|[1]|

FØRSTE KAPITEL

|[3]|

Det gik ikke ofte paa, at Philip Salomons indbød til virkeligt Selskab; men skete dette, var det altid i stor Stil. Ivan — Familjens beskikkede Ceremonimester — udfærdigede ved saadanne Lejligheder i Forvejen et formeligt Festprogram, som han forelagde Forældrene til Godkendelse, og han sørgede altid for en eller anden Overraskelse, paa hvilken han — som han sagde — »kunde opbygge Succes'en«, enten det nu var en særlig pragtfuld Blomsterudsmykning af Værelserne eller et originalt Indfald til Efterretten — eller til Kotillonen, i Fald Talen var om Bal.

Han havde denne Gang gjort sig ganske særlige Anstrengelser. I sit (pludselig saa trist beskæmmede) Haab om, at Festen — foruden at være til Ære for de hjemvendte Nygifte og for Per — tillige kunde blive en Indvielseshøjtidelighed for dennes Storværk, havde han foreslaaet at illuminere Haven og at afbrænde et Fyrværkeri, hvad Philip Salomon imidlertid paa det bestemteste havde modsat sig. Dog havde han faaet Lov til efter Mørkets Frembrud at lade ophænge nogle |4| Lysballoner i Træerne ud mod Vandet, og desuden havde han en meget stor Overraskelse i Baghaanden. Han kaldte den for Festens clou.

Endnu før Udsmykningen af Stuerne var helt tilendebragt, og mens Familjens Medlemmer opholdt sig i Sovekamrene i Færd med Omklædningen, indfandt Per sig. Han havde ikke vidst, til hvilket Klokkeslet der var bleven indbudt, og havde nu det Uheld at komme en Timestid for tidlig.

Han var i Forvejen i meget daarligt Lune. Ingen skulde let falde paa, at det tildels var for hans Skyld, den store Fest blev givet, endsige, at han ved denne skulde proklameres som Brudgom for en af Byens rigeste, klogeste og sjælfuldeste unge Kvinder.

Han saae iøvrig pyntelig nok ud. Han bar en moderne Selskabsdragt med hvid Atlaskes Vest og et overbroderet Skjortebryst, hvori der glimrede et Par Diamantknapper (en Gave fra Jakobe). Det maskinklippede Haar, der dækkede Hovedet som et mørkt Fløjl, var efter en nyskabt, evropæisk Mode afraget bagtil over Halsen for at fremhæve Nakkens Muskler. De smaa Moustacher var paa Officersvis snoet opad, og Hageskægget, der under hans Udenlandsfærd var bleven stadig mindre, bestod nu kun af en Fip nedenfor Underlæben.

Han havde ved sin Hjemkomst om Natten fundet en stor Papirsrulle paa sit Bord. Det var |5| hans Tegninger og Overslagsberegninger, som Max Bernhard sendte ham tilbage. Han var dog gaaet i Seng uden at have aabnet den. Indtrykkene fra den hemmelige Nattevandring nedenfor Moderens Vinduer havde igen gjort ham ligesom sky for sit himmelstormende Værk. Da han vaagnede om Morgenen, var der i hvert Fald ikke noget tilbage af den Utaalmodighed, hvormed han om Aftenen havde længtes efter at genoptage Kampen for det.

Først om Formiddagen henimod den Tid, da han havde tænkt at søge Obersten, tog han Tegningerne for sig og gav sig til at gennemse de mange, af Aarene allerede noget gulnede Blade. Han havde da ikke siddet længe med dem, før han ganske optoges af dem. Hans Arbejde, der nu i saa lang Tid havde beskæftiget ham udelukkende som Ide, i sine luftige Omrids, fik en helt ny Belysning over sig ved alle disse halvglemte Detajlplaner af omhyggeligt udførte Sluseværker, Brohoveder og Faskindæmninger, ved alle disse slidfuldt udregnede Talrækker og labyrintiske Diagrammer, — de nøgterne Nedfældninger af hans Ungdomsaars hovedsvimlende Drømme.

Den Bevægelse, der havde grebet ham derved, var dog ingen fornyet Arbejdsfeber med Myrekryben i Hjernen og Fingerspidserne. Det var nærmest en højtidelig Forbavselse. Han var imponeret af sig selv. Hvilken Frugtbarhed! Hvilken |6| Kraftudfoldelse! ... For hvert nyt Blad, han tog frem af Rullen, voksede Beundringen for, hvad han her havde faaet udrettet.

Men bagved Overraskelsen og Selvbeundringen rørte der sig samtidig en anden Følelse, som kastede en Skygge over hans Tilfredshed og tilsidst helt formørkede den. Det var den skjulte Afmagtsfølelse, der allerede længe havde ligget og murret under Bevidstheden og været ligesom den sumpige Undergrund, hvorfra de senere Tiders mange blege Stemninger hos ham var skudt op. Uden at han endnu selv forstod det rigtig, var denne Følelse foreløbig det betydningsfuldeste Udbytte, han havde haft af sin lange Udenlandsfærd.

Han var bleven siddende i Tanker med den sidste Tegning foran sig. Og mens han saae for sig sin mørke, lille Nybodersbagstue, hans Ungdomsaars nøgne Arbejdscelle, hvor han havde staaet og fløjtet muntert over sit Tegnebrædt, skønt han mangen Gang knap havde haft Penge til Brød, — vaagnede der i ham en Art Hjemve efter hine Usseldoms-Aar med deres ukuelige Livsmod, da Samvittighedens Trolde ikke om Natten nedrev, hvad Dagens Sejrshaab havde faaet opbygget; da Modgangen kun var en Spore mere, fordi den forøgede det trodsige Velbehag ved at vide sig miskendt og forurettet, — hin Tid, da han trods Sult og Gæld og lappede Bukser hver Dag sov ind som en Konge og vaagnede som en Gud.

Med saadanne Tanker var Formiddagens Timer gaaet for ham, uden at han havde mærket det; og han var da bleven enig med sig selv om at opsætte Besøget hos Obersten til den næste Dag.

Nu gik han utaalmodig frem og tilbage ude paa Terrassen foran Havesalen og fortrød alligevel, at han ikke havde faaet den pinagtige Historie overstaaet. Han var ikke alene ked af det for sin egen Skyld. Han havde virkelig glædet sig til at kunne overraske Jakobe med en Meddelelse om, at Arbejdet paa hans Sag var genoptaget. Han havde glædet sig til at se hendes Taknemlighed og til at modtage sin Svigerfaders og Ivans Paaskønnelse. Det vilde unægtelig i saa Tilfælde ogsaa have været ham mindre ubehageligt at deltage i denne store Festlighed, hvortil saa at sige hele Familjens Omgangskres var bleven sammentrommet.

... Endelig hørte han en Silkekjole rasle inde i Havesalen. Da han vendte sig om, stod Nanny foroverbøjet i Døraabningen og saae sig søgende omkring.

Hun havde allerede en Tid opholdt sig derinde i Salen, hvor hun havde staaet bag et af Vinduerne og betragtet ham, mens hun samlede Mod til at træde frem. Hun var stadig ikke rigtig dristig overfor ham. Derfor var det ogsaa, at hun den foregaaende Aften var bleven borte fra »Skovbakken« og i Stedet for var gaaet ud og havde moret |8| sig med sin Mand. Først om Formiddagen var hun naaet herud.

At Per allerede var kommen, havde hun godt vidst. Hun havde oppe fra sit Værelse set ham køre gennem Porten, og hun havde netop skyndt sig med sin Paaklædning for at kunne være hernede lidt før de andre.

Hun viste sig nu flygtigt i Døren, idet hun blot sendte ham et skødesløst Nik, hvorefter hun straks igen trak sig tilbage, som om hun gik og søgte efter noget.

Per stod lidt og saae efter hende. Ogsaa han blev straks grebet af nogen Forsagthed ved Gensynet. Nanny havde hele denne Dag været saa langt borte fra hans Tanke.

Det blev ham dog klart, at han maatte gaa ind til hende. Det var jo ogsaa i Længden umuligt for dem at undgaa hinanden. Nu maatte Opgøret komme.

»Leder De efter noget? Kan jeg ikke være Dem til Hjælp?«

»Aa, Tak, det er ingenting ...,« sagde hun men blev dog ved at lade, som om hun søgte. »Det er bare min Handskeknapper, som jeg har forlagt. Men det er ganske ligegyldigt. Jeg var inde og laante Jakobes. — Det lader ellers til, at vi begge to er kommen i rigelig god Tid,« tilføjede hun efter en Pavse.

»Ja, jeg har været her en hel Time snart.« |9| »Aa — Stakkel dog!« sagde hun og sendte ham over Skulderen et Blik fuldt af Medfølelse.

Per stod igen et Øjeblik tvivlraadig. Saa traadte han besluttet hen til hende, bukkede og sagde, idet han med spøgefuld Artighed bød hende Armen:

»Ja, da altsaa Selskabet nu er begyndt at samles, tør jeg maaske have den Ære —.«

Hun saae hurtigt og sky op paa ham, idet hun lod, som om hun frygtede for, at der skulde ligge en skjult Hentydning i hans Ord. Derpaa slog hun med træt Mine sin Vifte ud, som gad hun alligevel ikke have Betænkeligheder, tog hans Arm og sagde med bortvendt Ansigt:

»De har Ret! Lad os lade, som om vi morer os.«

»Jeg synes ikke, den naadige Frue er rigtig i Humør idag,« sagde han, da de var kommen ind i det tilstødende Værelse, et hvidlakeret og forgyldt Kabinet i Rokokostil. »Er der gaaet Dem noget imod?«

»Ikke Spor! Jeg vilde bare ønske, at denne væmmelige Dag var vel overstaaet«.

»Hvorfor?«

»Jeg hader Selskaber!«

»Saa-aa. Det overrasker mig egenlig. Er det ikke noget nyt?«

»Det kan saamænd gerne være. Men jeg er jo ogsaa en anden nu. Man er bleven Madamme. Inden man veed et Ord af det, er man vel Bedstemo'er.«

|10|

»Ja se, den sidste Værdighed opnaaes nu ikke uden visse forudgaaende Formaliteter. — Skal vi ikke sætte os?«

Han var standset foran en lille silkebetrukken Sofa og gjorde med Haanden en indbydende Bevægelse ned imod den.

»Eller er De bange for at faa Deres Kjole krøllet, inden Selskabet er kommet?« tilføjede han, da hun tøvede med at efterkomme Indbydelsen.

Hun forvirrede ham igen ved at skotte op til ham, som om hun anede en skjult Mening i hans Bemærkning. Uden at svare bredte hun sin Kjole ud til Siden og tog Plads i det ene Sofahjørne.

Nu var det iøvrig netop Pers Hensigt at benytte Lejligheden til at forsøge at fravriste hende en Forklaring paa hendes Adfærd hin Dag ved Afrejsen fra Rom. Han havde nok Lyst til at faa at vide, om hun virkelig havde ment noget med sit Haandtryk dengang, og hvorledes det forholdt sig med den Blomst, der fra hendes Buket var dalet ned for hans Fødder i det Øjeblik, da Toget kørte.

»Kan De egenlig forstaa,« sagde han, efter at han med en vis Nærgaaenhed havde taget Plads ved Siden af hende, »kan De rigtig begribe, at det ikke er mere end otte Dage, siden vi skiltes i Rom?«

»Aa jo — hvorfor ikke?«

»Har De ikke en Fornemmelse af, at der er |11| gaaet en lille Evighed, siden vi den Formiddag sagde Farvel til hinanden ... De husker ... paa Banegaarden dernede?«

Nanny stirrede en Stund som ganske uforstaaende ud i Luften og rystede derefter afgørende paa Hovedet.

»Næ, det har jeg ikke tænkt paa.«

»Virkelig ikke!«

»Næ. — Der var forresten gyseligt i Rom. Ikke?«

»Synes De det? ... Det kunde man ellers ikke saadan mærke paa Dem, da De var dernede.«

»Ikke det? Det kan saamænd gerne være.«

»De er med andre Ord glad ved nu at være kommen hjem igen?«

»Glad?« — Nanny saae bort med en mat, selvopgivende Skuldertrækning. — »Jeg synes, der er rædsomt allevegne. Og allerværst herhjemme.«

Per kom til at le.

»Hør, De er virkelig aldeles umulig idag. Hvem i Alverden har dog — —?«

»Hvad det var, jeg vilde sige,« afbrød hun ham med forstilt Nervøsitet: »De syntes jo saa mageløs godt om Rom. De var vist i Grunden helt begejstret.«

»Paa en Maade ja. Men skal jeg sige Sandheden, saa tabte dog Byen ikke saa lidt i Interesse, efter at De — og Deres Mand naturligvis — var |12| rejst. Jeg brød jo ogsaa op derfra et Par Dage efter.«

Nanny sad efter disse Ord og saae ned paa sin Vifte, mens Skyggen af et vemodsfuldt Smil med stor Kunst blev listet henover hendes Læber. Saa løftede hun langsomt sine dejlige Øjne op imod ham med et af disse bløde, talende Blikke, der virkede paa ham som et dulgt Haandtryk.

Der begyndte for Alvor at komme Uro i Pers Blod. Han var igen aldeles bedaaret af hendes Person. Hun havde nu ogsaa anstrengt sig til det yderste, for at hendes Skønhed denne Dag kunde udfolde sig med fuld Bravur. Hun havde klædt sig i sin Yndlingsfarve, den straalende gyldengule, der stod saa prægtig til hendes østerlandske Lød og sorte Haar. Paa Japaneserinders Vis havde hun redt Nakkehaaret vifteformigt opad og fæstet det over Issen med en høj Skildpaddeskam. Ved det nøgne Bryst vuggede et Par store, mørkerøde Roser.

