|[75]|

TREDJE KAPITEL

|[77]|

Brudstykker af Pers
Rejsebreve til Jakobe

15de Novb.

Saa er jeg endelig igen i Berlin og hører Verdenspulsen dundre omkring mig. Jeg kom hertil i Middags, temmelig forkørt forresten og med Næsen fuld af Snue. Men det er ogsaa et Hundevejr. Regn og Storm og et Søle paa Gaderne! Alligevel er jeg glad ved at være her. Nu skal der tages fat for Alvor! De mange Dages Ørkesløshed har opstemmet en Arbejdsiver i mig, — jeg maa have Luft. Imorgen tidlig Klokken seks tager jeg ud til Berkennrück (du husker nok den lille by, hvor jeg i forrige Maaned overværede en Flodspærring). Jeg vil se, hvorledes det under min Fraværelse er gaaet med Arbejdet derude. Der bliver ogsaa for Tiden støbt Fundament til en større Sprængeværksbro her i Nærheden, hvis Bygning jeg vil følge. Desuden har jeg jo mit Model-Musæum og Professor Freitags Forelæsninger. Go-on! Der er ingenting saa godt for alle Slags Forkølelser som et varmt Arbejdsbad. Som Ordsproget siger: Lediggang er Djævelens Hovedpude. — —

|78|
17de Novb.

— — Jeg var altsaa igaar i Berkenbrück. Det øsregnede hele Dagen, og jeg kom hjem vaad til Skindet. Idag har jeg gjort Visit hos G.-Commerceraadens, hvor jeg blev modtaget af Fruen, der var ene hjemme. Det er en løjerlig Dame, næsten lidt frivol, naar man er paa Tomandshaand. Troer du, der kan være noget om, hvad man fortæller mig her, at din Halvkusine er ved at blive forlovet med en Dr. Bieber her fra Berlin? Moderen skal være meget imod Partiet, og dersom det er den Hr. Bieber, som jeg erindrer fra den musikalske Soirée, giver jeg hende ganske Medhold, — det var en fæl Vombat at se paa. Han skal nok have et Navn som Bakteriolog; men hvad Pokker kommer det Kærligheden ved? Jeg havde tiltroet din Kusine en bedre Smag.

Forresten maa det være en noget tvivlsom Fornøjelse for en ung Pige at være saa rig. Jeg synes, at hun altid maa gaa og mistænke sin Kæreste for at elske hende for Pengenes Skyld. I det hele taget — Rigdom? Ja vel! Men er dog visse Folk ikke noget for tilbøjelige til at overvurdere dette Gode? Efter det Indblik, jeg har faaet i din Halvonkels Hus, synes Lykken i hvert Fald ikke at trives synderligt der. Jeg kom netop idag til at tænke paa, om f. Eks. din Tante virkelig skulde føle nogen Tilfredsstillelse ved til daglig at sidde i saadanne Pragtsale og med en Lakaj bag hver Dør. — —

|79|

— — Jeg kommer til at tænke paa, at jeg vistnok slet ikke har fortalt dig noget om min Faders sidste Dage og hans Begravelse. Det er ikke, fordi der er noget særligt at berette; men jeg har paa Fornemmelsen, at du har en fejlagtig Opfattelse af min Fader og særlig af hans Forhold til Byens Befolkning. Jeg havde egentlig ikke selv troet, at hans Anseelse i Menigheden (og omkring i Landet) var saa overordentlig, som det ved Begravelsen viste sig. Jeg kunde have ønsket, at du havde været tilstede. Hele Byen deltog i Sørgehøjtideligheden, alle Gaderne var blomsterstrøede, og Kirken pragtfuldt pyntet. I en af de danske Aviser, jeg læser hos Bauer, saae jeg ogsaa idag en Notits om, at Menigheden vil indsamle Penge til et Monument paa hans Grav. Det er ikke min Hensigt at synge Lovsange over min Fader dertil har jeg ingen Grund. Men du skal dog ikke være uvidende om, hvad han har været for andre.

Hans Død var ogsaa meget smuk. Han var ved fuld Bevidsthed og fuldkommen rolig til det sidste. Men — naturligvis! — hans Liv havde jo ogsaa været en uafbrudt, langsommelig Forberedelse til at dø.

20de Novb.

— — Imorges rejste Fritjof hjem efter at have solgt en hel Del af sine Billeder her. Tyskerne er jo |80| som bekendt gale efter oprørte Have, der sandsynligvis paa en forfriskende Maade minder dem om ølskum. Jeg er forresten ked af, at han rejste. Vi var i den sidste Tid hver Aften sammen, og skønt vi ikke bestilte stort andet end at mundhugges, havde vi det meget rart med hinanden. Trods al hans Bramarbaseren er der noget hyggeligt ved Fritjof, og jeg vil savne ham meget. Andre danske har jeg hidtil ikke truffet hernede.

Rimeligvis veed du allerede, at din Halvkusines Forlovelse nu er bleven deklareret. Den stod omtalt i Berlinerbladene forleden. Jeg gratulerer!

Noget nyt har jeg ellers ikke at meddele. Vejret her er stadig det samme nedersachsiske, og min viderspenstige Forkølelse kan jeg desaarsag ikke blive kvit. Jeg kender ikke noget mere melankolsk end Berlin i Regnvejr, og heller ikke her i mine Stuer er der just videre hyggeligt, efterdi min Værtinde koger Surkaal fra Morgen til Aften, og Kakkelovnen ryger, saa det er til at blive tosset over.

À propos min Værtinde, saa skal jeg fortælle dig et betegnende lille Træk af moderne Storstadsliv. Da jeg i sin Tid lejede hos hende, betingede jeg mig, at jeg blev ene her og ikke fik Medlogerende, der kunde forstyrre mig i mit Arbejde. Den gamle Heks (hun er et lille lasket Fruentimmer, sort som Jorden og med en nævestor Svulst paa den ene Side af Halsen) fremviste|81| den Gang til min Beroligelse et Politi-Dokument, ifølge hvilket det ikke var hende tilladt at have mere end een Logerende, og forresten bestaar ogsaa Lejligheden kun af mine to smaa Værelser og et usselt lille, gravmørkt Hummer bagved Køkkenet, hvor der akkurat kan staa en smal Jernseng. Ikke desmindre havde jeg ikke været her mange Dage, før jeg forstod, at der husedes endnu eet Menneske i Lejligheden. Jeg kunde nemlig om Natten høre en hul Mandfolkehoste oppe fra noget, som kaldes »die Boden«, og som er en Slags Hylde eller Skab oppe under Forstueloftet, bestemt til at sætte Kasser og andet Skrammel op paa. Da jeg havde været her endnu nogle Dage, vidste jeg, at der maatte ligge endogsaa to Mandfolk deroppe, for jeg hørte en Nat samtidig med den hule Hoste en dyb og tryg Snorken. Da jeg nu tog Kællingen i Forhør, svor hun med tre snavsede Fingre i Vejret, at jeg gjorde hende den skammeligste Uret; og dog er jeg ikke sikker paa, om hun ikke har endnu flere Nattegæster forputtet omkring i Lejlighedens Huller og Kroge. Det skal nemlig være almindeligt her, at den egentlige Logerende blot er et Skærmbrædt for en ukontrolleret Herbergeren af den Slags omflakkende Eksistenser, hvoraf det jo vrimler i en Storstad; — jeg mener ikke Sjovere og den øvrige Arbejderbærme (den har skam ikke et saa fint Nattekvater!) men forholdsvis velklædte |82| Mennesker: Kommis'er, Fabriksarbejdere, Barbersvende og Opvartere, alle saadanne Folk, for hvem noget som et Hjem er en urimelig Luksus. De tilbringer deres Fritid paa Gaden, i ølkipperne, paa Dansebulerne og i offentlige Huse og driver ud paa Natten hen til deres billigst mulige »Schlafstelle«, som de tidligt om Morgenen igen forlader. De ejer kun, hvad de har paa sig, og flytter fra Bydel til Bydel med en Times Varsel. Det er en Levevis, der er dem paatvungen af Eksistenskampen i disse Millionbyer, og som derfor hurtigt falder dem naturlig. Udviklingen af det moderne Industrisamfund kræver jo, at dets Arbejdshære af Hensyn til de hurtigt skiftende Konjunkturer er saa mobile som muligt. Den »Stabilitet« i Arbejderforholdene, som saa mange raaber paa, vilde i vor Tid være ensbetydende med Stagnation. En af de store Verdensfabriker f. Eks. maa kunne være istand til i Løbet af fireogtyve Timer at forøge eller formindske sin Produktionsmængde med Hundreder af Hænders Arbejde. Det er derfor absolut nødvendigt, at der altid findes Overflod af Arbejdskraft paa Markedet, Skarer af erhvervsløse, der til Bedste for Samfundsudviklingen gaar omkring og sulter; og den, der er vant til at leve Tilfældighedernes Liv paa Gaden og i det hele er friest i sine Bevægelser, har den største Modstandsdygtighed under saadanne uundgaaelige »Spasere»-tider og skaffer sig hurtigst |83| nyt Erhverv. Muligvis kan man ikke kalde disse Forhold ideale; men de er paabudte af Nødvendigheden, og det nytter ikke — som Fritjof f.Eks. — i den Anledning at raabe op om de store Kulturcentrers forgyldte Elendighed. Helt uden Ofre naaes intet virkeligt Fremskridt, endsige da et saa mægtigt som det, hvortil vor Tid er Vidne. Tryghed, hjemlig Hygge, Fred og Hvile vil for Størsteparten af Befolkningen efterhaanden blive ganske fremmede Begreber, der tilsidst end ikke fremkalder noget Savn. Men hvad er der da egentlig at jamre over? Der foregaar en Smagsforandring, det er det hele!

