I Midten af April var Per kommen til Rom. Han havde tilsidst givet efter for Baronessens Bønner om at gøre hende og Søsteren Følgeskab ... Eller maaske nok saa meget for den Tiltrækning som Samlivet med den sidste i stigende Grad udøvede paa ham.
Han var selv ikke klar over Arten af det Behag. han følte i denne mere end halvhundredaarige, graahaarede og overfyldige Dames Selskab. I Brevene til Jakobe udbredte han sig stadig om sine Indtryk af hendes Person og Karakter, og han lagde aldeles ikke Mærke til den Tavshed, hvormed Jakobe i sine Svarbreve forbigik dette Bekendtskab og alt, hvad der stod i Forbindelse dermed.
Mellem Landsmænd i Rom blev der snakket en Del om de to Adelsfruer og deres ungdommelige Rejsekavaler, der alle havde ladet sig indføre i den skandinaviske Forening. Det var særligt Pers Forhold til Baronessen, som pirrede Nysgerrigheden. Hendes Følelser for ham var under Rejsen svulmet op til en Slags moderlig |62| Tilbedelse. Det hændte, at hun i Selvforglemmelse ligefrem kaldte ham sin »kære Brodersøn«, undertiden endog sin »kære Plejesøn«. At han bestandig var i hendes Tanker, lagde hun ingen Skjul paa. Hvergang man havde fortalt hende noget, udbrød hun straks »O, det maa De endelig fortælle Hr. Sidenius«, — eller: »Hvor det vil more vor Ven at høre!« Noget af det første, hun havde foretaget sig efter Ankomsten til Bom, var at træffe Aftale med en Billedhugger om at modellere hans Byste.
Per selv mærkede godt at den gamle Dame var bleven en ganske viljeløs Ting i hans Haand. Han havde maattet fortælle hende udførligt om sine Fremtidsplaner, og hun havde straks tilbudt ham enhver Støtte. Da hun hørte om det Interessentskab, som netop var under Dannelse til Virkeliggørelse af hans Ideer, blev hun saa begejstret derover, at hun endog talte om at sælge det ene af sine Godser for at sikre Foretagendet.
Per havde dog ikke kunnet faa sig til at drage personlig Fordel af den Magt, lian havde faaet over dette stakkels syge Menneske, — om ikke af anden Grund, saa fordi Oprindelsen til hendes og den afdøde Broders Interesse for ham skyldtes dels en kaad Spøg, dels en aldrig berigtiget Fortielse fra hans Side. Og det faldt ham endnu ikke ind, at det kunde blive fornødent at være mindre |63| nøjeregnende med Midlerne i Kampen for de store Maal.
Imidlertid optoges han for hver Dag mere af det nye og fremmedartede Liv, han saae omkring sig. Han var kommen til Rom uden Forberedelse og uden Forventninger. Derfor sparedes han ogsaa for de Skuffelser, som i den første Tid nedslaar Stemningen hos saa mange Fremmede der. Han havde altid spottet Folks Valfarten til denne Kunstens hellige Stad, og endnu var i hans øjne en blankt poleret Dampmaskine eller en 300 Meter lang Hængebro et skønnere og stoltere Syn end noget Billedværk fra Fortiden.
Det var da i Begyndelsen ogsaa særligt Naturen og det sydlandske Folkeliv i Byen og dens Omegn, der fængslede hans Opmærksomhed. Som solkær Nordbo nød han den klare Himmel og den lune Luft. Han havde paa sine Nattefarter gennem Donau-Deltaets Sumpe igen paadraget sig en af de Forkølelsessygdomme, han var saa modtagelig for. Og let foruroliget, som han var, saasnart han fejlede noget, havde hans Humør under Opholdet i Wien af den Grund været noget trykket. Men allerede paa Rejsen ned gennem Italien var han bleven som genskabt. Aldrig havde han følt sig saa sund og stærk som nu. Hans Ansigt med det mørke Fipskæg havde i Løbet af faa Dage faaet en næsten bronceagtig Farve af Solen, og hans lyse øjne skinnede herimod dobbelt blaa. Naar |64| han om Eftermiddagen spaserede paa Monte Pincio sammen med Baronessen og Hofjægermesterinden, klædt i en splinterny, lysegraa Sommerdragt der hang luftigt og elegant om hans muskelkraftige Legeme, hændte det ikke sjelden, at en eller anden sortøjet Skønhed sendte ham et ømt Blik over Viftekanten.
Han var ikke kommen til Rom som Pilgrim af nogen Art. Ligesom han ikke lokkedes synderligt af Musæerne, gik han ret ligegyldig forbi de mange aabne Kirkedøre, hvorigennem Vejen for Størsteparten af Fremmedflokken førte til det egentlige Rom: disse firehundrede kælderdunkle, røgelsemættede, af Vokskerter og smaa Oljelamper belyste Ruin, hvor Middelalderen endnu levede i usvækket Inderlighed og Kraft, en Stilhedens Verden midt i Gadelarmen, en Himmeriges Forgaard, hvor der kun taltes i Toner og Lovsangen aldrig forstummede.
Per havde allerede under sit Ophold i den østerrigske Bjergby stiftet Bekendtskab med den katolske Gudstjeneste. Regelmæssigt hver første Søndag i Maaneden var der her draget en Procession fra Kirken gennem Byen. Med en gyseligt oppyntet Voksdukke i Spidsen traskede den enfoldige Bonde-Menighed højlydt bedende gennem Gaden som en Flok brægende Faar, Mændene med Hatten i Haanden, Kvinderne med Hænderne helgenindeagtigt foldede foran det fladsnørte |65| Bryst. Hvad der dengang forbigaaende havde rørt sig i Per af bevidst religiøs Fornemmelse, havde været altfor afgjort protestantisk til, at han ikke skulde oprøres over denne barnlige Billeddyrkelse. Her i Rom havde han overværet et Par større Kirkefester sammen med sine Rejseledsagersker men hovedsagelig kun for at faa Anledning til bagefter at komme i Dispyt med Hofjægermesterinden om et eller andet religiøst Emne og gøre Indtryk paa hende ved sin Overlegenhed i Debatten. Han havde ganske manglet Sans for den forfinede Pragt, der var bleven udfoldet ved disse Lejligheder. Han bedømte de ærværdige Skuespil rent forstandsmæssigt og saae i Kirkens hele ekstatiske, fra Hedenskabet levnede Skønhedskultus bare latterligt Karnevalsgøgl.
Det blev det ældste Rom, Antikens Ruiner, der efterhaanden tiltrak Per i denne Byernes By, den »evige« Stad, Verdenssjælens Mausoleum. Men opsaa her var det langt mindre Arkitekturens Skønhed, han optoges af, end Materialets Uforgængelighed, Sammenbindingens Soliditet, Murenes Masse o.s.v. Intet fængslede ham derfor mere end saadanne Kolosser som Caracallas Bade og Colosseum. Han var opfyldt af Beundring for den himmelstormende Kraft, der her havde lagt sig for Dagen, og han kunde vanskeligt faa i sit Hoved, at disse Kæmpeværker skrev sig fra en Tid, da man saa at sige var blottet for mekaniske |66| Hjælpemidler og henvist til de hare Menneskenæver.
Han havde engang siddet flere Timer inde i Amfiteatrets ørkenøde Indre og underholdt sig med i Tankerne at genopbygge det fra Grunden. Han havde omgivet den vældige Bygning med et Fletværk af Stilladser og set den hæve sig Skifte for Skifte over en Arbejdsplads opfyldt med kyklopiske Stenblokke, oksekærrer og Hundreder af svedende Slaver — ligesom Fundamentet til et Babelstaarn. Saadanne Drømmerier indfandt sig helt uvilkaarligt hos ham. Saasnart han var alene, begyndte Tankerne af gammel Vane at tumle med Sten- og Jordmasser. Han havde paa sin Rejse aldrig kunnet sidde alene ved Vinduet i en Jernbanekupe uden straks at give sig til at arbejde med de Landskaber, han kørte igennem, an lægge Veje, udtørre Moser, bygge Broer, ... ja blot en Stump Kort i en Rejsehaandbog var tilstrækkeligt til i ledige Øjeblikke at sætte hans skabende Fantasi i Bevægelse.
Men ingen ung Pige kunde heller sidde mere fordybet i en Roman, end Per i et Landkort, — som han maaske endda rent tilfældigt havde faaet mellem Hænder. Hvor de fleste andre Mennesker kun bemærkede et Krimskrams af sorte Linjer, saae han ganske levende for sig Flodløb, Dalsænkninger, Bjærghøjder. Og altsammen tog hans |67| Indbildningskraft øjeblikkeligt i Besiddelse som Genstand for sin Skabertrang.
