|[137]|

FJERDE KAPITEL

|[139]|

En mørk og taaget Aften steg en tynd, sortklædt Herre af Sporvognen ved Hjørnet af Grønningen, gik forbi Husarkasernen og skraaede over det lille trekantede Torv for Enden af Store Kongensgade. Med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden om Haandtaget paa en Paraply, som han for hvert Skridt stødte kraftigt mod Gadens Stenbro, gik han derpaa langsmed Nyboderskvarteret, idet han ved det matte Lygteskær undersøgte Navnene paa alle Gadehjørnerne. Da han var kommen forbi hele Rækken uden at finde det Navn, han søgte, og da der paa den øde Plads ikke var et Menneske, han kunde spørge, drejede han paa maa og faa om et af Hjørnerne og blev hurtigt ganske vildfarende i den Labyrint af mennesketomme, aldeles ensartede og kun halvt oplyste Smaagader, hvoraf Nyboder bestaar. I de lange, énetages Husrækker var alle Vinduerne i de lave Stuelejligheder omhyggeligt tilskoddede; kun gennem en lille rund eller hjærteformig Glug i hvert Halvfag trængte der Lys ud i den mørke Gade. Men indefra, bag Skodderne,|140| hørtes overalt Stemmer, Barnegraad, Harmonikamusik eller Sang — altsammen saa tydeligt, at han godt havde kunnet følge en hel Samtale ude fra Fortovet. Hist og her aabnedes en Dør, og en Kone i Nattrøje slog en Potte ud i Rendestenen, eller en Mand lod en lille Hund slippe et Øjeblik ud i det Fri.

Da den sortklædte Herre langt om længe ved at udspørge de enkelte Personer, han undervejs traf paa, havde fundet Hjærtensfrydsgade, fortsatte han her sin Undersøgelse, idet han ved Hjælp af Svovlstikker eftersaa' Numrene over Dørene, indtil han naaede det Hus, hvor Per Sidenius boede. Først ledte han med Haanden efter en Klokkestreng, og da han ingen fandt, løftede han med Besvær den tunge Klinke og traadte under et Par kraftige Rømninger ind i den lille, mørke Forstue. I det samme aabnedes Døren fra Stuelejligheden, hvor en yngre Skibstømrerfamilje boede; og over Skuldrene og det glatkæmmede Hoved af en lille Kone med et Barn ved Brystet strømmede Lampelyset derindefra ud imod den Fremmede og belyste et ungt men blegt, glatraget Ansigt med let betændte Øjelaag og smaa, lyse Bakkenbarter under Ørene.

»Boer der ikke en Hr. Sidenius her?« spurgte han uden at hilse.

»Jo, — han boer derinde i Bagstuen. Men han er ikke hjemme i Øjeblikket.« |141| »Ja saa! ... Det er muligvis hans Værtinde, jeg taler med?«

»Nej. Han boer hos Olufsens deroppe paa Salen ... Jeg skal kalde af Madammen.«

I det samme knagede den stejle Stigetrappe under vægtige Trin, og Madam Olufsen, der havde staaet og lyttet deroppe bag sin Dør, viste sig i Trappegabet med en lille Bliklampe i sin Haand.

»Vilde den Herre tale med Hr. Sidenius?« spurgte hun.

»Ja, — men han er nok ikke hjemme, efter hvad jeg hører,« svarede den Fremmede med et Blik og i en Tone, som vilde han gøre hende medansvarlig for, at han var gaaet forgæves. »Er det længe, siden han er gaaet?«

»Nej, det er bare et Øjeblik... Han kommer vist ikke tilbage for det første.«

»Naa saaledes. Ja ja ... Farvel.«

»Fra hvem skal jeg hilse?« spurgte Madam Olufsen. Men han var allerede ude af Døren.

»Det var da vist en Præst,« sagde den lille Skibstømrerkone helt perpleks.

»Han kunde godt se ud til det,« svarede Madam Olufsen, halvt i Tanker, mens hun fulgte den bortdragende Lyd af den Fremmedes Skridt og af Dupskoen paa hans Paraply.

»Hvad mon han dog kunde ville?« vedblev den anden nysgærrig.

|142|

»Ja, det kan man jo aldrig vide,« svarede Madam Olufsen, utilbøjelig til i denne Tid at indlade sig i nogen Ordveksling om sin Logerende. Hun sagde kort »Godnat« og vendte tilbage til sin Stue. Her sad Højbaadsmanden med et Par store Sølvbriller ude paa Næsetippen og læste i »Den bortrømte Negerslave eller Skibbruddet ved Malabarkysten«, en Roman i fjorten Bind, som han hver Vinter forskaffede sig fra Jomfru Jordans Lejebibliotek og nu for tyvende Gang gennemlæste med samme Spænding og Beundring.

»Det var vel en, der vilde snakke med Ingeniøren?« spurgte han uden at løfte Øjnene fra Bogen.

»Ja det var,« svarede Madam Olufsen, lagde en Skovlfuld Tørvegumlinger paa Ilden i Kakkelovnen, slog med en lille frysende Bevægelse et Uldsjal om sine Skuldre og satte sig paa Stolen ved Siden af Ovnen med sit Strikketøj. Hun var ikke af mange Ord i disse Dage, — saa bekymret, ja modfalden var hun bleven paa Grund af sin Logerendes stadig letsindigere Levevis. Han var nu næsten aldrig hjemme uden et Par Nattetimer, kom blot regelmæssigt to-tre Gange i Løbet af Dagen kørende i aaben Droske for at høre, om der var kommen noget Brev til ham. Naar han havde faaet at vide, at der intet var til ham, og i den Anledning havde holdt et frygteligt Hus med Trine, der aldrig mere kunde gøre ham tilpas, |143| hverken børste hans Frakker pæne nok eller pudse hans Støvler tilstrækkeligt blanke, kørte han bort igen — altid med en Cigar i Munden og nye Handsker paa og en Blomst i Knaphullet. Han havde ogsaa et Par Gange ytret, at han vistnok saa' sig nødt til at flytte, og at han tænkte paa at leje sig en lille Lejlighed for at være mere ugenert.

Madam Olufsen begyndte at frygte for, at han for Alvor var kommen paa Afveje. Selv fortalte han, at han havde arvet, og gav en forrykt Historie tilbedste om den kongelige Fuldmægtig, som i den foregaaende Uge havde begaaet Selvmord, hvad der havde staaet saa meget om i Bladene. Men hun troede ikke længer paa hans Fortællinger. Desuden havde hun for nogen Tid siden haft Besøg af en gammel, smudsig Bondemand, der meget ængstelig havde forhørt sig hos hende om hans Forhold, og som tilsidst, da hun trængte ind paa ham, lod forstaa, at han havde forstrakt den unge Herre med et større Laan.

 

Per befandt sig i dette Øjeblik henne ved Frue Plads, paa det samme mørke Hjørne, hvor han for et Par Uger siden forgæves havde ventet paa Fru Engelhardt. Han havde om Eftermiddagen endelig modtaget det utaalmodigt ventede Brev, hvori hun tilstod ham det første Stævnemøde, idet hun samtidigt meddelte, at hendes Mand om |144| Morgenen var rejst til Berlin i et Forretningsanliggende.

Han kom da ikke heller til at vente mange Minutter efter den fastsatte Tid, før en lukket Droske rullede frem fra Sidegaden og standsede ud for ham. En lyst behandsket Haand viste sig i Vinduesaabningen. Per rev Vogndøren op og krøb ind efter at have givet Kusken Besked om at køre til en bekendt Restavration ved Kongens Nytorv.

Men allerede paa Vejen derhen beredtes der ham en Skuffelse. Han havde ventet at finde hende urolig og forvirret ... at se hende skælve under Pelsværkskaaben af Angst for det Skridt, hun var ved at begaa. Han havde endog forberedt sig paa nogle passende Talemaader, der kunde berolige hende og paa lempelig Maade overvinde hendes naturlige Skamfuldhed. Men han fik aldeles ingen Brug for sine Overtalelsesgaver. Han var næppe kommen til Sæde i Vognen og havde kysset hendes Hænder til Tak, fordi hun var kommen, før hun kastede sig op paa hans Skød ligesom en Glædespige og knugede ham ind til sig med en Voldsomhed, saa Vejret næsten forgik ham. Idet de steg op ad den stærkt belyste Trappe til Restavrationen, der laa paa første Sal, tilhyllede hun vel sit Ansigt; men saasnart de var kommen ind i det for dem bestemte Separat-Kabinet, hvor dog baade Opvarteren og en lille Taffeldækker gjorde dem til Genstand for den nysgærrigste Opmærksomhed,|145| viste hun igen en Utvungenhed, som befandt hun sig ganske hjemme der. Mens Per ikke var fri for at føle sig lidt genert i den ham uvante Situation, afførte hun sig straks baade Kaaben og Hatten, ordnede nynnende sit Haar foran Spejlet og satte sig i hele sin Bredde midt i Sofaen bag det dækkede Bord. Ved Sammensætningen af Menuen valgte hun netop de kostbareste Lækkerier, den allerdyreste Champagne; og ikke saa saare var Opvarteren og hans lille Følgesvend forsvundne, før hun i Kaadhed begyndte at bombardere ham med nogle hvide Blomsterbær, som hun plukkede fra Bordopsatsen.

