I en af de østjyske Smaakøbstæder levede der for omtrent en Menneskealder siden en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand, graanet under et allerede langt Livs ublide Kaar og mangehaande Prøvelser. I sin ydre Fremtræden som i sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Befolkning; og af denne betragtedes han da ogsaa i mange Aar som en besværlig Fremmed, hvis Ejendommeligheder man vekselvis trak paa Skuldren af og forargedes over. Naar han om Eftermiddagen — høj og alvorlig — vandrede ned gennem Byens krogede Gader i sin langskødede, graa Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene, den ene Haand hvilende bag paa den stive Ryg, den anden knyttet om Haandtaget paa en stor Bomuldsparaply, som han ved hvert Skridt stødte haardt mod Stenbroen, vendte Folk sig uvilkaarligt om efter ham, naar de havde hilst; og de, der sad inde bag Vinduerne og fulgte de Forbispaserende i Gadespejlet, smilte over til hinanden, naar hans knokkelmagre Skikkelse sammen med |4| Lyden af hans Skridt var bleven borte i Gydens Krumning. Byens Stormænd, de gamle Bondekøbmænd og Studeopdrættere, hilste ham slet ikke, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selv viste sig paa Gaden i Træsko og hvide Lærredsfrakker og med Merskumspiben ligesom fastgroet til den ene Mundvig, betragtede de det som en Skam og Skændsel for deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der gik klædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde ondt ved at skaffe Føden til sig selv og sin Redefuld af Rollinger. Man havde været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, til Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, til Mænd, der alene ved deres Udseende kastede ærværdig Glans over Byen og dens Kirke, Mænd, der senere var bleven Stiftsprovster og Bisper, og som alligevel aldrig faldt paa at hovmode sig af deres Hellighed men baade viste Interesse for Byens Anliggender og med Liv og Lyst tog Del i Borgernes selskabelige Fornøjelser.
Den Gang havde Præstegaarden været et aabent Gæstfrihedens Hjem, hvor man altid, naar man havde afgjort sine Forretninger inde hos Præsten, af denne blev ført ind i Dagligstuen til Fruen og de unge Frøkner for dèr ved en Kop Kaffe eller et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage at faa en hyggelig Passiar om Dagens og Byens Nyt. Nu betraadte man ikke Præstegaarden uden tvingende|5| Grunde, og aldrig kom man længere end til Pastor Sidenius' halvmørke Studereværelse. Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, uden at byde dem at sidde ned, affærdigede dem kort, tilsyneladende udeltagende og netop allermindst indladende overfor dem, der mente sig berettigede til at vente særlig Hensyntagen. Endog Byens øvrige Embedsfamilier havde ophørt at aflægge Visiter i Præstegaarden, efter at det et Par Gange var hændet dem, at Pastor Sidenius — i Stedet for at byde Forfriskninger — formelig havde givet sig til at overhøre dem i deres Kristendomskundskab, som var de Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.
En ganske særlig Forbitrelse vakte han regelmæssigt ved de store Borger-Begravelser, til hvilke Befolkningen mødte i festligt Optog, med Hornmusik og floromvundne Laugsfaner, Embedsmændene i guldbroderede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, Alle efter deres egen Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelse efter Indtagelsen af den lette Portvins-Frokost i Sørgehjemmet. I Stedet for en stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigeligt til Fremsigelsen af en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor udøbte Børn og Fattiglig. Ikke et Ord om den Hensovedes hæderlige Karakter, hans stræbsomme Vandel, hans Fortjenester af |6| Byens Opkomst, hans opofrende Interesse for Brolægningsvæsenet eller det kommunale Vandværk. Det var mangen Gang næppe nok, at den Afdøde blev nævnet ved Graven, og i hvert Fald kun som »denne usle Støvhob« eller »denne Føde for Ormene«, — og jo større og mere anset den Forsamling var, hvortil han talte, jo flere Faner der smeldede i Blæsten omkring Graven, des kortere blev Bønnen, des uslere og foragteligere de Levninger, hvorom man var samlet, saa at Følget regelmæssigt skiltes under en Ophidselse, der mere end én Gang paa lydelig Maade havde givet sig Luft paa selve Kirkegaarden.
De eneste af Byens Folk, der havde deres Gang i Præstegaarden, var et Par smaa, forvoksede Damer fra Byens Jomfrukloster, en bleg Skræddersvend og enkelte andre, saakaldte »vakte« af de Ubemidledes Klasse, som i Pastor Sidenius' Hjem havde fundet en længe savnet Tilflugt i den verdsligsindede By. Om nogen egentlig Omgang var der dog alene af den Grund ikke Tale, at Fru Sidenius var meget svag og saa godt som altid sengeliggende. Desuden var Pastor Sidenius aldeles ikke anlagt for sædvanlig Selskabelighed. Selv sine Tilhængere holdt han i en vis Afstand fra sig, hvad der dog langtfra formindskede den ærefrygtsfulde Hengivenhed, hvormed disse Folk omfattede ikke alene ham selv, men hans Hustru, hans Børn og hele Hus. Saa hyppigt, som de turde det, søgte de til ham for at raadføre sig med ham om et eller andet Troesanliggende, en opstaaet Tvivl, et dunkelt Skriftsted, eller blot for at bede om Tilladelse til at bivaane Familiens daglige Husandagt. Men navnlig mødte de regelmæssigt hver eneste Søndag i Kirken, hvor de forsamlede sig paa en bestemt Plads umiddelbart under Prækestolen og bestandig vakte Forargelse blandt de øvrige Kirkegængere ved at synge selv de allerlængste Salmer uden en eneste Gang at se i Salmebogen.
Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel Præsteslægt, der kunde føre sine Ahner næsten helt tilbage til Reformationen. I henved tre Aarhundreder var Kaldet til gejstlig Virksomhed gaaet som en hellig Arv fra Fædre til Sønner — ja til Døtrene med, forsaavidt som disse i mangfoldige Tilfælde havde giftet sig med Fædrenes Kapellaner eller Brødrenes Studiekammerater. Herfra stammede den bevidste Myndighed, for hvilken de Sideniussers Forkyndelse fra gammel Tid var bekendt. Der fandtes Landet over næppe ret mange Sogne, hvor ikke en af Slægten en Gang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til ydmyg Lydighed mod Kristendommens Bud. Naturligvis, — disse mange Kirkens Tjenere havde ikke alle været lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdsligsindede Herrer imellem dem, Folk, hos hvem en kraftig, gennem Slægtled tilbagetrængt Levelyst |12| havde skaffet sig ret ubeherskede Udbrud. Saaledes levede der i det forrige Aarhundrede en Vendsyssel-Præst, »gale Sidenius«, som han kaldtes, hvem Datidens Præstekrønike rent ud nævner som en berygtet Slags- og Svirebroder, der sad paa Kroerne og drak Brændevin med Bønderne, og hvis Ustyrlighed tilsidst gik saa vidt, at han en Paaskedag midt under Gudstjenesten i Drukkenskab slog Degnen i Kirkegulvet, saa der sprøjtede Blod op paa Alterdugen. Dog, langt den overvejende Del af Slægten havde været fromme Kirkens Stridsmænd, adskillige af dem tillige belæste, ja lærde Mænd, teologiske Granskere, fuldt saa meget Forstands- som Følelsesmennesker, der i deres landlige Afsondrethed havde søgt Erstatning for aandeligt Samkvem i et stille, indadvendt Tankeliv, en stedse inderligere Fordybelse i deres egen, indre Verden, i hvilken de da altid tilsidst fandt Tilværelsens sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egentlige Maal.