Allerede Dagen efter sin Ankomst til Rom havde han forbløffet en Landsmand ved at udvikle for ham en vidtløftig Plan til en Omregulering af Tiberen i Forbindelse med en Afledning af Vandet i Kampagnens giftige Sumpe. I en stiv Klokketime havde han holdt den ulykkelige Mand fast med sit Foredrag og endda bagefter kaldt ham et Øg, fordi han ikke straks havde ytret nogen Begejstring for Planen.
Efter en halv Snes Dages Ophold modtog Hofjægermesterinden en Dag et Telegram fra sin Mand, der kaldte hende hjem under Foregivende af, at han var bleven syg. De to Søstre brød da begge op, skønt Baronessen klynkede lidt over at skulle forlade Rom uden at have opnaaet den Avdiens hos Paven hvorom hun hele Tiden havde fablet.
Afskeden med Per var for begge Damernes Vedkommendee meget hjertelig. Hofjægermesterinden tog det Løfte af ham. at han engang, naar han var vendt tilbage til Danmark, vilde besøge hende og hendes Mand paa »Kærsholm«, hvor Søsteren ligeledes foreløbigt vilde tage Ophold. Endnu fra Kupevinduet tilraabte Baronessen ham |68| med Taarer i øjnene og under Lommetørklædeviften et: »Paa Gensyn!«
Selv var han tvungen til at blive endnu nogle Dage i Rom af Hensyn til den Byste, som hans moderlige Velynder havde bestilt. Han var heller ikke utaalmodig efter at komme bort, skønt han efter sin Rejseplan forlængst skulde have været i Paris. Beretningerne om det stadig lige kolde og fugtige Foraar nord for Alperne gav ham ingen Lyst til at forandre Opholdssted.
Han havde stiftet forskellige Bekendtskaber i den skandinaviske Koloni. Men Hofjægermesterindens Selskab formanede ingen af dem at erstatte. Hans Savn var i de første Dage efter hendes Bortrejse saa stærkt, at det helt forskrækkede ham. Paa nogen erotisk Rørelse troede han dog slet ikke i Betragtning af hendes Alder; men han søgte forgæves en anden Forklaring paa det Vemod, der kunde gribe ham, naar han i Erindringen dvælede ved hendes graanede Skikkelse med det fornemt baarne Hoved og den store, kunstfærdigt opsatte Haarkrone. Han mindedes fra deres Samtaler langt mindre Ordene, hun havde sagt, end de ledsagende Haandbevægelser, Armstillinger, Hovedbøjninger, altsammen præget af den aristokratiske Ynde, der fra allerførste Færd havde gjort et saa bedaarende Indtryk paa ham. Men til Tider kunde han opsaa falde hen i mistænksomme Grublerier over den mærkelige Modsætning|69| mellem hendes verdensforsagende Religiøsitet og Klædedragtens altid udsøgte, ja forfinede Elegance, mellem de strenge Bibelsprog, hun yndede at anvende mod ham, og de ganske jordiske Smilglimt, han under deres mest himmelvendte Samtaler havde kunnet opfange omkring hendes Mund eller i Dybet af de pragtfulde Øjne.
Nu, da han var bleven ene, savnede han ogsaa (med lidt belagt Samvittighed forresten) det Skær af medfødt Fornemhed hvormed de to Adelsdamers Selskab havde forlenet ham — i alt Fald udenfor Kresen af hans Landsmænd. Paa disse havde hans falske Baronværdighed ikke længe virket skuffende. Hans Væsens uhelbredelige Jevnhed havde hurtigt røbet den landlige Jeppe under Verdensmandens Dragt, ligesom han med sin Aabenmundethed selv havde fuldtud tilfredsstillet endog Kvindernes Nysgerrighed. Havde man fra først af været noget i Tvivl om, hvem og hvad man skulde anse ham for, fik man snart af hans egen Mund mere at høre om hans Livsmaal og Planer, end de fleste brød sig om.
For at udfylde den Tomhed, som Hofjægermesterinden havde efterladt, tog han sin Tilflugt til Bøger. De antike Murkolosser havde vakt hans Trang til at vide noget mere om Romerfolket og dets Historie end det højst uklare, han huskede fra sin Skoletid. Nu laante han i den skandinaviske Forenings Bibliotek Mommsens »Römisehe|70| Geschiehte« og med den sejge Udholdenhed, han stødvis kunde udfolde, arbejdede han sig i Løbet af nogle Dage gennem et Par Bind af det omfangsrige Værk.
For første Gang i sit Liv grebes han her af en historisk Stemning. Hans Blik havde hidtil udelukkende været rettet anelsesfuldt fremad mod den forventede Stortid, Fortiden havde aldrig sysselsat ham. Nu førtes han endda her helt bagom Kristendommen, ind i en Kultur hinsides den ham fjendtlige Aandsmagt, hvis nedbrydende Virkninger det var bleven ham en Slags Sport overalt at eftervise, og som han indtil det allersidste havde maattet bekæmpe opsaa hos sig selv. I Republikens Helteskikkelser fandt han de forbilledlige Karakterer, han hidtil havde savnet. I hele dette praktisk anlagte, handlemodige, kloge og usentimentale Hedningefolk saae han Mennesket i uforvrænget Oprindelighed, Titanslægten hvorom han uklart havde drømt og med hvilken han følte sig selv i Slægt.
I et af sine Breve til Jakobe skrev han:
»Aldrig har jeg saa stærkt som hernede følt, hvilken Forbrydelse mod Menneskene Kristendommen er. Aldrig har jeg med en saadan Skamfuldhed forstaaet, hvor dybt vi er sunkne,. og hvor højt vi endnu skal tilvejrs for bare at række Skuldrene af den Slægt, hvis Menneskestorhed hin blegnæbede Herre fra Nazareth har vovet at |71| mistænkeliggøre. Kender du Fortællingen om Kong Pukkelryg? Da Skæbnen engang havde villet, at Majestæten var bleven født med skæve Ben og et Knæk i Ryggen, udstedte han en Forordning, der vendte op og ned paa Begreberne i Landet. Hvad der var smaat, blev kaldt stort, og hvad der var skævt, kaldtes lige. En rank Byg kaldtes en Pukkel, Kæmpen en Dværg. I det forrykte Land lever vi den Dag idag!«
Hjemme i København var der imidlertid sket det, at Nanny og Dyhring havde giftet sig. Samtidigt havde Dyhring forladt »Falken« for om kort Tid at overtage Stillingen som Chefredaktør af et ældre, anset Blad,Borgerbladet, der særligt havde stor Udbredelse i Forretningsverdenen.
Hans Svigerfader, Philip Salomon, havde dog ingen Del i denne Forfremmelse, der alene skyldtes Overretssagfører Max Bernhardts Indflydelse. Dyhring hørte nemlig til denne Mands svorne Følge. Han var endda den af hans Kreaturer, til hvem Max Bernhardt knyttede de største Forhaabninger paa Grund af hans kønne Ydre, hans Smidighed og tidligt modnede Foragt for alle menneskelige Love og Vedtægter. Det havde været under den store Mands Beskyttelse, at Dyhring allerede som Tyveaarig var stegen til en fremskudt Plads i »Falkens«|72| Medarbejderstab og han havde i denne Stilling ved sin absolute Lydighed mod sin Velgører vundet dennes Tillid, ja hans Venskab.
Max Bernhardt havde dog vist sig meget utilfreds, dengang Dyhring meddelte ham sin Forlovelse med Nanny. Hans blodløse Ansigt var bleven to dybe Rynker fra Næseroden nedefter. Og med en æggende Haan, der ikke dækkedes af den spøgefulde Tone, havde han sagt:
»En Jødedame — Dyhring! Det overrasker mig virkelig. Jeg havde tiltroet Dem en bedre Forstaaelse af, hvad De skylder Dem selv. Hvad skal de Dumheder til? ... Jeg har jo for længe siden gjort Dem opmærksom paa Konferensaad Lindholms Datter. Hun er ogsaa baade smuk og rig. Og De vilde sikkert være Mand for at gøre det fornødne Indtryk paa hende.«
Men for første Gang nægtede Dyhring sin Herre og Mester Lydighed. Han var virkeligt forelsket i Nanny. Og i sin Modstandsløshed overfor Kvinder havde han sin eneste Svaghed.
Max Bernhardt indsaae, at han her maatte slaa sig tiltaals. Han var ikke selv nogen Helt overfor et Par smukke Kvindearme, og de eneste Daarskaber her, han tilgav, var derfor dem, der blev begaaet for en Dames Skyld. Han tog blot det Løfte af Dyhring, at han vilde hemmeligholde Forlovelsen, indtil der var bleven skaffet ham en anseligere og mere selvstændig Stilling indenfor |73| Pressen. Og allerede Ugen eller var Vejen ryddet for ham til den meget eftertragtede Redaktørpost ved »Borgerbladet«.