Per var bleven tavs. Han kunde ikke frigøre sig for den Tanke, at det næppe var første Gang, hun befandt sig her under lignende Omstændigheder; — det forekom ham endog, at han paa Opvarterens rødmossede Ansigt havde set et behersket Genkendelses-Smil brede sig mellem Bakkenbarterne, idet de traadte ind. En dump Vrede, en rasende Skinsyge bemægtigede sig et Øjeblik hans Sind. Med dybe Rynker i sin Pande sad han længe ganske stum og betragtede hende over Bordet. Hun var sortklædt, stærkt snøret, smækker om Midjen som en ung Jomfru men bred over Skuldren, bugnende over Barmen, hvis hvide Hud skimtedes gennem en stor, sort Kniplingsfichu, der foran faldt ned over Kjolens dybe Udskæring.

|146|

»Hvorfor ser De saadan paa mig?« spurgte hun koket med Hovedet paa Siden og med de brune, blanke Øjne spillende af en lidt anstrengt ungdommelig Lystighed. »Du gode Gud, De mønstrer mig jo formelig! ... Er der noget i Vejen med mit Toilette?«

»Nej — det er der vist ikke.«

»Men saa smil dog lidt! ... Eller er De altid saa alvorlig? ... Kunde jeg bare finde et Bær endnu, skulde De faa det lige midt paa Næsen, De stygge Brummebjørn!«

Per svarede ikke men fortabte sig — halvt mod sin Vilje — i Betragtningen af hendes Hæn-der, mens disse ivrig søgte mellem Opsatsens halvisne Blomster og Blade. Det var første Gang, han saa' dem uden Handsker paa. Ganske bleg af Betagethed nød han Synet af deres buttede Form, af de korte, bløde, bøjelige Fingre, af den lille Række Smilehuller, der under Haandens Bevægelser aabnede og lukkede sig over Knoerne som smaabitte rosenrøde Munde, ... Forjættelser om al den hvide Herlighed, hendes sorte Kjole endnu skjulte for hans Blik. Og i del samme frigjorde han sig for den mørke Misstemning, som Skuffelsen havde oparbejdet hos ham. For Pokker — sagde han til sig selv — der var ingen Grund til at blive sentimental. Hvad vedkom egentlig hendes Fortid ham? Blev hun mindre forlokkende dejlig, fordi han ikke netop var den |147| første, hun begunstigede? Om hun saa havde haft hundrede Elskere før ham, hvad betød det overfor den Kendsgærning, at hun nu fuldt ud var hans, hans Ejendom, hans Erobring ...?

Han saa' med ét hendes Hænder flagre som et hvidt Duepar op i Luften og hørte hende triumferende udbryde: »Her fandt jeg endelig ét ... Pas nu paa!« Han fangede i Flugten det ham tilslyngede Bær men greb i det samme om den Haand, der havde kastet det, og vilde i sin Henrykkelse trække den til sig over Bordet for at føre den til sine Læber, da Døren blev slaaet op og Opvarteren og hans Følgesvend viste sig med Anretningen.

Nu blev Champagnen skænket op, Fadene afdækkede; og da de igen var bleven alene, løftede han sit Glas til en Hyldingsskaal og drak det ud til Bunden. Alligevel vedblev der, uden at han forøvrigt selv mærkede det, at være noget afdæmpet i hans Væsen, noget resigneret i det hede Blik, hvormed han under Maaltidet ufravendt betragtede hende. Ligesom hin Aften, da han var Ivan Salomons Gæst, sad han omgiven af kongelige Retter; men det var denne Gang ham, der lod Delikatesserne urørte, medens Fru Engelhardt var »Naturbarnet«, der uden overdreven Følsomhed lod sig Maden smage og endog en Gang lod Opvarteren kalde ind for i temmelig opbragt Tone |148| at bebrejde ham, at Gaaseleverpostejen ikke var tilstrækkeligfrisk. ¹

Mens de sad ved Desserten, kom Per naturligt til at tale om Neergaards gaadefuldt Selvmord, der havde vakt en overordentlig Opsigt omkring i Byen og jo desuden paa en overraskende Maade havde faaet Betydning for ham selv. Han udtalte som noget, der ikke kunde være Genstand for Tvivl, at Neergaard havde været sindssyg, og han beskrev til Bevis herfor omstændeligt deres Sammenkomst Natten før Selv mordet og den overnervøse Sindstilstand, hvori han hen paa Morgenen havde testamenteret ham sine Efterladenskaber, uden at Per den Gang selv havde forstaaet, hvad der foregik. Han meddelte tillige, hvad der rygtevis fortaltes, at der havde været Kvindehistorier med i Spillet. I hvert Fald skulde hans Værtsfolk have ymtet om en tilsløret Dame, som en Timestid efter, at Liget var bragt ud af Huset, var kommen kørende i Droske og uden at ane noget havde ringet paa hans Dør og siden sendt en Kurv fuld af Roser til hans Kiste.

Mens Per talte, sad Fru Engelhardt med den ene Albu paa Bordet og lod Spidsen af sin Lillefinger glide langsomt rundt langsmed Randen af hendes Glas. Hun gav sig et halvt fraværende Udtryk; lod, som om hun velvilligt men ikke særdeles interesseret hørte efter, hvad han meddelte. Da Per ikke desmindre vedblev at fortælle og |149| at give stadig mere detaillerede Oplysninger om den mystiske Sag, af hvilken han selv var ikke saa lidt opfyldt, begyndte hun at vise Tegn paa Utaalmodighed. Hun tog en Vindrue fra Frugtskaalen, dyppede den i sit Glas og gav sig til at suge paa den; afbrød ham undskyldende med et Spørgsmaal om en helt anden Sag, der »pludselig faldt hende ind,« og lod derefter endnu en Gang ringe paa Opvarteren for at faa frisk Is og Sodavand. Da Per endda ikke syntes at ville slippe Emnet, rejste hun sig op, sagde »Tak for Mad« og gik hen til et opslaaet Klaver, der stod ved Vinduet.

»Hvad skal jeg spille?« sagde hun, efter at have prøvet det ved et Par lange Løb op og ned ad Tangenterne. »Kender De denne?« spurgte hun, og et bedøvende Væld af falske Toner strømmede ud af Instrumentet. — »Waldtraum«, forklarede hun midt under Udførelsen, selv ret betaget af Spektaklet.

Per var atter bleven tankefuld. Det kunde ikke andet end være ham paafaldende, at hun viste saa ringe Opmærksomhed for denne Sag, der dog angik et Menneske, som havde hørt til hendes Bekendtskabskreds, ja havde været hendes Kavaller og trofaste Beundrer. Som noget ubestemmeligt sort og uhyggeligt flagrede den Tanke ind i hans Bevidsthed: om Neergaard kunde have været noget mere? Om hendes Ligegyldighed |150| maaske var Forstillelse? ... Men han fik ikke Tid til andet end netop at gribe Tanken i Flugten for at slippe den igen. Foruroliget af hans Tavshed standsede Fru Engelhardt pludselig sit Spil, rejste sig og lagde bagfra sine fyldige Arme omkring hans Hals, idet hun tvang hans Hoved bagover, saa deres Blikke mødtes. I flere Minutter ud forskede de hinanden uden at tale. Nu og da dalede bløde, bedøvende Kys ned over hans Pande, hans Øjne, hans Kinder ... indtil hendes Læber med ét søgte hans Mund og med pludselig Vildhed sugede sig fast dèr ligesom for aldrig at slippe den mere. Saa hviskede hun ham ind i Øret: »Lad os gaa;« og uden at ville vente paa Kaffen og Likørerne, som hun dog selv havde bestilt, tog hun sit Ydertøj paa; hvorefter de kørte hen til et Hotel, i hvis Bog de lod sig indskrive som Hr. og Fru Svendsen fra Aarhus.

Men Gang efter Gang i Nattens Løb, mens Per laa vaagen ved hendes Side i det halvt oplyste Kammer, sneg den mørke Mistanke sig atter over ham med stedse uafviseligere Magt og voldtog ham tilsidst som et knugende Mareridt. Med helt uhyggelig Klarhed fremtraadte efterhaanden for ham hine Nattetimer i Neergaards Stue. Han erindrede sig pludselig Ord, som han knap nok havde hørt, Betoninger, som han den Gang slet ikke havde lagt Mærke til, men som nu gjorde ham baade kold og varm. Han genoplevede som |151| i en Vision den hele Sammenkomst, ... saa' Neergaard ligge dèr tungt henstrakt i den store Gyngestol med Benene overkors og stirre over paa ham med sit paa én Gang udslukte og aarvaagne Blik, ... dette mærkelige Blik, hvis halvspottende Udtryk af Medlidenhed han først nu ret fik Øje for. Ogsaa mindedes han nu, hvad Ivan Salomon havde fortalt om ham, ... om den paatænkte Ansættelse ved Diplomatiet, som Neergaard i det sidste Øjeblik selv havde forhindret, fordi han ikke vilde forlade København. Og han sammenholdt hermed Neergaards bitre Ytringer om Kvindeforbindelser og om Mænds »burreagtige« Hængen ved den én Gang vundne Maren Malkepige, — Ytringer, som han den Gang havde smilet af og ikke lagt nogen større Betydning i, men som nu blev ved at lyde for hans Øre som Nødskrig fra en druknende.

Han var ikke længer i Tvivl: den Kvinde, der laa der med aaben Mund og sov i hans Arme, hørte ogsaa med til de Efterladenskaber, som Neergaard havde givet ham i Arv og Eje, ... ja, det var netop hende, der havde været denne Mands »Skæbne« og ved sin Troløshed havde drevet ham i Døden.

Og han — han selv — var hendes Medskyldige!

