|[37]|

ANDET KAPITEL

|[39]|

Siden hin Efteraarsdag, seks Aar tilbage i Tiden, da Per som syttenaarig Yngling forlod sin Barndomsby og fra Dampskibets Dæk saae dens røde Tage og Kirkens tunge Murstenstaarn svinde bort mod den gulrøde Aftenhimmel, havde han en eneste Gang genset sit Hjem. Den let bevægede Stemning, der til hans egen Overraskelse havde grebet ham i hint Afskedsøjeblik, og som holdt sig hos ham den første Tid under Opholdet i København; den Følelse af Forladthed, der saa let bemægtiger sig Provinsboeren i den store Stads Tummel og mellem dens mange fremmede Ansigter, havde den Gang for en kort Stund faaet Barndomstiden til at staa for ham i et formildende Lys. Uden netop at bebrejde sig noget havde han ønsket, at han havde taget en mindre ligegyldig Afsked med sin Moder og sine Søskende, og i de første Uger var han daglig gaaet ned til Børsbroen for at se, om der ikke skulde være kommen en Æbleskipper derhjemme fra, med hvem han kunde faa |40| sig en Passiar om Byens Folk og om Fjorden, Havnen og Baadbygger Jensens Lejejoller. Kun hans Følelser overfor Faderen vedblev at være lige uforsonlige; og det var bestandig til Moderen, han skrev, naar han overhovedet lod høre fra sig.

Da Vinteren kom, og efterhaanden som Julen nærmede sig, voksede denne Trang til at gense Hjemmet og forny Afskeden med Familjen. »Blot een Gang til — og saa aldrig mere,« — som han havde sagt til sig selv allerede hin Nat paa Dampskibet.

Han levede endnu den Gang meget ensomt i København. Ganske vist opholdt ogsaa Eberhardt sig i Hovedstaden; men de to Brødre saaes kun sjælden. Eberhardt, som allerede paa dette Tidspunkt var meget forsigtig med alt, hvad der kunde tænkes at skade hans Anseelse, følte sig højst generet af denne vanslægtede Broder, der var kommen tilløbende uden engang at være Student, og han vogtede sig vel for at indføre ham i nogen af de københavnske Familjer, hvor han selv havde skaffet sig Indpas. Det glade Nybodershjem havde Per den Gang endnu ikke fundet. Han boede det første halve Aar oppe paa en Bagstuekvist hos en Enkemadam, med hvem han idelig laa i Krig, fordi han forlangte sin Morgendrikke paa Sengen og strakte sig paa hendes Sofa med Støvlerne paa.

Ved at knappe af paa Middagsmaden havde |41| han efterhaanden faaet sammensparet en lille Pengesum; og Dagen før Juleaften rejste han hjem landværts paa en tredje Klasses Billet.

Han havde aldrig siden glemt denne Hjemkomst i den mørke Vinteraften med en kold, gullig Regntaage hængende over Byen, hvis spredte Lygter stod og ligesom sov inde i Mørket. Endnu efter seks Aars Forløb huskede han hver lille Enkelthed af Aftenens Tildragelser. Hans ældste Søster Signe havde staaet paa Perronen i en halvkort, falmet Kaabe, med sorte Uldhandsker paa Hænderne og Kjoleskørtet opheftet, saa man saae et Par tynde Ankler over et Par store Fødder i Galosjer. Straks paa Vejen hjem gennem Gaderne havde hun ladet ham forstaa, at Forældrene ikke var helt tilfredse med hans Besøg; de mente det mindre vel betænkt af ham, at han allerede nu havde taget sig Ferie, for ikke at tale om de mange Penge, som en saa lang Rejse kostede, og som kunde have været anvendt til hans Undervisning og nødvendige Bogindkøb.

Pers Følelser var ved denne Udtalelse øjeblikkelig bleven afsvalede. Og da han nu kom ind i Stuen, hvor Faderen sad paa sin vante Plads i den stivryggede Lænestol med sin grønne Papskærm ned over øjnene og aabenbart kun med Overvindelse tog ham om Hovedet og berørte hans Pande med sine Læber, fortrød han allerede, at han ikke var bleven i København. Moderen laa som altid i |42| Sengen, og en af hans yngste Søskende sad inde hos hende i Sovekammerets Halvmørke og gned hendes syge Ben. Hendes Velkomst manglede hverken Varme eller Oprigtighed, hun kyssede ham bevæget paa Kinder og paa Mund; men da han alligevel i hendes Tone mente at kunne spore den lille Misfornøjelse, som Søsteren havde talt om, forblev hans Hjerte koldt.

Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte Højtidelighed, som han var ganske udenfor, med den uafladelige Kirkegang og den stadige Salmesang, vendte al den gamle, bitre Følelse af Hjemløshed tilbage i hans Sind. Først da Helligdagene var ovre, begyndte Faderen overhovedet at beskæftige sig med ham. Han tog ham en Dag ind til sig i sin Stue og holdt nu under Paaskud af at ville høre nyt fra Hovedstaden en Slags Forhør over ham for at erfare, hvorledes han anvendte sin Tid og sine Penge. Per svarede ham paa Trods kun med Eenstavelsesord, og allerede straks efter Nytaar vendte han tilbage til København.

 

Alt dette sad Per og tænkte tilbage paa, mens han om Natten kørte op gennem Jylland i en første Klasses Kupe. Egentlig undrede det ham, at han endnu saa levende erindrede disse gamle Tildragelser, der intetsomhelst betød for ham længer. |43| Hans Tanker havde indtil den allersidste Tid saare sjælden beskæftiget sig med Hjemmet. Forældre og Søskende var i Aarenes Løb gledet mere og mere bort fra ham, var dukket ned under hans Livs Horisont.

Tidlig paa Formiddagen naaede han den lille By i et klart Novembersolskin.

Hans kraftige, efter udenlandsk Mode paaklædte Skikkelse vakte en vis Opsigt paa Perronen, idet han steg ud af Kupeen. Han bar en musegraa, silkeforet Rejsefrakke med lange Skøder og brede Fløjelsopslag paa Ærmerne. Paa det mørke, tætklippede Hoved sad en højst moderne, lavpuldet og bredskygget Silkehat; paa Fødderne har han lysegraa Gamasjer. Og baade hans Haandkuffert, Hattefutteral og øvrige Rejseudstyr var af fineste Sort og skinnede af Nyhed.

