|[109]|

TREDJE KAPITEL

|[111]|

En tidlig Formiddagstime, nogle Dage før Per ventedes hjem, forsamledes hos Overretssagfører Max Bernhardt den samme lille Kres af Pengemænd, der en Gang før havde givet Møde der for at drøfte Muligheden af hans vestjyske Frihavnsprojekts Gennemførelse.

Der var Vekselerer Herløv, Max Bernhardts personlige Ven og uundværlige Medarbejder, en stor, rødfed Mand, der gjorde et underlig dvaskt og søvnigt Indtryk, skønt han i Foretagsomhed ikke stod synderligt tilbage for sin Kompagnon og absolut overgik ham i Opfindsomhed og Snuhed. Paa Børsen sagde man om ham, at han var Max Bernhardts Fantasi. Det var altid ham, der undfangede Ideerne og med beregnende Omsigt planlagde de fælles Foretagender, mens den anden var den ligelinjede, mandlige, iværksættende Kraft.

At han trods sin Dygtighed vedblivende havde kunnet underordne sig sin despotiske Ven, paa hvem tilmed al Glansen og Berømmelsen for deres forenede Virken faldt, havde sin Grund i, at deres |112| Interesser var saa forskellige. Vekselereren var navnlig aldeles blottet for Ærgerrighed. Ganske i Modsætning til Max Bernhardt, for hvem alt gik ud paa Magtbesiddelse, havde han intet andet Formaal end Profiten, ingen anden Stræben end at puge Penge sammen. Han vidste end ikke noget at bruge sine mange Penge til. Han var ugift og havde kun een, forholdsvis billig Passion, nemlig den efter Dagens Arbejde at sætte sig ind i en af de finere Restavrationers Separatkabinetter og ganske alene, blot med nogle Aviser til Selskab, fortære en Diner paa syv-otte Retter Mad, hvortil han af Helbredshensyn kun drak Vand.

Han stod nu i Max Bernhardts store, kostbart ud styrede Modtagelsesværelse, ludende som en Okse, med Hænderne samlede bagpaa under sine lange Frakkeskøder og med et sløvt Blik bag brillerne, som sov han indvendig. Han var kommen i Samtale med en af de andre Indbudne, en afstikkende klædt, ung, blond Modeherre, velkendt af hele København fra Østergade og Teatrene, hvor han gik under Navnet »det forgyldte Lammehoved«. Hans virkelige Navn var Sivertsen, og han var eneste Barn af en i sin Tid bekendt Kaffegrosserer, ved hvis pludselige Død han, syvogtyve Aar gammel, uventet var bleven Ejer af en meget betydelig Formue foruden af Faderens Forretning, som han nu efter Evne fortsatte. Hans egentlige Interesser gik dog i en helt anden |113| Retning. Han talte kun om Teater, Rollebesætninger, Kulissesladder og Aviskritik. Han var en Ven af Dyhring, hvem han beundrede baade som Gentleman og Forfatter, og det havde da ogsaa været gennem ham, at han i sin Tid, umiddelbart efter Faderens Død, var bleven bragt i Forbindelse med Max Bernhardt. Denne havde ikke været længe om at gøre ham til en af sine Livegne og havde siden tumlet med hans Millioner efter Forgodtbefindende, iøvrigt langtfra til Skade for den unge Døgenigt, hvis Teatergalskab rimeligvis ellers hurtigt vilde have ruineret ham, da han altid blodigt maatte betale Æren af at kalde en af Scenens Børn for Ven eller Veninde.

Tilstede var desuden ligesom sidst Hr. Nørrehave, hvis Navn man ligeledes ofte saae under Max Bernhardts Aktieindbydelser. Han kaldte sig »forhenværende Landmand« og havde ganske vist engang ejet en Gaard i Jylland; men det laa rigtignok mere end tyve Aar tilbage i Tiden, og han havde siden ført en saare omtumlet Tilværelse i København, først en Tid som Pantelaaner og Marskandiser, senere som Husmægler og Ejendomskommissionær indtil han slog sig paa Spekulationen i større Stil og blev Kapitalist. Max Bernhardt plejede at sige om ham, at han var den lodneste Ræv i Danmark. Han havde oprindelig heddet Madsen men skiftede Navn samtidig med, at han ombyttede sin Kælderbutik |114| med et Kontor. Den tillidsvækkende Landmandstitel havde han derimod bibeholdt tilligemed den jyske Snurren paa r'et, der i københavnske øren gav hans Tale et Præg af frisk og trohjærtig Aabenhed.

Naturligvis var ogsaa Ivan tilstede, rigtignok med et meget fraværende Ansigtsudtryk. Mens de andre Herrer stod i livlig Samtale, gik han ensom og bleg omkring i Værelset og fingrede nervøst ved de fremlagte Aviser og Bøger.

Han var meget nedslaaet over sit mislykkede Forsøg paa at mægle mellem Oberst Bjerregrav og Per. Han havde vel ikke selv ventet, at denne skulde kunne lade sig overtale til at gøre den lige fremme Undskyldning, som Obersten havde fordret for at støtte hans Sag med sit Navn; men den Maade, hvorpaa Per i sin Svarskrivelse havde omtalt Obersten, udelukkede overhovedet ethvert Haab om Forsoning. Per havde fyldt en halv Side med udsøgte Haansord. Med den Løssluppenhed, der i det hele prægede hans italienske Breve til Ivan, havde han kaldt Obersten for en haleløs Abe, en hovedløs Lus, en sandrupsk Kontorist o.s.fr. og sluttelig anmodet om at blive forskaanet for oftere at høre hans ækle Navn.

Men Ivan havde i denne Tid ingen Sans for Pers Humor. Han var tværtimod bleven yderligere foruroliget af den Ligegyldighed, som Per paa det sidste saa tydeligt havde lagt for Dagen |115| overfor sit eget Værk og dets Skæbne. Som Svar paa det Ekspresbrev, hvori Ivan under Triumffanfarer meddelte ham, at det nu var lykkedes at vinde Max Bernhardt for hans Sag, og at et Konsortium snart vilde være under Dannelse, havde han bare skrevet »Der drog engang en Mand fra den By Jerico, og han faldt imellem Røvere«.

... Først en Stund efter, at de andre Herrer var bleven samlede, indfandt Max Bernhardt sig. Han kom fra et Kontorværelse ved Siden af, hvor han havde haft en Sammenkomst med nogle andre Herrer om en anden vigtig Sag, og bad kort de Tilstedeværende tage Plads.

De sædvanlige Tegneruller, Kort, Overslagsberegninger o.s.v. var i Forvejen bleven fremlagt paa Bordet, hvorom man nu i Stilhed anbragte sig. Max Bernhardt meddelte, at de Forhandlinger, der siden det forrige Møde var bleven ført med de forskellige Lodsejere paa »Langlien« og Besidderne af de øvrige nødvendige Arealer omkring Hjertingbugten, havde givet det Resultat, at Købet naarsomhelst kunde gaa i Orden og paa Vilkaar, der maatte kaldes meget fordelagtige. Derimod var det uheldigvis ikke lykkedes Hr. Salomon at bilægge den Tvist mellem Oberst Bjerregrav og Hr. Sidenius, der foreløbig dannede en Hindring for den førstes Medvirken. Der maatte derfor nu tages bestemtere Stilling til dette Spørgsmaal,|116| for at man kunde naa til en endelig Beslutning om Sammensætningen af Selskabets Direktion.

Ivan tog straks derefter Ordet og mindede om, hvorledes han allerede ved det første Møde havde stillet sig tvivlende overfor Tanken om et Samarbejde mellem dette Projekts unge, geniale Ophavsmand og Teknikere af den ældre Skole. Han bad indtrængende om, al man trods det negative Resultat af hans Henvendelse til Obersten ikke vilde se mindre forhaabningsfuldt paa Foretagendet. Han var overbevist om, at dels overordentlige nationale Betydning ogsaa uden forældede og misundelige Avtoriteters Bistand vilde gaa op for den store Almenhed, naar Sagen blot blev sat i Scene med fornøden Kraft, og man navnlig ved tilstrækkelig Averteren — og maaske ogsaa paa anden Maade — sikrede sig Pressens Medvirken.

Max Bernhardt svarede med den Bemærkning, der fik de andre til at le, at han havde stor Tillid til Pressens Indflydelse, mindre derimod til Almenhedens Dømmekraft. Han erklærede sig dernæst ganske uenig med Ivan i Opfattelsen af den foreliggende Situation, der aldeles ikke godtgjorde Umuligheden af et Samarbejde som det ønskede. Tværtimod. Obersten havde jo vitterlig tillagt dem sin Medvirken og kun stillet visse Betingelser, som endnu ikke var bleven opfyldte. Og det vilde dog være altfor latterligt, ja ganske |117| uforsvarligt, om et rentabelt Foretagende skulde strande paa noget saa intetsigende som det, hvorom det her drejede sig.

Han vilde derfor foreslaa en fornyet og bestemtere formuleret Henvendelse til Hr. Sidenius om at bringe dette rent private Mellemværende ud af Verden hurtigst muligt.

Ivan modsatte sig utrætteligt. Han gjorde gældende, at her ikke var Tale alene om at udjævne Følgerne af et personligt Sammenstød. Konflikten laa dybere. Det var en Gentagelse af den evige Strid mellem det ældre og det yngre Slægtled. Oberst Bjerregrav og Hr. Sidenius tilhørte baade som Teknikere og Personligheder helt forskellige Udviklingsstandpunkter, der ikke lod sig forlige.

Men Max Bernhardt afbrød ham, idet han sagde, at de tilstedeværende Herrer vistnok ikke ønskede denne altfor vidtsvævende Diskussion fortsat, Den var jo heller ikke til nogen Verdens Nytte. Da de nemlig alle var enige om, at Oberst Bjerregrav absolut var den, der bedst vilde kunne yde Foretagendet den Støtte, som det nu engang ikke kunde undvære, og da Obersten ogsaa havde erklæret sig villig hertil, naar der kun gaves ham fornøden Garanti for en hensynsfuld Forhandlingsmaade, saa kunde der fornuftigvis ikke være Tvivl om, hvorledes man skulde stille sig i Spørgsmaalet om dette i og for sig meget rimelige Forlangende.

|118|

»Naar det med tilstrækkelig Tydelighed bliver gjort Hr. Sidenius forstaaeligt, at vi stiller det som en absolut, uomgængelig Fordring til ham, at han for Sagens og dens Fremgangs Skyld gør Obersten den forlangte Indrømmelse vil den unge Mand saamænd ogsaa nok være saa fornuftig at vise sig føjelig.«

Ivan rystede tavs paa Hovedet. Han kendte Pers jyske Stædighed altfor godt til ikke at vide, at en ny Henvendelse blot vilde gøre ham endnu mere ufordragelig. Men han indsaae, at hans Mod stand var ørkesløs, og han opgav Kampen.

De øvrige Herrer gav Max Bernhardt deres fulde Tilslutning. Og da dermed denne Sag mentes at være bragt i Orden gik han over til at tale om Øjebilkkets Pengemarked og Aktiekonjunkturerne.

Tilsidst foreslog Max Bernhardt, at de nu skulde betragte Selskabet som endelig dannet, og at der derfor ikke skulde tøves med at lade Pressen tilflyde Meddelelse herom. Han var nemlig bange for (hvad han dog ikke røbede), at Offentligheden skulde faa Nys om det andet, under Forberedelse værende Frihavnsprojekt, som dette skulde hjælpe ham til at ødelægge og helst allerede at faa kvalt i Moders Liv.

Vekselerer Herløv og »det forgyldte Lammehoved« gav ham ogsaa paa dette Punkt straks Medhold, hvorimod de andre Herrer, der ikke |119| som den første kendte Grunden til hans Utaalmodighed, var meget betænkelige ved saaledes at foregribe Begivenhedernes Gang. De foreslog at vente med Offentliggørelsen, i det mindste indtil Oberstens endelige Erklæring forelaa.

Men som sædvanlig satte Max Bernhardt sin Vilje igennem, og allerede den følgende Morgen fandtes i forskellige københavnske Blade under Overskriften »Et nyt Nationalværk« en fanfareklingende Notits om Pers Projekt.

Pers Navn blev dog slet ikke nævnet i Notitsen, der i det hele havde en ganske foreløbig Karakter og kun fremtraadte som »et Forlydende i Børskrese«. Men den næste Dag kunde de samme Aviser meddele, at en Række betydelige Mænd og højtansete Pengeinstituter stod bag det store Værk.

