|[65]|

TREDJE KAPITEL

|[67]|

Der oprandt nu virkelig en betydningsfuld Tid for Per. Havde han længe ligget og kæmpet i Dødvande og biet paa en gunstig Vind for sin Eventyrsejlads gennem Livet, saa rejste der sig nu en Storm af Begivenheder omkring ham, der bar ham ud paa det aabne Hav.

I Slutningen af Avgust havde han fuldført sit lille Skrift og læste det en Dag op for Vennen Ivan, der var ellevild af Henrykkelse og straks udbad sig Tilladelse til at bekoste Trykningen og læse Korrekturerne. Per tilstod ham det naadigt. Da dermed denne Sag var bragt tilside, begyndte han — nøje følgende sin engang lagte Plan —at forberede sig paa at drage ud paa sin store Rejse. Han havde allerede i nogen Tid taget Undervisning i fremmede Sprog; nu gav han sig til at studere Rejsebøger og mente at kunne gøre sig færdig til Opbrud i Løbet af nogle Uger.

Men forinden skulde han efter Planen fri til Jakobe. Og han besluttede at gøre dette allerede den 3dje September, der var en Søndag. Til den Dag havde nemlig Skrædderen lovet ham den første af hans nye Klædninger, som han havde |68| ladet sy efter engelsk Mode, fordi han engang havde hørt Jakobe erklære, at hun langt foretrak denne for den franske. Desuden var han utaalmodig efter at faa en Ende paa den urolige Spænding, hvori Tanken paa dette Frieri i den sidste Tid havde sat ham, og som til Tider endog havde kunnet forstyrre hans Nattesøvn. Han vidste, hvormeget der stod paa Spil for ham, og han var slet ikke længer saa sikker Paa Udfaldet. Skønt han i den senere Tid havde vist sig noget sjeldnere Paa »Skovbakken« i den Hensigt at vække lidt Uro hos Jakobe, havde han ikke kunnet mærke synderlig Fremgang i deres Forhold; og han var bleven alvorlig hed om ørene en Dag, da han paa en Kafe havde truffet Løjtnant Hansen, og denne højlydt havde talt om hendes Forlovelse med Eybert som en nu ganske afgjort Sag.

Paa den fastsatte Dag, — en staaalende Solskinsdag med et Mylr af Mennesker omkring alle Stationsbygningeme — tog han hjemmefra allerede om Formiddagen i Haab om at træffe Jakobe og finde Lejlighed til en Enesamtale med hende, forinden de sædvanlige Søndagsgæster indfandt sig.

Der mødte ham nu straks et Uheld, forsaa vidt som det viste sig, at Dagen var grumme ilde valgt. Da han ved To- Tiden naaede ud til »Skovbakken«, fandt han Huset fuldt af Fremmede. Det var Familjens tredjeældste Datters — den |69| femtenaarige Rosalies — Fødselsdag, og en Del kvindelige Slægtninge og en sommerfuglebroget Sværm af den unge Piges Veninder foruden adskillige Bekendte blandt de omboende Landliggere havde indfundet sig for at ønske til Lykke og drikke chokolade. Der var ogsaa et Par fremmede Herrer, saaledes den lange Hr. Balling —- Literatur-Iglen — der siden sin Tilbagekomst fra en Sommerferieudflugt paany havde suget sig fast der i Huset, hvor han nu havde kastet sine vildt rullende øjne Paa Rosalie, efterat først Jakobe og siden Nanny havde vist sig at mangle den rette Forstaaelse af hans banebrydende Udplyndringer af andres Aandsværker.

Tilstede var ogsaa en anden Herre, som Per før havde truffet her; det var en halvgaamnel, ugift Timelærer, Kandidat Israel, der var beslæget med Huset paa den Salomonske Side. Han var en lille, kejtet, tarvelig klædt Mand med sky og nervøse Bevægelser. Altid stod han med Hænderne indenfor Frakkeærmerne og drejede sit halvskaldede Hoved, snart til den ene, snart til den anden Side, som om han bestandig frygtede for at være i Vejen for nogen. Ingen, der ikke netop hørte ham tale (og han var i Almindelighed helst selv 'Tilhører) skulde let ane, at han var den Aron Israel, som ikke helt med Urette havde vundet en Navnkundighed, der kunde kappes med selve Dr. Nathans. Han var en stille Lærd med en uhyre viden Paa de forskelligste|70| Omraader; og dog var det ikke netop hans Lærdom, man tænkte paa, naar man nævnede hans Navn. Hvad der havde skabt hans sjældne Anseelse, var den ædle Uegennyttighed, der prægede hans hele Levevis, en Uselviskhed af den særegent ophøjede Art, som udelukkende træffes i jødiske Slægter. Med Sandhed sagdes der om ham, at hans Sjæl var lige saa ren, som hans Frakke gerne var plettet. Skønt han var ret formuende, levede han yderst tarveligt og meget tilbagetrukkent men bortgav i det skjulte store Summer, særlig til fattige Studerende. Sammen med to ældre, ligeledes ugifte Søstre beboede han en gammeldags Lejlighed i Sværtegade, og hans lille Stue — hvis Vægge fra Loft til Gulv var dækkede af fyldte Reoler — var et Samlingssted for hans forhenværende Elever og andre unge Studerende, der søgte hans Vejledning og i alle Maader hensynsløst misbrugte hans Tjenstvillighed. Nogen større Originalitet som Videnskabsmand eller Pædagog besad han nu dog ikke. Kun Folk, der fortrinsvis bedømte Menneskene efter deres Karakter, kunde sætte ham ved Siden af en revolutionerende Aand som Dr. Nathan. Selv nærede han en entusiastisk Beundring for denne omstridte Mand og optraadte ofte med ikke ringe Lidenskab mod den Smaalighed, hvormed man ikke mindst i jødiske Krese — tildels af Frygtagtighed, tildels af Jalousi — misbilligede Dr. Nathans udæskende |71| Optræden og i Bedømmelsen af hans Person bestandig heftede sig ved den Slags, ganske vist komiske Smaaskrøbeligheder, der saa hyppigt følger Aandens kronede Storheder og ligesom smaa, bjældeklingende Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige Purpur.

Per, der havde ladet sig skuffe af Hr. Israels uanseelige Ydre og iøvrigt hellerikke hesad Forudsætninger til Forstaaelse af hans Værd, havde altid behandlet ham med stor Overlegenhed. Ikke destomindre havde den lille Mand vist ham megen Interesse. Han havde altid været en opmærksom Tilhører ved hans foredragsagtige Udviklinger af sine Fremtidsideer; — og heller ikke nu hengik der lang Tid efter Pers Ankomst, før han paa sin frygtsomme Maade nærmede sig ham og indledte en Samtale med ham om hans Studier.

Jakobe havde endnu ikke ladet sig se. Med sin sædvanlige Hensynsløshed overfor Husets Venner var hun bleven oppe Paa sit Værelse endog uden at sende nogen Undskyldning for sin Udeblivelse. Først da de fleste af Gæsterne var gaaet, viste hun sig nede i Havesalen.

Hun havde holdt sig borte fra Selskabet for at undgaa frittende Blikke og nærgaaende Spørgsmaal. Hun vidste, at alle disse Mennesker hver Dag ventede den højtidelige Forkyndelse af hendes Forlovelse med Eybert. Men der var i dette |72| Forhold ingen Forandring sket. Det endeligt afgørende Ord fra Eyberts Side var endnu sletikke bleven sagt.