Et Par vadmelsklædte Bønder, der var krøben ud af en Kupe ved Siden af hans, foer helt forskrækket til Side for ham. Ikke uden Tilfredshed hørte han den ene af dem hviske til den anden:

»Monstro, te at det sku' være ham, den unge Grev Frys?«

Skønt han telegrafisk havde meldt sin Ankomst, var der ingen til at modtage ham. Hermed var han ikke utilfreds, da det gav ham et Paaskud til at tage ind paa et af Byens Hoteller, hvad der i enhver Henseende vilde være ham bekvemmest; han |44| blev paa den Maade ganske uafhængig. Men idet han nu traadte ud af Stationsbygningen og vilde stige ind i en af Hotelomnibusserne, der holdt udenfor, saae han Eberhardt komme i langsom Skridtgang ovre fra et lille Lystanlæg, der var anlagt paa en Skrænt ligeoverfor Stationen.

Han kunde ikke lade være at trække paa Smilebaandet ved dette Syn. Han forstod straks, hvorledes det forholdt sig. Broderen, der altid var saa ængstelig for sin Værdighed, havde oppebiet Togets Ankomst derovre i Anlæget, for at det skulde tage sig ud, som om han halvt tilfældigt var kommen her forbi paa en Spadseretur. Det var den Slags Naalestik, der i gamle Dage havde kunnet opbringe Per. Nu smilte han medlidende i Følelsen af sin Overlegenhed og fandt blot Broderen komisk.

Idet Eberhardt fik Øje paa Per og saae ham staa der og forhandle med Hotelkarlen, blev han tydeligt nok lidt opskræmt og forstærkede pludselig sine Skridt.

»Du vil vel ikke tage paa Hotel?« sagde han, næsten før de havde hilst paa hinanden. »Der er gjort et Værelse istand til dig derhjemme, og der er god Plads.«

Per betænkte sig et Øjeblik og opgav saa sit Forsæt for ikke unødigt at udæske. Han anmodede Hotelkarlen om at skaffe ham en Drager, vendte |45| sig derpaa igen mod Broderen og spurgte til Faderens Befindende.

»Fader har nu til Morgen været bevidstløs i et Par Timer. I det hele ligger han mest og døser.«

Per nikkede blot.

Nu kom et Bybud ud fra Stationsbygningen og nærmede sig ærefrygtsfuldt med Kasketten i Haanden. Per tilkastede Hotelkarlen et Kronestykke og gav den anden de fornødne Ordrer.

Imidlertid stod Eberhardt et Stykke borte og betragtede med et stjaalent Sideblik Pers Dragt. Særligt var det Hatten og de brede Fløjelsopslag paa Frakken, der var Genstand for hans Mønstring, og ved Synet af Gamasjerne fik hans Ansigt et næsten betuttet Udtryk. Da Per var færdig, og de tilsammen begav sig ind mod Byen, foreslog Eberhardt, at de skulde gaa bagom Byen — ad en Sti, der førte til Præstegaarden langs en Række øde Tømmergaarde.

Per protesterede.

»Den Vej er jo meget længere, — og jeg er træt nu. Jeg har rejst hele Natten,« sagde han.

Eberhardt vidste, at naar Per talte i den Tone, var der ingenting at stille op med ham.

»Naa ja — som du vil,« sagde han med den Stramning af den skægløse Mund, hvorved han undertrykte sine Følelser, naar hans Værdighed ikke tillod ham at underhandle. Tavse gik de |46| to Brødre ved hinandens Side ind igennem Hovedgaden.

Synet af Barndomsbyen gjorde ikke nogetsomhelst Indtryk paa Per. Med sine smalle og krogede Gader, sine eet-, højst to-stokværks Huse og med sin Uendelighed af Rendestensbrædter forekom den ham blot saa komisk legetøjsagtig; og han kom til at smile ved pludselig at mindes, hvorledes det engang havde været hans Ærgerrigheds Drøm at blive den fejrede Matador i denne Ravnekrog, der havde været Vidne til hans Fornedrelse. Det var gaaet ham med Byen ganske som med Familjehjemmet: den var i Aarenes Løb gleden ud af hans Liv, var sunken ned under hans Horisont. Han havde endog ment, at han slet ikke længer huskede den, saa lidt havde den i de senere Aar beskæftiget ham.

Alligevel genkendte han nu næsten hvert Menneske, de mødte. Ethvert af de smaa, teglhængte Huse med de oljemalede Façader og Gadespejlene foran Dagligstuevinduet, hvert Navn over Butiksdørene, hvert Lavgsskilt udenpaa Murene kaldte et eller andet Stykke Fortid tilbage i hans Erindring. Da de kom forbi Latinskolen, der vendte en bred Gavl ud mod Gaden, havde Disciplene just deres Frikvarter, og ud over den lave, røde Mur, som indhegnede Legepladsen, væltede den kaotiske Skoledrengelarm, i hvilken hans egen Stemme havde lydt for ikke mere end godt seks Aar |47| siden. Og pludselig gav det et lille Stød i ham. Skoleporten var bleven aabnet af en høj, noget duknakket Mand, i hvem han straks, endog før han rigtig havde set paa ham, endsige betragtet hans Ansigt, genkendte sin forrige Matematiklærer, den gamle Overlærer Asmussen. Han genkendte ham alene paa en vis, end ikke særlig paafaldende Bevægelse med den ene Arm, — saa trofast havde Erindringen gemt endogsaa dette lille Træk, som hans Drengeøje engang tilfældigt havde opfanget.

Da Eberhardt hilste den gamle Lærer, løftede ogsaa Per paa sin Hat. Og samtidig blev han lidt rød. Han kom nemlig til at tænke paa, at denne Mand, som der gik ham saa ligegyldig forbi, øjensynlig ganske uden at kende ham, — at denne gamle, sløvede Skolemester med den luvslidte Frakke og den slæbende Gang havde haft en afgørende Indflydelse paa hans Liv, ja saa at sige havde været hans Skæbne, idet det fornemmelig skyldtes hans indtrængende Forestillinger, naar Faderen i sin Tid havde givet sit Minde til, at han rejste til København for at blive Polytekniker.

Saa ydmygende det end var for ham, — han maatte i det hele tilstaa, at han virkelig ved adskillige, uløselige Traade var knyttet til denne Ravnekrog og dens halvt landsbyagtige Befolkning. Den hjulbenede Købmand Hjerting, som stod der i |48| sin Port i hvid Lærredsfrakke, med Trætøfler paa Fødderne og Merskumspibe i Haanden; den blegfede, rødhaarede Barber Siebenhausen, der — ganske som i gamle Dage — sad i sit aabne Vindue og kiggede efter Tjenestepigerne; den offentlige Udraaber, hvis Trommehvirvler han hørte inde fra en Sidegade, — alle havde de en Part i ham, uden at han betød det mindste for dem. Og rundt omkring Byen laa de høje Bakker, han som Dreng havde elsket, og Fjorden og de milelange Enge, Sommerdagenes Tumleplads, hvor den første, spæde Tankespire til hans Kanalprojekt var bleven undfanget, og hvor han ligeledes havde vundet sin første, anelsesfulde Forstaaelse af Vindkraftens Betydning, naar han satte sin Kæmpedrage »Heljo« op og lod den trække en lille, stenbelæsset Legevogn henad Grønsværet.