Dog heller ikke i denne eller i nogen af de indre, enslydende Meddelelser, der herefter næsten daglig kunde læses i flere af Landets Blade, fandt man en eneste Gang Pers Navn eller blot en Antydning af, at her var Tale om det samme Projekt, som han i sin Tid havde forelagt Offentligheden. Denne Tavshed skyldtes en Ordre fra Max Bernhardt. Hans Mening var at gøre Per tam ved at sætte hans Ærgerrighed paa Sultekur, men navnlig var Aarsagen den, at han ansaae det for klogt saa længe som muligt at fortie, hvorledes Planen tænktes udført i det enkelte.

|120|

Han havde nemlig vedvarende kun liden Tro til det hele Foretagende. Navnlig havde han ingensomhelst Tillid Per som erobrende Kraft, fordi han overhovedet ikke havde noget tilovers for Afkommet fra de danske Præstegaarde. Han var derfor ogsaa allerede halvvejs besluttet paa at overlade Sagens videre Gennemførelse til andre saasnart den havde udtjent efter hans Hensigt —som Sprængmiddel i øjeblikkets Frihavnsrøre.

Iøvrigt havde han tænkt paa i Nødsfald at skyde Per helt tilside og erstatte ham med en anden, ham mere tjenlig Person. Han havde allerede en saadan i Kikkerten, tilmed en ikke helt ubekendt Ingeniør, der straks efter, at den første Meddelelse om Selskabets Dannelse stod i Bladene, havde fremstillet sig for ham med et andet vestjysk Havneprojekt, der ganske vist var udarbejdet med Pers som Forbillede men i Enkelthederne dog syntes ret selvstændigt og i hvert Fald var godt nok til den Brug, der her fortrinsvis skulde gøres af det.

*       *
*

Allerede i Begyndelsen af Maj var Salomons flyttet ud til »Skovbakken«, skønt Foraaret havde været vaadt og stormfuldt.

Det var Hensynet til Jakobe, der havde fremskyndet Opbrudet fra Byen, — hun havde selv |121| udtalt ønsket om at komme paa Landet. Hun vilde derud ikke alene for at have Fred, men opsaa for den friske Lufts og de lange Spaserevejes Skyld. Hun, som med alle sine legemlige Lidelser altid havde vanskøttet sit Helbred, fordi hun dog ikke troede paa nogen Bedring, var i den senere Tid bleven indtil Yderlighed agtpaagivende paa dette Punkt. Nu, da hun havde faaet saa meget at leve for, havde hun ogsaa vundet Haab om ny Kraft for sit stakkels, ømtaalige Legeme.

Blandt de mange forskelligartede Bøger og Tidsskrifthefter, der altid laa opstablet paa hendes Bord, fandtes nu opsaa lægevidenskabelige Værker og Sundhedstidender, som hun ivrigt studerede. Med sandt Heltemod gennemgik hun for Tiden en Hærdningskur bestaaende af iskolde Bade, Haandvægtsøvelser og timelange Fodvandringer. Allerede inde i København var hun begyndt at gaa tidlige Morgenture ud ad Langelinje, trodsende Vejr og Føre, og hun havde derved været til stor Morskab for Familjens Bekendte i Bredgade, der fra Vinduerne betragtede hende, naar hun ved Nitiden vendte hjem, skridtende afsted i mekanisk Ilmarsch og med opheftet Kjoleskørt, — ligegyldig for alt andet, end om hun vilde faa Brev fra Per den Dag eller ikke.

Og al denne Ihærdighed havde saa alligevel ingenting hjulpet. Alle kunde se det, hvordan |122| hun Uge for Uge sygnede hen. Hendes Længsel var for stærk. Hun kunde tilsidst næsten ikke taale Synet af Mennesker. Og Nætterne var uendelige som en Evighed. Selv naar hun sov dybest, vækkedes hun af en Flues Summen.

Alligevel var hendes Humør kun sjelden nedstemt. Som hendes Breve til Per aldrig indeholdt mindste Klage, var hun selv, endog i sine svageste øjeblikke, fuld af Haab og Fryd. Hun var fra Barnsben saa vant til legemlige Plager, at de ikke længer paavirkede hende sjæleligt. Hun var i Aarenes Løb ligesom kommen paa Kammeratskabsfod med sine Bødler. — Værre for hende var de skjulte Lidelser.

Hun var bleven mere og mere overbevist om, at hun var frugtsommelig. I Modstrid med, hvad hun et Par Gange af Hensigtsmæssighedshensyn havde meddelt Moderen, der var begyndt at nære Mistanke og gøre hende intime Spørgsmaal, havde der vist sig Tegn, der bestyrkede hendes Formodning. Til Per havde hun dog endnu intetsomhelst nævnet derom, og noget sikkert vidste hun da heller ikke, idet hendes naturlige Funktioner altid havde været præget af stor Uregelmæssighed. Men netop denne Uvished, hvori hun nu saa længe havde levet, var ikke god for hende.

Selve Forestillingen om at være Moder ængstede hende egentlig kun forsaavidt, som hun til |123| Tider frygtede for ikke at have Kræfter nok til at føde et Barn til Verden. I enkelte øjeblikke kunde den endog vække en egen lys og blid Glæde hos hende, ligesom fylde hende med Solskin. Men i det hele og store beskæftigede Sagen hende langt mindre, end hun paa Forhaand vilde have troet. For hver Gang hendes Tanker drejede sig om hendes Tilstand havde de kreset hundrede Gange omkring Per. — Langt mere angribende og ødelæggende for hende var derfor hendes Skinsyge.

Det var ikke saaledes, at hun paa nogen Maade mistænkte Per. Enhver Tanke om Troløshed var hende saa fjern, at end ikke hans Breves Kortfattethed og det Besvær, han tydeligt nok igen havde faaet med at finde den fortrolige Tone, for Alvor foruroligede hende. Siden deres inderlige Forening følte hun ham som en uadskillelig Del af hende selv. Og hun var for kysk i Sind og for stolt af Natur til at fatte Muligheden af et Bedrag. Hun havde heller ikke glemt det Udtryk af Lykke og Taknemlighed, der havde straalet i hans øje, den første Gang han hvilede ved hendes Bryst. Hun gemte dette Minde som et viet Pant. Hun havde i hine øjeblikke modtaget Visheden for — hvad hun næsten var begyndt at tvivle om — at ogsaa hun var Kvinde og kunde være sin Elsker en Lyst.

Men naar hun tænkte paa alle de Mennesker, |124| hvorimellem Per daglig færdedes, som havde den Lykke at leve i hans Nærhed, at tage hans Haand, at høre hans Stemme, se hans Smil, ... der kunde da rejse sig hos hende en Slags Had til disse Fremmede, som ejede alt det, hun selv sukkede efter. Hun blev misundelig paa de Brosten, han traadte over, paa den Luft, der viftede om hans solbrunede Kinder. Hun var skinsyg paa Kafeopvarterne, der nød den Udmærkelse at betjene ham, paa Hotelstuepigerne, som om Morgenen redte den Seng, der endnu gemte Varmen og Duften af hans Legeme.

I forøget Uro og Spænding havde hun levet, siden der var bleven Tale Om at kalde Per hjem. Ikke med et Ord havde hun dog søgt at paavirke hans Afgørelse. Hun havde overfor Ivan endog bestemt nægtet at gøre noget Skridt i den Retning. Men da hans Svar endelig indtraf i den telegrafiske Meddelelse, at han inden otte Dage vilde være hjemme, gik hun ud i Skoven og savnede for første Gang i sit Liv en Gud, hvem hun kunde knæle ned for og sende Tak.

Den Dag, da Per ventedes, stod hun op allerede rede ved Daggry og klædte sig paa med den dvalende Ro og Betænksomhed, som Hensynet til de svage Nerver paabød hende under stærke Sindsbevægelser. Alligevel blev hun færdig med sin Paaklædning flere Timer, før Vognen skulde køre til Stationen. Per vilde komme til København |125| med Formiddags-Iltoget, og hun var utaalmodig efter at komme afsted, ogsaa fordi hun havde Ærinder at udrette i Byen og blandt andet skulde købe sig en ny Hat til Modtagelsen. Vejret var i de sidste Dage bleven smukt. Solen skinnede helt sommerligt, da hun endelig ved Nitiden naaede Byen.

Per havde imidlertid sat Foden paa hjemlig Grund og rullede nu hen gennem Sælland. Han var i en urolig og splittet Stemning. Endnu ved Afrejsen fra Rom havde han været fast besluttet paa at hæve sin Forlovelse. Men efterhaanden som han var kommen nordpaa, og navnlig da han nærmede sig de Steder, der havde været Vidne til hans og Jakobes kortvarige Kærlighedsliv, fik Minderne mere og mere Magt over ham. Selve den Nat, da han kørte over Alperne, havde han staaet ved Kupevinduet og set ud over de maanebeskinnede Bjærgsider og hist genkendt en skovklædt Højderyg, her en sneglitrende Tinde, som de havde haft for øje paa deres muntre Vandringer, ... og hans Hjerte var bleven bevæget derved.

Dertil var senere kommen Betragtninger af rent praktisk Art. Han havde spurgt sig selv, om det nu ogsaa vilde være klogt netop i dette øjeblik at bryde en Forbindelse, der kunde blive ham til stor Nytte under den Kamp, der uden Tvivl forestod. Vilde han kunne undvære den Støtte, som Forholdet til det Salomonske Hus absolut|126| havde været ham? Hensynet hertil maatte dog foreløbig være det afgørende. Det store Slag skulde jo nu for Alvor slaaes. Og han længtes efter igen at tage fat. Der var under Kørslen op mellem Tysklands hammerslaglarmende Fabriksbyer med deres vældige Stationsbygninger og Skove af rygende Skorstene vakt en utaalmodig Virkelyst hos ham, en formelig Arbejdsfeber efter den lange romerske Lediggang. Vilde det nu kunne forsvares, at han satte sit Livsværk paa Spil eller bare udsalte det for Forsinkelse for en smuk Kvindes Skyld?

Han havde haft god Tid til fornyede Overvejelser paa sin næsten tre Døgn lange Jernbanerejse gennem Europa. Men trods al den farisæiske Spidsfindighed, han havde udviklet for at overbevise sig selv om, at det vilde være bande fornuftigst og værdigst at bevare Forholdet til Jakobe, i alt Fald endnu en Tid, havde han ikke kunnet faa sig til afgørende at slaa Nanny af Hovedet. Der var heri nogen Stædighed og en Rest af Stolthed. Han vilde ikke lade sig noget forsnakke, og han havde ikke lært at bøje sig for Nødvendigheden Krav.

Da Toget bruste ind paa Københavns Banegaard var han derfor endnu ikke naaet til en endelig Beslutning. Men her mødte der ham noget uventet.

Da han fik øje paa Jakobe, som stod der paa |127| Perronen og spejdede efter ham i de forbifarende Kupevinduer, blev han med eet helt varm ved Gensynet. Rent uvilkaarligt rakte han sig ud af Vinduet og svang sin Rejsehue.

Hun saae nu ogsaa ualmindelig godt ud. Hun havde undtagelsesvis faaet en Hat, der klædte hende, og Sindsbevægelsen og den friske Morgenluft havde givet hendes Kinder Farve. Hun var ogsaa mod Sædvane lyst klædt i en sommerlig Dragt, der med sine lange, bløde Folder fremhævede hendes slanke Skikkelses fornemme Linjer, ... og det var alt dette, der straks talte indsmigrende til den Følelse hos Per, som altid havde været den stærkeste i Forholdet til hende, Forfængeligheden.

Han sprang ud af Kupeen. Og skønt Perronen stod fuld af Folk, stak han uden Forlegenhed sin Arm ind under hendes og skridtede afsted med hende ind igennem Ventesalen. Han kunde ikke komme sig af sin Overraskelse over at finde hende saa meget yngre og smukkere og ogsaa saa langt mindre jødisk, end han under Adskillelsen efterhaanden havde afmalet sig hende.

Selv havde hun for Lykke endnu ikke kunnet sige et Ord. Men hendes Blik var ufravendt løftet op imod ham. Og mens de nu trængte sig gennem Forhallens Menneskemylr, hamrede hendes Hjerte, saa Per kunde føle dets urolige Slag mod sin |128| Arm og blev ganske rørt derved. Han saae smilende ned i hendes store, dybe øjne — de vakte saa mange fortrolige Minder. Hvor kendte han igen denne elskovsbetagne Stirren! ... Og disse halvt aabnede Læber, og den fine Hud, der over hendes Kinder og Hals, ja over hele hendes Legeme var saa mimoseagtig følsom, at selv det letteste Kys bragte Blodet til med Voldsomhed at strømme til det berørte Sted, saa det var, som dannede der sig et lille bankende Hjerte derunder.

De steg hurtigt ind i en lukket Droske, og da Jakobe her kastede sig til hans Bryst, overgav han sig ganske. Omsluttet at hendes Arme, med hendes Læber paa sin Mund, førtes han — sødt beruset — tilbage til det Selvhengivelsens Himmerige, han havde villet fly. — —

 

Da de naaede Hotellet, blev Jakobe siddende i Vognen, mens Per gik ind og bestilte Værelse og fik gjort et hastigt Toilette. Derefter kørte de direkte ud til »Skovbakken« uden at benytte Jernbanen. De havde endnu for meget at fortælle hinanden til at kunne taale ørevidner omkring sig.

