endog vist ham Vej til en af Europas Pengefyrstetroner .... halvtresindstyve Millioner prøjsiske Mark i Guld havde et Øjeblik svævet over hans Hoved som en Kongekrone. Og havde ikke Nanny aabnet ham sin hvide Favn og forjættet ham alle Vellystens Herligheder? Og selv Jakobe? Hvad havde han at udsætte paa hende? Var hun ikke Verdensdame, fornem, kundskabsrig, endog højt begavet, dertil fordomsfri og fremtidsbegejstret — —

Han sprang op med Hænderne om Hovedet. — Nej, nej! Gud kunde ikke være saa ubarmhjertig. Saa haardt havde han ikke forsyndet sig, en saadan Straf havde han ikke fortjent. Han erkendte at have fejlet — dybt og frygteligt — og han var rede til at gøre Bod. Med koldt Overlæg havde han ofret sit Hjertes Fred og Lykke, ofret sin Moders Kærlighed, sin Faders Velsignelse, sin Sjæls Hjemstavnsret, sit hele aandelige Fællesskab med Land og Folk og Slægt paa Ærelystens og Begærlighedens blodige Altre. Og ikke nok dermed. Han havde ved sin vilde Lykkejagt kastet Skygge ogsaa over andres Liv, havde været sine Forældres Sorg, sine Søskendes Bekymring, sine Venners og Velynderes Skuffelse og Skam. Ogsaa Jakobe havde han bedraget! — —

Han kunde ikke længer staa sin dødelig opskræmte Samvittigheds Tilskyndelser imod. Han gled hulkende ned paa Knæ ved Siden af Sengen og skjulte Ansigtet i sine Hænder.

»Gud! Aa, Gud! ... Jo, jo. Jeg har fortjent det altsammen! Jeg bekender det! .... Jeg har fortjent det altsammen ...«

— — Ude omkring Kaffebordet i Haven var der imidlertid forefaldet noget, der foranledigede Præstefolkene til et hastigt Opbrud. Hofjægermesteren havde forlangt Kognak og Likører bragt derud; og skønt Præsten, der til sin Skam bemærkede, at Hofjægermesteren var paa Vej til at |164| blive alvorlig drukken, bestemt havde erklæret ikke at ville drikke mere, skænkede denne dog op i begge Glassene og skød lumskelig Bakken, hvorpaa de stod, over imod Præsten. Da han efter nogen Tids Forløb saae, at de begge var bleven tømte, klukkede det i ham af Fornøjelse, han vidste i sin Omtaagethed ikke, at det var ham selv, der i Talens Løb havde stukket ogsaa det andet Glas ud.

Præstefolkene begyndte at tale om at ville give Ordre til at spænde for, og Hofjægermesterinden, der var fortvivlet over sin Mand og vidste, hvorledes det vilde ende med ham, opfordrede dem ikke til at blive. Hun følte sig især ydmyget af Skandalen, fordi det var Søndag, og fordi Manden netop havde været i Kirke og hørt Pastor Blomberg præke.

Præsten var da ogsaa alvorlig fortørnet. Naar han alligevel ikke lod sig mærke med noget, var det, fordi han engang for alle havde sat sig paa det Standpunkt at lukke Øjnene for Hofjægermesterens moralske Skrøbeligheder. Som den praktisk forudseende Mand, han i alle Livets Forhold var, underkendte han ikke den Betydning, det havde for ham og hans hele Stilling der paa Egnen, at han havde Ord for at være en Slags Forsyn i det godsejerlige Hjem. Det var de samme højere Hensyn, der oprindelig havde bestemt hans Forhold til Hofjægermesterinden, |165| om hvis Religiøsitets Oprigtighed han iøvrigt nu ikke længer tvivlede.

Imidlertid havde Hofjægermesteren i et Øjeblik, da Præsten vendte sig bort, atter fyldt Glassene. Han sad nu tilbagekastet paa Bænken, med Hænderne i Vestelommerne og Havannacigaren skudt op mod det ene, sammenknebne Øje, afventende Udfaldet af sin Spas med et Ansigtsudtryk, der lyste af ondskabsfuld Dumfiffighed.

Og nu gik det ham ganske som før. Da han efter nogen Tids Forløb opdagede, at det ene Glas var tømt, huskede han ikke paa, at han selv havde drukket det; og hans Henrykkelse var dennegang saa stor, at han formelig fniste, mens hans smaa, fortinnede Snogeøjne søgte rundt ligesom efter forstaaende Vidner til hans Triumf.

Til al Lykke nærmede nu Tjeneren sig for at melde, at Præstens Vogn var kørt for Døren.

Damerne var allerede i Forvejen gaaet ind. Inger havde overhovedet slet ikke siddet ned. Hun havde opholdt sig ude paa Græsplænen under Paaskud af at søge efter Firkløver men i Virkeligheden af Ulyst til at være sammen med andre, og hun viste sig nu meget utaalmodig efter at komme afsted.

Per var ikke tilstede ved Bortkørslen. Der skulde just gaa Bud efter ham; men Tjeneren |166| kunde meddele, at Ingeniøren var gaaet bort for lidt siden.

Oppe paa det øverste Trappetrin stod Hofjægermesteren og balancerede paa sine lange Ben. Han var lidt skuffet over, at han ikke havde faaet Lejlighed til at fortsætte sin Spøg; men det var ham en uhyre Tilfredsstillelse, da han mente at gøre den Iagttagelse, at Præsten ikke var ganske sikker paa Benene.

*       *
*

Den Aften og Nat blev Per sig endelig sin Kristendom fuldt bevidst. Mens han gik ude i Skoven, hvor han havde søgt hen for at være i Ro, og senere, da han efter et kort Ophold i Familjen havde trukket sig tilbage til sit Værelse, brød han afgørende med sin Fortid og gav sig sine Fædres Gud i Vold. Hele Natten laa han søvnløs, og mens han i Tankerne gennemgik sit hele Liv, følte han sig bestandig mere brødefuld. Og Syndsbevidstheden avlede den Ydmyghed, han endnu om Formiddagen havde manglet. Og af denne fremgik tilsidst Bønnen.

Først henimod Morgen faldt han lidt til Ro. Da Tjeneren kom ind med Te, sov han.