De havde nærmet sig Præstegaarden, der laa i en lille Tværgyde omtrent midt i Byen, og det første Glimt af dens mørke, fængselsagtige Mure fik hans Hjerte til at banke. Den Tanke, at han om et øjeblik skulde gense sin Moder og staa Ansigt til Ansigt med Faderen paa hans Dødsleje, greb ham pludselig med en uanet Magt.

Han fik dog Tid til at blive Herre over sin Sindsbevægelse, inden han naaede ind gennem Porten, — ja, da han i Forstuen modtoges af Søsteren Signe, der stærkt bevæget men tavs og halvt bortvendt rakte ham Haanden, som om der |49| sammen med ham fulgte noget ind i Huset, for hvilket hun maatte slaa Øjnene ned, — var han ikke langt fra igen at smile medlidende.

»Mo'er er gaaet ind for at hvile sig lidt,« sagde hun, efter at de var kommen ind i Spisestuen og Per her havde hilst paa et Par af sine yngste Søskende, der under hans Fraværelse fra Hjemmet var bleven næsten voksne og ganske ukendelige for ham. — »Mo'er sagde, at jeg skulde kalde paa hende, naar du var kommen; men jeg synes, det vilde være Synd at vække hende, dersom hun skulde være falden isøvn. Hun har vaaget over Fa'er hele Natten.«

»Ja, naturligvis, — det vilde være ganske urimeligt!« sagde Per.

»Ogsaa Fa'er veed, at du ventedes,« vedblev Signe, der hele Tiden, skønt Faderen laa helt henne i den modsatte Ende af Lejligheden, talte med dæmpet Stemme, saaledes som man vænner sig til det, naar der er en syg i Huset. »Han var vaagen for lidt siden, da jeg var derinde, men han ligger jo ellers nu mest hen i en Døs. Dersom du vil vente her, skal jeg gaa ind og se, om du kan komme derind.«

Hun gik bort, idet hun stadig bevægede sig paa Taaspidserne, og lukkede lydløst Døren efter sig. Eberhardt havde i Forvejen forladt Stuen, og for ikke at blive ene med den fremmede Broder |50| forsvandt nu ogsaa de andre Søskende hver ad sin Vej.

Per stillede sig hen ved et af Vinduerne, der vendte ud mod den lille grønne Plads, som udgjorde Præstegaardens Have. Hjertet bankede atter i hans Side, men hans Sind var roligt, hans Tanke klar.

Han lod Blikket glide over Græsplænen derude, over de smaa, forkrøblede Træer og Naboejendommenes forfaldne Udhuse, der til alle Sider omsluttede den lille Plet og lukkede Sol og Luft ude. Alting syntes ham at være ganske uforandret. Derhenne tilvenstre rejste sig det samme sorttjærede Plankeværk, hvorover han i Drengetiden flygtede bort om Aftenen, naar Porten var lukket. De lange Spigersøm, som Faderen havde faaet anbragt der, efter at han hin Vinternat havde grebet ham ved Hjemkomsten fra en Slædefart i Maaneskin oppe paa de nordre Bakker, sad der endnu. Og derhenne i Hjørnet ved Tørvehuset stod det halvt udgaaede, melankolske Æbletræ, som hveranden Sommer bar een Frugt, der — ligesom de dødsmærkede Børn — en Tid tog mægtigt til i Vækst for derpaa regelmæssigt at falde ned før Modningstiden, gennemgnavet af Orm.

En ham fremmed Følelse listede sig ind over ham, mens han stod her og rolig betragtede disse stumme Vidner til hans første Ungdoms ensomme Lege. Netop den fuldkomne Ligegyldighed, hvormed |51| han efter saa mange Aars Fraværelse gensaae denne Plet, jog et øjeblik ligesom en flygtig Tungsindssky gennem hans Sind. For første Gang gjorde han sig det Spørgsmaal, om Minderne fra denne lille, indsnevrede, af Sol og Lys forladte Have, der havde skygget over hans Barndom, kunde have kastet Skygger ud over mere.

Døren bagved ham blev aabnet sagte; det var Signe, der kom tilbage.

»Fader sover igen,« hviskede hun, idet hun blev staaende derhenne og holdt Døren aaben bag sig: »Men vil du ikke ind og se ham, ... han forstyrres ikke af noget, saa du kan godt komme derind.

Per kom gennem det lille, halvtomme Forværelse ind i Dagligstuen, hvor en ældre Sygeplejerske sad ved Vinduet og hæklede. Herfra stod Døren aaben ind til Sovekammeret, som hvilede i et fuldkomment Mørke. Foran begge Vinduerne hang tykke, uldne Tæpper, saa Per i de første øjeblikke intet kunde se.

»Fa'er har længe ikke kunnet taale Lyset,« forklarede Signe hviskende, efterat de var traadt hen til Fodenden af Sengen, der stod frit ud paa Gulvet fra den ene Sidevæg.

Efterhaanden skelnede Per dog Omridsene af et hentørret Hoved, der laa dybt nedsunken i den hvide Pude med tillukkede øjne, — og han betoges af en let Skælven. Dog, nogen Bevægelse |52| ud over den Uhyggefølelse, som Synet af en døende naturligt fremkalder, greb ham ikke. Ja, netop den Omstændighed, at Faderens Tilstand umuliggjorde alle Tilnærmelser, virkede hurtigt beroligende paa ham. Hvad han mest havde frygtet, var Familjeiveren for i sidste øjeblik at faa tilvejebragt en Forsoning. Han vidste, at han havde intet at sige sin Fader; og hvad denne kunde have ønsket at sige ham, vilde rimeligvis kun have forværret Forholdet og maaske givet Anledning til Optrin, som let havde faaet en uhyggelig Karakter.

Alt som hans øjne vænnede sig til Stuens Mørke, traadte den døendes Ansigtstræk og hele udtærede Skikkelse tydeligere frem for ham. Han saae, at Faderen havde bevaret sit store Haar, der dog under Sygdommen havde mistet al Farve. Ansigtet derimod var bleven mørkt, næsten bronceagtigt, og der rørte sig ikke en Trækning i det. Det var, som om Evighedens Fred allerede hvilede over de lukkede Øjelaag.