Ude paa Strandvejen lod de standse for at faa Vognens Kalescher slaaet ned. Synet af Sundet og de lige udsprungne Skove henrykte Per. Han holdt Jakobe i Haanden og betragtede interesseret |129| alt indtil de barbenede Børn omkring Skovshoveds Fiskerhytter. Hans Væsen ligesom strakte sig med en Fornemmelse af Befrielse efter den lange Krumslutning i Tvivlraadighedens Spændetrøje. Han fortalte om Hjemrejsen, om sine Oplevelser og Rejsefæller og gav sig overhovedet hen med en ham ganske ny og forunderlig Tryghedsfornemmelse, en øjeblikkelig lille Bedsteborgerfølelse, fremkaldt af den udløste Glæde ved at være hjemme og høre Modersmaalet omkring sig og i det hele igen vide sig paa indgærdet Vej. Om det saa var Synet af et Flag, der vajede over en Villahaves Træer, gjorde det ham let rørt.

»Herregud gamle Dannebrog!« udbrød han. »Det ser virkelig helt pynteligt ud.«

Tilsidst kom de ogsaa til at tale om Dyhrings. Det var Jakobe, der ledte Samtalen hen paa dem.

»De kom hjem igaar,« sagde hun og fortalte lidt derom. »De har jo fartet frygtelig om. Ja, det er sandt, du traf dem jo i Rom«.

»Ja, vi var sammen der. Du har vel faaet mit sidste Brev derfra?« spurgte han bortledende.

»Ja, jeg har! Tak, min Ven! — Men sig mig, hvad Indtryk fik du egentlig af Nanny og hendes Mand?«

»Indtryk? ... Jeg veed saamænd ikke.«

»Jeg troer desværre, at de allerede er ved at blive færdige med hinanden. Nanny er i hvert |130| Fald bleven temmelig urimelig mod Dybring. Men det er jo kun, hvad man maatte vente«.

»Naa — ja — saamænd.«

»Hun kommer vist forresten til Middag idag. Hun sagde da, at hun vilde komme og opfriske sine italienske Minder med dig, mens Dybring er til Redaktionsmøde.«

Per, der hele Tiden havde siddet med bortvendt Ansigt, svarede ingenting hertil. Og Talen gled over paa andre Ting.

De var imidlertid kommen saa langt, at de nu kunde se »Skovbakkens« sorte Tegltag kigge op over Skoven. Kort efter svingede de op for Hovedtrappen, hvor Jakobes mange smaa Søskende nysgerrigt styrtede til for at se, hvem der kom.

Nanny indfandt sig ogsaa ganske rigtigt til Middagen, det vil sige, hun kom en god halv Time efter, at man havde sat sig tilbords, og tog bort igen straks efter Kaffen. Hun syntes at være i ypperligt Humør og saae glimrende ud i en storblomstret Kjole med en spansk Trøje af blodrød Silke.

Imidlertid var det Per en Tilfredsstillelse at mærke, at hun alligevel ikke rigtig kunde Staa for den Kritik, hvormed han havde væbnet sig mod hende. Det var hendes Væsen, navnlig hendes ustandselige Talestrøm, der i de hjemlige Forhold virkede stødende paa ham. Hendes Koketteri var ogsaa altfor aabenbart, — det gjorde ham helt |131| forlegen her, hvor Jakobe var tilstede og hendes egne Forældre var Medvidner. Den Forestilling, hvori han havde behaget sig siden deres Afsked paa Banegaarden i Rom, at der fra hendes Side var en dybere Følelse med i Spillet, maatte han overhovedet paa Grund af hendes Opførsel nu igen slippe, hvilket i høj Grad bidrog til for øjeblikket at afsvale hans Erobringslyster.

Han følte det derfor i enhver Henseende som en Lettelse, at hun tog bort.

Den Modtagelse, han iøvrigt havde faaet paa »Skovbakken«, kunde han ikke med nogen Grund beklage sig over. Den overgik endda i Elskværdighed alt, hvad han havde turdet vente sig. Hans tilkommende Svigerforældre næsten kappedes om at vise sig venlige overfor ham og hædre ham. Saaledes udbragte Philip Salomon under Champagneknalden hans Skaal ved Middagsbordet, der ligesom hele Huset var festligt pyntet til hans Ære.

Ikke desmindre gik han den hele Eftermiddag og Aften omkring med en ham selv ganske uforklarlig Fornemmelse af Skuffelse. Den oprigtige Glæde, han havde følt ved Hjemkomsten, var hurtigt og ligesom ad skjulte Veje svundet bort fra det øjeblik, han betraadte »Skovbakken«, og havde efterladt en Følelse af Ensomhed og Savn, som han med Magt søgte at nedkoge af Frygt for at røbe den for de andre.

Han forstod kun halvt sin egen Trang til nu at |132| bortkaste ogsaa sin aandelige Rejseklædning og gøre sig det hyggeligt i gammelvante Følelser og Stemninger. Og han forstod endnu slet ikke, at denne Trang kun højst ufuldkomment lod sig tilfredsstille her i det for ham (trods alt) fremmede og fremmedartede jødiske Købmandshjem, hvor han indaandede den samme evropæiske Luft, som nu saa længe havde trættet ham. Da der om Aftenen kom nogle Bekendte i Besøg fra de omliggende Villaer — allesammen Jøder — havde han ganske Fornemmelsen af endnu at befinde sig i Udlandet.

Sammen med Jakobe gik han da ned i Haven, ned til den lukkede Alle langs med Vandet, hvor de i Dagens Løb oftere var tyet hen for at være uforstyrrede.

Jakobe hvilede Hovedet paa hans Skulder; men hvert øjeblik standsede hun og slog Armene om hans Hals.

Han strøg hende ligesom medlidende ned over Haaret. Og naar han overhovedet gengældte hendes uophørlige og stedse lidenskabeligere Kærtegn, var det ikke længer af Lyst, men kun, fordi han ikke nænnede andet.

Engang trykkede hun sin Kind ind mod hans, kaldte ham sin Mand og sagde, at han skulde holde sig hjemme den næste Formiddag, hun vilde da komme ind og besøge ham.

Per lod først, som om han ikke forstod hendes egentlige Mening.

|133|

»Det er umuligt, Kære,« sagde han. »Vi skal jo have vort første Forretningsmøde imorgen Klokken ti. Nu kommer Arbejdets Tid!«

»Ja, det er jo sandt! ... Men senere paa Dagen. Naar det bedst passer dig.«

»Nej, det gaar skam ikke, du! Vi maa være forsigtige her.«

Hun saae overrasket paa ham. Der var noget i den lille Latter, hvormed han ledsagede sine Ord, der saarede hende.

Saa gik hun videre og talte ikke mere derom. Lidt efter hørte de Stemmer oppe fra Haveskraaningen, og for ikke igen at blive blandet ind i det fremmede Selskab stjal de sig ud af en Laage, der for Enden af Gangen førte ud i det Fri.

Solen var netop gaaet ned. Mens det havde luftet godt om Dagen, rørte der sig nu ikke en Vind. Sundet laa metalblankt under en rødskyet Himmel, og Aftenen var saa stille, at man kunde høre Aareslagene fra en Baad langt ude. Kun inde fra Dyrehaven lød endnu den kogende Brusen, der især ved Foraarstid kan holde sig i Skovene mange Timer efter, at Blæsten har lagt sig.

I disse øjeblikke, mens de gik med hinanden under Armen henad en Sti langs med Stranden, og de begge var bleven tavse, betoges Per paa en ham ukendt Maade af Naturens aftenlige Skønhed. Den stemte ham tilsidst helt højtidelig.|134| Dunkelt følte han, at i denne hemmelighedsfulde Lyd fra det kogende Skovdyb derinde, i de bløde Klunk af Bølgerne mod Stranden og i de dumpe Aarestød fra den halvt usynlige Baad ude paa Vandet, ... at i alt dette lød der noget af det hjemlige, fortrolige »Velkommen«, han hidtil havde savnet.

*       *
*

Da Hotelstuepigen den følgende Morgen kom ind med en Te-Opdækning til Per, fandt hun ham allerede oppe.

Han gik halvpaaklædt frem og tilbage mellem Sovekammeret og det foranliggende; salonmæssigt udstyrede Arbejdsværelse (et af Hotellets dyreste Rum), hvilket han havde ment ikke at kunne undvære af Hensyn til de forestaaende Forhandlinger og til de Besøg og Sammenkomster, som disse efter hans Antagelse vilde medføre. Han agtede foreløbigt at slaa sig til Bo her paa Hotellet og var netop beskæftiget med at pakke ud af sine Kufferter. Med den næsten smaalige Ordenssans, der udmærkede ham i alt, hvad der angik hans egen Person, lagde han Stykke for Stykke ned i Skufferne efter ganske bestemte Regler ligesom de gamle Jomfruer, der ikke kan finde Ro i Sjælen, naar deres Uldtøj og Linned skal ligge i samme Skuffe.

|135|

Uden iøvrigt at tage Notits af Pigen eller det lille Skrig, der undslap hende ved Synet af ham i et saa luftigt Kostyme, tilkendegav han med et Hovedkast, at hun skulde sætte Bakken fra sig paa Bordet og forsvinde.

Han var om Aftenen taget tidlig hjem fra »Skovbakken«. Dødtræt af Dagens mange Indtryk og de foregaaende Døgns Rejsestrabadser var han straks faldet i Søvn og havde ikke vidst af sig selv at sige, før han nu til Morgen vækkedes af Arbejdsvognenes Rumlen. Og selv da maatte han en Stund ligge og besinde sig paa, hvor han befandt sig.

Da det var gaaet op for ham, at han var hjemme, stod han straks op. Han havde sat Svogeren, Ivan, Stævne her Kl. 9 til Afgivelse af »Referat« forinden de fulgtes ad til det berammede Møde hos Max Bernhardt. Han var sig Dagens Betydningsfuldhed bevidst og var fuld, af Utaalmodighed efter at tage fat. Hvad der endnu den foregaaende Aften havde været tilbage af Ubeslutsomhed, Tunghed og Utilfredshed i hans Sindsstemning, havde den lange, dybe Søvn faaet Bugt med. Han vilde nu paa afgørende Maade befri sig for alt, hvad der kunde sinke og adsprede ham. I det mindste foreløbigt skulde alt ofres for hans Fremtidsværk, — ogsaa Kærlighedsglæderne. Selv om Jakobe ikke netop var den, han helst saae som sin Hustru, saa bød |136| Klogskaben ham i øjeblikket at lade det have sit Forblivende ved det engang trufne Valg. Det fik saa gaa dermed, som det kunde! For Folk, hvem Skæbnen havde betroet et stort Kald, galdt nu engang ikke den almindelig menneskelige Lov. De havde i Hjerteanliggender den samme Forpligtelse som kongelige Personer, nemlig at opofre deres private Følelser for højere Hensyn.

Den Overvindelse, det kostede ham at falde til Ro i denne Afgørelse, var nu ikke netop saa stor, som han i sin sideniuske Selvretfærdighed gerne vilde indbilde sig. Han var i Grunden ikke ilde tilfreds med saaledes igen at have sin Livsbane liggende afstukket for sig — . . retlinjet og overskuelig lige til Endemaalet Ulige vanskeligere havde han ved at overvinde sin Ulyst til personlig at forhandle med Max Bernhardt og de andre ham ubekendte »Geschæftsherrer«, for hvilke han nærede en instinktmæssig Ringeagt, men hvis Bistand han uheldigvis ikke kunde undvære, om han skulde se sine Ideer ført ud i livet Deres egenraadige Sønderstykning af hans Værk havde paa Forhaand ikke stemt ham blidt imod dem, skønt han endelig godt indsaae, at man til en Begyndelse maatte gaa frem med en vis Forsigtighed. Han havde imidlertid besluttet ogsaa paa delte Punkt at bøje sig for Hensynet til Hensigtsmæssigheden, og forøvrigt haabede han ved sin personlige Nærværelse at kunne indblæse de aabenbart|137| meget ængstelige og nøgternt beregnende Herrer noget mere Mod og give dem et videre Syn paa den Opgave, der var stillet dem.

Da han nu var bleven færdig med sin Udpakning, satte han sig ned ved Bordet og drak i Mag sin Te, idet han rigtig nød det igen at spise Rugbrød og saltet, dansk Smør. Men Fabrikkernes Frokosttuden mindede ham paany om Tiden, og han sprang op for endelig at fuldføre sin Paaklædning.

