|[103]|

TREDIE KAPITEL

|[105]|

Blandt de Mænd, der hver Dag ved To-Tiden kom gaaende op under Børsrampens bredkronede Træer, var der ikke mange, hvem den galonerede Døroplukker hilste med større Ærefrygt end en høj, rødmosset Mand med et sortlokket Hoved, en glatbarberet Hage og et Par ualmindelig tykke og blodfulde Læber mellem smaa Bakkenbarter. Ogsaa inde i den brune Søjlehal blottedes mange Hoveder, hvor han kom forbi; og særlig vakte hans Ankomst Opsigt hos Kornagenterne i Vinduesfordybningerne ud mod Kanalen og blandt de fragtsøgende Skippere, der sad i en tavs Række paa den lange Bænk tilvenstre for Indgangsdøren. Den smukke og statelige Mand var Grosserer Philip Salomon, Chefen for det store Handelshus Isac Salomon & Søn, en af Byens rigeste Mænd, hvis Formue Rygtet opgjorde til mellem syv og otte Millioner.

Hans Ophold paa Børsen var iøvrigt sjælden af nogen lang Varighed. Allerede naar Betjenten |106| gik gennem Salen med sin larmende Klokke for at forkynde, at Kursnoteringen tog sin Begyndelse, var han i Almindelighed færdig med sine Forretninger; og efter et Øjeblik at have kigget ind i Læsestuerne vendte han tilbage til sit Kontor. Han hørte ikke til dem, der betragtede Børsen som en Slags Klub, hvor man mødtes efter Frokosten for at snakke om Byens Nyt og kritisere den sidste Teaterforestilling. Han viste sig ikke ofte i Teatret og deltog kun nødtvungent i Selskabslivet. Han delte sig ligeligt mellem sin Forretning og sin Familje, idet han ofrede den første sit klare og kloge Hoved, den sidste sit varme og ømtfølende Hjærte. Og — som man sagde om ham med en Hentydning til, at hans Kontor og hans Hjem laa i samme Gade — han havde altid Aandsnærværelse nok til »ikke at tage fejl af Husnummeret«.

Philip Salomon var eneste Søn og Arvtager efter den i sin Tid ikke mindre bekendte Isac Salomon, efter hvem Firmaet havde faaet Navn, en i mange Maader mærkelig Mand, et Handelsgeni, der fra omvandrende Sjakrer havde svunget sig op til for en Tid at indtage en dominerende Stilling paa det danske Pengemarked, — »Salomon Goldkalb«, som Folkevittigheden havde døbt ham. Han havde paa én Gang haft tyve Fuldskibe paa Søen, havde ejet Fabriker og vestindiske Plantager og ved sit Snille aabnet |107| nyt Opland for den danske Handel paa oversøiske Pladser. Han havde derfor ogsaa været blandt dem, der under Jødeforfølgelsen i 1819 led mest Overlast fra den københavnske Pøbels Side.

Det var ogsaa ham, der i sin Tid havde købt »Palæet« og ladet det istandsætte med en ødsel Pragt, der satte adskilligt ondt Blod hos Folk. Han havde blandt andet ladet indforskrive italienske Stukarbejdere alene til Udbedringen af Lofterne og sendt en Mand til Paris udelukkende for at opkøbe Gobeliner til Opholdsværelsernes Beklædning. Lige ubekymret af Misunderes højlydte Forargelse og af Spotternes Forsøg paa at latterliggøre ham var han ikke veget tilbage for i sin hele Livsførelse at kappes med selve Aristokratiets Stormænd. Han lod sig køre gennem Byen med Fuldblods-Firspand og havde ved festlige Lejligheder en Hajduk bag paa Karossen. Han gjorde sig til Mæcen for Videnskaben, stiftede Legater, aabnede sit Hus for Kunstnere, — og alt dette tiltrods for, at han var en lille, svag og skrutrygget Mand, der vel efterhaanden ved energisk Selvopdragelse havde erhvervet sig en Del Kundskaber men ingen Dannelse, og som bevisligt havde købt sin Kone for hundrede Rigsbankdaler af en fattig Jødeenke i Jylland, hos hvem han en Gang under sit omflakkende Ungdomsliv havde haft Logis.

Fra denne Mands Tid skrev sig ogsaa de |108| mange Kunstgenstande og kostbare Snurrepiberier, hvoraf det Salomonske Hus endnu var fuldt, særlig Forhallens orientalske Vaabensamlinger og Trappegangens Porcellænsvaser og Gudebilleder, — hele dette brogede og prangende Musæum, som hans Skibe havde hjembragt til ham fra alle Verdensdele, og som Sønnen — mere af Pietet mod Faderens Minde end fordi det tilfredsstillede hans personlige Smag — havde ladet henstaa i nogenlunde uforandret Skikkelse.

Philip Salomon havde i det hele kun arvet Forretningstalentet og Arbejdsomheden efter sin Fader ... maaske dog ogsaa den Tilbøjelighed for ubunden Friluftsliv, der var ham egen, og som han endnu i sin fremrykkede Alder efter Lejlighed søgte at tilfredsstille. I mange Aar havde han hver Søndag, naar Vejret var godt, og ellers intet hindrede ham, ladet spænde for fra Morgenstunden og var kørt ud med hele Familjen. Han var ved saadanne Lejligheder altid selv Kusk og havde sin Kone siddende ved sin Side, mens en støjende Vrimmel af egne og andres Børn fyldte Charabanc'en bag dem. Først flere Mil ude i Landet standsede de ved en Kro eller inde i en Skov, hvor Fru Salomon og de mindste blev ved Madkurvene, mens Salomon og de af Børnene, der var store nok dertil, drog paa Ekspedition omkring i Egnen. Med sin runde, bredskyggede Hat bag i Nakken og Overfrakken paa Armen |109| skridtede den store Børskonge muntert afsted i Spidsen for sin Sværm af krumnæsede Unger, som dansede og sloges og hujede omkring ham med den Vildskab, der betager Købstadbørn og især jødiske Børn i det Fri. Og nu var der ikke en Høj i Nærheden, som ikke blev besteget; ikke mødte de en Bondemand, uden at Salomon gav sig i Snak med ham; ikke stødte de paa en Vogterdreng, uden han fik en Mark. Men navnlig kunde Salomon aldrig gaa en smuk eller sjælden Blomst forbi uden at plukke den. Og regelmæssigt overrakte han ved Tilbagekomsten sin Kone en uhyre Buket, for hvilken hun lige saa regelmæssigt takkede ham ved smilende at række ham sin venstre Haand til Kys.

Fru Salomon var den i Begyndelsen af Halvtredserne saa berømte Lea Delft, — eller Fru Lea Moritz, som hun en Tid hed — hvis orientalske Skønhed havde anrettet megetomtalte Ødelæggelser mellem Datidens unge Modeherrer. Onkel Heinrich, hendes Broder, fortalte stadig og med Fordring paa at blive troet, at hun havde været den egentlige Aarsag til Oprettelsen af Skt. Hans Hospital. Skønt født i København stammede hun egentlig fra Tyskland, hvorfra hendes Forældre kort før hendes Fødsel var udvandret for at overtage en Udsalgs-Forretning i Manufakturvarer. Allerede i sit attende Aar havde hun giftet sig — af flammende Kærlighed til en |110| ung, brystsyg Mand, Marcus Moritz, en fattig, tysk Lærd, der blev Fader til hendes to ældste Børn, Ivan og Jakobe. Den sidste var endnu ikke født, da han døde; og Lea flyttede derefter tilbage igen til sine Forældre. Trods deres Uformuenhed tilhørte disse begge nogle af Tysklands fornemste og rigeste Jødeslægter, og det betragtedes derfor i hendes Familje som en Mesalliance, da hun efter et Par Aars Forløb giftede sig med Philip Salomon, hvis mange Millioner i disse Folks Øjne endnu den Dag i Dag ikke bødede paa, at hans Fader havde rendt Landene rundt med Kramkisten paa Ryggen. Nu kunde det jo heller ikke nægtes, at Salomons Formuesforhold og Hensynet til hendes Børns ubetryggede Fremtid havde haft nogen Indflydelse paa den unge Enkes Valg. Som hun havde sagt til sig selv: hun havde nu en Gang ladet sit Hjærte raade, fuldt og helt; denne Gang var Turen kommen til Fornuften. Og dog bedrog hun ingen. Hendes Hjærte var rigt nok til at kunne give Forstanden, hvad der tilkom den, uden derfor at lægges øde. Det ofrede kun af sin Overflod. Og i hvert Fald havde hun senere skænket Philip Salomon rundelig Erstatning for, hvad han paa Bryllupsdagen endnu havde maattet savne i sin Hustrus Kærlighed.

I tyve Aar havde de nu levet i et lykkeligt Ægteskab. Fru Salomon — om hvem en af |111| hendes Tilbedere en Gang havde sagt, at hun ejede Københavns smukkeste Ansigt, Danmarks pragtfuldeste Figur og de dejligste Hænder i hele Verden — var vel i Aarenes Løb bleven noget svær men havde baade i Ydre og i Væsen bevaret det Præg af »Race«, som Kendere straks fik Øje paa. I hendes tykke, sorte Haar, som fra en kridhvid Skilning hang i to tunge, flettede Bukler ned over Ørene, saaes der endnu kun ganske enkelte Sølvtraade; og trods hendes tredobbelte Hage var der i Hovedets Form og navnlig i Maaden, hvorpaa hun bar det, en Højhed, der mindede om antike Kejserindebuster. Philip Salomon var da ogsaa stadig saa forelsket i sin Kone, at han ikke kunde se hende uden at maatte smile til hende og endogsaa inde i Dagligstuen kunde blive ved at trykke sine Negerlæber mod hendes Haands blaa-aarede Hud med en Lidenskab, saa hun tilsidst med et Blik maatte erindre ham om Børnenes Nærværelse.