Per maatte ligefrem lægge Baand paa sig for ikke at blive paatrængende. Nanny mærkede det og var paa sin Post, — ogsaa overfor sig selv. Hun følte godt, at Spillet stadig var ret voveligt for hende. Men dette ydmygede hende ikke længer, — det forhøjede blot Spændingens Nydelse.

Nogen overhængende Fare mente hun da heller ikke, at der foreløbig var. Om det ogsaa enkelte Øjeblikke kunde syde i hende af Lyst til at slaa Armene om hans Hals og smage paa hans røde |13| Mund, faldt det hende ikke ind at gøre det. Dertil havde hun stadig sin Overlegenhedsfølelse altfor kær. Den Tanke for Alvor at være Dyhring utro laa hende i det hele ganske fjern. Om hun ogsaa mangen Gang kunde være rasende paa ham for hans paatagne eller virkelige Ligegyldighed og lejlighedsvis heller ikke var bange for at sige ham det, var hun dog altfor stolt af ham som offenlig Personlighed til at ville udsætte sig for at blive forskudt. Daglig svulmede hendes Hjerte af Fryd ved at mærke, hvordan den hele By, lige fra Ministrene til Sangerindeknejpernes Damer, bejlede til hans Gunst, og hun gjorde sig allerede de største Forhaabninger om, hvad hun for sig selv kunde naa som Hustru til Chefredaktøren af Borgerbladet.

Ganske hensigtsløs var hendes fortsatte Leg med Per alligevel ikke. Hun kunde endog sige, at hun havde en rimelig og fornuftig Grund til den. Hun vidste fra lignende Tilfælde, hvor en Mand havde faaet et større Herredømme over hende, end hun brød sig om, at dersom det blot kunde lykkes hende at lokke ham helt hen til den farlige Afgrund og her se Svimmelheden gribe ham, vilde hendes egen Betagethed være ovre, hendes egen Lyst dermed fuldt tilfredsstilles, og hun vilde med Sindsro kunne se ham dumpe.

De blev nu forstyrrede af Husjomfruen og en af Pigerne, som havde noget at ordne derinde i |14| Kabinettet. Per rykkede igen lidt længere bort fra Nanny, og de talte en Tid om ligegyldige Ting.

Pludselig, endnu mens Tjenestefolkene var i Stuen, udbrød Nanny:

»Men hvor mon Jakobe bliver af? Hun veed dog vist nu, at De er kommen. Og hun var næsten færdig, da jeg før var inde hos hende.«

Per svarede ingenting hertil. Han vilde helst ikke ind paa det Emne.

Men Nanny fortsatte: »De skal forresten glæde Dem til at se hende. Hun ser storartet ud i sin nye Kjole.«

Per skævede mistænksomt hen til hende, — han ventede at finde et ironisk Smil gemt i Mundkrogene. Men der var ikke mindste Smil. Nannys Ansigt udtrykte intet uden den oprigtigste Søsterstolthed.

»Maaske er det Dem selv, der har valgt den Kjole til hende?« vedblev hun.

»Jeg? ... Næ!« mumlede Per uvillig. Han var bleven lidt rød i Hovedet.

»Nej, det er sandt. Jakobe maa jo have bestilt den, forinden De kom. Men saa har hun da vist valgt den efter Deres Smag. Har hun ikke talt om det?«

»Næ, ... det husker jeg i hvert Tilfælde ikke.«

»Saa skal det altsaa være en Overraskelse.«

Per svarede igen ingenting. Han var pludselig bleven fraværende, helt borte i sine Tanker, mens han |15| stirrede paa hende med et Blik, der var saa meget mere talende. Alt, hvad der endnu var tilbage af Oprørsaand og Fribyttertilbøjeligheder, havde rejst sig i ham under Indtrykket af hendes Legemes Pragt. Ogsaa hans onde Lune, den Utilfredshed med sig selv, som han søgte at skjule for Eftertanken, æggede ham op til at tumle ud i et nyt Vovespil. Han droges til hende som til det Bedøvelsesmiddel, han nu igen trængte til for at faa sit Sind i Ligevægt; og han følte, at netop hun vilde kunne iskænke en saadan stærk og hidsende Selvforglemmelsens Drik, som nu behøvedes. Hensynet til Jakobe maatte her vige for det større Formaal: at gengive ham hans Arbejds- og Kampdygtighed. Naar han ved Valget af sin officielle Hustru havde opfyldt Forpligtelsen til — ligesom de kongelige Personer — at lade Politiken raade, maatte han ogsaa have disses særlige Ret til at tage det mindre strengt med den ægteskabelige Troskabspligt.

Han havde efter Tjenestefolkenes Bortgang paany nærmet sig Nanny. Idet han atter gav sig til at tale om Rom og om deres Afsked der, lagde han helt fortroligt en Haand op paa Sofaryggen bagved hende. Og nu gik det hende ganske som paa hin Køretur over Janiculus: denne uventet dristige Tilnærmelse gjorde hende med eet mindre sikker paa sig selv.

Der var desuden noget i det Blik, hvormed |16| han uforbeholdent betragtede hende, der vakte et pinligt Minde hos hende, Erindringen om en Drøm, hun havde haft en Nat under Hjemrejsen fra Italien, ... en af disse vellystfulde Drømme, hvorom hun aldrig turde fortælle Dyhring. Hun havde drømt, at mens hun laa og sov, var der kommen en stor, gulflammet Tiger krybende over Gulvet hen til hendes Seng, havde slaaet Tæppet tilside og lagt sig op paa hendes Bryst. Hun havde nemlig et Par Dage før besøgt en zoologisk Have og der været meget optaget af et saadant Dyr. Pludselig havde hun i Dyrets lyse, kolde Øjne genkendt Pers Blik ...

»Kan De huske, at der faldt en Rose ud af Deres Buket, dengang Toget kørte?« spurgte Per tilsidst lige ud. »Jeg gemte den i min Tegnebog og har den endnu.«

»Herregud! Den var ellers ikke saa megen Stads værd.«

»Det kommer dog an paa. — Den faldt i alt Fald fra to saa nydelige Hænder.«

»Nu maa jeg virkelig le!« sagde Nanny og forsøgte ogsaa derpaa, idet hun urolig flyttede sig paa Sædet.

Uden at vide det havde Per her sagt hende noget af det, hun allergernest hørte. Hendes Hænder var hendes ømme Punkt. De var ganske vist paa ingen Maade uskønne; men hun havde dog |17| vanskeligt ved at skjule for sig selv, at de var noget for korte i Fingrene.

»Jeg synes, De skulde gemme Deres Komplimenter til Jakobe,« vedblev hun og skiftede atter Stilling under sine forgæves Forsøg paa at undgaa hans stirrende Blik.

»Hvorfor det?« spurgte Per, der nu stormede løs paa Lykke og Fromme. »Skulde det virkelig være en Forbrydelse at sige til en smuk Dame, at hun er smuk. Skulde jeg maaske lyve for Dem og sige, at jeg ikke ansaae Dem for den mest fuldendt skønne ... den mest forbryderisk farlige Kvinde, jeg har set. Hvad skulde det desuden hjælpe til? De veed det jo dog. Jeg har jo engang i min Ungdoms Overmod gjort mig forfængelige Forhaabninger ... hvad De vistnok ikke kunde undgaa at mærke. Naa, lad os ikke tale om disse gamle Skader! De vilde ikke have mig. Og jeg maatte slaa mig til Ro med min Skæbne. De var antageligvis for smuk for mig!«

Nannys Kinder havde efterhaanden mistet deres Farve. Hun var nu ogsaa bleven trængt helt ind i Sofahjørnet, hvorfra hun stirrede op paa ham som en Hypnotiseret.

Men Per blev med eet bange for at være gaaet for hastig til Værks. Han mente — forøvrig ikke helt uden Grund — at have set et forbifarende Glimt af Had i hendes Øjne, og det begyndte at |18| lumre ham om Ørene ved Tanken om, hvad der vilde kunne ske, dersom Angrebet mislykkedes for ham.

Da følte han pludselig sin Hals omslynget af hendes Arme og et brændende Kys paa sin Mund.

Det stod ikke paa mere end et Nu. Før Per fik sig besindet, havde Nanny igen sluppet ham og var flygtet hen til Vinduet, hvor hun blev staaende med Ryggen mod Stuen, idet hun i sin Befippelse holdt en Haand op til Kinden, som om hun havde faaet et Slag paa den.

I det samme hørtes Ivans kommanderende Stemme ude fra Forstuen, og umiddelbart efter kom han selv kurende gennem Værelset paa sine travle smaa Ben ligesom et Stykke optrukket Legetøjs-Mekanik. Med en Mine som en Hærfører, der ordner sin Arme til Slag, foer han afsted, fulgt i Hælene af sin Stab: et Par stærkt galonerede Lejetjenere og en bluseklædt Dekoratør.

Da han fik Øje paa de to, der ganske udenfor Festprogrammet havde gemt sig her i Kabinettet, standsede han et Sekund.

»Modtagelsen finder Sted i Salonen!« forkyndte han, hvorpaa han rutsjede afsted igen med sine Hjælpere, der grinede til hinanden bag hans Ryg.

Hverken Nanny eller Per havde imidlertid rørt sig. Men saasnart Ivan var forsvunden, rejste Per sig — endnu halvt uforstaaende og fortumlet.

Ved Lyden af hans Skridt vendte hun Hovedet |19| om og standsede ham med et Øjekast, der ganske vist var ulykkeligt og skamfuldt, men som dog meget afgørende, ja forbitret forbød ham at komme nærmere. Og da der nu hørtes flere Stemmer inde i Havesalen, blev hun et Øjeblik ganske hvid af Angst og skyndte sig forbi ham med bøjet Hoved.

Henne ved Døren standsede hun dog, saae sig tilbage og sagde med halv Stemme, idet hun holdt Viften op for Ansigtet, saa kun Øjnene var synlige:

»Dersom De vover at sige noget til nogen om, hvad De her har tilladt Dem overfor mig, saa —.«

»Hvad saa? ... Hvad saa, Nanny?« spurgte Per, der nu igen var lutter Glød.

»Saa —« fortsatte hun med en hykkelsk Forjættelse i sine dejlige Øjne, »saa — bliver vi aldrig gode Venner.«

Hun slog Viften ned og forsvandt.

*       *
*

Det var Philip Salomon og hans Kone, hvis Stemmer hørtes inde i Havesalen. De gik omkring med hinanden under Armen; og den store, kloge Børsmand saae helt enfoldig ud af Henrykkelse over sin Lea, der bar en kostbar, vinrød Dragt med pragtfulde Kniplinger. Men da han fik Øje |20| paa Per, der nu kom ind fra Kabinettet, forsvandt Smilet fra hans Ansigt.

Han erindredes nemlig herved om det lidet lystelige Hverv, der forestod ham: at offentliggøre sin Datters Forlovelse med dette i hans Øjne ganske ubrugelige og unyttige Menneske. Han havde haft i Sinde at tale til Per derom allerede den foregaaende Dag; men efter at have erfaret hans Bedrifter hos Max Bernhardt havde han ikke kunnet overvinde sig dertil. Og det gik ham ikke anderledes nu. Han kunde end ikke faa sig til at række sin tilkommende Svigersøn Haanden, —

Nu kom Ivan igen farende som et Spilleværk, dennegang for at overbevise sig om, at alle var samlede: den første Vogn var nemlig kørt for Døren. Smaabørnene var et Øjeblik i Forvejen kommen springende ind i deres hvide Pynt. Ogsaa Rosalie var kommen tilstede. Derimod manglede stadig Jakobe. Der var tilstødt hende et Toilette-Uheld. Uvant, som hun var, med at gøre noget videre ud af sin Paaklædning havde hun under sine Bestræbelser for at faa Kjolelivet til at sidde handlet saa ilde med det, at hun tilsidst i Fortvivlelse maatte kalde en af Pigerne til Hjælp.

Halvdelen af Gæsterne var allerede kommen, inden hun viste sig.

Nanny, der imidlertid havde sørget for at holde sig i Nærheden af Per for at kunne iagttage hans |21| Ansigtsudtryk i det Øjeblik, han saae Jakobe, fik virkelig megen Fornøjelse af sin underfundig anbragte lille Sprængmine. Per blev pludselig ganske graa i Ansigtet af Raseri.

Jakobe havde nemlig haft det uheldige Indfald at lade sin Kjole sy med et endog temmelig dybt udskaaret Liv, hvad hun absolut ikke havde Figur til. Det var den erotiske Betagethed, hvori hun havde ventet sin Brudgom, tilligemed den lykkelige Erindring om Pers Glæde ved hendes Legeme under deres hemmelige Elskovsmøder, der havde forledt hende dertil; men hun ramte her Per paa hans allerømmeste Punkt. Han vilde i Begyndelsen slet ikke se til den Side, hvor hun var. Han havde lagt Mærke til, at et Par Herrer endog havde trukket paa Smilebaandet af hende, og han forstod nu ogsaa, at Nanny alligevel havde haft hende tilbedste, da hun før talte om hende.

Imidlertid blev der ved at strømme Gæster ind fra den store Forhal, hvor Stuepiger og Lejetjenere havde travlt med at hjælpe Folk af med Overtøjet. Vogn efter Vogn kørte op for den tæppebelagte Trappe, mens der ude paa Strandvejen dannede sig en lang Række af Herskabsekvipager og Hyrevogne, som Skridt for Skridt og under uendelige Standsninger bevægede sig fremad mod Villaen.

