4

Det var imidlertid bleven Opholdsvejr, Skyerne havde spredt sig, og Emanuel saae nu, hvorledes smaa Skarer af Mænd og Kvinder drog fra Haven ud til en Kæmpehøj, der laa paa en Mark et Stykke fra Skolen, og hvorfra den gamle Forstander havde haft for Skik at tale paa Nationens store Mindedage. Emanuel foreslog, at ogsaa de skulde gaa derhen; ... og lidt efter rejste de sig og fulgte ham.

Den Menneskemasse, der efterhaanden havde samlet sig omkring den paa Højen rejste Sten, bestod for en væsentlig Del af Vejlbyfolk og Skibberuppere. Dagens københavnske Gæster og den norske Digter var allerede taget til Stationen for at naa Toget, og ogsaa de mere fjerntboende af Stævnets Deltagere var kørt bort.

Da Emanuel sammen med Hansine og Ane naaede Højen, stod der allerede en Mand oppe ved Stenen og talte til Forsamlingen. Det var en hvidskægget Oldingeskikkelse, der efter de ældste Folketaleres Skik havde blottet sit skaldede Hoved og udtrykte sig saare højtideligt. Selv syntes han ogsaa mægtig betaget; men hans Stemme var saa svag, at endog de nærmeststaaende havde opgivet at høre efter, hvad han sagde. Det var derfor en stor Lettelse for Forsamlingen, da han omsider efter over en halv Times Tale sluttede og under den heftigste Sindsbevægelse steg ned. Et Øjeblik efter viste han sig dog igen, stod en Stund med betuttet Mine og befølte sig baade for og bag, indtil han endelig med en Stemme, som pludselig alle kunde høre, udbrød:

»Der er da ingen af jer, der har fundet et rødt Lommetørklæde. Dersom nogen skulde finde det, vil jeg bede jer om at lægge det ind paa Skolen.«

Under en lille Latter fra Forsamlingen steg han atter ned.

Den næste Taler var den lille, pastoragtige Anton Antonsen, Vejlbys nye Skolelærer. Han optraadte med Plyshat paa Hoved og Tobakspibe i Munden; men heller ikke han gjorde synderlig Lykke. Hans pudsige Mandslinge-Skikkelse passede trods det hvide Slips og hele det øvrige gejstlige Udstyr ikke rigtig til Dagens Stemning. De sidste urolige Tider havde i det hele ikke været gunstige for hans Popularitet. Særlig havde Skibberupperne ikke længere Øre for hans nøgternt moraliserende Hverdagstale; de var i Krigshumør og vilde høre Lurtoner, forlangte Kampraab og Sejrs-Profetier.

Imidlertid var Emanuels Ankomst bleven bemærket af adskillige af de tilstedeværende; og da Anton sluttede, viste det spændte Udtryk i de mange Ansigter, der i det samme vendte sig om imod ham, at man ventede, han vilde tage Ordet. Han følte pludselig selv en Trang til at tale, til aabent at redegøre for de bekymringsfulde Tanker, der i den sidste Tid havde opfyldt ham. Han tænkte ved sig selv, at Sindene netop paa en Dag som denne maatte være modtagelige for den bitre Bekendelse, han dog før eller siden vilde blive nødt til at aflægge for sine Venner, hvad Følgen deraf end vilde blive.

Under en svag Mumlen fra Forsamlingen steg han op paa Talerpladsen.

Han begyndte med taknemlig at mindes Vennen, hvis Baare havde samlet dem, og paa hvem det Ord med Sandhed kunde anvendes: Herren velsignede ham, og han blev til Velsignelse. Men, spurgte han derpaa, mon den kære afdøde alligevel ikke undertiden — og maaske navnlig i den allersidste Tid — havde følt sig skuffet i sine store Forventninger. Skønt han aldrig selv talte derom, var der nogen Grund til at tro det. For det nyttede jo ikke at nægte det, — Guds Riges Venner havde for Øjeblikket en af sine Trængselstider. De stod med et stort, tabt Slag — en stor, bristet Forhaabning — bag sig; og som alle Nederlag havde ogsaa dette saaet Mistænksomhed og Tvedragt blandt de overvundne. Men hellere end at gøre Forsøg paa at tilhylle Sandheden, og hellere end at udslynge Anklager mod hinanden for Medskyld ¹ i Ulykkerne skulde man se prøvende ind i sig selv og |340| søge at finde, hvad man havde forbrudt, og hvor man havde fejlet. »I Stedet for at knurre mod Gud« — udbrød han med stigende Styrke — »fordi han ikke denne Gang opfyldte vort Haab, skulde vi ydmygt ransage vort Inderste og spørge os selv, om vi nu ogsaa virkelig var modne til at tage ¹ Riget af hans Haand?«

Der var hurtigt bleven nogen Uro blandt Tilhørerne. Efter disse sidste Ord blev han henne fra den ene Side afbrudt af temmelig nærgaaende Tilraab.