Kun i én Henseende bar Fru Salomon endnu paa et Savn, som næsten blev større med Aarene. Hun havde i sin Ungdom paa sine hyppige Besøg hos Slægtninge og i sit første Ægteskab modtaget for rige og dybe Indtryk af Livet i Udlandets store Forhold til rigtig at føle sig hjemme i København. Skønt hun vel vogtede sig for at betro det til andre end til sin Mand, følte hun en stadig Hjemve efter det Land, hun i sit Hjærte betragtede som |112| sit egentlige Fædreland. Regelmæssigt hvert Aar foretog hun en maanedlang Rejse gennem Tyskland for at besøge sin Slægt; og endnu hændte det hende ofte, naar hun vilde udtrykke sig rigtig klart, at hun maatte laane det betegnende Ord fra sit Modersmaal.

Det var da ogsaa særlig hende, der i sin Tid havde faaet sat igennem, at de to ældste Børns — Ivans og Jakobes — Uddannelse for en væsentlig Del kom til at foregaa i det Fremmede. Hun vilde — som hun plejede at sige i sit navnlig den Gang ikke helt sikre Sprog — ikke have sine Børn »forklejnede« i den Provinsby, som København i hendes Øjne var. Dertil kom for Jakobes Vedkommende endnu en anden Grund. Hun havde altid været et sært, et vanskeligt Barn, saa modtagelig for Indtryk, saa følsom navnlig overfor enhver Krænkelse, der tilføjedes hende paa Grund af hendes jødiske Fødsel, at hendes Barndom næsten havde været som en eneste lang Lidelseshistorie. Hun havde kunnet komme ligbleg og rystende hjem, blot en Dreng havde raabt »Smaus« efter hende paa Gaden. Og hun blev regelmæssigt for Alvor syg, hver Gang en af hendes smaa, blaaøjede Skolekammerater paany havde ydmyget hende ved at afvise et af disse Tilbud om Veninde-Fortrolighed, som hun i sin fortærende Trang til at hengive sig og møde Genkærlighed trods idelige, bitre Skuffelser ikke kunde |113| lade være med at gentage. Hun havde arvet sin Moders rige Følelsesliv, men ikke hendes lykkelige Natur, ikke hendes sunde Sindsligevægt, ikke det overbærende Smil, hvormed Moderen mødte de dannedes Dumhed og Pøbelens Brutalitet.

Ikke heller havde hun arvet Fru Salomons regelmæssige Skønhed. Hun var i den opvoksende Alder nærmest uheldig, mager og blodløs, havde store, uskønne Træk, ejede slet intet af den myndeagtige Ynde, som hos mange forsoner med Flanealderens Opløbenhed. Og det gjorde hende i de flestes Øjne ikke mere tiltalende, at hun bestandig søgte at skaffe sig Oprejsning for Kammeraternes Ydmygelser ved at overstraale dem paa saadanne Omraader, hvor hun havde Betingelser for at gøre sig gældende, f.Eks. ved at møde paa Skolen i misundelsevækkende Dragter fra Byens første Modehandlerinder, ved under Overhøringen at brillere med en Kundskabsmasse, der virkelig i flere Retninger var ualmindelig for hendes Alder, ... eller ved i Frikvarteret at tage op af Lommen en Posefuld af den fineste Demant-Konfekt, med hvilken hun da tilkøbte sig en kortvarig Triumf.

Hverken hendes Lærerinder eller hendes Medelever havde kunnet lide hende; og ingen af dem gjorde sig i Reglen synderlig Umage for at skjule dette overfor hende. Enkelte af Kammeraterne |114| undgik ligefrem hendes Følgeskab paa Gaden; og naar hun indbød sin Klasse til Selskab paa sin Fødselsdag, undskyldte regelmæssigt den ene Fjerdedel sig — og netop den Del, som hun alene brød sig om: Admiralsdatteren, Overpræsidentens Niece og de to unge Komtesser. Men selv naar de allermindst tænkte paa at krænke hende, ja endog naar de troede at være allervenligst imod hende, mærkede hun bestandig paa et eller andet lille, uoverlagt Træk den Afstand, hendes Fødsel lagde imellem dem; og hendes Forhold paa Skolen blev tilsidst saa spændt, at Institutbestyrerinden selv tilraadede Forældrene at tage hende ud; hvorefter hendes Uddannelse var bleven fuldendt i et sweizisk Pensionat.

Dette Jakobes Udenlands-Ophold og Ivans samtidige Anbringelse ved et tysk Handelsakademi havde imidlertid vakt en Del Uvilje rundt om blandt Folk, hos hvem Nationalfølelsen i hine Aar, — saa nær efter den ulykkelige Krig — endnu var i høj Grad pirrelig. Salomons gentog derfor heller ikke Forsøget med noget af de andre Børn.

Nu var Nanny, den næste i Rækken, ogsaa en ganske anderledes fredsommelig og lettilgængelig Natur. Allerede fra Vuggen et lille Vidunder af Sundhed og Skønhed var hun under Opvæksten bleven forgudet af alle, klappet paa Kinden og |115| strøget over Haaret fra Morgen til Aften, uden at hun havde faaet anden Skade deraf end et lidt behagelystent Væsen og et lille Hang til Kælenskab. »Normalpigebarnet« kaldte Faderen hende, fordi hun ingensinde havde givet Anledning til nogen Art Bekymring, aldrig blev bragt ud af sin Sindsligevægt, aldrig havde saa meget som haft ondt i en Tand. Ikke des mindre var hun netop »Uroen« i det Salomonske Hjem, altid paa Farten, den halve Dag i Overtøj. Hendes Sangtriller lød gennem Stuerne og meldte ti Gange om Dagen hendes Hjemkomst. Og hørte man Latter og smaa Hvin oppe fra Pigebørnenes Sovekamre og bagefter en Række dumpe Lyd af Trin henover Loftet, kunde man være sikker paa, at det var Nanny, der havde været i Bad og nu i hvidt Gevandt og med udslaaet Haar dansede Tarantella for sine Søstre.

Dog, endnu ét uroligt Hoved var der i Huset eller viste sig i hvert Fald daglig dér; det var Onkel Heinrich, Fru Salomons Broder. Den lille, grimme Mand dannede ikke alene med Hensyn til det ydre en mærkelig Modsætning til Søsteren men var i et og alt et Vidnesbyrd om den Uregelmæssighed, hvormed Egenskaber nedarves i de jødiske Slægter. Hr. Delft var Ungkarl og kaldte sig Direktør. I sin Ungdom havde han begaaet en lille »Uagtsomhed« med en Pengeforsendelse, hvorefter han i en lang Række Aar havde ført en æventyrligt omflakkende Tilværelse |116| først i Amerika, siden i Indien og Kina, hovedsagelig som Agent eller Rejsende for engelske Firmaer. Efter næsten tredive Aars Fraværelse var han vendt hjem med en mindre Kapital, ved Hjælp af hvilken han endnu i sin fremrykkede Alder tilfulde nød Livets materielle Goder uden nogensinde at trættes af deres Ensformighed. Han plejede overfor Herrer at udtrykke sin Livsanskuelse i de Ord, — som han ved en lille Blinken med sine skelende Øjne søgte at give en speciel Anvendelse paa sig selv — at den Mand kunde gaa roligst i sin Grav, der havde »lanceret« de fleste uægte Børn og røget de fleste ægte Cigarer. Om sine Rejser og Oplevelser ligesom om sine Formuesomstændigheder ytrede han sig altid med den Art Forbeholdenhed, der skal lade ane det fabelagtige. Selv overfor sine nærmeste gav han sig Udseende af at hemmeligholde æventyrlige Rigdomme, og han paastod bestandig endnu at være Meddirektør for et engelsk-kinesisk Dampskibsselskab. Iøvrigt levede han i en beskeden tre Værelsers Lejlighed sammen med en gammel Husholderske og var yderst nøjeregnende med enhver Udgift, der ikke direkte bidrog til hans legemlige Velvære. Dog ofrede han en Del paa sit Ydre og bestræbte sig navnlig for at bevare en vis sydlandsk Elegance i sin Klædedragt. Han optog de nye Moder samtidigt med de yngste Herrer i Byen, lod daglig Resterne af sit sorte |117| Haar (det eneste, der nogensinde havde været kønt paa ham) krølle og parfumere hos en Frisør, og bar i sit Skjortebryst et virkeligt Pragtstykke af en Brillantnaal, om hvilken han selv plejede at sige, at han med den »vilde kunne faa en Dronning til at elske ham«. Naar hans Niecer vilde drille ham, paastod de derfor, at den var uægte; og mere end en Gang havde han forladt Huset i snerrende Vrede, fordi endog hans Søster og Svoger havde kunnet ytre en lille Tvivl om dens Værdifuldhed.

Nogen blid eller letomgængelig Person var han overhovedet ikke, om der end i Almindelighed var en bevidst humoristisk Overdrivelse ogsaa i hans Forbitrelse. Hans selvtagne Rolle som Bindehund for det Salomonske Hjem, hans indædte Had særlig til disse »sultne, kristne Hunde« — som han udtrykte sig — var ingenlunde nogen Ytring af gammeltestamentlig Nidkærhed men simpelthen af Frygt for at se sig fortrængt fra sin begunstigede Særstilling i Søsterens Hus navnlig i Forholdet til de unge Pigebørn, overfor hvem han yndede at optræde som en faderlig Raadgiver og Beskytter. Han forfulgte med giftige Bagvaskelser enhver ung Mand, der kunde tænkes en Gang at ville indskrænke hans Onkel-Rettigheder overfor Niecerne, fratage ham disse smaa Friheder til at stryge dem ned over Armen, naar de var i Baldragt, besøge dem i deres Sovekamre,|118| gøre dem fortrolige Spørgsmaal om deres Befindende o.s.v., hvorved den gamle Libertiner fandt en evnukagtig Tilfredsstillelse.