Naa, men jeg er nok kommen for langt bort fra det, jeg vilde fortælle. Altsaa: For nogen Tid siden ringede det om Morgenen paa Forstuedøren, og jeg kunde fra min Seng høre, at en Politibetjent spurgte om en »Barbiergeselle«, der om Natten var bleven bragt til Charité (et Hospital tæt herved) og som havde opgivet at have sin Bopæl her. Mennesket havde faaet Blodstyrtning paa en ølstue og var afgaaet ved Døden kort efter Ankomsten til Hospitalet. Min Værtinde, der i Begyndelsen holdt sig tavs, havde næppe hørt dette sidste, før hun blev veltalende. Du skulde have hørt hende skralde op! Hvad det skulde sige? Politiet vidste jo meget godt, at hun ikke maatte bolde Schlafstelle. Hun svor sig ned i det hvidglødende Helvede paa, at hun ikke havde andre |84| Logerende end en fremmed Herre, og dersom Betjenten ikke vilde tro hende, kunde han jo undersøge hendes Lejlighed. Og saa en Barbiergeselle! At nogen kunde tænke, at hun, som var en anstændig Kone med de nobleste Logerende, vilde have saadan noget Prakkerpak i sit Hus. En skidden Stodder, og som ovenikøbet var brystsyg og laa og kreperede paa Gaden! — — Saa skøn en Ligtale fik min ubekendte Medlogerende af vor moderlige Værtinde. At den omspurgte virkelig var en af dem, der havde haft Tilhold oppe i »die Boden«, er der nemlig ingen Tvivl om; jeg har i hvert Fald ikke siden den Dag hørt den hule Nattehoste. Naa, der er ikke noget at sige dertil. I den voldsomme Tilværelseskamp, som Menneskehedens store Opsvingstider medfører, har enhver nok at gøre med at tænke paa sig selv, og der er ikke Raad til Medlidenhed. Den elskelige Frau Kumminachs første og maaske eneste Tanke, da hun hørte om sin Logerendes Død, har sikkert været den, hvordan hun inden Aften kunde forskaffe sig en anden. Den stakkels Fyr er sikkert allerede glemt, hans Plads oppe i Forstueskabet forlængst udfyldt. Han, der maaske engang kom hertil med Hovedet fuldt af store Drømme, figurerer nu kun som et Nummer i en Dødsliste. Det graadige Menneskehav Berlin har tavst opslugt ham. Hans Forældre, Søskende og Venner erfarer maaske aldrig nogensinde hans Død. —

|85|

Men nu Godnat, min bedste Ven. Klokken er mange, og min Lampe er næsten udbrændt. Mon der skulde være Brev til mig imorgen? — Udenfor strømmer Regnen ustandselig.

28de Novb.

— — Vi har forresten i de tre sidste Dage levet i en Fest- og Sejrsrus her i Berlin. Som du maaske veed fra Aviserne, har her været stor Staahej i Anledning af et Prinsebryllup. Byen har været pyntet og illumineret, Kanonerne har dundret og Kirkeklokkerne har ringet, og hele det middelalderlige Apparat, der sættes i Virksomhed ved en saadan Lejlighed, havde hidlokket en saadan Masse Fremmede, at man ligefrem har haft ondt ved at komme gennem Gaderne. En ustanselig Strøm af Ekvipager med galaklædte Officerer og overbaldyrede Diplomater rullede til og fra Slottene, og selve den gamle »Heldengreis« viste sig for Folket under endeløs Jubel.

Har du forresten lagt Mærke til den Maade, hvorpaa en kejserlig Vogns Komme — selv under dagligdags Forhold — annonceres her i Berlin? Bedst som man kommer gaaende gennem Gademylret, kan det hænde, at den beredne Politibetjent, der holder midt i Vrimlen og skiller Strømmen ad, pludselig farer sammen og løfter Haanden med et Skrig. I samme Nu standser al Vognfærsel; der ryddes Vej gennem Trængslen, og paa Fortovene stiller Folk sig op og strækker Hals. I |86| nogle Minutter er alt andagtsfuld Stilhed, mens den kejserlige Ekvipage paa Gummihjul passerer Gaden. Inden i den sidder — en Hofdame, en Officer, maaske en Prins. Kejseren selv viser sig nemlig i et højtideligere Optog, og hans Ankomst meldes med hastige Stød i Piben fra Betjent til Betjent. Har man ventet ham, kan hele Gaden være ryddet for Vogne, og midt paa Asfalten, med tredive Alens Mellemrum, staar de ellers saa rolige Politibetjente nervøse og febrilske.

Hvorfor denne Nervøsitet? Nu ja, der har jo et Par Gange raslet Revolverskud gennem Kejserjublen, og der er jo virkelig Grund til at tro, at disse Smaaplaf er den første Bebudelse af den store Torden, som engang vil drage over Evropa og rimeligvis her før noget andet Sted, fordi Tyskland med sit vældige industrielle Opsving frem for nogen af den gamle Verdens Stater er bleven Fremtidens Land, ja selve Hjemstedet for »det tyvende Aarhundredes Aand«, som du engang skrev om. Man væbner sig allerede af alle Kræfter imod den nye Syndflod (karakteristisk er det f. Eks., at Gaderne i de store Arbejderkvarterer her i Berlin saa vidt muligt er lagt straaleformigt ud fra et Midtpunkt, hvorfra de alle samtidigt kan bestryges med Kardætsker). Man har lavet jernhaarde Undtagelseslove imod »Rigsfjenderne; og da end ikke dette har skræmmet dem, søger man nu at affinde sig med dem ved Alderdomsforsørgelse |87| og Ulykkesforsikring. Men det vil altsammen ikke hjælpe noget. Det vil gaa det gamle, patriarkalske Samfund, som det i Eventyret gaar den lille Pige overfor Bjørnen: hun kastede først sin Træsko, saa sin Mosters Hvedekage og tilsidst sin egen Søndagskringle ned i Vilddyrets Gab — og blev dog spist! Men Kampen vil blive blodig. Jo længere man lever her, desto klarere bliver man over, at enhver Forestilling om en fredelig eller blot lempelig Overgang fra gammelt til nyt maa opgives, og det er med en vis Gru, man tænker paa det uundgaaelige Sammenstød. Selv hjemme begynder jo Lidenskaberne saa smaat at koge (jeg har læst om de københavnske Fabriksarbejderes store Demonstrationsmøde paa Fælleden og den halvkomiske Politi-Udrykning). Her i Tyskland vil Krak'et blive frygteligt. Den Hær paa tre Millioner Soldater, der her danner Vagt om det middelalderlige Samfunds Grundpiller, Altret og Tronen, og hvis friske Laurbær har gjort den næsten hellig for dem, der beskyttes af den, giver en Maalestok for de Kræfter, der vil komme til at brydes.

Jeg kom forleden Eftermiddag gaaende gennem en af de fornemme Gader, der fra Pladsen foran den nye Generalstabsbygning fører ned til Spree. Ovre paa det andet Fortov gik, med langsomme, usikre Skridt, en meget gammel, uniformeret Mand, |88| som alle Folk hilste paa med den dybeste Ærbødighed. Enkelte gjorde endog Front imod ham, som om han var en kongelig Person. Han lignede nu heller ikke et almindeligt Menneske. Han var mager og gusten som en Benrad og gik med begge Hænderne dybt begravet i Lommerne paa den lange Militærfrakke med de blodrøde Opslag og løftede ikke en eneste Gang øjnene fra Stenbroen. Han saae ud som selve Døden, formummet i prøjsisk Generalsuniform. Det var den halvfemsindstyveaarige Moltke.

P.S.

I et Brev, jeg igaar havde fra Ivan, meddeler han mig, at min Bog udkommer allerede paa Torsdag. Jeg kan altsaa forstaa, at det har været for sent at foretage de Rettelser i det fjerde Afsnit, som jeg havde ønsket. Jeg er lidt ked deraf, men det faar nu være. I sender mig vel, hvad der skulde fremkomme af Kritik o.lign., især dersom det er noget, der kræver Tilsvar. Man skal finde mig beredt!

1ste Decb.

— — Som du vel kan vide, er Brevet fra Blackbourn & Gries kommet over mig som en Hvirvelvind. Da jeg efter to Maaneders Venten slet intet Svar havde modtaget paa min Anmodning, havde jeg ganske opgivet Sagen. Jeg har |89| straks idag skrevet til din Fader for at takke ham for hans Intervention, for det er naturligvis hans Forretningsforhold til Firmaet, jeg fortrinsvis skylder den opnaaede Begunstigelse. Saadan er det at have Fanden til Morbroder! Ganske vist gives der mig kun Tilladelse til at overvære Arbejdet i det fri (altsaa ikke til at følge den indre Ledelse, Omkostningsberegningerne o.s.v.); men det vil alligevel kunne blive af den allerstørste Betydning for mig saaledes Dag for Dag at bivaane Grundlæggelsen af et saa omfattende Værk. Om den by Dresach, ved hvilken Arbejdet foregaar, veed jeg foreløbigt kun, at det er en lille Bjærgby i de østerrigske Alper. Den ligger ved en Flod eller Bjærgstrøm (den, der har afstedkommet Ravagen), og baade Landeveje, Banelegeme og ogsaa en Del af Byen skal være demoleret. Saa vidt jeg forstaar, er det Meningen, for at hindre en Gentagelse af Ulykken, at aflede en Del af Strømmens Tilløb og føre den gennem en 2 Kilometer lang, trappeformet Akvædukt, der tillige skal gøre Nytte ved undervejs at afgive Vandkraft til forskellige industrielle Anlæg. Men derom nærmere en anden Gang.

Du skriver, at jeg vel egentlig nødig forlader Berlin, og ganske vist kommer den hele Historie mig jo noget paatværs. Alligevel betænker jeg mig ikke paa at bryde op herfra, endog snarest muligt. Jeg faar dog næppe stort mere ud af |90| Opholdet her denne Gang. Maaske kan ogsaa Bjærgluften endelig skaffe mig af med min Forkølelse. Jeg tænker allerede i Begyndelsen af næste Uge at kunne være klar til Opbrud. Paa Lørdag Aften gør jeg et større Afskedsknald for mine Bekendte her (hos Hecht), — og saa gaar altsaa Rejsen videre ud i Verden. Hvor den efterhaanden vil føre mig hen, maa Vorherre vide. Foreløbigt er det min Plan at blive i Dresach indtil Foraaret; derfra gaar jeg over Wien og Buda-Pesth til Donaumundingen for at se de bekendte Flodreguleringsarbejder der. Til næste Efteraar i Paris. Derfra over London til New-York. Som jeg vist engang skrev til dig (eller har jeg maaske ikke skrevet det?), var det min Hensigt paa Nedrejsen gennem Tyskland at aflægge et Besøg hos den Enkebaronesse von Adlersborg, som du veed, at jeg kender lidt til gennem hendes afdøde Broder. Dette Besøg har jeg dog foreløbig opgivet (hun er jo vitterlig forrykt og boer paa en Kuranstalt); jeg tager herfra over Prag til Linz, hvor jeg vil opholde mig en Dagstid (den store Linz-Jernbanebro, 900 Fod lang). Derfra direkte til Dresach. — —

Gasthaus zum Reifer. Stadl. 8de Decb.