En dyb Forfærdelse sneg sig langsomt ind over ham og lagde sig som Bly over alle hans |152| Lemmer. Det var tilsidst for hans Øjne, som om Neergaards nøgne Hoved dukkede fremoveralt i det halvt oplyste Kammer. Det var for alle hans overophidsede Sanser, som om den Dødes Skygge bevægede sig rundt i Rummet, ... han syntes tilsidst endog at kunne fornemme Ligkulde trænge gennem Tæpperne i hans Seng. Hen over hans Ansigt strømmede i hede Bølger de regelmæssige Pust af Fru Engelhardts Aandedræt; men ogsaa disse fik ham til at fryse. Han tænkte: dèr ligger nu hun og sover saa sødeligt som et uskyldigt Barn. Næppe er Liget af den, hun har elsket, bleven begravet, før hun lysten som en Abe gotter sig i en andens Favn. Hun har akkurat kunnet styre sin Utaalmodighed saalænge, indtil hans Dødsanmeldelse er forsvunden fra Aviserne ... ikke en Gang, indtil Folkesnakken er forsturnmet om hans Navn!

Han vilde bort fra hende ... helst straks. Synet af hende indgød ham med ét en saadan Væmmelse, at han ligefrem ikke udholdt hendes Nærhed.

Sagte, for ikke at vække hende, drog han sin Arm bort under hendes Hoved og stod lidt efter op. Han ansaa' det for rigtigst — ogsaa for hendes Skyld — at tage bort uden Afsked, at undgaa al Forklaring. Nede hos Portneren vilde han skrive en lille Billet, ... blot med et eneste Ord: Neergaard!

|153|

Saa lydløst, som han formaaede det, begyndte han at klæde sig paa. Alligevel vaagnede hun. Med et lille Suk vendte hun sig tungt i Sengen, slog den ene Arm over Hovedet og sagde halvsovende:

»Hvad? Er du oppe?«

Han bad hende om blot at sove videre, — og næsten før han havde sagt det, sank hendes Øjenlaag i. Med et mat Forsøg paa at smile sov hun atter ind.

Per fuldførte nu i Hast sin Paaklædning. Men forinden han forlod Kammeret, kastede han endnu et Blik hen paa Sengen og betragtede den hvide Skikkelse, der laa dèr i en uskøn Stilling lige paa Ryggen, med begge Armene bredt ud til Siden, det ene Knæ løftet. Hele den yppige Overkrop var blottet; de smalle Skulderstropper, der skulde holde Linnedet oppe, var gleden ned over Armene, saa Barmens svulmende Kødmasse laa ganske udækket. Udover Puden flød det mørke Haar i vild Uorden; Hovedet laa paa Siden, lidt nedadbøjet; Ansigtet var blegt af Udmattelse. Mod sin Vilje blev Per en Stund staaende ved Sengens Fodende, fængslet af Synet, tankefuld, ... tvivlraadig. Hans Hjærte bankede tungt. En ukendt Angst betog ham. Trods al sin Harme, sin Afsky følte han sig atter mægtigt hendragen af disse hvide Arme, af dette brede, roligt aandende Bryst, af disse halvaabne Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. ... Han næsten |154| ræddedes over sig selv. Han, for hvem Kærligheden hidtil kun havde været et lifligt Tidsfordriv, Kvinden et attraaværdigt men ganske ufarligt Stykke Legetøj, begyndte med ét at ane og skælve for de Magter, der driver deres lønlige Spil med Menneskenes Viljer, tumler med Liv og Død og Lykke som Stormen med det faldende Blad. For første Gang i sit Liv følte han sig i Kamp med de Dæmoner, som han ikke havde villet tro paa og overlegent havde smilet af. Ordene »Dødens og Djævelens Værk« lød pludselig i hans Øre med Faderens myndige Stemme og fik ham til at blegne.

I det samme slog hun sine brune Øjne op, vækket af hans vedholdende Stirren. Endnu fore tumlet af Søvnen strøg hun med Bagen af Haanden Haartjavserne bort fra Panden og rejste sig overende.

»Hvad er det? ... Er du paaklædt!«

Han nikkede — langsomt.

»Er det Morgen allerede?«

»Nej.«

»Men hvad skal det da sige? ... Hvorfor staar du dèr? ... Er du bleven syg?«

»Nej ... endnu ikke.«

»Endnu ikke? ... Hvad mener du? ... ser saadan paa mig. Hvad fejler dig dog?«

»Jeg mener bare, at jeg vil sikre mig imod at blive syg ... dødssyg ... saadan som Neergaard!«

|155|

»Jeg forstaar ikke et Ord! ... Hvad er der hændt Dem, Menneske! Saa tal dog!«

»Nu vel. Jeg skal forsøge at tale tydeligere. Jeg vil forhindre — ser De — at den Ulykke en Gang skal hænde, at De ogsaa hos mig kommer for sent til et Stævnemøde, f.Eks. netop en Time efter, at Liget er bragt ud af Huset. Jeg vil ogsaa spare Dem for yderligere Udgifter til Blomster. Tænk! En hel Kurv fuld af Roser! Det var virkelig overdaadigt ... bare for en Elsker! ... Ja vist, højtærede Frue! Sæt kun Munden i Lave til en lille Løgn! Lad os høre lidt om —«

»Hør, nu synes jeg, det er paa Tide, De giver mig en Forklaring paa disse Optøjer,« afbrød hun ham fuldkommen behersket og i bydende Tone. »Har De drukket, Neergaard?«

End ikke denne uheldige Fortalelse bragte hende ud af Fatning, saa bleg hun ogsaa var. For Per derimod blev den det Giftstik, der fik hans Sagtmodighed til at briste. Han bøjede sig frem over Sengens Fodstykke og slyngede hende foragteligt Ordet »Tæve« lige ind i Ansigtet. Saa vendte han sig bort og gik. I Døren hørte han hende med ét skrige op ligesom en Fiskekælling, kalde ham for »en ækel Dreng ... saadan en Laban og Løgnehals«. Han tænkte et Øjeblik paa, om han ikke skulde gaa tilbage og varme hendes Øre lidt; men han opgav det, nøjedes med et Skuldertræk og gik.

|156|

Da han, efter at have vækket Portneren og afgjort Regningen med ham, atter befandt sig ude paa Gaden, tændte han sig en Cigar for straks »at ryge Heksen ud af sin Bevidsthed«. Opstrammet af den friske Natteluft gjorde han sig i det hele Umage for at tage Sagen halvt humoristisk, ... betragte den ganske nøgternt. Han vilde ligesom ikke længer tilstaa for sig selv, hvor dybt et Indtryk den havde gjort paa ham. Mens han paa maa og faa drev gennem de mørke Gader, søgte han at indbilde sig, at al den Skade, der var sket, indskrænkede sig til et krøllet Skjortebryst og det halve Hundrede Kroner, som Spasen havde kostet ham. Men han fik alligevel ikke Bugt med sin ophidsede Sindsstemning. Bag alle hans kaade Betragtninger over Nattens Tildragelser lurede en bitter Forudfølelse af, at disse Timer næppe vilde blive uden Indflydelse paa den »Appetit paa Livet«, som Neergaard havde misundt ham. — — Det lede Fruentimmer! Hvem kunde vide, hvor mange andres Død og Elendighed hun havde paa sin Samvittighed. Naar han tænkte paa, hvorledes hun forleden paa Ballet havde villet tvinge ham til at danse med den unge, blonde Dame, bare fordi denne et Øjeblik syntes at interessere Neergaard, forstod han rigtigt, med hvilken dæmonisk Skinsyge hun ligesom en Edderkop blev ved at indspinde og bevogte sine Ofre, endog dem, hun allerede havde udsuget, — og det løb ham koldt |157| ned ad Ryggen ved at tænke paa, hvor nær han selv havde været ved at blive hængende i hendes Spind!

Skønt Dagen — efter Klokkeslettet at regne — skulde være i Frembrud, var det endnu ganske mørkt. En kold Taage laa saa tæt over Byen, at endogsaa Lygteskæret havde vanskeligt ved at gennemtrænge den. Og allevegne var der endnu øde og stille. Hist og her gik en Mand og fejede Gaden; men disse ensomme Skikkelser saa' i den graa Dis saa besynderligt uvirkelige ud, — syntes paa mystisk Maade at tilhøre Mørket og Natten og at maatte forsvinde med det første Dagskær. Kun i Bagerbutikkerne var der Lys, og gennem de aabne Døre strømmede en indbydende Duft af friskbagt Brød ud paa Gaden. Udenfor en saadan Bod standsede Per et Øjeblik og iagttog en lille Scene mellem en fiks Bagerjomfru, der stod oppe paa en Trappestige i Færd med at anbringe store Kage-Plader i en Reol, og en halvnøgen Svend, der sad paa en Disk tæt under hende og dinglede med Benene. Han kunde ikke høre, hvad de sagde; men Svendens brede Grin og den drillende Maade, hvorpaa hun med Foden værgede sig mod hans nærgaaende Tilnærmelser, røbede tilstrækkelig tydeligt Arten af deres Underholdning.

»Rimeligvis ogsaa et eller andet Bedrag,« tænkte han, idet han fortsatte sin Gang. »Og endda paa fastende Hjærte! — Ja, hvordan var det, Neergaard|158| sagde? Man skal ikke ønske sig Erfaringer; de forskønner ikke Tilværelsen ... Aa nej!«

Ud fra en berygtet Smøge hastede en lille Herre med opsmøget Frakkekrave og Hatten dybt ned over Øjnene. I en anden Gade trak to fuldt Sjovere afsted med hinanden under et dæmpet Mundhuggeri. Det var Nattens sidste Efternølere der søgte hjem, før Dagen beskinnede deres Gærninger. Og nu begyndte Byen for Alvor at vaagne Aviskoner skyndte sig langsmed Husmurene paa store Slæber; Arbejdsmænd — to eller tre i Følge — kom gaaende midt ad Kørebanen under en mægtig Træskoklampren; smaa Kælderbeværtninger blev aabnede og en enkelt Tobaksbod. Og endelig gav Fabrikspiber sig til at lyde, nu fjernt, nu nær, tilsidst allevegne fra, ... et hundredstemmigt Kor, der ligesom utaalmodigt forkyndte, at den altfor lange Nat var tilende, og at Arbejdet ventede.