Hans første Tanke, da han vaagnede, galdt Jakobe og det Brev, han nu straks maatte skrive |167| til hende. For ogsaa det var bleven ham klart denne Nat, at det ikke alene var hans Ret men hans Pligt at bryde et Forhold, der var en Frugt af hans syndige Begæringer, og som aldrig kunde afføde andet end Sorg og Ufred for begge Parter. Saa fik det gaa med hans Fremtids udvortes Velfærd, som det bedst kunde. Her stod større Værdier paa Spil end nogle Penge.

Nogen lang Forklaring var ikke engang nødvendig. Jakobes Breve viste tydelig nok, at hun var forberedt paa et Brud og i Grunden selv ønskede det. Anderledes kunde han i hvert Fald ikke forstaa Efterskriften i hendes sidste Brev, — et Par Ord, hvormed hun havde ladet ham vide, at hun »rimeligvis en af Dagene rejste til Breslau«. For nu at skaane hende for den Ydmygelse, det vilde være hende, om Bruddet kom fra ham, besluttede han at opfatte denne Meddelelse som hendes endelige Opgør. Han havde da kun at erkende Rigtigheden af hendes Formodning om det fuldbyrdede religiøse Omslag i hans Sind, — og saa at sige hende det sidste Levvel.

Opad Formiddagen, efter at Brevet var skrevet og afsendt, sad han ude i Haven sammen med Hofjægermesterinden. Det var ham selv, der havde opsøgt hende i et af Lysthusene, hvor hun havde anbragt sig med noget Broderiarbejde. I sin bevægede Sindsstemning trængte han til at betro |168| sig til nogen, og da de en Tid havde siddet og talt om ligegyldige Ting Hofjægermesterinden havde givet ham noget Vindegarn at holde — fortalte han hende tilsidst, at hans Forlovelse var bleven hævet.

Hun ønskede ham til Lykke og sagde, at det kun var, hvad hun havde ventet. Men pludselig blev hun helt munter og spurgte, om han nu ogsaa rigtig havde betænkt den Sag og overvejet dens Følger.

»For — ikke sandt? — De gaar jo saa glip af en betydelig Formue,« sagde hun med et næsten frivolt Smil.

Per svarede, at Rigdom for længe siden havde mistet sin Tiltrækning for ham. Livet havde lært ham, at der var Glæder, som Guldet dog ikke kunde skaffe, ligesom der var Byrder, det ikke kunde lette. Hvad han personlig først og fremmest trængte til mu, var ikke Penge men Fred med sig selv, Ligevægt og Tryghed i Sindet, — og det vilde et Samliv med hans Forlovede ikke have kunnet give ham.

Hofjægermesterinden nikkede tavs til ham over sit Garnnøgle, som vilde hun sige, at ogsaa disse Ord havde hun netop ventet af ham.

»Og hvad tænker De nu paa at gøre?« spurgte hun efter en Tids Stilhed.

Per svarede, at Forandringen i hans økonomiske Forhold og Fremtidsudsigter naturligsis |169| gjorde det nødvendigt for ham at indskrænke sig. Blandt andet havde han besluttet at opgive sin Amerikarejse, i det mindste foreløbig.

»Deri gør De vist fornuftig,« sagde Hofjægermesterinden. »Den Rejse har nu aldrig rigtig tiltalt mig. De trænger sikkert til at komme til Ro et eller andet Sted efter Deres megen Omflakken i det sidste Aar. Veed De, hvad jeg har tænkt paa at foreslaa Dem? De har jo talt til min Mand om et nyt Vandafledningssystem her paa Egnen ... en Omregulering af Aaløbet, eller hvad det nu var. Jeg tror at vide, at min Mand har interesseret sig for Deres Tanke, og det var vel ikke umuligt, at den lod sig realisere. Kunde det i saa Fald ikke tiltale Dem selv at forestaa dette Arbejde og altsaa slaa Dem ned her, indtil der viser sig noget større for Dem? De holder jo af Egnen, ... og De har Venner her, der vilde være glade ved at beholde Dem.«

Per skottede hen til hende med et lysende Blik, og det dirrede om hans Mund. Han tog disse Ord som en Bekræftelse paa, at hans Haab til Ingers Følelser for ham ikke var helt forfængeligt. Hun var jo Ingers Fortrolige, og hun vilde vist ikke have foreslaaet noget saadant, dersom hun mente, at Inger vilde være utilfreds med at se ham her igen. Selve Forslaget huede ham desuden godt. Endda ganske bortset fra den Udsigt, der aabnedes ham til fortsat Forbindelse |170| med Bøstrup Præstegaard, vilde et saadant Friluftsarbejde i saa prægtige Omgivelser i høj Grad tiltale ham. Ogsaa for Fortjenestens Skyld skulde Arbejdet være ham velkomment, saa meget mere som det nu maatte være ham en Æressag at afvikle sin Gæld til Philip Salomon og Ivan saa hurtig som muligt.

»Ja, dersom De altsaa vil give mig Tilladelse dertil« — vedblev Hofjægermesterinden — »skal jeg tale med min Mand om Sagen. Og da det maaske er rigtigst, at De slet ikke bliver blandet ind i den, før de forskellige interesserede Parter her er kommen overens, saa skal De nu faa Lov at rejse. Jeg haaber, som sagt, at Sagen vil kunne ordnes, saa vi ser Dem her igen ret snart.«

Per fastsatte nu sin Afrejse allerede til den næste Morgen.

Han vilde dog ikke tage direkte til København, men vilde lægge Vejen om ad sin Hjemby for at kunne indvie sit nye Liv ved at besøge sine Forældres Grave. Dette var en Plan, der allerede var ret gammel hos ham; den stod oprindelig i Forbindelse med Tankerne om det Brev, som Moderen skulde have efterladt ham, men som han hidtil ikke havde haft Mod til at skrive efter. I sin Frygt for, hvad Brevet kunde indeholde, havde han paa Forhaand villet ligesom afbøde Virkningen af det ved en saadan Pietetshandling. Nu ikke alene længtes han efter Moderens Ord; |171| men han begyndte at forstaa, at Angsten for dette Brev havde virket som en skjult Tilskyndelse under disse Dages Kamp mod det onde. Fra den anden Side Graven havde Moderen rakt ham sin hjælpende Haand til dette første Skridt ind paa Ydmyghedens snevre Sti, der havde kostet ham saa megen Overvindelse.

Om Eftermiddagen begav han sig tilfods til Bøstrup Præstegaard for at sige Farvel.

