|[53]|

ANDET KAPITEL

|[55]|

I den Ugestid, Per nu havde opholdt sig paa Kærsholm, havde han ikke en eneste Gang hørt fra Jakobe. Skønt han selv skrev regelmæssigt hveranden Dag og temmelig udførligt gjorde Rede for, hvad han oplevede, vedblev hun at være tavs.

Dette gjorde ham tilsidst urolig. Han maatte for sig selv indrømme, at hun havde Grund til at være fortrydelig over hans lange Fraværelse, saa meget mere som han ikke længer havde nogen Undskyldning for den. Det skulde da være, at han endnu ikke havde faaet sine Pengeaffærer ordnet her. Hver Morgen foresatte han sig at bringe Sagen paa Bane overfor Hofjægermesterinden eller hendes Mand; men naar det kom til Stykket, kunde han dog ikke bekvemme sig dertil. Han talte nok en Del med dem om sine Fremtidsplaner, og de syntes ogsaa begge to at være ikke saa lidt interesserede; men Anmodningen om et Laan kunde han alligevel ikke faa over sine Læber. Han tænkte nu ogsaa paa, at en saadan Anmodning maaske kunde vække Mistanke hos dem, |56| fordi de jo umuligt kunde sætte sig ind i de Følelser, der gjorde ham det ubehageligt at modtage Penge af sin Svigerfader.

Saa lod han foreløbig Spørgsmaalet hvile indtil Afrejsen, og denne udskød han fra Dag til Dag. Han befandt sig i rent legemlig Henseende saa ualmindelig vel paa Kærsholm, og Tanken om den forestaaende Omtumling i en fremmed Verdensdel gjorde ham det dobbelt svært at rive sig løs fra Øjeblikkets Velvære.

Med Forvalteren paa Gaarden var han bleven halv Kammerat. Han tilbragte gerne Middagens Hviletime ovre hos ham paa hans Værelse, der laa for sig selv i en Fløj af Materialbygningen og til den ene Side havde Vinduer ud mod Mejeriet, hvor opskørtede Malkepiger færdedes ud og ind med klirrende Bliksaaer, til den anden vendte ud mod et indelukket Gaardsrum, hvorfra Kærsholms vældige sorte Præmietyr undertiden med sit Brøl forkyndte et Stævnemøde med en af Køerne. Henstrakt paa Sofaen med en Pibe i Munden dampede han omkap med Forvalteren, mens han snakkede om løst og fast eller legede med dennes Hund, en sort Puddel med Hvalpe. Forvalteren selv var en stilfærdig Jyde af den Slags, der i al deres Skikkelighed kan vise sig saa respektløse overfor alt, hvad andre gør Væsen af. Han havde en drilagtig Historie at fortælle om hvem- og hvadsomhelst, der kom paa Tale; |57| men naar han fortalte den, var det slet ikke af Ondskab, kun for Pudsighedens Skyld, og Per morede sig meget over ham. Disse Sladretimer her midt i Avlsgaardens livsfrodige Røre havde i det hele gjort sit til at bryde den Uhyggestemning, hvori han var kommen hertil.

Den meste Tid af Dagen tilbragte Per dog i Naturen. Herude var der stadig saa meget nyt, som optog ham, og saa meget gammelkendt, der interesserede ham paa en ny Maade.

Han havde vedblivende en Forkærlighed for at ligge ude paa Aaen med en Medestang, ikke saa meget for selve FiskerietsSkyld som for den Nydelse, det var at sidde der midt i den ørkenagtige Stilhed og høre paa Vandets Klukken under Baaden og stirre ned paa de store, bredbladede, grønbrune Bundplanter, der tavse og sagte ligesom væltede sig i de fremilende Strømhvirvler, en indslumret Verden, et tryllebundet Liv, der syntes plaget af urolige Drømme. Han maatte da ofte tænke paa Pastor Blombergs Ord om den Livsvisdom, der var at hente i Naturen, om det saa blot var ved at lytte til en Lærkes Triller. Man følte sig virkelig i slige Øjeblikke paa mystisk Maade sjælsforbunden med alt levende. Der var noget af en vellystfuld aandelig Besvangrelse ved en saadan Hensynken i en Naturstemning. Fantasien blev saa virksom, Ideerne strømmede til. Det var, som om selve Livets Urkraft blidt og stille |58| udgød sig i En som en gylden Taage af mylrende Tankekim.

Sagen var vel den, tænkte han, at en saadan Naturlyd bragte Bud fra det evigt uforgængelige i Tilværelsen. Have kunde udtømmes og Bjerge styrte sammen; men saaledes som Vandet her klukkede under Baaden, havde det klukket under det første Menneskes første Kano, og Lyden vilde gentage sig indtil Dagenes Ende ikke alene her paa Jorden men paa alle Himmelrummets Kloder, hvor der overhovedet fandtes Vand og et Øre til at høre. Ved en saadan Lyd førtes Menneskenes Aand direkte ind til Livets Udspring, ind i den Evighed, hvor tusinde Aar var som en Dag og en Dag som tusinde Aar.

Der var i alt dette noget af en betydningsfuld sjælelig Opdagelse for ham. Han mindedes vel, at han engang tidligere havde følt og tænkt noget lignende. Det var, da han paa sin Rejse gennem Schweiz første Gang saae Højalpernes lange Række af solbeskinnede Snetinder hæve sig over Horisonten som et Syn fra Tidernes Morgen. Men Indtrykket havde dengang gjort ham utryg og urolig. Nu derimod havde han faaet opladt den »sjette Sans«, der aabnede ham Evighedens Dyb og gjorde ham det fortroligt. Naar han saadan sad ganske stille paa sin Baadtofte og stirrede ud paa det røde Fiskeflaad med en Fornemmelse af Legemsløshed, helt fortabt i Nuet kunde han |59| endog begynde at fatte Meningen med Ord som »Himmerig« eller »Salighed«. Han kunde føle sig som udløst af det jordiske, optaget i en højere og renere Tilværelse, uforkrænkelig, helt Sjæl.

Hvor tog i saadanne Øjeblikke alle rent menneskelige Formaal og Bestræbelser sig smaa og fattige ud! Hvor syntes alt tomt og ligegyldigt i Sammenligning med denne Følelse af at opgaa i Alskabningens moderlige Favn I Det hele jordbundne Liv dette hæsblæsende Jag efter »Lykken« — blev saa mærkelig betydningsløst, og desuden saa besynderlig uvirkeligt, saa spøgelseagtigt, et blot og bart Skyggespil.

Aldeles ny for ham var nu denne Livsbetragtning alligevel ikke. Den havde haft Tag i ham allerede forleden Nat paa Dampskibet over Kattegat, og han anede ogsaa godt, at der var en skjult Forbindelse mellem hans nuværende, andagtsfulde Naturhengivelse og hin Angerfølelse, der ved samme Lejlighed for første Gang havde rørt sig i ham, og hvori der jo ogsaa havde været et Gran af sjælelig Vellyst.

 

Under al denne Selvfordybelse modnedes tilsidst en Beslutning hos ham. Han fik en Dag Brev fra Ivan, der havde faaet hans Opholdssted at vide af Jakobe. Svogeren skrev, at han med stor Utaalmodighed ventede hans Tilbagekomst, idet han — trods alt — endnu nærede Haab om gunstige |60| Resultater for hans Sag. Overretssagfører Hesselager og Kommissionær Nørrehave forhandlede stadig om den; ogsaa Oberst Bjerregrav gav den nu næsten aabenlyst sin Tilslutning. Misstemningen mod det københavnske Projekt bredte sig i det hele mere og mere, særligt naturligvis i Provinserne. I et af de største Provinsblade havde Fortrydelsen over den københavnske Overvælde nylig givet sig et helt krigersk Udtryk, hvad der varslede godt. Han vilde foreslaa Per at benytte Lejligheden til at holde en Række offenlige Foredrag om sit Projekt i nogle af de større jydske Byer, hvad der var saa meget større Opfordring til, som han havde faaet oplyst, at den mystiske Ingeniør Steiner, der jo ligefrem syntes at ligge paa Lur efter Pers Ideer, for Tiden berejste Jylland, og det var slet ikke udelukket, at den omtalte Bladartikel skrev sig fra ham.

Efter Modtagelsen af dette Brev tilbragte Per en halv Dag inde hos sig selv i en delt Stemning. Straks Synet af Ivans Haandskrift havde opskræmt ham, og han gennemlæste Brevet under Indflydelse af den Skyhed, han i den senere Tid havde følt overfor sin Ungdoms himmelstormende Drømme. Selve Skrivelsens Indhold virkede paa ham som Kniven paa en Byld. Han blev ved denne Lejlighed endelig klar over, at han, naar det gjaldt den praktiske Gennemførelse af en Ide, ikke egnede sig til at være Foregangsmand. Affæren med Max |61| Bernhardt havde ikke været nogen Tilfældighed. Ogsaa hans Sammenstød i sin Tid med Oberst Bjerregrav var i saa Henseende retvisende. Det rent forretningsmæssige ved Ingeniørvirksomheden havde jo i Grunden altid været ham imod. Han var Opfinder, Tekniker ikke Børsspekulant.

I et Brev, han samme Aften skrev til Jakobe, udtalte han sig udførligt derom; og samtidigt meddelte han hende, at han under disse Forhold ansaae det for rigtigst at holde sig borte fra København, indtil den lovbefalede Tinglysning af deres Ægteskab om et Par Uger var tilendebragt, saa de kunde gifte sig.

»Hvad nu specielt mit forenede Kanal- og Havneprojekt angaar,« — skrev han, — »saa betragter jeg mig altsaa nu for mit Vedkommende som færdig med det. Jeg overlader herved Nationen dets Ide til behagelig Afbenyttelse, mens jeg selv med udelt Kraft vender mig til min næste Opgave, til Videreudviklingen af mine Vind- og Bølgemotorer, saaledes som Professor Pfefferkorn jo ogsaa har anbefalet mig det, og til hvis Fremme jeg nu venter at høste gode Erfaringer iAmerika. Maaske vil du indvende, som du jo har gjort det før, at et saa respektstridigt Forhold til Pengemagten vil kunne blive mig til Skade, ogsaa økonomisk; men det faar saa være. Jeg tilstaar, at jeg vistnok ikke besidder tilstrækkelig Forfængelighed eller Ærgerrighed til at kunne trodse min |62| Natur paa dette Punkt. Det er naturligvis en Fejl, men dog en saadan, jeg ikke stærkt beklager. Dertil har jeg set for megen Vederstyggelighed gro op af den (jeg behøver jo ikke at nævne Navne). — Iøvrigt skriver jeg endnu imorgen til din Broder og overdrager ham lovformeligt Varetagelsen af mine økonomiske Interesser under min Fraværelse; de er jo hos ham i de bedste Hænder.«

Dennegang kom der Svar. Uden at nævne nogetsomhelst om Grunden til sin lange Tavshed eller med et Ord at berøre Giftermaalet eller deres Rejseplaner kritiserede hun i en overlegen Tone den Beslutning, hvortil hans »Udvikling« havde ført ham.