Idet han hængte sit Barberspejl op paa Vinduesposten inde i Soveværelset, faldt hans Blik ned paa Torvet udenfor, og han blev nogle øjeblikke staaende med Sæbekosten i Haanden og saae paa Menneskene, der gik forbi dernede. Det var det saakaldte Halmtorv, der med sin uregelmæssige Form og i sin forsømte Tilstand henlaa som et Billede paa den Ufærdighed, der i det hele endnu prægede Byen. Umiddelbart ved Siden af en Række hastigt opsmurte »Pragtbygninger« i moderne evropæisk Kaffehusstil saaes Levninger af Byens gamle Fæstningsvold med en Stump Alle af bredkronede, hundredaarige Træer, ja et Sted knejsede i ganske landlige Omgivelser en almindelig Vejrmølle, hvis Vingers store Skyggehjul under sine Omdrejninger strejfede Torvets Brolægning.

Et iøjneskærende Solskin laa over den udstrakte Plads, der endnu var vaad og smudsig |138| efter en Nattebløde. Det var den travle Morgentime, da den indre By igen sugede Forstadens Befolkning til sig med sine Butikker, Kontorer, Skoler og Systuer. En Strøm af Mennesker hastede ind fra Vesterbro over de to Rækker Flisesten, der dannede Vej gennem Sølen.

»Det danske Folk! ... Mine egne Sideniusser! tænkte Per, idet han smilende betragtede disse mange fremmede og dog saa kendte Skikkelser, der alle syntes ham at ligne hinanden som Brødre og Søstre, og hvis runde, stumpnæsede Ansigter vilde have røbet ham deres Oprindelse hvor i Verden og i hvilken udenlandsk Forklædning han saa havde truffet dem.

Og med Haanden støttet paa Vindueskarmen faldt han et øjeblik i Tanker.

Altsaa skulde der virkelig nu begyndes paa hans store Reformationsværk. Det var helt underligt for ham at tænke derpaa. Efter saa mange Aars ensomme Arbejden, efter saa mange Forberedelser og forgæves Tilløb skulde endelig idag Grundstenen lægges til det nye Rige, som han Stykke for Stykke havde udformet af sine Tankers Kaos, egentlig lige siden han var en Dreng paa elleve Aar. Og dernede gik det intet anende Folk, — Raastoffet til Fremtidens Danmark, det døde Ler, som han lig en Gud drømte om at omskabe i sit Billede, indblæse sin Aand, fylde med sit Livsmod, sin Styrke.

|139|

Han smilte igen, idet han endelig gav sig i Færd med at indsæbe sine Kinder.

Der var lidt Galskab heri, — han følte det godt nu. Men det skræmmede ham ikke. Tværtimod. For ham, som bestandig hos sig selv havde maattet modarbejde en skjult Tilbøjelighed for Regelmæssigheden, var det en Tilfredsstillelse at vide sig i Besiddelse af det Gran Vanvid, hvorom den verdenskloge lille Maler i Rom havde sagt, at uden det vandtes ingen store Sejre mellem Menneskene.

Han var just kommen til Ende med Barberingen af den ene Kind, da han over Kanten af Spejlet fik øje paa en ornatklædt Præst, som. med lange Skridt skraaede over Torvet dernede. Han sænkede Kniven og fulgte med Blikket den lille, magre Skikkelse, der foran hver Vandpyt løftede op i sin Præstekjole ligesom en Dame i sine Skørter.

Smilet var forsvundet fra Pers Ansigt; han var kommen til at tænke paa sin Fader. Og pludseligt fik han et helt forskrækket Udtryk. Som et Stød gik det igennem ham, at hans Moder og de hjemmeværende Søskende jo nu boede her i København. Han huskede med eet, hvorledes der allerede ved Faderens Begravelse var bleven talt om, at de vilde flytte hertil ved Nytaarstid af Hensyn til en af hans yngre Brødre, der havde faaet Plads paa et af Byens Apoteker.

|140|

Der blev i det samme banket paa Døren fra Gangen ind til Arbejdsværelset. Og som skudt ud af en Kanon tumlede Ivan ind med sin store Dokumentmappe under Armen.

Han bragte Blomster og Bud fra Jakobe og tilføjede paa egen Haand en Hilsen fra Svigerforældrene for at faa Lejlighed til at sige Per den Behagelighed, at disse havde været særdeles glade ved at se ham igen. Dette var iøvrigt ikke usandt. Navnlig havde Philip Salomon været overrasket over, som Per havde udviklet sig. Den formkorrekte Børsmatador, der fra hint ungdommelige Kapløb gennem Dyrehaven og fra lignende Scener havde bevaret et alt andet end lovende Indtryk af sin tilkommende Svigersøn og egentlig troet, at han aldrig nogensinde vilde blive rigtig voksen, havde glædet sig meget over at mærke, hvor hans Væsen var bleven afslebet, hans Tale og hele Fremtræden behersket, næsten dæmpet.

»Men nu til Forretningerne!« sagde Per, der stadig gik halvpaaklædt omkring med nedhængende Bukseseler og den ene Kind indsæbet.

»Ja — til Forretningerne!« gentog Ivan mat og kastede sig uroligt i en Stol, mens han tog sig til Halsen, som om der pludselig var noget, der klemte ham i Struben. Han vidste ikke, paa hvad Maade han skulde faa det sagt til Per, hvor slet hans Sag i øjeblikket stod, og forberede ham |141| paa, hvad man ved det tilstundende Møde vilde forlange af ham.

For at vinde Tid gav han sig da til at fuldstændiggøre, hvad han i sine Breve havde fortalt om det første Bestyrelsesmøde og de forskellige Udtalelser, der ved den Lejlighed var faldet om Projektet.

Per indskød nu og da gryntende en Bemærkning inde fra Sovekammeret. Han havde igen givet sig i Kast med Barberingen, og Samtalen førtes gennem den aabne Dør. Det var dog ikke med ganske udelt Opmærksomhed, han hørte paa sin Befuldmægtigedes »Referat«. Han kunde ikke faa sine Tanker helt bort fra, at Moderen og Hjemmet nu var i København, at han altsaa naarsomhelst kunde risikere at møde Signe og de andre Søstre paa Gaden her. Maaske boede de endda lige her i Nærheden! ....

Bag sit eget Billede i Spejlet saae han pludselig Ivan, der stod og hang op ad Karmen i den aabne Dør og betragtede ham med et fortvivlet, bønfaldende Udtryk i sit gulblege Ansigt.

Hvad nu? — tænkte han, dog uden synderlig Uro, og forholdt sig stumt afventende.

»Maa jeg gøre dig et Spørgsmaal?« begyndte Ivan klynkende.

»Værs'artig!«

»Sig mig ... vilde det ... kunde det ... jeg |142| mener, vilde det være dig ganske umuligt at gøre en Tilnærmelse til Oberst Bjerregrav?«

Per vendte Hovedet om. Han vidste i første øjeblik ikke, om han skulde give sig til at le eller blive vred. Han valgte det første.

»Hør, lille Børn!« sagde han, idet han atter saae i Spejlet. »Jeg tror, det fordrukne Asen har gjort jer kulrede! ... Dersom han har bildt jer ind, at vi ikke kan undvære hans Assistance, kan I hilse ham fra mig og sige, at han kan slikke — noksagt. Bliv bare ikke nervøse! Naar det gamle Skøvl bjæffer, er det, fordi han ikke tør bide.«

»Jeg giver dig — paa en Maade — naturligvis ganske Ret«, svarede Ivan, hvem hans spøgende Tone gjorde lidt dristigere. »Det er naturligvis ganske sindssvagt at tillægge hans Tilslutning nogen afgørende Betydning. Vi vil altid kunne skaffe os et andet Navn at pynte med. Men paa den anden Side, naar nu vore kære Medstiftere ikke kan bringes bort fra den Ide, at netop han er uundværlig; og naar han selv har erklæret sig villig til — paa visse Betingelser — at støtte Foretagendet og medvirke ved Startningen, saa — —«

»Hvad saa?«

»Saa ... jeg mener ... saa«, gentog Ivan og vred sig som i Mavekrampe, — »saa vilde det jo unægtelig lette Sagens Gang betydeligt, om du, |143| som sagt, kunde bekvemme dig til en saadan ... saadan ... Tilkendegivelse, som han har ... har ... ønsket«.

»Hvad var det for en Tilkendegivelse?«

»Bare, at den gamle Historie er glemt og ikke skal forstyrre jeres Samarbejde. — Herregud, det hele vilde jo ingenting betyde for dig. Bare en Visit, andet forlanger han ikke. Og jeg veed, han vilde modtage dig med aabne Arme. Siden Bladene har haft Notitser om Foretagendet, har han gaaet ganske æggesyg omkring ... jeg veed det fra Onkel Heinrich. Han vil i Virkeligheden forfærdelig gerne være med. Forleden havde han sendt Bud efter Onkel — under et andet Paaskud naturligvis — men blot for at forhøre om, hvornaar du kom hjem, og hvordan det hele udviklede sig. Jeg er vis paa, han gaar nu hver Dag og venter dig og vilde falde dig om Halsen, om du kom! Han sagde det ogsaa til mig dengang, at han havde faaet stor Respekt for dig og fuld Tillid til Foretagendet, som han kaldte epokegørende. Han var helt begejstret!«

»Den Kærlighed kommer lidt for sent«, afbrød Per ham tørt. »Han skulde have vist den, da Tiden var. Nu har jeg ingen Brug for den. — Lad os altsaa tale om noget andet. Hvad de omtalte kære Medstiftere angaar, saa vær du kun rolig og lad mig om dem. Jeg faar dem jo nu til Behandling, og de er vel ikke dummere, end |144| at de kan bringes til at forstaa, at jeg ikke vil kunne finde mig i noget Slags Formynderskab.«

»Men derom er der heller ikke Tale, Kære! Det er jo kun af Hensyn til Publikum, at de har ønsket — —.«

»Ja, det er mig ligemeget. Jeg vil nu ikke høre mere om den Ting. Det skrev jeg forresten allerede til dig fra Rom.«

»Maa jeg blot sige et eneste Ord til? Saa fuldt jeg ellers erkender den Indflydelse, som du frem for Nogen kan udøve paa Folk ved din Tale og din Personlighed, saa troer jeg — undskyld! — at du forregner dig, naar du mener at kunne paavirke de omtalte Mænd i den her berørte Sag. Jeg kan jo snakke lidt med derom. Hvad særligt Max Bernhardt angaar —«

Men ved Lyden af dette Navn brast Pers Taalmodighed. Han vendte sig helt omkring og sagde:

»Aa, lad mig være fri for denne evige Max Bernhardt! Det er dog vel, for Pokker, mig, der bestemmer her! — Du skal ikke gøre dig Bekymringer. Jeg skal nok klare den Butik. Og lad os nu se at blive færdige til at komme afsted. Det er godt straks fra Begyndelsen at vænne de Folk til Præcished.«

Der var ikke mere at udrette for Ivan. Han gik igen bort fra Døren og kastede sig tilintetgjort|145| i en Lænestol, hvor han blev siddende uden at tale, mens Per fuldførte sin Paaklædning.

Da de en halv Timestid senere kom ind i Max Bernhardts store, med Parisersmag udstyrede Modtagelsesværelse, havde de andre Herrer undtagen Vekselereren og Max Bernhardt allerede indfundet sig. De stod i en Klynge henne ved et af de høje Vinduer og modtog Per med megen Tilbageholdenhed.

Med Undtagelse af den unge Hr. Sivertsen, der altid var ligeglad, naar man blot vilde høre paa hans Kulissehistorier, var de alle mere eller mindre betænkelige ved at have lovet deres Navn til et Foretagende, som de stadig ingen rigtig Tillid havde til, og som kun deres hidtil urokkede Tro paa Max Bernhardt overhovedet havde faaet dem til at indlade sig med. Pressens Basunstød for Projektet havde endda snarere forøget end formindsket deres Betænkeligheder; de fleste af dem var ikke langt fra at anse Per for en bevidst Plattenslager, der havde haft det enestaaende Held at sætte Max Bernhardt et X for et U, og de spekulerede da ogsaa bare paa at finde en Maade, hvorpaa de kunde trække sig tilbage itide uden at gøre sig Max Bernhardt til Uven.

Per var saa ganske uforberedt paa den kølige Modtagelse, han fik, at det varede noget, inden han kunde tage sig i sin Overraskelse. Han havde snarere tænkt sig ved sin Indtrædelse at blive |146| Genstand for Hyldest af disse Mænd, der haabede at kunne berige sig ved hans Arbejde. Men de forsamlede Herrer værdigede ham akkurat en Genhilsen. De gjorde sig endog tydelig Umage for ikke at røbe den Nysgerrighed, hvormed de dog havde belavet sig paa Mødet med ham. Kun den »forhenværende Landmand« begloede ham ugenert med et Par runde øjne tilmed uden at tage Hænderne af Bukselommerne, mens han hilste.

Per saae i den Anledning truende paa ham og sagde, henvendt til Ivan, der forestod Præsentationen:

»Jeg hørte ikke den Herres Navn.«

»Hr. Nørrehave,« hviskede Ivan, der stod og trippede — ganske bestyrtet over hans udæskende Holdning overfor disse Mænd, der nu skulde afgøre hans Værks Skæbne.