Det var iøvrigt hende selv, der havde afværget det. Hun havde med Skamfuldhed maattet bekende for sig selv, at Per Sidenius i nogen Tid havde beskæftiget hende mere, end det var tilladeligt i det øjeblik, da hun stod i Begreb med at love sig bort til en anden. Hun havde i sine søvnløse Nætter maattet gøre Vold paa sig for ikke at tænke paa ham, ... og hun vilde ikke have den mindste Hemmelighed for Eybert fra det øjeblik, hun havde givet ham sin Haand. Derfor havde hun søgt at udskyde Afgørelsen, indtil Per var rejst. Hun var overbevist om, at fra den samme Dag, hun vidste ham borte, vilde det være forbi med det nedværdigende Herredømme, han havde faaet over hendes Fantasi.

Idet hun nu fik øje paa ham i hans nye, engelske Dragt, foer hun let sammen. Hun vidste, at hans Afrejse var nærforestaaende; og det spændte, forskende Udtryk, hvormed han straks ved hendes Indtrædelse iagttog hende, lod hende hurtig ane, med hvilken Hensigt han var kommen. I Begyndelsen undgik hun derfor saa vidt muligt at komme i Nærheden af ham; men da hun indsaae, at hun dog ikke vilde kunne undgaa sin Skæbne; og da hun ogsaa selv kun ønskede at faa en Ende paa det utaalelige Forhold, besluttede hun sig til lige saa |73| godt først som sidst at lade det komme til den afgørende Samtale imellem dem.

En Lejlighed hertil tilbød hurtigt sig. Da hun sammen med den tilbageblevne Del af Selskabets Damer havde spaseret lidt rundt i Haven, og disse derefter gik over i Skoven, blev hun siddende paa en Bænk i den lukkede Alle, der løb langsmed Bolværket nede ved Stranden. Hun gjorde Regning paa, at Per, der endnu befandt sig oppe paa Verandaen foran Villaen i Samtale med Aron Israel, vilde lægge Mærke til, at hun var bleven tilbage; og i saa Henseende forregnede hun sig hellerikke. Efter faa øjeblikkes Forløb viste han sig for Enden af Alleen og nærmede sig med ilsomme Skridt. Da han naaede hen til hende, blottede han ærbødigt sit Hoved og udbad sig Tilladelse til at tage Plads paa Bænken ved Siden af hende. To Minutter efter havde han friet.

Det skete med en saa hovedkulds Hast, at hun blev forvirret og næsten mistede Vejret. Allerede mens hun sad og ventede paa hans Komme, var hun til sin bitre Ydmygelse bleven overfaldet af en heftig Hjertebanken, som hun hellerikke siden formaaede at bekæmpe; og i sin dybe Misfornøjelse med sig selv paatog hun sig nu sin mest utilgængelige Mine og lod, som om hun aldeles ikke havde forstaaet ham.

»Hvem er det, De mener?« sagde hun.

Han gentog sin Erklæring. Han sagde, hvad |74| han vidste, der skulde siges ved en saadan Lejlighed, og tilføjede derpaa med mere ægte Følelse:

»Jeg beder Dem være overbevist om, Frøken Jakobe, at jeg ikke vilde have talt saadan til Dem, dersom det havde været mig muligt at tie. De maa ikke tro, at det bare er en flygtig Sommerforelskelse, ... hvad De maaske kunde mene, fordi det kun er en forholdsvis kort Tid, jeg har haft den Lykke at kende Dem. Men den Tid, saa kort den er, har for mit Vedkommende paa mange Maader haft en afgørende Betydning. Jeg har før sagt Dem det, at fra den Dag, jeg første Gang betraadte Deres Forældres Hjem, begyndte der et nyt Liv for mig. Og kan det egentlig undre Dem? De veed, at jeg altid har følt mig fremmed ... ikke alene i mit eget Hjem og min egen Slægt, men i hele det Folk, som jeg siges at tilhøre. Som Dreng fablede jeg om at være et forladt Zigøjnerbarn med sydlandsk Blod i Aarerne og den Drøm holdt sig længere, end man skulde have troet. Egentlig har den aldrig helt forladt mig. Det er saamænd ikke saa grumme længe, siden jeg i Mismod over Forholdene herhjemme omgikkes med Planer om at drage ud for muligt at finde naturbeslægtede i fjerne Lande. Jeg tænkte dengang ikke paa — eller rettere, jeg forstod ikke — at vi midt iblandt os havde et fribaarent Zigøjnerfolk, endog af højt forædlet Race. Men fra det øjeblik, jeg ret begreb |75| dette, følte jeg atter Grund under Fødderne herhjemme og fik et sikkert Maal for mit Liv.--Frøken Jakobe! Man siger om mig, at jeg ikke mangler Evner, — og jeg tror det selv! Jeg indbilder mig endog, at man har svært god Brug for mig herhjemme. Men samtidigt føler jeg, at uden Dem vil jeg næppe nogensinde naa, hvad jeg tilsigter, — dertil veed jeg for godt, hvormeget De allerede har været for mig. Det er da ikke alene hele min personlige Lykke, men min hele Fremtid og Velfærd, der bestemmes af det Svar, De nu vil give mig.«

Hun havde ladet ham tale ud. Saa tappert hun kæmpede for ikke at lade sig rive med af hans Ord, — hun havde dog ikke kunnet faa sig selv til at standse ham. Det var første Gang i sit Liv, at hun modtog en saa forvoven og uforbeholden Kærlighedserklæring; og tiltrods for, at han i sine sidste Udtalelser havde været mere aabenhjertig, end han rigtig selv vidste af, gik det i øjeblikket ikke op for hende, at han egentlig hele Tiden havde været mere optaget af sig selv end af hende.

»Jeg indser meget godt,« vedblev Per, gjort urolig af hendes uforandrede Holdning — »at det er temmelig dristigt af mig at henvende mig til Dem paa en saadan Maade. De er en attraaet Dame, smuk, klog, formuende, — og jeg en stakkels, endnu ganske ukendt Ingeniør, der kun har |76| sine Fremtidsudsigter at byde paa ... . Men det er hellerikke noget endeligt, afgørende Svar, jeg forlanger af Dem. Hvad jeg beder Dem om, Frøken Jakobe, er blot, at De vil give mig lidt Haab ... en Smule af et Løfte med paa Rejsen ud i Verden. Stol paa mig, Frøken Jakobe! Der er intet, jeg ikke vil vove ... intet, jeg ikke

vil udrette ... for at kunne vinde Dem!«

Mens den første Del af hans Tale havde været nøje overlagt i Forvejen, havde han maattet sige dette sidste uden Forberedelse; og det var kun Jakobes vedvarende Tavshed, der forledte ham til saa vidtgaaende Indrømmelser. Men nu vidste han hellerikke mere at sige. I halvt udfordrende Stilling, med løftet Hoved og Haanden hvilende knyttet paa det kraftige Laar afventede han hendes Svar.

Jakobe havde siddet ubevægelig og set frem for sig med uvilligt sammentrukne Bryn. Hun havde mærket, at han uafbrudt betragtede hende, og ikke turde møde hans øjne.

»Jeg haaber«, sagde hun nu, idet hun saae ned paa sine Hænder, der laa samlede i Skødet: »ja, jeg er ganske overbevist om, Hr. Sidenius, at De i øjeblikket for Dem selv i høj Grad overvurderer Betydningen af de Følelser, De nærer for mig. I hvert Fald«, fortsatte hun med mere Styrke i Stemmen, da han vilde gøre Indsigelser: »al videre Forklaring er unødig, naar jeg fortæller Dem, at jeg — allerede er forlovet.« |77| »Det er altsaa virkelig sandt! ... Og det er med Eybert?«

»Derom har De ingen Ret til at spørge,« sagde hun, rejste sig langsomt og forlod ham.

