Det havde sneet uafbrudt i fire Døgn. Og skønt det endnu var tidligt paa Vinteren, i Begyndelsen af December, var Sneen overalt bleven liggende paa Jorden, havde ophobet sig i Grøfterne, trykket sig sammen bag de lange Stendiger over Markerne og halvt begravet Landsbyernes Huse og Haver.
Og jo hvidere Jorden blev, des sortere blev endda Himlen, des lavere sænkede den sig ned over de tilhyllede Agre, de overføgne Træer, der ligesom i Frysen trak det hvide Lagen tættere og tættere omkring sig.
Der havde i det hele raset et Herrens Vejr paa denne Egn lige siden Midten af November. Ikke saa saare var Mortens-Nyet blevet tændt, og Bonden havde faaet Rodfrugterne vel af Markerne, før Himlens Sluser aabnede sig, og Stormene brød løs. Nat og Dag havde de siden raset uden Ophør. I mørkeblaa Skysække var de komne slæbende over Fjorden, hvis Vande de havde pisket som med et uhyre Sæberis, saa store gullige Skumflager var slynget langt ind paa Markerne. Her havde de paa deres Hærtog gennem Landet mange Steder ganske oprevet Vintersæden, nedtraadt Rørene i Moserne og tilstoppet Grøfterne med Jord og Sand, saa Vandet ikke kunde finde Afløb, men bredte sig ud over Marker og Veje. Det var et grufuldt Syn. Mange Steder laa døde Fugle, som Stormen havde slaaet mod Jorden og dræbt; overalt saas styrtede Træer, oprevne Sædstakke eller knækkede Telegrafstænger med de sprængte Metaltraade krummende sig som store Spiraler hen ad Vejen. Inde i Skibberup By var en Nat en gammel Ladelænge styrtet sammen med et saadant Brag, at Folk overalt i Byen af Skræk var sprungne op af deres Senge og i det blotte Linned styrtede ud paa Gaden; og i Vejlby havde Stormen væltet ikke mindre end fem Skorstenspiber og blæst alle Provstens Stærekasser ned fra Træerne i Præstegaardshaven. Det havde været en formelig Orkan.
End ikke Provsten selv havde de himmelske Magter skaanet, da han en Eftermiddag, mens Vejret var paa sit højeste, traadte ud paa Stentrappen for at tage Ødelæggelsen i Øjesyn. Uden Persons Anseelse havde Stormen løftet Hatten af hans hvide Hoved, slaaet den som en Boldt ned mod Jorden, trillet den som et Hjul ud gjennem Porten og trods alle Efterstræbelser ført den med sig i en ophvirvlet Støvsky — bort for alles Øjne. Først langt uden for Byen i en Grøft bag nogle Tjørn havde den sluppet sit Bytte for at kaste sig over en lille Pige ude fra Overdrevet, der stred sig grædende frem paa Hjemvejen fra Skolen, indbunden i et stort Shawl, saa kun den røde Næsetip saas. Vinden hylede omkring hende som en løssluppen Djævel, pustede sig op under hendes Klæder, trængte den lille udmattede Skabning bestandig længre ud imod Vejkanten, væltede hende til sidst helt over Ende og trillede hende under hendes Fortvivlelsesskrig ned ad Skrænten til en dyb Mergelgrav, paa hvis Bund nogle udsendte Folk Dagen efter fandt hendes Lig med et nyt Eksemplar af Balslevs lille Bibelhistorie trykket krampagtig beskyttende ind i Favnen.
I Mands Minde havde man ikke oplevet saadanne Dage.
»Vorherre bevare dem, der er paa Søen!« raabte Folk til hinanden gennem Uvejrsbraget, naar de mødtes paa Landsbyens Gade, kæmpende sig paaskøns frem imod Stormen eller bærende denne med sig paa deres Ryg.
»Godt for dem, der har vel tækket og godt spækket,« tænkte de, der var hjemme i de halvmørke Stuer, hvor man selv midt paa Dagen næppe kunde se at læse en Avis, mens det peb og klaprede og brølede omkring en, som om alle onde Aander var slupne løs over Byen.
Inde i Staldene stod Hestene med oprejste Øren og rystede af Angest, hver Gang Vinden slog ned over Taget og for fløjtende forbi Gavlen. Køerne, som man havde maattet drive hjem fra Ævret, brølede hele Natten om Kap som under en Ildebrand; ja, selv Kattene gik og mjavede sygt, og Hundene krøb omkring med Halen mellem Benene og snuste uroligt.
... Da Vejret endelig stilnede en Smule, var det, at Sneen var kommen med sine hvide Horder som den fremstormende Hærs samaritanske Eftertrav, dækkende barmhjertigt al Ødelæggelsens Vederstyggelighed med sin Uskyldighedskaabe, skjulende de styrtede Træer ved Vejene, hobende sig op over de knuste Gærder og oprevne Straatage.
I samfulde fire Nætter og Dage stod Himmel og Jord i et.
Men mange var ogsaa de, der i disse Dage og Nætter hemmeligt ransagede deres Inderste og i Stilhed opgjorde deres Regnskab med Gud, som om Dommens Time virkelig stundede til. Selv da man om Aftenen paa den fjerde Dag endelig turde begynde at skovle Sneen fra sine Døre og feje tommetykke Snekager ned fra Vinduerne, tænkte mange af dem, der stod bag Ruderne og i det frembrydende Maaneskin saa ud over denne store, øde, blaahvide Sneørken, hvortil By og Land og Fjord var bleven forvandlet, hvad vel alt dette kunde »være imod«, d.v.s om det dog ikke muligvis var et Varsel, en himmelsk Forkyndelse af en eller anden betydningsfuld Begivenhed, der i den nærmeste Fremtid skulle overgaa Byen eller Sognet eller maaske det ganske Land.