Der var tilsidst samlet henved et Hundrede Mennesker i Havesalen og de to tilstødende Kabinetter. |22| Det var naturligvis særlig Finansverdenen, der var repræsenteret, hvad man ogsaa nok kunde se paa Værdien af Damernes Kjoler og Smykker; men forresten saaes der baade Universitetsprofessorer, Læger, Kunstnere og Skribenter. I Selskabets Holdning og Tonens Ligefremhed, ligesom ogsaa i Snittet paa Damernes Dragter, sporedes der Paavirkning af evropæisk Fordomsfrihed. Størsteparten af de ganske unge Damer mødte helt balklædte, fordi de vidste, at der skulde danses; men ogsaa adskillige af de ældre, navnlig blandt de jødiske Damer, havde uden Sky ladet Skrædderinden afsløre saa meget af deres Skønhed, som Lejligheden og Moden paa nogen Maade tillod.

Af det forulykkede Frihavns-Konsortium, hvis Medlemmer alle var bleven indbudt, havde de fleste sendt Afbud, hvad Ivan efter Gaarsdagens Begivenhed kun havde ventet. Alene den »forhenværende Proprietær«, Hr. Nørrehave, havde givet Møde, og hans landlige Skikkelse med den store Guldhalskæde og de dobbeltsaalede Støvler vakte en vis Opsigt i den udsøgte Forsamling.

Ivan, der tilfældig havde set ham komme kørende i en københavnsk Droske sammen med den elegante Selskabsløve, Overretssagfører Hasselager, undrede sig noget over dette Kompagniskab, skønt det ikke var ham ubekendt, at Hr. Nørrehave stod i Forbindelse med de fleste Sagførere i det hele Land. Den Tanke slog straks ned i ham, |23| at de vistnok maatte have Planer for med Per. Han mindedes, at Hr. Nørrehave ved Mødet den foregaaende Dag havde vist nogen Misfornøjelse med den hovedkulds Afslutning af Forhandlingerne; og hvad Overretssagføreren angik, saa hørte han til de unge, stræbende Forretningsmænd, der havde taget Max Bernhardt til Forbillede, og det var derfor rimeligt, at han maatte føle sig fristet af et Forsøg paa at gennemføre, hvad selve Mesteren havde maattet opgive. Uden iøvrig at besidde andre af de Egenskaber, der havde skabt dennes store Magt, end netop Hensynsløsheden havde han — med Støtte af et stateligt Ydre og en behagelig Selskabstone — allerede vundet sig et vist Navn i Hovedstaden som smart fellow.

Af Familjens sædvanlige Gæster, dens saakaldte »Søndagsfremmede«, saaes Aron Israel og — ragende op over alle andre — Kandidat Balling, Literaturhistorikeren, Citatbeholderen, hvis umættelige Aand mindede om hine Bibelens magre Køer, der slugte deres Kolleger uden dog derfor at blive federe. Den første havde forputtet sin lille nervøse Skikkelse inde i en Krog, hvor hans mange Venner dog straks fandt ham. Balling derimod havde anbragt sig paa en iøjnefaldende Plads opad en Dørkarm; men trods sin fabelagtige Længde, sine rullende Øjne og sin interessante Mavekatars-Bleghed havde han her som i Literaturen det Uheld at forblive ganske |24| uænset. Om det saa var Rosalie, som dog i sin Tid havde følt sig beæret af hans Efterstræbelser, gik hun ham forbi med en Veninde under Armen uden at lægge Mærke til ham. Og den lille, spinkle, endnu ikke sejstenaarige Pige, der allerede var paaklædt helt som Dame, brugte dog ellers sine Øjne godt!

Per var derimod efterhaanden bleven Genstand for en Del Opmærksomhed, endda for mere, end han ved denne Lejlighed brød sig om. Hans støtte, solbrunede Skikkelse var nu ogsaa af god Virkning her imellem de mange Kontor- og Stuemenneskers vinterblege Ansigter. De fleste vidste jo desuden, i hvilket Forhold han stod til det salomonske Hus, og mange af de Tilstedeværende saae ham her for første Gang. De iblandt disse, der overhovedet kendte noget nærmere til ham og f.Eks. havde bladet i hans Bog, var overraskede over hans Ungdom. De havde ogsaa tænkt sig ham mere i Digterstil og blev forundrede over at træffe en Mand, der virkelig nok kunde se ud som en Vejbryder og Fremtidsminør.

Ingen Person i Selskabet samlede dog Opmærksomheden som Dr. Nathan. Han opholdt sig udenfor paa Terrassen, hvor han stod omgiven af en Flok beundrende Damer og Herrer, der alle lo og var meget højrøstede. Man havde æsket hans Mening om en nylig udkommen Bog, der havde vakt betydelig Opsigt, et stort Digt med |25| Titlen »En Jakobskamp«. Digtets Forfatter var Poul Berger, hin unge Lyriker med det betændte Ansigt, som i sin Tid havde været en hyppig Gæst der i Huset og hørt til Nannys mange ulykkelige Tilbedere.

Denne Mand havde hidtil som Skribent tilhørt den Kres af frie Aander, der havde samlet sig om Dr. Nathan og søgt Beskyttelse under hans Avtoritet. Hans Poesier havde røbet en sproglig Finsans, der mindede om selve den højsalige Enevoldsen, som nylig var død under Udarbejdelsen af en Eftersætning. Men samtidig havde han aabenbaret en ganske spøgelseagtig Brist paa Personlighed. I en Række smaa Bøger (som for hvert Aar var bleven tyndere) havde han Gang paa Gang genfortalt sin egen Kærlighedshistorie under Form af en Digtning, der — som adskillige andre af Tidens Kunstfrembringelser — var besynderligt sammenrørt af den blegsotigste Romantik og den mest tykblodede Naturalisme, ligesom Tonen i den svingede holdningsløst mellem Klynkevornhed og krampagtig Titantrods. Saa hændte det for et Aarstid siden, at han udgav en Bog, som selv hans Venner og Velyndere ikke kunde rose. Dette var mere, end han kunde bære. Han forsvandt pludselig fra København, og i lang Tid hørte ingen noget til ham. Saa rygtedes det, at han havde gemt sig ovre i en lille jysk Landsby, hvor han levede som en Eneboer i en fattig Stue, bortvendt fra Verden. |26| alene optaget af at grunde over sin Skæbne. Herfra var det ogsaa, at han nu havde udsendt sin opsigtsvækkende Bog, hvor han straks i et Forord offenlig brændemærkede sin oprørske Fortid og erklærede, at han efter en aandelig Kamp havde fundet Lykke og Fred i Kristendommens ydmyge Lydighed.

Blandt hans forrige Venner var der imidlertid slet ingen Tillid til Oprigtigheden af denne Omvendelse. Nathan derimod vilde nu hævde, at en saadan Religiøsitet, der var fremavlet af krænket literær Forfængelighed og Hævngerrighed og utilfredsstillet Brynde, sikkert var ægte nok. Ja, efter hans Mening var denne Omvendelses Tilblivelseshistorie endog typisk, hvad han under megen Munterhed søgte at bevise ved at fremdrage en Række oplysende Eksempler hentede fra de berømteste Kirkefædres egne Bekendelser, lige ned til Grundtvigs.

Forresten bar Digtet selv meget tydelige Vidnesbyrd om Dybden af det Gennembrud, der var foregaaet hos dets Forfatter, ogsaa i hans Egenskab af Poet. Hvert Blad af den omfangsrige Bog vidnede om en Sindets Grebethed, en nyskabt Følelsens Styrke og Inderlighed, der havde faaet Udtryk gennem en bevidst og myndig Kunst. I den halve Snes Sange, hvoraf Digtet bestod, var der tegnet en Række Skumringsbilleder af det øde og tunge jyske Landskab og det farvefattige |27| Folkeliv, hvormed han havde levet, og det var gjort paa en saadan Maade, at Virkeligheden, skønt gengivet med endog yderliggaaende Naturtroskab, overalt føltes som gennemstraalet af Lyset fra en usynlig Verden bag den. Og dette var just det mærkelige og overraskende ved Tingen, at han, som havde famlet saa umodent paa sin Sjæls Instrument, nu samtidig med at tilbagevinde Barnetroen havde fundet sin egen personlige Tone, og at denne tilmed var saa udpræget mandig, en Brysttone, fuld af Mørke og Malm, en Røst fra det Dybe ... fra det Underjordiske.

Men nu blev der Røre inde i Stuerne. Døren til Spisesalen var bleven slaaet op. Man begyndte at tage tilbords.

*       *
*

Umiddelbart før man gik til Bordet, havde Philip Salomon gennem Ivan ladet Per vide, at han ansaae Lejligheden for passende til at kundgøre Forlovelsen. Til Jakobe havde han samtidig selv talt derom, og da hun ikke svarede noget dertil, havde han opfattet Tavsheden som et selvforstaaeligt Samtykke. I Virkeligheden havde hun slet ingenting hørt. Hun havde ikke haft Tanke for andet end dette ene: at Per havde modtaget hende med Kulde, ja tydelig søgte at undgaa hende.

|28|

Det skulde ikke vare længe, før hun begyndte at ane Grunden. Skønt Per i Løbet af Maaltidet tog flittig til Flaskerne, lykkedes det ham ikke at skjule sin Uro. Skraas overfor ham sad nemlig Nanny og morede sig kostelig med en anden Herre. Naturligvis havde hun sin Mand tilbords; men hun havde sørget for at faa en af sine Tilbedere, den forhenværende Kavaleriløjtnant, nu Assuranceagent Hansen-Iversen, anbragt ved den anden Side; og det var med ham, hun hele Tiden underholdt sig.

Engang imellem lagde hun dog Kinden kælent ned paa sin Mands Skulder i den tydelige Hensigt at holde ham skadesløs. Og Dyhring følte sig øjensynlig heller ikke brøstholden men besvarede hendes Ømhedsytringer med en naadig Blinken.

Til Per saae hun derimod ikke. Forgæves ventede han paa et lønlig tilkastet, beroligende Blik. Han var og blev som Luft for hende.

At hendes Optagethed af Løjtnanten kunde være Forstillelse, et Skalkeskjul, den Tanke faldt ham vel nok ind, men den stillede ham aldeles ikke tilfreds. I Betragtning af, hvad der nys var forefaldet imellem dem, fandt han hendes Opførsel i høj Grad anstødelig. At hun var koket, havde han vel altid vidst; men at hun allerede var fuldkommen fordærvet, havde han dog ikke |29| troet, og Forestillingen herom gjorde ham oprigtig forstemt.

Hertil kom yderligere noget andet.

Straks efter, at Philip Salomon havde udbragt de Nygiftes Skaal, slog han igen til Lyd for at kundgøre Forlovelsen. Han gjorde det saa kort som muligt; men alligevel — og skønt de fleste var forberedte — vakte hans Meddelelse en livlig Bevægelse rundtom ved Bordet.

Idet nu Per rejste sig for med Glasset i Haanden at modtage Selskabets Lykønskninger, og mens Luften omkring ham pludselig ligesom fyldtes af hans Navn, kunde han ikke lade være med at tænke paa, at det ikke var for hans egen Skyld, man saaledes hyldede ham, men alene som Jakobes Tilkommende og Philip Salomons vordende Svigersøn. Og denne Tanke nagede hans sideniuske Selvfølelse og stemte ham ikke blidere overfor det Hjem, hvori han nu var bleven lovformelig optaget.

Det formildede overhovedet ikke hans Stemning overfor den hele Forsamling. Aldrig havde han mere levende end i disse Øjeblikke fornummet sin Slægts nedarvede Uvilje mod det hele verdensglade, frimodigt nydende Selskab, der kaldte sig selv det gode. Lyden af den hundredstemmige Snakken rundtom, hvori der enkelte Steder ogsaa blandede sig fremmede Tungemaal, lød i hans Øre som en Papegøjekoncert, og han saae |30| sig mere og mere forarget paa alting. Den Tid var i det hele længst forbi, da han lod sig blænde af Glansen fra dette Rigmands-Samfund. Bordets pragtfulde Blomsterudsmykning, der (hvad han havde regnet ud) maatte have kostet flere hundrede Kroner, de vægtige Sølvopstandere og det øvrige kunstnerisk udførte Bordstel, de galonerede Tjenere og den uafladelige Skiften Tallerkener — alt var i hans Øjne bare Tegn paa jødisk Pralelyst.

Hidset op af Nannys Latter, der hørtes stadig mere overgiven gennem Larmen, gav han sig tilsidst Luft overfor Jakobe og sagde ligeud til hende, at han fandt den hele Fest opstyltet og taabelig.

Jakobe svarede ingenting. Hun havde længe ikke talt til ham. Da hendes Mistanke til Søsteren først var vakt, var åen hele Sammenhæng hurtig bleven hende ganske gennemsigtig.

Nannys tilsyneladende Optagethed af den forhenværende Løjtnant førte ikke hende bag Lyset. Hun kendte sin Søster og vidste, at for hende bestod Nydelsen ved en Kærlighedsleg fornemmelig i at gøre sin Tilbeder skinsyg. Hun vidste ogsaa, at Nanny af en vis, fejg Frygt for at overmandes af sine Følelser bestandig ligesom søgte Ly i en anden Mands Beundring.