I en let Svimmelhed gik hun op ad Trappen til Villaen. Inde i Havesalen sad Moderen med Aron Israels to smaa, tykke, gemytlige Søstre; de kaldte paa hende, men hun lod, som om hun ikke hørte det, og gik op paa sit Værelse. Saasnart hun her var kommen indenfor Døren, trak hun med en ubehersket Bevægelse den højre Handske af og trykkede Haandbagen mod sine Kinder for at fornemme, om de brændte. Hendes Bryst bølgede; Knæene sitrede under hende. Hun følte sig som lykkelig undsluppen en overhængende Fare. At dette skulde overgaa hende! ... Hun skilte sig hurtig af ogsaa med den anden Handske og med sin Hat og kastede det altsammen hen paa Sengen med et Udtryk, som vilde hun befri sig for noget af sig selv med det samme. — Godt, at det nu var overstaaet, og at hun ikke skulde se ham mere! ... . Ganske udmattet sank hun ned i Lænestolen og trykkede Haanden fast mod sin venstre Side. Aa, denne vilde Hjertebanken! Hvor hun kendte den igen! Hvormange stormfulde Timer, hvormegen kummerfuld Lykke den kaldte tilbage i hendes Erindring!

Hun lukkede øjnene og lod sig glide hen i en halvt drømmende Stemning. Hun fandt et |78| Øjebliks Beroligelse ved at lukke sine Tanker ind i det Erindringens hellige Mausoleum, hvor hendes døde Kærlighedshaab hvilede. Med Forbitrelse skød hun Pers Billede tilside og lod Fortidens store Skygger drage hende manende forbi. Hun saae dem atter for sig, de stolte Mænd, som hendes Hjerte i Alvor havde tilhørt, siden hun som en lille trettenaars Pige første Gang følte denne smertelige Sugen under det venstre Bryst, indtil hendes sidste, skæbnesvangre Lidenskab, hvis Saar havde faaet hendes Hjerte til at lukke sig som en bortstødt Haand, der knyttes; ... og hun søgte at forklare sig sin unaturlige Betagethed af en hende fremmed og usympatisk Mand derved, at det sletikke var ham selv men kun de Minder, han vakte, der havde kastet Uro i hendes Sind.

Der gik et Par Timer; — nede fra Terrassen lød Gongonen til Middag. Med et Udtryk af usigelig Træthed og Lede rejste Jakobe sig, gjorde et skødesløst Toilette og gik ned i Stuerne. Den første, hun fik Øje paa, da hun kom ind i Havesalen, var Eybert; og i det samme slog det hende, at hun i de sidste, bevægede Timer ikke en eneste Gang havde haft ham i sine Tanker. Hun følte Trang til at gøre Bod derfor; og da han kom hen og hilste, satte hun sig i en af Hjørnesofaerne og bød ham Plads ved sin Side.

De fleste af Formiddagens Gæster var gaaet; til Gengæld var der kommet enkelte nye til, saa |79| ledes — foruden Eybert — Hr. Dyhring, der underholdt sig henne ved Flygelet med Onkel Heinrich og Nanny. Med rejst Løvemanke kresede Kandidat Balling stadig omkring Fødselsdagsbarnet, der stod glædeshoppende midt i Stuen med Philip Salomon under Armen — parat til at gaa tiIbords og som Dagens Dronning indtage Hæderspladsen ved sin Faders Side. Ogsaa Aron Israel og hans to Søstre var bleven til Middag; de sidste kom ude fra Haven sammen med Fru Salomon; og umiddelbart efter dem fulgte — Arm i Arm — en Række af Rosalies unge Veninder med friskplukkede Roser i Bæltet. Kort efter viste Per sig sammen med Ivan. Smilende og livligt talende traadte han ind, som om der ingenting var sket.

Jakobe blev flammende rød ved at se ham men tog sig hurtigt i sin Ophidselse. Skønt Pers Blik straks havde søgt hende, og skønt han samtidig sendte Eybert et tydeligt talende Øjekast, beroligede hun sig med, at det kunde være af Hensynsfuldhed mod hende, at han var bleven her, ... af Frygt for ved en pludselig Forsvinden at give Anledning til Sladder. Saa pinligt det var hende at skulle være sammen med ham og navnlig være Vidne til hans anstrengte Lystighed, blev hun ham derfor paa en vis Maade taknemlig for hans Nærværelse.

Da man satte sig tilbords, sørgede hun dog for, at de kom til at sidde saa langt fra hinanden |80| som muligt; og under hele det timelange Maaltid saae hun ikke en eneste Gang hen paa ham. Alligevel lagde hun Mærke til, at han imod Sædvane næsten ikke rørte Karaflerne. Paa en besynderlig tilskuestillende Maade fyldte han Gang efter Gang sit Glas med Vand, som han derpaa akkurat farvede med et Par Draaber Vin. Det var, som havde han en bestemt Hensigt dermed; som vilde han paa Forhaand sikre sig imod at kunne mistænkes for at handle under Paavirkning af Alkohol.

En vild Angst greb med eet Jakobe ... Hvad havde det gale Menneske i Sinde?

Middagen forløb dog, uden at der skete noget. Selskabet spredte sig i Haven, de unge Damer med Cigaretter, Herrerne med Philip Salomons privat indforskrevne »Bock«-Cigarer. Men kort efter at Fru Salomon, Jakobe, Aron Israel, Eybert og et Par andre af de Damer og Herrer, der ikke røg Tobak, havde taget Plads omkring Bordet inde i det lukkede Bjælkelysthus, hvorfra Kaffen blev udskænket, formørkedes dettes Indgang af Pers bredskuldrede Skikkelse. Hans Ansigt var stadig sorgløst og smilende, men Holdningen udfordrende.

»Undskyld, Hr. Sidenius,« sagde Fru Salomon, der i den sidste Tid var optraadt med megen Bestemthed overfor sin Søns paatrængende Ven. »Her maa ikke ryges. Ivan er vist nede ved Vandet. Kaffen skal straks blive bragt derned.« |81| Med en tavs Hovedbøjning trak Per sig tilbage.

Jakobe saae overrasket hen paa Moderen. Saa taknemlig hun end var hende for, at hun havde faaet ham bort, følte hun sig dog lidt stødt af den Uskaansomhed, hvormed hun var gaaet tilværks. Skulde hun ane noget? — foer det pludselig igennem hende. Umuligt var det ikke. Moderen havde aarvaagne Øjne.

Forresten var hun fast bestemt paa, dersom det ikke nu blev til Alvor med Pers Rejse, eller dersom han ikke fremtidigt af egen Taktfølelse holdt sig tilbage fra Omgangen med dem, da selv at underrette Forældrene om hans Frieri; — hun vilde saa ligefrem stille det Forlangende, at hun forskaanedes for oftere at være sammen med ham. Og idet hun nu lagde sit trætte, værkende Hoved tilbage mod Lysthusets haarde Bjælkevæg, aandede hun allerede lettet i en Forudfølelse af den Fred, hun igen vilde faa med sig selv og hele Hjemmet fra det Øjeblik, hun vidste sig sikret imod, at han pludselig kunde træde ind ad Døren.