»Du taler om din Mangel paa Forfængelighed,« skrev hun tilsidst. »Du slaar dig for dit Bryst og takker Gud, at du ikke er som visse andre Syndere. Herregud, denne stakkels Rest af vor Stolthed, skal nu ogsaa den mistænkeliggøres? Jeg har ganske vist selv engang været revolutionær paa det Punkt; men jeg er med Aarene bleven mere nøgtern. Mit Syn paa Menneskene bliver i det hele mere og mere gammeldags. Om det saa er saa foragtede Ting som Ordner og Titler, begynder jeg at begribe saadanne Naragtigheders Betydning for Menneskehedens Vel. Det kan jo tidt være helt opbyggeligt at iagttage den Virksomhedsaand, der kan vaagne i en Stymper af en Mand, naar der aabner sig Udsigt for ham til et Ridderkors. |63| Ganske særligt har vistnok det danske Folk ikke Raad til at ofre noget af, hvad der kan tjene til Spore for »Kraftudviklingen« — som du i gamle Dage plejede at sige, et Ord, jeg selv er kommen til at holde saa meget af. Vi havde engang her paa »Skovbakken« en fordrakken Gartner, som ved den blotte Udsigt til at blive Formand for den stedlige Afholdsforening erholdt den Kraft til Selvoprejsning, som hverken Trusler eller Formaninger havde kunnet oparbejde hos Fyren. Af hvilken Historie der kan læres, at Forfængelighedens højt udskregne Last endog kan virke ligefrem moralsk! Dersom jeg var Digter, vilde jeg skrive Sange til dens Pris. Og dersom jeg var Præst (med eller uden Præstekrave), vilde jeg udslette den af Menneskenes Synderegister, der jo er tilstrækkelig langt endda.«

Per maatte læse Brevet igennem et Par Gange, før han helt forstod det. Han kendte ikke Jakobe igen. Denne Tone! — Han blev saa meget dybere skuffet, som han selv havde følt sig saa lykkelig befriet ved endelig at have vundet Klarhed over sig selv i et Forhold, hvoraf der var runden saa megen Fortrædelighed baade for ham selv og andre.

I det første Øjebliks Opbragthed tænkte han da ogsaa paa at sætte sig til at skrive og give hende Svar paa Tiltale. Men han besindede sig itide. Hvor meget end den religiøse Stemning igen var bleven |64| trængt tilbage i hans Sind, den virkede dog stadig i det skjulte, omsatte sig i Sagtmodighed og i Trang til stedse strengere Selvprøvelse. Ganske særligt kom dette frem i Forholdet til Jakobe. Han sagde nu til sig selv, at han maatte bære over med hende, han havde jo saa megen Uret at gøre god overfor hende, han maatte næsten være glad ved at faa en Lejlighed til i Gerning at vise hende sin Taknemlighed. Naar han tænkte paa, hvorledes han — endda for ikke saa meget længe siden — havde krænket den Tillidsfuldhed, med hvilken hun i Dresack havde lagt sit Liv og Ære i hans Haand, ved at have villet ofre hende for en Flane som Nanny, forstod han det slet ikke mere og grebes af en oprigtig Anger og Skamfuldhed.

*       *
*

Nogle Dage efter at Pastor Blomberg og hans Datter havde været paa Kærsholm, foreslog Hofjægermesterinden at lægge den sædvanlige Eftermiddagsudflugt om ad Bøstrup for at gøre Præstefamiljen et Genbesøg. Per gjorde ingen Indvendinger. Ogsaa Hofjægermesteren, der ellers ikke deltog i disse Køreture, lovede at følge med; men da det kom til Stykket, undslog han sig alligevel. Han havde igen faaet et Anfald af sin Tykblods-Melankoli, og hans Kone havde haft Brug for al sin Behændighed for nogenledes at dække over |65| hans ondsindede Lunefuldhed overfor de Fremmede.

Skønt Per i Forvejen gennem Forvalterens Fortællinger var bleven forberedt paa disse pludselige Stemningsomslag hos sin Vært, var han lidt i Tvivl om, hvorledes han skulde opfatte de skulende Blikke, hvormed denne paa det sidste havde mødt ham. Han begyndte at ængstes for maaske at have misbrugt Familjens Gæstfrihed, og han benyttede nu Køreturen til at føle sig for hos Hofjægermesterinden. Men denne erklærede rent ud, at dersom han tænkte paa at rejse allerede nu, vilde baade hun og hendes Mand opfatte det, som om han ikke havde befundet sig vel paa Kærsholm, og de maatte da i høj Grad beklage, at de nogensinde havde opfordret ham til at blive der.

Per var meget glad for denne kraftfulde Forsikring, ogsaa fordi den ligesom virkede tilbage paa Hensynet til Jakobe. Og han befandt sig paa Resten af Køreturen i den fornøjeligste Stemning.

Afstanden fra Kærsholm til Bøstrup Præstegaard var fem-seks Kilometer. Under stærk Stigning førte Vejen op over Bakkerne og fulgte derefter temmelig nøje Engdragets Bugtninger. Det var stille Vejr; men Himlen var let overskyet, saa Solen generede ikke. Til den ene Side havde man Udsigt over den grønne Dal med den slangebugtede |66| Aa, til den anden saae man op til de mange Smaaskove med deres uendelige Kragesværme.

Henreven af dette Syn gav Baronessen sig til at deklamere:

»Se, Fuglen højt sig svinger
paa sine mørke Vinger.
Vidt skuer den fra Luftens Blaa.
Om alt, hvad skønt og stort den saae,
dens Toner herligt klinger.«

Ikke langt fra Kærsholm kørte de gennem en lille By, Borup, med en Kirke, der var Herregaardens Sognekirke. Ogsaa her var der en Velstand af Fugle, der vidnede om Markernes Overflod. Skarer af Spurve laa og boltrede sig i Vejstøvet. Stære i Tusindtal sad rundt omkring i Trætoppene.

Langsmed Vejen stod en Række smaa Straatagshytter og udstillede uden Blu deres Fattigdom, mens Bøndergaardene laa mere tilbagetrukne, omgivne af gamle Æblehaver og med Storkereder paa Taget. Per kendte allerede næsten hvert Hus og hvert Menneske i den lille By. Han var daglig kommen der igennem paa sine Spasereture og havde da givet sig i Snak med Folk paa Gaden. Det var første Gang i sit Liv, han havde haft Lejlighed til at komme Landboere paa nærmere Hold, og det interesserede ham at høre dem udtale sig. Det slog ham straks, at deres Gaardes høje Prioriteter aabenbart ikke trykkede dem synderligt. De viste ham |67| rundt paa deres Ejendomme med et lyst, veltilfreds Smil, som om de ikke selv tænkte paa, at den hele Herlighed kun var Laan og Leje. Og adskillige af disse Folk nedstammede dog fra Fædre, der havde haft indtil hundrede Tusinde Sølvdalere paa Kistebunden. — Nu spurgtes der kun om, hvormeget en Mand skyldte.

Et Stykke nede paa Skrænten ud mod Engene laa en forfalden Præstegaard. Man kunde fra Landevejen kun se dens tre sodede Skorstenspiber og Havens Trætoppe. Her levede en ældre Mand, Pastor Fjaltring, om hvem der i Pers Nærværelse et Par Gange var faldet meget nedsættende Ytringer. Hofjægermesterinden havde endog erklæret, at den »mildeste Forklaring« paa Mandens Optræden og hele Levevis var den, at han ikke var rigtig klog. De fleste af Menigheden havde da ogsaa ligesom Godsejerfamiljen løst Sognebaand til Pastor Blomberg.

For at standse Baronessen i hendes lyriske Himmelflugt, der tydeligt plagede ogsaa hendes Søster, gav Per sig til at tale om denne Præst og udtrykte sin Forundring over, at han endnu ikke havde mødt ham paa sine Spasereture. Men Hofjægermesterinden svarede, at det slet ikke var saa mærkeligt. Pastor Fjaltring kom kun sjælden udenfor sin Hule og i alt Fald ikke gerne, før det blev Aften. Han var en Uglenatur, et lyssky |68| Væsen, ret egenlig en Mørkets Aand, der var til megen Forargelse der paa Egnen.

»Er han da ikke troende?« spurgte Per lidt forsigtig. »Det forekommer mig, jeg har hørt, at han endog er strengt ortodoks.«

»Ja — saadan ter han sig paa Prækestolen. Men i sit Hjerte er han en Spotter og Fornægter. Som han engang skal have sagt til en Mand: »Jeg tror fuldt og fast baade paa Gud og paa Djævelen; jeg er blot ikke altid lige sikker paa, hvem af de to der er mig den ækleste?« — Har De hørt Mage!«

»Men hvor kan en saadan Mand vedblive at være Præst?«

»Det er jo ogsaa en Skandale. Men han er saa snu at gemme sin forargelige Tale, til han kommer paa Tomandshaand med Folk. I sine Prækner er han, som sagt, meget rettroende, bare saa gyseligt triviel og kedsommelig.«

Et Par Koner, der stod omkring en Gadebrønd, hilste i dette Øjeblik venligt til Vognen. Hofjægermesterinden, der gerne vilde vise sig folkelig, lod holde et Øjeblik og vekslede nogle Ord med dem om deres Børn. Saa kørte man videre.

Udenfor Byen gik Vejen atter nedad, og efter en Snes Minutters rask Kørsel saaes Bøstrup By forude, kønt beliggende ved Foden af en skovbevokset Bakke.

De fandt Præstefamiljen samlet ude paa et Stykke Mark bagved Haven, hvor der var indrettet |69| en Sportsplads for Ungdommen. Tre gullokkede Drenge i Alderen fra ti til seksten Aar spillede Langbold i Skjorteærmer, og Præsten selv førte an i Legen og raabte allerivrigst, naar det galdt om at »stikke« en Bold rettidigt ind til Maalet. Hans Kone stod ved Siden af med en lille Pige ved Haanden og saae til. Frøken Inger, der var den ældste af Præstens Børn, sad for sig selv henne paa Havediget med en Bog i Skødet og læste.

Der var ingen, der havde hørt de Fremmede komme; og disse havde ikke villet lade sig melde, men var gaaet lige fra Vognen ind gennem Haven for at kunne overraske. Et Øjeblik stod de ogsaa ubemærkede henne ved Laagen ud til Marken og saae paa Spillet.

Den første, der fik Øje paa dem, var Frøken Inger. I samme Nu var hun oppe med et lille Frydeskrig og kastede sig om Halsen paa Hofjægermesterinden.

Saa blev der en almindelig Modtagelse med hjertelige Udbrud af Glæde og Overraskelse. Præsten slog Per paa Skulderen og bød ham Velkommen.

»Dyrker De Sporten, Hr. Ingeniør?« spurgte han, idet han tog sin store Halmhat af Hovedet og tørrede sig over Ansigtet med sit Lommetørklæde. »Aa, det er en livsalig Ting! I den Henseende er viÆldre bleven forsømt. Og nu er jeg |70| for gammel til at tage fat. Jeg maa nøjes med at være Tilskuer her paa Idasletten. Men ogsaa. det er saa vidunderlig velgørende. Det er, ligesom Ens egne Muskler spændes, naar man saadan ser paa, hvordan de Unge boltrer sig. Jeg kan ligefrem ikke undvære den Motion!«

Og med en munter Latter førte han nu Selskabet tilbage gennem Haven, idet han selv skridtede majestætisk foran i en hvid Lærredsjakke og et Par Benklæder, der stumpede over Anklerne.

Man slog sig ned paa en Bænk og nogle Stole henne i Husskyggen udenfor Havedøren, hvor der snart blev dækket et landligt Kaffebord med skinnende Kobbermaskine og duftende Bagværk. Det var Frøken Inger, der forestod Anretningen, hvad hun gjorde saare nydeligt. I sit stille Sind tillod Per sig dog den Indvending, at hun maaske vidste det lidt for meget selv.