Det var denne i Slægten nedarvede Ringeagt for alle timelige Tings Værd, der havde været ogsaa Johannes Sidenius' mægtige Værge i Livets Kamp og bevaret hans Ryg rank trods Armods Tryk og mangeartet Modgang. Men han havde i saa Henseende ogsaa haft en god Støtte i sin Hustru, med hvem han levede det inderligste og lykkeligste Samliv, skønt de egentlig ikke lignede hinanden. Ogsaa hun var et dybt religiøst |9| Gemyt, men en tungsindig, lidenskabelig Natur, hvem Livet indgød Uro og mørk Ængstelse. Oprindeligt ubefæstet i Troen, som hun havde været det fra sit Hjem, var hun bleven en Ivrer, hos hvem den aarelange Kamp for Udkommet i Forbindelse med Mandens religiøse Paavirkning havde affødt sygeligt overdrevne Forestillinger om Jordelivets Trængsler og Kristenmenneskers Ansvar. Og hendes lange, haabløse Sygeleje, de mange, trange Aar, hun siden sin sidste Nedkomst havde ligget inde bag den mørke Sygestues nedrullede Gardiner, havde ikke gjort hendes Syn friere eller hendes Sind mere lyst. Skønt hendes Mand ofte alvorligt bebrejdede hende hendes Mismod og kaldte det syndig Mangel paa Tillid til Guds Naades Kraft, fandt hun aldrig helt Ro for bekymringsfulde Tanker angaaende Børnene og deres Fremtid, og hun blev ikke træt af strengt at foreholde dem den yderste Nøjsomhed i Alt som en Pligt mod Gud og Mennesker. Hun kunde oprøres som over en Forbrydelse, naar hun hørte om de velstaaende Borgeres Levevis, om deres Gæstebud med mange Retter Mad og to-tre Slags Vin, om Fruernes Silkekjoler og de unge Pigers Guldsmykker, — ja hun kunde end ikke rigtig tilgive sin Mand, naar det en Gang imellem hændte, at han kom hjem fra sin Spaseretur med en eller anden beskeden Gave, som han med et eget, tavst Galanteri henlagde foran hende paa |10| Dynen, et Par smukke Roser i et Kræmmerhus, lidt fin Frugt eller en lille Krukke Ingefærsyltetøj for hendes Nattehoste. Paa en Maade blev hun jo nok baade glad og rørt over hans Opmærksomhed; men hun kunde dog aldrig lade være med at sige, mens hun ømt kyssede hans store Haand:
»Du skulde nu dog hellere have ladet være, du Gode.«
I dette Hjem opvoksede et Kuld kønne, lidt kirtelblege Børn, elleve i Tal, fem lysblaaøjede Drenge og seks lysblaaøjede Piger, der alle var lette at kende mellem Byens øvrige Ungdom, blandt andet paa Grund af nogle mærkelige, krusede Halskraver, der gav Drengene et lidt pigeagtigt og de halvvoksne Piger et lidt karleagtigt Udseende. Drengene bar desuden deres lyse Haar langt og lokket, saa det hang dem næsten ned paa Skuldrene, medens Pigebørnenes laa fromt glattet ned over Hovedbunden og kun ved hver Tinding havde en lille, haard Fletning, der var lagt i en Bue foran Ørene. Forholdet mellem Forældre og Børn som overhovedet Tonen i Hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja fattige Maaltider sad Faderen for den øvre Ende af det lange, smalle Bord med sine fem Sønner ordnede efter Alder langs den ene Side. de fem af Døtrene langs den anden, mens |11| den ældste Datter, den huslige, gammelforstandige Signe, Faderens Øjesten, i Moderens Forfald indtog Pladsen for den nederste Bordende. Og aldrig faldt det nogen af Børnene ind at tale uden at være adspurgt. Under den samme højtidelige Tavshed, som Bordbønnen havde indledet, kunde Maaltidet undertiden fortsættes lige til Takkeordenes Fremsigelse. Dog kunde Pastor Sidenius ogsaa ofte være meddelsom overfor sine Børn, udspørge dem om deres Skolegang, deres Kammerater, deres Lektielæsning, og kom derved ikke sjælden ind paa selv at fortælle. Paa belærende Maade underholdt han dem da med Skildringer af Forhold og Begivenheder fra sin egen Ungdom, fortalte om Datidens Skolegang, om Livet i hans Faders og Farfaders lerklinede Præstegaarde o.s.v. Undertiden, naar han var i særlig godt Lune, kunde han endog more dem med spøgefulde Anekdoter fra sine Studenterdage i København, fra Regenslivet og Studenternes kaade Løjer med Natvægtere og Politi. Men havde han paa denne Maade faaet Børnene til at le, forsømte han aldrig tilsidst at give sin Fortælling Advarslens Form og formanende at vende deres Sind og Tanker tilbage mod Livets Alvor og Pligtens Bud.
Denne store Børneflok og navnlig den Fremgang, den fik — først i Skolen, siden ude i Livet — var efterhaanden bleven Pastor Sidenius' |12| Stolthed og samtidigt — indadtil — et med ydmyg Taknemlighed modtaget Vidnesbyrd om, at Herrens Velsignelse hvilede over hans Hus. Det var nu ogsaa en opvakt, lærelysten, frem for alt strengt pligttro Ungdom, ægte Sideniusser, der en efter en voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham paa endog i alle ydre Smaatræk — lige til den selvbevidste Holdning og taktfaste, soldatermæssige Gang. Der var kun ét af Børnene, af hvem Forældrene havde Sorg. Det var et af de mellemste, en Dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i Skolen og blandt sine Kammerater, saa der stadig indløb Klager over ham fra disses Forældre; men der sporedes allerede i en tidlig Alder hos ham en overlagt Opsætsighed mod Hjemmets Skik og Orden. Han var ikke bleven ti Aar gammel, før han rent ud nægtede sine Forældre Lydighed; og jo ældre Drengen blev, des stærkere voksede der frem i ham en stejl, overmodig Trods, som hverken Tugt eller Tvang eller Herrens Formaning formaaede at kue.
Pastor Sidenius sad ofte raadløs ved sin Hustrus Seng og talte om denne Søn, der hos dem begge vakte en skræmmende Erindring om hin vanslægtede Vendsyssel- Præst, hvis Navn stod som prentet med Blod paa Slægtens Stamtavle; — det var for dem, som om dennes ustyrlige Sind efter næsten et Aarhundredes Forløb gik igen i deres |13| Barn. Og uvilkaarligt paavirkede af Forældrenes Holdning, saa' efterhaanden ogsaa hans Søskende paa ham med fremmede Øjne og undveg ham sky baade under Arbejdet og i deres Leg.
Nu var Drengen ogsaa kommen til Verden i en uheldig Time, nemlig paa det Tidspunkt i Pastor Sidenius Liv, da han med sit graanende Haar troede sig sikret mod yderligere Forøgelse af sin den Gang allerede ret talrige Familie, og paa den anden Side før han endnu var naaet til den fromme Hengivelse i Guds Vilje, hvormed han senere havde taget imod ogsaa den sidste Halvdel af sin Børneflok. Uden at han selv vidste end mindre vilde det, var noget af den Uvilje, hvormed Pastor Sidenius havde ventet dette Barn, vedbleven at følge Drengen under Opvæksten. Dertil kom, at han netop paa det samme Tidspunkt var bleven forflyttet fra et fattigt og ensomt Hedesogn herind til Købstaden med dens langt mere omfattende Embedsvirksomhed; og Peter Andreas var herved tilfældigvis bleven den første af alle Børnene, hvis tidligste Opdragelse han havde maattet overdrage til Moderen. Men denne havde i de Aar, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end nok at gøre med at tage Vare paa de endnu mindre. Og da hun tilsidst, lammet af sin Sygdom, søgte at samle alle de Smaa omkring sin Seng, var han |14| allerede bleven for stor til, at hun herfra kunde holde Øje med ham og hans Færd.