Hun sænkede sine store Øjelaag halvt i, lagde Armene overkors og ønskede inderligt, at hun kunde sove blot et eneste Minut. Og virkelig sank hun nogle Øjeblikke hen i en let Bevidstløshed, mens Passiaren gik livlig rundt omkring hende.

Men længe varede Freden ikke. Bedst som hun sad og drømte; at hun svømmede midt ude i det oprørte Sund og af sin yderste Kraft kæmpede |82| med en Bølge, der var ved at opsluge hende med sit Skumgab, hørte hun Aron Israel give sig til at tale om »Falkens« to Uger gamle Artikel om Pers Projekt. Hun aabnede langsomt Øjnene og mærkede den Tavshed, hans Udtalelser fremkaldte enkelte Steder omkring Bordet: Eybert betragtede sine Negle; Fru Salomon bød mere Kaffe. Men i sin Troskyldighed vedblev Aron Israel at tale om Artiklen og om den Interesse, hvormed han i det hele omfattede den unge Mands dristige Fremtidsplaner for Land og Folk.

»Jeg er ... naturligvis ... ikke istand til at dømme om, hvorvidt Sagen er praktisk gennemførlig,« sagde han paa sin stammende og forlegne Maade. »Men Hr. Sidenius synes jo for Alvor at mene, at vi i Betragtning af vor ejendommelige geografiske Beliggenhed og vore — hidtil ubenyttede —naturlige Hjælpekilder har særegne Betingelser for at blive et Industriland af Rang, især naar de moderne Maskiner ... disse »Motorer« eller hvad det er, de hedder ... engang har naaet til fuld Udvikling. Som sagt,jeg drister mig ikke til at have nogen Mening om den tekniske Side af Sagen, men der synes mig at være noget overordentlig tiltalende ved selve Tanken ... saaledes at forvandle de Naturmagter, vi hidtil har betragtet som vore Fjender og Landets Ødelæggere ... Vestenvinden, Bølgeslaget, Luft- Uroen i det hele ... at forvandle den til vor sande Rigdomskilde, et |83| uudtømmeligt Kraftvæld, der vil kunne omskabe netop vore hidtil fattigste Egne til et sandt Eldorado. Det klinger jo næsten som et Eventyr!«

Det var ikke ret vel muligt for de andre at bevare Tavsheden længer, og det var Eybert,

som følte sig kaldet til at bryde den.

»Ja Eventyrdigtning, kære —« sagde han med et Smil. »Den har vi jo overhovedet aldrig haft Mangel paa hertillands.«

»Hør!« lød det med et Løvebrøl henne fra Kandidat Balling, der imidlertid var kommen tilstede, og hvis Blodtørst øjeblikkelig vaktes, naar han hørte nogen blive rost.

»Det er og har jo desværre altid været vor Nationalskavank« — vedblev Eybert opmuntret af denne Tilslutning, — »at vi aldrig har kunnet komme ud over det barnlige Standpunkt, der karakteriseres ved, at man føler Tilfredsstillelse ved at bygge Luftkasteller. Og det har sandelig — baade politisk og kommercielt — været os en dyr Passion. Det er en evig Sandhed, hvad Nathan engang skrev i en Nekrolog over et forulykket Subjekt af hans Bekendtskab: man fødes, lever, ældes og dør som Fantaster i dette Land!«

Aron Israel sad lidt og pillede ved sit tynde Hageskæg. Saa sagde han, ligesom undskyldende:

»Ja — mon der dog ikke skulde være nogen Overtro deri ogsaa? Jeg mener ... holder ikke |84| gennemgaaende vore unge Mænd sig i deres Stræben endog paafaldende lavt ved Jorden? Jeg har som Lærer nogen Lejlighed til at lære unge Mennesker ret nøje at kende og netop saadanne, der maa siges at sidde inde med de forholdsvis største Muligheder; og det har ofte forbavset mig, i hvor ringe en Grad de lader sig beherske af en ungdommeligt opbrusende Indbildningskraft. Udover en eller anden ret beskeden Samfundsstilling — et Borgmesterembede, en Lægepraksis eller en hyggelig Præstegaard paa Landet — gaar deres Fremtidsdrømme yderst sjelden. Derfor synes der mig at være noget interessant ... noget tiltrækkende ved en Gang at træffe en ung Mand, der som Hr. Sidenius sætter sit Maal saa højt ... saa fantastisk stort, om De vil — —«.

»Jeg er aldeles uenig med Dem,« afbrød Eybert, der med al sin religiøse og politiske Radikalisme ikke var saa ganske lidt af, hvad Per kaldte for »en Sidenius«. Og for at holde Pers Navn udenfor Samtalen og genoptage Spørgsmaalet i dets Almindelighed fortsatte han: »Iøvrigt vil jeg ikke strides med Dem om det enkelte Ord. Maaske maa man virkelig snarere kalde os et drømmesygt Folk end netop et fantastisk. Det var ogsaa nærmest i den Betydning, at Nathan i det anførte Tilfælde brugte Udtrykket. Sandheden bliver dog den samme, — ligesom Resultatet!«

»Ja, ... vi er et Taagefolk med uklare Hjerner |85| og et gustent Følelsesliv! huggede Balling ind med et Citat, dog uden at antyde noget Anførselstegn, men rullede til Gengæld frygteligt med sine egne Gaaseøjne.

Aron Israel sad atter et øjeblik og ventede beskedent paa, om de andre skulde have mere at sige. Saa sagde han:

»Er det da egentlig saa slemt for en ung Mand at drømme? Jeg mener ... faar ikke de største Mennesker deres Værd væsentlig ved deres stærke Drømme? Ja mon overhovedet nogen har udført en Stordaad i Verden uden først at have drømt den ... drømt den saa ofte og saa levende, at den allerede er bleven en Virkelighed for ham?«

»Gud bevares!« lo Eybert. »Det er en anden Sag! Naar man ikke nøjes med alene at fantasere, men ogsaa formaar at realisere, saa —«

»Ja, — jeg veed dog ikke — er det ogsaa absolut nødvendigt? Jeg mener ... er der ikke i Drømmen ligesom i ønsket og Haabet ... dens Fader og Moder, kunde man maaske sige ... noget af en Trolddomskraft, der faar Personligheden til at vokse udover sine Grænser, d.v.s. dem, som Opdragelse, Vane, Arv og andre Tilfældigheder har afstukket, — selv hvor den ikke er stærk nok til at sprænge ogsaa Materiens Skranker? Dersom det f.Eks. ikke skulde lykkes Hr. Sidenius at virkeliggøre sine dristige Fantasier ... hvad jo højst rimeligt er ... mon de dog derfor ikke kan |86| blive af højt udviklende Betydning for ham selv og derigennem virke befriende og løftende ogsaa paa andres Tankeliv og saaledes ... «

»Undskyld, mine Herrer!« afbrød Fru Salomon ham. »De maa ikke tage mig det ilde op, ... men det var Meningen, at vi skulde køre en Tur, dersom De har Lyst dertil. Vognen holder for Døren. Jeg kan høre, at min Mand allerede knalder utaalmodigt med Pisken.«

Man rejste sig øjeblikkelig og gik op; kun Balling blev et Par Minutter siddende i Lysthuset for straks at indføre nogle af Aron Israels Bemærkninger i sin Notitsbog. Jakobe derimod fulgte de andre, omend langsomt og i nogen Afstand. Og da hun ad den brede Marmortrappe var naaet op til Terrassen foran Villaen, blev hun et øjeblik staaende her med Haanden paa Brystlænet og saae tankefuldt ud over Havet.