Paa Vejen dertil tog han Beslutning i en anden Sag, som havde optaget ham denne Dag, og som overhovedet en Tid havde beskæftiget ham en Del. Det var begyndt at trykke ham, at han ikke havde nogen Eksamen. Han vidste, at hvad hans Forældre næsten allerhaardest havde bebrejdet ham, var, at han ikke havde fuldendt sine Studier ved Læreanstalten. Noget af det første, Folk spurgte ham om her, var ogsaa altid, om han var polyteknisk Kandidat. Saaledes havde Pastor Blomberg ved hans forrige Besøg i Præstegaarden straks gjort ham det Spørgsmaal, af »hvilken Aargang han var«. Han var nu ogsaa selv begyndt at indse, at han uden nogen officiel Dygtighedsattest meget vanskeligt herhjemme vilde opnaa en saadan fast og betrygget Stilling, som han ønskede sig for igen i Ro at kunne arbejde med sine Opfindelser. Særlig nu, da hans Person ikke længer omstraaledes af Glansen fra de Salomonske |172| Millioner, vilde han ikke kunne undvære den Anseelse, som en Eksamen gav.

For nu saa vidt muligt at raade Bod paa Fortidens Forsømmelser besluttede han at tage Landmaalereksamen, eller rettere at underkaste sig de Tillægsprøver, han som halvudlært Polytekniker kunde nøjes med for at erhverve sig Kandidatnavnet, hvorved han tillige opnaaede Ret til Bestalling som Landinspektør. Forberedelserne til disse Prøver vilde han med en Kraftanstrengelse kunne tilendebringe i godt et halvt Aars Tid, og Midlerne til sit Underhold tænkte han at skaffe sig ved et Laan eller Forskud hos Overretssagfører Hasselager eller en anden af de Forretningsmænd, der efter Ivans Opgivende interesserede sig for hans Planer. Han var ikke bange for at tage fat; ja, skønt han unægtelig følte sig noget forlegen ved Tanken om igen at maatte sætte sig paa Skolebænken, saa var det alligevel netop Ydmygelsen heri, der overvandt hans sidste Betænkeligheder ved Sagen. Han trængte til at give sig selv et Vidnesbyrd om Alvoren og Oprigtigheden af sit Sinds Omvendelse. Han længtes efter for Guds Øjne at begynde den tornefulde Bodsgang, hvormed Fortidens Forsyndelser skulde udsones.

Med sin Afskedsvisit i Præstegaarden var han forsaavidt uheldig, som han ikke traf Inger hjemme. Præstefolkene var tilmed optagne af et Par andre. |173| Fremmede, saa det blev for hans Vedkommende ikke til stort mere end Goddag og Farvel.

Præsten fulgte ham dog ud gennem Haven og udtalte sin Beklagelse af, at de ikke havde faaet Lejlighed til at genoptage deres Meningsudveksling. Han tog Afsked med et varmt Haandtryk og et »Lykke paa Rejsen«, som Per besvarede med et fuldtonende Tak. At Præsten særlig havde tænkt paa hans Amerikarejse, forstod han godt; men han sagde til sig selv, at han jo virkelig var i Færd med at begive sig ud paa Rejse til en ny og fremmed Verden og derfor maatte have Ret til at tage mod hans gode Ønske.

Det var altid med et lille Suk, at Pastor Blomberg saae Folk drage til København. Omend det sjælden kom tilorde hos ham, kresede hans Tanker bestandig om denne By, hvis blotte Navn fik hans godt skjulte Ærgerrigheds Orm til at røre sig i hans Bryst. At faa Embede og skaffe sig Ørenlyd i Hovedstaden, det var det hemmelige Maal, hvorfor han længe havde arbejdet, det var det store Haab, der (ham selv tildels uafvidende) i Tidens Løb havde udformet hans Kristendomsopfattelse og gjort den bestandig mere indsmigrende i sit Frisind og sin Fordragelighed. Ganske særlig havde han i sine Skrifter taget Sigte paa den akademiske Ungdom, i det hele paa de dannede, religiøst ligegyldige eller helt vantro Krese, hvis kristelige Genopvækker han følte sig kaldet |174| til at blive. Og virkelig modtog han da ogsaa hyppig Vidnesbyrd om, at han havde skaffet sig Venner derovre mellem selve Nathans Beundrere. Hans landlig friske, tilsyneladende saa troskyldige Forkyndelse begyndte at finde Sangbund hos saadanne Folk, hos hvem Fritænkeriet var i Færd med at gaa af Mode. Imidlertid havde han endnu ikke kunnet overbevise Kirkemyndighederne om, at han havde en Gerning at udrette i København; og det var hans daglige Harme og Græmmelse, at den belejlige Tid forspildtes for ham.

Pers Skuffelse over ikke at træffe Inger havde i det første Øjeblik nær overvældet ham; men han havde dog hurtig taget sig i Sorgen; og nu, da han befandt sig paa Hjemvejen, var han næsten glad ved, at han ikke havde set hende. Ja, i sin højtspændte Sindstilstand var han ikke langt fra at se en venlig og betænksom Indgriben af Forsynet i denne hendes Borteværen. Han følte sig ikke sikker paa, at han vilde have været i Stand til at lægge Baand paa sig i hendes Nærhed. Det vilde heller ikke have været saa ganske let for ham helt at tie om det Store, der var overgaaet ham, siden de saaes. Men hvilke hendes Følelser for ham nu end var, saa havde han jo ingensomhelst Ret til at besvære hende med sin Fortrolighed.

Han vilde nu mindes hende, saadan som han havde set hende sidst derude i den friske Vind |175| paa Kærsholm Mark. Som hun der havde siddet ved hans Side i sin jomfruelige Uskyld, tronende som et Guddomsbillede paa den moderlige Jord, der spredte sine Blomster for hendes Fod, — saaledes vilde han mindes hende; og dette Billede vilde han bære med sig som en Amulet, der skulde bevare ham for Fristelse og Fald.

Saa gik han op paa en Høj ved Siden af Landevejen for derfra at sende det allersidste Farvel til den idylliske lille Plet under den skovklædte Brink. I det samme blev han opmærksom paa, at Himlen var ganske overtrukken. Det var ogsaa bleven underlig mørkt, og ude i Nordvest luede Solen brandrød mellem sorte Skyer ligesom et osende Lys, der brænder ned i Stagen.

Det havde været lummert flere Dage, og Per blev hurtig klar over, at der var et Uvejr i Frembrud. Han befandt sig omtrent midtvejs mellem Bøstrup og Kærsholm, saa han vilde blive nødt til at tage Benene paa Nakken, dersom han skulde komme tørskindet hjem. Han haabede i hvert Fald at skulle kunne naa ind til Borup, inden Skyllen kom, — men dette Haab viste sig snart forfængeligt. Der var allerede faldet et Par store Draaber, og ikke længe efter trommede Regnen lystig paa hans Hattepuld.