Signe var sunken ned paa en lav Armstol, som stod ved Siden af Sengen og havde afgivet Siddeplads for de mange Besøgende fra Byen, der endnu indtil den foregaaende Dag havde faaet Lov at komme ind og tage Afsked med deres Præst. Hun sad tilbagelænet, med Armene fremstrakte og de foldede Hænder paa sine Knæ. Under de mørke, sammenvoksede Bryn stirrede de lyse øjne |53| hen paa Faderen med et Udtryk, som om hun sad hensunken i en brændende Bøn.

Men Faderens dødlignende Søvn gjorde hende efterhaanden urolig. Hun bøjede sig frem for at lytte til hans Aandedræt, og — pludselig overvældet af sin Sindsbevægelse — trykkede hun Lommetørklædet mod sine øjne og hviskede:

»Hvorfor kom du dog ikke før, Peter Andreas? ... Nu er det maaske for silde!«

Per sagde intet; men der var noget i dette Udbrud, der fik ham til at spidse øren. »For silde« — tænkte han. Man havde altsaa virkelig tænkt sig en Forsoningsscene. Eller — —? Kunde det være muligt, at man opfattede hans Hjemvenden som et Udtryk for Anger, ... den forlorne Søns Bodsgang? Blodet steg ham voldsomt til Hovedet; men i det samme aabnedes Tapetdøren ind til Gæstekammeret ved Siden af, og Moderens lille, krumbøjede Skikkelse viste sig i Døraabningen.

Hun blev et øjeblik staaende derhenne, idet hun med den ene Haand støttede sig til Dørkarmen, med den anden til en sort Stok. Per, der næsten kun huskede hende som sengeliggende, havde ligefrem ondt ved at kende hende igen. Hun var nu ogsaa bleven stærkt forandret i de mellemliggende Aar. Ikke alene var Haaret bleven graat, Trækkene ældede, men den mægtige Sjælsanspændelse, der under Faderens lange Sygeleje paa |54| næsten overnaturlig Vis havde holdt hende oprejst, lagde en fremmedartet Strenghed i Ansigtsudtrykket og i de lyse, ligesom synsk fremadstirrende Øjne.

Det Blik, der nu mødte Per fra disse øjne, og den Maade, hvorpaa Moderen, da han kom hen for at hilse, uvilkaarlig et øjeblik holdt ham tilbage med sin Haand, som ventede hun straks en Tilstaaelse af ham, levnede hos Per ingen Tvivl om Rigtigheden af den Mistanke, som Søsterens Udbrud havde vakt. Dog, Moderkærligheden fik hurtig Overmagten hos hende. Mens Taarerne strømmede ned ad hendes Kinder, tog hun hans Hoved mellem sine Hænder og kyssede hans Pande.

Derpaa gik hun hen til Sengen og sank tavs ned paa en Kurvestol, der stod ved Hovedgærdet Fremoverbøjet blev hun siddende der med Haanden for øjnene — som om hun alligevel ikke helt taalte Synet af ham.

Da hun atter vilde til at tale, kom Sygeplejersken ind fra Dagligstuen, og sammen med hende viste sig en ældre Mand i sorte Klæder og med Hat i Haanden. Det var Huslægen, der kom paa sit sædvanlige Formiddagsbesøg.

Paa et Tegn fra Moderen trak Signe og Per sig tilbage, og Sygeplejersken lukkede Døren til efter dem.

Per saae slet ikke Moderen mere den Dag, og |55| i det hele gjorde hans Tilbagekomst ikke det Indtryk, som den under andre Omstændigheder vilde have gjort; — Faderens Tilstand optog naturligt alles Sind og Tanker. Desuden ventedes der i Løbet af Dagen endnu to af de borteværende Søskende, der straks om Morgenen var bleven hidkaldte ved Telegram, nemlig den Broder, der var Kapellan paa Fyen, og en Søster, som var gift med en Læge i en af de smaa Limfjordsbyer. Ogsaa til disse skulde der sættes Værelser istand, saa alle havde fuldt op at gøre.

Dertil kom, at der hvert øjeblik indtraf Bud rundtom fra Folk i Byen med Forespørgseler til den syges Befindende. Per, der tilbragte den meste Tid ude i Haven, hvor han kunde ryge, holdt af en vis Nysgerrighed et øje med Forstuedøren, hvor Budene modtog Besked; og med Forbavselse lagde han Mærke til, at flere af Byens anseteste Familjer paa denne Maade lagde deres Deltagelse for Dagen. Han modtog herigennem det første Indtryk af den Sejr, som Faderen under hans Fraværelse endelig havde vundet i den verdsligsindede By, hvor man i sin Tid havde modtaget ham med en saa overlegen Latter og senere bekæmpet ham med saa megen Forbitrelse. Om det saa var den kammerherrebetitlede Amtmand, sendte han i Visittiden sin liberiklædte Tjener med en ærbødigst formet Forespørgsel til »Hans Velærværdigheds« Befindende.

Det var gaaet Pastor Sidenius, som det plejer |56| at gaa de stærke Betvingere da han først havde overvundet Modstanden, var denne hurtigt slaaet om i Forgudelse. Og — som det jo ogsaa gerne gaar — netop de Egenskaber hos ham, der oprindeligt havde vakt mest Anstød — hans myndige Væsen, hans Ringeagt for Byens nedarvede Skikke, hans strenge Tarvelighed i Levemaade og Klædedragt — højagtedes senere som Vidnesbyrd om sand apostolisk Fromhed og Nidkærhed. Vistnok havde han ogsaa selv forandret sig noget i Aarenes Løb. Efterhaanden som den genstridige Befolkning havde underkastet sig Kirkens guddommelige Formynderskab, var det milde og hjertevindende i hans Natur kommen mere og mere frem. Paa en vis Maade vedblev han vel at staa Befolkningen fjern, og navnlig holdt han sig stadig borte fra Byens livlige Selskabelighed, uden at han dog derfor paa nogen Maade fordømte den. Sin egen Dør holdt han ogsaa kun aaben for dem, der havde hans Bistand behov; men paa den anden Side tabte han aldrig nogen afsyne, der blot een Gang havde søgt ham i et Troesanliggende. Og aldrig gik nogen fra ham uden at føle sig aandelig styrket og beriget. Han var — trods sin snevert begrænsede Horisont et højtbegavet Menneske, tankerig og veltalende, dertil noget af en virkelig Skriftklog, livfuldt optaget af Tidens mange teologiske Stridsspørgsmaal, i hvis Drøftelse han undertiden offentlig tog Del med Mund og Pen. Den lille Byes Befolkning følte sig smigret, naar |57| hans Navn stod nævnet i den Slags religiøse Tidsskrifter og Pjecer, som nu fandtes i alle Hjemmene; og det havde bidraget ikke saa lidt til den forandrede Bedømmelse af ham, at man havde mærket, hvorledes han indenfor Præstestanden nød en ganske anderledes Anseelse end de fint paaklædte, hvidslipsede Provster og Konsistorialraader, som man før havde været saa stolt af.