Som det nu gerne gaar, naar Fruer paa Landet sidder sammen omkring en Kaffeopdækning, gled Samtalen lidt efter lidt ind paa det huslige Omraade. Selv Pastor Blomberg gav i et Par spøgefulde Bemærkninger sit Besyv med om Bagning og Syltning, indtil han blev kaldt bort af en Mand, der skulde tale med ham.

Da det viste sig, at de Kager, der var paa Bordet, var Frøken Ingers egenhændige Værk, kappedes Baronessen og Hofjægermesterinden om at holde Lovtaler over dem, hvad Præstefruen |71| kvitterede for ved at klappe sin Datter paa Kinden og sige, at hun saamænd var ganske flink.

Den unge Pige lod, som var hun ret ligegyldig for den tildelte Anerkendelse. Det var end ikke frit for, at hun surmulede lidt, da Moderen kærtegnede hende. Per tænkte ved sig selv, at hun vistnok var meget forkælet. Men unægtelig var hun nydelig. Han fandt hende endda nok saa indtagende idag som forleden Aften, da han saae hende i Kærsholms skumringsfyldte Park. Hun tog sig ligesom mere virkelig ud, saadan som hun stod der i hvidt Smækkeforklæde bag Maskinen og skænkede i Kopperne. Ligheden med Fransisca kunde han forresten ikke længer faa Øje paa.

Af Hensyn til Pers Nærværelse søgte Hofjægermesterinden at skifte Emne og begyndte at tale om København. Men Per var ikke meget underholdende, og Præstefruen førte hurtigt — og ligesom lidt demonstrativt — Samtalen tilbage til hjemlige Omraader. Hun var en høj og slank Dame med noget vist fornemt over sig. Det var ikke vanskeligt at se, at det var fra hende, Datteren havde arvet sine ydre Fortrin. Overfor Per viste hun sig i Modsætning til sin Mand meget tilbageholdende. Uden ligefrem at være uhøflig havde hun endnu ikke en eneste Gang henvendt Ordet til ham, og det var just for at bøde herpaa, |72| at Hofjægermesterinden havde forsøgt at drage ham ind i Samtalen.

Paa Værtindens Opfordring rejste man sig nu for at se sig lidt om i den store og smukt vedligeholdte Have. Per var helst bleven siddende. Han befandt sig ilde i dette Selskab og begyndte at blive utaalmodig efter at komme bort.

Han kom til at følges med Frøken Inger op gennem Havegangen men vidste ikke, hvad han skulde tale med hende om. Mens Passiaren gik livligt mellem de tre Fruer, der spaserede foran dem, havde han Møje med at faa fat paa Ord udover de rent vedtægtsmæssige Talemaader. Han, som ellers var saa veltalende, kunde ligesom ikke finde den rette Tone overfor denne lille Landsbypige. Hun paa sin Side var derimod mere fri overfor ham her paa Hjemmets Grund end forgangen paa Kærsholm. Hun var ligesom bleven mere voksen, mere Dame. Som Husets voksne Datter var hun sig aabenbart en selskabelig Forpligtelse bevidst, og hun varetog den med ikke ringe Anstand.

»De kommer meget til Kærsholm,« sagde han, da de et Øjeblik tilfældigt var bleven et Stykke bag de andre.

»Ikke saa ofte, som jeg gerne vilde. Men Vejen dertil er jo temmelig lang, og Vogn kan man ikke altid faa.«

»De holder meget af Hofjægermesterinden?«

|73|

»Ja,« svarede hun — dennegang noget kort, som var Emnet for ophøjet til at berøres imellem dem. — »De har jo truffet Hofjægermesterinden og Baronessen i Italien,« fortsatte hun afledende.

»Ja.«

»Det maa være morsomt saadan at rejse,« sagde hun og fortalte om, hvordan det længe havde været paa Tale, at hun skulde gøre en Schweizertur sammen med sine Forældre. Men Faderen havde aldrig kunnet faa Tid. Folk i Menigheden vilde ikke undvære ham saa længe. Det var daarligt nok, han fik Lov til at tage til København i otte Dage.

»I Grunden bryder Fa'er sig heller ikke om at rejse. Man forstaar dog ikke det fremmede, siger han. Og nutildags rejser Folk vist ogsaa altfor meget.«

Per lagde Mærke til, at hun ligesom blev højere i Skoene, naar hun nævnede sin Fader. Der var heri noget, der mindede ham om hans egen Søster Sigrid; og uden at han rigtig vidste hvorfor, kom han til at smile.

I det samme fik han Øje paa en rødmalet Jernkrog, der var anbragt i Mandshøjde paa en Træstamme ved Siden af Gangen.

»Er den bestemt til at hænge sig paa?« spurgte han og standsede for at betragte den.

Frøken Inger kom mod sin Vilje til at le. Hun gjorde ham opmærksom paa en lille Jern |74| ring, — der befæstet i en lang Hyssing — hang ned fra et Træ paa den anden Side af Havegangen. Det hele udgjorde et Underholdningsspil, — Kunsten (forklarede hun) bestod i at slynge Ringen henimod Krogen saaledes, at den blev hængende der.

Per fik Lyst til at prøve. Saa gik i hvert Fald den Tid, tænkte han ved sig selv.

Men han var ikke heldig.

»Der skal Øvelse til,« sagde han efter en halv Snes forgæves Forsøg og bad hende om at vise ham, hvordan man skulde bære sig ad.

Inger tøvede, lidt tvivlraadig; — men hun kunde ikke modstaa Fristelsen til at brillere med sit Mesterskab, Ringen foer ud fra hendes Haand, beskrev en pragtfuld Langbue i Luften og smuttede paa Tilbagevejen ned over Krogen med en egen Inderlighed ligesom en ung Kvinde, der i en Enkemandsleg indfanges af sin Kærestes Arm.

Per blev begejstret. Han maatte igen forsøge.

Men han var stadig uheldig.

»Nej, det gaar ikke! ... Prøv De igen, Frøken!« sagde han og flyede hende Ringen.

Inger lod sig paany overtale, endda hun et Par Gange havde set lidt langt efter de andre Damer, som var kommen et godt Stykke bort. Og enten det nu skyldtes Uro herover, eller hvad Grunden var, Sikkerheden svigtede hende |75| dennegang. Ogsaa det næste Kast mislykkedes for hende. Hun blev rød i Hovedet, tog omhyggeligere Sigte og kastede paany. Men endnu engang gik det galt.

Per, der kunde se paa hende, at Uheldet gik hende nær, nænnede ikke at triumfere. Selv da baade det fjerde og femte Kast totalt mislykkedes, forholdt han sig tavs.

Skønt Inger paa en Maade følte hans Hensynsfuldhed som en ny Ydmygelse, erobrede han i dette Øjeblik et Stykke af hendes Hjerte. Og da hun i sin Febrilskhed vedblev at slaa forkert, lo hun tilsidst selv deraf, kaldte sig en rigtig Klodrian og blev mere og mere ivrig.

Midt under denne Scene vendte Fruerne tilbage ad den samme Gang. Hverken Per eller Inger hørte dem, før de standsede bagved dem.

»Inger,« kaldte Præstefruen ret skarpt. »Gaa ud og se lidt efter dine Søskende, mit Barn.« — Og vendt mod de andre sagde hun: »Vi skal maaske gaa ind i Stuerne nu.«

I Havedøren traadte Pastor Blomberg Selskabet imøde pulsende paa en Pibe.

»Naa, jeg skulde netop ud og kigge efter Dem, Ingeniør! De maa vist være tobakssulten! Kom, saa gaar vi over til mig selv. Saa generer vi ikke Damerne med vores forstandige Tale,« sagde han og snoede sig omkring med sin overgivneste Latter.

|76|

For at komme til Præstens Værelse maatte de gaa gennem næsten hele den store Lejlighed, hvorved fik Per et fyldigt Indtryk af den solide Hygge, der prægede det blombergske Hjem. Det var et rigtig dansk Præstegaardshjem, et Uomskiftelighedens Sindbillede. Store, uflyttelige Mahognimøbler dækkede Væggene med deres mørke Masser, — hist en trefløjet Chiffoniere af Størrelse som et Kirkealter, her en Sofa med en Ryg som en Elefants og mandshøje Skabe paa Siderne. Og alt var som fastgroet til Gulvene og syntes optømret med en Evighed for Øje.

Fru Blomberg tilhørte en gammel Embedsmandsfamilje, der havde levet i gode Kaar. En af Slægten havde endog været Stiftsamtmand og Kammerherre, hvad der ikke blev lagt Skjul paa der i Huset. Pastor Blombergs Slægt nævntes derimod ikke ofte og sjeldnest af ham selv. De fleste vidste blot, at han var Søn af en Købstadslærer, og der var noget i hans Udtale, der røbede ham som Øbo.

Præstens Værelse laa for sig selv paa den anden Side af Forstuen og var et ægte gejstligt »Studerekammer« med et Par af disse store, bogfyldte Reoler, der bidrager saa mægtigt til at opretholde Kirkens Anseelse blandt Menigmand, skønt de i saa mange Tilfælde blot er et Skærmbræt for en Enfoldighed, der ophøjer sig selv til gudbenaadet Visdom.

|77|

Her var det dog anderledes. Pastor Blomberg var vel langt fra nogen lærd Mand, men han læste ikke saa lidt og var mere modtagelig for boglig Belæring, end han undertiden selv vilde vide af. Det var hans Ærgerrighed at være med overalt, hvor der rørte sig noget nyt i Tiden; men paa den anden Side tilegnede han sig af dette nye kun, hvad der kunde nære hans Aand uden at virke forstyrrende paa hans Kristentro. Han var paa dette Punkt et Stykke af en Jesuit. Som den hele kirkelige Retning, han nærmest tilhørte, snyltede han hemmeligt paa den moderne Videnskab samtidigt med, at han ansaae det for sin Pligt at mistænkeliggøre den i Menneskehedens Øjne. Men forresten laa den følgeklare Tænkning slet ikke for ham. Han var et Følelsesmenneske, og da tilmed hans ydre Liv altid havde formet sig saa ualmindelig harmonisk, var der ikke bleven Anledning for ham til nogen strengere Selvprøvelse. I sin Ungdom havde han været en Smule plaget af Næringsbekymringernes Lusebid; senere havde han et Par Gange lidt Skuffelser ved Embedsbesættelser, og skønt han var en Afgud for sin Menighed og havde et kendt Navn over det hele Land sad han endnu inde med en Del utilfredsstillet Ærgerrighed. I alvorligere Modgang havde Livet ikke forsøgt ham, og hvad han havde mødt af den Slags udenfor sig selv, var gledet saa besynderligt af paa hans Naturs lykkelige Rundhed.

|78|

Det var netop denne uanfægtelige Frejdighed, der havde givet ham Betydning indenfor den danske Menighed, som unægtelig i Øjeblikket havde en af sine Trængselstider. Den Storm, det Herrens Vejr, som den moderne Bibelkritik havde rejst i saa mange Sind, var han ganske udenfor, ja saa lidt forstod han den Angst og Ophidselse, hvormed man fra anden Side optog Kampen mod Videnskaben, at han betragtede den som Sygelighed eller som blot og bart Skaberi. Hans egen Gudsdyrkelse var en umiddelbar Hengivelse, hans Forkyndelse en Stemningspoesi — tilsat saa megen Friskhed, at man kunde faa Fornemmelsen af ogsaa at være med til at gynge lidt paa Dybet. Det var et Evangelium, praktisk tilpasset Øjeblikkets Behov, en gemytliggjort Kristendom, der støttede sig alene paa Hjertets og Folkeaandens Vidnesbyrd. —

Da Per var kommen til Sæde i Sofaen og havde faaet tændt en Cigar, tog Pastor Blomberg Plads i en Lænestol henne i Vindueskrogen med sin Pibe og blev hurtigt meget livlig. Han fortalte et Par underholdende Historier der fra Egnen, og ligesom ved deres første Samtale følte Per sig ikke saa lidt smigret af den Ligefremhed, hvormed Præsten talte til ham som til en Jævnaldrende.