»Ja saa« — sagde Per langsomt og blev ved at se paa Proprietæren, saa denne tilsidst vendte sig om og gik bort med en haanlig Snøften.

»Det lader til at være en rigtig Ave kat!« mumlede han i Forbigaaende til en af de andre Herrer, — men Hænderne var dog kommen op af Lommerne og flyttet ind bag de brede Frakkeskøder.

Først nu kom Max Bernhardt og hans Ven Vekselereren ind fra et Sideværelse. De hilste med noget større Forekommenhed paa Per og ønskede ham velkommen hjem. Max Bernhardts |147| Ord til ham indeholdt dog straks en Paamindelse.

»De har været ventet med Længsel,« sagde han, idet han med missende øjne ligesom tog Maal af ham fra Isse til Fod. »Hvert øjeblik kan blive af Betydning, naar Tiden for en sags Gennemførelse er kommen. — Vil de Herrer behage at tage Plads!«

Man anbragte sig omkring det store Bord i Midten af Stuen, og der kom med nogen Vanskelighed en Forhandling igang. De sædvanlige Kort og Tegninger blev udrullede og Overslagene fremlagte; men til at begynde med drejede Samtalen sig desuagtet mest om Ting, der stod i en meget løs eller i slet ingen Forbindelse med Pers Projekt. I Tilslutning til noget, man forud havde talt om, eller ganske uden Overgange fremkastedes der Spørgsmaal om helt andre Forretninger, som de forskellige Herrer var interesserede i, eller der blev fortalt Børsnyheder og gengivet Gaderygter, ja den unge Hr. Sivertsen sad og underholdt sin Sidemand med en Anekdote, han havde hørt om en af Byens populære Skuespillerinder.

Gang efter Gang maatte Max Bernhardt banke i Bordet med en Lineal og anmode de Herrer om saa vidt muligt at holde sig til den foreliggende Sag.

»Mine Herrer, vi befinder os i Hjertingbugten! Vi skulde forsøge at sætte Vesterhavet paa Aktier!« |148| sagde han i den uforanderligt spøgende og ironiske Taleform, han anvendte selv under de betydningsfuldeste Finansforhandlinger.

Ivan sad som paa Gløder. Han skottede fortvivlet hen til sin Ven. Per havde lænet sig tilbage paa sin Stol og bed sig i Læben med et Ansigtsudtryk, der mindede om et optrækkende Tordenvejr. Endnu besvarede han vel — om ogsaa kort og afvisende nok — de Spørgsmaal, der nu og da rettedes til ham; men han dirrede af Opbragtbed. Først havde han søgt at tage overlegent paa det hele. Han havde sagt til sig selv, at han jo aldrig burde have ventet sig andet af saadanne Folk, og at der var noget af Tilværelsens ophøjede Komik i at se disse Børsbanditter sidde der og paa ganske dagligdags, endog spøgende Maade smaasnakke om det Værk, den gyldne Gave, han med Geniets Rundhaandethed havde skænket sit Land, samtidig med, at de med højtidelig Alvor drøftede Salget af et Bryggeri og Oprettelsen af en Lejekontrakt. — Men han kunde ikke i Længden betvinge sin Harme.

Uden at vide det var han imidlertid bleven skarpt iagttaget henne fra den anden Bordende, hvor Max Bernhardt sad med en Albu paa Stolearmen og med sit mørke Hoved støttet af en smuk, hvid Haand. Hans store, posede øjelaag med de blaalige Skygger omkring var som sædvanligt halvt tillukkede, saa man ikke kunde se, hvor |149| hans Blik færdedes, — men det hvilede næsten uafbrudt paa Per.

Det var Pers sammenbidte Mund og de vredt opsvulmede Aarer i hans karakterfulde Pande, der overraskede og fængslede ham. Ogsaa de kolde øjne havde en vis Tiltrækning for denne Mand, som plejede at sige, at han ved sin Død vilde udsætte en Præmie for ethvert nogenlunde udtryksfuldt Ansigt i den Samling af Kødhoveder, der udgjorde det danske Folk. Han var i det hele bleven overrasket af Pers ret statelige og verdensmandsagtige Ydre, der saa lidt lignede det Billede, han havde bevaret af ham fra hint Middagsselskab hos Philip Salomon, hvor han havde forekommet ham at være en temmelig uappetitlig Mellemting af en Seminarist og en offentlig Piges Jon. Skulde han have taget fejl af ham? Skulde de danske Præstegaarde undtagelsesvis have udklækket et virkeligt Mandfolk med lidt paalidelig Oprørsaand i Kroppen? Eller var han en af de sædvanlige nationale Rebeller, hvis Løvemod sank sammen i Faarefromhed ved det første Albustød?

Spørgsmaalet om Pressens Bistand var imidlertid bleven bragt paa Bane mellem de øvrige Herrer, og den godmodige Vekselerer Herløv med det ludende Hoved sagde i faderlig Tone til Per, at han jo nu maatte aflægge Visitter paa de forskellige Redaktionskontorer og helst søge baade |150| Redaktøren og Redaktionssekretæren, da den sidste ellers let kunde føle sig tilsidesat. Han nævnede Navnene paa en Række københavnske Aviser og tilføjede, at det naturligvis vilde være allerbedst, om han fik Bemyndigelse til med det samme at tilsikre Bladene en Sum for Avertissementer, — »det er flere Steder meget velset,« sluttede han tørt vittig.

Per svarede blot ved at se paa ham med et foragteligt Smil.

Men nu tog Max Bernhardt til orde og hans Stemme fremkaldte straks Stilhed rundt om Bordet. I Tilslutning til sin Kompagnons Bemærkninger optog han Spørgsmaalet Oberst Bjerregrav til Forhandling. Henvendende sig til Per sagde han:

»Det er jo særdeles uheldigt, at Obersten og De, efter hvad vi hører, engang i længst forsvundne Dage skal have været i Totterne paa hinanden ... ja rimeligvis ikke bogstaveligt; Oberster er jo i Almindelighed skaldede.«

Der blev smilet rundt om Bordet, og den unge Hr. Sivertsen opslog i pligtmæssig Beundring en æselsagtig Skryden — til Max Bernhardts synlige Ærgrelse forøvrigt.

»Jeg finder det, som sagt, uheldigt« — fortsatte han — »fordi Oberst Bjerregrav ubetinget er den af vore mere kendte Sagkyndige, der vil kunne tjene Sagen bedst, ... ikke at tale om, at |151| han vilde være besværlig, maaske farlig at have til Modstander. Nu har vi jo imidlertid — som De vist allerede veed — faaet Oberstens Ord for, at han for sit Vedkommende vil glemme den gamle Affære paa den Betingelse, at De vil gøre det indledende Skridt til en Forsoning, hvilket vel, naar hans Alder og sociale Stilling tages i Betragtning, maa siges ikke at være nogen urimelig Fordring. Hvad mener De?«

Alle havde under denne Tale vendt sig mod Per, hvis Holdning efterhaanden havde vakt en Del skjult Raadvildhed. Han lod dem ikke vente længe paa Svaret.

»Jeg indlader mig selvfølgelig ikke paa nogen Art Betingelser,« sagde han med Vægt og saae sig udfordrende om.

Ivan sank stille sammen som en hjerteskudt Fugl. Men ogsan gennem de andre Herrer gik der et Stød af Betuttelse, saa usædvanligt var det bleven, at nogen — endsige en ung Mand — fordristede sig til saa aabenlyst at overhøre Befalingen i Max Bernhardts »Henstillinger«.

Max Bernhardt selv var et øjeblik ikke langt fra at gaa ud af sin Rolle men greb dog den smilende Maske i Faldet. For at give Per Tid til at gøre sin Dumhed god igen saae han om til sine Sidemænd og sagde med overbærende Humor:

»Hr. Sidenius har aabenbart faaet det forkerte Ben ud af Sengen imorges.« — Og vendt igen |152| imod Per fortsatte han i samme Tone: »Hvor kan De dog nænne at vise Dem saa uforsonlig overfor en Hædersmand som Oberst Bjerregrav, en gammel Krigsinvalid, en Fædrelandsforsvarer? Han er jo lige til at kysse!«

De andre Herrer kom igen til at le, og Per kunde nu ikke længer styre sig. Som altid, naar en stolt Forventning var slaaet fejl for ham, tabte han tilsidst Besindelsen. Med et Slag i Bordet rejste han sig op, graa i Ansigtet, og sagde stødvist:

»Jeg vil gøre de Herrer opmærksom paa, at det er Dem, der har haft Bud efter mig — ikke omvendt. Det tilkommer vel derfor mig ­ og ikke Dem — eller nogen anden — at stille Betingelser«.

Han satte sig igen under isnende Stilhed. Hr. Sivertsen forsøgte vel paany med sin skrydende Latter men holdt inde, saasnart han mærkede, at de andre forblev tavse.

Max Bernhardt sad med Haanden omkring Hagen. Hans blodløse Ansigt havde faaet det uhyggelige, tillukkede Udtryk, som det plejede at faa, naar han i Tankerne udfærdigede en Dødsdom. Det gjorde ham iøvrigt ondt for den unge Mand! Han var virkelig begyndt at faa lidt Interesse for ham, omend denne ungdommelige Opfarenhed ikke just forøgede den, — den gjorde ham snarere igen lidt mistænksom med Hensyn til Pers indre |153| Lødighed. Han havde for ofte i Livet truffet en saadan Heltemæssighed netop hos de holdningsløseste Pjalte.

»Det er saaledes Deres Mening« — tog han dæmpet tilorde — »at De ikke vil gøre Oberst Bjerregrav — og dermed os — den ønskede Indrømmelse?«

»Ja. — Saa længe man ikke har saa meget som spurgt om mine Betingelser, anser jeg overhovedet al videre Forhandling for Tidsspilde.«

»Og det er Deres endelige Svar?«

»Absolut!«

»Ja — mine Herrer! — saa er vi jo færdige. Vore Forslag er ikke bleven akcepterede, altsaa lader vi Sagen falde. Det er maaske ogsaa af andre Grunde det heldigste. Jeg tager næppe fejl i, at der ikke har været nogen stor Stemning hos de Herrer for dette Projekt, som vi saaledes nu overlader til dets egen Skæbne.«

Med dette Afskedsspark rejste Max Bernhardt sig; og een efter een stod derefter ogsaa de andre op, de fleste med en Følelse af Lettelse ved saa uventet hurtigt at være bleven befriet for dette i deres øjne dødfødte Projekt. Enkelte af dem var dog noget misfornøjede med den hovedkulds Afslutning, navnlig galdt dette Proprietær Nørrehave. Han var bleven svært imponeret af Pers Optræden og blev ved at følge ham med sine runde øjne, |154| da denne efter at have hilst med et afmaalt Buk forlod Kontoret sammen med Ivan.

Per selv var iøvrigt overrasket over Virkningen af sine Udtalelser. Han havde ikke haft til Hensigt netop at bryde med Max Bernhardt og hans Kompagni. Men da det nu var sket, tog han det med den gemytlige Sindsro, hvormed han sædvanlig skikkede sig i Følgerne af sine Overilelser.

Saasnart Døren havde lukket sig bag Per og Ivan, traadte Max Bernhardt igen hen til Bordet, hvorom de andre Herrer endnu var samlede, og sagde:

»For at forebygge Misforstaaelse ønsker jeg blot at tilføje, at jeg naturligvis ikke hermed har opgivet Frihavns-Tanken. Paa ingen Maade. Jeg kan allerede meddele de Herrer, at den i den allernærmeste Fremtid vil blive taget op igen paa et andet og — som jeg troer — adskilligt fornuftigere Grundlag. Der er da, fra hvilket Synspunkt man end betragter hvad der nu er sket, ingensomhelst Anledning til at beklage det. Paa Gensyn!« —

*       *
*

Ude paa »Skovbakken« gik Jakobe denne Formiddag omkring i en lidt trykket Stemning. Den Forventning, hvorunder hun de foregaaende Dage og Nætter havde talt Timerne til Pers Komme, havde været altfor stærkt spændt til, at der ikke skulde komme et Tilbageslag. Hun følte sig en |155| lille Smule skuffet af ham, ... ja i Virkeligheden mere, end hun vilde tilstaa for sig selv.

Men hun kunde heller ikke komme bort fra, at han havde forandret sig, siden de sidst saaes. Det beherskede, næsten stilfærdige, der havde været over hans Optræden den foregaaende Dag, og som Forældrene havde været saa glade for tilfredstillede slet ikke hende. Hun havde lært at elske ham som den Vildbjørn, han var, da hun første Gang saae ham, og som han endnu var, da de for to Maaneder siden skiltes i Laugenskoven. Hun havde været vant til, naar de var sammen med andre, at sidde med Hjertet i Halsen af Angst for, at han skulde vække Anstød og udfordre Forargelsen, — og hun ønskede sig slet ikke befriet for dette lille Martyrium. Hun havde overhovedet ondt ved at forlige sig med, at nu ogsaa alle andre skulde kunne forstaa ham og fatte hans Værd. Der var heri — uden at hun selv forstod det — noget af en hemmelig Frygt for, at hun skulde komme til at elske ham mindre, naar han ikke længer var Offer for Miskendelse.