Nu havde Salomons i mange Aar ikke haft nogen stor Omgangskreds. Byens ortodokse Jøder havde altid taget nogen Afstand fra dem paa Grund af deres Irreligiøsitet, den navnlig Fru Lea vedkendte sig med en Uforbeholdenhed, som undertiden stødte endog dem, der mente helt at have frigjort sig for alle overtroiske Forestillinger. Selv havde de aldrig følt nogen Tilfredsstillelse ved det københavnske Selskabsliv og derfor indskrænket sig til at holde aabent Hus to Gange om Maaneden og iøvrigt lade deres Venner vide, at de altid var ventede og til enhver Tid velkomne.

En Forandring heri skete der imidlertid, da Ivan vendte hjem fra Tyskland og Nanny blev voksen. Ivan fyldte Huset med sine Zigøjner-Eksistenser, der kredsede om den smukke og rige Pige med hungrige Blikke, og fik han end ikke helt virkeliggjort sin Drøm om at omskabe Hjemmet i Smag med Renaissancens Fyrstehoffer, blev det dog efterhaanden et Samlingssted for det yngre Slægtled af Forfattere og Kunstnere, skønt egentlig hverken Salomon eller Fru Lea delte Sønnens Interesser og navnlig ikke hans Tro paa de unge Menneskers store Fremtid.

Jakobe befandt sig paa den Tid endnu, efter |119| eget Ønske, i det sweiziske Pensionat, hvor hun mellem de høje Bjærge og i en skiftende Kreds af fordomsfri Veninder fandt Ro for sin Sjæl og Sundhed for sit sarte og med Aarene stedse mere ømfindtlige Legeme. Hun var hjemme i Sommermaanederne, naar Forældrene laa paa Landet, men længtes bort, saasnart den første Kulde og de første Tegn paa Vinterselskabelighed meldte sig. Men en Dag, — Jakobe gik den Gang i sit nittende Aar — næppe en Maaned efter, at hun sidst var rejst hjemmefra, modtog Forældrene et lidt forvirret Brev fra hende, hvori hun til deres Overraskelse midt imellem andre Ting meddelte, at hun tænkte saa smaat paa at forlade Pensionatet og vende tilbage til Hjemmet for stedse. Allerede et Par Dage efter kom et nyt Brev, der slog hendes snarlige Tilbagekomst fast, og næsten samtidig indløb et Telegram med Meddelelse om, at hun allerede befandt sig paa Hjemvejen og vilde indtræffe den følgende Dag.

Saa karakteristisk nu denne utaalmodige Iværksættelse af en fattet Beslutning var for hende, satte den dog Forældrene i nogen Uro. De anede, at der maatte være tilstødt hende et eller andet alvorligt. Fru Salomon betroede sin Mand, at der rimeligvis var en Kærlighedshistorie med i Spillet. Jakobe havde om Sommeren nogle Gange og med megen Varme omtalt en ung, sydtysk Advokat, en Søstersøn af Pensionatsejerinden, der |120| havde været paa Besøg hos denne, og med hvem hun og et Par andre af Pensionatets unge Piger havde gjort flere livlige Bjærgture rundt i Omegnen. Fru Lea vidste desuden, at hendes Datter havde et saare letfængeligt Hjærte, og at hun mere end en Gang havde lidt Skuffelser i Kærlighed. Men da Jakobe ved sin Hjemkomst foreløbig ikke selv gav anden Forklaring, end at hun begyndte at føle sig ensom dernede mellem de mange nye Pensionærer og længtes hjem, var der ingen, der trængte ind paa hende for at aflokke hende nogen Tilstaaelse — mindst af alle Moderen, som altid for sig selv havde fordret Kærlighedens Hemmeligheder respekterede og saaledes end ikke for sin Mand nogensinde havde forklaret, hvorfor han aldrig maatte kysse hendes højre Haand. Hun havde kun ladet ham forstaa, at det var et Løfte, hun havde givet sin Ungdoms Elskede i et Øjeblik, der var bleven helligt for dem begge.

Nu var Fru Salomons Formodning med Hensyn til Jakobe alligevel kun delvis rigtig. Vistnok havde hun elsket og ment sig genelsket af den unge Advokat og ved sin Tilbagekomst til Pensionatet erfaret, at han om Sommeren havde forlovet sig med en Dame fra sin Hjemby. Men naar netop denne Kærlighedsskuffelse var bleven saa betydningsfuld for hende, at den endog havde faaet hende til at flygte hjem, skyldtes det |121| noget, hun kort forinden var kommen til at opleve paa Nedrejsen gennem Tyskland, en uhyggelig og oprørende Tildragelse, der i det hele skulde blive skæbnesvanger for den overfølsomme unge Piges Fremtid.

Det var paa en af Berlins store Banegaarde. Jakobe var kørt derhen for at tage imod en fra Hamborg kommende Veninde, sammen med hvem hun et Par Timer senere skulde fortsætte Rejsen sydpaa. Idet hun fra Forhallen traadte ind under den mægtige Glashvælving, saa' hun noget borte paa Perronen en Opstilling af ynkværdige Skikkelser — Mænd, Kvinder og Børn — hvorom en Kreds af Nysgærrige stod og gabede, idet de holdtes i Afstand af et Par Politibetjente. Paa Grund af Staklernes sydlandske Udseende og de brogede og fantastiske Pjaltedragter, hvori særlig Kvinderne havde indhyllet sig, tænkte hun, at det var en forkommen Gøglertrup, der af Myndighederne befordredes tilbage til Hjemstedet; og af Frygt for det stærke Indtryk, Synet af menneskelig Elendighed altid gjorde paa hende, vendte hun sig henimod den modsatte Ende af Perronen for at opsøge en Ventesal. Paa Vejen derhen mødte hun to Mænd, der bar en Baare; og paa denne laa — blot tildækket med en Kappe — en gammel, udtæret Mand, der saa' sig forvildet om med et Par feberglødende Øjne. Mere og mere uhyggelig tilmode paaskyndede |122| hun sin Gang og spurgte den første Jernbanebetjent, hun mødte, hvor Ventesalene var. Med et ejendommeligt Smil, som hun først senere forstod, saa' han op og ned ad hende og pegede derefter hen imod en Række aabentstaaende Fløjdøre, udenfor hvilke en Del tavse Mennesker havde forsamlet sig. Da hun naaede derhen, mødte der hende et Syn, som i det første Øjebliks Overraskelse vakte hendes levende Optagethed men hurtig fik hende til at lukke Øjnene i Rædsel.

Over hele den store, halvmørke Ventesals Gulv stod og laa og sad paa Hug flere hundrede fantastiske Pjalteskikkelser i Lighed med dem, hun havde set staa paa Perronen: Mænd og Kvinder, graaskæggede Oldinge og nyfødte Patteglutter, der laa ved Moderens Bryst. Et ejendommeligt stivnet Udtryk af dyrisk Angst var fælles saa godt som for dem alle. Enkelte af dem var næsten nøgne; flere havde blodige Bind om Panden eller Hænderne; alle var de gustne, udtærede og tilsmudsede, som havde de vandret dagevis uden Rast. Men næsten endnu mere uhyggevækkende end deres forskræmte og forkomne Udseende og den Elendighedens Stank, der stod ud af Dørene, var den Dødsstilhed, der herskede derinde mellem de mange sammenstuvede Mennesker. End ikke Barnegraad hørtes, skønt de fleste af de smaa, voksagtige Patteglutter|123| øjensynligt forgæves søgte Næring ved det udtørrede Moderbryst. Et Par Herrer med hvide Mærker om Armen og nogle Damer gik omkring imellem dem og uddelte Klæder og bragte Mad.

Et Øjeblik opstod der lidt Bevægelse henne i Salens mørke Baggrund, hvor en Kvinde var besvimet. Men ud over selve Stedet, hvor Optrinet foregik, bredte Forstyrrelsen sig ikke. Ingen spurgte om, hvad der var sket. Man kastede blot et uvilkaarligt Blik rundt paa sine nærmeste for at forvisse sig om, at man endnu havde sine egne i Behold.

Den store, brogede Skare, i hvilken kun Kvindernes hvide Hovedklæder skabte en vis Ensartethed, var nemlig tydeligt nok grupperet slægtsvis, samlet om Familjeoverhovederne: smaa, sortøjede Mænd, hvoraf flere var klædt i lange Kaftaner med et Bælte omkring Livet. Alle havde de Stave i Hænderne og et eller andet Drikkekar ved Bæltet. Mange af dem syntes overhovedet ikke at eje andet. Nogle medførte dog lidt Husgeraad; og enkelte Steder saa man Børnene sidde med store Øjne og vaage over nogle sammensnørede Bylter, der aabenbart indeholdt Familjeklenodier.

 

Jakobe havde i de første Øjeblikke staaet ganske uforstaaende overfor dette ejendommelige |124| Optrin. Da greb hun sig med ét til Hjærtet og havde nær udstødt et Skrig. Under en Fornemmelse af Svimmelhed gik det op for hende, at disse ynkværdige Skabninger var hendes Stammefæller, at hvad hun her saa' for sig, var et af de mange Tog af fordrevne russiske Jøder, der det sidste halve Aar var bleven ført gennem Tyskland for ved de mosaiske Menigheders Bistand at befordres over til en uvis Fremtid i Amerika. Hun havde den hele Sommer læst i Aviserne om disse Skarer af Flygtninge, som endnu var halvvilde af Rædsel over de Skændselsgærninger, som Pøbelen under Myndighedernes Ligegyldighed eller ligefremme Tilskyndelse havde øvet imod dem. Hun havde læst om, hvorledes man om Natten havde svedet Jødernes Huse at over Hovederne paa dem, udplyndret dem indtil den nøgne Krop, voldtaget deres Kvinder, stenet gamle Folk og slagtet Børn, saa Rendestenene havde været røde af Blod, ... men hun havde bestandig søgt at trøste sig med, at Skildringerne maatte være overdrevne; at en saadan Umenneskelighed, begaaet ovenikøbet mod et fredeligt og flittigt Folk, var en Umulighed i Frihedens og Humanitetens Aarhundrede. Nu saa' hun her for sig Sandheden — netop saa grufuld, som den var beskreven. Denne Dødens Stilhed, som rugede derinde over den halvmørke Sal; disse Skikkelser, der sad dér som sammenknugede over sig selv |125| eller stirrede huløjede ud for sig, ligesom forfulgte af Erindringens blodige Syner; disse Maskeradedragter, der tydeligt var sammenstykkede af alt, hvad man af Barmhjærtighed havde tilkastet dem paa Vejene; disse Børn, der sad saa trofast og holdt Vagt over de enkelte Smaating fra Hjemmet, som de lykkeligste havde faaet reddet ud fra Ødelæggelsen, — alt skreg i sin Stumhed til hende om den Udaad, der var forøvet.