Du har vel faaet mit Kort fra Linz og ventede sagtens ikke at høre fra mig her fra en lille Landsby i Tyrol; men i sidste øjeblik besluttede |91| jeg at gøre en Afstikker herned for at se Brennerbanen. Imorgen gaar jeg igen østpaa over Franzenfeste og Villach og kan imorgen Aften være i Dresach. Bjærgbanen interesserede mig forresten ikke synderligt; det er jo hovedsagelig en uendelig Række Tunneler. Derimod har selve Bjærgene her i høj Grad tiltalt mig. Du har engang sagt, at jeg manglede Sans for Skønheden i Naturen; men jeg troer, du har Uret. Disse snebedækkede Stenkolosser har i hvert Fald i høj Grad vakt min Beundring; de giver virkelig en imponerende Forestilling om de Kræfter, der maa have været i Bevægelse hin Urnat, da vor Jord skabtes. Tilmed synes man under Betragtningen at blive rykket denne fjerne Naturbegivenhed ganske nær. Tiden skrumper saa besynderligt ind ved Synet af disse skaldede, af alt Liv forladte Masser, der den Dag idag ligger der ligesaa nøgne og uberørte, som da de for et Par Millioner Aar siden udgik af »Skaberens» Haand.

For at blive fri for et pluddervornt tysk Rejseselskab, der havde hægtet sig paa mig i Innsbruck (der var forresten en nydelig ung Pige imellem, som forbløffende mindede om din Søster Nanny), og for i det hele at faa mere set, end det lod sig gøre fra et Kupevindue, stod jeg af Toget i Gossensass og gik de sidste Mil herned. Og jeg fortryder det ikke. Egentlig skulde man tro det grumme kedsommeligt saaledes at gaa Time efter |92| Time gennem en fuldkommen livløs Stenørken, i den samme ensformige Stilhed; og det er jo virkelig lidt af en Gaade, hvorledes noget saa negativt som det, at man ingenting hører, kan virke saa stimulerende paa Menneskers Tanke- og Følelsesliv. Eller hører man maaske noget alligevel? Har de troende i en vis Forstand Ret, naar de taler om noget »hinsides Erkendelsen«? Findes der i Verdensrummet Lydsvingninger, der ikke kan opfattes af det legemlige øre? Det, vi kalder for Død, er det maaske blot en anden Slags Liv, der alene aabenbarer sig for »Sjælens« vakte Sanser? Jeg kan huske, at en af de Præster, der forleden talte ved Faders Kiste, kaldte Stilheden i Naturen for Guds Stemme, og han forklarede hermed, hvorfor de gamle Profeter i Tvivlens og Afmagtens øjeblikke søgte ud i ørkenens Ensomhed. Der er vel den Sandhed i alt dette, at man paa saadanne Steder ved en eller anden Slags Sansebedrag føler Verdens Grænser udvides, baade opefter og nedefter, paa samme Maade som Tingenes Omrids forstørres for os, efterhaanden som vi stirrer paa dem, og tilsidst flyder ganske ud. Forøvrigt — denne Forestilling om et andet Liv er jo slet ikke særlig kristelig; den fandtes jo til alle Tider og hos alle Folkeslag og er vel et Udtryk for den »horror vacui«, som allerede Oldtidens Fysikere tillagde alt det skabte. — — — — — Du maa undskylde mig; men jeg blev |93| iaftes afbrudt i mit Skriveri af Værten, som kom ind og indbød mig til at deltage i et Bryllupsgilde, som inat holdtes her i Gæstgivergaarden. Jeg havde ved min Ankomst hertil Byen nok mærket, at der var noget paafærde. Porten her i Kroen var behængt med Guirlander, og der var en Musetravlhed, saa jeg knap nok kunde faa et Værelse anvist. Jeg sagde straks nej til Indbydelsen, fordi jeg var træt af den lange Marsj fra Gossensass i Sne og Søle og i det hele ikke havde Lyst; men lidt efter bankede det saa igen paa min Dør, og nu kom to unge Piger ind, Arm i Arm, nejede og fremsagde i Munden paa hinanden og under megen Fnisen en lang Ramse, hvoraf jeg akkurat forstod saa meget, at Brudgom og Brud herved tillod sig at byde mig til Gæst »ved deres Gilde«. Saa kunde jeg jo ikke længer modstaa, og hele Natten har jeg nu danset, spist og drukket, saa jeg er ganske ør deraf. Det er nok saadan en Skik her — eller en Overtro — at alle, der opholder sig i det Hus, hvor et Bryllup fejres, absolut skal være med; men skønt min Nærværelse altsaa nærmest var dem paatvungen, mærkede jeg ikke noget dertil; Gæstfriheden var ligefrem overvældende; Mændene var nærved at tilbyde mig baade deres Koner og Kærester af lutter Iver for at gøre mig tilgode. Der blev danset inde i Porten, der er høj og stor som en Sal og aabenbart Husbeboernes sædvanlige Opholdssted.|94| Ud paa Aftenen blev der dækket to lange Borde derinde, og midt paa hvert af dem stod en stegt Ged med Hoved og Horn og det hele. Vinen blev tappet i store Blikkander, og det syntes at blive betragtet som enhver velopdragen Mands Pligt at blive drukken. Trods den megen Kristendom herinde mellem Bjærgene (man gaar jo knap hundrede Skridt uden at træffe et Krusifiks ved Vejen) tager man det øjensynligt særdeles let med Moralen. Det vakte saaledes heller intet Anstød mellem Bryllupsgæsterne, at Bruden, skønt hun ikke var Enke, havde to Børn ved Haanden eg et tredje under Snørlivet, og der forefaldt nogle Gange under Dansen smaa Optrin, som jeg slet ikke tør beskrive dig. Jeg har paa Fornemmelsen, at jeg gjorde et sørgelig nøgternt Indtryk i disse Omgivelser, skønt jeg virkelig anstrengte mig for at komme paa Højde med dem. Naa, jeg er nu glad ved at have set ogsaa et saadant landligt Bakkanal. Der er virkelig noget i, hvad Fritjof altid prækede om, at saadanne Naturmennesker i Grunden er de allerlykkeligste. Med et Kniks for et Par Lægtestumper, der er sømmede sammen i Korsform, klarer de alle Livets og Dødens Gaader og lader iøvrigt Fiolen sørge. — —

Gasthaus zum Reifer. 14de Decb.

Du undrer dig rimeligvis over, at jeg endnu er her i Stadl; men Egnen her omkring har fortryllet|95| mig, og Vejret har i de sidste Dage været saa prægtigt, at jeg ikke har kunnet rive mig løs. Jeg skal forøvrigt spare dig for en Beskrivelse af mine Bjærgudflugter; jeg veed, at intet er i Længden saa trivielt som Rejseberetninger. Dit Brev, der var sendt til Dresach, har jeg modtaget her og takker dig mange Gange for det. At min Bog er bleven affejet af Dagspressen med et Par overlegne Linjer, er kun, hvad jeg havde ventet Men du skriver, at den i »Industritidende« skal have været Genstand for en længere, ondartet Nedrakning af en Anonym. Det er naturligvis »Det gudvelbehagelige Tabelværk«, der har været paa Spil. Jeg vidste, at han ventede paa denne Lejlighed til at give sit Dværgehad Luft. Du sender mig jo Bladet, naar du har faaet fat i det. Det skal more mig at se, hvad det Fæ har faaet smurt sammen.

Blot disse Linjer idag. Iaften rejser jeg herfra og er altsaa i Dresach imorgen.

*       *
*

Det blev dog hverken den Dag eller den næste, at Per kom bort. Sagen var den, at han ved hint Bryllupsgilde havde gjort Bekendtskab med en ung Pige, hvis solbrunede Arme holdt ham fangen. Det var en djærv Bondepige, lidt klodset af Bygning, som Alpernes Kvinder gerne er, med |96| en munter Opstoppernæse og den Slags lysblonde Haar, der altid havde haft noget særegent tillokkende for Per. De var ud paa Natten tilfældig kommen til at sidde ved Siden af hinanden under Dansen og var straks kommen i Snak. Han havde ikke forstaaet meget af, hvad hun sagde, og hun forstod slet ikke ham. Derfor lo de meget og var hurtig blevne fortrolige. Hun var et Par og tyve Aar, Datter af en Enke, der boede i et Hus lidt udenfor Byen i Udkanten af en Skov, gennem hvilken Per kunde komme uset derhen og derfra.

Han havde kastet sig ind i dette Forhold med en ubehersket Voldsomhed, der ikke udelukkende havde sin Grund i den Tiltrækning, den bredskuldrede Landsbypige udøvede paa ham. Der var — som i de fleste af hans Handlinger — tillige noget villet i den. Han vilde bort fra det ham fremmede og generende Hang til ørkesløse Grublerier, der havde forfulgt ham siden Faderens Død. Derfor vogtede han sig i det hele for Ensomheden og tilbragte de Timer, hvor han ikke opholdt sig hos Pigen, inde i Gæstgivergaardens Skænkestue sammen med Værten og andre af Byens Folk, som han havde lært at kende, og som han alle hurtigt havde indtaget ved sin djærve Ligefremhed og sine Tyvegylden-Stykker. Vinen flød, og Snakken gik, og Røgen fra Piberne gjorde Luften i Stuen blaa, mens Kresen omkring ham stadig øgedes, og de |97| eventyrligste Rygter om hans Herkomst og Formue svirrede rundt i Byen.

Efter næsten to Ugers Ophold løsrev han sig endelig og rejste bort, fulgt til Stationen af en begejstret Venneskare, der ved Afskeden hilste ham med høje Leveraab, mens den blonde Pige sad hjemme paa sin Sengekant og græd.

Men Faderens Skygge fulgte ham.

|[99]|

FJERDE KAPITEL

|[101]|

Dresach laa i en snever, solforladt, halvanden Mil lang Kløft, i hvis Bund en vild Bjergstrøm tumlede afsted og dannede ligesom en uafbrudt Række smaa Vandfald. Til begge Sider var Bjergskraaningerne skovbevoksede næsten op til Tinderne; men i Syd lukkedes Kløften af et mægtigt og fuldkommen nøgent, rødgraat Fjeld, »Hoher Goll«, hvis Sneryg de fleste Dage af Aaret var skjult ar Skyer. Byen laa omtrent ved Foden af dette Fjeld og bestod af to Rækker tæt sammenbyggede Træhuse, der dannede en s-formet, stærkt stigende Gade i Fortsættelse af Landevejen, der løb langsmed Floden. Lidt nedenfor Byen, paa Toppen af en lille, fremskudt Høj, om hvilken Floden krummede sig, laa en gammel, kindtandsformet Borglevning, der benyttedes som Tinghus. Til den anden Side laa Kirken med et spydspidst, blodfarvet Spir.

Indtil for godt et halvt Aar siden havde der rundt om Byen bredt sig et frugtbart Englandskab; |102| og langsmed Strømløbet, hvorover der den Gang førte en muret Hvælvingsbro, havde der ligget et Par Savskærerier og en Benmølle. Nu var Dalbunden omkring Byen et Kaos af Skiferblokke, Grusbunker, Stenhøje og Samlinger af nedstyrtede Træer, hele Skovstrækninger, der laa med Rødderne i Vejret og Toppene begravede i Lerslam. Overalt mellem Stenene og Trærødderne ragede der Bygningsrester op, her en splintret Bjælke, hist nogle rustne Maskindele. Hele den lavest liggende Del af Byen med Jernbanestationen var bleven bortskyllet hin Foraarsnat, — da »Hoher Goll« efter otte Døgns uafbrudte Regn rystede sine hvide Lokker; og saa pludselig var Vandfloden kommen, at en Familje paa fem Personer tilligemed et halvt Hundrede Stykker Kvæg var bleven revet bort af Strømmen og knust mod Klipperne.