Dertil kom nu hans lange Sygeleje og den ophøjede Sjælsro, hvormed han havde udstaaet sine Lidelser og imødeset sit Endeligt. I over et halvt Aar havde han ligget i Sengen, vel vidende, at han var Dødens Bytte. Og ikke alene havde han ingensinde selv klaget; han tillod heller ikke, at andre beklagede ham. »Saadan maa her ikke tales,« havde han engang med Strenghed sagt til en, der vilde trøste ham med Haabet om Helbredelse: »Det er at anklage Gud. Skal ikke Arbejderen være taknemlig, naar hans Dagværk er endt? Gud har ikke Brug for mig længer. Min Gerning er fuldbragt.« —

 

Per tilbragte Eftermiddagen oppe paa sit lille Loftsværelse, dels under Forsøg paa at sove og udhvile sig efter Rejsen, dels beskæftiget med at skrive til Jakobe. Han havde besluttet at fravige sin oprindelige Bestemmelse og blive her i det mindste indtil den næste Dag, da Faderen dog næppe levede længer. Omend Hensynet til Sømmelig |58| heden var den fremherskende Bevæggrund til denne Udsættelse af hans Rejse, var der dog atter her lidt Nysgerrighed med i Spillet. Der var allerede bleven vakt en ikke ringe Interesse hos ham for, hvad der skete i Huset, og hvorledes alt vilde forløbe. Navnlig fyldte Tanken om Faderens Dødsøjeblik ham med en Spænding, der jog ham Søvnen fra Øjnene.

Ved Aftenstid indtraf de to endnu ventede Søskende, Thomas og Ingrid, den sidste i Følge med sin Mand. Thomas var en rødmosset Teolog med et sat Væsen, bag hvilket der skjulte sig et stærkt bevæget Følelsesliv og en højtstræbende Ærgerrighed. Ingrid var en lille, selvsikker Provinsfrue, for hvem Løgstør var en By af Rang, fordi hun og hendes Mand og Børn boede der.

Faderen havde i Løbet af Dagen flere Gange været vaagen. Hans Aand var stadig klar, men han havde kun grumme vanskeligt kunnet gøre sig forstaaelig, og efter faa Øjeblikkes Forløb var han atter sunken hen i Bevidstløshed. Da Huslægen havde været inde hos ham paa sit Aftenbesøg, sagde han til Signe, der fulgte ham ud i Forstuen:

»Jeg vil ikke skjule for Dem, at Deres Fader næppe lever Natten over. Jeg venter, at De lader mig kalde, dersom De ønsker min Tilstedeværelse.«

Hans Forudsigelse slog til. Klokken var lidt over to om Natten, da alle i Huset blev vækket; Dødsstunden var kommen. Per, der — træt efter næsten to Døgns uafbrudte Vaagen — var falden |59| i en tung Søvn, kunde ikke straks blive klar over, hvor han befandt sig. Han havde i sine Drømme færdedes i Berlin sammen med Fritjof og nogle af dennes Kunstnervenner. De var netop kommen kørende i en Droske til deres Stamknejpe i Leipzigerstrasse, da Signe aabnede Døren til hans Kammer og bad ham komme ned.

I det Øjeblik, da det gik op for ham, hvor han var, og hvad Søsterens Ord betød, kom han til at fryse. Overgangen fra Verdensbyens Tummel til Søsterens stille Dødsbebudelse var selv hans Aandskonstitution for stærk. Endnu efter at være bleven paaklædt maatte han i nogen Tid gaa frem og tilbage i sit Kammer for at komme til Fatning.

Da han kom ned i Stuerne, fandt han alle sine Søskende samlede; de fleste af dem havde slet ikke været iseng men havde blundet rundt om i Lænestole og paa Sofaer for at være Faderen saa nær som muligt og straks at kunne være hos ham, om noget skulde ske. Dagligstuen var fuldt oplyst, og begge Dørfløjene ind til Sovekammeret var slaaet tilbage. Derinde brændte der kun en lille, tildækket Natlampe paa et Bord ved Siden af Moderen, der sad i sin Kurvestol ved Sengens Hovedgærde; men gennem den brede Døråbning faldt Lysskæret fra Dagligstuen lige ind paa Faderens hvide Skikkelse.

Han var allerede begyndt at tage Afsked med sine Børn. For at lette ham Aandedrættet havde man rejst ham lidt op og støttet ham med Puder. |60| Een for een kom Børnene hen til Sengen; og naar de havde taget hans Haand, der laa kraftesløs paa Tæppet, nævnede Moderen deres Navn for ham. Han var ved fuld Bevidsthed, men han kunde ikke tale, og øjnene var stadig tillukkede.

Per holdt sig tilbage saa længe som muligt. Han følte sig i høj Grad ilde tilmode ved denne højtidelige Afskedstagen, som han havde troet at kunne undgaa, og opholdt sig hele Tiden henne i en mørk Krog for at skjule sin Uro. Tilsidst traadte dog ogsaa han hen til Sengen; og da han nu følte Faderens gravkolde Haand i sin og hørte Moderen (som det forekom ham) med hævet Stemme nævne hans Navn, betoges han af en Uhyggefølelse, som var han bleven kaldt frem for en overjordisk Dommer, og kun Bevidstheden om, at hans Søskendes Blikke i dette øjeblik alle var rettet paa ham, gav ham Styrke til at beherske Udtrykket i sit Ansigt.

Klokken var imidlertid bleven mellem tre og fire. Vægteren kom just gaaende gennem den stille, barkbestrøede Gade. Hans enstonende Sang lød ind i Stuen som en overnaturlig Forkyndelse af Dødsenglens Komme.

»Nu skrider Natten sorte,
og Dagen stunder til;
Gud lad dem blive borte,
som os bedrøve vil.
  O Fader from,
  vend du os om.
Din Naade os betee!«
|61|

Efter at Faderen tilsidst havde taget Afsked ogsaa med Husets Tyende, gav han ved en Bevægelse af Pandemusklerne tilkende, at han vilde tale. Og med en Hvisken, som dog kun Moderen kunde opfatte, bad han da om, at de vilde synge en Salme. Børnene samlede sig inde i Dagligstuen, hvor Signe satte sig ved Klaveret; og med dæmpede Stemmer blev der sunget de første Vers af Salmen: »Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud«.