Saaledes gik det til, at Peter Andreas saa at sige fra sin Fødsel blev forældreløs i sit eget Hjem. I sine første Leveaar havde han sit Tilhold i Pigekammeret og ovre i Udhuset hos en gammel Brændehugger, hvis nøgterne Betragtninger over alle forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede Drengens Virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet Hjem i Nabogaardene og i nogle tilstødende, store Tømmerpladser, mellem hvis Gaardskarle og Krambodssvende han ligeledes tilegnede sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder. Samtidigt udviklede dette Friluftsliv hans Krop og lagde en kraftig Teglstensrødme paa hans tykke Kinder. Blandt Gadens og Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet for sine Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til en Slags Fører for en lille Skare af dem. Uden at nogen i Hjemmet anede det, voksede han op som en lille Vild. Det var først, da han blev ældre, og navnlig, da han i Niaars-Alderen var kommen ind i Byens Latinskole, at Drengens farlige Tilbøjeligheder blev rigtig aabenbaret; og Forældre og Lærere fik nu travlt med at raade Bod paa, hvad der var forsømt.
Men da var det forsilde.
Inde i Pastor Sidenius' Studereværelse stod en Dag i Efterhøsten en af Byens Borgere for at bestille Barnedaab til den paafølgende Søndag. Med saa faa Omsvøb som muligt havde han udrettet sit Ærinde og stod allerede med Haanden paa Dørlaasen for at gaa, da han efter et Øjebliks Betænkning atter vendte sig om imod Stuen, satte Haanden med Hatten i Siden og sagde, temmelig udfordrende:
»Jeg kunde for Resten med det samme anmode Hr. Pastoren om at være saa venlig at entholde Deres Søn fra min Frugthave. Han og nogle andre Drenger har meget ondt ved at lade mine Kaviller være i Fred i denne Tid. Og det bryder jeg mig, rent ud sagt, ikke stort om.«
Pastor Sidenius, der havde siddet dybt bøjet over Skrivebordet med sine store, mørkeblaa Briller skubbet op paa Panden, i Færd med at indføre Faddernes Navne i Kirkebogen, rejste sig ved disse Ord langsomt op, lagde derpaa med en usikker Bevægelse Pennen fra sig og traadte et halvt Skridt frem.
»Hvad er det, De siger ... Skulde min Søn ...?«
»Ja — akkurat sgu,« vedblev den anden dristig, højst fornøjet over en Gang at kunne triumfere overfor den selvbevidste Præst. »Hr. Pastorens Søn — Peter Andreas eller saadan noget skal han nok hedde — han er nu tilogmed som en Slags Hovedmand for disse herre smaa Gavtyve, der |16| kryber over Folks Plankeværker i denne Tid. Og Ret skal vel være Ret ... ogsaa for Præstens Børn, tænker jeg.«
Pastor Sidenius' Ansigt havde skiftet Farve. Med en dirrende Haand støttede han sig paa Skrivebordets Kant, mens han blev ved at stirre paa den fremmede Mand, som vilde han endnu ikke tro paa, at denne talte sandt.
»Min Søn!« gentog han derpaa, kun halvhøjt.
... Paa samme Tid sad den lille Synder henne paa Skolen og skjulte sin daarlige Samvittighed for Læreren og Kammeraterne bag en stor Stabel Bøger. Han var ikke uden Anelse om, hvad der i dette Øjeblik foregik hjemme i Faderens Stue. Han havde nemlig paa Vejen til Skolen mødt den vrede Borgermand, og denne havde da raabt til ham over Gaden: »Glæd dig nu, min Dreng! Nu gaar jeg ind og snakker lidt med din Fa'er.« Rigtignok plejede Peter Andreas ikke at tage sig Faderens Vrede synderligt nær. Men han havde denne Gang undtagelsesvis selv en Fornemmelse af at have begaaet noget uværdigt, og nu, da Brøden var kommen for Dagen, skammede han sig oprigtigt over sin Meddelagtighed i den.
Paa Hjemvejen fra Skolen undgik han Kammeraternes Følgeskab ved at søge om ad Baggaderne. Med røde Øren gik han ind gennem Præstegaardens Port og forbi det Forstuevindue, bag hvilket Faderen plejede at passe ham op og |17| kalde ham ind, naar han havde forbrudt sig. Men da Vinduet forblev lukket, og da han heller ikke hverken paa Gaardspladsen eller i den tilstødende Have fik Øje paa noget foruroligende, begyndte han allerede at trække Vejret lettere. »Manden har naturligvis bare villet true,« tænkte han og drev som sædvanlig ind i Køkkenet for at høre til Middagsmaden, — ja, grebet af en pludselig Trang til at vise sig erkendtlig mod Forsynet, gik han derfra ind i Sovekammeret for at sige Goddag til Moderen. Men her standsedes han straks i Døren af et mørkt Blik henne fra Sengen. Med haard og ligesom fremmed Stemme sagde Moderen: »Gaa ind paa dit Kammer ... jeg vil ikke se dig.«
Drengen blev desuagtet staaende lidt; han kunde se paa Moderen, at hun havde grædt. »Hører du ikke? Bliv paa dit Kammer, indtil der kaldes paa dig.« — Saa listede han modfalden bort.
Da Husets gamle, enøjede Tjenestepige noget efter kaldte ham ind til Middagsmaaltidet, sad hans Søskende allerede paa deres Pladser omkring det lange, smalle Bord. Idet han viste sig, forstummede øjeblikkelig deres Samtale; alle sad de tavse og saa' ned i Skødet, mens han med et Forsøg paa at lade ligegyldig indtog sin Plads midt paa Drengesiden. Kun henne fra den nederste Bordende rettedes et Par Øjne imod ham med et |18| Blik fuldt af Afsky — Søsteren Signes lyse, kolde Øjne under de sammenvoksede Bryn.
Men nu hørtes Faderens tunge Skridt i den tilstødende Stue. Med tillukket, af Sorg og Græmmelse formørket Mine traadte han ind uden at se sig omkring, satte sig tavs ved Bordet og foldede under heftig indre Bevægelse sine Hænder, mens alle, undtagen Peter Andreas, bøjede Hovedet.