At det var kommen saa vidt mellem hende og Per, som det virkelig var, troede hun af den |31| Grund heller ikke. Men forøvrig gjorde hun sig ingen falske Forestillinger om de Hensyn, som Nannys søsterlige Følelse vilde paalægge hende. Hun kunde endda tænke sig, at det havde været Nanny en særlig Glæde at lokke netop hendes Forlovede i sine Garn. Hun forstod nu, at det var Triumf, hun havde læst i hendes Øjne, dengang hun ved sin Hjemkomst straks gav sig lil at fortælle om sit Sammentræf med Per i Rom. Den forkælede Søster havde jo aldrig kunnet tilgive hende, at hun ikke som alle andre vilde lade sig bedaare af hende men endog i fuld Aabenhed havde tilstaaet, hvor inderlig hendes falske og behagesyge Væsen var hende imod.

Der var nu ikke Tale om, at Jakobe lod sig mærke med nogetsomhelst. Med sin næsten overmenneskelige Selvbeherskelse, — den, som Lidelsen havde opøvet hos hende, fra hun var Barn — gennemførte hun sin Rolle som lykkelig Brud. Skønt hun saae og hørte alting som gennem en Taage og hele Tiden havde en Fornemmelse af at befinde sig paa et gyngende Skib, var der ikke andet at se paa hende, end at hun var endnu lidt blegere end sædvanlig og syntes noget træt. Kun overfor Per kunde hun ikke forstille sig. Ikke et Ord havde hun talt til ham, efter at det var gaaet op for hende, hvad der var i Vejen med ham. Hver Gang han havde sagt noget til hende, havde hun vendt Hovedet bort. |32| Hun taalte næsten ikke at høre hans Stemme. Blot hans Ærme kom til at berøre hendes Arm, isnede det igennem hende.

Til alt Held blev der foreløbig ikke levnet hende megen Tid til at tænke. Hvert Øjeblik reves hun op af sin begyndende Fortvivlelse derved, at Venner og Bekendte ønskede at drikke med hende og hendes Forlovede. Om det saa var Nanny, vilde hun hilse paa dem, og hun saae ved denne Lejlighed for første Gang paa Per. Med en Frimodighed, der fik det til at løbe ham koldt ned ad Ryggen, nikkede og smilede hun til dem begge over sit løftede Glas.

»Skaal, Hr. Svoger! ... Skaal, Jakobe!«

Det er dog sandelig for fræktl — tænkte Per. Han blev ganske rød i Hovedet og kunde ikke faa sig til at møde hendes Blik.

Jakobe derimod førte tilsyneladende rolig sit Glas til Munden, dog uden at drikke. Af Angst for igen at se Triumf i Søsterens Øjne overvandt hun sig endog til at gengælde hendes Nik.

Per og hans Fremtidsideer var nu paa eengang bleven det almindelige Samtaleemne ved Bordet, i alt Fald hos dem, der ikke sad i hans umiddelbare Nærhed. Særlig havde Damerne faaet travlt med nøjere at betragte Husets nye Svigersøn; og Pers mørke, sammenbidte Mine og den Afmaalthed, hvormed han efterkom selv de venligste Opfordringer til ham om Samdrik, forhøjede hos |33| adskillige den Respekt, han i Forvejen havde vakt ved sin mandige Skikkelse.

»Ja disse Sideniusser er nok Karakterer,« blev der sagt et Sted oppe i Nærheden af Philip Salomon, hvad denne imidlertid syntes at overhøre, skønt Ytringen var henvendt særlig til ham.

Derimod var der blandt Gæsterne ved denne øvre Bordende en anden Herre, — en ældre, tungt ludende Graaskæg — paa hvem Bemærkningen gjorde et vist Indtryk. Det var den bekendte Etatsraad Erichsen, en af Byens Rigmænd, ja maaske dens rigeste Mand og dertil en national Velgører i stor Stil. Allerede før Bordet havde Overretssagfører Hasselager talt til ham om Per og søgt at interessere ham for dennes Planer, som han ikke tidligere havde kendt noget til eller blot hørt om. Derfor sad han nu og iagttog ham med saa prøvende Blikke, ligesom han var opmærksom paa alt, hvad der blandt de Omkringsiddende blev sagt om den unge Mand og hans velansete Slægt.

Ved Efterretten slog Philip Salomon for tredje Gang paa sit Glas. Det var dog ikke — som han straks under Selskabets Munterhed forklarede — for at bortgive endnu en Datter. Han vilde derimod foreslaa en Skaal for Dr. Nathan og ønske ham velkommen tilbage fra den lange Udlændighed, som jo heldigvis kun havde knyttet ham endnu fastere til Landet og dets Ungdom. Skaalen blev drukket med stor Begejstring. Flere af Gæsterne |34| — ogsaa Damer — rejste sig fra deres Pladser og samledes om Doktoren for at støde deres Glas mod hans.

»Han har ikke forandret sig siden sidst,« hørte man Folk sige rundtom ved Bordet. »Haaret begynder dog at miste Farven.« — »Aa ja, men han ser alligevel ikke ældre ud!«

Ja, hvordan saae han egenlig ud, denne meget fejrede og meget angrebne Mand, der mere energisk og mere maalbevidst end nogen anden havde ryddet Grund for Fremtidens Danmark og med sin Taler- og Skribentvirksomhed rejst et Røre, til hvilket man næppe kunde finde Sidestykke i nogen aandelig Bevægelse herhjemme siden Reformationens Dage?

Han var lille af Vækst, og Folk fandt i Almindelighed hans Ansigt uskønt. Det var i hvert Fald meget uregelmæssigt; men forresten havde det sin Vanskelighed at bedømme det, fordi det aldrig var i Hvile men uafbrudt skiftede Udtryk og afspejlede de indre Bevægelser med et ubehersket, krampagtigt Minespil, hvori der med Aarene endda var kommen nogen bevidst Overdrivelse. Smukkest var det, naar han lyttede. Dets Udtryk fik da Liv af det, som var allerypperst hos ham: hans Kundskabstørst, hans umættelige Videlyst ... eller Videlystenhed. I en almindelig Selskabsunderholdning var saadanne Øjeblikke dog ikke hyppige hos ham, han holdt absolut mest |35| af at tale selv. Ved Siden af sin vidunderlige Modtagelighed — og som Modvægt herimod — besad han endnu i den graanende Alder en næsten ungpigeagtig Meddelelsestrang, der undertiden kunde udarte og blive lidt sladdervorn og da ikke var helt fri for Gift.

Denne hans hensynsløse Livfuldhed havde bidraget mere, end han selv forstod, til den Modstand og Uvilje, hvormed han var bleven mødt. Den havde Gang efter Gang fjernet ogsaa Venner og naturlige Forbundsfæller fra ham ved at krænke de nordisk-germanske Forestillinger om mandig Værdighed. Hans Naturel var i det hele saa fremmedartet, saa uforligeligt med den danske Nationalkarakter, at han nødvendig maatte støde an, saa meget mere, som han — i betegnende Modsætning til de jødiske Skribenter, der før ham var optraadt i den danske Literatur — hverken søgte at tilpasse sine fremmede Ejendommeligheder efter Omgivelserne eller at gøre sig interessant ved at stille sig udenfor med et farisæisk: »Hvad vil jeg imellem Jer?« Han havde aldrig tvivlet om sin Berettigelse til at tale med. Han havde endog meget tidlig følt sig særlig kaldet til at spille en Rolle i Nationen og det netop paa Grund af dette unationale i hans Afstamning, der satte ham istand til at betragte det hjemlige Liv paa Frastand og bedømme det uden Fordomme.

Hertil kom, at heller ikke hans Dannelse var

|36| af den sædvanlige dansk-tyske Art. Han havde sin aandelige Hjemstavn i romansk Kultur, og hans Forkærlighed for fransk Aandsforfinelse — den han som ung lagde for Dagen ogsaa ved en vis ydre Elegance — gjorde ham straks mistænkt mellem hans Landsmænd, ikke mindst i den lærde Verden. I Grunden havde han vel sine bitreste Modstandere indenfor selve Universitetets Mure. Med sit velplejede Haar, sit store, pletfrie Skjortebryst og sine livlige Bevægelser var han nøjagtig saadan, som de gamle teologiske Professorer forestillede sig en Charlatan.

Dog, alt dette var endnu ikke tilstrækkeligt til at forklare den overordenlige, formelig tidskelsættende Virkning af hans Optræden. Han besad visselig glimrende Evner men var dog ikke, hvad man i Almindelighed forstaar ved et Geni, ingen selvfødende Aand, ingen Nyskaber. Sammenlignet med hjemmeavlede Originaler som Grundtvig eller Kierkegaard kunde han endog synes at mangle dybere Ejendommelighed. Han var for utaalmodig til at kunne udruge en selvstændig Verdensanskuelse, for livslysten til en saadan dagsky, edderkoppeagtig Udspinden af eget Personlighedsindhold, hvorunder selv ringere Begavelser kan slumpe til at gøre mere og mindre mageløse Opdagelser. Med sin rastløse Higen kunde han snarere lignes ved en gylden Arbejdsbi, der i Sol og Storm afsøgte alle Aandens Blomstermarker og trofast vendte |37| hjem til Kuben med Brodden skjult af Honning. Ligesom med hundrede Øjne overfoer han alle Landes og alle Tiders Literaturer, slog med sikkert Instinkt ned paa alt, hvad der kunde tjene som Ansporingsmiddel derhjemme, og fremstillede med den sindrigeste Kunst et Kraftuddrag deraf, en snart bitter, snart sødt krydret Livsvækker for den danske Ungdom. Hele Tidsafsnits Aandshistorie oprullede han paa nogle faa Sider, saa den fik et Dramas Flugt og Liv. Selv de dunkleste filosofiske Løngange forstod han at belyse ved et Par virkningsfulde Tankelyn, saa ogsaa de svagt Begavede fik en Slags Fornemmelse af, hvad der taltes om.

I denne Genfremstillingens Kunst stak den dybere liggende Hemmelighed ved den enestaaende Magt, han havde faaet over de Unges Sind. Ikke alene bedaarede den rent umiddelbart; men den bidrog til at skaffe ham Haandsrækning fra en Egenskab ved Folkekarakteren, som man overhovedet aldrig forgæves udnytter, og som han da ogsaa samtidig energisk bekæmpede: den danske Magelighed. Aldrig før havde den studerende Ungdom herhjemme kunnet tilegne sig Kundskaber paa en saa let og underholdende Maade. Mens man laa henstrakt paa sin Sofa med en lang Pibe i Munden, skred Verdensliteraturens store Personligheder En livagtig forbi, og Indholdet af deres Værker blev gengivet med en |38| saa bestikkende Anskuelighed, at det bagefter var, som om man selv havde læst og gennemtænkt dem alle, hvorfor ogsaa de fleste ansaae det for ganske ufornødent virkelig at gøre det. Man godkendte Nathans Domme og Synspunkter uden Indsigelse, fordi man antog dem for sine egne. Man fyldte sig med hans rent personlige Følelses- og Stemningsliv, indsugede hans orientalsk flammende Sympatier og Antipatier under Fornemmelsen af en trolddomsagtig Berigelse. Aldrig havde det saaledes gæret i den akademiske Ungdom af Vovemod og Frihedsbegejstring. Selv den mest tykblodede Bondestudent var som berust af Stordaadstrang, naar han efter nogle Timers Læsning i Nathans Skrifter rejste sig fra sin Sofa for at stoppe sig en ny Pibe.

Naa, mere end til en forbigaaende Opblussen blev det da som oftest heller ikke, og Tilbageslaget var i mange Tilfælde endda det kraftigste i Virkningen. Poul Berger var langtfra den eneste af Nathans Tilhængere, for hvem dennes Vækkelse var bleven Forberedelsen til en religiøs Genfødelse. Det kunde ikke være anderledes. Hvor et aandeligt Liv var bleven vakt og med nogen Alvor søgte mod Dybet, fandt det ingen anden opdyrket Jordbund at slaa Rod i end Teologien. Hvad der var af Kultur i Folket, tilhørte endnu saa godt som udelukkende Kirken. Hvor Overfladen|39| hørte op, begyndte enten Middelalderen eller Tomheden.

Paa en vis Maade kunde Omfanget af Nathans Betydning derfor bedst maales paa hans Modstandere. Hos adskillige af disse syntes han at have vakt den virksomme Lidenskab, den fanatiske Glød, han forgæves havde søgt at indblæse sine Medkæmpere. Endnu sporedes det religiøse Bagstræv dog ikke stærkt her i Hovedstaden, hvor Sindene var for optagne af det nyskabte Forretningsrøre. Ude i Provinserne derimod, især paa Landet, voksede det sig stærkt i Stilheden og samlede sig om Præstegaarde og Højskoler som en Hær omkring sine Fæstninger.

*       *
*

Efter at man havde rejst sig fra Bordet, gav Per og Jakobe en Slags Kur i et Hjørne af Havesalen, hvor den store Krystallysekrone nu var tændt.

Blandt de første, der kom hen for at hilse paa dem og trykke Pers Haand, var Proprietær Nørrehave. Med sin allertrohjertigste Snurren paa r'et udtrykte den svedne Jyde sin overordenlige Beklagelse af, hvad der den foregaaende Dag var sket hos Max Bernhardt, og forsikrede, at han for sit Vedkommende aldeles ikke havde samstemmet med denne »i Opfattelsen af Situationen«.

|40|

Per hørte kun efter med det ene Øre. Han havde stadig sin Opmærksomhed henvendt paa Nanny, der stod henne i den anden Ende af Salen og fjasede i en Kres af smiskende Kurmagere. Skønt han var bleven fast bestemt paa at lade hende sejle sin egen, plumrede Sø, kunde han dog ikke holde Øjnene fra hende. Han saae nu, hvordan Løjtnant Iversen, der havde været ude i Forstuen og hentet hendes Hermelinsslag, med dvælende Omhu lagde dette om hendes Skuldre, og hvordan han absolut ogsaa vilde hægte det under Hagen, hvad han dog ikke fik Lov til. Nanny knipsede ham over Fingrene. Men umiddelbart efter tog hun frejdig hans tilbudte Arm og skridtede afsted med ham gennem Salen og ud i Haven, hvor andre af Selskabets Unge (hvad Per ikke vidste) i Forvejen var tyet ud for at drikke Kaffen i det norske Lysthus.