Den eneste, der foruden Moderen var bleven tilbage i Sovekammeret, var Per. Han sad inde i den Krog, hvortil han straks igen havde søgt hen efter at have sluppet Faderens Haand. Mens hans Søskendes dæmpede Sang lød ind til ham baaret af en Forvisningens stille Styrke, som saae de virkelig Himlen aaben over sig og Herrens lysomstraalede Skikkelse staa deroppe med udbredte Arme for at modtage Faderen, sad han der i Mørket og kæmpede med sig selv for ikke at rives hen. Han havde kun een Gang før set et Menneske dø; det var hin Dag i Nyboder, da den gamle Højbaadsmand var bleven bragt halvt livløs hjem fra sin Spaseretur; og Erindringen om den Opskræmthed og Uhygge, som dette Dødsfald fremkaldte baade hos ham selv og de andre tilstedeværende, havde forfulgt ham siden hans Hjemkomst. Men hvor ganske anderledes syntes ikke alting at skulle forløbe her. Forundret stirrede han |62| hen paa Faderens hentørrede Hoved, som laa der saa fredeligt paa Puden, omgivet af det store, hvide Haar som af en Helgenglorie. Og han tænkte ved sig selv: saaledes dør altsaa en Kristen!

Da Salmeversene var tilende, vendte Søskendeflokken tilbage til Sovekammeret. Faderens Mund havde imidlertid aabnet sig lidt, og øjnene var sunket dybere ind i Hovedet. Kort efter begyndte Dødskampen.

Moderen sad med hans højre Haand i sin og tørrede nu og da Sveden af hans Pande med et Klæde. Ved den anden Side af Sengen sad Eberbardt. Hans Haand berørte lemfældigt Faderens venstre Haandled, idet han talte den svindende Puls.

Der gik en Timestid. Afventende det sidste Øjeblik sad de andre Børn rundt om i Stuen, hvor de havde kunnet finde en Siddeplads; de yngste stod omkring Fodenden af Sengen og saae paa Faderen med store, medlidende øjne.

For anden Gang hørtes Vægterens enstonende Sang i den tavse Gade.

»Dig, evig Gud, ske Ære
i høje Himmelkor,
som Vægter vilde være
for os, paa Jorden boer.
Nu op paa Morgenvagt!
  For Natten god
  fald Gud til Fod,
tag Tiden vel iagt!«
|63|

Der var ganske stille i Stuen. Der hørtes kun den stadig aftagende Lyd af Faderens besværlige Aandedræt og nu og da et Udbrud af halvt undertrykt Graad fra et af Børnene.

Saa var det omtrent ved Fire-Tiden, at Eberhardt tog sin Haand bort fra Faderens Legeme og rejste sig. Stille gik han omkring Sengens Fodende hen til Moderen, der sad sammensunken med Haanden for øjnene.

»Mo'er,« sagde han efter varsomt at have berørt hendes Skulder. »Fa'er er gaaet bort.«

I det samme rejste de sig alle rundt om i Stuen og slog Kres omkring Sengen. Kun Moderen blev siddende. Hun havde i første øjeblik set op paa Eberhardt med et bønfaldende Udtryk af Hjælpeløshed. Saa bøjede hun sig ned over den dødes Haand og lagde Kinden til den, som om hun manglede Mod til at møde Synet af hans brustne øjne. Men lidt efter rejste ogsaa hun sig. Og idet hun ligesom under en Genopvaagnen af al Ungdomskærlighedens ømhed strøg ham henover det hvide Haar, kyssede hun hans Pande og sagde:

»Ja, Børn, nu er Fa'er gaaet bort fra os. Men — Gud ske Tak og Pris! — det er ikke for bestandig. Han er blot gaaet forud for os til vort himmelske Hjem, hvor vi engang ved Guds Naade igen skal møde ham.«

»Amen!« kom det stille fra Signe; hun stod |64| med Hænderne foldede og saae opad med et forklaret Udtryk i sine taarefyldte øjne.

Endnu i nogen Tid blev de alle staaende omkring Liget i stille Betragtninger. Men ved de første, synlige Dødstegn bredte Eberhardt og Thomas et Lagen over det, og Signe førte Moderen bort.

Kort efter forlod ogsaa Per Dødsværelset og gik op til sig selv. Længe stod han i Tanker ved det aabne Vindu og saae ud over Byen, der endnu laa og slumrede under en morgenbleg Stjernehimmel. Saa satte han sig stille ned ved Bordet og tog sin Rejsemappe frem for at skrive til Jakobe:

»Jeg vil ikke tøve med at meddele dig, at min gamle Fader for kun faa øjeblikke siden er sovet hen. Hans Død var smerteløs og smuk. Han var sig fuldt bevidst næsten til det sidste, og med beundringsværdig Sjælsstyrke saae han Døden imøde. Jeg er nu glad ved, at jeg kom tidsnok til at sige ham Farvel. Hvor meget der end skiller mig og altid vil skille mig fra min Fader — —.«

Han standsede pludselig som ved et lille Ryk. Med Hagen støttet til Haanden sad han længe og stirrede grundende ind i Lysflammen. Da han derefter gennemlæste, hvad han havde skrevet, blev han rød og tilintetgjorde det. Paa et nyt Ark Papir skrev han hurtigt:

»Kære Ven! Jeg har den sørgelige Pligt at meddele|65| dig, at min Fader nu til Morgen er afgaaet ved Døden. Jeg kom altsaa akkurat tidsnok til at tage Afsked med ham, saaledes som jeg havde ønsket det. — Kun disse Linjer i Hast. Du hører snart fra mig igen.«

Efter at have underskrevet Brevet sad han igen en Stund og overvejede. Saa tilføjede han i en Efterskrift:

»Muligvis bliver jeg her til Begravelsen.«

Udefra var der imidlertid begyndt at spores Liv. Byen var ved at vaagne. En Arbejdsvogn rumlede gennem Gaden, og hist og her fra hørtes tunge Træskotrin.

Mens Dagslyset vandt mere og mere Magt, klædte Per sig af og gik iseng. Kort efter sov han.

*       *
*

Fem Dage derefter blev Pastor Sidenius begravet fra Byens Sognekirke. Et Par Aftener forinden var hans Lig bleven ført derhen, og adskillige af Menighedsmedlemmerne havde allerede da indfundet sig for at ledsage det som en Slags Æresvagt. Derimod var Per ikke tilstede ved denne Lejlighed. Den Stemning, som i Løbet at Dødsnatten var bleven vakt hos ham, havde han forholdsvis hurtigt rystet af sig; allerede den næste Dag var Indtrykket af Begivenheden stærkt svækket. Dog havde han ikke villet rejse bort, før Faderen var begravet; men for at faa de mellemliggende |66| Dage til at gaa og for at undgaa Sammenstød med Familjen var han taget op til Limfjordskysten under Paaskud af at maatte bese nogle Cementfabriker, som nylig var bleven anlagt der.