Men i Stedet for at bede Bordbønnen gav han sig til at tale. Han sagde, at han havde noget paa Hjærtet, — en saare alvorlig Sag, som han vilde tale lidt til sine kære Børn om, inden de i Dag skred til deres Maaltid. Med sine store, knoklede Hænder fast og ubevægeligt foldede, Øjnene lukkede bag de mørke Brilleglas, fortalte han dem derpaa om den Sorg, der havde ramt deres Fa'er og Mo'er, ... »den største, den tungeste Sorg, der kan ramme Forældre, den: at vide deres Barn i Syndens Vold, paa Vanærens lyssky Veje.« Og han tilføjede: »Hvad der er sket, skal ikke her forties eller besmykkes. Som det er Gud Herrens Vilje med alt, hvad der avles og fødes i Mørket, at det en Gang skal blive aabenbaret, er ogsaa denne Gærning kommen for Lyset for at faa sin retfærdige Dom. Peter Andreas har ikke villet agte Guds Bud. Han har forhærdet sit Hjærte overfor sin Faders og Moders Formaninger. Og Straffen er ikke udebleven. Ja, min Søn, du skal ikke skaanes for at vide og forstaa din |19| Brøde i dens fulde Forfærdelighed. Men du skal ogsaa vide og forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at din Fader og Moder og alle dine Søskende her taler til din Samvittighed gennem min Mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe Haabet om, at det dog en Gang skal lykkes os at finde Vejen til dit Hjærte og vende det mod det gode og sande.«
Rundt omkring Bordet var Børnenes smaa, rødrudede Bomuldslommetørklæder kommen i Bevægelse. Alle Søstrene græd. Ogsaa de ældre Brødre havde tilsidst ondt ved at skjule deres Grebethed, da Faderen omsider sluttede sin Tale med de Ord:
»Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme disse mine Ord i sit Hjærte og ærligt søge Guds og Menneskers Tilgivelse for sin Overtrædelse, skal den ikke oftere berøres imellem os. Saa lad os da — kære Børn! — alle forene os i Bøn til Herren, som er i Himlen, og bede, at han vil se i Naade til Eders ulykkeligt vildledte Broder, ... bede, at Gud vil bøje hans genstridige Sind og føre ham ud fra Syndens Trældom, bort fra Fortabelsens brede Veje. Dette bønhøre du, o Gud, som er i Evighed, at ikke én af os skal savnes, naar vi en Gang paa Opstandelsens Dag samles om din Herligheds Trone! Amen! I Jesu Navn Amen!«
Der var kun én, paa hvem den hele Scene |20| gjorde en Virkning, ganske modsat den tilsigtede; det var Peter Andreas selv. I allerførste Øjeblik var han vel bleven ikke saa lidt betuttet over den usædvanlige Form for en Tilrettevisning. Men det varede ikke længe, før netop dens Højtidelighed frembragte et fuldstændigt Omslag hos ham. Han havde overhovedet aldrig ladet sig imponere af Faderen. Dertil havde han været en for lærvillig Elev af sine gamle Venner, Gaardskarlene og Krambodsvendene, der langtfra altid havde omtalt ham i de respektfuldeste Udtryk. Dog havde han hidtil ikke været helt ufølsom for de mange gudelige Ord og hele det truende Bibelsprog, hvormed baade Faderen og Moderen idelig søgte at tale til hans Samvittighed, ja naar han om Søndagen saa' sin Fader knæle i den hvide Messesærk foran Alteret eller staa oppe under den billedskaarne Prækestols svævende Lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet gribes af en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse. Men i dette Øjeblik fik end ikke Bibelsprogene nogensomhelst Magt over hans Sind. Dertil var der efter hans nøgterne Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det Par sølle Æbler, han havde rapset over et Plankeværk. Og jo længere Faderen vedblev at tale, jo lydeligere hans Søskendes dybe Sindsbevægelse ytrede sig omkring ham, med des større Overlegenhed betragtede han den hele Scene. Han |21| var tilsidst ikke langt fra at finde den morsom. Der foregik virkelig under Faderens Tale et Slags Gennembrud i den elleveaarige Drengs Sind. Uden forøvrig selv at have fuld Forstaaelse deraf frigjorde han sig i dette Øjeblik for den sidste Rest af en Indflydelse, der hidtil havde virket hemmende paa hans Naturs frie Udfoldelse. Helt overgiven saa' han sig omkring, betragtede Faderens bævende Læber, Søstrenes rødgrædte Næser, det endnu dampende Grødfad og de mange foldede Hænder, — ja da han tilsidst nede hos Signe fik Øje paa de to smaa Tvillinger, der efter længe at have siddet og stirret uforstaaende paa deres hjærtegrebne Søskende nu paa én Gang brød ud i en ynkelig Tuden, havde han ondt ved at undertrykke et Smil.
Alligevel — helt utvungen var denne Lystighed ikke. Dertil ramte dette Forsøg paa at ydmyge ham i alle hans Søskendes Paahør for haardt hans allerømmeste Punkt: hans Æresfølelse. Dybest i hans Sind rørte der sig under Faderens Tale en mørk, dump Gengældelsestrang. Mens hans Læber kæmpede med et overgivent Smil, tumlede der sig inderst i hans Bevidsthed taagede Tanker om at hævne sig ... hævne sig dyrt og blodigt for den Forsmædelse, man her tilføjede ham.
I det hele fik Mindet om denne Middagstime en skæbnesvanger Betydning ikke alene for Drengens |22| Forhold til det Religiøse. Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans sorgløse Sind de første Spirer til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv. Han havde fra ganske lille følt sig forladt, ligesom husvild, under sine Forældres Tag. Nu begyndte han at spørge sig selv, om han ogsaa virkelig hørte hjemme dér; om han ikke var et fremmed, et udsat Barn, som Forældrene havde taget sig af. Jo mere han i Ensomhed tænkte over Tingen, des sandsynligere forekom den ham. Alt, lige til den forøgede Skyhed, hvormed hans Søskende efter denne Dag omgikkes ham, syntes ham med ét at bestyrke hans Mistanke. Havde han ikke de hundrede Gange maattet høre, at han ikke var som de andre? Havde Faderen nogensinde givet ham et Kærtegn eller blot et venligt Ord? Og hans Udseende? Naar han saa' sig i Spejlet, fandt han, at han var mørkere end sine Søskende, havde rødere Kinder og hvide, stærke Tænder. Han huskede nu ogsaa, at Naboens Gaardskarl en Gang havde sagt, at han lignede en Zigøjner.
Denne Tanke, at han ikke var sine Forældres Søn, forfulgte ham under hele Opvæksten. Den blev tilsidst hans fikse Idé. Den gav ham nemlig ikke alene en Forklaring paa hans Særstilling i Hjemmet; den tilfredsstillede desuden i høj Grad hans Drengestolthed. Han havde altid følt det |23| som en Vanære at være Søn af en gammel, halvblind og tandløs Mand, der var til Spot for den hele By. Han følte sig bestandig dybere beskæmmet af den Fattigdom, hvori Familjen levede, af Moderens forknytte Kniben paa alt udover det allernødtørftigste, af sine afstikkende, hjemmesyede Klæder, der allevegne vakte Smil og Medynk. Han havde ikke været gammel, før han hellere sultede en hel Dag paa Skolen, end han var at formaa til i Kammeraternes Paasyn at spise sin medbragte Fedtebrøds-Mellemmad. En Gang, da Moderen havde ladet en af Faderens gamle Præstekjoler omsy til ham til en Vinterfrakke, som dels ved Klædets ejendommelige Blankhed, dels ved sine altfor store Knapper tydeligt røbede sin Oprindelse, nægtede han rent ud at tage den paa; og da Moderen vilde tvinge ham, sønderrev han den i et Udbrud af Trods fra øverst til nederst og kastede den hen ad Gulvet.
Nu hengav han sig til stolte Drømme om at være et ved Uagtsomhed efterladt Barn af en eller anden omstrejfende Zigøjnertrup, en af disse evigt vandrende Natmandsfamiljer, som den gamle, enøjede Tjenestepige ofte havde fortalt om, og som havde deres Tilhold derude omkring den ensomtliggende Hedepræstegaard, hvor Forældrene før havde boet, og hvor han efter Sigende skulde være født. Han forestillede sig sin virkelige Fader som en mægtig Høvdingeskikkelse med blaasorte |24| Lokker hængende ned ad Ryggen, en Slængkappe over Skuldren, en Egestav i sin brune, stærke Haand ... en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke Heders uendelige Rige, Frihedens og de vilde Stormes Hjem. Han befandt sig i den Alder, da Drømmene vaagner og Fantasiens Vinger faar deres Svingfjer, ... og nu, da alle Muligheders Porte var bleven aabnede, havde hans Indbildningskraft fri Tumleplads. Intet forekom ham længer umuligt, naar det angik ham selv. Regelmæssigt endte han sin Drømmeflugt dybt inde i Æventyrets allerluftigste Riger. Han indbildte sig tilsidst at være en Kongesøn, der, ligesom Helten i en Fortælling, han netop havde læst, var bleven bortført af et omvandrende Folk og siden solgt og holdt i Fangenskab her i Præstegaarden — og saa fuldstændig indlevede han sig i denne Forestilling, at han havde fuldstændig Rede paa, hvorledes Alt kunne være gaaet til. Undertiden forekom det ham endog, at han dunkelt erindrede Ting og Begivenheder fra sin allertidligste Barndom ... mindedes en stor Sal med Marmorsøjler og mange sort-hvide Gulvtavl, hvorpaa Foden gled ... en blaa Sø mellem høje Bjærge ... en Abekat i et gyldent Bur ... en Mand i en rød Kappe, der satte ham foran sig paa sin Hest og red med ham ind gennem store, mørke Skove ... |25| Baade hans Forældre og Lærerne i Skolen blev efterhaanden opmærksom paa den Indesluttethed, der var kommen over Drengen i de senere Aar og undertiden næsten kunde antage Karakteren af en Monomani. Hjemme i Stuerne var han lutter tavs Utilgængelighed, tilsyneladende ligegyldig for Alt og Alle. Ogsaa udenfor Hjemmet gik han sine egne, usporlige Veje. Faderen kunde saa at sige ikke faa et Ord ud af ham; og selv overfor Moderen, der dog før havde haft en Del af hans Fortrolighed, og hos hvem han, naar det kom til Stykket, ogsaa altid havde fundet mest Overbærenhed og Forstaaelse, blev han bestandig mere tilmuret. Endnu kunde han vel af og til i Mørkningen, naar hun var alene, komme ind til hende og sætte sig ved hendes Seng og ligesom i gamle Dage afløse en af de yngre Søskende ved Gnidningen af Aareknuderne paa hendes syge Ben. Men aldrig fik hun andre Svar af ham end Ja og Nej, naar hun søgte at trænge ind paa ham for at faa at vide, hvad det var, han gik og rugede over.