Max Bernhardt havde herved villet sikre sig at komme Philip Salomon i Forkøbet. Han var bange for at komme til at miste noget af sit Herredømme over Dyhring, dersom denne skulde faa sin Svigerfader at takke for Redaktørværdigheden.
Og nu havde Dyhring og Nanny holdt Bryllup. Det var sket med de færrest mulige Omstændigheder. En skøn Dag kom Nanny leende hjem fra Byen med den nybagte Redaktør under Armen, nejede dybt for sine Forældre og forestillede sig til disses Overraskelse som Fru Dyhring. De var om Formiddagen bleven viet paa et støvet Borgmesterkontor og havde — som hun tungefærdigt berettede haft det rædsomste Mas med at holde sig alvorlige under Højtideligheden. Bagefter var de gaaet hen paa en Restavration og havde spist Frokost sammen med et Par af Dyhrings Bekendte, som de tilfældigt traf der.
Ved Middagsbordet, der nu blev dækket saa festligt, som det i Hast lod sig gøre, udbragte Philip Salomon sit Hjertebarns og hendes Brudgoms Skaal i en Sindsbevægelse, som dannede en pudsig Modsætning til de Nygiftes egen muntre Ligevægt. Ogsaa Moderen var stærkt rørt, skønt hun søgte at skjule det. Hvormeget end det snart |74| aldrende Ægtepar i de senere Aar havde gjort sig Umage for (stadig paamindet af Husets Ungdom) at holde Trit med Tidens Udvikling, — ved en Lejlighed som denne brød deres Natur gennem Optugtelsen. Ingen af dem saae i Virkeligheden rigtig fortrøstningsfuldt paa Fremtiden. Navnlig havde Pigebørnenes egenraadige Færd længe vakt begges skjulte Bekymring.
Efterhaanden reves de dog med af de andres Munterhed, og Glæden omkring Bordet blev paa Grund af Smaabørnenes Nærværelse tilsidst helt støjende. Kun Jakobe sad stadig lige tavs og ligesom udeltagende. Hun var ogsaa den eneste, der ikke havde pyntet sig. Hendes blege, skarptskaarne Ansigt over den sorte Kjole tog sig helt spøgelseagtigt ud i det stærke Lys og mellem de mange leende og rødmossede Mennesker.
Hun var saa oprørt over Nannys Overstadighed og over den Vanhelligelse af Kærligheden, som dette Bryllup og det hele Giftermaal i hendes øjne var, at kun Moderens bestemte Paabud havde faaet hende til at tage Plads ved Bordet. Hun havde først undslaaet sig under et Foregivende af Ildebefindende. Og virkelig blev hun flere Gange under Maaltidet overfaldet af Svimmelhed. Hele hendes Legeme dirrede af Nervøsitet.
Kort efter, at man havde rejst sig fra Bordet, gik hun op paa sit Værelse for at være ene. I |75| et langt og glødende Brev til Per gav hun sig Luft for sin Forargelse ... og sin fortærende Længsel.
Nede i Dagligstuen søgte imidlertid Moderen at undskylde hende overfor Nanny, der havde gjort en spydig Bemærkning i Anledning af hendes Forsvinden.
»Jakobe er saa overspændt i denne Tid,« sagde hun. »Jeg er virkelig lidt urolig for hende.«.
Nanny trak paa Smilebaandet uden at svare. Men da hun senere sad nede i Vognen sammen med Dyhring for at køre hjem til hans Ungkarlelejlighed, hvor de skulde overnatte, sagde hun, idet hun puttede sig tilrette under hans Arm:
»Veed du, hvad der var i Vejen med Jakobe? For du lagde vel nok Mærke til hende ved Bordet. Hun er jaloux, Stakkel! Hun er rasende, fordi det ikke er hende, der nu kan køre hjem med sin — Pær.«.
Den følgende Morgen rejste de Nygifte til Udlandet, de vilde blive borte et Par Uger. Det var deres Hensigt i den Tid at gennemrejse det meste af Europa. De agtede sig endog helt ned til Spanien, fordi Nanny absolut vilde se en Tyrefægtning.
Rejsen blev da væsentlig et Ophold paa Jærnbaner og Hoteller. Men dette omskiftelige Liv mellem alle Slags Mennesker tilfredsstillede netop dem begge. Selv i Hvedebrødsdagene følte de ingen Trang til mere Ensomhed. Om nogen |76| virkelig Lidenskab var der overhovedet paa ingen af Siderne Tale. Dyhring havde dertil kendt for mange Kvinder. Hans Forelskelse ytrede sig efter kort Tids Forløb mest som Kælenskab. Og i sin forholdsvise Uskyld imødekom Nanny hans Hang til æggende Kærtegn paa en Maade, der efterhaanden betænkeligt nærmede hende Fordærvelsen.
Forøvrigt knyttedes de sammen af den Tilfredsstillelse, de gensidig skænkede hinandens Forfængelighed. Dybring nød selvbehageligt den Opsigt, Nanny overalt vakte ved. sin orientalske Skønhed, — i Særdeleshed fordi han var overbevist om, at Folk ikke ansaae dem for at være rigtig gifte. Han vidste meget godt, at hun baade i Væsen og i sin Maade at klæde sig paa mindede om den finere Demimonde, — det var jo netop heri, at hendes Tillokkelse for ham altid havde bestaaet. Nu kildrede det hans Ærgerrighed at bemærke, hvorledes selv Herrerne i Lastens Paris ved Synet af hende sendte ham et Blik fuldt af Misundelse.
Nanny paa sin Side var stolt af sin Mand paa Grund af hans elegante og korrekte Ydre. Hans lille, sirlige Skikkelse med det gyldenblonde Haar vakte Opsigt omkring paa Hotellerne. Hun selv plejede at sige om ham, at han lignede en tysk Prins. Hun var desuden glad for ham, fordi han ikke var Jøde. Skønt hun altid havde forsikret om det |77| modsatte, havde ogsaa hun til Tider kunnet føle sig trykket af sin Herkomst. Nu tilstod hun ærligt, at hun var henrykt over for bestandig at være bleven Salomon-Navnet kvit og at blive kaldt Fru Dyhring.
Endelig var hun stolt af sin Mand fordi han i sin Egenskab af Redaktør lejlighedsvis kunde skaffe dem gratis Adgang til Seværdigheder, som andre Fremmede maatte betale for eller ganske var udelukket fra. Paa saadanne Steder dvælede hun med et særligt Velbehag og gav sig god Tid, hvorimod hun gerne erklærede sig for ligegyldig eller anstillede sig træt, hvor der krævedes Entre. Den Sans for Valuta, der trods al Toilettepragt udmærkede hende som ung Pige, havde ikke forladt hende i Ægtestanden, og Dyhrings flotte Tilbøjeligheder voldte hende megen Uro. Skønt hun gjorde sig Umage for at skjule det, blev hun greben af Nervøsitet, hver Gang der skulde gives Penge ud. Efter Ophold paa Hoteller, hvor hun en Snes Gange havde ringet paa Kammerjomfruen for at faa Hjælp til sin Paaklædning, kunde hun godt tage bort uden at give Drikkepenge, eller efterlod højst et Halvfranc-Stykke paa Servanten.
Foraarskulden og Regnen drev det unge Par hurtigt sydpaa. Fra Paris gik Turen direkte til Madrid. Men da der paa Vejen mødte dem et Rygte om, at der var udbrudt Kolera i denne |78| By, tog de skyndsomst Flugt en tilbage over Pyrenæerne. Over Rivieraen rejste de saa ned gennem Italien.
Per befandt sig paa den Tid endnu i Rom. Det dejlige Vejr og Omgangen med de mange Landsmænd, blandt hvilke han, efterhaanden som de lærte ham at kende, havde faaet flere Venner, især mellem Damerne, holdt ham vedvarende fangen der. Fra Ivan havde han iøvrigt allerede modtaget Meddelelse om, at han skulde være forberedt paa at maatte afbryde sin Rejse og vende hjem, da hans Nærværelse muligt kunde blive nødvendig for hans Sags Fremme. I sit sidste Brev havde han ligefrem spurgt ham, om han vilde være i Stand til at bryde op med Dags Varsel.
Per havde endnu ikke svaret derpaa. Han var begyndt at blive ked af disse næsten daglig indløbende Skrivelser fra Svogeren med deres utallige Forespørgsler, Henstillinger og Paamindelser. Alene Brevenes Udseende irriterede ham. Ivan skrev en skrækkelig Klo, Linjerne var skæve, og han anvendte en Overflødighed af Understregninger og Udraabstegn, som galdt det Verdens Frelse. Aldrig skrev han mindre end otte Sider, og bestandig forlangte han Svar »pr. omgaaende«. (med |79| tre tykke Streger under). Af lutter Ærgrelse lod Per undertiden Brevene ligge ulæste i flere Dage.