 

Da Per hen paa Morgenen kom tilbage Hjærtensfrydsgade, følte han et ejendommeligt Velbehag, en ukendt Tryghed, ved igen at være hjemme. Han begyndte straks at klæde sig for at hvile sig lidt. Uvilkaarligt nynnende han frem og tilbage i sine to smaa Stuer, løste sit Slips, tog Knapperne af sine Manschetter og stak Fødderne i sine Tøfler, der stod foran Sengen|159| nøjagtigt paa samme Sted, hvor han var vant til at finde dem. Udenfor havde en bleg Martssol efterhaanden gennemtrængt Taagen. Vinduerne ud til den lille Have stod aabne; et Genskin fra de bagved liggende Huses solbelyste Tegltag kastedes ind paa hans Væg og bortjog al den kælderagtige Skummelhed, der paa mørke Dage kunde gøre Værelserne ret uhyggelige. Udenfor i Pæretræet sad et Stærepar og satte Solskinnet og Foraars forjættelserne i Musik; og lokket af denne Lyd stillede han sig i Skjorteærmer hen ved Vinduet og saa' ud.

Som han stod der og trak sit Ur op og samtidig lod Blikket glide hen over Genbohusenes lange Række smaarudede Salsvinduer, som han havde Udsigt til over Plankeværket, faldt hans Øje paa en ældre Kone, der sad halvt skjult bag et Par blomstrende Gyldenlakker og strikkede. Udenfor paa den solbeskinnede Mur hoppede en Irisk i et grønmalet Bur; og i Vinduet ved Siden af, der aabenbart hørte til den samme Stue, saaes en anden — en yngre — Kvinde, der smilte fornøjet til noget nede paa Gulvet ... et Barn rimeligvis, der laa og legede. Han kunde længe ikke faa sine Øjne derfra. Ligesom alt, hvad der denne Morgen havde mødt ham, syntes ogsaa dette lille Hverdagsbillede at ville tale indtrængende til ham om en stille, beskeden Lykke, som han hidtil saa hovmodigt havde ringeagtet; en Lykke, som var den |160| eneste sande og bestandige. Og han sagde ganske højt til sig selv: »Der er sgu vist alligevel noget om det.«

Pludselig opdagede han noget, der rørte sig inde under Stikkelsbærbusken i Havens ene Hjørne. Det viste sig at være Trine, der laa dèr og knælede paa den bare Jord, omgiven af en Samling tomme Urtepotter.

»Hvad Pokker er det, De bestiller dbrts brød han.

Hun rettede sig lidt i Vejret og strøg den ene Arm en Haartjavs bort fra Panden for at skjule den Forvirring, der bestandig greb hende, naar han tiltalte hende.

»Jeg kommer ny Jord i Urtepotterne,« svarede hun sagte.

»Naa! Ja det er jo ogsaa Foraarsarbejde. Hvad er det saa for Blomster, De har?«

»Der er to Roser og en Myrte og en Nerium.«

»Roser og Myrter, det lyder jo helt poetisk,« sagde han og betragtede hende med en Interesse, som han i første Øjeblik ikke selv rigtig forstod. Som hun laa dèr paa Knæ mellem Foraarets spirende Grønne, rødkindet af sit Arbejde og med den sorte Muld paa Fingrene, dannede hun en saa sælsom Modsætning til den Kvinden, han nys i Lede havde forladt, at han uvilkaarlig grebes af Synet. Skønt han godt saa', at hun stadig ikke var nogen Skønhed, følte han det i |161| dette Øjeblik som noget af en Vederkvægelse at betragte hendes troskyldige og uberørte lille Person. Der var for ham ligesom noget nyskabt over hende i denne vaarfriske Morgen ... noget af en solomstraalet Eva, netop udgaaet af Skaberens Haand. Om det saa var hendes Indskrænkethed, betog den ham, fordi den syntes ham et rørende Udtryk for Naturens egen hellige Enfold.

»Hør« — sagde han — »kan jeg ikke faa et Par af de dèr Blomster herind til mig? Jeg kunde nok lide at have lidt at pynte op med.«

»Det kan vist ikke lade sig gøre,« svarede hun, atter bøjet over sit Arbejde.

»Hvorfor ikke? Er der nogen anden, der skal have dem maaske?«

»Det ved ¹ jeg ikke.«

»Øj, øj, ... de skulde da vel aldrig være tiltænkt Kæresten — hva', Trine? Jeg har jo hørt en lille Fugl pippe om en ung Mand, der gaar paa Frierfødder her i Huset. Og — vent lidt — var det ikke Dem selv, der i Gaar fortalte, at samme unge Mands værdige Fader — Flensborgerskipperen — var kommen her til Byen, og at de Gamle deroppe skulde hen og besøge ham i Dag?«

Trine var med ét bleven bleg og svarede ikke. Det forholdt sig nemlig ganske rigtigt med den Frierhistorie. En gammel Ven af Huset havde til Højbaadsmandens anbefalet sin Søn, en skikkelig|162| Sømand, som der ikke var andet at udsætte paa end at heller ikke han havde noget at give bort, hvad Forstand angik; hvorfor begge Parter var bleven enige om, at Trine og han jo maatte siges at være ligesom bestemte for hinanden af højere Magter.

Underholdningen blev nu afbrudt ved en kraftig Banken paa Pers Kammersdør. Det var Madam Olufsen, der kom ind for at at aflægge Besked om den Herre, der den foregaaende Aften havde været der og spurgt efter Per. Hun sagde at det syntes at have været den Fremmede magtpaaliggende at faa ham i Tale.

»Saa-aa ... Hvad var det for en Herre?« spurgte Per.

»Jeg véd ikke; han har ikke været her før. Det var saadan en ung, bleg Mand med røde Bakkenbarter.«

Naturligvis en Rykker, — tænkte Per. Naa! Ligemeget! Godt, at det nu snart blev forbi med det uendelige Pengevrøvl! Han glædede sig af Hjærtet til den Dag, da han kunde betale sin Gæld, faa sine indviklede Affærer bragt i Orden, i det hele igen faa sat lidt Skik paa sin Levevis. Saasnart hans Arv efter Neergaard blev betalt, skulde alting klares ... først og fremmest »Jøden«. Den forbandede Blodsuger!

Madam Olufsen blev staaende i den aabne Dør, som hendes høje, sværlemmede Skikkelse næsten |163| ganske udfyldte. Hun stod med den ene Haand i Siden og iagttog med Mistro — under halvlukkede Laag — den straaleglade Per, der havde kaastet sig i sin skrøbelige Gyngestol og spillede med alle Fingrene paa dens Armstykker.

»Saa vilde jeg egentlig ogsaa gærne vide, hvordan det bliver, Sidenius,« sagde hun videre. »De snakkede jo om, at De vilde flytte.«

Per saa' paa hende med et Smil.

»Jamen, jeg har ombestemt mig, Madam Olufsen! ... Hvorfor skulde jeg egentlig flytte? Jeg har det jo saa rart hos Dem ... Jeg bliver, Madam Olufsen! ... At sige, dersom De da vil have mig?«

»Aa ja ... naturligvis ... dersom ...«

»De trækker sgu dog paa det, lader det til — hva'? Naa ja! Jeg véd det godt! Jeg har været lidt vidtløftig ... men lad os ikke snakke mere om det. De skal se, fra nu af lægger vi om paa et andet Bovstykke. Vi kommer snart i den gamle Skure igen, Madam Olufsen! ... De ser saa tvivlende ud, synes jeg. Men vent blot! ... Véd De for Resten, hvad jeg netop stod og tænkte paa? Jeg har hørt, at Skipper Mortensen er kommen til Byen, og at De i Dag skal gøre ham Deres sædvanlige højtidelige Besøgelse — ikke sandt? Véd De hvad, jeg kunde skam have Lyst til at gøre Dem Følgeskab. Jeg længes ordentlig efter at se ham igen, den gamle Ulk! Jeg trænger til |164| en Gang igen at more mig rigtigt ... saadan solidt! Vil De have mig med?«

»De tager vist fejl, Hr. Sidenius ... Det er vist ikke længer noget for Dem.«

»Sikke noget Sludder! Ikke længer noget for mig! Hvad skal det sige? ... Bliv nu ikke straks saa kalkunsk, Madam Olufsen! Jeg forlanger ikke en Gang at komme med paa Vognen, ... vi mødes ombord. Er det hørt?«

Han sprang op og stillede sig foran hende med skrævende Ben og begge Hænder plantede i Siden.

»Er det hørt?« gentog han.

Madam Olufsen maatte tilsidst smile, saa tungt hendes Hjærte end var; — hun kunde aldrig modstaa ham, naar han var i sit mest overgivne Humør. Og pludselig — før hun formaaede at afværge det — greb Per hende med begge Hænder om Livet og svang hende rundt i Stuen.

»Leve Gemytligheden, Madam Olufsen!« sagde han.