Vognen — en stor Charabanc — holdt udenfor Forstuetrappen, og Philip Salomon i højstegen Person sad paa Kuskepladsen med to af de halvstore Børn ved sin Side. Det var Meningen, at der skulde saa mange med, som der var Plads til; men da det kom til Stykket, foretrak de fleste af de unge at blive hjemme — nogle vilde ud at ro, andre spille Kroket — ogsaa Aron Israel undskyldte sig, fordi han ikke turde udsætte sig for Aftenkøligheden. Derimod steg Per uden Betænkning op i Vognen og indtog Yderpladsen paa |87| den Side, hvorfra han havde fri Udsigt til Jakobe, der — indhyllet i et Skindslag — sad inderst inde i Vognen, skærmet af Faderens brede Ryg og med Eybert ved sin anden Side.

Solen var i sin Nedgang. Himlen luede rødt over Skoven; der rørte sig ikke en Vind, og Luften var fuld af summende Myggesværme. Først kørte man et Stykke udad Strandvejen, saa drejede man ind i Skoven. Herinde laa Skumringen allerede tæt under Træerne, mens de højeste Toppe endnu forgyldtes af Solen. Philip Salomon lod Hestene gaa i Skridtgang paa den opkørte Vej, og de to gamle Frøkener Israel snakkede i Munden paa hinanden i elskværdig Bestræbelse for at være underholdende.

Per forholdt sig længe fuldkommen tavs. Der stemte ham stadig for Brystet en Trang til at gøre et eller andet uhændigt, noget fandenivoldsk; — kun kunde han ikke blive enig med sig selv om, hvad han skulde foretage sig, ligesaalidt som det var ham ganske klart, hvad han ventede at opnaa ved sin Udæskning. Det var ved denne Lejlighed gaaet ham ganske som i sin Tid, da den gamle Oberst Bjerregrav mod givet Løfte nægtede at optage hans Afhandling i Ingeniørforeningens Tidsskrift. Han, der hidtil i denne Sag var gaaet tilværks med et saa roligt Overlæg, efter en saa omsigtsfuld udarbejdet Plan, havde ved at se sine Forhaabninger briste pludselig |88| mistet Besindelsen og blindthen givet sig Tilfældet og Lykken ivold.

En lille Triumf havde han iøvrigt at bygge paa midt i sit Nederlag. Baade ved Middagsbordet og navnlig nu paa Køreturen kunde han mærke, at Jakobe følte sig lidt besværet af sin hemmelige Forlovedes Tilstedeværelse. Han kunde se, at hun ofte maatte lægge Baand paa sig for overhovedet at svare Hr. Eybert, naar denne paa sin allerede ret fortrolige Maade bøjede sig henimod hende med en eller anden halvhøj Bemærkning. Ved et af de røde Skovled, som de maatte passere, var en fattig Kone kommen hen til Vognen for at falbyde Blomster; Eybert havde tilkastet hende en Sølvmønt, taget en Buket og smilende overrakt Jakobe den. Hun havde ogsaa modtaget den men uden nogen Tak; og hun var bleven ved at holde den nede i Skødet uden en eneste Gang at føre den op til sit Ansigt.

Per havde nøje mærket sig dette lille Træk. Overhovedet undgik intet hans skinsygt aarvaagne øje, mens han sad der og stirrede paa hende med alle Pulsene bankende i Febertakt.

Egentlig var det først denne Eftermiddag ret gaaet op for ham, hvor dyrebar hun personlig var ham. Der var i saa Henseende foregaaet et Omslag i hans Stemning i de Timer, der var forløbne, siden hun forlod ham nede i den lukkede Alle ved Stranden. Hans første, forskrækkede |89| Tanker havde dengang gældt hans Projekt, hans Fremtid, Onkel Heinrich og »det hemmelige Konsortium«, hvis Understøttelse han stadig troede betinget af Muligheden for en intim Forbindelse med det Salomonske Hus. Men alt dette var mere og mere trængt tilbage i hans Sind. Lidt efter lidt genvaktes i disse øjeblikke hans første, ærefrygtsfulde ømhedsfølelse for hende, den, der saa hurtig var bleven Egenkærlighedens og Forfængelighedens Bytte. Som han saae hende sidde der med den smalle, blege Ansigtsoval indrammet af de mørke Haarbølger og med en Baggrund af luende Solnedgangsrødt mellem sorte Træstammer, blev han grebet af en lignende højtidelig Følelse som hin Aften i København, da han ved at betragte hende, mens hun sad ved Lampen med sin fine Haand tænksomt under Hagen, pludselig saae hende ligesom omstraalet af en himmelsk Glorie. Han bed Tænderne sammen ved den blotte Tanke om, at Eybert eller en anden Hr. Fiskeblod skulde vanhellige denne overjordiske Jomfruelighed; at overhovedet nogen anden end han selv skulde faa disse mulmsorte øjnes uudgrundelige Blik til at briste i jordisk Kærlighedsjubel!

De havde imidlertid naaet Raavad og kom nu ud af Skoven. En Tid kørte de ud ad Lundtoftevejen, saa drejede Philip Salomon tilvenstre ind paa en Bivej for at naa hjem over Eremitagesletten. |90| Aftenen var allerede vidt fremskreden. Paa den blaagrønne Himmel blinkede høstgyldne Stjerner, og nede i alle Lavningerne drev hvide Nattetaager. Sete i Frastand syntes nogle af de smaa Plantnings-Indelukker at svømme ovenpaa Disen som skovbeklædte øer. Hist og her dukkede det øverste af en ensomtstaaende Tjørn op af Taagehavet og forsvandt igen som Ryggen af et sort Søuhyre. Allevegne var der stille. Der hørtes over hele den vide Slette ingen anden Lyd end en fjern Sang af et muntert Selskab et Sted inde i Skoven.

Hestene begyndte at nyse, og Damerne trak deres Overstykker tættere omkring sig. Samtalen, der et øjeblik — under Indvirkning af Omgivelsernes Stilhed — var gaaet istaa, fik fornyet Liv ved Synet af en Flok Krondyr, der stod og græssede ganske nær ved Vejen, og hvis mægtige Takker længe efter kunde sees ovenover Taagen. Frøknerne Israel tog nemlig heraf Anledning til at fortælle den gamle Historie om den svenske Student, der havde indgaaet Væddemaal med nogle Kammerater om at opløbe en Rudel af dette Kongens Vildt og med Hænderne indfange et bestemt Dyr i Flokken, men som efter en Times vild Jagt gennem Skoven var styrtet død om med et sprængt Hjerte.

»Tror Damerne virkelig paa den Historie!« sagde Eybert smilende. »Jeg kan erindre, at jeg |91| hørte den som Dreng; men jeg havde — ærlig talt — allerede dengang ingen rigtig Tillid til den.

I Munden paa hinanden indestod Frøknerne Israel for Beretningens Sandhed. De havde i sin Tid begge læst den i »Dagen«.

»Med al Respekt — jeg tvivler alligevel,« drillede Eybert. »Selv en halvgal Svensker vilde saamænd løbe sig Besindighed til, længe inden det kom saa vidt.«

»Hvorfor det?« lød det pludselig henne fra Per, der i sin ophidsede Sindstilstand havde følt sig personlig berørt af Frøknerne Israels Fortælling og nu optog Eyberts Bemærkning som en tilkastet Handske.