En ældre, jødisk Dame kom derindefra Salen, hvor hun havde uddelt en Pakke Barnetøj. Da hun bemærkede Jakobes dybe Grebethed, gik hun hen til hende og trykkede hendes Haand med en hebraisk Hilsen.

»Ja — ikke sandt? — kan man tænke sig et sørgeligere Syn,« sagde hun uden anden Indledning. »Har De noget at undvære, det være nok saa lidet, saa kan De gøre en god Gærning med det her. Blot at skaffe disse Stakler et Maaltid Mad er vanskeligt i disse Dage, hvor der næsten daglig ankommer fem til seks Hundrede. Og saa at tænke sig, at de fleste af dem har været velstaaende, enkelte endog rige Folk, der aldrig før har kendt Nød! ... Kan De se den unge Pige, der staar derhenne op ad Væggen,« sagde hun med store Taarer i Øjnene og viste ind paa en høj, rankvoksen Kvinde med en regelmæssig græsk Profil, som i en fattig, brun Regnkaabe, der øjensynligt ikke dækkede andre Klæder, stod ret op |126| og ned ad Muren med Hænderne korslagte over sit Bryst og Øjnene tillukkede. »Hendes Fader skal have været en formuende Købmand. Hun har fra sin Fødsel levet i Overflod ... og nu! Hun saa' sin Fader blive stenet tildøde, sine Brødre paa den mest oprørende Maade lemlæstede. Selv blev hun skændet af Banditterne. Som De vist kan se det paa hende, er hun bleven vanvittig, Stakkel.«

»Achtung!« lød det i det samme bag dem.

Det var de to Mænd med Baaren, som kom tilbage og nu med stort Besvær banede sig Vej ind gennem Salen for at bortbære en anden at de mange syge, der befandt sig derinde.

Jakobe turde ikke se mere. Hun mærkede, at det igen begyndte at sortne for hendes Øjne. Hun gik ind i en Førsteklasses Ventesal, hvis Vinduer vendte ud til et Torv, hvor Folk gik og passiarede i Solskinnet, hvor Sporvogne ringede, og Hunde løb og legede. Hun holdt sig fast ved Vindueskarmen for ikke at falde. Hver Blodsdraabe var vegen fra hendes Ansigt. — — Og dette var virkelig muligt! Disse til Himlen skrigende Skændselsgærninger kunde foregaa for hele Evropas Øjne, uden at en Haand, en myndig Stemme hævede sig derimod! Og Kirkernes Klokker ringede over denne By, og Præsterne stod paa Prækestolene og vidnede om Kristendommens Velsignelser og Næstekærlighedens Sejr |127| i et Land, hvor man med koldblodig Nysgærrighed — ja med Skadefryd — betragtede disse Tog af stakkels Hjemløse, der dreves gennem Landene som Pestbefængte og ofredes til Nød og Undergang i selve Kristendommens Navn!

Det gav pludselig et Ryk i hende. Der gik et Par uniformerede Politiembedsmænd over Torvet derude — to ægte prøjsiske Beamter-Skikkelser med Slæbesabler ved Siden og Sølvepauletter paa de alenbrede Skuldre. Hun havde et Par Minutter forinden set dem udenfor Ventesalen, hvor de et Øjeblik havde stillet sig op i Døren og med den uanfægteligste Inspektions-Mine overskuet den sørgelige Scene ... Aldrig kunde hun siden glemme disse to Mænd, der var saa nøje skabte i Billedet af det Samfund, de ved denne Lejlighed repræsenterede. Saa uudsletteligt havde deres Skikkelser præget sig i hendes Erindring sammen med alt det andet, hun i denne Time havde set og oplevet, at hun aldrig kunde tænke derpaa uden at se ogsaa dem lyslevende for sig med deres brutale Ansigter og overmodige Miner. Og altid priste hun sig da lykkelig over, at hun ikke havde haft et Mordvaaben i Haanden i hint Øjeblik. Hun følte nu bagefter, at hun kunde have været i Stand til hensynsløst at dræbe dem med egen Haand.

I Sammenligning med de Sindsrystelser, hun i det hele under Opholdet paa den berlinske |128| Banegaard havde gennemgaaet, vakte den Meddelelse om Advokatens Forlovelse, hvormed hun blev modtaget ved Ankomsten til Pensionatet, knap nok nogen Sorg hos hende. Hun undredes ikke en Gang. Hun havde nu faaet det ubedragelige Bevis for, at hun tilhørte et brændemærket Folk, en Pariakaste. Hun vidste nu, at hun virkelig var en Kvinde, med hvem en Mand ikke kunde træde i Ægteskab uden at nedværdige sig.

Nat efter Nat laa hun søvnløs og saa' Skare paa Skare af blege og blodige Flygtninge drage hende forbi. Og saa ofte Billedet af den skændede og afsindige unge Pige fra Ventesalen steg op for hende i Mørket, spurgte hun sig selv, hvornaar vel Timen slog for hende, for Forældrene og for hendes Søskende. Hendes Fantasi blev tilsidst saa opskræmt, at hun ikke kunde falde hen i det letteste Blund, uden at Stuen fyldtes med Drømmesyner, der fik hende til at vaagne under høje Skrig. Hun saa' sin Moder blive myrdet, saa' Hjemmet i Flammer, Gaderne derhjemme fyldte med hujende Pøbel. Hun havde jo mere end én Gang hørt Faderen fortælle om, hvordan han som treaars Dreng havde staaet rejseklædt tre Nætter i Træk, mens Stenene susede ind gennem Vinduerne og Gadeporten drønede under vældige Kølleslag ...

*       *
*

|129|

Jakobe var nu toogtyve Aar og stadig uforlovet. Det havde dog i den mellemliggende Tid ingenlunde manglet hende paa endog ganske smigrende Tilbud. Hun havde med Aarene vokset sig næsten smuk trods sin Sygelighed. Der var dem — særligt blandt de lidt ældre Herrer — der endog foretrak hendes sære og blege Ydre for Nannys straalende men noget almindelige Skønhed. I hendes smalle Ansigt — der virkelig, som Per hin Dag straks havde set, flygtigt mindede om en Papegøjes — sad der et Par store Øjne, i hvilke det hvide havde et stærkt blaaligt Skær, der til Tider kunde blive næsten sort. Næsen var for stor, og Munden for lille. Men der hvilede over hendes hele Skikkelse den særegne Bedaarelse, som sjælelige Lidelser og Savn kan lægge om et sart Kvindelegeme.

Fru Salomon sagde altid om hende, at hun var sin Faders udtrykte Billede.

At hun ikke havde fæstet sig til nogen Mand, skyldtes en stedse paany overvejet Beslutning hos hende. Med nogen Jøde vilde hun ikke gifte sig. Hun vilde ikke, at hendes Børn skulde komme til at gennemgaa, hvad hun selv havde maattet lide. Hun betragtede det næsten som en Pligt for alle Israeliter ikke længer at gifte sig indbyrdes for at undgaa en fortsat Bevarelse af Raceejendommelighederne. Hun saa' heri den eneste Udvej til en |130| Gang i Tiden at faa hævet den Forbandelse, der hvilede over hendes Slægt.

Selv havde hun dog ikke kunnet komme over at gifte sig med en kristenfødt Mand. Hun havde ikke haft tilstrækkelig Tillid til sin Selvbeherskelse til at turde udsætte sig for de Ydmygelser, der fra hans Familjes Side sikkert vilde blive hende til Del. Dertil stod Oplevelsen paa den berlinske Banegaard endnu for levende ihendesErindring; dertil hadede hun endnu for uforsonligt dette Samfund, der i Aarhundreder havde været hendes Stammes koldblodige Bøddel. Dertil havde hun desuden altid fundet en for skræmmende Lighed mellem alle de Mænd, der i disse Aar havde nærmet sig hende, og som overhovedet havde formaaet at gøre noget Indtryk paa hende, og de to bredskuldre de prøjsiske Officiant-Skikkelser, i hvilke hun bestandig saa' det kristne Samfunds brutale Selvgodhed symboliseret. Det var netop denne Lighed, der havde slaaet hende ogsaa overfor Per Sidenius hin Dag, da hun første Gang saa' ham i sine Forældres Dagligstue.