Men næppe havde hun skubbet ham fra sig og var forsvunden ud af Døren, før hans Ansigt skiftede Udtryk. Ud af hans egne, sidste Ord skød der et Minde, en hastig Erindring, der slog ham om Ørene med Flauhed. Det var Neergaards spottende Ytringer om hin Æventyrets Svinedreng, der drog ud i Verden for at vinde et Kongerige men hvert Øjeblik saa' sig tilbage og til syvende |165| og sidst foretrak det hjemlige, trygge Velbefindende og den gemytlige Kakkelovnshygge for alle Slaraffenlands Herligheder, ... Ord, som han den Gang havde smilet af og overlegent betragtet som ham uvedkommende, fordi han var en Undtagelse, en Udvalgt, en Lykkens fødte Kongesøn! — Og nu? ... Allerede nu? — —

*       *
*

Skipper Mortensen var — efter en blandt Nybodersfolk udbredt Mening — en ikke saa fjærn Slægtning af Trine, om hvis Herkomst der vel aldrig var bleven noget officielt meddelt, men som almindeligt — og uimodsagt — ansaaes for Datter af en ugift og senere afdød Søster til denne Mand, en ældre Pige, der var kommen til København for at tjene, og hvis Barn Madam Olufsen af Menneskekærlighed havde taget sig af. Skipperen boede i Flensborg men kom regelmæssigt to Gange om Aaret til København med sit Fartøj for til Grosserere og enkelte Bekendte at afhænde Ost, Smør, røget Flæsk og andre Landbrugsprodukter. Naar Højbaadsmanden ved den daglige og grundige Gennemlæsning af »Telegrafen«s Skibs- og Havnelister havde faaet bekræftet, at Sluppen »Karen Sofie« havde passeret Toldbodbommen og fortøjet ved Børsen, havde han ingen Ro, før Dag |166| og Tid for Aflæggelsen af et Besøg var bleven bestemt, og Trine skikket i Byen for at varsko Didriksen.

Didriksen var en anden gammel Bekendt af Huset, der var Droskekusk og boede i Store Brøndstræde, og som — tro imod en snart halvhundredaarig Overlevering — til denne Udflugt beredvilligt stillede sig selv og sit Køretøj til de gamle venners Raadighed. Dette er saaledes at forstaa, at den nulevende Didriksen, »unge Didriksen«, ikke var den virkelige, men en Søn af hin Didriksen, hvem Højbaadsmanden en Gang i dennes Orlogstid havde frelst for »Kat«, og som i taknemlig Erindring herom viste ham denne lille Villighed. Men som en god Søn havde unge Didriksen gjort sig en Ære af at overtage sin afdøde Faders Forpligtelser, — og desuden vidste han, hvad der ved denne Lejlighed vilde »falde af«.

Til den sædvanlige Tid — Klokken ét stillede han da ogsaa paa denne Dag i Hjærtensfrydsgade med et Køretøj saa blankt og pudset som til et Grossererbryllup i Vor Frue; og efter nogen Tids Venten viste det alderstegne Ægtepar sig paa Gaden, Madam Olufsen i »Wienersjal« og med en stor, blaa Vindrueklase paa Hattekysen, Højbaadsmanden med 25 Aars-Tjeneste-Medaillen samt Dannebrogsordenens Sølvkors paa Brystet og med en — en halv Alen høj — Cylinderhat paa Hovedet Under en højtidelig Stilhed blandt Kvarterets Børn, |167| der nysgærrigt havde samlet sig omkring Vognen, steg de til Sæde; og efter at Madam Olufsen havde set sig omkring for at forvisse sig om, at alle Gadens Øjne var kommen til Vinduerne, rullede de bort.

De kørte gennem Elsdyrsgade og ind i Store Kongensgade, i hvis Menneskesværm særlig Olufen var Genstand for almindelig Opmærksomhed. Som han sad dèr hvidlokket og alvorlig, med sin langt fremstrakte, i Manschetskjortens altfor trange Linning indknebne Hals, som han ikke turde bevæge af Frygt for at sprænge Knappen; med begge Hænder urokkeligt hvilende paa Paraplyskaftets Hornhaandtag og med sine skinnende Dekorationer synlige bag den opknappede Overfrakke, vakte han Forestillinger om noget som en gammel Admiral fra Aarhundredets Begyndelse; og sikkert vilde han hos adskillige have fremkaldt en dertil svarende Ærefrygtsfornemmelse, dersom ikke unge Didriksen — stolt over sit Selskab — hvert Øjeblik havde vendt sig om imod det med højrøstet og fortrolig Tiltale.

Først gjorde de en lille Ronde gennem Byen, ind gennem Østergade, over Gammeltorv og ind til Vandkunsten, mellem hvis Sælgekællinger Madam Olufsen fra gammel Tid havde en uforsonlig Fjende, som hun vilde ærgre med sit Triumftog. Derpaa drejede de om ad Gaderne langs Kanalen og stilede endelig hen imod Børsen.

|168|

Her stod Skipper Mortensen paa »Karen Sofie«s Dæk med en sort Hundeskindskabuds paa sit graasprængte Haar og begge Armene nedsænkede indtil Albuerne i de dybe Klaplommer Han var en lille, dystert udseende Mand paa omkring tredsindstyve Aar, der akkurat forstod Sømandsskab nok til to Gange aarlig at føre en Slup med Fede- og Flæskevarer fra Flensborg til København. Ikke des mindre havde han baade Blyringe i Ørene og blaa Tattoveringer paa Bryst og Arme; og naar han stod paa sit Fordæk betragtede de forbispaserende Landjordsmennesker, var det med en saa fremmed og uforstaaende Mine, som følte han sig egentlig kun hjemme i en Orkan paa Atlanterhavet.

Oppe paa Rælingen sad et ungt, rødhaaret Menneske og halvsov med Hovedet i sine Hænder. Han var ikke køn. Han lignede — som han sad dèr sammenbøjet, med en strikket Hue bag i Nakken — en lang, tung Abe, der var kommen i Sømandsklæder. Det var Sønnen Søren, ... den unge Mand, man havde tiltænkt Trine til Kæreste og Husbond.

Da Skipperen saa' Drosken nærme sig, genkendte han straks Optoget og brummede, vendt mod Sønnen:

»Søren, skynd dig ned og tænd under Kedlen og steg et Par gode Rødspætter ... vi faar Fremmede, ser jeg.«

|169|

Endnu før Vognen standsede, skridtede han fra Borde og aabnede — ikke uden Galanteri — Vogndøren for Madammen, der smilende steg ud med Parasolen opslaaet i den venstre Haand. I den dødeligste Vaande for Halsknappen fulgte Højbaadsmanden baglæns efter og trykkede Mortensen højtideligt i Haanden, hvorpaa unge Didriksen bandt en tom Mulepose paa sin Karoline-Amalie og trøstig gik bag efter dem over Landgangen.

»Men hvor har vi Ingeniøren?« spurgte Skipperen og saa' sig skuffet om. »Han har nok helt sla'et Haanden af sine gamle Venner.«

»Han kommer vist i Dag,« svarede Madam Olufsen. »Det sagde han da.«

»Naa — det kan jeg li'. Han var sgu saadan et rart Menneske en Gang ... Værsgo', træd nærmere, Madam!«

Naturligvis begyndte man straks med at tage Skibet i Øjesyn. Skipper Mortensen, der ellers i hele sin Optræden overfor Olufsen røbede Koffardifarerens indgroede Respekt for Orlogsmanden, fremviste med Selvfølelse sit kalfatrede Dæk, sin nye Styrbordslønning og de andre Forbedringer, han i det sidste halve Aar havde foretaget paa sin Skude, — og Højbaadsmanden nikkede tavs og bifaldende. Derimod var Madammen en temmelig adspredt Tilhører. Hun havde sin Interesse et ganske andet Sted paa Skibet. Hun for sit Vedkommende var ingenlunde kommen |170| her alene for at træffe en gammel, god Bekendt men nok saa meget for at faa sit Forraadskammer derhjemme forsynet til Priser, der var ikke ganske lidt under Torvenoteringens. Det varede da heller ikke længe, før hun i sin Utaalmodighed berørte Skipperens Skulder med sin Parasol og sagde:

»Naa, Mortensen, skal vi saa begynde Forretningerne? Vi vil ikke opholde Dem for længe.«

Paa Bunden af Lasterummet, saa at sige »Karen Sofie«s Mave, hvortil en Stige førte ned fra Dækket, fandtes en Opstabling af Fede- og Flæskevarer, der nok kunde faa en Husmoders Øjne til at lyse. Fra halvaabnede Fustager, Kasser, Krukker og Sække kiggede lysegult Smør røde Skinker, Pølser, Bedelaar og svære Holstenske oste indbydende ud imod Beskueren og opsendte en Duft, der aldeles ikke ledte Tanken hen i Retning af Orkaner paa Verdenshavet. Ved Skipperens ridderlige Bistand blev Madam Olufsen bugseret ned ad Stigen, og en lang og indgaaende Forhandling tog nu sin Begyndelse. I Følelsen af Sagens Alvor lod hun sig efterhaanden næsten hele Lageret fremsætte til Bedømmelse, fik nye Fustager slaaet op, vejede Skinkerne i Haanden, modtog Smagsprøver af Oste, Fedt og Pølser og løftede regelmæssigt Øjenbrynene som i let Forundring, hver Gang Skipperen nævnte Prisen.

|171|

Imidlertid stod Højbaadsmanden oppe paa Dækket, støttet til sin Paraply, og lod med sin urokkelige Admiralsmine Blikket glide hen over Vanter og Spryd, mens unge Didriksen — i tryg Forventning om, hvad der forestod — havde sat sig ned i en Rulle Tov for der at afvente Tidens Fylde.