Han vilde have været det mindre, dersom han havde vidst, at det hele var et aftalt Spil mellem Præsten og Hofjægermesterinden, forsaavidt som |79| denne i sin Missionsiver havde anbefalet ham Per som et Menneske, der vist »ikke var uimodtageligt for religiøs Paavirkning«. Det varede da heller ikke længe, før Pastor Blomberg genoptog Samtalen fra forleden netop der, hvor han dengang havde maattet slippe den paa Grund af mangelfuld Forberedelse.

Han var nu bedre rustet og begyndte med at spørge Per, hvorledes det i Grunden var gaaet til, at han i saa ung en Alder havde kastet sig over Opgaver af en saa borgerlig fornuftig Art som Forbedringen af Landets økonomiske Kaar; og Per fortalte aabenhjertigt, hvorledes han mente at kunne føre sin Interesse for denne Sag tilbage til Indtryk fra sin Barndom i Tiden efter Krigen, særligt til Indtrykkene fra sit eget Hjem, hvis Fattigdom han i sin Opvækst havde følt som en Ydmygelse. Men forresten havde hans Studium meget tidligt gjort ham fortrolig med Udlandets Udvikling paa Industriens og Samfærdselsmidlernes Omraade, og saa meldte en Sammenligning sig jo saa at sige af sig selv.

»Ja — javist,« sagde Præsten. »Disse Sammenligninger mellem det lille Hjem og den store Verden med dens mange Herligheder — de føles jo ofte i Ungdommen saa mistrøstende. Jeg tænker mig forøvrigt, at Nathans Skrifter ogsaa har haft nogen Indflydelse paa Dem i saa Henseende, saaledes som de jo har haft det paa saa mange andre af |80| vor Tids unge, fremadstræbende Mænd. Eller hvordan?«

Per gjorde Indvendinger. Nathan var slet og ret Æstetiker. Han afsluttede en Kulturperiode og var i hvert Fald kun i den Forstand Medskaber af den ny Tid, at han havde ryddet Grunden for den. I Virkeligheden forstod han den vist aldeles ikke.

»Naa saadan — Hm!« Præsten bakkede stærkt paa Piben og tav et Øjeblik. At Nathans Standpunkt kunde betragtes som tilbagelagt, var noget saa overraskende, at det bragte Forvirring i hans Tanker. Og skønt han egentlig nok havde Lyst til at komme nærmere ind paa dette Punkt, undlod han det af Frygt for igen at blive ført ud i noget, han ikke kunde overskue. — »Ja ja, De mener dog altsaa ogsaa, at Nathans Indflydelse paa Nutidsungdommens aandelige Udvikling har været betydningsfuld,« fortsatte han i Overensstemmelse med sin forud lagte Plan for Samtalen. »Jeg for mit Vedkommende tænker naturligt nærmest paa Forholdet til det religiøse. Jeg tror f.Eks. at vide, at De selv — skønt jo en Præstesøn — har taget bestemt Afstand fra Kirken, og jeg mente at kunne tilskrive Nathans Virksomhed nogen Andel heri.«

Per indrømmede det, idet han dog holdt fast ved, at Nathans Skrifter kun havde befæstet og historisk begrundet det Livssyn, han allerede havde tilegnet sig under Opvæksten i Hjemmet.

|81|

»Tænk! Var De saa tidlig bleven fremmed i Guds Menighed!«

»Ja.«

Præsten rystede godlidende paa Hovedet.

»Ja ja! Saadan gaar det jo desværrel — Som jeg vistnok sagde Dem sidst, har jeg ikke kendt Deres afdøde Fader personligt; men jeg veed jo, at han havde Gammellutheranernes lidt snevre og underligt eenøjede Syn paa mange Sider af Menneskelivet. Ak ja, denne misforstaaede Rettroenhed! Den hviler jo endnu mange Steder som en Mare over Kirke og Hjem og gør megen af Tidens bedste og friskeste Ungdom aandelig hjemløs. Naar saa en evnerig og veltalende Mand som Nathan træder frem og bestyrker Ungdommen i Troen paa, at Guds Kirke er et forfaldent Hus, — ja saa ender det i den fuldkomne Fornægtelse. Jeg forstaar det saa godt!«

Per svarede ingenting. Han var lidt ilde tilmode ved den Retning, Samtalen havde taget, navnlig paa Grund af den personlige Maade, hvorpaa Præsten førte Sagen frem. Der havde været noget temmelig kunstlet i den Overbevisning, hvormed han havde talt om den nye Tidssols Frembrud over den æstetiske Kulturperiodes Ruiner; og det var ligefrem med Forlegenhed, han havde set ned paa sin Cigar, da han nævnte sit »Livssyn«.

Men Præsten begyndte nu at tale om Nathan |82| med megen Anerkendelse. Han beklagede, at en saa højt begavet og kundskabsrig Mand havde stillet sig i et afgjort fjendtligt Forhold til Kristendommen, og udtalte, at Ortodoksiens Udskejelser herhjemme og i Udlandet sikkert havde sin Andel heri.

»Men naturligvis — han er heller ikke selv uden Skyld i dette Fejlsyn paa den vældigste Aandsmagt, Verden har kendt. Det er med ham som med alle de andre, der fra et videnskabeligt Standpunkt bekæmper Kristendommen, de har ikke selv kunnet frigøre sig for Ensidighed, men er bleven dogmatiske i Negativiteten. Deres Fejl er ikke saa meget den, at de lader Fornuften raade, som at de ikke tænker Tankerne helt tilende. F.Eks.: vor Tids Videnskab kalder sig jo naturalistisk og mener dermed, at den kun erkender Eksistensen af det, der lader sig opløse i Atomer med visse mekaniske eller kemiske Egenskaber. Men dette er dog virkelig en meget ufuldkommen Opfattelse, et rigtig Studerekammer- og Laboratorie-Postulat, som til syvende og sidst ingenting forklarer. Vi, som virkelig! lever med Naturen, kan umulig godkende en saa fattig Betragtningsmaade. For vi veed jo og har utallige Gange følt, at Naturen er besjælet, at der bag de synlige Ting og de mekanisk virkende Kræfter, som paavirker vore Sanser, lever en Aand, der taler til vort Hjerte. Og har vi først faaet Øret rigtig opladt for denne Aanderøst,|83| saa hører vi tilsidst kun den, fornemmer den gennem Stormens Brag som i den svageste Hvisken omkring et Græsstraa. Og vi ikke alene hører den, men vi forstaar dens Tale. For det er jo den samme Uendelighedens Aand, der lever og virker i vort eget Indre. Gaar vi en Dag inde i Skoven og hører Løvet suse over vort Hoved, eller lytter vi i Ensomhed til en Kildes Rislen, — ja, saa kan jo en moderne Fysiker forklare os, hvordan disse Lyde naturligt fremkommer ved Løvmassernes Bevægelser eller Vanddraabernes Fald; men dersom han dermed tror at have forklaret os alt, saa siger vi: nej stop, min gode Mand! Der mangler noget. Der mangler endog det væsenligste. Med alle dine Beregninger kan du dog intet oplyse om den ejendommelige Fortrolighed, den næsten søsterlige Inderlighed, hvormed en saadan lille Kilde kan smaasnakke med os i vor Ensomhed. For — ikke sandt? — der er jo slet ikke noget afskrækkende for os i, at de tilsyneladende døde Ting saaledes faar Mæle. Og vi bliver jo heller ikke fornærmede, fordi en saadan lille Kilde pludselig gør sig familiær og siger »du« til os. Der er tværtimod noget meget trygt og hjemligt ved en saadan stærk Følelse af Samhørighed med Naturen. Men hvad vil alt dette sige andet, end at der bag den synlige Verdens Mangfoldighed bølger en Eenhed, der er alle Tings fælles Ophav. Den underligt drømmende Følelse, der i saadanne Øjeblikke |84| kan røre sig i os, er en Hjemlængsel. Og dersom nu den lærde Fysiker vil definere denne Følelse som en os iboende mekanisk eller kemisk virkende Kraft, en Affinitet eller Attraktion til Urstoffet, — ja saa anbefaler jeg ham paany at forlade sine Bøger og sit Laboratorium og hente sin Visdom i den levende Natur. Lad ham søge til den lille Kilde i Skoven! Lad ham sætte sig hos den en Aftenstund, naar hans Hjerte er uroligt; og dersom han ikke allerede har faaet sine sjælelige Sanser helt afstumpet, vil han fornemme, hvordan dens lille Sang er som en aaben Vej ud i Uendelighedens Dyb, er en Himmelstige, der forbinder Tiden med Evigheden, Støvet med Aanden, Døden med det evige Liv. Han vil fornemme, at Navlestrengen mellem os og vort overjordiske Ophav ikke er overklippet, og at der stadig gennem den — i Andagtens og Bønnens Øjeblikke — tilføres Sjælen ny levende Kraft fra den evige Livskilde, som vi Kristne kalder vor Gud og Opretholder og altforbarmende Fader.«

Per forholdt sig vedblivende stum. Han irriteredes lidt af Præstens Tone, som efterhaanden var bleven temmelig docerende; men han vidste ikke noget at indvende mod hans Betragtninger. Disse gjorde endogsaa et ret overbevisende Indtryk paa ham, saa meget mere som han jo i den senere Tid selv havde tænkt og følt noget lignende.

|85|

Præsten fortsatte:

»Hvad der saaledes gælder om Aanden i Naturen og dens Vidnesbyrd, gælder ogsaa om Aanden i Historien, den anden rige Kilde til sand Oplysning. Ogsaa Historien bekræfter de Kristnes Tro og Haab, naar man ikke som saa mange af vore Dages Arkivstøvere bliver stikkende i Enkeltheder, saa Overblikket og Dybblikket fortabes. Selv den saa meget udskregne historiske og sproglige Kritik af Kirkens gamle Lovbøger, der maaske et Øjeblik kunde se farlig nok ud, har kun tjent til Bestyrkelse for dem, der i Religionen søger Livet bag Læren, Aanden bag Bogstaven. At der kommer mere Lys og Luft ind i Kirken, kan kun være godt; det er jo netop Foraarets Tegn. Alt dette Dogmevæsen er dog kun Udenværker, Hylstret, hvis Sprængning aabenbarer Troens sande Kærne. — Og saaledes i alle Forhold. Det er saa langt fra, at vi Kristne har noget at frygte af Videnskaben, at man roligt tør forudsige, at vi netop fra den Side kan vente den virkningsfuldeste Hjælp i Kampen for Sandheden. Hvor kunde det ogsaa være anderledes? Grib ind hvorsomhelst ... tag Fysikens forholdsvis nyligt beviste Lære om, at intet i Naturens Husholdning gaar tilspilde, at ikke et Atom forgaar — om det end ofte ser anderledes ud — men blot overgaar i en and en Tilstandsform. Der brænder et Baal paa Marken. Det tager sig ud, som om Brændselhoben fordunster til et |86| Intet og kun efterlader en Smule Aske. Men det er jo i Virkeligheden ikke saa. Ved Ildens Hjælp antager den en anden Eksistensform, der ikke er synlig for det menneskelige Øje. Peger ikke dette paa mærkelig Maade hen paa den kristne Udødelighedstro? Eller tænk paa de moderne Arvelighedsteorier, paa Lægernes Paavisning af visse uhyggelige Sygdommes Forplantning gennem hele Slægter, og sammenlign hermed Ordet om Fædrenes Synder, der hjemsøges paa Børnene indtil tredje og fjerde Led. Eller tag den moderne økonomiske eller politiske Videnskab, tag selve det socialdemokratiske Partis Fremskridtsløsen: Frihed, Lig-Lighed og Broderskab, — det er jo altsammen de første kristne Brodersamfunds uskrevne Love, hvis Fuldkommenhed her faar sin videnskabelige Bekræftelse. Overalt, hvor der søges og prøves i Alvor, opdages paany de Sandheder, hvorpaa Gudsfolket har levet i Tro og Tillid i Tusinder af Aar. Har vi da ikke Lov til at tale om en Aabenbaring? Er det for meget sagt, at Kristi Menighed har siddet som den udvalgte Flok ved Guds Fodskammel og paa barnlig Vis umiddelbart nemmet, hvad Verdens kloge Hoveder først lidt efter lidt og gennem skæbnesvangre Fejltagelser og Misforstaaelser naaer til at erkende?«

Han vilde have fortsat; men i dette Øjeblik lød der Trin udenfor paa Gangen, Inger stak Hovedet |87| ind og meddelte, at Hogægermesterinden og Baronessen ønskede at tage bort.