Da Havedøren havde lukket sig bag dem, gled Pers Blik uvilkaarlig hen paa Jakobe, der sad i en Lænestol lidt fra ham og blev underholdt af nogle Bekendte. Udtrykket i hendes Ansigt slog ham; hun maatte have siddet og iagttaget ham og trukket Øjnene til sig i det samme Nu, — de havde ligesom endnu ikke faaet noget bestemt Blik.

Skulde hun have opdaget noget? — tænkte han, dog uden at foruroliges synderlig af Tanken, ja næsten med nogen Overlegenhed. Han kendte Jakobes egne moralske Skrøbeligheder i Forholdet |41| til Nanny. Han vidste, at de to Søstre elskede hinanden omtrent som Hund og Kat, og at Jakobe ikke var den mindst krigeriske af dem, omend Nanny maaske nok var den uforsonligste.

Proprietær Nørrehave var imidlertid bleven ved at snakke til ham, og det gik op for Per, at det var Mandens Hensigt at faa ham til at udtale sig om Gaarsdagens Begivenhed for at komme under Vejr med, hvad for nye Planer han nu havde med Hensyn til sin Sags Fremme. For ikke at røbe, at han endnu ikke havde nogen, blev Per stadig mere ordknap og forbeholden, hvilket dog kun forøgede Jydens Nysgerrighed og gjorde ham yderligere opsat paa at komme til Forstaaelse med ham.

Endelig trak han sig dog bort. Men i det samme nærmede en anden Herre sig sidelæns henne fra Gruppen omkring Jakobe. Det var Aron Israel. Den lille, frygtsomme og kejtede Videnskabsmand med den naive Beundring for alt, hvad han ikke forstod sig paa, ganske særlig for al praktisk Virksomhed, havde allerede en Stund kreset omkring Per for at afvente et Øjeblik, da han kunde komme til at hilse paa ham uden at træde andre i Vejen. Da han nu havde faaet fat i hans Haand, vilde han til Gengæld ikke slippe den, men blev ved at trykke den med Varme mellem begge sine.

»— — Og maa jeg saa benytte Lejligheden, |42| Hr. Sidenius, til at sige Dem en oprigtig Tak for Deres lille Skrift fra i Vinter. Det var en Dynamitbombe ... et Attentat ... men anvendt i Menneskelighedens Tjeneste. Jeg veed meget godt, at det ikke kan have nogen Interesse for Dem at vide, hvad jeg — en ganske Ukyndig — mener om Deres Bog; men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at sige Dem, at den trods sine mange stærke Udtryk — som vistnok kan have skræmmet en Del — har glædet mig meget.«

Per saae uvis ned paa den lille Mand, der ikke netop var den første af Gæsterne, som havde talt til ham om hans Stridsskrift og sagt ham Behageligheder for det; men medens han med sin (i den senere Tid saa letvakte) jyske Mistænksomhed havde opfattet de andres Lovord simpelthen som Høflighedsfraser eller som en Tribut, der ydedes ham paa Husets Vegne, kunde han vanskeligt tvivle om Aron Israels Oprigtighed. Dertil havde han hørt for meget om denne stille Lærdes begejstrede Sandhedssøgen og hele ideelle Stræben. Det var jo desuden ikke første Gang, han havde vist Deltagelse for ham og hans Fremtidsideer.

Per svarede ham, som sandt var, at han var overrasket over, at han overhovedet havde læst hans Bog. Den havde dog ellers ikke vakt nogensomhelst Opmærksomhed. Bladene havde jo ikke engang omtalt den, hvorimod alle de københavnske Aviser i de samme Dage, da Bogen udkom,|43| havde været meget optaget af en fremkommen Plan til en Flytning af Tivoli.

»Jeg lagde godt Mærke dertil,« sagde Aron Israel. »Og jeg har derfor ogsaa gaaet og kæmpet med Lysten til at skrive Dem til. Jeg syntes, De skulde dog ikke være uvidende om, at der var Folk herhjemme, hvem Deres stolte og frejdige Tro paa Menneskehedens Udviklingsmuligheder og Deres hele Storsyn paa Fremtidens Naturerobringer har varmet og opbygget. Ja ... jeg bruger med Forsæt det Ord. Efter min Mening hører Deres Bog til den sande Opbyggelsesliteratur; den virkede paa mig som et Foraarspust, — lidt hovedsvimlende men saa velgørende muldfrisk. Jeg ønsker inderlig, at Deres Naturevangelium vilde blive taget ret til Hjerte af vor kære Ungdom herhjemme, der jo stadig behandler Realkundskaberne med en uforstandig Overseenhed og rimeligvis derfor saa sørgelig let forknyttes af Livet.«

Per havde lempelig trukket sin Haand til sig; han var bleven rød.

Saadan gik det ham altid. Med al sin udæskende Selvfølelse, alle sine bryndefulde Drømme om Hæder og Beundring blev han forlegen, saasnart Nogen for Alvor udmærkede ham. Da han nu tilmed i denne Tid havde en naturlig Sky for at komme for dybt ind paa Omtalen af sine |44| egne Forhold, søgte han at føre Talen hen paa andre Ting.

Men Aron Israel var for optaget af sit Emne. Han gav sig til at tale om Nathan, til hvis Virksomhed Per havde hentydet et Sted i sin Bog med noget af den Ringeagt, han paa dens Tilblivelsestid endnu nærede for alle Æstetikere. Aron Israel sagde, at trods den næsten ubegrænsede Beundring, han for sit Vedkommende følte for denne Mand, kunde han jo nok indrømme, at hans Mangel paa naturvidenskabelig og teknisk Interesse var at beklage og kunde blive af skæbnesvanger Betydning for den Del af den danske Ungdom, for hvilken han havde været Opdrager. Det vilde unægtelig have været heldigere, om hans Virksomhed havde fremkaldt flere Handlingens Mænd og færre Skønaander. Her var utvivlsomt en Forsømmelse at indhente, og til at løse denne Opgave — maaske Tidens største — syntes Forfatteren af »Fremtidsstaten« — det skulde være sagt uden al Smiger — at sidde inde med fremtrædende Betingelser. Det yngste Slægtled ventede øjensynlig paa sin Vækker og fremtidige Fører. En Trone var ledig. Der spejdedes efter den udvalgte, den kongebaarne — —.

Han maatte afbryde. Der var pludselig bleven stille over hele Salen. En sortmanket Herre havde anbragt sig ved det store Flygel og slog et Par Akkorder an, mens Ivan med et Ansigt, der straalede|45| som et nyslaaet Tyvekronestykke, førte en høj og sværbarmet Dame hen ved Siden af Pianisten.

Dette var Afsløringen af den store Overraskelse, som Ivan havde kaldt le clou. Damen, en berømt Sangerinde fra den kongelige Scene, havde vist Familjen den Velvilje at modtage en Indbydelse til Selskabet og (mod et klækkeligt kontant Vederlag forøvrig) at synge to Sange og et Dakapo-Nummer efter Bordet, en Gunstbevisning, som hidtil — hvad de fleste af de Tilstedeværende vidste — kun var bleven enkelte meget højtstillede og velhavende Adelsfamiljer til Del.

Per, der ganske manglede Øre for Kunstsang, søgte at slippe bort. Han saae, hvordan nogle andre Herrer, hvem Rygeværelsernes Fred lokkede, heldig smuttede ud langsmed Væggene. Selv havde han imidlertid for langt til Udgangene. Inden det lykkedes ham at naa en af Dørene, lød der et Teaterskrig gennem Salen og straks derefter et hendøende pianissimo, der nødte ham til at standse og slaa sig tiltaals.

Damens Sang hørte han dog ikke meget paa. Det var Aron Israels Ord, der blev ved at tone i hans Øre; de havde gjort ham saa underlig svimmel. Der var ligesom noget af en Styrelse i, at han skulde møde denne begejstrede Tillid netop nu, da han selv var begyndt at tvivle. For nu tilstod han det, at han — i enkelte, mismodige Øjeblikke — havde været ved at tabe Troen paa, |46| at han ogsaa virkelig hørte til de kaldede. Der var derfor gaaet et Stød igennem ham, dengang den underlige lille Mand paa sin profetiske Maade havde talt om »den ledige Kongetrone«. Hans Ungdoms fejreste Haab — det, han i Grunden forlængst havde sluppet — vendte ved disse Ord stormende tilbage i hans Sind som en bortskræmt Ørn til sin Rede.

Han vaktes først af sine Tanker, da Sangen hørte op og Bifaldet — ledet af Ivan — raslede gennem Salen som en Hagelbyge. Han lettede Skulderen fra Væggen og skyndte sig bort. I det samme kom han til at tænke paa Nanny, der endnu ikke var vendt tilbage med sin Kavaler. »De morer sig nok godt,« sagde han til sig selv, og der paakom ham pludselig en bitter Lyst til at gøre en Afstikker ned i Haven for at se, hvad de vel tog sig for derude i Mørket og Ensomheden.

Henne ved Døren stødte han paa Onkel Heinrich. Den gamle Buk havde i Dagens Anledning ladet sig krølle over hele Hovedet og bar med Frækhed sin store, falske Brillantnaal, der straalede i hans Skjortebryst som en kongelig Æresgave.

Per vilde gaa ham forbi. Han havde siden sin Hjemkomst saavidt muligt undgaaet denne det salomonske Hjems onde Dæmon, der vedblivende gav sig Mine af at være hans Velgører, |47| og hvis Frisprog Per i sin Friertid havde fundet sig i af Frygt for hans giftige Tunge.

Onkelen standsede ham imidlertid og trak ham med en hemmelighedsfuld Blinken lidt tilside.

»Et Ord i Forbigaaende, min kære Ven! ... Men allerførst min ærbødige compliment! Det synes jo at gaa fortræffeligt iaften.«

»Hvordan mener De?« spurgte Per uden at skjule sin Utaalmodighed.

»Hvad beha'er? ... Naa saadan! ... De vil spille Komedi' ogsaa for mig. Det kan De ellers spare Dem, søde Ven, jeg kender Dem veed Gud tilstrækkeligen godt. Men gener Dem bare ikke. Bliv kun i Deres Rolle — det er maaske netop rigtigst. Deres Alvorsmaske er af en grandios Virkning, kan jeg fortælle Dem. Herr Gott von Manheim, hvor har jeg moret mig! Folk taler om Dem som om et veritabelt Mandfolk. Er det ikke Komik? ... Men bliv bare ved! Træk dem ved den lange Næse allesammen! Put dem Snus i Øjnene! Hug i, hug i, saa jeg kan have lidt Ære af Dem!«

Per saae med et foragtfuldt Blik ned paa den hæslige lille Mand, hvis halvt tilgroede Basiliskøjne formelig sprudede af Ondskab. Den forlorne »Direktør« var aldrig mere edderspændt, end naar der var Selskab i Svogerens Hus, fordi ingen af Gæsterne vilde have noget med ham at gøre. |48| Særlig viste alle Børsens Mænd ham aabenlyst deres Ringeagt.

»Hvad er det, De staar der og sludrer om,« sagde Per. »Har De noget at sige mig, saa skynd Dem.«

»Allerærbødigste Tjener! Allerærbødigst! ... Veed De, at De minder mig om en Styk', jeg engang saae her paa Kongens Teater ... en dum Styk', naturligvis, saadan et Ridderspektakel fuld af Vers og Vaas. Der var deri en ung Mand, en Døgenicht, en Bondeknold, som alle blev forgabet i, hvor han viste sig paa Tribunen. Alle Damerne hang sig om Halsen paa ham, og Kongen selv gjorde han smaatosset af Beundring, saa han udnævnte ham til sin Minister, og altsammen formedelst en Ring, han bar skjult paa sig, med noget Troldskab i, forstaar sig, — den gjorde ham saa dajlig i alles Blikke. Sig mig, den Ring har vistnok De arvet, min søde, kære Herre! ... Eller hvad mener De selv? Her kommer De tilbage fra Deres Rejse og makker straks en Skandal', saa man maa skamme sig over Dem. Og idag er De ikke desmindre Aftenens Helt og gør Karrier'. — Men De, Højstærede, finder det naturligvis altsammen i sin gode Orden!«

Den Mand maa jeg ved Lejlighed se at faa lukket Munden paa, tænkte Per ved sig selv, men fik i det samme et overlystigt Indfald. Nej, fortsatte han, han skulde netop have Lov til |49| at beholde sit Frisprog! Han skulde være hans Hofnar, hvis Vittighed og ærlige Ondskab skulde krydre ham en stille Time nu og da under Tilværelsens buldrende Maskerade!