Endelig var da alting afgjort nede i Lasten, Handelen sluttet, og Varerne bragt op paa Dækket. Og nu foregik der en Scene, der ved disse Besøg gentog sig med samme Relegelmæssighed som en Vittighed af Bolteslager Fuss. Skipperen aabnede Lemmen til Kahytten og bad sine Gæster gøre ham den Ære at tage en lille Bid Mad i al Beskedenhed. Men Madam Olufsen vilde paa ingen Maade tage mod en Indbydelse, der kom hende saa overraskende. Ogsaa Højbaadsmanden vægrede sig paa det bestemteste ved længer at opholde Tiden for deres Ven, medens unge Didriksen, alt for vel kendt med disse Formaliteter, rolig spyttede Skraaen ud i Haanden og gemte den i sin Vestelomme.

Snart sad man da ogsaa nede i det lille hyggelige Lukaf, hvor Mortensens navnkundige Flensborger Rom tronede midt i en Opdækning, som selv Madam Olufsen maatte yde sin Anerkendelse. Dog beholdt hun sin ene, sorte Handske paa for at antyde, at hendes Overgivelse kun var halv, og at hun hvert Øjeblik var parat til Opbrud. |172| Hun vidste nemlig af mange Aars Erfaring, at Mortensen, naar han havde drukket lidt, i var rigtig hensynsfuld i sin Tale men akkurat ligesom Fuss gav sig til at fortælle Historier, som Anstanden ikke tillod hende at høre paa. Desuden var hun slet ikke i Humør i Dag. Per udeblev nemlig stadig. Skipperen sendte flere Gange sin Søn i Land for at se efter ham; og paa Bordet stod en Halvpots-Toddy og ventede. Men han kom ikke.

Heller ikke hjemme fandt de ham. Trine fortalte, at han tidlig om Eftermiddagen var kørt bort i en Droske og ikke havde været hjemme siden. Først langt ud paa Natten hørte Madam Olufsen ham komme hjem og tumle nede i sine Værelser paa en Maade, der tydeligt nok røbede hans omtaagede Tilstand.

*       *
*

Der var ikke gaaet fireogtyve Timer, før Per begyndte at fortryde sin Opførsel overfor Fru Engelhardt og at spørge sig selv, hvad han Egentlig havde haft at beklage sig over. Han maatte tilsidst erkende, at han havde været utilgivelig enfoldig i sin moralske Forargelse over hendes Naturs sunde Varmblodighed; og han skammede sig som en Hund, naar han tænkte paa, at han — ogsaa han! — den allerførste Gang, en altovervindende Følelse havde grebet ham, var bleven svimmel |173| og bange, ja ligesom en anden Fritjof Jensen havde givet sig til at fable om Mørkets Magter og mystiske Dæmoner, skønt Sandheden var den simple, letforstaaelige og tillige saare trøstefulde og opløftende, at Livet i sin Vælde overvandt alle Selvets smaa Fornemmelser lige til Dødstankens Uhygge; at Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Paradisets Have. I hint Øjeblik, da han stod ved Fodenden af Fru Engelhardts Seng og trods Had og Afsky endnu følte sig uimodstaaeligt dragen mod hendes hvide Bryster, havde Tilværelsens Urgrund afdækket sig for ham. Men i Stedet for at lade sig betage og henrive havde han som det forhutlede Præstegaardsprodukt, han nok alligevel inderst inde endnu var, givet sig til at laa Kors for sig, ja været paa Nippet til at optræde som Bodsprædikant.

Han ærgrede sig grundigt over sig selv. Saa ynkeligt havde han altsaa svigtet den første Gang, Livet for Alvor havde prøvet hans Tro! ... Og hvor var det egentlig betegnende! Mens Fru Engelhardts virkelige moralske Skrøbeligheder — hendes Løgnagtighed og Skaberi f.Eks. — ikke i nogen særlig Grad havde frastødt ham, havde han overfor det eneste, der i Virkeligheden kunde forsone med disse Skavanker, den mægtige|174| Naturkraft, hun havde aabenbaret i sin Lidenskab, vendt sig skamfuld bort. Ja, Neergaard havde haft Ret. Det lod virkelig til ikke at være saa ganske let saadan helt at slippe sin Moders Skørter og sin gamle Mosters Fordomme. Og dog var det netop for den Pris, at Lykken — den højeste Lykke — i alle Forhold maatte købes. Det var just Neergaards Ord.

Han gav sig til at tænke paa, om den skete Skade ikke lod sig oprette; og en Aften kørte han ud til hendes Villa med Haanden fuld af kostbare Roser, som han kastede op paa Altanen. Dagen efter sad han hjemme og ventede paa et Bud, et Brev, ... men der kom intet. Heller ikke de følgende Dage hørte han noget fra hende; og han trøstede sig da med, at han nu i hvert Fald havde gjort Afbigt, og at der jo sikkert fandtes andre smukke og fordomsfri Kvinder i Verden end netop Fru Engelhardt.

Desuden lagde i de samme Dage en ganske anden Ting pludselig hans Tid og Tanker i Beslag.

En Dag, da han — undtagelsesvis tilfods — kom hjem i Hjærtensfrydsgade, viste Madam Olufsen sig paa Stigetrappen op til første Sal og fortalte ham med sit mest mistænksomme Ansigt, at der sad en Herre inde paa hans Værelse og ventede paa ham.

Per maatte besinde sig et Øjeblik, før han rigtigt opfattede hendes Ord. Han vendte nemlig |175| hjem fra en lang, ensom Strandvejs-Spaseretur, som han havde foretaget dels for at nyde det ualmindeligt smukke Foraarsvejr, mest dog for en Gang at komme til Klarhed angaaende Spørgsmaalet om sine Studier og sin Fremtid, en Sag, som nu — da hans Sind og Tanker ikke længer var andetsteds beskæftiget — paany havde trængt sig ind paa ham og med forøget Krav paa en Afgørelse.

»En Herre, siger De ...?«

»Ja, det er den samme Herre, som var her forgangen Aften, da De heller ikke var hjemme; ... det er vist en Præst. Jeg har sagt til ham, at De knap kom hjem for det første; men han vilde vente alligevel, sagde han. Han har vist siddet derinde i over to Timer.«

Da Per kom ind paa sit Værelse, sad hans Broder Eberhardt oprejst i Gyngestolen med en Haand indenfor sin Frakke og en Paraply mellem Sine Ben.

»Det var et Held, at du kom netop nu; jeg havde næsten opgivet dig,« sagde Broderen, efter at han tavs og højtideligt havde rejst sig og givet Handen. »Min Tid er desværre altid meget optagen, ... og det er nok ikke let at træffe dig hjemme. Du véd maaske, at jeg har været her en Gang før.«

»Hvor skulde jeg vide det? Har du da sagt it Navn?«

»Naa, — det har jeg maaske glemt.«

|176|

Pers Hjærte hamrede. Han havde øjeblikkelig ved Synet af Broderen forstaaet, at denne maatte have en eller anden alvorlig Meddelelse at gøre ham, siden han — endog for anden Gang — havde søgt ham. Det var desuden ikke svært at se paa Eberhardt, at han var sig sit Hvervs Betydning fuldtud bevidst, — og derfor var det Per dobbelt magtpaaliggende at lade ganske ligegyldig for Anledningen til hans Besøg.

»Det er uheldigt at have saa travlt, at man glemmer det væsentligste,« bemærkede han i Anledning af Broderens sidste Ytring og drejede sig om paa Hælen med et Skuldertræk. »Vil du ha'e en Cigar?«

»Tak — Jeg skal ikke ryge,« svarede Eberhardt, der igen havde indtaget sin Plads i Gyngestolen.

»En Øl maaske?«

»Tak, jeg nyder ikke Spiritus ... allermindst om Formiddagen.«

»Saa tillader du maaske, at jeg selv ta'er mig en,« vedblev Per, mens han — halvt svimmel — tænkte: Skulde Moder være død? — »Jeg er nemlig saa barmhjærtig at imødekomme Tørstens Krav ganske uden Hensyn til Klokkeslettet.«

Eberhardt svarede ikke straks. Med Paraplyen mellem sine Knæ, og begge Hænderne hvilende ovenpaa dens Haandtag, betragtede han opmærksomt Per, mens denne trak en Flaske op, skænkede i et Glas og drak.

|177|

»Du viser dig vist temmelig hyppig imødekommende i den nævnte Henseende, Peter Andreas,« bemærkede han omsider, idet han tydeligt bestræbte sig for at beherske sin Forargelse.

»Er det for at sige mig det, at du er kommen?« busede Per straks ud i stridbar Tone; — han havde kastet sig ned i en Stol og taget en Kniv op af Vestelommen for at skære Spids en af en Cigar.

Eberhardt gjorde en ganske lille, afvisende Bevægelse med Haanden.

»Jeg blander mig aldrig i dine Anliggender, ... det véd du. Det føler jeg — af flere Grunde — ingensomhelst Opfordring til. Det er heller ikke derfor, jeg i Dag har søgt dig. Det er — desværre — af en anden Aarsag.«

Per vilde endnu ikke spørge, skønt han havde den største Møje med at bevare sin uinteresserede Holdning. Han forstod egentlig ikke rigtigt selv, at denne Anelse om et Ulykkes-Budskab fra Hjemmet kunde gøre et saa stærkt Indtryk paa ham. Han havde dog i lange Tider næppe haft en eneste af dem derhjemme i sine Tanker. De var jo forlængst som døde for ham allesammen, — og han havde ikke grædt over Tabet. Det var tillige langt fra, at Synet af Broderen vakte nogen Hjemlængsel hos ham. Alene den paa en Gang sky og overlegne Maade, hvorpaa denne uafbrudt iagttog ham og saa' sig omkring i hans Stue, havde øjeblikkelig|178| faaet ham til at væbne sig med al sin gamle, stejle Trods. Den tavse Anklage i Broderens Holdning og Mine, den Tilkendegivelse af krænket Familjeære, som Blik og Tone indeholdt, hele den Selvgodhedens Atmosfære, der udstrømmede fra hans stramt tilknappede Skikkelse med de blege, glasagtige Øjne og den indknebne Mund, havde i Løbet af faa Minutter sat Per saa levende tilbage til Barndomsaarenes Trængselstider, at det var for ham, som om selve den kendte Tørverøgsfims derhjemme fra Præstegaardens Stuer var ført herind til ham med Broderens Person.