Bedst som hun nu gik med disse Tanker, kom Ivan hjem med Jobsposten fra Mødet hos Max Bernhardt. Hun opholdt sig ude paa Terrassen foran Villaen, da hun pludselig hørte hans Stemme inde fra Havesalen, hvor Moderen sad mellem sine Regnskaber.

Det Indtryk, Ivans Meddelelse straks gjorde |156| paa hende, fik hende til at le. Begivenheden kom saa pudsigt dumpende ned som en eftertrykkelig Protest mod det, hun lige havde gaaet og tænkt paa; og Ivans Forfærdelse og Moderens ganske himmelfaldne Mine vakte en øjeblikkelig Tilfredsstillelse hos hende. Nu kendte hun igen sin Vildbams!

Det varede dog ikke længe, før ogsaa hun blev betænkelig ved Historien. Ja, da hun rigtig havde faaet sig samlet, og navnlig da hun af Ivan havde hørt, hvordan alt var gaaet til, og at det egentlig slet ikke havde været Pers Mening at fremkalde et Brud, ærgrede hun sig endnu mere end de andre over det tanke- og hensigtsløse i hans Fremfærd. Hun tænkte derved mindre paa, hvad han selv (og dermed ogsaa hun) nu udsattes for, skønt Udsigten til igen at skulle leve helt paa det uvisse med Hensyn til deres Fremtid ikke just virkede opmuntrende paa hende. Hendes Vrede galdt især den Ligegyldighed for, hvad Faderen og Ivan for hans Skyld havde sat ind paa Sagen, hvorom hans Optræden vidnede.

Tidspunktet var nu tilmed grumme uheldigt valgt. Der skulde den næste Dag være stort Selskab her paa »Skovbakken«; og selv om det ikke udtrykkelig var bleven sagt, saa var det dog Meningen hermed at fejre Pers Hjemkomst. Alle Medlemmerne af det nu opløste Konsortium var da ogsaa bleven indbudte, og det havde været |157| Ivans Haab at kunne gøre Højtideligheden til en virkelig Indstiftelsesfest for det store Værk. Jakobe mente desuden at vide, at Forældrene gerne saae Lejligheden benyttet til at offentliggøre hendes Forlovelse. Moderen, der særlig syntes ivrig derfor, havde ligefrem sagt, at det vist maatte være rigtigst snart at tænke paa Bryllup. Det havde da ogsaa været Jakobes Hensigt at tale til Per derom og samtidig at betro ham, hvad hun nu ikke længer tvivlede om, at hun var frugtsommelig. Men hun havde nu pludselig mistet Modet dertil. Det maatte i hvert Fald vente til den næste Dag.

Ud paa Eftermiddagen viste Per sig efter i Forvejen at have meldt sin Ankomst ved Telegram. Jakobe var gaaet ham imøde ad Stationsstien gennem Skoven, og allerede paa Afstand raabte han til hende:

»Du har vel hørt Nyheden ... Jeg har drevet Kræmmerne ud af Templet!«

Hans triumferende Mine gjorde Jakobe yderligere forstemt, omend hun nok forstod, at den skjulte en vis Forlegenhed. Dersom han nu endda havde sluttet hende ind i sine Arme og værget sig mod hendes Bebrejdelser ved at lukke hendes Mund med Kys, — hun vilde da have tilgivet ham alt og hurtigt glemt sine Bekymringer ved hans Bryst. Men opfyldt, som han var, af sig selv og sin Bedrift stak han blot sin Arm ind under |158| hendes og skred afsted med hende henad den mørke Skovvej.

Efterhaanden mærkede han dog paa hendes korte Svar, at hun misbilligede, hvad han havde gjort, og herover følte han sig dybt krænket. Han havde været saa overbevist om, at i det mindste hun vilde forstaa ham og anerkende Betydningen af dette Skridt, der i hans egne øjne allerede var vokset til en epokegørende Udfordring til Max Bernhardt og hans hele Kompagni. Han havde oftere hørt hende udtale sig med Uvilje om disse Mænd. Navnlig havde hun beklaget den Rolle, Max Bernhardt var kommen til at spille som en af den ny Tids Førere.

Men naturligvis — sagde han med Bitterhed til sig selv — hun er, naar det kommer til Stykket, ikke anderledes end Ivan og hele det øvrige Slæng. Kræmmeraanden sidder de gode Krumnæser for dybt i Kødet. Ærefrygten for Pengene gør dem til Kujoner. Blot man slaar en Næve lidt fast i Bordet, saa en Daler kommer til at klirre, faar de straks ondt af Skræk.

De havde nu naaet Udkanten af Skoven. Her var en Bænk anbragt under et stort Træ, og under Paaskud af at være bleven træt og at maatte hvile sig lidt satte Jakobe sig ned. Men skønt hun ved den Maade hvorpaa hun trak sin Kjole til sig, ligesom beredte ham Plads ved sin Side, vilde han ikke sætte sig men gik frem |159| og tilbage paa Stien foran hende, stadig optaget af at forklare sine Bevæggrunde til at modsætte sig Fordringen om at gøre Obersten nogensomhelst Indrømmelse og i det hele til at handle, som han havde gjort.

Jakobe lænede sig tilbage mod Bænkens Ryg, paa hvilken den ene, udstrakte Arm allerede hvilede. Og mens hun med et stillestaaende vagtsomt Udtryk fulgte ham paa hans Gang, tænkte hun igen paa, hvor han dog havde forandret sig. Hun havde ikke den foreganende Dag følt det saa stærkt som her, hvor Trækronernes Brusen og Stedets Ensomhed saa levende erindrede hende om deres elskovssvimle Vandringer i Laugenskoven og den smerteligt søde Afsked der. Der skød nu og da et Glimt af Mistro op i hendes brune øjnes forskende Blik. Hvad kunde han have oplevet? ... Skulde der ligge noget utilstaaet under disse hastigt vekslende Stemninger, som i Grunden slet ikke lignede ham? ... Skulde Sagtmodigheden igaar og Pirreligheden idag have den samme skjulte Aarsag? ... Og hans italienske Breves Korthed? ... Hans lange Tøven med at bestemme sig til at rejse hjem? ...

Hun strøg sig skamfuld med Haanden over Panden for at forjage disse onde Tanker, der pludselig var stormet ind paa hende som en Flok Furier. Hun havde i nogen Tid slet ikke opfattet Pers Ord. Nu tog hun sig sammen og sagde:

|160|

»Det gør mig næsten mest ondt for Ivan. Han har virkelig været rørende i sin Iver for din Sag. Jeg troer ikke, han kunde have anstrengt sig mere, om det havde været hans egen Fremtid, det galdt.«

Per vilde først ikke svare noget herpaa. Det ærgrede ham altid at skulle høre om Ivans Opofrelser, som han ikke tillagde synderlig Betydning. Han sagde dog:

»Ja, det er jo kedeligt. Det gør mig virkelig ondt for din Broder ... men derved er nu ingenting at gøre. Forresten synes jeg, at Ivan paa Forhaand maatte kunne sige sig, at med Folk som Max Bernhardt nyttede det ikke at føre mig Sammen. Jeg skal ellers ikke blive højtravende; men der maa dog være en Rest af Idealitet tilovers hos de Mænd, med hvem man skal arbejde paa en Opgave som denne.«

»Du havde dog selv akcepteret dem —.«

»Jeg kendte dem jo ikke. Store Forestillinger havde jeg ikke gjort mig om dem; men at det ene og alene var Hensynet til den øjeblikkelige Profit, der havde faaet dem til at tage Sagen op, det troede jeg dog ikke. — Og saa den plebejiske Storsnudethed, hvormed de sad der, som om de viste mig en Naade ved at være villige til at berige sig ved mit Arbejde! — Skal den Slags Personer være den ny Tids Mænd her i Danmark, saa siger jeg: Gud hjælpe os! Saa er vi kommen |161| fra Dynen i Halmen. — Men det skal ogsaa blive Løgn, sa'e Mads Madsen!«

Han var standset et Øjeblik, mens han talte, men fortsatte nu atter sin Spaseren med Stokken hængende under den ene Arm og Hænderne stukket i Lommerne.

»Og hvad tænker du nu paa at gøre?« spurgte Jakobe efter nogen Stilhed.

Ganske simpelt — fortsætte, som jeg begyndte. Agitere, skrive, ringe med Stormklokken, indtil Folket hører. Der maa dog vel engang blive andre at faa i Tale i dette Land end netop Børsrøvere. — Du kan tænke dig, de havde endogsaa den Frækhed at forlange, at jeg skulde gøre Pressejonerne min Opvartning. Hvad siger du til det?«

»Aa — jeg veed ikke.«

»Naa saadan!« — Han standsede paany. — »At skulle antichambrere hos Dyhring og Konsorter. Det vinder dit Bifald, tror jeg.«

Jakobe, der igen havde været fraværende, samlede sig endelig til et overvejet Svar.

»Dersom det kunde blive til Gavn for Foretagendet, — og det vilde det sikkert — hvorfor skulde du saa egentlig ikke kunne gøre det?«

»Og det mener du? Jeg maa sige, du overrasker mig virkelig!«

»Jeg mener overhovedet, at naar man vil tænke paa at skaffe sig Indflydelse — fordi man nu af |162| en eller anden Grund har Brug for den — saa gør man klogt i at begynde med at anerkende Magten hos andre, hvad man saa end mener om, hvordan den er erhvervet.«

»Ja du maa undskylde mig, at jeg har ganske andre Forestillinger om, hvad man skylder sig selv og de Ideer, man har gjort sig til Talsmand for. Specielt i dette Tilfælde priser jeg mig lykkelig over itide at have faaet mit Navn og mit Arbejde reddet ud af den Sfære, hvor din Broder — i bedste Mening naturligvis, men ubehændigt — havde trukket det ned.«

»Tiden vil jo vise det«, sagde Jakobe efter en ny, kort Tavshed.

Hun havde lagt Hovedet ned i sin Haand og vendt Ansigtet bort. Det pinte hende at se paa Per under hans fortsatte Anstrengelser for at retfærdiggøre sig i denne Sag. Hun ønskede inderligt, at han vilde holde op med sine Forklaringer, som i hendes øjne kun var Udflugter, der skulde dække over, at han havde manglet Overlegenhed til at kunne hævde sig overfor de Mænd, han nu smædede. At hans uoverlagte Brud med dem var en af den Slags desperate Udfordringer, hvormed Afmagten forsøger at besmykke et Tilbagetog, — derom var hun ikke længer i Tvivl.

Men Per blev ved at tale. Jakobes vedvarende Misbilligelse af hans Handlemaade opirrede ham og gjorde ham trættekær. Han taalte overhovedet|163| ikke længer Kritik og allermindst af hende. Ved den mindste Modsigelse arbejdede han sig op til den mest stivsindede Paastaaelighed.

»Det morer mig virkelig med den Beundring, du synes at have faaet for Max Bernhardt og hans Kabylere,« sagde han med et koldt Smil. »Den Kærlighed er af ny Dato. Den skulde da ikke være opfundet for Lejligheden?«

»Det sidste har jeg overhørt, Per,« svarede Jakobe, hvis Mine var bleven mere og mere mørk, men som endnu søgte at bevare sin Ro. »Forresten veed jeg ikke af, at jeg har udtalt nogensomhelst Beundring; men jeg fragaar ikke at have glædet mig lidt over, at det blev Max Bernhardt, du kom til at arbejde sammen med, — derfor er jeg vel ogsaa nu bleven desmere skuffet.«

»Du betragter ham med andre Ord som Idealet af en Gentleman ... et efterfølgelsesværdigt Eksempel!«

»Aldeles ikke — skønt jeg troer, han er en hel Del bedre end sit Rygte. Jeg veed tilfældigt, at han, som har Ord for at være den personificerede Egenkærlighed, i Stilhed er meget godgørende og underholder flere fattige jødiske Familjer her i Byen« —

— »som Bod maaske for de Ulykker, han gør paa kristne Familjer over hele Landet. Han har jo allerede ikke saa faa ruinerede Hjem paa Samvittigheden.«

|164|

»Naa ja — han er en Stridsmand. »Krig er min Haandtering« skal han nok engang have sagt. Han er skaanselsløs og uforsonlig, undertiden vistnok ogsaa grusom. Derfor var jeg ogsaa en Tid betænkelig ved hans voksende Indflydelse, — deri har du ganske Ret. Men jeg er kommen til at tænke paa, at man maaske netop trænger til en saadan Mand herhjemme, hvor man synes at have saa vanskeligt ved at lære at forstaa, at vil man Maalet, maa man ogsaa ville Midlerne, og ikke idelig tinge om dem — med sig selv og andre.«

»Altsaa alligevel et Ideal, en Læremester for os alle! Du er mageløs! — Sig mig, hvormange Selvmord er det, man regner, at han til Dato kan tilskrive sig Æren af«

»Aa, den dumme Snak!«

»Men du bliver dog nødt til at indrømme —«.