Dertil kom nu noget andet. I Pers Forhold til, hvad han kaldte sit Livsværk, var der i den senere Tid langsomt, tildels umærkeligt for ham selv, foregaaet en Forandring. Dette havde ikke netop tabt i Værdi; men lige som det i sin Tid var vokset i personlig Betydning for ham, da det under Jakobes Paavirkning omformedes i hans Forestilling fra noget, der udelukkende tjente hans egne, egoistiske Formaal, til et Arbejde i Kulturens og Aandsfrigørelsens Tjeneste, saaledes havde hans Interesse for dets Skæbne igen tabt sig noget, efter at det fra blot revolutionerende Ide var bleven en Genstand for praktisk Drøftelse, et Bytte for Børsfolks og Spekulanters snusfornuftige Beregninger.
Havde det endda været hans hele Fremtidsdrøm for Danmark, disse Folk nu vilde søge virkeliggjort! Men hvert Brev fra Ivan havde indeholdt Forslag til nye Beklippelser, Henstillinger om stadig yderligere Afpasning og Tillempning efter øjeblikkets klejnmodige Behov. Af det Storværk, han havde villet skabe til Frelse og Fornyelse for sit Land, var der efterhaanden ikke levnet ham stort andet end en Stump Bolværk og lidt Opmudring.
Imidlertid gik Dagene, — han havde nu været næsten tre Uger i Rom. Han færdedes stadig |80| mellem sine skandinaviske Landsmænd, navnlig i Kunstnerkresen, i hvilken han var bleven indført af den Billedhugger, som modellerede hans Byste.
Denne Byste og Hensynet til dens Fuldendelse var stadigt det officielle Paaskud for hans Forbliven i Byen — ogsaa overfor Jakobe. I sine Breve til hende beklagede han sig endog over Kunstnerens Langsomhed fordi han ikke kunde faa sig til at tilstaa for hende, at han fandt et vist Behag i det hensigtsløse Liv, han i øjeblikket førte. Han skrev mest til hende om sine historiske Studier, som han ogsaa vedblivende drev med stor Iver. Han kunde formeligt begynde at nyde det at sidde oppe mellem Palatinerhøjens Ruiner og med Ryggen mod et solopvarmet Søjleskaft læse i sin Mommsen eller et andet Værk om de Mænd, der fra dette Sted havde behersket Verden.
Han var ogsaa nu bleven en mere flittig Besøgende paa Kunstsamlingerne. Hans historiske Læsning hjalp ham her til en begyndende Forstaaelse. Det interesserede ham at se Bysterne af de samme Mænd, hvorom han netop læste. Særligt optoges han af alle Gengivelser af Cæsars kongelige Træk. Med en kriblende Følelse af Stolthed (blandet dog med nogen Undseelse) maatte han stadig tænke paa Ivans Bemærkning om, at hans egen Ansigtsform og navnlig hans Blik mindede om denne Verdenshistoriens vældigste |81| Personlighed. Han havde ogsaa forsigtigt gengivet Ytringen engang, mens han sad Model for sin egen Billedhugger, — dog uden siden at kunne spore den tilsigtede Virkning deraf paa sin Byste.
Aftenerne tilbragte han regelmæssigt sammen med sine Kunstnerbekendte og disses Damer paa et eller andet af de landlige Beværtningssteder i Byens Udkant, hvor saadanne Folk efter gammel Sædvane mødtes. Her, som i »Gryden« derhjemme, gik det lystigt til ved fulde Glas med Sang og Tobaksdamp og livlige Dispyter ... paa varme Dage i Skjorteærmer. Og Per befandt sig helt vel i denne artistiske Gemytlighed. Selv bortkastede han i Aftenens Løb, hvad der var af paataget, tillært og tilskuestillende i hans Væsen, og indtog alle ved sin Hyggelighed og sit straalende Humør. Skønt han fyldte sig med Strømme af Vin, blev han aldrig beruset. Derimod kunde han til Tider besættes af en ejendommelig barnlig Overstadighed, hvorunder han morede Selskabet med alle Slags Pudsenmagerier. Naar man ud paa Natten drog hjemad, saae man ham gerne i Spidsen af Toget, — blomstersmykket og bekranset — med Hatten bag i Nakken og et Par henrykte Damer under Armen.
Hofjægermesterinden havde han nu ganske glemt. Han tænkte i alt Fald ikke mere paa hende. Han hørte nu engang til den Slags |82| Mennesker, for hvem kun det nærværende rigtig eksisterer. »Ude af øje, ude af Sind«, — det Ord passede paa ham som paa faa.
En Aften tral han i dette Selskab en af de langhaarede tyske Kunstnere, med hvem Fritjof sidste Efteraar havde ført ham sammen i Berlin. Det var en af øjeblikkets Modemalere i Rom, — en dværgagtig lille Mand med er vældigt Victor Emanuel-Skæg og to Tommer bøje Hæle under Skoene. Under sædvanemæssig højtidelig Bægersvingen fornyede de det gamle Bekendtskab, og et Par Dage efter besøgte Per efter naadig Indbydelse den store Mand i hans Atelier.
Paa et Staffeli midt i Salen stod et lige fuldført Portræt i Legemsstørrelse af en ung, fornemt udseende Dame, en blond Jødinde, hvis Træk han straks genkendte. Det var Jakobes tyske Halvkusine, hin nittenaarige commerceraaddatter, hvem lian ligeledes sidste Efteraar havde truffet i Berlin, — Enearvingen til halvtresindstyve Millioner.
»Hun er her i Byen?« spurgte han overrasket. »Har været. Hun rejste herfra igaar. — De kender hende altsaa?«
Per fortalte, at han et Par Gange havde været i hendes Forældres Hus, men udlod sig iøvrigt ikke nærmere om dette Bekendtskab. Han brød sig ikke om at mindes, hvordan han dengang i et Par Dage havde tumlet med den forrykte |83| Tanke at ville erobre denne Pengefyrstedatter, til hvis Haand Halvdelen af den tyske Adel bejlede.
»Hun er vel altsaa nu bleven gift,« sagde han og kunde ikke faa Øjnene fra det dejlige Ansigt.
»Jeg husker, at hun blev forlovet, netop som jeg rejste fra Berlin.«
»Hun er gift, ja. Hun var hernede med sin Mand — det heldige Asen!«
»Hvad var det nu, han hed?«
»Bieber — Dr. Bieber.«
»Ja, nu husker jeg ham. Han udmærkede sig just ikke ved Legemsskønhed.«
»Ach was — Legemsskønhed!« udbrød Mandslingen og snoede med en ametystbesat Haand de buskede Ender af sit Krigerskæg. »Hvad betyder det?«
»Han var maaske selv meget rig?«
»Rig? Nej, en fattig Djævel var han. Han var kommen der i Huset som Amanuensis hos Familjens Læge. I Grunden en kostelig Historie! Der fyldte de omsorgsfulde Forældre deres Hus med forgældede Baroner og Officerer, for at Datteren kunde gøre et standsmæssigt Parti. Alle borgerlige unge Mænd holdt de paa Afstand. Kun den tykke Dr. Bieber tænkte de ikke paa. Han var jo ogsaa næsten tyve Aar ældre end hun. Og saa blev det netop ham. — Saadan gaar det her i Verden!«
»Det lader næsten til det,« sagde Per, — han |84| var kommen til at tænke paa en af Onkel Heinrichs amerikanske Fortællinger, hvorom denne paafaldende mindede.
»Naar De altsaa har været Gæst i Forældrenes Palæ i Thiergarten, saa veed De sagtens, at dette nærmest var et forgyldt Helvede for den unge Dame, der virkelig er en nobel ... en fin og dyb Natur. Moderen holder ganske ugenert en hel Stab af betalte Galaner, og Faderen er simpelthen en Kæltring. Datteren vilde for enhver Pris ud af hele det Liv, — det er Forklaringen! Jeg troer, hun vilde have taget omtrent enhver nogenlunde præsentabel og skikkelig Mand, der havde haft Mod til at bortfare hende.«
Per vendte sig bort fra Billedet og saa gennemtrængende paa den lille snaksomme Maler.
»Bortførte han hende?«
»Naa, ikke just bogstaveligt. Men han havde altsaa øje for sine Chancer. Og trods sin Grimhed og Fattigdom og sin endog meget borgerlige Fødsel — hans Fader er Marskandiser — havde han fornødent Mod ... eller Selvtillid ... ja De maa godt sige Indbildskhed ... til at forsøge sit Held. Rimeligvis har han anset sig selv for en Adonis. Paa den Naragtighed har han sejret! ... Har De øje for den ironiske Livsvisdom heri? Er det i det hele gaaet op for Dem, yngre Mand, at det i Virkeligheden mindre kommer an paa, hvad man er, end paa, hvad man indbilder sig at |85| være. — Mener De maaske, at Løjtnant Napoleon nogensinde var bleven Frankrigs Kejser, dersom han ikke havde sat sig fast i den forrykte Fantasi, at der flød Kongeblod i hans Aarer?«
Mens den berømte lille Kunstnerdværg ved disse Ord løftede sig i Skoene og atter snoede sit martialske Skæg, trak Per sky sine øjne til sig. Han skottede paany hen til Billedet af den skønne Pengefyrstedatter og sad længe tavs og fraværende.