»Naa ja, saa maa vi slutte for idag,« sagde Præsten og rejste sig. Og idet han fortrolig lagde Haanden paa Pers Skulder, tilføjede han: »Det har nu rigtig glædet mig at tale med Dem, maaske bliver der Lejlighed til en anden Gang at fortsætte vor Debat. Jeg har paa Fornemmelsen, at vi i Grunden ikke er mere forskellige, end at vi nok kunde komme til Forstaaelse med hinanden.«

De var just kommen ind i Dagligstuen, hvor Damerne opholdt sig, da der rullede en Vogn ind i Gaarden.

»Det er Justitsraadens,« meldte Inger, der stod ved Vinduet. »Gerda og Lise er med.«

Justitsraad Clausen, der var Godsforvalter paa et Grevskab der i Nærheden, hørte til Egnens ivrigste Blombergianere. Som saadan var han ogsaa en af Hofjægermesterindens nære Omgangsfæller, og da det nu viste sig, at Justitsraadfamiljen havde til Hensigt at tilbringe Aftenen i Præstegaarden, lod hun og Søsteren sig overtale til ligeledes at blive der. Per, hvem man ogsaa spurgte, tillod sig ingen Indvendinger, skønt han helst var taget bort. Samtalen med Præsten havde angrebet ham og gjort ham utryg.

Justitsraaden var en spinkel lille Mand med hvide Bakkenbarter og Guldbriller, hans Kone |88| derimod et Kødbjerg, der endnu længe efter, at hun var kommen ned af Vognen, stønnede tungt af Anstrengelse. Døtrene var et Par unge Piger omtrent i Ingers Alder.

Ved Aftensbordet, der blev dækket ude i Haven, gik Snakken meget livligt. Blandt andet faldt Talen paa Pastor Fjaltring, om hvem Justitsraaden netop havde hørt en ny, oprørende Historie. En af Egnens agtværdigste yngre Bønder af den blombergske Retning havde henvendt sig til ham i Anledning af en Embedsforretning, og Pastor Fjaltring skulde da i Samtalens Løb ligefrem have anbefalet ham at hengive sig til Udsvævelser. »De maa synde noget mere,« havde han sagt. »Med det Liv, De fører, kan De aldrig blive nogen overbevist Kristen.«

Medens der fra Damerne hørtes Udbrud af Forargelse og Afsky, rystede Pastor Blomberg overbærende paa Hovedet og sagde: »Han er et stakkels ulykkeligt Mennesket« — Og vendt mod Per gav han sig til at fortælle om denne præstelige Spotter, som levede det uhyggeligste Liv sammen med en forfalden Kone, og som selv var af en svag og splittet Karakter og ikke kunde blive enig med sig selv om, hvor han aandeligt hørte hjemme.

I det samme begyndte Klokken at lyde oppe i det hvide Kirketaarn, der ragede op bag Havens Trækroner, rødt belyst af Aftenskæret. Den |89| rungende Lyd næsten forskrækkede de Fremmede, der ikke var vant til at have den saa nær ind paa Livet, og Pastor Blomberg lo og sagde, at det i Grunden ogsaa var et uforsvarligt Spektakel, som Sundhedskommissionen maaske ligefrem burde forbyde.

Hofjægermesterinden indvendte herimod, at Aftenklokken dog lød saa smukt paa Afstand, og at den jo virkelig ogsaa kunde tjene til Opbyggelse, som en Paamindelse om at samle Sindet efter Dagens Uro. Men Pastor Blomberg holdt ikke af Modsigelser, allermindst naar de kom fra hans egne Tilhængere. Skønt han havde henkastet Ytringen uden at mene synderligt med den, nærmest for at sige en af disse lidt vovede Morsomheder, hvormed han paa luthersk Vis holdt af at krydre sin Tale, tog han nu i fuldt Alvor Spørgsmaalet op til Drøftelse.

Han brød sig ikke om den Slags Paamindelser paa Klokkeslet, sagde han. Han skulde have sig frabedt saadan at stille til Andagt paa Kommando. Der var noget katolsk derved, som var ham inderlig imod. Gud havde ikke Konsultationstid paa samme Maade som en Læge eller en Prokurator, og hvad det sindbilledlige angik, saa var det virkelig for barnligt saaledes at betragte Solen som Vorherres gyldne Lommeur. Det var i Grunden næsten bespotteligt.

Hans Tale udviklede sig efterhaanden til et |90| helt Foredrag, hvorunder Spørgsmaalet svulmede op til en Sag af den alvorligste Betydning for et Menneskes sunde og ærlige Gudsforhold.

Man var imidlertid bleven færdig med at spise, og de unge Piger havde rejst sig og gik omkring i Haven. Pers Blik havde under Præstens Tale hyppigt forvildet sig ud til disse tre lysklædte Kvindeskikkelser, der hver for sig gjorde et vist Indtryk paa ham. Frøknerne Clausen var begge kønne, friske Brunetter, navnlig var den ældste en frodig Evadatter med et Par Øjne, der spillede af Livslyst. Hvad der gav dem alle en særlig Tiltrækning for Per, var deres landlige Umiddelbarhed, som dannede en saa iøjnefaldende Modsætning til Tonen hos de meget verdenserfarne Damer, han nu saa længe havde levet med.

Det var dog navnlig Inger, hans Blik fulgte. Som hun gik der mellem de andre to, slog det ham, hvor jomfrustolt hendes Holdning var. Han forstod ogsaa nu, at det mere var denne friske Uberørthed end nogle tilfældige ydre Ligheder, der havde ladet ham mindes Fransisca, da han forleden saae hende i Kærsholms Have, og som dengang havde stemt hans Sind saa vemodigt. For det nyttede jo ikke at nægte det, han havde altid følt sig en lille Smule tilbagestødt afJakobes Mangel paa Blufærdighed, i det hele af den Ubeherskethed, hvormed hun var gaaet op i Elskovsforholdet til ham. Han tænkte til Sammenligning|91| paa, hvor Fransiscas Kærlighed havde været sund og uselvisk, og saa mærkværdig kysk! Han huskede endnu, hvordan den mindste Hentydning til Forplantningens Mysterier havde kunnet bringe Blodet op i hendes Kinder, og det havde altid først været efter en lille Sjælekamp, at hun ved deres Afsked om Aftenen oppe paa Voldskrænten havde tilstaaet ham et Kys.

Der var imidlertid bleven taget af Bordet, og Pastor Blomberg foreslog nu, at de skulde synge en Aftensang. De unge Piger blev kaldt tilbage, og Præstefruen gik ind i Havestuen, hvor Klaveret stod.

»Fred hviler over Land og By,
ej Verden larmer mer — —.«

Det var begyndt at mørkne omkring i Haven. Fra en Hasselhæk blandede en Solsort sine Naturtoner i Selskabets noget uregelmæssige Sang.

»Fro smiler Maanen til sin Sky,
Til Stjerne Stjerne ser.«

De unge Piger havde lejret sig paa Trappestenen foran Havedøren og sad der i deres hvide Kjoler og sang med lyse Røster, som Præsten og Justitsraaden ledsagede med deres Bas. Den sidste havde krydslagt Armene over Brystet og brummede med sammentrukne Bryn og Flyndermund. De tre fremmede Damer ved Bordet deltog kun med en lidt ubehjælpsom Nynnen, hvorimod Præstefruen |92| havde en stor og vel skolet Stemme, der efterhaanden ganske beherskede Sangen.

»Og Søen blank og rolig staar
Med Himlen i sin Favn — —.«

Per sad tavs og lod udeltagende. Og dog var der i Virkeligheden ingen, hvem Sangen og den hele fortrolig-festlige Stemning greb dybere. Han kom til at tænke paa den Aften for ikke længe siden, da han havde stjaalet sig bort fra sine Svigerforældres store, straalende og larmende Fest og i Skjul af et Tjørnehegn havde iagttaget en hyggelig Familjescene, der i meget mindede om denne lige til det, at man ogsaa der havde sunget den gamle Aftensang, han saa godt kendte fra sin Barndom. Nu var han sluppet indenfor Hegnet men følte sig derved blot endnu mere udenfor end før. Han sad her paa Hjemmets Grund som en ubuden Fremmed. Der var ligesom draget en Trolddomskres omkring ham paa ethvert Sted, hvorover Barndomshjemmets Aand hvilede.

Der var jo paa en Maade ikke noget nyt for ham heri. Det var den samme Ensomhedsfølelse, han havde kendt allerede som Dreng. Kun rejste den nu ikke længer Oprør i hans Sind. Trodsen i hans Hjerte var forstummet. Han anklagede Ingen, ikke sine Forældre, ikke Tidsaanden, ikke Slægtsarven. Ikke heller sig selv. Som alt, hvad |93| der levede, havde han vel kun virket efter sin forud satte Bestemmelse. De uopsporlige Magter, der sammenvævede de menneskelige Vilkaar, havde mærket hans Liv allerede ved Fødslen. Kains Skæbne hvilede over ham. — Det hørte til hans allerførste Erindringer, hvorledes Faderen engang i en af sine Straffetaler til ham havde anvendt den bibelske Forbandelse: »Fredløs og ustadig paa Jorden være hver den, der trodser Herrens Bud.« —

Da Sangen var tilende, foldede Præsten Hænderne og bad Fadervor. Dersom Per ikke havde kendt Ordene, vilde han ikke have forstaaet, at det var en hellig Handling, der udførtes. Pastor Blomberg sad i en tilbagelænet Stilling og fremsagde Bønnen med en jævn og hyggelig Ligefremhed, som om han aftalte noget med en god Bekendt.

Saa blev der sunget endnu et Par Sange, hvorefter Vognene kørte for Døren.

Da de Fremmede var borte, tændte Præsten sin Aftenpibe og satte sig ind i Havestuen til sin Kone og gav sig til at tale om de Bortdragne. Inger var ogsaa tilstede. Hun havde allerede sagt Godnat; men da hun paa Vejen til Døren hørte Faderen nævne Pers Navn, gav hun sig noget at bestille henne ved et Nodeskab.

Pastor Blomberg udtalte sig ganske anerkendende om Per og hans Evner. Endogsaa hans |94| Ydre gav han sig til at rose i ret stærke Udtryk; men da blev Præstefruen pludselig urolig paa Grund af Datterens Tilstedeværelse.