Alligevel søgte baade hun og Faderen en Tid at trøste sig med den Tanke, at hans Tavshed kunde være et Tegn paa, at han var begyndt at gaa i sig selv. — Men da hændte der en Dag noget, der med ét udslukte deres sidste Haab.
|26| En Vinteraften sidder Familjen samlet i Dagligstuen og venter paa, at Vægteren med sin Sang skal forkynde, at det er Sengetid. Klokken er henimod ni. I Hestehaarssofaen bag det store Mahognibord sidder den husmoderlige Signe med et Strikketøj og læser højt for Faderen af »Fædrelandet«, der ligger udbredt foran hende under den døsigt brændende Moderatørlampe. Han har sin Plads i en gammeldags høj- og stivrygget Lænestol paa den anden Side af Bordet og sidder dér træt sammensunken, med Hovedet bøjet, Hagen hvilende paa Brystet, Armene korslagte. En stor, grøn Øjenskærm skjuler mere end Halvparten af hans graablege, rynkede og skægløse Ansigt. Halvslumrende hører han — og hører alligevel ikke — den monotone Oplæsning af Bladets spaltelange Udenrigsartikkel. Pastor Sidenius er Morgenmand — selv Vinterdage staar han op, naar Kirkeuret slaar fem, — og desuden benytter han Aviser og lignende verdslig Læsning fortrinsvis til at lade sig dysse i Blund ved efter Middags- og Aftensmaaltidet.
Ved Bordet sidder endnu to af de yngre Smaapiger i deres store, tærnede Busseronner, begge — skønt ganske rødøjede af Søvnighed — flittigt bøjede over et Haandarbejde. De er at se til som nøjagtige Kopier af Søster Signe, har det samme lidt gammelkloge Ansigtsudtryk, de samme smaa, haarde Fletninger foran Ørene, de samme |27| store, lyse Øjne under kraftigt tegnede Bryn. Døren til Sovekammeret staar aaben, og derinde i Mørket ved Moderens Seng sidder — som saa ofte — et andet af Børnene og gnider hendes syge Ben. Ogsaa Peter Andreas er undtagelsesvis tilstede. Han staar for sig selv henne ved et Vindue og skæver hvert Øjeblik utaalmodigt op til Uret paa Sekretæren. Han er nu en Dreng paa omtrent fjorten Aar, tætbygget og sværlemmet, med Klæder, der stumper for Hænder og Fødder. Hans ældre Brødre er borte; de er begge bleven voksne og studerer ved Universitetet i København; og som Husets ældste, hjemmeværende Søn har Peter Andreas arvet deres Værelse, et lille Gavlkammer oppe paa Loftet, hvor han for det meste opholder sig. Saasnart Signe slutter sin Oplæsning, benytter han da ogsaa Lejligheden til at sige et kort Godnat og forlade Stuen.
»Hvad var det ... er Artiklen allerede forbi?« spurgte Faderen lidt fortumlet, idet han vaagnede. »Er der ellers noget læseværdigt i Bladet? ... Hvad staar som Overskrift over den næste Artikkel?«
»Hvor mange er Klokken, Børn?« spurgte i det samme Moderen inde fra Sovekammeret.
»Klokken er ti Minutter over ni,« svarede de to Smaapiger i Munden paa hinanden, efter at de havde vendt sig om og set op paa Uret.
Der forløb nogle Øieblikke i Stilhed. Ude |28| paa Gaden gik nogle Folk forbi. Man kunde ikke høre andet end deres Stemmer. Et Lag nyfalden Sne gjorde Skridtene lydløse.
»Vil du saa have, at jeg skal læse mere?« spurgte Signe.
»Aa, lad det kun være,« sagde Faderen, rejste sig derpaa og gav sig til at spasere frem og tilbage paa Gulvet for at ryste Døsigheden af sig inden Aftenbønnen.
Det varede nu heller ikke længe, før der udenfor paa Gaden hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters »Sang«, der lød, som om en fuld Mand gik og snakkede højt med sig selv. I det samme gav de to Smaapiger sig til at pakke deres Sysager sammen, og lidt efter rejste ogsaa Signe sig. Med udpræget Ordenssans lagde hun Aviser og Strikketøj tilside, kaldte derpaa den gamle Tjenestepige ind fra Køkkenet og satte sig ved det opslaaede Klaver.
»Skal vi ikke i Aften synge: »Lover Herren, han er nær«,« — lød det inde fra Moderen.
»Hører du, Signe,« sagde Faderen. Han havde stillet sig hen bag den store Lænestol, paa hvis Ryg han hvilede sine foldede Hænder; og i denne Stilling istemte han nu Salmen med den lille, uskønne Sangstemme, som fra hans allerførste Gudstjeneste dèr i Byen havde vakt Menighedens udulgte Munterhed og forskaffet ham Øgenavnet »Frøen«.
|29|Signe derimod havde en stor og ganske smuk Sopran, som hun brugte med et Overmaal af Kraft, der dannede en karakteristisk Modsætning til den Beherskelse og det Maadehold, hun under alle andre Livets Forhold lagde for Dagen. Som hun der sad med sine tykke, arbejdsrøde Hænder paa det gamle Instruments gulnede Tangenter og med Blikket løftet mod det Høje, var det overhovedet ikke vanskeligt at se, hvad det var for en Tro og et Haab og en Kærlighed, der gav denne endnu ikke tyveaarige unge Pige Styrke til med en saadan Selvfornægtelse at ofre sin Ungdom for Hjemmet og sine smaa Søskende. Ikke fordi hendes Ansigtsudtryk paa nogen Maade tydede paa sværmerisk Betagethed, hin overjordiske Henrykkelse, hvorunder Himlene aabner sig, mens Sjælen gennembæves af salige Syner. Som en ægte Sidenius havde hun slet ingen Anlæg for katolsk Mysticisme. Den sikre Fortrøstning, der afspejlede sig i hendes Ansigt, mens hun sang, og gav hendes Stemme en saa usædvanlig Inderligheds Kraft og Varme, udsprang fra en forholdsvis nøgtern, dogmatisk begrundet Forvisning om at høre til den lille Flok, der søgte Retfærdiggørelsens snevre Sti, og hvis Arvelod var i Himlen, hvor en Gang den evige Herlighed skulde blive dens Løn for al Møje og alle Afsavn.
Midt i Salmens andet Vers løftede Faderen Hovedet med et lyttende Udtryk og udbrød med ét: »Stille!« — Samtidigt kaldte Moderen inde |30| fra Sengen. »Der er nogen, der ringer paa Portklokken,« sagde hun. Straks, da Sangen standsede, hørte ogsaa de Andre den tunge Natklokke klemte helt henne i den anden Ende af Huset; og denne usædvanlige, ulykkebebudende Lyd midt i Aftenens Stilhed virkede uvilkaarlig opskræmmende paa dem Alle. Faderen gik hastigt gennem de tilstødende Værelser ind i sin Stue og slog her et Vindue op. »Hvem kommer her og kalder ved Nattetid?« raabte han ud. Inde i Dagligstuen kunnde man høre, at en Mandsstemme svarede ude paa Gaden. Og mens de to Smaapiger, helt uhyggelige tilmode, vekselvis saa' paa hinanden og hen paa Signe, der var bleven siddende ved Klaveret, fortsatte Faderen i ret skarp Tone sin Underhandling: »Deres Barn sygt? ... Hvad er Deres Navn, og hvor boer De? ... Krankstuegyden ... Ja saa ... Hvor gammelt er Barnet? ... Det er besynderligt, som Folk i denne By faar travlt med at forlange Præstens Hjælp, saasnart der er Fare. Til daglig Brug føler de ingen Trang til Guds Ords Trøst. Hvorfor har De ikke ladet det Barn døbe for længe siden? ... Ja naturligvis skal jeg komme. De maa gaa hjem og ordne alt fornødent forinden. — — Men jeg forlanger, at der er Lys paa Trappen, naar jeg kommer,« raabte han efter Manden, da han allerede en Gang havde lukket Vinduet.