Ved en Drejning af Vejen fik han Øje paa et Skur der stod et Stykke ude paa Engen. Det |176| var et langagtigt, halvaabent Bræddeskur af den Slags, der benyttedes under Høbjergningen. Her besluttede han at søge Ly. Med Bygen i Hælene løb han tværsover Marken og naaede akkurat under Tag samtidig med, at et Tordenskrald slog ham om Ørene. Et Øjeblik efter brød Regnen løs.

Det viste sig nu, at han ikke var den eneste, der havde søgt Tilflugt her. Inde i Skurets Halvmørke opdagede han en høj, mager Mand i en langskødet, graa Frakke og med Hovedet dækket af en gammeldags, højpuldet Kasket med stor Skygge. Det var Pastor Fjaltring.

Per hilste, og der veksledes et Par Bemærkninger om Vejret. Præsten var øjensynlig meget ilde tilmode ved dette Sammentræf, han stod hele Tiden halvt bortvendt og førte idelig Haanden op til Hagen med den uvilkaarlige Bevægelse, der er ejendommelig for Folk, som føler sig trykkede af, at de ikke er bleven barberede. Efterhaanden som Pers Øjne vænnedes til Mørket derinde, saae han ogsaa, at Præstens Kind og Hage var ligesom skimlet af Skægstubbe. I det hele røbede hans Ydre en høj Grad af Forsømmelighed. Frakken var luvslidt og plettet, og en af Knapperne hang og dinglede i Traaden. Desuden opdagede Per, at Præstens Hoved fuldstændig var ombundet med et sort Silketørklæde, som bagtil kunde sees under Kaskettens Kant, — noget, der øjensynlig ogsaa gjorde ham forlegen. I hvert Fald havde |177| han kun gjort et Tilløb til at løfte paa Kasketten, da han besvarede Pers Hilsen, skønt han ellers havde vist den yderste Høflighed.

Ude i Vest belystes nu Skyerne af et nyt Lyn, der faa Sekunder efter ledsagedes af et skrattende Tordenbrag.

»Det slog vist ned ovre ad Tebberup til,« udbrød Per noget ængstet — han vidste, at det var der, Inger i Øjeblikket opholdt sig.

Lidt efter sagde Præsten:

»De er ikke helt fremmed her paa Egnen — kan jeg høre.«

»Jeg har opholdt mig her et Par Uger.«

»Tager jeg fejl i, at jeg saae Dem igaar i Borup Kirke?«

Per forestillede sig nu og fortalte, at han var Gæst hos Hofjægermesterfamiljen paa Kærsholm.

»Jeg tror, jeg har hørt det. De er Ingeniør, ikke sandt?«

Per bekræftede det.

»Ja, vi lever jo i en Tidsalder, der tilhører Polyteknikeren,« sagde Præsten efter nogle Øjeblikkes fornyet Tavshed. »Tusindkunstneren, frit oversat,« tilføjede han med et lille Smil. »Det er jo virkelig forbavsende, hvor Jernbaner og Dampskibe allerede har gjort vor Klode uanselig endog for os selv. Afstanden mellem Landene mindskes Dag for Dag og udslettes vel tilsidst saa at sige ganske.«

»Rimeligvis.«

»Maaske vil det endog engang lykkes os at række baade Maane og Stjerner med vore Maskiner, ... nogen fysisk Umulighed er det vist ikke, og da vil selve Verdensrummet blive os fortroligt som en Bukselomme. Men Afstanden mellem Næse og Mund kan vi med alt dette ikke forandre.«

»Det kan vi unægtelig ikke,« sagde Per og kom mod sin Vilje til at le. — Manden er forrykt, fastslog han for sig selv.

Saa talte de igen en Stund om Vejret, om den Pludselighed, hvormed det var kommen op, om Barometerstanden o.lign. Da Emnet tilsidst var udtømt og Regnen vedblev at plaske ned, greb Præsten paany til at tale om Teknikernes Overherredømme i Tiden.

»Der var saamænd engang ogsaa Tanker oppe om at lave en Jernbane her igennem Sognet. I vore Dage skal der jo helst løbe et Par Skinner udenfor hver Mands Dør. Og helt er Planen vist heller ikke skrinlagt, saavidt jeg veed.«

Per svarede, at Skinnespor i Forbindelse med Kanalanlæg til Godstransport mere og mere traadte i Stedet for Fortidens Landeveje og tilsidst vilde overflødiggøre disse. En tidssvarende Udvikling af Samfærdslen var overhovedet i vore Dage en Livsbetingelse for ethvert civiliseret Land.

Præsten grundede lidt. Han stod stadig halv bortvendt og saae ud paa Regnen.

»En Livsbetingelse,« sagde han saa med et blidt, i Lidelse ligesom afmagret Smil. »Ja, hvad er ikke bleven Livsbetingelse i vore Dage? Af den Slags skabes der jo stadig flere. Læger og Ingeniører, Pædagoger og Militære — hver møder med sine. Bare det ikke kommer til at gaa os som visse Apoplektikere, der dør af for megen Sundhed.«

»Det er der vist foreløbig ingen Fare for. Vi for vort Vedkommende har jo endda for ikke saa Længe siden staaet paa Nippet til at blive udslettet af Tilværelsen af Mangel paa Blod«. ¹

»Hvad tænker De her paa?«

»Paa Anno 64.«

»Ja, det var en god Tid!« sagde han langsomt, med et fremadstirrende Blik, hvori der lyste som et flakkende Genskin af Lynene, der vedblev at illuminere Skyerne i Vest. »Dengang var der virkelig et Øjeblik, da det var ved at gaa op for os, at der ikke gives andre Livsbetingelser for nogen end Vorherres Naade.«

»Meget vel,« svarede Per lidt rød. »Men — som det hedder med et gammelt Ord — hjælp dig selv, saa hjælper Gud dig.«

Præsten rystede tavs paa Hovedet.

»Guds Hjælp — det er ingen Hjælp,« sagde han lidt efter med dump Stemme.