Efter otte Maaneders Forløb var man nu kommen saa vidt med Rydningsarbejderne, at Banelinjen igen var gjort farbar ; og de bortskyllede Strækninger af Landevejen ind til Byen var bleven erstattede af Broer. Desuden havde man begyndt at regulere Afløbet ved Dynamitsprængninger, idet det var Hensigten at skabe et nyt Strømleje bagom den Høj, paa hvilken Borglevningen laa, og som med sin fremskudte Beliggenhed delvis havde foraarsaget Oversvømmelsen. Et Par hundrede Arbejdere var daglig beskæftigede her, og tre af |103| Blackbourn & Gries' Ingeniører havde fast Ophold i Dresach.

Per havde lejet sig ind hos en gammel Sadelmagerenke, der boede omtrent midt i Byen i et bruntjæret Bjælkehus med Sten paa Taget og en halvlukket Svalegang ud mod Dalen. Han havde her to meget rummelige, men mørke og lavloftede Værelser i det øvre Stokværk og havde indrettet sig ganske feltmæssigt, hvad der ikke forøgede Værelsernes Hygge. Trods sin næsten pertentlige Ordenssans og sin Trang til Velvære manglede han ganske Evnen til selv at skabe Hjemlighed omkring sig, — det var, som om hans egen Fredløshed straks prægede de Rum, han flyttede ind i. Fra Arbejdsværelset gik der en Dør ud til Svalegangen, og de første Aftener efter Ankomsten stod han længe derude, hyllet i sin Rejsekappe, og saae henover den mørke, dystre Slugt op paa »Hoher Goll«'s maanebeskinnede Snemarker. Dybt under ham bruste Floden; han kunde med Øjet følge dens uregelmæssige Løb gennem det store Sten-Kaos, der hist og her belystes af Vagtblus for at betegne de Steder, hvor om Dagen Dynamitarbejderne var beskæftigede.

Synet af dette et Naturlunes vilde Ødelæggelsesværk og de omstændelige Beretninger om Rædselsnatten, som han allerede den første Dag fik at høre af sin Værtinde og andre af Byens Folk, havde gjort et dybt Indtryk paa ham. Den nedslaaende|104| Følelse af menneskelig Afmagt, der havde grebet ham straks ved det første Syn af Alpernes Stenrygge, var her bleven forstærket. Han, som i sin Pjece frejdigt havde udtalt, at Menneskeheden, der før var Elementernes frygtsomme Slave, nu havde spændt selve Tordenen for sin Triumfvogn og brugte Stormen som Knaldepisk, blev overfor denne Dommedagsforstyrrelse tvungen til at erkende, at Menneskene endnu levede her paa Jorden af Naturens Naade.

»Kære Ven« skrev han endnu efter et Par Ugers Ophold til Jakobe, der utaalmodig havde ventet paa, at han offenlig skulde besvare den fremkomne Kritik af hans Bog — »du spørger mig, om jeg ikke har modtaget »Industritidende«, og du synes at forundre dig over, at jeg ikke har ladet høre fra mig i Anledning af dens nedsættende Dom over »Fremtidsstaten«. Men hvorfor skulde jeg egentlig svare? Hvad betyder den Kritik? Du skriver, at du har gaaet og glædet dig til at se mig nedslaa mine Angribere med kraftig Haand og trevle deres falske Regnestykker op som en mølædt Strømpe; men det forekommer mig, at du tager altfor højtideligt paa den Sag. Herregud, — lad dem snakke! Det anfægter mig ikke det bitterste. Desuden — je har engang før sagt dig, at jeg ikke selv er helt tilfreds med min Bog. Der er hist og her Ungdommeligheder i den, og i det hele og store bæres den af en |105| Forhaabningsfuldhed, hvori der maaske virkelig, som Dr. Nathan og andre har sagt, er noget Fantasteri. Desværre! Saa ydmygende det er, bliver vi nok nødt til at indrømme, at vort Herredømme over Naturens Kræfter stadig kun er svagt befæstet, — jeg har udenfor mit Vindu her et mistrøstende Vidnesbyrd derom og heri maa man rimeligvis søge Forklaringen af, at endnu saa mange, endog blandt de forholdsvis oplyste Folk, i Naturen kan se et Udtryk for en evig Styrendes uforanderlige Magt og Vilje.«

Jakobe svarede aldrig paa dette Brev, og Per berørte ingensinde oftere sin Bog eller dens Skæbne. I det hele blev hans Breve fra Dresach i Vinterens Løb stedse kortere og sjeldnere. Han skrev mest om Vejret og Rydningsarbejdet og fortalte om alleslags Smaabegivenheder der fra Byen, oftest i en humoristisk Tone, der skulde skjule den aandelige Krise, han befandt sig i, og som nu endelig var bleven ham selv fuldt bevidst. I Virkeligheden oplevede han heller ikke synderligt udover det, han af Skamfuldhed ikke vilde skrive om. De fremmede Ingeniører, som opholdt sig der i Byen, traf han daglig ude ved Arbejdet, men han havde ellers ikke videre Samkvem med dem. Det var tre koldblodige Whiskydrikkere, der havde tumlet sig i alle Verdensdele og straks fra den første Dag havde behandlet ham —»Grønlænderen«, som de kaldte ham — med |106| krænkende Overlegenhed. Per havde i Begyndelsen haft Vanskelighed ved at gøre sig gældende over for dem, fordi han kun udtrykte sig grumme maadeligt paa engelsk. Men Juleaften havde han været sammen med dem i Gæstgivergaarden »Den gode Nabo«, hvor de havde deres Tilholdssted, og ved denne Lejlighed havde han drukket dem alle saa mægtigt under Bordet, at de to maatte lægges ind paa Gæstgiverenkens Seng og den tredje køres hjem paa en Trillebør. Med denne Bedrift betragtede han sin Ære som genoprettet, og hans Kolleger forandrede virkelig ogsaa fra den Dag deres Opførsel overfor ham. Alligevel søgte han ikke deres Selskab og viste sig i det hele yderst sjelden i »Den gode Nabo«.

Han tilbragte de lange Aftener hjemme hos sig selv, beskæftiget med at læse; og oftest blev det sent ud paa Natten, før han slukkede sin Lampe. Han havde paany og med al sin jyske Udholdenhed fordybet sig i Studier, der laa hans Fag fjernt; ikke — saadan som Aaret forud af forfængelig Lyst til at kunne tale med om alle Ting og i det hele komme paa Højde med Tidens Selskabsdannelse, men af virkelig, dybt fornummet Trang til en mere omfattende Viden, en grundigere befæstet Livsanskuelse. Han var gaaet ganske metodisk tilværks med sin Læsning. Vant, som han fra Matematiken og Naturvidenskaberne var, til at søge Beviset gennem Slutningsrækker, gik |107| han bestandig fra den ene Bog over til de andre, hvortil der i denne var bleven henvist, og forfulgte fra disse Tankegangen tilbage til endnu ældre Værker for saaledes at finde ind til den oprindelige Begrundelse, det enkle, endegyldige Sandhedsbevis, der nedslog alle Tvivl. Han forskaffede sig Bøgerne direkte fra en københavnsk Boghandler uden — som ellers — at benytte Ivan som Kommissionær, og det var efterhaanden et helt Bibliotek af filosofiske, æstetiske og teologiske Skrifter, der stabledes op paa hans Bord.

Men jo mere han læste, desto mere forvirredes han. Under denne standhaftige Søgen efter det altudtømmende Ord, der for evig Tid havde tilintetgjort alle overtroiske Forestillinger om et »Hinsides«, tumlede han rundt i Mørke som en bestandig narret Blindebuk. Hver Gang han troede at være Beviset ganske nær, lød der et »Her!« helt henne fra den modsatte Ende af Tankens genlydende Verden, eller han stødte Panden mod en Mur, et eller andet for ham utilgængeligt Værk af en gammel græsk og latinsk Filosof. Alligevel trættedes han ikke, blev blot stadig ivrigere og utaalmodigere i sin Søgen, dampede blot Stuen endnu tættere til af sine stærke Virginiacigarer. Med den Tyrketro paa Bøger, der efterhaanden udvikler sig hos den selvoplærte, blev han undertiden siddende hjemme ogsaa om Dagen. For det hastede med ham! |108| Ugerne, Maanederne gik; og han havde gjort sig selv det højtidelige Løfte ikke at rejse fra Dresach, før han var kommen til fuld Klarhed. Hvad skulde det ogsaa kunne hjælpe at rejse videre ud i Verden, saalænge han ikke havde afrystet denne Mare, der søvnbandt hans Tanker og lammede hans Mod og Handlekraft? Nej — her, hvor han havde optaget Kampen, skulde den ogsaa føres tilende. Her i denne gravskumle Bjergkælder vilde han besejre Spøgelseuhyret ... eller selv besejres.

*       *
*

En Eftermiddag i Begyndelsen af Marts kom Per gaaende hjemad fra en af Arbejdspladserne hinsides Floden. Der havde været Foraar i Luften i de sidste Dage. Oppe fra Bjergene havde der hyppigt lydt Lavinedrøn, og Flodvandet var pludselig steget flere Fod. Per, hvem den uafbrudte Aandsanstrengelse og det hele ensomme Liv mellem de ludende Klippevægge efterhaanden havde gjort overspændt, var af Vaarluften og disse Tøbrudstegn bleven yderligere nervøs. Aarsdagen for den store Katastrofe nærmede sig, og Aviserne havde meldt om flere svære Skred omkring under Højfjeldene.

Solen stod allerede langt bag Bjergene. »Hoher Goll«'s hvide Top glødede, og Sneen laa som Lavastrømme ned ad dens Sider.

|109|

Paa den midlertidige Bjælkebro, der var lagt over Floden, stod som sædvanlig nogle Mænd med lange Spydlystre, hvormed de harpunerede og opfiskede de Træstykker, der flød ned med Strømmen. Per plejede at standse her et øjeblik og se paa disse Brændefiskere, hvis Pigkæppe med glenteagtig Sikkerhed slog ned paa selv den mindste Træstump, der tumlede afsted i det hvirvlende og skummende Vand. Men denne Aften gik han dem forbi og besvarede i sin Adspredthed deres »Gott grüss'« med et dansk »Godaften«.