Saasnart han kom tilbage til Dagligstuen, spurgte han efter Peter Andreas. »Han gik op |31| for lidt siden. Nu skal jeg kalde paa ham,« sagde Signe, der vidste, at Faderen paa Grund af sit svage Syn ikke gærne gik ud om Aftenen eller i glat Føre uden Ledsagelse. »Det kan du gøre, Bodil,« sagde han til den gamle Tjenestepige, idet han gik ind i Sovekammeret. »Signe, du maa blive her og hjælpe mig med Præstekjolen.« — »Ja.«
Inde hos Moderen var imidlertid Natlampen bleven tændt. »Tag endelig noget varmt paa dig, Johannes,« sagde hun i sin altid lidt modløse Tone. »Det er vist rigtig koldt i Aften, jeg kunde høre det paa Kirkeuret før. — Signe, hent Fa'ers forede Vest. Den hænger inde i Skabet.« — »Ja.«
Men nu kom den gamle Bodil tilbage med den Besked, at Peter Andreas ikke var paa sit Kammer og heller ikke var at finde noget andet Sted i Huset. »Ikke paa sit Kammer?« gentog Præsten og rejste sig uvilkaarlig fra den Stol, paa hvilken han netop havde sat sig for at faa Præstekraven bundet om sin Hals. Og da han nu paa Pigens forstyrrede Ansigtsudtryk kunde se, at hun vidste mere, end hun havde sagt, gik han hende hurtigt helt nær og sagde bydende: »Hvad er der? ... Sig frem ... du skjuler noget.« Skælvende af Angst for Præstens Vrede maatte hun da gaa til Bekendelse og fortælle, at hun — som ligeledes havde sit Kammer paa Loftet — flere Gange i den senere Tid havde hørt Nogen liste omkring deroppe om Natten; og da hun hele |32| Tiden havde haft Mistanke til Peter Andreas og nu fandt hans Værelse tomt, havde hun anstillet en nærmere Undersøgelse og derved fundet Vinduet i Forstuen staaende paa Klem og friske Spor i Sneen udenfor.
Henne i Sengen havde Moderen forsøgt at rejse sig. Nu lagde hun sig tilbage paa Puden med et klagende Udbrud og holdt Haanden for Øjnene som en, for hvem det svimler. Præsten gik hen til hende og greb hendes anden Haand. »Rolig, Mo'er ... rolig!« sagde han, skønt hans egen Stemme skælvede. — »Gud se i Naade til os!« stønnede hun. — »Amen!« sagde Præsten stærkt; han slap ikke hendes Haand. —
Imidlertid befandt Peter Andreas sig ude paa de store Bakker nordfor Byen, hvor en livlig Skare af halvvoksen Ungdom i disse Aftener drev Slædesport i det klare Maaneskin. Det var selve den kongelige Amtschaussé, man havde udvalgt til Bane — en bred, jævnt nedadskraanende Vej, der fra Bakkehøjden førte i en enkelt stor Svingning lige ind til Byen, ja her kunde man endda, dersom man havde tilstrækkelig Fart paa og ikke var bange for Vægteren, rutsche gennem hele den stejle Nørregade næsten ned til Torvet foran Raadhuset. Under hele denne lange Nedfart havde man foran sig den frieste og videste Udsigt over Egnen: først nedover selve Byen |33| med dens rødligt belyste Gader og utallige, skarptskaarne Maaneskygger paa de snebedækkede Tage; dernæst over den tilfrosne Fjord og de islagte Enge; endelig over det fjerne Bondeland med dets Landsbyer, Skove og tilsneede Marker. Og ovenover alt dette en uhyre Himmel, en mørkeblaa Kuppel, mellem hvis sejlende Skyer Maane og Stjerner legede Skjul, som havde disse gamle Kloder ladet sig smitte af Ungdommens Lystighed.
Hallo! Under skingrende Fløjten og raske Tilraab fór de skinnebeslaaede Slæder ned ad den isglatte Vej, sikkert styrede af de lange Pigkæppe, der slæbte efter dem som Ror ... hoppende over Smaasten, løftende sig let over enhver Forhindring som en Baad over en Bølge. Hist og her ved Siden af Vejen stod Smaaklynger af halvvoksne Tjenestepiger med indbundne Hoveder og begge Hænderne viklede ind i deres Forklæder som i en Muffe. Hver Gang det hændte, at en af Idrætsmændene under Farten forbi dem tumlede bagover og blev siddende paa Banen som en afkastet Rytter, mens den tomme Slæde med forøget Hast fløj videre ned ad Bakken, opløftedes der fra disse Klynger en ubarmhjærtig Latter, der altid fik et Tilskud af hoverende Hujen fra de Drenge, der tilfældigsis fór forbi. Værst gik det i slige Tilfælde ud over »Studenterfrøene«, som var i afgjort Mindretal; og Peter Andreas' højeste Unaade ramte derfor den af disse, der tilføjede Latinskoleeleverne et saadant|34| Nederlag. Selv styrede han med overlegen Sikkerhed sin nye, flotte, rødmalede Langslæde, »Blodørnen« kaldet, den han udenvidere havde taget paa Kredit hos Byens Hjulmand og om Dagen holdt skjult i en af Tømmergaardene. Let og lydløst næsten fløj den gennem Luften paa sine engelske Rundjern, mens han i ét væk brølte: »Varsko!« Hans tykke Kinder glødede; hans Øjne blev stive af Iver og Kappelyst. Undertiden rejste han sig midt under Farten op paa Mederne, svang sin Pigstav over Hovedet som en Kriger en Lanse og raabte: Hej — Hallo — Ho! Det tindrende Livsmod, al den viltre, stridslystne Ungdomskraft, han daglig maatte skjule og nedkue i Hjemmet og Skolen, brød i saadanne Øjeblikke frem hos ham i et triumferende Overmod, der kunde gøre ham en Smule latterlig selv for hans Venner.
Pludselig hørtes der et højt, varskoende Raab nede fra Foden af Bakken. I samme Nu styrede alle Slædefarerne ud til Siden og lod sig vælte ned i de dybe Grøfter. Ogsaa de, der var paa Vej opefter, forputtede sig i Hast bag Snedriver og Buske, mens alene Pigebørnene blev staaende og nøjedes med at stikke Hovederne sammen og fnise. Nede ved Indkørselen til Byen var Vægteren kommen til Syne. I sin lange Kavaj, med Blikskiltet skinnende som en Stjerne paa Brystet, stod han der i Maanelyset for Enden af |35| det mørke Stræde. Af Hensyn til de købstadsøgende Bønders Heste var al Slædefart paa Landevejen forbudt, og Drengene havde derfor udstillet Vagtposter hist og her under Bakken for at sikre sig mod en Overrumpling. Nu stod den frygtede »Wolle« dernede og saa' op mod den ganske tomme Vej, mens der hist og her fra Grøfterne lød et halvkvalt »Kuk-Kuk« eller »Mi-jav«, efterfulgt af undertrykt Grinen. Saa opløftede han truende sin Stok, vendte sig derpaa om og gik tilbage ind i Byen. Kort efter hørtes igen Vagtmandskabets Signal, og faa Minutter efter var Legen paany i fuld Gang over hele Banen.