Han lagde højmodig sin Haand paa den dværgagtige Mands Skulder og sagde:

»Lad nu det være godt, allerærværdigste Onkel! Har De noget andet at sige mig, saa kom frem med det. Jeg vil nødig opholdes.«

»Naa, — hør et Ord da! Veed De, at man er i Færd med at faa lavet et nyt Konsortium paa Deres Navn? De kender jo ham, den dicke Bonde, der er kommen her iaften og stinker op med sine sure Fedtlærsstøvler, — Nørrehave hedder han. Jeg saae, han stod og talte med Dem før. Mærkede De ikke noget?«

»Nej, — ikke noget særligt.«

»Nej, naturligvis! Men det er nu alligevel, som jeg siger. Han og saa denne lange Vindbøjtel, Hasselager — Overretssagføreren — har Følehornene ude allevegne. Jeg har selv observeret det. Jeg saae dem for lidt siden begge to staa og snakke med ham, denne Dummepeter, Etatsraad Erichsen med Oksefjæset, som man gør saa meget Væsen af og kalder en Hædersmand og Patriot, fordi at han lader sig snyde Vandet ud af Øjnene, bare man skriger op om Fædrelandssind og national Oprejsning og Aandens Dannevirke ... Tossehoved. Jeg tænkte straks, at det var Dem, der var paa |50| Tapetet, og jeg holdt mig saa i Nærheden for at høre lidt. Jeg troer nok, at der var Bid. Etatsraaden hørte da meget opmærksomt efter de to Herrer og saae ganske fordummet ud. Derfor siger jeg: gør nu ingen Taabeligheder fler. Benyt Øjeblikket og hug i med alle Negler! En saa gunstig Lejlighed kommer kanske ikke saa snart igen!«

Per stod lidt uden at sige noget. Han havde just ikke megen Tillid til Betydningen af den andens Iagttagelser; men Meddelelsen gjorde dog et vist Indtryk paa ham.

»Var det bare det, De vilde fortælle mig?« sagde han saa.

»Nej.«

»Der er altsaa mere?«

»Ja, ... men De kan vist ikke gætte, hvad det er,« sagde han med sammenknebet Øje og gjorde en lang Pavse for at spænde Pers Nysgerrighed. »Da jeg i Formiddags promenerede i Vimmelskaftet, mødte jeg — hvem tror De? — Oberst Bjerregrav.«

Det gav ved Lyden af dette Navn et lille Sæt i Per.

»Saa talte De vel med ham,« sagde han henkastende.

»Naturligvis.«

»Fortalte De ham maaske, hvad der igaar foregik hos Max Bernhardt?«

»Naturligvis.«

|51|

»Naa — hvad sagde han til det?«

»Han vidste det allerede.«

»Saa—aa. Fra hvem?«

»Det fortalte han ikke. Men jeg har siden gættet det. Han lod nemlig et Ord falde om denne Nørrehave og spurgte mig — saadan forborgent — om jeg kendte noget til ham, og hvad det var for en Person. Den schlauer Fuchs har allerede igaar været hos ham og snakket ham noget for. Jeg siger Dem: Obersten vidste Besked med alt, hvad der var passeret hos Max. Og — at tænke sig det! — han var aldeles imponeret af Dem. Gud straffe mig, han ligefrem gottede sig, fordi at De havde vovet at give Max den Salut i Synet. Han saae jo gerne alle voreses unge Rabalderjøder hængt, — og Gud velsigne ham for det! Hans Øjne formelig skinnede. Den Karl tager jeg min Hat af for, sagde han ... Og jeg forstod jo nok, at han havde en Hensigt med at sige det. Det var Meningen, at jeg skulde fortælle Dem det bagefter. Han vil gøre sig lækker for Dem, forstaar De? Han haaber endnu paa en Forligelse. Det er Manden efter mit Hjerte, sagde han. Det er vores egen friske danske Ungdom, der nu kræver Plads og vil slaaes med al den fremmede Yngel, som har faaet Lov at skyde tilvejrs her i Landet. Det var nøjagtig Menneskets Ord ... Komik, hva'? Storartet!«

Per stod i egne Tanker og svarede intet.

|52|

»Naa — har jeg saa ikke Grund til at kalde Dem en Lykkens Pamphilius?« vedblev den anden. »Jo flere Dumheder De laver, jo større Furore gør De. — —«

Der blev tysset paa ham af nogle Folk, der stod i Nærheden. Sangerinden havde taget et nyt Nodeblad, og der var igen bleven kirkestille i den store Sal.

Per vendte sig fra ham og listede ud af Døren.

Langsomt og tankefuld gik han gennem Kabinettet og videre ud i Forstuen. Herfra stod Døren aaben ind til Biblioteket og den bagved liggende Billardstue, der begge tjente som Rygeværelse. En tæt Havannadamp trængte allerede ud fra det forreste Rum, hvor en Samling højrøstede Herrer førte en livlig Debat. De kunde ikke ses fra Forstuen, men deres Stemmer overdøvede endogsaa herude Musikken fra Salen.

Et Par Skridt fra den aabne Dør standsede Per med eet. Han havde hørt sit Navn nævne derinde. Og da han havde staaet lidt og lyttet, blev det ham klart, at det var ham, Ordstriden galdt, og at det var hans Projekt, der havde sat Lidenskaberne i Bevægelse. Der var to, som i Munden paa hinanden sagde, at Københavns Interesser for Landets egen Skyld ikke turde angribes, hvortil en anden — en Mand med en kraftig Stemme — svarede, at for ham var det netop det ny og tiltalende ved den fremsatte Tanke, at den saa afgørende|53| brød med Concentrationsprincipet, der havde voldt Landet ubodelig Skade og fjernet os mere fra de evropæiske Forretningscentrer, end vor geografiske Beliggenhed gjorde det nødvendigt.

Per vilde ikke høre mere. Han vendte sig med Skyhed bort og gik tilbage til det tomme Kabinet. Her blev han en Stund staaende henne ved et aabent Vindue, der vendte ud imod Landevejen og Skoven og den endnu svagt farvede Aftenhimmel.

Skulde hans Tid endelig være kommen nu? ... Det faldt ham ind (og han smilte lidt spodsk derved), at Øjeblikket i saa Fald nøjagtig vilde stemme med hans egen gamle, halvglemte Beregning, ved hvilken der netop var bleven taget Hensyn til den sandsynlige Virkning hos Godtfolket af det, som var sket her idag. Med hans Forlovelses Offenliggørelse var den sidste Sten sprængt paa den dristige Klippevej, han ved egen Magt havde ryddet gennem Fordommenes Revl og Krat ... op til den Ærens forgyldte Tornekrone, hvis Glans havde straalet i alle hans Drømme, siden han var en halvvoksen Dreng.

Inde i Salen brød et nyt Hagelvejr løs. Per, som mente at kunne høre, at der samtidig fandt et Opbrud Sted, og at man var ved igen at fordele sig i Værelserne, bestemte sig til at gøre sig usynlig for en lille Tid. Han vendte tilbage til |54| Forstuen, fandt her sin Hat og Frakke paa en af de overfyldte Knagerækker og gik bort.

Aftenen var ganske sommerlig — stille og farverig. Der mærkedes ikke et Vindpust, endda Skyerne fløj hastig afsted under Stjernerne. Per spaserede langsomt lige ud ad Landevejen, vel tilfreds med at være sluppen bort fra det larmende Selskab og de ophedede Stuer med deres parfymemættede Atmosfære. Til den ene Side havde han Skoven, til den anden saae han ud over Sundet, der laa som nedsænket i en let Taage. Med den vaagnende Sans for Naturens Skønhed, som han skyldte sit Ophold i Italien, gav han sig villig hen i den fredelige Aftenstemning. Et Par Gange standsede han og aandede dybt for ret at fylde sig med den dugkølige Luft, der friskende og ligesom rensende gennemtrængte hele Legemet. Hatten holdt han endnu i Haanden, og den langskødede Overfrakke havde han i Skyndingen blot kastet løst over sig, saa den hang frit ned fra Skuldrene og flagrede omkring ham som en Kunstnerkappe.

Ved et Vejsving, hvor han kom Vandet ganske nær, standsede han igen. Sundets hele Flade laa her udbredt foran ham mellem de vigende Kyster, overhvælvet af en nu næsten skyløs Himmel. Mens Onkel Heinrichs og de disputerende Herrers Ord stadig summede ham om Ørene, blev han staaende her og fortabte sig i Beskuelse. Det var saa velgørende, saaledes at lade Tankerne hvile og |55| Bekymringerne sove for et Øjeblik og stille opgaa, ja opløses i det uendelige Verdensrum.

I flere Minutter stod han ubevægelig og lyttede til de bløde Klunk af Vandet langsmed Stranden. Ligesom hin Aften efter Hjemkomsten, da han tilligemed Jakobe havde staaet omtrent paa den samme Plet, betoges han paa ejendommelig Maade af denne ensformige Lyd, der i den dybe Stilhed lød som Evighedens egen Tale.

Ogsaa Stjernerne blev saa underlig levende for ham. Der var især en lille, kraftigt lysende en, der stod lige over Hveen; den blinkede saa fortrolig, ligesom genkendende til ham; det var, som den anstrengte sig for at minde ham om noget. Husker du mig ikke? — syntes den at spørge. Mindes du ikke dengang ... for længe, længe siden ... langt borte herfra ... i en hel anden Verden ...?

Lyden af en Damper drog igen hans Blik mod Jorden. Og nu opdagede han nede i Syd — et Sted umiddelbart ved Stranden — et pragtfuldt Lysfænomen? der i første Øjeblik næsten forskrækkede ham. Det gik dog hurtigt op for ham, at det maatte være de Lysballoner, som Ivan havde faaet Lov til at anbringe i den nederste Havegang derhjemme paa Skovbakken, og som, idet de spejlede sig i det blanke Vand, frembragte Indtrykket af en Række luende Ildsøjler. Lidt højere oppe skimtede han nu ogsaa gennem Havens |56| mørke Trægrupper Skæret fra selve den fuldt oplyste Villa. Det hele Syn var i den stille Aften af en egen fantastisk Virkning og mindede om et straalende Fepalads.

I det samme kom han til at huske paa, at han jo havde haft i Sinde at opsøge Nanny og hendes Kavaler derude i Haven. Han havde virkelig ganske glemt det, havde overhovedet ikke haft nogen af dem i Tankerne den sidste halve Time, hvorover han følte sig meget tilfreds. »Lad ham, i Guds Navn, beholde hende!« sagde han til sig selv og tog med disse Ord uigenkaldelig Afsked med Nanny og med Elskovseventyret i det hele taget. Herude, Ansigt til Ansigt med Uendeligheden, blev Erindringen om, hvad der for et Par Timer siden forefaldt imellem dem, ham ligefrem modbydelig.

Naa — tænkte han videre, idet han endelig løsrev sig og fortsatte sin Gang — der vilde ogsaa næppe foreløbig blive levnet ham Tid til den Slags Adspredelse. Der skulde nu tages fat med full steam! Der maatte ganske rigtig smeddes, mens Jernet glødede ... Straks den næste Formiddag vilde han søge Obersten. Han kunde nu gøre det, uden paa nogen Maade at føle sig trykket deraf. Efter den indirekte Hilsen, Obersten havde sendt ham, var der ikke længer noget ydmygende deri. I Grunden var han ganske rørt over den gamle |57| Mand og fortrød næsten at have vist ham saa lidet Hensyn.

Men nu blev hans Tanker igen ledet bort ved Lyden af Sang og muntre Stemmer inde fra en Villahave, der vendte ud til Vejen. Han havde hidtil været temmelig uforstyrret, havde kun mødt en enkelt Fodgænger og et Par Vogne med hjemfarende Skovgæster. Nu var han kommen i Nærheden af en af de store Landligger-Kolonier, der i Aarenes Løb var opstaaet udenom Resterne af Kystens Fiskerlejer. Snart blev der meget livligt omkring ham. Det smukke Vejr havde lokket Folk ud i Haverne, og gennem de aabne Vinduer lød muntre Melodier.

Men Per foretrak Stilheden. Før han var naaet rigtig ind i Byen, vendte han om og gik hjemad.

Da han paa Tilbagevejen igen kom forbi det Sted, hvor han først havde hørt Musik, kastede han et Blik ind over den høje Tjørnehæk, der skilte Haven fra Landevejen. Derinde laa en lille straatækt Villa omgivet af et Par Trægrupper, hvorimellem nogle unge Herrer og Damer løb og legede.

Der var noget i dette Syn, som fik Per til at standse. Det var aabenbart: ogsaa derinde var der Fest. Damerne var alle lystklædte og Herrerne i sort. Hvad der slog Per, var Modsætningen mellem dette Selskab og det, han selv nylig havde |58| forladt. I disse Dragter sporedes ingen nymodens Paavirkning af evropæisk Fordomsfrihed, og Legen, der legedes, var den gode gamle nationale og højst uskyldige: Saltebrød. En Student havde netop anbragt sig ved et Træ med sin hvide Hue for Ansigtet og var begyndt at tælle, mens de andre listede afsted over Plæner og Gange for at skjule sig bag Buskene. Gennem den aabne Havedør saaes et halvt afdækket Familjebord og omkring dette et Par ældre, tobaksrygende Herrer — den ene med Kalot — som fuldstændiggjorde Billedet af borgerlig Jævnhed og Hygge.

Per blev staaende og betragtede den muntre Leg, indtil hans Hjerte bler uroligt derved. Gennem Latteren og Udraabene hørtes ogsaa stadig Musikken inde fra Stuen, — tynde, sprukne Klavertoner fra et af den Slags bedagede Instrumenter, som han aldrig kunde høre uden at bevæges, fordi det var paa et saadant, at hans Søster Signe i sin Tid havde spillet derhjemme i Præstegaarden.