Han gik og tænkte paa, om der skulde ligge Brev til ham fra Jakobe, naar han nu kom hjem. Han havde ikke hørt fra hende i flere Dage og kunde ikke begribe Grunden dertil. Sygdom kunde det ikke være; i saa Fald vilde han have hørt fra Ivan. Rigtignok havde han heller ikke selv skrevet i nogen Tid; det var efterhinanden bleven ham noget af en virkelig Lidelse at udarbejde disse fire-fem Sider lange, ligegyldige Breve, saa fulde af Forstillelse. Men hans Tavshed havde da egentlig, syntes han, kun været en Grund mere for Jakobe til at skrive og høre til hans Befindende. Han kunde jo være bleven syg — ja være død.

»Er der noget Brev til mig idag?« spurgte han straks i Døren sin Værtinde, den gamle Frau Babi, der fra sit Vindue havde set ham komme |110| og hurtigt var fløjet ud for at aabne for ham og skille ham af med Hat og Stok.

»Nej, Herre!« svarede den lille Kone med en frygtsom Nejen.

»Er det sandt? ... Der er virkelig ikke noget?«

Han maatte høre Benægtelsen gentaget for at tro paa den. Og da han var kommen op paa sit Værelse, kunde han endda ikke lade være med at kigge hen til Arbejdsbordet, hvorfra Jakobes aflange Konvoluter med den store Stejlskrift ellers regelmæssig hveranden Dag havde lyst ham imøde ved Hjemkomsten.

Saa trak han ligegyldig paa Skuldren, gik en Stund smaafløjtende omkring i Stuen med Hænderne i Lommerne og satte sig derpaa hen i en gammel Armstol foran den aabne Kamin, hvor der blussede et Par gode Brændeknuder.

Men han kunde ikke komme bort fra Tanken om Jakobe. Mens han sad der med Armene paa sine Knæ og stirrede ind i Flammerne, og Skumringen voksede ud fra Krogene i det store, uhyggeligt tomme Rum med de smaa Vinduer og det lave Træloft, gjorde hendes Tavshed ham mere og mere bitter. Han saae hende for sig, saaledes som hun rimeligvis i dette Øjeblik sad ved Middagsbordet derhjemme mellem sine Forældre og Søskende i den smukke Spisestue. Ganske livagtigt saae han den ham velbekendte livlige Scene for sig: det lange, brede Bord under den |111| mangearmede Lysekrone, den smukke Opdækning, Blomsteropsatsen og de aldrig manglende Frugtskaale, Philip Salomon for Bordenden i sin højryggede Gyldenlædersstol med Servietten under Hagen, Ivan, Nanny og de andre rødkindede Børn anbragte uden Hensyn til Alders- eller Rangsforskel langsmed Siderne, alle sorgløst snakkende og berettende i Munden paa hinanden, —kun Jakobe som altid tavs og udeltagende, bleg og alvorlig, »Visdomsuglen«, som Faderen spøgende kaldte hende, »Institutbestyrerinde Striks«, som Nanny mindre godmodig havde døbt hende. Hvad sad hun nu og tænkte paa? Hvad kunde det være, der i disse Dage optog hende, saa hun ikke havde kunnet skrive?

Der gled pludselig en ny Skikkelse ind i Billedet — Eybert. Han vidste, at Jakobes gamle Tilbeder igen havde faaet sin Gang der i Huset; hun havde selv forleden i et Brev fortalt derom. Egentlig havde hun vel aldrig helt glemt sin Sympati for denne Ædruelighedens glatkæmmede Apostel derhjemme. Tænkte hun maaske paa at hæve deres Forlovelse? Skulde maaske hendes Tavshed paa lempelig Vis forberede ham derpaa? Nu ja, den Kærlighed, der en Gang knyttede dem sammen, havde jo hverken for hans eller hendes Vedkommende været af nogen særdeles ophøjet Natur, bundede i hvert Fald ikke i Karakterernes Overensstemmelse. Tydeligere og tydeligere|112| havde han i den sidste Tid indset, hvor grundforskellige de var. Han havde følt, at selv om han havde kunnet overvinde sig til at tilstaa for hende, hvad der denne Vinter havde beskæftiget ham, vilde hun dog ikke have forstaaet det. Maaske var det derfor virkelig bedst for dem begge, om de itide skiltes. — — Naar han nu tænkte sig om, saa havde der ogsaa været noget vist forbeholdent, tvivlraadigt, ligesom hemmelighedsfuldt i Jakobes senere Breve. »Du synes ikke at være rigtig i Humør,« havde hun stadig skrevet, som kunde hun af sig selv have forstaaet, hvad han havde fortiet Og en anden Gang: »Jeg maa være enten helt hos dig eller endnu længere borte fra dig.« Hvad vilde det sige?

Mens han sad i disse Tusmørketanker, blev Døren sagte aabnet, og Frau Babi listede ind. Der var i den lille Kones Ansigt ligesom i hendes Væsen og vevre, men frygtsomme Bevægelser noget museagtigt, der fra den første Dag havde mindet Per om den enfoldige Trine hjemme i Nyboder. Han havde tilsidst ligefrem haft ondt ved at frigøre sig for en fantastisk Forestilling om, at det virkelig var denne hans Fattigdomsaars slavelydige »Aand«, der igen puslede omsorgsfuldt omkring ham i en gammel Mo'erlilles Lignelse.

Hun var kommen ind for at tænde Lampen og dække Aftensbordet; men da hun i Kaminskæret saa, at hendes Herre endnu sad med sine store, tilsølede Støvler paa, gik hun først |113| ind i Sovekammeret og hentede hans lakerede Hjemmesko.

»Vil Herren ikke skifte?« spurgte hun, idet hun knælede ned foran ham.

Han strakte tavs sit ene Ben og bagefter det andet hen imod hende uden at tage øjnene fra Ilden. Først da hun havde faaet Lampen tændt og var ifærd med at lukke Vinduesskodderne, blev han opmærksom paa hendes Nærværelse.

»Lad de Skodder være,« sagde han i en fortrædelig Tone, der fik hende til at fare sammen. »Hvad skal de lukkes for?«

Endnu nogen Tid blev han siddende ubevægelig ved Kaminen, gjort døsig af Straalevarmen og sin legemlige Træthed. Men hans Tanker var ved Frau Babi's Forstyrrelse kommen bort fra deres Vej; de flakkede en Stund herreløse omkring og søgte derpaa (som bestandig i denne Tid, naar de overlodes til sig selv) til hans eget Hjem og Barndomsbyens Kirkegaard. Og pludselig gav det et lille Ryk i ham — saaledes som det regelmæssig gjorde det, naar han, vaagen eller i Nattens urolige Drømme, korn til at tænke paa Faderens Ur. Skønt han efterhaanden godt havde forstaaet, at der havde været lige saa megen Frygt som Haan og Trods i den Følelse, hvormed han i hint Afskedsøjeblik havde handlet, skød han bestandig Erindringen derom fra sig og lod den aldrig slippe helt ind i hans Bevidsthed

|114|

Han rejste sig op.

Frau Babi, der imidlertid havde været nede i Køkkenet, kom i det samme ind med Aftensmaden paa en Bakke.

»Hvad har De der?« spurgte han mut, — han maatte give sit onde Lune Luft.

»Det er lidt Skinke, Herre, og — —«

»Evindelig denne Skinke! De maa være noget mere opfindsom; ellers spiser jeg for Fremtiden hos Gæstgiverenken. — Og en saadan Hede, De har lavet herinde!«

Han gik ud paa Svalegangen for at lade sig gennemvifte af Aftenbrisen, der strøg ned gennem Dalen oppe fra »Hoher Goll«. Det var nu ganske mørkt. Rundt om paa Arbejdspladserne sprudede Vagtblussene, og udenfor den nye Stationsbygning lyste en Række Oljelamper med et søvnigt Skær.

Og overalt var der stille. Kun Floden kunde man høre og en enkelt Gang et fjernt Lavinebulder.

Pers Blik søgte opad. Over Bjergtoppene laa tunge, sorte Skymasser; men ret over hans Hoved saaes et stort Stykke blaa Stjernehimmel.

Ofte havde han staaet her om Natten, nedtrykt og udmattet af sin frugtesløse Læsning, og fundet et Øjebliks Tankehvile ved at stirre op paa denne lysende Klodevrimmel. Han havde da kunnet fantasere over, om denne gyldne Skrift maaske indeholdt Løsningen paa alle Livets og Dødens Gaader for |115| dem, som forstod at tyde dens Tegnsprog. For hvilke mystiske Tegn! Ligesom i den allerældste Billedskrift fra Menneskehedens Barndomstider var her alle slags Dyreskikkelser enfoldigt aftegnede:

Løven, Bjørnen, Slangen, Tyren, det hele Paradis, Menneskets første ABC, i luende Flammelinjer. Og midt imellem alle disse Vilddyr: Korsets Tegn, tydeligere og stærkere funklende end noget andet Stjernebillede, omstraalet af Mælkevejens Lysglorie — —

Han foer let sammen. Ude fra Dalbredningen hørtes en dump Buldren, og lidt efter lød et langtrukkent, gennemtrængende Fløjteskrig. Det var Aftentoget nordfra, der meldte sin Ankomst. Lokomotivets røde Ildøje gennemglødede allerede Mørket derude; man kunde høre, at der blev givet Kontradamp, og et Par Minutter efter klaprede det korte Tog som en træt Hest hen foran Stationsbygningen. Kun nogle Øjeblikke holdt det der. Et Par Vogndøre lukkedes op og i; der blev slaaet paa en Klokke, — og atter laa Stationsbygningen tavs og fredelig med sin lille Række søvnige Oljelamper.

Per blev ved at følge det oplyste Tog med Øjnene, indtil det med en kort Snogehvislen smuttede ind i Tunnelen under »Hoher Goll«. Som saa mange Gange før tænkte han ved dette Syn paa, at han i Løbet af faa Timer kunde komme hundrede Mile fra dette Stenfængsel, hvor |116| han nu i snart tre Maaneder havde siddet indespærret. Allerede Morgenen efter kunde han rulle hen gennem Norditaliens aabne og lyse Natur i Sommersol og Blomsterduft. Han var jo sin egen Herre; der var ingenting, der bandt ham her ... intet uden den Beslutning, han havde fattet, ikke at forlade Dresach, før han havde tilkæmpet sig ogsaa aandelig Frihed. Og endnu havde han aldrig brudt et Løfte, som han havde gjort sig selv!

Da han kom tilbage til Stuen, var Bordet dækket.Frau Babi stod og ventede ved Siden af hans Stol for at kunne skyde den ind under ham, naar han satte sig.

»Nu ja,« udbrød han med et Forsøg paa at ryste den tunge Stemning af sig, »lad mig altsaa i Guds Navn fortære Skinken.«

»Herren maa ikke være vred,« fremstammede den lille Kone med taarefyldte øjne, idet hun rakte ham Fadet. »Jeg skal love Herren, at det nok skal blive bedre.«

Aldeles Trines Stemme! — tænkte Per.