»Da kom vi dog over Krisen dengang, — hvor haabløst det end for menneskelige Øjne saae ud.«

»Hvem har fortalt os, at det var ved Guds Bistand? Skal der sluttes efter, hvad der siden er sket her i Landet, kunde man vel være mest tilbøjelig til at tilskrive det Djævelens Hjælp. Men de to Personer forveksles nu saa hyppig noget, som maaske tildels kan undskyldes. De er nu for ung til at kunne huske de Dage. Ellers vilde De maaske ogsaa engang imellem med et lille Længselssuk tænke tilbage paa hine store Trængselstider med de mange blege Ansigter, hvori Rædslen for Undergangen stod saa gribende afmalet. Har man oplevet de Dage, ... har man set, hvordan selv Sælgekællingen paa Gaden sank i Knæ ved »at høre Suset af Verdensdommerens Sværd over sit Hoved«, som der rigtig blev skrevet, ... har man været Vidne til det dumdristige Troesmod eller til Offervilligheden, til den Selvhengivelsens Martyrglæde, som Trængslerne dengang fremavlede selv i de slappeste Sind, ... ja, saa forstaar man, ... eller man aner dog, hvad vor Folkeaand havde kunnet udvikle sig til, om vi virkelig var bleven tilintetgjorte, ... og hvad den maaske endnu kan blive, dersom Vorherre snart vil udstrække sin naaderige Haand og røre os med sin Finger. For — ikke sandt? — det er jo med Nationernes Sjæl som med det enkelte |181| Menneskes, at først Døden udløser den. Engang spøgte Grækeraanden blandt Menneskene som Guds udvalgte Tolk. Siden blev det Israels Faarehyrde-Visdom, vi lyttede til som gudbeaandet Tale. Engang tilkommer det vel os Germaner med vores lutherske Barbari at aabenbare en Flig af den Eviges Klædebon.«

Per fandt det i Grunden urimeligt at indlade sig i Diskussion med denne fremmede Mand, saa meget mere, som det ikke altid blev ham ganske klart af hans Tale, hvad der skulde optages i Alvor, og hvad der blev sagt for Kuriøsitetens Skyld, eller om det maaske altsammen nærmest var ment som Spøg og Spot. Men noget i hans Fordømmelse af Tiden havde rørt ved det nye Menneske i ham, og han følte Trang til at aflægge et Vidnesbyrd.

Han sagde, at den Gudfrygtighed, der havde opretholdt det danske Folk i Ulykkens Tid og skabt Helte af de svage (og han tænkte her med bevæget Sind igen paa sin Moder), den havde ikke forladt det i Fredens Dage, men været medvirkende til Landets Genoprejsning, i hvert Fald udenfor Hovedstaden. Men Præsten afbrød ham med at sige, at et Ord som Gudfrygtighed kunde man slet ikke anvende i vore Dage, hvor man saae Folk uden at vække mindste Anstød tage Vorherre kammeratlig under Armen eller kaste sig i barnagtig Forelskelse om hans Hals. For |182| den Slags Gemytlighed overfor Verdensdommeren havde »vor egen Luther« og hans mange Efterabere jo en væsenlig Skyld, — men forresten passede den vist til Folkekarakteren, sagde han. Med tydelig Adresse til Pastor Blomberg talte han om »denne grundtvigske Vartovs-Kristendom«, der med sit Ammestuesprog og sin Kærmindepoesi naturnødvendigt maatte blive Nationalreligion for et kælent lille Folk som det danske, der ogsaa i det religiøse søgte Idyllen og erstattede Troens Lidenskab med Lyrik.

Han fortsatte endnu en Tid i sin egen Tankegang, idet han ligesom den foregaaende Dag, da han stod paa Prækestolen, aabenbart havde vanskeligt ved at holde op at tale efter først at have begyndt og samtidig dog var forlegen over sin Snaksomhed, — saadan som Folk, der længe har maattet tie.

Men nu hørte Regnen op lige saa pludselig, som den var kommen, og foranledigede en brat Afslutning.

Ved Aftensbordet fortalte Per om sit Møde med den gale Præst og spurgte blandt andet, hvad det var for en underlig Hovedbeklædning, Pastor Fjaltring gik omkring med.

»Han lider nok af Nakkesmerter,« sagde Hofjægermesterinden. »Og han har den Indbildning, at han gaar med en stor Svulst i Hjernen. — Han er i et og alt en Stakkel.«

»Han gjorde unægtelig et underligt Indtryk,« sagde Per tankefuldt, han kunde ikke blive Billedet af den syge Mand kvit. Han tænkte paa, at saadan vilde maaske ogsaa han have endt, dersom — —. Hans Tanker fløj til Inger og til Præstegaarden under den skovklædte Brink. Og han sad længe tavs og dybt bevæget.

Straks den næste Morgen rejste han.

*       *
*

Jakobe havde lukket sig inde i sit Værelse. Hun sad ved sin lille Skrivepult, med Haanden under Kinden, og saae gennem Vinduet ud paa Havens Trætoppe, der svajede for Blæsten. Hendes Øjne var store og skinnende, Brystet bølgede. Foran hende paa Pulten laa Pers Brev, som hun netop havde modtaget med Formiddagsposten, — en firesidig Skrivelse i Skønskrift uden en Rettelse, i kaligrafisk Henseende et lille Mønsterværk. Hun havde kun gennemlæst den to Gange men kunde den allerede udenad.

Hun vidste ikke, hvad hun mest skulde ynke, enten den Anstrengelse, det øjensynlig havde kostet ham at udarbejde disse mange hensynsfulde Vendinger, eller det Hykleri, hvormed han søgte at skjule baade for sig selv og for hende, hvad der dog var den egenlige Aarsag til, at de maatte skilles. — At han lige til det sidste skulde vise |184| en saadan Mangel paa Mod og Evne til at se Sandheden fast i Øjnene! Hvad vilde hun ikke have givet for, at han denne ene Gang havde været fuldt ærlig mod hende og aaben tilstaaet, at han var kommen til at holde af en anden. Men nej! Troldenaturen sad ham for dybt i Kødet. Sin Lysskyhed formaaede han ikke at overvinde. Det var det egenlig »sideniuske« ved ham, at hans naturlige Følelser absolut skulde udsmykkes. Som i sin Tid hans Fremtidsideers nationale Betydning altid havde skullet pynte hans Egenkærlighed, saadan skulde nu Religiøsiteten tjene som Skjold for hans Klejnmodighed.