Han havde forøvrig ikke haft nogen Grund til at beklage sig over Opholdet i Præstegaarden. Hans Søskende havde tværtimod — ligesom efter stiltiende Overenskomst — beflittet sig paa at være saa hensynsfulde overfor ham, som det overhovedet laa for deres Natur; og med Moderen var han næsten slet ikke kommen i Berøring. Hun laa nu atter lammet i sin Seng, og Lægen havde paabudt den størst mulige Ro. Kun en enkelt Gang var han bleven kaldt ind til hende og havde de siddet nogle Minutter ved hendes Seng, men hun havde kun haft Kræfter til at gøre ham et Par almindelige Spørgsmaal om hans Befindende. Hverken hun eller nogen af hans Søskende havde saa meget som hentydet til hans Forlovelse med Jakobe, endsige lykønsket ham; men skønt denne Tavshed paa en vis Maade havde udæsket ham, var han ikke helt utilfreds med den. Ikke fordi han længer tænkte paa at bryde med Jakobe for den berlinske BørskongeDatters Skyld. Saa megen Indflydelse havde Opholdet i Hjemmet alligevel haft paa ham, at det havde limet ham til at besinde sig, gjort ham nøgtern. Den Sejrsrus, hvori han havde fattet de store Planer om at svinge sig op paa en af Evropas Pengefyrste-Troner, var bleven henvejret |67| hin alvorsfulde Nat i Faderens mørke Dødsværelse og siden ganske glemt. Men netop fordi hans Hjerte paany havde vendt sig imod Jakobe, undgik han helst al Tale om hende i denne Tid, idet han nu følte sig en Smule skamfuld over den Troløshed, han i sine Tanker havde begaaet imod hende.

Paa Begravelsesdagen hang Flagene fra Morgenstunden paa halv Stang overalt i Byen, og udenfor alle Husene paa den lange Strækning fra Kirken til Kirkegaarden blev Gaden ved Tolvtiden bestrøet med fint, hvidt Sand og Grankviste. Selve Kirken havde Byens unge Piger Dagen i Forvejen udsmykket med grønne Planter og lange Sørgeflor, der tilhyllede Alteret og hang som sorte Faner fra den net udskaarne Funtelukkelse og fra Orgelpulpituret. Begge de tolvarmede Messinglysekroner under Loftet var tændte, og fra Orgelet tonede uafbrudt en dæmpet Klage, da den sortklædte Menighed lidt efter Middag begyndte at fylde Kirken. Og at det ikke var Nysgerrighed, der føde Folk derhen, var let at se paa Mændenes alvorlige Ansigter og Kvindernes taarefyldte øjne. Oppe i Koret sad der henimod et halvt Hundrede ornatklædte Præster omkring den højtstillede, sorte Kiste, der ikke bar andre Prydelser end et simpelt Grankors ovenpaa Laaget, fordi den Afdøde altid havde ivret mod Folks blødagtige Trang til at forskønne Døden, »besmykke Ormenes Trug«, |68| som han plejede at sige. I de øverste Stolestader sad Byens Ypperste: Embedsmændene i deres guldbroderede Uniformer, Garnisonens Officerer med den sølvblanke Dragonhjelm paa Skødet, Amtmanden med sit hvide Storkorsbaand over Brystet.

Saa begyndte Ceremonien. Orgelbruset vældede frem gennem Rummet, Salmesangen faldt ind, og Præsterne traadte frem og talte.

Per, der sad mellem sine Søskende i den saakaldte »lukkede« Stol umiddelbart ved Koret, saae sig omkring med stigende Forbavselse. Der blev i disse øjeblikke vendt aldeles op og ned paa de Forestillinger om Faderen, som han havde baaret paa fra sin Barndom. Var det muligt? Var det virkelig hans egen, forarmede Fader, ham, som han i sine Drengeaar havde skammet sig over, og som havde været til Spot for hele Byen, — var det virkelig ham, der her fik en Jordefærd som en Fyrste, en Aandens Salvede, og fulgtes til Graven af et sørgende Folk? Efterhaanden som den ene Præst efter den anden traadte hen bag Kisten og Kirken genlød af Lov og Tak til Herren for hans hensovede Tjeners velsignelsesrige Gerning; og bagefter, da Højtideligheden var tilende, og otte unge Præster løftede Kisten ned fra Katafalken, og hele Menigheden tilfods fulgte Rustvognen den lange Vej gennem Byens flagbehængte Gader ud til Kirkegaarden, forvirredes han mere og mere. Thi her |69| opfyldtes paa uanet Maade en af hans stolteste og aldrig helt fornægtede Barndomsdrømme en Drøm fra hin Tid, da han havde troet sig et forbyttet Barn, en bortført Kongesøn, der engang vilde finde hjem til sin Faders Herlighed.

Paa Hjemvejen fra Begravelsen kom han til at følges med Broderen Thomas, der havde forrettet Jordspaakastelsen og derfor var i Ornat. Af alle hans Søskende havde Thomas været den, hos hvem han i sin Tid havde fundet mest Forstaaelse, tildels fordi Thomas under sin Opvækst undertiden selv havde kunnet føle sig trykket af Faderens Myndighed. I hans Studenteraar havde saaledes visse, friere Rørelser indenfor det kristne Menighedsliv opfyldt ham mere, end Faderen rigtig syntes om, og det havde ikke været uden Overvindelse, at han i sin Tid var krøben ind i den danske Folkekirkes Ornat, dette lange, ligkisteagtige Klædesfutteral, der ogsaa kun daarligt passede til hans røde Kinder og lyseblaa Barneøjne. Baade hans Evner og hans Ærgerrighed krævede en friere og videre Tumleplads, end der levnedes i et lille Landsby-Kappelani paa Fyn.

Per havde godt mærket, at Thomas i de Par Dage, de havde været sammen, gentagne Gange havde gjort Forsøg paa at bryde Isen mellem dem. Med den lidt farisæiske Godlidenhed, hvormed han i gamle Dage undertiden vandt hans |70| Fortrolighed, havde han igen prøvet at bringe en Samtale istand imellem dem; og Per forstod straks, at det ogsaa var i denne Hensigt, han nu havde søgt hans Følgeskab. Han lod ham derfor slet ikke komme tilorde. Der var kommen Uro over ham, og han følte i dette øjeblik en instinktmæssig Frygt for at indlade sig med Broderen. Selv da denne med tilsyneladende Interesse gav sig til at udspørge ham om hans Pjece, som han havde hørt noget om, afbrød Per ham kort og overlegent med den Bemærkning, at det hele var en Ubetydelighed, som han knap nok selv længer huskede.