Det medvirkede nu til hendes Beslutning om at forblive ugift, at hun begyndte at føle sig gammel. Hun havde været voksen siden sit ellevte Aar og havde allerede i Trettenaarsalderen haft sin første, dybt alvorlige Forelskelse; — hun syntes derfor, at hendes Hjærte nu kunde fortjene at faa Fred. Der var da ogsaa i de senere |131| Aar kommet noget mere behersket over hendes Væsen, men samtidig ogsaa noget afmaalt og en ikke helt naturlig Ligegladhed. Overfor alle Fremmede viste hun en frastødende Kulde. Men heller ikke for sine nærmeste var hun altid let at omgaaes. Hun opholdt sig for det meste inde paa sit Værelse, hvor hun sad og læste. Blandt andet studerede hun Sanskrit, hendes Faders Fag, som hun undertiden tænkte paa for Alvor at dygtiggøre sig i. Rigtignok talte hun ogsaa om at blive Almuelærerinde, ja slog undertiden paa at ville oprette en Børneskole efter moderne Undervisnings-Principer, — var i det hele begyndt at betragte Livets Opgaver med den overdrevne Nøgternhed, som er ejendommelig for Damer, der har besluttet sig til at blive gamle uden dog at være det.

Trods alt dette viste der sig i det Salomonske Hus hyppig, undertiden daglig, et Menneske, der af Familjens øvrige Bekendte i Almindelighed betegnedes som Jakobes tilkommende Mand. Det var en vis Hr. Eybert, en af Byens større Fabriksejere og tillige bekendt som Politiker af den fritænkerisk-liberale — saakaldte »evropæiske« — Gruppe, en trods sin praktiske Virksomhed sjælden kundskabrig Mand og en varm Beundrer af Dr. Nathan. Han var noget ude over sin bedste Alder, nemlig omkring de fyrre, og desuden Enkemand med to Børn. Hans Kærlighed til Jakobe var en |32| Kendsgærning. Han lagde ingen Skjul paa den hverken overfor Forældrene eller overfor hende selv, knap nok overfor Fremmede. Forældrene var begge gunstigt stemte for Partiet. Hr. Eybert var en prøvet Ven af Familjen og desuden en meget velstaaende Mand, der ikke kunde mistænkes for at spekulere i et rigt Giftermaal. De saa' desuden af forskellige Grunde gærne, at Jakobe giftede sig; og de var i denne Henseende under en stadig Paavirkning af Husets Læge, en jødisk Professor, der ved enhver Lejlighed med sin sædvanlige Aabenhed erklærede, at »det Pigebarn sgu ikke var skabt til at leve som Nonne.«

Jakobe selv viste sig altid forholdsvis venlig om end tilbageholdende overfor sin trofaste og taalmodige Tilbeder. Hun satte Pris paa at tale med ham. De havde adskillige fælles Interesser — politiske og literære — og havde omtrent det samme mistrøstige Syn paa det meste af, hvad der foregik herhjemme og rundt i Verden. I Grunden kunde hun godt lide ham. Den lille stilfærdige Mand med det glatkæmmede gule Haar og det tynde Fuldskæg skulde nu heller ikke let kunne vække den Erindring om bredskuldret Brutalitet, der virkede saa afskrækkende paa hende overfor de fleste andre Mænd. Rigtignok var der saa heller ikke nogetsomhelst hos ham, der vakte hendes kvindelige Instinkt. Kun naar han en Gang imellem talte om sine |133| moderløse Smaa, kunde der røre sig noget i Dybet af hendes Hjærte, der flygtigt bragte Blodet op i hendes Kinder. I sin Trang til at udfylde en Plads her i Livet, til at ofre sig for et Kald, kunde hun et Øjeblik gribes af den Tanke at blive Moder for denne ensomme Mands Børn. Og Hr. Eybert, der tidligt havde bemærket det Indtryk, visse bekymringsfulde Ytringer om de Smaa gærne gjorde paa hende, og som med al sin Bravhed og Retsindighed paa Bunden var en hel Del af en lun Politiker, undlod ikke med passende Maadehold at anvende ogsaa dette Virkemiddel ved den lempelige men uafbrudte Bearbejdelse af hendes Sind, af hvilken han stadig haabede en endelig Sejr for sin lidenskabelige Kærlighed.

Af de øvrige unge og yngre Mænd, der var hyppige Gæster i det Salomonske Hus paa det Tidspunkt, da Per gjorde sin Indtrædelse deri, kom de fleste hovedsagelig for Nannys Skyld. Ikke alene betragtedes hun af Størsteparten som langt den smukkeste og tillige som den, der paa Grund af, at hun var Philip Salomons eget Barn, en Gang maatte blive den mest begunstigede Arving, men hendes frie og muntre Væsen tiltrak fra første Øjeblik Herrerne lige saa stærkt, som Jakobes frastødte. Ved den lille Middag, hvor Per for første Gang var Familjens Gæst, traf han — foruden Hr. Eybert og en Del andre ældre Herrer fra Forretningsverdenen|134| — den unge Digter Poul Berger, en Husarløjtnant Hansen, en Kandidat Balling og Journalisten Dyhring. Den første havde Per en Gang forinden truffet i Ivans Selskab. Det var en Mand, om hvem hans Misundere sagde, at han var bleven Digter paa sine Filipenser. Sikkert nok havde disse Ansigtsprydelser navnlig overfor Kvinder voldt ham megen Hjærteve, hvilken han med stor Virtuositet udklynkede i nette Vers fulde af den himmelvendte Resignation og det fromme Vemod, der giver den sikreste Adkomst til Udødeligheden paa det danske Parnas. Kandidat Balling var ogsaa en literær Mand, men saakaldet Literaturhistoriker. Han var et tarmetyndt, næsten tre Alen højt Menneske med en vild Løvemanke og et Ansigt saa fladt og udtryksløst som en Oblat. Det var denne unge Mands Drøm og hæsblæsende Bestræbelse at blive et Geni, et Kampmærke, om hvis Navn der stod Strid og Vaabengny ligesom om Dr. Nathans; og for hvert Aar var hans Haar bleven længere, hans Flagreslips større, hans Næse rødere af Studeren og Mavekatarrh. Han var da ogsaa allerede berømt for sin uhyre Belæsthed. Bare man rørte ved ham, faldt der ham en stjaalen Aandrighed ud af Munden. Talte man til ham om Aarhundredets Literatur, fremsmilede han satyrisk Ordet: Shakespeare; nævnedes Ibsen for ham, udslyngede han med rund, dræbende ø-Lyd Navnet: Goethe; |135| faldt derimod Talen paa Povl Berger eller andre af hans Samtids unge Digtere, vendte han medlidende Øjnene i Hovedet og sagde: Ibsen, ... kort sagt, han var en af disse graadige Bogorme, der suger sig fast paa Literaturen ligesom Igler og drikker dens røde, varme Blod og dog forbliver lige klamme. Han havde for et Par Aar tilbage udgivet en Bog om den klassiske Tragedie, der var bleven meget rost; og Ivan havde da straks sikret sig hans Person og indført ham i sit Hjem, paa hvilket han siden havde hængt som en uafrystelig Burre.

Per, der havde været lidt spændt paa at se sine Rivaler, blev ved Synet af disse Mænd fuldkommen beroliget. End ikke overfor Husarløjtnanten, hvem han i Forvejen havde hørt omtalt som Hærens dristigste Rytter og derfor betragtet som sin farligste Modstander, nedsloges hans Mod, endskønt denne virkelig var en flot Skikkelse med et Par kække blaa Øjne og en lys Snurbart i et af Foraarssolen brunet Ansigt.

Hvad Dyhring angik, saa vidste Per slet ikke, om han overhovedet var en Medbejler. Den skødesløse Maade, hvorpaa den endnu ganske unge men allerede vidt og bredt omtalte Føljetonist bevægede sig mellem Husets Damer, tydede ikke derpaa. Ivan havde, uden at Per rigtig begreb hvorfor, været meget ivrig for at bringe ham sammen med dette Menneske. Han havde |136| endog i Forvejen anmodet ham — om endelig at vise sig rigtig høflig og elskværdig overfor ham, idet han paa en forblommet Maade havde ladet ham forstaa, at det kunde blive af stor Betydning for ham at gøre et godt Indtryk paa Hr. Dyhring. Straks ved dennes Ankomst var de bleven forestillede for hinanden; og umiddelbart efter Bordet søgte Ivan atter at føre dem sammen og lede Talen hen paa Pers Projekt.

Men for første Gang i lange Tider følte Per aldeles ingen Lyst til at tale om sine Kanaler. Dertil var han altfor betagen af Nanny, der nu ogsaa saa' forlokkende dejlig ud i en udringet Raasilkekjole og med røde Roser i sit sorte Haar. Hun havde tilmed valgt ham til sin Bordkavaler. Og denne Udmærkelse, og Bordets Glæder, og Anretningens ham uvante Pragt var stegen ham til Hovedet og havde gjort ham overstadig. Inde i Rygeværelset, hvor Kaffen og Likørerne anrettedes for Herrerne, slog han halvt kammeratligt Philip Salomon paa Skuldren, roste hans Vine og bevidnede ham i en hel Skaaltale sin Beundring for hans Datter. Nogle af de ældre Herrer samlede sig efterhaanden om ham og havde deres Morskab af denne unge Mand, der øjensynlig for første Gang var i ordentligt Selskab.

Hr. Eybert, der ikke røg Tobak og hurtigt havde trukket sig tilbage til Damerne, sad i dette Øjeblik inde i Dagligstuen hos Fru Salomon|137| og Jakobe. Med den Mistænksomhed, som regelmæssigt vaktes i den aldrende Frier ved Synet af hvert nyt, ungt Mandfolkeansigt, der dukkede op i det Salomonske Hus, havde han straks ledet Samtalen hen paa Per, idet han spurgte, hvem det unge Menneske var, der tilsidst var bleven saa højrøstet ved Bordet.

»Det er en Hr. Sidenius, ... en af Ivans Venner,« sagde Fru Salomon i en Tone, hvori hun ligesom indlagde en lille Undskyldning paa Husets Vegne.

»Ja saa — en Sidenius!... Er han ikke saadan ... lidt — ?«

Hr. Eybert fuldførte ikke Sætningen men gjorde med Fingren en Kredsbevægelse foran sin Pande.

»Aa, det troer jeg dog ikke,« lo Fru Salomon. »Men noget af en Vildbasse er han vistnok.«

»Naa ja, — det ligger vist til den Familje,« henkastede Hr. Eybert uskyldigt smilende.