Han lod sig dog ikke forstyrre men fortsatte:

»Tro nu ikke, at jeg staar her som en Selvretfærdig, der blot vil anklage. Nej, jeg erkender det dybt — og jeg føler Trang til idag at sige det til jer allesammen — jeg er selv svag og har ikke fortjent Guds Tillid. I har Krav paa at vide det: jeg kender baade Tvivlens og Fristelsernes Øjeblikke og maa daglig kæmpe med mig selv, at ikke Verden og dens Forfængelighed skal faa Magt over mit Sind —.«

»Doktor Hassings!« lød det med en skrattende Stemme henne fra den samme Side som før, hvor Niels' tykke Hoved i det samme dukkede sig bag nogle unge Karle fra Skibberup, der gav sig til at le højt.

Emanuel kastede et hastigt Blik derhen. Han var bleven bleg, men betvang sig og fortsatte efter et Øjebliks Ophold sin Tale.

»Sandheden skal nu siges, hvor ilde den saa er hørt! Vi, der formastelig har kaldt os Sandhedens og Retfærdighedens Venner, vi har fortjent den tunge Skæbne, der nu har ramt os. Højlydt skal det bekendes: vi var ikke modne! Bestandig saa vi Skæven i vor Broders Øje, men Bjælken i vort eget blev vi ikke vaer! Sig mig, er det den onde Samvittighed, der nu taler igennem jer?« raabte han gennem den Larm, hvormed man nu fra mange Sider søgte at overdøve ham og tvinge ham til Tavshed. »Har I virkelig ikke vidst dette før? Nuvel! Saa skal jeg sige jer det: Hovmod og Ufordragelighed, Uterlighed og Bagvaskelse, Løgn og Forstillelse gaar i Svang imellem os ganske som i det Samfund, vi paakaldte Himlens Hjælp til at omstyrte! ... Dette er Sandheden! Men Gud lader sig ikke spotte! Han nedslog os i Støvet, |341| for at vi skulde lære at kende os selv og sige: se, saa dybt er vi sunkne!«

Han kunde tilsidst næppe komme tilorde for udæskende Tilraab. Der steg som et Besværgelsens Brøl op imod ham fra det Hav af opadvendte Ansigter, der bølgede omkring ham. Adskillige af dem udtrykte ganske vist Forlegenhed ved Optrinet; men ikke een Stemme hævede sig for at standse Spektaklet.

Da det ikke længere var ham muligt at faa Ørenlyd, afsluttede han brat med Udtalelsen af Ønsket om, at Sandhedens og Retfærdighedens Venner af det lidte Nederlag vilde lære, at ikke ved Selvretfærdighed men gennem Selvprøvelse, ikke ved Hovmod men gennem ydmyg Selverkendelse gik Fremtidens Vej til Oprejsning og Sejr.

Næppe var han under Tavshed stegen ned, før Forsamlingen brød ud i høje Bifaldsraab. Væver Hansen var sindigt gaaet op paa Talerpladsen.

Synet af den gamle Kampfører, som nu i mange Aar ikke havde talt i nogen Forsamling, virkede som en Fanfare paa dem alle. Med den ene af sine røde Hænder omkring Hagen, den anden paa Ryggen, lod han Blikket glide frem og tilbage over Mængden, der i forventningsfuld Spænding trængte sig omkring ham. Da der omsider var bleven Ro, sagde han smilende, med sin sagtmodige Stemme:

»Se, det var nu dog ret en mærkelig Tale, vi her fik at høre af Emanuel. Jeg stod saamænd dernede og pirkede i mine Øren og tænkte, at jeg maatte høre fejl. Tilsidst sagde jeg til mig selv: du sover, Jens! Og du drømmer, at du hører vores gamle Provst Tønnesen.«

»Hør! — Det er et sandt Ord!« jublede Skibberupperne.