»Hvad er det, du har for, min Pige? ... Se nu at komme iseng.« — —

Per var under hele Hjemkørslen meget lidt underholdende, og Hofjægermesterinden — der anede Grunden til hans Indadvendthed — lod ham være uforstyrret og gav sig til at tale med sin Søster om huslige Ting.

De kørte gennem Borup By, hvor Folk var ifærd med at gaa til Ro. I enkelte af de smaa Huse langsmed Landevejen var der Lys, og ovenover de stumpede Tøjstykker, der var hængt for Vinduerne, kunde man fra Vognen se Skygger bevæge sig over Loft og Vægge inde i de fattige Rum. Andre Steder sad man endnu ude paa Dørstenene og holdt Aftenpassiar. Mændene røg deres Piber, og Kvinderne hvilede Hovedet i Haanden eller lænede sig mod Dørkarmen og saae op mod Himlens spredte Stjerner med det ledige Udtryk, som findes hos den, der nyder det fuldkomne Velvære.

Rundtomfra strømmede sød Duft af Hyld, hist og her blandet med en Smule Møddingstank. Henne fra den aabne Plads foran Købmanden, hvor de Unge havde deres Samlingssted, lød der Lystighed. Der blev spillet paa en Harmonika, og Pigerne sang. |95| Per tænkte ofte paa de mange Spottens Ord, han havde sagt og skrevet om denne Fattigmandslyksalighed, — han spurgte nu sig selv, om ikke disse Mennesker i deres kummerlige Straatagshytter var rigere end han, for hvem den hele Verden laa aaben, men som ikke vidste den Plet, der kunde faa hans Hjerte til at banke.

Da Vognen var kommen et Stykke paa den anden Side af Byen, gik der en høj Mand forbi ude paa Vejkanten. Per saae ham ikke, men Hofjægermesterinden greb sin Søster i Armen og sagde:

»Det var jo Pastor Fjaltring.«

Ved at strække sig udover Vognkanten naaede Per akkurat at faa Øje paa den høje, slanke Skikkelse, inden dens Omrids udviskedes af Mørket.

»Var det den gale Præst?« spurgte han.

»Ja, nu er det hans Spaseretid. Det siges, at han undertiden gaar her frem og tilbage paa Vejene hele Nætter igennem.«

Der var gaaet Per en Isnen gennem Sjælen ved Synet af denne ensomme, hvileløse Nattevandrer. Den bibelske Forbandelse rungede igen uhyggeligt i hans Øre: »Fredløs og ustadig paa Jorden være hver den, der trodser Herrens Bud.«

Da Vognen lidt efter kørte ind gennem Porten paa Kærsholm med denne hule Rumlelyd, han allerede kendte saa godt, og da han saae Lyset fra Vinduerne skinne ham saa lunt og gæstfrit imøde, blev |96| han Bytte for en ham ganske ny og underlig Sindsbevægelse. Det gik i dette Øjeblik med Taknemlighed op for ham, at han alligevel her havde fundet et Sted, hvortil han paa hjemlig Maade følte sig knyttet. Og som for at bekræfte dette kom Forvalterens Hund i det samme springende og gav sig til at danse omkring ham og slikke hans Haand i vild Gensynsglæde. Det stakkels Dyr, hvis Hvalpe man havde taget fra den, havde siden kastet sin Kærlighed paa Per. Helt rørt bøjede han sig ned og klappede den. —

*       *
*

Den følgende Morgen gjorde Per endelig Alvor af at ty til det lille Opbyggelsesbibliotek, hvormed Hofjægermesterinden havde forsynet hans Værelse. Han tog en af Pastor Blombergs Prækensamlinger; og skønt Vejret var blæsende, vilde han ikke blive inde, men gik med Bogen op til Skoven. Her lagde han sig paa sin Yndlingsplads lige under Hegnet saaledes, at han fik Skoven i Ryggen til Læ, medens han foran sig havde fri Udsigt over Aaen og Engene til de kratklædte Skrænter paa den anden Side.

Det var Omgivelser, der just passede til den Læsning, han nu begyndte paa. Der var i Pastor Blombergs Forkyndelse ikke saa lidt, der mindede om et saadant dansk Englandskab i køligt Sommervejr:|97| høj Luft, blaa Himmel, solbeskinnede Skyer, megen Fuglesang, hist og her et Kalvebrøl, overalt den frodigste Grønhed, bløde Linjer, frie Udsyn og en ensformig, flad Horisont. Selve Fremstillingsmaaden var paa lignende Maade helt igennem baaret af den nationale Aand. Pastor Blomberg var som Prædikant først og sidst Æstetiker, og med sin folkelige Stil tilhørte han i saa Henseende ganske den kirkelige Retning, der var baaret til Verden af den grundtvigske Salmesang, og som aldrig tabte Præget af sin digteriske Oprindelse.

Det var dog ikke netop Bogens Form, der fængslede Per, saa han endog var nærved at glemme Frokosttiden. For Sprogets Billedkunst havde hans Udvikling i Matematikens og Naturvidenskabernes Skole kun gjort ham i ringe Grad modtagelig. Det var stadig Beviset, han søgte bag de blomstrende Ord; det var Tanken, han forfulgte for at naa ind til den endelige Løsning af det ene, store Spørgsmaal, der nu var blevet ham selve Livets Kærne.

Allerede ved sine to Samtaler med Pastor Blomberg havde han jo faaet en Forestilling om dennes Kristendom, der var saa overraskende ulig den, hvori han selv var bleven opdraget. Først nu forstod han dog, hvad Hofjægermesterinden altid havde sagt om hans Prækner, at de virkede saa vidunderlig beroligende. Hvor var man ikke her |98| langt fra hin skumle Rettroenhed med dens Brændemærkning af Kødet, dens Korsfæstelse af Forstanden, med den hele middelalderlige Sjæletortur, som kun en Taagedrøm om Paradisets Herligheder søgte at formilde! Her var intet, der skræmmede Tanken eller krænkede Følelsen, intet, der blev borte i Spekulationens Skyer eller fortonede i Anelsernes Taager. Her var heller ingen Modsigelser at overvinde. Alt syntes saa lige til, næsten selvfølgeligt, og desuden paa en saa vidunderlig praktisk Maade tilpasset Menneskenes Trang. Djævelen blev med godt Humør sat paa Pulterkammeret som et Foster af opskræmt Munkefantasi, og om Troen paa en evig Fordømmelse hed det rent ud, at den var hedensk og afskylig, idet den stred mod de Kristnes Forestilling om Gud som en alkærlig Fader. Om det Hinsidige blev der i det hele talt saa lidt som muligt. Hvad det efter denne Anskuelse hovedsagelig galdt om, var, at man frejdigt og fromt gik sin beskikkede Livsvej tilende i Fortrøstning til, at Vorherre nok sørgede for Resten.

Der var virkelig noget af en Aabenbaring for Per i alt dette. Tilværelsens Mysterium, der var begyndt at blive indtil Fortvivlelse labyrintisk for ham, opløstes her i enfoldig Klarhed.

Han lukkede tilsidst Bogen og laa en Tid med Haanden under Hovedet og saae ud over Engene. Hans Tanker samlede sig om Jakobe med nyt |99| Haab baade for ham selv og hende. Han følte sig tilmode som En, der har været ængstet ved Tanken om en forestaaende lang og byrdefuld Natterejse over et stormfuldt Hav til et ukendt Land, og som saa en Morgen vaagner og ser, at Farten er overstaaet, Stormene gennemstridte, og at det fremmede Land hilser ham hjemligt med Solskin og grønne Skove. For hvad der her fordredes, var jo væsenlig kun den samme samvittighedsfulde Selvopdragelse, paa hvilken han i den senere Tid af egen indre Drift havde beflittet sig, og hvorved han jo virkelig ogsaa til Tider havde faaet som en Anelse om den Sindets Fred og Tryghed, der var de Troendes forjættede Løn. —

Ved Frokosten fortalte Hofjægermesterinden ham, at hun den foregaaende Aften havde truffet Aftale med Justitsraadens og Præstens om at mødes ved en Folkefest, der skulde afholdes om Eftermiddagen i en nærliggende Skov, og hvor blandt andre ogsaa Pastor Blomberg skulde tale. Havde han Lyst til at være med?

Per sagde, som sandt var, at han meget gerne engang vilde høre Pastor Blomberg tale. At ogsaa Udsigten til igen at komme sammen med Frøken Inger og de andre unge Landsbypiger havde nogen Tillokkelse for ham, talte han derimod ikke om.

Da de havde drukket Kaffe, atlagde han sit sædvanlige Middagsbesøg ovre hos Forvalteren for |100| at sludre lidt ved en Pibe Tobak. Blandt de landlige Vaner, han havde lagt sig til her paa Kærsholm, var ogsaa Smagen for lange Piber med store Hoveder, der kunde ryge en Timestid uden at omstoppes. Han havde en saadan Dampmaskine hængende hos Forvalteren, i hvis Hybel han trods det forfærdelige Rod, den gerne laa i, altid befandt sig saa vel.

»Sig mig, hvad er det, De har at udsætte paa Pastor Blomberg?« spurgte han, da de en Tid havde snakket om andre Ting.

»Jeg?«

»Ja, jeg synes at huske noget om, at De engang fortalte en eller anden Ondskabsfuldhed om ham.«

Forvalteren grinede i sit krøllede Skæg.

»Gud bevare min Mund for at sige noget om Hs. Ufejlbarlighed! Jeg er da ikke tosset. Saadan en Mand er jo ligefrem en Ære for Egnen.«

»Ja, De sagde nu alligevel noget.«

»Naa, jeg kan maaske ha'e undret mig lidt over, at han kan la' sin gamle Fa'er gaa saadan for Lud og koldt Vand, dersom det da er sandt, hvad Folk siger.«

»Lever Pastor Blombergs Fa'er?«

»Det gør han nok. Ovre paa Sælland et Sted. Og han skal nok gaa der næsten som et Fattiglem. Baade luset og fnattet. Jeg synes nu, at Blomberg godt kunde ta' ham til sig og gøre lidt for ham i hans Alderdom.«

|101|

»Der er maaske noget i Vejen. Eller han har maaske ikke Raad til det.«

»Ja, det kan jo være. Men ellers ser da Blomberg ikke saa nøje paa Skillingerne. Det skal man ikke sige om ham. Han veed jo ogsaa altid, hvor han skal faa nogen, naar han mangler. Bare han begynder at snakke om at søge et andet Embede, faar Folk travlt med at la' Spyttebøssen spasere rundt i Menigheden. For de hænger jo ved ham her li'som et Barn ved Patten.«

»Bruger han da den Trafik?«

»Sommetider mer end lidt for meget. Som nu forleden Aar, da han skulde ha'e sig et Par nye Køreheste. Han sa' da ligeud, at nu kunde han ikke forsvare for sine Børn at blive her længere. Han ligefrem holdt som en Afskedspræken; og Folk blev saa forskrækkede, at de skillingede sammen baade til Wienervogn og Bæster. Og det var endda knap nok, at han sa' Tak for det. Han syntes sagtens, at det var saadan Folks Skyldighed. — Har De hørt, hvad Pastor Fjaltring kalder ham?«

»Nej.«

»Grossereren.«

»Hvad skal det sige?«

»Ja, jeg forstaar det heller ikke. — Men løjerligt nok — jeg synes alligevel, at det passer.«

Per laa en Tid tavs og saae ud paa Røgen fra Pihen |102|

»Hvad synes De om hans Datter?« spurgte han saa.