Jakobe løftede Øjnene fra en Bog, som hun sad og bladede i.

»Men han er jo en Præstesøn,« sagde hun.

»Hm, ja — der er vist en overhaandtagende Mængde Præster i Familjen. Men, saavidt jeg har forstaaet, skyder Slægten af og til — og rimeligvis netop af den Grund — et Vildskud. Formodentlig er han da et af dem! ... Jeg erindrer nemlig, at en af mine Onkler, der var fra |138| Jylland, har fortalt mig om en gammel — iøvrigt forlængst afdød — Vendsysselpræst, som af sin Samtid blev kaldt for den »gale Sidenius« og virkelig synes ikke at have faaet Navnet ufortjent. Efter min Onkels Fortælling maa han have været noget nær en Landevejsrøver. Han laa nok i idelige Slagsmaal rundt om paa Kroerne og gjorde næsten den ensomme Egn deroppe utryg for fredelige Vejfarende. Saavidt jeg nu husker det, var der ogsaa en Historie med en Degn, hvem han en Gang i Drukkenskab ... med Respekt at sige knappede Permissionerne ned paa midt under Gudstjenesten, hvorpaa han i Menighedens Paasyn tildelte ham tre rungende Næveklask i Navnet Faderens, Sønnens og den Helligaands. Det var jo saadan en egen Art Opbyggelse! ... Bøndernes Koner lod den nidkære Præstemand nok heller ikke i Fred; — men hans Bedrifter paa dette Omraade tør jeg slet ikke berøre for Damer. Dersom min gamle Jyde-Onkels Ord staar til troende — hvad de iøvrigt ikke altid gjorde — blev han da ogsaa tilsidst dømt fra Kjole og Krave og slap nok akkurat fra Galgen.«

Mens Fru Salomon havde smilet af denne Historie, hørte Jakobe paa den med et mørkt Udtryk. Og det var just ved at betragte dette Udtryk fuldt af Afsky og Uhygge, at Hr. Eybert var bleven opildnet til en ham saa uvant dristig Veltalenhed ja endog havde ladet sig forlede til |139| at kolorere lidt paa Fortællingen for at gøre den des mere virkningsfuld.

Inde fra Rygeværelset lød i det samme et nyt Udbrud af Munterhed, hvorigennem man tydelig hørte Pers højrøstede Tale. Med et ligesom opskræmt Blik saa' Jakobe hen paa Moderen. Det var, som vilde hun endnu en Gang paa det alvorligste gøre hende ansvarlig for at have ladet denne Vildmandsætling slippe ind i deres Hjem.

*       *
*

En Dag i Skumringen — en Maanedstid senere — sad Onkel Heinrich alene inde i Biblioteksværelset og røg en af sine stærke, sødligt duftende »Manillaer« efter Middagen, da Ivan kom ind til ham, tændte sig en Cigaret, kastede sig i en Stol og sagde:

»Onkel, — jeg har noget at tale med dig om.«

»Det er et højst ubekvemmeligt Øjeblik, du har valgt dertil. Du ved, jeg holder ikke af at tale, naar jeg har spist.«

»Og du holder heller ikke af at tale, naar du spiser, — det plejer du ogsaa at sige — saa jeg ved virkelig ikke, hvornaar jeg saa skal faa snakket med dig!«

»Naa — hvad er det saa?«

»Vil du gøre mig en Tjeneste, Onkel?«

|140|

»Du véd, at jeg af Princip aldrig gør Folk Tjenester. Lad os tale om noget andet.«

»Naa, saa kald det en Forretning — eller hvad du selv vil. Sagen er denne,« vedblev Ivan indtrængende og vendte sig nu helt om imod Onkelen, idet han anbragte sig i sin Yndlingsstilling med den ene Fod oppe under sig og Haanden omkring den røde Strømpevrist. »Der er en ung Mand, som jeg interesserer mig overordentlig meget for... et Menneske, som i enhver Henseende ... «

»Kort og godt — et af dine Genier. Videre!«

»Ja men — han er absolut et ganske eminent Talent. Denne Gang ser jeg ikke fejl, Onkel! Naar han en Gang faar Lov til at gøre sig gældende, vil han sikkert komme til at præstere noget epokegørende i sit Fag. Skønt han ikke er mere end toogtyve Aar, har han lavet et Vandbygningsprojekt, hvorom alle, der kender det og forstaar sig paa det, siger, at det er ligefrem genialt.«

»Ja saa.«

»Ja, det vil sige, de bruger ikke netop det Ord, ... de kalder det for »vildt«. Men det betyder i de fleste Tilfælde i Virkeligheden det samme.«

»Upaatvivleligt.«

»Der er i hvert Fald ingen Tvivl om, at han en Gang, dersom hans Uddannelse bliver lykkelig tilendebragt, vil blive noget enestaaende herhjemme. — Men han er fattig, Onkel.«

|141|

»Fattig? Det er jo en af Hovedegenskaberne ved Geniet, saavidt jeg har forstaaet.«

»Og han er en altfor stolt Natur til at ville modtage Pengeunderstøttelser,« vedblev Ivan uden at agte paa Onkelens Bemærkning. »Ikke en Gang af sin Familje vil han modtage ringeste Hjælp. Han arvede forrige Aar et Par tusinde Kroner, som han har levet for. Nu er han aldeles reduceret og tænker paa at rejse bort for at prøve paa at slaa sig igennem i Udlandet. Kunde nu ikke du, Onkel, gennem en af dine gamle Forbindelser skaffe ham en Stilling ved et eller andet stort engelsk eller amerikansk Ingeniørfirma. Du kan nok tænke dig, hvilken Betydning det kunde faa for ham, dersom der en Dag kunde staa i Aviserne, at han havde faaet Ansæltelse f.Eks. hos Blackbourn & Gries. Ikke for det — jeg skal nok vide at faa hans Navn gjort bekendt. Hans Misundere skal ikke længe faa Lov til at triumfere. Han skal slaaes op. Jeg har talt med Dyhring derom, og han har lovet mig ved Lejlighed at skrive en lille Artikel om hans Projekt.«

»Med andre Ord, Ivan, — det Menneske, du der taler om, det er altsaa den selvbevidste unge Person med Opstandernæsen, der er optraadt her i den senere Tid — ham med det uanstændige Navn. Hvad er det nu, han hedder?«

»Sidenius.«

»Er der nogen, der gi'er lidt Ild?« lød det i |142| det samme henne fra Døren, hvor Nanny kom tilsyne med begge Hænderne spændt omkring Livet og en utændt Cigaret vippende mellem de røde Læber. »Pyh, ... Onkel, hvad det dog er for Stinkadores, du altid ryger!«

»Det forstaar du dig ikke noget paa, min Pige. Pat du paa dit Papir og bild dig ind, at du ryger Tobak.«

»Jeg troer, du vrisser. Er du i daarligt Humør, Onkel? Det var kedeligt, — jeg havde ellers noget at snakke med dig om.«

»Du ogsaa! ... Snak væk! Min Middagshvile er dog komplet ødelagt for i Dag.«

»Jeg har en Høne at plukke med dig, lille Ven.«

»Pluk væk! Og lad det faa en Ende!«

Hun havde stillet sig hen bag hans Stol, paa hvis Ryg hun hvilede sine Arme, mens hun sendte Strøm paa Strøm af Cigaretrøg ned over hans tyndhaarede Isse. Han lod, som om han ikke mærkede det. Hans halvlukkede Øjne røbede trods Ansigtsudtrykkets Gnavenhed den lille Nydelse, som den gamle Vellystning havde af disse varme Aandepust fra de friske Pigelæber.

»Jeg synes, du kunde være saa taktfuld« — sagde hun — »ikke at gaa gennem Strøget med dine Damer netop paa den Tid, da ordentlige Mennesker spaserer dér .... I hvert Fald skulde du vise din Familje det Hensyn at vælge en noget mindre afskrækkende Ledsagerske end det |143| Uglebillede, jeg saa' dig med baade i Dag og forleden. Vi kan ikke være bekendt, at du har en saa skrækkelig Smag, Onkel.

Skønt Onkelen dirrede af Vrede, rørte han sig stadig ikke. Han nøjedes med at bøje Nakken tilbage og tilkaste hende et dybt forarget Blik over Stoleryggen.

»Det er højst upassende for en ung Pige at føre en saadan Tale, ... det har jeg tidt nok sagt dig, Nanny. For Resten er den unge Dame, som du der taler om —«

»Hvadfor en ung Dame?«

»Hende, som du maaske har sét mig gelejde en enkelt Gang, — det er min Værtindes Datter, en meget dannet og højst respektabel —«

»Jeg har ikke talt om nogen ung Dame. Jeg har talt om en gammel Hejre med røde Uldblomster paa Hatten og tommetykke Sminkeklatter paa Kinderne. Og jeg siger dig, Onkel — hende kan du ikke være bekendt.«

»Og jeg siger dig, at du skulde senest af alle tale om, hvad man kan være bekendt — du! Hvad er maaske det for Slags Personer, du trækker her til Huset med dit uanstændige Koketteri? En Hr. Sidenius! En Bondedreng, der akkurat har faaet saa megen Politur, at han ikke længer snyder sig med Fingrene! Og hvad for et Ansigt der sidder paa den Fyr! Han ser ud, |144| som om han havde haft en Jomfru Næsvis til Mo'er og en Hanswurst til Fa'er.«

»Jeg finder ham nu smuk,« sagde Nanny.

»Ja ... du finder ham smuk,« vrængede han efter hende. »Troer du maaske ikke, jeg har set, hvordan I har smisket til hinanden. Men det siger jeg dig, Nanny! Gifter du dig med en døbt, saa — —«

»Hvad saa, Onkel?« spurgte hun, da han ikke fortsatte.