»For det er jo nu saadan, at jeg ikke kan lade være at tænke paa en anden Tale, som Emanuel for mange Aar siden holdt for os, ... det var saamænd den allerførste Gang, han talte til os i vort gamle Forsamlingshus derovre i vor By. Dengang var der andre Triller i Fløjten end idag, ... dengang var vi Bøndermennesker det bedste, Emanuel vidste af at sige, .. aa, vi var saa herlige, at det næsten var for meget af det gode. Ja, der er vel |342| nok mange af jer, der er her tilstede, som endnu kan huske den Tale; for den vakte jo da en saa grumme stor Opsigt dengang, og der var jo mange, der syntes, at det var da ret en dejlig Tale. Jeg skal nu ikke fragaa, at jeg for min Part ikke var nær saa henrykt over den; og derfor kommer Emanuels Ord idag mig egentlig heller ikke saa overraskende. For det er jo nu saadan med dem, der tager Munden for fuld, de er gerne nødt til at spytte noget ud bagefter! — — Se, nu var det ellers det, som Emanuel snakkede om, at vi Landboere havde været altfor meget forgabede i os selv, og at det derfor var bleven saa slemme fat med os i den sidste Tid. Han mente vel, tænker jeg, at vi skulde lære af de pæne Mennesker derinde i Købstæderne, saa vilde Vorherre nok give os, hvad vi bad ham om. — Aa nej, det tror jeg nu slet ikke saa meget paa. Jeg mener ganske tværtimod, at vi har været altfor villige til at lade os køre i Ring af disse hersens mange Københavnere, som i de senere Aaringer er dukket op og har kaldt sig Folkesagens Venner og saadan udenvidere gjort sig til vores Førere, ... og jeg er nu af den Mening, at det netop er derfor, det er gaaet saa galt med os, som det er. Det har været saadan en Slags Mode mellem Købstadsmennesker, at nu skulde de da til at være rigtig folkelige, og vi Landboere, vi blev vistnok lidt vel meget smigrede over, at saa mange fine og lærde Folk vilde have med os at bestille; vi var ligesom ved at gaa rent fra vores fem, bare for at tækkes dem. Vi syntes jo, at det var da en saa dejlig stolt Følelse, naar saadan en Advokat med Guldbriller paa eller en fin Frue kom og klappede os paa Skulderen og kaldte os »lille Ven«. Og naar de saa ovenikøbet kom herud og satte Bo imellem os, ligesom de var en af vores egne, og endda giftede sig med vores Bønderpiger, ... aa, saa blev vi saa beærede, at vi ikke vidste, hvad Fod vi skulde staa paa. — Men det var nu saadan en Slags Sygdom, tror jeg, og jeg har nu altid ment, at naar man bare gav Tid, saa gik den nok ud af Kroppen paa vos igen. Og se, det er nu noget, jeg synes at have kunnet mærke i den senere Tid, at vi endelig er ved at spille færdig paa den Narrekomedie, som vi Landboere har været saa tossegode at lade os lokke med |343| til, ... kanske ogsaa hjemme i vor egen Menighed. Hvad mener I derom, Venner?«

»Jo, jo! — Hør, hør!« rungede det igen fra Skibberupperne.

Henne i Udkanten af Forsamlingen stod Emanuel. Hvor ærlig han end kæmpede med sig selv, hvor ydmyg han end foreholdt sig sin Herres strenge Bud: »Slaar nogen dig paa din højre Kind —« hans Blod kogte, hans Stolthed vaandede sig. Han tabte tilsidst Herredømmet over sig selv og vilde styrte op paa Talerpladsen; men i det samme greb Hansine ham i Armen og sagde:

»Lad os komme bort herfra.«

»Ja, bort ... bort herfra!«

Med bøjet Hoved fjernede han sig hastig, mens Væverens fortsatte Forhaanelser og Vennernes Bifaldsraab fulgte ham som Svøbesmæld om Ørene.

Paa Vejen ned til Stranden faldt han i en heftig Graadkrampe, saa han maatte sætte sig paa Grøftekanten, mens Hansine tørrede den kolde Sved af hans Pande. Ane havde fulgt dem paa Vej og var betuttet bleven staaende et Stykke fra dem. Da Anfaldet var ovre, kom Hansine hen til hende og sagde, idet hun gav hende Haanden:

»Saa er det altsaa en Aftale, — naar du hører fra mig?«

»Men er det da virkelig dit Alvor, Sine? Jeg kunde ikke rigtig tro paa det før.«

»Jo, nu er det bestemt, — dersom du da vil have mig.«

»Om jeg vil, min Putte! Det kan du vel tænke! ... Men hvad troer du dog, Emanuel vil sige?«

»Det veed jeg ikke, men du skal faa Brev fra mig. Farvel saa længe.«

Henne paa Grøftekanten havde Emanuel løftet Hovedet. Gennem Taarer saae han den mørke Menneskemasse deroppe paa Højen og Væver Hansens duvende Skikkelse mod den lyse Horisont. Han mindedes den Tid, da han var kommen her ud under Guds frie Himmel, i Troen paa her at finde Menneskehjertet bevaret i dets oprindelige Renhed og Enfold, — og deroppe stod |344| nu en Rænkernes og Bagtalelsernes kloge Mester og triumferede over ham! Han tænkte paa, hvordan han var draget ud for at præke Fredens og Kærlighedens Evangelium blandt Muldens Børn, — og deroppe stod nu Hadets Apostel, Barmhjertighedens Bøddel, og rakte sine blodrøde Hænder mod Himlen!