Men saadan var det jo bestandig med disse Kristne. Hun huskede nok den Dag, da Per kom herud efter Bruddet med Max Bernhardt og i barnagtigt Selvbedrag opfattede sit Nederlag som en Bedrift, der gav ham Ret til at triumfere. Hun forstod det nu, at ogsaa hans Forhold til Oberst Bjerregrav havde været præget af denne Jesuitisme, der som et aandeligt Modermærke forraadte hans Afstamning. Denne Stædighed, som han selv tog for Stolthed, denne bryske Stejlhed, der saae ud som et Overmaal af Kraft, havde i Virkeligheden været et Afmagtstegn, en tilkittet Brist paa Personlighed og Selvtillid.

Naa! — hun rejste sig op, løftede Hænderne over Hovedet og trykkede dem ned mod Haaret. Hvad vilde hun nu plage sig mer med den Slags |185| Grublerier? Hendes Tanker havde jo nu Lov at slippe ham. De havde ikke længer noget at gøre i de skumle Egne, hvor hans Aand nu færdedes. Hun var fri. Punktum'et var sat for hendes Hjertes Forvildelser. Hendes stakkels forkomne Kærlighedseventyr var tilende.

Der stod nu kun tilbage at underrette Forældrene. Og saa bort herfra! Jorden brændte under hende her. Efter al Sandsynlighed vilde Per komme tilbage til Københawn for at ordne sine Afffærer, og hun vilde ikke udsætte sig for at løbe ham paa Ærmet derinde paa Gaderne. Desuden kunde hun nu ogsaa vanskelig skjule sin Tilstand længer. Hun havde en Anelse om, at Moderen igen var begyndt at fatte Mistanke, og hun vilde absolut undgaa enhversomhelst Forklaring — i det mindste foreløbig. Derfor vilde hun rejse allerede den næste Dag. Alt var jo forberedt, saa der var ikke noget at bie efter.

Hun kom til at tænke paa, at hun vist netop nu vilde kunne træffe sin Moder alene. Rosalie var i Bad sammen med de Smaa, og Faderen og Ivan var begge forlængst taget til Byen. Det var bedst at gøre Pinen kort, tænkte hun og kastede Pers Brev ned i en Skuffe.

Som hun havde lukket Skuffen i og drejet Nøglen om, blev hun staaende lidt og faldt igen i Tanker. Hun mindedes den Tid, da hun opbevarede hans Breve som Relikvier, da hun læste |186| dem atter og atter som et Evangelium, studerede dem Linje for Linje for at forsøge at komme ham saa nær som muligt ved rigtig at trænge ind i den Sindsstemning, hvori de var skrevet. Det var latterligt. Det klare Vanvid. Men hvor hun havde været overdaadig lykkelig!

Hendes Læber fortrak sig; midt i Forsøget paa et Smil rullede der en Taare ned ad hendes Kinder. Hun tog sit Lommetørklæde og tørrede sig over Øjnene. Ja, hvad nyttede det at forsøge paa at glemme. Det var jo dog hans Barn, hun bar under Hjertet. Det var hendes drømte Lykke, som nu genskabtes i Kød og Blod, — og som maaske skulde koste hende Livet.

Da hun lidt efter kom ned i Dagligstuen, fandt hun ganske rigtig Moderen alene. Hun sad ved sin Symaskine mellem Bjerge af Lagenlærred, som hun var i Færd med at sømme.

»Altid i Aktivitet, lille Mo'er«, sagde Jakobe indsmigrende og kyssede hende paa Panden. »Finder man dig ikke ved dine Regnskaber, har du noget andet besværligt for.«

Hendes Tone gjorde straks Moderen mistænksom. Men uden at lade sig mærke med noget klappede Fru Lea sin Datter paa Kinden og sagde:

»Ja, min Pige, Arbejdet var min Tids Middel til at holde Livet ud. Og forresten tror jeg endnu, at der ikke findes noget andet.«

Saa tog hun atter fat paa Hjulet og lod Maskinen snurre.

Fru Lea var begyndt at bruge Briller, naar hun arbejdede, hun var i det hele ældet stærkt det sidste Aar.

Jakobe gik en Tid omkring i Stuen, kiggede lidt i en Avis, lagde den igen og satte sig derpaa hen i en Lænestol i Nærheden af Moderen.

»Mo'er,« sagde hun. »Jeg talte forleden til dig om, at jeg kunde have Lyst til igen at se ned til Rebekka i Breslau. Jeg tror virkelig, jeg gør Alvor af det nu. Men mine Penge er slupne for tidlig op i Aar. Kunde du ikke bede Fa'er om lidt Forstærkning.«

»Det kan jeg endelig nok,« svarede Moderen lidt nølende. »Hvornaar tænker du at rejse?«

»Saasnart som muligt, helst straks. Maaske imorgen.«

Moderen standsede igen sin Maskine og saae dennegang lige paa hende.

»Du rejser altsaa alene?«

»Ja.«

»Og dit Bryllup?«

Jakobe havde bøjet sig forover. Hun udholdt ikke Moderens Blik, der blev saa uhyggelig stort og sort bag de slebne Brilleglas.

»Ja se,« sagde hun. »Jeg kan jo lige saa godt sige det med det samme, — min Forlovelse er hævet.«

Der blev en lang Stilhed. — »Det er altsaa derfor, du har gaaet og været saa utilgængelig i den sidste Tid?«

»Har jeg været det? — Saa maa I have mig det undskyldt.«

Moderen rejste sig. Hun gik hen til Jakobe, tog hendes Hoved mellem sine Hænder og løftede hendes Ansigt op imod sig.

»Er der andet, du holder skjult for os, mit Barn?« spurgte hun.

»Derom har du ingen Ret til at spørge,« svarede Jakobe og saae hende nu frit ind i Øjnene. »Om sine Kærlighedsanliggender skal man være tavs, det har du selv lært mig.«

Moderen stod et Øjeblik tvivlraadig. Saa tog hun sine Hænder til sig og gik bort.

»Hvor mange Penge mener du at faa Brug for?« spurgte hun lidt efter henne fra den anden Ende af Stuen, hvor kun havde givet sig til at gøre i Orden paa et Bord. Det var, som om hun ikke længer havde Ro til at sidde ned.

Jakobe nævnede en større Sum.

Moderen saae atter op: »Du mener altsaa at ville blive borte i længere Tid?«

»Ja. Du kan jo nok forstaa, Mo'er, at der ikke vil blive synderlig behageligt for mig herhjemme efter det, der nu er sket. En hævet Forlovelse giver jo altid Anledning til saa megen Sladder. Det gør mig saa ondt, at jeg skal ud sætte dig og Fa'er for al den Ubehagelighed — men det maa I se at tilgive mig.«

»Vi har jo aldrig været synderlig glad for den Forbindelse. Alligevel synes vi jo nu —«, begyndte Moderen; men da hun straks mærkede Tegn paa Utaalmodighed hos Datteren, fortsatte hun ikke. Og de talte nu en Tid kun om praktiske Ting vedrørende Rejsen og hendes Udstyrelse.