To unge Piger kom gaaende med hinanden om Livet ude fra Gaardspladsen bagved Villaen. De anbragte sig paa Trappen udenfor Havedørene, hvor de sværmerisk gav sig til at betragte Stjernehimlen. Nogle af de forpustede Damer, der havde været med i Legen, satte sig hos dem, og efterhaanden dannede der sig en hel Klynge af hvidklædte|59| Skikkelser, der kiggede op paa Himlen, mens de viftede sig med deres Lommetørklæder.

»Bare der vilde falde et Stjerneskud!« sagde En.

»Hvad vilde du saa ønske?« spurgte en anden.

»Det siger jeg ikke for alt i Verden!«

»Vil De heller ikke betro det til mig, Frk. Jensen?« spurgte Studenten, der sammen med nogle andre Herrer havde slaaet sig ned paa en Græsplæne lige overfor Gruppen.

»Jeg veed ikke — aa jo forresten — dersom De vil love mig ikke at sige det til noget Menneske.«

»Det sværger jeg!« udraabte han og lagde Haanden paa Hjertet. »Hvad vilde De saa ønske?«

»Jeg vilde ønske, at ... at jeg ikke maa komme til at svide Vællingen imorgen.«

Jubel og Haandklap fra den hele Forsamling. Men nu var der En, der spurgte:

»Skal vi saa ikke have en Sang?«

»Ja syng, kære Børn,« sagde en ældre Dame, der under det sidste var kommen frem i Døraabningen. »Saa anretter vi Desserten imens.«

Per var imidlertid, uden at han vidste det, bleven iagttaget af et af de enligt gaaende Par, der endnu færdedes omkring i Haven og her med Forkærlighed søgte de mindst belyste Gange. Og pludselig dukkede et Mandshoved op umiddelbart foran ham paa den anden Side af Hækken og spurgte, idet Hatten blev løftet med ironisk Høflighed om den Herre maaske ventede paa Nogen.

|60|

Saa luskede Per stille bort.

Men da han havde gaaet et hundrede Skridt standsede han igen og lyttede: de var begyndt at synge derhenne. Han genkendte straks baade Melodien og Ordene, — det var en af de gængse Aftensange, som ogsaa hans Søskende plejede at synge om Sommeren i det Fri:

»Fred hviler over Land og By,
ej Verden larmer mer.
Fro smiler Maanen til sin Sky,
til Stjerne Stjerne ser.«

Han lyttede med tilbageholdt Aandedræt. Aldrig, syntes han, havde han hørt saa mange smukke Stemmer. Aftenens dybe Ro gjorde vel sit dertil. Trods Fjernheden lød ethvert af Sangens Ord saa mærkværdig klart og fuldt i hans Øre. Der var næsten noget overnaturligt deri. Sangen syntes at stige umiddelbart op af Jorden omkring ham, at tone ud fra selve den nøgne Mark som et Kor af Underjordiske.

»Og Søen blank og rolig staar
med Himlen i sin Favn.
Paa Dammen fjerne Vogter gaar
og lover Herrens Navn.«

Han havde lukket Øjnene. En ukendt Smerte betog ham ved disse Toner, der vakte ligesom et hulkende Ekko i skjulte Dybder af hans Sjæl.

|61|
»Det er saa fredeligt, saa tyst
i Himmel og paa Jord!
Vær ogsaa stille i mit Bryst,
du, Flygtning, som der bor.«

*       *
*

Henne paa »Skovbakken« var Dansen nu begyndt. Det var dog foreløbig mest Ungdommen, der havde Mod til at røre sig saa kraftigt efter den svære Middag. De Ældre havde fordelt sig omkring i Stuerne, eller de sad som Tilskuere langsmed Salens Vægge.

Stemningen, — der et Øjeblik efter Koncerten truede med at slappes — var atter bleven livfuld, da Balmusiken spillede op og der samtidig blev sat stærke Drikke ind i Rygeværelserne.

Ind gennem et af Kabinetterne kom Dr. Nathan stormende med to af Aftenens yngste og smukkeste Damer under Armen, — paa Vej til Dansen. Ved ingen Lejlighed var denne mærkelige Mand maaske mere beundringsværdig end i en Selskabssal. Hvor lang hans Arbejdsdag eller Arbejdsnat end havde været — og Lampen i hans Studereværelse brændte ofte endnu, naar Dagen gryede — kendte han ikke til Utidighed men kastede sig ind i Underholdningen med altid lige ungdommelig spænstig og paagaaende Kraft. Han havde aldrig kunstige Oplivelsesmidler nødig. Saa oprigtig og dyb hans Menneskeforagt under Aarenes Kamp var bleven, |62| den havde dog aldrig faaet Bugt med Levetrangen hos ham. Festlig oplyste Stuer, smukke Kvinder, Smil og Blomster holdt ham i Aande. Naarsomhelst og hvorsomhelst man fik Øje paa ham, saae man ham fuldt optaget af at fortælle, forklare og overbevise. I Selskabslivet som i Literaturen var han en Erobrer og Fortryller, og med al sin overmodige Udæskning var han egenlig altid bekymret for, at man ikke skulde synes om ham. Selv den ubetydeligste unge Students Mening om ham var ham aldrig helt ligegyldig. Han kunde ofte nok i sine Skrifter tale overlegent og spottende om Livet og dets Gøglespil, — overalt hvor han mødte det, fik det alligevel hurtig Magten over ham. Endog i dets allermindst tiltalende Former kunde han ikke modstaa det, saa ukuelig, saa overdaadig frugtbar var Naturbunden hos dette Hovedstadsmenneske, der var født i selve Byens Midte, vokset op af dens Stenbro som Sydens flammeblomstrende Kaktus af en Klippegrund.

Det var netop denne tindrende Livsoptagethed, der gjorde ham til en saa ejendommelig Fremtoning i et ufrisk Bondeland som det danske. I Tidens literære Koncert, hvori der hørtes alle Slags Instrumenter fra Domsbasunen til Markedstrompeten og det fromme Kirkeklokkespil, var og forblev han Naturtonen — den paa eengang dragende og ængstende. Som han her hastede frem mod Dansesalen med de to rødmende unge Piger under |63| Armen, selv graa og bukkeskægget og let haltende paa det ene Ben, var han en levende Anskueliggørelse af, hvad han havde været og havde betydet for sin Samtids Ungdom: Skovguden, den store Pan, der med sin Tryllefløjte havde lokket endog de Forsagte ud til Livsforyngelsens hellige Kilder og et Øjeblik havde faaet det degnetunge danske Folk til at danse.

Mellem de mange Tilskuere inde i Salen var ogsaa Jakobe. Hun var bleven siddende i den samme Stol, hvori hun havde overværet Koncerten, fordi hun ligefrem havde haft ondt ved at rejse sig, saa dødmat var hun; ogsaa fordi Musiken og den hele Danselarm gjorde hende godt, idet den forhindrede hende i at tænke.

Hun havde dertil haabet at kunne være mere upaaagtet her end inde i Stuerne; men ulykkeligvis havde Kandidat Balling kastet sig over hende, og han sad nu og snakkede løst og fast om Poul Berger.

Jabobe hørte dog knap paa ham. Hendes Øjne søgte frygtsomt rundt i Salen efter Per. Hun havde intetsteds kunnet se ham, hvorimod Nannys gyldengule Skikkelse idelig saaes mellem de dansende. Hun tænkte da, at han vel havde slaaet sig ned i Rygeværelserne, og hun ønskede kun, at han vilde blive der. Hun sad i stadig Angst for, at han skulde komme og byde hende op til Dans. Hun troede sig ikke længer i Stand til |64| at beherske sig, dersom han i det hele skulde forsøge nogen Tilnærmelse.

Det lange Literaturmenneske ved hendes Side lagde slet ikke Mærke til hendes Aandsfraværenhed. Han var som altid selv meget urolig og adspredt, stoppede hvert Øjeblik op i sin Tale og vendte et Æselsøre nu til den ene nu til den anden Side for at opfange noget af de Omkringsiddendes Tale. Ved Synet af Nathan, der nu viste sig i Døren, blev han endda for en Tid ganske stum.

Kandidat Balling var et af disse oprindelig skikkelige og godmodige unge Mennesker, der under Paavirkning af Nathan var sprunget op som kamptørstige Løver, men senere — efterhaanden som de modnedes — havde erkendt deres Fejltagelse uden dog at have kunnet faa sig til aabent at tilstaa dette, endsige til — som Poul Berger og andre — at gøre Springet tilbage til den anden Side for herfra uforknyt at bekrige deres forrige Venner. Han var en Type paa den sejrende Fremskridtshærs blege Efterskulkere, der blot fulgte Fanerne af Frygt, mens de i Hjertet triumferede over ethvert Nederlag. Og det stemte ikke hans Sind blidere mod de lavrbærkronede Kæmpende, at han godt følte, hvorledes han forraadte ogsaa sig selv, fordi hans engang saa lovende Evner tørrede hen i de falske Forhold, hvori ban sad indspunden.

|65|

At han i en vis Forstand var et Offer for sin Hæderlighed, gjorde ham — ogsaa i hans egne Øjne — til en tragisk Skikkelse. Ovre paa hin anden Side vilde han sikkert have haft de allerbedste Udsigter til at faa sine stolte Ungdomsdrømme opfyldte og i Lighed med Poul Berger blive en Kampfører og Fornyer. Derfor kunde hans Ansigts Bleghed pludselig gennembrydes af en skummel Rødme, naar han — som i disse Øjeblikke — ubevogtet iagttog sin Forfører i al hans Sejrglans.

Nannys gyldenpansrede Bajadereskikkelse saaes nu igen midt i Dansevrimmelen. Hun hvilede i sin Kavalers Arm med et saa straalende Smil, at Ingen let skulde falde paa, at hun i Virkeligheden (ligesom ved Middagsbordet) befandt sig i Vaande. Hendes hele kunstlede Opførsel denne Aften havde været beregnet paa at bringe hint forsmædelige Optrin med Per i Forglemmelse hos ham. Det havde været hendes Hensigt at forvirre og forviske Indtrykket af, hvad der var sket, og samtidig at hidse ham op til en ny Tilnærmelse, der kunde give hende Lejlighed til at skaffe sig en glimrende Oprejsning. Nu havde ogsaa hun lagt Mærke til hans lange Fraværelse. Hun havde forgæves spejdet efter ham allevegne og var bleven grebet af en endeklemmende Angst for, at hun havde spændt Buen for stærkt og gjort ham rasende, saa han af Hævngerrighed kunde finde |66| paa at sladre af Skole overfor Dyhring. Hun havde tilsidst i sin Uro søgt ham omkring i alle Stuerne, ja endog gjort en Afstikker ind i Rygeværelserne under Paaskud af, at hun længtes efter sin Mand, der sad derinde i en Kres af satte Borgere, og hvem hun da ogsaa med megen Naturlighed havde givet et kælent Kys paa Øret.

Dyhring havde (ligesom under Middagen) naadigt besvaret hendes Kærtegn ved at klappe hende paa Kinden. Naar hun derfor stadig mente, at han ingenting havde mærket, skuffede hun sig imidlertid grundigt. Han havde hele Tiden været fuldkommen klar over, hvem det var, han skyldte, at Nanny siden Opholdet i Rom havde været saa bedaarende elskovsfuld og saa magtløs i sin Hengivelse. Men i god Overensstemmelse med sit Livs hele ledende Tanke havde han gemt denne Viden saa dybt i sin Sjæl, at den ikke anfægtede ham. Han sagde til sig selv, at naar dog han alene nød godt af hendes Elskovsblussen, var det jo ganske ligegyldigt, hvem der fremkaldte den. Han havde derfor ingenting at beklage sig over. Hans Stilling var tværtimod saa bekvem og behagelig, som tænkes kunde. Idet han overlod det til andre at have Besværet med at tilfredsstille hans Kones Forfængelighed, mens han selv alene nød Frugterne, var vistnok Idealet af et Samliv naaet.

At Nanny nemlig ikke vilde misbruge sin Frihed og i Smug overskride Grænserne for, hvad |67| der var hende tilladt, derpaa mente han at kunne være sikker. Efter nøjere at have lært hendes Natur og Sindsbeskaffenhed at kende, og navnlig efter at han (til yderligere Beroligelse) behændig havde opkildret hendes Ærgerrighed og ladet denne udmale for hende et Fremtidsperspektiv, der endte i selve Hoffets Sale, var han temmelig overbevist om, at hun vilde vogte sig endog for det blotte Skin af Skandale. Hvor stor Fristelsen end maaske kunde være for hende, vilde det sikkert gaa hende, som naar hun i Butikerne lystent vedblev at omkrese og befingre en eller anden Ting, der havde opvakt hendes Behag, men uvægerligt tilsidst lod den ligge, saasnart der var Tale om, at hun selv kunde komme til at betale den.

Dette var den unge Chefredaktørs Tanker, mens han sad der nedsunken i en Lænestol omtrent i den samme Stilling, hvori han i sine yngre Dage yndede at lade sig fotografere og udstille i Boghandlervinduerne til Borgerskabets fnysende Forargelse: skødesløst henslængt med det ene Ben over det andet og en Cigaret mellem Fingerspidserne — som var Livet en Siesta og Tilværelsens hele Indhold akkurat et Smil værd. Han sad nu her som Midtpunktet i en Kres af Børsens mere fremtrædende Mænd og var fra alle Sider Genstand for megen Opmærksomhed.