Paa Grund af hans forudgaaende, langvarige Tavshed og den udæskende Tone, hvori han talte, vakte hans Bemærkning almindelig Studsen. Endog Jakobe vendte, omend langsomt, sit Ansigt om imod ham, og deres Blikke mødtes for første Gang siden Opgøret hjemme i Alleen. Tilsyneladende fuldkommen rolig og ganske ligegyldig saae hun hen paa ham med sine tunge Øjelaag halvt nedsænkede.

»Naa, saa Hr. Sidenius hører i dette Tilfælde ogsaa til de troende!« sagde Eybert med en lille Latter.

»Jeg tror« — svarede Per, og hans Ord lød stedse mere truende — »at hvad en Mand med |92| en Smule Agtelse for sig selv har foresat sig, det gennemfører han, — koste hvad det vil!«

Ved de sidste Ord søgte hans Blik atter Jakobe, der imidlertid allerede havde vendt sig bort.

»Ja, det kan jo lyde saare smukt,« sagde Eybert. »Men den ubarmhjertige Natur bar jo dog uimodsigeligt sat Skranker, som selv den mest rebelske Vilje bliver nødt til at respektere. Og det lader sig jo dog virkelig ikke nægte, at Vorherre har udstyret den lige saa yndefulde som velsmagende Hjorteslægt med fire lange Gallopade-Ben, medens vi Mennesker har maattet nøjes med to Kødstolper, der absolut egner sig bedst til en sindigere Gangart.«

»Talen er her sletikke om Hurtighed men om Udholdenhed. Og — som Ordsproget siger, Hr. Eybert — den, der ler sidst, ler bedst!«

Eybert løftede øjenbrynene; — han begyndte at forstaa den skjulte Udfordring i Pers Ord. Med et Udtryk af medynksfuld Ringeagt svarede han:

»Aa ja — dermed kan man i hvert Fald søge sin Trøst over lidte Skuffelser. Naar man har tilstrækkelig Taalmodighed, skal man jo — som et andet gammelt Ord siger — kunne blive Konge af Sverrig. Forresten,« vedblev han og vendte sig atter mod Damerne. »Jeg kommer til at tænke paa, at jeg selv engang i mine unge Dage oplevede en Historie, der virkelig minder en lille |93| Smule om denne med den svenske Student, om den end fik en langt mindre tragisk Udgang.«

Og i sin Bestræbelse for at være underholdende fortalte han nu om en af sine Venner, der engang paa Hjemvejen fra en Skovtur havde gjort sig til af sin uovervindelige Styrke og blandt andet tilbudt at løbe den sidste halve Mil ved Siden af Vognen med en af de andre Deltagere paa sin Ryg. I høj Grad oplivet, som hele Selskabet havde været, havde man tilsidst taget ham paa Ordet og gjort Anstalter til en regelret Væddekamp. Da det kom til Stykket, opgav han dog at have nogen paa sin Ryg men forpligtede sig til Gengæld til at være ved Bestemmelsesstedet fem Minutter før Vognen, der var forspændt med et Par udslidte Vognmandsheste. Ogsaa herom var man tilsidst bleven enig. Men næppe havde han løbet fem Minutter og var begyndt at blive varm, før han standsede og højtideligt erklærede ikke at ville løbe mere, fordi »det var Synd for Hestene«. Hvorpaa han — ganske rørt over sig selv — og med adskillige træffende Bemærkninger om det moralsk forkastelige i at misbruge de Umælende atter var stegen tilvogns.

Fortællingen gjorde Lykke. Damerne lo, og Philip Salomon vendte sig om og sagde:

»Dersom den Mand endnu lever, vil jeg som Bestyrelsesmedlem i Foreningen til Dyrenes Beskyttelse indstille ham til et Hædersdiplom.«

|94|

Per dirrede af Raseri. Skønt Jakobe ikke havde deltaget i Munterheden, følte han sig ydmyget af sin Medbejlers Triumf og brændte efter at skaffe sig Oprejsning.

»Det maa egentlig være trist for Dem, Hr. Eybert,« — sagde han med et Forsøg paa at anslaa en ironisk Tone, — »saaledes at have mistet Troen paa Viljekraften. Jeg faar virkelig Lyst til at spørge Dem, om der kunde være Haab for Dem om at genvinde den, dersom en anden paatog sig at indfri det Ord, som Deres Ungdomsven svigtede, ... og om De saa vilde tage Konsekvenserne deraf?«

Eybert løftede atter øjenbrynene.

»Hvadbeha'er ...? Jeg forstaar Dem ikke.«

»Jo, for ser De — saa vilde jeg gerne paatage mig det. Og det endnu iaften!«

Og uden at vente paa noget Svar svang Per sig udover Bagsmækken og gav sig til at løbe ved Siden af Vognen.

Philip Salomon holdt Hestene an og sagde temmelig bestemt:

»Hr. Sidenius ... jeg beder Dem ... sæt Dem op i Vognen.«

Men Per raabte overgiven: »Hr. Grosserer! Jeg forsikrer Dem, ... det er ligefrem velgørende at strække Benene lidt. Husk ogsaa paa, hvormeget det gælder! Ingen veed, hvad det kan komme til at betyde for Konge, Land og Folk, om Folketingsmanden for Holbæk Amts syvende genvinder |95| sin Tro paa Viljekraften! ... Og for mit Hjerte skal De ingen Bekymringer gøre Dem. Det holder nok!«

»Ligemeget, Hr. Sidenius,« sagde Philip Salomon næsten bydende. »Jeg kan ikke tillade, at De løber ved Siden af Vognen.«

»De har Ret! Det er ogsaa bedst, at jeg tager et Forspring ... Paa Gensyn!«

Og idet han trykkede Hatten ned paa Hovedet, foer han frem i fuldt Løb og var faa øjeblikke efter ude af Syne, — skjult af Taagedisen.

»Det er dog virkelig for galt!« mumlede Salomon, højrød af Vrede, og gav Hestene et Rap for at indhente ham.

Men nu tog hans Kone Ordet. Med sin sædvanlige Sindsro og egentlig ganske tilfreds med dette Udfald af det truende Sammenstød lagde hun Haanden paa sin Mans Arm og sagde:

»Philip, — du behøver vist ikke at anstrenge Hestene. Hr. Sidenius har aabenbart ikke befundet sig rigtig vel paa Køreturen, og han har da — paa sin egen Maade — taget Anledning til at forlade os. Han har jo ogsaa herfra den korteste Vej til Stationen, naar han skraaer ind imod Skoven.«

Der var virkelig adskilligt, der kunde tale for Rigtigheden af hendes Forklaring, med hvilken man da ogsaa slog sig til Ro. Skønt Hestene stadig gik stærkt paa, havde man efter adskillige |96| Minutters Forløb endnu ikke set ham; og nogen Genvej havde han ikke kunnet slaa ind paa, da de kørte nogetnær i Retning af »Skovbakken«, og Dyrehavehegnet desuden spærrede overalt uden netop paa det Sted, hvor det skar Kørevejen.

Frøknerne Israel var himmelfaldne over Per og kunde ikke dy sig for at henkaste en Ytring om den unge Mands Mangel paa Levemaade. Endog Ivan, der den hele Eftermiddag havde iagttaget sin Ven med stigende Forbavselse og Bekymring, fandt hans Indfald grumme ilde anbragt. Jakobe sad tavs og saae ud mod Maanen, der steg blodrød op over den svenske Kyst. Paa en satirisk Bemærkning af Eybert om Pers »Flugt« svarede hun blot med en Skuldertrækning. Skønt hun for sit Vedkommende ikke var saa overbevist om, at Per ikke virkelig vilde gøre Forsøg paa at gennemføre sit Forsæt, følte hun sig inderlig flov og dybt nedværdiget. Saa oprørt hun end havde været over Pers Opførsel efter at det var gaaet op for hende, at den betød en bevidst, planlagt Forfølgelse, — hun havde alligevel inderst inde været betagen af højtidelig Spænding ved at sidde og vente paa det ubeherskede Udbrud af en Mands Lidenskab. Og nu havde »Naturkraften« udladet sig — i en taabelig Drengestreg!