Thomas opgav derefter paany Forsøget paa en Tilnærmelse; og de to Brødre gik tavse ved Siden af hinanden Resten af Vejen til Præstegaarden.

Da de var naaet hjem, og mens de andre Søskende gik ind til Moderen, der havde været for svag til at overvære Begravelsen og laa i Sengen, gik Per op paa sit Værelse for at pakke ind. Han vilde rejse straks med Aftentoget. Nu, da han havde gjort sin Skyldighed, brændte han af Utaalmodighed efter at komme bort og tilbage til Berlin.

I Mørkningen, da han vidste Moderen alene, gik han ind for at sige Farvel til hende.

»Sæt dig lidt hos mig, min Dreng,« sagde hun; — hun talte nu atter med den modfaldne, lidt klagende Stemme, som han kendte saa godt fra sine Barneaar. »Vi har jo næsten slet ikke faaet talt |71| sammen. Og nu vil du rejse, fortæller dine Søskende mig.

»Ja, jeg maa nødvendigvis tilbage til mit Arbejde.«

Moderen laa lidt og ventede paa, at han skulde fortsætte. Men da der ingen yderligere Forklaring kom, sagde hun:

»Dit Arbejde? ... Ja, vi veed jo egentlig saa lidt om, hvad du foretager dig, Peter Andreas, og hvor du færdes. Du var i Tyskland nu ... i Berlin, ikke sandt?«

»Ja.«

Atter ventede Moderen en Stund, før hun fortsatte:

»Ja, din Fader og jeg har jo nok forstaaet, at du maa have faaet formuende Velyndere, siden du kan tumle dig, som du gør. For nogen Stilling har du jo ikke, saavidt vi veed, og herhjemmefra har du jo allerede længe ingen Hjælp modtaget.

Per forstod nu, at Moderen ingenting vidste om hans Forlovelse med Jakobe. Hans Søskende havde altsaa hemmeligholdt den for hende; de havde villet skaane hende for den Sorg. Eller — naturligvis! — Eberhardt, der var den eneste, til hvem han havde meddelt den, havde slet ikke fortalt noget derom til de andre. Han havde rimeligvis haft sine Grunde til at fortie sit Møde med Jakobe, der næppe havde været til Fordel |72| for hans kære Værdighed. Og dette var altsaa Forklaringen paa de andres Tavshed!

Moderen havde imidlertid taget noget fra et lille Bord, der stod ved Sengens Hovedgærde; og idet hun nu forstærkede Stemmen lidt, vedblev hun:

»Du skal nu dog ikke rejse herfra, Peter Andreas, uden at vide, hvad din Fader vilde have sagt dig, dersom han havde kunnet tale til dig før sin Død. Som du vistnok af dig selv kan forstaa, var du i den sidste Tid stadig i Faders Tanker. Der var vel overhovedet ingen, han tænkte mere paa og inderligere indesluttede i sine Bønner; — han havde nu en saa urokkelig Tillid til, at du nok engang vilde finde dig selv og søge tilbage til Ydmyghedens og Kærlighedens Veje. Nogen Tid før sin Død, da han hørte, at du var rejst herfra — til Udlandet — og han derfor troede at skulle lukke sine øjne uden at have set dig, saa bad han om, at vi, naar han var gaaet bort, vilde sende dig dette ... til Erindring om ham.«

Hun rakte ham med disse Ord den lille Genstand, hun havde taget fra Bordet. Det var et gammelt Sølvur, som Faderen havde sat grumme megen Pris paa og baaret til det sidste. Per huskede, at han ofte havde kaldt det for sit eneste jordiske Klenodie.

»Dette Ur her,« — vedblev Moderen — »har en Historie; og det var den, Fader vilde have fortalt|73| dig. Nu skal jeg gøre det i hans Sted; og naar du har hørt den, vil du vistnok af dig selv forstaa, hvorfor han bestemte den Gave netop til dig.«

Hun holdt inde lidt og laa fra nu af med lukkede øjne, saadan som Faderen havde gjort det under sin Sygdom. Saa fortsatte hun:

»Det var en Gang, da Fader som halvvoksen Dreng efter en Juleferie skulde rejse hjemmefra og tilbage til Latinskolen, saa havde Bedstefader forlangt at faa hans Kuffertnøgle. Han sagde, at han vilde se efter, inden Kufferten kom paa Vognen, om nu ogsaa alting var lagt ordentligt ned og ingenting glemt. Herover blev din Fader fornærmet — som han i sin Ungdom let blev det — og han rejste bort i Vrede uden at have sagt Bedstefader Farvel. Da han om Aftenen kom til Skolen og lukkede Kufferten op, fandt han alt sit Tøj urørt, men øverst laa en lille Pakke i Papir, ... det var det Ur, som du nu holder i din Haand. Det var en Gave fra Bedstefader; han havde villet lægge den uset ned i Kufferten; det var derfor, han havde benyttet det Paaskud, forstaar du jo nok. Da din Fader havde forstaaet det, faldt han i en heftig Graad. Og da han havde grædt over sig selv og angret sin Overilelse, saa tog han noget Tøj paa sig og gik endnu samme Nat paa sin Fod de ti Mil hjem og standsede ikke, før han kunde kaste sig om sin Faders |74| Hals og bede om hans Tilgivelse. Se, min Dreng, derfor bevarede din Fader gennem hele sit Liv det Ur som en Helligdom. Jeg husker, han kaldte det engang for Guds Faddergave til ham. For den samme Nat, hvor han saaledes ydmygede sig og gik den lange Bodsgang til sin jordiske Fader, fandt han ogsaa Vejen hjem til Lyset og Freden og Velsignelsen hos Gud Fader i Himmerig.«

Hun tav. Ogsaa Per forblev tavs, mens han sad der med Uret og følte det tungere og tungere i sin Haand. I Stuen var der mørkt. Den ene kunde ikke længer skelne den andens Ansigts træk.

Der blev overhovedet ikke talt mere. Lidt efter rejste Per sig og tog Afsked. Moderen hviskede blot, idet hun kyssede ham paa Panden:

»Gud skænke dig Fred!«

Ikke længe efter kørte Per til Stationen. Han kørte alene, idet han meget mut havde afvist alle Tilbud om Følgeskab. Og da Signe en Timestid senere kom op paa hans Kammer, fandt hun Faderens Ur liggende paa Bordet. Det var bleven lagt midt paa den tomme Plade, saa det umuligt kunde overses eller fremkalde Indtrykket af at være glemt.