Forvalteren grinte igen.

»Er De forlibt kanske?«

»Sludder! Jeg spørger, hvad De synes om hende.«

»Jeg finder hende rigtig pæ.«

»Ikke mere?«

»Saa siger vi altsaa sød.«

»Præmieværdig? Det er jo det Udtryk, De plejer at bruge.«

»Naa ja, — efter min Formening er Frøken Blomberg alligevel en Kende for højrumpet.«

Per kom til at le, men ærgrede sig i Grunden over det. Forvalterens Tone stødte ham idag. Fyren var dog vist mere ondsindet, end han havde troet. I hvert Fald maatte hans Omtale af Pastor Blomberg sikkert være ren Bagvadskelse. —

Ved Firetiden holdt Landaueren for Døren, og efter nogen Venten — Baronessen kunde som sædvanlig ikke blive færdig — kørte de afsted. Hofjægermesteren havde i sidste Øjeblik bestemt sig til at tage med og gjorde sig under Kørslen hæderlig Umage for at bringe de foregaaende Dages selskabelige Overtrædelser i Forglemmelse hos sine Gæster.

Alligevel var Turen ikke synderlig behagelig. De havde hele Tiden Blæsten med sig, og det ophvirvlede Landevejsstøv blev hængende omkring Vognen og giorde det næsten umuligt at tale.

|103|

Efter en god Times Kørsel naaede de Festpladsen: en Grønning i Bunden af en prægtig Skovkedel. Her var Læ, og Solen flimrede gyldent over Græsset. Et Par Hundrede Landboere — Mænd og Kvinder — stod opstillet foran en flagsmykket Talerstol, og man var allerede begyndt at synge. Det herskabelige Køretøj vakte en vis Opsigt i Forsamlingen, men nogen udpræget Ærefrygt var der dog ikke at spore, — ja Hofjægermesterens langbenede Skikkelse i den junkerlige Spændejakke og med Urhanelyren i Hatten syntes endda at vække nogen Munterhed hist og her, mens han førte sine Damer op til nogle Siddepladser umiddelbart foran Talerstolen, der var forbeholdt Egnens Udvalgte.

Per holdt sig tilbage. Han var bleven lidt betuttet ved Synet af denne store Almueforsamling og vilde ikke ind i Mylret. Han saae Justitsraaden rejse sig forude og hilse paa Hof;jægermesterens. Ogsaa Pastor Blombergs brune Plyshat og hans Kones højtbaarne Hoved opdagede han derhenne paa Bænkepladserne. Derimod søgte han forgæves Frøken Inger og hendes Veninder. De var ikke noget Sted at se, og det skuffede ham dybt.

Da saae han Hofjægermesterinden vende sig lidt til Siden og nikke op mod Skovskrænten, og her fik han nu Øje paa tre unge, sommerklædte Kvindeskikkelser, der havde anbragt sig deroppe som paa et Pulpitur.

|104|

I det samme tav Sangerne, og lidt efter stod Pastor Blomberg paa Talerstolen.

Han gav sig til at tale om Modersmaalet, om dets Betydning som Hjertets Sprog i Modsætning til alle fremmede Tungemaal, der i det højeste kunde blive Udtryksmiddel for Forstanden. Modersmaalet, sagde han, var det aandelige Moderbryst, af hvilket vi inddrak Nationens Sjæl. Et Folks Sprog indeholdt jo som i en Hovedsum Folkets aandelige Eje, det var vore Forfædre i hundrede Led, der herigennem talte fortroligt til os og dannede os i deres Billede. Derfor skulde vi ære det og holde det helligt. Ligesom vi indgærdede de Kilder, hvoraf vort Legeme skulde drikke, at de ikke forurenedes, saaledes galdt det i endnu højere Grad om at vogte den aandelige Ernæringskilde, som Ordet var. Men gav man Agt paa Folks Hverdagstale, vilde man desværre finde meget urent, ja raaddent i den, og i saa Henseende var Landboerne ikke stort bedre end Folk i Byerne. Der var jo dem, der ikke kunde aabne Munden, uden at tvetydige Ord og svinske Hentydninger væltede ud af den som Skrubtudserne af Prinsessens i Eventyret. Her var en stor Opgave at tage op, maaske Tidens vigtigste. Han vilde her særlig kalde paa de Unge, hos hvem Vanen til uterlig Tale endnu ikke var for indgroet. Der maatte i det hele skabes en Bevægelse for at udvikle Sansen for en Sjælens Hygiejne, der jo dog var fuldt saa vigtig for |105| Mennesket som Omsorgen for Legemet. Han vilde her rejse Fanen, Renhedens snehvide Dug, alle gode Kræfter i Folket maatte nu samles for at værne den unge Slægt mod den Besmittelse ved Ordet, for hvilken den nu daglig var udsat.

Per havde allerede ved Foredragets Begyndelse søgt op til de unge Piger og. — efter at have hilst — taget Plads bagved dem. Han var straks helt optaget af at høre; men efterhaanden som Taleren blev direkte moraliserende, splittedes hans Opmærksomhed. De unge Pigers Nærhed gjorde jo sit dertil; men ogsaa Forvalterens Fortælling om Pastor Blomberg havde nogen Del deri, — den havde alligevel afsvalet ham lidt.

Desuden var det altsammen saa nyt for ham her. Det var første Gang, han var Deltager i et Folkemøde; derfor optog Tilhørerne ham nok saa meget som Taleren. Han saae paa disse tætte Rækker af solide Vadmelsskikkelser, paa disse spændt lyttende, aabne og opvakte Ansigter, og det gik i Grunden først ved denne Lejlighed rigtig op for ham, hvad det var for en aandelig Bevægelse, han her var bleven ført ind i.

Han havde jo nok før hørt Tale om den grundtvigske Vækkelse med dens Ide om en folkelig Kultur i Modsætning tilVidenskabens verdensmæssigeDannelse; men ligesom selve Bonden i hans Øjne havde været en Fortidslevning, der var omgivet med et Skær af Latterlighed, havde han aldrig troet det |106| Umagen værd at stifte nærmere Bekendtskab med denne Folkebevægelse, saa udbredt den ogsaa var. I de københavnske Krese, hvor han havde færdedes, var den ogsaa gerne bleven omtalt med en vis, overbærende Ringeagt.

Uvilkaarlig drog han nu en Sammenligning mellem denne Forsamling af danske Landboere og de østerrigske og italienske Bønder, han havde lært at kende paa sin Rejse, og han kom til det Resultat, at han ikke havde nogen Grund til at skamme sig paa Landsmandsskabets Vegne. Det slog ham, hvilken Forskel der var paa denne lysvaagne, forstaaende Tilhørerkres og den søvnige Hjord af tyrolske Bjergboere, som Præsterne om Søndagen drev i Procession gennem Dresack som brægende Faar. Men ogsaa sammenlignet med Egnens Fortids-Bønder, saaledes som han huskede dem fra sin Barndom, viste Kresen her en mærkværdig Forskel. Her havde tydelig nok fundet en Udvikling, en Frigørelse Sted, der var gaaet jævnsides med den, hvoraf han selv var bleven baaret frem, — og den havde aabenbart bragt fuldt saa megen Lykke med sig.

Og pludselig forstod han med en Fornemmelse af Angst, at her var den Magt, den tungtbevæbnede Hær, mod hvilken den ny Tids Mænd vilde have at kæmpe herhjemme. Her var ogsaa Forklaringen paa den frejdige Sindsligevægt, som den danske Bonde havde bevaret trods Prioriteternes |107| voksende Tynge. For de materielle Værdier, der var gaaet tabt, havde man fundet Erstatning i et rigere aandeligt Liv, en forædlet Livsførelse; og under Bestræbelserne for at trodse Tidsaanden og vedblivende hævde sig som Samfundets bærende Magt havde man skabt et Sammenhold, en Fællesskabsfølelse, der gjorde glad og stærk.

Da Pastor Blomberg havde sluttet sit Foredrag og der igen var sunget et Par Sange, traadte Festens Leder, en yngre, smilende Bonde, frem for at meddele, at der nu vilde blive en halv Times Pavse, hvorefter Højskoleforstander Broager vilde tale.

Forsamlingen spredtes langsomt over Pladsen, og de, som havde maattet staa op under Foredraget, slog sig ned i Græsset, hvorefter Mellemmadspakkerne og Mælkeflaskerne kom frem.

Inger og hendes Veninder havde rejst sig for at gaa ned til de andre; men Per kom nu med det Forslag, at de skulde benytte Ventetiden til at se sig lidt om i den smukke Skov. Frøknerne Clausen viste sig straks villige. Inger derimod tøvede med Svaret. Hun skottede ned til Pladsen foran Talerstolen med et tvivlraadigt Blik, der dog ikke, som Per troede, galdt Hofjægermesterinden, men Moderen. Inger slægtede ogsaa i den Henseende sin Moder og dennes Provins-Patricierfamilje paa, at hun var meget nøjeregnende med Overholdelse af Formen. Men den ældste Clausen, |108| den fuldbarmede Gerda, tog hende resolut under sin ene Arm og greb Søsteren under den anden og trak afsted med dem.

Samme Frøken Gerda havde aabenbart vanskeligt ved at holde sine livfulde brune Øjne fra Per. Det var ikke til at tage fejl af, at hans Tilstedeværelse havde sin Del i hendes raske Væsen, og Søsteren, der endnu halvt var Barn, lod sig hurtigt smitte af hende og hængte sig leende paa hendes Arm som en overgiven Skoletøs.

Men Per havde aldeles ikke Tanke for andre end Inger. Han holdt sig hele Tiden ved Siden af hende og lod de andre fjase. Han fandt dem idag lovlig tarvelige, og han kunde ikke lade være med at tænke paa, om ikke Inger følte sig lidt forlegen paa sine Veninders Vegne. I hvert Fald gik hun og saae ned for sig og blev mere og mere faamælt, jo ivrigere de andre lod Munden løbe.

Det kunde nu ikke undgaaes, at disse tilsidst forstod, at de var tilovers. Der var dog ikke Tale om, at de lod sig mærke dermed, ialfald ikke ved at vise sig fornærmede. Tværtimod. Som de Jyder, de var, hævnede de sig over Mangelen paa Paaskønnelse ved en stadig djærvere Løssluppenhed.

De var naaet ud af Skoven. Foran dem løftede sig en mægtig Grusbakke, ganske nøgen, kun dækket af et fattigt Græs med mørke Pletter af Lyng. Det var den bekendte Rolhøj, Egnens |109| højeste Punkt, hvorfra man havde Udsigt over en Tiendedel af Jylland.

»Første Mand paa Toppen!« raabte Frøken Gerda og suste opad Skrænten, øjeblikkelig fulgt af Søsteren, der i Farten fik sin Hat blæst af Hovedet, saa der blev en vild Jagt efter den henad Bakkeskrænten.

Inger fulgte dem ikke; og Per, der erindrede at have hørt Hofjægermesterinden advare hende mod at løbe, fraraadede hende det ogsaa i meget bestemte Ord.

»Husk paa, at De nylig har været syg, Frøken! Jeg veed, at De ikke maa overanstrenge Dem.«

Ved denne nænsomme Omhu for hendes Person erobrede Per uden at vide det et nyt — og ikke helt ringe — Stykke af Ingers Hjerte. Hun var endnu saa meget Reconvalescent, at det var hende en Tilfredsstillelse at blive gjort svagere, end hun virkelig var. Men nu erklærede hun pludselig, endda med et lille Nakkekast, at hun netop vilde derop; og da Per foreslog, at hun i det mindste burde støtte sig til hans Arm, vilde hun ikke høre Tale derom. Hun fejlede ikke det ringeste, sagde hun. Der var ikke noget at ængstes for.