»Ja, om saa var? — Jeg synes, at netop det Paastyr, der opstaar, hver Gang han gør Brug af sin Magt til at uskadeliggøre en Modstander eller til at bringe en Medhjælper frem, tydeligere end noget viser, at man hertillands har været i Færd med at glemme, hvordan en virkelig myndig Mand ser ud ... en Mand, der veed, hvad han vil, og som forstaar den sjeldne Kunst at herske.«

»Kære, du bliver jo helt højtidelig! Man skulde virkelig tro, du havde forelsket dig i den sortsmudsede lille —«

|165|

Han vilde have sagt »Jøde« men tog sig i det og sagde »Grævling«.

»Men det er vel paa Grund af Stammefrændskabet,« fortsatte han lidt efter.

Jakobe tav.

Du har i det hele faaet en lidt komisk Svaghed for Komthurnen, synes jeg.«

»Ko-thurnen, Per ... Ko-thurnen!«

»Aa, maa jeg bede mig fritaget! Hvad skal den Vigtighed til!«

»Men du maa dog virkelig respektere Sprogbrugen. Det gaar ikke an, at du udstrækker din Reformeren ogsaa til Videnskaben.«

Saadan blev de ved en Stund; det ene bitre og saarende Ord tog det andet. Men Jakobe trykkede tilsidst Haanden mod øjnene for at nedkæmpe sin Vrede. Hun var med eet bleven forfærdet over sig selv. — Nej, nej. Dette her var stygt! Hun vilde ikke mistro ham. Hun vilde stoppe sine øren for sin Skinsyges Ugletuden. Hun vilde ikke tro paa nogen Fare.

Hun rejste sig op, gik hen til Per og tog ham om Hovedet, idet hun tvang ham til at møde hendes Blik.

»Per,« sagde hun. »Synes du ikke, vi skulde skamme os lidt, begge to? — Kys mig nu, og saa glemmer vi hvert Ord, der er sagt. Du maa gerne sige, at det er mig, der har Skylden, naar du kun vil være god igen. Og saa lover vi hinanden, |166| at saadan noget aldrig mere maa ske. Ikke sandt?«

Hendes Underkastelse formildede straks Per. Jo mere ophidset han var, des daarligere modstod han et kærligt Ord. Det var end ikke frit for, at han var lidt bevæget, da han svarede:

»Du har Ret ... det er dumt. Men jeg var saa overbevist om, at du vilde billige, hvad jeg havde gjort. Og jeg vil nu mere end nogen Sinde trænge til at finde Forstaaelse og Støtte hos dig.«

»Det skal du aldrig mangle, Per!« sagde hun.

Og de beseglede Forsoningen med to lange Kys.

*       *
*

Det var alligevel ikke nogen rigtig hyggelig Stemning, der herskede under Middagsmaaltidet paa »Skovbakken« den Dag. Philip Salomon, som forinden havde haft en Raadslagning med sin Kone, af hvem han straks efter sin Hjemkomst fra Byen havde faaet at vide, hvad der var sket, mælede ikke et Ord. Der var overhovedet næppe bleven talt, dersom ikke Smaabørnene havde været til Stede og med deres frimodige Pludren havde virket fordelende paa Spændingen mellem de andre.

Pers Mine var anmassende og stridbar. Efter den Maade, hvorpaa Ivan og Jakobe havde taget Sagen, var han forberedt paa, at hans Svigerfader |167| vilde kræve en Forklaring af ham, hvad han jo oven i Købet havde en Slags Ret til, fordi det var paa hans Pung, han i det sidste Aarstid havde levet. Derfor var han paa sin Post over for ham, — fast besluttet paa med Eftertryk at tilbagevise enhver nærgaaende Indblanding i hans Affærer.

Han fik nu ingen Brug for sit Kampmod denne Gang. Philip Salomon havde een Gang for alle taget Stilling til ham og hans Forsøgsværk og tænkte ikke paa at gøre nogen Slags Rettighed gældende, skønt Fristelsen var stor for ham til at give sin tilkommende Svigersøn en alvorlig Lektion i, hvad man i Forretningsverdenen ansaae for honnet og tilladeligt. Da man rejste sig fra Bordet, bød han dog mod Sædvane hverken Per eller Ivan ind til Kaffedrikning i hans private Stue og lod sig i det hele ikke mere se den Dag.

Jakobe og Per gik sammen ned i Haven, skønt det var begyndt at blæse op. De holdt hinanden under Armen men saae for det meste hver sin Vej. Trods Forsoningen ude i Skoven vilde den gamle Fortrolighed ikke rigtig indfinde sig igen. Af Frygt for at komme til at sige noget, der kunde genopvække Striden fra før, fortav de deres Tanker for hinanden og talte mest om ligegyldige Ting. Jakobe kunde ikke overvinde sig til at berøre Spørgsmaalet om deres Forlovelses |168| Offentliggørelse, endsige til at betro ham sin Formodning om sin Tilstand, og Per kunde paa sin Side ikke faa sig til at fortælle hende om sin Familjes Bosættelse i København, hvad han dog ellers havde haft i Sinde. Han vidste nemlig allerede, at Hjemmet virkelig var flyttet hertil efter Bestemmelsen; han havde tilfældigt i en Avis set en Petit-Annonce fra sine Søstre, der søgte Elever til Undervisning i Musik.

Per gik desuden i en stadig Uro for, al Nanny skulde vise sig. Hun havde under sin hastige Visit den foregaaende Dag sagt, at hun af Hensyn til Selskabet den næste Dag vilde komme derud nu til Aften og blive der et Par Dage, saa hun blev fri for at rejse ud og ind i stort Toilette. Hun havde tilføjet — idet hun i paatagen Troskyldighed rettede et aabent Blik paa Per at hendes Mand vist ogsaa kunde have godt af at være Enkemand en lille Tid.

Endnu var hun dog ikke kommen. Men Per vendte stadig et spidset øre op imod Villaen og maalte samtidig passe paa, at Jakobe ikke mærkedede hans Adspredthed.

De satte sig tilsidst paa en Bænk helt nede ved Stranden, hvor ingen Lyd fra Huset naaede deres øre, og hvor der desuden var Læ for Blæsten. Det var omtrent i den samme Time, hvor de den foregaaende Dag havde opholdt sig her; men det var en hel anden Stemning, der |169| denne Aften hvilede over Naturen. Solen var ved at gaa ned. Ovre i Sverig lyste et Par Ruder med det blodige Skær, der blandt Egnens indfødte Befolkning gælder for Tegn paa kommende Uvejr. Indtil langt imod Nord var begge Kystlinjerne skarpt optrukne. Hveen traadte saa tydeligt frem, at man kunde se Søen brydes under dens solluende Grusskrænter. Langs den sællandske Kyst var Vandet til Trods for Blæsten næsten roligt, ja lige under Stranden var det adskillige Steder aldeles spejlblankt, saa Badebroer og Villahaver tegnede sig deri. Men ude paa Dybet gik mørkeblaa Bølger, hvorover hist og her en Skumtop saaes som en hvilende Maage. Nogle Lystbaade tumlede sig derude for halvrebede Sejl. En grønmalet Damper gik støt op ad Løbet og varskoede Baadene med hæse Stød i Dampfløjten. Den tykke Kulrøg blev hængende over den som en svævende Sky, der fangede Solnedgangsskæret og trak en skummel Skygge henover Vandet.

Per kom ved dette Syn til at tænke paa Fritjof. Han gav sig tilsidst til at tale om ham, og Jakobe fortalte da, at hun for nogle Dage siden havde set ham paa Østergade.

»Saa er han her i Byen!« sagde Per paa eengang livlig interesseret.

»Det skal jeg ikke kunne sige. Han fører jo en underlig vagabonderende Tilværelse, den Mand. |170| Men i Torsdags var han altsaa i København. — Han saae forresten godt ud. Det klæder ham at blive gammel.«

»Men han sagde i Efteraaret, at han vilde til Rusland og bosætte sig der. Han hadede Danmark, sagde han rent ud, — »det nye Jødeland,« som han kaldte det.«

»Han har sikkert i Mellemtiden villet rejse til Alverdens Lande og villet bosætte sig i Alverdens Byer; — han kommer dog sjelden længere end en Dagsrejse fra København. Du veed vel forøvrigt, at han for Øjeblikket igen er begejstret Fremskridtsmand og alle Vegne holder de svulstigste Brandtaler for Tidens Revolutionsværk.«

»Hvad siger du!«

»Ja, han fik nemlig nu paa Foraarsudstillingen solgt et Par store Billeder til en af de mere bekendte, yngre Forretningsfolk her i Byen, og andre af dem har nok gjort Bestillinger hos ham. Han er i det hele kommen paa Mode igen herhjemme. Da nogle af Kunderne tilfældigvis var Jøder, blev det ogsaa straks forbi med hans Antisemitisme. Hans Skaaltaler er nu lutter lovprisning af jødisk Foretagsomhed og den moderne Storindustris Velsignelser.«

Per kom til at le højt.

»Ja, det ligner ham! Jeg traf ham jo i Efteraaret i Berlin ... jeg skrev det vist til dig. Vi var ikke saa lidt sammen, og jeg maa sige, at |171| jeg med alt det alligevel kom til at holde af ham. Men det er unægteligt vanskeligt at udrede, hvor det egentlige Menneske i ham begynder og Komedianten og Spekulanten og Vrøvlehovedet og Storpraleren holder op.«

»Hans »egentlige« Menneske begynder vistnok ingen Steder, — han er Kunstner over det hele.«

»Ja, maaske er det Forklaringen. Men en mærkelig Fyr er han nu alligevel. Jeg kommer til at tænke paa en Aften for længe siden, da jeg dumpede ind i en stor Basseralle i »Gryden«, — du veed nok, den gamle Kunstnerknejpe, som forresten ogsaa nu skal være bleven et Offer for Omvæltningslysterne i København og allerede tilhøre Sagnenes Verden. Fritjof havde faaet et Billede solgt og gav i den Anledning Champagnepunsch til alle de tilfældige Gæster i Lokalet. Naar han har Penge paa Lommen, er han ganske som en tolvaars Dreng; han har ikke Ro i Sjælen, før han faar dem formøblede. Vi blev tilsidst henved en Snes Stykker. Han havde i Forvejen turet omkring i Byen et helt Døgn uden at være Seng og var selvfølgelig aldeles fra Sans og Samling. Saa ud paa Natten, da Værten ikke vilde skænke mere, gik han helt Bersærkegang. Jeg glemmer aldrig det komiske Syn! Han tog et Greb ned i Bukselommen og smed med et Brøl en Haandfuld Guldpenge ud over hele Lokalet. Der blev naturligvis stor |172| Bestyrtelse, Pengene blev samlet op igen, og han blev da endelig bragt hjem. Men nu kommer det mærkelige. Af Værten fik jeg siden at vide, at han den næste Formiddag var kommen igen, meget nøgtern, og havde i Fortrolighed spurgt, om man ikke ved Morgenrengøringen skulde have fundet et Tyvekronestykke. Han savnede nemlig nogle af sine Penge — han havde altsaa i sin tilsyneladende Vildelse ført nøjagtigt Regnskab over dem — og han havde lagt Mærke til, dengang han kastede Guldstykkerne om sig, at et af dem var rullet ind under en Spyttebakke. Og der fandt man det saa ogsaa ganske rigtigt. — Hvad siger du til det? Ja, dersom det hele havde været Komediespil. Men det var det absolut ikke.«

Jakobe trak tavs paa Skuldren. Hun vilde helst have Samtalen ført bort fra Frithjof, der i hendes øjne slet og ret var en Pjalt, en Stakkel, er tragikomisk Falstaff, som den ødsle Natur i et mod Menneskene haansk Lune havde indblæst kunstnerisk Geni. Hun anerkendte hans store Evner og enestaaende Virtuositet; men hun vilde ikke lade Talentet gælde som Undskyldning for Personlighedens Brøst. Hun mente tværtimod, at Evner forpligtede; og hun saae en Forhaanelse af den virkelige Storhed og en Nedværdigelse ogsaa af Kunsten i den slappe Overbærenhed, |173| hvormed man bestandig talte om Fritjofs ringe Menneskeværd.

Det gjorde hende derfor ogsaa ondt at spore den Optagethed, der trods den overlegne Tone skinnede frem gennem Pers Omtale af ham. Men i sin Ængstelse for at vække ny Strid lod hun sig ikke mærke med sin Fortrydelse.