»Tag Dem det ikke for nær, Frau Babi,« sagde han helt sagtmodig. »Jeg veed det nok, jeg er lidt urimelig i denne Tid, ... men der er gaaet mig noget imod, skal jeg sige Dem.«

»Jeg har kunnet tænke det Herren har ogsaa set rigtig daarlig ud i de sidste Dage.«

»Saa-aa,« sagde han og følte sig straks mindre vel. Lidt efter rømmede han sig og fandt, at |117| hans Hals var rusten. Det maatte være den Forkølelse fra Berlin, der endnu sad ham i Kroppen. Han blev vist nødt til at tale alvorligt med en Læge om den Ting og lade sine Lunger undersøge.

I dette øjeblik blev der banket nede paa Gadedøren; Frau Babi gik ned og lukkede op. Lidt efter kom hun tilbage, helt rød paa Kinderne, og fortalte, at der stod en Dame dernede, som bad om at faa ham i Tale.

»En Dame?« sagde Per og sænkede Gaflen.

»Det maa være en Fejltagelse. Jeg kender ingen her.«

Det er vist ogsaa en fremmed. Gud veed, om hun ikke er kommen med Toget«

»— kommen med Toget,« gentog Per slaaet og lagde nu baade Kniv og Gaffel.

Men der blev ingen Lejlighed til nogen omstændeligere Forklaring. De øverste Trappetrin derudenfor knirkede, og et øjeblik efter stod en mørk. rejseklædt Dame smilende i Døren.

Det var Jakobe.

»Godaften,« sagde hun. »Du maa ikke lade dig forskrække af mig.«

Per var sprungen op.

»Men — Jakobe dog!«

»Ja, det er virkelig mig!« vedblev hun med den fuldkomne Selvbeherskelse, som stærke Sindsbevægelser paatvinger nervesarte Naturer, og som |118| en lille Frygt for ikke at være helt velkommen yderligere nødte hende til at fremkunstle.

»Men hvad hvorledes?«

»Ja, jeg burde naturligvis have telegraferet,« afbrød hun, idet hun traadte nærmere, mens den bestyrtede Frau Babi bagfra begloede den kostbare Foerværkskaabe, der hang paa hendes Skuldre. »Men jeg havde paa hele Turen ikke et eneste Sted Lejlighed dertil, og saa løb jeg an paa, at jeg traf dig nok hjemme. — — Men saa skil mig dog af med Vamsen, Mand! Du er virkelig ikke galant!«

Først da hun var bleven befriet for Kaaben og Hatten, gik hun ind mellem den fortumlede Pers tøvende udstrakte Arme. Og skønt hele hendes Legeme skælvede af Utaalmodighed efter at kaste sig ind i hans Favn, nøjedes hun med at tage hans Hoved mellem sine Hænder og kysse ham to Gange.

»Velkommen — plejer man at sige. Eller er du slet ikke noget glad for, at jeg er kommen?«

Per havde virkelig i første øjeblik ikke forstaaet, hvad Slags Følelse det var, der saa mægtigt betog ham ved Synet af hende. Hans første Tanke — den, hans onde Samvittighed indskød ham — havde været, at hun var kommen for at udspionere ham. Men i det næste Nu forstod han alt. Og nu, da han holdt hende i sine Arme og følte hendes Læber paa sin Mund og Saae |119| de store, mørke øjne straale af Kærlighedens Offermod, var det for ham, som brast med eet Trolderingen om hans Bryst. For første Gang siden sin Barndom maatte han kæmpe med en Bevægelse, der vilde tvinge Taarerne frem i hans øjne.

»Kæreste — derfor var det altsaa, at du ikke skrev!«

»Og du forstod det ikke!«

Hun drog paany hans Hoved ned mod sin Mund og saae nu, at hans øjne var duggede.

»Min egen! Min Ven!« jublede hun ud. »Du har dog længtes lidt efter mig!« — Og da hun i det samme hørte Døren lukke sig bag Frau Babi, der listede ud med hendes Overtøj, kunde hun ikke længer beherske sig. Med et vildt Udbrud slog hun Armene om hans Hals.

Længe stod de saaledes tæt sammenslyngede. Per famlede tavs med Haanden over hendes Haar, — han kunde stadig ingen Ord finde, saa overvældet var han, og saa mange Spørgsmaal tumlede der rundt i hans Hoved. Jakobe laa med lukkede øjne knuget ind til hans Bryst.

»Saa er det da endelig sandt! Jeg er virkelig hos dig! Det er ikke længer en Drøm. Jeg hører igen dit stærke Hjerte banke. Aa, Per — min Ven! Min Ven! Tusinde Gange min Ven!«

Omsider fattede de sig nogenlunde, saa de kunde begynde at spørge og svare i ordnede |120| Sætninger. Per var nysgerrig efter at faa nærmere Forklaring, og de satte sig sammen hen i Træsofaen mellem Vinduerne. Efter at Jakobe her endnu engang havde kastet sig til hans Bryst og deres Munde havde søgt hinanden til et nyt stormfuldt Kys, gav hun sig endelig til at berette.

Hun talte sig hurtigt næsten rolig, holdt blot Pers Haand i sit Skød, mens hun fortalte, og trykkede den nu og da tæt til sit Hjerte. Ligesom i alle andre Forhold bevægede hun sig ogsaa i sine Kærlighedsytringer bestandig mellem Yderligheder: enten korrekt Selvbeherskelse eller den fuldeste Hengivelse. Kælenskabens Halvhed var hendes Natur fremmed.

»Hvorfor jeg ikke skrev det til dig, at jeg kom? ... Men det kunde jeg ikke, min Ven! Jeg vidste jo indtil det sidste slet ikke, hvordan det skulde gaa. Jeg havde ganske vist længe haft Planen i mine Tanker; jeg følte, at jeg maatte herned, inden du rejste endnu længere bort fra mig; ... jeg syntes, du var bleven helt borte for mig denne lange Vinter; du skrev jo saa lidt om dig selv; jeg vidste virkelig tilsidst ikke, hvad jeg skulde tro om dig, Per!

Saa sagde jeg det forleden til Fader og Moder, at jeg vilde tage ned og besøge Klara Hertz i Breslau; du veed, jeg har en Ungdomsveninde der. Det fandt de ganske naturligt, og jeg gjorde mig da rejsefærdig saa hurtigt, som det lod sig |121| gøre uden at vække Mistanke. Alligevel turde jeg ikke skrive til dig derom, ... jeg havde ligesom ikke Mod til det. Der kunde jo ogsaa komme de hundrede Ting i Vejen, inden jeg kom afsted, og — tænk dig min Skræk! — lige i sidste øjeblik finder Ivan paa, at han vil gøre mig Følgeskab. Det fik jeg dog forpurret. Men hele denne sidste Uges Spænding, og saa min Angst for, at du skulde kunne være rejst herfra, naar jeg kom, — det havde altsammen ganske ødelagt mig, saa jeg var mere død end levende, da jeg endelig sad i Toget. Fra Berlin skrev jeg igaar et Par Ord hjem, — ja, og nu har du mig her!«

Per havde et Par Gange under hendes Fortælling slaaet øjnene ned. Han kendte hendes aabne og sanddru Natur og forstod derfor — hvad ogsaa noget vist tungt i hendes Tone røbede — hvor stor en Overvindelse det maatte have kostet hende at indvikle sig i saa megen Usandhed overfor sine Forældre og Søskende. Og alt dette havde hun ofret, al denne Angst havde hun udstaaet, saa mange Farer og Fordomme havde hun trodset, — alene fordi hun havde forstaaet, at han trængte til hende!

»Og nu?« spurgte han og turde næppe se paa hende af Undseelse over, hvad han for faa øjeblikke siden havde tænkt om hende. »Nu bliver du her ... hos mig?«

»I to Dage, ja. Længere tør jeg ikke lade dem |122| derhjemme være uden Brev. Der er vel nok en Gæstgivergaard her i Byen, hvor jeg kan bo?«

»Nej, der skal du ikke være; der er uhyggeligt. Du skal blive her, saa flytter jeg hen paa Kroen saalænge. Du saae jo min Værtinde før. Det er en flink Kone, hun vil passe godt paa dig!«

»Ja ja, som du vil. — Men nu, min Ven,« sagde hun og saae ham ind i øjet, mens hun moderlig ømt strøg med Haanden over hans Haar. »Nu er det din Tur til at skrifte. Hvordan har du det? ... Ikke godt? ... Jeg synes, du ser lidt anstrengt ud.«

Per blev urolig.

»Jeg?« sagde han og saae bort over Hovedet paa hende for at undgaa hendes Blik. »Jeg har saamænd ellers haft det godt Naturligvis —særlig morsomt har her jo ikke været. Men Egnen er jo pragtfuld, ... og Arbejdet har virkelig været interessant«

Jakobe tog langsomt Haanden til sig, og der blev et øjebliks Tavshed. Saa vendte hun sig atter helt om imod ham og lagde Armen over hans Skulder.

»Per,« sagde hun. »Hvorfor har du ingen Fortrolighed til mig? Troer du da virkelig, at du har kunnet skjule dig for mig? ... Nej nej, du maa ikke undskylde dig! Vær blot oprigtig imod mig! Og hvorfor skulde vi to ikke kunne tale ganske naturligt om den Ting? Selv om jeg |123| maaske ikke helt forstaar det, saa veed jeg jo dog, at I kristenfødte Mennesker — hvad enten I nu er troende eller ikke — aldrig undgaar Anfægtelser, og jeg har været fuldt forberedt paa, at heller ikke du helt skulde slippe for dem. Men jeg har ogsaa været fast overbevist om, at du nok skulde komme over dem.«

»Du har Ret,« sagde han, rød af Skamfuldhed, idet han hurtigt rejste sig og gik ud over Gulvet

»Jeg har virkelig været lidt i Vilderede med mig selv. Det er latterligt — naturligvis. Men det var Ensomheden her og ... og dette forbandede Præsteblod, som flyder i mine Aarer. Det er hele dette Slæng af pibekravede Aner, hvis Bondedumhed og forrykte Bibelpræk pludselig har givet sig til at spøge i min Hjerne. Men det er aldeles forbi nu. — Jeg forsikrer dig, kære,» vedblev han og gik hen og omfavnede Jakobe, der havde nærmet sig ham. »I samme øjeblik, du traadte ind ad min Dør, blev jeg mig selv igen. Du kom som den Lysengel, der i Eventyrene jager de skumle Spøgelser paa Flugt.«

Jakobe havde lagt Armene om hans Hals og vilde til at tale; men pludselig betænkte hun sig. I Stedet for at svare ham, kyssede hun stille hans Pande og sagde derpaa:

»Derom vil vi nu ikke tale mere iaften, min Ven! ... Og hør nu, Per! Jeg ser, at jeg har overrasket dig midt i dit Maaltid. Det er virkelig |124| et Held for mig, for jeg opdager, at jeg er ganske forfærdelig sulten. Jeg har næsten hellerikke spist noget, siden jeg tog

hjemmefra. Du bliver nødt til at dele din Aftensmad med mig.«

»Kære!« udbrød Per, lykkelig over at slippe bort fra Emnet. »Nu skal jeg kalde paa min Værtinde. Bare hun nu har noget godt til dig.«

»Det er lige meget. Du veed, at naar jeg har min store Hunger, er jeg ligesom Ilden og Grisen — jeg fortærer alt! Snak du nu med Konen, saa pudser jeg mig lidt imens. Kan du tage mig min lille Haandkuffert, jeg satte den fra mig her udenfor paa Gangen, da jeg kom.«

Mens Per fik Bordet omdækket og gjorde Frau Babi ganske forstyrret med sine Ordrer, opholdt Jakobe sig i Sovekammeret ved Siden af. Da hun kom ud derfra, havde hun faaet ordnet de mange smaa Haarlokker ved Tindingerne og pyntet sin enkle, mørkegraa Rejsedragt med en Slags høj og bred Krave, et Brus af sorte Kniplinger og lilla Silkebaand. Hun tog en Violbuket af sit Bælte og fæstede den i Pers Knaphul. Saa satte de sig ved Bordet, hvor ølkruset var bleven ombyttet med en Vinkande og Lampen med to gamle trearmede Kobber-Lysestager.

Saa taknemlig Per var hende for sin Befrielse, havde der dog endnu i hans Væsen overfor hende været noget tilbageholdende. Han havde følt sig trykket af Misforholdet mellem hendes store, alle |125| Hensyn trodsende Kærlighed og hans egne Følelser. Han havde jo aldrig levet paa Indbildninger i sit Forhold til Jakobe. Han var sig det fuldt bevidst, at han i sin Tid havde besluttet sig til at erobre hende, fordi han havde Brug for hende, fordi hun var rig, klog, stolt. Han havde, efter at have vundet hende, følt en forfængelig Tilfredsstillelse ved hendes Skikkelses Fornemhed og hele Sikkerheden i hendes selskabelige Optræden. En enkelt Gang havde jo virkelig ogsaa hendes mulmsorte Øjnes forjættelsesfulde Blik vakt en flygtig Anelse om Kærlighedens Paradisglæder i hans Sjæl; men med sit sygeligt-sarte, muskelfattige Legeme og med sit hele fremmedartede Ydre havde hun ingen Tiltrækning haft for hans Sanser, og den Lidenskabelighed, hvormed hun for sit Vedkommende var gaaet op i Forholdet, havde endda snarere afkølet end ægget ham.

Nu, mens de sad der ved Bordet, og han i sin Henrykkelse tømte Glas paa Glas af den stærke Landvin, og mens ogsaa Jakobes Kinder fik mere og mere Farve, vakte hun for første Gang hans fulde Attraa, endda den store Halskrave ikke rigtig klædte hende. Han havde i lange Tider ikke været i unge Kvinders Nærhed, han havde levet i sit Stenfængsel som en Munk i sit Kloster, fortabt i sine Tankers Skyggeverden. Nu strømmede Livet atter svulmende tilbage i hans Sind og fik paany Branden i hans Blod til |126| at blusse. Men af Ærbødighed for Jakobe, af Frygt for at krænke hendes skønne Tillidsfuldhed beherskede han sig og kyssede blot nu og da under Maaltidet hendes Haand.

Idet de rejste sig fra Bordet, udbrød han:

»Men du har jo endnu ikke rigtig set, hvordan jeg boer. Kom — saa skal jeg vise dig min Udsigt!«

Han lagde sin Arm om hendes Liv og førte hende ud paa Svalegangen. Omkring i Byen og nede ved Stationsbygningen var de fleste Lys allerede slukkede. Men Himlens Stjernefelt havde udvidet sig, Fra Bjergtoppene var Skyerne gledet ned i Kløfterne ligesom for der at lægge sig til at sove. Kun over »Hoher Goll«s Snemarker svævede en mørk, brunlig Høg.

Per gav sig til at fortælle om, hvordan han mangen Gang i maaneklare Nætter havde staaet her og følt sig som det sidste levende Væsen paa en uddød Klode; men Jakobe hørte ham ikke længer. Hun havde lagt sig ind til ham og afbrød ham hvert øjeblik i hans Tale ved at række sine Læber op imod ham. Saa tav han tilsidst; og længe stod de nu og vuggede hinanden i Armene og talte kun med Bukkene og bekræftede kun med Kys.

Pludselig lød et langtrullende Lavinedrøn oppe fra »Hoher Goll«. Per løftede lyttende Hovedet; men Jakobe rørte sig ikke. Selv da han gjorde |127| hende opmærksom paa Buldret, der et øjeblik efter gentog sig, svarede hun ikke. Hun hørte i den hele Verden intet uden Pers og sit eget Hjertes Banken.

Det var imidlertid bleven silde, og da de lidt efter var vendt tilbage til Stuen, sagde Per, at hun vel nu trængte til at komme til Ro. Der blev nogle øjeblikkes Tavshed efter hans Ord. Jakobe gik bort til et af Vinduerne, og efter at Per temmelig forfjamsket havde hentet nogle Smaating inde i Sovekammeret, kom han hen til hende for at sige Godnat. Men da han vilde gaa, holdt hun ham tilbage med sin Haand — tavs men beslutsomt.

Han Saae spørgende paa hende.

Da drejede hun Hovedet om mod Sofaen og sagde:

»Egentlig kunde du vel sove der. Saa havde jeg dig dog i Nærheden og kunde passe paa dig. Det Værtshusliv holder jeg ikke rigtig af.«

Jakobe vaagnede sent den næste Morgen ved, at Solen skinnede ind til hende gennem Vinduestremmerne. Hun løftede sig op paa Albuen og saae sig omkring med forbavsede, vidtopspærrede øjne. Døren til det andet Værelse stod paaklem, og da hun nu hørte nogen pusle derinde, kom hun til at smile.

»Per!« kaldte hun muntert.

Ved Lyden af hans Skridt foer Blodet hende |128| et Øjeblik til Kinderne. Men allerede før han aabnede Døren, havde hun strakt sin Arm ud imod ham.

»Min kære, min elskede!« sagde han stærkt bevæget, efter at have lagt sig ned paa Knæ ved hendes Seng. »Hvor du har sovet godt!«

»Ja, kan du begribe det! Jeg, som i det sidste halve Aar ikke har kunnet sove nogen Nat uden mit Amylen, har næsten ikke vidst af mig selv at sige fra det øjeblik, du gik fra mig ... Men du? Du er paaklædt og har allerede været ude, kan jeg mærke. Dit Haar lugter saa morgenfriskt.«

»Jeg har blot gaaet herudenfor paa Altanen. Jeg vilde ikke være for langt fra dig.«

»Aa — nu forstaar jeg! — det er altsaa dine Skridt, jeg hele Tiden har hørt i mine Drømme. Min Ven! Men saa maa du have gaaet derude længe. Har du da ikke sovet? ... Ikke? . . Saa har Bænken derinde været dig for haard alligevel. Men jeg sagde dig det jo!«

»Nej — det var ikke det. Men jeg var altfor opfyldt af min Lykke ... af min saa ganske ufortjente Lykke!«

»Det lyder jo næsten som en Bebrejdelse mod mig.«

»Vist ikke! Du sov de uskyldiges Søvn ... mens jeg ... «

»Hvad du, min Ven?« spurgte hun og mærkede først nu, hvor dybt opreven han var.

|129|

Jakobe — her ved din Seng vil jeg skrifte for dig — tilstaa en Brøde —«

Hun holdt Haanden for hans Mund.

»Jeg veed alt, hvad du vil sige ... men jeg vil ingenting høre. Fortiden er nu glemt, Per!«

»Og kan du tilgive mig? Vil du glemme, at jeg talte til dig om Kærlighed og vandt dit Hjerte og gengældte dine Kys, før jeg endnu vidste, hvad Kærlighed var? For det er sandt — jeg maa sige dig det — først nu har jeg lært det. Og jeg føler med Skam, hvor ussel jeg har været, hvor blind og døv jeg er gaaet gennem Livet uden at have forstaaet det. Sig mig det — vil du tilgive mig?«

»O, min Ven!« sagde hun, idet hun med et lidt smerteligt Udtryk trykkede hans Hoved til sit bryst. »Det har jeg gjort for længe, længe siden!«

*       *
*

Det var nogle Dage derefter. Jakobe og Per kom gaaende op ad en stejl Vej, der i Zigzag førte op over en kratbevokset Bjergside. Det var lige i Middagsstunden. Solen brændte paa Klipperne, og Foraaret bølgede i Luften omkring dem i en stærk og vild Duft af Gran og Fyr.

De befandt sig mellem Laugenbjergene paa Alpernes Sydskraaning. Dagen efter Jakobes Ankomst til Dresach var de pludselig brudt op derfra |130| for at komme Sommeren nærmere, og i otte Dage havde de nu strejfet om paa begge Sider af Etschdalen som to lystige Eventyrere, havde sovet i Alpeværtshuse, købt Brød og Æg i Landsbyerne og stillet deres Tørst ved Bjergenes Kilder. Paa Rejsens tredje Dag havde Jakobe besluttet sig til at skrive hjem. Uden at nævne Pers Navn havde hun kort og roligt fortalt Moderen, hvor hun var, og sagt, at hun ikke skulde ængstes for hende, da hun havde »sikret sig god Rejseledsagelse«.

Nu steg hun der langsomt opad den knudrede Vej med en lang Alpestok i Haanden og Kjoleskørtet opheftet. Per kom bagefter med den grønne »Rucksach«, der indeholdt deres hele Bagage. Men ofte vendte Jakobe sig om og standsede for at kunne fange ham ind i sin Arm og give ham et Kys. De var begge bleven brunede af Foraarssolen, og Jakobes ellers saa korrekte Tindingelokker flagrede hende paa Zigøjnervis omkring Ørene. Og hvor deres Øjne straalede! Og hvor deres Munde blussede af Elskovslyst!

Jakobe havde iøvrigt ikke vist sig som nogen duelig Tindebestiger. Hver halve Time maatte de holde Rast, og Per havde baaret hende over Kildeafløbene og støttet hende under alle bratte Nedstigninger. Men han — havde ikke beklaget sig herover; han elskede at have hende paa sin Arm, og de mange Smaahvil paa Vejen havde for dem begge været kærkomne Anledninger til |131| smaa, erotiske Mellemspil, kaade Faun- og Nymfelege, som de gerne huskede allerbedst, naar Dagens lange Vandring var tilende.