De havde imidlertid naaet Springforbi og rullede atter ind paa Strandvejen.

Himmelrøden i Vest var endnu ikke helt |97| slukket, og ude over Sundet begyndte Maanen saa smaat at lyse. Luften hernede ved Søen var lun og taagefri, og Myggesværmene summede paany over Hestenes Hoveder.

De var næsten naaet hjem, da Philip Salomon pludselig holdt Hestene an og udbrød:

»Hvad er det? ... Er det ikke Louise, der kommer løbende der?«

En af Husets Tjenestepiger saaes i hastigt Løb og med bart Hoved foran pan Vejen.

»Der maa jo være noget paafærde.«

Han standsede Hestene; og endnu før Pigen havde naaet Vognen, raabte han:

»Hvad er der? ... Er der hændet noget?«

»Aa Gud, det er ... det er,« stammede den stakaandede Pige: »det er Hr. Sidenius.«

»Er han kommen!« lød det paa een Gang med tre-fire Stemmer.

»Ja, — og han er vist kommen en Skade til. Jeg skulde løbe hen til Doktoren.«

»Gud, hvad er det da?« raabte Ivan ligbleg.

»Jeg veed ikke ... Hr. Sidenius besvimede vist. Hr. Dyhring har givet ham nogle af Frøkenens Draaber; men jeg troer ikke, han er kommen til sin Bevidsthed.«

Philip Salomon bed sig i sin Negerlæbe og lod Pisken smælde over Hestenes øren. Ogsaa han var bleg. Alle var de tavse og blege, mens det i flyvende Hast gik mod Hjemmet. |98| Da de kørte op for Forstuetrappen, kom Aron Israel, Balling og en Flok opskræmte unge Piger ud for at modtage dem. Og et øjeblik efter viste ogsaa Per sig, endnu lidt farveløs i Ansigtet og med Skjortebrystet i Uorden, men straalende af Triumf.

»Ser De, Hr. Eybert, jeg holdt Ord!« udbrød han, endnu før Vognen standsede.

»Var det et Væddemaal?« raabte de unge Piger.

»Ja naturligvis, det maa have været et Væddemaal!« sagde Nanny; hun stod for sig selv paa det nederste Trappetrin, og hendes lystige øjne gik frem og tilbage mellem Eybert og Jakobe med et anelsesfuldt Blik.

»Men Gud — Sidenius!« udbrød samtidigt Ivan, der straks var sprungen af Vognen og nu med ængstelig Mine fattede om hans Arm. »De har jo været syg.«

»Aa, det var ingenting. Bare lidt Svimmelhed. Jeg bar mig dumt ad. Jeg havde jo ikke behøvet at skynde mig saa stærkt.«

Nu steg ogsaa de andre ned, stadig lige tavse. Philip Salomon sagde blot til Staldkarlen, idet han tilkastede ham Tømmerne:

»Lad Kristian løbe efter Louise. Vi mødte hende henne paa Vejen. Doktoren er nok ganske overflødig, ser jeg.«

I de følgende Minutter var hele Selskabet samlet |99| i den halvmørke Forstue, hvor Ungdommen nu diskuterede Begivenheden med den overstadige Livlighed, der gerne følger en overstaaet Forskrækkelse. Ivan førte an. Han var pludselig bleven ellevild af Begejstring og maatte Gang efter Gang høre Beretningen om, hvorledes Nanny og Dyhring, der var kommen ovre fra Skoven, havde truffet Per siddende paa Trappen ude af Stand til at tale, og hvorledes han et øjeblik efter var besvimet inde i Dagligstuen.

Henne under Knagerækken stod imidlertid Eybert og hjalp Jakobe af med Overtøjet. Hans øjne hvilede mistænksomt paa hende, mens han med en tøvende Bevægelse tog Skindslaget af hendes smalle Skuldre.

»Jeg troer, jeg er kommen til at fryse paa Turen,« sagde hun for at forklare den ubetvingelige, nervøse Sitren, der endnu fik Tænderne til at klapre i hendes Mund. Straks efter gik hun op paa sit Værelse.

Da Per, der ikke et øjeblik havde sluppet hende afsyne, saae hende gaa op ad Trappen, foer der ham en forfløjen Tanke gennem Hovedet: han vilde springe efter hende. Han havde ikke længer Herredømmet over sig selv. Han havde svoret, at han endnu denne Aften vilde tale med hende, om han saa skulde bryde ind til hende fra Altanen udenfor hendes Kammer! |100| I det samme fik han øje paa Eyberts Buket, som hun havde lagt fra sig i Vindueskarmen.

»Frøken Jakobe!« raabte han efter hende. »De glemmer Deres Blomster!«

Og i to-tre Spring var han oppe ad Trappen.

Hun var akkurat naaet op paa den mørke Gang, saa at Per maatte række hende Buketten fra de øverste Trappetrin. Uden nogen Tak, endog uden at vende sig strakte hun Haanden ud efter den. Men samtidig med at give hende Kærestens Blomster greb han fast om hendes Haand og trykkede den med Heftighed til sine Læber. Hun ligesom sank i Knæ. Hun formaaede end ikke at rive Haanden til sig, og da han mærkede, hvorledes den slappedes mellem hans knugende Fingre, var han i det næste øjeblik oppe hos hende og sluttede hende i sine Arme.

»De er min!« hviskede han over hende. »Ikke sandt? De vil være min?«

»Jo,« sagde hun akkurat hørligt, og hendes Hoved sank tungt ned paa hans Skulder.

»Tak! — Aa, tak« hviskede han og trykkede hende tæt ind til sit endnu af Løbet ophedede Legeme.

Hendes Sjælskraft var udtømt. En vellystfuld Skælven betog hende i hans stærke Arm, og hendes Hænder greb uvilkaarligt ud i Luften efter hans.

»Jeg kommer imorgen Formiddag,« sagde han, |101| kyssede hende paany med Heftighed, denne Gang paa hendes Haar og øjne, og var i et Spring atter nede af Trappen.

Det havde altsammen ikke staaet paa i stort mere end et Minut. Og Per var fra samme øjeblik, han vidste Sejren vunden, fuldstændig behersket. Munter og smaanynnende, som om der ingenting var sket, vendte han tilbage til det øvrige Selskab, af hvilket Størsteparten nu var gaaet ind i Havesalen, hvor Aftenteen blev anrettet.

Der var alligevel tydeligt nok adskillige, særlig blandt de ældre, som havde en Fornemmelse af, at der var forefaldet noget afgørende. Og den Omstændighed, at Jakobe slet ikke mere lod sig se, kunde kun bestyrke Formodningen. Stemningen blev mere og mere trykket. Eybert gik omkring med et graablegt Ansigt og syntes hverken at høre eller se. Alene Kandidat Balling spankulerede om med sin sædvanlige Mangel paa Forstaaelse og talte højrøstet om Literatur i det Haab, at man skulde anmode ham om at oplæse noget af sin nye Bog: »Evald i Rungsted«.