Det var en pragtfuld Solskinsdag, at Dyhring og Nanny paa deres Rundrejse naaede Rom. Jakobe havde i et Brev forberedt Per paa deres Komme, hvad der forresten havde været helt overflødigt, idet de danske Aviser, som han til Stadighed læste henne i Foreningen, daglig indeholdt Notitser om det unge Par og deres Rejse.
Den ganske vist altid meget omtalte men ikke synderlig ansete Teater- og Varieteanmelder var paa een Gang bleven en Mand af Betydning derhjemme. Det var noget hidtil ganske uhørt, at man til en saa ung Mand uden Eksamen eller anden tilsvarende Adkomst, ja endog uden noget uangribeligt Rygte, betroede Ledelsen af et Foretagende som Borgerbladet; — og det havde i Virkeligheden heller ikke været let for Max Bernhardt|86| at sætte sin Vilje igennem i denne Sag. For at overtale Bladets hidtilværende Redaktør til at træde tilbage og for samtidigt at faa fjærnet Redaktionssekretæren, den gamle, bukkeskæggede Lystspilforfatter Reeballe, der sad inde med et halvt Løfte om at faa Pladsen, havde han grebet til Midler, der vakte et Skrig af Forargelse. Mens Yndlingen selv rullede gennem Evropa i Fløjlskupe og lod sig kæle for af sin smukke Brud, førtes der i Moralens Navn en Kamp imod ham i alle de Blade, som Max Bernhardt endnu ikke havde naaet at bringe under sin Indflydelse. Hans Udnævnelse var bleven Signalet til en Genopblussen af den hele standende Strid mellem den ny og den gamle Tids Mennesker. Hans Navn var (fra hans egen Side ganske uforskyldt) bleven det Kampmærke, hvorunder Handlestyrken og Afmagten, Overmodet og den dydigt maskerede Misundelse denne Gang stødte sammen. Smaabladene indeholdt lange Artikler om ham tilligemed hans Portræt, Vittighedsbladene mødte med kolorerede Karikaturer, mens Sladderen løb paa sine tusinde Ben gennem Landet og genopvarmede de fantastiske Beretninger om hans forfinede Vaner, om hans atlaskbetrukne Værelser, hans Kvindeorgier og hele sardanapalske Vellevnet.
Det var under disse Omstændigheder ikke saa underligt, at Avisernes Bebudelse af hans og hans unge Frues Komme til Rom havde fremkaldt |87| nogen Spænding hos deres Landsmænd der. Trods al moralsk Forargelse optoges navnlig Damerne deraf paa en Maade, der vakte Pers Skinsyge.
Per var ellers ikke slem til at misunde andre deres Lykke. Dertil havde han altid følt sig for meget som den særligt udvalgte, som Undtagelsen, der var hævet over ethvert Medbejlerskab. Men det sidste halve Aar, der paa saa mange Maader havde udviklet hans indre Liv, havde heller ikke været uden Betydning for hans Selverkendelse. Saa meget af, hvad han havde oplevet under sin lange Fraværelse fra Hjemmet; de Sammenligninger, han uvilkaarlig overalt havde anstillet mellem sig selv og de ham fremmedartede, i Verdenslivet uddannede Personligheder, han havde mødt; nu tilsidst Besøget hos den dværgagtige Maler og dennes Fortælling om den grimme og fattige Dr. Biebers fabelagtige Held — alt dette havde givet ham en Forstaaelse af, at hans Karakter trods alt besad Svagheder, som endnu maatte overvindes. Den Stemning, der et øjeblik var brudt frem hos ham i Malerens Atelier, og som nu Beretningerne om Dyhrings letvundne Triumfer fornyede og forstærkede, havde i Virkeligheden længe behersket hans ubevidste Liv. Den havde fulgt ham paa hans Rejse som en skjult Afmagtsfølelse. Den havde, selv midt under hans overgivneste Lystighed her i Rom, ligget bundfældet|88| i hans Sind som en endnu slumrende Melankoli.
Ogsaa en anden, ham temmelig uvant Følelse var sammen med Skinsygen bleven vakt hos ham i disse Dage, — det var Utaalmodigheden. Hans Landsmænds forventningsfulde Optagethed af den lille Modejournalists Komme blev den Spore, hans Viljekraft igen saa længe havde maattet savne, og han rev sig endelig ud af den Uvirksomhedsdvale, hvori han her i Rom var sunket ned.
Fra Ivan havde han netop modtaget et nyt Ekspresbrev med en indtrængende Opfordring til at vende hjem. Det var skrevet umiddelbart efter det mislykkede Besøg hos Oberst Bjerregrav og lød som et Nødskud fra en synkende Skude. Nu meldte han telegrafisk sin Hjemkomst. Tiden til Handling var kommen. Ogsaa om hans Navn skulde der nu staa Kampgny! Ogsaa om ham skulde Hadets, Forargelsens, Sladderens og Misundelsens Smaatrolde derhjemme danse Indianerdans!
Allerhelst var Han rejst hjem straks. Han frygtede kun, at et saadant uforberedt Opbrud skulde tage sig ud som en Flugt for den elendige Avisskriver og røbe hin Følelse, der ydmygede og nagede ham som en Forsmædelse. Han bestemte sig derfor til at oppebie de Nygiftes Ankomst. Ja, da han tilfældigt fik at vide, hvad Dag og med hvilket Tog de ventedes, overvandt |89| han sig endog til at modtage dem paa Stationen. Han sagde til sig selv, at da han og Dyhring nu engang var bleven besvogrede, vilde det for Familjefredens Skyld være bedst, om de kunde blive Venner. Og i Betragtning af, at han (som han mente) stadig overfor Dybring havde ytret Ringeagt for hans Haandtering, tilkom det nu ham at gøre det første Skridt til en Forsoning.
Det var heller ikke svært at se, at han tillagde sin Tilstedeværelse paa Banegaarden en mere end almindelig Betydning. Efter at have overrakt Nanny en Buket vendte han sig med udtryksfuld Mine mod hendes Mand, der stod lidt derfra i en broncebrun, silkeagtig Rejsedragt og forhandlede med en Drager. Den lille, fikse Redaktør var som altid Forbindtligheden selv. Han mumlede nogle takkende Ord om »den udviste Ære«, idet han modtog Pers højmodigt udstrakte Haand med et Smil, — som lykkeligvis kun Nanny bemærkede.
Hun viste en ganske uforbeholden Glæde ved Gensynet, kaldte Per for »Svoger« og bragte Hilsner fra Jakobe og dem alle derhjemme. Per lod sig da ogsaa overtale af hende til at tage Plads i Vognen, der kørte dem til Hotellet, og senere paa Dagen mødtes de til Middag paa en af Byens franske Restavrationer.
Mens Dyhring efter Maaltidet hurtigt blev uselskabelig og som sædvanlig, naar han kedede |90| sig, ugenert gav sig til at gabe bag sin Omsorgsfuldt plejede Haand, stod Munden ikke stilk paa Nanny. Hun pludrede løs og optog Per, saa denne ikke mærkede Ægtemandens fornærmende Utvungenhed.
De havde efter Middagen sat sig til at drikke Kaffe udenfor en Kafe ved Piazza Colonna, og her som overalt tiltrak hun sig almindelig Opmærksomhed ved sin Skønhed, sit Væsen og sin Dragt. Hun var helt hvidklædt, lige fra Kniplingshatten ned til de besløjfede Sko. Og de luftige Klæder bruste som en Svaneham om hendes unge Legeme.
Per kunde ikke komme sig af Overraskelse over, hvor glimrende hun saae ud. Han havde halvvejs glemt, hvor smuk hun var. Mens han sad der lige overfor hende, paa den anden Side af det runde Kafebord, og hvilede sine Arme paa Haandtaget af sin Stok, stjal hans Blik sig ofte i Samtalens Løb nedover hendes blottede Hals og overfyldige Barm. Og han kom da til at tænke paa, hvad han ligeledes næsten havde glemt under sin lange Udenlandsfærd, hvor nær det i sin Tid havde været ved, at det var bleven ham, der blev Gemalen og havde faaet Hvileplads derinde ved de hvide Fløjlspuder, som skimtedes under Kniplingsstoffet. Folk havde jo virkelig engang betragtet dem som Forlovede. Og selv havde de vel heller ikke været saa meget langt fra at anse Sagen for afgjort.
|91|Da det lille Tremandsselskab ud paa Aftenen skiltes, blev der truffet den Aftale, at Per den næste Formiddag skulde hente Nanny paa Hotellet og tage sig af hende, mens Dyhring gjorde en Visit i det danske Konsulat, — (han agtede nemlig at skrive en Artikel hjem tit sit nye Blad om Handelsforholdene i Italien). Det var Nanny selv, der havde foreslaaet det; men med sædvanlig, galant Ligegladhed gav Dybring øjeblikkelig sit Minde dertil.