Og dog var der i Virkeligheden dybest inde i det Blik, hvormed Eberhardt betragtede Peter Andreas og saa' sig omkring i hans fattige Stue, et Udtryk af oprigtig Sorg, af ægte, broderlig Medfølelse. Det saa' ud, som om der ved Synet af dette mørke, kælderagtige Rum, der med sine Udskuds-Møbler, sit nøgne Gulv og sine fuldkommen tomme Vægge var som et Billede paa selve Hjemløsheden, pludselig skød op i ham en Trang til at bryde Isen imellem dem, og at han blot ventede paa en Anledning til at lade Hjærtet tale. Men Per gav ham ingen saadan Anledning, og de sad i flere Minutter tavse begge to.

»Jeg kommer for Resten hjemmefra,« begyndte endelig Eberhardt ligesom prøvende. »Jeg var netop kommen tilbage her til Byen den Dag, da jeg sidst søgte dig.«

|179|

»Naa, de har det vel godt?« sagde Peter Andreas henkastende og saa' op paa Røgen fra sin Cigar.

»Aa nej, det kan jeg just ikke sige. Fa'er har skrantet en Del i den sidste Tid.«

»Saa-aa.«

»Han er ... temmelig daarlig endogsaa.«

»Naa ja, han er jo gammel snart.«

»Hvad jeg vilde sige, ... jeg havde, forinden jeg rejste hjemmefra, en længere, fortrolig Samtale med Lægen; og jeg fik ved den bestyrket, hvad jeg iøvrigt selv straks, da jeg saa Fa'er, havde et bestemt Indtryk af, ... nemlig, at hans Tilstand giver Anledning til de alvorligste Bekymringer. Jeg troer, kort sagt, vi maa være forberedte paa, at Fa'er inden ret lang Tid gaar bort.«

Per, som følte Broderens Øjne hvile paa hans Ansigt, fortrak ikke en Mine. Dog svarede han ikke paa en Bemærkning, Eberhardt lidt efter lod falde om, at han — Peter Andreas — vel intet havde anet om Faderens Sygdom. Han var ikke saa sikker paa sig selv, at han turde tale.

Og paany forundrede han sig over, at denne Efterretning overhovedet kunde gøre noget Indtryk paa ham. Hans Fader? Hans saakaldte Fader? Levende eller død ... hvad angik den gamle Mand ham?

Det var i Virkeligheden heller ikke Sorg, han følte ved Budskabet; ikke en Gang Vemod, mindst |180| af alt Anger. Det var nærmest en Slags Uro, der med et kom over ham. Aldrig før var den Tanke falden ham ind, at hans Fader eller Moder kunde dø, før han ved sit Livsværk og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem og tvunget dem til Erkendelse af deres Uret imod ham. ... Og nu skulde denne Efterretning endda træffe ham i et Øjeblik, da han — stærkere end nogensinde — følte sig tvivlraadig med Hensyn til den Vej, han skulde vælge for at naa frem til sine store Drømmes Maal.

»Det er efter al Sandsynlighed Kræft,« vedblev Eberhardt. »Doktor Carlsen brugte ikke netop Ordet; men det fremgik tydeligt nok af hans Omskrivninger, at heller ikke han var i Tvivl derom. Fa'er gaar jo endnu oppe og passer — saavidt han formaar — sin Gærning som sædvanlig, ... du kender hans strenge Pligtfølelse. Men mange Maaneder vil han næppe kunne blive ved; og jeg troer, at han selv er fuldt forberedt derpaa. Mo'er er jo — som du kan vide — meget nedbøjet; men — forunderligt nok — det er, som om Bekymringen for Fa'ers Tilstand har givet hende selv mere Modstandskraft. Hun er endogsaa begyndt at staa lidt op for at kunne være mere om Fa'er i denne Tid. Ved en underlig Naade har hun faaet Kraft til at rejse sig af sin Seng og sidder nu gærne et Par Timer i Lænestolen inde i Dagligstuen.«

|181|

Eberhardt havde en Forkærlighed for at udtrykke sig i højtidelige Vendinger, skønt han ikke af Fag var Teolog. Han var juridisk Kandidat og beklædte en Fuldmægtigplads paa et offentligt Kontor paa Frederiksberg. Men der var saavel i hans Væsen som i Maaden, hvorpaa han klædte sig, saa meget, der røbede hans gejstlige Afstamning, at det var tilgiveligt, naar Madam Olufsen havde antaget ham for en Præst. Forøvrigt betragtedes han som et endog ualmindelig klart juridisk Hoved, og han havde nylig vakt Opmærksomhed ved en Afhandling i et juridisk Tidsskrift om Fængselsvæsenet og en Udvidelse af dettes pædagogiske Opgave i kristelig Aand. Han var da ogsaa højt anskreven hos sine overordnede Foresatte, og alle spaaede ham en stor Fremtid.

»Jeg har nu ment, at du i Tide burde underrettes om disse Forhold,« vedblev han, da Per stadig intet sagde. »Jeg syntes, du ikke skulde være uforberedt. Jeg har nemlig tænkt mig, at du, naar du blev bekendt med Fa'ers Tilstand, mulig kunde føle Trang til ... kunde føle dig opfordret til at søge en ... en Tilnærmelse overfor Fa'er, inden det blev forsilde.«

»Hvad mener du?« spurgte Per i samme udfordrende Tone som før og saa' stift paa Broderen.

»Ja, jeg vil — som jeg før sagde — slet ikke blande mig i dine Anliggender. Dertil føler jeg mig ikke kaldet. Det er jo naturligvis noget, du |182| maa afgøre med din egen Samvittighed, om du kan forsvare dit Forhold til dine Forældre, ... jeg ønsker ikke en Gang at udtale mig nærmere derom. Hvad jeg derimod som Moders fremtidige Raadgiver i alle praktiske Spørgsmaal føler mig forpligtet til allerede nu at præcisere for dig, er, at Faders Bortgang jo ogsaa vil faa en væsentlig Indflydelse paa de pekuniære Forhold derhjemme. Jeg ved, at Fader — i hvert Fald indtil den allersidste Tid — har ladet dig tilflyde endog meget rundelige Pengetilskud. Jeg vil sige dig, at han i saa Henseende — uden fra din Side at have mødt nogen Paaskønnelse derfor — har strakt sig endog ud over sine Kræfter. Og han har gjort det, for at han ikke skulde kunne bebrejde sig, at han har vist Ligegyldighed for dine Studier, fordi de bevæger sig paa Omraader, han ikke er i Stand til at bedømme; han har villet være sig bevidst at have ydet dig endog de allergunstigste Betingelser for Udviklingen af dine Evner.«

»Jeg véd det.«

»Denne Understøttelse vil naturligvis øjeblikkeligt bortfalde, dersom Fader skulde gaa bort. Moders Kaar vil jo da blive endog meget smaa, og det vil være en Nødvendighed at udvise den største Sparsommelighed paa alle Omraader.«

»I den Henseende skal du ingen Bekymringer have for min Skyld,« svarede Per. »Jeg har netop selv tænkt paa at lade dem vide derhjemme, at |183| jeg er i Besiddelse af de fornødne Midler til et standsmæssigt Underhold.«

»Ja, det er sandt,« sagde Eberhardt med en Stramning af Munden, der skulde gælde for et Smil. »Jeg hører ved min Tilbagekomst, at du har arvet ... en Selvmorder.«

»En af mine Venner — ja.«

»Jeg haaber da, at du tilbageviser den Art Gaver, Peter Andreas.«

»Hør, jeg synes, du en Gang skulde gøre Alvor af din Trusel om ikke at blande dig i mine Anliggender. Jeg har aldeles ikke anmodet dig om at være min juridiske Raadgiver.«

»Ja, jeg sér, at det i det hele er ørkesløst at tale med dig,« sagde Eberhardt og rejste sig. »Jeg skal ikke yderligere forlænge denne Samtale.«

»Som du vil.«

Han tog straks sin Hat for at gaa. Men da han stod med Haanden paa Dørlaasen i Begreb med at forlade Stuen, vendte han sig efter et Øjebliks Betænkning endnu en Gang om imod Broderen, der var bleven siddende paa sin Stol, og sagde:

»Jeg maa dog sige dig endnu et, Peter Andreas! Skønt du — med dine Følelser — rimeligvis vil have vanskeligt ved at forstaa det, vil jeg sige dig, at der er ingen af alle os Søskende, paa hvem baade Fa'er og Mo'er tænker saa meget som paa dig. Nu, da jeg var hjemme, gik der |184| ikke en Dag, uden at Fa'er talte om dig. Ja, Peter Andreas,« — tilføjede han i stærk Bevaegelse og ligesom med Overvindelse — »skønt jeg maaske ikke burde omtale det, vil jeg lade dig vide, at det er paa Opfordring af Moder og vore Søskende, at jeg nu har søgt dig. At ingen af os har gjort det før, kan ikke undre dig efter hele den Maade, hvorpaa du har stillet dig til os alle, ... og hvad særligt Fa'er og Mo'er angaar, saa vidste de jo af Erfaring, at de kun gjorde ondt værre ved at søge at gøre noget Indtryk paa dig, ... de har bestandig haabet paa, at Livet en Gang vilde bøje dit Sind og lære dig, hvad du skylder dem. Nu er Fa'ers Tid omme. Vogt dig, Peter Andreas, for at begaa en Synd, som du sikkert en Gang — tidlig eller silde — bittert vil komme til at angre. Farvel!«

Efter at Broderen var gaaet, blev Per en Stund siddende ved Bordet med Haanden under Kinden og saa' ned for sig. Saa rejste han sig med et Skuldertræk, gik nogle Gange frem og tilbage pat Gulvet og kastede sig ned i Gyngestolen.