Som han i sin Tid havde skabt sig sit Ry ved |68| at udæske den hjemlige Forargelse, fandt han nu (med samme Klogskab) sin Regning ved at sige og skrive netop det, som han vidste, at Folk — og da især Børsens Folk — i Øjeblikket helst vilde høre. Hans Rejsebreve om franske og italienske Handelsforhold havde af den Grund vundet megen Anerkendelse indenfor Forretningsverdenen og havde givet ham Lov for at sidde inde med en overraskende Sagkundskab. Han havde heri stadig fremhævet den danske Handelsstands Retskaffenhed og Soliditet i Modsætning til Udlandets Spekulationsfeber, og det var da ogsaa allerede bleven den almindelige Mening, at han havde vist sig Stillingen som Leder af det store Handelsblad fuldkommen voksen. Man havde i hans Artikler fundet en Alvor og en Ansvarsfølelse, som man ikke havde turdet vente af »Falkens« forhenværende Varieteanmælder. Og man saae i hans Udnævnelse, der fra Begyndelsen var bleven saa stærkt kritiseret, et nyt Bevis paa Max Bernhardts geniale Evne til at udvælge sine Folk og anbringe dem paa de rette Pladser. Paa de Fotografier af ham, der nu var i Handelen, havde han ogsaa ladet sig fremstille ved et Skrivebord og vendt ud imod Beskueren med et Ansigtsudtryk, der var præget af en velmeriteret Skatteborgers bekymringsfulde Alvor.

Endelig vendte da Per tilbage fra sin Udflugt. Han havde selv en Fornemmelse af at have været |69| temmelig længe borte, og af Frygt for at blive savnet og tvunget til at forklare sig havde han skyndt sig noget mere paa Hjemvejen. Bevægelsen og den kølige Aftenluft havde givet ham frisk Farve. Dog laa der endnu over hans Ansigtstræk og i hans Blik ligesom en Afglans af noget, der hørte en anden Verden til.

Idet han ude i Forstuen hængte sit Tøj op paa en Knage, saae han ind gennem den aabne Dør til de nu helt overfyldte Rygeværelser og fik tilfældigvis netop Øje paa Dyhring.

Det havde egenlig været hans Hensigt at blande sig mellem de rygende Herrer for at ryste Ensomhedens Tanker af sig og ved Hjælp af et Glas Whisky igen at komme i Samklang med Omgivelserne her. Men Synet af den ombejlede Pressejunker fyldte ham straks med en bitter Misstemning, saa han vendte sig bort og søgte ind i de andre Stuer.

Han havde jo allerede nede i Rom set Vidnesbyrd om Dyhrings nyskabte Herskermagt, som især de mange Digtere og Kunstnere dernede havde krøbet jammerligt for. Efter at være kommen hjem havde han næppe kunnet tage en Avis i Haanden uden at se ham nævnet, undertiden med Ringeagt, undertiden med Anerkendelse, men altid som et betydningsfuldt Tidens Tegn, et Sindbillede paa Slægten og dens Aand.

»Men hvad Værd har saa egenlig denne meget |70| eftertragtede Navnkundighed?« sagde han til sig selv i Fortsættelse af en Tankegang, der havde beskæftiget ham under den sidste Del af Spasereturen. »Hvad betyder i Grunden det hele, naar en saadan Stymper af en Avisskriver kan opnaa medborgerlig Anseelse og næsten fyrstelig Magt ... og det bare paa et net Dukkeansigt i Forening med tilstrækkelig Skamløshed til som en Luftblære at lade sig bære oppe af Tidsstrømningen?«

Pers Ansigt havde igen faaet det mørke og vilde Udtryk, som det havde haft hele Tiden ved Middagsbordet. Det stærke Skær fra Lysekronerne skar ham ogsaa i Øjnene. Overgangen fra Landevejens Aftenstilhed til den bølgende og brusende Selskabsvrimmel fortumlede ham i det hele. Han havde en Fornemmelse af at være kommen ind i en stønnende Kraftmaskine. Og idet han saae sig omkring i Stuerne med de mange blussende Ansigter og Damernes febrilsk arbejdende Vifter, tænkte han paa, at der nok ogsaa var »fyret godt under« for at vedligeholde det unaturlige Højtryk.

Da han naaede hen til Salen, blev han et Øjeblik staaende i Døren for at se paa Dansen. Den var bleven meget livlig paa det sidste. Ogsaa flere af de ældre havde nu faaet Lyst til at røre Benene. Gulvet var stadig overfyldt af dansende.

Per blev pludselig ganske varm om Hjertet ved midt i denne Hurlumhej at faa Øje paa Jakobe, som sad derovre ved den modsatte Væg |71| i den samme Krog, hvor han for et Par Timer siden havde forladt hende. Ja — tænkte han — det var og blev dog alene hos hende, at han følte sig hjemme her. Det havde ikke været noget forræderisk Instinkt men selve den inderste Livsvilje i ham, der havde draget ham til hende, før han endnu kunde skønne hendes fulde Værd. Det slog ham ogsaa, hvor fremmedagtig hun tog sig ud i disse Omgivelser, hvis anstrengte Lystighed hun aabenbart heller ikke tog Del i, siden baade Vifte og Handsker laa i hendes Skød.

Der var i dette Gensyn noget af en Aabenbaring for ham. Aldrig havde han som i dette Øjeblik følt, hvor inderligt de var sammenknyttede, ja at Jakobes trofaste Kærlighed i Virkeligheden var det eneste værdifulde, han foreløbig havde vundet paa sin Lykkejagt i Eventyrets Rige.

Han skulde herefterdags ogsaa tage anderledes Vare paa den! Angergiven saae han over paa det kloge, fine og blege Ansigt med de tunge Øjenlaag og den saa udpræget kvindelige Mundlinje. Om det saa var den ulyksalige Kjole, som hun havde været saa afgjort uheldig med, saa rørte den ham nu og gjorde hende netop dobbelt kær for ham.

Han vilde just forsøge at slippe over Gulvet for at naa hen til hende, da Nanny næsten styrtede imod ham med sin Herre under Armen, rød og varm af Dansen.

»Men hvor har De dog været henne, Menneske? |72| Vi Damer gaar her og vil danse med den Nyforlovede, og saa er De — pst — væk! Sporløs forsvunden! Er det en Opførsel!«

Per saae koldt paa hende og sagde:

»Det gør mig ondt. Men da Jakobe er træt, danser heller ikke jeg iaften.«

Dermed vendte han sig bort, mens Nanny gav sig til at le for at skjule, at hans Ord havde faaet hende til at gyse.

Hun var pludselig bleven ganske hvid omkring Munden.

»Skal vi saa gaa ind og se at finde en lille Forfriskning,« sagde hun og trak afsted med sin Kavaler. »Det er en rædsom Grobian, min Søster der har taget. Synes De ikke?«

Jakobe havde opdaget Per i samme Øjeblik, han viste sig i Salsdøren. Skønt hun hele Tiden saae den anden Vej, havde hun ogsaa godt lagt Mærke til den lille Scene mellem ham og Nanny; og da hun nu — umiddelbart derefter — saae ham stile over imod hende, anede hun, at der i al Stilhed havde fundet et Opgør Sted imellem de to.

Hun kom til at ryste, da han nærmede sig. Han nikkede til hende og slog sig ned paa den Stol ved Siden af hende, som Kandidat Balling kort forinden havde forladt.

Efter at have siddet lidt uden at sige noget flyttede han sig nærmere hen til hende og lagde |73| derpaa stille — ligesom prøvende — sin Haand hen paa hendes, der laa blottet ved Siden af hende paa Stolesædet. Hun tog ikke Haanden til sig. Hun mægtede det ikke. Hun var allerede bleven overvunden af denne stumme Bøn om en Forsoning. Dog kunde hun ikke faa sig til at besvare hans Haandtryk eller til at møde hans Blik, hvad han tydelig nok ventede paa. Hendes Stolthed led endnu for meget under, at hun var saa modstandsløs overfor hans Kærtegn.

»Hvor din Haand er kold,« sagde han. »Du fryser vist. Skal jeg ikke hente dig et Sjal?«

»Nej. Jeg har det godt.«

»Trækker det ikke paa dig henne fra Døren?«

»Nej. Jeg kan ikke mærke noget.«

»Men alligevel. Vil du ikke — — ?«

»Nej nej — lad dog være!«

»Som du vil, min Ven!«

Der havde været noget utaalmodigt og forpint i hendes Tone. Derfor klappede han hendes Haand og førte den op imod sit Bryst saaledes, at hendes Arm kom til at hvile i hans. Samtidig lænede han sig endnu lidt mere over imod hende, saa ogsaa deres Skuldre fortroligt berørte hinanden. Da hun gjorde Mine til at trække Haanden til sig, holdt han den fangen ogsaa med sin anden Haand; hvorpaa han hviskede hende ind i Øret med det Tonefald, som hun kun kendte fra deres Elskovsnætter, og |74| som derfor skød Blodet op i hendes Kinder: »Du kære ... kære Ven!«

»Har du danset?« spurgte han lidt efter.

Hun rystede paa Hovedet.

»Har du Lyst til det?«

»Nej slet ikke ... Jeg er for træt,« føjede hun til efter et lille Ophold af Frygt for, at han skulde misforstaa hendes Vægring.

»Saa har jeg et Forslag at gøre. Det er et saa vidunderligt Vejr iaften. Og slet ikke koldt. Ganske som en Sommeraften. Hvad mener du om at gaa en lille Tur i Haven.«

Da hun tøvede med Svaret fortsatte han:

»Jeg tror, den friske Luft vil gøre dig godt. Og desuden, ... jeg har noget at sige dig, Jakobe.«

Nu saae hun for første Gang paa ham, — rent instinktmæssigt iøvrig, for hendes Tanker var langt borte. Dog havde hun haft Øre for Tonen i hans Ord; den havde igen været saa oprigtig og fortrolig.

Saa rejste hun sig tavs. Og efter at Per havde hentet noget Overtøj til dem begge, forlod de Salen gennem den nu vidtaabne Havedør.

Ude paa Terrassen, der benyttedes af de Dansende til at svale sig paa, gik det lystigt til omkring nogle Borde, hvorpaa der var hensat kølende Drikke og andre Forfriskninger. Her under Stjernehimlen var det, at ogsaa Nanny var tyet ud med sin Kavaler. Hun var just i Færd |75| med at fortære en Portion Frugtis, da hun saae Per og Jakobe gaa forbi med hinanden under Armen og forsvinde ned ad Marmortrappen.

Nu fortæller han Jakobe det hele! — jog det igennem hende.

Hun satte den endnu kun halvtømte Assiet fra sig og gik tilbage til Salen. Ja-ja! fortsatte hun i Tankerne, mens hun dansede ud med sin Herre. Længe skulde nu Jakobe ikke faa Lov at triumfere! Det skulde hun sørge for! Dyhring fik ikke Fred for hende nu, før han — uden selv at ane det naturligvis — havde hjulpet hende til at mætte sit Had til dette Menneske, der nu for anden Gang ydmygede hende.

Per og Jakobe var gaaet helt ned igennem Haven og havde taget Plads paa den Bænk ved Vandet, hvor de plejede at sidde, naar de vilde være uforstyrrede. Herude i Ensomheden overgav Jakobe sig helt. Da Per slog sin Arm omkring hende, lagde hun sig tæt ind til ham, saa hendes Hoved kom til at hvile paa hans Skulder.

I nogen Tid var de ganske stille. Jakobe sad med tillukkede Øjne og hastigt aandende Bryst. Foran deres Fødder skvulpede Søen ligesom i Søvne, medens Genskinnet af Ivans Lysballoner boltrede sig ude i Vandet som Stimer af Guldfisk.

»Du fryser da ikke?« spurgte Per og trak det svære Pelsslag tættere omkring hende.

|76|

»Nej nej — vist ikke,« svarede hun, igen lidt irriteret.

Efter endnu en kort Tavshed begyndte da Per at forklare sig, idet han mente, at det var dette, Jakobe sad og ventede paa.

Han røbede dog foreløbig intet om sin lille Udflugt, saa lidt som han direkte nævnede Nanny eller sin forbigaaende Optagethed af hende. Han sagde blot i Tilslutning til, hvad de havde talt om den foregaaende Dag at han ved at iagttage Selskabet iaften var bleven yderligere overbevist om det hjemlige Fremskridtsfolks begyndende Forfald. Den Fortryllelse, det i sin Tid havde udøvet paa ham, var i hvert Fald grundig hævet nu. Han maatte give hende fuldstændig Ret i, hvad hun engang havde sagt eller skrevet til ham, at et Samfund, i hvilket f.Eks. en Person som Dyhring fik Lov til at spille en endog fremragende Rolle, havde dømt sig selv. Han var bleven ganske klar over, at om der skulde være Haab om Sejr for Frisind og Fremsyn i Danmark, maatte der ganske andre Kræfter frem i første Linje, Mænd i Ordets sande Betydning, alvorlige og højsindede Naturer, der løftede deres Livsmaal en Smule op over Døgnets vilde Jagt efter Penge, Kvinder eller personlig Udmærkelse.

Han udviklede denne Anskuelse nærmere og med sædvanlig Veltalenhed. Jakobe hørte imidlertid slet ikke paa ham. De mange smukke og virkelig følte Ord gled hendes Øre forbi som et tomt Sus. Hun manglede i Øjeblikket aldeles Modtagelighed for disse bekymringsfulde Tanker paa Fremtiden, som hun dog i sin Tid selv havde indgivet ham.

Da han endelig sluttede og til Tegn paa deres Forsoning bad hende om et Kys, hørte hun ham derimod straks. Hurtig løftede hun Hovedet og rakte ham sin Mund som en Vansmægtende, der ikke har Tanke for andet end at slukke sin Tørst.