Saasnart Jakobe igen var kommen op paa sit Værelse, gav hun sig i Færd med at lægge sine Sager frem til Indpakning og samle og gemme hen, hvad hun skulde efterlade. En væsenlig Del af dette sidste Arbejde var iøvrig gjort i Forvejen. Allerede i nogen Tid havde hun i Stilhed gjort Forberedelser til dette nye Opbrud fra Hjemmet, som maaske skulde blive hendes sidste. Saaledes havde hun omhyggelig ordnet sine Venindebreve, indpakket og forseglet dem og skrevet Afsendernes Navne udenpaa, at intet skulde komme i urette Hænder, dersom hun ikke mere vendte tilbage. Nu gjorde hun det samme med Brevene fra Per. Og da hun skrev hans Navn udenpaa Pakken, smilte hun igen med Taarer paa Kinderne. Saa skulde hun altsaa dog forskaanes for at bære det barbariske Navn!

Kort før Middag blev hun kaldt ned til Faderen, der ventede hende for lukkede Døre inde i Biblioteksværelset. Han kyssede hende tavs paa Panden og gav sig derefter straks til at tale om |190| hendes Pengesager. Per omtalte han ikke med et Ord.

»Hvormeget er det, du mener at faa Brug for?« spurgte han og tog sin Notitsbog frem.

Jakobe nævnte en Sum, der var ikke saa lidt mindre end den, hun havde talt om til Moderen. Hun havde ikke Mod til paany at udsætte sig for Spørgsmaal om Rejsens Varighed.

Faderen sagde ingenting og indførte Summen, idet han dog af sig selv fordoblede den.

»Jeg skal bringe dig et Kreditiv imorgen.«

Ved Middagsbordet gjorde Jakobe sig Umage for at være livlig, og i Grunden var hun ogsaa gladere og frimodigere nu, end hun havde været det længe. Den kvalmende Taage, som Uvishedens Pine i den sidste Tid havde lagt om hendes Bevidsthed, var i Færd med at lette. Om hun blot havde kunnet frigøre sig for disse Forestillinger om, at hun rejste Døden imøde, vilde hun have følt sig næsten lykkelig, endskønt hun jo nok forstod, hvor stor en Sorg, hun havde voldt sine Forældre, og hvor meget større den vilde blive, naar de engang fik den hele Sandhed at vide.

Men Dødsanelserne havde nu engang bemægtiget sig hendes Fantasi. Som en hidsende Feber jog de hende hvert Øjeblik Kuldegysninger gennem Sjælen. Derfor var det ogsaa, hun ikke vilde betro sig til sin Moder. Hun vilde ikke, at ogsaa denne skulde ængstes; og det var hendes Haab |191| nu at kunne betage hende enhver Mistanke med sin Livfuldhed.

Baade Faderen og Moderen lod da ogsaa temmelig rolige. Derimod var Ivan aldeles sønderknust. Han, der ellers talte om tyve Ting mellem hver Mundfuld, sagde under hele Maaltidet ikke et Ord, saa uforberedt havde Efterretningen truffet ham.

Efter Bordet gik han ind i Biblioteksværelset til Faderen, der allerede sad derinde og skrev.

»Forstyrrer jeg?«

»Nej, du kommer just tilpas. Jeg vilde netop have sendt Bud efter dig. — Har du noget paa Hjerte?«

»Det samme maaske som du. Jeg fik med Eftermiddagsposten et Brev fra Sidenius — nogle Linjer blot, — i Anledning af hans og dit pekuniære Mellemværende. Han beder mig om at sige dig, at det naturligvis er hans Hensigt at tilbagebetale dig Pengene. Han ønsker blot lidt Henstand.«

Philip Salomon tav foragtfuldt. Han kunde ikke faa sig til at tage Pers Navn i Munden.

»Det var noget andet, jeg vilde dig,« sagde han derpaa og tog den Skrivelse, han netop havde udfærdiget. »Gør mig den Tjeneste at tage til Byen straks med detteher. Og sørg for at faa det trykt saa hurtigt som muligt. Som du vil se, er det en Meddelelse til vor Omgangskres, — du kan paa — |192| Vejen selv regne ud, hvormange Eksemplarer vi har Brug for. Men de maa være færdige saa betids, at de kan omsendes senest imorgen med Aftenposten.«

Paa Papiret stod blot de Ord: »Philip Salomon og Hustru meddeler herved, at deres Datter Jakobes Forlovelse med Hr. Ingeniør P. Sidenius er hævet.«

Allerede den følgende Dag spredtes da Efterretningen i Familjens store Bekendtskabskres og vakte overalt den største Opsigt. Endog paa Børsen blev Begivenheden diskuteret. For anden Gang opnaaede Per ved sin Forbindelse med det salomonske Hus at blive en omtalt Person i København. I hvert Fald for en Ugestid vandt han ved denne Lejlighed det Navnery, han i sin Tid saa hidsigt havde eftertragtet. Man spurgte hinanden, hvad den unge Mand havde begaaet, siden et saadant Brud havde været nødvendigt; og baade hans Havneprojekt og hans andre Planer blev med det samme livlig drøftet.

Nanny, der var begyndt at forvinde Forskrækkelsen efter Løjtnant Iversens Selvmord, var i disse Dage paafærde overalt for at lade sig udfritte. Hun havde hurtig gættet sig til Sammenhængen og greb nu Lejligheden til at hævne sig baade paa Søsteren og paa Per. I et henrivende Sommerkostyme med langt nedhængende, uskyldshvide Florsærmer og Englevinger paa Hatten|193| foer hun ud og ind hos Venner og Bekendte og fandt en oprigtig Glæde ved hviskende at betro dem, at det var Jakobe, der var bleven forsmaaet, idet hendes Forlovede (som hun skælmsk nok sagde) havde ladet sig opholde paa Vejen til Amerika af et eller andet landligt Bæ-Lam. Med et Par himmelvendte Øjne, der tvang Folk til at le, citerede hun:

»Han slukked' sin Sorg og fandt sin Trøst
paa Bunden af Sagosuppen.«

Blandt dem, til hvem Rygtet naaede ad Omveje, var Oberst Bjerregrav, der i de sidste tre Uger utaalmodigt havde ventet Pers Tilbagekomst. Den gamle Krigsmand havde virkelig været fast bestemt paa at gøre Alvor af at støtte ham i Kampen for hans store Fremtidsværk, ja i fornødent Fald at træde personlig i Skranken for det imod det københavnske Projekt. Men efterhaanden som Dagene gik, var han bleven mere betænkelig. Han havde ikke kunnet tilgive Per den Ufornuft, hvormed han, som han sagde, »havde lagt sig paa Græs« just som der syntes at aabne sig Udsigt til at skabe nogen Stemning for Sagen. Han havde i Begyndelsen troet det et Udslag af hans ungdommelige Overmod; men han forstod nu paa alting, at Forklaringen var en ganske anden, — at Per allerede havde opgivet Kampen mod Max Bernhardt. Han sagde til sig selv, at hvilke personlige|194| Grunde denne Forlovelses-Ophævelse end skyldtes, saa var den sikkert ensbetydende med en Strækken-Gevær.

Paa en Maade tilfredsstillede det unægtelig hans Selvfølelse, at der saaledes heller ikke dennegang syntes noget Haab for den Revolutioneren af den hjemlige Teknikerstand, som i sin Tid var mislykkedes for ham selv. Men som sædvanlig overvandt hans Fædrelandssind tilsidst hans Egenkærlighed, og han blev meget nedslaaet. Han havde sat saa store Forhaabninger til Per, hvis mærkelige Naturbegavelse og friske Kamplyst han saa længe havde beundret i det skjulte. Han havde i ham set Forbudet paa den genopvaagnede danske Muldjordskraft, som endelig skulde befri Landet for den Yngel af Jøder og andre Halvtyskere, der havde forstaaet at benytte Nationens Udmattelse efter Krigen til at tilsnige sig Styret.

Han kunde ikke blive klog paa, hvad det var, der fattedes Landets egen Ungdom, da den dog hverken manglede Kraft eller Sundhed og heller ikke Fædrelandskærlighed. Han forstod ikke, hvad det kunde være for Lønveje, ad hvilke Kraften sivede bort og de rige Muligheder forspildtes. Slægt efter Slægt groede op rødkindet og klarøjet, frejdig og stærk. Og Slægt efter Slægt gik i Graven, brudt, sløvet eller opreven altid overvunden. Det var, som om en skjult Svgdom |195| tærede paa Folkets Marv. Bestandig laa Landet aaben for alle Fremmedes Erobring. —

Jakobe var under alt dette endnu ikke kommen længere end til Berlin. Hun var taget ind paa et af de store Hoteller ved Unter den Linden, og hun havde slet ingen Lyst til at komme bort derfra. Efter sin lange, fængselsagtige Ensomhed paa Landet havde hun følt selve den kedsommelige Jernbanerejse som en Befrielse; og da hun om Aftenen kørte fra Stettinerbanegaarden hen til Hotellet, var det med en næsten vellystig Fornemmelse, hun havde følt Verdensbyens brusende Røre lukke sig over hende som en svulmende Brænding. Friederichsstrasses Menneskemylder i det grønlighvide elektriske Eventyrlys, de lange Droskerækker, Hestehovenes Klapren paa Asfalten, de oplyste Forretningspaladser, Stadtbanens Tog, der buldrede henover hendes Hoved, endelig selve det kæmpemæssige Hotel, hvor travle Folk fløj ud og ind som Bier i en Kube, mens alle Slags fremmede Tungemaal hørtes paa Trapper og i Korridorer, det havde altsammen faaet hendes Hjerte til at juble af Livsfryd. Og det var ingen naiv Betagethed, ingen troskyldig Henrykkelse som den, der i sin Tid havde grebet Per, da han fra den samme Banegaard gjorde sin Indtrædelse i den store Verden. Hun var fuldtud fortrolig med den Gru, som dette sydende og straalende Menneskehav gemte i sit mørke Dyb. Hun vidste, hvor meget |196| uskyldigt Blod det opslugte, hvor mange stakkels Skibbrudne det daglig bundfældede og begravede i sit Slam. Hun havde navnlig ofte maattet gyse ved Synet af Verdensstædernes uhjælpelige Skarer af Fattige, denne graablege og huløjede Armod, i Sammenligning med hvilken den rødmossede Fattigdom, man mødte i Smaabyerne eller paa Landet, tog sig ud som Velstand. Og alligevel! Selv saadanne hjemløse og forkomne Storstadsstodderes Liv var, syntes hun, hundrede Gange rigere og mere festligt, end den velnærede Bondes betryggede Muldvarpetilværelse, og hun forstod saa godt, at de blev ved at klamre sig til Stenbroen, indtil Døden bortskyllede dem. En saadan Millionby ejede noget af Havets Fortryllelse. Der var noget af Bølgens eventyrlige Dragning i denne morderiske Tilværelseskamp, i denne vilde Omtumlen, dette uophørlige Op og Ned, der lige til Undergangens Øjeblik blev ved at lokke med nye og grænseløse Muligheder.

Og som sædvanlig havnede hendes vidt omflakkende Tanker hos det Barn, hun skulde føde til Verden. Hun sagde til sig selv, at ifald det skulde komme til at slægte sine nordiske Forfædre paa, saa vilde hun haabe, at det dog ikke ma†tte blive af disse Muldjordsmennesker, af disse hjemstavnsbundne Trælle, for hvem Verden eller dog Lykken hørte op, saasnart de ikke længer kunde øjne Røgen fra deres Moders Skorsten. Hun vilde haabe. at |197| hendes Barn i saa Fald maatte blive en Havets Ætling, en Vikingenatur, besat af den kamplystne Udve, der var i Slægt med Uroen i hendes eget jødiske Blod, med Vandredriften og den hele hvileløse Higen, der havde gjort saa mange af hendes Stammes Mænd og Kvinder i Nutiden til Menneskehedens Førere.

For det blev hende mere og mere den endegyldige Livsvisdom, at kun i Kampen var der Lykke, — om ikke af anden Grund, saa fordi den skænkede den dybeste Glemsel. Det gik til i Livet som i den egenlige Krig: de, der befandt sig midt i Slagets Tummel, tænkte mindst paa Faren, gruede mindst for Blodet. Det var altid Efterluskerne, der havde Mavekneb. Det var paa Marodørernes blege Ansigter, at Kampens Rædsler stod afmalet.

Endnu udkommer

Med ovennævne Hefte afsluttes Fortællingen om Lykke-Per