Det var nu ogsaa den eneste Betingelse, de to Ægtefolk havde stillet hinanden, da de giftede sig, at de hver for sig vilde bevare deres Frihed fuldkommen ubeskaaret De var endogsaa bleven enige om, at det mindste Forsøg paa at paalægge den anden Baand, særligt i Forholdet til det andet Køn, skulde betragtes som tilstrækkelig Skilsmissegrund.
Da Per den næste Dag ved aftalt Tid kom til Hotellet, var Dyhring allerede gaaet. Nanny modtog ham fuldt pudset i Gaarsdagens Dragt, færdig til at følge ham. Hun rejste sig fra en Frokostopdækning (bestaaende blot af Chokolade og Kager) og udbrød straks uden noget Goddag eller anden Ceremoni:
»Hvor skal vi saa tage hen? Idag vil jeg rigtig more mig!«
Per kom til at fortælle, at der paa et nærliggende Torv, som hans Vej just havde ført ham |92| forbi, afholdtes et Maanedsmarked med al Slags gammelt Skrammel hentet rundt om fra Roms Afkroge; Og da Nanny hørte dette, vilde hun absolut allerførst gaa derhen. Forestillingen om en saadan stor Affaldsdynge vakte hendes Lystighed. Senere — sagde hun — vilde de saa tage en Droske og køre rundt i Byen for at betragte »Seværdighederne«.
Hun gjorde en sidste, mønstrende Runde gennem Værelset, og efter at hun i Forbifarten havde stukket Per en Makron i Munden, begav de sig paa Vej.
Da de nærmede sig Torvepladsen, hvis Spektakkel og Summen allerede hørtes paa lang Af stand, bad hun om hans Arm. Hun blev med eet mindre modig ved Synet af den sammenpakkede Menneskemasse og de smalle Teltgader. Hun skottede lidt ængstelig til de pjalteklædte Skikkelser, der allevegnefra drev ned imod Torvet, eller som stod i Klynger omkring de store Bunker af irrede Kobberstager, Jernragelse og gamle Klæder, der straks ved Indgangen var kastet hen pas Stenbroen. Opfyldt, som hun var, af drevne Forestillinger om den romerske Almues Urenlighed havde hun samlet Kjoleskørtet tæt omkring sig og løftede det nu, efterhaanden som hun kom ind i Sværmen, højere og højere op over sine hvide Sko.
Per fandt hende mere indtagende end nogensinde.|93| Han blev helt svimmel af at gaa der med hendes Arm i sin og frie Trykket af hendes bløde Legeme, naar hun, skræmmet af et eller andet halvnøgent eller særlig pjaltet Individ, der trængte sig frem for at faldbyde sine Varer, foer ind til ham for at søge Beskyttelse. Han havde hidtil været lidt usikker i sin Optræden overfor hende, han havde følt nogen Forlegenhed ved hendes dristige Svigerinde-Fortrolighed. Nu skød han med Vold alle Tanker paa Jakobe tilside og gav sig utvungent hen i øjeblikkets Stemning.
Det var nu heller ikke i Længden muligt at bevare Anstanden i en saadan Trængsel. Snart maatte han med sin Arm, snart med hele sit Legeme værne sin skønne Ledsagerske mod Skub og Stød. Han foreslog hende, at de skulde trække sig ud af Mylret; men derom vilde hun ikke høre Tale. Midt i sin dødelige Angst for de lystige Pjalteskikkelser, der stadig mere nærgaaende trængte sig omkring dem; midt i Larmen og Hvidløgsosen og den stramme Svedstank var hun henrykt og lo ustandseligt og krampagtigt som et Menneske, der bliver kildret.
»Jeg morer mig storartet!« raabte hun halvkvalt midt i den tætteste stimmel. »Saadan noget var Otto aldrig i Verden gaaet med til!«
Paa engang opstod der Tumult udenfor en Teltbod lidt fra dem. To unge Mænd var kommen op at mundhugges og der havde øjeblikkelig|94| dannet sig en Kres af interesserede Tilskuere, der holdt ligesom en Arena aaben omkring dem.
Per vilde føre Nanny bort; men uden at sige noget holdt hun ham tilbage — ja trak ham endnu nogle Skridt nærmere til Kamppladsen og løftede sig paa Taaspidserne for at komme til at se.
Paa ophidsede Italieneres Vis havde de to Stridende anbragt sig paa Hug overfor hinanden. Og i denne Stilling opløftede de med voldsomme Bevægelser snart den ene, snart den anden knyttede Haand, mens de sorte øjne lynede og de røde Munde udspyede Eder og Forbandelser, der lød gennem Markedstummelen som vilde Skrig.
Per blev lidt underlig tilmode ved at iagttage Nannys Optagethed. Hun var skiftevis rød og bleg, og hendes Læber sitrede. Det var heller ikke til at tage fejl af, at hun aldeles havde glemt, at det ikke var Dyhring, hun holdt under Armen, saadan knugede hun sig ind til Per, saa snart de knyttede Hænder derinde i Kresen løftedes.
»Mon de vil stikke med Dolke?« spurgte hun ham.
Per kom til at le. Han havde oftere her i Rom været Vidne til lignende Gadescener, hvor det saae ud, som om lidenskabelige Mænd stod i Begreb med at udkæmpe en Kamp paa Liv Og Død, mens de blot med en Slags artistisk Behag berusede sig i Heltefagter og i Almindelighed |95| ogsaa skiltes uden at have vekslet andet end en Mundfuld smudsige Skældsord.
Ganske paa samme Maade forløb Striden ogsaa her. Netop som Ophidselsen syntes paa sit højeste, bortdunstede den pludseligt, Og de to Mænd fjernede sig hver til sin Side som et Par Skuespillere, der følges af Tilskuernes Bifald.
»Hvad ... er det forbi?« spurgte Nanny og vendte sig mod Per med et skuffet Udtryk.
»Ja, saadan gaar det til i det ildfulde Syden«, svarede han og trak nu resolut afsted med hende for at slippe bort, inden den sammenpakkede Tilskuerskare opløste sig.
Efter meget Besvær naaede de endelig Udkanten af Torvet, hvor de kunde bevæge sig nogenlunde uhindret. Da standsede Nanny og næsten skreg:
»Men vi fik jo ikke købt noget!«
Og uden Barmhjertighed trak hun ham paany ind i Menneskemylret
Hægtet til hans Arm trængte hun sig frem til en faldefærdig Træbod, hvor der var Udsalg af foregivne Antikviteter En banditagtig Olding med hvide Skægstubbe langt ned paa den nøgne Hals hilste hende med orientalsk Ydmyghed. Og uden i Forvejen at forhandle om Prisen købte hun for en ublu Sum en lille Sølvtumling og et forgyldt Spænde, idet hun udenvidere overlod det til Per at betale.
|96|Derefter erklærede hun sig endelig rede til at følge ham paa en Runde gennem Byen. Per fik fat i en Droske, og de kørte afsted.
Vejen gik til Piazza del Popolo, som Nanny absolut først vilde se, fordi hun engang havde læst en Roman af det Navn. Derfra kørte de op over Monte Pincio, gennem Gregoriana-Gaden til Qvirinalet og atter videre — Bakke op, Bakke ned — forbi Diodetians Bade, Kapitol, Forum.
Kusken havde faaet Ordre til at køre raskt. De standsede ingen Steder; Nanny var velfornøjet med at se, hvad der kunde betragtes fra Vognen gennem en Teaterkikkert. Hun glemte ikke de pligtmæssige Forundringsudraab men var i Virkeligheden ganske ligegyldig — udelukkende optaget af sig selv og ganske særligt af Tanken om, hvilket Indtryk hun gjorde paa sin Ledsager.
Hendes Følelser for Per gemte fra gammel Tid en god Del Nag. Hun havde aldrig tilgivet ham, at han dengang forsmaaede hende. Og hun havde bestandig gaaet og luret paa en gunstig Lejlighed til at hævne sig paa ham. Denne Lejlighed mente hun nu endelig kommen. Derfor havde hun øjeblikkeligt sluppet al sin Bedaarelseskunst løs paa ham, da de den foregaaende Dag mødtes paa Banegaarden.