»At bøje Sindet« ... »bitter Anger« ... »Synd« ... »Naade« ... Hvor han kendte den Lektie! Den hele Spøgelsekatekismus paany repeteret! ... Og hvor var det et karakteristisk Træk, en ægte »sideniusk« Tanke at benytte netop Sygdom og Dødsleje som Anledning til et fornyet Forsøg paa at skræmme ham tilbage til Hjemmets og Barnetroens|185| Skød ... at bruge selve Døden som Hververkorporal for Underverdenens sorte Korsdragerskare. For hvad vilde de ham andet end at bøje ham til Lydighed under Slægtens og Kirkens Tugt? Hvem var det, de havde haft Bud efter? Det var ikke Længsel efter at se ham saaledes, som Naturen nu en Gang havde skabt ham — fri, frank, glad — der havde faaet dem til endelig at kalde paa ham. Det var alene hans Underkastelse, de utaalmodig ventede paa. Det var hans Ydmygelse, det hastede med nu, da Faderen skulde til at dø. Hvad de vilde, var en hjærterørende Familjescene, hvor den bodfærdige Søn modtog sin døende Faders Tilgivelse for, at han ikke forlængst havde faaet sit Livsmod stækket, ikke før nu havde villet lade sig indrullere i det lange Skyggetog af Dødens Slaver! ... Jo, Gu' varVerden fuld af Dæmoner alligevel, saasandt som den vrimlede af saadanne smaa, selvretfærdige Eberhardter med og uden Præstekrave, der ikke taalte Synet af en rank Ryg og et løftet Hoved, naar ikke »Naaden« havde Part deri; som allevegne var paa Færde for at indblæse Frygt og Tvivl, gøre Menneskene bange for sig selv og for deres egen Magt. — — Men han lod sig ikke skræmme! Vistnok havde han i de sidste Dage erfaret, at han ikke var helt saa upaavirkelig overfor Overtroens Spøgelser, som han havde troet, ... to Gange i samme Uge lod han sig dog ikke overliste!

|186|

I én Henseende fik Broderens Besøg alligevel en Indflydelse paa Per. Det gav ham Stødet til at fatte den afgørende Beslutning med Hensyn til sin Fremtids Vej og Maal. Han indsaa', at det var paa høje Tid at gøre en Ende paa hans planløse Lystsejlads efter Lykken. Han havde altfor længe ligget og biet paa en gunstig Vind. Han maatte igen tage fat paa Aarerne for at komme ud af det Dødvande, hvori han — det følte han nu — var ved at gaa til Grunde. Det Par tusinde Kroner, han skulde arve efter Neergaard, vilde ikke strække langt og var desuden allerede halvt opbrugt ved Forskud og Laan. I det hele ... denne Tro paa Lykken som noget, der dumpede ned over Hovedet paa Folk ligesom en Tagsten eller en Lotterigevinst, var vist ogsaa bare en Rest af Gammeljomfru-Overtro, næret af Fortidens Spaakællinger og Nutidens Poeter. Der fandtes i hvert Fald ingen anden paalidelig eller fuldt værdig Lykke end den, man selv fravristede Skæbnen. Som et Vilddyr, et krumtandet Bestie, en Æventyrets Gyldenbørste skulde Lykken jages, fanges og bastes, ... et Bytte for den snareste, den stærkeste, den modigste!

Kort efter, at Eberhardt havde forladt ham, sad Per allerede bøjet over et stort Generalstabskort og nogle gamle, af sorte Blyantsfingre mærkede Tegneruller, som han efter nogen Leden havde fundet frem af en Kommodeskuffe. Det |187| var Udkastene til et vidtløftigt Vandbygningsarbejde, et Fjordreguleringsprojekt, som han havde paabegyndt allerede for flere Aar siden men Gang efter Gang henlagt og atter genoptaget. Egentlig laa dets allerførste Oprindelse endnu længere tilbage i Tiden, helt tilbage i hans Drengealder, idet den skrev sig fra det Aar, da der i hans Hjemby var fremkommen store Planer om for den hensygnende Skibsfarts Skyld at uddybe og regulere Fjordudløbet og ombygge den aarhundredgamle Pæreskipper-Havn til en Losseplads for Dampere med indtil ti Fods Dybgaaende, — et Foretagende, som hans Fader havde udtalt sig meget overlegent og nedsættende om paa Grund af den Bevægelse, hvori det satte alle i Byen. Per havde den Gang drømt om selv at blive den Mand, der saaledes ledede Havets friske Strømme og Verdenshandelens rige Guldflod ind til sin Barndomsbys lumre og fattige Gader; og ikke saasnart var han kommen saa vidt i Ingeniørvidenskaben, at han kunde opsætte en Kanalprofil efter et Generalstabskorts æqvidistante Kurver, før han havde givet sig til at beregne Jordarealer og Strømhastigheder, at tegne Faskin-Indbygninger og Opmudringsapparater, Sluseværker, Brohoveder og Duc d'Alber — med en Iver, som ofte fik ham selv til at le ganske højt. Tilmed udvidede han efterhaanden sin oprindelige Plan, idet han besluttede at lade den paatænkte Vandvej fortsætte sig endnu længere |188| ind i Landet som en Kanal eller et System af Kanaler efter hollandsk Mønster. Hvad der foresvævede ham, var et vidtforgrenet Kæmpeværk, der forbandt det østlige Midtjyllands større Vandløb, Indsøer og Fjordindskæringer med hinanden og satte den opdyrkede Hede og Fremtidens opblomstrende Nybygger-Byer derinde i Forbindelse med Havet.

I over et Aar havde han Nat efter Nat arbejdet paa dette Projekt og endelig forelagt sit Udkast for den Professor Sandrup, af hvem Ivan Salomon hin Aften paa Kaféen havde gengivet en Udtalelse, ham angaaende. Per havde den Gang godt forstaaet, at de ikke netop smigrende Ytringer om hans »Uvederhæftighed« særligt havde haft Adresse til denne Sag. Den gamle Professor havde nemlig forholdsvis hurtigt ved et Blik paa Situationskortets Højdetal kunnet paavise, at hans Strømhastigheds - Beregninger maatte være fejlagtige, og at den hele Plan saaledes hvilede paa et falsk Grundlag; og efter forøvrigt at have ydet ham sin Anerkendelse for hans Arbejde som et Bevis paa Interesse og Flid havde han indstændigt tilraadet ham ikke oftere at bruge sin Tid til den Slags ørkesløse Forsøg men fremtidigt at ofre sig helt til et grundigt og planmæssigt Studium af de foreskrevne Eksamensfag. Per, der ikke havde kunnet nægte hverken den anførte Fejls Tilstedeværelse eller dens Betydning, var jo i første |189| Øjeblik bleven noget slukøret men havde iøvrigt ikke ladet sig Nederlaget gaa synderlig nær til Hjærtet. Med et Smil og sit sædvanlige Skuldertræk havde han, da han kom hjem, kastet sine Tegneruller og Beregninger ned i Kommodeskuffen og hurtig fundet Trøst i gode Venners Selskab.

Senere havde han et Par Gange — trods sin Lærers strenge Advarsel — taget sit Arbejde frem igen til fornyet Prøvelse men uden at have haft tilstrækkelig Ro i Sindet til mere end rent lejlighedsvis at beskæftige sig dermed. Nu skulde der tages fat for Alvor. Og han vilde ikke helme, før han havde enten overvundet alle Vanskelighederne eller fuldt ud godtgjort for sig selv Planens Umulighed. Der paakom ham med ét ved Synet af disse gamle Tegninger en Utaalmodighedens Arbejdsfeber, en ubændig Trang til en fornyet Anspændelse af alle sine Evner. Han formelig længtes efter en Gang igen at føle sine Øjne svide af Overanstrengelse, at staa op om Morgenen med Solen efter bare tre Timers Søvn og have Hovedet fuldt af femcifrede Tal, der summede derinde som Bier i en Bikube.

Han tvivlede ikke om, at det ved en eller anden heldig Omlægning af Kanallinjerne tilsidst skulde lykkes ham at finde Opgavens Løsning. Og naar det virkelig lykkedes ham, og han kunde faa sine Udkast offentliggjorte i et teknisk Tidsskrift, vilde Almenheden sikkert hurtigt faa Øjnene|190| op for, af hvilken overordentlig national Betydning Værket kunde blive, — og Muligheden for dets Gennemførelse var da rykket nær. I Løbet af et Par Maaneder maatte han kunne blive færdig med Omarbejdelsen. Et andet Par Maaneder gik vel hen med Offentliggørelsen. Og saa? ... Holla! Der var endnu Tid til at vinde Sejr, før den gamle Mand derhjemme lukkede sine Øjne.


|[192]|

Til Marts udkommer

HENRIK PONTOPPIDAN

LYKKE-PER

FINDER SKATTEN