Kort efter brød de alle op, og de, der skulde til København, kom ned i Vognen og blev kørt til Stationen. Dog blev Eybert endnu siddende lidt i det Haab, at Jakobe skulde komme ned nu, da der var bleven stille. Men efter forgæves at have ventet et Kvarterstid rejste ogsaa han sig og tog i Tavshed Afsked.

|102|

Da Fru Salomon endelig var bleven ene med sin Mand, sagde hun:

»Nu, Philip ... hvad har du saa at sige?«

»Du har Ret, Lea. Dette kan ikke længer gaa. Han er aldeles utilregnelig.«

»Det har jeg jo sagt dig længe.«

»Jeg skal imorgen den Dag tale med Ivan. Han maa bringes til at indse, at vi umuligt kan modtage det Menneske oftere.«

»Jeg frygter kun, det er forsilde, du! ... Lagde du virkelig ikke Mærke til Jakobe iaften? — —«

 

Da Nanny kort efter Vognens Bortkørsel listede op paa sit Værelse for at gaa iseng, blev hun et øjeblik staanende udenfor Jakobes Dør og lyttede. Men alt var stille; der hørtes ikke en Lyd derinde fra, ... og hun listede videre ind til sig selv.

Dersom hun havde kigget gennem Nøglehullet, vilde hun have set, at der hellerikke var Lys inde i Søsterens Værelse. Og dog var Jakobe endnu oppe. Døren til Altanen var aaben, og derude i Maaneskinnet stod hun med et mørkt men anspændt Udtryk og lyttede efter den fjerne Rullen af Vognen, der førte Per bort. Først da den sidste Lyd var døet hen lukkede hun sagte Døren.

Et Par Gange gik hun frem og tilbage over Gulvet; saa satte hun sig hen paa Chaiselonguen med Ansigtet trykket ned i sine Hænder.

Længe sad hun i denne Stilling, et Bytte for |103| Fortvivlelse og den dybeste Skam. Du bamhjærtige Gud! Dette blev altsaa Enden! Dertil skulde hendes tungt tilkæmpede Resignation føre hende! ... Paa en saa forsmædelig Maade, i et saadant Vrængebillede skulde hendes Ungdoms Drømme om en Helte-Elsker virkeliggøres!

Hun gjorde sig ingensomhelst falske Forestillinger om Arten af de Følelser, der havde kastet hende i hans Arme. Ikke heller søgte hun at bedrage sig selv ved en Indbildning om, at hun skulde kunne rive sig ud af sin Forvildelse. Hun følte det altfor godt; hun var i hans Magt. Desuden — det vilde jo blot gøre hendes Ydmygelse endnu dybere, om hun ovenikøbet maatte tilstaa, at hun havde givet sig viljeløst hen. Her var ingen frelsende Udvej. Hendes Skæbne var beseglet. Saa minutkort deres Møde havde været, hun havde dog hvilet i hans Arme, hans Læber havde berørt hende, og en Anelse om Elskovens Sanserus havde gennemrislet hende under hans Omfavnelse, hun var jo allerede halvvejs hans.

Der blev banket sagte paa hendes Dør, og Nanny stak Hovedet ind.

»Hvad? ... Du sidder i Mørke?«

»Hvad vil du?«

»Undskyld ... jeg hørte, du endnu var oppe ... kunde du ikke laane mig et Par Haarnaale?«

Og uden at vente paa noget Svar gik Nanny, der var i Natdragt, paa en egen kattelistende Maade |104| hen til Toiletbordet og gav sig til at lede i en af Skufferne.

Men da Jakobe forblev tavs, vendte hun sig pludselig om, satte sig paa den halvt udtrukne Skuffe og sagde med indsmigrende fremstrakt Overkrop og lidt Ængstelse i Stemmen:

»Maa jeg spørge ... tør man gratulere?«

Der gik en Kuldegysning gennem Jakobe.

»Hvad mener du?«

»Aa, om Forladelse! Det skal maaske endnu være en Hemmelighed. Da vil jeg ellers sige dig, at den er ikke videre godt gemt.«

»Hemmelighed? ... Hvilket? ... Jeg forstaar ikke et Muk.«

»Aa, du vil lade uskyldig! Hvad var det da for vigtige Ting, du før forhandlede derude paa Gangen med Hr. Sidenius?«

Lyden af det sidste Ord fremkaldte en Slags Kvalmefornemmelse hos Jakobe. Sidenius! Hvilket Navn! ... Fru Sidenius!

»Og det Væddeløb — hm!« vedblev Nanny. »Det var mig straks lidt mistænkeligt.«

Jakobe rettede sig beslutsomt op.

»Nu ja, du kan jo ligesaa godt faa det at vide iaften. Jeg er altsaa forlovet med — den Mand, du der nævner. Det er hele Forklaringen, dersom den virkelig interesserer dig.«

Der blev et øjebliks Stilhed.

|105|

»Om den interesserer mig! ... Hvad mener du? Jeg er naturligvis glad paa dine Vegne.«

»Saa — er du det,« sagde Jakobe kort og tørt.

»Hvor du taler løjerligt! Hvorfor skulde jeg ikke være glad derved? ... Aa, nu forstaar jeg! Du mener maaske, at jeg selv ... Jeg husker, at du engang drillede mig med Hr. Sidenius. Men i den Henseende skal du nu ingensomhelst Bekymringer gøre dig. Jeg fragaar saamænd sletikke, at jeg altid har syntes rigtig godt om din Forlovede; men jeg troer nu alligevel, at du og han, I passer vist meget bedre sammen.

»Og hvorfor mener du det?« spurgte Jakobe pludselig opmærksom.

»Jo — I er jo begge saadan mere i den højere Stil, mens jeg er et stakkels Hverdagsmenneske, et tankeløst Verdensbarn — det har du selv tidtnok fortalt mig. Naa men — nu vil Folk da faa noget at snakke om! Og stakkels Eybert!«

Jakobe rejste sig utaalmodig.

»Hør Nanny — det er silde. Og du maa jo fryse, som du sidder der —«

»Er jeg til Ulejlighed? Gudbevares, saa gaar jeg naturligvis ... saa gaar jeg!«

Men henne ved Døren vendte hun sig endnu engang om og sagde:

»Du er dog en rigtig kedelig En, at du aldrig kan fortælle lidt interessant. Jeg havde glædet mig til at faa en rigtig fornuftig Passiar med |106| dig, og jeg kunde endelig ogsaa nok behøve at blive belært af en ældre og erfaren Søster for det Tilfælde, at jeg selv skulde komme i den rædselsfulde Situation at maatte række Mund til en Person med Overskæg.«

»Ja, du maa nu undskylde mig, — jeg er træt,« sagde Jakobe og begyndte at klæde sig af.

»Hvor du stiller dig hellig an! Bild mig bare ikke ind, at du gaar iseng, ... du, som før sad og sværmede i Maaneskinnet! Du skal naturligvis skrive til ham endnu iaften, ... udøse dit Hjerte for ham i Nattens ensomme Time, omfavne ham med violblaat Blæk og sende ham titusinde Kys med første Morgenpost. Men jeg vil advare dig, min Pige! Vær lidt tilbageholdende i Begyndelsen! Kan du huske Rebekka, da hun blev forlovet; hun maatte i de første fjorten Dage hver Aften bruge Læbepomade, fordi han kyssede hende helt itu! Og dersom jeg har nogen Forstand paa Mandfolk, saa er din Kæreste vist en af dem, der tager for sig af Retterne ... Godnat, lykkelige Søster! Og drøm ikke altfor behageligt!«