Hensynet til Jakobe bekymrede hende ikke. Tværtimod. De to Halvsøstre havde altid levet paa Krigsfod med hinanden, og Nanny var overhovedet|97| aldrig nøjeregnende med Midlerne, naar det galdt om at tilfredsstille en Lyst eller blot et Lune. Hun, hvem Faderen havde kaldt »Normalbarnet«, fordi hun (i Modsætning til Jakobe) altid havde blomstret som selve Sundheden og aldrig lod sig bringe ud af sin Sindsligevægt eller mistede sit gode Humør, havde altid haft en unaturlig Fornøjelse af paa underfundig Maade at anstifte Ulykker. Allerede paa Skolebænken havde det moret hende at bringe sine Kammerater i Fortræd, og hun var næppe bleven voksen og havde faaet lidt runde Former, før hun drev det som en Slags Sport at sætte Splid mellem Forlovede ved at vække den kvindelige Skinsyge. Og denne Skadeglæde kunde blive saa meget mere ondartet, som hun i sin Fantasiløshed sjelden selv anede Omfanget af den Fortræd, hun voldte. Som et Barn., der i halvt uskyldig Lyst river Benene af et Insekt eller sætter Ild paa Naboens Hus for at se Luerne slaa ud af Taget, kunde hun bagefter blive helt forskrækket over den anrettede ødelæggelse.
Det var nu imidlertid igen gaaet hende, som det plejede at gaa, naar hun var ene sammen med Per: hun var alligevel ikke rigtig modig overfor ham. Erindringen om, at han af alle Mænd var den, der vistnok havde været nærmest ved at faa Herredømme over hende, gjorde hendes Holdning usikker, — især efter at han |98| paa sin Side var bleven dristigere, ja ligefrem syntes at gøre Tilnærmelser. Hun sad netop og tænkte paa, at det absolut ikke kunde være tilfældigt, naar han havde trykket hendes Haand saa fast, da han hjalp hende op i Vognen. Han var ogsaa et Par Gange rykket hende saa nær, at hun havde maattet flytte sig lidt for at undgaa, at deres Legemer berørte hinanden under Vognens Skumplen. Hvor tilfredsstillende det paa en Maade var for hende, at hun saa hurtigt havde kunnet bringe Jakobe i Forglemmelse, foruroligede det hende at mærke, hvordan Rollerne var i Færd med at ombyttes, saa at hun, der havde begyndt som den udæskende, nu var nær ved selv at blive den jagede.
Hun lod stadig Munden løbe, brugte sin dunkantede Vifte og lo overgivent, men var i Virkeligheden forstemt. Pantheon, Trajansøjlen, Titusbuen, alt gled forbi, uden at hun saae noget.
Først Synet af Amfiteatret gjorde hende igen et øjeblik nærværende. Her overvandt hun endog sin Magelighed og stod af Vognen for at komme ind og se Arenaen.
»Vi skulle jo have været i Madrid for at se en Tyrefægtning,« fortalte hun psa sit Østergades-Københavnsk, idet hendes hvidklædte Skikkelse ved Pers Arm forsvandt ind gennem de halvmørke, kølige Gange, der førte til den uhyre Stenkedels ørkenagtige Indre. »Men den dumme |99| Kolera kom os i Vejen. Det var frygtelig ærgerligt.«
Mens Per uvilkaarligt grebes af Stedets historiske Stemning, blev hun ved at snakke. End ikke, da de stod inde paa Bunden af den frygtelige Offerskaal, der havde været Vidne til saa mange blodrygende Hekatomber, tav hun et Øjebilk stille. Med Kikkerten for øjnene saae hun op og ned ad de himmelstigende Bænkerække; mens hun tænkte paa, om hun maaske hellere skulde have taget den blomstrede Musselins paa med den røde, spanske Silketrøje. Den havde gjort Løjtnant Iversen aldeles tosset, dengang hun el Par Aftener før sit Bryllup traf ham i Teatret.
Per gav sig til at forklare hende Bygningens Indretning, viste hende Kejserens og Vestalindernes ophøjede Pladser, beskrev, hvordan Arenaen ved Kunst havde kunnet sættes under Vand, saa der kunde opføres blodige Søslag og Kampe mod Floduhyrer, ... og Nanny blev virkelig efterhaanden opmærksom. Særlig optoges hun af de tilgitrede Porte, hvorigennem Gladiatorerne under Vaabengny traadte ind for at myrde eller myrdes til Folkets Forlystelse. Hun huskede et Billede, der fremstillede en saadan romersk Fægter i et menneskefyldt Amfiteater ... en Kæmpeskikkelse, svulmendende af Muskler og ganske nøgen, blot med en Metalhjelm paa Hovedet og en smal Strimmel Tøj om Lænden Billedet havde i et |100| af hendes sidste Skoleaar hængt i et Boghandlervindue paa Østergade, og hun havde altid sørget for at lægge sin Vej der forbi. Hun tænkte nu paa, at paa den Plet, hvor hun stod, havde der maaske engang staaet et saadant stort, nøgent, lemmestærkt Mandfolk med sin Hæl paa den overvundne Modstanders Strube og med løftet Haand modtaget Kejserens og det hele jublende Teaters Hyldest, — og hendes Næseboer udvidede sig uvilkaarligt, og hun følte det samme vellystfulde Kuldepust nedover Nakke og Ryg som hin Tids svanehamshvide Vestalinder, naar de kunde begynde at vejre Blodlugten.
Idet hun derefter igen tog Pers Arm for at gaa tilbage til Vognen, gled hendes Blik stjaalent ned over hans skulderbrede, muskelkraftige Skikkelse, og hun var i nogen Tid tavs.
Da hun var kommen tilsæde, foreslog Per, at de nu skulde lade »Seværdighederne« fare og køre lidt op paa Højderne for at trække frisk Luft. Hun indvilligede efter nogen Nølen, og Kusken fik Ordre til at køre over Tiberen. Ad den berømte, slangebugtede Kørevej naaede de op paa Janikulum med det vidunderlige Nedblik over Rom og det milevide Udsyn over Kampagnen til de lysende Albanerbjerge i det fjerne.
Men nu var det Per, der var den veltalende. Nanny sad mest med bortvendt Ansigt og lod, som om hun hørte efter, hvad han forklarede |101| hende om de Bygninger, hvis Spir og Kupler hævede sig højst over den gyldne Støvtaage, som laa over Byen. Hver Gang han flyttede sig paa Sædet, foer det nervøst igennem hende. Den Uro, hun længe havde følt, begyndte heroppe i Ensomheden at gaa over til virkelig Frygt. Og pludseligt erklærede hun, at hun var træt og vilde hjem. Per gav sig til at gøre Forestillinger, men hun forlangte bestemt, at Vognen skulde vende og køre hende hjem.
Udenfor Hotellets Port skiltes de.
Dyhring var forlængst kommen tilbage fra sin Konsulatsvisit Han sad i Skjorteærmer ved et Bord og skrev. Nanny kunde, idet hun kom ind, ikke se andet af ham end hans Nakkeskilning og den smalle Vesteryg; og det slog hende, hvor gammel, ja helt oldingeagtig han tog sig ud, naar man saae ham bagfra.
»Naa, er du der, min Ven!« sagde han uden at lægge Pennen og nikkede til hende over Skulderen.
Hans rolige Tone irriterede hende. Hun havde ventet sig en ganske anden Modtagelse. Selv havde hun i den sidste halve Time følt en Længsel efter ham saa stærk som aldrig før.
Nu svarede hun kort »Ja«, idet hun skilte sig af med sine Handsker og kastede dem hen paa Sengen.
|102|»Hvordan har du saa moret dig?« spurgte han lige uforstyrrelig.
»Glimrende! Storartet! ... jeg var nær aldrig kommen hjem igen.«
»Ja saa. Det var jo rart. Du undskylder mig nok et Øjeblik«
»Gudbevares!«
Dyhring fortsatte stiltiende sit Arbejde, mens Nanny, efter at have befriet sig ogsaa for Hatten, lod sig falde ned i en Lænestol i den modsatte Ende af Stuen. Hun troede sig her ubemærket. Hun anede ikke, al hendes Mand uden at forandre sin skrivende Stilling kunde bevogte hende i et Hjørnespejl, og at han opmærksomt iagttog hendes Ansigtsudtryk, hver Gang han havde faaet nedskrevet et nyt, velformet Punktum i sin Artikel, der i sagkyndig og alvorligt belærende Tone meddelte »Borgerbladet«s Læsere en Oversigt over Handelsforholdene i Italien.