Per holdt sig alligevel tæt foran hende under Opstigningen for at kunne gribe til, dersom hun skulde snuble. Paa et Sted, hvor der var særlig stejlt, tog hun da ogsaa efter nogen Betænkning mod |110| hans fremstrakte Haand. Hun kunde ikke indse, at der var noget upassende deri, saa meget mindre som han jo var forlovet. Og det var slet ikke ubehageligt saaledes at blive ført næsten svævende op ad den bratte Skraaning. Hun mærkede, at han var stærk, og det gjorde hende lidt rød.

Per havde hele Tiden Trang til at fortælle hende, at han havde tilbragt Formiddagen med at læse i en af hendes Faders Bøger, og hvormeget Udbytte han havde haft deraf. Men han var bange for, at hun skulde opfatte en saadan Udtalelse blot som en høflig Frase, og lod det derfor være. Han nøjedes da med at sige, at han havde været saa glad ved sit Besøg i Præstegaarden den foregaaende Dag — noget, hun aabenbart ikke fandt Grund til at forundre sig over.

De to Clausen'er havde imidlertid forlængst naaet Toppen. De stod deroppe og holdt paa Hattene, mens Stormen tog i deres Skørter, som vilde den rive Klæderne af dem. Ved Synet af Inger og Per sagde den Yngste:

»Se blot, hvor de kryber!«

»Det er saa kedeligt med Inger,« svarede Frøken Gerda. »Naar Nogen gør lidt af hende, bliver hun straks saa affektert.«

»Man maa forresten ikke sige andet, end at han er ganske køn, ham — Nussen,« sagde den unge.

»Køn! Jeg finder ham skrækkelig!«

|111|

»Det mener du jo ikke, Gerda. Du sa'e da iaftes —.«

»Jeg! Er du gal, Tøs! Har du rigtig set paa hans Glugger? Saadan et Par Mælkespande!«

Inger og Per naaede endelig tilvejrs, og man gav sig til at betragte den berømte Udsigt. De unge Piger begyndte straks at tælle Kirketaarne, af hvilke man, naar Luften var ganske klar, skulde kunne øjne fem og tredive. Frøknerne Clausen kendte Navnene paa dem alle; men Per havde tydeligt nok kun Interesse for dem, som Inger kunde udpege. »Nej se, er det Tebberup! ... Hvad siger De? Aa, Ramlev!« udbrød han, saasnart hun havde nævnt et Navn, — og de to Søstre stødte hemmeligt til hinanden med Albuen.

Det var forresten daarligt nok, at den ene kunde høre, hvad den anden sagde, saadan larmede Blæsten med deres Klæder. Der var ogsaa temmelig køligt deroppe, saa de bestemte sig hurtigt til at gaa ned.

Da Skoven igen havde lukket sig omkring dem, standsede de et Øjeblik, for at Damerne kunde gøre lidt Toalette. Blæsten havde huseret slemt med deres Frisyrer. Navnlig var Ingers silkefine Haarpur ilde medtaget. Hun maatte tage begge sine Handsker af for at faa lidt Skik paa det, og da hun netop stod med Hattenaalen i Munden og Veninderne var beskæftiget med deres eget, bad hun Per om at holde dem saalænge. |112| Hun tænkte ikke det mindste derved; men de to Søstre saae straks til hinanden, og mere end een Gang, idet de nu gik tilbage gennem Skoven, fandt de Anledning til igen at puffe til hinanden med Albuen.

Da de naaede Festpladsen, var Mødet for længe siden genoptaget. Paa Talerstolen stod en høj, smuk, alvorligt udseende Mand med mørkt Haar og Skæg. Det var Forstander Broager, Lederen af en i Nabolaget liggende Højskole og Pastor Blombergs Medbejler til Egnens Folkegunst navnlig mellem Ungdommen.

I Stilhed anbragte de sig paa deres forrige Pladser under Træerne uden at vække Opmærksomhed. Inger skottede straks ned til sin Moder, — hun var alligevel nu lidt betænkelig ved Fraværelsen, der jo ogsaa havde trukket meget længere ud, end hun havde tænkt sig. Til al Lykke saae det ud til, at Moderen ikke havde savnet hende; hun sad fuldkommen rolig og syntes ganske optaget af Højskoleforstanderens Tale.

Dette var hun paa sin Maade virkelig ogsaa. Pastorinden vaagede med Skinsyge over sin Mands Anseelse som Foredragsholder. Skønt aldrig Nogen kunde se det paa hende, var hun nervøs, hvergang andre og navnlig naar Højskoleforstanderen skulde tale; og dette var Grunden til, at hun trods Pers Tilstedeværelse ikke i Mellemtiden havde tænkt paa at se efter sin Datter.

Det samme var forresten Tilfældet med Pastor |113| Blomberg selv. Ganske vist var han altid den, der allerlydeligst gav sit Bifald tilkende overfor andre Talere og lo højest af deres Vittigheder; men paa en forrædersk Maade steg Blodet ham til Kinderne, saasnart han mærkede, at en anden gjorde Lykke.

Efter at Mødet var sluttet med endnu et Par Sange, og mens man ventede paa Vognene, gik Hofjægermesterinden og Inger med hinanden under Armen inde under Træerne lidt borte fra de andre. Den første sagde:

»I sad sammen med Sidenius, saae jeg. Tror du, han var noget glad ved Mødet?«

»Jeg veed ikke; men det var han vel nok. Vi var forresten en lille Tur inde i Skoven — ja, Gerda og Lise var naturligvis med. Det kunde der vel ikke være noget urigtigt i?« spurgte hun og saae spændt paa den anden.

Hofjægermesterinden kom til at le.

»Nej, det kan der virkelig ikke.«

»Især da han jo er forlovet.«

»Javist.«

»Det er forresten underligt, saa lidt man mærker det paa ham, at han er forlovet, mener jeg. Han taler vist aldrig om det.«

»Naa — nej. Det har nok heller ikke saa meget paa sig med den Forlovelse.«

Inger standsede og saae helt forskrækket paa hende

|114|

»Hvad siger De!«

»Ja, jeg veed naturligvis ingenting. Men jeg har paa Fornemmelsen, at han ikke er saa glad ved den Forbindelse. Det er jo en Jødedame.«

Inger blev blodrød og gik en Tid tavs. Det skulde hun have vidst! Hun følte sig pludselig helt skamfuld ved Tanken om, hvor fri hun havde været overfor ham.

Hofjægermesterinden, der i Smug iagttog hende, misforstod imidlertid det Indtryk, Meddelelsen gjorde paa hende, og det kom ikke til nogen nærmere Forklaring. Der blev nemlig i det samme kaldt paa dem ude fra Festpladsen, hvor Vognene nu var kørt frem. Pastor Blomberg og hans Kone sad allerede vel indpakkede paa deres Pladser, og Præsten var lidt utaalmodig, saa der blev kun Lejlighed til en hastig Afsked.

Da Inger var kommen tilsæde og vilde tage sine Handsker paa, kunde hun ikke finde dem, og med Betuttelse gik det da op for hende, at hun havde glemt at faa dem tilbage fra Per, som rimeligvis uden at tænke derover havde puttet dem til sig.

Der havde endnu været Tid til at bringe dem tilveje, — Hofjægermesterens Vogn var endnu ikke kørt — men saa brødefuld følte hun sig, at hun ingenting vilde sige for ikke at røbe sig overfor Moderen. Hun turde i sin Raadvildhed end ikke se sig tilbage, idet de kørte; og under Kørslen skjulte hun omhyggeligt Hænderne under Vogntæppet. Ti |115| lyve for Moderen, dersom denne skulde spørge hende, kunde hun ikke faa sig til. Det var virkelig ikke saa meget overdrevent, hvad Folk i Egnen paastod om hende, at hun aldrig havde sagt en Usandhed.

Da de havde kørt et lille Stykke, sagde Fru Blomberg til sin Mand:

»Jeg synes ikke, Broager var rigtig heldig idag.«

»Nej, det var rigtig kedeligt!« svarede Præsten hovedrystende, (han sad ellers og dampede velbehageligt paa en nytændt Pibe). »Han var absolut ikke heldig. — — Absolut ikke heldig,« gentog han efter et Par Minutters Forløb, skønt de i Mellemtiden havde talt om helt andre Ting.

Per udtalte sig under Hjemkørslen med den største Begejstring om alt, hvad han havde oplevet paa Turen. I det hele talte han meget, og hans Væsen var præget af en Oprømthed, der ikke gjorde noget helt naturligt Indtryk. Kun nævnte han ikke Inger med et Ord.

Hofjægermesterinden, der lagde Mærke hertil, tænkte sit derved. Hun lænede sig tilbage i Vognen og sank hen i Drømmerier.

Idet de nu kørte ind paa Kærsholm, grebes Per af den samme Taknemlighedsfølelse, der ogsaa den foregaaende Dag havde bemægtiget sig ham ved Hjemkomsten. Kun omfattede den iaften ikke alene selve Gaarden men Engen, Skovene og den hele Egn lige til Bøstrup Præstegaard. Samtidig |116| vaagnede imidlertid ogsaa det Mismod, han saa længe havde baaret i det skjulte. Han begreb ikke, hvorledes han skulde kunne løsrive sig herfra. Og dog maatte det jo ske. Og det endda snart. Han havde nu været her omtrent to Uger.

Da han kom ind paa sit Værelse, gøs det i ham ved Synet af et Brev, der var lagt frem til ham paa Bordet. Hans Øjne fik et sky Udtryk, — det maatte være Brev fra Jakobe, tænkte han og tøvede med at tage det. Da han genkendte Ivans Kragetæer, trak han vel Vejret lettere; men en Følelse af Ubehag blev alligevel tilbage. Svogerens Haandskrift mindede ham saa pinligt om det stadig uløste Pengespørgsmaal, der hver Aften skaffede ham nogle kvalfulde Øjeblikke, inden han faldt i Søvn.

Han lagde Brevet ulæst tilside, — Forretninger maatte vente til imorgen. Og saa fremtog han af sin Jakkelomme en lille lysegraa Bylt, som han med Nænsomhed foldede ud og længe betragtede. Det var Ingers Handsker. Et Par bløde, ru, saakaldte Randers Handsker, ganske ny og med mange Knapper.

Det havde ikke været helt tankeløst, at han puttede dem til sig derude i Skoven. Det havde været ham en saa stor Tilfredsstillelse at holde om dem, at han ikke kunde faa sig til straks at slippe dem igen. Rigtignok havde det været hans Hensigt at tilbagelevere dem til deres Ejerinde, naar de skiltes; men under den hastige Afsked havde han glemt det, og herover var han nu taknemlig.

|117|

Han havde nu et rimeligt Paaskud til at forny sit Besøg i Præstegaarden ... Eller ... Vilde det maaske være tilraadeligst for ham at lade det være? Stod han ikke Fare for at blive alvorlig forelsket, dersom han saae hende oftere? Han havde mærket det under Spasereturen i Skoven, at han var paa Veje til at blive sanselig betaget af hendes slanke, lyse Jomfrulegeme. Den gamle Adam rørte sig atter i ham. Hans Blod, der saa længe havde slumret, begyndte igen at længes. — Men hvortil skulde det føre? Nogen ny Kærlighed havde han dog ingen Ret til. Livets Blomsterstier havde han for bestandig sagt Farvel, ... om han overhovedet nogensinde havde kendt dem.