For Per havde disse Dage virkelig betydet en ny Fødsel og en ny Daab. Livet havde med eet afsløret sig for ham i en Storhed, Fylde og Skønhed, som han aldrig havde drømt om. Alt, hvad han hidtil havde eftertragtet, forekom ham nu saa smaat i Sammenligning med den Lykke, der rummedes i et eneste Kys. Han var gaaet omkring som i en Aabenbarings-Rus. Naar han saae paa Jakobe, tænkte han ikke længer paa Ansigtstrækkenes Uregelmæssighed eller Skikkelsens næsten ængstende Sarthed. Han elskede hende som den Kvinde, der havde givet ham nyt Liv, der havde udvidet Verdens Grænser for ham, og i hvis Favn han havde fundet det Trylleord, den Besværgelse, der manede Dødens Skygge fra Menneskenes Vej.

Men nu var Lykkens Dage for denne Gang tilende. Baade for sine Forældres og sin egen Skyld turde Jakobe ikke udskyde Adskillelsens Øjeblik længer. Det var bestemt, at de inden Aften skulde være i Botzen. Herfra vilde hun tage med Nattoget nordpaa, mens Per vendte tilbage til Dresach for at ordne sine Sager og derpaa fortsætte Rejsen videre ud i Verden.

Derfor var de denne Dag mere tavse. Naar deres Blikke mødtes, søgte de endnu at smile; men der var i deres Kærtegn noget ubehersket, |132| der røbede Sindenes Oprevethed. Tilsidst kunde de slet ikke skilles mere men gik med hinanden om Livet uden at tale. Jakobe støttede sit Hoved paa Pers Skulder, og naar de standsede for at kysses, lukkede hun øjnene for med sin hele Sjæl at favne det lykkelige Nu og gemme det dybt i sin Erindring.

De var naaet hen til et Sted, hvor Vejen atter svingede, og da der her stod et Par smaa Kastanietræer, der kastede lidt Skygge over Stenene, besluttede de sig til et Hvil. Per bredte et Rejsesjal ud for Jakobe, der var træt og straks satte sig. Og pludselig kom de til at huske paa, at de havde glemt at spise deres Frokost, som laa i Rucksach'en. Dette fik dem til at le, og en lille Stund glemte de nu deres Sorg.

Da Per havde faaet sin grønne Sejldugspose ned fra Ryggen, opdagede han ovre ved den modsatte Side af Vejen en opmuret Nische med et stort og groft malet Træbillede af den korsfæstede. Det Saae uhyggeligt ud. Fra Tornekronen og Naglegabene randt Blodet i tykke, røde Strømme ned over det skindmagre Legeme.

»Fy for Pokker!« udbrød han. »Skal vi have det hæslige Gespenst at se paa. Lad os hellere flytte os.«

»Aa nej«, bad Jakobe. »Lad os blive ... nu kan jeg ikke mere.«

»Ja ja, naar du be'r for ham. Vi kan jo ogsaa |133| vende Ryggen til. — Har du rigtig set, hvor smukt her er?«

Vendt imod Dalen, der sænkede sig dybt under dem, fuld af Soltaage, nød de deres tarvelige Maaltid, noget tørt Brød, lidt Ost og et Par Æg. Per havde sat sig ved Siden af Jakobe paa den nøgne Sten, og da de havde spist, og han havde tændt en Cigaret, sad de Haand i Haand og Saae ud i den gyldne Taage.

Pludselig løftede han Hovedet og lyttede.

»Kan du høre?« sagde han.

»Hvilket?«

»Hører du ikke? Kirkeklokken ... etsteds dernede fra Dalen. — Er det dog ikke hæsligt? At man endogsaa heroppe, midt i Naturens Eventyrrige, skal forfølges af det Spøgelseglam!«

Han gav sig til at fortælle hende, hvorledes han allerede som Barn havde hadet denne Lyd, der paa hans Drengefarter ude paa Fjorden og i Engene straks havde indhentet ham og listet sig ind i hans Øre som en truende Mumlen af en usynlig Mørkets Aand. Jakobe trykkede ømt hans Haand og sagde, at ogsaa for hende havde denne triumferende Klokkelarm lydt som en Trusel og en Forbandelse, der endnu kunde bringe hendes Blod i Kog. Halvt smilende, halvt melankolsk fortalte hun, hvorledes hun som lille Pige havde skjult sig om Søndagen, naar Kirkerne ringede, for at ingen skulde se hende græde af Harm; |134| og hun kunde huske, hvordan hun ofte paa Hjemvejen fra Skolen havde sendt udfordrende Blikke op til Klokken over Garnisonskirken, hvor hendes Klassekammerater, Admiralsdatteren og de to Komtesser, havde deres faste Stolestader, hvad de altid var meget vigtige af.

»Tænk, Per! Allerede saa tidlig har vi altsaa haft de samme Tanker,« sagde hun. »Er det da underligt, at vi har fundet hinanden?«

De trykkede sig endnu tættere sammen og talte om Fremtiden, drømte om det nye Aarhundrede, der skulde gengive Menneskene Aandens Frihed, genvække Handlemodet og Eventyrdriften, bygge Altre for Styrken og den store Daad paa Kirkernes Ruiner.

»For det er dog al denne Klokkeklang og denne Præstebrægen, der har gjort os bestandig frygtsommere og uslere«, sagde Per. »Hvad vi i de sidste to Aartusinder har faaet udrettet af nyttigt og stort og dristigt i Tankens eller Handlingens Verden, har vi kun naaet gennem Kamp med den sorte Skare af Kutte- og Kjolemænd, som vi aldrig har haft Mod til at slaa tilgavns for Panden. Hvordan Pokker det er, ... i sidste Øjeblik har vi altid faaet Angstfornemmelser. Selv under den store Revolution fik man jo hurtigt travlt med at feje Skarndyngerne ned fra Kirkealtrene. Veed du, jeg har i den sidste Tid ofte tænkt paa en gammel Historie, som jeg har hørt engang. Det er Fortællingen|135| om Bondedrengen, der vilde være Friskytte. Du kender den vel?«

»Friskytte? Hvad er det?«

»En Friskytte? Du veed det ikke! Jo, det er et Menneske der skyder med Heksekugler, Kugler, hvormed man rammer alt, hvad man sigter paa, det svæve nok saa højt over ens Hoved Ørnen i Skyen, Guden i Himlen! Men forinden maa man en maaneklar Nat stille sig paa en Kors vej, hvor der staar et Krusifiks, og her skyde tre Skud mod Kristusbilledet — saa vender Kuglerne tilbage i Bøsseløbet og faar den Magt, jeg talte om.«

»Aa — »Der Freischütz« altsaa!«

»Ja rigtigt! — Men da det kom til Stykket, svigtede Modet den Mand i Fortællingen. Hver Gang han hævede Bøssen mod Krusifikset for at tage Sigte, rystede hans Fingre, og hver Gang han vilde røre ved Aftrækkeren, lammedes hans Haand, — og han blev alle sine Dage aldrig andet end den Bondeknold, han var født til at være. Og er det egentlig ikke gaaet de fleste kristen fødte saadan? Vi kalder os Fritænkere men gaar dog stadig paa Akkord med den hellige Treenighed: Løgnen, Dumheden og Slavefrygten. I Stedet for rask at sparke Afgudsbilledet overende indskrænker vi os til at tage Afstand fra det, de saakaldte »alvorlige og dybe Naturer« endog med respektfulde Buk. Kommer det højt, giver vore skrivende Folk sig til at ivre mod Spøgelsetroens »Udvækster«.

|136|

Aldrig fik vi Mod til at spytte den blege Herre, der hænger her bag os, vor Modbydelighed lige i Ansigtet. — — Se rigtig paa ham, Jakobe!« vedblev han i stigende Ophidselse og vendte sig om mod Murnischen med det plumpt udskaarne Kristusbillede. »Hvilket hæsligt Gespenst! Hvilken lav Ydmyghed Hvilken fræk Tilskuestillen af egen Pjaltethed! Og at tænke sig, at denne skidne Benrad i to tusind Aar har kunnet holde Menneskene nede i en saa nedværdigende Trældom! Og at jeg selv har haft en Snært af Galskaben! — Men, Jakobe, nu er min Prøvetid omme! Friskytte vil jeg være nu! Heksekugler vil jeg støbe til Pibekraverne derhjemme. Nu har jeg Mod!«

Han sprang op og trak en svær Magasin-Revolver frem af et Læderhylster, som han bar bagpaa under sin Jakke. Før Jakobe kunde forhindre det, sendte han med Udraabet: »Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind!« — tre Skud mod Kristusbilledet, saa Splinter af dets Hoved og Bryst sprang ud paa Vejen.

I det næste Øjeblik gik der som et Suk gennem Naturen. Nede fra Dalen lød et hult Bulder, der, alt mens det hurtigt steg i Styrke, kastedes frem og tilbage mellem Bjergvæggene som en langtrullende, underjordisk Torden.

Per havde vendt sig om og var et Øjeblik lidt bleg. Da brød ban ud i en Skoggerlatter. Han forstod hurtigt, hvad det var, og huskede |137| nu ogsaa, at han et Par Steder paa Vejen havde set Opslag, hvor der paa tre Sprog stod »Man bemærke Ekkoet!«

»Ja, — ruml kun, Spøgelser!« raabte han ud.

»Begrav jer i jeres Kælder!«

Og i sin Overgivenhed hævede han igen Revolveren og løsnede de tilbageværende Skud, saa en ny og forstærket Rallen og Brølen fyldte Dalen, som om virkelig en Hærskare af Bjergaander var sluppen løs.

»Men Per dog — saa vild du er!« raabte Jakobe, der hurtigt havde rejst sig og halvt uvillig, halvt betaget kastede sig om hans Hals. »Hvad gaar der dog af dig!«

»Jeg skræmmede blot en Skygge bort fra min Vej! — Men kom! Vi maa videre! Tiden er kostbar. Om en Time kommer Postvognen her forbi. Og om fem Timer — Jakobe! — er vi borte fra hinandens Arme.«

»Aa, Per — derpaa vil vi ikke tænke,« sagde hun, idet hun lagde sit Hoved til hans Skulder og lukkede Øjnene.

Saa gik de Arm i Arm langsomt videre, stigende opad i det flammende Solskin, ombølget af Foraarets stærke og vilde Aroma.


|[139]|

FORTÆLLINGER

om

LYKKE-PER

udkommer i syv (højst otte) tvangfri Hefter


Udkommen er:
I. Hans Ungdom 1 Hefte
II. Lykke-Per finder Skatten 1 —
III. Hans Kærlighed 1 —
IV. Lykke-Per i det fremmede 1 —