I henved en halv Time var der ganske stille i Værelset. Nannys Tanker kunde ikke komme bort fra det Nederlag, hun der igen havde lidt overfor Per, og som hun følte som en uudholdelig Ydmygelse. Nu, du hun var kommen hjem til sig selv og i Ordskiftet med Manden havde genvundet sin vante Overlegenhed, forstod hun ikke, hvorledes det var gaaet til med den Svaghed, der havde overfaldet hende paa Køreturen. Men der maatte bestemt ogsaa være |103| noget i Vejen med hende i denne Tid. Hun havde mærket det allerede i Paris, at hun ikke rigtig var sig selv længer. Dersom hun ikke med Bestemthed vidste, at det var umuligt, vilde hun have troet, at hun var frugtsommelig. Hun kunde om Morgenen vaagne med frygtelig Hovedpine og gaa og være svimmel hele Formiddagen. Og de urimelige Lyster, hun kunde have! Og alle de skrækkelige Drømme, som hun ikke engang turde fortælle sin Mand, saa uanstændige var de! — —
I de fire-fem Dage, det unge Ægtepar i det hele opholdt sig i Rom, var Nanny og Per endnu et Par Gange sammen, dog ikke oftere uden Ledsagelse. Klog af Skade var Nanny bleven mere forsigtig i sin Optræden, hvorimod Per end ikke søgte at lægge Skjul paa sin Dag for Dag voksende Beundring.
Hans ofte temmelig grovkornede Kurmageri gjorde dog tilsyneladende intetsomhelst Indtryk paa Ægtemanden. Dyhring behandlede vedvarende Per med den Slags udsøgt Forbindtlighed, der undertiden kan være vanskelig nok at skelne fra Uforskammethed. Nanny gik i al Stilhed og harmedes over hans Ligegyldighed, der syntes at vække nogen Opmærksomhed blandt Skandinaverne. Hun begyndte tilmed at forstaa, at den var paataget, og at han i dette ene Punkt netop var yderst ømfindtlig for sin Ære. Om hun bare |104| havde turdet det for sin egen Skyld, skulde hun have gjort sig en Fornøjelse af at benytte Lejligheden til engang at gøre ham rigtig tindrende jaloux.
Først den Dag, da de rejste, og Per mødte paa Jernbanestationen for at sige Farvel, vovede hun sig paany frem af sit Baghold. Ikke alene trykkede hun ved Afskeden Pers Haand med umiskendelig Varme; men da Toget skulde til at køre, og Vogndørene var gaaet i, blev hun med glimrende Forstillelseskunst staaende ved det aabne Kupevindue og saae ud paa ham med et indadvendt Udtryk i sine dejlige øjne, som om hun nu i Afskedsøjeblikket ubesindigt og halvt mod sin Vilje kom til at røbe ham Hjertets skjulte Følelser.
Hun holdt i Hænderne en Buket Blomster, som hun i Smug havde faaet løsnet. Idet Toget satte sig i Bevægelse, lod hun nu en stor Rose falde ned paa Perronen. Det kunde se ud, som skete det af Vanvare, ... men det kunde ogsaa være et Tegn, en tavs Tilstaaelse, en straalende Forjættelse.
Per tog Blomsten op uvis om, hvad han turde tro. Da han igen saae i Vejret, var Kupevinduet tomt. Men han blev staaende og fulgte det med øjnene, afventende endnu et Tegn, et løfterigt »Paa Gensyn«, — indtil Toget forsvandt bag et Hushjørne.
|105|Saa puttede han Rosen til sig og skridtede hjemad for at pakke sin Kuffert — med det faste Forsæt at bryde med Jakobe.
Tanken var ingenlunde ny hos ham. Under hans Ophold i Rom var Jakobe bleven ham mere og mere fjern. Hans Udvikling her havde ført ham bort fra hende, og det var Følelsen heraf, der havde været den dybest liggende Aarsag til hans Ulyst til at rejse hjem. Det var gaaet op for ham, hvor grundforskellige de var saavel i deres personlige Leven og Tragten som i deres hele Syn paa Fremtiden og dens Opgaver overfor Menneskene. Det var bleven ham klart, at Jakobe med sit i hans øjne overspændte og i Grunden ganske ujordiske Følelsesliv kun passede grumme ilde til et saadant stærkt, aabent og frejdigt Nydelsesliv, hvori han altid havde set den nye Renaissances endelige Maal, men hvis Betydning han først hernede rigtig havde faaet Forstaaelsen af. Han følte det nu mere end nogensinde som sit Kald »at smedde det Værge af Guld, som ene var i Stand til at fælde den pibekravede Drage, der rugede over de uudmøntede Skatte i det danske Land og Folk«, — saaledes som han i sin Tid havde skrevet det i sin Pjece. Med Glædesblus og Klang af Dukater skulde Troldtøjet manes i Jorden derhjemme. Men til at bistaa ham med at skabe en saadan Feststemning i hans eget Liv til Eksempel for det hele Land — dertil egnede |106| Kvinder af Nannys Natur sig ulige bedre end den altid sørgeklædte og bekymringsfulde Jakobe.
Dertil kom, at hun jo allerede ikke var helt ung længer. Det havde altid trykket ham, at hun var et Aarstid ældre end han, og hun saae i sin sygelige Sarthed absolut ikke yngre ud, end hun var. Ogsaa hendes udpræget jødiske Ansigtstræk generede ham mere, end han havde villet være ved. Dengang han i hendes Brev læste om, hvordan hun paa Hjemvejen fra Breslau var bleven fornærmet af et Par Herrer, havde dette — trods den Overlegenhed, hvormed hun selv fortalte derom — gjort et højst pinligt Indtryk paa ham.
At han i sin Tid havde foretrukket hende for Nanny, undrede ham dog med alt dette slet ikke. Han havde jo virkelig begyndt at faa en Slags Forstaaelse af sig selv og de skjulte Tilskyndelser, der Gang efter Gang havde givet hans Livsforløb en Retning stik modsat den oprindeligt tilsigtede. Naar han tænkte tilbage paa de Indtryk, hvoraf hans Forelskelse i Jakobe var opstaaet; naar han f. Eks. genkaldte sig hin Vinteraften derhjemme i det Salomonske Palæ, da han sad og ventede paa Nannys Hjemkomst fra et Selskab, og hans Blik, straks efter at hun var kommen ind i Stuen, med Ligegyldighed gled bort fra hendes silkesvøbte, festligt straalende Skikkelse for at søge tilbage til Jakobe, med hvem han i |107| den lange Ventetid havde underholdt sig, og som endnu sad henne under den skærmbehængte Lampe, sortklædt og alvorlig, med Haanden tænksomt under Hagen og den høje, klare Pande omgydt af Lampens rolige Skær, — saa forstod han nu meget godt, at det var hans mange troldeagtige Forfædres Lysskyhed og Verdensforsagelse, der igen ved den Lejlighed havde givet sig et spøgelseagtigt Udslag i hans Liv og Handlinger.
Helt uden Betydning for hans Udvikling havde Forholdet til Jakobe vel ikke været, — det tilstod han gerne. Han indrømmede, at hans Blik først ved hende var bleven aabnet for den fulde Betydning af den Sag, han havde gjort til sin. Men om hun virkelig i saa Henseende havde haft en Mission, saa var den i al Fald nu endt. Hun tilhørte absolut et overvundet Standpunkt for ham. Om han ikke havde følt det paa andet, saa forstod han det, hver Gang han modtog hendes Breve, — disse arklange Udgydelser om Ting, som ikke længer interesserede ham det mindste. Han var modnet nu. Og han kunde ikke have nogen Forpligtelse til at gøre sit Liv trangt og fattigt for en Ungdomsforvildelses Skyld.
Han agtede overhovedet ikke at lade sig binde mere. Han vilde bevare sin Frihed til at nyde sin Magt over Menneskene, ikke mindst over Kvinderne, — den han mente nu igen at have faaet Bevis for. Den Fornyelse, han havde vundet |108| paa sin Rejse og navnlig her i Rom, følte han endnu selv som en Foryngelse, en lykkelig Genvindelse af Ungdomsaarenes svulmende, bekymringsfrie Livsmod. Verden laa atter aaben for hans Fod, — det galdt nu blot om med et dristigt Snit at gøre sig fri for alle Baand.
Han vidste godt, at et Brud vilde krænke og smerte Jakobe dybt. Men som Sagerne nu engang stod, vilde det være bedst ogsaa for hende, at de skiltes. Straks efter hans Hjemkomst skulde det ske. Hverken for sin egen eller for sine Fremtidsideers Skyld havde han Lov til at lade sig holde tilbage af Frygt for at volde hende Sorg.
Her stod dog virkelig mere paa Spil end nogle Kvindetaarer!
Han skyldte nu sig selv at vise, at han ikke havde siddet forgæves ved Cæsars Fødder men endelig lært at gaa den lige og korte Vej over Tvivlraadighedens Rubicon ind i Mandsviljens Himmerige.
Altsaa: Jacta est alea!