Per vidste ikke selv, hvad det var, der tiltrak ham hos Fritjof, saa han i et Øjeblik som dette formelig kunde føle Længsel efter hans Selskab. Han delte paa en vis Maade Jakobes Syn paa ham og manglede endda ganske hendes Forstaaelse af hans store og gribende Kunst. Det havde derfor heller slet ikke smigret ham, at man i Berlin havde fundet en vis Lighed imellem dem, ja ved en enkelt Lejlighed endog anset ham for Fritjofs yngre Broder.

Mindst af alt tænkte han paa, at det netop var det holdningsløse, kamælæonagtigt omskiftelige hos Fritjof, der havde faaet en egen Tiltrækning for ham som Modsætning til Jakobes og den hele salomonske Famijes upaavirkelige Ensidighed og Sneverhed i Livsopfattelsen. Han vidste i Almindelighed temmelig nøje forud, hvad man paa »Skovbakken« vilde mene og sige om en Person eller Begivenhed. Selv efter tre Fjerdingaars Fraværelse kunde han ikke hos nogen af Familjens Medlemmer spore mindste Afvigelse fra engang antagne Meninger men genfandt den samme |174| færdige og afklarede Form i alles Tanker og Tale ligesom i Hjemmets stilfulde men for ham saa stemningsøde Stuer. Fritjof derimod havde hver Dag forfægtet en ny Anskuelse om den samme Ting og stadig med lige stor Overbevisning og med uformindsket Lidenskab. Han havde interesseret Per netop som det viljeløst omtumlede Stemningsmenneske, der allerede et Par Gange havde omsejlet Tilværelsen, set Livet fra alle Sider og fundet det lige godt og slet, lige stort og smaat, lige rigt og kummerligt fra dem alle.

— — Ligesom den foregaaende Aften tog Per tidligt bort under Paaskud af at have noget at ordne hjemme paa Hotellet. Nanny havde stadig ikke vist sig. Hun kunde endnu komme med det sidste Tog; men just derfor brød Per op forinden.

Det blev dog næsten Nat, før han naaede ind til Byen. Inde i Gaderne var der mørkt; men over Halmtorvet, som han passerede, laa endnu en svag Dæmring trods den overtrukne Himmel. Til den ene Side straalede et stærkt Lys ud over Pladsen fra en lang Række Vinduer i en Kafe i en af de nyopførte, forlorne Pragtbygninger. Til den anden tegnede den gamle Voldmølle sig som et spøgelseagtigt Skyggebillede mod den gustne Himmelrand. Den lignede, set i Frastand, en stor, tyk Troldkone, der med oprakte Arme udslyngede Forbandelse over den moderne By.

|175|

Per følte pludselig Ulyst til, næsten Skræk for at komme hjem til Ensomheden i det fremmede Hotelværelse. Alligevel trængte han til at være alene for at samle sig oven paa Dagens oprivende Indtryk og Begivenheder. Han gik derfor ind i Kafeen og satte sig hen i en Krog ved et Krus Øl.

Først her, under Opgøret med sig selv, hvor Spørgsmaalet om, hvad han nu skulde gøre, ikke længer lod sig afvise med Talemaader, gik det tilfulde op for ham, hvor betydningsfuld Afgørelsen hos Max Bernhardt havde været. Han maatte indrømme, at der var noget berettiget i den Højtidelighed, hvormed Jakobe og hendes Forældre havde taget Sagen. Han stod nu igen paa bar Bund. Han følte igen et stort, tomt Rum omkring sig, øjnede ikke den mindste Hank, som han kunde gribe fat i. — — Jo, der var dog een. Oberst Bjerregrav. — — Ja, der var i Nødsfald endnu een. Den gale Baronesse.

Ved at modtage Oberstens fremstrakte Haand vilde den voldte Skade være mer end genoprettet. Blot en Høflighedsvisit, og Arbejdet paa hans Sag vilde igen være sat i Gang. Og ikke alene det. Hans Svigerfader vilde være forsonet. Ogsaa Jakobe vilde han sikkert gøre en Glæde derved. For ikke at tale om Ivan, der vilde blive gal af Henrykkelse.

Som han sad i disse Tanker, blev Glasdøren ud til Torvet slanet op. Og ind tren en to Meter |176| høj, graaskægget Skikkelse i en lys Kappe og med en Kæp lagt som et Slagsværd op paa Skuldren, — Fritjof!

I sin glade Overraskelse havde Per nær raabt Navnet højt. Han vilde staa op for at give sig tilkende, men betænkte sig pludselig og blev siddende. Han tog endog en Avis og skjulte sig bag den, mens Fritjof skred forbi ham ind i det tilstødende Værelse.

Det var en vis Skamfuldhed, der fik ham til at gøre sig usynlig. Han var kommen til at tænke paa, at Fritjof rimeligvis vilde spørge ham om, hvordan det gik med hans store Planer, og det vilde genere ham at maatte tilstaa, at han ikke var kommen et Skridt videre med dem. Han mindedes, hvordan han oftere under deres Diskussioner i Berlin havde brugt temmelig dristige Ord om den Opsigt, hans Ideer havde vakt hos Sagkyndige, og om de Forventninger, man knyttede til deres Gennemførelse.

Men der skulde ogsaa nu tages fat med fornyet Kraft. Jakobe havde Ret. Det nyttede ikke at vrage mellem Midlerne og Hjælperne. Sagen skulde frem nu, hvad der saa end skulde ofres!

Han fortrød dog ikke sit Brud med Max Bernhardt. Med den Mand vilde han aldrig have kunnet arbejde. Derimod indrømmede han, at hans Vægring ved at forsone sig med Obersten var en Dumhed, en Barnagtighed. Hvor taabelig |177| den Mand ellers kunde være, saa havde han dog røbet nogen Forstaaelse af hans Værks Betydning. I Morgen den Dag vilde han gaa til ham. De Følelser, der havde overfaldet ham ved Synet af Fritjof, havde gjort ham det klart, at han ikke vilde kunne udholde at blive der i Byen under de nuværende Forhold. Han vilde jo næppe turde vise sig paa Gaden af Frygt for at møde Bekendte, til hvis Spørgsmaal, Beklagelser eller Ondskabsfuldheder han maatte tie. Det store Selskab, som skulde holdes paa »Skovbakken« den næste Dag og som han i Grunden havde glædet sig til, vilde han nu allerhelst blive helt borte fra. Han vidste, at der var indbudt en Mængde Mennesker, blandt andre Dr. Nathan, overfor hvem han heller ikke havde været helt betænksom i sine Udtalelser om Udsigterne for Projektets Gennemførelse. — Han tænkte ogsaa paa, at hans Familje kunde faa Nys om, at han igen havde lidt en Skuffelse, og han blev derved grebet af en Utaalmodighed, saa han formelig maatte kæmpe med Lysten til straks paa Stedet at sige Obersten de afgørende Ord i et Brev.

Han havde ellers nu i flere Maaneder ikke bekymret sig om sin Slægt. Under hans Ophold i Italien var baade hans Moder og Søskende igen ligesom gledet ud af hans Liv. Dog ikke helt. Det var ogsaa i Rom flere Gange hændet ham, at han midt om Natten vaagnede som ved |178| et Ryk; og naar det da overhovedet lykkedes ham at gribe sin flygtende Drøm, viste det sig altid (ligesom i sin Tid i Dresach), at det var en eller anden Skikkelse eller en tænkt Begivenhed fra Barndomshjemmet, som havde gjort hans Søvn urolig. Mest var det Erindringer fra hans sidste Besøg derhjemme, der saaledes spillede ind i hans Drømme, ganske særligt saadanne, som knyttede sig til Faderens Dødsgave til ham. Herom var det ogsaa, at hans Tanker nu i Dag nogle Gange havde bevæget sig med Skyhed — ligesom Misdæderen, der kreser omkring det Sted, hvor han begik sin sidste Voldsdaad.

Han tømte besluttet sit Krus, satte det haardt i Bordet og rejste sig i det samme, saa de omkringsiddende Gæster pludselig blev opmærksomme paa ham og fulgte ham med øjnene, mens han med udfordrende Holdning forlod Lokalet.

Han gik dog heller ikke nu hjem. Idet han fra Kafeens Støj og stærke Lys kom ud paa den store, øde, i Dæmring hvilende Plads, faldt hans øje paa den gamle Voldmølle. Uden egentlig at vide, hvad der fængslede ham ved dette Syn, standsede han og blev staaende midt paa Torvet. Og som han stod der, støttende sig til sin Stok, umiddelbart grebet af den melankolske Stemning i disse spøgelseagtige Levninger af det København, som var ved at synke i Graven, blev han Bytte for en Indskydelse, der ligesom havde ligget paa |179| Lur under alle hans skiftende Tanker og Stemninger denne Eftermiddag og ventet paa en gunstig Lejlighed til at overrumple ham.

Han vilde se det Hus, hvor hans Moder og Søskende boede. Han havde i Søstrenes Avertissement nøje mærket sig Adressen; — det var et Sted foran paa Frederiksberg i en af de smaa, stille Sidegader, der gaar ud fra Gl. Kongevej. Der var altsaa ikke langt derhen. Uden yderligere Betænkning begav han sig derfor paa Vej.

Klokken var bleven næsten tolv. Paa Vesterbro var der dog endnu livlig Færdsel baade af Mennesker og Drosker. Fra den gamle Sangerindeknejpe ved Tivoli og fra den nye Variete paa den anden Side Gaden lød Musik og Støj. Overalt saaes Berusede, der enten lededes hjem af velvillige Venner eller tumlede af Sted paa egen Haand. Beværtningskælderne var overfyldte. Selv Politibetjentene stank at Spiritus, saa det formelig kunde stemme En for Brystet, naar man gik dem forbi.

Per drejede om ad Bagerstræde og var dermed inde i de stille Kvarterer. Snart stod han ved Hjørnet at den Gade, han søgte. For ikke at blive genkendt, dersom han skulde være saa uheldig at møde nogen af Familjen, havde han slaaet Frakkekraven op og trykket Hatten ned i Panden. Foreløbigt var der nu ikke et Menneske at se. Først gik han paa den Side at Gaden, |180| hvorved Huset skulde ligge; men da han havde fundet det, skraaede han over Kørebanen og gik langsomt tilbage ad det modsatte Fortov idet han forandrede baade Gang og Holdning for det Tilfælde, at han skulde blive iagttaget oppe fra Vinduerne. Da han igen befandt sig udfor Huset, standsede han.

Det var en almindelig, tarvelig fireetages Bygning med Smaalejligheder paa tre-fire Værelser. Hans øjne havde allerede paa Afstand søgt Vinduerne paa første Sal tilvenstre for Indgangsdøren, hvor der iøvrigt ikke var andet at se end en Række nedrullede Gardiner og nogle Potteblomster, ganske som i de andre Etager. De gjorde da heller ikke nogetsomhelst Indtryk paa ham; han kunde ligesom ikke tro paa, at hans Moder virkelig boede der. Saa faldt det ham ogsaa ind, at saaledes som Trappegangen i Huset øjensynlig var lagt, maatte en Lejlighed »tilvenstre« som der havde staaet i Avertisseimentet — ligge tilhøjre for Indgangsdøren, naar man betragtede den fra Gaden.

Deroppe, hvor han nu flyttede sine øjne hen, saaes der et svagt Lys bag et af Vinduerne. I den tilstødende Stue, hvor Gardinerne ikke var rullet ned, kunde han et Sted oppe under Loftet se et lille Lysskær, der maatte hidrøre fra, at Døren ind til den oplyste Stue stod paa Klem; men forgæves anstrengte han sig for ellers at |181| skimte noget inde i Værelset. Da fik han øje paa en Ting, der stod i den ene Vindueskarm og mens Blodet strømmede ham voldsomt til Hjertet, genkendte han sin Moders lille røde Træballe til Garnnøgler, den, han kunde huske, fra han var saa lille, at den syntes ham et formeligt Dyb.

Det Indtryk, det gjorde paa ham at se denne Erindring fra hans Barndom i det store, fremmede Hus, var saa stærkt, at han helt sky tog øjnene til sig for at gaa bort. Men i det samme gled der en Skygge over Rullegardinet deroppe. Han standsede atter og kom pludselig til at skudre i Nattekulden.

Efter nogle Minutters Forløb viste Skyggen sig igen men saa flygtigt og utydeligt, at han end ikke kunde afgøre, om det var Skyggen af en Mand eller af en Kvinde. Og da der nu hørtes Stemmer fra et højrøstet Selskab, der nærmede sig nede i Gaden, tog han sig sammen og gik bort.

Langsomt vendte han tilbage til Hotellet.


|[181]|

Om kort Tid udkommer:

HENRIK PONTOPPIDAN

LYKKE-PER

OG HANS KÆRESTE