Han sendte hende atter et frygteligt Skele-Blik over Stoleryggen og sagde langsomt og med højtideligt Eftertryk paa alle Ordene:

»Saa faar du ikke ... min Brillantnaal ... naar jeg en Gang dør.«

Med et forborgent lille Smil betragtede Nanny Ilden i sin Cigaret.

»Og dersom jeg nu gør det alligevel?«

»Ti stille! Jeg vil ikke snakke mere med dig!« raabte han og sprang op. »I er allesammen splittergale i dette Hus! Jeg sætter ikke mine Ben her mere! Her er befængt! Jeg har faaet nok!« vedblev han i stigende Raseri og trippede omkring paa Gulvet, — indtil han pludselig og uden et Ord fór ud af Stuen

Ivan og Nanny saa' betuttede paa hinanden. Som sædvanlig vidste de ikke rigtig, om han havde talt i fuldt Alvor eller halvt i Spøg.

»Hvad har I dog giort ved Onkel?« spurgte |145| lidt efter Jakobe, der nu kom frem i Døren. »Han gik aldeles rasende bort.«

»Aa, ingenting,« sagde Ivan noget mut. »Du véd, han kan aldrig lide mine Venner, — og nu har han ogsaa set sig gal paa Sidenius. Det er det hele! Jeg fortalte ham, at Sidenius tænkte paa at rejse, og bad ham om at interessere sig for ham, — og saa blev han straks ubehagelig.«

»Vil Hr. Sidenius rejse?« spurgte Nanny og blev pludselig stærkt rød.

Henne fra Døren iagttog Søsteren hende med et underfundigt Smil. —

 

»Jeg troer virkelig, at Nanny for Alvor har faaet et godt Øje til Hr. Sidenius,« sagde Jakobe om Aftenen, da hun og Moderen sad alene i Dagligstuen omkring den tændte Lampe.

»Aa, hvor falder det dig ind!« sagde Fru Salomon i en lidt uvillig Tone, — som var det en Tanke, der havde beskæftiget ogsaa hende og foruroliget hende en Smule. »Hr. Sidenius er jo en halvt utilregnelig Fusentast, ... og Nanny mangler ikke Forstand.«

»Nej, men hun er lidt egensindig, véd du. Og jeg troer, at Onkels — og maaske andres — altfor ivrige Bestræbelser for at nedsætte Hr. Sidenius for hende ligefrem ægger hende op. Jeg kunde næsten tænke mig, at hun kunde gaa hen og forelske sig i ham halvt paa Trods.«

|146|

»Aa, det har saamænd ingen Nød. Desuden rejser han jo nu, — og dermed ophører vel i det hele vort Bekendtskab med ham«

Der blev et Øjebliks Tavshed.

»Jeg troer nu, at han ikke rejser,« sagde Jakobe meget afgørende, — hun sad i Sofahjørnet med Armene korslagte over Brystet og saa' tankefuldt frem for sig.

»Men kære Barn, hvor kan du egentlig vide noget om — —«

»Aa, jeg er da heller ikke helt blind, Mo'er! Fra den første Gang, jeg saa' Hr. Sidenius her, har jeg været klar over, hvad han kom her for... Og han hører vist ikke til dem, der saa hastigt opgiver, hvad de en Gang har sat sig i Hovedet. Det siger ogsaa Ivan om ham. Hvor meget der ellers kan være at udsætte paa ham, — og der er jo nok endda — noget af en Karakter synes han virkelig at være.«

Fru Salomon smilte lidt ved sig selv.

»Jeg troer, du begynder at forlige dig med ham, Jakobe.«

»Det gør jeg paa en Maade ogsaa. Jeg tænker undertiden paa, hvad Eybert forleden fortalte os om hans Slægt, ... du husker denne gale Præst derovre i Jylland. Naar man betænker, at han har haft saadanne Forfædre, maa man virkelig have ham noget undskyldt ... Og for Resten synes jeg ogsaa, at han har forbedret sig lidt i den |147| sidste Tid. Hvem véd? Maaske kan han virkelig udvikle sig til en Gang at blive en ret antagelig Mand for Nanny. I hvert Fald troer jeg næsten, jeg vilde foretrække ham til Svoger fremfor f.Eks. Dyhring.«

»Hør, du er dog bleven en rigtig Kirsten Giftekniv, Jakobe,« sagde Fru Salomon. »Forleden var det Eva Fraenkel, du havde travlt med; og i Dag er det din egen Søster, du absolut vil gifte bort.«

Jakobe blev rød. Hun følte sig truffet af Moderens Ord.

»Ja, lille Mo'er,« sagde hun og lagde Forlegenhed Haanden hen paa Moderens. »Du véd, det er nu en Gang gamle Jomfruers Svaghed.«

 

Det forholdt sig nu virkelig saaledes, at Per var bleven en særdeles hyppig Gæst i det Salomonske Hjem. Vistnok var det hovedsagelig Nanny, der saa uimodstaaeligt drog ham; men samtidig øvede ogsaa selve det ham fremmedartede Familjeliv, hvori han her fik Del, en stadig stærkere Tiltrækning paa ham. Jakobe var ikke den eneste, som havde lagt Mærke til den Forandring, der var foregaaet med hans Væsen i den senere Tid. En Aften, da han var gaaet, udbrød saaledes Nanny:

»Gud véd, hvad Hr. Sidenius egentlig tænker |48| paa, naar han sidder saadan og stirrer rundt paa os allesammen uden at sige noget.«

Han tænkte paa sit eget Barndomshjem. Han saa' for sig Dagligstuen derhjemme, saaledes som den stod tydeligst for hans Erindring: i de lange Vinteraftener, naar den enlige Lampe brændte mat paa Bordet foran Hestehaarssofaen, og Faderen sad og halvslumrede i den stivryggede Lænestol med sin grønne Papskærm for Øjnene, mens Signe og de mindre Søstre krummede sig over Syarbejdet og stadig løftede Blikket fra de tykke, røde Hænder op til Uret paa Sekretæren for at se, om Klokken ikke snart skulde blive ni, saa de med Aftensangen kunde slutte Dagens Gærning. Han hørte for sit Øre den kogende Lyd af Lampen og disse smaa Suk, der nu og da lød inde fra Soveværelset ved Siden af, og hvormed Moderen inde i Sengen gav sit altid lidt beklemte Hjærte Luft. Og det var nu ingenlunde særlig Modsætningen mellem den straalende Rigdom, han havde for Øje, og Barndomshjemmets Kummerlighed, der slog ham ved denne Sammenligning. Det var meget mere Forskellen paa Tonen, Luften, Varmegraden, paa selve Livstemperaturen i de to Hjem, der beskæftigede ham. Naar han her hørte de kaadmundede Børn tale næsten kammeratligt til deres Forældre; naar han hørte Moderen drøfte Foraarsmoderne med sine Døtre tale indtrængende til dem om, hvad der klædte |149| dem, og ligefrem paalægge dem som Pligt at tage sig godt ud; naar han bestandig fandt Sindene livfuldt optagne af alt, hvad der skete rundt om i Verden, men aldrig hørte den mindste Hentydning til det dunkle »hinsidige«, hvis Gravluft havde gennemtrængt hans eget Hjem, hvor man regelmæssigt begyndte og afsluttede Dagen med i Bøn og Salmesang at bortvende sig fra Verden; hvor det at pynte sig, ja blot at være velklædt og ofre Omhu paa sin Person noget nær betragtedes som uværdigt for et i Aanden genfødt Menneske, ... han blev da greben af en lignende Befrielsens Glæde som den, der i sin Tid havde knyttet ham til den muntre lille Nybodersfamilje, blot mange Gange stærkere og mere vidtomfattende. Han følte, at han virkelig her havde fundet, hvad han havde villet søge i fremmede og fjærne Egne, — Palmeøen uden Degnesjæle og uden Kirkeklokker.

Men ogsaa selve Rigdommen havde gennem det Salomonske Hjem faaet en ny Værdi for ham. Han fik hurtigt Øjnene op for den Betydning, som de gode Livsvilkaar, hvorunder disse Mennesker var vokset op, havde haft for deres sunde og ranke aandelige Vækst. Og han begyndte at forstaa den Ærefrygt for Guldet, som man tillagde Jøderne, og som alle rettroende Sideniusser saa højlig forargedes over. Han tænkte paa sin Faders hovmodige Foragt for |150| Folk, der var rige; paa den Forkærlighed, hrormed han ved enhver Lejlighed benyttede Ordene om Liljerne paa Marken, der ikke saae og ikke spinde, og om Fuglene, der ikke sanke i Lade. Han mindedes sin Religionslærer i Skolen, en bleg og luvslidt Teolog, som med en Haand, der stank af Bukselomme, strøg Eleverne over Kinden for ret indtrængende at formane dem til ingensinde at tragte efter andre Skatte end dem, som »Rust og Møl ej kan fortære«. Og idet han tænkte paa, hvorledes Slægt efter Slægt i dette lille ludfattige Land saaledes opdroges til at nære en ophøjet Ringeagt for det »timelige Gods«, og hvorledes samtidigt aandelig Forkommenhed og Pjalteri og Snuskethed i smaat og stort prægede det hele Samfund, følte han en trodsig Lyst til at raabe ud over Landet et: »Respekt for Pengene, Godtfolk! Paa Knæ for Mammon ... Menneskenes sande Oprejser og Forløser!«

Havde han altid selv været helt fremmed for denne Lysskyhed overfor Guldets Glans? Havde ikke ogsaa han — spurgte han sig selv — hidtil nærmest betragtet Pengene fra Overtroens Standpunkt ... som en Slags forgiftet Snigmordervaaben i Kampen for Tilværelsen ? Jo vist — han saa' det godt nu — der hang endnu rundt om ham Laser af den Troldeham, som han ved sin Fødsel var bleven stukket ind i. Hvad havde hans tankeløse Uvilie mod Jøderne vel været andet |151| end Rester af Dværgehadet til Lysets Børn, der havde Mod til at leve Livet efter dettes egne Love? Ja, var han ikke endnu langt dybere mærket? ... Naar han fra dette østerlandske Solskinshjem saa' tilbage paa hele sit forgangne Liv med dets kummerlige Glæder og Uhygge og Hjærtekulde, følte han med Bitterhed, at han virkelig var, hvad Faderen altid havde kaldt ham, set Mørkets Barn«, en Skifting, — en Sidenius.