Imidlertid havde en af de største Læredrenge faaet en af Pigerne lokket med paa sin Slæde, og denne Triumf lod ikke længe Ærgærrigheden slumre i Peter Andreas' Bryst. Midt under Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde Pigebørn og indbød med udstrakt Haand den allerlængste af dem til at slaa Følge. Efter lidt Nølen gav hun efter og satte sig overskrævs foran ham paa Slæden. Han slyngede dristigt Armen om sin Erobring — og Blodørnen fór afsted. »Varsko!« brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte forkynde Verden sin Sejr. »Saa' du Per?« hørte han i Forbifarten to af sine Kammerater sige, der var paa Vej opefter med deres Slæder. Ogsaa Pigebarnet — en sortøjet og sortlokket Tiggertøs — vendte sig under den stedse vildere Fart anerkendende |36| om imod ham og grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Hjærte til at banke. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst, ... Drømme om Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en Jordhytte, ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.
Da de standsede nede foran Byen, rejste Pigebarnet sig for at vende tilbage til sine Veninder. Men Peter Andreas bad hende ridderligt at blive siddende; han skulde nok trække hende op ad Bakken, sagde han. Og uden at agte paa hendes Indvendinger lagde han Rebet over sin Skulder og begav sig paa Vej. Fod for Fod stred han sig opefter ad den isglatte Skraaning med sin tunge Byrde. Han drømte sig en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstog i fremmede Lande, trækkende efter sig sit Krigsbytte, en dejlig Kvinde, som nu skulde være ham til Vilje deroppe i hans Bjælkehus dybt inde i Skovene ... Og sporet af sin Fantasi stemmede han Fødderne mod Sneen med en fyrig Kraftanspændelse, saa Sveden sprak ham af Panden.
Da de naaede Bakketoppen, og han atter havde indtaget sin Plads bag paa Slæden, vendte Pigen sig om imod ham og sagde:
»Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?«
Peter Andreas huggede en Tand i sin Læbe og |37| blegnede med et af Skam. »Nej,« sagde han derpaa med et Eftertryk, der forplantede sig helt ned i hans Fod, — og Blodørnen styrtede nedover Bakken, saa Skinne-Jernene sang. Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt som i dette Øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke, beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad midt i Vinternattens Æventyrpragt og sang Salmer og bad bange Bønner — en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru for Livet og dets Herlighed. Han følte sig tusinde Mile borte derfra, i en hel anden Himmelegn, i Slægt med Solen og Stjernerne og de sejlende Skyer.
Tys! — Hans Øre opfangede med et en gammelkendt Klang dernedefra ... Kirkeklokkens Slag. Som et Budskab fra Underverdenen steg den op til ham gennem den sølvlyse Frostluft ... elleve tunge, mørke, langsomme Slag. Hvor han hadede denne Lyd, der altid havde mindet ham om Faderens Stemme! Allevegne og til alle Døgnets Tider brød den skurrende ind i hans Lykkeverden ... advarende, kaldende. Det var ikke muligt at flygte saa langt, at den ikke indhentede ham. Gik han om Foraaret ude paa Landevejene langt borte fra Byen og fangede Insekter; eller laa han om Sommeren i de lyse Nætters Tid og drev med en Baad ude paa Fjorden og trak Aborrer eller pilkede Gedder, ... hvert Kvarter listede den sig ind i |38| hans Øre som en Spøgelserøst, en besværgende Mumlen af en usynlig Aand, der overalt forfulgte ham.
»Hallo!« skreg han for at overdøve Røsten og krystede i udfordrende Trods den lange Pige endnu tættere i sin Favn. Hun vendte sig paany smilende om imod ham og saa' paa ham med et Blik, der tændte Ild i hans Blod.
»Du er smuk,« hviskede han ind i hendes Øre. »Hvad hedder du?«
»Oline.«
»Og hvor boer du?«
»I Smedestrædet ... Riisagers Gaard ... Og hvor boer du?«
»Jeg?«
»Ja. Naar du ikke er Præstens Søn, hvem er du saa?«
»Hvem jeg er? ... Jeg? ... Hvem jeg er? ...« Uden at agte nogen Fare havde han overskredet Bygrænsen og fór nu i fuld Fart videre ned ad Nørregaden. Han var dog ikke kommen langt, før en stor Skikkelse sprang frem fra et Gadehjørne og med et tordnende »Holdt« huggede den krumme Ende af en Stok i Slæden, saa denne væltede og kastede det sammenslyngede Par ud i Sneen. Med et vildt Skrig flygtede Pigebarnet, mens Peter Andreas følte sig grebet i Nakken af Ole Vægters kraftige Næve.
»Kom nu her, du Knægt! Jeg skal lære Jer |39| Satans Drenger at holde Jav med Øvrigheden. Paa Raadstuen med ham! ... Ingen Snak! ... Hvem er du en forbandet Søn af?«
Peter Andreas, der i et Nu var bleven klar over, hvad Følgerne kunde blive for ham, dersom han ikke ved en eller anden List i Hast slap ud af Klemmen, sagde hurtigt og ligesom aandeløs:
»Det var godt, jeg traf Dem, Vægter! Der er stort Slagsmaal deroppe mellem Drengene, og Iversens store Læredreng har trukket Kniv. De maa skynde Dem ... han er helt rasende.«
»Hvad er'et, han siger?«
»Ja, han har stukket Alfred ... Amtmandens Søn. Bare han ikke er død. Han ligger deroppe i en stor Blodpøl.«
»Amtmandens Søn!« stønnede Vægteren og slap sit Tag.
»Jeg løber hen og siger det til Familjen og henter Doktor Carlsen,« sagde Peter Andreas og greb hurtigt efter Slæderebet. Før Vægteren fik sig besindet var han væk.
Klokken var næsten tolv, da han, efter at have svunget sig over Naboens Plankeværk, krøb ind gennem det Forstue-Vindue, han ved sin Bortgang havde ladet staa paa Klem efter sig. Støvlerne havde han trukket af sig ude i Sneen; med forsigtige Skridt listede han sig henimod Loftstrappen, |40| da Døren til Studereværelset i det samme blev reven op, og Faderen stod foran ham med en Lampe i sin opløftede Haand. I nogle Øjeblikke blev Fader og Søn staaende stumme overfor hinanden uden at kunne finde Ord. Der hørtes kun en klirrende Lyd af Kuppellampen i Pastor Sidenius' skælvende Haand.
»Ad Tyvens Vej gaar du ind og ud af din Faders Hus,« sagde han endelig. — »Hvor kommer du fra?« tilføjede han lidt efter med en Stemme, som havde han næppe Mod til at høre Svaret.
Peter Andreas foragtede sin Fader for dybt til at ville lyve for ham. Uden Omsvøb og uden Forsøg paa Besmykkelse, endsige Undskyldning, tilstod han ham alt — lige til Købet af »Blodørnen« og sin Gæld hos Byens Hjulmand.
»Saa vidt er det altsaa kommen med dig!« sagde Præsten med Forfærdelse i Stemmen, skønt Drengens Beretning i Virkeligheden havde bortvæltet en grufuld Angst fra hans Faderhjærte. »Du er og bliver et Mørkets og Syndens Barn! Gaa i din Seng! ... Imorgen taler jeg nærmere med dig.«
Da Peter Andreas tidligt den næste Dag blev kaldt ned til Morgenandagten, var han forberedt paa en Gentagelse af den højtidelige Brændemærkning, der i sin Tid havde fundet Sted i Anledning af Æbletyveriet. Imidlertid blev Salmen sungen og Troen bekendt, uden at der skete |41| nogen Hentydning til Gaarsaftenens Begivenhed; og — hvad der var endnu mere overraskende — heller ikke senere blev der talt et Ord til ham derom. Pastor Sidenius havde den hele Formiddag siddet ved sin Hustrus Seng, og de var kommen til den Erkendelse, at det var frugtesløst længer at forsøge paa ved Overtalelser at indvirke paa Drengens Sind, — der kunde nu kun haabes paa, hvad Tiden og Livet ved Guds Naades Bistand kunde udrette. Den eneste Foranstaltning, der blev truffen, var den, at Naboens Plankeværk forsynedes med opadvendte Spigersøm, og at Faderen fremtidigt hver Aften personlig forvissede sig om, at Sønnen laa i sin Seng.
