Nogle Dage efter — ved Aftenstid — roedes en Fiskerbaad over Fjorden i Retning af Skibberup. I Bagstavnen sad Emanuel indhyllet i et Dækken, der endogsaa skjulte hele Hovedet; den længselsfuldt ventede Regn var endelig kommen. Himlen hang sort og tung over Vandet, og tunge Draaber slog med Smæld mod Toften. Emanuel kom ovre fra Sandinge, hvortil han Dagen efter Bispens Besøg var rejst i Selskab med Tømrer Nielsen, der havde ledsaget ham som en Slags Adjudant. Han havde villet slippe bort fra de mange Spørgsmaal angaaende Bispen, hvormed man i Skibberup straks havde bestormet ham, og som han foreløbig ikke havde Lov til at besvare. Han havde ogsaa trængt til at komme lidt bort for i Ro at overveje Bispens Forslag, og desuden havde Mødet med den gamle Højskoleforstander forøget hans Utaalmodighed efter endelig en Gang at stifte Bekendtskab med den mærkelige Skole, der var Hansines og hele Skibberup-Ungdommens aandelige Hjem. Han var ikke bleven skuffet. Han forstod nu, hvorfor de unges Øjne skinnede, hver Gang Sandinge Højskole nævnedes. Det storslaaede Bygningskompleks, hvis røde, med Vedbend og Gedeblad overgroede Mure havde mindet ham om et gammelt Herresæde; den mægtige Foredragssal, opbygget som en oldnordisk Hal med tavlet Træloft og udskaarne Bjælkehoveder; men fremfor alt de firsindstyve unge, friske Bønderpiger, der denne Sommer var Skolens Elever, og den ejendommelige Undervisning, som førtes i Form af Sang, Foredrag, Oplæsning og daglige Bibelmøder, hvortil Egnens Befolkning hver Aften indfandt sig efter endt Arbejde, Husmændene i deres Uldskjorteærmer, |179| Haandværkerne i deres Arbejdsbluser, — alt havde fra den allerførste Dag opfyldt og begejstret ham. Ogsaa Befolkningens Hengivenhed for Højskoleforstanderen forstod han nu, efter at han havde set ham i hans rette Element, i hans Skole, hvor han med sin Stok stolprede om mellem Elever og Lærere som en Fader for dem alle, uddelende Opmuntringer, Kærtegn og milde Tilrettevisninger overalt. Navnlig begreb han denne Mands mærkelige Magt over de unges Sind, da han første Gang saae ham staa paa en Talerstol, saa fuld af ungdommelig Begejstring, saa varm i sin Tro, saa henreven af sine Følelser, at Taarerne stod ham i de lysebrune Øjne, mens han talte med vidt udbredte Arme, som om han i sin Næstekærlighed vilde trykke den hele Menneskehed til sit Hjerte.
Dagen efter Emanuels Ankomst havde der været afholdt et stort Folkemøde paa Skolen, hvor han var optraadt som Hovedtaleren med et religiøst Foredrag om Guds Børn og Kristi Efterfølgere, i hvilket han betonede, at man kun med Sandhed kunde kalde sig det første, naar man af al sin Evne søgte at blive det sidste. De paafølgende Dage havde han sammen med Forstanderen gæstet forskellige Vennekredse rundt om i Nabolaget, og allevegne var han bleven modtaget med Henrykkelse og havde faaet mange ny Venner, saa den hele Rejse efterhaanden havde faaet Karakteren af et formeligt Triumftog.
Ganske særlig havde Besøget faaet Betydning for hans Bestemmelser med Hensyn til Fremtiden. Han indsaae nu, at Bispen havde Ret, og at det lille Boelshus ude i Egedet kun daarligt egnede sig for en Ide som den, der var virkeliggjort i Sandinge Højskole. Der fordredes større Lokaler, mange Rum, Plads til Heste og Vogne for tilrejsende, o.s.v., med andre Ord: netop Vejlby Præstegaard var som skabt til et saadant stort og aabent Fælleshjem for Menigheden, som han ønskede at oprette.
Han havde da ogsaa besluttet at følge Bispens Raad og lade sig konstituere i Embedet, naar Provsten blev forflyttet, og han længtes nu efter at komme til at tale med Hansine om Sagen. Han maatte overfor hende have Ret til at bryde det Tavshedsløfte, |180| han havde givet Bispen. Og hans Hjerte var saa fuldt af Lykke, hans Hoved saa fuldt af Planer, at han maatte have Luft.
Det blev ganske mørkt, inden Baaden naaede Land; og det var kun med Møje, at han og Tømrer Nielsen fandt det Hjulspor, der fra Skibberups lille Baadehavn førte mellem Bakkerne ind til Byen. Her tog Emanuel Afsked med sin Ledsager og skyndte sig hen til sine Svigerforældres Hus. Fra dets Dagligstuevindue skinnede der Lys, og et Øjeblik efter stod han inde i Forstuen med Hansine om Livet allerede fuldt optaget af at berette. —
Et Par Dage efter indeholdt Egnens »Folkeblad« følgende Meddelelse: »Efter sikkert Forlydende er Hr. Provst Tønnesen, Præst for Vejlby og Skibberup, udseet til at beklæde Posten som Forstander for det nyoprettede Statsseminarium i Søborg ved København. Den officielle Udnævnelse kan ventes en af Dagene.«