Livet i det Salomonske Hus virkede i det hele paa ham som et sanddru Aandens Spejl, der vakte ham til en begyndende Selverkendelse. For første Gang i sit Liv traf han her Mennesker, overfor hvem han følte sig underlegen. Selv i Samtale med de unge Piger maatte han stadig benytte allehaande Kunstgreb for at bøde paa Manglerne ved sin Kultur og skjule de store Huller i sin Viden. Han søgte da ogsaa i al Hemmelighed at indhente det forsømte og havde navnlig med Iver kastet sig over Studiet af Dr. Nathans Bøger, som han mere og mere optoges af. Men jo mere han hørte og læste, des skamfuldere blev han over sig selv, des stærkere voksede der i ham en ærgærrig Tørst efter at erhverve sig en lige saa omfattendeVerdenserfaring som disse Mennesker, der syntes ham at kende og forstaa alt og at kunne forklare alt.

Derfor, skønt han stadig søgte til Huset særlig for Nannys Skyld holdt han undertiden mest |152| af at sidde og tale med Fru Salomon og Jakobe. Trods det ubehagelige Indtryk, den sidste i Begyndelsen havde gjort paa ham, og skønt hun endnu langtfra altid viste sig for ham fra sin tilgængeligste Side, havde han faaet stor Respekt for denne unge Pige, hvem han hørte tale med lige stor Lethed om gamle, græske Filosofer og den nyeste Bismarck-Politik, og som alligevel ikke var nogen Blaastrømpe. Ledet af en Art Instinkt — ligesom Vandsøgeren, der anelsesfuldt drages mod det skjulte Kildevæld — havde han allerede paa et tidligt Tidspunkt bestræbt sig for at overvinde hendes Modstand og sin egen Uvilje; og der var da ogsaa efterhaanden opstaaet en Slags Vaabenstilstand imellem dem. Hertil bidrog ikke mindst Pers voksende Begejstring for Dr. Nathan, i hvem ogsaa Jakobe saa' Landets eneste virkelige Mand og en ny Tids Herold. De havde her fundet et Felt, hvor de kunde mødes i Forstaaelse, og hvortil de hver paa sin Maade droges af det, der var dybest i dem begge, deres fælles, uforsonlige Had til det Samfund, hvori de levede. Det kunde desuden ikke andet end smigre Jakobe, at Per altid gærne talte til hende om, hvad nyt han havde læst eller var ved at læse, og tydeligt viste, at han satte Pris paa at høre hendes Mening derom. I Virkeligheden ledede hun hans Udvikling langt mere, end hun selv anede. Men heller ikke Per vidste endnu, hvor stor en Magt hendes Personlighed|153| havde faaet over ham, skønt han mere end en Gang havde grebet sig i at beskæftige sig med hende eller med noget, hun havde sagt, naar han troede at tænke paa Nanny, og ofte, naar han sad overfor hende og i Smug studerede hendes sære, sfinksagtige Træk, havde haft en egen betagende Fornemmelse af at sidde Ansigt til Ansigt med selve Visdomsdybets ungdommelige Bevogterske. Hun kunde, ligesom Dr. Nathan, bruge Ord, der i et Glimt — ligesom et Lyn — belyste fjerne, ham ganske fremmede Tanke-Egne, himmelstormende Tinder og solbelyste Sletter, — der siden lokkede og drog ham som et Fata Morgana. Hun kunde paa sin skødesløse Maade henkaste en Ytring, der pludselig ligesom aabnede ham et helt nyt Udsyn over Menneskelivet, lets Kaar og Kamp og Maal.

Saaledes en Aften, da de tilfældigt kom til at være nogle Øjeblikke alene inde i Dagligstuen. De havde Plads hver paa sin Side af Bordet, og Jakobe — der sad i sin sædvanlige Stilling med Haanden under Kinden og bladede i et Billedværk — gjorde da pludselig Per det Spørgsmaal, hvorledes det egentlig var gaaet til, at han, som var en Præstesøn, havde faaet Lyst til at blive Ingeniør.

For at undgaa en Besvarelse, sagde han hurtigt:

»Synes De maaske ikke om den Stilling?«

Hun svarede, at hun, dersom hun havde |154| været Mand, rimeligvis selv vilde have valgt den og udtalte sig med Varme om den Betydning, Aarhundredets storslaaede Ingeniør-Virksomhed sikkert en Gang vilde faa for Menneskehedens Frigørelse, idet hun ytrede, at man ved saaledes gennem Jernbaner, Telegrafer og Kanaler at formindske Afstanden mellem Landene efterhaanden ogsaa vilde bidrage til at udjævne de indbyrdes Forskelligheder og dermed gøre det første Skridt til den endelige Virkeliggørelse af Menneskenes gamle Drøm om en broderlig Forstaaelse mellem alle Jordens Folkeslag.

Per saa' ved disse Ord undrende hen paa hende. Han havde aldrig selv betragtet sin Virksomhed fra det Standpunkt; men han følte sig i høj Grad tiltalt af saaledes at se sit Kanal-Projekt stillet i en ophøjet Idés Tjeneste. Han var ikke langt fra at blive bevæget. Han slog Blikket mod Jorden og følte selv, at han blev rød.

»Det er virkelig Skade for mig, Frøken, — at jeg ikke har lært Dem at kende for længe siden,« sagde han efter en Stunds Tavshed.

Skønt han giorde sig Umage for at lægge lidt Lystighed i Sin Stemme, hørte han godt, hvor flovt det lød. Men han havde følt Trang til at bevidne hende sin Taknemmelighed, fordi hun dèr i et eneste Øjeblik havde givet hans store Livsværk en helt ny og uanet Værdi for ham og for Menneskeheden.

|155|

Jakobe trak lidt uvilligt sine mørke Øjenbryn sammen.

»De tror vist dermed at have sagt mig en Behagelighed,« sagde hun tørt.

»Ja, jeg véd det godt, det er dumt ... Men naar det nu er delvis sandt alligevel? ... Jeg forsikrer, jeg gaar virkelig i denne Tid omkring med en Fornemmelse af, at jeg først nu begynder at blive rigtig Menneske. Og deri har nu De en Smule Del, Frøken ... enten De saa bryder Dem om det eller ej.«

»Hvad Slags Skabning mener De da at have været før, om man tør spørge?«

»Aa — jeg véd ikke,« svarede han undvigende men fortsatte lidt efter:

»Findes der ikke et Sagn om en Bakketrold — en Underjordisk — der krøb op gennem en Muldvarpetue for at leve mellem Menneskene men nøs ganske forskrækkeligt, hver Gang Solen lyste gennem Skyerne? — Aa, jeg kunde fortælle Dem en lang Historie derom!«

Der paakom ham virkelig i dette Øjeblik en Trang til at bortkaste al Forstillelse overfor hende og gøre hende til sin Fortrolige. Men i det samme kom Onkel Heinrich ind fra Forstuen og afbrød deres Samtale.

Nanny var denne Aften slet ikke hjemme. Per havde forundret sig lidt over, at han ikke var bleven mere skuffet, da han ved Ankomsten erfarede,|156| at hun var i Middagsselskab; og i Aftenens Løb havde han ganske glemt hendes Fraværelse. Nu mindede Onkel Heinrichs Indtrædelse ham pludselig derom. Denne lystne Kavaler forsømte sjælden nogen Lejlighed, hvor han kunde komme til at se sine Niecer i stort Toilette. Hans første Spørgsmaal var da ogsaa, om Nanny var kommen hjem.

Ikke mange Minutter senere hørtes Vognen rulle ind i Porten, og et Øjeblik efter viste hun sig i Døren. Idet hun opdagede Per, lod hun Skindslaget glide ned fra Skuldrene og nikkede Godaften. Per rejste sig betaget op ... Ja vist var hun dejlig, livsfrisk og ung, som hun stod der smilende foran ham i en hvid, dybt nedringet Silkekjole, endnu blussende af Varme og med Øjnene fulde af Festglæde. Og dog, — da han lod Blikket glide tilbage til Søsterens sortklædte, alvorlige Skikkelse, som sad derhenne under Lampen med den fine Haand tænksomt under Hagen og den høje Pande omgydt af Lampens rolige Lys, slog det ham, hvor godt Jakobe taalte Sammenligningen. Han havde i den sidste Tid mere og mere forliget sig med hendes ejendommelige Ydre ligesom med hendes Væsen. I dette Øjeblik syntes hun ham højtidsfuldt omstraalet af en Art overjordisk Skønhed.

Ligeledes undrede det ham, saa ringe et Indtryk det denne Aften gjorde paa ham, at Onkelen |157| — efter sin Sædvane — under Paaskud af at ville befri Nanny helt for Skindslaget gav sig til at fingre ved hendes Skuldre. Han plejede ellers at dirre af Raseri, naar han saa den gamle Fyrs famlende Hænder nærme sig det hvide Jomfrulegeme.

Helt underlig tilmode tog han lidt efterAfsked og gik langsomt hjemad. Og midt paa Gaden standsede han og sagde halvt forskrækket til sig selv, idet han tog sig op til Panden:

»Jamen — du gode Gud! Kan det da være Jakobe, jeg elsker?«


|[158]|

Om nogen Tid udkommer:

HENRIK PONTOPPIDAN

LYKKE-PER

HANS KÆRLIGHED