Peter Andreas var ligeglad. Intetsomhelst af, hvad man foretog sig med ham i Hjemmet — det være sig ondt eller godt — formaaede længer at gøre noget Indtryk paa ham. Han tænkte derfor heller ikke mere paa ved et eller andet afgørende Skridt — en formelig Opstand, en hemmelig Flugt — at forkorte sin Pine. Den Tid var forbi, da han i sin Utaalmodighed lagde æventyrlige Planer om paa Lykke og Fromme at drage ud i Verden for at opsøge det Kongerige, hans Drømme havde foregøglet ham. Han var nu baade gammel og forstandig nok til at indse, at han netop hurtigst og sikrest vilde kunne naa den attraaede Uafhængighed, naar han taalmodigt gik sin Skolegang til Ende, — og forøvrigt varede det heller ikke længe, |42| før han udfandt andre Maader at skuffe Faderens Aarvaagenhed paa. Ved Hjælp af en Tougende firede han sig fra sit Gavlvindue ned paa Portrummets Halvtag og lod sig herfra glide langsmed Tagrenden ned paa Gaden — og endnu mangen maaneklar Nat laa han ude paa Fjorden med sin elskede Fiskesnøre og forærede ved Hjemkomsten Vægteren sin Fangst for at holde hans Mund lukket.
Han var overhovedet ikke længer raadvild med Hensyn til sig selv. Han havde allerede lagt en fuldfærdig Plan for sit Liv. Han vilde være Ingeniør. Denne Stilling syntes ham nemlig at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm om et frit omflakkende Liv, fuldt af Æventyr og spændende Tildragelser. Desuden vilde han ved at vælge en saadan rent praktisk Livsgærning paa den tydeligst mulige Maade udskille sig fra sin Slægt og bryde med dens aarhundredgamle Traditioner. Hans Valg var en bevidst Udfordring til Familjen, navnlig til Faderen, der en Gang, da der blandt Byens Borgere herskede stor Bevægelse i Anledning af, at der var fremkommet Forslag om ved en omfattende Regulering og Uddybning af Fjordindløbet at søge Byens hensygnende Skibsfart fremmet, ved Middagsbordet havde udtalt sig meget overlegent og yderst ringeagtende om den hele Sag. »Disse Folk, med deres idelige Bekymringer for alle andre Ting end netop det ene Fornødne,« havde han sagt. Fra den |43| Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være Ingeniør.
En Art Tilskyndelse i denne Retning fik han desuden henne fra Skolen. Mens de fleste af hans Lærere, paavirkede af Forældrenes Opfattelse af ham, paa et tidligt Stadium havde opgivet ham som En, der dog aldrig vilde drive det til noget ordentligt, havde han efterhaanden vundet sig en Ven og Beskytter i sin Matematiklærer, en ældre, afskediget Artilleriofficer, der ikke alene bedømte hans Udskejelser med mild Overbærenhed, men desuden ved flere Lejligheder — og ligesom med Hensigt — udtalte sig særdeles rosende om hans Evner baade overfor sine Medlærere og navnlig overfor Faderen, naar denne — som det et Par Gange var Tilfældet — i sin Utaalmodighed tænkte paa at tage ham ud af Skolen for straks at sætte ham til et Haandværk. Det saa' tilsidst næsten ud, som om den gamle, livsglade Herre følte en hemmelig Sympati for Drengens Oprørstilbøjeligheder overfor Pastor Sidenius' Regimente og fandt en lun Tilfredsstillelse ved i Smug at yde ham en Haandsrækning i hans Kamp.
Det forholdt sig ellers saa, at Stemningen overfor Pastor Sidenius og hans Hus i visse Dele af Befolkningen var i Færd med at vende sig. Tiden og Vanen havde efterhaanden ogsaa i dette Forhold — om end langsomt — gjort sin forsonende Gærning. Dertil kom at adskillige af de gamle Købmænd |44| og Studeopdrættere, som hidtil havde ledet Byens offentlige Mening, i Aarenes Løb var døde, og — hvad der var det væsentligste — det viste sig for de flestes Vedkommende, at de langtfra med Hensyn til Formue havde været de Stormænd, som de ved deres Optræden og hele Levevis havde ladet formode. Det havde været Forretningsfolk af den gamle Skole, der ikke vilde erkende, at Tiden løb fra dem, og i deres Studestædighed lod haant om de ændrede Former, som Aarhundredets nye Samfærdselsmidler efterhaanden havde givet Handelen, og som Nabobyerne imidlertid havde forstaaet at drage Fordel af. Flere af Byens bedste Familjer, der havde levet stort paa nedarvet Rigdom, sank i Løbet af faa Aar næsten ned i Fattigdom. Og med den svindende Velstand voksede Trangen til Religionens Trøst. Pastor Sidenius' myndige Ord om det Timeliges Forfængelighed og Armodens og Savnets sande Rigdom begyndte at finde mere Forstaaelse hos Folk og allermest netop hos dem, der forhen havde staaet ham haardest imod. Endnu vilde man vel ikke heltud anerkende ham. Dertil var saa meget i hans Væsen dem vedblivende for fremmed og frastødende. Men stadig øgedes den Skare af Andagtsfulde, der om Søndagen samledes om hans Forkyndelse. Og aldrig hændte det længer, at nogen af Byens Borgere undlod at hilse ham paa Gaden, i hvert Fald naar han var i Ornat. |45| ... Det var under den videre Udvikling af dette Forhold, der saa smaat begyndte at vække Røre og dele Befolkningen i Partier, at Befrielsens Time endelig slog for Peter Andreas.
En smuk Efteraarsdag henimod Aften dampede den ugentlige Passagerbaad langsomt ud gennem Fjordens stadig lige tilgroede Krumninger paa Vejen til København. Henne i Agterstavnen stod — frejdigt støttet til en Stok — en mørkhaaret, syttenaarig Yngling med en Taske over Skuldren og saa' tilbage imod Byen, der tegnede sig bestandig mørkere mod den lyse Aftenhimmel. Det var Peter Andreas. Takket være den gamle Matematiklærers indtrængende Forestillinger havde Faderen omsider indvilliget i at lade ham rejse til Hovedstaden og begynde Studier ved det polytekniske Institut. Løsrivelsen fra Hjemmet havde ikke kostet ham Taarer. Selv Afskeden med Moderen var gaaet lettere, end han havde ventet. Og dog, som han nu stod dèr i sin nye, skræddersyede Dragt, med en Hundrededalerseddel indsyet i Foret paa sin Vest, og saa' Byens Tage og Taarn svinde længere og længere bort mod den gyldne Horisont, grebes han et Øjeblik af en ham uvant Taknemlighedsfølelse for Hjemmet og Forældrene. Det syntes ham med ét, at han dog ikke havde faaet sagt Farvel paa rette Maade, og han ønskede næsten, at han havde kunnet tage Afsked endnu en Gang. Blot endnu én Gang |46| — og saa aldrig mere. Om det saa var den fjerne Lyd af Kirkens Aftenklokke, der i dette Øjeblik ligesom af usynlige Aander bares ud til ham over Engene som Hjemmets sidste Hilsen og Advarsel, saa vakte den kun hans forsonlige Følelser nu, da den ikke længer havde Evnen til at skræmme ham. Med den første, fulde Fornemmelse af sin Frihed — paa én Gang benauende og mægtigt berusende — hørte han disse hidtil saa forhadte Toner dø ligesom klagende hen i det Fjerne og tilsidst forstumme. Underverdenens Spøgelserøster havde ikke længer nogen Magt over ham, hverken til det onde eller til det gode. Han var fri. Troldehammen var afkastet. Lysets Verden laa aaben for ham ...
